29.9.2017

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/1

---

Meddelelse fra Kommissionen om anvendelse af EU's fødevare- og forbrugerbeskyttelseslovgivning i spørgsmål om to forskellige kvaliteter af produkter — specifikt i forbindelse med fødevarer

(2017/C 327/01)

Den frie bevægelighed for varer er en af de fire grundlæggende friheder på det indre marked. Det indre marked for varer fremmer innovation på produktmarkederne og skaber flere muligheder for virksomhederne og større udvalg for forbrugerne i hele Europa.

Den frie bevægelighed for varer betyder ikke nødvendigvis, at hvert enkelt produkt skal være identisk i alle dele af det indre marked. Forbrugerne kan således frit købe de produkter, de ønsker, men de erhvervsdrivende kan også frit markedsføre og sælge varer med forskellig sammensætning og forskellige karakteristika, under forudsætning af at de til fulde overholder EU's lovgivning (hvad enten det er lovgivning om produktsikkerhed, mærkning eller anden horisontal eller sektorspecifik lovgivning). For at vedblive med at opnå gode resultater tilpasser og nytænker virksomhederne løbende deres produkter på baggrund af forskellige tendenser med hensyn til efterspørgslen, logistiske problemstillinger og nye teknologier. Selv produkter af samme mærke kan have forskellige karakteristika som følge af legitime faktorer som f.eks. fremstillingsstedet eller forbrugernes præferencer i bestemmelsesregionerne. Det kan imidlertid vække bekymring, når forskellige sammensætninger af varer med identisk mærkning markedsføres på en måde, der potentielt kan vildlede forbrugeren.

EU har udviklet en omfattende lovgivningsmæssig ramme med henblik på at beskytte forbrugernes rettigheder. Effektiv forbrugerbeskyttelse er altafgørende for et effektivt og velfungerende marked. Denne ramme omfatter beskyttelsen af forbrugerne mod vildledende oplysninger og handelspraksis.

Spørgsmålet om to forskellige kvaliteter af visse produkter (1), især fødevarer, vækker i stigende grad bekymring. I marts 2017 udtrykte Det Europæiske Råd sin glæde over Kommissionens hensigt om at handle i dette spørgsmål. I sin tale om Unionens tilstand (2) slog Kommissionsformand Jean-Claude Juncker fast, at der ikke kan være andenrangs forbrugere i en Union af ligeværdige, og at det ikke var acceptabelt, at »der til mennesker i nogle dele af Europa sælges fødevarer af ringere kvalitet end i andre lande, til trods for at emballagen og mærkningen er identisk«. Kommissionen går nu videre med tiltag på flere områder for på den måde at genoprette borgernes tillid til det indre marked, og den har besluttet i første omgang at fokusere på fødevareområdet.

Disse tiltag kombinerer dialogen med de berørte parter og praktiske skridt med henblik på at gøre det muligt for de ansvarlige myndigheder at træffe konkrete foranstaltninger. Efter drøftelserne i Det Europæiske Råd i marts 2017 forelagde Kommissionen spørgsmålet for Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde med henblik at starte en dialog mellem branchen, forbrugerne og de nationale myndigheder. Denne dialog vil fortsætte i de kommende måneder. Derudover har Kommissionen arbejdet på konkrete tiltag, der skal sikre pålidelig og sammenlignelig dokumentation. Denne indsats gælder i første omgang fødevareområdet. Det Fælles Forskningscenter arbejder i øjeblikket på retningslinjer for fælles testmetoder, hvilket er et skridt i retning af sammenlignelige og autoritative test i hele EU. Dette er væsentligt for at vurdere omfanget af problemet og tilvejebringe det solide dokumentationsgrundlag, der er nødvendigt for at kunne træffe foranstaltninger.

Et andet skridt henimod klarhed og gennemsigtighed ville være at forbedre den information, der gives om et produkts nøjagtige indhold. Inden for området fødevarer drøfter Kommissionen og virksomhederne, herunder især fødevareproducenter og detailhandlere, hvordan man sikrer fuld gennemsigtighed i produktsammensætningen (ud over de nuværende lovgivningsmæssige forpligtelser). En af de muligheder, der undersøges, er en adfærdskodeks for producenter, hvori der fastsættes bindende standarder med henblik på at undgå problemer med to forskellige kvaliteter. Endelig har Kommissionen sammen med nationale forbrugerbeskyttelses- og fødevaremyndigheder set på håndhævelsen af den relevante EU-lovgivning.

Nærværende meddelelse bidrager til denne samlede strategi og har til formål at lette den praktiske anvendelse af den gældende lovgivning. Flere EU-retsakter finder anvendelse i forbindelse med spørgsmålet om to forskellige kvaliteter af produkter. I forbindelse med fødevarer, som der fokuseres på i denne meddelelse, omfatter retsakterne:

—	»forordningen om den generelle fødevarelovgivning« (3), som har til formål at sikre, at kun sikre produkter markedsføres på EU's marked, og at forbrugerne informeres præcist og ikke vildledende med hensyn til sammensætning af og karakteristika ved de fødevarer, der udbydes til salg

—	»forordningen om fødevareinformation« (4), hvorved der fastlægges generelle mærkningsregler og -krav, herunder om obligatorisk angivelse af en fuldstændig ingrediensliste, således at forbrugerne har adgang til de fulde oplysninger om fødevarernes sammensætning (5)

—

»direktivet om urimelig handelspraksis« (6), hvorved det sikres, at forbrugerne ikke vildledes eller udsættes for aggressiv markedsføring, og at alle påstande fremført af erhvervsdrivende i EU er klare, præcise og dokumenterede. Direktivets formål er at give forbrugerne mulighed for at træffe kvalificerede valg. Dette horisontale direktiv finder anvendelse på mange former for handelspraksis, som også reguleres ved anden generel eller sektorspecifik EU-lovgivning, f.eks. vedrørende fødevarer, legetøj, kosmetik, detergenter og andet, men kun med hensyn til de aspekter, der ikke er omfattet af sektorlovgivning.

Det er medlemsstaternes, og især de nationale forbruger- og fødevaremyndigheders, ansvar at sikre overholdelsen af EU's forbrugerregler og håndhæve den europæiske lovgivning om fødevaresikkerhed og fødevaremærkning. Kommissionen bistår imidlertid de nationale myndigheder med den nødvendige støtte og vejledning. Denne meddelelse præciserer den relevante lovgivningsmæssige ramme med henblik på at give de nationale myndigheder redskaber og indikatorer til at sikre korrekt håndhævelse. Den bør betragtes som det første skridt i Kommissionens indsats for at støtte de nationale håndhævende myndigheder i deres bestræbelser på at sætte en stopper for urimelig praksis. Meddelelsen vil kunne ajourføres ved fremkosten af nye oplysninger under anvendelse af en fælles testmetode og for så vidt angår andre produkter end fødevarer.

1.   Fair oplysninger i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011

I overensstemmelse med kravet i artikel 8 i forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, hvorefter fødevarelovgivningen skal tilsigte forebyggelse af praksis, som kan vildlede forbrugerne, fastsættes der ved forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne (forordningen om fødevareinformation) en omfattende retlig ramme, der ikke blot har til formål at sikre et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes sundhed og sociale og økonomiske interesser, men også den frie bevægelighed for sikre og sunde fødevarer på EU's indre marked.

Med henblik herpå indføres der med forordningen om fødevareinformation et generelt princip om, at information ikke må være vildledende, især:

—	med hensyn til fødevarens beskaffenhed, herunder især information om dens art, identitet, egenskaber, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelsesland eller herkomststed, fremstillings- eller frembringelsesmåde, og

—

ved gennem udseendet, betegnelsen eller en visuel præsentation at give indtryk af, at der er tale om en bestemt fødevare eller om forekomsten af en bestemt ingrediens, selv om en naturligt forekommende bestanddel eller en ingrediens, der normalt anvendes i den pågældende fødevare, i virkeligheden er blevet erstattet med en anden bestanddel eller en anden ingrediens.

Ved forordningen fastlægges også en liste over obligatorisk fødevareinformation, som i princippet skal foreligge for alle fødevarer: navnlig varebetegnelsen for fødevaren, ingredienslisten, mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser, information om allergener, en næringsdeklaration osv. Fødevareinformation skal være korrekt, klar og letforståelig for forbrugeren. Med henblik herpå fastsættes der ved forordningen specifikke krav til udformningen af obligatorisk information, herunder en minimumsskriftstørrelse.

Kommissionens tjenestegrene har arbejdet tæt sammen med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne for at fremme en fælles forståelse og lette anvendelsen af reglerne i forordningen om fødevareinformation. De er i øjeblikke ved at finpudse en meddelelse med henblik på Kommissionens snarlige vedtagelse. Specifikke retningslinjer med hensyn til oplysninger om stoffer eller produkter, der forårsager allergier eller intolerans, blev udstedt ved Kommissionens meddelelse C(2017) 4864 final af 13. juli 2017.

For kompetente myndigheder bør kontrollen af, om forordningen om fødevareinformation overholdes, være det første skridt i en undersøgelse af, hvorvidt markedsføringen af fødevareprodukter overholder reglerne.

2.   Oplysningspraksis med hensyn til produkters karakteristika i henhold til direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis

Sammenspillet med fødevarelovgivning og i særdeleshed forordningen om fødevareinformation — lex specialis-princippet og dets virkning med hensyn til håndhævelsen

I tilfælde af konflikt eller overlapning mellem direktivet om urimelig handelspraksis og sektorspecifikke EU-retlige bestemmelser, der regulerer særlige aspekter af urimelig handelspraksis, har de sektorspecifikke regler forrang og finder anvendelse på disse særlige aspekter i overensstemmelse med lex specialis-princippet, som i direktivet om urimelig handelspraksis er fastsat ved artikel 3, stk. 4 (7). Direktivet om urimelig handelspraksis vil ikke desto mindre fortsat være relevant i forbindelse med vurderingen af andre eventuelle aspekter af den handelspraksis, som ikke er omfattet af de sektorspecifikke bestemmelser. Direktivet om urimelig handelspraksis finder derfor sædvanligvis anvendelse som supplement til sektorspecifikke EU-bestemmelser. Eftersom medlemsstaterne i henhold til artikel 11 i direktivet om urimelig handelspraksis skal påse, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis, bør myndighederne i de medlemsstater, hvor forskellige myndigheder er ansvarlige for håndhævelsen af direktivet og den relevante sektorspecifikke lovgivning, arbejde tæt sammen om at sikre overensstemmelse mellem resultaterne at deres respektive undersøgelser af samme erhvervsdrivende og/eller handelspraksis (8).

Det er også vigtigt at understrege, at de oplysninger, der kræves i henhold til sektorspecifik EU-lovgivning i forbindelse med kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, betragtes som »væsentlige« i henhold til direktivet om urimelig handelspraksis (9). Væsentlige oplysninger henviser til vigtige oplysninger, som de erhvervsdrivende skal meddele forbrugerne, for at sidstnævnte kan træffe informerede transaktionsbeslutninger (10). Meddeles sådanne væsentlige oplysninger ikke, kan det betragtes som vildledende handelspraksis, hvis udeladelsen kan forventes at foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have truffet.

For eksempel kræves det i forordningen om fødevareinformation, at erhvervsdrivende skal angive specifikke oplysninger om mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser. Dette er »væsentlige« oplysninger i den i artikel 7, stk. 5, i direktivet om urimelige handelspraksis fastlagte betydning. Udeladelsen af disse oplysninger kan ud fra en konkret vurdering betragtes som vildledende, for så vidt som den kan forventes at påvirke gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutninger.

Anvendelse af direktivet om urimelig handelspraksis på handelspraksis

Direktivet om urimelig handelspraksis udgør et sikkerhedsnet, som sikrer, at der kan opretholdes et højt fælles niveau af forbrugerbeskyttelse inden for alle sektorer, idet direktivet supplerer og udfylder huller i andre EU-retsakter. Ved direktivet om urimelig handelspraksis forbydes enhver form for handelspraksis, hvis denne indeholder urigtige oplysninger eller på nogen måde vildleder eller kan forventes at vildlede en gennemsnitsforbruger, selv om oplysningerne er faktuelt korrekte, med hensyn til et produktets vigtigste karakteristika og under alle omstændigheder foranlediger eller kan forventes at foranledige ham eller hende til at træffe en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have truffet.

Det kræver en vurdering fra sag til sag for at kunne fastslå, hvorvidt en handelspraksis er i strid med direktivet om urimelig handelspraksis.

Markedsføring af varer med samme emballage og mærkning men med forskellig sammensætning og sansemæssige karakteristika kan være i strid med direktivet om ulovlig handelspraksis, hvis det i det enkelte tilfælde kan bevises, at:

—	forbrugerne har retmæssige forventninger til et produkt sammenlignet med et »referenceprodukt«, og det pågældende produkt adskiller sig væsentligt fra disse forventninger

—	den erhvervsdrivende undlader eller ikke kan formidle tilstrækkelige oplysninger til forbrugerne, og disse ikke kan forstå, at der er forskel mellem produktet og deres forventninger

—	utilstrækkelige eller mangelfulde oplysninger sandsynligvis vil fordreje gennemsnitsforbrugerens økonomiske adfærd, så vedkommende f.eks. køber et produkt, som han/hun ellers ikke ville have købt.

Følgende kriterier kan være nyttige med hensyn til at karakterisere »referenceproduktet«:

i)	et produkt markedsføres med »samme emballage og mærkning« i flere medlemsstater,

ii)	det pågældende produkt sælges i disse medlemsstater med en given sammensætning, og

iii)	forbrugernes opfattelse af produktets primære karakteristika svarer til sammensætningen af dette produkt, som det er markedsført i størstedelen af disse medlemsstater.

Det arbejde, som Det Fælles Forskningscenter udfører i øjeblikket, vil give flere indikatorer til forbedring af sammenlignende undersøgelser af fødevarer.

Med henblik på at udføre en sådan vurdering fra sag til sag er det nyttigt først at undersøge følgende:

—	de af et produkts primære karakteristika, som gennemsnitsforbrugeren sandsynligvis vil tage i betragtning, når vedkommende foretager sin købsbeslutning, og som har betydning for hans/hendes positive eller negative transaktionsbeslutning (11)

—	hvorvidt oplysningerne om et specifikt produkts primære karakteristika er udeladt eller uklare

—	hvorvidt de manglende eller uklare oplysninger om de primære karakteristika sandsynligvis vil ændre gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning.

De primære karakteristika, forbrugerne overvejer ved køb af mærkevarer

Forekomsten af en eller flere mærkevarer i det generelle udbud inden for en given kategori af forarbejdede fødevarer (f.eks. kaffe, chokolade, te, sodavand etc.) påvirker de fleste forbrugeres valg. Når en forbruger træffer en transaktionsbeslutning om en mærkevare, er dette valg i høj grad baseret på hans/hendes opfattelse af mærket. For så vidt angår fødevarer er dette en subjektiv opfattelse, der er formet af den enkelte forbrugers sanseoplevelse og kostmæssige præferencer samt faktorer som eksponering over for mærker og opbygning af image.

Gennemsnitsforbrugeren køber måske ikke et mærke, hvis han/hun har grund til at tro, at produktet afviger fra hans/hendes opfattelse af, hvordan mærkevaren bør være.

Vanskeligheden ved at vurdere, hvorvidt der findes eventuelt vildledende elementer i kommunikationen vedrørende mærkevarer, består i, at mærkevareproducenterne ikke omsætter de opfattede varemærkekarakteristika ved et givent produkt til en objektiv og eksplicit målbar beskrivelse. Disse karakteristika antydes over for forbrugerne gennem forskellige implicitte kommunikationsmidler og/eller generiske udsagn om, at varen er i overensstemmelse med varemærket, eller om, at den længe har været en succes. Beskrivelser som eksempelvis »original«, »unik«, »gammel opskrift« og »hvor end du er, vil du altid have den samme gode spise-/drikkeoplevelse« findes ofte på fødevareemballage.

Undersøgelser om mærkevareloyalitet viser, at mærkevarer i forbrugernes bevidsthed fungerer som garant for kontrolleret og konstant kvalitet. Det forklarer, hvorfor visse forbrugere forventer, at mærkevareprodukter har en tilsvarende kvalitet — om ikke præcis den samme kvalitet (12) — uanset hvor og hvornår disse købes, og at mærkevareproducenterne oplyser dem om væsentlige ændringer af produkternes sammensætning.

Der skal også erindres, at forbrugerne generelt opfatter det indre marked som det sted, hvor de køber deres varer, og hvor der er sikret fri bevægelighed og lige adgang for varer, og at de derfor ikke som udgangspunkt forventer, at mærkevarer er forskellige, afhængigt af hvilket land de sælges i.

For føde- og drikkevareproducenter er »konstant kvalitet« imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med identiske produkter i forskellige geografiske områder. Det er faktisk almindeligt for fødevarevirksomheder at skræddersy deres produkter til lokale forbrugerpræferencer og andre forhold. Der foretages især sansemæssig optimering, så produkterne tilpasses folks kostvaner, som kan være meget forskellige fra region til region. Desuden kan der være objektive forskelle for så vidt angår leverandører, der skyldes den geografiske og/eller sæsonbetingede tilgængelighed af råvarer (eller specifikke lokale krav), hvilket har betydning for sammensætningen og/eller smagen af produkter og derfor er svær for producenterne at undgå. Der kan også være tale om anvendelse af nye opskrifter, der afspejler de teknologiske fremskridt eller ændrede ernæringspolitikker, som af tekniske eller økonomiske årsager ikke kan realiseres samtidigt på alle markeder. Endelig kan fødevarevirksomhederne tilpasse produkternes sammensætning, så de passer til den lokale efterspørgsels priselasticitet.

Mulig urimelig handelspraksis i markedsføringen af forskellige fødevareprodukter på det indre marked

Utilstrækkelige oplysninger om differentiering mellem produkter, der markedsføres i forskellige medlemsstater under samme mærke, kan påvirke forbrugernes transaktionsbeslutninger.

Efter at have kontrolleret overholdelsen af EU's fødevarelovgivning kan de håndhævende myndigheder, når de har specifikke oplysninger, der — efter en analyse fra sag til sag — fører til den konklusion, at en given fødevarevirksomheds differentieringspraksis kan føre til urimelig handelspraksis, overveje at udføre markedstest, der indebærer sammenligning af produkter fra forskellige regioner og lande. Sådanne test bør udføres ud fra en fælles tilgang til test, som Kommissionen for øjeblikket arbejder på. Dette arbejde kan resultere i yderligere beviser og anbefalinger vedrørende det pågældende problem.

Hvis prøverne viser, at fødevareprodukter:

—	tilsyneladende har samme udformning

—	markedsføres under samme mærke

—	men er væsentligt forskellige hvad angår sammensætning og/eller sansemæssige karakteristika.

De håndhævende myndigheder skal fra sag til sag overveje behovet for yderligere undersøgelser med henblik på vurdering af, hvorvidt de pågældende produkter er blevet markedsført i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis, herunder kravet om erhvervsmæssig diligenspligt (13), jf. direktivets artikel 5, stk. 2. Ved en sådan vurdering fra sag til sag skal der tages højde for rationalet bag produktdifferentieringen såvel som for følgende elementer, baseret på konkrete fakta og omstændigheder i hver enkelt sag, med henblik på at vurdere, hvorvidt de kan påvirke forbrugernes adfærd:

—

Produktets udformning eller den måde, der reklameres for det på, som kan få forbrugerne til at tro, at det er det samme produkt i hele det indre marked (fremhævelse af dets enestående karakter, oprindelige produktionssted, dets originalitet, dets traditionelle produktionsmåde eller dets traditionelle opskrift, dets overensstemmelse med en opskrift, der er skabt for mange år siden på et særligt sted osv.).

—

Markedsføringsstrategier for forskellige versioner af et produkt, der potentielt kan virke forvirrende for forbrugerne. Eksempel: En virksomhed, som markedsfører forskellige kvalitetsklasser på det indre marked, sælger i overensstemmelse med sin markedsføringsstrategi kun ringere kvalitetsklasser i visse regioner/lande uden tilstrækkelige oplysninger, der gør det muligt for forbrugerne at forstå, hvilken klasse der er tilgængelig i deres område.

—

Manglende eller utilstrækkelige oplysninger til forbrugerne (via en hvilken som helst form for offentlig kommunikation) om den kendsgerning, at dele af produktets sammensætning er blevet væsentligt ændret i forhold til tidligere (at der f.eks. er anvendt en ny opskrift), mens ændringer af sammensætningen som sådan i forbindelse med medlemsstaternes ændrede ernæringspolitikker anses for at være i overensstemmelse med erhvervsmæssig diligenspligt.

Om end vurderingen af, hvad der er »væsentlige« forskelle, kan ændre sig afhængig af fakta og omstændigheder i den enkelte sag, er der generelt tale om en væsentlig forskel i et produkts primære karakteristika, når: i) en eller flere hovedingredienser eller deres procentdel af et produkt adskiller sig væsentligt fra »referenceproduktet«, ii) denne forskel potentielt kan ændre den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren, som ville træffer et andet valg, hvis han/hun blev gjort bekendt med en sådan forskel.

Praktiske overvejelser

I forbindelse med disse undersøgelser bør der være en tæt forbindelse mellem myndighederne med ansvar for anvendelse af direktivet om urimelig handelspraksis og fødevaremyndighederne for at sikre overensstemmelse mellem resultaterne af deres respektive undersøgelser vedrørende den samme erhvervsdrivende og/eller handelspraksis. Der er navnlig tale om:

—	at der for hver fødevare bør udføres en indledende kontrol af alle de krav, der er fastsat i forordningen om fødevareinformation

—	at overholdelsen af de retlige krav i gældende forordninger ligeledes bør kontrolleres (14) for så vidt angår fødevarer, der er underlagt standarder for sammensætning

—	at myndighederne, hvis nogle af de oplysninger, der kræves i henhold til ovenstående forordninger, enten mangler eller fremlægges på vildledende vis, bør træffe de nødvendige håndhævelsesforanstaltninger

—	at undersøgelse af andre former for potentielt urimelig handelspraksis kan finde sted inden for rammerne af direktivet om urimelig handelspraksis.

Grænseoverskridende samarbejde

Eftersom emnet vedrører erhvervsdrivende i hele det indre marked og har en grænseoverskridende dimension, bør de kompetente myndigheder, hvor det er hensigtsmæssigt, foretage ovennævnte undersøgelse på koordineret vis inden for rammerne af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (forordning (EF) nr. 2006/2004 (15)). I forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde fastsættes en klar forpligtelse til gensidig bistand mellem de kompetente myndigheder, hvilket skal sikre, at myndighederne i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, træffer de nødvendige foranstaltninger for at bringe de overtrædelser, der påvirker forbrugerne i andre af Unionens jurisdiktioner, til ophør. Forordningen fastsætter ligeledes en forpligtelse for myndigheder i hele EU til at underrette hinanden om mulige overtrædelser og til at udveksle oplysninger om sådanne overtrædelser. I tilfælde af misvisende oplysninger om en fødevares karakteristika kan myndighederne for forbrugerbeskyttelsessamarbejdet i det land, hvor forbrugerne kan lide skade, gøre fuld brug af værktøjerne i forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde og anmode de tilsvarende myndigheder i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret, om bistand. I den forbindelse vil den nye forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, der finder anvendelse i EU fra slutningen af 2019, styrke samarbejdet og overvågningsmekanismerne i det eksisterende system og gøre det hurtigere og mere effektivt at udveksle oplysninger og varslinger om overtrædelser i hele EU. Kommissionen kan fremme dette arbejde, og der vil kunne tildeles midler under forbrugerprogrammet.

Vurdering af potentielt urimelig handelspraksis i forbindelse med mærkede fødevarer — flowdiagram:

---

(1)  Dvs. varer, der markedsføres på det indre marked under samme mærke eller varemærke, men med forskelle i indhold, sammensætning eller kvalitet i de enkelte EU-medlemsstater.

(2)  http://europa.eu/rapid/press-release_SPEECH-17-3165_en.htm

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).

(5)  Visse produkter såsom chokolade, frugtsaft og marmelade er underlagt særlige krav til sammensætningen eller er omfattet af kvalitetsordninger i henhold til harmoniseret EU-lovgivning eller national lovgivning.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked, og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

(7)  For anden sektorspecifik lovgivning se f.eks. kapitel IV i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1).

(8)  Se især s. 17 i vejledningen om gennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis (kan hentes på følgende adresse: http://ec.europa.eu/consumers/consumer_rights/unfair-trade/unfair-practices/index_en.htm).

(9)  Artikel 7, stk. 5, i direktivet om urimelig handelspraksis og s. 17-19 i vejledningen om gennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.

(10)  Artikel 7, stk. 1 og 2, i direktivet om urimelig handelspraksis og s. 69 i vejledningen om gennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.

(11)  Denne test er afgørende for, hvilke oplysninger der kan betragtes som væsentlige for forbrugerne.

(12)  For visse kategorier af mærkevareprodukter såsom parfumer, luksusvarer og biler går forbrugerne efter den ægte varer og frygter efterligninger. Det kan bemærkes, at en lignende adfærd muligvis kan konstateres for alle former for forbrugsgoder.

(13)  Erhvervsmæssig diligenspligt er standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Den omfatter også den erhvervsdrivendes opfyldelse af kvalitets- og kontrolkriterier såsom kvalitetscertificering og andre former for certificering.

Den omfatter principper, der var dybt forankrede i medlemsstaternes lovgivninger inden vedtagelsen af direktivet om urimelig handelspraksis, eksempelvis »hæderlig markedspraksis«, »god tro« og »god markedspraksis«. Disse principper fremhæver normative værdier, der gælder inden for det specifikke forretningsområde. Sådanne normative værdier bør omfatte respekt for den pågældende sektors særlige lovgivning og dens retningslinjer som beskrevet i del 1.

(14)  Dette er f.eks. tilfældet med tunkonserves, hvis sammensætning er standardiseret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1536/92 af 9. juni 1992 om fælles handelsnormer for tun- og bonitkonserves (EFT L 163 af 17.6.1992, s. 1) og for sardinkonserves, som er underlagt en standard ved Rådets forordning (EØF) nr. 2136/89 af 21. juni 1989 om fælles handelsnormer for sardinkonserves (EFT L 212 af 22.7.1989, s. 79).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

---