EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006DC0122

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Årlig politikstrategi for 2007 - Øget tillid gennem handling

/* KOM/2006/0122 endelig udg. */

52006DC0122

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Årlig politikstrategi for 2007 - Øget tillid gennem handling /* KOM/2006/0122 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 14.3.2006

KOM(2006) 122 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Årlig politikstrategi for 2007 Øget tillid gennem handling

INDHOLDSFORTEGNELSE

Øget tillid gennem handling 3

Del I - Prioriterede foranstaltninger i 2007 6

1. Velfærd 6

2. Solidaritet 8

3. Sikkerhed og frihed 10

4. EU som partner på verdensplan 11

5. Forvaltningspraksis og bedre lovgivning: EU's konkrete tiltag 14

Del II Personale- og finansressourcer i 2007 - Generelle rammer 15

1. Personaleressourcer 15

1.1. Større personalebehov som følge af udvidelsen 15

1.2. Bidrag til centrale ressourcer 15

1.3. Samlede personaleressourcer på de fire prioriterede områder 15

2. Finansressourcer 16

ØGET TILLID GENNEM HANDLING

Den Europæiske Union og dens borgere befinder sig i en periode med store udfordringer. EU kan bedst tage disse udfordringer op gennem handling. Borgernes tillid til EU’s indsats er betinget af, hvilke initiativer EU tager, og hvordan de tages. For Kommissionen er det helt afgørende, at der opnås konkrete resultater med de forskellige politikker. For at gøre dette muligt er Den Europæiske Union nødt til at etablere virkelige partnerskaber og derigennem sikre, at udvikling, fastlæggelse og gennemførelse af EU-politikkerne tager afsæt i solid, politisk konsensus.

Bulgarien og Rumænien tiltræder EU i 2007, hvis de opfylder de nødvendige betingelser for fuldstændig gennemførelse af EU-retten. Med den fortsatte debat om EU’s fremtid og udkastet til forhandlingstraktaten og halvtredsåret for Rom-traktaten vil der naturligt være fokus på Den Europæiske Unions bredere værdier og mål samt på, hvordan en “moderniseret” Union kan opfylde de forventninger, som EU-borgerne af i dag nærer til den. Iværksættelsen af nye programmer under de finansielle rammer for 2007-2013 vil i praksis vise, i hvilken udstrækning forventningerne kan opfyldes. Programmerne skulle også gerne tilskynde til, at EU-debatten i første række fokuserer på, hvad Europa burde gøre, med støtte fra plan D for Demokrati, Debat og Dialog. For at genskabe borgernes tillid er det af afgørende betydning, at der kommunikeres effektivt om EU-anliggender og etableres en ægte dialog med borgerne. Kommunikationsaktiviteterne tager fart i 2007 med gennemførelsen af det meste af handlingsplanen om bedre kommunikation om Europa, og når resultaterne af høringen om Hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik omsættes til konkrete foranstaltninger.

De strategiske mål vedrørende velstand, solidaritet og sikkerhed, som blev vedtaget i begyndelsen af denne Kommissions embedsperiode, udgør sammenhængende rammer for EU’s indsats. De er særligt relevante nu, hvor det drejer sig om at tage de øjeblikkelige udfordringer op og opfylde borgernes forventninger. Der slås med de opstillede mål til lyd for et stærkt EU, og de områder, hvor indsatsen skal koncentreres, afgrænses. Hvis EU-institutionerne arbejder sammen om at nå disse mål, kan de skabe reel merværdi og sikre EU-borgerne konkrete resultater.

Formålet med den årlige politikstrategi er at opstille hovedprioriteter, som kan udmøntes i centrale foranstaltninger for 2007. Dette skal gøres under hensyn til, at der sikres en klar kontinuitet fra det ene år til det næste. De prioriterede foranstaltninger for 2007 har ikke en varighed på 12 måneder. Nogle af dem vedrører gennemførelse af beslutninger og konsultationer, der blev truffet og iværksat i 2005 og 2006. Mange af dem vil først blive afsluttet eller gennemført senere. Det er derfor vigtigt at betragte disse foranstaltninger som en del af en sammenhængende og horisontal gennemførelse af politikker med individuelle foranstaltninger på forskellige områder, i eller uden for EU, som udgør første etape på vejen mod virkeliggørelse af EU’s videre mål.

Første halvdel af den nuværende Kommissions embedsperiode slutter i 2007. På det tidspunkt vil mange af dens første politiske tiltag efterhånden være gennemført. I embedsperiodens anden halvdel vil der skulle fastlægges nye retningslinjer. Realiseringen af de femårige strategiske målsætninger går ind i en afgørende fase. Tiden er knap, og der skal kunne fremvises virkelige resultater i 2007. For troværdigheden af EU’s forskellige flerårige strategier er det uhyre vigtigt, at der opnås konkrete fremskridt. Hovedmålet må fortsat være vækst, således at der kan skabes flere og bedre job i Europa. Borgerne er først og fremmest bekymrede for deres job, og beskæftigelsen bør derfor fortsat være EU’s hovedprioritet. Et grundlæggende mål for denne Kommission vil selvfølgelig stadig være at sikre en velfungerende udvidet Europæisk Union og konsekvent anvendelse af EU's politikker og regler i alle medlemsstater. Denne grundlæggende indsats er en forudsætning for, at der kan opstilles nye politikprioriteter.

Indsatsplan

Siden denne Kommission trådte til, har den ikke blot sammen med sine partnere i EU udstukket vigtige nye retningslinjer for EU's politikker, men også videreført arbejdet med at afslutte langsigtede foranstaltninger. De udgør nu grundlaget for nye initiativer i 2007.

- Den reviderede Lissabon-strategi skabte ny klarhed om og fokus på EU’s vækst- og beskæftigelsesmål. Den mundede ud i de første nationale reformprogrammer i 2006, som er medlemsstaternes bidrag til gennemførelsen af økonomisk reform, og i foranstaltninger på EU-plan under Lissabon-programmet. Hertil kom revisionen af vækst- og stabilitetspagten, den reviderede social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden og revisionen af strategien for bæredygtig udvikling. Med den nye samhørighedspolitik og den nye fond for udvikling af landdistrikter fokuseres der også meget klart på vækst- og beskæftigelsesmålet.

- Under det uformelle topmøde på Hampton Court i oktober 2005 blev der også opnået enighed mellem EU-lederne om en række vigtige foranstaltninger som led i EU’s respons over for globaliseringen: forskning og udvikling, universiteter, demografiske udfordringer, energi, migration og sikkerhed. På disse områder så nye initiativer i de efterfølgende måneder dagens lys, bl.a. oprettelse af et EU-institut for Teknologi og af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen samt offentliggørelse af Grønbogen om Energi, men de skal integreres i de centrale EU-foranstaltninger.

- Når forhandlingerne om de finansielle overslag er afsluttet, vil de udgøre grundlaget for EU’s finansieringsindsats over de næste syv år og sikre en målrettet anvendelse af ressourcer til virkeliggørelse af langsigtede strategiske mål.

- EU’s særlige rolle med hensyn til frihed, sikkerhed og retfærdighed godkendtes i Haag-programmet , som er et flerårigt EU-program på dette område. Det udgør den vigtigste strategi for EU’s indsats på dette område, men vil blive revideret i 2007 på grundlag af den første årlige "resultattavle", der fremlægges i juni i år.

- EU har også opstillet supplerende mål vedrørende fremme af velstand, solidaritet og sikkerhed på globalt plan med henblik på at sikre, at åbne markeder, skærpet konkurrence og internationale regler giver nye muligheder og skaber større dynamik i og uden for EU. Naboskabspolitikken er nu etableret som et redskab i EU's udenrigspolitik parallelt med udvidelsesprocessen, efter at der er indledt tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien og Tyrkiet. Med Den Europæiske Konsensus om Udvikling har man fået fastlagt de første egentlige politikrammer, som er godkendt af alle institutionerne.

De spørgsmål, der stiles til Unionen i forbindelse med debatten om EU’s fremtid, kan kun besvares, hvis Unionen er dynamisk og sætter gang i virkelige forandringer i EU inden for disse rammer.

Virkeliggørelse af mål

Kommissionen vil i 2007 søge at nå de fastlagte mål og skifte op i et højere gear, hvad angår levering af resultater. Den vil implementere politikker, der allerede er opnået enighed om, udtænke nye initiativer, således at målene kan nås inden for de planlagte frister, og kridte banen op til embedsperiodens anden halvleg.

Hjørnestenen i Kommissionens politik vil fortsat være de strategiske mål vedrørende velfærd, solidaritet og sikkerhed, såvel i Den Europæiske Union som på verdensplan. På disse områder har Den Europæiske Union direkte indflydelse på forhold, som navnlig optager dens borgere. Der ændres ikke ved det overordnede mål, som er vækst, der skal skabe flere og bedre job. Lissabon-strategien skal give konkrete resultater, hvis Den Europæiske Union fortsat skal kunne være troværdig: og de mere positive makroøkonomiske fremtidsudsigter skal anvendes til at forberede ændringer. EU skal anvende enhver lejlighed til at fremskynde reformer og føre dem ud i praksis.

I 2007 vil der også blive fastsat nye retningslinjer for anden halvdel af Kommissionens embedsperiode. Kommissionen vil forberede fremtiden og herunder gennemføre en grundig revision af EU’s budget, som skal munde ud i en hvidbog i 2008-2009.

Den årlige politikstrategi omhandler prioriterede foranstaltninger for hvert af de tre strategiske mål og deres virkeliggørelse, og den udgør således endnu et skridt hen imod deres virkeliggørelse. Disse nye initiativer vil blive gennemført sideløbende med det arbejde, der gøres for at konsolidere og implementere de politikker, der allerede er fastlagt og taget i brug. Succes på dette område kræver, at Unionens eksisterende politikker fortsat forvaltes godt og gennemføres. I det sidste afsnit angives, hvilke ressourcer der er nødvendige for at forvalte disse politikker og tilpasse sig behovene i det udvidede EU.

De nye initiativer vil blive gennemført under behørig hensyntagen til behovet for høje kvalitetsnormer for EU’s indsats. EU’s initiativer skal være sammenhængende, målrettede og velevaluerede. Kommissionen har forpligtet sig til at gennemføre konsekvensvurderinger af sine initiativer for at sikre, at foranstaltningerne er berettigede. Ansvaret for bedre lovgivning deles af EU-institutionerne, og alle institutionerne deler også ansvaret for, at beslutningerne giver konkrete resultater.

I forbindelse med redegørelsen for den årlige politikstrategi er det relevant at se fremad. Den dialog, som den giver anledning til mellem EU-institutionerne, er en nødvendig forudsætning for, at det fremtidige arbejde i 2007 kan forberedes ud fra en fælles vurdering af, hvilke resultater EU skal levere, og hvordan det skal ske. Kommissionen fremlægger sin strategi med et ønske om samarbejde og ser frem til at høre Europa-Parlamentets og Rådets vurdering af, hvordan EU skal prioritere sin indsats i 2007.

DEL I - PRIORITEREDE FORANSTALTNINGER I 2007

1. Velfærd

Kommissionens centrale strategi til fremme af vækst og beskæftigelse på langt sigt er nu generelt accepteret. Europa-Parlamentet og Rådet bakkede i 2005 op om den nye Lissabon-strategi. Gennemførelsen af denne strategi går i 2006 ind i en ny fase med de nationale reformprogrammer og vil kunne give et fingerpeg om, hvor den fremtidige indsats bør koncentreres. Kommissionen vil fortsætte med at yde støtte til nationale foranstaltninger og gøre en indsats, hvor det er hensigtsmæssigt på EU-plan, således at Lissabon-strategien kan begynde at give konkrete resultater i 2007. Der fokuseres på fire prioriterede områder:

- Viden: de klare mål er her at forbedre uddannelse, forskning og innovation med henblik på at trække væksten i gang

- Virksomheder, navnlig SMV’er: der skal skabes vilkår og adgang til finansiering, som kan medvirke til at realisere EU-virksomhedernes potentiale

- Beskæftigelse og aldring: EU-borgernes kvalifikationer skal anvendes optimalt i alle livsfaser

- Energi: der skal fastlægges en reel fælles politik for energiforsyning og effektiv energianvendelse.

Disse områder udgør grundlaget for de nye initiativer i 2007. EU-politikkerne skal være sammenhængende for at kunne understøtte Lissabon-strategien. Kommissionen vil således fortsætte med at gennemføre handlingsplanen for statsstøtte. Kommissionen vil tilstræbe den bedst mulige balance mellem fleksibilitet og sikkerhed i beskæftigelsen. Den agter også at opfølge energi-grønbogen med detaljerede forslag til forbedring af EU's energimarked. De økonomiske resultater i euro-zonen vil få afgørende betydning for, om det vil lykkes at skabe et solidt grundlag for større vækst. I forbindelse med den eventuelle udvidelse af euro-zonen efter 2007 vil Kommissionen aktivt arbejde på at sikre de berørte medlemsstater en glat og velforberedt omlægning. Kommissionen vil også fortsætte med at anvende fremgangsmåder, der allerede anvendes på forskellige politikområder, og gå videre med virkeliggørelsen af det indre marked, navnlig på vigtige områder som tjenesteydelser og transport. Forenklingen af reglerne i det indre marked for varer, herunder etablering af et effektivt og homogent kontrolsystem, vil sikre ensartet gennemførelse af EU-retten overalt i Den Europæiske Union. Hertil kommer, at en effektiv forvaltning af lovlig indvandring vil udgøre et væsentligt bidrag til Lissabon-strategiens gennemførelse.

Velfærd: vigtigste foranstaltninger i 2007 Lissabon-strategien Årlig fremskridtsvurdering og undersøgelse af, hvor der bør sættes yderligere ind Igangsættelse af nye programmer for tidsrummet 2007-13: 7. Forskningsrammeprogram, Rammeprogrammet for Konkurrencedygtighed og Innovation, Galileo, Transeuropæiske Net, Marco Polo-programmet, programmet for Livslang Læring samt Told- og Fiskalis-programmerne Foranstaltninger, der dels skal sætte skub i investering og forskning i medlemsstaterne og den private sektor, navnlig gennem støtte til markederne for innovative varer og tjenesteydelser, dels skal medvirke til at skabe et attraktivt fælles marked for forskere og fremme universitetsforskning Iværksættelse af det europæiske rumprogram. Beskæftigelse Meddelelse om "flexicurity", som tager sigte på at skabe balance mellem fleksibilitet og sikkerhed i beskæftigelsen. Forvaltning af Den Økonomiske og Monetære Union Bedre overvågning af stabilitets- og konvergensprogrammer og udbygning af dialogen med de medlemsstater, som forventes at kunne deltage i euro-samarbejdet Yderligere forbedring af forvaltningen af euroområdet under den reviderede vækst- og stabilitetspagt og øget politikkoordinering. Energi og transport Forberedelse af oprettelsen af en EU-overvågningsinstans for energimarkedet Foranstaltninger til støtte for afslutning af indsatsen for at oprette et indre marked for el og gas Handlingsplan for intermodal transportlogistik, der tager sigte på at mindske trafiktætheden og reducere transportomkostningerne Foranstaltninger i forbindelse med Naiades-handlingsplanen til fremme af transporten ad indre vandveje og bedre udnyttelse af planens økonomiske potentiale. Det indre marked Koncessioner (opfølgning af grønbogen om offentlig/private partnerskaber og EU's offentlige udbud og koncessioner) Betalingsservicesektoren: oprettelse af et fælles EU-betalingsområde inden 2010 Fortsat indsats for at skabe et virkeligt indre marked for finansielle tjenesteydelser Proportionaliteten mellem kapital og kontrol (én stemme pr. aktie), dvs. bedre overensstemmelse mellem aktionærernes indskud og deres indflydelse i børsnoterede virksomheder Fremme af væksten på markeder, udstyr og tjenesteydelser inden for den trådløse sektor gennem en fælles EU-strategi for allokering af radiospektret Markederne for militærudstyr: fastlæggelse af nye regler for offentlige indkøb af militærudstyr og forenkling af procedurer til overførsel af militærprodukter for at kompensere for markedets opsplitning og øge konkurrencen i sektoren. Lovlig migration Forslag om arbejdskraftmigration, der navnlig tager sigte på at lette indvandring for højtkvalificerede arbejdstagere som opfølgning af politikplanen for lovlig migration. |

- 2. Solidaritet

Økonomisk vækst skal gå hånd i hånd med økonomisk og social samhørighed, et højt beskyttelsesniveau for miljø og mennesker med de kommende generationer for øje og med respekt for fælles værdier : dét er kernen i bæredygtig udvikling. EU er på mange felter nået til enighed om vejen fremad, bl.a. takket være en revideret social- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden og en aftale om EU’s bidrag til afhjælpning af aldringsproblematikken. En ny generation af solidaritetsprogrammer med udgangspunkt i en ny samhørighedspolitik og udvikling af landdistrikter vil se dagens lys i 2007. Tværinstitutionelle forhandlinger og efterfølgende gennemførelse af reformen af de fælles markedsordninger for vin, frugt og grøntsager og bananer samt for sukker vil muliggøre en mere bæredygtig forvaltning af disse vigtige produkter. EU må i 2007 vise, at samhørighed, solidaritet og miljøbeskyttelse kan gå hånd i hånd med større vækst og beskæftigelse . For at nå dette mål er det nødvendigt at øremærke en del af samhørighedsressourcerne til dette område. Der vil være særlig fokus på:

- Fremme af bæredygtig forvaltning og beskyttelse af naturressourcer med særligt henblik på at modvirke tabet af biodiversitet

- Der skal fremsættes forslag til en EU- havpolitik, hvori der indgår en bred strategi til sikring af bæredygtig udvikling og konkurrenceevne i havbaserede aktiviteter

- På energi området vil man lægge særlig vægt på at fremme brugen af vedvarende energi

- EU’s forpligtelser vedrørende klimaændringer skal opfyldes gennem ajourføring af EU-ordningen for handel med emissionskvoter

- 2007 bliver det europæiske ligestillingsår ; planen er at iværksætte specifikke foranstaltninger, der skal lette tilværelsen for personer, som har familieproblemer, eller problemer med håndhævelse af retlige afgørelser.

Samtidigt er det vigtigt fortsat at overvåge anvendelsen af den eksisterende lovgivning, f.eks. med hensyn til ligestilling af køn, forskelsbehandling, arbejdstagernes frie bevægelighed og arbejdsmarkedslovgivning.

Solidaritet: vigtigste foranstaltninger i 2007 Igangsættelse af nye programmer for tidsrummet 2007-2013: Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Globaliseringstilpasningsfond, programmer til udvikling af landdistrikter, Den Europæiske Fiskerifond, Programmet for fremskridt, Life+, Aktive Unge, Kultur 2007, Media 2007, Borgere for Europa, Solidaritet og Styring af Migrationsstrømme, samt Grundlæggende Rettigheder og Retfærdighed. Solidaritet på arbejdsmarkedet Det reviderede direktiv om overførsel af virksomheder Høring af arbejdsmarkedets parter vedrørende kollektive overenskomster på tværs af grænserne Forenkling af lovgivningen om informering og høring af arbejdstagere Opfølgning af grønbog om arbejdsrettens udvikling Den europæiske strategi for informations- og kommunikationsteknologi: sigtet er at fremme social integration og uafhængighed for de ældre. Retlige og indre anliggender Opfølgning af grønbøger om arv og testamente, formueforholdet mellem ægtefæller samt arrest i bankindeståender Grønbog og foranstaltningsplan vedrørende iværksættelsen af anden fase af den fælleseuropæiske asylordning Grønbog om håndhævelse af retlige afgørelser Minimumsstandarder for indsamling og håndtering af bevismateriale til sikring af, at sådant materiale er gyldigt i alle EU-lande Meddelelse om narkotikapolitikken og ordninger til påvisning, overvågning og imødegåelse af nye tendenser i brugen af narkotika og på narkotikamarkedet Meddelelse om en mere harmoniseret fortolkning af centrale bestemmelser i databeskyttelsesdirektivet. Bæredygtig forvaltning og brug af ressourcer - miljøbeskyttelse Revision af EU's handel med emissionskvoter og forslag om opfangning og lagring af kulstof i geologiske formationer Nyt initiativ om grønne offentlige indkøb som led i handlingsplanen for bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug Nye strukturer til udvikling og demonstration af renere kulteknologi Oprettelse af det nye kemikalieagentur i Helsingfors og iværksættelse af lovgivningen om den nye kemikaliepolitik (REACH) Revision af habitat- og fugledirektiverne med henblik på tilpasning til ny viden Afslutning af grønbogskonsultation vedrørende fremtidig maritim politik og fremlæggelse af en handlingsplan. |

- 3. Sikkerhed og frihed

En effektiv garanti for sikkerhed og retfærdighed og kriseafhjælpning er utænkelig uden en EU-dimension. I 2005 blev der i Haag-programmet opstillet en plan for, hvordan der i 2005-2009 kan føres en politik, der sikrer frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Der vil blive gennemført en første evaluering i anden halvdel af 2006.

Hovedopgaven i 2007 bliver migration og grænsekontrol , idet den indre grænsekontrol i forhold til og mellem de nye medlemsstater ophæves og Schengen-området udvides , når det er kontrolleret, at forudsætningerne herfor er til stede, og der er iværksat ledsageforanstaltninger. Af andre opgaver kan nævnes følgende:

- Der lægges særlig vægt på bekæmpelse af kriminalitet og vold, og der iværksættes initiativer til forebyggelse af eventuel øget kriminalitet som følge af afviklingen af EU's indre grænser

- Andre foranstaltninger tager sigte på at sikre en retfærdig og effektiv kriminel efterforskning overalt i EU.

En større præventiv indsats vil forbedre borgernes sikkerhed og beskyttelse . EU vil i samarbejde med medlemsstaterne, tredjelande og internationale organisationer gøre en særlig indsats inden for sygdomsbekæmpelse og etablere et beredskab i EU, der gør det muligt at reagere hurtigt i tilfælde af større terrorangreb og andre nødsituationer. Den skærpede inspektion af nukleare anlæg vil også blive videreført som led i den nye politik for sikkerhedskontrol i forbindelse med strålingsbeskyttelse.

Sikkerhed: vigtigste foranstaltninger i 2007 Igangsættelse af nye programmer for tidsrummet 2007-2013: Sikkerhed og Beskyttelse af Frihedsrettigheder, Grundlæggende Rettigheder og Retfærdighed, Udryknings- og beredskabsordningen, En ny Solidaritetsfond samt Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Retlige og indre anliggender Igangsættelse af Schengen-informationssystemet (SIS II) og visuminformationssystemet (VIS), der bygger på biometriske oplysninger, samt den hertil knyttede rådsafgørelse om ophævelse af kontrollen ved grænsen til de nye medlemsstater og mellem disse Tiltag vedrørende Beskyttelse af vidner og andre personer, som samarbejder med domstolene i bekæmpelsen af international organiseret kriminalitet Eksport/importlicensordning for skydevåben Meddelelser vedrørende Arbejdet for at skabe klare forhold omkring juridiske enheder; formålet er at mindske risikoen for infiltration af organiseret kriminalitet Bekæmpelse af ulovlig grænsehandel med restriktionsbelagte eller forbudte varer Fremme af det efterretningsbaserede lovhåndhævelsesarbejde i hele EU. Sundhed og sikkerhed Iværksættelse af global miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES) med henblik på overvågning af arealudnyttelsen, kriseafhjælpning og havovervågning Fastlæggelse af EU-rammer for sikre og effektive sundhedstjenester af høj kvalitet gennem styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne og ved at skabe klarhed og sikkerhed omkring anvendelsen af EU-lovgivning på sundhedstjenester og sundhedspleje Styrkelse og forenkling af EU-strukturer til at imødegå sundhedstrusler, navnlig gennem skabelse af EU-netværk på højt embedsmandsplan inden for influenzabekæmpelse Iværksættelse af EU's nye dyresundhedsstrategi, som omfatter sygdomsforebyggende foranstaltninger, forbedrer denne foranstaltnings overensstemmelse med andre EU-politikker og sikrer en bedre udnyttelse af de finansielle midler. |

- 4. EU som partner på verdensplan

EU-institutionerne skal fortsætte indsatsen for at fremme og beskytte de strategiske målsætninger i praksis uden for EU's grænser. Ingen af disse målsætninger kan realiseres af EU alene . De vigtigste retningslinjer for EU's udenrigspolitik influerer alle direkte på de resultater, der kan opnås med virkeliggørelsen af de nævnte mål:

- Det første udbytte af Doha-runden forventes i 2007 i form af solidaritet med udviklingslandene, samtidig med at EU’s varer og tjenesteydelser får adgang til nye markeder

- Efter planen bliver 2007 også det år, hvor Bulgarien og Rumænien tiltræder Den Europæiske Union, forudsat at de rettidigt opfylder de nødvendige betingelser for fuldstændig gennemførelse af EU-retten fra dag 1 efter tiltrædelsen. Kommissionen er ved at afslutte sin evaluering, der skal være færdig i maj 2006, og Det Europæiske Råd træffer en endelig afgørelse i år

- Fremskridt med stabiliseringen af Vestbalkan, navnlig med hensyn til en afklaring af Kosovos status og indledning af centrale forhandlinger med Tyrkiet og Kroatien, vil udgøre et vigtigt bidrag til Europas generelle sikkerhed og stabilitet og til konsolidering af grundlaget for langsigtet velstand i Europa

- Hvad angår EU’s naboskabspolitik , vil forbindelserne med partnerlandene blive styrket yderligere ved gennemførelse af handlingsplaner og regionalt og grænseoverskridende samarbejde. Energi bliver et centralt element i konvergensen mellem samhandels- og investeringsfremmende lovgivning

- Med indgåelsen af økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-landene er der indledt en ny fase for EU’s forbindelser med disse lande, som styrker dynamikken i den regionale integration og skaber et effektivt udviklingsredskab gennem en kombination af forudsigelige handelsregler, etablering af større markeder og støtteforanstaltninger, der er skræddersyet til AVS-landenes behov

- EU vil også skulle sørge for en hurtigere mobilisering af midler og ekspertise for at kunne videreføre bestræbelserne på at opnå en mere effektiv og bedre konsolideret respons på konfliktforebyggelse, krisestyring og fredsskabende foranstaltninger . De reformer, partnerlandene iværksætter inden for menneskerettigheder og demokrati, skal overvåges nærmere, og valgobservationsarbejdet bør gøres mere effektivt.

Det er afgørende, at der sikres konkret øget politisk kohærens og øget støtteeffektivitet i EU’s udenrigspolitik , hvis disse målsætninger skal kunne realiseres. Samspillet mellem den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, EU’s udenrigspolitik og de eksterne aspekter af indenrigspolitikken bør forbedres.

Indflydelse udadtil: vigtigste foranstaltninger i 2007 Igangsættelse af nye programmer for tidsrummet 2007-2013: Førtiltrædelsesinstrumentet, EU's Naboskabs- og Partnerskabsinstrument, Instrumentet for Udviklingssamarbejde og Økonomisk Samarbejde samt Stabilitetsinstrumentet. Udvidelse, naboskab og Rusland Overvågning af, at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien overholder københavnskriterierne Revision af aftalerne med Serbien og Montenegro og afklaring af Kosovos status Fornyet vurdering af problemerne omkring finansiel bistand til og samhandel med det tyrkisk-cypriotiske samfund Forhandlinger med Ukraine om aftale til afløsning af den eksisterende partnerskabs- og samarbejdsaftale Indledning af forhandlinger med Rusland om aftale til afløsning af den eksisterende partnerskabs- og samarbejdsaftale Fortsat bidrag til fredsprocessen i Mellemøsten og andre fastlåste konflikter. Den øvrige verden Indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler med seks AVS-regioner med forventet iværksættelse pr. 1. januar 2008 Optrapning af støtten til AVS-lande, som berøres af sukkerreformen Afslutning af Doha-forhandlingerne og iværksættelse af gennemførelsesaftaler Yderligere styrkelse af EU's beredskab over for internationale kriser – hvad enten de er naturskabte eller skabt af mennesker – i samarbejde med Rådet Forbedring af EU-støttens effektivitet gennem fælles programmering med medlemsstaterne Det skal sikres, at EU's interne politikker yder et større bidrag til gennemførelse på EU-plan af millennium-udviklingsmålene vedrørende sammenhæng i udviklingspolitikken Forhandling om en ny rammeaftale mellem EU og Kina Fem år efter afholdelsen i 2002 af verdenstopmødet om bæredygtig udvikling skal der gennemføres en evaluering af de fremskridt, EU har gjort i forhold til de indgåede forpligtelser, og de vigtigste udfordringer for de kommende fem år skal afgrænses Etablering af den internationale fond for vedvarende energi og konsolidering af fremskridt i forhold til klimaændringerne Forbedret samarbejde med tredjelande om migrationsforvaltning; vedtagelse af fælles regler for tilbagesendelse af statsborgere fra tredjelande og udvidelse af tilbagetagelsesaftaler Lancering af et EU-uddannelsesprogram vedrørende fødevarers sikkerhed; tanken er, at dette program, som udviklingslandene kan deltage i, skal tjene til at udbrede information om EU’s standarder og fremme den internationale samhandel med sikre fødevarer. |

- 5. FORVALTNINGSPRAKSIS OG BEDRE LOVGIVNING: EU'S KONKRETE TILTAG

Kommissionen har gjort mærkbare fremskridt i indsatsen for at virkeliggøre sit tilsagn om ”bedre lovgivning”. Den har søgt at opnå en bedre kvalitet i sin politik og sine lovforslag ved at gennemføre en systematisk vurdering af økonomiske, sociale og lovgivningsmæssige følger. Kommissionen tilstræber en løbende kvalitativ forbedring af disse konsekvensanalyser , og udfaldet af en ekstern undersøgelse af Kommissionens erfaringer med denne ordning kommer til at indgå i drøftelserne i 2007.

En anden prioritet er forenkling . Mange af de forenklingstiltag, der indgår i det treårige rullende program, kommer til at bære frugt i 2007. Der er tale om et program, som vedrører flere forskellige felter, lige fra miljø (affald, industriforurening og ozonlaget), over industrien (byggeriet, automobilproduktion, kosmetik og medicinske anordninger) til modernisering af arbejdsretten, forbrugerrettigheder og vigtige sektorer i det indre marked (regulering af finansielle tjenesteydelser og mærkning af foder og levnedsmidler). Forenklingen er ikke kun et internt EU-anliggende, men udgør også grundpillen i den nye politik for de eksterne finansieringsinstrumenter for perioden 2007-2013. Kommissionen fortsætter også med at forbedre sin indsats vedrørende håndhævelse af EU-ret gennem styrkelse af dialogen med medlemsstaterne med henblik på at sikre rettidig gennemførelse og rimelig anvendelse, herunder vedrørende tilfælde som berettiger til en prioriteret indsats. Kommissionen bærer sammen med Rådet og Europa-Parlamentet ansvaret for at forbedre lovgivningen. Hvis indsatsen for at lovgive bedre skal udmøntes i konkrete resultater, kræves der en indsats fra alle parter.

For at øge EU-borgernes tillid har Kommissionen også behov for en moderne, effektiv og ansvarlig administration, der kan levere resultater, som er i overensstemmelse med dens politikker. Den vil i den forbindelse fortsætte sin indsats for at opnå en uforbeholden positiv udtalelse fra Revisionsretten om den finansielle forvaltning af EU-budgettet og for at øge gennemsigtigheden med hensyn til, hvordan pengene anvendes, og beslutningerne træffes.

DEL II PERSONALE- OG FINANSRESSOURCER I 2007 - GENERELLE RAMMER

1. Personaleressourcer

1.1. Større personalebehov som følge af udvidelsen

Budgetmyndigheden har med udgangspunkt i Kommissionens vurdering fundet det nødvendigt at ansætte yderligere 3 960 medarbejdere, som der er behov for i tidsrummet 2003-2008, hvis Kommissionen skal kunne varetage både sine opgaver for de ti nye medlemsstater og sit institutionelle ansvar. Kommissionen, som gennem de seneste fire år har anmodet om 2 680 nye stillinger, har anmodet om en nettoforøgelse på 640 nye stillinger med henblik på 2007. Den har, som bebudet i den meddelelse, den forelagde sidste år i november vedrørende følgerne for personalebehovet af Bulgariens og Rumæniens optagelse, hvori det skønnedes, at der var behov for 850 nye stillinger, anmodet om 250 nye stillinger med henblik på den næste planlagte udvidelse i 2007. Ansættelse af dette nye personale er en nødvendighed, hvis Kommissionen skal kunne varetage forvaltningen og overvågningen af EU’s programmer og indførelsen af EU-retten i den udvidede Europæiske Union. Kommissionen vil anvende disse nye ressourcer til at varetage den øgede arbejdsbyrde efter udvidelsen samt til at virkeliggøre sine fire politiske prioriteter i den udstrækning, de vedrører et udvidet EU.

1.2. Bidrag til centrale ressourcer

Uafhængigt af udvidelsen er Kommissionen nødt til at råde over yderligere ressourcer til gennemførelse af de prioriterede initiativer. Den foreslår, at der med henblik herpå foretages en omrokering af personalet mellem de forskellige departementer og inden for disse. Det foreslås derfor, at man som tidligere opretter en central omrokeringspulje; dennes størrelse foreslås ansat til 1 % af personalet, idet man generelt trækker på alle ansatte. Lokalisering af nedprioriterede områder og andre måder, hvorpå personalet kan overflyttes til opgaver i forbindelse med de prioriterede initiativer, er et fundamentalt element, når anmodninger om nye ressourcer skal begrundes. Besparelser, som skyldes eksternalisering (såsom den planlagte oprettelse af TEN-forvaltningsorganet) eller produktivitetsforøgelse (f.eks. inden for sprogsektoren gennem proaktiv forvaltning af efterspørgslen), vil også blive kanaliseret over til de prioriterede områder. Kommissionen vil endvidere besætte midlertidige stillinger midlertidigt for på denne måde at opnå en mere fleksibel og mere dynamisk ressourcefordeling i de kommende år.

1.3. Samlede personaleressourcer på de fire prioriterede områder

Nedenstående skema viser, hvor store personaleressourcer der skønnes nødvendige for iværksættelse af nye initiativer eller styrkelse af igangværende arbejde, fordelt på prioriteret område og kilde.

Prioriteter i den årlige politikstrategi for 2007 | Nye menneskelige ressourcer pga. udvidelsen | Omrokering mellem departementer | Omrokering i departementer | Disponible ressourcer i alt |

1. Velfærd | 98 | 30 | 67 | 195 |

2. Solidaritet | 97 | 29 | 73 | 199 |

3. Sikkerhed | 66 | 12 | 25 | 103 |

4. Indflydelse udadtil | 28 | 124 | 25 | 177 |

Udvidelse af det igangværende arbejde i det udvidede EU (inkl. udfasning af førtiltrædelsesaktiviteter) | 614 | 50 | 151 | 815 |

I ALT | 903 | 245 | 341 | 1489 |

Den endelige fordeling af de nye udvidelsesrelaterede ressourcer på de forskellige politikområder foretages i forbindelse med udarbejdelsen af det foreløbige udkast til 2007-budgettet som led i udspecificeringen mellem internt og eksternt personale.

2. Finansressourcer

Beslutninger vedrørende årlige politikstrategier indeholder normalt nærmere oplysninger om, hvor store nye finansressourcer der afsættes til specifikke tiltag inden for de enkelte prioriterede områder, og om hvordan disse varierer i forhold til den bestående finansplanlægning. Den årlige politikstrategi for 2007 indeholder undtagelsesvist ingen oplysninger om finansressourcer, da den finansielle planlægning afhænger af de finansielle overslag. Den finansielle planlægning vil blive forelagt i forbindelse med det foreløbige budgetforslag med henblik på vedtagelse i Kommissionen, når først der er opnået enighed mellem institutionerne om de finansielle overslag.

Top