Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008IP0396

Situationen i Georgien Europa-Parlamentets beslutning af 3. september 2008 om situationen i Georgien

OJ C 295E , 4.12.2009, p. 26–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

4.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 295/26


Onsdag, den 3. september 2008
Situationen i Georgien

P6_TA(2008)0396

Europa-Parlamentets beslutning af 3. september 2008 om situationen i Georgien

2009/C 295 E/08

Europa-Parlamentet,

der henviser til sine tidligere beslutninger om Georgien, særligt sin beslutning af 26. oktober 2006 om situationen i Sydossetien (1), sine beslutninger af 29. november 2007 (2) og 5. juni 2008 (3) om situationen i Georgien,

der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om den europæiske naboskabspolitik (4), sine beslutninger af 17. januar 2008 om en mere effektiv EU-politik for Sydkaukasus (5) og om et regionalpolitisk initiativ for Sortehavsområdet (6),

der henviser til den handlingsplan for den europæiske naboskabspolitik, som er vedtaget sammen med Georgien, og som indeholder en forpligtelse til at samarbejde om en løsning af Georgiens interne konflikter,

der henviser til Rådets fælles aktion 2008/450/FUSP af 16. juni 2008 om et yderligere bidrag fra Den Europæiske Union til bilæggelse af konflikten i Georgien/Sydossetien (7) og til tidligere fælles aktioner vedrørende samme emne,

der henviser til sine tidligere beslutninger om forbindelserne mellem EU og Rusland, særlig beslutningen af 19. juni 2008 om topmødet mellem EU og Rusland den 26.-27. juni 2008 i Khanty-Mansiysk (8),

der henviser til konklusionerne fra Rådets ekstraordinære samling (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) om situationen i Georgien den 13. august 2008,

der henviser til konklusionerne fra den ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd (9) om situationen i Georgien af 1. september 2008,

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner S/RES/1781 (2007) og S/RES/1808 (2008), som begge støtter Georgiens territoriale integritet og hvoraf sidstnævnte forlænger mandatet for FN's observatørmission i Georgien (UNOMIG) til den 15. oktober 2008,

der henviser til beslutning nr. 861 fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE's) Permanente Råd af 19. august 2008 om at øge antallet af officerer i OSCE's mission i Georgien,

der henviser til erklæringen fra NATO's topmøde den 3. april 2008 i Bukarest og resultatet af mødet i NATO-rådet den 19.08.08,

der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.

der henviser til, at EU fortsat er forpligtet til at støtte Georgiens uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for de internationalt anerkendte grænser,

B.

der henviser til, at udstedelsen af russiske pas til borgere i Sydossetien og Ruslands støtte til løsrivelsesbevægelsen og separatisternes øgede militære aktiviteter rettet mod landsbyer med georgiske indbyggere har ført til en intensivering af spændingerne i Sydossetien i forbindelse med omfattende russiske militærmanøvrer nær grænsen til Georgien i juli 2008,

C.

der henviser til, at Georgiens væbnede styrker efter flere ugers tiltagende spændinger og mindre træfninger mellem parterne og på grund af de sydossetiske separatiststyrkers provokationer i form af bombeangreb, dødelige sammenstød, skudvekslinger og beskydninger, der forårsagede mange dødsfald og kvæstelser blandt civilbefolkningen, natten mellem den 7. og 8. august 2008 iværksatte et overraskelsesangreb med artilleri på Tskhinvali efterfulgt af en landoperation med både kampvogne og landtropper med det formål at genvinde kontrollen med Sydossetien,

D.

der henviser til, at Rusland efter en langsigtet militær opbygning reagerede øjeblikkeligt med et massivt modangreb, indsatte kampvogne og landtropper, foretog bombeangreb mod flere områder i Georgien, herunder byen Gori, og blokerede de georgiske havne ved Sortehavet,

E.

der henviser til, at ca. 158 000 mennesker har måttet flygte på grund af krisen og er blevet tvunget til at forlade deres hjem og nu har behov for bistand og støtte til at vende tilbage; som henviser til, at det på grund af klyngebomber, ueksploderet ammunition og landminer samt de russiske advarsler og det manglende samarbejde ikke er sikkert at vende tilbage,

F.

der henviser til, at Georgiens infrastruktur har lidt omfattende skader som følge af russiske militære aktioner, og at der er behov for humanitær bistand,

G.

der henviser til, at menneskerettighedsforskere og militæranalytikere har dokumenteret, at de russiske tropper har anvendt klyngebomber i Georgien, og at der er tusindvis af ueksploderede bomber i konfliktområdet; der henviser til, at Georgien har indrømmet også at have anvendt klyngebomber i Sydossetien i nærheden af Rokitunnelen,

H.

der henviser til, at Georgiens og Ruslands præsidenter den 12. august 2008 forpligtede sig til at overholde en aftale indgået på grundlag af EU's mæglingsbestræbelser om en omgående våbenstilstand, omgående tilbagetrækning af de georgiske og russiske tropper til deres stillinger inden den 7. august 2008 og iværksættelse af internationale drøftelser om hurtig indførelse af en international mekanisme med henblik på at forberede en fredelig og varig løsning på konflikten,

I.

der henviser til, at NATO den 19. august 2008 suspendere sine regelmæssige forbindelser på højt niveau med Rusland med den begrundelse, at den russiske militære aktion havde været »uforholdsmæssig« og »ikke i overensstemmelse med landets indsats for at sikre freden i dele af Georgien«, og at »de normale forbindelser« ikke kunne opretholdes, så længe der fortsat var russiske styrker i Georgien,

J.

der henviser til, at Rusland den 22. august 2008 trak kampvogne, artilleri og flere hundrede soldater tilbage fra deres mest fremskudte positioner i Georgien, men at landet fortsat kontrollerer adgangsvejene til havnebyen Poti i det sydlige Abkhasien, og at den russiske regering har bebudet, at den fortsat vil have udstationeret tropper i en sikkerhedszone omkring Sydossetien og Abkhasien og etablere et antal kontrolposter, hvor der vil blive stationeret russiske tropper,

K.

der henviser til, at det russiske parlaments førstekammer den 25. august 2008 vedtog en beslutning, hvormed præsidenten blev opfordret til at anerkende de to georgiske løsrivelsesregioner Abkhasien og Sydossetien, hvorefter præsident Dmitry Medvedev den 26. august 2008 formelt anerkendte de to regioner som uafhængige stater,

L.

der henviser til, at denne konflikt vil få vidtrækkende konsekvenser for den regionale stabilitet og sikkerhed og vil række langt videre end de direkte forbindelser mellem konfliktens parter samt vil kunne få følger for forholdet mellem EU og Rusland, den europæiske naboskabspolitik, Sortehavsregionen og i området uden for dette,

M.

der henviser til, at EU bør udvise fuld politisk enighed i sin reaktion på krisen i Georgien og tale med en stemme, navnlig over for Rusland; der henviser til, at vejen til en fredelig og holdbar løsning af konflikterne i Georgien og Kaukasus kræver en omfattende revision af EU's naboskabspolitik og et nyt engagement med hele regionen i samarbejde med alle europæiske og internationale organisationer, navnlig OSCE,

N.

der henviser til, at den georgiske regering sidste uge afbrød de diplomatiske forbindelser med Rusland, og at Den Russiske Føderation reagerede ved at gøre det samme,

1.

er af den opfattelse, at der ikke findes nogen militær løsning på konflikterne i Kaukasus, og tager på det kraftigste afstand fra alle dem, der har anvendt våbenmagt og vold for at ændre situationen i de georgiske løsrivelsesregioner Sydossetien og Abkhasien;

2.

opfordrer Rusland til at respektere Georgiens suverænitet og territoriale integritet og de internationalt anerkendte grænsers ukrænkelighed, og fordømmer derfor kraftigt Den Russiske Føderations anerkendelse af de georgiske løsrivelsesregioner Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed som værende i strid med folkeretten,

3.

understreger, at enhver afgørelse om Sydossetiens og Abkhasiens endelige status skal afhænge af overholdelse af de grundlæggende principper i folkeretten, herunder slutakten fra 1975 fra Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Helsingforsslutakten), navnlig med hensyn til flygtningenes tilbagevenden og respekten for deres ejendom og garantier og respekt for mindretalsrettigheder;

4.

fordømmer Ruslands uacceptable og uforholdsmæssige militære aktion og indtrængen dybt ind i Georgien, der er i strid med folkeretten; betoner, at Rusland ikke har nogen legitim grund til at invadere Georgien, besætte dele af landet og true med at tilsidesætte et demokratisk lands regering,

5.

beklager tabet af menneskeliv og de menneskelige lidelser forårsaget af den vilkårlige magtanvendelse, som alle konfliktens parter har lagt for dagen;

6.

er stærkt foruroliget over virkningen af de russiske miner for de sociale og økonomiske aktiviteter i Georgien, især sprængningen af jernbanebroen nær Kaspi den 16. august 2008 på hovedstrækningen mellem Tbilisi og Poti, og den eksplosion, der den 24. august 2008 ramte et tog med brændstoffer nær Gori, som transporterede råolie fra Kasakhstan med henblik på udførsel fra Poti; understreger, at begge aktioner udgjorde en krænkelse af våbenstilstandsaftalen;

7.

gentager sin konsekvente tilslutning til princippet om, at intet tredjeland har vetoret over for et andet lands suveræne afgørelse om at tilslutte sig nogen international organisation eller alliance eller er berettiget til at destabilisere en demokratisk valgt regering;

8.

fremhæver, at partnerskabet mellem EU og Rusland skal tage udgangspunkt i overholdelsen af de grundlæggende standarder for det europæiske samarbejde, og at de skal respekteres i handling og ikke kun i ord;

9.

roser EU's formandskab for den effektivitet og hurtighed, hvormed det har reageret på denne konflikt, og den enighed, som medlemsstaterne har lagt for dagen i forsøget på at mægle mellem de to parter og bringe dem i stand til at undertegne en våbenstilstands- og fredsplan; bifalder konklusionerne fra det ovennævnte ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd;

10.

opfordrer indtrængende Rusland til at overholde alle sine forpligtelser i medfør af den våbenstilstandsaftale, der er indgået og undertegnet i kraft af EU's diplomatiske indsats, og som i første rækker indebærer en fuldstændig og omgående reduktion af de russiske styrker fra selve Georgien og en indskrænkning af de russiske tropper, der blev stationeret som fredbevarende styrke i de to provinser, inden konflikten brød ud; fordømmer de omfattende plyndringer, som de russiske invasionsstyrker og de ledsagende militsstyrker har foretaget;

11.

kræver, at der omgående gennemføres en uafhængig international undersøgelse for at få fastslået kendsgerningerne og skabe større klarhed over en række påstande;

12.

henstiller til Georgien, der har ratificeret Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, og til de russiske myndigheder at støtte og i fuldt omfang samarbejde med Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed, for så vidt angår en undersøgelse af de tragiske begivenheder og overgreb på civilbefolkningen, der fandt sted under konflikten, for at placere ansvaret og stille de ansvarlige for en domstol;

13.

opfordrer de russiske og georgiske myndigheder til at fremlægge alle oplysninger om de områder, hvor deres styrker nedkastede klyngebomber, så der kan iværksættes øjeblikkelige minerydningsforanstaltninger og forhindres yderligere dødsfald og kvæstelser blandt den uskyldige civilbefolkning, og der skabes mulighed for, at de fordrevne kan vende sikkert hjem;

14.

opfordrer EU og NATO og medlemsstaterne til med udgangspunkt i en fælles holdning at gøre brug af alle muligheder for at overtale den russiske regering til at respektere folkeretten, hvad der er en nødvendig forudsætning for, at landet kan spille en ansvarlig rolle i det internationale samfund; minder Rusland om det ansvar, landet som en af FN's vetomagter har for en fredelig verdensorden;

15.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at revidere deres politik over for Rusland, såfremt landet ikke overholder sine forpligtelser i henhold til våbenstilstandsaftalen; støtter derfor den beslutning, som Det Europæiske Råd har truffet om at udsætte forhandlingerne om en partnerskabs- og samarbejdsaftale, indtil de russiske tropper er blevet trukket tilbage til deres stillinger forud for den 7. august 2008;

16.

opfordrer Kommissionen til at foreslå aftaler mellem EU og Georgien om tilbagetagelse og lempelse af visumregler i mindst samme omfang, som det er tilfældet i forholdet til Rusland;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at tage udstedelsen af visa i forbindelse med økonomiske aktiviteter med udgangspunkt i Sydossetien og Abkhasien op til overvejelse;

18.

fordømmer på det kraftigste den tvungne genbosættelse af georgiere fra Sydossetien og Abkhasien, og opfordrer de de facto-sydossetiske og abkhasiske myndigheder til at garantere, at den fordrevne civilbefolkning kan vende sikkert tilbage i overensstemmelse med den humanitære folkeret;

19.

glæder sig over OSCE's initiativ til at øge antallet af ubevæbnede observatører; slår til lyd for en yderligere styrkelse af OSCE's mission i Georgien, som giver denne fuld frihed til at bevæge sig rundt i hele landet, og tilskynder EU's medlemsstater til at yde et bidrag til denne indsats;

20.

kræver et solidt EU-bidrag til den påtænkte internationale mekanisme for en løsning af konflikten, og værdsætter derfor Det Europæiske Råds beslutning om udsendelse af en overvågningsmission som led i ESFP (den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik) som supplement til FN's og OSCE's missioner og om at anmode om et FN- eller OSCE-mandat til en ESFP-fredsmission;

21.

glæder sig over EU's aktive og vedvarende støtte til alle internationale bestræbelser på at finde frem til en fredelig og varig løsning på konflikten, især Rådets tilsagn om at støtte alle konfliktbilæggelsesbestræbelser fra FN's, OSCE's og andre parters side; glæder sig navnlig over beslutningen om at udnævne en særlig EU-repræsentant i forbindelse med krisen i Georgien;

22.

glæder sig over Kommissionens pakke for hurtig humanitær bistand til civilbefolkningen, hvor der er afsat et beløb på 6 mio. EUR, som skal suppleres med yderligere midler på grundlag af en behovsvurdering foretaget på stedet; konstaterer, at der er et presserende behov for genopbygningsbistand i kølvandet på konflikten;

23.

glæder sig over Rådets beslutning om at indkalde til en international donorkonference om genopbygningen af Georgien, og opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at undersøge mulighederne for en omfattende EU-plan for ydelse af økonomisk støtte til genopbygning af de områder i Georgien, der er berørt af krigshandlingerne, og at sikre en mere udtalt politisk tilstedeværelse fra EU's side i landet og i regionen som sådan;

24.

opfordrer alle konfliktens parter til at give fuldstændig og uhindret adgang til humanitær bistand til ofrene, også til flygtninge og internt fordrevne;

25.

går ind for, at bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten i Georgien og de andre uløste konflikter i Sydkaukasus vil nyde godt af en øget internationalisering af konfliktløsningsmekanismerne; foreslår derfor, at EU sammenkalder en transkaukasisk fredskonference som et af de vigtigste elementer i denne proces; mener, at en sådan konference bør behandle internationale garantier, der sikrer fuld respekt for civile og politiske rettigheder og fremmer demokratiet gennem de internationale retsprincipper; betoner, at konferencen også bør give anledning til at høre de underrepræsenterede og tavse grupper i Kaukasusområdet;

26.

anmoder Rådet og Kommissionen om at udbygge den europæiske naboskabspolitik yderligere ved i højere grad at tilpasse den til EU's østlige partneres behov, inklusive en intensivering af EU's deltagelse i Sortehavsregionen, at acceptere Parlamentets forslag om et europæisk økonomisk område plus eller det svensk-polske forslag om et østligt partnerskab og i forholdet til Georgien, Ukraine og især Republikken Moldova at fremskynde etableringen af et frihandelsområde; mener, at der ved liberaliseringen af EU's visumpolitik over for de nævnte lande må tages hensyn til, at Rusland har opnået bedre vilkår på dette område end dem;

27.

understreger den indbyrdes sammenhæng mellem en række problemer i Sydkaukasusregionen og behovet for at finde en omfattende løsning i form af en stabilitetspagt, hvor alle de vigtigste eksterne aktører er inddraget; understreger endvidere, at det er nødvendigt at udbygge samarbejdet med nabolandene i Sortehavsregionen ved at indføre en særlig institutionel og multilateral mekanisme, som f.eks. en Sortehavsunion, og afholde en international sikkerheds- og samarbejdskonference om Sydkaukasusregionen; anmoder derfor Kommissionen om at forelægge et specifikt forslag for Parlamentet og Rådet om etablering af en multilateral ramme for Sortehavsregionen, herunder Tyrkiet og Ukraine; mener, at nabolandene, f.eks. Kasakhstan, bør inddrages af hensyn til hele regionens stabilitet og energistrømmene;

28.

henviser til, at NATO på topmødet i Bukarest den 3. april 2008 vedtog, at Georgien skulle optages i alliancen;

29.

betoner Georgiens betydning for en forbedring af EU's energisikkerhed ved at udgøre et alternativ til ruten for transit af energi gennem Rusland; anser det for afgørende, at de eksisterende infrastrukturer såsom Baku-Tbilisi-Ceyhan-rørledningen beskyttes effektivt, og opfordrer Kommissionen til at tilbyde Georgien al den bistand, der i denne forbindelse er nødvendig; forventer, at EU utvetydigt forpligter sig politisk og budgetmæssigt til at gennemføre Nabucco-rørledningsprojektet, der er anerkendt som et projekt prioriteret af EU og skal passere gennem georgisk område, og som er det mest seriøse alternativ til de projekter, der er iværksat i samarbejde med Rusland, som alle potentielt indebærer, at medlemsstaterne i stigende grad bliver økonomisk og politisk afhængige af Rusland;

30.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at fastlægge EU's fælles energipolitik, som bl.a. tager hensyn til den nødvendige diversificering af forsyningskilderne;

31.

er af den opfattelse, at samarbejde i Sydkaukasus ikke bør dreje sig om gensidigt eksklusive indflydelsesområder for EU og Rusland (såkaldte interessesfærer);

32.

er af den opfattelse, at EU's rolle i den nuværende krise understreger behovet for en styrkelse af den europæiske udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og mener, at Lissabontraktaten, herunder indførelsen af en højtstående repræsentant, en solidaritetsklausul og en EU-politik for energisikkerhed, er den rette vej til at nå dette mål;

33.

understreger, at det er nødvendigt at sikre stabilitet i Sydkaukasusregionen, og opfordrer den armenske og aserbajdsjanske regering til at bidrage til opnåelse af dette mål, samtidig med at alle deres internationale forpligtelser respekteres;

34.

bekræfter det princip, at pluralistisk og demokratisk regeringsførelse, der indebærer fungerende oppositionspartier og respekt for menneskerettigheder og borgerlige rettigheder, er den bedste garanti for stabilitet i hele Sydkaukasusregionen;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Georgiens præsident og parlament, Den Russiske Føderations præsident og parlament, NATO, OSCE og Europarådet.


(1)  EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 429.

(2)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2007)0572.

(3)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2008)0253.

(4)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2007)0538.

(5)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2008)0016.

(6)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2008)0017.

(7)  EUT L 157 af 17.6.2008, s. 110.

(8)  »Vedtagne tekster«, P6_TA(2008)0309.

(9)  Rådet, dokument 12594/08.


Top