EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014JC0012

FÆLLES MEDDELELSE TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Nabolande ved en skillevej: Gennemførelsen af Den Europæiske Naboskabspolitik i 2013

/* JOIN/2014/012 final */

52014JC0012

FÆLLES MEDDELELSE TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Nabolande ved en skillevej: Gennemførelsen af Den Europæiske Naboskabspolitik i 2013 /* JOIN/2014/012 final */


1. Indledning

Den Europæiske Unions naboskabspolitik (ENP) tager sigte på at etablere særlige forbindelser mellem EU og hvert af dens partnerlande og bidrage til at etablere et område med velstand og godt naboskab. Der er i 2013 gjort visse fremskridt med virkeliggørelsen af disse mål. Reformindsatsen fortsatte både i de østlige og de sydlige ENP-lande, og den blev støttet af EU. Men det var endnu en gang et år præget af kriser, der afspejlede manglende politisk stabilitet og fortsat vanskelige samfundsøkonomiske vilkår i en række nabolande. Både de nationale og de regionale sikkerhedsudfordringer tog til, og i visse lande gik det delvist tilbage med den demokratiske reform, der var gennemført de foregående år, og de økonomiske fremtidsudsigter måtte nedjusteres.

I denne fælles meddelelse, som er ledsaget af flere fælles arbejdsdokumenter[1], vurderes det, hvilke fremskridt EU og partnerlandene[2] har gjort med den fælles virkeliggørelse af de aftalte reformmål og med at adressere særlige udfordringer, som begge parter står over for.

Udviklingen i 2013 — både den positive og den negative — understregede, at politikkens succes er direkte afhængig af regeringernes evne og vilje til at gennemføre reform og udbygge forbindelserne til EU og desuden afhænger af evnen til at forklare og opnå folkelig støtte og tilslutning til denne dagsorden. Denne politik er skræddersyet til at støtte reformer og gradvise ændringer over en periode, men den er stødt på visse udfordringer med hensyn til at få partnerne til at vedtage politikker, der skaber øget sikkerhed og mere demokratisk og økonomisk reform på tidspunkter, hvor der er sket pludselige ændringer, og hvor den politiske og sociale situation er blevet ustabil.

Partnernes vej frem mod reform og deres ambitioner i forhold til EU samt de udfordringer, de står over for, bliver stadigt mere forskelligartede. De valg, der træffes af visse lande, vil kræve øget differentiering af forbindelserne mellem EU og dens partnere for at kunne opfylde de enkelte partneres forventninger og behov samtidigt med, at EU’s egne strategiske interesser varetages. Det er fortsat EU’s ønske at etablere partnerskaber med de enkelte nabolande, som afspejler deres individuelle behov, kapacitet og reformmål.

Virkeliggørelse af de aftalte reformmål i partnerlandene påvirkes også af den regionale situation og andre spilleres handlinger og — nogle gange — modstridende mål. Visse østeuropæiske partnerlande har — ud over at deres politiske reformer stadig er skrøbelige, og at de har svag økonomisk vækst og strukturelle økonomiske svagheder — desuden også været underlagt et klart pres udefra, f.eks. med hensyn til potentielle ændringer af energipriserne og kunstige hindringer for samhandelen, fordi de har ønsket at etablere tættere forbindelser til EU. I de sydlige nabolande har flere regionale og globale spillere også haft indflydelse på udviklingen, f.eks. i forbindelse med konflikten i Syrien og den politiske (og økonomiske) krise i Egypten. Med henblik på at gøre naboskabspolitikken mere effektiv og relevant vil EU for sit vedkommende fortsætte med at række hånden ud til og samarbejde med disse regionale og globale spillere for at sikre, at reformindsatsen ikke bremses af indbyrdes modstridende politikmål. EU’s naboer og disses umiddelbare naboer kan alle opnå gevinster ved demokratiske og økonomiske reformer.

De dramatiske begivenheder i Ukraine har vist, hvordan en uengageret regering, der ikke er lydhør over for de generelle ønsker i befolkningen, og som oplever et uacceptabelt pres udefra, kan skabe en ekstremt uklar politisk og samfundsmæssig situation.

EU handler med beslutsomhed i samarbejde med sine internationale partnere og støtter landets nye myndigheder i deres forsøg på at stabilisere situationen og bevare landets enhed samtidigt med, at den fuldt ud respekterer alle grupperinger og grupper i samfundet og tager hensyn til befolkningens ønsker. Europa-Kommissionen bekendtgjorde til det formål den 5. marts 2014 en støttepakke for Ukraine[3], som styrker og fremrykker ibrugtagningen af mange af østpartnerskabspolitikkerne og -instrumenterne. De foreslåede foranstaltninger vil kunne sikre en samlet støtte på mindst 11 mia. EUR i de kommende år fra EU-budgettet og EU-baserede internationale finansielle institutioner, ud over den betydelige finansielle støtte, der ydes af IMF og Verdensbanken. Ved at understøtte denne fremgangsmåde er det målet at hjælpe Ukraine med at imødekomme de forhåbninger, som tydeligt er blevet udtrykt af borgerne og civilsamfundet under de helt usædvanlige begivenheder i Kiev og resten af landet.

Den 18. marts 2014 undertegnede Den Russiske Føderation en traktat med de faktiske myndigheder for Den Autonome Republik Krim og byen Sevastopol, hvilket udgjorde en faktisk annektering af Krim med øjeblikkelig virkning. Både Rådets formand, Herman Van Rompuy, og Kommissionens formand, José Manuel Barroso, bekendtgjorde den 18. marts, at Den Europæiske Union hverken anerkender den ulovlige og illegitime folkeafstemning i Krim eller dens resultat. Ukraines suverænitet, territoriale integritet og uafhængighed skal respekteres. Den Europæiske Union anerkender ikke og vil ikke anerkende Den Russiske Føderations annektering af Krim og Sevastopol.

Det Europæiske Råd deler den opfattelse, at folkeafstemningen og de efterfølgende skridt var ulovlige, således som det blev udtrykt i dets konklusioner den 20. marts 2014. Den følgende dag undertegnede EU og Ukraine associeringsaftalens politiske bestemmelser og bekræftede deres ønske om at gå videre med undertegnelse og indgåelse af aftalens resterende dele, som sammen med de politiske bestemmelser udgør ét enkelt instrument. Som det blev udtrykt i konklusionerne fra udenrigsministrenes nylige rådsmøde[4], er associeringsaftalen ikke det endelige mål for samarbejdet mellem EU og Ukraine.

De fortsatte kriser i de sydlige nabolande, navnlig den fortsatte borgerkrig i Syrien og dens negative konsekvenser for de omgivende lande, har også krævet vedvarende opmærksomhed og indsats fra EU’s side. Takket være de beføjelser, der er fastsat i Lissabontraktaten, råder EU nu over et større antal politikinstrumenter – både politiske og tekniske – og de har gjort det muligt for EU at spille en større politisk rolle i den overgangsfase, som Tunesien, Egypten og Libyen befinder sig i.

.

Den højtstående repræsentant/næstformanden har etableret gode forbindelser med de forskellige aktører og har haft privilegerede kontakter, selv under meget vanskelige omstændigheder. Hendes møde med ekspræsident Morsi er måske det bedste eksempel herpå. Det har betydet, at EU har kunnet fremføre sine kerneværdier over for de forskellige myndigheder.

EU’s særlige repræsentant for de sydlige nabolande, Bernardino Leon, og EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, Stavros Lambrinidis, har også spillet en vigtig rolle med hensyn til rådgivning og styrkelse af EU’s profil i regionen.

EU har også truffet øjeblikkelige og betydelige foranstaltninger for at adressere konsekvenserne af borgerkrigen i Syrien og de tiltagende regionale konsekvenser, f.eks. over for flygtningestrømme og risikoen for konflikt i Syriens nabolande. Den fælles meddelelse med titlen En samlet EU-strategi for krisen i Syrien[5] var ledsaget af supplerende finansiel bistand på 400 mio. EUR i 2013 for at afhjælpe krisens konsekvenser. I bevidsthed om de alvorlige konsekvenser, krisen har for det syriske folk og for stabiliteten i nabolandene, har EU været den største donor i forhold til ofrene for syriske krise og ydet massiv humanitær og ikke-humanitær bistand. 

Selv om EU i mange tilfælde har været i stand til at leve op til udfordringen og reagere hurtigt, bør det fortsat overvejes, hvordan politikken og de tilhørende instrumenter bedre kan anvendes på de meget forskelligartede kontekster i partnerlandene, og hvorvidt det er nødvendigt at justere visse komponenter og eventuelt anvende yderligere politikinstrumenter. Der skal tages hensyn til behovet for at handle hurtigt i forskellige situationer med forskellige procedurer til beslutningstagning, når der fastlægges lovgivning om EU’s politik og finansielle instrumenter, f.eks. rammelovgivning for makrofinansiel bistand, forenklede procedurer inden for handelspolitikken eller en indsats for at anvende hurtigere procedurer til beslutningstagning om anvendelse af FSFP-instrumenter. Dette er et område, som EU-institutionerne og medlemsstaterne skal fokusere på, for at EU kan reagere mere hensigtsmæssigt og hurtigere over for udviklingen i nabolandene og for at opfylde de skiftende behov hos partnerne.

2. Gennemførelse

Som det var tilfældet i 2012, har partnerlandenes fremskridt med opfyldelsen af deres reformforpligtelser været meget uensartede.

I de sydlige nabolande har den overordnede politiske situation ofte været en hæmsko for partnerlandenes parathed til at gennemføre den aftalte reformagenda. I Tunesien er den demokratiske udvikling gået videre takket være inklusiv dialog og på trods af større sikkerhedstrusler i løbet af 2013. Udpegningen af en ny regering medio december og den efterfølgende vedtagelse af en ny forfatning i januar 2014 var vigtige demokratiske skridt. I Marokko bidrog en vanskelig politisk kontekst til en begrænset opfyldelse af de forpligtelser, der var indgået i forbindelse med forfatningsreformen i 2011. I Egypten blev præsident Mohammed Morsi efter demonstrationer og et ultimatum fra de væbnede styrker afsat og erstattet af en midlertidig præsident. Libyen står stadig over for alvorlige sikkerhedsudfordringer, der ikke blot er af national karakter, men også berører hele den nordafrikanske region (f.eks. Sahel og krisen i Mali). Libanon, hvor der er udpeget en ny regering, og Jordan kæmper med den syriske borgerkrigs konsekvenser for deres politiske, økonomiske og sociale systemer, hvilket i alvorlig grad forringer deres evne til at gennemføre politiske og strukturelle reformer. USA gjorde på ny en indsats for at skabe fred mellem israelere og palæstinensere, og det førte til, at forhandlingerne blev genoptaget i juli med det formål at nå frem til en aftale om alle spørgsmål om den endelige status inden for en frist på ni måneder.

De demokratiske strukturer er ved at blive stærkere i visse af de østlige ENP-lande, men gennemgribende reformer blev nogle gange forhindret eller bremset på grund af hævdvundne politiske eller økonomiske interesser. Moldova og Georgien har afsluttet forhandlingerne og paraferet associeringsaftaler, herunder vedrørende områder med vidtgående og brede frihandelsområder (AA/DCFTA-aftaler), gjort fremskridt med politiske og retlige reformer og er gået videre med reformerne til forberedelse af gennemførelse af AA/DCFTA-aftalerne. Den politiske krise i Moldova i begyndelsen af 2013 understregede imidlertid sårbarheden i visse statsinstitutioner som følge af hævdvundne interesser, begrænsningerne i de forfatningsmæssige kontrolforanstaltninger og de stadigt skrøbelige reformresultater. Det georgiske valg i efteråret 2013 markerede det andet demokratiske magtskifte inden for de seneste 18 måneder og et vigtigt forfatningsmæssigt skifte fra et halvpræsidentielt system til et parlamentssystem. Armenien holdt præsidentvalg i februar 2013, og selv om der var visse uregelmæssigheder, blev det vurderet, at det var godt forvaltet, og at de grundlæggende frihedsrettigheder blev respekteret. Armenien havde forhandlet en AA/DCFTA-aftale, men paraferede den ikke, efter at landet havde besluttet at slutte sig til den eurasiske toldunion. Ukraines reformproces gik helt i stå, efter at forberedelserne til undertegningen af associeringsaftalen blev suspenderet. Denne suspension skabte massive civile protester (de såkaldte "Euromaidandemonstrationer") til støtte for politisk associering og økonomisk integration i forhold til EU. Aserbajdsjan er nødt til at øge sine bestræbelser for at opretholde respekten for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Belarus gjorde ingen fremskridt med politiske reformer.

De enkelte landes gennemførelse af centrale anbefalinger i 2013

Armenien fulgte op på nogle af de centrale anbefalinger. Landet nedsatte en arbejdsgruppe, som skulle fremlægge forslag til opfølgning af OSCE/ODHR's anbefalinger om valg. Det traf visse foranstaltninger over for korruption på højt plan, men etikkommissionen var stadig ikke effektiv. Landet fortsatte udviklingen af sit "guillotineprogram" på lovgivningsområdet, som forventes at reducere den administrative byrde og korruptionen. Det har oprettet en kommission, der opererer på tværs af regeringsorganerne, og som skal beskæftige sig med den nationale strategi til beskyttelse af menneskerettigheder. Armenien vedtog ændringer af loven om alternativ værnepligt og af loven om lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder. Der var begrænset udvikling med hensyn til reformer i den offentlige administration, og der blev truffet visse foranstaltninger til reformering af retsvæsenet og til fremskyndelse af sektorreformer og tilnærmelse til EU-lovgivningen.

Aserbajdsjan fulgte op på visse af de centrale anbefalinger. Det tog delvist fat på spørgsmål vedrørende finansiel forvaltning og traf foranstaltninger til bekæmpelse af korruption.

Georgien fulgte op på de fleste af de centrale anbefalinger, der blev formuleret i sidste års ENP‑statusrapport. Der blev afholdt præsidentvalg i overensstemmelse med de internationale regler. Det blev ved med at reformere retsvæsenet og gik videre med sektorreformer og tilnærmelse til EU-lovgivningen. Det deltog aktivt i Genèvedrøftelserne og iværksatte med støtte fra EU foranstaltninger til forbedring af levevilkårene for internt fordrevne personer. Det gentog også sit tilsagn om en reel indsats i spørgsmålet om løsrivelsesområderne. 

Moldova fulgte op på mange af de centrale anbefalinger, der blev formuleret i sidste års ENP-statusrapport; det afsluttede gennemførelsen af handlingsplanen for visumliberalisering; det gik videre med reformer af retsvæsenet og retshåndhævelsen; det begyndte at omstrukturere rammerne til korruptionsbekæmpelse; det begyndte at fremskynde gennemførelsen af handlingsplanen for menneskerettigheder og handlingsplanen til støtte for romaerne; det opretholdte sin dialog med Tiraspol og gik videre med krævende lovgivningsreformer og sektorreformer.

Ukraine fulgte delvist op på visse af anbefalingerne i den sidste statusrapport, der vedrørte valgloven og praksis inden for retsvæsenet, men med suspensionen af forberedelserne til undertegnelse af AA/DCFTA-aftalen gik reformprocessen i stå.

På grund af de politiske begivenheder fulgte Egypten ikke op på centrale anbefalinger i sidste års ENP‑statusrapport med undtagelse af undertegnelsen af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse. De fleste af anbefalingerne er derfor stadig gyldige.

Israel fulgte op på nogle af de centrale anbefalinger fra sidste års rapport. Den regionale konvention om pan-Europa-Middelhavsregler for præferenceoprindelse blev undertegnet, og den omfattende aftale mellem EU og Israel om civil luftfart samt en aftale om overensstemmelsesvurdering og godkendelse af industrivarer (AOG) trådte i kraft.

Jordan fulgte op på en række centrale anbefalinger, der var formuleret i sidste års ENP‑statusrapport, navnlig vedtagelsen af en strategi til korruptionsbekæmpelse og ratificering af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse.

Libanon fulgte op på en række anbefalinger, der var indeholdt i statusrapporten fra 2012, og gjorde herunder begrænsede fremskridt med AOG-forhandlinger og med fastlæggelse af lovgivning om offentlige indkøb, bekæmpelse af korruption og migrantarbejdere. Denne lovgivning blev imidlertid ikke vedtaget af parlamentet.

Marokko fulgte op på de fleste af de centrale anbefalinger. Ministerkomitéen godkendte regeringens plan til fremme af lighed og udkastet til lov om oprettelse af en myndighed for lighed og bekæmpelse af forskelsbehandling (APALD). Der blev også gjort fremskridt med foranstaltningerne til bekæmpelse af korruption (dvs. statussen for den relevante myndighed). Det nationale charter til reform af retsvæsenet blev offentliggjort, og der blev udarbejdet to tilhørende organiske love. Herudover blev der indledt forhandlinger om en DCFTA-aftale, og der er stadig forberedelser i gang til en AOG.

Palæstina: Den Palæstinensiske Myndighed undertegnede den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse og efterlevede derved en af anbefalingerne i sidste års ENP‑statusrapport. Ikke desto mindre mangler der at blive fulgt op på de fleste af anbefalingerne i rapporten, og de er stadig gyldige.

Tunesien opnåede flest resultater med hensyn til anbefalinger vedrørende konsolidering af demokratiet (gennem vedtagelse af en forfatning og fastlæggelse af lovgivning om forebyggelse af tortur, medier, retsvæsenets uafhængighed, foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og overgangsforanstaltninger i retsvæsenet) og forberedelser til det næste valg (udpegning af medlemmer af en høj uafhængig instans for frie valg). Hvad angår landets bilaterale forpligtelser, gjorde det fremskridt henimod et partnerskab for bevægelighed. Tunesien har også undertegnet den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse.

Den højtstående repræsentant, Kommissionen og EU-delegationerne i partnerlandene øgede indsatsen for at kommunikere politikken til partnerlandene og offentligheden. For det østlige partnerskab lancerede EU i 2013 en "synlighedsstrategi". Denne strategi har til formål at sikre, at de, der vil blive berørt af og vil kunne få fordele af østpartnerskabet, informeres behørigt — ikke kun om forventede langsigtede fordele, men også om de konkrete ændringer, som politikken vil medføre for deres lande. Webportalen European Neighbourhood Info Centre (www.enpi-info.eu), som er en onlinetjeneste, der allerede er på plads, dækker alle ENP‑lande, og sikrer ajourført viden på fire sprog om samarbejdsprojekter i ENP‑landene. Dette informationscenter er en af komponenterne i det regionale kommunikationsprogram for naboskabspolitikinstrumentet (ENPI) for perioden 2011-2013. Dette program dækker også journalistuddannelse og netværkssamarbejde, studentkonferencer, medieovervågning og opinionsundersøgelser, som dækker ENP‑området.

De vigtigste EU-kommunikationsbudskaber er, at naboskabspolitikken bidrager til at gøre Europa og nabolandene mere sikre og mere velstående, og at denne politik forbedrer folks tilværelser ved at bidrage til mere demokratiske, åbne og lige samfund og skaber mere velstand samt ved at skabe netværk mellem EU og de omgivende lande. EU understreger også, at naboskabspolitikken er til gavn for alle, herunder aktører, der befinder sig i andre lande end ENP-landene. Medejerskab og gensidigt ansvar er centrale elementer i naboskabspolitikken. For eksempel giver associeringsaftaler og DCFTA-aftaler, som omfatter vores partnerlande, også muligheder og fordele for lande, der grænser op til ENP-landene. Samarbejde og etablering af netværk hører ikke op ved ENP-partnernes grænser, men rækker derimod ud over dem. Der er tale om en inklusiv politik.

EU bør imidlertid forklare de konkrete fordele ved sine initiativer bedre. EU vil skulle sikre, at igangværende forhandlinger gennemføres hurtigt, og at aftalerne kan træde i kraft hurtigst muligt, og at de bringer håndgribelige gevinster. Samtidigt skal både EU og medlemsstaterne sikre, at politikken forbliver attraktiv og imødekommer deres partneres behov. På særlige områder, hvor medlemsstaterne har betydelige politikkompetencer, skal EU arbejde endnu tættere sammen med sine medlemsstater for at kunne levere resultater i forhold til de forpligtelser, der er indgået over for partnerne.

2.1. Dybtgående og bæredygtigt demokrati

På trods af indsatsen og forbedringerne på visse områder var billedet i 2013 generelt temmelig blandet, og der var visse bekymrende tendenser. I Georgien, Moldova, Marokko og Tunesien viste myndighederne en utvetydig forpligtelse til reform. Begivenhederne i Egypten i løbet af året har vist, hvilke risici og faldgruber der forekommer i forbindelse med en demokratisk overgang, når processen er ikke-inklusiv og partisk.

Der blev kun afholdt nogle få valg i ENP-landene i 2013. Præsidentvalget i Georgien og, i mindre omfang, Armenien var egentlige demokratiske valg, mens præsidentvalget i Aserbajdsjan ikke var i fuld overensstemmelse med internationale standarder. Der blev afholdt en folkeafstemning om forfatningen i Egypten i januar 2014. Deltagelsen var relativt begrænset, og oppositionen fik ikke meget plads i løbet af valgkampen.

De grundlæggende frihedsrettigheder er truet i visse ENP-lande, men fremskridt med behandlingen af mindretal, f.eks. i Moldova, og vedtagelsen af en ny forfatning i januar 2014 i Tunesien baner vejen for større respekt for retsstaten og dermed også for demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder i disse lande.

I en række lande blev der ikke gjort fremskridt, og begrænsningerne af forsamlings- og foreningsfriheden blev opretholdt. I Egypten døde mere end 1 300 personer, da sikkerhedsstyrkerne i 2013 spredte demonstrationer, og en ny lov begrænsede forsamlingsfriheden, mens udkastet til en lov om foreninger også indeholder restriktive bestemmelser. De vil skulle bringes i overensstemmelse med den nyligt vedtagne forfatning. I Armenien gjorde ombudsmanden opmærksom på, at politifolk, som havde begået vold over for fredelige demonstranter, ikke var blevet retsforfulgt, og at der er begrænsninger af fagforeningernes rettigheder. I Aserbajdsjan kan deltagelse i enhver "forsamling, der er forbudt ved lov" nu føre til to års fængsling efter den nye straffelovgivning. I Algeriet indeholder loven om foreninger problematiske bestemmelser, og dens gennemførelse er fortsat meget kontroversiel. Israel opretholder begrænsninger af forsamlingsfriheden. I Palæstina kan udkastet til en lov forværre situationen for fagforeningerne i Gazastriben. Hvor der ikke er foreningsfrihed, er beskyttelse og fremme af kollektive rettigheder berørt.

I Ukraine blev beretninger om politichikane af journalister mere og mere hyppige i løbet af 2013 og i starten af 2014. Der var visse positive tendenser i Moldova og Georgien. I Tunesien viste emblematiske tilfælde med aktivister, at ytringsfriheden på trods af vidtgående positive ændringer stadig ikke var sikret. I Marokko var der lignende tilfælde.

Belarus vakte fortsat bekymring med hensyn til beskyttelsen af menneskerettigheder, retsstaten og de demokratiske principper.

Der er behov for yderligere reform af retsvæsenerne i hele regionen. I flere lande er retsvæsenets uafhængighed stadig ikke sikret fuldt ud. I Egypten, Israel, Libanon og Jordan kan civile stadig blive retsforfulgt ved militærdomstole. Reform af retsvæsenet for at styrke retsstaten er imidlertid i gang i Georgien, Moldova, Marokko og Ukraine. Vedtagelsen af en ny forfatning i Tunesien i januar 2014 baner også vejen for en deling af magten og retsstaten.

Tortur og mishandling i fængslerne forekommer fortsat i forskellig målestok i ENP-landene. Den første og meget symbolske foranstaltning, der blev vedtaget af Tunesiens nationalforsamling, da dens suspension ophørte i oktober 2013, var en national foranstaltning til forebyggelse af tortur.

Der blev gjort visse lovgivningsmæssige fremskridt i kampen mod korruption i Moldova, Ukraine, Georgien og Marokko, men de mangler stadig at blive gennemført. Andre lande som f.eks. Libanon, Armenien og Aserbajdsjan har stadig ingen stærke og effektive institutioner og mekanismer til bekæmpelse af korruption.

Behovet for at reformere politiet og genoprette offentlighedens tillid og sikre ansvarlighed er det samme i hele området. Menneskerettighederne respekteres stadig ikke i fængsler eller af politiet og hæren i flere lande.

I en række ENP-lande er der vedvarende tegn på sociale spændinger som følge af diskrimination af kvinder og mindretal. Kønsbaseret vold og diskriminering på grund af seksuel orientering over for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interseksuelle (LGBTI) vækker stigende bekymring med undtagelse af Israel, hvor lovgivningen ikke diskriminerer på grund af seksuel orientering.

Rettighederne for personer, der tilhører mindretal, udfordres i de fleste af ENP-landene. Udelukkelsen går lige fra tiltagende vold og hadske udtalelser blandt politikere over for mindretal i Armenien, Ukraine, Palæstina og Israel til sekterisk vold i hele 2013 i Egypten.

Diskrimination og vold mod børn ignoreres i hovedsagen, selv om det er et problem i mange ENP-lande, navnlig dem, der er ramt af konflikter eller kriser. Et voksende antal børn forlader skolen for tidligt eller har ingen adgang til uddannelse og dermed dårlige fremtidsudsigter. Denne tendens forværrer det eksisterende problem for mange unge, der står over for en række hindringer for ligelig adgang til et anstændigt arbejde og et eksistensgrundlag.

2.2 Støtte til civilsamfundet

Viljen til reformer kan ikke påtvinges udefra, og forventningen om reform skal komme fra samfundene selv. Ved at engagere sig direkte i forhold til folk, åbne op for rejse- og studiemuligheder for borgere (selv ensidigt) og fremme netværkssamarbejde mellem samfundene (virksomheder, forskning, universiteter, kunst, kultur m.m.) og støtte civilsamfundet kan EU-politikken tjene som katalysator i denne proces.

Den reviderede naboskabspolitik afspejler EU's vilje til at indgå i et stærkt partnerskab med samfundene, og den omfatter betydeligt stærkere EU-instrumenter til indsats og støtte i forhold til civilsamfundet i ENP-regionerne. 

Høringer af civilsamfundsorganisationer er blevet et strukturelt element i EU-samarbejdet i ENP-landene. Civilsamfundet konsulteres regelmæssigt om politikelementer og om operationelle spørgsmål i forbindelse med forberedelse og programmering af finansiel støtte fra EU. Civilsamfundsforummet for østpartnerskabslandene udgør en enestående mulighed for civilsamfundsorganisationerne til at debattere prioriteter for østpartnerskabet, tilvejebringe input om fremskridt med gennemførelse af reformer, der er aftalt i fællesskab, på områder som demokrati, god regeringsførelse og økonomisk udvikling. 

I de sydlige ENP-lande spiller civilsamfundet i mange tilfælde en central rolle i forbindelse med gennemførelsen af sociale programmer, der finansieres af EU (programmer til bekæmpelse af analfabetisme, fremme af ligestilling m.m.). Der er også gjort en indsats for at etablere en struktureret dialog mellem civilsamfundet, myndighederne og EU på regionalt niveau.

I løbet af 2014 vil EU-delegationerne i ENP-landene udarbejde landekøreplaner for samarbejdet med civilsamfundet.  Formålet med køreplanerne vil være at udvikle fælles strategiske rammer for EU-delegationernes og medlemsstaternes samarbejde med civilsamfundet på landeplan. EU vil også fortsætte med at styrke sin direkte støtte til civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter, med at sætte borgerne i stand til at udtrykke deres bekymringer og med at bidrage til udformning af politikker og stille regeringerne til ansvar.

2.3. Bæredygtig økonomisk og social udvikling

Både i de østlige og de sydlige ENP-lande er de økonomiske vilkår stadig vanskelige. Den økonomiske vækst i de fleste partnerlande forblev svag. Det skyldtes ikke kun recessionen i euroområdet og ringe vækst i Rusland, men også manglende fremskridt med strukturelle reformer.

EU er blevet ved med at styrke sine makroøkonomiske dialoger med alle sine naboer - både i øst og syd, bortset fra Libyen og Syrien. De er nyttige med henblik på at opretholde en åben udveksling af synspunkter om den nationale økonomiske og finansielle udvikling — både i partnerlandene og i EU — om de strategiske udfordringer, ENP-landene står over for, og om samarbejdet mellem Den Europæiske Union og dens naboer. De er også nyttige med henblik på en revision af gennemførelsen af økonomiske reformprioriteter, som er opstillet i ENP-associeringsdagsordenerne og ‑handlingsplanerne.

Ud over de makroøkonomiske dialoger gennemfører Kommissionen også drøftelser om den økonomiske politik med partnerlande, der nyder godt af EU's makrofinansielle bistand (MFA). Den makrofinansielle bistand har til formål at støtte partnerlandene finansielt, samtidigt med at landene adresserer makroøkonomiske ubalancer og gennemfører vækstorienterede strukturelle reformer. EU var i 2013 ved at forberede nye programmer for Jordan og Tunesien ud over de eksisterende programmer for Georgien og Ukraine. Der blev ikke foretaget MFA-udbetalinger til Ukraine i 2013, da der ikke findes nogen IMF-ordning for dette land. Armenien indsendte en anmodning om et MFA-program i februar 2013, og Kommissionen er i øjeblikket i færd med at overveje forslaget.

Som følge af den udeblivende økonomiske genopretning og en mangel på strukturelle reformer og forbedringer i virksomheder og af investeringsmiljøet er de samfundsøkonomiske udfordringer stadig overordentligt store. Høj arbejdsløshed er fortsat et særligt problem i de sydlige ENP-lande, hvor lønindtægterne også er stagnerende eller for nedadgående i faste priser. Fattigdom berører også store dele af befolkningen i de fleste ENP-partnerlande — navnlig i landområderne. Børn er særligt sårbare og berørt heraf. EU er blevet med ved at støtte foranstaltninger til forbedring af den sociale beskyttelse, for at begrænse fattigdommen og skabe arbejdspladser.

Der har i EU-samarbejdet med ENP-partnerne længe været fokuseret på udvikling af den private sektor som et centralt område for skabelse af inklusiv økonomisk vækst og beskæftigelse. Udvikling af en dynamisk privat sektor, navnlig ved at fremme små og mellemstore virksomheder, kan bidrage til bedre regeringsførelse og demokrati. En stærkere privat sektor skaber også større opbakning til demokratiske reformer gennem skabelse af en middelklasse.

Korruption er blevet identificeret som en stor hindring for investeringer og erhvervsaktiviteter, både i de østlige og i de sydlige ENP-lande. Det er helt afgørende at afkoble den private sektor og økonomisk gevinst fra hævdvundne interesser og politiske embeder og forbedre adgangen til domstolene, hvis der skal skabes økonomisk dynamik, investeringer, iværksætteri og beskæftigelse.

EU støtter inklusiv økonomisk udvikling, navnlig hvad angår udvikling af den private sektor og beskæftigelse ved udvikling af små og mellemstore virksomheder, infrastrukturudvikling, støtte til jobtræning og iværksætteri gennem en række politikinitiativer og finansiel støtte.

DCFTA-aftalerne, som er blevet forhandlet eller forhandles med en række ENP-partnere, kan — ud over at være med til at liberalisere handelen — også være effektive værktøjer til forbedring af gennemsigtigheden og lovgivningsrammerne i almindelighed. ENP-handlingsplanerne, som er aftalt med partnere, omfatter en betydelig indsats på områder som f.eks. virksomhedspolitik og tekniske bestemmelser og normer.

I de sydlige ENP-lande har det industrielle samarbejde under Euro-Middelhavspartnerskabet længe udgjort en ramme for udvikling af erhvervspolitik baseret på Euro-Middelhavs-virksomhedschartret, som i øjeblikket er ved at blive vurderet og revideret med henblik på også at inddrage komponenter fra loven om små virksomheder (Small Business Act for Europe (SBA))[6]. Flere ENP-partnerlande har vedtaget referencedokumenter inspireret af SBA med henblik på at fremme iværksætteri og sikre gunstige erhvervsvilkår og dermed også vækst og job. I østpartnerskabslandene blev den første SBA-vurdering afsluttet i 2012. De anbefalinger, der blev formuleret i den forbindelse, blev af partnerlandene anset for at være meget nyttige, og de er nu ved at blive gennemført i hovedparten af landene. En efterfølgende vurdering – med det formål at overvåge fremskridt med gennemførelsen – iværksættes i første halvdel af 2014.  

2.4. Styrkelse af handelsforbindelserne

EU er fortsat den vigtigste handelspartner for næsten alle ENP-lande.

Associeringsaftaler, herunder om DCFTA-aftaler med Moldova, Georgien og Armenien, blev færdigforhandlet (Armenien har siden da vendt sig mod den eurasiske toldunion, som ikke er forenelig med undertegnelse af en AA/DCFTA-aftale med EU). Ukraine besluttede at suspendere forberedelserne af undertegnelsen af en AA/DCFTA-aftale med henvisning til bekymring vedrørende aftalens mulige indvirkning på landets økonomi og dets økonomiske forbindelser med Rusland. I syd indledte Marokko forhandlinger om en DCFTA-aftale. Forberedelserne med Tunesien skred frem, men politisk usikkerhed forsinkede forhandlingernes start. Jordan fortsatte sine forberedelser, som også er godt i gang. Et første møde i en dialog om en DCFTA-aftale med Egypten fandt sted i juni 2013, men efter den politiske uro i løbet af sommeren og regeringsskiftet blev der ikke gjort yderligere fremskridt i 2013.

Arbejdet med aftaler om overensstemmelsesvurdering og godkendelse af industriprodukter (AOG’er) skred frem med visse partnere. AOG’en med Israel trådte i kraft i januar 2013. Forberedende arbejde med lignende aftaler fortsatte med andre partnere i det sydlige middelhavsområde med varierende fremskridt. Disse aftaler er stærke instrumenter til økonomisk integration i forhold til EU. Partnerlandene tilpasser deres lovgivning og standarder til EU's lovgivning i prioriterede erhvervssektorer, hvor der findes EU-lovgivning, og gennemfører bestemmelser om harmonisering, godkendelse, overensstemmelsesvurdering, metrologi og markedstilsynsorganer. I bestemte sektorer, der er udvalgt af partnerne, kan de handle med EU på de samme vilkår som EU-medlemsstaterne handler med hinanden.

2.5. Migration og mobilitet

Der var en afgørende udvikling inden for samarbejdet om frihed, sikkerhed og retfærdighed (FSR), navnlig med hensyn til mobilitet og migration. Handlingsplanerne for visumliberalisering blev fortsat anvendt af Ukraine og Moldova som redskaber til dybtgående strukturel reform inden for den bredere FSR-sektor, og begge lande gjorde betydelige fremskridt med gennemførelsen af deres handlingsplaner for visumliberalisering. Kommissionens forslag om at sætte Moldova på positivlisten under forordning (EF) nr. 539/2001 og indrømme moldoviske borgere, som er i besiddelse af biometriske pas, visumfri indrejse i Schengenområdet, blev godkendt af Europa-Parlamentet og godkendt af Rådet i marts 2014.

Denne udvikling udgør et betydeligt skridt inden for de mellemfolkelige kontakter og skaber en positiv dynamik for andre østpartnerskabslande. Efter i februar at have fremlagt sin handlingsplan for visumliberalisering gjorde Georgien gode fremskridt med at nå benchmark for den første periode. Visumlempelsesaftalen mellem EU og Aserbajdsjan blev undertegnet på Vilniustopmødet i november og mobilitetspartnerskabet mellem EU og Aserbajdsjan undertegnedes i december. Tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Aserbajdsjan blev paraferet i juli 2013. Efter østpartnerskabstopmødet i Vilnius blev der indledt forhandlinger mellem EU og Belarus om visalempelse og tilbagetagelse.

Der blev konstateret betydelige resultater i de sydlige ENP-lande. Et mobilitetspartnerskab mellem EU og Marokko blev undertegnet i juni, hvilket var det første med en sydlig ENP-partner, og der blev også undertegnet et sådant partnerskab med Tunesien den 3. marts 2014. Opgaven er nu at gennemføre de projekter, der er omfattet af disse mobilitetspartnerskaber. Der blev også indledt forhandlinger om et mobilitetspartnerskab med Jordan i december. Det tragiske forlis for et migrantskib ud for Lampedusas kyst foranledigede Kommissionen til at fremlægge en række forslag[7], som blev drøftet under det europæiske råd[8] i december med det formål at intensivere EU's indsats for at forhindre tab af migranters liv i Middelhavet.

Der blev sammen med de sydlige ENP-lande opnået gode fremskridt på området koordinering af sociale sikringsordninger, hvad angår arbejdskraftens mobilitet. De tekniske drøftelser om gennemførelse af bestemmelserne i associeringsaftalerne med Marokko og Israel blev afsluttet. Der er behov for yderligere tekniske udvekslinger med Algeriet og Tunesien.

2.6. Finansiel støtte

EU's finansielle støtte er vigtig for at bistå partnerlandene med at gennemføre både mål, der er aftalt i fællesskab, og deres reformdagsorden. Fra 2007 til 2013 modtog partnerne betydeligt flere midler end oprindeligt programmeret. Samlet set har partnerne modtaget mere end 13 mia. EUR. Dette har omfattet supplerende støtte på 2,6 mia. EUR, der bl.a. blev mobiliseret som følge af etableringen af østpartnerskabet i 2009, de arabiske revolutioner i 2011 og fortsatte behov i Palæstina og Syrien.

Alene i 2013 nåede bistanden til ENP-partnerne under det europæiske naboskab- og partnerskabsinstrument (ENPI) op på 2,56 mia. EUR, hvilket var det højeste i hele syvårsperioden. En del af bistanden var supplerende incitamentbaseret støtte (under SPRING- og EaPIC-programmerne) til de lande, der var mest indstillet på at gennemføre reformer og gøre fremskridt med at skabe dybtgående og bæredygtigt demokrati. 

EU tilførte også betydelige ressourcer via de internationale finansielle institutioner, især EIB og EBRD og navnlig til små og mellemstore virksomheder.

EU afsluttede i 2013 den gennemgribende revision af sine finansielle instrumenter inden for den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, herunder Det Europæiske Naboskabsinstrument. Med dette nye instrument bliver støtten til vores naboer hurtigere og mere fleksibel, hvilket åbner mulighed for øget differentiering og flere initiativer. På trods af den finansielle krise og et reduceret samlet EU-budget beløber den finansiering, der er afsat til instrumentet, sig til 15,4 mia. EUR, hvilket understreger den prioritet, som EU tillægger regionen.

Hovedparten af finansieringen til de 16 ENP-partnere vil blive tilvejebragt under ENPI. Herved sikres større kohærens mellem strategisk bistand og finansiel bistand, og der fastlægges mekanismer til anvendelse af den incitamentbaserede tilgang med henblik på at tilskynde til reformer i partnerlandene. Der vil hermed blive ydet støtte gennem bilaterale programmer, grænseoverskridende programmer og samarbejdsprogrammer.

2.7. Sektorsamarbejde

Den Europæiske Naboskabspolitik giver partnerne et meget konkret sæt muligheder gennem sektorpolitikkerne. Disse politikker dækker mange forskellige områder. Sektorpolitikdialog og lovgivningssamarbejde, som er baseret på konvergens med EU-normer og -standarder, er grundlæggende elementer i naboskabspolitikken og i den praktiske anvendelse af EU's naboskabspolitik. De støtter reformer, der tager sigte på at sikre veldrevne institutioner og adgang til sociale tjenester for alle borgere, og skaber de rette betingelser for inklusiv økonomisk vækst og øget beskæftigelse. 

Der var omfattende politisk aktivitet i ENP-landene, og den fremtidige kurs blev udstukket på områder som energi og transport. Energifællesskabstraktaten fortsatte med at udgøre den vigtigste ramme for samarbejde med østpartnerne. Energifællesskabets ministerråd besluttede at forlænge traktaten indtil 2026 og hilste Georgiens anmodning om fuldt medlemskab velkommen. Der blev opnået enighed om en liste over større energiinfrastrukturprojekter. Shah Deniz II-konsortiets vedtagelse i december 2013 af den endelige investeringsafgørelse var et vigtigt skridt frem mod virkeliggørelsen af den sydlige gaskorridor. I juni blev der undertegnet en omfattende luftfartsaftale med Israel. Der blev paraferet en omfattende luftfartsserviceaftale mellem EU og Ukraine i forbindelse med Vilniustopmødet, og der gennemføres forhandlinger med Aserbajdsjan og Tunesien.

Mange partnere gennemførte interministerielle foranstaltninger vedrørende klimaforandringer, og Jordan vedtog herunder en samlet politik over for klimaforandringerne. EU iværksatte regionale tekniske bistandsprojekter (Clima East og Clima South). Disse projekter støtter alle partnernes indsats for at sikre en overgang til lavemissionsudvikling og modstandsdygtighed over for klimaforandringer. Der vil også være behov for yderligere politiksamarbejde om forhandlinger vedrørende en ny international klimaaftale, der planlægges indgået i 2015.

Alle partnerlandene deltager meget aktivt i regionale ENP-miljøprojekter, hvilket fører til reelle fremskridt frem mod mere ressourceeffektiv økonomisk udvikling og andre politikmål for sektoren. Det tredje østpartnerskabstopmøde i Vilnius anerkendte miljø som en prioritet, og det blev aftalt at fortsætte processen med tilnærmelse af lovgivning og politikkonvergens. Fem ENP-lande har besluttet at øge deres samarbejde med Det Europæiske Miljøagentur, og der er planlagt et ministermøde om miljø og klimaforandringer i Middelhavsunionen i maj 2014.

Etableringen sammen med ENP-parterne af et fælles rum for viden og innovation skred yderligere frem og knyttede EU og partnerne sammen gennem politikdialog, national og regional kapacitetsopbygning, samarbejde om forskning og innovation og øget mobilitet for forskere. Et nyt særligt panel om forskning og innovation blev oprettet under østpartnerskabet, mens samarbejdet med de sydlige ENP-lande fortsatte inden for rammerne af overvågningskomiteen for Euro-Middelhavssamarbejdet om forskning og teknologisk udvikling og Middelhavsunionen. Armenien, Israel og Moldova anmodede formelt om associering under EU's Horisont 2020-program for forskning og innovation med henblik på at gøre fuld brug af de muligheder, der tilbydes under EU's største forskningsprogram nogensinde. Forhandlingerne med Israel om associering under programmet blev afsluttet i december 2013, mens der indledtes formelle drøftelser med Moldova i januar 2014.

Uddannelse, ungdom og kultur fortsatte med at være områder for samarbejde mellem EU og ENP-partnerne med udveksling af 3 175 studenter og universitetsfolk under Erasmus Mundus. Som et resultat af en særlig foranstaltning for studerende fra de sydlige Middelhavslande var det i 2013 det højeste antal studerende nogensinde fra disse lande, som modtog stipendier til studier i EU. Under uddannelsesministrenes møde inden for rammerne af østpartnerskabsdialogen, der blev afholdt i Jerevan, var der fokus på de resultater, som var opnået under de tidligere akademiske samarbejdsprogrammer, og målene under det nye Erasmus+-program blev godkendt. Mere end 9 600 unge og unge arbejdstagere fra nabolande og 710 frivillige var omfattet af programmet til fremme af aktive unge. Den første østpartnerskabsministerkonference om kultur bekræftede kulturens rolle i forbindelse med den menneskelige og samfundsøkonomiske udvikling.

Med det europæiske naboskabsprogram for landbrug og udvikling af landdistrikter (ENPARD), som indgår i EU's indsats for at sikre vækst og stabilitet i nabolandene, anerkendes vigtigheden af landbrug for fødevaresikkerheden, bæredygtig udvikling og jobskabelse i landdistrikter. I ENPARD indgår der en metode med deltagelse i politikformulering. Den passer godt sammen med de generelle udfordringer, som ENP-landene står over for, men den vil kræve fortsat politisk støtte, hvis den skal føres ud i praksis. Gennemførelsen af ENPARD starter i Marokko, Algeriet og Tunesien i 2014. Det første møde i panelet om landbrug og landdistriktudvikling under østpartnerskabsdialogen fandt sted i maj 2013, og det andet i januar 2014. I januar 2014 blev der i Chisinau afholdt et østpartnerskabsministermøde om landbrug og udvikling med fokus på gennemførelse af ENPARD.

Sundhedssamarbejdet med de sydlige ENP-lande blev styrket, bl.a. gennem lancering af et Middelhavsprogram for uddannelse inden for interventionsepidemiologi for de sydlige ENP-lande, mens østnabolandene deltog i EU-møder i HIV/AIDS-tænketanken og forummet for civilsamfundspolitik.

EU fortsatte sit konstruktive samarbejde inden for integreret maritim politik med ENP-Middelhavspartnerne og indledte en omfattende dialog med østpartnerne fra staterne ved Sortehavskysten.

I løbet af 2013 vedtog EU en ny generation af programmer under sin flerårige finansielle ramme for 2014-2020, hvoraf mange er åbne for deltagelse af ENP-partnere. EU fortsætter inden for sine styrkede ENP-rammer med aktivt at tilskynde partnerne til at deltage i EU-programmer og -agenturer.

2.8 Reform af sikkerhedssektoren og konfliktløsning

EU støtter reform af sikkerhedsinstitutioner under tidligere autoritære regimer, der sikrer at de bliver mere gennemsigtige, ansvarlige og demokratisk kontrollerede sikkerhedssektorer.

EU deltager allerede i mange lande i grænseforvaltning, overvågningsmissioner eller rådgivnings- eller støttemissioner, både i øst (EUBAM Moldova, EUMM Georgien) og i syd (EUBAM Libyen og EUBAM Rafah samt EUPOL COPPS i Palæstina). Disse missioner, som hovedsageligt blev gennemført inden for rammerne af FSFP, er blevet suppleret med langsigtede programmer, der tager sigte på at opbygge kapacitet og bane vejen for institutionelle reformer. I syd er der allerede et samarbejde i gang med flere lande. I Tunesien gennemførte EU-eksperter en peer review med henblik på fastlæggelse af nationale strategiske retningslinjer. EU støtter også udviklingen af en national sikkerheds- og stabiliseringskapacitet i Libanon.

I øst tilskyndes partnerlandene til at reformere sikkerheds- og retshåndhævelsessektorerne (herunder politiet) og etablere demokratisk kontrol over de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne[9]. For Moldovas vedkommende indledtes reformen af sikkerheds- og retshåndhævelsessektorerne i 2013, og politi- og grænseforvaltning bliver en prioritet for EU-støtten under Det Europæiske Naboskabsinstrument (ENI) fra 2014 og fremefter. Ud over erfaringerne fra programmer for politisamarbejde under østpartnerskabet blev der i 2013 nedsat et nyt FSFP-samarbejdspanel under østpartnerskabets flersporsstrategi.  Panelet vil fokusere på FSFP-spørgsmål med henblik på at hjælpe østpartnere med at forbedre deres kapacitet og deres bidrag til FSFP-missioner og -operationer og på at udveksle oplysninger mellem østpartnerskabslandene, medlemsstaterne og EU-institutionerne.

EU var også fortsat en aktiv deltager i internationale konfliktløsningsforummer som f.eks. de internationale drøftelser i Genève, 5+2-drøftelserne, og blev ved med at yde fuld støtte til den OSCE-ledede Minskgruppe.  EU's særlige repræsentant for Sydkaukasus og krisen i Georgien lettede dialogen mellem parterne.

Hvad angår fredsprocessen i Mellemøsten, støttede EU fortsat fuldt ud de igangværende USA-ledede direkte forhandlinger mellem israelere og palæstinensere og udtrykte ved flere lejligheder sin parathed til at anvende alle for hånden værende instrumenter til at støtte parternes forsøg på at opnå en omfattende aftale om alle spørgsmål om den endelige status. I Rådes konklusioner fra december 2013 erklærede EU's udenrigsministre, at Den Europæiske Union ville yde et hidtil uset omfang af politisk og økonomisk støtte og sikkerhedsstøtte til begge parter i forbindelse med en aftale om den endelige status. EU fastholdt sin støtte til palæstinensisk institutionsopbygning og regeringsførelse, udvikling af den private sektor og humanitær bistand.  EU fastholdt også EUBAM Rafah-missionens evne til redeployering ved grænseovergangen i Rafah, så snart de politiske vilkår og sikkerheden muliggør dette.  

3. Den Europæiske Naboskabspolitiks østlige og sydlige dimension

3.1. Østpartnerskabet

Samarbejdet mellem Den Europæiske Union og dens østeuropæiske partnere — Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine — blev øget i 2013. Flere partnerlande tog vigtige skridt i retning mod tættere politisk associering og økonomisk integration i forhold til EU. En milepæl var det tredje østpartnerskabstopmøde, der blev holdt i Vilnius i Litauen den 28.-29. november 2013. Vilniusmødet udgjorde en lejlighed til at gøre status over de fremskridt, der var gjort siden det andet østpartnerskabsmøde i Warszawa og udstikke kursen for de kommende to år. Mens den næste fase i østpartnerskabet vil blive præget af større differentiering i de bilaterale forbindelser, er der også behov for videre fastlæggelse af en fælles dagsorden, der har relevans for alle seks partnerlande. Ser man fremad, vil flersporsstrategien under østpartnerskabet fortsætte med at styrke målene for den bilaterale tilgang, mens der tilskyndes til dialog og samarbejde om et fælles sæt anliggender som beskrevet i arbejdsprogrammerne under de fire tematiske østpartnerskabsplatforme. Multilaterale ministerielle kontakter er afgørende i den sammenhæng, og det bliver en af prioriteterne at fortsætte de uformelle østpartnerskabsdialoger. Disse møder har vist sig at være en fortrinlig måde til at sætte gang i jævnlige, uformelle udvekslinger mellem udenrigsministre — både om østpartnerskabsdagsordenen og om udenrigspolitiske spørgsmål af fælles interesse — som bidrager til at øge den politiske og den sikkerhedspolitiske konvergens og den effekt, der opnås på det udenrigspolitiske område. Man bør også søge at finde lejligheder til afholdelse af sektorspecifikke ministermøder efter samme model som den, der blev anvendt ved mødet for transportministre og justitsministre i 2013.

I sin ENP-meddelelse fra maj 2011[10] påpegede Kommissionen og den højtstående repræsentant, at de værdier, som Den Europæiske Union bygger på — frihed, demokrati, respekt for menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder — også er centrale elementer i den politiske associering og økonomiske integration. Det er de samme værdier, som er omhandlet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, og som artikel 8 og 49 bygger på.

Prioriteterne for indsatsen de kommende år er beskrevet i 2013-rapporten om gennemførelsen af østpartnerskabet, som indgår i bilaget.

3.2 Partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde

Som en reaktion på de historiske begivenheder i den arabiske verden i 2011 tilbød EU sine Middelhavspartnere et partnerskab for demokrati og fælles velstand.[11] I den køreplan, der blev vedtaget i 2012, opstilles de mål, der skal nås under partnerskabet. Dens gennemførelse i 2013 blev imidlertid i stort omfang påvirket af de fortsatte politiske omvæltninger i de sydlige Middelhavslande.

I politisk henseende var 2013 præget af stadigt mere komplekse og forskelligartede situationer i de sydlige ENP-lande, hvis regionale integration blev udfordret yderligere. Den igangværende konflikt i Syrien berørte fortsat situationen i hele regionen med afsmittende virkning på den politiske stabilitet i visse nabolande. Regionen har været konfronteret med massive flygtningestrømme. Mere end 2,5 millioner personer flygtede fra Syrien til nabolandene.

Politisk og religiøs polarisering påvirker mange Middelhavslande, f.eks. Egypten, hvor begivenhederne i juli førte til afsættelsen af præsident Morsi. Mens der fortsat var fremskridt med opbygningen og styrkelsen af det institutionelle grundlag for demokrati, blev denne proces i visse lande udfordret som følge af interne politiske konflikter. EU har imidlertid holdt fast ved og fortsat og endog styrket samarbejdet med og bistanden til de sydlige Middelhavslande gennem de mekanismer, der var tilgængelige under bilaterale politiske dialoger og bistandsprogrammer.

Prioriteterne for den videre indsats de kommende år er beskrevet i 2013-rapporten om gennemførelsen af partnerskabet for demokrati og fælles velstand, som indgår i bilaget til denne meddelelse.

4. EU som diplomatisk aktør og garant for sikkerhed

Ønsket om at fremme stabilitet, sikkerhed og bæredygtig udvikling gav anledning til iværksættelsen af Den Europæiske Naboskabspolitik, og de er fortsat vigtige EU-mål. Sikkerhed i bredest mulig forstand kræver gennemsigtig og ansvarlig regeringsførelse, respekt for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, og udsigt til økonomisk og beskæftigelsesmæssig fremgang.

Den Europæiske Union og dens partnere står over for langvarige og nye sikkerhedsudfordringer i et kompleks geostrategisk kontekst, der ændrer sig hurtigt. Alvorlige sikkerhedsudfordringer omfatter også terrorisme og organiseret kriminalitet, herunder smugling af mennesker, stoffer og skydevåben. Den ustabile sikkerhedssituation og en række stillestående konflikter, som forhindrer EU og dens partnere i at høste alle gevinster af ENP-samarbejdet, understreger behovet for, at EU yderligere øger sit bidrag til sikkerheden i nabolandene og dermed også forbedrer sin egen sikkerhed. Dette er et område af fælles interesse for EU og en række af dens partnere, selv de partnere, der indtil videre har vist begrænset vilje, eller evne, til fuldt ud at samarbejde med EU inden for rammerne af den reviderede europæiske naboskabspolitik. Der er imidlertid et klart behov for et tættere samarbejde om indsatsen over for de regionale sikkerhedsudfordringer. EU og medlemsstaterne har gennem deres bilaterale indsats en vigtig rolle at spille med udgangspunkt i EU's brede tilgang til løsning af eksterne konflikter og kriser, som har til formål at forebygge og forvalte konflikter og deres årsager.

Fælles kriseløsning kan styrkes ved yderligere at tilskynde til og lette partnernes deltagelse i FSFP-missioner. Indsatsen for at gennemføre de rammeaftaler om deltagelse i FSFP-missioner, som EU har indgået med Ukraine, Moldova og Georgien, bør forstærkes yderligere. Drøftelserne om mulige rammeaftaler om deltagelse i FSFP-missioner bør fortsættes, navnlig med Jordan og Marokko.

For at naboskabspolitikken fortsat kan være relevant for partnerne — selv i forbindelse med vedvarende og tiltagende politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige kriser — bør EU via naboskabspolitikken benytte mulighederne for at agere på diplomatisk plan, for at forebygge konflikt og deltage i mægling. En sådan indsats bør også medvirke til at fremme den traditionelle sikkerhedskapacitet og f.eks. rettes mod militærrådgivning og ‑træning, politi, retligt samarbejde og grænseforvaltningssamarbejde og bør, hvor det er muligt, omfatte støtte til partnernes opfyldelse af internationale forpligtelser i forbindelse med bredere sikkerhedsudfordringer under de relevante traktater. EU skal navnlig fokusere mere på at yde støtte til reformer, der går i retning af en mere gennemsigtig, ansvarlig og demokratisk kontrolleret sikkerhedssektor, med henblik på at skabe gunstige betingelser for demokrati og inklusiv vækst — både i øst og syd.

EU-støttens effekt og bæredygtighed kræver større sammenhæng mellem de overordnede strategiske og politiske bilaterale mål, herunder i forbindelse med FSFP og samarbejde med partnerlande. EU’s brede tilgang til ekstern konflikt og kriser[12] vil gøre det muligt for EU at tilpasse sit svar til ENP-partnernes behov i krise- og postkrisesituationer under anvendelse af alle dens eksisterende strategiske og finansielle værktøjer. En mere kohærent, sammenkoblet anvendelse af EU's instrumenter, herunder medlemsstaternes bilaterale aktiviteter med naboskabspartnere, vil øge EU's evne til at adressere både kort- og langsigtede udfordringer og behov i regionen.

5. Konklusioner

Den Europæiske Naboskabspolitik er en politik, der indebærer et fortsat engagement. Politikkens værdi ligger ikke kun i de resultater, der opnås med dens individuelle komponenter (f.eks. politisk reform/demokratisering, markedsintegration, bedre mobilitet og mellemfolkelige kontakter samt sektorsamarbejde). Den forankrer også lande/samfund, som befinder sig i en overgangsfase eller i en krisesituation, i forhold til EU gennem et sæt værdier og normer, der kan danne udgangspunkt for deres reformindsats og generelt gennem etablering af netværk, der knytter dem til EU og eventuelt også til andre partnere. Den udgør et sæt rammer, der kan anvendes til at arbejde frem mod og beskytte demokrati, frihed, velstand og sikkerhed for både EU og dens partnere. Selv om dette kan kræve fortsat evaluering af politikkens hensigtsmæssighed og egnethed og dens instrumenter, er der tvingende grunde til, at den fortsat skal udgøre rammen for EU's forbindelser med dens naboer i de kommende år.

Samtidigt er EU nødt til at bestræbe sig på at sikre større kohærens i EU's politikmål, og der vil være behov for yderligere overvejelser om bedre måder til at forebygge kriser og sætte ind over for hurtigt skiftende situationer ved at tilpasse beslutningstagningsprocedurerne og eventuelt anvende supplerende politikinstrumenter. Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør fokusere på, hvordan EU bedre kan reagere på udviklingen i nabolandene og opfylde partnerlandenes skiftende behov.

EU's mål er fortsat at sikre, at naboskabspolitikken er relevant og effektiv for alle partnere — også hvis de er under pres eller ramt af konflikter. Det er nødvendigt, at Den Europæiske Naboskabspolitik effektivt bidrager til konfliktforebyggelse, -styring og ‑løsning, og at den tilvejebringer de rigtige incitamenter, der kan få partnerne til at bevæge sig frem mod demokratiske, økonomiske og strukturelle reformer.

[1]               Denne fælles meddelelse ledsages af: tolv landestatusrapporter, hvori man vurderer gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) i 2013 i lande med en ENP-handlingsplan, eller der er aftalt et tilsvarende dokument; to regionale statusrapporter, som gennemgår de fremskridt, der er gjort i 2013 med gennemførelsen af østpartnerskabet og partnerskabet for demokrati og fælles velstand, og et statistisk bilag.

[2]               ENP-landene er: Algeriet, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Egypten, Georgien, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Republikken Moldova (i det følgende Moldova), Marokko, Palæstina (denne betegnelse, som anvendes i dette dokument, indebærer ikke nogen anerkendelse af Palæstina som stat og berører ikke holdningerne vedrørende anerkendelsen af Palæstina som stat), Syrien, Tunesien og Ukraine.

[3]               SEC(2014) 200.

[4]               Rådets konklusioner om Ukraine, udenrigsministrenes rådsmøde i Bruxelles den 10. februar 2014.

[5]               JOIN(2013) 22/2 — En samlet EU-strategi for krisen i Syrien.

[6] KOM(2008) 394 endelig — Tænk småt først. En "Small Business Act" for Europa.

[7]               COM(2013) 869 final om arbejdet i Taskforcen vedrørende Middelhavet.

[8]               Det Europæiske Råd den 19.- 20. december 2013 – konklusioner, EUCO 217/13.

[9]           Se EaP roadmap 2012-2013, SWD(2012) 109 final.

[10]             KOM(2011) 303 af 25.5.2011 - En ny tilgang til nabolande i forandring.

[11]             KOM(2011) 200 af 8.3.2011 - Et partnerskab for demokrati og fælles velstand.

[12]             JOIN(2013) 30 final - EU’s samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser.

Top