8.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 184/7

A.

der henviser til, at vedtagelsen af et fællesskabsinstrument på området samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger i henhold til subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet kun kan tages i betragtning, hvis det påvises, at det på nationalt plan er umuligt at afhjælpe en hindring for det indre markeds oprettelse eller af dets funktion,

B.

der henviser til, at betalingsforsinkelser og manglende betaling skader virksomhedernes og forbrugernes interesser, især når kreditor og fuldbyrdelsesmyndigheder ikke har oplysninger om skyldnerens opholdssted eller aktiver, og at dette forværres af det nuværende økonomiske klima, hvor likviditet er afgørende for virksomhedernes overlevelse,

C.

der henviser til, at vanskelighederne ved grænseoverskridende inddrivelse af gæld kan udgøre en alvorlig hindring for den frie bevægelighed for betalingspåbud inden for EU og kan hindre adgangen til retsbeskyttelse, og at mulighederne for at opnå retfærdighed og standarderne for god forretningsskik undermineres, hvis retsafgørelser ikke kan håndhæves,

D.

der henviser til, at gældsinddrivelse generelt udgør et stort problem, som forværres i forbindelse med grænseoverskridende krav, især for små virksomheder, der ikke råder over specialiserede jurister eller særlige inkassoafdelinger og ofte er i den uheldige situation, at de må afsætte personale, knappe finansielle ressourcer og frem for alt tid til løsningen af dette problem i stedet for til produktive aktiviteter,

E.

der henviser til, at der er tegn på, at direktivet om forsinkede betalinger (3) ikke overholdes i tilstrækkelig grad, og at der ikke er tilstrækkeligt kendskab til dette; der henviser til, at direktivet, hvis det nu bliver ajourført og korrekt gennemført, kan have væsentlig betydning for nedbringelsen af forsinkede eller manglende betalinger,

F.

der henviser til, at der er enorme forskelle på de forskellige nationale kontrakt- og insolvenslovgivninger med hensyn til, hvordan kreditorerne kan sikre deres fordring i en kontrakt, navnlig ved anvendelse af klausuler om ejendomsforbehold eller andre lignende mekanismer, som nogle gange omgås på grund af disse forskelle,

G.

der henviser til, at vedtagelsen af en fællesskabslovgivning vedrørende den effektive fuldbyrdelse af retsafgørelser skal omfatte samtlige debitorer, uden at der som udgangspunkt skelnes mellem debitorer i god og ond tro,

H.

der henviser til, at undladelse af betaling samt forsinket og manglende betaling af gæld ofte forværres af utilstrækkelig opmærksomhed fra parterne forud for og på tidspunktet for kontraktindgåelsen; der henviser til, at der er behov for større vægt på kommerciel opmærksomhed og muligheden for i »europæisk« stil at anvende frivillige klausuler i henhold til den fælles referenceramme (CFR), hvilket vil sikre, at parterne på behørig vis tager stilling til disse problemer i begyndelsen af deres kommercielle forhold,

I.

der henviser til, at Parlamentet har fået kendskab til, at der kan være et alvorligt problem i grænseoverskridende tilfælde med genstridige skyldnere, dvs. personer, der kunne betale deres gæld eller opfylde deres forpligtelser, men som ikke gør det, eller personer, om hvem det kan antages at være en risiko for, at de ikke vil betale, hvad de skylder, selv om der er afsagt dom mod dem; der henviser til, at sådanne personer ofte placerer væsentlige aktiver hos forskellige enheder, stråmænd og truster, og at vellykket håndhævelse ikke kan gennemføres uden de nødvendige oplysninger; der henviser til, at det ofte er nødvendigt at indhente sådanne oplysninger, uden at den genstridige skyldner får kendskab til det - idet skyldneren ofte vil kunne flytte aktiver til en anden jurisdiktion med kort varsel,

J.

der henviser til, at Parlamentet endvidere har fået kendskab til, at visse suveræne stater ikke efterkommer voldgiftskendelser eller afgørelser fra domstole i andre lande, hvilket har ført til, at der er opstået såkaldte »vulturefunds«, som overtager den pågældende stats gæld for et meget begrænset beløb og derefter forsøger at tjene på fuldbyrdelsen; det ville formentlig være bedre og mere retfærdigt at give de oprindelige kreditorer mulighed for selv at opnå fyldestgørelse,

K.

der henviser til, at det er anført, at der er få stater, der ikke har nogen former for aktiver uden for deres egne grænser, og at såfremt en kreditor ikke har udsigt til at opnå fuldbyrdelse i sin egen medlemsstat (alene) eller i den berørte medlemsstat, er der kun mulighed for at opnå effektiv fuldbyrdelse gennem domstole i udlandet, navnlig domstole i andre EU-medlemsstater,

L.

der henviser til, at de enkelte medlemsstater ifølge Bruxelles I-forordningen (4) har deres egne foreløbige retsmidler, som er udformet i og reguleret af deres nationale love, og at nævnte forordning ikke foreskriver en pligt til gensidig anerkendelse og håndhævelse af ensidige retsafgørelser, der henviser til, at den modtagende ret eksekverer retsafgørelser, der fastslår retsstillingen mellem to parter, således at retten med de for den til rådighed stående midler giver dem en så vidt mulig tilsvarende retskraft,

M.

der henviser til, at foreløbige retsmidler omfatter: i) kendelser, hvorefter der skal gives oplysninger om de aktiver, hvori der kan søges fyldestgørelse på grundlag af en dom og ii) kendelser, der skal sikre aktivet forud for fuldbyrdelsen og iii) kan også tage form af en foreløbig kendelse om betaling, som sikrer kreditor omgående betaling, mens udfaldet af den underliggende tvist afventes,

N.

der henviser til, at anvendelse af foreløbige retsmidler bør bevilges på betingelser, der svarer til dem, der anvendes af De Europæiske Fællesskabers Domstol, nemlig at kreditor over for domstolen godtgør, at der foreligger et berettiget krav (en eksigibel rettighed i form af en domstolskendelse eller et officielt bekræftet dokument eller bevis for kravet, således at kravet umiddelbart forekommer berettiget – fumus boni juris) og påvise den presserende karakter (en reel risiko for, at fuldbyrdelsen af kravet kan komme i fare, hvis foranstaltningen ikke bevilges (»periculum in mora«)), og henviser til, at bevilling af sådanne foranstaltninger kan gøres betinget af en sikkerhedsstillelse,

O.

mener, at forsinket retfærdighed i småsager, navnlig i sager hvor sagsomkostningerne ellers kunne være uoverkommelige, er ensbetydende med manglende retfærdighed, og at det i større sager kan være manglende oplysninger om aktiver, der kan vise sig at være den største forhindring; finder derfor, at anvendelsen af foreløbige retsmidler kan være en god løsning i begge sagstyper,

P.

der henviser endvidere til, at alle fællesskabsforanstaltninger, hvorved der kan skaffes adgang til oplysninger, også må overvejes på baggrund af denne type sager, hvor manglen på oplysninger skaber stor uretfærdighed; der henviser til, at medmindre kreditor har adgang til oplysninger om en skyldners aktiver (og navnlig en genstridig skyldner), der kan benyttes til fuldbyrdelse af en retsafgørelse, vil kreditoren ikke kunne få fuldbyrdet afgørelsen,

Q.

der henviser til, at dette problem i praksis ikke er begrænset til sager, hvor der allerede er afsagt en dom, der ikke er blevet opfyldt, men også kan opstå, inden kreditorer gør deres krav gældende,

R.

der henviser til, at det imidlertid er meget vigtigt, at de foranstaltninger, der foreslås, er forholdsmæssige, og at de ikke blot kopierer det, der allerede kan opnås ved hjælp af eksisterende nationale foranstaltninger, og de bør kun gælde for grænseoverskridende krav, idet enhver unødvendig harmonisering bør undgås,

S.

der henviser til, at der er blevet udtrykt en vis bekymring for, at visse af idéerne om effektiv fuldbyrdelse af domme i EU via åbenhed omkring skyldneres aktiver kan krænke grundlæggende rettigheder, herunder retten til respekt for privatlivets fred (databeskyttelse), underminere proceduremæssige garantier og stride mod mange medlemsstaters forfatningsmæssige traditioner,

T.

der henviser til, at de forslag, der fremsættes, skal være omkostningseffektive og skal integreres i andre af Fællesskabets politikområder for at undgå unødvendigt dobbeltarbejde,

1.

glæder sig over ovennævnte grønbog fra Kommissionen af 6. marts 2008, idet den bidrager til gennemførelse af Lissabonstrategien;

2.

mener, at den uigennemskuelige adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at tvinge skyldneren til at opfylde sine forpligtelser, er i modstrid med de fælles principper om god tro og erstatningsansvar; mener, at manglen på kendskab til de nationale lovgivninger på området for fuldbyrdelsesmidler eller manglende effektivitet er til hinder for etableringen af et harmoniseret indre marked og medfører unødige omkostninger;

3.

bemærker, at betalingsforsinkelser, manglende betaling og vanskelighederne med at inddrive gælden skader såvel virksomhedernes som forbrugernes interesser, mindsker tilliden til det indre marked og svækker retsforfølgelsen;

4.

støtter en integreret og effektiv strategi i henhold til principperne om bedre lovgivning, og mener, at målsætningen om inddrivelse af fordringer skal gennemføres, således at det sikres, at der ikke sker forskelsbehandling, at følsomme oplysninger beskyttes, og at de juridiske garantier iagttages, og ved at der i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet træffes foranstaltninger for at sikre den nødvendige gennemsigtighed og for at formindske informations- og forvaltningsomkostningerne betydeligt;

5.

fastholder, at kreditoren ud over offentligt tilgængelige oplysninger ligeledes - via den kompetente myndighed eller under dennes kontrol - let og på en måde, der kan gennemføres i hele det indre marked, bør kunne få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne iværksætte en fuldbyrdelsesprocedure og inddrive kravet;

6.

er enige med Kommissionen i, at grænseoverskrivende inddrivelse af gæld gennem fuldbyrdelse af retsafgørelser er et stort problem for det indre marked, men mener at Kommissionens løsningsforslag skal videreudvikles yderligere med henblik på at løse det vanskeligste problem, nemlig problemet med genstridige skyldnere;

7.

bemærker, at en sådan håndbog kan være omstændelig og dyr at fremstille og ajourføre, at det for de enkelte borgere, der indgiver klager, kan være lettere kun at skulle beskæftige sig med én ordning, og at kreditorerne i de fleste tilfælde vil skulle søge rådgivning hos jurister inden for det relevante udenlandske retsområde; mener, at en strømlinet version imidlertid kan være nyttig i mangel af en anvendelig grænseoverskridende ordning;

8.

er af den faste overbevisning, at det ville være nyttigt at offentliggøre nationale oversigter over udenlandske advokater, der udøver deres rettigheder på det indre marked i henhold til direktiv 77/249/EØF (5) og 98/5/EF (6); påpeger, at der kan indsættes et link til sådanne nationale vejledninger på en af Kommissionens websteder;

9.

er imod at give uberettiget, vilkårlig og forskellig adgang til alle former for oplysninger fra folkeregister og de sociale sikringsordningers og skattevæsenets registre og er for en tilstrækkelig og rimelig ramme med henblik på at sikre effektiv fuldbyrdelse af domme i Den Europæiske Union;

10.

mener, at adgang til folkeregistre (i de lande, hvor der findes sådanne registre) måske kunne være nyttigt med henblik på at opspore uheldige privatpersoner, der ikke betaler underholdsbidrag eller ydelserne på personlige lån og på at undgå misbrug;

11.

mener, at bedre adgang til de sociale sikringsordningers og skattevæsenets registre er blevet benyttet i bestemte jurisdiktioner med visse positive resultater, men at det desuden er nødvendigt at sikre reglerne om databeskyttelse og fortrolighed; påpeger, at dette er et følsomt anliggende for den brede offentlighed, og at der desuden meget vel kan være juridiske problemer forbundet med at benytte oplysninger til et andet formål end det, de er blevet indhentet til;

12.

bemærker endvidere, at selvangivelser og oplysninger fra de sociale sikringsordningers registre er fortrolige i mange medlemsstater, og at ideen om et register, med alle de risici der er for, at oplysninger havner i de forkerte hænder, ikke vil blive hilst velkommen i de pågældende lande og vil blive betragtet som misbrug af den udøvende magt;

13.

fastholder, at hvis forslaget ikke står i rimeligt forhold til formålet, kan det føre til misbrug og kan indebære en krænkelse af retten til respekt for privatlivets fred;

14.

mener, at ideen om et bedre samarbejde mellem de offentlige fuldbyrdelsesmyndigheder kan være værd at undersøge nærmere på, men påpeger, at der ikke findes sådanne myndigheder i alle medlemsstaterne;

15.

er af den opfattelse, at en skyldnererklæring godt kan bruges som led i proceduren for fuldbyrdelse af en dom, hvis den kan understøttes af sanktioner i henhold til den nationale lovgivning;

16.

mener ikke, at der er behov for fællesskabsforanstaltninger på dette område, så længe det ikke er bevist, at medlemsstaternes eksisterende instrumenter ikke er effektive;

17.

foreslår, at ideen om indførelse af en form for foreløbigt fællesskabsretsmiddel som supplement til de nationale domstoles retsmidler, kan overvejes; finder, at et sådant retsmiddel kunne have form af en enkel, fleksibel procedure, som kunne have gyldighed i hele EU, hvorved forsinkelser og unødige omkostninger kunne undgås; er af den opfattelse, at et sådant retsmiddel også ville være effektivt og retfærdigt over for ikke-parter;

18.

foreslår, at en sådan foranstaltning også kunne finde anvendelse på voldgiftskrav, og at der også bør tages hensyn hertil i forbindelse med den kommende revision af Bruxelles I-forordningen;

19.

opfordrer Kommissionen til at give dette spørgsmål høj prioritet og foretage a) en detaljeret vurdering af problemet, b) en feasibility-undersøgelse vedrørende eventuelle fællesskabsinstrumenter og c) en konsekvensanalyse af eventuelle fællesskabsretlige retsmidler begrænset til grænseoverskridende aspekter; finder, at Kommissionens undersøgelse endvidere bør fastsætte og behørigt begrunde det korrekte retsgrundlag for eventuelle forslag til fællesskabsinstrumenter, som bør være begrænsede til grænseoverskridende tilfælde og bør supplere og ikke gribe ind i de rent nationale retsmidler på dette område;

20.

anmoder indtrængende kommissionen om grundigt at overveje de foranstaltninger forud for og på tidspunktet for kontraktindgåelse, som kan forbindes med udviklingen af CFR og alle andre frivillige instrumenter, der hidrører herfra, med henblik på at sikre, at parterne i europæiske grænseoverskridende kontrakter tager stilling til problemerne med forsinket og manglende betaling ved kontraktindgåelse;

21.

forventer i høj grad en fornyet gennemgang af direktivet om forsinkede betalinger og opfordrer inderligt Kommissionen til hurtigst muligt at påbegynde en sådan gennemgang i lyset af det aktuelle økonomiske klima;

22.

foreslår, at der foretages en undersøgelse af forskellene i de nationale retlige fremgangsmåder med hensyn til ejendomsforbehold og andre lignende mekanismer med henblik på at sikre deres gensidige anerkendelse;

23.

understreger betydningen af, at indehaveren af en formueret, som er anerkendt i en retsafgørelse, kan udøve sin ret på samme måde som udstederen;

24.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.