This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014PC0163
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL establishing a touring visa and amending the Convention implementing the Schengen Agreement and Regulations (EC) No 562/2006 and (EC) No 767/2008
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om indførelse af et rundrejsevisum og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2006 og (EF) nr. 767/2008
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om indførelse af et rundrejsevisum og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2006 og (EF) nr. 767/2008
/* COM/2014/0163 final - 2014/0095 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om indførelse af et rundrejsevisum og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2006 og (EF) nr. 767/2008 /* COM/2014/0163 final - 2014/0095 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND
FOR FORSLAGET Inden for rammerne af det mellemstatslige
Schengensamarbejde er der blevet fastsat detaljerede regler for
tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold i op til tre måneder inden for en
periode på seks måneder (såkaldte kortvarige ophold)[1]. Det skete for at
garantere sikkerheden i Schengenområdet[2]
og for at indføre retten til at færdes frit inden for dette område, også for
tredjelandsstatsborgere. Disse regler blev senere udbygget og konsolideret
inden for rammerne af Den Europæiske Union, efter at Amsterdamtraktaten var
trådt i kraft. I forbindelse med dette forslag er de vigtigste elementer i den
gældende lovgivning som følger: –
Forordning (EF) nr. 562/2006
(Schengengrænsekodeksen) og de senere ændringer heraf[3] fastlægger bl.a.
indrejsebetingelserne for tredjelandsstatsborgere i forbindelse med kortvarige
ophold. –
Forordning (EF) nr. 539/2001
(visumforordningen) og de senere ændringer heraf[4]
fastlægger listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse
af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis
statsborgere er fritaget for dette krav. –
Forordning (EF) nr. 810/2009 (visumkodeksen)
og de senere ændringer heraf[5]
fastlægger harmoniserede procedurer og betingelser for behandling af
ansøgninger om visa til kortvarigt ophold og udstedelse af visa. –
Konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen[6]
(gennemførelseskonventionen) og ændringerne heraf fastlægger princippet om
"gensidig anerkendelse" af visa til kortvarigt ophold. De giver også
tredjelandsstatsborgere, som har en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt
nationalt visum til længerevarende ophold, der er udstedt af en af
medlemsstaterne, ret til at færdes frit i op til 90 dage inden for en
periode på 180 dage [7]. Tredjelandsstatsborgere har selvfølgelig også
mulighed for at opholde sig i Schengenområdet i over tre måneder eller
90 dage, men det bør ikke ske på grundlag af de eksisterende bestemmelser
om kortvarige ophold. Det kræver, at de pågældende tredjelandsstatsborgere
bosætter sig i en af medlemsstaterne, så de skal ansøge om opholdstilladelse
eller visum til længerevarende ophold i den pågældende medlemsstat. Sådanne
tilladelser udstedes til et bestemt formål, f.eks. arbejde,
forretningsaktiviteter, studier eller familiesammenføring, men i princippet
ikke turisme. Der findes ingen generelle horisontale regler på EU-plan, som
fastlægger betingelserne for udstedelse af opholdstilladelser eller visa til
længerevarende ophold, men der findes sektordirektiver, som omfatter visse
kategorier af tredjelandsstatsborgere, f.eks. arbejdstagere eller studerende.
Disse direktiver sikrer dog ikke en fuldstændig harmonisering og giver
medlemsstaterne mulighed for at indføre undtagelser og fravigelser og for at
fastsætte visse nærmere bestemmelser i deres nationale lovgivning. "Begrænsningen" på
90 dage/180 dage i Schengenreglerne er ikke enestående i
udlændingelovgivningen. I den nationale lovgivning om udlændinge sondres der
traditionelt mellem indrejse med henblik på kortvarige ophold (én, tre eller
seks måneder) ‒ "besøgende" ‒ specielt i forbindelse med
turisme, hvor der gælder mindre strenge betingelser, og adgang for
tredjelandsstatsborgere, der ønsker at opholde sig længere i landet med henblik
på arbejde, studier m.v., hvor der gælder strengere betingelser. Uanset hvor
grænsen mellem kortvarige besøg og længerevarende ophold går, og uanset hvilke
betingelser der gælder for udlændinge, indeholder den nationale lovgivning
under alle omstændigheder bestemmelser om de relevante tilladelser til
indrejse, ophold og bopæl, lige meget hvor langt det forventede ophold på en
medlemsstats område er (visa med forskellige gyldighedsperioder, forlængelse af
visa, midlertidige opholdstilladelser, faste opholdstilladelser m.v.). De nuværende Schengenregler og EU-reglerne om
migration danner imidlertid ikke et system, som omfatter alle former for forventede
ophold, der svarer til den nationale lovgivning. Af juridiske og politiske
årsager omfatter Schengenreglerne som beskrevet ovenfor kortvarige ophold på
alle medlemsstaternes område, mens de EU-retlige instrumenter vedrørende
politikken for indvandring/adgang danner rammen for den nationale lovgivning
med henblik på at give tredjelandsstatsborgere adgang i forbindelse med ophold
på mere end tre måneder på deres eget område. Schengenområdet er blevet udvidet til
26 lande, og mange tredjelandsstatsborgere, såsom turister,
live-optrædende kunstnere, forskere og studerende, har legitime grunde til at
rejse inden for dette område i mere end 90 dage inden for en given periode
på 180 dage, uden at de skal betragtes som "indvandrere". De
ønsker og/eller behøver ikke at opholde sig i en bestemt medlemsstat i mere end
tre måneder. Der findes imidlertid ikke noget "Schengenvisum"
eller andre tilladelser, som muliggør et ophold på mere end tre måneder eller
90 dage i Schengenområdet. I årenes løb har Kommissionen modtaget mange
klager og anmodninger om at få løst dette problem fra tredjelandsstatsborgere,
både dem, som skal have visum, og dem, som er fritaget for visumpligt.
"Begrænsningen" på 90 dage/180 dage var muligvis
hensigtsmæssig, dengang der kun var de fem grundlæggende medlemmer af
Schengensamarbejdet. Men nu, hvor Schengenområdet omfatter
26 medlemsstater, udgør den en betydelig hindring for mange tredjelandsstatsborgere,
som har en legitim interesse i at rejse i medlemsstaterne. Den medfører også,
at medlemsstaterne går glip af økonomiske muligheder. Det er typisk for rejsende, der rapporterer om
problemer, at de har til hensigt at "rejse rundt" i Europa/medlemsstaterne.
De ønsker at blive i Schengenområdet i mere end 90 dage (inden for en
periode på 180 dage). Så hvis der er tale om visumpligtige
tredjelandsstatsborgere, kan de ikke ansøge om et visum til kortvarigt ophold,
et "Schengenvisum", da disse kun udstedes til rejser på højst
90 på hinanden følgende dage. Visumfritagne tredjelandsstatsborgere har
som regel heller ikke ret til at gøre dette. Men ingen af disse kategorier af
tredjelandsstatsborgere har til hensigt at opholde sig i mere end 90 dage
i en enkelt medlemsstat, så de kan ikke få udstedt et "nationalt"
visum til længerevarende ophold[8]
eller en opholdstilladelse. Det lovgivningsmæssige tomrum mellem
Schengenreglerne og EU's og medlemsstaternes indvandringsregler medfører, at
sådanne rejsende i princippet skal forlade Schengenområdet på den sidste dag af
deres ophold på 90 på hinanden følgende dage og "vente" i
90 dage uden for medlemsstaterne, før de kan vende tilbage og påbegynde
endnu et lovligt ophold. Denne situation kan ikke retfærdiggøres med hensynet
til medlemsstaternes sikkerhed og tjener ikke deres økonomiske, kulturelle og
uddannelsesmæssige interesser. Specielt understreger sammenslutninger og
interessegrupper for live-optrædende kunstnere, at de tit har problemer med at
organisere turnéer i Europa på grund af "begrænsningen" af opholdet
på 90 dage/180 dage. Selskaber på turné opfylder som regel ikke de
bopælskrav, som gør det muligt for kunstnere, deres mandskab og deres
familiemedlemmer at opnå visa til længerevarende ophold eller
opholdstilladelser. Da mandskabet i sådanne selskaber ofte er meget
specialiserede og højtuddannede, er det som regel umuligt at erstatte dem,
eller det ville være dyrt eller yderst forstyrrende at gøre det. Ifølge en
række eksempler fra den europæiske cirkussammenslutning (European Circus
Association, ECA) var indtægtstabet pr. engagement (dvs. pr. by, hvor en
velkendt gruppe optræder) på ca. 380 000 EUR i ét eksempel og
920 000 EUR i et andet (lokal ansættelse af kontrollører, bevilling,
rengøringshold, leje af grund, afgifter og gebyrer, lokale leverandører,
trykkerier, markedsføring, tjenesteydelser, hoteller og restauranter, lokale
transporttjenester og lønninger, som skulle betales i hver by). ECA
rapporterede også om tilfælde, hvor et selskab måtte udskifte/rotere de
optrædende og mandskabet for at overholde "begrænsningen" af
opholdet. I ét tilfælde kostede det selskabet ca. 110 000 EUR at
udskifte 36 medarbejdere. Ifølge Performing Arts Employers Associations
League Europe (Pearle*) koster det forhold, at der ikke findes en
"alternativ" tilladelse, EU mellem 500 mio. EUR og
1 mia. EUR pr. år, hvilket er et betydeligt beløb i den nuværende
finansielle og økonomiske situation. Både oplysninger fra rejsebureauer og de mange
henvendelser til Kommissionen tyder på, at flere og flere
"individuelle" rejsende (studerende, forskere, kunstnere og
kulturarbejdere, pensionister, forretningsfolk, tjenesteydere m.v.) også har
stor interesse i at få lov til at rejse rund i Schengenområdet i over 90 dage
inden for en periode på 180 dage. Desuden er der mange tredjelandsstatsborgere,
som allerede bor i Schengenområdet med et visum til længerevarende ophold eller
en opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, der har brug for eller ønsker
at rejse til andre medlemsstater under eller efter deres ophold. For eksempel
kan studerende fra tredjelande have lyst til at rejse inden for Schengenområdet
efter at have afsluttet deres studier, f.eks. i seks måneder, inden de rejser
hjem. I henhold til artikel 21 i gennemførelseskonventionen har sådanne
personer i princippet ret til at færdes frit i medlemsstaterne på grundlag af
deres gyldige visum til længerevarende ophold eller opholdstilladelse, men
"begrænsningen" på 90 dage/180 dage gælder også for dem. Hovedreglen volder dog ikke problemer for det
store flertal af rejsende og bør bibeholdes. Men allerede i 2001 anerkendte
Kommissionen, at der var behov for at supplere den ved at indføre en tilladelse
til at opholde sig i Schengenområdet i over tre måneder. Den fremsatte et forslag
til et rådsdirektiv om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan
bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder, indførelse af en
særlig rejsetilladelse og fastsættelse af betingelserne for indrejse med
henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder[9]. Kommissionen foreslog, at man indførte en særlig
rejsetilladelse for tredjelandsstatsborgere, der havde planer om at rejse
inden for medlemsstaternes område i en periode på højst seks måneder inden
for en periode på 12 måneder. Tilladelsen ville have muliggjort et ophold i
Schengenområdet i seks på hinanden følgende måneder, men indehaverne af
tilladelsen ville ikke have opholdt sig i mere end tre måneder i en enkelt
medlemsstat. Dette forslag – som omfattede en række andre spørgsmål, bl.a.
udsendelse – blev formelt trukket tilbage af Kommissionen i marts 2006. På
daværende tidspunkt var medlemsstaterne især bekymrede over retsgrundlaget og
det forventede bureaukrati i forbindelse med den foreslåede tilladelse. Nogle
af dem var imod planen om at indføre tilladelsen for tredjelandsstatsborgere,
som havde brug for et visum til kortvarigt ophold, fordi de mente, at dette
ville kunne påvirke korttidsvisumordningens integritet. Det lovgivningsmæssige tomrum, som er nævnt
ovenfor, tvinger medlemsstaterne til at omgå reglerne og anvende en række
retlige instrumenter, som ikke er beregnet til at "forlænge" et
tilladt ophold i Schengenområdet, ved at anvende artikel 20, stk. 2[10], i
gennemførelseskonventionen eller udstede visa med begrænset territorial
gyldighed i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i
visumkodeksen[11].
Denne praksis beskrives i detaljer i bilag 7 til den konsekvensanalyse[12], som ledsager det
forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Unionens visumkodeks
(visumkodeks) (omarbejdning)[13],
der fremlægges samtidig med dette forslag. Det er derfor ønskeligt at indføre en ny type
visa for både visumfritagne og visumpligtige tredjelandsstatsborgere med en
legitim interesse i at rejse rundt i Schengenområdet i mere end 90 dage
inden for en periode på 180 dage. Formålet med forslaget er at udfylde det
lovgivningsmæssige tomrum mellem Schengenreglerne om kortvarige ophold og
EU's/medlemsstaternes lovgivning om ophold i en bestemt medlemsstat ved at: –
indføre en ny type visum
("rundrejsevisum") for et forventet ophold i to eller flere
medlemsstater, der varer mere end 90 dage, men højst ét år (med mulighed
for forlængelse op til to år), forudsat at ansøgeren ikke har til hensigt at
opholde sig i den samme medlemsstat i mere end 90 dage inden for en
periode på 180 dage, og –
fastlægge ansøgningsprocedurerne og betingelserne
for udstedelse af rundrejsevisa. Forslaget regulerer hverken betingelserne og
procedurerne for tredjelandsstatsborgeres adgang til at opholde sig i en
medlemsstat i over tre måneder eller betingelserne og procedurerne for
udstedelse af arbejdstilladelser eller tilsvarende tilladelser (dvs. adgang til
arbejdsmarkedet). Selv om mange af bestemmelserne i
visumkodeksen ifølge forslaget skal gælde for behandlingen af den nye type
visum, er det rimeligt at fremsætte et særskilt forslag i stedet for at
integrere bestemmelserne i forslaget til ændring af visumkodeksen, da
visumkodeksens anvendelsesområde er reglerne og procedurerne for udstedelse af visa
til tredjelandsstatsborgere, der skal være i besiddelse af visum (jf.
bilag I til forordning (EF) nr. 539/2001). 2. RESULTAT
AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER ·
Høring af interesserede parter Høringen af interesserede parter er beskrevet
i konsekvensanalysen, som er omtalt i afsnit 1. Generelt bekræfter
interessegrupperne – specielt kunstnersammenslutninger – at hullet i den
nuværende retlige ramme er en alvorlig hindring for mobilitet, både i
forbindelse med arbejde og fritid, og de hilser indførelsen af en ny type visum
velkommen. Flertallet af medlemsstaterne ser dog ud til at være skeptiske over
for behovet for at træffe foranstaltninger i betragtning af den begrænsede
gruppe af ansøgere, som dette vedrører. Nogle af medlemsstaterne satte
spørgsmålstegn ved retsgrundlaget (jf. afsnit 3). ·
Konsekvensanalyse Vurderingen af
virkningen af at indføre en tilladelse, som gør det muligt for
tredjelandsstatsborgere at opholde sig i Schengenområdet i mere end
90 dage inden for en periode på 180 dage, indgår i den
konsekvensanalyse, som ledsager forslaget til ændring af visumkodeksen. I
konsekvensanalysen overvejedes to reguleringsmuligheder. En af
mulighederne, en ny type tilladelse med henblik på et forventet
ophold i Schengenområdet på mere end 90 dage, men ikke mere end
360 dage, blev "kun" overvejet for en begrænset gruppe af
tredjelandsstatsborgere: kunstnere (eller
sportsfolk), kulturarbejdere og deres mandskab, som er ansat af pålidelige og
anerkendte live-optrædende selskaber eller organisationer, og
kernefamiliemedlemmer, der rejser sammen med dem. Idéen om at begrænse
anvendelsesområdet til denne gruppe var begrundet i, at de tilsyneladende er
den vigtigste gruppe af tredjelandsstatsborgere, som er berørt af det nuværende
hul i lovgivningen. En anden
politikløsning omfattede en tilsvarende tilladelse,
ikke blot for denne specifikke kategori af tredjelandsstatsborgere, men for alle
tredjelandsstatsborgere (dvs. "individuelle" rejsende, såsom
turister, forskere, studerende og forretningsfolk). Da problemet skyldes et
lovgivningsmæssigt hul mellem Schengenreglerne om kortvarige ophold i
Schengenområdet og lovgivningen om adgang for tredjelandsstatsborgere med
henblik på ophold på en medlemsstats område af mere end 90 dages varighed,
blev der ikke udarbejdet nogen ikke-lovgivningsmæssig politikløsning. Konsekvensanalysen
viste[14],
at det forhold, at der ikke findes en tilladelse, som gør det
muligt for rejsende at opholde sig i Schengenområdet i mere end 90 dage
inden for en periode på 180 dage, medfører et betydeligt økonomisk tab
for EU. Ifølge den undersøgelse, som ligger til grund for
konsekvensanalysen, er antallet af personer, som kan få gavn af den nye
tilladelse, ret begrænset. Gennemførelsen af den første løsning ville vedrøre
ca. 60 000 ansøgere, mens den anden løsning ville fordoble antallet
af mulige ansøgere. Der er tale om temmelig lave tal i betragtning af, at der
blev indgivet over 15 millioner ansøgninger om Schengenvisum i 2012, og at
antallet af ansøgninger stiger støt. Disse rejsende
bruger dog ofte mange penge og kan derfor forventes at generere betydelige
indtægter og øge den økonomiske aktivitet i EU, ikke mindst fordi de opholder
sig længere i Schengenområdet. Den første løsning ville medføre
500 mio. EUR i yderligere indtægter til Schengenområdet pr. år. Den
økonomiske virkning af den anden løsning anslås til
ca. 1 mia. EUR. For begge løsninger ville den økonomiske gevinst
skyldes de penge, som bruges af "nye" rejsende, der tiltrækkes af en
ny mulighed for at opholde sig længere i Schengenområdet uden at være nødt til
at benytte sig af besværlige "alternativer", som grænser til det
ulovlige, såsom opnåelse af visa med begrænset territorial gyldighed. Konsekvensanalysen
viste også, at de administrative omkostninger ved at behandle den nye type
tilladelse vil være beskedne i betragtning af det begrænsede antal ansøgninger,
som forventes, og det gebyr, som vil blive opkrævet. For
tredjelandsstatsborgere er det allerede i dag forbundet med omkostninger at
indgive ansøgninger om nye visa eller om forlængelse. Med hensyn til den anden
løsning pegede konsekvensanalysen på en specifik risiko: Nogle indehavere af
den nye tilladelse kan tænkes at søge arbejde på det sorte marked. 3. JURIDISKE
ASPEKTER AF FORSLAGET ·
Nærmere redegørelse for forslaget Formålet med forslaget er at udfylde et hul i
lovgivningen. Med artikel 1 i forslaget indføres der derfor en ny
type visum, kaldet "rundrejsevisum" (type T-visum). Denne artikel gør det også klart, at forordningen ikke
berører den eksisterende lovgivning om adgang/indvandring. Det betyder
for eksempel, at forordningen ikke berører medlemsstaternes lovgivning om,
hvordan det påvirker fastboende tredjestatsborgeres opholdstilladelse, at de er
"fraværende", mens de rejser rundt i andre medlemsstater på grundlag
af et rundrejsevisum. Tredjelandsstatsborgere, som udnytter mulighederne for
mobilitet (inden for EU) i henhold til EU-reglerne, er heller ikke omfattet af
forordningen. I artikel 2 fastlægges der et
grundlæggende princip gennem en krydshenvisning til bestemmelserne i
visumkodeksen og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS)
og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold
(VIS-forordningen)[15].
Rundrejsevisummet adskiller sig på mange måder fra visummet til kortvarigt
ophold som defineret i artikel 2 i visumkodeksen. Det ligner dog meget et
ensartet visum, da det i princippet er gyldigt på alle medlemsstaternes område.
Den nye type visum indføres på samme retsgrundlag som visa til kortvarigt
ophold og opholdstilladelser, nemlig artikel 77 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I princippet er det derfor rimeligt at
anvende de relevante bestemmelser i visumkodeksen på rundrejsevisummet. I de
efterfølgende bestemmelser (artikel 4-9) præciseres det, hvilke
bestemmelser i visumkodeksen der finder anvendelse med hensyn til betingelserne
og procedurerne for udstedelse af rundrejsevisa, og der fastsættes en række undtagelser
fra og tilføjelser til disse regler under hensyntagen til de særlige
træk ved den nye type visum. Med henblik herpå følger de efterfølgende artikler
visumkodeksens struktur, idet man har set på bestemmelserne kapitel for kapitel
og for hver enkelt bestemmelse bekræftet, om den finder anvendelse, og om der
er nogen tilføjelse og undtagelser. Da Kommissionen samtidig fremsætter forslag
til en omarbejdning af visumkodeksen[16],
henvises der i dette forslag til bestemmelserne i forslaget til den omarbejdede
forordning, og ikke til den eksisterende forordning[17]. VIS-forordningen, som
ændret ved denne forordning, finder fuldt ud anvendelse på rundrejsevisummet,
uden at der er behov for tilføjelser eller undtagelser. I artikel 3 fastsættes det, at
visse definitioner i visumkodeksen (f.eks. "tredjelandsstatsborger",
"visummærkat", "ansøgning" og "konsulat") også
finder anvendelse på dette forslag. Desuden defineres
"rundrejsevisum" som en tilladelse udstedt af en medlemsstat med
henblik på et forventet ophold i to eller flere medlemsstater med en samlet
varighed på mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage,
forudsat at ansøgeren ikke har til hensigt at opholde sig i den samme
medlemsstat i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage[18]. Denne "begrænsning" betyder, at adgang med
henblik på ophold på mere end tre måneder i én medlemsstat er udelukket. I artikel 4 anføres de
bestemmelser i visumkodeksen om de myndigheder, der deltager i procedurerne
vedrørende ansøgninger, som bør finde anvendelse på rundrejsevisummet. Artiklen
udelukker muligheden for, at ansøgninger om rundrejsevisa kan indgives ved de
ydre grænser, da en tilladelse til et ophold i Schengenområdet, som kan være på
op til to år, kræver en grundig gennemgang, der aldrig kan gennemføres ved de
ydre grænser. Artiklen afviger også fra artikel 5 i visumkodeksen ved at
fastsætte, at den medlemsstat, der har kompetence til at behandle og træffe
afgørelse om en ansøgning om et rundrejsevisum, er den medlemsstat, hvis ydre
grænse ansøgeren har til hensigt at passere for at rejse ind på
medlemsstaternes område. Grunden er, at der er mange
tredjelandsstatsborgere, der ønsker at rejse rundt i Schengenområdet i mere end
90 dage, som bestemmelserne i den nuværende visumkodeks (vigtigste
bestemmelsessted med hensyn til formålet med eller varigheden af opholdet)
næppe kan anvendes på. Formålet med besøget er i princippet det samme i alle
medlemsstaterne (f.eks. live-optræden eller turisme), mens ansøgerne i mange
tilfælde ikke på forhånd ved, hvor længe de kommer til at opholde sig i de
forskellige medlemsstater. Endelig giver artikel 4 visse kategorier
af tredjelandsstatsborgere mulighed for at indgive ansøgningen om
rundrejsevisum på den medlemsstats område, hvor de har lovligt ophold. Dette er
rimeligt, da mange tredjelandsstatsborgere, der har bopæl på medlemsstaternes
område, samt tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for pligten til at være i
besiddelse af et visum til ophold på op til 90 dage (kortvarige ophold),
har tilstrækkelige økonomiske midler og en legitim interesse i at rejse rundt i
andre medlemsstater i mere end 90 dage inden for en periode på
180 dage, mens de har bopæl/opholder sig i en bestemt medlemsstat (eller
lige efter, at de har haft en sådan bopæl). Det er hverken sikkerhedsmæssigt
eller økonomisk i EU's interesse at kræve, at disse personer forlader
Schengenområdet for at ansøge om et rundrejsevisum i deres hjemland. Artikel 5
præciserer, hvilke bestemmelser i visumkodeksen der finder anvendelse på
ansøgningsprocessen for rundrejsevisa, og fastlægger en række yderligere
bestemmelser og undtagelser. Ifølge denne artikel skal ansøgeren fremlægge et
gyldigt rejsedokument, som anerkendes af den medlemsstat, der har kompetence
til at behandle og træffe afgørelse om en ansøgning, og mindst én anden
medlemsstat, som den pågældende har tænkt sig at besøge. En yderligere
betingelse er, at ansøgerne skal fremlægge passende bevis for, at de har til
hensigt at opholde sig på to eller flere medlemsstaters område i sammenlagt
mere end 90 dage uden at opholde sig på den enkelte medlemsstats område i
mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage. Artiklen fastsætter ikke undtagelser fra
visumkodeksen vedrørende visumgebyret, som derfor vil være på 60 EUR (dvs.
standardvisumgebyret for en ansøgning om visum til kortvarigt ophold). Det
skyldes, at konsulaternes opgaver, uanset om de behandler ansøgninger om visa
til kortvarigt ophold eller rundrejsevisa, grundlæggende er de samme.
Bestemmelserne i visumkodeksen om nedsættelse af og fritagelse fra visumgebyr bør
også finde anvendelse. Tilsvarende finder bestemmelserne i visumkodeksen om det
servicegebyr, som eksterne tjenesteydere kan opkræve, og som ikke må overstige
halvdelen af visumgebyret på 60 EUR, anvendelse. Et andet vigtigt
kriterium, som fastsættes i denne artikel, er, at ansøgerne skal fremlægge
dokumentation for, at de er i besiddelse af de fornødne subsistensmidler, og at
deres økonomiske situation er stabil, ved hjælp af lønsedler eller kontoudtog,
der dækker en periode på 12 måneder forud for datoen for ansøgningen,
og/eller dokumentation for, at de under deres ophold på lovlig vis vil komme i
besiddelse af tilstrækkelige økonomiske midler (f.eks. bevis for, at de har ret
til en pension). Ifølge denne artikel har ansøgere, der er
i besiddelse af et rundrejsevisum, ret til i den medlemsstat, hvor de har
lovligt ophold, at ansøge om arbejdstilladelse(r), som kræves i de
efterfølgende medlemsstater. Denne bestemmelse berører ikke bestemmelserne om
adgang til arbejdsmarkedet og regulerer ikke, om der kræves arbejdstilladelse;
den berører heller ikke betingelserne for udstedelse af en sådan tilladelse.
Den regulerer udelukkende, hvor ansøgningen skal indgives, idet en
tredjelandsstatsborger bør have mulighed for at ansøge om en arbejdstilladelse
uden at forlade Schengenområdet. Artiklen giver mulighed for visse
proceduremæssige lempelser (dvs. mulighed for ikke at skulle fremlægge visse former
for dokumentation) for særlige kategorier af ansøgere, der arbejder for eller
er inviteret af en pålidelig eller anerkendt virksomhed, organisation eller
institution, navnlig på ledelsesplan eller som forsker, kunstner,
kulturarbejder osv. De interesserede parter fremfører med rette, at proceduren
for disse kategorier af personer ikke kun bør fokusere på den "individuelle"
ansøger, men også på, om den udsendende/modtagende/inviterende
virksomhed/organisation/institution anses for at være pålidelig. Bortset fra henvisningen til de generelle
bestemmelser i visumkodeksen om behandling af og afgørelse om en ansøgning, der
finder anvendelse på rundrejsevisa, er den centrale bestemmelse i artikel 6,
at der bør lægges særlig vægt på ansøgerens økonomiske situation:
tilstrækkelige økonomiske subsistensmidler til hele det forventede ophold,
herunder tilstrækkelige midler til at dække logi. I denne artikel fastsættes
der også en generel frist på 20 kalenderdage for at træffe afgørelse om en
ansøgning. Det er mere end den nuværende behandlingstid for ansøgninger om visa
til kortvarigt ophold, hvilket begrundes i behovet for at foretage en grundig
undersøgelse af ansøgerens økonomiske situation. Da det er nødvendigt at præcisere samspillet
mellem ophold på grundlag af eksisterende visa til kortvarigt ophold, visa til
længerevarende ophold og opholdstilladelser sammenlignet med ophold på grundlag
af rundrejsevisa for at medtage den nye type visum i "systemet", gør
artikel 6 det muligt at kombinere ophold på grundlag af rundrejsevisa med
tidligere/fremtidige visumfrie ophold og ophold på grundlag af visa til
kortvarigt ophold, visa til længerevarende ophold eller opholdstilladelser. Der
vil blive indført tilsvarende bestemmelser i visumkodeksen og
Schengengrænsekodeksen. Artikel 7
vedrører udstedelsen af rundrejsevisummet, hvor de anførte bestemmelser i
visumkodeksen også bør finde anvendelse. Ifølge denne artikel skal
rundrejsevisummet altid muliggøre flere indrejser. Med hensyn til varigheden af
det tilladte ophold – sammenholdt med artikel 8 – giver forslaget mulighed
for et ophold i Schengenområdet på op til to på hinanden følgende år for alle
tredjelandsstatsborgere, der kan bevise, at de opfylder betingelserne for så
lang en periode. Når konsulaterne vurderer en
ansøgning, og især når de fastlægger varigheden af et tilladt ophold, bør de
tage hensyn til alle relevante faktorer, såsom det forhold, at personer fra
tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for visumpligt for kortvarige
ophold, traditionelt ikke volder problemer med ulovlig migration eller
sikkerhedsrisici. Visummets gyldighedsperiode bør svare til varigheden
af det tilladte ophold. På grund af det nye visums art udelukker denne artikel
muligheden for at udstede et rundrejsevisum med en gyldighed, der er begrænset
til én medlemsstats område. Et rundrejsevisum skal pr. definition give
ansøgerne mulighed for at rejse rundt i flere forskellige medlemsstater. Rundrejsevisummet skal udstedes i
overensstemmelse med den ensartede udformning (visummærkat), der er fastsat i
forordning (EF) nr. 1683/95, og skal bære bogstavet "T" som
angivelse af dets type. I artikel 77, stk. 2, litra a), i TEUF
henvises der både til "visa" og "tilladelser til kortvarigt
ophold". Da opholdstilladelser udstedes i (plastik)kortformat i
overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1030/2002[19] af
13. juni 2002, og i betragtning af, at de fleste af medlemsstaternes
konsulater ikke er udstyret til at udstede tilladelser i kortformat, ville det
pålægge medlemsstaterne en urimelig byrde, hvis den nye tilladelse skulle
udstedes i kortformat. Artikel 8
vedrører ændringen af et udstedt visum, dvs. forlængelse, annullering og
inddragelse. Den giver mulighed for at forlænge varigheden af et tilladt ophold
til en periode på op til to år. I modsætning til bestemmelserne om forlængelse
af et visum til kortvarigt ophold behøver ansøgerne ikke at dokumentere, at der
foreligger "særlige" omstændigheder. Mange personer, som kan
forventes at ansøge om denne type visum (særlig live-optrædende kunstnere), har
således ofte behov for at opholde sig i Schengenområdet i lange perioder uden
at tage bopæl i en bestemt medlemsstat. For at kunne ansøge om forlængelse af
et rundrejsevisum skal ansøgeren bevise, at vedkommende stadig opfylder
betingelserne for indrejse og udstedelse af visummet, og at det fortsatte
ophold vil opfylde kravet om, at vedkommende ikke må opholde sig i én medlemsstat
i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage. Artikel 9 angiver
de bestemmelser i visumkodeksens kapitel om "Administration og
organisation", som også skal gælde i forbindelse med udstedelse af
rundrejsevisa. Inden for rammerne af det lokale Schengensamarbejde bør
konsulaterne udveksle statistikker og andre oplysninger om rundrejsevisa. Artikel 10-16
er såkaldte afsluttende og/eller operationelle artikler og vedrører bl.a. de
operationelle instrukser for behandling af rundrejsevisa (hvor der gives
yderligere præciseringer vedrørende forholdet mellem bestemmelserne i
visumkodeksen og bestemmelserne i dette forslag), overvågning og ikrafttræden.
Hovedformålet med ændringerne af Schengengrænsekodeksen og VIS-forordningen er
at "integrere" rundrejsevisummet i Schengenreglerne. Det betyder først og fremmest, at de
indrejsebetingelser, som er fastsat i artikel 5 i Schengengrænsekodeksen,
også gælder som betingelser for udstedelse af et rundrejsevisum, og desuden må
det sikres, at rundrejsevisa og ansøgninger om rundrejsevisa registreres i VIS.
Det skal dog bemærkes, at forslaget også vedrører tredjelandsstatsborgere, der
er fritaget for kravet om visum til kortvarigt ophold (jf. bilag II til
visumforordningen; deres oplysninger registreres dermed ikke i VIS), da
rejsende fra disse lande i princippet ikke udgør nogen sikkerheds- og
migrationsrisiko for medlemsstaterne. I betragtning af
proportionalitetsprincippet bør der derfor ikke optages fingeraftryk af
statsborgere fra de pågældende tredjelande (f.eks. Australien, Canada og USA).
Denne undtagelse er fastsat i artikel 5 og giver medlemsstaterne mulighed
for at acceptere, at ansøgninger om rundrejsevisa fra statsborgere fra disse
tredjelande indgives elektronisk eller med posten. Artikel 12 kræver yderligere forklaringer. Den ophæver delvis artikel 20,
stk. 2, i gennemførelseskonventionen, ifølge hvilken en medlemsstat, der
har indgået en bilateral visumfritagelsesaftale med et tredjeland på listen i
bilag II til visumforordningen ("listen over tredjelande, hvis
statsborgere er fritaget for visumkrav"), inden gennemførelseskonventionen
trådte i kraft (eller inden datoen for medlemsstatens senere tiltrædelse af
Schengenaftalen), kan anvende bestemmelserne i den bilaterale aftale som
grundlag for at "forlænge" et visumfrit ophold på dens område ud over
tre måneder for statsborgere i det pågældende tredjeland. For eksempel kan
statsborgere i Canada, New Zealand og USA opholde sig i sådanne medlemsstater i
den periode, der er fastsat i den gældende bilaterale visumfritagelsesaftale
mellem medlemsstaterne og disse tre lande (normalt tre måneder), ud over det
generelle ophold i Schengenområdet på 90 dage. For disse lande har
Kommissionen kendskab til en række bilaterale aftaler, hvilket betyder, at
deres statsborgere har mulighed for at opholde sig lovligt i Schengenområdet i
en praktisk talt ubegrænset periode på grundlag af fritagelser for kravet om
visum til kortvarigt ophold. For eksempel har New Zealand 16 bilaterale
visumfritagelsesaftaler, så landets statsborgere kan med det visumfrie ophold
på 90 dage, der er baseret på visumforordningen, i praksis blive på
Schengenområdets territorium i 51 måneder (tre måneder plus
48 måneder). Allerede i 1998
mente medlemsstaterne, at et sådant ubegrænset ophold var uforeneligt med
grundtanken bag området uden grænser. Eksekutivkomitéen vedtog en afgørelse om
harmonisering af aftalerne om ophævelse af visumpligten[20]. Ifølge denne
afgørelse skulle medlemsstaterne indføre standardklausuler i deres bilaterale
aftaler, der begrænsede varigheden af visumfrie ophold i Schengenområdet (og
ikke på den pågældende medlemsstats område) til tre måneder inden for en
seksmåneders periode. Efter at Schengenreglerne var blevet
indarbejdet i fællesskabsretten med Amsterdamtraktatens ikrafttræden, var
artikel 20, stk. 2, i gennemførelseskonventionen ikke blot i strid
med grundtanken bag området uden grænser, men også uforenelig med traktaten: I
artikel 62, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab henvises der til "foranstaltninger vedrørende de betingelser,
på hvilke tredjelandsstatsborgere frit kan rejse inden for medlemsstaternes
område i højst tre måneder". Kommissionen foreslog derfor i sit
initiativ fra 2001 om "retten til at rejse frit", at artikel 20,
stk. 2, skulle ophæves. Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF) begrænser ikke længere "kortvarige ophold" i
Schengenområdet til tre måneder; varigheden af kortvarige ophold angives ikke.
Artikel 20, stk. 2, og det, at der findes bilaterale "forlængelser
af opholdene", er dog stadig uforenelige med traktatens artikel 77,
stk. 2, litra a) og c), fordi den fælles visumpolitik ikke kan
baseres på, at der findes bilaterale aftaler fra fortiden. Omfanget af
tredjelandsstatsborgeres ret til at rejse frit bør ikke afhænge af antallet og
indholdet af bilaterale aftaler, som er indgået i fortiden. Det bør være de
samme regler, der gæler for alle visumfritagne tredjelandsstatsborgere.
Gennemførelsen af artikel 20, stk. 2, giver anledning til praktiske
problemer og skaber juridisk usikkerhed for både myndighederne og de rejsende,
især når de rejsende skal forlade Schengenområdet. Desuden kræver det nye ind-
og udrejsesystem klare regler, og af tekniske årsager kan der ikke tages hensyn
til en eventuel fortsat anvendelse af bilaterale visumfritagelsesaftaler, når
det tilladte opholds varighed skal kontrolleres. Endelig er en af idéerne med
at indføre rundrejsevisummet at indføre et retsgrundlag og en passende
tilladelse, der gør det muligt for visumfritagne tredjelandsstatsborgere at
blive i Schengenområdet i mere end 90 dage. Ifølge forslaget har medlemsstaterne en
overgangsperiode på fem år til at "udfase" virkningerne af deres
bilaterale aftaler med hensyn til den samlede varighed af
tredjelandsstatsborgeres ophold i Schengenområdet. Dette tager en vis tid, og
det må også erkendes, at visse tredjelande lægger stor vægt på at opretholde
status quo. Ud fra et politisk synspunkt er dette
forståeligt. Visumfritagelsesaftaler er nogle af de juridiske instrumenter, der
giver borgerne på begge sider konkrete og direkte fordele. Det skal gøres
klart, at det forhold, at en del af artikel 20, stk. 2, udgår, ikke
medfører, at disse aftaler med det samme slet ikke kan anvendes mere. Desuden
vil det i praksis ikke have en negativ indvirkning på ret mange amerikanere,
canadiere, newzealændere osv., at den eksisterende ordning, hvor kortvarige
ophold forlænges på grundlag af gamle bilaterale visumfritagelsesaftaler,
erstattes af en ny form for visum, der er gyldigt i op til et år ‒ med mulighed
for forlængelse til op til to år. Mange af dem, der ønsker at opholde sig i
Schengenområdet i et år eller mere, vil sandsynligvis arbejde i den pågældende
periode og vil derfor skulle tage ophold i én af medlemsstaterne og dermed
skulle ansøge om visum til længerevarende ophold eller opholdstilladelse. ·
Forbindelsen med det forslag til en forordning
om omarbejdning af visumkodeksen, som fremsættes samtidig, og andre forslag Forhandlingerne om
forslaget til en forordning om omarbejdning af visumkodeksen, som fremlægges
samtidig med dette forslag, vil have indflydelse på dette forslag, så der bør
lægges særlig vægt på at sikre, at der er den nødvendige synergi mellem disse
to forslag under forhandlingsprocessen. Hvis det i løbet af disse forhandlinger
viser sig, at der er mulighed for at vedtage de to forslag inden for den samme
tidsramme, har Kommissionen til hensigt at samle de to forslag i ét forslag til
omarbejdning. Tilsvarende vil
det på et senere tidspunkt være nødvendigt at sikre, at der er den nødvendige
synergi med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og
udrejseoplysninger om tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske
Unions medlemsstaters ydre grænser[21].
Det kan være nødvendigt at ændre forordningens genstand og anvendelsesområde,
hvis det besluttes at anvende ind- og udrejsesystemet til at kontrollere ind-
og udrejser for indehavere af rundrejsevisa ved de ydre grænser[22]. ·
Retsgrundlag Artikel 77 i TEUF
tillægger Unionen beføjelser til at træffe foranstaltninger vedrørende
"kortvarige ophold" i Schengenområdet. I artikel 77,
stk. 2, i TEUF hedder det: "[...] Europa-Parlamentet og Rådet
vedtager efter den almindelige lovgivningsprocedure foranstaltninger på
følgende områder: a) den fælles politik for visa og andre
tilladelser til kortvarigt ophold b) personkontrol ved passage af de ydre
grænser c) betingelser for tredjelandsstatsborgeres
muligheder for at rejse frit inden for Unionen i en kortere periode". Dette forslag indeholder
foranstaltninger, der vedrører alle de tre elementer. Artikel 77,
stk. 2, litra a), b) og c), i TEUF er derfor det rigtige retsgrundlag
for forslaget. Artikel 79 i TEUF
tillægger Unionen beføjelser til inden for rammerne af en fælles indvandringspolitik
at lovgive om langtidsvisa og opholdstilladelser, der begge vedrører lovligt ophold
i medlemsstaterne, dvs. længerevarende ophold i en enkelt medlemsstat. I
både det indledende stk. 1 i artikel 79 og i stk. 2,
litra b), henvises der udtrykkeligt til tredjelandsstatsborgere, der opholder
sig lovligt i medlemsstaterne. Målgruppen for dette forslag hverken ønsker
eller har brug for at opholde sig i en af medlemsstaterne; de ønsker
derimod at rejse rundt i Europa, dvs. at bevæge sig rundt i
Schengenområdet, inden de forlader det igen. Artikel 79 i TEUF er derfor
ikke et passende retsgrundlag for forslaget. I artikel 62, stk. 3, i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der var forgængeren for
artikel 77 i TEUF, henvises der til "foranstaltninger vedrørende
de betingelser, på hvilke tredjelandsstatsborgere frit kan rejse inden for
medlemsstaternes område i højst tre måneder". Artikel 77,
stk. 2, litra c), i TEUF begrænser ikke længere den "kortere
periode" til tre måneder. Denne klare ændring i traktaten fjernede en
hindring, som der under de tidligere traktater kunne have været for at vedtage
et tilsvarende forslag. Konklusionen er, at artikel 77,
stk. 2, litra a), b) og c), i TEUF er det rigtige retsgrundlag for
dette forslag, der har til formål at regulere tredjestatsborgeres rejser rundt
i Schengenområdet; situationer, der falder ind under artikel 79 i TEUF
(indrejse med henblik på længerevarende ophold på en enkelt medlemsstats
område), er udelukket fra forslaget. Denne udelukkelse
følger af den foreslåede definition, ifølge hvilken indehavere af et
rundrejsevisum ikke må opholde sig på den samme medlemsstats område i mere end
90 dage inden for en periode på 180 dage. ·
Nærheds- og proportionalitetsprincippet I
henhold til artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union
(TEU) handler Unionen på de områder, der ikke hører ind under dens
enekompetence, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i
tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på centralt, regionalt eller
lokalt plan, men på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger
bedre kan nås på EU-plan. Med hensyn til dette forslag er det helt klart, at
der er behov for en indsats på EU-plan. For at en tilladelse skal være gyldig i
alle medlemsstaterne, skal den indføres på EU-plan; en "gensidig
anerkendelse" af hinandens rundrejsevisa kan ikke indføres på nationalt
plan. Betingelserne og procedurerne for udstedelse bør være ens i alle
medlemsstaterne. Det kan kun opnås gennem handling på EU-plan. Artikel 5, stk. 4, i TEU fastslår, at Unionens handling ikke
går videre end nødvendigt for at nå målene i traktaten. Den form, der er valgt
til denne EU-foranstaltning, skal gøre det muligt at nå forslagets mål og sikre
en så effektiv gennemførelse som muligt. Forslaget indeholder ingen elementer,
der ikke har direkte forbindelse med målene. Det er også proportionalt for så
vidt angår omkostningerne. Forslaget er derfor i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet. ·
Valg af instrument Med dette forslag indføres der en ny type
visum, som i princippet skal være gyldigt i alle medlemsstaterne, og
betingelserne og procedurerne for udstedelsen af dette visum fastlægges. Derfor
er en forordning det eneste mulige retlige instrument. 4. SUPPLERENDE
ELEMENTER ·
Deltagelse Dette forslag
bygger på Schengenreglerne, da det vedrører en videreudvikling af den fælles
visumpolitik. Der skal derfor tages højde for følgende forhold i relation til
de forskellige protokoller, der er knyttet til traktaterne, og aftaler med
associerede lande: Danmark: I medfør af artikel 1 og 2 i protokol
(nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF,
deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger i henhold til
tredje del, afsnit V, i TEUF. Inden seks måneder efter, at Rådet har
truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne,
skal Danmark træffe afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning
i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen. Det Forenede
Kongerige og Irland: I
medfør af artikel 4 og 5 i protokollen om integration af Schengenreglerne
i Den Europæiske Union, Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om
anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage
i visse bestemmelser i Schengenreglerne og Rådets afgørelse 2002/192/EF af
28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse
bestemmelser i Schengenreglerne deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke
i gennemførelsen af den fælles visumpolitik og navnlig forordning (EF)
nr. 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks). Det Forenede
Kongerige og Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og
Irland. Island og
Norge: De procedurer, der
er fastsat i den associeringsaftale, som er indgået mellem Rådet og Republikken
Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, finder anvendelse, da dette
forslag bygger på Schengenreglerne, jf. bilag A til aftalen[23]. Schweiz: Denne forordning udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne,
jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det
Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[24]. Liechtenstein: Denne forordning udgør en udvikling af
bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet
Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den
Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det
Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen
af Schengenreglerne[25]. Cypern: Denne forordning er en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller
på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i
tiltrædelsesakten af 2003. Bulgarien og
Rumænien: Denne forordning er en retsakt, der bygger
på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf.
artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005. Kroatien: Denne forordning er en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller
på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i
tiltrædelsesakten af 2011. 2014/0095 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om indførelse af et rundrejsevisum og om
ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF)
nr. 562/2006 og (EF) nr. 767/2008 EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2,
litra a), b) og c), under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[26], efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[27], efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) I EU-retten er der fastsat
harmoniserede regler for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold i
medlemsstaterne i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage. (2) Der er vedtaget en række
direktiver om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres adgang til
medlemsstaternes område i en periode på over tre måneder. Artikel 21 i
konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen[28] giver
tredjelandsstatsborgere, der er indehavere af gyldige opholdstilladelser eller
visa til længerevarende ophold, der er udstedt af medlemsstaterne, ret til at
færdes frit på de øvrige medlemsstaters område i op til 90 dage inden for
en periode på 180 dage. (3) Visumpligtige og
visumfritagne tredjelandsstatsborgere kan have en legitim interesse i at rejse
inden for Schengenområdet i mere end 90 dage inden for en periode på
180 dage, uden at de opholder sig på én medlemsstats område i mere end
90 dage. Der bør derfor vedtages regler, som gør
dette muligt. (4) Specielt har live-optrædende
kunstnere tit problemer, når de skal organisere turnéer i EU. Studerende,
forskere, kulturarbejdere, pensionister, forretningsfolk, tjenesteydere og
turister kan også have et ønske om at opholde sig i Schengenområdet i mere end
90 dage inden for en periode på 180 dage. Det forhold, at der ikke
findes en passende tilladelse, medfører et tab af potentielle besøgende og
dermed et økonomisk tab. (5) I traktaten sondres der
mellem på den ene side betingelserne for indrejse i medlemsstaterne og
udviklingen af en fælles politik for visa til kortvarigt ophold og på den anden
side betingelserne for indrejse med henblik på lovligt ophold i en medlemsstat
og udstedelse af visa til længerevarende ophold og opholdstilladelser med
henblik herpå. Begrebet kortvarigt ophold defineres imidlertid ikke i traktaten. (6) Der bør indføres en ny type
visum ("rundrejsevisum") for både visumfritagne og visumpligtige
tredjelandsstatsborgere, der har planer om at rejse rundt på to eller flere
medlemsstaters område i mere end 90 dage, forudsat at de ikke har til hensigt
at opholde sig på den samme medlemsstats område i mere end 90 dage inden
for en periode på 180 dage. Samtidig bør
reglen om 90 dage inden for 180 dage bibeholdes som en generel
skillelinje mellem kortvarige og længerevarende ophold, da den ikke volder
problemer for det store flertal af rejsende. (7) Når det er relevant, bør
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. xxx/201x[29] og Europa-Parlamentets
forordning (EF) nr. 767/2008[30]
finde anvendelse på ansøgningen om og udstedelsen af rundrejsevisa. I
betragtning af de forskellige behov hos og betingelser for
tredjelandsstatsborgere, der ansøger om rundrejsevisa, og på grund af
økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn bør der dog indføres særlige regler,
bl.a. vedrørende de myndigheder, der deltager i procedurerne, ansøgningsfasen,
behandlingen af og afgørelsen om ansøgninger og udstedelsen af og afslag på
rundrejsevisa. (8) Statsborgere i de
tredjelande, der er opført i bilag II til Rådets forordning (EF)
nr. 539/2001[31],
bør nyde godt af visse lempelser, såsom fritagelsen fra optagelse af
fingeraftryk. (9) Samspillet mellem ophold på
grundlag af visa til kortvarigt ophold, visa til længerevarende ophold og
opholdstilladelser og ophold på grundlag af rundrejsevisa bør præciseres for at
garantere retssikkerheden. Det bør være muligt at kombinere ophold på grundlag
af rundrejsevisa med tidligere og kommende visumfrie ophold, ophold på grundlag
af visa til kortvarigt ophold, visa til længerevarende ophold eller
opholdstilladelser. (10) Det bør være muligt at
forlænge det tilladte ophold under hensyntagen til særlige rejsemønstre og
behov, forudsat at indehaverne af et rundrejsevisum fortsat opfylder
betingelserne for indrejse og udstedelse af visa og kan bevise, at de under
deres forlængede ophold opfylder kravet om, at de ikke må opholde sig på den
samme medlemsstats område i mere end 90 dage inden for en periode på
180 dage. (11) Rundrejsevisumordningen bør
integreres i de relevante retlige instrumenter i Schengenreglerne. Der bør
derfor indføres ændringer i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 562/2006[32]
og i forordning (EF) nr. 767/2008. De indrejsebetingelser, der er fastsat
i artikel 5 i forordning (EF) nr. 562/2006, bør gælde som betingelser
for udstedelse af visum. Ansøgninger om rundrejsevisa og afgørelser om
rundrejsevisa bør registreres i visuminformationssystemet. (12) Efter indførelsen af
rundrejsevisummet bør artikel 20, stk. 2, i konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen ændres, da den er uforenelig med artikel 77,
stk. 2, litra a) og c), i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, fordi den fælles visumpolitik ikke kan baseres på, om der findes
visumfritagelsesaftaler, som er indgået af medlemsstaterne. Varigheden af en
tredjelandsstatsborgeres tilladte ophold bør ikke afhænge af antallet og
indholdet af sådanne bilaterale aftaler, som er indgået i fortiden. (13) Der bør fastsættes en
overgangsperiode på fem år for at gøre det muligt at udfase virkningen af
bilaterale visumfritagelsesaftaler for så vidt angår den samlede varighed af
tredjelandsstatsborgeres ophold i Schengenområdet. (14) For at sikre ensartede
betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser vedrørende indførelsen af operationelle instrukser for
den praksis og de procedurer, som medlemsstaterne skal følge, når de behandler
ansøgninger om rundrejsevisa. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011[33].
Undersøgelsesproceduren bør anvendes i forbindelse med vedtagelsen af sådanne
gennemførelsesretsakter. (15) Denne forordning respekterer
de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne forordning
sigter navnlig mod at sikre retten til fuld respekt for privatliv og
familieliv, jf. artikel 7, beskyttelse af personoplysninger,
jf. artikel 8, og børns rettigheder, jf. artikel 24 i chartret. (16) Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF[34]
finder anvendelse på medlemsstaterne med hensyn til behandling af
personoplysninger i medfør af denne forordning. (17) Målene for denne forordning,
nemlig indførelsen af en ny type visum, der er gyldigt i alle medlemsstaterne,
og fastlæggelsen af ensartede betingelser og procedurer for udstedelse, kan kun
nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse
med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (18) I medfør af artikel 1 og
2 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til
traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som
ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder
efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af
Schengenreglerne, skal Danmark træffe afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre
denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen. (19) Denne forordning udgør en
udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke
deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF[35];
Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse,
som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige. (20) Denne forordning udgør en
udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf.
Rådets afgørelse 2002/192/EF[36];
Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er
bindende for og ikke finder anvendelse i Irland. (21) For så vidt angår Island og
Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne,
jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island
og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[37],
henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i
Rådets afgørelse 1999/437/EF[38]. (22) For så vidt angår Schweiz
udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf.
aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det
Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[39],
henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i
Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse
2008/146/EF[40]. (23) For så vidt angår
Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i
Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske
Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om
Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om dette lands
associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne[41], henhørende under det
område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse
1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU[42] om indgåelse af
protokollen. (24) For så vidt angår Cypern er denne
forordning en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har
tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af
2003. (25) For så vidt angår Bulgarien og
Rumænien er denne forordning en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller
på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i
tiltrædelsesakten af 2005. (26) For så vidt angår Kroatien er
denne forordning en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde
har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af
2011 — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Kapitel I – Generelle bestemmelser Artikel 1 Genstand
og anvendelsesområde 1. Ved denne forordning fastsættes betingelser og procedurer
for udstedelse af rundrejsevisa. 2. Den finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der ikke
er unionsborgere som omhandlet i traktatens artikel 20, stk. 1, uden
at dette berører: a) tredjelandsstatsborgeres ret til fri bevægelighed, når de er
familiemedlemmer til en unionsborger b) tredjelandsstatsborgeres og deres familiemedlemmers
tilsvarende rettigheder, når de i henhold til aftaler indgået mellem Unionen og
dens medlemsstater på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden
side er tillagt en ret til fri bevægelighed, der svarer til unionsborgernes og
deres familiemedlemmers ret til fri bevægelighed. 3. Denne forordning berører ikke de bestemmelser i EU-retten
eller national lovgivning, der gælder for tredjelandsstatsborgere vedrørende: a) indrejse med henblik på ophold på en medlemsstats område af
mere end tre måneders varighed og efterfølgende mobilitet til andre
medlemsstaters område b) adgang
til arbejdsmarkedet og udøvelse af en økonomisk virksomhed. Artikel 2 Anvendelsen
af forordning (EF) nr. 767/2008 og forordning (EU) nr. xxx/201x
[visumkodeks (omarbejdning)] 1. Forordning (EF) nr. 767/2008 finder anvendelse på
rundrejsevisa. 2. Forordning (EU) nr.
xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)] finder anvendelse på rundrejsevisa, jf.
artikel 4-10. Artikel 3 Definitioner I denne forordning: (1)
finder definitionerne i artikel 2, nr. 1)
og nr. 11)-16) i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)] anvendelse (2)
forstås ved "rundrejsevisum" en
tilladelse udstedt af en medlemsstat med henblik på et forventet ophold på to
eller flere medlemsstaters område med en varighed på mere end 90 dage
inden for en periode på 180 dage, forudsat at ansøgeren ikke har til
hensigt at opholde sig på den samme medlemsstats område i mere end 90 dage
inden for en periode på 180 dage. Kapitel II – Betingelser og procedurer
for udstedelse af rundrejsevisa Artikel 4 Myndigheder, der deltager i procedurerne i forbindelse med
ansøgninger 1. Artikel 4, stk. 1, 3, 4 og 5, artikel 6,
stk. 1, og artikel 7, stk. 2 og 3, i forordning (EU)
nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)]
finder anvendelse. 2. Ansøgninger kan ikke behandles, og der kan ikke træffes
afgørelse om dem, ved medlemsstaternes ydre grænser. 3. Den medlemsstat,
der har kompetence til at behandle og træffe afgørelse om en ansøgning om et
rundrejsevisum, er den medlemsstat, hvis ydre grænse ansøgeren agter at passere
ved indrejse på medlemsstaternes område. 4. Ansøgninger fra
statsborgere i de tredjelande, der er opført på listen i bilag II til
forordning (EF) nr. 539/2001, som har lovligt ophold på en medlemsstats
område, kan indgives på den pågældende medlemsstats område, forudsat at den
kompetente medlemsstats konsulat har mindst 20 kalenderdage til at træffe
afgørelse om ansøgningen. 5. Ansøgninger fra tredjelandsstatsborgere, uanset deres
nationalitet, der har en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til
længerevarende ophold, som er udstedt af en medlemsstat, kan indgives på den
pågældende medlemsstats område mindst 20 kalenderdage inden udløbet af
opholdstilladelsen eller visummet til længerevarende ophold. 6. I de tilfælde, der
er omhandlet i stk. 4 og 5, er den medlemsstat, der har kompetence til at
behandle og træffe afgørelse om en ansøgning om et rundrejsevisum, den første
medlemsstat, som ansøgeren agter at rejse ind i ved hjælp af rundrejsevisummet. Artikel 5 Ansøgning 1. Artikel 8, stk. 1, 2, 5,
6 og 7, artikel 9, artikel 10, stk. 1 og stk. 3-7,
artikel 11, litra b) og c), artikel 12, artikel 13,
stk. 1, litra a)-d), artikel 13, stk. 5, 6 og 7, samt
artikel 14 og 15 i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)] finder anvendelse. 2. Ansøgningsskemaet for rundrejsevisummet er fastsat i
bilag I. 3. Ud over kriterierne i artikel 11, litra b) og c),
i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)] skal ansøgerne
fremlægge et rejsedokument, der er anerkendt af den medlemsstat, som har
kompetence til at behandle og træffe afgørelse om en ansøgning, og mindst én
anden medlemsstat, som den pågældende har til hensigt at besøge. 4. Ud over de kategorier af personer, der er anført i
artikel 12, stk. 7, i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)], er statsborgere i de tredjelande, der er opført på listen i
bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001, fritaget for kravet
om at afgive fingeraftryk. I disse tilfælde registreres der et "ikke
relevant" i VIS i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5, i forordning
(EF) nr. 767/2008. 5. Ud over den dokumentation, der er anført i artikel 13,
stk. 1, i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)],
skal ansøgerne fremlægge: a) passende bevis for, at de har til hensigt at opholde sig på
to eller flere medlemsstaters område i mere end 90 dage inden for en
periode på 180 dage uden at opholde sig på den enkelte medlemsstats område
i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage b) bevis for, at de har tegnet en sygeforsikring, der dækker
alle de risici, som statsborgerne i de medlemsstater, de har til hensigt at
besøge, normalt er dækket mod. 6. Det bevises, at ansøgerne er i besiddelse af de fornødne
subsistensmidler, og at deres økonomiske situation er stabil, ved hjælp af
lønsedler eller kontoudtog, der omfatter en periode på 12 måneder forud
for datoen for ansøgningen, og/eller dokumentation, der beviser, at ansøgerne på
lovlig vis nyder godt af eller vil komme i besiddelse af tilstrækkelige økonomiske
midler under deres ophold. 7. Hvis formålet med besøget kræver en arbejdstilladelse i en
eller flere medlemsstater, er det, når der ansøges om et rundrejsevisum, nok at
bevise, at den pågældende er i besiddelse af en arbejdstilladelse i den
medlemsstat, som har kompetence til at behandle og træffe afgørelse om
ansøgningen om et rundrejsevisum. Indehavere af et rundrejsevisum har ret til
at ansøge om den arbejdstilladelse, som kræves i den næste medlemsstat, de skal
besøge, i den medlemsstat, hvor de har lovligt ophold. 8. Konsulaterne kan fravige kravet om, at der skal fremlægges
en eller flere former for dokumentation, hvis ansøgerne arbejder for eller er
blevet inviteret af en pålidelig virksomhed, organisation eller institution,
som konsulatet kender, navnlig på ledelsesplan eller som forsker, studerende,
kunstner, kulturarbejder, sportsmand eller som et medlem af personalet med
specialviden, erfaring og teknisk ekspertise, og hvis der fremlægges
tilstrækkeligt bevis for dette til konsulatet. Kravet kan også fraviges for
nære familiemedlemmer til disse ansøgere, herunder ægtefællen, børn under 18 år
og forældre til et barn under 18 år, hvis de har til hensigt at rejse
sammen. Artikel 6 Behandling
af og afgørelse om en ansøgning 1. Artikel 16 og 17,
artikel 18, stk. 1, 4, 5, 9, 10 og 11, artikel 19 og
artikel 20, stk. 4, sidste punktum, i forordning (EU) nr.
xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)] finder
anvendelse. 2. Ud over den
kontrol, der er omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)], som har til formål at
vurdere, om ansøgningen er antagelig, kontrollerer det kompetente konsulat, om
rejsedokumentet opfylder kravet i artikel 5, stk. 3. 3. Behandlingen af en ansøgning om et rundrejsevisum skal
navnlig omfatte en vurdering af, om ansøgerne har tilstrækkelige økonomiske
subsistensmidler til hele det forventede opholds varighed, herunder logi,
medmindre logi stilles til rådighed af den virksomhed, organisation eller
institution, der har inviteret eller er vært for ansøgeren. 4. Ved behandlingen af en ansøgning om et rundrejsevisum og
afgørelsen om ansøgningen tages der ikke hensyn til ophold, som der er givet
tilladelse til i form af tidligere udstedte visa til kortvarigt ophold eller
visumfritagelse for kortvarige ophold, visa til længerevarende ophold eller
opholdstilladelser. 5. Der træffes afgørelse om ansøgninger inden
20 kalenderdage fra datoen for indgivelsen af en antagelig ansøgning.
Denne frist kan undtagelsesvis forlænges til højst 40 kalenderdage. Artikel 7 Udstedelse
af rundrejsevisummet 1. Artikel 21, stk. 6,
artikel 24, stk. 1, 3 og 4, artikel 25, artikel 26,
stk. 1 og 5, artikel 27 og 28, artikel 29, stk. 1,
litra a), nr. i)-iii), nr. v) og nr. vi), og litra b),
samt artikel 29, stk. 3 og 4, i forordning (EU) nr. xxx/201x
[visumkodeks (omarbejdning)] finder anvendelse. 2. Rundrejsevisummet muliggør flere indrejser på alle
medlemsstaternes område, jf. dog stk. 5. 3. Varigheden af det tilladte ophold fastlægges på grundlag af
en grundig behandling af ansøgningen. Varigheden af det tilladte ophold må ikke
overstige ét år, men den kan forlænges med højst et år mere, jf.
artikel 8. 4. Rundrejsevisummets gyldighedsperiode skal svare til varigheden
af det tilladte ophold. 5. Hvis ansøgerne har et rejsedokument, der anerkendes af en
eller flere, men ikke alle medlemsstater, er rundrejsevisummet gyldigt på de
medlemsstaters område, der anerkender rejsedokumentet, forudsat at det forventede
ophold på de pågældende medlemsstaters område er på mere end 90 dage inden
for en periode på 180 dage. 6. Rundrejsevisummet udstedes i overensstemmelse med den
ensartede udformning af visa, der er fastlagt i Rådets forordning (EF)
nr. 1683/95[43],
med en overskrift, der specificerer visumtypen ved hjælp af bogstavet
"T". 7. Ud over de grunde til afslag, der er anført i
artikel 29, stk. 1, i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)], gives der afslag på visum, hvis ansøgerne ikke fremlægger: a) passende bevis for, at de har til hensigt at opholde sig på
to eller flere medlemsstaters område i mere end 90 dage inden for en
periode på 180 dage uden at opholde sig på den enkelte medlemsstats område
i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage b) bevis for, at de har tegnet en sygeforsikring, der dækker
alle de risici, som statsborgerne i de medlemsstater, de har til hensigt at
besøge, normalt er dækket mod. 8. En afgørelse om
afslag og de grunde, som afgørelsen hviler på, meddeles ansøgeren ved hjælp af
standardformularen i bilag II. Artikel 8 Ændring
af et udstedt visum 1. Artikel 30, stk. 1, 3, 6
og 7, og artikel 31, stk. 1-5 og stk. 7 og 8, i
forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)] finder anvendelse. 2. Ud over den mulighed for forlængelse af særlige grunde, som
er fastsat i artikel 30, stk. 1, i forordning
(EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)], kan indehavere af et rundrejsevisum tidligst 90 dage
og senest 15 dage inden udløbet af deres rundrejsevisum ansøge om en
forlængelse på medlemsstaternes område. 3. Konsulatet for den næste medlemsstat, som den pågældende
skal besøge, har kompetence til at behandle og træffe afgørelse om en ansøgning
om forlængelse. 4. Ansøgerne anmoder om forlængelse ved at forelægge et udfyldt
ansøgningsskema, jf. bilag I. 5. Der opkræves et gebyr på
30 EUR for hver ansøgning om forlængelse. 6. Med hensyn til arbejdstilladelser finder artikel 5,
stk. 7, i givet fald anvendelse på forlængelser. 7. Der træffes afgørelse inden 15 kalenderdage fra datoen
for indgivelsen af en ansøgning om forlængelse. 8. Ved ansøgning om forlængelse skal ansøgerne bevise, at de
stadig opfylder betingelserne for indrejse og udstedelse af visum og opfylder
kravet om, at de ikke må opholde sig på en enkelt medlemsstats område i mere
end 90 dage inden for en periode på 180 dage. 9. Under behandlingen af en ansøgning om forlængelse kan den
kompetente myndighed, hvis det er berettiget, indkalde ansøgerne til samtale og
kræve yderligere dokumentation. 10. En forlængelse må ikke overstige ét år, og det tilladte
opholds samlede varighed, dvs. varigheden af det oprindeligt tilladte ophold og
forlængelsen heraf, må ikke overstige to år. 11. En afgørelse om at give afslag på forlængelse og de grunde,
som afgørelsen hviler på, meddeles ansøgeren ved hjælp af standardformularen i
bilag II. 12. Ansøgere, der har fået afslag på deres ansøgning om
forlængelse, har ret til at påklage afgørelsen. Klager indgives mod den
medlemsstat, der har truffet den endelige afgørelse om ansøgningen om
forlængelse, og i henhold til den pågældende medlemsstats nationale lovgivning.
Medlemsstaterne giver ansøgerne detaljerede oplysninger om den procedure, der
skal følges i tilfælde af klage, jf. bilag II. 13. En afgørelse om annullering eller inddragelse af et
rundrejsevisum og de grunde, den hviler på, meddeles ansøgeren ved hjælp af
standardformularen i bilag III. Kapitel III – Administration og
organisation Artikel 9 Administration
og organisation 1. Artikel 35-43, artikel 45 og artikel 52,
stk. 1, litra a), litra c)-f) og litra h), og stk. 2,
i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks
(omarbejdning)] finder anvendelse. 2. Medlemsstaterne udarbejder årlige statistikker over
rundrejsevisa i overensstemmelse med bilag III. Disse statistikker
forelægges for Kommissionen senest den 1. marts hvert år for det
foregående kalenderår. 3. De oplysninger om frister for behandling af ansøgninger, der
skal fremlægges for offentligheden, jf. artikel 45, stk. 1,
litra e), i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)], skal også omfatte de
frister for rundrejsevisa, der er fastsat i artikel 6, stk. 5, i
denne forordning. 4. Som led i det lokale Schengensamarbejde, jf. artikel 46
i forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)], skal der udveksles
kvartalsstatistikker om rundrejsevisa, som der er ansøgt om, som er udstedt, og
som der er givet afslag på, samt oplysninger om typer ansøgere. Kapitel IV – Afsluttende bestemmelser Artikel 10 Instrukser
vedrørende den praktiske anvendelse af denne forordning Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter
operationelle instrukser vedrørende den praktiske anvendelse af bestemmelserne
i denne forordning. Disse gennemførelsesretsakter
vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 11, stk. 2. Artikel 11 Udvalgsprocedure 1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved
artikel 51, stk. 1, i forordning (EU)
nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)]
(visumudvalget). 2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i
forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse. Artikel 12 Ændring
af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen Artikel 20, stk. 2, i konventionen
om gennemførelse af Schengenaftalen affattes således: "2. Stk. 1 er ikke til hinder for,
at den enkelte kontraherende part under ekstraordinære omstændigheder kan
forlænge en udlændings ret til at opholde sig på denne parts område ud over
90 dage." Artikel 13 Ændringer
af forordning (EF) nr. 562/2006 I forordning (EF) nr. 562/2006 foretages
følgende ændringer: 1) Artikel 5 ændres således: a) I stk. 1 affattes litra b) således: "b) De skal være i besiddelse af et gyldigt
visum, hvis dette kræves i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001*,
eller være i besiddelse af et gyldigt rundrejsevisum som defineret i
artikel 3, stk. 2, i forordning (EU)
nr. xxx/201x af xxx**, en gyldig
opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold. _________ *
Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse
af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af
visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis
statsborgere er fritaget for dette krav (EFT L 81 af 21.3.2001,
s. 1). **
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. xxx/201x af xx.xx.201x
om indførelse af et rundrejsevisum og om ændring af konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2006 og (EF)
nr. 767/2008 (EUT L xxx af […], s. […])." b) Stk.
1a affattes således: "1a. Med henblik på gennemførelse af stk.
1 anses den første opholdsdag på medlemsstaternes område som indrejsedatoen, og
den sidste opholdsdag på medlemsstaternes område anses som udrejsedatoen.
Ophold, som der er givet tilladelse til i form af et rundrejsevisum, en
opholdstilladelse eller et visum til længerevarende ophold, indgår ikke i
beregningen af varigheden af opholdet på medlemsstaternes område." c) Som
stk. 3a indsættes: "3a.
Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på indrejser i forbindelse med
ophold på grundlag af et gyldigt rundrejsevisum." 2) Artikel
7, stk. 3, ændres således: a) Litra
aa) affattes således: "aa)
Hvis tredjelandsstatsborgeren er i besiddelse af et visum eller et
rundrejsevisum, jf. artikel 5, stk. 1, litra b), skal den
indgående indrejsekontrol også omfatte verifikation af
visumindehaverens/rundrejsevisumindehaverens identitet og visummets/rundrejsevisummets
ægthed ved hjælp af en søgning i visuminformationssystemet (VIS) i henhold til
artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
767/2008***. _________ ***
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 af 9. juli 2008
om visuminformationssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem
medlemsstaterne om visa til kortvarigt ophold (VIS-forordningen) (EUT L 218 af
13.8.2008, s. 60)." b) Næstsidste
punktum i litra ab) affattes således: "I
alle tilfælde, hvor der hersker tvivl om visumindehaverens eller
rundrejsevisumindehaverens identitet og/eller visummets eller
rundrejsevisummets ægthed, foretages der dog systematisk en søgning i VIS med brug
af visummærkatens nummer kombineret med verifikation af fingeraftryk." c) Litra
c), nr. i), affattes således: "i) kontrol af, at den pågældende er i besiddelse af et gyldigt
visum, hvis dette kræves i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001, eller et
gyldigt rundrejsevisum, undtagen hvis den pågældende har en gyldig opholdstilladelse
eller et gyldigt visum til længerevarende ophold. Sådan kontrol kan omfatte
søgning i VIS i henhold til artikel 18 i forordning (EF)
nr. 767/2008" Artikel 14 Ændring
af forordning (EF) nr. 767/2008 I forordning (EF) nr. 767/2008 foretages følgende
ændringer: 1) Artikel 1 affattes således: "I denne forordning fastlægges formålet med, funktionerne i og
ansvaret for det visuminformationssystem (VIS), som er indført ved
artikel 1 i beslutning 2004/512/EF. Der fastlægges betingelser og
procedurer for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om ansøgninger
om visa til kortvarigt ophold og rundrejsevisa som defineret i artikel 3,
stk. 2, i forordning (EU) nr. xxx/201x af xxx* og om afgørelser, som
træffes i forbindelse hermed, herunder afgørelser om, hvorvidt visummet skal
annulleres, inddrages eller forlænges, for at lette behandlingen af sådanne
ansøgninger og afgørelserne i forbindelse hermed. _________ *
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. xxx/201x af xx.xx.201x
om indførelse af et rundrejsevisum og om ændring af konventionen om
gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 562/2006 og (EF)
nr. 767/2008 (EUT L xxx af […], s. […])." 2) Artikel 4 ændres således: a) I nr. 1) tilføjes følgende
litra: "e) "rundrejsevisum", som defineret i
artikel 3, nr. 2), i forordning (EU) nr. xxx/201x" b) Nr.
4) og 5) affattes således: "4.
"ansøgningsskema": det ensartede skema til ansøgning om visum i bilag
I til forordning (EU) nr. xxx/201x [visumkodeks (omarbejdning)] eller
bilag I til forordning (EU) nr. xxx/201x 5. "ansøger": enhver visumpligtig person i henhold til Rådets
forordning (EF) nr. 539/2001**, som har indgivet en ansøgning om visum, eller
enhver person, som har indgivet en ansøgning om rundrejsevisum i henhold til
forordning (EU) nr. xxx/201x _________ **
Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse
af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af
visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere
er fritaget for dette krav (EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1)." I artikel 14, stk. 2, tilføjes følgende som
litra e): "e) anmodning om forlængelse fra en
rundrejsevisumindehaver, der fortsat opfylder betingelserne." Artikel 15 Kontrol
og evaluering Senest [tre år efter denne forordnings
anvendelsesdato] vurderer Kommissionen anvendelsen af denne forordning. Artikel 16 Ikrafttræden 1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. 2. Den anvendes fra [6 måneder efter
denne forordnings ikrafttrædelse]. 3. Artikel 12 anvendes fra [5 år
efter denne forordnings ikrafttrædelse]. 4. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder
umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] Det skal bemærkes, at de relevante bestemmelser i
Schengenreglerne indtil den 18. oktober 2013 henviste til "tre
måneder i løbet af en seksmåneders periode regnet fra datoen for første
indrejse". Ved forordning (EU) nr. 610/2013 (EUT L 182 af
29.6.2013, s. 1) omdefineres begrebet "kortvarigt ophold" (dvs.
det tidsmæssige anvendelsesområde for Schengenreglerne), således at der nu
henvises til "90 dage inden for en periode på 180 dage". [2] http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/policies/borders-and-visas/schengen/index_en.htm. [3] Den konsoliderede udgave kan findes på: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:2006R0562:20100405:DA:PDF. [4] Den konsoliderede udgave kan findes på: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:2001R0539:20110111:DA:PDF. [5] Den konsoliderede udgave kan findes på: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:2009R0810:20120320:DA:PDF. [6] EFT L 239 af
22.9.2000, s. 19. [7] Medmindre andet er anført, henviser
"medlemsstaterne" til de EU-medlemsstater, der anvender den fælles
visumpolitik fuldt ud (alle EU-medlemsstater undtagen Bulgarien, Kroatien,
Cypern, Irland, Rumænien og Det Forenede Kongerige), samt de associerede
medlemmer af Schengensamarbejdet (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz). [8] Jf. artikel 19 i gennemførelseskonventionen,
henvisning i fodnote 6. [9] KOM(2001) 388 endelig. EFT C 270 af 25.9.2001, s. 244. [10] "En udlænding, der ikke er visumpligtig, kan frit
færdes på de kontraherende parters område i højst 90 dage i løbet af en
periode på 180 dage […]. Stk. 1 er ikke til hinder for, at den enkelte
kontraherende part under ekstraordinære omstændigheder eller i medfør af en
bilateral aftale, der er indgået inden denne konventions ikrafttræden, kan
forlænge en udlændings ret til at opholde sig på denne parts område ud over tre
måneder." [11] "Et visum med begrænset territorial gyldighed
udstedes undtagelsesvis i følgende tilfælde: […] b)
når der af årsager, som konsulatet finder begrundede, udstedes et nyt visum med
henblik på et ophold, der skal foretages inden for samme periode på
180 dage, til en ansøger, som inden for den pågældende periode på
180 dage allerede har fået ensartet visum eller et visum med begrænset
territorial gyldighed til et ophold på 90 dage. [12] SWD(2014) 68. [13] COM(2014) 164. [14] I konsekvensanalysen
konstateres det også, at det er yderst svært at vurdere de økonomiske og
finansielle virkninger på dette område, fordi der ikke foreligger oplysninger
eller findes en solid skønsmetode, så de tal, som er anført i dette afsnit,
skal tages med et vist forbehold. [15] EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60. [16] COM(2014) 164. [17] De ændringer, som foretages i forslaget til omarbejdning
af visumkodeksen under lovgivningsproceduren, skal derfor også afspejles i
dette forslag. [18] Som allerede nævnt kan
tredjelandsstatsborgere, uanset om de har visumpligt eller ej, i henhold til
ordningen for visa til kortvarigt ophold opholde sig i Schengenområdet i op til
90 dage inden for en periode på 180 dage, hvilket også kan betyde et
ophold i kun én medlemsstat. Alt efter den pågældendes ind- og udrejser betyder
det, at det maksimale lovlige ophold inden for en periode på ét år er på
180 dage (2 x 90 dage). Fordi rundrejsevisa vil kunne
udstedes for op til ét år (360 dage), er henvisningen til "en periode
på 180 dage" nødvendig for at sikre, at det tidsrum, hvori
indehaverne af rundrejsevisa har tilladelse til at opholde sig i den samme
medlemsstat, ikke er kortere end det tidsrum, som gælder for visumfritagne
tredjelandsstatsborgere eller indehavere af et korttidsvisum til flere
indrejser, der er udstedt med en gyldighed på to år eller mere. Hvis der ikke
blev henvist til "en periode på 180 dage", ville det for
eksempel betyde, at mens en russisk statsborger med et korttidsvisum til flere
indrejser, der er gyldigt i ét år, i princippet kan opholde sig i den samme
medlemsstat i 180 (ikke på hinanden følgende) dage inden for visummets gyldighedsperiode
på ét år, ville en indehaver af et rundrejsevisum med en gyldighed på ét år kun
kunne opholde sig i den samme medlemsstat i 90 dage inden for vedkommendes
rundrejsevisums gyldighedsperiode. [19] EFT L 157 af 15.6.2002, s. 1. [20] SCH/Com-ex (98) 24 af 23.6.1998. [21] COM(2013) 95 final af 28.2.2013. [22] Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om
indførelse af en forenklet ordning for personkontrol ved de ydre grænser, som
bygger på, at Kroatien og Cypern ensidigt anerkender visse dokumenter som ligestillede
med deres nationale visa til transit gennem eller forventet ophold på deres
område af en varighed på højst 90 dage inden for en given periode på
180 dage, og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning
nr. 895/2006/EF og nr. 582/2008/EF (COM(2013) 441 final af
21.6.2013) forventes vedtaget længe før dette forslag. Når den nye
"transitafgørelse" er blevet vedtaget, skal der indsættes en ny
artikel i dette forslag for at integrere rundrejsevisummet i artikel 2 i den
kommende afgørelse. Da det er meningen, at den nye afgørelse skal ophæve
beslutning nr. 895/2006/EF og nr. 582/2008/EF, indeholder dette
forslag ikke en bestemmelse om ændring af de to beslutninger. [23] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. [24] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52. [25] EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19. [26] EUT C […] af […], s. […]. [27] EUT C […] af […], s. […]. [28] Konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af
14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union
Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis
ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. [29] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. xxx/200x om en EU-kodeks for visa (visumkodeks) (omarbejdning) (EUT
L x af xxx, s. x). [30] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 767/2008 af 9. juli 2008 om visuminformationssystemet (VIS)
og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til kortvarigt
ophold (VIS-forordningen) (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 60). [31] Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts
2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være
i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de
tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EFT L 81 af 21.3.2001,
s. 1). [32] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en
fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT
L 105 af 13.4.2006, s. 1). [33] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011
af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13). [34] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). [35] Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om
anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at
deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne (EFT L 131 af 1.6.2000,
s. 43). [36] Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002
om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne
(EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20). [37] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. [38] Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse
gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union
har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters
associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af
Schengenreglerne (EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31). [39] EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52. [40] Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om
indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den
Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det
Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen
af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1). [41] EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21. [42] Rådets afgørelse af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den
Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det
Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein
om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske
Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske
Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af
Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de
indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19). [43] Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995
om ensartet udformning af visa (EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1).