EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016DC0361

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Gennemførelse af job-, vækst- og investeringsdagsordenen for det indre marked

COM/2016/0361 final

Bruxelles, den 1.6.2016

COM(2016) 361 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Gennemførelse af job-, vækst- og investeringsdagsordenen for det indre marked


1.Opretholdelse af det økonomiske opsving

Styrkelse af Europas økonomi og stimulering af investeringer for at skabe job og vækst er fortsat Kommissionens højeste prioritet. Ifølge forårsprognosen 1 holder væksten i Europa stand, selv om de globale forhold er blevet vanskeligere. Beskæftigelsen er stigende, om end stadig for langsomt, og det offentlige underskud fortsætter med at falde. Betingelserne for øgede investeringer er forbedret yderligere. Selv om det er opmuntrende tegn, skal der stadig gøres en indsats for at udnytte den positive trekant bestående af strukturreform, ansvarlig finanspolitik og investeringer optimalt.

Innovation fremmer konkurrenceevne, produktivitet og jobskabelse og er dermed en væsentlig drivkraft for Europas vækstmotor. For at innovation kan forekomme, skal virksomheder og iværksættere have både incitament og evne til at investere. De har brug for den rigtige talentmasse og en forventning om, at de vil kunne udvide deres forretning og sælge deres produkter og tjenester på et stort marked uden at stå over for forskellige lovkrav i hver enkelt medlemsstat. Vi skal derfor holde et stærkt fokus på at fremme det indre marked for at støtte bæredygtig beskæftigelse og vækst og gøre Europa til et mere konkurrencedygtigt og attraktivt sted at investere.

Dette kræver bedre interaktion mellem EU og den nationale og regionale dimension for at fjerne hindringer for investeringer og forfølge strukturreformer. For to uger siden identificerede de landespecifikke henstillinger de mest presserende prioriterede indsatsområder på nationalt plan for at holde reformkursen. Samtidig har visse hindringer et stærkt grænseoverskridende element og kræver handling på EU-plan. Som opfølgning på Det Europæiske Råds konklusioner af 17.-18. marts 2016 gøres der i denne meddelelse status over gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked med fremhævelse af de områder, hvor der er akut behov for strategiske politiske beslutninger for at styrke og fremskynde de nødvendige reformer.

Investeringsplanen for Europa indeholdt en samordnet indsats for at stimulere finansiering af investeringer, fjerne hindringer, øge innovation og uddybe det indre marked. Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) ændrer den måde, som Europa støtter investeringer på. Flere midler går nu til innovations- og infrastrukturprojekter samt til lokale projekter, som udføres af mindre virksomheder, der skaber hovedparten af de nye job. De første EFSI-resultater er opmuntrende. De samlede investeringer, som EFSI indtil videre har frembragt, beløber sig til 100 mia. EUR. Over 140 000 SMV'er og mid-cap-selskaber ventes at få gavn af den bedre adgang til finansiering fra Den Europæiske Investeringsfond. Projekter i 26 medlemsstater støttes allerede, og flere er på vej 2 . For at bygge videre på disse resultater agter Kommissionen at forlænge EFSI til efter 2018 som bekendtgjort i meddelelsen "Europa investerer igen – Status over investeringsplanen for Europa" 3 for fortsat at støtte job- og vækstprojekter, som det ikke havde været muligt at gennemføre uden EFSI.

2.Et indre marked, der skaber jobs og vækst

Selv om finansielle instrumenter er vigtige med hensyn til at sikre, at knappe ressourcer udnyttes effektivt, er de ikke tilstrækkelige. De skal suppleres af strukturelle ændringer til fremme af innovation og vækst. Det indre marked tilbyder en større markedsplads og gør det lettere for nye og ofte innovative virksomheder at komme ind på markedet, mens forbrugerne nyder godt af adgangen til et større udvalg af varer og tjenester til lavere priser. Innovation og konkurrenceprægede vare- og tjenestemarkeder indebærer konstante forandringer og overgange, fra gamle til nye produkter og tjenester, fra gamle til nye teknologier eller fra gamle til nye forretningsmodeller og -processer.

For at give mulighed for innovation og lette sådanne overgange skal vi investere i Europas største aktiv, nemlig menneskelige ressourcer. Der skal gøres en betydelig indsats for at udvikle og tilpasse befolkningens færdigheder. Dette er afgørende for at skabe velstand og vækst. Det er afgørende for Europas evne til at fremme innovation i den digitale tidsalder. En kvalificeret arbejdsstyrke med evnen til hurtigt at tilpasse sig i en innovativ verden i hastig forandring kan øge produktiviteten og dermed skabe højere løn.

Vi skal også sikre et gunstigere og mere forudsigeligt erhvervsmiljø, der reducerer den administrative byrde og lader virksomheder og samfund gribe de muligheder, som skabes af innovation, digitale teknologier og nye forretningsmodeller. 

Mange af Kommissionens vigtigste prioriteter fremmer disse mål. 

Den europæiske energiunion, vores handel for alle-strategi og pakken om cirkulær økonomi har alle til formål at skabe nye muligheder, både hjemme og på internationale markeder, samt fremme bæredygtig økonomisk vækst i forskellige sektorer.

Formålet med den kommende dagsorden for nye kvalifikationer er at søge at forbedre kvaliteten og relevansen af kvalifikationer, gøre færdigheder og kvalifikationer mere synlige og sammenlignelige for at fremme mobilitet og forbedre både kompetencer og oplysningsindsats med henblik på bedre karrierevalg.

Dagsordenen for bedre regulering bidrager også til bedre politikker, som afspejler folks virkelige prioriteter gennem stærk fokus på åbenhed og videnbaseret udformning af politikker.

Strategien for det indre marked, strategien for det digitale indre marked og handlingsplanen om etablering af en kapitalmarkedsunion er centrale for denne europæiske reformdagsorden. De har til formål at fjerne hindringer, herunder nye hindringer i den digitale økonomi og fjerne unødig fragmentering. De fungerer som supplement og skal styrke hinanden. De er blevet rigtig godt modtaget af Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne. Denne stærke støtte giver en enestående mulighed og en vigtig forudsætning for at foretage et kvalitativt spring i retning af et stærkere og mere konkurrencedygtigt Europa.

3.Gennemførelse af dagsordenen for det indre marked 

Med indførelsen af de forskellige strategier, som nyder stor støtte fra de relevante aktører, er der nu i højere grad fokus på gemmeførelsen. Der gøres en indsats på alle områder, og der er allerede foreslået en række initiativer.

I forbindelse med udrulningen af dette program følger Kommissionen sine principper om bedre regulering. Inden Kommissionen træffer afgørelse om et bestemt initiativ, hører den aktivt interessenter, herunder borgere, erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter, analyserer resultaterne af den eksisterende lovgivning og udfører en omfattende analyse af eventuelle virkninger af initiativet. Når det er muligt, forenkles de eksisterende regler, så de er lettere at overholde, og så den lovgivningsmæssige byrde så vidt muligt reduceres. For at sikre at borgere og virksomheder fuldt ud kan udnytte fordelene ved det indre marked, støtter Kommissionen fortsat medlemsstaterne i at forbedre deres kapacitet i forbindelse med håndhævelse.

Arbejdet slutter imidlertid ikke med, at Kommissionen fremlægger sine forslag. Om det lykkes, afhænger i sidste ende af, om lovgiverne er hurtige og beslutsomme i deres opfølgning, og af om der træffes supplerende foranstaltninger på nationalt plan, herunder hvad angår inkorporering, gennemførelse, håndhævelse og tilsyn. Det Europæiske Råd i juni giver en god mulighed for at gøre status over de fremskridt, der er gjort, for at bekræfte forpligtelsen til at færdiggøre det indre marked, og for at aftale de nødvendige skridt for at iværksætte strategien for det indre marked, strategien for det digitale indre marked og handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen fuldt ud.

Gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked bør omfatte:

en gentagelse af betydningen af et dybere og mere retfærdigt indre marked med hensyn til at skabe job, vækst og et attraktivt investeringsklima

omfattende støtte til de gennemgribende reformer, som Kommissionen har foreslået, for at sikre, at det indre marked gør virksomheder og samfundet generelt i stand til at gribe de muligheder, som ligger i innovation, digitale teknologier og nye forretningsmodeller

hurtig indførelse af en presserende og ambitiøs gennemførelse af strategien for det indre marked, strategien for det digitale indre marked og handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen i et tæt samarbejde mellem de europæiske institutioner og medlemsstaterne på nationalt, regionalt og lokalt plan med hensyn til at sikre, at alle initiativer under strategierne er på plads og iværksat senest inden udløbet af Kommissionens mandat.

3.1.    Støtte til investeringer i økonomien generelt 

Formålet med kapitalmarkedsunionen er at skabe bedre forbindelser mellem opsparinger og investeringer. Deri foreslås et program med foranstaltninger til at forbedre strømmen af privat kapital til virksomheder og infrastrukturinvesteringer. Nu, hvor de nye regler for bank-, markeds- og forsikringssektoren har gjort det europæiske finansielle system mere sikkert, vil kapitalmarkedsunionen styrke Europas finansieringsrulletrappe til voksende virksomheder, der har brug for en bredere vifte af muligheder til at finansiere deres udvidelse. Ved at gøre investeringer mere attraktive og ved at skabe nye finansielle kredsløb vil kapitalmarkedsunionen fremme adgang til finansiering, reducere omkostninger og fjerne hindringer for grænseoverskridende investeringsstrømme. Kommissionen har allerede leveret en række initiativer og er gået i gang med arbejdet på længere sigt. For at opbygge tillid og momentum bør Europa-Parlamentet og Rådet reagere hurtigt på de verserende forslag, så realøkonomien kan drage fordel af dem.

Dette gælder især for securitiseringspakken, som indeholder kriterier for simpel, transparent og standardiseret securitisering og danner grundlag for udviklingen af et sundt europæisk securitiseringsmarked. Eventuelle forsinkelser i lovgivningsprocessen skal undgås, eftersom pakken, når den først er vedtaget, vil hjælpe med at tiltrække en bredere vifte af investorer og frigøre bankernes balancer til nye lån. Hvis securitiseringsmarkedet vender sikkert tilbage til niveauet før krisen, kunne økonomien opnå en kredit på yderligere EUR 100 mia. Kapitaludgifterne for banker og forsikringsselskaber, der investerer i standardiserede securitiseringer, reduceres for at afspejle den lavere risiko. Den samlede pakke vil øge den finansielle stabilitet ved at bevare den beskyttelse, som blev indført efter krisen, og fremme enkelhed, åbenhed og en bredere investorbase.

Lovgiverne bør også hurtigt nå til enighed om Kommissionens forslag for at sikre en mere enkel, hurtigere og billigere prospektordning, som især vil være nyttig for virksomheder, som ønsker at rejse kapital. Der etableres en ny ramme for små udstedere for at frigøre finansiering til mindre virksomheder.

Indførelsen af nye tilsynsregler for forsikringsselskaber (Solvens II) bør bidrage til at støtte infrastrukturinvesteringer gennem en betydelig reduktion af kapitaludgifterne. Disse ændringer er allerede trådt i kraft. I forbindelse med udarbejdelsen af kapitalkravsforordningen senere på året vil Kommissionen undersøge mulighederne for at reducere risikovægtene for infrastrukturprojekter til banker tilsvarende.

Banklån er fortsat en stabil kilde til arbejdskapital til mikrovirksomheder og små virksomheder. På samme måde vil Kommissionen i forbindelse med gennemgangen af kapitalkravsforordningen søge at bevare bankernes kapacitet til at udstede lån til SMV'er ved at bibeholde og eventuelt udvide den gunstige kapitalbehandling for lån til SMV'er.

Som fastlagt i den første statusrapport 4 er der også brug for at følge op på de andre tiltag i handlingsplanen om kapitalmarkedsunionen, startende med et stærkt fokus på venturekapital. Kommissionen vil inden længe foreslå en ændring til EU's lovgivning om venturekapital for at opbygge omfang, mangfoldighed og valgmuligheder og dermed øge deres markedsindtrængning og give flere virksomheder mulighed for at drage fordel af denne alternative finansieringskilde. Parallelt dermed vil Kommissionen foreslå at etablere en fund of funds for venturekapital, som skal kombinere offentlig finansiering og privat kapital for at tilføre både omfang og incitamenter til støtte for de mest lovende nye virksomheder.

Som led i indsatsen for at hjælpe virksomheder – og navnlig SMV'er – med at udvide og vokse i Europa, lancerede Kommissionen for nylig en offentlig høring for at forberede et nyt lovgivningsinitiativ om virksomhedsomstrukturering og insolvens. Dette initiativ vil give grænseoverskridende investorer retssikkerhed, fjerne hindringer for frie kapitalbevægelser og hjælpe virksomhederne med at komme ovenpå igen, når de oplever økonomiske problemer. Det vil give bedre regler for gældsomstrukturering til fordel for både kreditorer, som hurtigere kan genindvinde deres aktiver, og virksomheder, der fortjener en ny chance.

Investeringsfonde spiller en stadig større rolle i forhold til at anvende detailindlån og institutionelle opsparinger produktivt. Aktiver, der forvaltes af den europæiske fondsbranche, blev fordoblet til EUR 10 000 mia. mellem 2003 og slutningen af 2013. Kommissionen har netop iværksat en bred høring om, hvordan markederne kan gøres mere effektive og konkurrencedygtige for disse vigtige investeringsvirksomheder, og hvordan omkostningerne for både virksomheder og investorer kan reduceres.

På samme måde kan et europæisk marked for frivillige personlige pensionsprodukter sænke omkostningerne for forbrugerne som følge af stordriftsfordele og hjælpe dem med at opbygge en passende pensionsindkomst, men kan også øge investeringerne i den europæiske økonomi ved at mobilisere ekstra kapital til langsigtede investeringsmuligheder. Kommissionen vil iværksætte en offentlig høring for at analysere nationale erfaringer i EU og identificere betingelserne for, at disse markeder kan blomstre.

Parallelt med det nye arbejde med at opbygge en kapitalmarkedsunion arbejder Kommissionen på at forbedre den eksisterende rammelovgivning for finansielle tjenesteydelser. Finanskrisen krævede mange nye regler, som skulle indføres inden for kort tid for at sikre finansiel stabilitet. Selv om den overordnede ramme anses for at være passende, kan dette have medført overlapninger, huller, uoverensstemmelser eller en uforholdsmæssig stor byrde. Kommissionen er i øjeblikket ved at færdiggøre analysen af næsten 300 svar på dens indkaldelse af meningstilkendegivelser om den samlede indvirkning af lovgivningen om Europas finansielle tjenesteydelser, som vil indgå i kommende revisioner af den finansielle lovgivning.

Gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked bør omfatte:

fremhævelse af det presserende behov for at nå til enighed om securitiseringspakken og behovet for hurtige fremskridt med hensyn til prospektforslaget, så virksomhederne hurtigt kan begynde at høste fordelene ved disse ændringer

støtte til kommende områder i kapitalmarkedsunionen som venturekapital, personlige pensioner, gældsomstrukturering og insolvens

mobilisering af tiltag fra medlemsstaternes side, som skal fjerne de hindringer for det indre marked, som har deres oprindelse i national regulerings- eller skattelovgivning, der afskrækker eller straffer grænseoverskridende investeringer.

3.2.    Stimulering af nye forretningsmuligheder

En stærk og højeffektiv industri er en vigtig del af den europæiske økonomi. Industrien står over for nye muligheder og nye udfordringer, herunder navnlig digital transformation 5 , fremskridt inden for konnektivitet og robuste, koordinerede cybersikkerhedsordninger i EU.

Selv om det er op til virksomhederne at tage teten i forhold til at tilpasse sig markedets realiteter, vil Kommissionens pakke vedrørende digitalisering af europæisk erhvervsliv og digitale offentlige tjenester hjælpe med at omdanne Europas traditionelle økonomiske styrker til konkurrencedygtige digitale virksomheder. Foranstaltningerne omfatter tiltag, der støtter og forbinder nationale initiativer til digitalisering af erhvervslivet og giver flere og bedre knudepunkter for digital innovation, som kan hjælpe erhvervslivet, ikke mindst SMV'erne, i deres overgang til dataøkonomien. Pakken omfatter også det europæiske cloudinitiativ til opbygning af en cloud- og datainfrastruktur i verdensklasse, som har til formål at give forskere og ingeniører i EU bred computer- og databehandlingskapacitet.

I lyset af den vigtige rolle, som standarder spiller med hensyn til at fremme innovation, herunder digital innovation, og fjerne handelshindringer, har Kommissionen besluttet sig for at modernisere, prioritere og fremskynde det europæiske standardiseringssystem. Med henblik herpå har den samlet det europæiske standardiseringssamfund inden for rammerne af det fælles initiativ om standardisering, som ledsages af vejledning om servicestandarder for at udvide standardiseringsekspertisen, så den også omfatter serviceområdet. En strømlinet tilgang til fastsættelse af IKT-standarder bør give hurtigere fælles regler for at sikre interoperabiliteten af nye digitale teknologier.

"Big data" og "tingenes internet" er katalysatorer for økonomisk vækst, innovation og digitalisering på tværs af alle økonomiske sektorer, navnlig for SMV'er og nystartede virksomheder. For at udnytte potentialet i digitale teknologier og datateknologier fuldt ud vil Kommissionen gennem sit initiativ om "frie datastrømme", som vedtages senere på året, afhjælpe tekniske og juridiske hindringer for datastrømme af andre grunde end beskyttelse af personoplysninger i EU og uberettigede restriktioner for placeringen af data med henblik på opbevaring eller forarbejdning. Det vil omfatte aktuelle emner vedrørende ansvar, ejerskab, interoperabilitet og brug af data, f.eks. virksomhed-til-virksomhed, virksomhed-til-forbruger, maskingenerede data og maskine-til-maskine. For at bidrage til at opnå den højest mulige standard inden for cybersikkerhed vil Kommissionen inden længe fremlægge foranstaltninger, der skal forbedre beredskabet og indsatsen i forbindelse med cyberhændelser og fremme den industrielle kapacitet inden for cybersikkerhed.

Europas fremtidige digitale samfund kræver en vidt udbredt, prisoverkommelig og sikker højtydende konnektivitetsinfrastruktur. Såfremt det snart vedtages, vil Kommissionens nuværende lovgivningsforslag om rettidig frigivelse af frekvenser til mobiltjenester være en stor mulighed for, at EU kan blive førende inden for femte generation af trådløse teknologier (5G). Mere generelt vil den kommende reform af EU's telekommunikationsregler sigte mod en mere konsekvent tilgang til styring af frekvenser, håndtering af reguleringsmæssig fragmentering, sikre lige muligheder for markedsaktører og samtidig stimulere konkurrencen og skabe incitamenter til investeringer.

Fremkomsten af nye forretningsmodeller, som støttes af onlineplatforme, skaber enorme nye muligheder for vækst, innovation og forbrugervalg. Samtidig skaber det nye udfordringer for myndigheder og operatører. Med sin meddelelse om den kollaborative økonomi støtter Kommissionen en afbalanceret udvikling af nye forretningsmodeller gennem vejledning om anvendelsen af EU-reglerne og anbefalinger til myndigheder og markedsoperatører. Endvidere indeholder meddelelsen om onlineplatforme Kommissionens tilgang til at støtte udviklingen af onlineplatforme i Europa, samtidig med, at den anerkender visse reguleringsmæssige udfordringer og beskytter forbrugernes legitime interesser.

Internettet og andre digitale teknologier har revolutioneret produktionen og distributionen af kreativt indhold som bøger og film. De har også grundlæggende ændret den måde, som forbrugerne tilgår og gør brug af dette indhold. For at give alle markedsaktører og borgerne mulighed for at udnytte dette nye miljø skal EU's rammelovgivning om ophavsret tilpasses. Som fastlagt i meddelelsen "På vej mod en tidssvarende, mere europæisk ramme for ophavsret" er det vigtigste mål med forslagene om ophavsret at sikre, at kreativt indhold er mere tilgængeligt, at tilpasse ophavsretlige undtagelser til nye onlinevaner og støtte et velfungerende og retfærdigt ophavsretligt marked. Kommissionen gennemgår også rammen for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPRED) med fokus på kommercielle overtrædelser ("følg pengene"-strategien) og anvendelsen på tværs af grænserne.

Vi skal ruste virksomhederne til at være innovative og konkurrencedygtige i den digitale verden og til at fremme EU's kreativitet og kulturelle mangfoldighed og samtidig beskytte forbrugere og samfund generelt, herunder de mest sårbare, mod skadeligt og ulovligt indhold. Med henblik herpå har Kommissionen foreslået at gennemgå direktivet om audiovisuelle medietjenester.

Gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked bør omfatte:

en opfordring til lovgiverne om hurtigt at nå til enighed om forslaget vedrørende portabilitet af ophavsret, som blev fremlagt i december 2015, samt om forslaget om rettidig frigivelse af frekvenser til brug for mobiltjenester (UHF-frekvensbåndet) i Unionen

hurtig fremdrift i behandlingen af forslaget vedrørende audiovisuelle medietjenester og af de kommende forslag vedrørende ophavsret samt eventuel opfølgning på gennemgangen af direktivet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og forslaget om reform af telekommunikationsreglerne

tilskyndelse til et stærkt partnerskab mellem medlemsstaterne og EU om at støtte digitaliseringen af europæisk erhvervsliv og en velafbalanceret udvikling af den kollaborative økonomi og onlineplatforme.

3.3    Gøre livet lettere for forbrugere, virksomheder og offentlige forvaltninger

Der er behov for en kombineret indsats i EU og på nationalt plan for at håndtere lovgivnings- og forvaltningsmæssige hindringer, herunder inden for beskatning. Et lavt investeringsniveau og hindringer inden for tjenester og finansielle markeder hæmmer vækst og innovation. De indebærer også færre valgmuligheder og højere priser for forbrugerne. Øget retssikkerhed og strømlinede regler vil reducere overholdelsesomkostningerne og fremme grænseoverskridende handel og nye investeringer.

Der arbejdes på EU-plan på at reducere hindringer i vigtige servicesektorer for at øge konkurrenceevnen på EU's tjenestemarkeder. En offentlig høring, som blev iværksat i maj, skal give den feedback, der sikrer, at forslaget om et tjenestepas letter den administrative byrde for tjenesteudbydere, der ønsker at udvide forretningen til andre medlemsstater. Høringen omfatter også tiltag, som skal løse problemer vedrørende særlige reguleringsmæssige hindringer for erhvervstjenester og anlægstjenester, som kan stå i vejen for handel på tværs af grænserne og investeringer i medlemsstaterne.

Kommissionen offentliggør om kort tid desuden et sammendrag af over 400 bidrag til grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet. Svarene bekræfter, at forbrugerne synes, at det er alt for kompliceret at anvende finansielle tjenesteydelser i andre EU-medlemsstater. Gebyrer til betalingskort eller forsikringsprodukter varierer drastisk. I visse tilfælde forhindrer manglende konkurrence forbrugerne i at foretage det bedste valg. På baggrund af en yderligere analyse af denne feedback regner Kommissionen med at træffe opfølgende foranstaltninger efter sommeren 2016. I vurderingen vil det blive vurderet, om detailinvestorer kan få adgang til passende produkter på omkostningseffektive og rimelige betingelser, og om vi reelt set udnytter potentialet i forbindelse med onlinebaserede tjenester og andre teknologier for at gøre finansielle tjenester mere effektive (FinTech).

Internettet har radikalt ændret vores samfund og den enkeltes liv og har samtidig en dybtgående virkning på integrationen på tværs af alle sektorer i vores økonomi. Den nye generelle databeskyttelsesforordning styrker de grundlæggende rettigheder og gør det lettere at gøre forretning i det digitale indre marked, og Kommissionen vil nu fortsætte samarbejdet med medlemsstater, herunder særlig deres tilsynsmyndigheder, erhvervsliv og andre relevante interessenter, om at sikre en fuld og sammenhængende gennemførelse af den. Med sit forslag om engrosroamingtakster vil Kommissionen snart lægge den sidste byggesten til at kunne opfylde sit løfte om at fjerne roaminggebyrer i Europa senest i juni 2017. Kombinationen af ikke mere roaming, portabiliteten af ophavsretligt beskyttet indhold og et forbud mod uberettiget geoblokering vil direkte gavne millioner af forbrugere i det digitale indre marked. Det europæiske marked for e-handel har dog endnu ikke nået sit fulde potentiale, og der er fortsat en række hindringer for et grænseløst digitalt Europa.

I Kommissionens pakke om e-handel fra maj har den derfor lanceret en omfattende strategi til at fjerne hindringer for grænseoverskridende onlineaktivitet i Europa. Den omfatter et forbud mod uberettiget geoblokering og andre former for forskelsbehandling baseret på nationalitet eller bopæl, foranstaltninger til at forbedre tilsynspligten og reducere omkostningerne ved grænseoverskridende pakkelevering, effektiv grænseoverskridende forbrugerbeskyttelse samt en ajourført vejledning i at anvende direktivet om urimelig handelspraksis for at sikre en bedre overholdelse. Sammen med vores forslag om at harmonisere reglerne om digitale kontrakter, som blev vedtaget i december 2015, og de kommende forslag om forenkling af momsreglerne 6 vil disse foranstaltninger give forbrugerne bedre og billigere adgang til onlinevarer og -tjenester i hele Europa.

Der er også stor opmærksomhed på at opnå et mere enkelt og moderne momssystem, som er sikret mod svig. Moms gav næsten EUR 1 bio. i indtægter i 2014, svarende til 7 % af EU's BNP. Næsten alle virksomheder skal håndtere moms, og de fleste finder det uforholdsmæssigt belastende og for fragmenteret. Opfølgningsinitiativerne til handlingsplanen for moms 7 , som blev vedtaget i april, vil fjerne administrative hindringer og reducere de reguleringsmæssige omkostninger i det indre marked. Dette vil skabe et klima, som er gunstigt for vækst og handel, eftersom det vil forenkle den grænseoverskridende e-handel betydeligt og sørge for lettere SMV-regler til gavn for både forbrugere, virksomheder og nationale statskasser.

Ved at fremskynde gennemførelsen af e-indkøb og andre foranstaltninger vil handlingsplanen for e-forvaltning effektivisere samspillet mellem industri og forvaltning og vil ligeledes indeholde foranstaltninger til at stimulere efterspørgslen efter innovative digitale produkter og tjenester. Derudover gør forvaltningerne det lettere at skabe nye forretningsmuligheder, når de giver adgang til offentlige data. Med den fælles digitale portal får borgere og virksomheder en fælles onlineindgang til oplysninger om det indre marked, bistand, råd og problemløsningstjenester samt til de nationale procedurer og EU-procedurer, som er nødvendige for at drive virksomhed i EU.

Gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked bør omfatte:

en tilskyndelse til den bredest mulige deltagelse i igangværende offentlige høringer om emner som tjenestepasset og den fælles digitale portal og en opfordring til ambitiøs opfølgning

et mål om hurtig enighed blandt lovgiverne om Kommissionens forslag om e-handel, herunder vedrørende digitale kontrakter, og de kommende forslag om engrosroaming samt støtte til gennemførelsen af handlingsplanen om e-forvaltning

støtte til etableringen af et enkelt og moderne momssystem, der er sikret mod svig, med henblik på at bekæmpe svig, fjerne administrative byrder, forbedre den grænseoverskridende handel og opfylde både forbrugernes og virksomhedernes forventninger.

3.4    Håndhævelse og praktisk gennemførelse

Intelligent og effektiv håndhævelse er afgørende for at kunne høste fordelene ved det indre marked. Manglende overholdelse fordrejer konkurrencevilkårene, hæmmer innovationen og undergraver forbrugernes og virksomhedernes tillid.

For at ændre dette skal håndhævelsesaspektet helt fra begyndelsen integreres i politikudformningen, herunder gennem bedre indsamling af relevante markedsoplysninger og stærkere partnerskaber med medlemsstaterne. I gennemførelsen af EU-lovgivning bør der også tages højde for, at det kan skabe nye hindringer og fragmentering på nationalt plan, hvis der tages skridt, der går videre end det, der er strengt nødvendigt for at gennemføre en sådan lovgivning.

Kommissionen prioriterer det højt at sikre overholdelse af hele EU-lovgivningen. Den vil intensivere og styrke partnerskabet med medlemsstaterne. Som led i Kommissionens strategiske tilgang vil den søge at styrke de eksisterende problemløsningsværktøjer.

Revisionen af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, som blev vedtaget som led i pakken om e-handel, vil give medlemsstaterne bedre mulighed for at håndtere overtrædelser af forbrugerlovgivningen, navnlig online, hvor det er vigtigt at samarbejde på tværs af grænserne. Samtidig skaber den et samlet kontaktpunkt i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerregler for erhvervsdrivende, der deltager i grænseoverskridende aktiviteter.

Det kommende forslag om et nyt informationsværktøj om det indre marked vil sætte Kommissionen i stand til at indsamle oplysninger direkte fra udvalgte markedsaktører, når der udformes ny lovgivning, eller den eksisterende lovgivning om det indre marked håndhæves. Støtten fra medlemsstaterne bliver afgørende for at sikre, at der indføres et målrettet og effektivt instrument.

Kommissionen vil til efteråret foreslå et lovgivningsinitiativ til forbedring af meddelelsesproceduren for tjenesteydelser. Dette initiativ vil øge gennemsigtigheden af nye planlagte foranstaltninger i medlemsstaterne inden for tjenesteydelser og give Kommissionen og de øvrige medlemsstater bedre mulighed for at gribe ind, inden sådanne nationale foranstaltninger vedtages, hvis de vil komme til at skabe uforholdsmæssigt store hindringer for det indre marked for tjenesteydelser. Kommissionen analyserer i øjeblikket resultaterne af den offentlige høring og udarbejder et forslag til efteråret.

Med revisionen af forordningen om gensidig anerkendelse i 2017 vil Kommissionen foreslå at gøre det enklere for virksomhederne at bevise, at deres produkter sælges lovligt i en medlemsstat og dermed gøre det lettere for virksomhederne at bringe deres produkter i omsætning på tværs af grænserne. Dermed undgår de økonomiske operatører lettere højere omkostninger og mistede forretningsmuligheder, fordi de skal tilpasse deres produkter til forskellige nationale regler eller underkaste dem yderligere test for at få adgang til markedet i en anden medlemsstat.

Samtidig vil Kommissionen foreslå en omfattende række foranstaltninger for at tackle det stigende antal produkter, som er ulovlige eller ikke opfylder væsentlige produktsikkerhedskrav. Kommissionen er klar til at lancere de offentlige høringer og har påbegyndt arbejdet med en omfattende evaluering af den eksisterende rammelovgivning. I denne forbindelse vil Kommissionen yderligere analysere en række højtprofilerede produktmarkedssager, som afslørede svagheder i den generelle tilsynsarkitektur for det indre marked, der rakte ud over deres sektorspecifikke relevans.

Gennemførelsen af dagsordenen for det indre marked bør omfatte:

en påmindelse om, at en korrekt gennemførelse, overholdelse og håndhævelse af EU-reglerne er en forudsætning for at realisere fordelene ved det indre marked for borgere, forbrugere og virksomheder

en styrkelse af partnerskabet med medlemsstaterne for at sikre intelligent, målrettet og effektiv håndhævelse

en opfordring til lovgiverne om hurtigt at undersøge de kommende forslag i forbindelse med håndhævelsen af reglerne om det indre marked, navnlig ændringerne til meddelelsesproceduren for tjenesteydelser, forbedringerne af det indre marked for varer og etablering af et informationsværktøj for det indre marked.

4.Konklusion

Eftersom Kommissionen foreslår at forlænge Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer til efter 2018, er det vigtigt at arbejde videre med de andre aspekter af investeringsplanen for Europa og fremskynde strukturreformerne. Med en fælles indsats fra medlemsstaterne og EU skal vi skabe et forretningsmiljø, der fremmer innovation, og investere i mennesker og deres livslange kompetenceudvikling. Med strategien for det indre marked, handlingsplanen om etablering af en kapitalmarkedsunion og strategien for det digitale indre marked har Kommissionen fremlagt et omfattende og gensidigt styrkende program, der skal styrke jobskabelse, fremme investeringer i vækst og forbedre Europas konkurrenceevne.

Der skal nu i stedet fokuseres på at levere fordelene ved disse strategier af hensyn til forbrugerne, virksomhederne og samfundet som helhed. Kommissionen har allerede vedtaget en række initiativer. Lovgivernes og medlemsstaternes støtte vil være uundværlig i forhold til at sikre, at disse forslag hurtigst muligt kan slå igennem. På andre områder er det forberedende arbejde godt i gang. I overensstemmelse med principperne om bedre lovgivning vil offentlige høringer, evalueringer og konsekvensanalyser fortælle, hvad der er bedst at fokusere på, og hvordan vi sikrer, at vi effektivt kan håndtere de problemer, som skal løses på europæisk plan.

Det Europæiske Råd opfordres derfor til at godkende denne meddelelse og til at tilskynde Europa-Parlamentet og Rådet til hurtigst muligt at nå til enighed om de nødvendige lovgivningsmæssige foranstaltninger. Gennemførelsen af denne dagsorden bør overvåges løbende for at sikre, at alle initiativerne i de enkelte strategier er på plads og iværksat inden udløbet af Kommissionens mandat. Når vi arbejder sammen på europæisk, nationalt og lokalt plan, kan vi puste liv i disse reformer til gavn for Europas borgere og virksomheder.

(1)

http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/eeip/pdf/ip025_en.pdf.

(2)

Gennemførelsen af EFSI ultimo maj 2016.

(3)

COM(2016) 359.

(4)

SWD (2016)147 final.

(5)

Ifølge Innobarometer 2016 er det kun 11 % af EU's virksomheder, der anvender digitale intelligente produktionsteknologier.

(6)

Moms.

(7)

COM(2016) 148.

Top

Bruxelles, den 1.6.2016

COM(2016) 361 final

BILAG

til

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Gennemførelse af job-, vækst- og investeringsdagsordenen for det indre marked


BILAG 1

I overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 1 opfordrer Kommissionen medlovgiverne til at prioritere følgende lovgivningssager højt i forbindelse med gennemførelsen af strategien for det indre marked,
strategien for det digitale indre marked og handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen og opfordrer Det Europæiske Råde til at overveje følgende:

At støtte til Kommissionens kommende initiativer, der har til formål at skabe et ægte indre marked senest ved udgangen af 2019, herunder forslag der knytter sig til håndhævelsen af reglerne for det indre marked og foranstaltninger inden for erhvervstjenester, virksomhedsinsolvensret, oprettelse af en fælles digital portal og etablering af et enkelt og moderne momssystem, der er sikret mod svig

At sikre, at der snarest muligt opnås enighed om Kommissionens for nylig fremsatte forslag vedrørende e-handelspakken og digitale kontrakter, så der udformes en samlet strategi for afhjælpning af de forhold, der hindrer grænseoverskridende e-handel i at blomstre

At sikre, at der hurtigt opnås enighed om verserende forslag om at tildele 700 MHz-frekvensbåndet til trådløst bredbånd i alle medlemsstater senest i 2020 for at forbedre alle europæeres internetadgang ved at stille flere frekvenser til rådighed for mobiltjenester og bidrage til udvikling af grænseoverskridende applikationer

At sikre, at der hurtigt opnås enighed om det verserende forslag vedrørende grænseoverskridende mobile onlinetjenester, som vil gøre det muligt for personer med bopæl i EU at tage det onlineindhold, de har købt eller tegnet abonnement på derhjemme, med på rejser

At sikre, at der hurtigt opnås enighed om den kommende reform af EU's telekommunikationsregler med henblik på at øge konkurrencen og incitamentet til at investere i højhastighedsbredbånd, samt om Kommissionens forslag til revision af engrosmarkederne for roaming senest i juni 2017

At sikre, at der hurtigt opnås enighed om de verserende forslag til simple, transparente og standardiserede securitiseringer og forenkling af prospektkravene med henblik på at bidrage til at skabe en fuldt integreret kapitalmarkedsunion senest ved udgangen af 2019, så virksomhederne kan sikres lettere adgang til finansiering

At støtte investeringer, forskning og innovation i Unionen ved at støtte Kommissionens initiativ vedrørende etablering af en fund of funds for venturekapital, som skal virke som løftestang for privat kapital med henblik på at tilvejebringe mere kapital og større incitamenter for de mest lovende nye virksomheder, hurtigt at nå til enighed om Kommissionens kommende lovgivningsforslag med henblik på at gøre EU's venturekapitalpas mere attraktivt og effektivt.



BILAG 2

Strategien for det indre marked

Initiativ

Status

Initiativer, som Kommissionen har vedtaget

Handlingsplan for moms i retning af et fælles europæisk momsområde

Vedtaget den 7. april 2016

Lovgivning til forebyggelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling af forbrugere på grundlag af nationalitet eller bopæl

Vedtaget den 25. maj 2016

Fælles initiativ om standardisering

Vedtaget den 1. juni 2016, undertegnes efter planen den 13. juni 2016

Vejledning om standardisering af tjenesteydelser

Vedtaget den 1. juni 2016

Initiativer under forberedelse

Europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi

Ventes vedtaget i juni 2016

Lovgivningsforslag, der baseres på de vellykkede elementer i meddelelsesproceduren i henhold til direktiv (EU) 2015/1535 for tjenesteydelser, der i øjeblikket ikke er omfattet af nævnte direktiv

Offentlig høring afsluttet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Lovgivningsinitiativ om virksomhedsinsolvens

Offentlig høring pågår

Konference for interessenter i juli 2016 Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Analytisk ramme for medlemsstaterne til brug ved gennemgang af eksisterende eller forslag til ny regulering af liberale erhverv

Offentlig høring pågår

Vejledning om reformbehov for medlemsstaterne ved regulering af liberale erhverv

Offentlig høring pågår

Lovgivning, som skal løse problemer vedrørende målrettede reguleringsmæssige hindringer på området for centrale erhvervstjenester og bygge- og anlægstjenester

Offentlig høring pågår

Tjenestepas

Offentlig høring pågår

Initiativer til modernisering af rammerne for intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder en revision af EU's ramme for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

Offentlig høring afsluttet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Opstartsinitiativ

Offentlig høring pågår

Den fælles digitale portal

Offentlig høring pågår

Forslag til markedsinformationsværktøjer, der gør det muligt for Kommissionen at indsamle oplysninger fra udvalgte markedsaktører

Offentlig høring under forberedelse

Initiativ til fremme af brugen af digitale teknologier i en virksomheds livscyklus

Ekstern undersøgelse pågår

Initiativ til fremme af grænseoverskridende fusioner og spaltninger

Forberedelser i gang

Offentlige indkøb: frivillig mekanisme til forudgående vurdering af større infrastrukturprojekter

Offentlig høring under forberedelse

Handlingsplan for at øge kendskabet til princippet om gensidig anerkendelse

Offentlig høring under forberedelse

Revision af forordningen om gensidig anerkendelse

Offentlig høring under forberedelse

En omfattende række foranstaltninger, der skal øge indsatsen for at holde produkter, der ikke er i overensstemmelse med kravene, væk fra markedet i EU (herunder eventuelt et lovgivningsinitiativ)

Offentlig høring under forberedelse

Meddelelse om bedste praksis inden for detailvirksomhed

Køreplan under udarbejdelse



Strategi for det digitale indre marked

Initiativ

Status

Initiativer, som Kommissionen har vedtaget

Forslag til direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold

Vedtaget den 9. december 2015

Forslag til direktiv om visse aspekter af aftaler om onlinesalg og anden fjernsalg af varer

Forslag til forordning om sikring af grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked

Vedtaget den 9. december 2015

Rådet nåede frem til generel indstilling den 26. maj 2016

Meddelelsen "På vej mod en tidssvarende, mere europæisk ramme for ophavsret"

Forslag til afgørelse om anvendelsen af 470-790 MHz-bredbåndet i EU    

Vedtaget den 2. februar 2016

Rådet nåede frem til generel indstilling den 26. maj 2016

Meddelelsen "Digitalisering af Europas industri – at høste alle fordelene ved et digitalt indre marked"

Vedtaget den 19. april 2016

Meddelelsen "Det europæiske cloudinitiativ – Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa"

IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked

EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 – fremskyndelse af forvaltningernes digitale transformation

Forslag til revision af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde

Vedtaget den 25. maj 2016

Lovgivningsforslag vedrørende pakkelevering

Lovgivning til forebyggelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling af forbrugere på grundlag af nationalitet eller bopæl

Vejledning om anvendelse af direktivet om urimelig handelspraksis

Revision af direktivet om audiovisuelle medietjenester

Vedtaget den 25. maj 2016

Kommissionens vurdering af platformes rolle på markedet, herunder ulovligt indhold på internettet

Vedtaget den 25. maj 2016

Initiativer under forberedelse

Revision af engrosmarkederne for roaming

Ventes vedtaget i juni 2016

Offentlig-privat partnerskab om IT-sikkerhed / meddelelse

Offentlig høring afsluttet

Reform af ophavsretsordningen (anden del)

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Gennemgang af satellit- og kabeldirektivet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Reform af telekommunikationsregler

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Frie datastrømme

Offentlig høring gennemført, og undersøgelser pågår

Revision af e-databeskyttelsesdirektivet

Offentlig høring pågår

Lovgivningsforslag med henblik på at nedbringe den administrative byrde, der påhviler virksomhederne som følge af forskellige momsordninger

Offentlig høring afsluttet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Gennemgang af EU's håndhævelsesrammer for intellektuelle ejendomsrettigheder

Offentlig høring afsluttet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse



Handlingsplan om etablering af en kapitalmarkedsunion

Initiativ

Status

Initiativer, som Kommissionen har vedtaget

Forslag til simple, transparente og standardiserede securitiseringer og revision af kapitalkalibreringerne for banker

Vedtaget den 30. september 2015

Rådet nåede frem til generel indstilling den 8. december 2015

Forslag til modernisering af prospekt-
direktivet

Vedtaget den 30. november 2015

Grønbog om finansielle tjenesteydelser i detailleddet og forsikring

Vedtaget den 10. december 2015

Offentlig høring afsluttet

Justering af kalibreringer i Solvens II med henblik på forsikringsselskabers investeringer i infrastruktur og europæiske langsigtede investeringsfonde

Vedtaget den 30. september 2015

Trådte i kraft den 6. februar 2016

Rapport om crowdfunding

Kortlægning af nationale ordninger afsluttet Rapport offentliggjort den 3. maj 2016

Initiativer under forberedelse

Revision af lovgivning om EuVECA og EuSEF

Arbejdet med konsekvensanalysen afsluttet

Ventes vedtaget i juli 2016

Forslag til paneuropæiske venturekapital-funds of funds og multinationale fonde

Udarbejdelse af kommissorium pågår

Indkaldelse af interessetilkendegivelser om udvælgelse af formueforvalter under udarbejdelse

Opfordring til indsendelse af dokumentation om den samlede virkning af den finansielle reform

Offentlig høring afsluttet, sammenfatning af bidrag offentliggjort den 17. maj 2016

Afhjælpning af skævheden mellem gæld og aktier, som en del af lovforslaget om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag

Offentlig høring afsluttet

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Gennemgang af markederne for virksomhedsobligationer i EU med fokus på, hvordan markedslikviditeten kan forbedres

Udbud vedrørende undersøgelse offentliggjort

Ekspertgruppe: indkaldelse af interessetilkendegivelser skal offentliggøres

Høring om de væsentligste hindringer for investeringsfondes grænseoverskridende salgsaktivitet

Offentlig høring pågår

Lovgivningsinitiativ om virksomhedsinsolvens

Offentlig høring pågår

Konference for interessenter i juni 2016

Konsekvensanalyse under udarbejdelse

Vurdering af mulighederne for en politikramme med henblik på at etablere europæiske personlige pensioner

EIOPA forventes at rådgive

Vurdering af den tilsynsmæssige behandling af privat egenkapital og privat gæld i Solvens II

Under forberedelse

Undersøge, om alle medlemsstater kan tillade låneforeninger ("credit unions") uden for EU's regelsæt om kapitalkrav for banker

Konsekvensanalyse vedrørende revision af kapitalkravslovgivning under udarbejdelse

Gennemgang af EU's makroprudentielle rammer

Konsekvensanalyse pågår

Høring om en EU-ramme for dækkede obligationer og lignende strukturer til SMV-lån

Offentlig høring afsluttet

Konference afholdtes den 1. februar 2016

Rapport om nationale hindringer for frie kapitalbevægelser

Drøftelserne i ekspertgruppen pågår

Gennemgang af fremskridt med hensyn til fjernelse af tilbageværende Giovannini-hindringer

Drøftelserne i ekspertgruppen pågår

Bedste praksis og adfærdskodeks for procedurer for fritagelse for kildeskat

Drøftelserne i ekspertgruppen om hindringer for den frie bevægelighed for kapital pågår

Undersøgelse vedrørende diskriminerende skattemæssige hindringer i forbindelse med pensionsfondes og livsforsikringsselskabers grænseoverskridende investeringer

Forberedelser i gang

Hvidbog om ESA'ernes finansiering og forvaltning

Forberedelser i gang

Undersøge, hvordan paneuropæiske informationssystemer kan udvikles eller støttes

Forberedelser i gang

(1)

EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1, særlig artikel 4, som tager sigte på at styrke Unionens årlige og flerårige programmering.

Top