EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008PC0535

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om pesticidudbringningsudstyr og om ændring af direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner

/* KOM/2008/0535 endelig udg. - COD 2008/0172 */

52008PC0535

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om pesticidudbringningsudstyr og om ændring af direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner /* KOM/2008/0535 endelig udg. - COD 2008/0172 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 5.9.2008

KOM(2008) 535 endelig

2008/0172 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om pesticidudbringningsudstyr og om ændring af direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner

(forelagt af Kommissionen)

2008/0172 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om pesticidudbringningsudstyr og om ændring af direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[1],

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[2],

efter proceduren i traktatens artikel 251[3], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er almindelig anerkendt, at anvendelsen af pesticider medfører risici både for menneskers sundhed og for miljøet. I sin meddelelse "Temastrategi for bæredygtig anvendelse af pesticider"[4] har Kommissionen fastlagt en strategi, der har til formål at mindske de risici for menneskers sundhed og for miljøet, som er forbundet med anvendelsen af pesticider. Endvidere har Kommissionen fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ramme for Fællesskabets indsats med henblik på bæredygtig anvendelse af pesticider[5] (herefter benævnt "rammedirektivet").

(2) Konstruktionen, fremstillingen og vedligeholdelsen af pesticidudbringningsmaskiner spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at mindske pesticiders skadelige virkninger for menneskers sundhed og miljøet. Rammedirektivet indfører krav til inspektion og vedligeholdelse af pesticidudbringningsmaskiner, som er i professionel brug.

(3) Beskyttelse af menneskers sikkerhed og sundhed og i givet fald af husdyr og formuegoder er allerede omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner[6]. Af hensyn til nævnte direktivs overensstemmelse med rammedirektivet er det hensigtsmæssigt, at væsentlige miljøbeskyttelsesbestemmelser om konstruktionen og fremstillingen af nye pesticidudbringningsmaskiner integreres i direktiv 2006/42/EF.

(4) Med henblik herpå er det også nødvendigt at indføje en henvisning til beskyttelsen af miljøet i bestemmelserne i direktiv 2006/42/EF og begrænse denne målsætning til den kategori af maskiner og de risici, som er underkastet særlige miljøbeskyttelseskrav.

(5) Direktiv 2006/42/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 2006/42/EF

I direktiv 2006/42/EF foretages følgende ændringer:

1. I artikel 2 indsættes som litra m):

"m) "væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav": obligatoriske bestemmelser, som skal sikre, at produkter ikke udgør en risiko for personers sikkerhed og sundhed og i givet fald for husdyr, formuegoder eller miljøet."

2. Artikel 4, stk. 1, affattes således:

"1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, så maskiner kun kan markedsføres og/eller leveres til brug, såfremt de opfylder dette direktivs relevante bestemmelser og ikke udgør en risiko for personers sikkerhed og sundhed, eller i givet fald for husdyr, formuegoder eller miljøet , hvis de installeres og vedligeholdes på passende vis og anvendes til den forudsatte anvendelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses."

3. Artikel 9, stk. 3, første afsnit, affattes således:

"I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, hører Kommissionen medlemsstaterne og de andre berørte parter og meddeler dem, hvilke foranstaltninger den har til hensigt at træffe for på fællesskabsplan at sikre borgerne et højt sundhedsbeskyttelses- og sikkerhedsniveau og i givet fald et højt beskyttelsesniveau for husdyr, formuegoder eller miljøet."

4. Artikel 11, stk. 1, affattes således:

"1. Konstaterer en medlemsstat, at en maskine, der er omfattet af dette direktiv og er forsynet med CE-mærkning og ledsaget af EF-overensstemmelseserklæringen, og som anvendes i overensstemmelse med dens bestemmelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses, kan udgøre en risiko for personers sikkerhed og sundhed eller i givet fald for husdyr, formuegoder eller miljøet , træffer den alle nødvendige foranstaltninger for at trække den pågældende maskine tilbage fra markedet, forbyde markedsføring og/eller levering til brug af sådant maskineri eller indskrænke dens frie bevægelighed."

5. I bilag I foretages følgende ændringer:

a) Punkt 1 under Generelle principper affattes således:

"1. Maskinfabrikanten eller dennes repræsentant skal sørge for, at der bliver foretaget en risikovurdering med henblik på at fastlægge de sikkerheds- og sundhedskrav, der knytter sig til den pågældende maskine. Maskinen skal derefter konstrueres og fremstilles under hensyntagen til resultaterne af denne analyse.

Ved ovennævnte iterative risikovurderings- og risikonedsættelsesproces skal fabrikanten eller dennes repræsentant:

- fastlægge maskinens begrænsninger, herunder den tilsigtede brug og enhver forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses

- fastlægge de farer, som kan opstå i forbindelse med maskinen, og de dermed forbundne farlige situationer

- vurdere risiciene under hensyn til alvoren af en eventuel ulykke eller skade på sundheden og i givet fald på miljøet og sandsynligheden for, at der sker sådan skade

- vurdere risiciene med henblik på at bestemme, om det er nødvendigt at begrænse dem i overensstemmelse med formålet med dette direktiv

- fjerne farerne eller begrænse risiciene i forbindelse med disse farer ved at anvende beskyttelsesforanstaltninger i den prioritetsfølge, der er angivet i punkt 1.1.2.b."

b) I del 2 foretages følgende ændringer:

(i) Første afsnit affattes således:

"Fødevaremaskiner og maskiner til kosmetiske eller farmaceutiske produkter, håndholdte og/eller håndstyrede maskiner, bærbare fastgørelsesmaskiner og andre slagmaskiner samt maskiner til bearbejdning af træ og materialer med tilsvarende fysiske egenskaber og pesticidudbringningsmaskiner skal opfylde alle de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er omhandlet i dette kapitel (jf. Generelle principper, punkt 4)."

ii) Som punkt 2.4 indsættes:

"2.4. PESTICIDUDBRINGNINGSMASKINER

2.4.1. Definition

"Pesticidudbringningsmaskiner": maskiner, som er specielt beregnet for udbringning af plantebeskyttelsesprodukter som defineret i forordning (EF) nr. […][7] eller biocidholdige produkter til skadedyrsbekæmpelse, der hører til produkttype 14-19 som defineret i bilag V til direktiv 98/8/EF[8].

2.4.2. Generelt

Pesticidudbringningsmaskiner skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at de kan betjenes, indstilles og vedligeholdes uden at belaste miljøet unødigt.

2.4.3. Betjening og overvågning

Det skal være muligt at betjene en maskine og overvåge driften af den fra betjeningspladserne.

2.4.4. Påfyldning og tømning

Maskiner skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at præcis påfyldning og fuldstændig tømning er let, og at utilsigtet spredning ikke er mulig ved disse operationer.

2.4.5. Udbringning

2.4.5.1. Sprøjtehastighed

Maskinerne skal være forsynet med anordninger, som gør det let at justere sprøjtehastigheden præcist og pålideligt.

2.4.5.2. Fordeling og aflejring

Maskiner skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at pesticidet fordeles jævnt og aflejres ensartet på behandlingsarealet, og at spildet uden for behandlingsarealerne begrænses til et minimum.

Spild skal undgås, når pesticidudbringningen er standset.

2.4.6. Vedligeholdelse

2.4.6.1. Rengøring

En maskine skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at rengøring af især tanken let kan foretages.

2.4.6.2. Service

En maskine skal konstrueres og fremstilles på en sådan måde, at udskiftning af slidte dele let kan foretages. Det skal være muligt at tilslutte de nødvendige måleinstrumenter til maskinen for at kontrollere, om den fungerer korrekt.

2.4.7. Mærkning

2.4.7.1. Dyser

Dyser skal være mærket på en sådan måde, at type og størrelse kan aflæses direkte, eller det skal fremgå af oplysningerne i brugsanvisningen.

2.4.7.2. Filtre

Filtre og sier skal være mærket på en sådan måde, at type og hulstørrelse kan aflæses direkte, eller det skal fremgå af oplysningerne i brugsanvisningen.

2.4.8. Brugsanvisning

Brugsanvisningen skal indeholde følgende oplysninger:

a) forholdsregler, der skal tages ved påfyldning, tømning og rengøring for at undgå forurening af omgivelserne

b) anvendelsesbetingelser og den tilhørende klargøring og indstilling for at sikre en jævn fordeling og ensartet aflejring af pesticidet og undgå spild

c) dysernes type og størrelse

d) siernes og filtrenes type og hulstørrelse

e) kontrolhyppighed og kriterier for udskiftning af dyser, sier og filtre

f) restriktioner vedrørende anvendelse af særlige pesticider

g) tilkobling og anvendelse af specialudstyr og tilbehør

h) kontrol af maskinen, der skal udføres i henhold til de relevante bestemmelser i direktiv [..][9]."

Artikel 2Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den […] de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen derom.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den […].

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2 Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv, samt en sammenligningstabel, der viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand

Formand

[1] EUT C af , s. .

[2] EUT C af […], s. .

[3] EUT C af , s. .

[4] KOM(2006) 372 endelig.

[5] KOM(2006) 373 endelig.

[6] EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24.

[7] Forordning (EF) nr. […] om plantebeskyttelsesprodukter, EUT L […] af […], s. […].

[8] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter, EFT L 123 af 24.4.1998 s. 1 (senest ændret ved direktiv 2007/47/EF, EUT L 247 af 21.9.2007, s. 21).

[9] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af […] om en ramme for Fællesskabets indsats med henblik på bæredygtig anvendelse af pesticider - EUT L […] af […], s. […].

Top