22.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 376/44

1.1

EØSU hilser Kommissionens meddelelse om forslaget til Europa-Parlamentet »En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål« velkommen og understreger, at der på trods af nogle store mangler er mange positive tiltag i forslaget. Udvalget fremsætter ikke desto mindre nedenstående forslag med henblik på at styrke og forbedre dette positive initiativ.

1.2

Da der findes en lang række forskellige operatører (offentlige myndigheder, organisationer, arbejdsmarkedets parter), administrative niveauer (lokale, regionale, nationale og EU) og områder (transport, udlejning, supplerende tilbud) i turistbranchen i Europa, bør man sørge for at inddrage alle sektorens aktører i de planlagte initiativer. I dette øjemed peger EØSU atter på, at man kunne oprette et europæisk turistagentur, som på baggrund af en effektiv overvågning af oplysninger relateret til støtte og fremme af de skitserede foranstaltninger koncentrerer indsatsen hen imod en samlet europæisk turismepolitik, som tager højde for mangfoldigheden og pluraliteten i den europæiske turismeidentitet.

1.3

EØSU foreslår at lægge særlig vægt på og indføre følgende foranstaltninger med henblik på at gøre det muligt at gribe de udfordringer, der omtales i Kommissionens meddelelse, og muliggøre de konkrete foranstaltninger, der planlægges heri:

1.4

På medlemsstatsplan skal der iværksættes analyser af klimaændringernes påvirkning af turismen, og der skal vedtages passende tilpasningsforanstaltninger i takt med prognoserne om klimaændringernes påvirkning af konkurrenceevnen.

1.5

Der er brug for videreudvikling af særlige former for turisme, f.eks. samfunds- eller kulturturisme, madturisme og agroturisme, sportsturisme, sundhedsturisme, turisme uden barrierer, konferenceturisme og religiøs turisme inden for rammerne af en EU-politik, der sigter mod et differentieret udbud og sætter fokus på nye markeder.

1.6

EØSU mener, at projekter, der dækker hele EU, som f.eks. Calypso-initiativet, har demonstreret, hvor effektivt samarbejdet mellem EU-institutioner på forskellige områder, arbejdsmarkedets parter og sektorens organisationer fungerer, med positive sociale og økonomiske effekter til følge. EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at fastholde deres engagement, navnlig når det gælder budgettet, i denne type initiativer.

1.7

Uden at glemme sikkerhedsaspektet kan visumpligten skabe problemer for turisme, der kommer fra lande, der står uden for Schengenaftalen. Det sker nogle gange, når procedurerne i de enkelte medlemsstater er overdrevent bureaukratiske. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe konkrete foranstaltninger til at løse dette problem.

1.8

EØSU opfordrer de nationale regeringer til at indføre et fælles bevis for uddannelse inden for turisme i EU, som skal anerkendes af alle EU-lande. EØSU finder det nødvendigt, at uddannelse inden for turisme anerkendes i hele EU, og at denne uddannelse er på et højt niveau, så der uddannes egentlige fagfolk i overensstemmelse med Kommissionens og Cedefops retningslinjer med særlig vægt på læringsresultater og attesteringen af disse, samt at turismestudier indføres på universitetsniveau, hvor dette er muligt. Turismesektoren skal medtages i Europa 2020-strategien med særlig reference til nye færdigheder inden for nye jobtyper og til andre planlagte initiativer såsom anerkendelse af erhvervserfaring og uformel og ikke-formel uddannelse samt den betydning som Bruggekommunikéet om erhvervsuddannelse, vedtaget af EU's undervisningsministre og arbejdsmarkedets parter, måtte have for turistbranchen.

1.9

EØSU understreger, at der på turismeområdet ikke findes en universalløsning på alle problemer, og erkender, at de enkelte destinationer har forskellige behov og tiltrækker forskellige nichemarkeder. Turismepolitikken bør derfor tage hensyn til alle særinteresser, hvad enten det drejer sig om områder, der er perifere, ligger inde i landet, ved kysten, er knyttet til landbrug, er øer eller er ufrugtbare osv.

1.10

Formålet er at udforme, udarbejde og gennemføre en strategisk plan for en fælles europæisk turismepolitik på regionalt niveau, der kan styrke bæredygtig konkurrenceevne og kvalitet i denne sektor samt sikre udstrakt forbrugerbeskyttelse gennem en indsats, der supplerer medlemslandenes. På grund af de mange forskelle medlemsstaterne imellem skal det dog være obligatorisk for disse at indgive en strategisk handlingsplan for de nationale turismepolitikker med konkrete foranstaltninger, som skal gennemføres i de enkelte regioner som et minimum inden for de næste ti år.

1.11

EØSU opfordrer de nationale regeringer til at tilpasse de kommunale skatter og arbejde på at nedsætte momsen på turismeprodukter af social art, så disse bliver mere attraktive med udvikling og forbedret adgang til turismetjenester som langsigtet mål. Lokal infrastruktur og lokale tjenester må garanteres for at sikre turismens kvalitet, som har betydning for både højnelsen af de lokale indbyggeres livskvalitet og de forhold, turisterne møder.

1.12

EU har brug for en kommunikationsstrategi, der kan sikre opretholdelse af Europas og turismesektorens positive image og løse problemet med negativ omtale.

1.13

Der bør træffes foranstaltninger, der kan modvirke strukturarbejdsløshed i turismevirksomhederne, for at forbedre både arbejdspladsernes kvalitet og stabilitet og virksomhedernes rentabilitet.

1.14

Kommissionen bør optrappe de bestræbelser, den har udfoldet for at formidle konceptet »kvalitetsturisme« i alle dets dimensioner – en oplevelse, der omfatter såvel fysisk afslapning som åndelig rekreation gennem kontakt med kulturelle forbilleder. Planlægningen bør finde sted på regionalt niveau – markedsføringen og formidlingen på såvel regionalt niveau som på nationalt og EU-niveau.

1.15

EØSU bemærker, at der savnes en klar henvisning til nogle retlige rammer vedrørende forbrugernes rettigheder i turistsektoren samt en forklaring på den uacceptable forsinkelse af revisionen af direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990, som oprindeligt var berammet til slutningen af 2010 og derefter ifølge Kommissionens arbejdsprogram for 2011 skulle have været foretaget i begyndelsen af 2011, hvilket ikke er sket.

1.16

EØSU sætter pris på, at Kommissionen, Europa-Parlamentet samt de europæiske arbejdsmarkedsparter har taget initiativ til fastlæggelsen af en europæisk turismepolitik. På samme måde vil EØSU fortsat vise engagement og samarbejde om mål og værdier hen imod en europæisk turismemodel, således som det fremgår af udvalgets udtalelser.

2.1

I den nye turismepolitik er der tre hovedmål, som er rygraden i de nye rammebestemmelser:

Hvis disse tre søjler får stærk støtte i form af passende strukturer og ressourcer, vil det sikre et solidt grundlag for en meget fornuftig og fordelagtig turismepolitik.

2.2

Kommissionen skitserer en række udfordringer, som den europæiske turismesektor står over for i dag, og som er opstået eller er blevet forstærket de senere år. De vigtigste udfordringer – som har været stabile gennem årene – er dog de sæsonudsving, der kendetegner turismesektoren, den manglende anerkendelse af turismen som en betydningsfuld vækstsektor, usikre arbejdsvilkår for de ansatte i turistbranchen, strukturel arbejdsløshed, manglende adgang for små og mellemstore virksomheder til den finansiering, der er nødvendig for, at de kan tilpasse sig udviklingen og de stadigt skiftende vilkår og innovative tiltag i sektoren. Det er bydende nødvendigt, at Kommissionen tager disse udfordringer op. EØSU har gentagne gange i sine udtalelser betonet betydningen af at tackle disse udfordringer såvel som af de foranstaltninger, som bør træffes (1).

2.3

Turisme er en vigtig aktivitet, hvis indvirkning på den økonomiske vækst, en bæredygtig udvikling og beskæftigelsen i Europa i særlig grad er positiv i Europa. Den udgør en væsentlig del af de europæiske borgeres liv.

2.4

Siden 2008 har efterspørgslen på turismetjenester været under negativ påvirkning. Hvis Europa vil fastholde sin position som verdens førende rejsemål, hvor man er i stand til at udnytte den rigdom og mangfoldighed, som præger de forskellige områder, må der udarbejdes en fælles turismepolitik.

2.5

Hvis Kommissionen ønsker at fremme en ny handlingsplan, der skal styrke turismens konkurrenceevne og evne til at skabe bæredygtig vækst, skal dens forslag efter EØSU's mening være mere konkrete, og den skal anerkende, at alle lande har interesse i at udvikle deres egen turismemodel og dynamik. I kraft af turismeindustriens tværnationale natur er der et åbenlyst behov for en politisk ramme for turisme, der gælder i hele EU, og hvor der samtidig er nok fleksibilitet til at medlemsstaterne selv kan udarbejde deres egne nationale politikker. Det skal gøres klart, at et tiltag ét sted i EU kan have konsekvenser for turismen i et andet land i EU.

2.6

Således f.eks. i de sydeuropæiske lande, der, selv om de ikke blev påvirket af lukningen af det europæiske luftrum i foråret 2010 på grund af askeskyen, ikke desto mindre oplevede et fald i turismeaktiviteterne på grund af offentliggørelsen af negative forhold, der skabte et ugunstigt klima for valget af dem som rejsemål.

2.7

EØSU mener, at en turismepolitik for Europa nødvendigvis må baseres på klare retlige rammer for de forskellige aktørers rettigheder og forpligtelser, hvilket meddelelsen slet ikke kommer ind på. Med henblik på fastlæggelsen af disse rettigheder og forpligtelser er det særligt vigtigt at få gennemført revisionen af direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990, som oprindeligt var berammet til slutningen af 2010 og derefter ifølge Kommissionens arbejdsprogram for 2011 skulle have været foretaget i begyndelsen af 2011, hvilket endnu ikke er sket, skønt direktivet er aldeles forældet. Udskydelsen af denne revision er til alvorlig skade for forbrugerne, som står uden beskyttelse, og den undergraver deres tillid, forhindrer turismens udvikling og er nøgleelementet i det retsgrundlag, som er nødvendigt for at konkretisere de nye beføjelser, traktaten tillægger EU på dette område.

3.1

Den Europæiske Union skal bidrage til og fremme en målrettet politik for at øge væksten og skabe betingelser for større tiltrækningskraft. Kommissionen skal ikke længere udarbejde fælles planlægning med konkrete tiltag. Planlægningen skal i stedet overlades til et andet organ på grundlag af en klar politik, der ikke hænger fast i gamle idéer – et organ, hvor alle turismesektorens aktører bliver medlemmer, dvs. såvel erhvervsforbund som private spillere, der beskæftiger sig med turismeerhverv, fagforeninger, regioner og nationale turistorganisationer. I den forbindelse vil et europæisk turismeagentur, som foreslået af EØSU i tidligere udtalelser, kunne spille en vigtig rolle som støtte for EU-institutionerne.

3.2

Det er afgørende, at Kommissionen, såvel som de andre EU-institutioner, styrker princippet om intelligent lovgivning, og at alle EU-lovforslag indeholder en passende analyse af de forelagte forslags konsekvenser for turismeindustrien. I den forelagte handlingsplan er der ingen reference til behovet for at foretage konsekvensanalyser for at måle den mulige påvirkning af sektoren, hver gang der fremsættes et EU-lovforslag. Dette er særlig relevant i mange tilfælde, f.eks. ved lovforslagene om mærkning af fødevarer samt om passagerer- og forbrugerrettigheder.

3.3

Turismepolitik bør ikke betragtes isoleret, men som et horisontalt tema, der påvirkes af EU-politikken på andre områder, herunder især politikkerne på områder som transport, uddannelse, beskæftigelse, forskning og innovation, klimaændringer, det indre marked, sikkerhed og forbrugere. Turismepolitikken hører således i virkeligheden ikke kun ind under GD for Erhvervspolitiks ansvarsområde, men bør medtænkes i alle andre EU-politikker.

3.4

Fremme og udvikling af turismetjenester er i dag utilstrækkeligt samordnet og organiseret i EU, hvilket giver problemer for borgere, der ønsker at rejse. Det er besværligt at rejse rundt med offentlige transportmidler i EU, fordi der mangler samordning af de forskellige køreplaner for tog, færger, busser osv., hvilket gør det umuligt at garantere et sikkert ophold.

3.5

Turismesektoren er udsat for stadig hårdere konkurrence fra de nye vækstøkonomier og udviklingslandene, der tiltrækker et voksende antal turister. For at genoprette konkurrenceevnen må EU foreslå en bæredygtig politik og slå på sine mange fortrin, som f.eks. sikkerheden for så vidt angår:

3.6

Vi glemmer ofte, at vi som turister i Europa nyder godt af simple ting, som at vi har adgang til drikkevand overalt, og at vi kan spise uden at få madforgiftning, ligesom vi kan gå på gaden og rejse uden ekskorte. Disse simple fordele, som EU giver turisterne, bør vi fremhæve. De ting, der nævnes i listen ovenfor, skal især betones, fordi de skaber en følelse af sikkerhed for turisterne og praktisk taget ikke kan garanteres af nogen anden fremtrædende turismedestination i verden. Samtidig er det en sammenligningsfaktor i forbindelse valg og fremme af destinationer.

3.7

Europa bør udvikle og styrke sit image på de internationale markeder og udbygge samarbejdet med Kina, Rusland, Indien, Brasilien, USA og landene i Mellemøsten. Men for at realisere dette må vi fremme udviklingen af iværksætterkultur og innovation, højne kvaliteten af produktudbuddet, så tjenester og faciliteter kan stå mål med vores internationale konkurrenters. Sæsonforskellene og de store udsving i efterspørgslen skal mindskes ved at styrke og differentiere udbuddet af turismetjenester. EU skal forbedre og udstede beviser for faglig uddannelse, som anerkendes i hele EU, til alle faggrupper i turismesektoren, med særlig vægt på læringsresultater og attesteringen af disse. Fælles anerkendte beviser vil være en fordel for både virksomheder og ansatte i hele EU.

3.8

De nuværende metoder til indsamling og bearbejdning af statistiske oplysninger er utilstrækkelige. Utilstrækkelige oplysninger fører til mangelfulde eller forkerte beslutninger i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer. I denne henseende fremhæves det i dokumentet, hvor vigtigt det er at forbedre statistiker og analyser inden for turismeområdet. Dette er ifølge Kommissionen afgørende for at få en større socioøkonomisk viden om turisme på EU-plan. Organiseret indsamling af statistiske data vil ikke alene give mulighed for at erhverve en viden, så man kan træffe de rigtige valg, den vil også anspore til tværfagligt forskningssamarbejde og til udveksling af synspunkter og erfaringer. Det er nødvendigt at forbedre de statistiske metoder og deres resultater, idet man dog skal sørge for under dataindsamlingen ikke at bebyrde virksomhederne med nye forpligtelser (bureaukrati).

3.9

Mere end halvdelen af EU's medlemsstater har oprettet et satellitregnskab for turisme, og det har vist sig at været et yderst effektivt værktøj. Kommissionen bør søge at opfordre og bistå de resterende medlemsstater med at indføre denne metode, som også vil opfylde behovet for at evaluere detaljerede resultater. Dette er afgørende i lyset af de betydelige ændringer i tendenser og adfærdsmønstre på turismeområdet, som Europa i skrivende stund står over for.

3.10

Differentiering er nøglen for europæisk turisme. Forskellige muligheder for oplevelser i forskellige lande bidrager til Europas tiltrækningskraft som turistmål. Mangfoldigheden af kulturarven, det fysiske miljø, gastronomien, vinene og historien udstyrer de enkelte lande med forskellige oplevelsesmuligheder for turisterne. Bevarelsen af disse forskelle er essentiel og et vigtigt salgsargument, når Europa skal markedsføres i resten af verden.

3.11

De små og mellemstore virksomheders dynamik og iværksætterkultur bør udnyttes og udvikles med økonomisk støtte fra EU, eftersom langt størstedelen af turistvirksomhederne er små og mellemstore virksomheder, med bevarelsen af kulturarven og udviklingen af lokalsamfundene som rettesnor. De små og mellemstore virksomheder absorberer den primære arbejdsløshed (økonomiske immigranter, ufaglærte). De reducerer arbejdsløsheden væsentligt og beskæftiger størstedelen af arbejdsstyrken. De er dermed også med til at mindske den sociale udstødelse. Den private sektor skal bidrage til fremme og markedsføring af turisme samt jobskabelse og fremme dannelsen af netværk mellem turismevirksomheder.

3.12

Turismepolitikken er kendetegnet ved sin tværgående karakter. Den indvirker i særlig grad på transportpolitikken (passagerers rettigheder og sikkerhed samt kvaliteten af transportmidlerne), statsstøtte, det indre marked (fri etableringsret og fri levering af turismeydelser, forbedring af tjenesteydelsernes kvalitet, udvikling af e-handel) samt beskatning, hvilket ofte har negative konsekvenser (hindringer af skattemæssig art for det indre markeds problemfrie funktion, skattemæssig behandling af små og mellemstore virksomheder, skattelettelser). Der er derfor brug for særlig økonomisk støtte, og turismevirksomhederne må forpligtes til at styrke og øge beskæftigelsen gennem investeringer.

3.13

EØSU finder, at der skal banes vej for en ordning for bedre og øget turismeudveksling mellem medlemsstaterne, der kan give navnlig bestemte befolkningsgrupper som unge (man bør i den forbindelse også forbedre samordningen af skoleferien), ældre, bevægelseshæmmede og lavindkomstfamilier mulighed for at rejse, specielt i lavsæsonen. Medlemsstater, hvis økonomi ikke er afhængig af turisme, bør støtte de lande, hvis økonomi er baseret på turisme ved at fremme rejsemål inden for Europas grænser blandt sine borgere. De europæiske luftfartsselskaber skal lære at forstå, at de ikke støtter turismen på det indre marked, når borgere fra Nordeuropa ofte kan købe en billet billigere til Asien end til Sydøsteuropa.

3.14

Efter EØSU's opfattelse bør der som noget nyt indføres en fælles politik for ældre og pensionister, som forventes at udgøre 20 % af befolkningen i 2020, og personer med særlige behov og bevægelseshæmmede, der for nyligt er blevet vurderet til at udgøre 127 mio., med henblik på at tiltrække disse. Der bør indføres en særlig uddannelse med henblik på at kunne opfylde disse samfundsgruppers behov. Eftersom disse befolkningsgrupper, der også består af personer med både købekraft, kulturelle interesser og fritid, repræsenterer et meget betydeligt markedspotentiale, bør EU kraftigt fremme en fælles politik med henblik på at gøre det lettere for disse at opnå rettigheder, så de uden nogen form for forskelsbehandling kan nyde deres turistaktiviteter. Dette tiltag skal imidlertid suppleres med en indsats i den private sektor, som skal sikre, at der er den fornødne infrastruktur til at imødekomme dette marked.

3.15

EØSU er overbevist om, at der skal tilskyndes til samarbejde på internationalt niveau, især på de markeder, der er vigtige for EU. Der bør skabes forudsætninger for en forenkling af proceduren for udstedelse af et fælles europæisk visum for at tiltrække flere rejsende fra lande, der ikke har undertegnet Schengenaftalen. Turister bør have mulighed for at bevæge sig frit rundt i EU's medlemsstater, og regler og retningslinjer bør virke i den retning.

3.16

Der skal sikres en bedre markedsføring på regionalt niveau ved at styrke og fremme europæiske turismeprodukter: kulturruter, moderne kulturudtryk, beskyttede naturområder, beskyttede traditionelle bygninger og erhverv, wellness- og sundhedsturisme (herunder kurstedsturisme), uddannelsesturisme, vin- og madturisme, historieturisme, religiøs turisme, agroturisme, maritim turisme, der fremhæver og bevarer kulturelle traditioner og madkultur (traditionelle restauranter og foretagender, der har direkte tilknytning til områdets historie), samt den del af kulturarven, der befinder sig under havets overflade. Det er ikke altid flere senge, der er brug for, men f.eks. investeringer i forbedring af kvaliteten af tjenesteydelser og infrastruktur og udvikling af nye tiltag som spacentre, kursteder o. lign. Kommissionens forslag indeholder ikke nogen metode til gennemførelsen af ovennævnte aktioner. Der tages ikke hensyn til regionerne, og det angives heller ikke, med hvilke prioriteringer og efter hvilken plan aktionerne skal gennemføres i de enkelte medlemsstater for at udgøre en fælles europæisk turismepolitik. Der er ikke nogen planer om en fælles reklameindsats – det ville ellers være oplagt.

3.17

EØSU støtter indførelsen af et »europæisk kulturarvsmærke« og foreslår ligeledes indførelse af et »europæisk gastronomiarvsmærke«, der underlægges den samme vurdering og et fælles harmoniseret system for tildeling af stjerner og godkendelse for de berørte lande, med en passende udnyttelse af de forskellige nationale og europæiske programmer kombineret med andre foranstaltninger, såsom de europæiske kulturarvsdage og EU's kulturarvspris. EØSU mener også, at man bør harmonisere tildelingen af stjerner til og godkendelsen af hoteller i EU. EØSU opfordrer Kommissionen til at holde fast i afholdelsen af det årlige europæiske turismeforum, hvor branchefolk, statslige, regionale og lokale repræsentanter samt arbejdsmarkedets parter kan mødes og drøfte relevante spørgsmål, for herigennem at fremme en europæisk turismeidentitet, som favner mangfoldigheden og pluraliteten.

3.18

I rammebestemmelserne er også indeholdt forslag om udvikling af et EU-brand for kvalitetsturisme og et »kvalitetsturisme«-mærke, hvilket forudsætter en forbedring af standarderne i hele industrien, som bør støttes. Kvalitetsmærkning skal dog også understøttes af egentlige finansieringsinstrumenter, hvis rejsearrangørerne skal øge deres produktudvalg og investere i en forbedring af deres ejendomme og standarder for serviceydelser, såvel som i uddannelse og efteruddannelse af personalet.

3.19

Kombinationen gastronomi, restaurantbesøg og turisme udgør en markant og anderledes form for kvalitetsturisme i kraft af den umiddelbare kontakt, som turisterne får med maden i de enkelte medlemsstater. Herved diversificeres den leverede tjenesteydelse. Antallet af turister, der rejser i EU af gastronomiske grunde, er støt stigende. Kogekunsten bliver et redskab til fremme af europæiske råvarer og gastronomiske oplevelser. Det er vigtigt at fremme såvel madretter og drikke som opskrifter og »mad- og vinruter« ved at støtte samordnet samarbejde, der tilbyder alternative former med merværdi med henblik på at styrke forbindelsen mellem mad og turisme.

3.20

Faglig uddannelse af de ansatte i turismesektoren vil helt sikkert blive den største investering for den europæiske turisme, ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder. Indførelsen af ny teknologi og nye arbejdsmetoder kræver ansættelse af kvalificeret arbejdskraft. Udvidelsen af EU-programmerne for efteruddannelse og faglig uddannelse til også at omfatte ansatte i turismesektoren er et vigtigt tiltag, som vil lette tilpasningen til de nye teknologier, som bruges i branchen. Disse programmer er allerede indført i andre sektorer. Der bør indføres et europæisk erhvervsuddannelsesbevis, som tager udgangspunkt i fælles krav om læringsresultater, og som (via nationale eller lokale godkendelsesprocedurer) kan anvendes på en selvstændig og uafhængig måde under behørig henvisning til de eksisterende rammer for nationale kvalifikationer. Uddannelse med afsluttende erhvervsuddannelsesbevis skal være obligatorisk i turismesektoren. Efter EØSU's opfattelse er der vigtige impulser for uddannelsen i turistbranchen at hente i Bruggekommunikéet om erhvervsuddannelse i EU. Stabile arbejdsvilkår af høj kvalitet skal gøre turismesektoren særlig attraktiv.

3.21

Det er nødvendigt, at undervisning i fremmedsprog bliver en obligatorisk del af uddannelsesplanlægningen og udviklingen af adfærdsmæssige færdigheder for ansatte i turismesektoren, idet der altid skal tages hensyn til kulturelle særtræk med tildeling af bevis for at have gennemført en erhvervsuddannelse i overensstemmelse med Kommissionens og Cedefops retningslinjer. Turismeerhverv, som har direkte tilknytning til kulturarven, skal nyde særlig bevågenhed. F.eks. bør guider gennemføre en uddannelse, der afsluttes med diplom, og bevise, at de er i stand til at formidle kulturarvens kvaliteter, gennem et certifikat udstedt af de lokale myndigheder vedrørende mindesmærker i den region, hvor de skal arbejde – også selv om der er tale om midlertidigt arbejde, samt at de har det nødvendige kendskab til både det lokale sprog og turisternes sprog som krævet af Den Europæiske Standardiseringsorganisation indtil 1975 (EN 13809 i 2003) samt direktiv 75/368/EF og 92/51/EF. Certificeringen skal gælde alle erhverv, der kommer i kontakt med turister (tjenere, kokke, rejseledere osv.).

3.22

Efter EØSU's mening bør der tages seriøst hensyn til det faktum, at »all inclusive«-konceptet, som mange virksomheder har adopteret i mange lande, i sidste ende har det stik modsatte resultat af, hvad man forventede. Det står desværre klart, at problemerne kun er blevet værre for små og mellemstore virksomheder i områder, der ligger tæt på »all inclusive clubs« og store hotelenheder.

3.23

De hårde konkurrencevilkår, der eksisterer mellem de store udenlandske rejsearrangører og hoteller, der anvender pakkeløsninger for at fylde deres værelser, har ført til, at tjenesteydelsernes kvalitet er dalet, hvilket har bragt bestemte turistområder i miskredit i udlandet. De små og mellemstore virksomheder opererer på grund af dette pres med priser, der er lavere end omkostningerne, hvilket fører til lukninger og smalhals.

3.24

EØSU mener ikke, at »all inclusive«-konceptet skal afskaffes helt, eftersom det formentlig opfylder bestemte efterspørgselssegmenters behov, men det skal ligesom alle andre turismeprodukter være i tråd med lovgivningen og i fair konkurrence med andre tilbud samt underlægges kontrol og gennemføres for private midler uden statsstøtte. Indtægterne fra turisme skal spredes så meget som muligt, således at udviklingen af et godt hotel har en afsmittende virkning på omgivelserne. Turisterne skal have mulighed for at vælge i forhold til det budget, de har til rådighed, både i og uden for hotellerne. Ikke desto mindre er dette et af de få markedssegmenter, som har oplevet vækst på trods af et fald i den traditionelle rejsearrangørvirksomhed i de seneste år. Mens man aldrig skal gå på kompromis med kvaliteten, er det vigtigt at bemærke, at der findes hele feriesteder, som det er lykkedes at udvikle dette marked i årenes løb. Det, der kræves, er en klar definition af »all inclusive«-markedet, som skal sikre et kvalitetsprodukt, for at luge ud i produkter og serviceydelser af ringe kvalitet, som sælges under »all-inclusive«-mærket.

3.25

Turismens sæsonbestemthed, hvor efterspørgslen er koncentreret i juli og august, begrænser ikke kun sektorens udviklingsmuligheder, men også en spredning af effekten af disse i økonomien som helhed, så den ikke blot indvirker på indtægterne, men også forhindrer, at den eksisterende infrastruktur og medarbejderne anvendes optimalt. Tiltag, der kan forbedre personalets beskæftigelsesevne og rentabiliteten af infrastrukturen i perioder med få turister, vil virke befordrende for en mere aktiv og produktiv arbejdsstyrke, mens samordning af infrastrukturanvendelsen for bestemte samfundsgrupper og skoler (også i turistmæssigt stille perioder) kan forlænge turistsæsonen betydeligt med de heraf følgende fordele. Et betydningsfuldt bidrag til en opblødning af sæsonbestemtheden ville opnås gennem en bedre fordeling over året af de ansattes ferie, hvilket burde understøttes af passende incitamenter. En bedre udnyttelse af de eksisterende turismeinfrastrukturer og af personalet i lavsæsonen ville give virksomhederne mulighed for at anvende deres infrastrukturer på en mere hensigtsmæssig måde og forbedre deres produktivitet i kraft af en mere stabil og mere motiveret arbejdskraft. EØSU sætter pris på, at der med Calypso-initiativet er blevet taget et skridt i denne retning, og opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til, navnlig ved øremærkning af midler, at sætte skub i udviklingen af dette initiativ på grund af dets sociale virkninger og indflydelse på europæisk turisme.

3.26

Efter EØSU's opfattelse anser turismesektoren miljøet for at være et vigtigt aktiv, som det har al mulig grund til at beskytte og vise frem. Turisme ødelægger ikke landskaber, opbruger ressourcer eller ændrer naturens kredsløb, så længe planlægningen og gennemførelsen af turismepolitikken er i orden. Turismen har givet nyt liv og ny status til hele områder, som tidligere var »places to avoid«. Dette gælder f.eks. the Docklands i London og strandpromenaden nær ved havnen i Barcelona. Turismen giver desuden arbejde til millioner af mennesker i EU.

3.27

Ud fra et mere langsigtet perspektiv anerkender Kommissionen med rette kampen mod klimaændringerne som drivkraft bag en større restrukturering af forretningsmodellerne for rejse og ophold. Aktører i sektoren udviser allerede et paradigmeskift i måden, hvorpå turismeprodukter udvikles, samles i pakker og markedsføres, og signalerer et skift mod en mere miljøvenlig praksis i sektoren. På medlemsstatsplan skal der iværksættes analyser af klimaændringernes påvirkning af turismen, og der skal vedtages passende tilpasningsforanstaltninger i takt med prognoserne om klimaændringernes påvirkning af konkurrenceevnen.

3.28

De af Kommissionen foreslåede aktioner med henblik på at diversificere turistproduktet tager udgangspunkt i turismens særlige potentiale som en sektor, der er direkte knyttet til mennesket og dets forskelligartede behov. Støtten til alternative former for turisme via en mere systematisk markedsføring af disse vil automatisk føre til en bedre udnyttelse af den lokale natur og de fortrin, som hver enkelt egn kan opvise.

3.29

EU skal også afbøde problemer på det sociale område og for så vidt angår territorial samhørighed og beskyttelsen af denne.

3.30

Endelig vil aktionerne med henblik på en kraftigere mobilisering af EU's finansielle instrumenter til udvikling af turisme frigøre sektorens potentiale, hvis man prioriterer regioner, som oplever økonomisk tilbagegang på grund af afindustrialisering, men samtidig er i besiddelse af udviklingsmuligheder for turismen.

3.31

Maritim turisme og kystturisme har stor betydning som katalysator for økonomisk vækst. Der bør gennemføres foranstaltninger til støtte for udvikling af denne type turisme som en del af EU's samlede havpolitik. Den økonomiske diversificering med sigte på turisme er en prioritet i mange kystområder, hvor tilbagegangen i de økonomiske aktiviteter knyttet til især fiskeri, skibsbygning, landbrug og minedrift har ført til faldende indtægter og øget arbejdsløshed. Turismevirksomheder, især små virksomheder og mikrovirksomheder, har ofte hjemme i kystegne eller lignende. De repræsenterer ikke kun en erhvervsmæssig og samfundsmæssig dimension, men ofte også en tradition, der i visse EU-medlemsstater går over 50 år tilbage i tiden og udgør en del af den stedlige befolknings kulturelle arv. Derfor er det på sin plads – under overholdelse af EU's regler – med henblik på bevarelse af den kulturelle arv, den kvalitet og den lokalhistorie, som disse familieforetagender har været med til at skabe, at foreslå visse initiativer, der sigter mod at bevare disse foretagender dér, hvor de findes.

3.32

EU bør være varsom med, hvad den offentliggør om sine medlemsstater, fordi det kan skabe et negativt billede af, hvor godt eller sikkert et land er at besøge, hos en turist, der kommer fra et land uden for EU, hvilket kan have stor negativ effekt for markedsføringen. EU bør nedsætte en særlig gruppe til at tage sig af kommunikativ krisestyring for den europæiske turisme og pålægge sine medlemsstater at oprette og drive tilsvarende grupper.

3.33

Såvel EU's turismepolitik som de nationale turismepolitikker skal tage hensyn til alle strukturændringer dels ved at iværksætte foranstaltninger, der kan afhjælpe strukturel arbejdsløshed, dels ved at sikre en effektiv fordeling af turismeinvesteringerne.