19.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 458/61

Ordfører:

Anna BREDIMA

1.1

EØSU glæder sig over, at EU udviser politisk vilje til at sætte maritim sikkerhed øverst på sin politiske dagsorden. Udvalget støtter den fælles meddelelse om elementer i en EU-strategi for maritim sikkerhed (EMSS) og den helhedsorienterede tilgang til de komplekse maritime trusler. Det europæiske civilsamfund er direkte berørt af EU's maritime sikkerhedsstrategi. EØSU bakker op om en strategisk tværsektoriel tilgang til maritim sikkerhed, der bygger videre på de resultater, der allerede er opnået, uden at skabe nye strukturer. En sådan tilgang vil skabe beskæftigelse i tråd med Europa 2020-strategien for vækst, og den vil gøre søfartserhvervet mere attraktivt for søfarende.

1.2

EØSU støtter de foreslåede synergier mellem EU-Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten (EEAS), Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur (EMSA), Europol, Frontex, Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), EU's Militærstab og Direktoratet for Krisestyring og Planlægning. Udvalget støtter tværnationale synergier mellem maritime aktiviteter i tråd med nærhedsprincippet. En overordnet EU-strategi med et fælles billede af situationen til søs vil sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne gennem bedre samordning af overvågningsforanstaltningerne.

1.3

EØSU opfordrer EU til at udvide samarbejdet med NATO om de eksisterende ressourcer. Det glæder sig over de positive resultater af samplaceringen af NATO's og EU's operative hovedkvarterer i Northwood og opfordrer til et tættere samarbejde med de europæiske flådechefer (CHENS), de nationale kystvagter og det europæiske forum for kystvagtfunktioner baseret på erfaringerne med Frontex og det europæiske patruljeringsnetværk.

1.4

EØSU bifalder initiativet om »sammenlægning og deling«, som indebærer delt anvendelse af udstyrskapacitet og militært/civilt engagement. Det forudsætter kompatible standarder for søfarts- og flådekapacitet. Samarbejde og solidaritet medlemsstaterne imellem vil bidrage til at optimere anvendelsen af den tilgængelige infrastruktur og sikre omkostningseffektivitet.

1.5

Retsgrundlaget for retsforfølgelse vil være ratificering og gennemførelse — både i og uden for EU — af De Forenede Nationers havretskonvention fra 1982 (UNCLOS) og af konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden (SUA) fra 1988. EØSU understreger behovet for tættere samarbejde med Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med henblik på ratificering af konventionerne om søfartssikkerhed.

1.6

Implementeringen af den internationale kode for sikring af skibe og havnefaciliteter (ISPS) skal styrkes i havne i EU og tredjelande (f.eks. Vestafrika) for at forebygge pirateri, væbnede røverier og godstyveri. Det kræver overensstemmelse med ISPS at scanne containere, der kan fungere som trojanske heste i havne.

1.7

EØSU understreger behovet for i samarbejde med FN, NATO og USA at foretage en mere systematisk sporing af finansstrømmene fra pirateri og andre ulovlige aktiviteter til søs.

1.8

Det er usikkert, om der rettidigt kan indføres godkendte og globalt tilgængelige kurser i sikringsberedskab for søfarende, sådan som det har været krævet fra 1. januar 2014. Udvalget bifalder den overgangsperiode fra 1. januar 2014 til 1. juli 2015, som IMO har indført for havnestatskontrol af kvalifikationsbeviser i henhold til reglement VI/6 i STCW-konventionen. USA's indsats mod pirateri (Anti-Piracy Assessment Teams) kan betragtes som et skoleeksempel på frivillig kontrol af skibes beredskab til bekæmpelse af pirateri, som EU bør tage ved lære af.

1.9

EØSU konstaterer, at den afskrækkende virkning af retsforfølgelse af pirater svækkes af den betydelige variation i dommenes udfald. Hvis international kriminalitet som pirateri ikke skal gå ustraffet hen, skal lovgivningen om pirateri harmoniseres.

1.10

Operation Afrikas Horn, som tog fat ved de underliggende årsager på land til pirateri, er en succes, som kan bruges som model på andre områder. Ordentlige levevilkår kan gøre pirateri mindre tiltrækkende. EØSU går ind for en udvidelse af operationerne Open Shield (NATO) og Atlanta, når tiden kommer til at forny dem.

1.11

EØSU tilskynder EU's institutioner til at udøve politisk og diplomatisk pres som reaktion på den voldsomme udbredelse af pirataktiviteter i Vestafrika. Den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og 16 afrikanske stater i Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (Ecowas), Cotonou-aftalen og partnerskabet mellem EU og Afrika kan få løftestangseffekt i den forbindelse. Hvis handelen mellem EU og Ecowas skal lettes, skal der være sikre handels- og transportruter. Nigeria bør tilbydes assistance til at forstærke sin kystvagttjeneste og bør opfordres til at tillade tilstedeværelsen af bevæbnede vagter fra andre nationer i deres farvande.

1.12

EØSU bifalder Rådets konklusioner om Guineabugten af 17. marts 2014, som skal omsættes i specifikke tiltag. Det lokale civilsamfund skal inddrages for at sikre en bedre forståelse af den lokale kontekst, og det skal have opbakning til at presse regeringerne til at finde løsninger på de sikkerhedsmæssige udfordringer i Guineabugten.

1.13

Der bør udnævnes en særlig EU-repræsentant for Vestafrika i lighed med repræsentanten for Afrikas Horn. EØSU bifalder FN-resolutionen om bekæmpelse af pirateri i Vestafrika (november 2013). Samarbejdet mellem de øst- og vestafrikanske kystvagttjenester bør styrkes.

1.14

Der bør indføres internationalt vedtagne standarder for søfartssikkerhedsselskaber. ISOPAS 28007-standarden vil sikre lige konkurrencevilkår for private bevæbnede vagtvirksomheder verden over.

1.15

EØSU bifalder den øgede havovervågning, som giver rettidigt kendskab til ulovlige aktiviteter til søs gennem det styrkede samarbejde mellem EMSA, Frontex og Det Fælles Forskningscenter. Forskning og udvikling vedrørende sikkerhed til søs bør fastlægges i samarbejde med Det Fælles Forskningscenter.

1.16

I lyset af de menneskelige tragedier, der udspiller sig som følge af ureglementeret indvandring ad søvejen, understreger EØSU behovet for at:

1.17

EØSU mener, at man i gennemførelsen af EU's strategi for maritim sikkerhed skal tage hensyn til de grundlæggende menneskerettigheder, principper og værdier, som er forankret i EU-lovgivningen, og at de skal fremmes i lande uden for EU.

1.18

EØSU bifalder forslaget om at etablere partnerskaber mellem alle maritime sikkerhedsaktører på EU- og medlemsstatsniveau, bl.a. inden for industrien, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. Gennemførelsen af den eksisterende lovgivning i samarbejde med arbejdsmarkedets parter bør resultere i en omkostningseffektiv tilgang til maritim sikkerhed.

2.1

Globaliseringen har øget den verdensomspændende søfarts betydning for EU. Antallet af ulovlige aktiviteter til søs er steget, og de har fået en mere kompleks karakter. Det øger presset på EU for at finde en helhedsorienteret tilgang for at løse problemerne. Da EU's kyststrækninger og farvande er meget vidtstrakte, er det vanskeligt at overvåge situationen til søs.

2.2

Dette er et fælles internationalt ansvar, der kræver stærke partnerskaber med tredjelande og regionale organisationer. I den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) blev den maritime dimension ikke nævnt, bortset fra, at pirateri blev identificeret som en trussel. Den integrerede EU-havpolitik berørte stort set kun de sikkerhedsmæssige aspekter af de maritime anliggender. EMSS blev vedtaget som reaktion på det presserende behov for at revidere EU's tilgang til maritim sikkerhed.

2.3.1

Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens fælles meddelelse om et åbent og sikkert globalt maritimt område: elementer i en EU-strategi for maritim sikkerhed (»For an open and secure global maritime domain: elements for a European maritime security strategy« — foreligger d.d. ikke på dansk) er det første skridt hen imod en handlingsplan til gennemførelse af en sådan strategi.

2.3.2

Ifølge meddelelsen er der behov for en strategisk, tværsektoriel tilgang for at opnå sikkerhed til søs. Truslerne mod sikkerheden til søs omfatter territoriale maritime stridigheder, spredning af masseødelæggelsesvåben, pirateri, terrorisme, grænseoverskridende organiseret kriminalitet (såsom menneske-, våben- og narkosmugling), ureguleret og urapporteret fiskeri samt naturkatastrofer.

3.1

EØSU bifalder den fælles meddelelse om elementer i en EU-strategi for maritim sikkerhed (EMSS) for at sikre en integreret og samlet tilgang, der fokuserer på truslerne og mulighederne til søs. Anmodningen om udtalelse fra EEAS er en kærkommen lejlighed til at styrke forbindelserne mellem denne og EØSU. Hensigten med EU's maritime sikkerhedsstrategi er at koordinere alle europæiske aktører og medlemsstater, der er involveret i sikkerheden til søs, samt at afhjælpe de mangler, der præger den integrerede havpolitik (2007).

3.2

Man bør på EU-plan sørge for at styrke en integreret tilgang, der kombinerer civile og militære redskaber og omfatter både interne og eksterne aspekter af maritim sikkerhed. Søfartsnationer bør fremme regional maritim integration med henblik på sammenlægning og deling af vigtige flådeaktiver for at opfylde EU's kapacitetsbehov.

3.3

EØSU har behandlet potentielle risici for sikkerheden til søs (f.eks. pirateri, ureglementeret indvandring ad søvejen samt havnesikkerhed) i flere udtalelser (1). Truslerne mod sikkerheden til søs påvirker civilsamfundet, herunder søfolk, skibsredere, fiskere, eksportører/importører, turister, forbrugere samt lokalsamfundene på EU's kyster og øer. Der er foretaget vurderinger af de enorme omkostninger, som pirateri medfører for forbrugerne. Men man har ikke regnet ud, hvor høj en pris forbrugerne betaler for de komplekse trusler mod søfartssikkerheden.

3.4

EU og EU's medlemsstater bør arbejde på, at De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS) anvendes universelt og insistere på, at den gennemføres ensartet. UNCLOS sætter en retlig ramme for maritime aktiviteter og kan give retningslinjer for en fredelig løsning af maritime stridigheder.

3.5

EU's strategi for Afrikas Horn bør bruges som model for en helhedsstrategi, der omfatter politiske, diplomatiske, sociale og økonomiske redskaber samt koordinering af forskellige EU-initiativer, agenturer og instrumenter med henblik på at bekæmpe de underliggende årsager til pirateri. EØSU støtter strategirammen for Afrikas Horn, der kombinerer de tre igangværende FSFP-missioner (EU NAVFOR Atlanta, EU's uddannelsesmission i Somalia og EUCAP NESTOR).

3.5.1

Skibsreder- og sømandsorganisationer som Det Internationale Skibsfartskammer (ICS), European Community Shipowners' Associations (ECSA), Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF)/Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) og SOS »Save Our Seafarers« er gået sammen for at skærpe opmærksomheden om pirateriets menneskelige og økonomiske pris. ECSA's og ETF's fælles rapport fra september 2013 om piratangreb i Guineabugten bekræftede arbejdsmarkedspartnernes bekymring. EØSU har peget på pirateri som en af de faktorer, der afholder folk fra at vælge søfartserhvervet, og som svækker branchens forsøg på at tiltrække arbejdskraft.

3.5.2

EØSU understreger, at man bør rette alle bestræbelser mod at afværge trusler mod den fysiske og mentale sundhed hos søfolk, som udsættes for piratangreb. Det Internationale Skibsfartskammer (ICS) har udarbejdet retningslinjer med eksempler på god praksis for rederiers hjælp til berørte søfolk og deres familier.

3.6

EU bør fremme kapacitetsopbyggende aktiviteter inden for maritim sikkerhed i Guineabugten. Sikre handelsruter er en forudsætning for øget økonomisk kapacitet. Maritim sikkerhed bør betragtes som en del af EU's dagsorden for at sikre lokal udvikling og handel.

3.7

Langs hele Afrikas kyst ser man øget kriminel aktivitet, narkotikasmugling, menneskehandel og våbensmugling. Landene i Guineabugten leverer 13 % af EU's import af olie og 6 % af EU's import af gas, og Nigeria tegner sig for 5,8 % af EU's samlede olieimport. Regionens betydning vil stige som følge af de seneste opdagelser af offshore olie- og gasreserver. Uddannelsen af kystvagter, som tilbydes under programmet vedrørende de kritiske sejlruter i Guineabugten (CRIMGO), hilses velkommen. Der bør skabes synergier mellem EU's agenturer og aktører fra tredjelande inden for satellitbilledbehandling. Overvågning til søs er uhyre vigtig, og de private operatører bør hjælpe regeringerne med at få fuldt overblik over det maritime område. Der bør oprettes et pålideligt system for indberetning af hændelser i Guineabugten.

3.8

Også Middelhavet står over for en række sikkerhedsudfordringer til søs (terrorisme, ulovlig handel og immigration). Investeringer i regionalt maritimt samarbejde skal omfatte efterretnings-, overvågnings-, patruljerings- og kystvagtaktiviteter.

3.9

Afgrænsning af eksklusive økonomiske zoner i overensstemmelse med UNCLOS-konventionen kan medvirke til at opnå fredelige løsninger på territoriale stridigheder og undgå konflikter omkring opdagelser af offshore kulbrintereserver i det østlige Middelhav.

3.10

EU har strategisk interesse i at undgå en optrapning af regionale konflikter i Sortehavsområdet for at sikre EU's energiforsyning og diversificeringen af den.

3.11

Selv om sikkerhedsstandarderne i EU's havne generelt bliver bedre, bør sikkerheden øges gennem en mere stringent gennemførelse af ISPS-koden — den internationale kode for sikring af skibe og havnefaciliteter, herunder containersikkerhed. Den franske rapport om ulovlig våbenhandel ad søvejen (10. februar 2014) fremhæver de illegale strømme af konventionelle våben på containerskibe. Erfaringerne fra USA har dog vist, at det ikke er muligt at scanne alle containere. Der findes ingen absolut sikkerhed i en usikker verden.

3.12

EØSU støtter fuldt ud følgende synspunkt, der er udtrykt i meddelelsen: »Åbningen af mulige transportveje gennem Arktis og udnyttelsen af dets naturlige og mineralske ressourcer vil udgøre særlige miljømæssige udfordringer, som skal håndteres med den yderste forsigtighed, og samarbejde med partnere vil være af afgørende betydning«.

4.1

EØSU bakker fuldt og helt op om de beskyttelsesforanstaltninger, som skibsrederne installerer om bord (bedste ledelsespraksis) og de internationalt vedtagne standarder vedrørende private bevæbnede vagter på skibe.

4.2

Initiativet om »sammenlægning og deling«, der trækker på LeaderShip2020-programmet, vil fremme et netværk af operatører inden for værftsindustrien.

4.3

Medlemsstaterne og industrien bør harmonisere standarderne for at sikre europæisk operativ kompatibilitet hvad angår søfarts- og flådekapacitet, herunder kommunikationssystemer og -teknologi.

4.4

Man bør gennemføre farvandsovervågningsnetværket (MARSUR), Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur EMSA's arbejde og Copernicus-programmet. EMSA har huset systemer til farvandsovervågning via SafeSeaNet, LRIT, CleanSeaNet og Thetis. EØSU glæder sig over det arbejde, der udføres i forbindelse med udviklingen af den fælles ramme for informationsudveksling (CISE) for at opnå en effektiv europæisk farvandsovervågningskapacitet.

4.5

Personer, der er bjærget på havet, giver anledning til sikkerhedsspørgsmål vedrørende ilandsætning og dokumentation. Eftersøgnings- og redningstjenester skal have fartøjer til deres rådighed. Satellitkommunikation yder et vigtigt bidrag til redningsoperationer. Medlemsstaterne bør anvende IMO's relevante konventioner samt retningslinjer for behandling af personer, der er bjærget på havet, som indeholder vejledning til regeringer og kaptajner om deres forpligtelser.

4.6

EØSU understreger behovet for at gennemføre de allerede eksisterende bestemmelser vedrørende nødområder for skibe i havsnød, der er til fare for skibstrafikken og truer mennesker og miljø. Adskillige tilfælde af forsinkelser i tilvejebringelsen af nødområder illustrerer behovet for en hurtig reaktion fra kyststaternes side. IMO's retningslinjer (resolution A.949 (23)) for nødområder for skibe samt retningslinjerne for kontrol med skibe i havsnød (2007) og EU's trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten (direktiv 2002/59 om et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem som ændret ved direktiv 2009/17) udgør den retlige ramme herfor. Det er afgørende, at disse retlige instrumenter ratificeres og gennemføres af alle kyststater.

4.7

I tråd med EU's forpligtelse til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcer er ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri en international kriminel aktivitet, uanset hvor det bedrives. EØSU bifalder EU's seneste beslutning om at sortliste ulovlige fiskeriprodukter fra tre lande fra sit marked grundet tilsidesættelse af UNCLOS.

4.8

EØSU fremhæver behovet for at beskytte EU's biodiversitet og de maritime ressourcer — både fiske- og mineralressourcer — i territorialfarvandene mod potentielle trusler. Desuden er sikringen af undervandskabler en forudsætning for effektiv telekommunikation, lige som sikringen af rørledninger er en forudsætning for energieffektivitet.

4.9

Søfartssikkerhed omfatter også beskyttelse af havvand mod forurening fra kernekraftuheld, ulovlig dumpning af kemikalier eller fra store forureningsulykker. Udvalget tilskynder EU til at gøre en indsats for at bevare den økologiske integritet i det maritime område.