28.1.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/11

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om behandling og udnyttelse af den europæiske unions industri- og mineaffald til økonomiske og miljømæssige formål (initiativudtalelse)

2012/C 24/03

Ordfører: Dumitru FORNEA

Medordfører: Zbigniew KOTOWSKI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Behandling og udnyttelse af Den Europæiske Unions industri- og mineaffald til økonomiske og miljømæssige formål.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommissionen for Industrielle Ændringer, som vedtog sin udtalelse den 27. september 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 26. oktober, følgende udtalelse med 61 stemmer for, ingen imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Hovedformålet med behandling af industri- og mineaffald er at undgå bortskaffelse. Udfordringer såsom miljøforurening, sundhedsrisici og ødelagte landskaber skal behandles ansvarligt og som et hasteanliggende. Der er i dag intet land, der kan tillade sig ikke at forholde sig til affalds genbrugspotentiale efter anvendelsen af de primære råstoffer. Blot at efterlade dette affald uden yderligere behandling, fordi det er billigere, er ikke længere nogen løsning, når vi er klar over, hvilken pris det har for miljøet, menneskets helbred og samfundet.

1.2   Behandling af disse typer affald af økonomiske hensyn kan forbedre miljøet, landskabet, beskæftigelsen og de sociale vilkår for det pågældende lokalsamfund. Ved at eliminere risikoen for forurening for mennesker og miljø vil levevilkårene i disse regioner blive bedre og skabe en situation, hvor alle parter er vindere. Derfor bør nyttiggørelse af dette affald indgå som led i en bæredygtig udviklingsstrategi og som en kompensationsforanstaltning for det berørte lokalsamfund.

1.3   Den rolle, som spilles af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og fagfolk, der er involveret i minedrift og i metal- og energiindustrien, den akademiske verden, producenter af udstyr, transportsektoren og faglige organisationer, er afgørende for en bedre information af offentligheden og større opmærksomhed omkring de miljømæssige, økonomiske og sociale fordele ved at bearbejde de enorme mængder affald, som er blevet eller bliver produceret af mine- og metalindustrien og kulkraftværker.

1.4   Lokale myndigheder kan spille en nøglerolle på dette område ved at fremme en åben dialog med borgerne på regionalt plan for at finde frem til løsninger på, hvordan miljøet kan beskyttes, affaldet behandles og et grundlag for bæredygtig industriudvikling kan genopbygges. Til det formål er det nødvendigt at oprette et netværk af offentlige, private eller offentlig-private partnerskabsprojekter for at fordele ansvaret for fremtidige investeringer, infrastruktur og miljøbeskyttelse.

1.5   EU og medlemsstaterne bør udvikle innovative redskaber og politikker, så tilgangen til spørgsmålet om industri- og mineaffald bliver så effektiv og bæredygtig som mulig på baggrund af forskning, statistik og videnskabelige data. Det er ligeledes vigtigt gennem en passende høringsproces med de relevante aktører at nå frem til en bedre forståelse af, hvilke juridiske, politiske, administrative og sociale hindringer der står i vejen for bearbejdningen af denne form for affald.

1.6   Derfor påpeger EØSU, at der er behov for at udvikle effektive politikker på området for industri- og mineaffald i forbindelse med Europa 2020-strategien som led i en overordnet politik, der udtrykkeligt forbinder bæredygtig industripolitik med innovative processer, ressourceeffektivitet og forbedret adgang til råstoffer.

1.7   Alle nye former for affaldsbehandling med udvinding bør ledsages af information om affaldets fysiske og kemiske karakteristika, så myndigheder og virksomheder, der eventuelt skal i gang med oparbejdningsaktiviteter eller miljøbeskyttelsesprogrammer, har tilstrækkelig med oplysninger til rådighed.

1.8   Nuværende politiske initiativer med henblik på forsyningssikkerhed for råstoffer bør øge EU's og medlemsstaternes støtte til forskning og udvikling af teknologier til bearbejdning af mine- og industriaffald og genindvinding af værdifulde mineraler og metaller. Man bør prioritere udvikling af teknologier, der gør det muligt at genindvinde kritiske materialer og materialer, der kan være skadelige for menneskers sundhed og miljøet.

1.9   Det organiserede civilsamfund mener i forbindelse med Europa 2020-strategien, at det er på tide at evaluere de resultater, man har opnået gennem direktiv 2006/21/EF, og er rede til at fremsætte kommentarer og forslag til forbedring af dets gennemførelse samt fremme initiativer til nyttiggørelse af mineaffald.

1.10   Forslaget om at forbedre genanvendelsen af og reducere affald fra minedrift, stenbruds- og metalindustrier kan sammenfattes således:

—	biproduktets juridiske status bør ændres, så det opfattes som et følgeprodukt med de samme egenskaber som det primære produkt,

—	man bør udtrykkeligt tillade, at biprodukter bearbejdes gennem specifikke behandlinger i det primære anlæg eller i særskilte systemer, der er designede til at give følgeproduktet de karakteristika, der er nødvendige for dets anvendelse,

—	følgeproduktets markedsføring fremmes ved at lette dets transport og anvendelse,

—	der bør indføres skattemæssige fordele for forbrugere, der anvender følgeprodukterne.

1.11   Institutioner med tilknytning til EU bør tilvejebringe mere information om, hvordan miljø og menneskers helbred påvirkes af affald fra varmedrevne kraftværker men også om nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding. Der er behov for F&U for at forbedre de anvendelser, hvori produkter fra kulforbrænding indgår, og inden for nye teknologier og generel håndtering og bortskaffelse af aske.

1.12   EU bør oprette og finansiere projekter for nyttiggørelse af biprodukterne fra forbrænding af kul og derved bidrage til bæredygtig udvikling ved at genanvende denne form for affald og holde det væk fra affaldsdepoter, samtidig med at man reducerer behovet for udvinding af nye råmaterialer samt bevarer energi- og vandressourcerne.

1.13   Der bør gennemføres en undersøgelse på europæisk plan for at indsamle yderligere oplysninger om flyveaske, bundaske, slagger, gips fra afsvovling af røggas, våde og tørre restprodukter efter gips fra afsvovling af røggas samt fluid bed-forbrændingsaske. Kulkraftværker i EU bør opmuntres til frivilligt at indlevere data i forbindelse med undersøgelsen. Derudover bør der udarbejdes en til stadighed ajourført opgørelse over de eksisterende produkter og potentielle anvendelsesområder for produkter fra forbrænding af kul.

2.   Oversigt

2.1   I temastrategien for affaldsforebyggelse og genanvendelse, der blev vedtaget i 2005 i forbindelse med gennemførelsen af det 6. miljøhandlingsprogram, som nu følges op af en ny meddelelse fra Kommissionen (KOM(2011) 13 endelig), hvori man evaluerer, hvorvidt strategiens målsætninger er blevet opfyldt eller ej, foreslås nye tiltag til styrkelse af strategiens gennemførelse.

2.2   Problemer med industri- og mineaffald er noget, der optager de europæiske borgere og det organiserede civilsamfund meget. Europas industrielle fremtid afhænger til en vis grad af, hvordan vi takler dette spørgsmål. På nuværende tidspunkt risikerer et større antal industriprojekter at gå i stå på grund af modstand fra lokalsamfundene og civilsamfundsorganisationer, der er bekymrede for, hvordan industri- og mineaktiviteter påvirker menneskers helbred og miljøet.

2.3   Desværre skyldes civilsamfundets bekymringer i mange tilfælde manglende oplysning og åbenhed, og man er derfor nødt til at sørge for en komplet og korrekt gennemførelse af miljøvurderinger for at sikre ordentlig information og civilsamfundets inddragelse.

2.4   Industri- og mineaffald udgør stadig en udfordring for mange medlemsstater, hvor der tidligere var eller stadig findes industrianlæg eller miner. Disse affaldsdepoter kan enten udgøre en trussel eller en chance for lokalsamfundene. De udgør en trussel, hvis de blot efterlades, som de er, og der ikke træffes foranstaltninger til at nedbringe miljørisiciene, men i nogle tilfælde kan de også udgøre en chance, når affaldet kan være grobund for aktiviteter, der går ud på at genvinde metal eller andre nyttige sekundære råstoffer.

2.5   I visse tilfælde kan metalkoncentrationen i mineaffaldet være lige så høj som i malm eller endda højere. Det samme gælder for affald fra metalindustrien: genvindingsteknologier har udviklet sig, og der er nu mulighed for at tage potentialet i affald fra gamle industriaktiviteter op til fornyet overvejelse og gøre det miljømæssigt bæredygtigt.

2.6   I mange tilfælde er de lokale myndigheder nødt til at forholde sig til industri- og mineaffaldsproblematikken, når tailingsdamme bestående af flydende mineaffald og deponeringsanlæg til mineaffald i fast form befinder sig inden for deres ansvarsområde. Man kan derfor finde løsninger på dette niveau, hvor man forvandler »udfordringerne« til muligheder ved at opmuntre til private initiativer, offentlig-private og administrative partnerskaber med henblik på at etablere industriparker til fuldstændig udnyttelse af affaldet ved at kombinere horisontal og vertikal anvendelse inden for forarbejdningsindustrien, byggeriet og på infrastrukturområdet.

2.7   Vi vil i denne udtalelse koncentrere os om tre affaldskategorier, der forekommer i væsentlige mængder i Europa (flere milliarder kubikmeter), og som lovgiverne i EU og medlemsstaterne har udtrykt en særlig interesse over for:

—

mineaffald (eller »udvindingsaffald« som defineret i direktiv 2006/21/EØF) fra forundersøgelser, udvinding og forarbejdningsaktiviteter for kul og ikke-energetiske mineraler – flere hundrede millioner ton fra eksisterende eller forhenværende mineområder er blevet oplagret eller oplagres stadig uden behandling tæt på lokalsamfundet (1). Nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg kan udgøre en alvorlig risiko for miljøet og lokalsamfundet,

—	affald fra metalindustrien, hovedsagelig bestående af slagge, slam og støv. Eksempelvis kan affald fra den del af metalindustrien, der arbejder med andre metaller end jern, have et højt indhold af tungmetaller, der kan have negativ indvirkning på miljøet, hvis det ikke behandles forsvarligt,

—	affald fra varmekraftværker, slagger og aske fra varmekraftværker udgør en stor del af affaldet, navnlig i lande, hvor varmekraftværker er storforbrugere af lavkvalitetskul.

2.8   I alle disse tilfælde kan affaldsdepoterne, hvis ikke de forvaltes forsvarligt, påvirke landskabet i lokalsamfundene negativt og ødelægge store områder, som de nævnte lokalsamfund ellers kunne drage økonomisk, social og miljømæssig nytte af.

3.   En politisk og retlig ramme til fremme af behandling af industri- og mineaffald

3.1   Europa 2020-strategien, EU's industripolitik (2), EU's strategi for ressourceeffektivitet (3), EU's strategi for råstoffer (4), temastrategien for affaldsforebyggelse og -genanvendelse (5) og EU's strategi for innovation (6) fremmer:

—	en bæredygtig vækst i Europa gennem en økonomi, der er ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig,

—	teknologier og produktionsmetoder, der nedbringer forbruget af naturressourcer, og øger investeringerne i EU's eksisterende naturrigdomme,

—	en fuldstændig anvendelse af affaldshierarkiet med udgangspunkt i forebyggelse, dernæst forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse, derefter energiudnyttelse og i sidste instans bortskaffelse af affald,

—	en gennemgang af lovgivningen til støtte for service- og fremstillingssektorernes overgang til større ressourceeffektivitet herunder mere effektiv genanvendelse og fremme af markedsføring og udnyttelse af avanceret teknologi,

—	investering i udvindingsindustrier gennem arealplanlægningspolitikker for mineraler, der omfatter en digital, geologisk database og en transparent metodologi for at finde frem til mineralressourcerne, samtidig med at man fremmer genbrug og affaldsreduktion,

—	et europæisk innovationspartnerskab for at fremskynde forskning, udvikling og markedsføring af innovationer.

3.2   Det første europæiske direktiv om affaldshåndtering har været i kraft siden 1970'erne. I 1991 etablerede man Det Europæiske Affaldskatalog ved direktiv 91/156/EF, som blev fulgt op af direktiv 91/689/EF om farligt affald. I 2008 offentliggjordes »direktiv 2008/98/EF«, som er særlig relevant for vores udtalelse, da det i artikel 4, stk. 1, introducerede en mere præcis definition af et affaldshierarki: »(a) forebyggelse, (b) forberedelse med henblik på genbrug, (c) genanvendelse, (d) anden nyttiggørelse, f.eks. energiudnyttelse og (e) bortskaffelse« (7).

3.3   Direktiv 2006/12/EF og beslutning nr. 1600/2002/EF fastslår, at:

—	for affald, der stadig produceres, bør niveauet for affaldets farlighed reduceres til den lavest mulige risiko,

—	affaldsforebyggelse og genbrug bør foretrækkes,

—	mængden af affald, der deponeres bør minimeres, og bortskaffelsen bør foregå på en betryggende måde,

—	affald til bortskaffelse bør behandles så tæt som muligt ved stedet for dets opståen, for så vidt dette ikke mindsker affaldsbehandlingsprocessernes effektivitet.

3.4   Direktiv 2006/21/EF om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (vedtaget i 2006, i kraft siden maj 2008, og en evaluering af direktivets gennemførelse efter planen i november 2012):

—	har til hensigt at afbøde de eventuelle negative virkninger for den offentlige sundhed og miljøet af mineaffald fra eksisterende og nye miner,

—	pålægger driftsherren at udarbejde en affaldshåndteringsplan, som skal stemme overens med rækkefølgen for affaldshåndtering – først viden, dernæst forebyggelse, efterfulgt af genbrug, så genanvendelse og endelig bortskaffelse,

—	forpligter medlemsstaterne til inden 2012 at etablere en opgørelse over nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, som har eller kan have skadelige virkninger for miljøet og den offentlige sundhed (8).

4.   Behandling af mineaffald

4.1   Lovgivningsforslag har til dato opfordret medlemsstaterne til inden maj 2012 at udarbejde en opgørelse over nedlukkede og forladte udvindingsaffaldsanlæg, der potentielt kan have virkninger for menneskers sundhed eller miljøet, og til at offentliggøre denne opgørelse.

4.2   EU's PECOmines-undersøgelse (9) fra 2004 og dens casestudie-rapport om telemåling (10) udgjorde en foreløbig evaluering af en række anlæg i kølvandet på de første østeuropæiske landes tiltræden. Undersøgelsen indeholdt imidlertid ingen analyse af anlæggenes fysiske eller kemiske stabilitet.

4.3   Der findes til dato ingen europæisk database over placeringen og de fysiske og kemiske karakteristika for mineaffalds- og andre deponeringsanlæg. Medlemsstater som Spanien for eksempel har allerede udviklet nationale planer for håndtering af affald fra udvindingsindustrier på baggrund af relevante statistiske data om antal og mængde af registrerede, efterladte og eksisterende affaldsdepoter, tailingsdamme og -dæmninger (11).

4.4   Visse medlemsstater har udviklet og anvendt metoder til evaluering af sikkerheden i gamle tailingsdamme og affaldsdepoter og har fastlagt de nødvendige prioritetstiltag for at forhindre alvorlig forurening (f.eks. Slovakiets miljøministerium). Der er imidlertid ikke gennemført nogen omfattende evaluering med hensyn til vurdering af den nuværende økonomiske bæredygtighed af oparbejdning af mineaffald. Hvorvidt oparbejdning er økonomisk bæredygtig afhænger i høj grad af markedsprisen for de(t) mineral(er), der er tale om. Sådanne evalueringer bør gennemføres af medlemsstaterne, så man kan finde frem til en situation, hvor alle parter er vindere.

4.5   Adgang til disse affaldsdepoter og tailingsdamme vil være et spørgsmål, der henhører under de nationale mineralplanlægningspolitikker og politikker om fysisk planlægning, som alle falder ind under nærhedsprincippet, og skal varetages af hver enkelt medlemsstat individuelt men i henhold til EU-lovgivning om konsekvensanalyse og mineaffald og vandrammedirektivet.

4.6   EU's strategi for råstoffer lægger op til en langsigtet analyse af efterspørgslen efter mineraler, som kan udgøre et grundlag for en økonomisk prioritering af oparbejdning af gamle tailingsdamme og affaldsanlæg.

4.7   Sanering af affaldsanlæg og tailingsdamme med eller uden et økonomisk incitament kan skabe beskæftigelse, et forbedret miljø samt bedre sociale forhold og livsvilkår for de pågældende lokalsamfund og navnlig forbedrede landskaber og fjerne forureningsrisikoen.

4.8   Håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg bør foregå ud fra en række hensyn:

—

håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der udgør en sikkerheds- og sundhedsrisiko eller kan risikere at forurene miljøet, og som kan have en økonomisk værdi i den nuværende økonomiske konjunktur, bør prioriteres med hensyn til hurtig men omhyggelig udstedelse af tilladelser. Spørgsmål om tidligere operatørers ansvar bør afklares for at fremme investeringer (12),

—	håndtering af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der udgør en sikkerheds- eller sundhedsrisiko, eller som risikerer at forurene miljøet, og som ikke har nogen økonomisk værdi, vil muligvis skulle finansieres med offentlige midler (13),

—	oparbejdning af nedlukkede og forladte mineaffaldsanlæg, der ikke udgør nogen sikkerheds- eller sundhedsrisiko, og som ikke forurener miljøet, men som har en økonomisk værdi, bør stilles til rådighed, og spørgsmål om tidligere operatørers ansvar bør afklares for at fremme investeringer.

4.9   Teknologi til genbearbejdning og genopbygning af gamle og overbelastede affaldsdepoter er delvist til rådighed, men vil forudsætte ny forskning. Det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer kan være en hjælp til at stimulere forskningen på området og muligvis skaffe midler til et pilotprojekt. Denne ekspertise kan blive af verdensklasse og finde anvendelse i Europa og resten af verden (som f.eks. teknologier, der fandt anvendelse i Østtyskland efter genforeningen). Forskning inden for yderligere teknologier og teknikker kan muligvis blive et område, hvor den europæiske industri udmærker sig.

4.10   BAT-referencedokumentet (Best Available Techniques) om den bedste tilgængelige teknik til håndtering af affald fra mineindustrien kommer kun ganske kort ind på anvendelsen af BAT til affaldsadskillelse for at sikre en bedre fremtidig oparbejdning af tailings og andet affald.

4.11   EU's strukturfonde spiller en afgørende rolle og investerer allerede massivt i forskning og innovation. Ca. 86 mia. EUR er blevet afsat til formålet i den nuværende finansieringsperiode (2007-2013). En stor del af disse midler er endnu ikke blevet brugt, og de bør udnyttes mere effektivt til innovation og opfyldelse af målsætningerne for Europa 2020.

4.12   EU's strukturfonde er allerede tidligere blevet anvendt i nogle få tilfælde, hvor udviklingen af nye regionale infrastrukturer kunne kombineres med oprydning og sanering af gamle industri- og mineregioner. De mest succesfulde initiativer kombinerer oparbejdning af gamle tailingsdamme og affaldsdepoter med en ny mine – og i de fleste tilfælde med forbedret økonomisk bæredygtighed som følge af stordriftsfordele.

4.13   Indtil videre er kun en mindre del af EU-midlerne blevet brugt på behandling og udnyttelse af mineaffald i EU til økonomiske og miljømæssige formål. Visse europæiske initiativer og projekter såsom den europæiske teknologiplatform om bæredygtige mineralressourcer, projektet ProMine og EuroGeoSource modtager imidlertid finansiel støtte fra Kommissionen, og det forventes, at disse projekter vil kunne bidrage til innovative teknologier, kendskabet til mineraler og databasen over mineaffald.

5.   Metalaffald. Begrebet industriaffald. Miljøproblemer. Økonomiske og sociale muligheder

5.1   Begrebet industriaffald har ikke udviklet sig meget igennem årene, da det stadig er filosofien om, at »det, der ikke er et produkt, er affald«, der gælder. Men miljøpolitikker (politikker om nul affald) og økonomiske spørgsmål knyttet til manglen på råvarer har på det seneste ført til, at det kan blive nødvendigt radikalt at ændre opfattelse af, hvad »produktet« af en industriel aktivitet er.

5.2   I dag er sigtet med komplekse industrielle aktiviteter at frembringe mange følgeprodukter i stedet for blot at producere et enkelt produkt (14). Inden for cementproduktionen bruger man for eksempel højovnsslagge som en vigtig ingrediens i mange cementblandinger (15).

5.3   En forarbejdningsproces må efter den gældende EU-lovgivning ud over produktet kun frembringe biprodukter og ikke følgeprodukter. Det betyder, at et biprodukt, som ikke forarbejdes i hovedprocessen, betragtes som et kasseret emne, der kan genanvendes, og som skal behandles i overensstemmelse med affaldsforordningerne.

5.4   I virkeligheden er det ikke definitionen, der er et problem (biprodukt eller følgeprodukt kan betragtes som det samme). Problemet vedrører de begrænsninger for biprodukter, der nu følger af lovgivningen. Ifølge artikel 5 i direktiv 2008/98/EF skal et biprodukt opfylde fire betingelser: at (a) det er sikkert, at stoffet eller genstanden videreanvendes, (b) stoffet eller genstanden kan anvendes direkte , end hvad der er normal industriel praksis, (c) , og (d) videreanvendelse er lovlig, dvs. at stoffet eller genstanden lever op til alle relevante krav til produkt, miljø og sundhedsbeskyttelse for den pågældende anvendelse og ikke vil få generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

5.5   Det affald fra metalindustrien, der bortskaffes ved deponering, kan indeholde en række forskellige skadelige stoffer såsom tungmetaller – bl.a. som blandinger – der ikke på nogen måde bidrog til frembringelsen af »produktet«. Endvidere er det ofte et krav, at disse stoffer (16), hvis de bortskaffes ved deponering, forbehandles i overensstemmelse med direktiv 2006/12/EF.

5.6   Hvis der gives mulighed for, at et sekundært produkt kan betragtes som et følgeprodukt, vil det kunne behandles og/eller forarbejdes i selve hovedanlægget (sådan som det er tilfældet nu) eller i særlige systemer, der er indrettet til at omdanne følgeproduktet til et nyt produkt, der skal bringes på markedet, og som kun er underlagt den begrænsning, at indholdet af følgeproduktet skal oplyses. For øjeblikket er det kun virksomheder og anlæg, der er godkendt til at behandle affald i henhold til direktiv 2006/12/EF, der har denne mulighed.

5.7   Den væsentligste miljøgevinst er, at skaderne på jord og landskab nedbringes. Det kunne således anslås, at 1 mio. ton stålslagge (slagge fra kulstofstål kan inertiseres) i deponeret form har en volumen i størrelsesordenen 900 000 m3, og den tilsvarende volumen til nedgravning af inertiseret materiale ville kunne spares til aggregater (17). En anden gevinst efter inertisering med henblik på genanvendelse er, at emissionerne (støv og udvaskning af metaller) til miljøet mindskes.

5.8   Fra et samfundsmæssigt og økonomisk perspektiv er aktiviteter forbundet med behandling og genanvendelse af affald fra metalindustrien innovative aktiviteter, der ud over egentlig arbejdskraft kræver F&U-aktiviteter for at minimere miljøbelastningen og nedbringe omkostningerne. I Storbritannien blev der i 2010 gennemført en interessant undersøgelse på området, som kortlagde de arbejdsgiverkvalifikationer, der er nødvendige til indsamling, håndtering og behandling af by- og industriaffald (18).

6.   Affald fra varmekraftværker. Nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding

6.1   Kul er en vigtig ressource, der findes i store mængder i naturen. I 2008 blev der på verdensplan produceret 579 mio. ton stenkul og 965 mio. ton brunkul (19). Kul dækker 27 % af det globale primære energibehov og producerer 41 % af verdens elektricitet. På verdensplan forventes betydningen af kul for produktionen af elektricitet at forblive uændret, idet man regner med, at 44 % af den globale elektricitet vil blive produceret ved hjælp af kul i 2030. Med de nuværende produktionsniveauer anslås de påviste reserver af kul at række til 119 år (20).

6.2   Når kul er blevet afbrændt til produktion af elektricitet og varme, ligger der store mængder affald tilbage, som giver anledning til stor bekymring og er en udfordring for de samfund i EU og rundt om i verden, hvor denne type affald produceres og bortskaffes. Virksomheder og forskningsinstitutioner i lande som USA, Tyskland og Storbritannien har siden 1945 arbejdet med at finde frem til, hvordan dette affald, der er klassificeret som produkter fra kulforbrænding, kan nyttiggøres. De væsentligste produkter fra kulforbrænding er: flyveaske, bundaske, kedelslagge, aske fra fluidbedforbrænding, halvtørre afsvovlingsprodukter og gips fra røggasafsvovling.

6.3   Den amerikanske Coal Ash Association (ACAA) blev etableret i USA i 1968 som en handelsorganisation med det formål at genanvende affald fra kulfyrede kraftværker. Organisationens opgave var at udvikle miljøansvarlige, teknisk forsvarlige, konkurrencedygtige og samfundsnyttige måder at håndtere og anvende produkter fra kulforbrænding på (21).

6.4   Beregninger fra ACAA viser, at produktionen af produkter fra kulforbrænding i USA steg fra omkring 25 mio. ton i 1966 til ca. 135 mio. ton i 2008, og at mængden af nyttiggjorte produkter fra kulforbrænding i samme periode steg fra 5 mio. ton til ca. 55 mio. ton.

6.5   I 2007 anslog European Coal Combustion Products Association (ECOBA) (22), at den samlede produktion af produkter fra kulforbrænding i EU var på mere end 100 mio. ton årligt i EU-27 og 61 mio. ton i EU-15. Heraf var 68,3 % flyveaske, 17,7 % gips fra røggasafsvovling, 9,4 % bundaske, 2,4 % kedelslagge, 1,5 % aske fra fluidbedforbrænding og 0,7 % halvtørre afsvovlingsprodukter.

6.6   De potentielle brugere af produkter baseret på produkter fra kulforbrænding er hverken på verdensplan eller i Europa ordentligt informeret om disse nye materialers og produkters egenskaber og fordelene ved at anvende dem. Indtil nu har den amerikanske industri været den største producent og forbruger af produkter fra kulforbrænding, herefter følger nogle europæiske lande, bl.a. Tyskland og Storbritannien. Denne situation er ved at ændre sig, og lande som Kina og Indien vil blive førende inden for produktion og forbrug af produkter fra kulforbrænding (23).

6.7   Miljøgevinster ved nyttiggørelse af affald fra kulfyrede kraftværker:

—	Bedre kvalitet af miljøet omkring kulfyrede anlæg

—	Mindre brug af naturressourcer

—	Reduceret energiefterspørgsel og færre drivhusgasemissioner

—	Bedre udnyttelse af deponeringsplads.

6.8   Produkter fra kulforbrænding anvendes i dag til:

—	Cement- og betonproduktion. Flyveaske er et bindemiddel i beton (24)

—	Solidificering og stabilisering af farligt affald

—	Bundaske bruges i asfaltblandinger til anlæg af veje

—	Gips fra røggasafsvovling bruges i landbruget

—	Ekstraktion af cenosfærer eller metaller. Cenosfærer kan bruges til letvægtsbeton, konstruktionsmaterialer, syntese af ultralette kompositmaterialer. De anvendes i bilindustrien, inden for luftfart, i dæk, maling og lak, gulvbelægninger, kabler, rørsystemer, byggeri og husholdningsapparater

—	Jordbeskyttelse og genvinding af nedlagte miner

—	Bundaske bruges ved fremstillingen af mursten, bl.a. ler- og facademursten. Mursten af flyveaske skal ikke ovntørres, og der kan bruges en stor andel genanvendt materiale

—	Genindvinding af germanium fra flyveaske stammende fra kul

—	Udvikling af ny maling og anden brug i miljøet. Maling, der fremstilles ved brug af produkter fra kulforbrænding, er resistente over for vand, syre og organiske opløsningsmidler

—	Træerstatningsprodukter

—	Flyveaske bruges ved rensning af spildevand for tungmetaller som Cd og Ni

—	Der forskes i at omdanne giftig flyveaske til metalskum til biler.

6.9   I Europa deponeres store mængder flyveaske, eller de bruges med nogle få undtagelser (i f.eks. Holland og Tyskland) til anvendelser med lav værdi. Det skyldes askekvaliteten i EU, som ikke altid egner sig til anvendelser af høj værdi, men kan tillige tilskrives manglen på information om og fremme af nyttiggørelse af produkter fra kulforbrænding til forskellige anvendelser. Det er forventningen, at kvaliteten af flyveaske i fremtiden vil blive bedre som følge af de miljøkrav, der skal overholdes af kulfyrede kraftværker, og det arbejde, industrien har gjort, for at effektivisere afbrændingen af kul og gøre den miljøvenlig.

6.10   Der er behov for flere studier og mere forskning, før vi forstår, hvilke faktorer der påvirker udnyttelsen af produkter fra kulforbrænding. Intelligent brug af disse produkter bør være et mål, og hertil er der brug for økonomisk, håndteringsmæssigt og logistisk innovative løsninger, en resultatbaseret klassifikationsordning for flyveaske og F&U-programmer for at forbedre processen, hvorunder produkter fra kulforbrænding omdannes til nye innovative materialer, og for at udbygge det eksisterende kendskab til sammensætningen, morfologien og strukturen i flyveaskecenosfærer.

6.11   Den juridiske definition af produkter fra kulforbrænding som affald skaber hindringer, der modvirker nyttiggørelsen af affald fra kulfyrede anlæg. Den eksisterende klassificering er en harmoniseret liste over affald, der kan revurderes med udgangspunkt i ny viden og nye forskningsresultater. Produkter fra kulforbrænding, der ikke falder ind under affaldslovgivningen, kan derefter omfattes af REACH-forordningen.

---

(1)  Eksempelvis findes der ifølge Rumæniens ministerium for økonomi, handel og erhvervsmiljø 77 tailingsdamme med en volumen på 340 millioner kubikmeter, der dækker en overflade på 1 700 ha og 675 affaldsdepoter for mineaffald med en volumen på 3,1 mia. kubikmeter, der dækker 9 300 ha.

(2)  KOM(2010) 614.

(3)  KOM(2011) 21.

(4)  KOM(2011) 25.

(5)  Seneste rapport KOM(2011) 13.

(6)  KOM(2010) 546 endelig.

(7)  Der findes imidlertid ingen bestemmelser vedrørende behovet for »at nedbringe affaldets skadevirkning«, når det er modtaget eller allerede ligger i deponeringsanlægget.

(8)  Der er til hjælp for medlemsstaterne i den forbindelse for nylig udgivet en vejledning for udarbejdelse af fortegnelser.

(9)  G. Jordan og M. D'Alessandro: Mining, Mining Waste and Related Environmental Issues: Problems and Solutions in Central and Eastern European Candidate Countries, PECOMINES, JRC 2004 (EUR 20 868 EN).

(10)  A.M. Vijdea, S. Sommer, W. Mehl: Use of Remote Sensing for Mapping and Evaluation of Mining Waste Anomalies at National to Multi-Country Scale, PECOMINES, JRC 2004 (EUR 21 885 EN).

(11)  Plan Nacional de Residuos de Industrias Extractivas 2007-2015, som viser, at der i Spanien er 988 registrerede tailingsdamme og -dæmninger med en samlet volumen på 325 878 800 kubikmeter, og at den samlede mængde tailings, der opstod i perioden 1983-1989 var på ca. 1 375 673 315 kubikmeter. Ud af det samlede antal tailings er 47,2 % efterladte tailings.

(12)  En interessant model for, hvordan man kan løse problemet angående ansvar gives i »the Good Samaritan Initiative« fra den amerikanske miljøstyrelse, US Environmental Protection Agency.

(13)  Dette bør kun gælde i tilfælde af efterladte affaldsdepoter, som man ikke kan finde nogen ansvarlig operatør for.

(14)  Denne ide er slet ikke ny. Den industrielle sektor overtager en ide anvendt i landbruget, hvor organisk affald genanvendes i jorden som gødning eller bruges som brændsel.

(15)  Den europæiske cementstandard EN 197-1 indeholder således ni cementtyper i sammensætningsfortegnelsen. »Højovnsslagge« indgår i mængder på mellem 6 og 95 vægtprocent.

(16)  F.eks. indeholder støv fra lysbueovne (ifølge skøn baseret på en kulstofstålproduktion på over 1,2 mio. ton i EU-27) jern (10-40 %), zink (21-40 %), bly (indtil 10 %) og cadmium + kobber (indtil 0,7 %). Slagge kan (ifølge skøn baseret på en kulstofstålproduktion – oxygenovn og højovn – på 27 mio. ton i EU-27) indeholde ståldråber (indtil 10 %) samt jern- (10-30 %), mangan- (3-9 %) og kromoxider (1-5 %).

(17)  Det anslås, at de 27 mio. ton affald, der produceres i EU-27, hvert år i volumen svarer til en 20 m høj bunke, der dækker et område, der er dobbelt så stort som Milano.

(18)  http://www.viridor.co.uk/news/recycling-waste-industry-labour-market-investigation-published/

(19)  Rapport fra Det Internationale Energiagentur, 2008.

(20)  World Coal Association.

(21)  Ifølge ACAA's hjemmeside frembringer organisationen også forskning, rapporter, undersøgelser, industridokumenter og ekspertise inden for genanvendelse af kulaske, kedelslagge og materiale fra røggasafsvovling. Også i Japan findes der en relevant organisation: Centre for Coal Ash Utilisation.

(22)  ECOBA blev grundlagt i 1990 og repræsenterer i dag mere end 86 % af produktionen af produkter fra kulforbrænding i EU-27.

(23)  Det forventes eksempelvis, at Indiens efterspørgsel på energi vil ligge på omkring 260 000 MW i 2020, hvoraf omkring 70 % vil blive produceret ved hjælp af kul. Kulfyrede kraftanlæg vil frembringe 273 mio. ton produkter fra kulforbrænding.

(24)  Ifølge ACAA blandes over halvdelen af den beton, der produceres i USA, med flyveaske.

---