Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018BP1336

Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2018/1336 af 18. april 2018 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, Sektion IX — Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

OJ L 248, 3.10.2018, p. 146–148 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2018/1336/oj

3.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/146


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2018/1336

af 18. april 2018

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, Sektion IX — Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, Sektion IX — Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse,

der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag IV,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0099/2018),

A.

der henviser til, at dechargemyndigheden inden for rammerne af dechargeproceduren gerne vil understrege, at det er særlig vigtigt at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet yderligere ved at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden, gennemføre begrebet resultatbaseret budgettering og sørge for god forvaltning af menneskelige ressourcer;

1.

noterer sig Revisionsrettens konklusion om, at betalingerne som helhed vedrørende administrationsudgifter og andre udgifter for Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (»den tilsynsførende«) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2016, var uden væsentlig fejlforekomst, og at de undersøgte overvågnings- og kontrolsystemer for administrationsudgifter og andre udgifter var effektive;

2.

noterer sig, at Revisionsretten i sin årsberetning for 2016 har bemærket, at der ikke er blevet konstateret alvorlige svagheder med hensyn til revisionen af emnerne menneskelige ressourcer og indkøbsaftaler for så vidt angår den tilsynsførende;

3.

bemærker, at ifølge den nuværende dechargeprocedure indgiver den tilsynsførende sin årlige aktivitetsrapporter til Revisionsretten i juni, hvorefter Revisionsretten forelægger sin rapport for Parlamentet i oktober, og Parlamentet stemmer om decharge på plenarmødet senest i maj; bemærker, at der — med mindre dechargen udsættes — går mindst 17 måneder fra afslutningen af årsregnskaberne til afslutningen af dechargeproceduren; påpeger, at revision i den private sektor følger en meget kortere tidsfrist; understreger, at det er nødvendigt at strømline og fremskynde dechargeproceduren; anmoder om, at den tilsynsførende og Revisionsretten følger bedste praksis i den private sektor; foreslår i denne forbindelse, at der fastsættes en frist for indgivelse af de årlige aktivitetsrapporter til den 31. marts i det år, der følger efter regnskabsåret, og en frist for indgivelsen af Revisionsrettens beretninger til den 1. juli; foreslår endvidere at revidere tidsplanen for dechargeproceduren, jf. artikel 5 i bilag IV til Europa-Parlamentets forretningsorden, således at afstemningen om decharge vil finde sted i Parlamentets mødeperiode i november, og dermed afslutte dechargeproceduren i det år, der følger efter det pågældende regnskabsår;

4.

glæder sig over den tilsynsførendes generelt forsigtige og forsvarlige økonomiske forvaltning i 2016-budgetperioden; udtrykker sin støtte til det vellykkede paradigmeskift hen imod resultatbaseret budgettering i Kommissionens budgetplanlægning, der blev indført ved næstformand Kristalina Georgieva i september 2015 som et led i initiativet »Det resultatorienterede EU-budget«; tilskynder den tilsynsførende til at anvende denne metode i forbindelse med sin egen budgetplanlægningsprocedure;

5.

noterer sig, at den tilsynsførende i 2016 rådede over et samlet budget på 9 288 043 EUR (8 760 417 EUR i 2015), og at udnyttelsesgraden var på 91,93 % (94,66 % i 2015); bemærker faldet i udnyttelsesgraden og den tilsynsførendes forudsigelse angående fastholdelsen af denne tendens i de kommende år; opfordrer den tilsynsførende til at fastlægge sine budgetoverslag med forsigtighed, idet der tages hensyn til den forventede forøgelse af aktiviteterne i de kommende år;

6.

bemærker, at oprettelsen af Det Europæiske Databeskyttelsesråd fortsat varetages af den tilsynsførende; mener, at budgetoverslagene bør sikre effektive budgetresultater i de kommende år;

7.

understreger, at den generelle forordning om databeskyttelse (1) og direktivet om databeskyttelse inden for politiet og retsvæsenet (2) kan håndhæves fra maj 2018 og skal overholdes og gennemføres fuldt ud; anerkender den tilsynsførendes hensigt om at fastholde den generelle forordning om databeskyttelse som referencepunkt for sit arbejde;

8.

glæder sig over det igangværende arbejde i »Internet Privacy Engineering Network«, som er en gruppe bestående af IT-eksperter fra alle sektorer, der tilvejebringer en platform for samarbejde og udveksling af oplysninger om tekniske metoder og værktøjer, der integrerer kravene til databeskyttelse og privatlivets fred i nye teknologier, hvilket er afgørende i forbindelse med gennemførelsen af den generelle forordning om databeskyttelse;

9.

opfordrer den tilsynsførende til at forelægge en detaljeret liste over tjenesterejser, der er foretaget af dens medlemmer i 2016, med angivelse af prisen, stedet og omkostningerne i forbindelse med hver enkelt tjenesterejse; opfordrer til, at tjenesterejser, der er foretaget i 2017, medtages i den næste årlige aktivitetsrapport;

10.

er bekendt med vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger for at sikre en effektiv intern kontrol af processerne med henblik på at sikre en økonomisk og effektiv opfyldelse af den tilsynsførendes mål; opfordrer den tilsynsførende til at medtage oplysninger om foranstaltningerne i sin årlige aktivitetsrapport;

11.

glæder sig over lanceringen i 2016 af den tilsynsførendes ansvarlighedsinitiativ, der er udformet med henblik på at sætte alle EU-institutionerne — i første omgang den tilsynsførende selv i dens egenskab af dataansvarlig — i stand til at gå foran med et godt eksempel og vise, hvordan institutionerne overholder databeskyttelsesreglerne;

12.

påpeger, at den interne revisor (IAS) i sin årlige interne revisionsberetning for 2016, som blev offentliggjort i slutningen af marts 2017, konstaterede, at fem vigtige anbefalinger vedrørende det interne kontrolsystem, som allerede var blevet udarbejdet i tidligere år, endnu ikke var blevet behandlet; beklager, at nogle af disse anbefalinger vedrører informationssikkerhed og driftskontinuitetspolitikker; bemærker, at fraværet af en informationssikkerhedspolitik øger risikoen for, at oplysninger ikke beskyttes tilstrækkeligt, hvilket kan føre til lækage af oplysninger og skade den tilsynsførendes omdømme; glæder sig over den tilsynsførendes vedtagelse af en informationssikkerhedspolitik den 19. juni 2017, til trods for at den var over 14 måneder forsinket; opfordrer den tilsynsførende — navnlig i betragtning af dens funktion og opgaver — at foregå med et godt eksempel og fremover at gennemføre anbefalinger uden unødig forsinkelse;

13.

opfordrer den tilsynsførende til at informere Parlamentets Budgetkontroludvalg om de beløb, der er betalt i 2016 inden for rammerne af serviceniveauaftaler med forbrugsafhængige gebyrer;

14.

glæder sig over vedtagelsen i 2016 af en strategi for lige muligheder og overvejelsen af mulige foranstaltninger til at forbedre trivsel på arbejdspladsen;

15.

glæder sig over medtagelsen i den årlige aktivitetsrapport af udtømmende oplysninger om alle de menneskelige ressourcer, den tilsynsførende har til rådighed;

16.

efterlyser en oversigt i den tilsynsførendes årlige aktivitetsrapport over afsnittene om udbud og forvaltning af tjenesterejser, som inkluderer en sammenlignende tabel for de sidste fire år;

17.

noterer sig vedtagelsen i 2016 af en etisk ramme, der regulerer den tilsynsførendes medlemmers og samtlige ansattes adfærd i deres interne og eksterne forbindelser; bemærker også, at denne ramme omfatter de allerede eksisterende adfærdskodekser, beslutninger om whistleblowing og bekæmpelse af chikane, disciplinærsager og administrative undersøgelser; anmoder om, at oplysninger om de forskellige emner i rammen fortsat præsenteres separat i den årlige aktivitetsrapport;

18.

mener, at der er behov for at oprette et uafhængigt indberetnings-, rådgivnings- og henvisningsorgan med tilstrækkelige budgetmidler med henblik på at hjælpe whistleblowere med at bruge de rette kanaler til at videregive deres oplysninger om mulige uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og samtidig beskytte deres fortrolighed og tilbyde den nødvendige støtte og rådgivning;

19.

støtter den tilsynsførendes voksende bidrag til at finde løsninger, som fremmer innovation og sikrer overholdelse af reglerne om privatlivets fred og databeskyttelse, navnlig ved at øge gennemsigtighed, brugerkontrol og ansvarlighed i forbindelse med behandling af big data; opfordrer til, at der iværksættes effektive foranstaltninger til at maksimere fordelene ved nye teknologier, samtidig med at de grundlæggende rettigheder respekteres fuldt ud;

20.

bemærker, at den tilsynsførende i sin årlige aktivitetsrapport har offentliggjort et kapitel om interinstitutionelt samarbejde med andre institutioner, som Parlamentet anmodede om i dets dechargebeslutning af 27. april 2017 (3); bemærker, at den tilsynsførende i 2016 har undertegnet to nye enkeltstående samarbejdsaftaler; opfordrer den tilsynsførende til fortsat at styrke det interinstitutionelle samarbejde og til at give en opdatering om dets resultater i dens næste årlige aktivitetsrapport;

21.

bemærker, at den tilsynsførende i sin årlige aktivitetsrapport har indsat en erklæring om de fremskridt, den har gjort med hensyn til opfyldelsen af sin strategi for 2015-2019; bemærker, at den tilsynsførende i marts 2015 genevaluerede sine centrale resultatindikatorer med henblik på at overvåge og tilpasse virkningerne af sit arbejde og udnyttelsen af ressourcer; bemærker med tilfredshed, at alle de centrale resultatindikatorer, der angives i den tilsynsførendes strategi for 2015-2019, er nået, og at den tilsynsførende i visse tilfælde overgik målene for 2016, hvilket viser, at gennemførelsen af strategien er på rette vej; opfordrer den tilsynsførende til at fortsætte arbejdet i denne retning;

22.

glæder sig over den tilsynsførendes målsætning om at gøre databeskyttelse så enkel og effektiv som muligt for alle involverede parter, således som det fremgår af strategien for dets mandat;

23.

beklager Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade Den Europæiske Union; bemærker, at der på nuværende tidspunkt ikke kan fremsættes nogen forudsigelser om de finansielle, administrative, menneskelige og andre konsekvenser i forbindelse med udtrædelsen, og anmoder den tilsynsførende og Revisionsretten om at gennemføre konsekvensanalyser og underrette Parlamentet om resultaterne ved udgangen af 2018.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).

(3)  EUT L 252 af 29.9.2017, s. 140.


Top