23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/45

1.1

EØSU udtrykker tilfredshed med forordningsforslaget, som fastlægger retsgrundlaget for etablering af købekraftpariteter (KKP), hvilket vil forbedre gennemsigtigheden, aktualiteten og kvaliteten af hele processen med udarbejdelse af KKP både i EU og på nationalt plan.

1.2

På baggrund af betydningen af det spørgsmål, som forordningsforslaget omhandler, og det nødvendige i bindende bestemmelser, som afgrænser Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser, og som samtidig fastsætter et ensartet udgangspunkt for beregning og fremsendelse af oplysninger om KKP, henstiller EØSU, at forordningsforslaget vedtages snarest muligt.

1.3

EØSU bemærker imidlertid, at af omkostningshensyn beregner Kommissionen (Eurostat) i dag KKP for lande, men ikke for regioner (1). Beregningerne benyttes ellers bl.a. til at vurdere regionernes økonomiske resultater. De foreliggende oplysninger viser klart, at der inden for medlemsstaterne optræder undertiden betydelige regionale forskelle i priserne på varer og tjenester. Selv om de statistiske institutioner, der indsamler basisoplysningerne, opererer med geografiske omregningsfaktorer, er det vigtigt, at disse faktor tilpasses for at undgå forvridninger i KKP-beregningen. Det henstilles derfor, at medlemsstaterne gør alt, hvad der står i deres magt, økonomisk og teknisk, så de geografiske omregningsfaktorer giver et så retvisende billede som muligt af de geografiske prisforskelle.

1.4

Af ovenanførte årsager må mindstefristen på seks år for revision af de geografiske omregningsfaktorer anses for at være for lang, og den bør derfor reduceres. Eftersom det er mindstehyppigheden (2), der er opstillet i forordningsforslaget, bør indberetningen af basisoplysninger ligeledes om muligt fremsendes hvert andet år (3) (forslaget foreskriver mindst hvert tredje år).

1.5

Generelt bør det fremhæves, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at øge effektiviteten af EU's statistiske apparat, både i forbindelse med teknik og personaleressourcer samt koordineringen mellem Eurostat og de nationale statistiske institutioner, der har et betydeligt ansvar for udregningen af KKP.

2.1

Eurostat-OECD's KKP-program blev etableret først i 1980'erne for regelmæssigt og hurtigt at kunne sammenligne EU- og OECD-medlemsstaternes BNP (4). KKP er valutaomregningskurser, der anvendes til at omregne økonomiske indikatorer udtrykt i nationale valutaer til en fælles kunstig valuta kaldet købekraftstandard (KKS); derved udlignes de nationale valutaers købekraftforskelle.

2.2

Økonomiske mængdeaggregater i købekraftstandarder fås ved at dividere deres oprindelige værdi i nationale valutaenheder med den pågældende købekraftparitet. De enkelte landes BNP udtrykt i købekraftstandarder ved hjælp af købekraftpariteter som omregningsfaktor afspejler således en ren mængdesammenligning, da prisniveaukomponenten er fjernet.

2.3

Købekraftpariteterne er både prisdeflatorer og valutaomregningsfaktorer. Med indførelsen af euroen kan der for første gang foretages en direkte sammenligning af priserne mellem landene i euroområdet. Euroen har dog forskellig købekraft i de enkelte eurolande alt efter de nationale prisniveauer. For lande uden for euroområdet er købekraftpariteterne med andre ord valutaomregningsfaktorer og de fjerner virkningerne af forskellige prisniveauer, mens de for eurolandene kun har sidstnævnte prisdeflatorfunktion.

2.4

KKP beregnes ud fra en kurv af sammenlignelige varer og tjenester, der udvælges med afsæt i systemer som f.eks. Classification of Individual Comsumption by Purpose (COICOP) (5) og Classification of Products by Activity (CPA). Arbejdet i marken udføres i en eller flere byer inden for det økonomiske territorium (som regel kun i medlemsstaternes hovedstæder). De fleste medlemsstater anvender omregningsfaktorer (geografiske deflatorer) for at tage hensyn til regionale forskelle, om end én medlemsstat kun tager hensyn til tallene for hovedstaden ud fra den betragtning, at landets størrelse ikke medfører større forskelle.

3.1

BNP er et mål for resultaterne af de økonomiske beslutningstageres samlede aktiviteter inden for et givet økonomisk område i en given periode, normalt et år. BNP beregnes i henhold til et nationalregnskabssystem, som for EU's vedkommende er det europæiske nationalregnskabssystem 1995 (ENS 95). BNP kan måles ud fra produktions-, udgifts- og indkomstsiden. Til beregning af købekraftspariteter er det udgiftsmetoden, som er særlig vigtig. Den viser, i hvilket omfang varer og tjenesteydelser, som produceres (eller importeres) af et lands økonomi, anvendes til privat konsum, offentligt konsum, investeringer eller eksport.

3.2

For at kunne foretage en reel sammenligning er det nødvendigt at anvende omregningsfaktorer (geografiske deflatorer), som afspejler prisniveauforskelle mellem landene. Valutakurser kan ikke anvendes, fordi de som regel afspejler andet end blot prisforskelle.

3.3

KKP mellem forskellige landes valutaer er derfor blevet udarbejdet med særlig henblik på anvendelse som geografiske omregningsfaktorer.

4.1

Oprindelig var det primært internationale organisationer som Eurostat, IMF, OECD, Verdensbanken og FN, der brugte KKP. Men med tiden er brugen af statistiske KKP-beregninger blevet udbredt og i dag er der mange brugere: statslige agenturer, universiteter, forskningsinstitutioner samt offentlige og private virksomheder. Bankerne bruger KKP til økonomiske analyser samt for at følge valutakurserne, og private og deres arbejdsgivere bruger KKP til at beregne vederlag, når de flytter fra et land til et andet.

Endvidere bør muligheden for at bruge KKP i tværnationale kollektive overenskomstforhandlinger nævnes.

4.2

KKP er økonomisk og politisk vitale indikatorer for EU. Dels foreskriver reglerne, at KKP skal anvendes i forbindelse med Strukturfondene (6), dels udgør KKP et obligatorisk referencepunkt for Samhørighedsfonden (7). Det bør dog nævnes, at mens beregningen i forbindelse med Strukturfondene er baseret på bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger, er den i forbindelse med Samhørighedsfonden baseret på bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger. Det forslag til forordning, som denne udtalelse omhandler, beskæftiger sig kun med BNP (8).

4.3

KKP benyttes også til at udarbejde de justeringskoefficienter, som anvendes til regulering af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (9).

5.1

Målet med forordningsforslaget er at udfylde et juridisk tomrum ved at indføre en retsramme for beregning af KKP. Man vil forbedre gennemsigtigheden og kvaliteten af de data, som medlemsstaterne leverer, gennem fælles regler for indberetning af basisoplysninger (art. 1). Det forfulgte mål vil ikke blot gavne Eurostat som koordinator af resultaterne, men også de enkelte landes statistiske institutioner.

5.2

Fastlæggelse af ansvar og beføjelser. Kommissionen skal, gennem Eurostat, have ansvaret for at koordinere indberetningen af basisoplysninger, at beregne og offentliggøre KKP og at udvikle metodologi i samråd med medlemsstaterne (art. 4, stk. 1), mens medlemsstaterne skal indberette basisoplysninger, »skriftligt« godkende undersøgelsesresultaterne og sikre dataenes pålidelighed (art. 4, stk. 2).

5.3

Medlemsstaternes statistiske institutioner skal indberette basisoplysninger til Eurostat i overensstemmelse med fælles parametre og i et fælles teknisk format (art. 5 og bilag I).

5.4

De statistiske enheder er dem, der er defineret i Rådets forordning (EF) nr. 696/1993, eller i andre kilder, der etableres på et senere tidspunkt (art. 6) og Kommissionen og medlemsstaterne skal indføre et kvalitetskontrolsystem (art. 7).

5.5

Eurostat beregner KKP en gang om året (art. 8) og har til opgave at offentliggøre disse på aggregeret niveau for hver medlemsstat (art. 9).

5.6

Forordningsforslaget pålægger ikke medlemsstaterne at foretage undersøgelser alene med henblik på udarbejdelse af justeringskoefficienter, som anvendes på vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (art. 10).

5.7

Tidsjusteringsfaktor og geografisk justeringsfaktor. KKP beregnes ved hjælp af nationale årlige gennemsnitspriser (art. 2, stk. 2). Da »dataindsamlingen kan begrænses til et eller flere geografiske områder inden for det økonomiske område« og »til en bestemt periode«, skal medlemsstaterne anvende en tidsjusteringsfaktor (højst et år gammel) og en geografisk justeringsfaktor (højst 6 år gammel) (bilag I, Metodologi, pkt. 2 til 4).