Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0273

Forslag til Europa-Parlamentets og rådets direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF {SEC(2004)443}

/* KOM/2004/0273 endelig udg. - COD 2004/0097 */

52004PC0273

Forslag til Europa-Parlamentets og rådets direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF {SEC(2004)443} /* KOM/2004/0273 endelig udg. - COD 2004/0097 */


Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF {SEC(2004)443}

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. GENERELLE BEMÆRKNINGER [1]

[1] For en mere udførlig præsentation af de emner, der behandles i dette kapitel, se den udvidede konsekvensanalyse af direktivforslaget om genforsikring på Kommissionens websted: http://europa.eu.int/comm/internal_market/ insurance/reinsurance_en.htm

Et fælles finansielt marked i EU vil være af afgørende betydning for fremme af den europæiske økonomis konkurrenceevne, da det vil nedsætte kapitalomkostningerne for virksomhederne. Et integreret marked, der er ordentligt reguleret og tilsynsmæssigt sundt, vil være en stor fordel for forbrugerne og andre markedsaktører gennem den øgede sikkerhed, det yder mod institutionelle fejl. Dette integrerede marked skal etableres via handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. I handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser blev der bebudet et forslag til direktiv om genforsikringstilsyn til begyndelsen af 2004.

Genforsikring er en struktureret risikooverførsel mellem et forsikringsselskab og et genforsikringsselskab. Genforsikring opfylder følgende funktioner for et forsikringsselskab: reduktion af forsikringsmæssige risici, permanent overførsel af forsikringsmæssige risici til genforsikreren, større homogenitet i forsikringsbestanden, reduktion af volatiliteten i de forsikringsmæssige resultater, erstatning for kapital/egenkapital, tilvejebringelse af finansieringsmidler og ydelse af service.

På trods af den indlysende forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed har genforsikring visse specifikke træk, som det kan være vigtigt at fremhæve. Der består ikke noget direkte kontraktuelt forhold mellem genforsikreren og den oprindelige forsikrede, og forsikringstagerne har normalt ingen prioriteret adgang til forsikringsselskabets aktiver for at få dækket deres erstatningskrav. Endvidere er genforsikring en erhvervsvirksomhed, der foregår mellem erhvervsmæssige parter. Genforsikringsvirksomhed er mere internationalt orienteret og har større geografisk spredning og større spredning i kombinationerne af forsikrede forretningsområder end direkte forsikringsvirksomhed.

Genforsikringssektoren spiller en central rolle i økonomien ved at yde engrosdækning af de risici, som forsikringsselskaberne påtager sig på deres kunders vegne. Mens det gennemsnitlige cessionsniveau i EU er forholdsvis lavt (ca. 10 % af alle forsikringspræmier er genforsikret), er cessionsniveauet forholdsvis højt inden for visse forretningsområder (18 % af alle skadesforsikringspræmier er genforsikret, hvorimod dette kun er tilfældet for gennemsnitligt 3 % af alle livsforsikringspræmier). Ud over at forsikre forsikringsselskaberne er genforsikrerne også store finansielle formidlere og institutionelle investorer, og genforsikrernes finansielle aktiver udgjorde 1 % af det globale værdipapirmarked i 2001 [2]. Som følge heraf er stabiliteten i genforsikringssektoren ikke blot af afgørende betydning for stabiliteten i forsikringssektoren generelt, men har også omfattende konsekvenser for det finansielle system som helhed.

[2] Kilde: "Reinsurance - a systemic risk?", Sigma 5/2003, Swiss Re.

Tegn i den senere tid på finansielle spændinger mellem genforsikrerne har henledt opmærksomheden på størrelsen og arten af de risici, sektoren påtager sig. Genforsikrere står over for to supplerende risici i forhold til de primære forsikrere. For det første er de normalt eksponeret for større volatilitet i deres finansielle resultater, fordi de beskytter det primære marked mod ekstreme eksponeringer som f.eks. katastroferisici. På grund af denne risiko er de nødt til at opretholde et forholdsvis højt kapitaliseringsniveau. For det andet kan de blive inddraget i at støtte kriseramte datterselskaber, fordi de ofte er det øverste erhvervsdrivende selskab i en koncernstruktur. På trods af disse supplerende risici opererer genforsikrerne på et globalt marked, hvor deres virksomhed ofte ikke er underlagt noget forsigtighedstilsyn, eller tilsynsordningen er mindre striks end den, der gælder for de primære forsikrere. Endvidere findes der ikke nogen overordnede rammer for genforsikringstilsynet. Denne situation har skabt bekymring om de potentielle risici for genforsikringssektoren. På den anden side kan genforsikrerne i højere grad drage nytte af betydelige geografiske og sektormæssige diversificeringseffekter end direkte forsikringsselskaber.

Genforsikring er en stærkt internationalt orienteret sektor med et mindre antal store virksomheder. I 2002 beløb de samlede genforsikringspræmier for de 40 største genforsikringskoncerner sig til 138 601 200 000 USD, hvoraf 58 544 000 000 USD hidrørte fra EU-genforsikringsselskaber [3]. I EU har Tyskland en dominerende stilling med selskaber som Munich Re, Hannover Re og Allianz Re. Lloyd's er det største genforsikringsselskab i Det Forenede Kongerige, og SCOR er sammen med Axa Re de største franske genforsikringsselskaber.

[3] Standard & Poor's, Global Reinsurance Highlights 2003 Edition, London/New York 2003.

1) Behovet for retlige rammer på EU-plan for genforsikringstilsyn

Der findes på nuværende tidspunkt ingen harmoniserede genforsikringstilsynsregler i EU. Mangelen på retlige rammer på EU-plan for genforsikring har ført til, at der er betydelige forskelle i graden af tilsyn med genforsikringsselskaber i EU. De forskellige nationale regler har skabt usikkerhed for direkte forsikringsselskaber (og deres forsikringstagere), handelshindringer inden for det indre marked, administrative byrder og omkostninger og en afsvækkelse af EU's forhandlingsposition i internationale handelsforhandlinger:

Usikkerhed for direkte forsikringsselskaber (og deres forsikringstagere): De forskellige genforsikringstilsynsordninger i EU har gjort det vanskeligere for de direkte forsikringsselskaber at vælge deres genforsikringsselskab på et forsigtighedsbaseret og omkostningseffektivt grundlag. Valget af genforsikringsselskab er af afgørende betydning for et forsikringsselskab og kan også påvirke selskabets evne til at udbetale erstatningskrav til forsikringstagerne.

Handelshindringer: Visse EU-lande benytter systemer, hvor der skal stilles sikkerhed for genforsikringsselskabets aktiver til dækning af udestående erstatningshensættelser. Dette gør det vanskeligere at opnå en optimal investeringsforvaltning og medfører dermed højere driftsomkostninger for genforsikringsselskaberne. Dette kunne reelt hæve den pris, som genforsikringsselskabet beregner sig for at overtage risici fra direkte forsikringsselskaber. Genforsikringsselskaber kan også beslutte ikke at operere på markeder, hvor der stilles krav om sikkerhedsstillelse, hvorved adgangen til genforsikringsdækning vil blive mere begrænset.

Administrative byrder: I EU har Den Europæiske Forsikringskomité (CEA) og OECD peget på, at der findes administrative hindringer for levering af genforsikringsydelser på tværs af grænserne. Mangelen på gensidig anerkendelse mellem EU's tilsynsmyndigheder inden for genforsikring betyder i visse tilfælde, at genforsikringsselskaber er underlagt forskellige tilsynsregler i en række medlemsstater. For genforsikringsselskaberne kan dette føre til omfattende dobbeltarbejde og øgede administrative byrder. Eksempler på omstændelige administrative foranstaltninger er de mange forskellige kontroller af selskabernes øverste ledelses egnethed og hæderlighed, dobbeltkrav til revisorernes bekræftelse af balancer og filialers forpligtelse til at udarbejde finansielle opgørelser i henhold til de lokale almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP ("generally accepted accounting principles")) for hele koncernen.

Internationale handelsforhandlinger: Det hævdes, at mangelen på et harmoniseret EU-system vanskeliggør indgåelsen af internationale aftaler om gensidig anerkendelse. Foreligger der ikke sådanne aftaler, står de europæiske genforsikringsselskaber over for store hindringer for adgang til udenlandske markeder, f.eks. kravet om at stille sikkerhed for værdien af deres forpligtelser på det udenlandske marked, hvor genforsikringsselskabet agter at gøre forretning.

Hvis der ikke gribes ind på EU-plan, er der risiko for, at det indre marked for genforsikringstjenester vil fortsætte med at operere ringere end optimalt, hvilket vil være til skade for hele EU's genforsikringssektor. Forhandlinger med tredjelandes markeder om aftaler om gensidig anerkendelse vil derved blive betydeligt vanskeliggjort.

Der har i de senere år været en stærk international bevågenhed omkring genforsikringstilsyn. G7 og IMF har udtrykt bekymring for, at mangelen på genforsikringsregler kunne svække den internationale finansielle stabilitet. Således har IMF i forbindelse med de seneste FSAP-undersøgelser ("Finansiel Sector Assessment Programme") i medlemsstaterne gentaget behovet for lovgivning på dette felt. FSF ("Financial Stability Forum") har gentagne gange udtrykt bekymring for gennemsigtigheden på genforsikringsmarkedet og har derfor oprettet en taskforce til at behandle spørgsmålet. OECD har arbejde i gang på genforsikringsområdet, især vedrørende informationsudveksling om genforsikringsselskaberne mellem tilsynsmyndighederne. IAIS's ("International Association of Insurance Supervisors") arbejde på genforsikringsområdet er nøje koordineret med EU's "fast-track"-projekt. Et sæt principper med minimumskrav til tilsynet med genforsikringsselskaberne samt en standard for genforsikringstilsyn er blevet vedtaget.

2) Direktivets metode

Tidligt i arbejdet med genforsikringstilsyn opstillede Kommissionens tjenestegrene tre ledende principper for en fremtidig EU-genforsikringstilsynsordning:

- Systemet skal indebære etablering af en sund og forsigtighedsbaseret ordning til fordel for forsikringstagerne. Stærke og velovervågede genforsikringsselskaber bidrager til at styrke det indre marked og skabe international finansiel stabilitet.

- Systemet skal bygge på koordinering af centrale dele af medlemsstaternes lovgivning og gensidig anerkendelse af tilsynet i den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabet har opnået tilladelse. Når et genforsikringsselskab én gang har opnået tilladelse i hjemlandet, skal det automatisk have tilladelse til at drive genforsikringsvirksomhed i hele EU i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser. Der skal ikke være behov for yderligere tilsyn eller kontrol med genforsikringsselskabet fra tilsynsmyndighederne i værtslandet. Denne metode har vist sin egnethed gennem mange år inden for direkte forsikring, hvor den blev indført ved de tredje forsikringsdirektiver [4].

[4] Direktiv 92/49/EØF (EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1) og direktiv 92/96/EØF (EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1)); dette direktiv er blevet omredigeret ved direktiv 2002/83/EF (EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1).

- Indførelse af et harmoniseret system for tilsyn med genforsikringsvirksomhed skal indebære afskaffelse af ordninger med aktiver stillet som sikkerhed for udestående erstatningshensættelser.

Efter omfattende høringer har Kommissionen valgt at fremlægge et forslag til direktiv med følgende hovedtræk:

- et tilsyn baseret på harmonisering og gensidig anerkendelse

- en "fast-track"-metode med henblik på et direktiv, der primært er baseret på de gældende tilsynsregler inden for direkte forsikring

- obligatorisk tilladelse

- solvenskrav, der ligger på linje med kravene inden for direkte forsikring, dog med mulighed for at hæve denne margen op til 50 % ved komitologiprocedure inden for skadesgenforsikring, når dette er objektivt begrundet.

En EU-tilsynsordning bør være baseret på harmoniserede retsregler, der sikrer gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne. Kommissionen finder, at forsikrings- og genforsikringstilsyn er et offentligt anliggende, der skal være underlagt offentlig regulering. Andre ordninger (f.eks. frivillige ordninger eller ordninger baseret på afgivelse af oplysninger) vil ikke give tilstrækkelig tillid til tilsynsordningen. Mangelen på håndgribelige sanktioner i ordninger baseret på afgivelse af oplysninger kunne gøre ordningen mindre effektiv til at håndtere potentielle problemer i genforsikringsselskaber.

Efter Kommissionens opfattelse er der behov for hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at opnå håndgribelige resultater på kort til mellemlang sigt. En sådan "fast-track"-løsning skal tage udgangspunkt i gældende tilsynsregler og forretningspraksis inden for direkte forsikring, om nødvendigt med tilpasninger. Langtidsprojektet "Solvency II" inden for direkte forsikring vil dog også berøre genforsikring, og dette arbejde kunne i ret vid udstrækning bygge på resultaterne under "fast-track"-projektet.

Direktivforslaget stiller krav til genforsikringsselskaberne - ligesom med direkte forsikringsselskaber - om at opnå tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed. Ordninger baseret på opnåelse af tilladelse har bevist deres effektivitet gennem deres brede anvendelse i den finansielle sektor. En sådan ordning giver desuden et klart mandat til tilsynsmyndighederne, herunder beføjelse til at fjerne uegnede selskaber fra genforsikringsmarkedet. En tilladelsesordning sikrer endvidere en ensartet behandling af alle genforsikringsselskaber i EU, hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis man havde valgt en såkaldt "enhedspasløsning" (hvor selskabet selv kan vælge, om det vil ansøge om et enhedspas). En tilladelsesordning giver tillige hjemlandets tilsynsmyndigheder større ansvar, idet de bliver den eneste kompetente myndighed for forsigtighedstilsynet med genforsikringsselskabet i hele Fællesskabet. Ordningen forudsætter et øget samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.

Forsikring og genforsikring er relaterede former for virksomhed, og solvenskravene for de to former for virksomhed bør som følge heraf være ensartede. Direktivforslaget indeholder derfor solvenskrav for livsgenforsikring, som er identiske med kravene for livsforsikring. For skadesgenforsikring er udgangspunktet, at der bør gælde ensartede regler. For skadesgenforsikring indeholder direktivforslaget imidlertid en mulighed for forhøjede solvensmargenkrav på grundlag af en komitologiafgørelse. Kommissionen betragter denne mulighed for forhøjelse af solvensmargenkravet for visse genforsikringsklasser eller typer af genforsikringsaftaler (op til 50 %) som et afgørende element i direktivforslaget. Det vil være et vigtigt redskab til at finjustere solvenskravene, så de er bedre tilpasset genforsikringsvirksomheds særlige karakter. Komitologimuligheden vil kun blive benyttet efter indgående analyse og omfattende høring af alle interesserede parter. For at sikre lige konkurrencevilkår for genforsikringsselskaber og forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, indeholder forslaget også bestemmelser om efterfølgende tilpasninger af skadesforsikringsdirektiv 83/239/EØF og livsforsikringsdirektiv 2002/83/EF. Således underlægges forsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i form af overtagelser af genforsikring, bestemmelserne i genforsikringsdirektivet vedrørende solvensmargenkravene, hvis omfanget af deres genforsikringsvirksomhed udgør en væsentlig del af deres samlede virksomhed (artikel 57, stk. 5, og artikel 59, stk. 8). Disse bestemmelser finder først anvendelse, når afgørelsen om tilpasning af solvensmargenkravene for skadesgenforsikringsvirksomhed er blevet vedtaget af Kommissionen.

2. Høring af interesserede parter og konsekvensanalyse

a) Høring af interesserede parter

De interesserede parter er blevet hørt regelmæssigt under projektet og har givet Kommissionen meget vigtigt input. I begyndelsen af projektet blev der afholdt en større høring med over 100 deltagere, og derefter blev alle deltagerne (samt andre interesserede parter) sat på en adresseliste, som fik tilsendt alle dokumenter, der blev udarbejdet under projektet, eller en besked om, at der var blevet sat nye dokumenter på Kommissionens genforsikringswebsted. Der blev også udsendt en undersøgelse om genforsikringstilsyn [5].

[5] http://europa.eu.int/comm/internal_market/ insurance/studies/reins-sup_en.htmhttp://europa.eu.int/comm/internal_market/ insurance/studies/reins-sup_en.htm

Projektet er blevet fulgt af interesserede parter fra en bred vifte af sektorer og brancher. De sektorer, der har været hørt, er grundlæggende følgende: forsikringssektoren (erhvervsvirksomheder, gensidige selskaber, kooperativer osv.), forsikringssammenslutninger (på EU-plan samt på nationalt plan), forsikringsmæglere, revisorsammenslutninger, aktuarsammenslutninger, industrien generelt (UNICE), analytikere, ledere af risiko- og captiveselskaber, SMV-organisationer, en forbrugerorganisation (BEUC), konsulentfirmaer, banker, advokatfirmaer og kreditvurderingsselskaber.

Kommissionen har haft stor nytte af inputtet fra interesserede parter, især fordi projektet har omfattet mange meget vanskelige tekniske spørgsmål. De dokumenter, der blev sendt ud med henblik på kommentarer, behandlede både politiske spørgsmål og detailspørgsmål.

Modtagne bemærkninger vedrørende genforsikringsprojektets målsætninger

Bemærkningerne har generelt udtrykt stor støtte til alle de tre hovedmålsætninger for projektet. Nogle få medlemsstater har fremsat bemærkninger om, at den grundlæggende koordination af den nationale lovgivning og gensidig anerkendelse vil forbyde værtslandet at gennemføre supplerende kontroller eller stille supplerende krav. Navnlig har medlemsstater, som på nuværende tidspunkt forlanger sikkerhedsstillelse, naturligt nok rejst indvendinger mod at afskaffe systemet med at stille aktiver til sikkerhed for udestående erstatningshensættelser. Alle andre interesserede parter har dog entydigt støttet målsætningen i den form, den er blevet formuleret af Kommissionens tjenestegrene. Visse medlemsstater har kommenteret forskellen i sikkerhedsstillelse inden for livsforsikring og skadesforsikring.

Bemærkninger vedrørende de vigtigste politiske spørgsmål

Metoden med tilsynsrammer for genforsikring

De fleste bemærkninger har givet udtryk for støtte til en metode baseret på tilsyn inden for genforsikring. Nogle virksomheder har talt for en model baseret på frivillige løsninger, men et større antal selskaber og sammenslutninger har tilkendegivet, at kun en tilsynsbaseret løsning vil tilføre EU-genforsikring et ekstra kvalitetsstempel. Ingen af de vigtigste interesserede parter har slået til lyd for at bibeholde status quo.

Medlemsstaterne har talt for en "fast-track"-metode, og dette har også været Forsikringskomitéens klare synspunkt. Andre interesserede parter har også givet udtryk for stor støtte til en "fast-track"-løsning baseret på de gældende tilsynsregler inden for direkte forsikring. Tekniske specialister (aktuarer og revisorer) har dog påpeget, at den planlagte begrænsede tidsramme (2004) begrænser antallet af mulige løsninger og udskyder dermed indførelsen af visse metoder, indtil "Solvency II"-projektet er afsluttet.

Solvenskravene inden for skadesforsikring: Reaktionerne fra interesserede parter til solvenskravene har været mange og stærke. Der har været en lang række møder med interesserede parter, bl.a. forsikringssektoren, captivegenforsikringssektoren, risikoselskaber, aktuarer, konsulentfirmaer og revisorer. Generelt har sektorens repræsentanter og forsikringskonsulenter fremført, at genforsikring er en form for virksomhed, som ligger tæt op ad direkte forsikring, og at der derfor bør gælde de samme solvenskrav. Nogle forsikringstilsynsmyndigheder har derimod på det kraftigste hævdet, at genforsikring er mere volatil og vanskeligere at føre tilsyn med, og at det derfor vil være passende med en smule højere solvenskrav. Kommissionen har ved udarbejdelsen af solvenskravene i direktivforslaget taget hensyn til de forskellige synspunkter, der er blevet fremført (artikel 37 og 40).

Solvenskravene inden for livsforsikring: Dette spørgsmål har også været genstand for megen diskussion, både hvad angår de faktiske krav og beregningsmetoderne. Kommissionens tjenestegrene har udbedt sig bemærkninger til forskellige løsninger. På basis af de modtagne bemærkninger har Kommissionen konkluderet, at det er at foretrække at benytte den samme metode som inden for direkte forsikring (brug af reglerne for direkte livsforsikring på livsgenforsikring og reglerne for direkte skadesforsikring på skadesgenforsikring) (artikel 38-40).

Modtagne bemærkninger vedrørende retlige detailspørgsmål

I løbet af 2003 har der også været en række høringer om retlige detailspørgsmål. Dette direktivforslag er blevet udarbejdet under hensyntagen til bemærkningerne fra interesserede parter, især forsikringssektoren og aktuarbranchen. Nogle af de modtagne indlæg var meget detaljerede og var meget nyttigt input til Kommissionens tjenestegrenes arbejde.

b) Konsekvensanalyse

Der er blevet gennemført en omfattende konsekvensanalyse for at fastslå, om der er behov for handling på EU-plan, og, i bekræftende fald, hvilken form for handling der er påkrævet.

Konsekvensanalysen viser, at der er generel enighed om, at der er behov for sådan handling, hvis de målsætninger, der er omtalt i afsnit 1 i denne begrundelse, skal opfyldes.

Hvad angår de forskellige politikalternativer, der blev overvejet til at opfylde disse målsætninger, blev tre hovedmuligheder overvejet:

1. Status quo, dvs. ingen ændringer i den nuværende situation.

2. En løsning med markedsmekanismerne/frivillig afgivelse af genforsikringsinformation og, alternativt, en henstilling om indirekte tilsyn.

3. Tilsynsbaserede løsninger.

Som anført tidligere i afsnit 2 mener flertallet af medlemsstaterne og erhvervsorganisationerne, at der er behov for en tilsynsbaseret løsning på dette felt. Valgmulighed 1 fik praktisk taget ikke støtte fra nogen af de modtagne bemærkninger. Valgmulighed 2 fandtes ikke at skabe tilstrækkelig tillid til tilsynsordningen. Mangelen på håndgribelige sanktioner i ordninger baseret på afgivelse af oplysninger kunne gøre ordningen mindre effektiv til at håndtere potentielle problemer i genforsikringsselskaber.

Hvad valgmulighed 3 angår (tilsynsbaseret metode), blev to alternative modeller overvejet:

1. Et frivilligt enhedspassystem for selskaber, der ønsker at tilslutte sig ordningen.

2. En obligatorisk ordning baseret på opnåelse af tilladelse.

Efter bred høring af medlemsstaterne, forsikringsbranchen og andre interesserede parter har Kommissionen besluttet at foreslå en tilladelsesordning. En tilladelsesordning svarer til den metode, der benyttes af EU for at virkeliggøre det indre marked i den finansielle sektor i almindelighed og inden for forsikring i særdeleshed (enhedstilladelse og hjemlandstilsyn i forsigtighedsbaserede anliggender). Denne ordning har vist sin effektivitet, siden den blev indført ved de tredje forsikringsdirektiver i 1994. Den sikrer genforsikringsselskabernes finansielle soliditet og dermed stabiliteten på forsikringsmarkederne, idet den gælder for alle EU-genforsikringsselskaber og ikke blot selskaber med en europæisk dimension. En tilladelsesordning giver desuden en bedre koordinering af medlemsstaternes behandling af genforsikringsselskaberne, og den er bedst egnet til at opfylde målsætningen om at etablere et ægte indre marked for genforsikring. Sidst, men ikke mindst, ligger indførelsen af en ordning baseret på kompetente offentlige myndigheders tilsyn med alle genforsikringsselskaber på linje med sigtet i det igangværende genforsikringstilsynsprojekt i IAIS, som alle medlemsstaterne og Kommissionen er medlem af.

Den udvidede konsekvensanalyse blev også gennemført i forhold til de kvantitative solvenskrav til genforsikringsselskaber. To grundlæggende løsningsmodeller blev drøftet:

1. løsninger, hvor solvenskravene til genforsikringsselskaber ligger tæt op ad solvenskravene til direkte forsikringsselskaber

2. løsninger, hvor solvenskravene til genforsikringsselskaber er strengere end solvenskravene til direkte forsikringsselskaber.

Kommissionen har i sidste ende besluttet at indføre en ordning, som bygger på solvenskravene i de gældende forsikringsdirektiver. For imidlertid at tage højde for de særlige træk ved visse typer af genforsikringsaftaler og specifikke forretningsområder inden for skadesgenforsikring giver forslaget mulighed for at forhøje solvensmargenkravet op til 50 % for andre forsikringsklasser end ansvarsforsikring. Denne forhøjelse kan gennemføres af Kommissionen under udøvelse af dens gennemførelsesbeføjelser efter at have rådført sig med Forsikringskomitéen.

3. Forslagets retsgrundlag

Dette forslag bygger på traktatens artikel 47, stk. 2, og artikel 55, som er retsgrundlaget for vedtagelse af fællesskabsforanstaltninger med henblik på virkeliggørelse af det indre marked inden for servicesektoren. Som retsakt er valgt et direktiv, fordi det forekommer at være det bedst egnede til at opfylde de tilsigtede målsætninger. Desuden er EU's lovgivningsarbejde med henblik på at virkeliggøre det indre marked inden for forsikring blevet gennemført ved brug af direktiver baseret på disse bestemmelser i traktaten. Endelig går bestemmelserne i dette direktiv ikke videre end nødvendigt for at opfylde de tilsigtede målsætninger.

4. Bemærkninger til artiklerne

Dette direktivforslag fastsætter bestemmelser for en tilsynsordning inden for genforsikring, som ligger på linje med gældende retlige rammer inden for forsikring. Det er baseret på den metode, der er fulgt i de nugældende forsikringsdirektiver. Nogle af bestemmelserne i direktiverne 73/239/EØF, 92/49/EØF og 2002/83/EF, som er gengivet i dette direktiv, er lange; dette gælder især bestemmelserne om betingelserne for meddelelse af tilladelse til et genforsikringsselskab, kvalificeret deltagelse, tavshedspligt og solvensmargen. Dette medfører ofte komplekse bestemmelser, som i deres opstilling måske ikke følger de gældende retningslinjer for udfærdigelse af fællesskabslovgivning. Det er ikke fortolkningsmæssigt nødvendigt, at én artikel dækker hele aspektet af de regler, der fastsættes i en retsakt. Bestemmelserne i direktivforslaget er derfor opdelt i artikler, som igen er grupperet i afsnit, kapitler og afdelinger for at lette forståelsen og overblikket.

Artikel 1: Direktivets formål og anvendelsesområde

Direktivet har til formål at fastsætte de retlige rammer for et forsigtighedsbaseret tilsyn med genforsikringsvirksomhed i EU. Som anført tidligere findes der for øjeblikket ingen EU-lovgivning om genforsikringstilsyn. Som følge heraf er genforsikringsselskaber, som alene driver genforsikringsvirksomhed (erhvervsmæssige genforsikrere), ikke underlagt nogen særlige EU-bestemmelser.

Direktivet udfylder dermed et hul i EU's tilsynsordning på forsikringsområdet. Det vil bringe en tilsynsordning i anvendelse på genforsikring, som er baseret på de samme principper som dem, der gælder for direkte forsikring, nemlig principperne om én enkelt tilladelse og forsigtighedsbaseret tilsyn med genforsikringsselskaber udført af hjemlandets kompetente myndigheder.

Direktivet gælder for genforsikringsselskaber, som har hjemsted i EU, og som alene udøver genforsikringsvirksomhed (erhvervsmæssige genforsikrere). Direktivet gælder ikke for forsikringsselskaber, som i forvejen er underlagt skades- og livsforsikringsdirektiverne [6], idet deres genforsikringsvirksomhed i form af overtagelser af genforsikring er dækket af disse direktiver. Desuden er forsikringsselskaber og forsikringsorganer, som er udelukket fra ovennævnte direktivers anvendelsesområde, også udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde. Bestemmelserne i dette direktiv om beregningen af den krævede solvensmargen (artikel 35-39) kan dog finde anvendelse på forsikringsselskaber, der er underlagt skades- og livsforsikringsdirektiverne, for så vidt angår deres overtagelser af genforsikring (se artikel 57, stk. 5, og artikel 59, stk. 8).

[6] Direktiv 73/239/EØF (EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3), direktiv 92/49/EØF (EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1) og direktiv 2002/83/EF (EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1).

For at tage højde for den meget særlige situation, der kunne opstå i en medlemsstat, hvor det ikke er muligt at opnå genforsikringsdækning på det kommercielle marked, finder direktivforslaget ikke anvendelse på en medlemsstats tilvejebringelse af genforsikringsdækning, når denne handler som genforsikrer i sidste instans ud fra hensynet til offentlige interesser. Bestemmelsen dispenserer dog ikke medlemsstaten fra at overholde EU's konkurrence- og statsstøtteregler. Et eksempel herpå er den situation, der opstod inden for luftfartsforsikring efter angrebene den 11. september 2001, hvor genforsikringsmarkedet var ude af stand til at yde genforsikringsdækning for visse risici. Medlemsstaterne blev derved foranlediget til at yde denne genforsikringsdækning. De ordninger, der blev indført, blev vurderet ud fra EU-lovgivningen, navnlig statsstøttereglerne, inden de blev godkendt.

Artikel 2: Definitioner

Artikel 2 indeholder definitioner af de vigtigste begreber, der benyttes i forslaget, for at præcisere deres betydning og dermed bidrage til en bedre forståelse. De fleste af begreberne er i forvejen blevet benyttet i andre EU-retsakter på forsikringsområdet, bl.a. direktiv 2002/83/EF om livsforsikring, direktiverne 73/239/EØF og 92/49/EØF om skadesforsikring og direktiv 98/78/EF om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe.

Der gives en definition af "captivegenforsikringsselskab" som værende genforsikringsselskaber, som er ejet af en eller flere industri- eller erhvervsvirksomheder eller af en anden finansiel virksomhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller en forsikrings- eller en genforsikringskoncern. Sådanne virksomheder har til formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i den virksomhed eller koncern, captivegenforsikringsselskabet tilhører, eller i det selskab eller den koncern, captivegenforsikringsselskabet er en del af. Definitionen er nødvendig, fordi forslaget fastsætter en særlig ordning for disse selskaber hvad angår den minimumsgarantifond, som kræves i artikel 40 for at udøve genforsikringsvirksomhed.

Artikel 3-14: Bestemmelser vedrørende adgangen til udøvelse af genforsikringsvirksomhed

Direktivforslaget følger metoden i de gældende forsikringsdirektiver hvad angår adgangen til udøvelse af genforsikringsvirksomhed i EU. Forslaget fastsætter principperne om én enkelt tilladelse og et forsigtighedsbaseret hjemlandstilsyn med genforsikringsselskaber. Dette er muligt på grund af den koordination, der gennemføres af væsentlige aspekter af tilsynet med genforsikringsselskaber, som giver mulighed for gensidig anerkendelse af medlemsstaternes tilladelser og forsigtighedsbaserede tilsynsordninger.

Genforsikringsselskaber er således underlagt en forudgående administrativ tilladelse, som meddeles af hjemlandets kompetente myndigheder. Forslaget fastsætter, hvilke minimumskrav der skal opfyldes for at opnå administrativ tilladelse. Genforsikringsselskabet skal have en særlig retlig form, det skal forelægge en driftsplan med centrale oplysninger om forretningsplanen, og det skal også have den minimumsgarantifond, der er omhandlet i artikel 40. Direktivet stiller også krav om, at genforsikringsselskabet skal ledes effektivt af en ledelse, som har passende tekniske kvalifikationer eller erfaring. Genforsikringsselskabet skal begrænse sine målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed og relaterede aktiviteter. Dette krav kan f.eks. tillade et genforsikringsselskab at udøve aktiviteter som statistisk eller aktuarisk rådgivning, risikoanalyse eller forskning på kundernes vegne. Det kan også omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i direktiv 2002/87/EF. Sidstnævnte aktiviteter vil under alle omstændigheder være underlagt bestemmelserne om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringskoncerner og finansielle konglomerater, jf. direktiverne 98/78/EF og 2002/87/EF (artikel 5-11).

Endvidere skal de kompetente myndigheder, inden de giver tilladelsen, informeres om identiteten på de selskabsdeltagere eller aktionærer, der har en kvalificeret deltagelse i genforsikringsselskabet. Formålet med denne bestemmelse er at sætte de kompetente myndigheder i stand til at vurdere aktionærernes egnethed, så der sikres en sund og forsigtig ledelse af genforsikringsselskabet. Hvis disse betingelser ikke opfyldes tilfredsstillende, giver de ingen tilladelse. Foreligger der ligeledes snævre forbindelser mellem et genforsikringsselskab og andre fysiske eller juridiske personer, gives der afslag på tilladelsen, hvis disse forbindelser forhindrer de kompetente myndigheder i at varetage deres tilsynsopgaver på effektiv vis. Disse krav har et forsigtighedsbaseret sigte, nemlig at sikre, både at selskabet ledes fornuftigt, og at der er et effektivt tilsyn med genforsikringsselskabet. Andre målsætninger baseret på overvejelser om det pågældende lands erhvervspolitik eller økonomiske politik eller markedsbehovene er ikke omfattet af disse bestemmelser og bør forbydes ved vurderingen af ansøgningen om tilladelse, idet de vil være i strid med traktatens principper (artikel 7, 9, 10 og 12).

Ansøgningen om tilladelse skal behandles senest seks måneder efter, at den er blevet indgivet af genforsikringsselskabet. Afslag på og tilbagekaldelser af tilladelse skal motiveres med angivelse af de nøjagtige grunde til afslaget eller tilbagekaldelsen. Genforsikringsselskabet skal have ret til at forelægge afgørelsen for domstolene med henblik på en vurdering af dens juridiske holdbarhed (artikel 13).

Den meddelte tilladelse gælder i hele EU. Den giver genforsikringsselskabet tilladelse til uden yderligere formaliteter at udøve sin virksomhed overalt i EU i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser.

Artikel 15-31: Betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed. Principper og metoder for det forsigtighedsbaserede tilsyn

En tilsynsordning baseret på et system med én enkelt tilladelse meddelt af de kompetente myndigheder i genforsikringsselskabets hjemland, som er gyldig i hele EU, forudsætter, at tilsynsbeføjelserne påhviler de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, således at der garanteres fuld overholdelse af betingelserne for genforsikringsselskabets udøvelse af sin virksomhed, hvad enten dette sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

Artikel 15 i direktivforslaget fastslår, at hjemlandets kompetente myndigheder har enekompetence hvad angår det finansielle tilsyn med genforsikringsselskabet, herunder den virksomhed, det udøver via filialer eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

På grund af hjemlandets enekompetence hvad angår tilsynet med alle de finansielle aspekter af et genforsikringsselskab må et genforsikringsselskabs kompetente myndigheder ikke nægte at godkende en retrocessionsaftale indgået af dette genforsikringsselskab med et EU-genforsikringsselskab, der er omfattet af dette direktiv [7], af grunde, der er direkte relateret til dette genforsikringsselskabs (eller forsikringsselskabs) finansielle soliditet. Et sådant indirekte tilsyn med disse selskaber ville være en indblanding i de tilsynsbeføjelser, de kompetente myndigheder for disse selskaber har, og ville rejse tvivl om det fundamentale princip om gensidig anerkendelse, som ligger til grund for de retlige rammer, der fastsættes ved dette direktivforslag.

[7] Eller et EU-forsikringsselskab, der har modtaget tilladelse i henhold til skadesforsikrings- eller livsforsikringsdirektiverne (direktiverne 73/239/EØF og 2002/83/EF).

Genforsikringsselskabet skal have sunde administrative procedurer og regnskabsprocedurer samt passende interne kontrolmekanismer. Dette er påkrævet for at sikre, at aktiviteterne kan videreføres på et ordentligt og finansielt stabilt grundlag. Hjemlandet skal skabe betingelserne for, at dette krav kan opfyldes.

Ved artikel 16 gives hjemlandets kompetente myndigheder ret til at udføre kontroller på stedet af filialer af genforsikringsselskabet i andre medlemsstater. Den fastsætter, hvilken procedure der skal følges for at udføre sådanne kontroller. Denne bestemmelse svarer til bestemmelserne i skadesforsikrings- og livsforsikringsdirektiverne [8].

[8] Direktiv 73/239/EØF, artikel 16, ændret ved direktiv 92/49/EØF, artikel 11, og direktiv 2002/83/EF, artikel 11.

For at sikre et effektivt tilsyn med genforsikringsselskabet skal de kompetente myndigheder have passende beføjelser til at foretage indgående undersøgelser af genforsikringsselskabet, anmode om udlevering af dokumenter og træffe foranstaltninger, f.eks. sanktioner, over for genforsikringsselskabet eller dets direktører eller ledere (artikel 17).

Artikel 19-23 indeholder specifikke bestemmelser om tilsynet med kvalificerede deltagelser i et genforsikringsselskab. Formålet er at sikre, at de kompetente myndigheder er bekendt med ejerskabsstrukturen i genforsikringsselskabet. Denne bestemmelse er en naturlig følge af tilsynet med kvalificerede deltagelser på det tidspunkt, hvor ansøgninger om tilladelse vurderes, jf. artikel 12. Dette system er det samme som det, der i forvejen gælder inden for forsikring [9] og andre finansielle tjenesteydelser.

[9] Direktiv 92/49/EØF, artikel 15, og direktiv 2002/83/EF, artikel 15.

Artikel 24-30 indeholder bestemmelser om tavshedspligt med oplysninger, som de kompetente myndigheder råder over. Alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, herunder revisorer og eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, er omfattet af denne tavshedspligt. Tavshedspligten med disse oplysninger forhindrer ikke de kompetente myndigheder i at udveksle oplysninger vedrørende tilsynet med genforsikringsselskaber, eftersom oplysningerne tager sigte på at sikre et passende tilsyn med genforsikringsselskabet. Under alle omstændigheder er oplysninger, der udveksles, også underlagt tavshedspligten, og de må kun videregives med udtrykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, der fremsendte oplysningerne.

Artikel 28-30 fastsætter tillige, på hvilke betingelser og under hvilke omstændigheder sådanne oplysninger må videregives til andre myndigheder og organer end genforsikringstilsynsmyndigheder. Systemet er det samme som det, der gælder for forsikringsselskaber [10].

[10] Direktiv 92/49/EØF, artikel 16, og direktiv 2002/83/EF, artikel 16.

Artikel 31 fastsætter, at revisorer har pligt til omgående at indberette til hjemlandets kompetente myndigheder ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende genforsikringsselskabet, som kan påvirke betingelserne for udøvelse af genforsikringsvirksomheden, og som kommer til deres kendskab under udøvelsen af deres hverv i genforsikringsselskabet eller ethvert andet selskab, der har snævre forbindelser med genforsikringsselskabet. Direktivet følger her det system, der i forvejen gælder for forsikringsselskaber [11].

[11] Direktiv 92/49/EØF, artikel 16a, indsat ved direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7), og direktiv 2002/83/EF, artikel 17.

Artikel 32-34: Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser

Forsikringsmæssige hensættelser er et fundamentalt element i forsikringsteknik. De skal nemlig sætte et forsikrings- eller genforsikringsselskab i stand til at opfylde de forpligtelser, der følger af forsikrings- eller genforsikringsaftaler. Derfor er kravet til et forsikringsselskab (eller et genforsikringsselskab) om at oprette forsikringsmæssige hensættelser af passende størrelse et centralt princip for en tilsynsordning inden for forsikring eller genforsikring. Under et system med én enkelt tilladelse, som meddeles af hjemlandet, er det op til de kompetente myndigheder i hjemlandet at kræve af forsikrings- eller genforsikringsselskabet, at det opretter passende forsikringsmæssige hensættelser for hele selskabets virksomhed, inklusive den virksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser i EU. Desuden skal hjemlandet kontrollere, at dette krav opfyldes, og også råde over passende midler til at sikre overholdelse.

Artikel 32 fastslår princippet om hjemlandskontrol med definitionen og beregningen af genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser. Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres efter de regler, der er fastsat i direktiv 91/674/EØF om forsikringsselskabers årsregnskaber og forsikringsselskabers konsoliderede regnskaber [12]. Forslaget fastsætter endvidere, at med hensyn til livsgenforsikringsvirksomhed kan hjemlandet fastsætte mere specifikke regler for beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse med principperne i artikel 20 i direktiv 2002/83/EF om livsforsikring. I denne bestemmelse fastsættes de aktuarmæssige principper, der skal følges ved oprettelsen af de forsikringsmæssige hensættelser for livsforsikringsvirksomhed.

[12] EFT L 374 af 31.12.1991, s. 7.

Hjemlandet skal også kræve af sine egne genforsikringsselskaber, at de opretter udjævningshensættelser for deres kreditgenforsikringsvirksomhed (artikel 33). Størrelsen af sådanne hensættelser beregnes efter de regler, der er fastsat i direktiv 73/239/EØF, navnlig bilaget, som fastsætter fire metoder, som betragtes som ækvivalente. Hjemlandet kan fritage genforsikringsselskaber, for hvilke kreditgenforsikring ikke udgør en væsentlig del af deres virksomhed, fra forpligtelsen til at oprette udjævningshensættelser.

Hjemlandet kan også kræve af sine egne genforsikringsselskaber, at de opretter udjævningshensættelser for andre klasser af risici end kreditgenforsikring efter regler, der fastsættes af hjemlandet. Dette er på linje med gældende lovgivning om forsikring, navnlig direktiv 73/239/EØF samt direktiv 91/674/EØF om forsikringsselskabers årsregnskaber.

En logisk konsekvens af indførelsen af en tilsynsordning for genforsikringsselskaber, som hidtil ikke har været underlagt EU-retlige rammer, er afskaffelsen af kravet om sikkerhedsstillelse af aktiver til dækning af ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser over for genforsikringsselskaber, som er genforsikret af et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 73/239/EØF (skadesforsikring) eller direktiv 2002/83/EF (livsforsikring). En medlemsstat har dog fortsat kompetence til at forlange sikkerhedsstillelse af aktiver til dækning af ovennævnte forsikringsmæssige hensættelser for sine egne genforsikringsselskaber, hvis de er genforsikret af et tredjelandsgenforsikringsselskab, eftersom et sådant selskab ikke er underlagt tilsynsordningen baseret på én enkelt tilladelse og gensidig anerkendelse i dette direktiv.

Artikel 34 foreslår, at der lægges en kvalitativ metode til grund for investeringsreglerne. De særlige forhold, der gør sig gældende inden for genforsikring, gør, at denne metode er at foretrække frem for den mere kvantitative metode, der benyttes inden for direkte forsikring. Artiklen fastsætter, at aktiverne skal vælges ud fra arten af de forretninger, genforsikringsselskaber udfører, samt størrelsen og varigheden af de forventede erstatningsudgifter med henblik på at sikre tilstrækkelighed, likviditet, kvalitet, rentabilitet og matching i investeringerne. Inden for skadesforsikring skal matchingkravet ses i lyset af forretningspraksis og den iboende kompleksitet, der er forbundet med at fastslå varigheden af cash-flows inden for ansvarsforsikring. Investeringerne skal desuden være diversificerede og tilstrækkelig spredt til at give selskabet mulighed for at reagere på skiftende økonomiske omstændigheder.

Artikel 35-41: Solvensmargen for genforsikringsselskaber

En solvensmargen er et vigtigt element i et forsigtighedsbaseret tilsyn. Dette forslag fastsætter solvenskrav for genforsikringsselskaber, som er baseret på de gældende regler for forsikringsselskaber. Som anført tidligere er forsikring og genforsikring relaterede former for virksomhed, og solvenskravene for de to former for virksomhed bør som følge heraf være ensartede.

Hvad skadesgenforsikring angår, benytter forslaget kravene i skadesforsikringsdirektivet 73/239/EØF (artikel 37). På grund af den særlige karakter af visse typer af genforsikringsaftaler og specifikke forretningsområder indeholder forslaget dog mulighed for at forhøje den krævede solvensmargen. Skadesforsikringsdirektivet indeholder allerede bestemmelser om forhøjelse af solvensmargenen på 50 % for ansvarsforsikringer, fordi de er underlagt en særlig volatil risikoprofil. Forslaget indeholder bestemmelser om forhøjelse af solvensmargenen på op til 50 % for andre specifikke typer eller klasser af virksomhed end ansvarsforsikring. Justeringer af solvensmargenen foretages af Kommissionen efter høring af Forsikringskomitéen under udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, traktaten tillægger den. Sådanne foranstaltninger skal vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/648/EF (artikel 55). En sådan forhøjelse af solvensmargenen vil kun gennemføres efter indgående analyse og omfattende høring af interesserede parter.

For at sikre lige konkurrencevilkår for genforsikringsselskaber og forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, indeholder forslaget bestemmelser om efterfølgende tilpasninger af skadesforsikringsdirektivet 73/239/EØF og livsforsikringsdirektivet 2002/83/EF. Som følge heraf er forsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed ved overtagelser af genforsikring, underlagt bestemmelserne i genforsikringsdirektivet vedrørende den krævede solvensmargen, hvis deres genforsikringsvirksomhed udgør en væsentlig del af deres samlede virksomhed (artikel 57, stk. 5, og artikel 59, stk. 8). Disse bestemmelser finder anvendelse, når afgørelsen om justering af den krævede solvensmargen for skadesgenforsikringsvirksomhed er blevet vedtaget af Kommissionen (artikel 43).

Hvad livsgenforsikring angår, beregnes den krævede solvensmargen efter reglerne i livsforsikringsdirektivet 2002/83/EF (artikel 38).

Udøver et genforsikringsselskab livs- og skadesgenforsikringsvirksomhed samtidig, skal den krævede solvensmargen dække den samlede sum af de krævede solvensmargener for både skades- og livsgenforsikringsvirksomheden (artikel 39).

Den faktiske solvensmargen udgøres af de aktiver, der er anført i artikel 36. De tilladte aktiver er de aktiver, der ved skades- og livsforsikringsdirektiverne allerede er tilladt til at udgøre solvensmargenen.

Artikel 40 omhandler den minimumsgarantifond, der kræves for at udøve genforsikringsvirksomhed. Garantifonden er den minimumskapital, som et genforsikringsselskab til enhver tid skal råde over for at drive genforsikringsvirksomhed med den fornødne finansielle soliditet. Forslaget fastsætter, at garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. For captivegenforsikringsselskaber kan hjemlandet dog fastsætte garantifonden til 1 mio. EUR. Denne bestemmelse tager sigte på at tage højde for de særlige kendetegn ved captivegenforsikringsselskaber, navnlig det forhold, at de i reglen er små eller mellemstore selskaber, og at deres virksomhed alene drejer sig om at dække risici, der vedrører de selskaber, captivegenforsikreren tilhører.

Artikel 42-44: Genforsikringsselskaber i vanskeligheder - Tilbagekaldelse af tilladelsen

De kompetente myndigheder for et genforsikringsselskab skal have passende beføjelser til at gribe ind over for et genforsikringsselskab, hvis dets finansielle situation forværres, f.eks. hvis det ikke opretter tilstrækkelig store forsikringsmæssige hensættelser, eller solvensmargenen ikke når op på det påkrævede niveau. I så fald skal de kompetente myndigheder have beføjelse til at forlange, at der udarbejdes en finansiel plan, en genopretningsplan eller en redningsplan, eller til at forbyde genforsikringsselskabet at råde frit over dets aktiver.

Tilsvarende er det af afgørende betydning at fastsætte, at den tilladelse, genforsikringsselskabet har fået tildelt, kan tilbagekaldes i visse specifikke tilfælde (bl.a. manglende opfyldelse af betingelserne for tilladelsen, alvorligt brud på betingelserne og bestemmelserne for udøvelse af virksomheden osv.).

Reglerne i dette forslag er identiske med de regler, der i forvejen gælder for forsikringsselskaber.

Artikel 45-46: Udøvelse af genforsikringsvirksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser

Et genforsikringsselskab, der har modtaget behørig tilladelse fra de kompetente myndigheder i hjemlandet, har ret til at udøve genforsikringsvirksomhed i hele EU i henhold til reglerne om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 4, stk. 1).

Artikel 45 fastsætter bestemmelser for det tilfælde, hvor et genforsikringsselskab, der udøver sin virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser, ikke overholder de retlige bestemmelser i værtslandet. Det arrangement, der foreslås benyttet, og som også er inspireret af det arrangement, der gælder i forsikringsdirektiverne, bygger på et samarbejde mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet.

Artikel 46 fastslår princippet om ligebehandling af alle genforsikrede kreditorer i tilfælde af et genforsikringsselskabs likvidation derved, at der ikke sondres mellem dem af grunde, der vedrører måden, hvorpå genforsikringsaftalen blev indgået, dvs. enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Bestemmelsen indfører dog ikke en samordning af de nationale likvidationsregler. Denne koordination er sket for forsikringsselskabers vedkommende ved direktiv 2001/17/EF (direktiv om forsikringsselskabers likvidation) [13]. Det kan blive nødvendigt på et senere stadium og efter nøje overvejelser at tilpasse direktivet om forsikringsselskabers likvidation, således at genforsikringsselskaber bringes ind under dets anvendelsesområde.

[13] EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.

Artikel 47-50: Tredjelandsgenforsikringsselskaber

Genforsikringsselskaber, som har deres hjemsted i et tredjeland, og som udøver genforsikringsvirksomhed i en medlemsstat, må ikke behandles mere favorabelt end genforsikringsselskaber, som har deres hjemsted i den pågældende medlemsstat (artikel 47).

Artikel 48 åbner mulighed for at indgå aftaler med tredjelande om tilsynet med genforsikringsselskaber. Formålet med disse internationale aftaler er især at tilvejebringe en informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder i EU og de pågældende tredjelande om genforsikringsselskaber samt at sikre gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis mellem EU og tredjelandene. Denne bestemmelse vil være af stor betydning for mulighederne for at nedbryde de reguleringsmæssige barrierer for genforsikring, som hindrer EU's genforsikringsselskaber i at få adgang til tredjelande.

Artikel 51-54: Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber - Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed

Genforsikringsselskaber, som havde ret eller tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed i henhold til bestemmelserne i hjemlandet før ikrafttrædelsen af dette direktivs gennemførelsesbestemmelser, kan fortsætte hermed uden at ansøge om tilladelse. Genforsikringsselskabet er dog underlagt bestemmelserne i direktivet, navnlig kravene vedrørende genforsikringsselskabets finansielle soliditet (forsikringsmæssige hensættelser, solvensmargen og garantifond), ledelsens professionelle evner og gode omdømme og egnetheden af de kvalificerede aktionærer. Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at tildele en overgangsperiode på to år for at undgå, at eksisterende genforsikringsselskaber løber ind i finansielle vanskeligheder på grund af den krævede indsats for at opfylde disse krav (artikel 51).

Derimod gælder direktivet ikke for genforsikringsselskaber, som på tidspunktet for direktivets gennemførelse er ophørt med at indgå nye genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed. Eftersom disse selskaber ikke er underlagt en ordning med én enkelt tilladelse i direktivet, er det imidlertid afgørende for gennemsigtigheden og retssikkerheden, at medlemsstaterne udarbejder en liste over de genforsikringsselskaber, der er berørt heraf, og videregiver denne til alle de øvrige medlemsstater (artikel 52).

Endelig giver artikel 53 et genforsikringsselskab ret til domstolsprøvelse af enhver afgørelse, der træffes over for det af de kompetente myndigheder under anvendelse af de nationale regler, der vedtages til gennemførelse af direktivet.

Artikel 55-56: Kommissionens gennemførelsesbeføjelser til at foretage tekniske tilpasninger af direktivet

Forslaget indeholder bestemmelser, der giver mulighed for at foretage tekniske tilpasninger af specifikke regler i direktivet. Direktivet giver Kommissionen gennemførelsesbeføjelser vedrørende de bestemmelser, der udtrykkeligt er opregnet i artikel 56. Under udøvelsen af sine gennemførelsesbeføjelser bistås Kommissionen af den Forsikringskomité, der er nedsat ved direktiv 91/675/EØF. De foranstaltninger, Kommissionen måtte vedtage, skal være underlagt proceduren i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/648/EF, som fastsætter de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

Gennemførelsesbeføjelserne skal især benyttes til at forhøje den krævede solvensmargen for specifikke kontrakttyper, aftaler eller aktiviteter inden for andre forsikringsklasser end ansvarsforsikring (artikel 37, stk. 3 og 4).

Artikel 57-60: Tekniske tilpasninger af direktiverne om skadesforsikring, livsforsikring og forsikringsgrupper

Indførelsen af EU-reguleringsrammer for genforsikring har indflydelse på de eksisterende forsikringsdirektiver (skadesforsikring, livsforsikring og forsikringsgrupper) [14]. I det omfang dette forslag, når det én gang er vedtaget, supplerer disse lovrammer for forsikringssektoren, forekommer det nødvendigt at tage højde for disse rammer for at sikre sammenhængende regelrammer. Som følge heraf skal de gældende forsikringsdirektiver tilpasses. Dette gælder f.eks. det indirekte tilsyn med et genforsikringsselskab, som udføres af de kompetente myndigheder for et forsikringsselskab, som har indgået en genforsikringsaftale med en EU-genforsikrer, som er underlagt direktivet [15]. De kompetente myndigheder for forsikringsselskabet må ikke afvise en sådan genforsikringsaftale af grunde, der direkte vedrører genforsikrerens finansielle soliditet.

[14] Skadesforsikring: direktiverne 73/239/EØF, 88/357/EØF og 92/49/EØF; livsforsikring: direktiv 2002/83/EØF; forsikringsgrupper: direktiv 98/78/EØF (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1).

[15] Eller et EU-forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til skadesforsikrings- eller livsforsikringsdirektiverne (direktiverne 73/239/EØF og 2002/83/EF).

Forslaget indeholder også bestemmelser om afskaffelse af kravet om sikkerhedsstillelse for aktiver, der benyttes til at dække et forsikringsselskabs ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når det er genforsikret hos et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktivet, eller hos et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 73/239/EØF (skadesforsikring) eller direktiv 2002/83/EF (livsforsikring).

Disse tilpasninger er også foranlediget af sigtet om at underlægge direkte forsikringsselskaber, der overtager genforsikring, de solvenskrav, der måtte blive fastsat for genforsikringsselskaber, og derved sikre lige konkurrencevilkår mellem de forskellige selskaber, der driver genforsikringsvirksomhed (eller overtager genforsikring).

Direktiv 98/78/EF om forsikringsgrupper skal også tilpasses for at tage højde for det forhold, at EU-genforsikringsselskaber bliver underlagt en tilsynsordning [16]. En efterfølgende tilpasning af direktiv 2002/87/EF om finansielle konglomerater [17] vil også blive nødvendig.

[16] EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.

[17] EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.

Endvidere kan det blive nødvendigt at tilpasse direktiv 2001/17/EF for at bringe genforsikringsselskaber ind under dets anvendelsesområde, fordi de ikke på nuværende tidspunkt er underlagt direktivet om forsikringsselskabers likvidation. Der er behov for yderligere arbejde for at finde frem til de spørgsmål, som skal overvejes for at foretage passende tilpasninger.

2004/0097 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [18],

[18] EUT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [19],

[19] EUT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [20],

[20] EUT C [...] af [...], s. [...].

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251 [21], og

[21] EUT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Rådets direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring [22], Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) [23] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring [24] fastsattes bestemmelserne om adgangen til at udøve direkte forsikringsvirksomhed i EU.

[22] EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.

[23] EFT L 228 af 11. 8. 1992. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/87/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).

[24] EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.

(2) Disse direktiver udgør de retlige rammer for forsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed på det indre marked i henhold til både reglerne om fri etableringsret og reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser i medlemsstaterne for at gøre det lettere for forsikringsselskaber med hjemsted i Fællesskabet at dække forpligtelser inden for hele Fællesskabet og hermed gøre det muligt for forsikringstagerne at rette henvendelse ikke blot til forsikringsselskaber, der er etableret i deres eget hjemland, men også til forsikringsselskaber, der har deres hjemsted i Fællesskabet, og som er etableret i andre medlemsstater.

(3) Den ordning, der er fastsat ved disse direktiver, gælder for direkte forsikringsselskabers samlede virksomhed, både direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i form af overtagelser af genforsikring; genforsikringsvirksomhed, der udøves af særlige genforsikringsselskaber, er imidlertid hverken underlagt denne ordning eller nogen anden ordning reguleret ved fællesskabsretten.

(4) Genforsikring er en vigtig finansiel aktivitet, fordi den gennem en bredere spredning af risici på verdensplan giver direkte forsikringsselskaber mulighed for at øge deres tegningskapacitet med henblik på at engagere sig i forsikringsvirksomhed og yde forsikringsdækning og også for at reducere deres kapitalomkostninger; desuden spiller genforsikring også en fundamental rolle for den finansielle stabilitet, idet den er en afgørende faktor for at sikre en stærk finansiel stilling og stabilitet på de direkte forsikringsmarkeder samt i hele det finansielle system via dens rolle som betydelig finansiel formidler og institutionel investor.

(5) Ved Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession [25] afskaffedes de restriktioner i den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser, der er relateret til genforsikrerens nationalitet eller hjemsted. Det afskaffede dog ikke de restriktioner, der skyldes forskellene i de nationale bestemmelser om den forsigtighedsbaserede regulering af genforsikring. Denne situation har ført til store forskelle i omfanget af tilsynet med genforsikringsselskaber i EU, hvilket skaber hindringer for udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, f.eks. forpligtelsen for et genforsikringsselskab til at stille aktiver som sikkerhed for en del af de forsikringsmæssige hensættelser i det direkte forsikringsselskab og kravet om, at genforsikringsselskaber skal efterleve forskellige tilsynsregler i de forskellige medlemsstater, hvor de driver virksomhed, eller det indirekte tilsyn med de forskellige aspekter af et genforsikringsselskab, der udøves af de kompetente myndigheder for direkte forsikringsselskaber.

[25] EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.

(6) Handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser pegede på genforsikring som en sektor, inden for hvilken der var behov for indgriben på EU-plan for at virkeliggøre det indre marked for finansielle tjenesteydelser. Desuden har betydelige finansielle fora som Den Internationale Valutafond og International Association of Insurance Supervisors (IAIS) fremhævet mangelen på harmoniserede tilsynsregler for genforsikringsvirksomhed på fællesskabsplan som et alvorligt hul i regelrammerne for finansielle tjenesteydelser, som burde udfyldes.

(7) Dette direktiv tager sigte på at indføre forsigtighedsbaserede regelrammer for genforsikringsvirksomhed i EU. Det er en del af EU-lovgivningen på forsikringsområdet, der tager sigte på at virkeliggøre det indre marked inden for forsikringssektoren.

(8) Dette direktiv er i overensstemmelse med det bredere internationale arbejde, som er blevet udført vedrørende forsigtighedsregler for genforsikring, især inden for International Association of Insurance Supervisors (IAIS).

(9) Dette direktiv følger den fremgangsmåde i EU-lovgivningen, der benyttes inden for direkte forsikring, og som består i at gennemføre en harmonisering på de vigtigste punkter i det omfang, det er nødvendigt og tilstrækkeligt for at sikre en gensidig anerkendelse af tilladelser og forsigtighedstilsynsordninger, som vil gøre det muligt at udstede én enkelt tilladelse, som dækker hele Fællesskabet, og at anvende princippet om hjemlandstilsyn.

(10) Derfor er adgang til og udøvelse af genforsikringsvirksomhed betinget af én enkelt administrativ tilladelse udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabet har sit hjemsted. Med denne tilladelse kan selskabet påbegynde sin virksomhed overalt i Fællesskabet i henhold til enten reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Filialmedlemsstaten eller den medlemsstat, hvor der præsteres tjenesteydelser, må ikke kræve, at genforsikringsselskaber, der ønsker at udøve genforsikringsvirksomhed dér, og som allerede har fået en tilladelse i hjemlandet, ansøger om en ny tilladelse. Endvidere skal et genforsikringsselskab, som allerede har opnået tilladelse i hjemlandet, ikke underkastes det supplerende tilsyn eller den kontrol af deres finansielle soliditet, som udføres af de kompetente myndigheder for forsikringsselskaber, som er genforsikret i det pågældende genforsikringsselskab. Desuden skal det ikke være tilladt medlemsstaterne at kræve af et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i EU, at det skal stille aktiver som sikkerhed for sin andel af cedentens forsikringsmæssige hensættelser. Betingelserne for meddelelse eller tilbagekaldelse af en sådan tilladelse bør fastsættes nærmere. De kompetente myndigheder bør ikke meddele tilladelse eller forlænge tilladelsen til et genforsikringsselskab, der ikke opfylder betingelserne i dette direktiv.

(11) Dette direktiv bør gælde for genforsikringsselskaber, som udelukkende udøver genforsikringsvirksomhed og ikke er engageret i direkte forsikringsvirksomhed; det bør også gælde for de såkaldte "captivegenforsikringsselskaber", som oprettes eller ejes af andre industri-, erhvervs- eller finansvirksomheder end selskaber, som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe [26] gælder for, og som har til formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risici i de selskaber, som de tilhører.

[26] EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2002/87/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).

(12) Direktivet bør dog ikke gælde for forsikringsselskaber, som direktiverne 73/239/EØF og 2002/83/EF finder anvendelse på; for dog at sikre, at forsikringsselskaber, som også udøver genforsikringsvirksomhed, er finansielt sunde, og at der tages højde for de specifikke forhold, der gør sig gældende for denne type virksomhed, i kapitalkravene til sådanne forsikringsselskaber, gælder bestemmelserne vedrørende solvensmargenen i genforsikringsselskaber i dette direktiv for genforsikringsvirksomhed, der udøves af disse forsikringsselskaber, hvis omfanget af deres genforsikringsvirksomhed udgør en væsentlig del af deres samlede virksomhed.

(13) Direktivet bør præcisere de kompetente myndigheders beføjelser og tilsynsmidler. Det bør påhvile de kompetente myndigheder for genforsikringsselskabet i hjemlandet at føre tilsyn med genforsikringsselskabernes finansielle soliditet, navnlig med deres solvens og oprettelsen af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser og med, at disse dækkes af kongruente aktiver.

(14) Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør have de nødvendige kontrolbeføjelser til at sikre, at genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet, hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. De bør i særdeleshed kunne vedtage egnede beskyttelsesforanstaltninger eller pålægge sanktioner med det formål at forhindre uregelmæssigheder og overtrædelser af bestemmelserne vedrørende genforsikringstilsyn.

(15) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder eller organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke det finansielle systems stabilitet. For at bevare oplysningernes fortrolige karakter bør antallet af modtagere være meget begrænset. Det er nødvendigt at fastsætte de betingelser, hvorunder ovennævnte udveksling af oplysninger er tilladt; når det endvidere er fastsat, at oplysninger kun kan videregives med de kompetente myndigheders udtrykkelige tilladelse, kan disse myndigheder i givet fald betinge deres samtykke af, at visse strenge krav overholdes. I denne forbindelse bør dette direktiv indeholde bestemmelser, der med henblik på at sikre et passende tilsyn fra de kompetente myndigheders side med genforsikringsselskaber sætter medlemsstaterne i stand til at indgå aftaler om informationsudveksling med tredjelande, forudsat at de videregivne oplysninger er underlagt passende garantier om overholdelse af tavshedspligt.

(16) Med henblik på at styrke tilsynet med genforsikringsselskaber bør det fastsættes, at en revisor i de i direktivet omhandlede tilfælde har pligt til hurtigt at underrette myndighederne, hvis han under udførelsen af sit hverv får kendskab til forhold, som alvorligt vil kunne skade den finansielle situation eller den administrative og regnskabsmæssige organisation i et genforsikringsselskab. I betragtning af det tilstræbte mål bør medlemsstaterne fastsætte, at denne pligt gælder i alle tilfælde, hvor en revisor under udførelsen af sit hverv i en virksomhed, som har snævre forbindelser med et genforsikringsselskab, konstaterer sådanne forhold. Revisorernes pligt til under visse omstændigheder at meddele myndighederne oplysninger om visse forhold og beslutninger i et genforsikringsselskab, som de har fået kendskab til under udførelsen af deres hverv i en anden virksomhed end et genforsikringsselskab, ændrer i sig selv hverken arten af deres hverv i den pågældende virksomhed eller den måde, hvorpå de skal udøve deres hverv i virksomheden.

(17) Der bør fastsættes bestemmelser for anvendelsen af dette direktiv på eksisterende genforsikringsselskaber, som allerede har opnået tilladelse eller har ret til at udøve genforsikringsvirksomhed i overensstemmelse med en medlemsstats bestemmelser inden dette direktivs ikrafttræden.

(18) For at genforsikringsselskaber skal kunne opfylde deres forpligtelser, skal hjemlandet forlange af genforsikringsselskaber, at de opretter passende forsikringsmæssige hensættelser. Størrelsen af sådanne forsikringsmæssige hensættelser skal fastsættes i overensstemmelse med direktiv 91/674/EØF af 19. december 1991 om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber [27], og for livsforsikringsvirksomheds vedkommende bør hjemlandet også kunne fastsætte mere specifikke regler i henhold til direktiv 2002/83/EF.

[27] EFT L 374 af 31.12.1991, s. 7. Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/51/EF (EUT L 178 af 17.7.2003, s. 16).

(19) Genforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed inden for kreditforsikring, og hvis kreditgenforsikringsvirksomhed udgør mere end en mindre andel af deres samlede virksomhed, bør underlægges krav om oprettelse af udjævningshensættelser, som ikke udgør en del af solvensmargenen; disse hensættelser skal beregnes ved brug af en af de metoder, der er fastsat i direktiv 73/239/EØF, og som anerkendes som ækvivalente; endvidere bør dette direktiv tillade hjemlandet også at kræve af genforsikringsselskaber, som har hjemsted på dets område, at de opretter udjævningshensættelser for andre klasser af risici end kreditgenforsikring efter regler, der fastsættes af hjemlandet.

(20) Genforsikringsselskaber skal råde over aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, der skal tage hensyn til arten af de forretninger, som genforsikringsselskabet udfører, bl.a. arten, størrelsen og varigheden af de forventede erstatningsudgifter, med henblik på at sikre tilstrækkelighed, likviditet, sikkerhed, kvalitet, rentabilitet og matching i dets investeringer, idet selskabet skal sikre en passende diversificering og spredning af sine anbringelser, så selskabet har mulighed for at reagere hensigtsmæssigt på skiftende økonomiske omstændigheder, bl.a. udviklingen på kapitalmarkederne og ejendomsmarkedet eller katastrofer med stor virkning.

(21) Det er nødvendigt, at genforsikringsselskaberne ud over de forsikringsmæssige hensættelser råder over en supplerende reserve, en såkaldt solvensmargen, i form af frie midler og efter aftale med den kompetente myndighed af andre implicitte formuebestanddele, der skal beskytte dem mod negative udsving i deres forretninger. Dette krav er et vigtigt element i et forsigtighedsbaseret tilsyn. I afventning af revisionen af den eksisterende solvensmargenordning, som Kommissionen er ved at gennemføre under det såkaldte "Solvency II"-projekt, bør de regler, der gælder i eksisterende lovgivning inden for direkte forsikring, finde anvendelse ved fastsættelsen af den krævede solvensmargen for genforsikringsselskaber.

(22) For at tage højde for den særlige karakter af visse kontrakttyper og forretningsområder inden for genforsikring bør der fastsættes bestemmelser, der muliggør tilpasninger i beregningen af den krævede solvensmargen; disse tilpasninger bør foretages af Kommissionen efter høring af den Forsikringskomité, der blev nedsat ved Rådets direktiv 91/675/EØF [28], under udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, den har fået tildelt ved traktaten. Disse foranstaltninger bør vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [29].

[28] EFT L 374 af 31.12.1991, s. 32.

[29] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(23) Listen over elementer, som kan udgøre den faktiske solvensmargen, der fastsættes ved dette direktiv, skal være den, der er omhandlet i direktiverne 73/239/EØF og 2002/83/EF.

(24) Genforsikringsselskaber skal også have en garantifond, så det sikres, at de råder over tilstrækkelige ressourcer, når de oprettes, og at solvensmargenen i forbindelse med de efterfølgende forretninger under ingen omstændigheder falder ned under et sikkerhedsminimum; for dog at tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for captivegenforsikringsselskaber, bør der fastsættes bestemmelser, der giver hjemlandet mulighed for at fastsætte en minimumsgarantifond for captivegenforsikringsselskaber af en mindre størrelse.

(25) Visse bestemmelser i dette direktiv fastsætter minimumsnormer. Et hjemland bør kunne fastsætte strengere regler for genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse fra dets kompetente myndigheder, især solvensmargenkrav.

(26) Det er nødvendigt at fastsætte foranstaltninger for det tilfælde, at genforsikringsselskabets finansielle situation skulle udvikle sig således, at det bliver vanskeligt for det at opfylde sine forpligtelser. I særlige tilfælde er der også behov for, at de kompetente myndigheder bemyndiges til at gribe ind på et tilstrækkelig tidligt tidspunkt, men i udøvelsen af denne bemyndigelse bør de kompetente myndigheder oplyse genforsikringsselskaberne om årsagerne til sådanne tilsynsforanstaltninger i overensstemmelse med principperne om sund offentlig forvaltning og rimelig behandling. Så længe der hersker en sådan situation, bør de kompetente myndigheder ikke kunne attestere, at genforsikringsselskabet har en tilstrækkelig solvensmargen.

(27) Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser om samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder for at sikre, at et genforsikringsselskab, der udøver sin virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser, opfylder de bestemmelser, der gælder for det i værtslandet.

(28) Der skal være adgang til domstolsprøvelse, hvis en tilladelse nægtes eller tilbagekaldes.

(29) Det er vigtigt at fastsætte, at genforsikringsselskaber, som har hjemsted uden for EU og udøver genforsikringsvirksomhed i EU, ikke bør gives en mere favorabel behandling end den, der gives genforsikringsselskaber, som har hjemsted i en medlemsstat.

(30) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør der være mulighed for indgåelse af internationale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne for genforsikringsselskaber, som driver virksomhed på hver kontraherende parts område.

(31) Der bør fastsættes en smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den forsigtighedstilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fællesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad enten dette sker ved etablering af virksomhed eller grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Med henblik herpå bør dette direktiv fastlægge procedurer for forhandling med tredjelande.

(32) Kommissionen bør bemyndiges til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, forudsat at disse ikke ændrer væsentlige elementer i direktivet. Disse gennemførelsesforanstaltninger bør forberede Fællesskabet på den fremtidige udvikling inden for genforsikring. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med afgørelse 1999/468/EF.

(33) De gældende fællesskabsretlige rammer for forsikringssektoren bør ændres for at tage højde for den nye tilsynsordning for genforsikringsselskaber, der fastsættes ved dette direktiv, og for at sikre ensartede regelrammer for hele forsikringssektoren. Navnlig bør de gældende bestemmelser, der tillader de myndigheder, der har kompetence inden for tilsynet med direkte forsikringsselskaber, at føre "indirekte tilsyn" med genforsikringsselskaber, tilpasses. Endvidere bør de gældende bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættelser, når forsikringsselskabet er genforsikret i et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller i et forsikringsselskab, afskaffes. Endelig bør der fastsættes bestemmelser om, at den solvensmargen, der kræves af forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, når denne virksomhed udgør en væsentlig del af deres samlede virksomhed, skal underkastes reglerne om solvenskrav for genforsikringsselskaber i dette direktiv. Direktiverne 73/239/EØF, 92/49/EØF og 2002/83/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(34) Direktiv 98/78/EF bør ændres for at garantere, at genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe er underkastet det samme supplerende tilsyn som forsikringsselskaber, der på nuværende tidspunkt tilhører en forsikringsgruppe.

(35) Sigtet med dette direktiv, nemlig indførelse af retlige rammer for adgang til udøvelse af genforsikringsvirksomhed, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, er direktivet begrænset til, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Eftersom dette direktiv fastsætter minimumsnormer, kan medlemsstaterne fastsætte strengere regler -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I - ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1 - Anvendelsesområde

1. Dette direktiv fastsætter regler for adgang til og udøvelse af selvstændig genforsikringsvirksomhed gennem genforsikringsselskaber, der alene udøver genforsikringsvirksomhed, og som er etableret i en medlemsstat eller ønsker at etablere sig i en medlemsstat.

2. Direktivet gælder ikke for:

a) forsikringsselskaber, som direktiverne 73/239/EØF og 2002/83/EF finder anvendelse på

b) de former for virksomhed og organer, der er nævnt i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 73/239/EØF

c) de former for virksomhed og organer, der er nævnt i artikel 3 i direktiv 2002/83/EF

d) genforsikringsvirksomhed, der udøves af en medlemsstats regering, når denne af grunde, der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans under omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er objektivt umuligt at opnå genforsikringsdækning på markedsvilkår.

Artikel 2 - Definitioner

1. I dette direktiv forstås ved:

a) "genforsikring" den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab, et andet genforsikringsselskab eller en arbejdsmarkedspensionskasse, der falder ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF [30]

[30] EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.

b) "genforsikringsselskab" et selskab, som har opnået administrativ tilladelse i overensstemmelse med artikel 3

c) "filial" et genforsikringsselskabs agenturer eller filialer

d) "etableret forretningssted" et genforsikringsselskabs vedtægtsmæssige hjemsted eller filial, jf. litra c)

e) "hjemland" den medlemsstat, hvor hjemstedet for genforsikringsselskabet er beliggende

f) "filialmedlemsstat" den medlemsstat, hvor filialen af et genforsikringsselskab er beliggende

g) "værtsland" den medlemsstat, hvor et genforsikringsselskab har en filial eller præsterer tjenesteydelser

h) "kontrol" den forbindelse, der findes mellem et moderselskab og dets datterselskab, som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 83/349/EØF [31], eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed

[31] EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.

i) "kvalificeret deltagelse" direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften af det selskab, hvori der besiddes en kapitalandel

j) "moderselskab" en modervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF

k) "datterselskab" en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF

l) "kompetente myndigheder" de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med genforsikringsselskaber

m) "snævre forbindelser" en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem:

(i) "kapitalinteresser", hvorved forstås besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksomhed, enten direkte eller gennem kontrol, eller

(ii) "kontrol" i alle de i artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 83/349/EØF nævnte tilfælde eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed

n) "captivegenforsikringsselskab" et genforsikringsselskab, der enten er ejet: af en anden finansiel virksomhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller en forsikrings- eller genforsikringskoncern, som direktiv 98/78/EØF finder anvendelse på, eller af et eller flere ikke-finansielle virksomheder, som har til formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i den eller de virksomheder, som den tilhører, eller i den eller de virksomheder i den koncern, som captivegenforsikringsselskabet er en del af.

2. Med henblik på stk. 1, litra c), sidestilles et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område med et agentur eller en filial, også selv om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial eller et agentur, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i lighed med et agentur.

Med henblik på stk. 1, litra i), og i forbindelse med artikel 12, 19, 20 og 21 samt de andre niveauer af deltagelse, der er omhandlet i artikel 14, tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 92 i direktiv 2001/34/EF [32], i betragtning.

[32] EFT L 184 af 6.7.2001, s. 66.

Med henblik på stk. 1, litra k), anses ethvert datterselskab af et datterselskab også for at være datterselskab af det selskab, der er det endelige moderselskab for disse selskaber.

Med henblik på stk. 1, litra m), anses et datterselskab af et datterselskab også for at være datterselskab af det moderselskab, der står i spidsen for disse selskaber.

Med henblik på stk. 1, litra m), anses en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol, også for at være en snæver forbindelse.

3. Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er modværdien i national valuta, som skal anvendes pr. 31. december hvert år, lig med værdien på den sidste dag i den forudgående oktober måned, på hvilken euroens modværdier i alle relevante fællesskabsvalutaer foreligger.

AFSNIT II - ADGANG TIL UDØVELSE AF GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED

MEDDELELSE AF TILLADELSE TIL GENFORSIKRINGSSELSKABET

Artikel 3 - Princippet om meddelelse af tilladelse

Adgang til udøvelse af genforsikringsvirksomhed er betinget af en forudgående administrativ tilladelse.

Ansøgning om denne tilladelse skal indgives til hjemlandets kompetente myndigheder af:

a) genforsikringsselskaber, der etablerer hjemsted på denne medlemsstats område

b) genforsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse udvider deres virksomhed til anden genforsikringsvirksomhed end den, for hvilken der er opnået tilladelse.

Artikel 4 - Omfanget af tilladelsen

1. En tilladelse meddelt i medfør af artikel 3 gælder for hele Fællesskabet. Den giver et genforsikringsselskab ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

2. Tilladelsen gives til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed, livsgenforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed i henhold til ansøgerens ansøgning.

Den skal vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til artikel 6, litra b), og artikel 11, og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat, i hvilken der ansøges om tilladelse.

Artikel 5 - Genforsikringsselskabets form

1. Hjemlandet skal kræve, at genforsikringsselskaber, der ansøger om tilladelse, antager en af de i bilag I anførte former.

Et genforsikringsselskab kan ligeledes tage form af et europæisk selskab, som dette defineres i Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 [33].

[33] EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.

2. Medlemsstaterne kan i givet fald oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål er udøvelse af genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for privatretlige selskaber.

Artikel 6 - Betingelser

Hjemlandet skal kræve, at hvert genforsikringsselskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:

a) begrænser sine målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed og relaterede aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i direktiv 2002/87/EF [34]

[34] EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.

b) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 11

c) råder over den i artikel 40, stk. 2, fastsatte minimumsgarantifond

d) faktisk ledes af personer med et godt omdømme og passende kvalifikationer og erhvervserfaring.

Artikel 7 - Snævre forbindelser

1. Foreligger der snævre forbindelser mellem et genforsikringsselskab og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompetente myndigheder kun deres tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.

De kompetente myndigheder afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres tilsynsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som genforsikringsselskabet har snævre forbindelser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen heraf.

2. De kompetente myndigheder skal kræve, at genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysninger, de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingelser er opfyldt.

Artikel 8 - Genforsikringsselskabets hovedkontor

Medlemsstaterne skal kræve, at genforsikringsselskaber har hovedkontor og vedtægtsmæssigt hjemsted i samme medlemsstat.

Artikel 9 - Policebetingelser og tariffer

1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører love eller administrative bestemmelser, der foreskriver godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennemførelse af tilsynet.

2. Medlemsstaterne må dog ikke fastsætte bestemmelser, der foreskriver forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer og af formularer og andre trykte dokumenter, som et genforsikringsselskab agter at anvende over for overdragende eller retrocederende selskaber.

Artikel 10 - Markedets økonomiske behov

Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til markedets økonomiske behov.

Artikel 11 - Driftsplan

1. Den i artikel 6, litra b), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:

a) arten af de risici, som selskabet har til hensigt at dække

b) hvilke typer genforsikringsarrangementer, genforsikringsselskabet agter at indgå med overdragende selskaber

c) grundprincipperne for retrocession

d) sammensætningen af minimumsgarantifonden

e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet samt de finansielle midler, der agtes afsat til dækning af disse omkostninger.

2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:

a) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administrationens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner

b) de anslåede præmier eller bidrag og erstatningsudgifter

c) en prognosticeret balance

d) de anslåede finansielle midler til dækning af forpligtelser og solvensmargen.

Artikel 12 - Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse

Hjemlandets kompetente myndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdeltagere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret deltagelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.

Samme myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af genforsikringsselskabet ikke er overbevist om aktionærernes eller selskabsdeltagernes egnethed.

Artikel 13 - Afslag på tilladelse

Enhver beslutning om afslag skal klart begrundes og meddeles det pågældende selskab.

Hver medlemsstat fastsætter adgang til domstolsprøvelse i henhold til artikel 53 for enhver beslutning om afslag.

Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at de kompetente myndigheder endnu ikke har afgivet svar på ansøgningen om tilladelse inden udløbet af en frist på seks måneder fra modtagelsesdatoen.

Artikel 14 - Forudgående konsultation med de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater

1. Der skal finde forudgående konsultation sted med de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om meddelelse af tilladelse til et genforsikringsselskab, der:

a) enten er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

b) er datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, der kontrollerer et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat.

2. Der skal finde forudgående konsultation sted med den kompetente myndighed i den medlemsstat, der fører tilsyn med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, om meddelelse af tilladelse til et genforsikringsselskab, der:

a) er datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

b) er datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, der kontrollerer et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet.

3. Der skal især finde konsultation sted mellem de i stk. 1 og 2 omhandlede relevante kompetente myndigheder ved vurderingen af aktionærernes egnethed og hæderlighed samt af omdømmet og erfaringerne hos direktørerne for et andet foretagende i samme koncern. Myndighederne udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed og hæderlighed samt om direktørers omdømme og erfaringer, som har betydning for de øvrige involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om driftsbetingelserne er opfyldt.

AFSNIT III - BETINGELSER FOR UDØVELSE AF GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED

Kapitel 1 - Principper og metoder for det finansielle tilsyn

AFDELING 1 - KOMPETENTE MYNDIGHEDER OG GENERELLE REGLER

Artikel 15 - Kompetente myndigheder og målgruppe for tilsynet

1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med et genforsikringsselskab, herunder tilsyn med den virksomhed, det udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.

Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet har grund til at tro, at et genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade dets finansielle soliditet, underretter de de kompetente myndigheder i genforsikringsselskabets hjemland herom. Hjemlandets kompetente myndigheder kontrollerer, om genforsikringsselskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsigtighedsregler.

2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker genforsikringsselskabets samlede virksomhed og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og oprettelsen af forsikringsmæssige hensættelser og de aktiver, der medgår til dækning heraf i overensstemmelse med de regler og den praksis, der gælder i hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.

3. Et genforsikringsselskabs hjemland kan ikke afvise en retrocessionskontrakt indgået af genforsikringsselskabet med et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktiverne 73/239/EØF eller 2002/83/EF, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.

4. Hjemlandets kompetente myndigheder skal kræve, at der i alle genforsikringsselskaber findes en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis og passende interne kontrolprocedurer.

Artikel 16 - Tilsyn med filialer i andre medlemsstater

Når et genforsikringsselskab, der har fået tilladelse i en medlemsstat, udøver sin virksomhed gennem en filial i en anden medlemsstat, skal filialmedlemsstaten sørge for, at hjemlandets kompetente myndigheder efter forudgående meddelelse herom til filialmedlemsstatens kompetente myndigheder selv eller ved personer, de bemyndiger hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet. Filialmedlemsstatens kompetente myndigheder kan deltage i denne kontrol.

Artikel 17 - Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale: tilsynsbeføjelser

1. Hver medlemsstat pålægger de genforsikringsselskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted på dens område, hvert år at aflægge beretning over deres samlede virksomhed, deres finansielle situation og deres solvens.

2. Medlemsstaterne kræver af de genforsikringsselskaber, der har deres hjemsted på deres område, at de regelmæssigt fremlægger materiale, inklusive statistisk materiale, der er nødvendigt for udøvelsen af tilsynet. De kompetente myndigheder sender hinanden alt materiale og al information, der har relevans for udøvelsen af tilsynet.

3. Hver medlemsstat tager alle nødvendige skridt til at sikre, at de kompetente myndigheder har de fornødne beføjelser og midler til at føre tilsyn med aktiviteterne i genforsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted på dens område, herunder med virksomhed udøvet uden for dette område.

De kompetente myndigheder skal bl.a. have mulighed for:

a) at foretage indgående undersøgelser af genforsikringsselskabets situation og samlede virksomhed, navnlig ved indhentning af oplysninger eller rekvirering af dokumentation vedrørende genforsikrings- og retrocessionsvirksomheden og ved kontrol på stedet i det pågældende genforsikringsselskabs forretningslokaler

b) at træffe en hvilken som helst foranstaltning over for genforsikringsselskabet, dets ledelse eller personer, som kontrollerer selskabet, som er passende og nødvendig for at sikre, at genforsikringsselskabets virksomhed fortsat overholder de love og administrative bestemmelser, som genforsikringsselskaber skal overholde i den enkelte medlemsstat

c) at sikre gennemførelse af disse foranstaltninger, om nødvendigt gennem tvangsforanstaltninger og i givet fald ved rettens hjælp.

Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at de kompetente myndigheder skal have mulighed for at indhente alle oplysninger vedrørende genforsikringsaftaler, som mæglere er i besiddelse af.

Artikel 18 - Overdragelse af forsikringsbestand

Hver medlemsstat tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at genforsikringsselskaber, der har hjemsted på dens område, overdrager hele eller en del af deres forsikringsbestand, hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er etableret i Fællesskabet, hvis de kompetente myndigheder i det overtagende selskabs hjemland godtgør, at selskabet under hensyntagen til overdragelsen har den fornødne solvensmargen, jf. kapitel 3.

AFDELING 2 - KVALIFICERET DELTAGELSE

Artikel 19 - Erhvervelser

Medlemsstaterne skal forlange af enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret deltagelse i et genforsikringsselskab, at denne forinden underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet herom med angivelse af størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet. Denne fysiske eller juridiske person skal ligeledes underrette hjemlandets kompetente myndigheder, hvis vedkommende påtænker at forøge sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger en tærskel på 20 %, 33 % eller 50 %, eller at genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes datterselskab.

Hjemlandets kompetente myndigheder skal inden for en frist på højst tre måneder fra datoen for den i første afsnit nævnte underretning gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse eller forøgelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig forvaltning af genforsikringsselskabet ikke er overbevist om den i første afsnit nævnte fysiske eller juridiske persons egnethed. Hvis myndighederne ikke gør indsigelse, kan de fastsætte en frist for gennemførelsen af den pågældende erhvervelse eller forøgelse.

Artikel 20 - Finansielle selskabers erhvervelser

Hvis erhververen af de i artikel 19 omhandlede kapitalandele er et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab, et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, eller et moderselskab for et sådant selskab eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et sådant selskab, og hvis det selskab, hvori erhververen overvejer at deltage, som følge af denne erhvervelse bliver et datterselskab af erhververen eller bliver omfattet af dennes kontrol, skal der foretages en vurdering af erhvervelsen i form af den i artikel 14 nævnte forudgående konsultation.

Artikel 21 - Afhændelser

Medlemsstaterne skal kræve, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller indirekte at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et genforsikringsselskab, forinden underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom med angivelse af størrelsen af den kapitalandel, der derefter besiddes.

Denne person skal ligeledes underrette de kompetente myndigheder, hvis vedkommende har til hensigt at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %, 33 % eller 50 %, eller at genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkommendes datterselskab.

Artikel 22 - Genforsikringsselskabets underretning af den kompetente myndighed

Så snart genforsikringsselskaber har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets kompetente myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at deltagelsen stiger over eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 19 og 21.

Endvidere meddeler de mindst en gang om året identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret deltagelse, samt størrelsen af denne andel, således som den bl.a. fremgår af de registrerede data på den årlige generalforsamling eller af de oplysninger, som modtages i henhold til de bestemmelser, der gælder for børsnoterede selskaber.

Artikel 23 - Kvalificeret deltagelse: den kompetente myndigheds beføjelser

Medlemsstaterne skal kræve, at hjemlandets kompetente myndigheder i tilfælde af, at de i artikel 19 omhandlede personers indflydelse vil kunne være til skade for en forsigtig og sund forvaltning af genforsikringsselskabet, kan træffe de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan bl.a. bestå i påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension af de stemmerettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele.

Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder den i artikel 19 foreskrevne pligt til forudgående underretning. Hvis en kapitalandel erhverves mod de kompetente myndigheders vilje, skal medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilhørende stemmerettigheder, erklære de afgivne stemmer ugyldige eller annullere dem.

AFDELING 3 - TAVSHEDSPLIGT OG INFORMATIONSUDVEKSLING

Artikel 24 - Tavshedspligt

1. Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der har handlet på de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt.

Under denne tavshedspligt må fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres hverv, ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattende form, således at de enkelte genforsikringsselskaber ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen.

2. Når et genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er trådt i likvidation som følge af en domstolskendelse, kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjemand, der er involveret i forsøg på at redde genforsikringsselskabet, dog videregives under en civil eller kommerciel retssag.

Artikel 25 - Informationsudveksling mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder

Artikel 24 er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater udveksler oplysninger i henhold til de direktiver, der gælder for genforsikringsselskaber. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 24 omhandlede tavshedspligt.

Artikel 26 - Samarbejdsaftaler med tredjelande

Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes kompetente myndigheder samt med de i artikel 28, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande, forudsat at de således meddelte oplysninger er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der er foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.

Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har afgivet dem, og i givet fald udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.

Artikel 27 - Brug af fortrolige oplysninger

De kompetente myndigheder, der i henhold til artikel 24 og 25 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv:

a) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve genforsikringsvirksomhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til forsikringsmæssige hensættelser, solvensmargen, administrativ og regnskabsmæssig praksis samt intern kontrol

b) til pålæggelse af sanktioner

c) hvis de kompetente myndigheders afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed, eller

d) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til artikel 53 eller særbestemmelser i dette direktiv og andre direktiver, der er vedtaget vedrørende forsikrings- og genforsikringsselskaber.

Artikel 28 - Informationsudveksling med andre myndigheder

1. Artikel 24-27 er ikke til hinder for udveksling af oplysninger inden for samme medlemsstat, hvis der findes to eller flere kompetente myndigheder, eller medlemsstaterne imellem eller mellem de kompetente myndigheder og:

a) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitutter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne

b) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber og lignende procedurer, og

c) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber,

med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver eller med henblik på, at der gives organer, der forvalter obligatoriske likvidationsprocedurer eller garantifonde, de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde. Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i artikel 24 omhandlede tavshedspligt.

2. Uanset bestemmelserne i artikel 24-27 kan medlemsstaterne tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og

a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer, eller

b) de myndigheder, der fører tilsyn med de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber, eller

c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt de organer, der fører tilsyn med disse aktuarer.

Medlemsstater, der udnytter muligheden i første afsnit, kræver mindst, at følgende betingelser er opfyldt:

a) informationsudvekslingen skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit

b) oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 24 omhandlede tavshedspligt

c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og må kun videregives til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, organer eller personer der kan modtage oplysninger i henhold til dette stykke.

3. Uanset bestemmelserne i artikel 24-27 kan medlemsstaterne med henblik på at styrke det finansielle systems stabilitet og integritet tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder eller organer, der ifølge loven er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser af selskabsretten.

Medlemsstater, der udnytter muligheden i første afsnit, kræver mindst, at følgende betingelser er opfyldt:

a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de opgaver, som er beskrevet i første afsnit

b) oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 24 omhandlede tavshedspligt

c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og i givet fald udelukkende til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Hvis de i første afsnit omhandlede organer i en medlemsstat udfører deres efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte, personer, fordi disse er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplysninger udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte særlige betingelser.

Ved anvendelsen af sidste led i andet afsnit meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer de kompetente myndigheder, som har afgivet oplysningerne, hvilke personer oplysningerne vil blive videregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke organer der kan modtage oplysninger i henhold til dette stykke.

Artikel 29 - Videregivelse af oplysninger til centralbanker og pengepolitiske myndigheder

Bestemmelserne i denne afdeling er ikke til hinder for, at en kompetent myndighed giver centralbanker og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder og eventuelt andre offentlige myndigheder med ansvar for at føre tilsyn med betalingssystemerne oplysninger med henblik på udførelsen af deres opgaver. De er heller ikke til hinder for, at de pågældende myndigheder eller organer sender de kompetente myndigheder de oplysninger, som er nødvendige for dem i henhold til artikel 27.

De oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er underlagt den i denne afdeling omhandlede tavshedspligt.

Artikel 30 - Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning

Uanset bestemmelserne i artikel 24 og 27 kan medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser give tilladelse til, at visse oplysninger meddeles andre afdelinger i deres centraladministration, som er ansvarlige for lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler efter fuldmagt fra de pågældende afdelinger.

Oplysningerne må imidlertid kun gives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet.

Medlemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 25 og artikel 28, stk. 1, samt oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 16, aldrig må videregives i de tilfælde, der er omhandlet i dette stykke, medmindre den kompetente myndighed, der har givet oplysningerne, eller den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrollen på stedet er foretaget, har givet sit udtrykkelige samtykke.

AFDELING 4 - REVISORERNES ROLLE

Artikel 31 - Revisorernes rolle

1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at enhver person, der er autoriseret i henhold til Rådets direktiv 84/253/EØF [35], og som i et genforsikringsselskab udfører det hverv, der er beskrevet i artikel 51 i Rådets direktiv 78/660/EØF [36], artikel 37 i Rådets direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i Rådets direktiv 85/611/EØF [37], eller ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som vedkommende har fået kendskab til under udførelsen af sit hverv, og som kan

[35] EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.

[36] EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.

[37] EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.

a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- eller genforsikringsselskabers udøvelse af virksomhed, eller

b) skade genforsikringsselskabets fortsatte drift eller

c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold.

Samme pligt gælder også for en sådan person for så vidt angår forhold eller beslutninger, som vedkommende måtte få kendskab til som led i et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed, som gennem kontrol har snævre forbindelser med det genforsikringsselskab, i hvilken vedkommende udfører ovennævnte hverv.

2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, videregiver oplysninger til de kompetente myndigheder om relevante forhold eller beslutninger, som er omhandlet i stk. 1, betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.

Kapitel 2 - Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser

Artikel 32 - Forsikringsmæssige hensættelser

1. Hjemlandet pålægger ethvert genforsikringsselskab at afsætte tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser i forhold til dets samlede virksomhed.

Størrelsen af disse forsikringsmæssige hensættelser opgøres efter de regler, der er fastsat i direktiv 91/674/EØF. Om nødvendigt kan hjemlandet fastsætte mere specifikke regler i overensstemmelse med artikel 20 i direktiv 2002/83/EF.

2. Medlemsstaterne må ikke bevare eller indføre en ordning med bruttoreserver, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv, eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 73/239/EØF eller direktiv 2002/83/EF.

3. Tillader hjemlandet, at forsikringsmæssige hensættelser dækkes af erstatningskrav over for genforsikrere, som ikke har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv, eller forsikringsselskaber, som ikke har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 73/239/EØF eller direktiv 2002/83/EF, skal det fastsætte, hvor stor en procentdel dækning det tillader.

Artikel 33 - Udjævningshensættelser

1. Hjemlandet skal kræve, at genforsikringsselskaber, som genforsikrer risici, der er klassificeret i klasse 14 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF, skal oprette udjævningshensættelser, som skal dække et eventuelt teknisk tab eller en skadesprocent, der er højere end gennemsnittet inden for denne forsikringsklasse i hvert regnskabsår.

2. Udjævningshensættelserne til kreditgenforsikring skal beregnes efter de regler, som hjemlandet fastsætter, ved brug af en af de fire metoder, der er anført i punkt D i bilaget til direktiv 73/239/EØF, og som betragtes som ækvivalente.

3. Hjemlandet kan fritage genforsikringsselskaber fra kravet om oprettelse af udjævningshensættelser for genforsikring inden for kreditforsikringsklassen, hvis deres indtægter fra præmier og bidrag fra genforsikring af kreditforsikringsvirksomhed udgør mindre end 4 % af de samlede præmie- og bidragsindtægter og er mindre end 2 500 000 EUR.

4. Hjemlandet kan kræve, at genforsikringsselskaber opretter udjævningshensættelser for andre klasser af risici end kreditgenforsikring. Udjævningshensættelserne beregnes efter regler, der fastsættes af hjemlandet.

Artikel 34 - Aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser

Ved valget af aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser skal der tages hensyn til arten af de forretninger, som genforsikringsselskabet udfører, bl.a. arten, størrelsen og varigheden af de forventede erstatningsudgifter, med henblik på at sikre tilstrækkelighed, likviditet, sikkerhed, kvalitet, rentabilitet og matching i dets investeringer, idet selskabet skal sikre en passende diversificering og spredning af sine anbringelser, så selskabet har mulighed for at reagere hensigtsmæssigt på skiftende økonomiske omstændigheder, bl.a. udviklingen på kapitalmarkederne og ejendomsmarkedet eller katastrofer med stor virkning.

Kapitel 3 - Regler vedrørende solvensmargen og garantifond

AFDELING 1 - FAKTISK SOLVENSMARGEN

Artikel 35 - Generel regel

Hver medlemsstat pålægger genforsikringsselskaber, hvis vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende på dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dets samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk solvensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.

Artikel 36 - Anvendelige elementer

1. Den faktiske solvensmargen består af genforsikringsselskabets formue fri for enhver påregnelig forpligtelse og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:

a) den indbetalte aktiekapital eller, for gensidige genforsikringsselskaber, den faktiske grundfond plus eventuelle medlemskonti, forudsat at disse konti opfylder alle følgende kriterier:

i) vedtægterne fastsætter, at betalinger fra disse konti til medlemmerne kun kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede niveau, eller hvis hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet

ii) vedtægterne fastsætter for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af andre årsager end individuelle medlemsophør, at de kompetente myndigheder underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde betalingen

iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)

b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser

c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales.

2. Den faktiske solvensmargen reduceres med genforsikringsselskabets direkte besiddelse af egne aktier.

For genforsikringsselskaber, der diskonterer eller reducerer deres forsikringsmæssige hensættelser til udestående erstatningsudgifter for at tage hensyn til investeringsafkast som tilladt ved artikel 60, stk. 1, litra g), i direktiv 91/674/EØF, reduceres den faktiske solvensmargen med forskellen mellem de udiskonterede forsikringsmæssige hensættelser eller forsikringsmæssige hensættelser før reduktion som oplyst i noterne til regnskabet og de diskonterede eller forsikringsmæssige hensættelser efter reduktion. Denne justering skal ske for alle risici, der er opført i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF, med undtagelse af risici, der er opført under klasse 1 og 2 i dette bilag. For andre klasser end 1 og 2 i dette bilag er der ikke behov for justering for diskontering af annuiteter, der indgår i de forsikringsmæssige hensættelser.

Ud over fratrækningerne i stk. 1 og 2 skal den faktiske solvensmargen også reduceres med følgende elementer:

a) kapitalinteresser, som genforsikringsselskabet besidder i:

i) forsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 73/239/EØF, artikel 4 i direktiv 2002/83/EF og artikel 1, litra b), i direktiv 98/78/EF

ii) genforsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 3 i dette direktiv, og genforsikringsselskaber fra tredjelande i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra l), i direktiv 98/78/EF

iii) forsikringsholdingselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra i), i direktiv 98/78/EF

iv) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 1 og 5, i direktiv 2000/12/EF

v) investeringsselskaber og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/22/EØF [38] og i artikel 2, stk. 4 og 7, i Rådets direktiv 93/6/EØF [39]

[38] EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27.

[39] EFT L 141 af 11.6.1993, s. 1.

b) hvert af følgende elementer, som genforsikringsselskabet besidder i forhold til de i a) definerede virksomheder, hvori det besidder en kapitalinteresse:

i) de i stk. 4 nævnte instrumenter

ii) de i artikel 27, stk. 3, i direktiv 2002/83/EØF nævnte instrumenter

iii) de i artikel 35 og artikel 36, stk. 3, i direktiv 2000/12/EØF nævnte efterstillede fordringer og instrumenter.

Såfremt der midlertidigt besiddes kapitalandele i et andet kreditinstitut, investeringsselskab, finansieringsinstitut, forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskab med henblik på at yde finansiel bistand til omorganisering og redning af det pågældende selskab, kan den kompetente myndighed frafalde bestemmelserne om reduktion, der er omhandlet i litra a) og b) i fjerde afsnit.

Som et alternativ til fratrækning af elementerne i litra a) og b) i fjerde afsnit, som et genforsikringsselskab måtte besidde i kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter, kan medlemsstaterne tillade deres genforsikringsselskaber med de fornødne tilpasninger at anvende metode 1, 2 eller 3 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF. Metode 1 (regnskabskonsolideringsmetoden) skal kun anvendes, hvis den kompetente myndighed har tiltro til omfanget af den integrerede forvaltning og interne kontrol vedrørende de enheder, som skal inkluderes i konsolideringen. Den metode, der vælges, skal anvendes ensartet over tid.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at med henblik på beregningen af solvensmargenen efter dette direktiv skal genforsikringsselskaber, der er underlagt supplerende tilsyn i henhold til direktiv 98/78/EF eller supplerende tilsyn i henhold til direktiv 2002/87/EF, ikke nødvendigvis fratrække elementerne i litra a) og b) i fjerde afsnit, som besiddes i kreditinstitutter, investeringsselskaber, finansieringsinstitutter, forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber, som er omfattet af det supplerende tilsyn.

Med henblik på fratrækning af kapitalandele i henhold til dette afsnit skal der ved deltagelse forstås en deltagelse i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra f), i direktiv 98/78/EF.

3. Den faktiske solvensmargen kan også bestå af følgende:

a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for enten den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat at der i tilfælde af et genforsikringsselskabs konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al anden udestående gæld er betalt.

For ansvarlig indskudskapital skal følgende betingelser ligeledes være opfyldt:

i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning

ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et år inden tilbagebetalingsdatoen forelægger genforsikringsselskabet med henblik på godkendelse de kompetente myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt op på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudskapital kan udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år inden den aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet tilbagebetaling af sådanne midler, når anmodning herom indgives af det emitterende genforsikringsselskab, og dets faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau

iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvarsel på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske solvensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves for tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter genforsikringsselskabet mindst seks måneder inden datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den faktiske solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De kompetente myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis genforsikringsselskabets faktiske solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau

iv) låneaftalen må ikke indeholde nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder, bortset fra likvidation af genforsikringsselskabet, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer

v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen indvendinger mod ændringen

b) værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter - herunder andre kumulative præferenceaktier end de i litra a) omhandlede - op til 50 % af det mindste af beløbene for enten den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske solvensmargen for alle de værdipapirer og al den ansvarlige indskudskapital, der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:

i) de må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myndigheds forhåndsgodkendelse

ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give genforsikringsselskabet mulighed for at udskyde betaling af renter af gælden

iii) långiverens krav mod genforsikringsselskabet skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld

iv de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at genforsikringsselskabet skal kunne fortsætte sin virksomhed

v) kun faktisk indbetalte beløb må tages i betragtning.

4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra selskabet rettet til den kompetente myndighed i hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indvilligelse kan den faktiske solvensmargen også bestå af følgende:

a) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af denne kapital eller fond, op til 50 % af det mindste af beløbene for enten den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske solvensmargen

b) ekstrabidrag, som gensidige og gensidiglignende skadesforsikringsselskaber med variable bidrag kan kræve af deltagerne i hvert regnskabsår, med et beløb på op til halvdelen af forskellen mellem de maksimale bidrag og de faktisk opkrævede bidrag; disse mulige ekstrabidrag kan dog ikke dække mere end 50 % af det mindste af beløbene for enten den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske solvensmargen. De kompetente nationale myndigheder udarbejder retningslinjer, der fastsætter, på hvilke betingelser ekstrabidrag kan accepteres

c) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne skjulte nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde.

5. Derudover kan den faktiske solvensmargen for livsgenforsikring efter ansøgning og dokumentation herfor fra selskabet rettet til den kompetente myndighed i hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indvilligelse bestå af følgende:

a) indtil den 31. december 2009 et beløb, der svarer til 50 % af selskabets fremtidige overskud, men som ikke overstiger 25 % af det mindste af beløbene for enten den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske solvensmargen; størrelsen af det fremtidige overskud bestemmes ved at multiplicere det skønnede årlige overskud med en faktor, der er udtryk for kontrakternes gennemsnitlige restvarighed; denne faktor kan ikke overstige 6; det skønnede årlige overskud kan ikke overstige det aritmetiske gennemsnit af det i løbet af de seneste fem år opnåede overskud inden for de i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2002/83/EF opregnede former for virksomhed.

De kompetente myndigheder kan kun godkende medregning af et sådant beløb i forbindelse med den faktiske solvensmargen:

i) hvis de kompetente myndigheder forelægges en aktuarrapport, der underbygger sandsynligheden for sådanne overskud i fremtiden, og

ii) for så vidt den del af det fremtidige overskud, der følger af de i stk. 4, litra c), omhandlede skjulte nettoreserver, ikke allerede er medregnet

b) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zillmeret eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er lig med de akkvisitionstillæg, som indgår i præmien; dette beløb må dog ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringskapitalerne og præmiehensættelserne for alle de kontrakter, hvor zillmering er mulig; denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.

6. Ændringer af stk. 1-5, som foretages for at tage hensyn til en udvikling, der begrunder en teknisk tilpasning af de elementer, der kan indgå i den faktiske solvensmargen, vedtages efter proceduren i artikel 55, stk. 2, i dette direktiv.

AFDELING 2 - OBLIGATORISK SOLVENSMARGEN

Artikel 37 - Obligatorisk solvensmargen for skadesgenforsikringsvirksomhed

1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb eller til gennemsnittet af skader i de tre sidste regnskabsår.

Såfremt genforsikringsselskaber hovedsagelig kun dækker en eller flere af følgende risici: kredit-, storm-, hagl- og frostrisici, tages der dog hensyn til de sidste syv regnskabsår som referenceperiode for gennemsnittet af skader.

2. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 40 skal størrelsen af den obligatoriske solvensmargen svare til den højeste af de to resultater i stk. 3 og 4.

3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller bidrag.

Præmier eller bidrag for klasserne 11, 12 og 13 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF forhøjes med 50 %.

Præmier eller bidrag for andre klasser end klasserne 11, 12, og 13 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF kan forhøjes med op til 50 % for specifikke genforsikringsaktiviteter eller kontrakttyper for at tage højde for disse aktiviteters eller kontrakters særlige karakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 55, stk. 2, i dette direktiv. De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der er modtaget for genforsikringsvirksomhed i løbet af det sidste regnskabsår, lægges sammen.

Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede indtægt.

Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som lægges sammen.

Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår består mellem størrelsen af de erstatningsudgifter, der påhviler genforsikringsselskabet efter fradrag af inddrivelige beløb i forbindelse med retrocession, og bruttoerstatningsudgifterne; dette forhold må i intet tilfælde være lavere end 50 %.

Der kan med de kompetente myndigheders godkendelse benyttes statistiske metoder til at fordele præmier eller bidrag.

4. Skadesgrundlaget beregnes på følgende måde, idet erstatningsudgifter, hensættelser og regresbeløb forhøjes med 50 % for klasserne 11, 12 og 13 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF.

Erstatningsudgifter, hensættelser og regresbeløb for andre klasser end klasserne 11, 12 og 13 i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF kan forhøjes med op til 50 % for specifikke genforsikringsaktiviteter eller kontrakttyper for at tage højde for disse aktiviteters eller kontrakters særlige karakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 55, stk. 2, i dette direktiv.

Erstatningsudgifterne uden fradrag af erstatningsudgifter, der bæres af retrocessionarer i de perioder, der er anført i stk. 1, lægges sammen.

Hertil lægges beløbet for udestående erstatningshensættelser opgjort ved det seneste regnskabsårs afslutning.

Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.

Fra det derefter resterende beløb fradrages beløbet for udestående erstatningshensættelser opgjort ved begyndelsen af det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår. Hvis referenceperioden efter stk. 1 er syv år, fradrages beløbet for udestående erstatningshensættelser opgjort ved begyndelsen af det sjette regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår.

En tredjedel eller en syvendedel af det således beregnede beløb alt efter, hvilken referenceperiode der fastsættes i stk. 1, deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR, og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse rater, som lægges sammen.

Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår består mellem størrelsen af de erstatningsudgifter, der påhviler genforsikringsselskabet efter fradrag af inddrivelige beløb i forbindelse med retrocession, og bruttoerstatningsudgifterne; dette forhold må i intet tilfælde være lavere end 50 %.

Der kan med de kompetente myndigheders godkendelse benyttes statistiske metoder til at fordele erstatningsudgifter, erstatningshensættelser og regresbeløb.

5. Hvis den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 er lavere end den obligatoriske solvensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligatoriske solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikringsmæssige hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Ved disse beregninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser uden at medregne retrocession, men forholdet må i intet tilfælde være højere end 1.

6. De brøkdele, der gælder for de dele, der er omhandlet i sjette afsnit i stk. 3 og sjette afsnit i stk. 4, reduceres hver til en tredjedel, når der er tale om genforsikring af sundhedsforsikring baseret på et tilsvarende teknisk grundlag som livsforsikring, hvis

a) de opkrævede præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler efter de matematiske metoder, der anvendes inden for forsikring

b) der oprettes en alderdomshensættelse

c) der opkræves et præmietillæg for at skabe en sikkerhedsmargen af en passende størrelse

d) forsikringsselskabet senest kan opsige kontrakten før udløbet af det tredje forsikringsår

e) kontrakten åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne for løbende kontrakter.

Artikel 38 - Obligatorisk solvensmargen for livsgenforsikringsvirksomhed

1. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 40 fastsættes den obligatoriske solvensmargen for livsgenforsikringsvirksomhed som anført i stk. 2-7 alt efter, inden for hvilke forsikringsklasser der udøves virksomhed.

2. For den genforsikringsvirksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2002/83/EF bortset fra forsikringsvirksomhed i tilknytning til investeringsfonde, og for den i artikel 2, stk. 3, omhandlede virksomhed er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende to resultater:

a) første resultat:

et tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne vedrørende overtagelser af genforsikring uden fradrag af retrocessioner, multipliceres med det forhold, der i det seneste regnskabsår bestod mellem de samlede præmiehensættelser med fradrag af retrocessioner og de samlede bruttopræmiehensættelser. Dette forhold må under ingen omstændigheder være mindre end 85 %

b) andet resultat:

for kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres et tal, der udgør 0,3 % af risikosummen, som genforsikringsselskabet har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, der i det seneste regnskabsår bestod mellem den samlede risikosum, for hvilken selskabet forbliver ansvarligt efter retrocessioner, og den samlede risikosum uden fradrag af retrocessioner; dette forhold må under ingen omstændigheder være under 50 %.

For ophørende dødsfaldsgenforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For dødsfaldsgenforsikringer med en løbetid på over 3 år, men ikke over 5 år, udgør procentsatsen 0,15 %.

3. For genforsikring af tillægsforsikring, jf. artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2002/83/EF, er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvensmargen for genforsikringsselskaber, jf. artikel 37 i dette direktiv.

4. For genforsikring af de i artikel 2, stk. 1, litra d), omhandlede sygeforsikringer, som indgås for en lang periode og er uopsigelige, er den obligatoriske solvensmargen lig med:

a) 4 % af præmiehensættelserne beregnet som angivet i stk. 2, litra a), i denne artikel, plus

b) den obligatoriske solvensmargen for genforsikringsselskaber, jf. artikel 37 i dette direktiv. Betingelsen i dette direktivs artikel 37, stk. 6, litra b), om oprettelse af en alderdomshensættelse kan dog erstattes med et krav om, at kontrakterne tegnes på gruppebasis.

5. For genforsikring af den i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2002/83/EF omhandlede kapitaliseringsvirksomhed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne beregnet som angivet i stk. 2, litra a), i denne artikel.

6. For tontinevirksomhed, jf. artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2002/83/EF, er den obligatoriske solvensmargen lig med 1 % af aktiverne.

7. For genforsikringsklasser inden for forsikringsvirksomhed, som er omfattet af artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2002/83/EF, som er knyttet til investeringsfonde, samt for den i artikel 2, stk. 2, litra c), d) og e), nævnte virksomhed, er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:

a) i det omfang genforsikringsselskabet påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensættelser beregnet som angivet i stk. 2, litra a), i denne artikel

b) i det omfang genforsikringsselskabet ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensættelser beregnet som angivet i stk. 2, litra a), i denne artikel

c) i det omfang genforsikringsselskabet ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af det sidste regnskabsårs administrative nettoomkostninger i forbindelse med sådan virksomhed

d) i det omfang genforsikringsselskabet påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen beregnet som angivet i stk. 2, litra b), i denne artikel.

Artikel 39 - Obligatorisk solvensmargen for genforsikringsselskaber, som samtidig udøver skades- og livsgenforsikringsvirksomhed

1. Hjemlandet skal kræve, at genforsikringsselskaber, som både udøver skadesgenforsikringsvirksomhed og livsgenforsikringsvirksomhed, har en faktisk solvensmargen, som dækker den samlede sum af den obligatoriske solvensmargen for både skades- og livsgenforsikringsvirksomheden, som denne er fastsat i henhold til henholdsvis artikel 37 og 38 i dette direktiv.

2. Når den faktiske solvensmargen ikke op på det i stk. 1 krævede niveau, anvender de kompetente myndigheder de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 42 og 43 i dette direktiv.

AFDELING 3 - GARANTIFOND

Artikel 40 - Garantifondens størrelse

1. En tredjedel af den obligatoriske solvensmargen, som denne er fastsat i artikel 37-39, udgør garantifonden. Den består af de elementer, der er nævnt i artikel 36, stk. 1-3, og - med samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed - stk. 4, litra c).

2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at for captivegenforsikringsselskaber må minimumsgarantifonden ikke være mindre end 1 mio. EUR.

Artikel 41 - Revision af garantifondens størrelse

1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 40, stk. 2, tages årligt og første gang [den i artikel 61, stk. 1, fastsatte gennemførelsesdato] op til revision for at tage hensyn til ændringerne i det europæiske forbrugerprisindeks, der omfatter alle medlemsstater og offentliggøres af Eurostat.

Beløbene tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentuelle ændring i ovennævnte indeks, der er sket i perioden mellem dette direktivs ikrafttræden og justeringstidspunktet, og afrunde beløbet opad til et multiplum af 100 000 EUR.

Hvis ændringen siden sidste tilpasning er mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.

2. Kommissionen underretter hvert år Europa-Parlamentet og Rådet om revisionen og det tilpassede beløb, der er nævnt i stk. 1.

Kapitel 4 - Genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold og tilbagekaldelse af tilladelser

Artikel 42 - Genforsikringsselskaber i vanskeligheder

1. Hvis et genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i artikel 32, kan den kompetente myndighed i selskabets hjemland forbyde fri rådighed over aktiverne efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandene.

2. Med henblik på genoprettelse af den finansielle situation i et genforsikringsselskab, hvis solvensmargen ikke længere udgør det minimum, der er foreskrevet i artikel 37, 38 og 39, kræver den kompetente myndighed i hjemlandet en finansiel genopretningsplan, der skal forelægges den til godkendelse.

Den kompetente myndighed kan undtagelsesvis, hvis den er af den opfattelse, at selskabets finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over genforsikringsselskabets aktiver. Den underretter i så fald myndighederne i de andre medlemsstater, på hvis område genforsikringsselskabet udøver sin virksomhed, om alle trufne foranstaltninger, og disse myndigheder træffer på den første myndigheds anmodning de samme foranstaltninger som denne.

3. Hvis solvensmargenen ikke længere når den i artikel 40 definerede garantifond, kræver den kompetente myndighed i hjemlandet af genforsikringsselskabet en kortfristet finansieringsplan, der skal forelægges den til godkendelse.

Den kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over genforsikringsselskabets aktiver. Den underretter myndighederne i alle de øvrige medlemsstater, og sidstnævnte myndigheder træffer på den første myndigheds anmodning de samme foranstaltninger som denne.

4. Hver medlemsstat vedtager de bestemmelser, der er nødvendige for, at den i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, 2 og 3, efter anmodning fra genforsikringsselskabets hjemland og i overensstemmelse med sin nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på dens område; hjemlandet skal angive, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.

Artikel 43 - Finansiel genopretningsplan

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at stille krav om en finansiel genopretningsplan for genforsikringsselskaber, hvor de kompetente myndigheder finder, at selskabernes forpligtelser som følge af genforsikringskontrakter er i fare.

2. Den finansielle genopretningsplan skal for de følgende tre regnskabsår mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:

a) de anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner

b) en oversigt, der giver detaljerede oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med overtagelse af genforsikring såvel som afgivelse i genforsikring

c) en prognosticeret balance

d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af forpligtelser og den obligatoriske solvensmargen

e) den generelle retrocessionspolitik.

3. Hvis et genforsikringsselskabs finansielle situation forværres, og selskabets kontraktuelle forpligtelser er i fare, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge genforsikringsselskabet at have en højere obligatorisk solvensmargen, så det sikres, at selskabet er i stand til at opfylde solvenskravene i den nærmeste fremtid. Niveauet for denne højere obligatoriske solvensmargen baseres på en finansiel genopretningsplan som omhandlet i stk. 1.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at nedjustere alle de elementer, der kan indgå i den faktiske solvensmargen, særlig når der har været en betydelig ændring i disse elementers markedsværdi siden det seneste regnskabsårs afslutning.

5. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at mindske reduktionen på basis af retrocession af solvensmargenen som fastsat i artikel 37, 38 og 39, når:

a) karakteren eller kvaliteten af en retrocessionskontrakt er ændret betydeligt siden det foregående regnskabsår

b) der ikke er nogen risikooverførsel eller kun en ubetydelig risikooverførsel inden for rammerne af retrocessionskontrakten.

6. Hvis de kompetente myndigheder har krævet en finansiel genopretningsplan for genforsikringsselskabet i henhold til stk. 1, undlader de at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 18, så længe de er af den opfattelse, at dets forpligtelser som følge af genforsikringskontrakter er i fare, jf. stk. 1.

Artikel 44 - Tilbagekaldelse af tilladelser

1. En tilladelse, der er meddelt et genforsikringsselskab af den kompetente myndighed i hjemlandet, kan tilbagekaldes af denne myndighed, hvis selskabet:

a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på tolv måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå eller ikke har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre bortfalder

b) ikke længere opfylder adgangsbetingelserne

c) ikke inden for de indrømmede frister har kunnet gennemføre de foranstaltninger, der er fastsat i en krævet genopretningsplan eller finansieringsplan som omhandlet i artikel 42

d) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for det.

I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter den kompetente myndighed i hjemlandet de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater herom, og disse skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forhindre det pågældende genforsikringsselskab i at påbegynde nye forretninger på deres område i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

2. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal udførligt begrundes og meddeles det pågældende genforsikringsselskab.

AFSNIT IV - BESTEMMELSER VEDRØRENDE FRI ETABLERINGSRET OG FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Artikel 45 - Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler

1. Hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat konstaterer, at et genforsikringsselskab, der på denne medlemsstats område har en filial eller driver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, henstiller de til det pågældende genforsikringsselskab at bringe disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig skal de forelægge disse forhold for den kompetente myndighed i hjemlandet.

Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af den kompetente myndighed i hjemlandet, eller fordi disse foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige, fortsat overtræder de retsregler, der gælder for det i værtslandet, kan denne, efter at have givet de kompetente myndigheder i hjemlandet meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på sit område. Medlemsstaterne drager omsorg for, at det på deres område er muligt at forkynde de for sådanne foranstaltninger nødvendige retsdokumenter for genforsikringsselskaberne.

2. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1, og som omfatter sanktioner eller begrænsninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende genforsikringsselskab.

Artikel 46 - Likvidation

Træder et genforsikringsselskab i likvidation, opfyldes forpligtelserne i forbindelse med kontrakter, der er indgået gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringskontrakter.

AFSNIT V - GENFORSIKRINGSSELSKABER MED HJEMSTED UDEN FOR FÆLLESSKABET, SOM UDØVER GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED I FÆLLESSKABET

Artikel 47 - Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed

En medlemsstat må ikke på genforsikringsselskaber, som har registrerede kontorer uden for Fællesskabet og påbegynder eller udøver genforsikringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end den, der gives genforsikringsselskaber, som har deres vedtægtsmæssige hjemsted i den pågældende medlemsstat.

Artikel 48 - Aftaler med tredjelande

1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan det konsoliderede tilsyn skal anvendes på:

a) genforsikringsselskaber, som har deres hjemsted i et tredjeland (og udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet)

b) genforsikringsselskaber, som har deres hjemsted i Fællesskabet (og udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland).

2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. søge at sikre en effektiv markedsadgang på basis af ækvivalens i den forsigtighedsbaserede regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis. De skal også søge at sikre, at:

a) medlemsstaternes kompetente myndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genforsikringsselskaber, som er etableret i Fællesskabet og udøver virksomhed på de pågældende tredjelandes område

b) tredjelandes kompetente myndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med genforsikringsselskaber, som har hjemsted på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.

3. Uden at dette berører bestemmelserne i artikel 300, stk. 1 og 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, undersøger Kommissionen bistået af Forsikringskomitéen udfaldet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger og den heraf opståede situation.

AFSNIT VI - REGLER FOR DATTERSELSKABER AF ET MODERSELSKAB, DER HENHØRER UNDER ET TREDJELANDS RET, OG FOR ET SÅDANT MODERSELSKABS ERHVERVELSE AF KAPITALANDELE

Artikel 49 - Medlemsstaternes underretning af Kommissionen

Medlemsstaternes kompetente myndigheder underretter Kommissionen om:

a) enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis moderselskab eller moderselskaber henhører under et tredjelands ret

b) et sådant moderselskabs erhvervelse af kapitalandele i et genforsikringsselsskab i Fællesskabet, som bevirker, at dette bliver dets datterselskab.

Kommissionen giver Forsikringskomitéen underretning herom.

Når der er meddelt tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab under et eller flere moderselskaber, som hører under et tredjelands ret, skal koncernens opbygning angives i den anmeldelse, de kompetente myndigheder indgiver til Kommissionen.

Artikel 50 - Tredjelandes behandling af genforsikringsselskaber fra Fællesskabet

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle generelle vanskeligheder, som deres genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af genforsikringsvirksomhed eller overførsel af denne virksomhed til et tredjeland.

2. Med jævne mellemrum udarbejder Kommissionen en rapport, hvori den ud fra de i stk. 3 omhandlede kriterier gennemgår behandlingen af EF-genforsikringsselskaber i tredjelande med hensyn til EF-genforsikringsselskabers etablering i tredjelande, deres erhvervelse af kapitalandele i genforsikringsselskaber i tredjelande, deres udøvelse af genforsikringsvirksomhed og deres grænseoverskridende levering af genforsikringsydelser fra Fællesskabet til tredjelande. Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller henstillinger.

3. Hvis Kommissionen enten på grundlag af de i stk. 2 omhandlede rapporter eller på grundlag af andre oplysninger konstaterer, at et tredjeland ikke indrømmer EF-genforsikringsselskaber en effektiv markedsadgang, kan Kommissionen forelægge Rådet henstillinger til et passende forhandlingsmandat med henblik på at opnå forbedret markedsadgang for EF-genforsikringsselskaber.

4. Foranstaltninger, der træffes i medfør af denne artikel, skal være i overensstemmelse med Fællesskabets forpligtelser i henhold til enhver international aftale, navnlig i Verdenshandelsorganisationen.

AFSNIT VII - ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 51 - Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber

1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestemmelserne i den medlemsstat, hvor de har hjemsted, har opnået tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed før datoen for dette direktivs ikrafttræden, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel 3.

De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed og kravene i artikel 6, litra a), c) og d), artikel 7, 8 og 12 og artikel 32-41 fra og med den gennemførelsesdato, der er omhandlet i artikel 61.

2. Medlemsstaterne kan dog indrømme genforsikringsselskaber, jf. stk. 1, som på datoen for dette direktivs ikrafttræden ikke opfylder bestemmelserne i artikel 6, litra a), artikel 7 og 8 og artikel 32-40, et tidsrum på (2 år) efter datoen i artikel 61 til at sikre opfyldelse.

Artikel 52 - Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed

1. Genforsikringsselskaber, som på [den i artikel 61, stk. 1, anførte dato for gennemførelse af dette direktiv] er ophørt med at indgå nye genforsikringskontrakter og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.

2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.

Artikel 53 - Ret til domstolsprøvelse

Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et genforsikringsselskab i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan gøres til genstand for domstolsprøvelse.

Artikel 54 - Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen

1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med genforsikring i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.

2. Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder fører et snævert samarbejde med henblik på at lette tilsynet med genforsikring i Fællesskabet og undersøge de vanskeligheder, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 55 - Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af den Forsikringskomité, der er nedsat ved artikel 1 i Rådets direktiv 91/675/EØF.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 56 - Gennemførelsesforanstaltninger

Følgende foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv vedtages efter proceduren i artikel 55, stk. 2:

a) udvidelse af de i bilag I til dette direktiv anførte retlige former til at omfatte andre retlige former

b) præcisering af de i artikel 36 opregnede elementer, der indgår i solvensmargenen, for derved at tage hensyn til udviklingen af nye finansielle instrumenter

c) forhøjelse med op til 50 % af de præmier og erstatningsudgifter, der ligger til grund for beregningen af den obligatoriske solvensmargen, jf. bestemmelserne i artikel 37, stk. 3 og 4, inden for andre forsikringsklasser end forsikringsklasserne 11, 12 og 13, der er anført i punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF, for specifikke genforsikringsaktiviteter eller kontrakttyper for at tage højde for disse aktiviteters eller kontrakters særlige karakter

d) ændring af størrelsen af den i artikel 40, stk. 2, omhandlede minimumsgarantifond for derved at tage hensyn til den økonomiske og finansielle udvikling

e) præcisering af definitionerne i artikel 2 for at sikre ensartet gennemførelse af direktivet i hele Fællesskabet.

AFSNIT VIII - ÆNDRINGER AF EKSISTERENDE DIREKTIVER

Artikel 57 - Ændring af direktiv 73/239/EØF

I direktiv 73/239/EØF foretages følgende ændringer:

1. Artikel 12a, stk. 1 og 2, affattes således:

"1. Der skal finde forudgående konsultation sted med de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om meddelelse af tilladelse til et livsforsikringsselskab, der:

a) enten er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

b) er datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat.

2. Der skal finde forudgående konsultation sted med den kompetente myndighed i den medlemsstat, der fører tilsyn med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, om meddelelse af tilladelse til et skadesforsikringsselskab, der:

a) er datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

b) er datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet."

2. I artikel 13, stk. 2, indsættes følgende tredje afsnit:

"Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringskontrakt indgået af forsikringsselskabet med et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 200./../EF* [genforsikringsdirektivet], eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF**, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.

* EUT L...

** EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1."

3. Artikel 15, stk. 3, affattes således:

"3. Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller indføre en ordning med bruttoreserver, som indebærer, at genforsikreren skal stille aktiver som sikkerhed for ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet], eller et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv eller direktiv 2002/83/EF.

Tillader hjemlandet, at forsikringsmæssige hensættelser dækkes af erstatningskrav over for en genforsikrer, som hverken er et genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 200./../EF, eller et forsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv eller direktiv 2002/83/EF, skal det fastsætte, hvor stor en procentdel dækning det tillader."

4. Artikel 16, stk. 2, fjerde afsnit, affattes således:

"Den faktiske solvensmargen skal også reduceres med følgende elementer:

a) kapitalandele, som forsikringsselskabet besidder i:

- forsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 6 i dette direktiv, artikel 4 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF*

- genforsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 3 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet], og tredjelandsgenforsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/78/EF

- forsikringsholdingselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra i), i direktiv 98/78/EF

- kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 1 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF**

- investeringsselskaber og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/22/EØF*** og i artikel 2, stk. 4 og 7, i Rådets direktiv 93/6/EØF****.

* EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.

** EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1.

*** EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27.

**** EFT L 141 af 11.6.1993, s. 1."

5. Følgende artikel 17b indsættes:

"Artikel 17b

1. Hvis Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 56, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 200./../EF* [genforsikringsdirektivet] beslutter at forhøje de beløb, der ligger til grund for beregningen af den obligatoriske solvensmargen, jf. artikel 37, stk. 3 og 4, i ovennævnte direktiv, skal medlemsstaterne på forsikringsselskaber, der har hjemsted på deres område, anvende bestemmelserne i artikel 35-39 i ovennævnte direktiv på deres overtagelser af genforsikring, når en af følgende betingelser er opfyldt:

a) de opkrævede genforsikringspræmier udgør mindst 10 % af deres samlede præmieindtægt

b) de opkrævede genforsikringspræmier overstiger 500 000 EUR

c) de forsikringsmæssige hensættelser som følge af deres genforsikringsvirksomhed udgør mindst 10 % af deres samlede forsikringsmæssige hensættelser.

2. Forsikringsselskaber, som stk. 1 finder anvendelse på, skal for hele deres virksomhed oprette en minimumsgarantifond i henhold til bestemmelserne i artikel 40, stk. 2, i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet].

* EUT L..."

Artikel 58 - Ændring af direktiv 92/49/EØF

I direktiv 92/49/EØF foretages følgende ændringer:

1. Artikel 15, stk. 1a, affattes således:

"1a. Hvis erhververen af de i stk. 1 omhandlede kapitalandele er et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab, et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, eller et moderselskab for et sådant selskab eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et sådant selskab, og hvis det selskab, hvori erhververen overvejer at deltage, som følge af denne erhvervelse bliver et datterselskab af erhververen eller bliver omfattet af dennes kontrol, skal der foretages en vurdering af erhvervelsen i form af den i artikel 12a i direktiv 73/239/EØF nævnte forudgående konsultation."

2. Artikel 16, stk. 4, 5 og 5a, affattes således:

"4. De kompetente myndigheder, der i henhold til stk. 1 eller 2 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv:

- til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikringsvirksomhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til forsikringsmæssige hensættelser, solvensmargen, administrativ og regnskabsmæssig praksis samt intern kontrol

- til pålæggelse af sanktioner

- hvis de kompetente myndigheders afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed, eller

- i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til artikel 53 eller særbestemmelser i dette direktiv og andre direktiver, der er vedtaget vedrørende forsikrings- og genforsikringsselskaber.

5. Stk. 1 og 4 er ikke til hinder for udveksling af oplysninger inden for samme medlemsstat, hvis der findes to eller flere kompetente myndigheder, eller medlemsstaterne imellem eller mellem de kompetente myndigheder og:

- de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitutter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne

- de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer, og

- personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber,

med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, og til hinder for, at der gives de organer, der forvalter (obligatoriske) likvidationsprocedurer eller garantifonde, de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde. Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

5a. Uanset bestemmelserne i stk. 1-4 kan medlemsstaterne tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og

- de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer, eller

- de myndigheder, der fører tilsyn med de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber, eller

- uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt de organer, der fører tilsyn med disse aktuarer.

Medlemsstater, der udnytter muligheden i første afsnit, kræver mindst, at følgende betingelser er opfyldt:

- oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit

- oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt

- stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og i givet fald udelukkende til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, organer eller personer der kan modtage oplysninger i henhold til dette stykke."

Artikel 59 - Ændring af direktiv 2002/83/EØF

I direktiv 2002/83/EF foretages følgende ændringer:

1. I artikel 1, stk. 1, indsættes følgende nye litra s):

"s) "genforsikringsselskab" et genforsikringsselskab i den betydning, der er fastsat i artikel 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 200./../EF* [genforsikringsdirektivet].

* EUT L..."

2. Følgende indsættes som ny artikel 9a:

"Artikel 9a

Forudgående konsultation med de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater

1. Der skal finde forudgående konsultation sted med de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om meddelelse af tilladelse til et livsforsikringsselskab, der:

a) enten er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

b) er datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne anden medlemsstat.

2. Der skal finde forudgående konsultation sted med den kompetente myndighed i den medlemsstat, der fører tilsyn med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, om meddelelse af tilladelse til et livsforsikringsselskab, der:

a) er datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

b) er datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller

c) kontrolleres af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der har fået tilladelse i Fællesskabet.

3. Der skal især finde konsultation sted mellem de i stk. 1 og 2 omhandlede relevante kompetente myndigheder ved vurderingen af aktionærernes egnethed og hæderlighed samt af omdømmet og erfaringerne hos direktørerne for et andet foretagende i samme koncern. Myndighederne udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed og hæderlighed samt om direktørers omdømme og erfaringer, som har betydning for de øvrige involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om driftsbetingelserne er opfyldt."

3. I artikel 10, stk. 2, indsættes følgende andet afsnit:

"Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringskontrakt indgået af forsikringsselskabet med et genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 200./../EF (genforsikringsdirektivet), eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 73/239/EØF eller dette direktiv 2002/83/EF, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet."

4. I artikel 15 indsættes følgende stk. 1a:

"1a. Hvis erhververen af de i stk. 1 omhandlede kapitalandele er et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab, et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, eller et moderselskab for et sådant selskab eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et sådant selskab, og hvis det selskab, hvori erhververen overvejer at deltage, som følge af denne erhvervelse bliver et datterselskab af erhververen eller bliver omfattet af dennes kontrol, skal der foretages en vurdering af erhvervelsen i form af den i artikel 9a nævnte forudgående konsultation."

5. I artikel 16 foretages følgende ændringer:

a) stk. 4, 5 og 6 affattes således:

"4. De kompetente myndigheder, der i henhold til stk. 1 eller 2 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende disse i forbindelse med udøvelse af deres hverv:

- til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikringsvirksomhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til forsikringsmæssige hensættelser, solvensmargen, administrativ og regnskabsmæssig praksis samt intern kontrol

- til pålæggelse af sanktioner

- hvis den kompetente myndigheds afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed, eller

- i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til artikel 67 eller særbestemmelser i dette direktiv og andre direktiver, der er vedtaget vedrørende forsikrings- og genforsikringsselskaber.

5. Stk. 1 og 4 er ikke til hinder for udveksling af oplysninger inden for samme medlemsstat, hvis der findes to eller flere kompetente myndigheder, eller medlemsstaterne imellem eller mellem de kompetente myndigheder og:

- de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinstitutter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne

- de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer, og

- personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber,

med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, og til hinder for, at der gives de organer, der forvalter (obligatoriske) likvidationsprocedurer eller garantifonde, de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde. Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

6. Uanset bestemmelserne i stk. 1-4 kan medlemsstaterne tillade udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og

- de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer, eller

- de myndigheder, der fører tilsyn med de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber, eller

- uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samt de organer, der fører tilsyn med disse aktuarer.

Medlemsstater, der udnytter muligheden i første afsnit, kræver mindst, at følgende betingelser er opfyldt:

- oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit

- oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt

- stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, kan de ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder, som har videregivet nævnte oplysninger, og i givet fald udelukkende til det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, organer eller personer der kan modtage oplysninger i henhold til dette stykke."

b) Stk. 8 affattes således:

"8. Stk. 1-7 er ikke til hinder for, at en kompetent myndighed giver:

- centralbanker og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder

- eventuelt andre offentlige myndigheder med ansvar for at føre tilsyn med betalingssystemerne

oplysninger med henblik på udførelsen af deres opgaver eller til hinder for, at de pågældende myndigheder eller organer sender de kompetente myndigheder de oplysninger, som er nødvendige for dem i henhold til stk. 4. Oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i denne artikel omhandlede tavshedspligt."

6. Artikel 20, stk. 4, affattes således:

"4. Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller indføre en ordning med bruttoreserver, som indebærer, at genforsikreren, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet], skal stille aktiver som sikkerhed for ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med direktiv 73/239/EØF eller dette direktiv.

Tillader hjemlandet, at forsikringsmæssige hensættelser dækkes af erstatningskrav over for en genforsikrer, som hverken er et genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 200./../EF, eller et forsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med direktiv 73/239/EØF eller dette direktiv, skal det fastsætte, hvor stor en procentdel dækning det tillader."

7. I artikel 27, stk. 2, indsættes følgende andet, tredje, fjerde, femte, sjette og syvende afsnit:

"Den faktiske solvensmargen skal også reduceres med følgende elementer:

a) kapitalandele, som forsikringsselskabet besidder i:

- forsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 4 i dette direktiv, artikel 6 i direktiv 73/239/EF eller artikel 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF*

- genforsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 3 i direktiv 200./../EF, og tredjelandsgenforsikringsselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 98/78/EF

- forsikringsholdingselskaber i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra i), i direktiv 98/78/EF

- kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 1 og 5, i direktiv 2000/12/EF

- investeringsselskaber og finansieringsinstitutter i den betydning, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/22/EØF og i artikel 2, stk. 4 og 7, i direktiv 93/6/EØF**

b) hvert af følgende elementer, som genforsikringsselskabet besidder i forhold til de i litra a) definerede virksomheder, hvori det besidder en kapitalandel:

- de i stk. 3 nævnte instrumenter

- de i artikel 16, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF nævnte instrumenter

- de i artikel 35 og artikel 36, stk. 3, i direktiv 2000/12/EØF nævnte efterstillede fordringer og instrumenter.

Såfremt der midlertidigt besiddes kapitalandele i et andet kreditinstitut, investeringsselskab, finansieringsinstitut, forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskab med henblik på at yde finansiel bistand til omorganisering og redning af det pågældende selskab, kan den kompetente myndighed frafalde bestemmelserne om fratrækning, der er omhandlet i litra a) og b) i tredje afsnit.

Som et alternativ til fratrækning af elementerne i litra a) og b) i tredje afsnit, som et forsikringsselskab måtte besidde i kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter, kan medlemsstaterne tillade deres forsikringsselskaber med de fornødne tilpasninger at anvende metode 1, 2 eller 3 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF***. Metode 1 (regnskabskonsolideringsmetoden) skal kun anvendes, hvis den kompetente myndighed har tiltro til omfanget af den integrerede forvaltning og interne kontrol vedrørende de enheder, som skal inkluderes i konsolideringen. Den metode, der vælges, skal anvendes ensartet over tid.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at med henblik på beregningen af solvensmargenen efter dette direktiv skal genforsikringsselskaber, der er underlagt supplerende tilsyn i henhold til direktiv 98/78/EF eller supplerende tilsyn i henhold til direktiv 2002/87/EF, ikke nødvendigvis fratrække elementerne i litra a) og b) i tredje afsnit, som besiddes i kreditinstitutter, investeringsselskaber, finansieringsinstitutter, forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber, som er omfattet af det supplerende tilsyn.

Med henblik på fratrækning af kapitalandele i henhold til dette afsnit skal der ved deltagelse forstås en deltagelse i den betydning, der er fastsat i artikel 1, litra g), i direktiv 98/78/EF.

* EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.

** EFT L 141 af 11.6.1993, s. 1.

*** EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1."

7. Følgende artikel 28a indsættes:

"Artikel 28a

Solvensmargen for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed

Hvis Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 56, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 200./../EF* [genforsikringsdirektivet] beslutter at forhøje de beløb, der ligger til grund for beregningen af den obligatoriske solvensmargen, jf. artikel 37, stk. 3 og 4, i ovennævnte direktiv, skal hjemlandet på forsikringsselskaber, der har hjemsted på deres område, anvende bestemmelserne i artikel 35-39 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] på deres overtagelser af genforsikring, når en af følgende betingelser er opfyldt:

a) de opkrævede genforsikringspræmier udgør mindst 10 % af deres samlede præmieindtægt

b) de opkrævede genforsikringspræmier overstiger 500 000 EUR

c) de forsikringsmæssige hensættelser som følge af deres genforsikringsvirksomhed udgør mindst 10 % af deres samlede forsikringsmæssige hensættelser."

Artikel 60 - Ændring af direktiv 98/78/EØF

I direktiv 98/78/EF foretages følgende ændringer:

1. Direktivets titel affattes således:

"Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe"

2. I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a) Litra c), i), j) og k) affattes således:

"c) "genforsikringsselskab" et selskab, som har opnået administrativ tilladelse i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 200./../EF* (genforsikringsdirektivet)

i) "forsikringsholdingselskab" et moderselskab, hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalandele i datterselskaber, når disse datterselskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber, tredjelandsforsikringsselskaber eller tredjelandsgenforsikringsselskaber, og mindst ét af disse datterselskaber er et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, og som ikke er et blandet finansielt holdingselskab i den betydning, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF**

j) "blandet forsikringsholdingselskab" et moderselskab, som ikke er et forsikringsselskab, et tredjelandsforsikringsselskab, et genforsikringsselskab, et tredjelandsgenforsikringsselskab, et forsikringsholdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab i den betydning, der er fastsat i direktiv 2002/87/EF, og som har mindst ét datterselskab, der er et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab

k) "kompetente myndigheder" de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber.

* EUT L...

** EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1."

b) Følgende litra l) indsættes:

"l) "tredjelandsgenforsikringsselskab" et selskab, som, hvis det havde sit vedtægtsmæssige hjemsted i Fællesskabet, skulle have en tilladelse i henhold til artikel 3 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet]."

3. Artikel 2, 3 og 4 affattes således:

"Artikel 2

Anvendelse af supplerende tilsyn med forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber

1. Ud over bestemmelserne i direktiv 73/239/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF* og direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet], som fastsætter reglerne for tilsynet med forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber, fastsætter medlemsstaterne, at der skal føres supplerende tilsyn med ethvert forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, som er et deltagende selskab i mindst ét forsikringsselskab, genforsikringsselskab eller tredjelandsforsikringsselskab, som foreskrevet i artikel 5, 6, 8 og 9.

2. Ethvert forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, hvis moderselskab er et forsikrings holdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab eller tredjelandsgenforsikringsselskab, skal underkastes supplerende tilsyn som foreskrevet i artikel 5, stk. 2, samt i artikel 6, 8 og 10.

3. Ethvert forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingselskab, skal underkastes supplerende tilsyn som foreskrevet i artikel 5, stk. 2, samt i artikel 6 og 8.

Artikel 3

Omfanget af det supplerende tilsyn

1. Udøvelse af supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 2 indebærer på ingen måde, at de kompetente myndigheder har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikringsselskab, tredjelandsgenforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller blandede forsikringsholdingselskab.

2. Det supplerende tilsyn omfatter følgende selskaber omhandlet i artikel 5, 6, 8, 9 og 10:

- tilknyttede selskaber under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

- deltagende selskaber i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

- tilknyttede selskaber under et deltagende selskab i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet.

3. Medlemsstaterne kan beslutte, at det i artikel 2 omhandlede supplerende tilsyn ikke skal omfatte selskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i tredjelande, hvor der er retlige hindringer for fremskaffelse af de nødvendige oplysninger, jf. dog bilag I, punkt 2.5, og bilag II, punkt 4.

Desuden kan de kompetente myndigheder, der skal føre supplerende tilsyn, i hvert enkelt tilfælde beslutte, at et selskab ikke skal være omfattet af det i artikel 2 omhandlede supplerende tilsyn i følgende tilfælde:

- når det pågældende selskab kun er af ringe betydning set ud fra formålene med det supplerende tilsyn med forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber

- når det under hensyntagen til formålene med det supplerende tilsyn med forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber ville være uhensigtsmæssigt eller vildledende at medtage det pågældende selskabs finansielle situation.

Artikel 4

Kompetente myndigheder, som skal føre supplerende tilsyn

1. Supplerende tilsyn føres af den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har givet forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet den i artikel 6 i direktiv 73/239/EØF, artikel 4 i direktiv 2002/83/EF eller artikel 3 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] omhandlede administrative tilladelse.

2. Hvis forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i to eller flere medlemsstater, har det samme forsikringsholdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab, tredjelandsgenforsikringsselskab eller blandede forsikringsholdingselskab som moderselskab, kan de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater aftale, hvem af dem der skal udøve det supplerende tilsyn.

3. Hvis der i en medlemsstat er mere end én myndighed, der er bemyndiget til at føre tilsyn med forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til etablering af en samordning mellem disse myndigheder.

* EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1."

4. Artikel 5, stk. 1, affattes således:

"1. Medlemsstaterne pålægger de kompetente myndigheder at kræve, at ethvert forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, som er underkastet supplerende tilsyn, har passende interne kontrolprocedurer for fremlæggelse af de data og oplysninger, der er relevante for at føre supplerende tilsyn."

5. Artikel 6, 7 og 8 affattes således:

"Artikel 6

Adgang til oplysninger

1. Medlemsstaterne fastsætter, at deres kompetente myndigheder, der skal føre supplerende tilsyn, skal have adgang til alle oplysninger, som er relevante for at føre tilsyn med et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, der er underkastet supplerende tilsyn. De kompetente myndigheder må kun henvende sig direkte til de berørte selskaber, som er omhandlet i artikel 3, stk. 2, for at få de nødvendige oplysninger, hvis forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet er blevet anmodet om disse oplysninger og ikke har udleveret dem.

2. Medlemsstaterne sørger inden for deres område for, at deres kompetente myndigheder selv eller ved personer, de bemyndiger dertil, på stedet kan verificere de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, hos:

- det forsikringsselskab, der er underkastet supplerende tilsyn

- det genforsikringsselskab, der er underkastet supplerende tilsyn

- dette forsikringsselskabs datterselskaber

- dette genforsikringsselskabs datterselskaber

- dette forsikringsselskabs moderselskaber

- dette genforsikringsselskabs moderselskaber

- datterselskaber af et af dette forsikringsselskabs moderselskaber

- datterselskaber af et af dette genforsikringsselskabs moderselskaber.

3. Ønsker de kompetente myndigheder i en medlemsstat i forbindelse med anvendelsen af denne artikel i bestemte tilfælde at kontrollere vigtige oplysninger om et selskab, der er beliggende i en anden medlemsstat, og som er et tilknyttet forsikringsselskab under, et tilknyttet genforsikringsselskab under, et datterselskab af, et moderselskab for eller et datterselskab af et moderselskab for det forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, der er underkastet supplerende tilsyn, anmoder de de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om, at denne kontrol foretages. De myndigheder, som modtager anmodningen, skal inden for rammerne af deres beføjelser efterkomme denne, enten ved selv at foretage kontrollen eller ved at tillade, at de myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretager kontrollen, eller ved at lade en revisor eller en anden sagkyndig foretage den.

Den kompetente myndighed, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i kontrollen, hvis den ikke selv foretager kontrollen.

Artikel 7

Samarbejde mellem de kompetente myndigheder

1. Når forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der direkte eller indirekte er tilknyttet hinanden eller har et fælles deltagende selskab, er etableret i forskellige medlemsstater, skal de kompetente myndigheder i disse medlemsstater på anmodning udveksle alle de oplysninger, der er relevante for at muliggøre eller for at gøre det lettere at føre tilsyn i henhold til dette direktiv, og skal på eget initiativ meddele eventuelle oplysninger, der forekommer dem at være af betydning for de øvrige kompetente myndigheder.

2. Er et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF* eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 93/22/EØF eller både et kreditinstitut og et investeringsselskab direkte eller indirekte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder, der varetager det offentlige tilsyn med disse andre selskaber. Uden at dette berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler de alle oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette direktiv.

3. Oplysninger, der indhentes i henhold til dette direktiv, navnlig enhver udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv, er undergivet tavshedspligt, jf. artikel 16 i direktiv 92/49/EØF, artikel 16 i direktiv 2002/83/EF og artikel 24-30 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet].

Artikel 8

Transaktioner inden for en gruppe

1. Medlemsstaterne pålægger de kompetente myndigheder at føre generelt tilsyn med transaktioner mellem:

a) et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab og:

i) et tilknyttet selskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

ii) et deltagende selskab i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

iii) et tilknyttet selskab under et deltagende selskab i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

b) et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab og en fysisk person, der har en kapitalinteresse i:

i) forsikringsselskabet, genforsikringsselskabet eller et tilknyttet selskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

ii) et deltagende selskab i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

iii) et tilknyttet selskab under et deltagende selskab i forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet.

Disse transaktioner omfatter navnlig:

- lån

- garantier og anden ikke-balanceført virksomhed

- elementer, som kan indgå i solvensmargenen

- investeringer

- genforsikrings- og retrocessionsforretninger

- aftaler om omkostningsfordeling.

2. Medlemsstaterne skal kræve, at forsikringsselskaberne og genforsikringsselskaberne har passende risikostyringsprocedurer og interne kontrolprocedurer, herunder sunde rapporterings- og regnskabsprocedurer, som sætter dem i stand til på passende vis at identificere, måle, overvåge og kontrollere de i stk. 1 omhandlede transaktioner. Medlemsstaterne skal med henblik herpå kræve, at forsikringsselskaberne og genforsikringsselskaberne mindst en gang om året indberetter væsentlige transaktioner til de kompetente myndigheder. Disse procedurer underkastes de kompetente myndigheders kontrol.

Hvis det på grundlag af disse oplysninger viser sig, at et forsikringsselskabs eller genforsikringsselskabs solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det, træffer den kompetente myndighed passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet.

* EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1."

6. Artikel 9, stk. 3, affattes således:

"3. Hvis den i stk. 1 omhandlede beregning viser, at den korrigerede solvens er negativ, træffer de kompetente myndigheder passende foranstaltninger over for det pågældende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab."

7. I artikel 10 foretages følgende ændringer:

a) Titlen affattes således:

"Forsikringsholdingselskaber, tredjelandsforsikringsselskaber og tredjelandsgenforsikringsselskaber"

b) Stk. 2 og 3 affattes således:

"2. I det i artikel 2, stk. 2, omhandlede tilfælde skal alle tilknyttede selskaber under forsikrings holdingselskabet, tredjelandsforsikringsselskabet eller tredjelandsgenforsikringsselskabet medtages i beregningen som foreskrevet i bilag II.

3. Hvis de kompetente myndigheder på grundlag af denne beregning skønner, at solvenssituationen for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, der er et datterselskab under forsikringsholdingselskabet, tredjelandsforsikringsselskabet eller tredjelandsgenforsikringsselskabet, er kritisk eller i fare for at blive det, træffer de passende foranstaltninger over for dette forsikringsselskab eller genforsikringsselskab."

8. I artikel 10a foretages følgende ændringer:

a) Stk. 1, litra b) og c), affattes således:

"b) genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet i artikel 2 med hovedkontor i et tredjeland

c) tredjelandsforsikringsselskaber eller tredjelandsgenforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som omhandlet i artikel 2 med hovedkontor i Fællesskabet."

b) Stk. 2 affattes således:

"2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre både:

a) at medlemsstaternes kompetente myndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for det supplerende tilsyn med forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber, der har hovedkontor i Fællesskabet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for Fællesskabet, og

b) at tredjelandes kompetente myndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for det supplerende tilsyn med forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber, der har hovedkontor på deres område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere medlemsstater."

9. Bilag I og II erstattes af teksten i bilag II til dette direktiv.

AFSNIT IX - AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 61 - Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den ...... De meddeler Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser samt en sammenligningstabel over bestemmelserne i dette direktiv og de tilsvarende bestemmelser i den vedtagne nationale lovgivning.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 62 - Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på [...]dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 63 - Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den ...

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

Genforsikringsselskabers form

- for Kongeriget Belgien: "société anonyme"/"naamloze vennootschap", "société en commandite par actions"/"commanditaire vennootschap op aandelen", "association d'assurance mutuelle"/"onderlinge verzekeringsvereniging", "société coopérative"/"cooperatieve vennootschap"

- for Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«

- for Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«, »Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«

- for Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d'assurance mutuelle«, »institution de prévoyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code rural«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«

- for Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«

- for Den Italienske Republik: »società per azioni«

- for Storhertugdømmet Luxembourg: 'société anonyme'

- for Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«

- for Det Forenede Kongerige: »Incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd's«

- in the case of the Hellenic Republic: "??????? ???????", "????????????????? ?????????????"

- for Kongeriget Spanien: 'sociedad anónima';

- for Den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«

- for Republikken Østrig: "Aktiengesellschaft", "Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit"

- for Republikken Finland: "keskinäinen vakuutusyhtiö"/"ömsesidigt försäkringsbolag", "vakuutusosakeyhtiö"/"försäkringsaktiebolag", "vakuutusyhdistys"/"försäkringsförening"

- for Kongeriget Sverige: "försäkringsaktiebolag", "ömsesidigt försäkringsbolag".

BILAG II

Bilag I og II til direktiv 98/78/EF affattes således:

"BILAG I

BEREGNING AF DEN KORRIGEREDE SOLVENS FOR FORSIKRINGSSELSKABER OG GENFORSIKRINGSSELSKABER

1. VALG AF BEREGNINGSMETODE OG GENERELLE PRINCIPPER

A. Medlemsstaterne fastsætter, at beregningen af den korrigerede solvens for de forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, sker efter en af de i punkt 3 beskrevne metoder. En medlemsstat kan dog fastsætte, at de kompetente myndigheder kan tillade eller kræve, at der anvendes en anden af de i punkt 3 beskrevne metoder end den metode, medlemsstaten har valgt.

B. Proportionalitet

Ved beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende selskab besidder i sine tilknyttede selskaber.

Ved »forholdsmæssig andel« forstås enten, hvis metode 1 eller 2 i punkt 3 anvendes, den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det deltagende selskab, eller, hvis metode 3 i punkt 3 anvendes, de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede regnskaber.

Er det tilknyttede selskab et datterselskab, som har et solvensunderskud, skal dog, uanset hvilken metode der anvendes, datterselskabets samlede solvensunderskud medregnes.

Hvis de kompetente myndigheder imidlertid mener, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan disse kompetente myndigheder tillade, at datterselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.

Hvis der ikke er kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en forsikringsgruppe, fastsætter de kompetente myndigheder, hvilken forholdsmæssig andel der skal tages i betragtning.

C. Eliminering af dobbelt anvendelse af solvensmargenelementer

C.1. Generel behandling af solvensmargenelementer

Uanset hvilken metode der anvendes ved beregningen af den korrigerede solvenssituation for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, skal dobbelt anvendelse af elementer, der kan indgå i solvensmargenen for de forskellige forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, som medtages i denne beregning, elimineres.

Med henblik herpå skal ved beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, såfremt anvendelsen af metoderne i punkt 3 ikke resulterer heri, følgende beløb elimineres:

- værdien af ethvert aktiv tilhørende forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, der udgør finansierede elementer, som kan indgå i solvensmargenen for et tilknyttet forsikringsselskab eller genforsikringsselskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

- værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, der udgør finansierede elementer, som kan indgå i solvensmargenen for forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet

- værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, der udgør finansierede elementer, som kan indgå i solvensmargenen for ethvert andet tilknyttet forsikringsselskab eller tilknyttet genforsikringsselskab under forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet.

C.2. Behandling af visse elementer

Med forbehold af bestemmelserne i punkt C.1 må:

- hensættelser til bonus og fremtidige overskud i et tilknyttet livsforsikringsselskab eller et tilknyttet livsgenforsikringsselskab under det forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, for hvilket den korrigerede solvens beregnes, og

- tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab under det forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, for hvilket den korrigerede solvens beregnes,

kun indgå i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvensmargenkravet for det tilknyttede selskab. Dog skal alle tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende selskab, holdes uden for beregningen.

Alle tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab, der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab, holdes ligeledes uden for beregningen.

Alle tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikringsselskab under det samme deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, holdes uden for beregningen.

C.3. Overførsel

Hvis de kompetente myndigheder finder, at visse andre elementer end de i punkt C.2 nævnte, der kan indgå i solvensmargenen for et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab, i virkeligheden ikke er til rådighed til dækning af solvensmargenkravet for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab, som den korrigerede solvens beregnes for, kan disse elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvensmargenkravet for det tilknyttede selskab.

C.4. Summen af de i punkt C.2 og C.3 nævnte elementer må ikke overstige solvensmargenkravet for det tilknyttede forsikringsselskab eller det tilknyttede genforsikringsselskab.

D. Eliminering af kapital, der er skabt inden for en gruppe

Ved beregningen af den korrigerede solvens tages der ikke hensyn til elementer, der kan indgå i solvensmargenen, og som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og:

- et tilknyttet selskab

- et deltagende selskab

- et andet tilknyttet selskab under et af forsikringsselskabets eller genforsikringsselskabets deltagende selskaber.

Endvidere tages der ikke hensyn til elementer, som kan indgå i solvensmargenen for et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab under det forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, for hvilket den korrigerede solvens beregnes, når de hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet tilknyttet selskab under dette forsikringsselskab eller genforsikringsselskab.

Der er navnlig tale om indbyrdes finansiering, når et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab eller et af dets tilknyttede selskaber besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte besidder et element, der kan indgå i det førstnævnte selskabs solvensmargen.

E. De kompetente myndigheder sørger for, at den korrigerede solvens beregnes med samme hyppighed som solvensmargenen for forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber i henhold til direktiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet]. Værdien af aktiverne og passiverne opgøres i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF, direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] og direktiv 91/674/EØF.

2. BEREGNINGSMETODERNES ANVENDELSE

2.1. Tilknyttede forsikringsselskaber og tilknyttede genforsikringsselskaber

Den korrigerede solvens beregnes i overensstemmelse med de generelle principper og metoder, der er fastlagt i dette bilag.

Har forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet mere end ét tilknyttet forsikringsselskab eller ét tilknyttet genforsikringsselskab, skal beregningen af den korrigerede solvens i forbindelse med alle metoderne foretages ved medtagelse af hvert af disse tilknyttede forsikringsselskaber eller tilknyttede genforsikringsselskaber.

I tilfælde af successive kapitalinteresser (f.eks. hvis et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab er deltagende selskab i et andet forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, som selv er deltagende selskab i et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab) skal beregningen af den korrigerede solvens foretages for hvert deltagende forsikringsselskab eller deltagende genforsikringsselskab, som har mindst ét tilknyttet forsikringsselskab eller ét tilknyttet genforsikringsselskab.

Medlemsstaterne kan undlade at beregne den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab:

- når selskabet er et tilknyttet selskab under et andet forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i samme medlemsstat, og der ved beregningen af den korrigerede solvens for det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab tages hensyn til dette tilknyttede selskab, eller

- når selskabet er et tilknyttet selskab under et forsikringsholdingselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i samme medlemsstat som forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, og der ved beregningen tages hensyn til dette forsikringsholdingselskab og dette tilknyttede forsikringsselskab eller tilknyttede genforsikringsselskab.

Medlemsstaterne kan ligeledes undlade at beregne den korrigerende solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, når selskabet er et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab under et andet forsikringsselskab, under et genforsikringsselskab eller under et forsikringsholdingselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, og de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder er blevet enige om at overlade det til den kompetente myndighed i denne anden medlemsstat at føre supplerende tilsyn.

I alle tilfælde kan der kun gives dispensation, hvis de elementer, som kan indgå i solvensmargenen for de forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der tages hensyn til ved beregningen, er fordelt på passende vis mellem disse selskaber i overensstemmelse med de kompetente myndigheders krav.

Når et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat end det forsikringsselskab eller det genforsikringsselskab, den korrigerede solvens beregnes for, kan medlemsstaterne fastsætte, at der ved beregningen tages hensyn til det tilknyttede selskabs solvenssituation, således som den vurderes af denne anden medlemsstats kompetente myndigheder.

2.2. Mellemliggende forsikringsholdingselskaber

Ved beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikrings selskab, som gennem et forsikringsholdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet forsikringsselskab, i et tilknyttet genforsikringsselskab, i et tredjelandsforsikringsselskab eller i et tredjelandsgenforsikringsselskab, tages der hensyn til det mellemliggende forsikringsholdingselskabs situation. Udelukkende med henblik på denne beregning, som udføres i overensstemmelse med de generelle principper og metoder, der er beskrevet i dette bilag, behandles dette forsikringsholdingselskab som et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, for hvilket der gælder et solvenskrav på nul og de samme betingelser som dem, der er fastsat i artikel 16 i direktiv 73/239/EØF, i artikel 27 i direktiv 2002/83/EF eller i artikel 36 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] for så vidt angår de elementer, som kan indgå i solvensmargenen.

2.3. Tilknyttede forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i tredjelande

A. Tilknyttede tredjelandsforsikringsselskaber og tilknyttede tredjelandsgenforsikrings selskaber

Ved beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, som er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikringsselskab eller i et tredjelandsgenforsikringsselskab, sidestilles sidstnævnte selskab, udelukkende med henblik på denne beregning, med et tilknyttet forsikringsselskab eller et tilknyttet genforsikringsselskab, og der anvendes de generelle principper og metoder, der er beskrevet i dette bilag.

Når det tredjeland, hvor dette tilknyttede selskab har sit vedtægtsmæssige hjemsted, kræver, at selskabet opnår tilladelse, og pålægger det et krav om solvens mindst svarende til kravet i direktiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF eller direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] på grund af elementerne til dækning af dette krav, kan medlemsstaterne imidlertid fastsætte, at der ved beregningen skal tages hensyn til det solvenskrav, det tilknyttede selskab skal opfylde, og til de elementer, der kan medtages, når det pågældende tredjelands krav i så henseende skal opfyldes.

2.4. Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter

Ved beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, der er deltagende selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, anvendes reglerne i artikel 16 i direktiv 73/239/EØF, artikel 27 i direktiv 2002/83/EF og artikel 36 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] om fratrækning af sådanne kapitalinteresser med de fornødne tilpasninger samt bestemmelserne om medlemsstaternes mulighed for under visse betingelser at tillade alternative metoder og at tillade, at sådanne kapitalinteresser ikke fratrækkes.

2.5. Manglende nødvendige informationer

Når de kompetente myndigheder, uanset årsagen, ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for beregningen af den korrigerede solvens for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, og som vedrører et tilknyttet selskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi i det deltagende forsikringsselskab eller genforsikringsselskab fra de elementer, som kan indgå i den korrigerede solvensmargen. Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke komme i betragtning blandt de elementer, som kan indgå i den korrigerede solvensmargen.

3. BEREGNINGSMETODER

Metode 1: Metode med fradrag og sammenlægning

Den korrigerede solvens for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab er forskellen mellem:

i) summen af:

a) de elementer, som kan indgå i solvensmargenen for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab, og

b) det deltagende forsikringsselskabs eller det deltagende genforsikringsselskabs forholdsmæssige andel i de elementer, som kan indgå i det tilknyttede forsikringsselskabs eller det tilknyttede genforsikringsselskabs solvensmargen

og

ii) summen af:

a) det tilknyttede forsikringsselskabs eller det tilknyttede genforsikringsselskabs bogførte værdi i det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab

b) solvenskravet for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab og

c) den forholdsmæssige andel af solvenskravet for det tilknyttede forsikringsselskab eller det tilknyttede genforsikringsselskab.

Når kapitalinteresserne i det tilknyttede forsikringsselskab eller det tilknyttede genforsikringsselskab helt eller delvis indebærer et indirekte ejerskab, medregnes værdien af et sådant indirekte ejerskab under nr. ii), litra a), idet der tages hensyn til de relevante successive interesser, og under nr. i), litra b), og nr. ii), litra c), medregnes de tilsvarende forholdsmæssige andele i de elementer, som kan indgå i det tilknyttede forsikringsselskabs eller det tilknyttede genforsikringsselskabs solvensmargen.

Metode 2: Metode med fradrag af krav

Den korrigerede solvens for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab er forskellen mellem:

i) summen af de elementer, som kan indgå i solvensmargenen for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab

og

ii) summen af:

a) solvenskravet for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab og

b) den forholdsmæssige andel af solvenskravet for det tilknyttede forsikringsselskab eller det tilknyttede genforsikringsselskab.

Ved værdiansættelsen af de elementer, som kan indgå i solvensmargenen, opgøres kapitalinteresserne som beskrevet i dette direktiv efter den indre værdis metode i overensstemmelse med den fastsatte mulighed i artikel 59, stk. 2, litra b), i direktiv 78/660/EØF.

Metode 3: Metode baseret på regnskabskonsolidering

Beregningen af den korrigerede solvens for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab tager udgangspunkt i de konsoliderede regnskaber. Den korrigerede solvens for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab er forskellen mellem:

de elementer, som kan indgå i solvensmargenen, beregnet på grundlag af de konsoliderede regnskabsoplysninger, og

a) enten summen af solvenskravet for det deltagende forsikringsselskab eller det deltagende genforsikringsselskab og den forholdsmæssige andel af solvenskravene for de tilknyttede forsikringsselskaber eller de tilknyttede genforsikringsselskaber, som svarer til de fastsatte procentdele ved opstillingen af de konsoliderede regnskaber

b) eller solvenskravet beregnet på grundlag af de konsoliderede regnskabsoplysninger.

Bestemmelserne i direktiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF, direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet] og direktiv 91/674/EØF anvendes ved beregningen af de elementer, som kan indgå i solvensmargenen, og af solvenskravet på grundlag af de konsoliderede regnskabsoplysninger.

BILAG II

SUPPLERENDE TILSYN MED FORSIKRINGSSELSKABER OG GENFORSIKRINGSSELSKABER, DER ER DATTERSELSKABER AF ET FORSIKRINGSHOLDINGSELSKAB, TREDJELANDSFORSIKRINGSSELSKAB ELLER TREDJELANDSGENFORSIKRINGSSELSKAB

1. Er der tale om to eller flere af de i artikel 2, stk. 2, omhandlede forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, som er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab eller tredjelandsgenforsikringsselskab, og som har deres vedtægtsmæssige hjemsted i forskellige medlemsstater, sørger de kompetente myndigheder for, at den i dette bilag beskrevne metode anvendes på en sammenhængende måde.

De kompetente myndigheder fører supplerende tilsyn med samme hyppighed, som de foretager beregningen af solvensmargenen for forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i henhold til direktiv 73/239/EØF, direktiv 2002/83/EF og direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet].

2. Medlemsstaterne kan give afkald på den i dette bilag omhandlede beregning for et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab:

- hvis forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet er et tilknyttet selskab under et andet forsikringsselskab eller genforsikringsselskab og er medtaget i beregningen i henhold til dette bilag for dette andet selskab

- hvis forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og et eller flere andre forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i samme medlemsstat, har samme forsikringsholdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab eller tredjelandsgenforsikringsselskab som moderselskab, og forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet er medtaget i beregningen i henhold til dette bilag for et af disse andre selskaber

- hvis forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og et eller flere andre forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i andre medlemsstater, har samme forsikringsholdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab eller tredjelandsgenforsikringsselskab som moderselskab, og der er indgået en aftale i henhold til artikel 4, stk. 2, om, at en anden medlemsstats tilsynsmyndighed skal føre supplerende tilsyn i henhold til dette bilag.

Er der tale om successive kapitalinteresser (f.eks. et forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, der selv besiddes af et andet forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab), kan medlemsstaterne nøjes med at foretage beregningerne i henhold til dette bilag for forsikringsselskabets eller genforsikringsselskabets øverste moderselskab, der er et forsikringsholdingselskab, tredjelandsforsikringsselskab eller tredjelandsgenforsikringsselskab.

3. De kompetente myndigheder sørger for, at der for forsikringsholdingselskabet, tredjelandsforsikringsselskabet eller tredjelandsgenforsikringsselskabet foretages tilsvarende beregninger som dem, der er beskrevet i bilag I.

Det vil sige, at de generelle principper og metoder, der er beskrevet i bilag I, anvendes i forbindelse med forsikringsholdingselskabet, tredjelandsforsikringsselskabet eller tredjelandsgenforsikringsselskabet.

Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab, for hvilket der gælder:

- et solvenskrav på nul, når der er tale om et forsikringsholdingselskab

- et solvenskrav, der fastsættes efter principperne i punkt 2.3 i bilag I, når der er tale om et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab

og de samme betingelser som dem, der er fastsat i artikel 16 i direktiv 73/239/EØF, artikel 27 i direktiv 2002/83/EF og artikel 36 i direktiv 200./../EF [genforsikringsdirektivet], med hensyn til de elementer, som kan indgå i solvensmargenen.

4. Manglende nødvendige informationer

Når de kompetente myndigheder, uanset årsagen, ikke kan få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for den i dette bilag omhandlede beregning for et tilknyttet selskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte værdi i det deltagende selskab fra de elementer, som kan indgå i denne beregning. Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke komme i betragtning blandt de elementer, som kan indgå i denne beregning."

COMMISSION STAFF WORKING PAPER

Proposal for a Directive of the European Parliament and of the Council on reinsurance and amending Council Directives 73/239/EEC, 92/49/EEC and Directives 98/78/EC and 2002/83/EC

Extended Impact Assessment

{COM(2004) 273 final}

The structure of this document

This extended impact assessment consists of the following parts:

1. A general introduction to reinsurance, insurance/reinsurance markets and reinsurance supervision

2. Problems affecting the EU reinsurance market

3. Stakeholders for a reinsurance supervision directive

4. The main objectives for the reinsurance supervision project

5. Main policy decisions to reach the objectives

6. Expected impacts from the different options identified

7. How to monitor and evaluate the results and impacts of the proposal after implementation?

8. Results from stakeholder consultations

9. Justification for the Commission proposal

1. Introduction to reinsurance, insurance/reinsurance markets and reinsurance supervision

Introduction to reinsurance

Reinsurance is a structured risk transfer between an insurance undertaking (often called the "cedant") and a reinsurer. Reinsurance fulfils the following functions for an insurance undertaking [40]:

[40] See also an Issues Paper prepared by IAIS Working Group on Reinsurance, "Reinsurance and reinsurers: relevant issues for establishing general supervisory principles standards and practices", Amsterdam 2000, p. 20 ff. Website: http://www.iaisweb.org/ .

Reduction of technical risks

Permanent transfer of technical risks to the reinsurer

Increase of homogeneity of insurance portfolio

Reduction of volatility of technical results

Substitute for capital/own funds

Supply of funds for financing purposes

Supply of service provision

In spite of its obvious connection to direct insurance business, there are some characteristics of reinsurance that may be important to highlight:

There is no direct contractual relationship between the reinsurer and the original insured, and the policyholders have normally no priority to the assets of the reinsurer to cover their claims.

Reinsurance is a business activity between professional parties.

Reinsurers largely depend on information from the direct insurers to establish claims reserves. There are furthermore significant delays in receiving claims information.

Reinsurance business has higher degrees of diversity in respect of geography and combinations of insured lines than direct insurance business.

Reinsurers have significant catastrophe exposure, and special retrocession and pooling techniques to cope with those.

The role of the insurance and reinsurance sectors in the economy

The insurance sector plays a primary role in the economy by allowing businesses and households to buy protection from the risk of adverse events. By facilitating a wider distribution of risk, the insurance sector facilitates investment and consumption thereby contributing to a higher rate and a more sustainable pattern of economic growth. The importance of the insurance sector as a provider of risk protection within the EU economy has been increasing steadily, as indicated by a rise in the penetration level (i.e. the ratio of the value of insurance premiums to GDP) from 6.76% in 1993 to 9.22% in 2000 [41]. More recently, the role of the insurance sector has expanded to include the provision of a wide range of financial services, notably vehicles for investment and saving (e.g. in relation to house purchase, retirement etc.). This broader role in channelling savings into investment has also increased, as reflected in the substantial securities holdings of insurance companies, e.g. 39% of GDP in Germany in 2000, 72% of GDP in France and 110% of GDP in the United Kingdom in 1999). [42] In consequence, the insurance sector has emerged as a major non-bank provider of financial services, often in direct competition with the depository institutions.

[41] Source: OECD.

[42] idem.

There is no experience of widespread failures in the insurance sector and, until recently, episodes of financial stress within the sector were not seen as having systemic implications. This view was based (a) on the fact that insurance companies are not deposit-taking institutions and do not perform payment and settlement functions and (b) on the assumption that insurance companies in financial difficulty would face only "slow-moving" liquidity shocks in light of their relatively long-term liabilities. In consequence, it was considered unlikely that insurers under financial strain would need to resort to rapid and large-scale asset sales to raise liquidity. However, the assessment of systemic risk associated with the insurance sector has been modified somewhat as the sector has intensified its financial market activities, building up considerable counter-party relationships with banks and becoming a major player in securities markets. While the risk is still less than that associated with the banking sector, there is increasing concern that widespread failures among insurance companies could affect the economic performance (i) directly by creating a shortage of insurance coverage causing disruption in businesses activities, (ii) indirectly via the impact on financial markets (e.g. the risk of fire sales in securities markets) and/or via links to the banking sector.

The reinsurance sector plays an equally key role in the economy by providing wholesale cover for the risks assumed by insurance companies on behalf of their clients. The transfer of risks to reinsurers reduces the fluctuations in the business performance of the primary insurers and also reduces their capital costs. While the average cession level in the EU is rather low (i.e. some 10% of all insurance premiums are reinsured), the cession level is relatively high for certain activities (i.e. 18% of non-life insurance premiums are reinsured, compared to 3% for life insurance premiums [43] on average). Reinsurers may also serve the primary insurers as an equity substitute, provide additional underwriting capacity and are often part (or even the dominant business) of financial conglomerates. Besides insuring insurers, reinsurers are also major financial intermediaries and institutional investors and reinsurers' financial assets represented 1% of the global securities market in 2001. [44] Accordingly, the stability of the reinsurance sector is not only vital to the stability of the insurance sector generally but also has important implications for the financial system as a whole.

[43] The low cession rate for life insurance is due to the fact that only the risk component of it, not the larger savings component, that is reinsured.

[44] Source: "Reinsurance - a systemic risk?"; Sigma 5/2003, Swiss Re.

Recent evidence of financial strain among reinsurers has focused the attention on the level and nature of risk assumed within the sector. Reinsurers face two risks in addition to those faced by primary insurers. First, they are exposed to greater volatility in their financial results because they protect the primary market against peak exposures. In consequence of this risk, they need to maintain relatively high levels of capitalisation. Second, they may be called upon to support ailing subsidiaries, as they are often the top trading company in a group structure. Despite these additional risks, reinsurers operate in a global market where their activities are often not subject to prudential oversight or to a lighter regime than that applying to primary insurers. Moreover, there is no global framework for reinsurance supervision. This situation has raised concern about potential risks in the reinsurance industry. One the other hand, reinsurers can benefit from significant geographical and sectoral diversification effects to a greater extent than direct companies.

Reinsurance is a highly international industry with a limited number of large companies. In 2002, the total reinsurance premium of the 40 largest reinsurance groups amounted to USD 138 601 200 000, whereof USD 58 544 000 000 stemmed from EU reinsurers [45]. In the EU, Germany has a dominant position with companies as Munich Re, Hannover Re and Allianz Re. Lloyd's is the largest UK writer of reinsurance, and SCOR together with Axa Re are the largest French reinsurers.

[45] Standard & Poor's, Global Reinsurance Highlights 2003 Edition, London/New York 2003.

Supervision of reinsurance in the EU

Direct insurance activities in the EU are regulated and supervised in accordance with directives. These have been in force for 10-25 years and have been successful in assuring harmonised establishment and supervision rules, being the absolute prerequisites for the creation of a single market in insurance.

There are currently no prudential directives dealing with reinsurance. The only directive directly dealing with reinsurance is 64/225/EEC [46] on the abolition of restrictions on freedom of establishment and freedom to provide services in respect of reinsurance and retrocession. The directive does not deal with prudential issues but merely removes restrictions and discriminations on grounds of nationality or residence. The issue of creating a single licence or a passport for reinsurers is not dealt with in this Directive.

[46] Council Directive of 25 February 1964 on the abolition of restrictions of establishment and freedom to provide services in respect of reinsurance and retrocession (64/225/EEC), O.J. S64 of 4.4.64.

Concerning the actual supervision of reinsurers, a Commission questionnaire [47] showed that all but one Member State supervise reinsurers either directly or indirectly [48]. There appears to be a movement towards direct supervision. However, direct supervision does not exclude indirect supervision and it may be difficult to draw a sharp boundary between the two.

[47] "Report: results of questionnaire on the supervision of reinsurance undertakings", European Commission, doc XV/2040/99 + annex, 1999.

[48] Directly means that any reinsurer conducting business in the Member State is required to be authorised in some way by the supervisor. Indirectly means that the supervisor only examines a reinsurer when it examines the adequacy of a reinsurance contract taken out by a primary insurer with that reinsurer. (Commission questionnaire, see footnote 6).

With regard to direct supervision, domestic reinsurers are supervised more stringently than non-domestic reinsurers. This may appear paradoxical but it also perhaps reflects the greater difficulty of supervising effectively non-domestic reinsurers. For domestic reinsurers, all Member States require the submission of annual accounts and have the power to carry out on-site inspections. Other important supervisory powers are the ability to: impose fines, examine the sufficiency of technical provisions and require managers to be fit and proper.

With regard to indirect supervision, domestic reinsurers are again more strictly supervised than non-domestic reinsurers. Important supervisory functions are to examine: the financial solidity of the reinsurer, the spread of reinsurance business and assessments carried out by rating agencies.

2. Problems affecting the EU reinsurance market

The need for EU harmonised reinsurance supervision

There are currently no harmonised reinsurance supervision rules in the EU. The lack of an EU regulatory framework for reinsurance has resulted in significant differences in the level of supervision of reinsurance undertakings in the EU. The different national rules have created uncertainty for direct insurance companies (and their policyholders), barriers to trade within the internal market, administrative burden and costs as well as weakening the EU position in international trade negotiations:

1. Uncertainty for direct insurance undertakings (and their policyholders): The different reinsurance supervision regimes in the EU have resulted in increased difficulties for direct insurance undertakings to choose their reinsurers in a prudent and cost-efficient way. The selection of reinsurers is of decisive importance for an insurance company, and could also affect the company's ability to pay claims towards policyholders.

2. Barriers to trade: Certain EU countries use systems where assets of the reinsurer must be pledged (collateralised) in order to cover outstanding claims provisions. This makes optimal investment management more difficult and thus results in higher operational costs for reinsurance undertakings. This could in fact increase the price the reinsurer charges for taking over risks from direct insurance companies, and this pattern has been seen in certain Member States. Reinsurance companies may also decide not to be active in markets where the posting of collaterals is required, and consequently the availability of reinsurance protection will be more restricted.

3. Administrative burden: In the EU, the CEA [49] and the OECD [50] have identified administrative impediments for cross-border reinsurance services. The lack of mutual recognition between EU supervisory authorities in reinsurance in certain cases means that reinsurance undertakings are subject to different supervisory rules in several Member States. For reinsurance companies this could lead to significant double work and increased administrative burdens. Examples of burdensome administrative measures are the multiple fit and proper checks of the group's highest management, double requirement for auditors' confirmation of balances as well as the obligation for branches to issue financial statements according to local GAAP (generally accepted accounting principles) for the whole group.

[49] See http:// www.cea.assur.org.

[50] See http://www.oecd.org/home/ .

4. International trade negotiations: It is argued that the lack of a harmonised EU system makes international mutual recognition agreements more difficult. The absence of such agreements means that European reinsurers are confronted with important barriers to entry into foreign markets, such as the requirement of posting collateral for the value of their commitments in the foreign market where the reinsurer intends to conduct business.

If no actions are taken at EU level, there is a risk that the internal market for reinsurance services would continue to work in a suboptimal way, which would harm the EU reinsurance industry. Negotiations with third markets on mutual recognition agreements could be significantly more difficult.

Underlying drivers internationally to the process

There are several underlying international drivers to this process:

G7 and the IMF have expressed concern that lack of reinsurance regulation could impede international financial stability. In fact, at recent Financial Sector Assessment Programme (FSAP) reviews in Member States, IMF has reiterated the need for legislation in this field.

The FSF (Financial Stability Forum) has repeatedly expressed concerns about the transparency of the reinsurance market and has therefore created a task force to address the issue [51].

[51] See http://www.fsforum.org/home/ home.html.

The OECD has ongoing work in the reinsurance field, particularly as concerns exchange of reinsurance company information between supervisors.

The IAIS (International Association of Insurance Supervisors) reinsurance work is closely coordinated with the EU fast-track project. A set of principles for minimum requirements for supervision of reinsurers as well as a standard on reinsurance supervision have been adopted.

Regulatory assessment - subsidiarity and proportionality

Before the formal initiation of the reinsurance supervision project, the Commission Services ordered a large study on general background issues [52]. One specific part of the study related to arguments for and against reinsurance supervision in general, and in the EU in particular.

[52] The study - prepared by the KPMG - is available at the Commission website: http://europa.eu.int/comm/internal_market/ insurance/reinsurance_en.htm.

The consultant identified the following arguments in favour of reinsurance supervision in the EU:

Harmonised reinsurance supervision would contribute to financial stability through more transparent supervision and reduced regulatory arbitrage. This fact has been highlighted by several international organisations (see above).

Streamlining of supervisory requirements that today vary substantially between Member States would reduce internationally active companies' compliance costs and reduce their administrative burden.

Through the removal of barriers to entry, harmonised reinsurance supervision will lead to a more efficient internal market for reinsurance services.

Reduced costs to market participants due to the disappearance of market barriers.

Indirect additional protection for policyholders as insurance companies would be more able to make a prudent and cost-efficient choice of reinsurers.

Improved transparency of the European reinsurance market as EU reinsurers will be subject to a harmonised supervisory framework.

A supervisory system could give a quality mark to the EU reinsurance sector and increase its competitive situation world-wide. This is particularly important as the EU is the world's largest provider of reinsurance services.

Reduction in insolvency risk for EU reinsurance companies due to the introduction of harmonised quantitative and qualitative solvency requirements.

Increased bargaining power in trade negotiations with non-EU countries. The lack of a harmonised EU reinsurance framework has been an issue in recent discussions with US regulators and the US insurance/reinsurance industry.

Cost savings for supervisors as duplication of work between control authorities in different countries can be avoided. This is important also for the insurance industry that directly or indirectly normally finances the supervisory authorities.

The consultant found the following arguments against reinsurance supervision in the EU:

Reinsurance is an activity between professional buyers and sellers. As there is normally no direct link between the reinsurer and the policyholders, the need for supervision is less than in direct insurance. In addition strong market practice has been developed over many years.

The global nature of reinsurance makes it less suitable to national supervision schemes, which could in fact become be barriers to trade. Many direct supervisory schemes tend to have a domestic focus that is less relevant to reinsurance.

The wide range of activities and business lines of a reinsurer may be difficult to capture in a supervisory system. It is a tall order for a national supervisor to be knowledgeable in such a wide field.

A more severe EU reinsurance supervision system could disadvantage EU reinsurance companies, and some may leave the EU for an off-shore location.

Reinsurance solvency requirements could increase reinsurance undertakings cost of capital. Particularly after the 9/11 terrorist attacks, the cost of capital for reinsurance undertakings has increased. The introduction of high solvency margin requirements would increase the capital costs further.

Additional cost for supervisors as well as difficulties to find experienced reinsurance staff. Already today it is difficult for supervisory authorities to find and keep experienced reinsurance staff.

Reinsurance is an insurance activity and therefore direct insurance rules should apply, and not specific reinsurance regulations. Different rules between insurance and reinsurance could make it increasingly difficult to create a level playing-field.

3. Stakeholders for a reinsurance supervision directive

During the preparation of the draft directive the following stakeholders were identified:

Reinsurance undertakings: It is evident that reinsurance companies (including reinsurance captives) are the most directly concerned by a supervision directive. They will be subjected to a new set of rules that may require some entities to change their procedures or raise more risk capital. However, the system will also give a quality mark to EU reinsurance entities which will be a distinct advantage on the international reinsurance market. The system proposed by the draft directive will provide better market access in the EU and reduce administrative barriers. The sector is very concentrated and the new reinsurance supervision rules will directly affect about 150 reinsurance undertakings and about 250 reinsurance captives in the EU.

Insurance undertakings: A reinsurance supervision regime in the EU will make it easier for direct insurance undertakings to evaluate the standing of different reinsurers. The existence of a reinsurance supervision system gives direct insurance undertakings a higher level of assurance when choosing reinsurers to participate in their outwards reinsurance programs. Supervised reinsurers will contribute to more financial stability for direct insurers, which could have an overall positive impact on the financial markets. In principle all direct insurance companies have outwards reinsurance, and this means that the reinsurance directive will have large importance for the insurance market.

Policyholders: Policyholders will benefit indirectly through their insurance companies. Supervised reinsurance will bring more stability to direct insurance companies, which will reduce the risk that policyholders will suffer financial losses or lack of insurance cover resulting from insolvencies of direct insurance companies.

Insurance supervisors: Harmonised reinsurance supervision in the EU will have marked positive impacts on the insurance supervisors. It will give increased quality to the supervision process as the home supervisor, who has the greatest knowledge of the reinsurance company, will be responsible for the analysis. The directive will also reduce double work between different supervisors and facilitate change of information between supervisors. The directive will provide supervisors with a clearer legal framework for their ongoing work as well as for sanctions and other types of interventions.

4. The main objectives for the reinsurance supervision project

Having considered the current problems affecting the EU reinsurance market (part 2 above) and after wide-ranging consultations with Member States and interested parties, the Commission Services decided to launch the work on a reinsurance supervision directive in 2001. Member States, the insurance industry and other specialists broadly supported the initiation of reinsurance supervision work at EU level.

Together with Member States, the Commission Services formulated three guiding objectives for the reinsurance supervision work:

Objective 1

- The system should establish a sound and prudent regime in the interest of policyholders. Strong and well-supervised reinsurers contribute to a stronger internal market and international financial stability.

Problem areas addressed by the formulated objective

The objective addresses problem areas 1 (uncertainty for insurance companies and their policyholders), 2 (barriers to trade), and 3 (administrative burdens) as identified in chapter 2 above.

Discussion

The first principle is straight-forward and there is general consensus between Member States as well as the insurance sector. The importance of the reinsurance sector for financial stability has been studied by the IAIS, the IMF, the Financial Stability Forum and the G7 (see chapter 2 above).

Objective 2

- The system should build on essential coordination of Member States' legislation and mutual recognition of the supervision in the Member State where the reinsurance undertaking is licensed. Once licensed a company should automatically be allowed to conduct reinsurance business all over the European Community under the freedom of establishment and the freedom to provide services. No additional supervision of or checks on the reinsurance undertaking should be performed by supervisors in host Member States. This approach has shown its suitability during many years in the direct insurance field.

Problem areas addressed by the formulated objective

The objective addresses problem areas 1 (uncertainty for insurance companies and their policyholders), 2 (barriers to trade), and 3 (administrative burdens) as identified in chapter 2 above. The existence of a reinsurance supervisory system based on this principle will also be beneficial for the EU position in international trade negotiations (problem area 4).

Discussion

This is a key paragraph outlining the strategic choice between:

1. Harmonisation and mutual recognition

2. Pure mutual recognition without harmonisation

Experience in the EU has shown that a certain harmonisation of supervisory practices can improve the functioning of mutual recognition. It is however important to highlight that harmonisation through Directives - contrary to unification - provides some latitude to Member States to implement EU rules in a way that best suits their national situation. Alternative 1 would furthermore seem to be more in line with international efforts. Member States, industry and the Commission have agreed on continuing the work based on alternative 1. In addition, mutual recognition and essential harmonisation of prudential rules is the approach followed by the EU in order to establish the internal market for financial services (banking, insurance, investment services). It seems therefore appropriate to follow the same approach when establishing a EU regulatory framework for reinsurance.

Objective 3

- The introduction of a harmonised system for reinsurance supervision should lead to the abolition of systems with pledging of assets to cover outstanding claims provisions.

Problem areas addressed by the formulated objective

The objective primarily addresses problem areas 2 (barriers to trade) and 4 (the EU position in international trade negotiations) as identified in chapter 2 above.

Discussion

The collateralisation issue could be dealt with in two ways:

1. Abolish collateralisation requirements within the EU

2. Maintain the possibility for collateralisation

One major driving force for the reinsurance work - in the EU as well as internationally - is to reduce trade barriers and make the market more efficient. In this light, the collateralisation requirements used by some Member States and other jurisdictions could be seen as an obstacle. Other commentators argue that it is a necessary tool for prudential supervision.

Abolishing the collateralisation requirement was a key element in the CEA passport proposal, and it is widely supported by the EU insurance sector. A clear majority of Member States do not use collaterals and consider them as obstacles to an efficient internal reinsurance market. Certain Member States argue that the situation concerning collaterals is different in life and non-life reinsurance. A new reinsurance supervision regime should provide clear and forceful rules that remove the need for collateral requirements. The EU reinsurance work should clearly build on alternative 1. Indeed, in a regime founded on harmonisation of prudential rules and mutual recognition of regulatory/supervisory regimes by Member States, a requirement such as collateralisation of outstanding claims provisions is not longer necessary since the reinsurer is subject to specific supervision according to mutually agreed standards aimed at ensuring its financial position.

5. Main policy decisions to reach the objectives

In order to reach the above objectives, a number of strategic choices had to be made during the project. For these major issues the available alternatives are discussed below, followed by reasoning for the chosen solutions.

Issue 1: Overall approach

The objectives outlined in chapter 4 could be addressed in different ways:

Alternatives

1. Status quo - no changes necessary to the current situation

2. Market mechanism solution/voluntary disclosure of reinsurance related information, alternatively recommendation concerning indirect supervision practice

3. Supervisory solutions

Discussion and reasons for the Commission proposal

The Commission Services agree with most commentators that there are problems in the internal market for reinsurance that must be addressed. A status quo solution does therefore not seem applicable. Virtually no commentators have given their support for a "do-nothing" alternative.

Concerning the issue of market mechanism, voluntary approaches vs. supervisory solutions, the Services believe that a comparison with the direct insurance field is relevant and instructive. The Services believe that, as in the direct insurance field, reinsurance legislation at EU level would be necessary, as significant differences in approaches today between Member States is at the core of the problem. Insurance supervision is a public concern and requires public regulation. A voluntary, disclosure-based approach would not provide sufficient trust in the supervisory system. The lack of tangible sanctions in such a disclosure-based approach could make the system less efficient when addressing potential problems in reinsurance undertakings.

A majority of Member States and industry organisations believe that there is a need for supervisory action in the field. The Services therefore propose that such an approach is chosen for the EU reinsurance project.

The chosen alternative in the light of the objectives in chapter 4

The Services believe that only a supervisory solution could fulfil objectives 1 and 2 laid down in chapter 4. Self-regulation within the insurance industry would not suffice to meet the objectives as insurance supervision is a regulatory function in all jurisdictions world-wide. The Services also consider it difficult to address objectives 3 and 4 through voluntary measures as amendments to legislation would be needed in several Member States.

Issue 2: Fast-track solution or comprehensive, long-term project

Different models for reinsurance supervisory systems have been discussed and/or proposed by several organisations. The proposals differ particularly on the comprehensiveness of the proposed systems and on the applicable time frame. Two broad approaches can be identified:

Alternatives

1. Fast-track solution for a reinsurance supervision framework

2. Long-term comprehensive project for a reinsurance supervision framework

Discussion and reasons for the Commission proposal

A majority of Member States and industry organisations believe that there is a need for expedient action to achieve tangible results in a short to medium-term perspective. Such a "fast-track" solution would take its starting point in current direct supervision rules and business practice, when appropriate with adjustments. A long-term project, linked to Solvency II, could to a fairly large extent build on the achievements in a fast-track project, but such a project will also have to take other long-term developments into account (such as profound changes in insurance accounting or in solvency rules). Against this background, the Commission Services have proposed that the reinsurance work should be based on a "fast-track" approach.

Furthermore, developments in the reinsurance industry during last years (post September 11, impact from declining stock markets, etc.) call for a rapid introduction of a harmonised supervisory system. A number of reinsurance companies have ceased writing new business, and a number of new entrants have appeared. The level of premium has increased with over 30% between 2001 and 2002 according to Standards & Poor's [53].

[53] ibid.

The chosen alternative in the light of the objectives in chapter 4

The Services believe that both alternatives could fulfil the objectives identified in chapter 4. However, as there is a clear need for swift action, a preference is given to a fast-track solution. As stated above, a fast-track solution can be seen as a first block towards a comprehensive Solvency II solution.

Issue 3: Voluntary passport or mandatory licensing system?

Alternatives

1. A voluntary passport system for companies wanting to adhere to the system

2. Mandatory licensing system giving Community reinsurers a passport for cross-border business in the EU

Discussion and reasons for the Commission proposal

This issue has been the subject of extensive discussions with Member States and interested parties. The below discussion is based on the document MARKT/2036/01 (available on the Commission website).

In order to structure the discussion, some key aspects of the systems are highlighted in the first box below. Thereafter pros and cons with the two systems are summarised.

>TABELPOSITION>

Pros and cons with a mandatory licensing system

The introduction of a licensing system would have the following general pros and cons. The table also indicates the stakeholders - see above chapter 3 - that are specifically concerned by the described advantages or disadvantages.

Pros // Cons

A mandatory licensing system would be the best suited to ensure a level-playing field in the EU for reinsurance services (all stakeholders). // To introduce a mandatory licensing system in a previously non-regulated sector could be perceived as being contrary to "deregulation" efforts currently à la mode (reinsurance companies).

The efficiency of a mandatory licensing system has been proven by its wide use in financial sector and insurance (all stakeholders). It gives a clear mandate to the insurance supervisor (supervisors). // Could create problems, as already active companies would have to pass a licensing or a registration procedure. It may be difficult in such a situation to request the company to cease activities if not fulfilling the criteria (reinsurance companies). Alternatively extensive transition periods may be needed.

In line with EU principles as it covers any undertaking and not only those having a European perspective. The system will ensure the financial soundness of all reinsurance undertakings (all stakeholders). // As certain companies could be removed from the market, the choice of reinsurers at different ratings could be limited. This may reduce cedants' possibilities to entity-specific risk management and optimal allocation of capital. (insurance undertakings, policyholders)

A mandatory licensing system gives supervisors means to remove unsuited companies from the reinsurance market (supervisors). // A full, mandatory licensing system could be difficult to sell to the insurance industry which could perceive it as cumbersome and expensive (reinsurance companies).

Pros and cons with a voluntary passport system

The introduction of a voluntary passport system would have the following general pros and cons. The table also indicates the stakeholders - see above chapter 3 - that are specifically concerned by the described advantages or disadvantages.

Pros // Cons

Such a system could be based on "soft law" and thereby be comparatively easy to implement, and to maintain (insurance companies, reinsurance companies, supervisors). Believed to be less administratively burdensome. Could be more suitable to a B2B sector like reinsurance. // A voluntary passport system could be perceived as provide weaker assurance than a licensing system as only some companies would be supervised (all stakeholders). Such a system would also lead to less transparency for buyers of reinsurance.

Leave companies the choice whether they would like to adhere to the system or not (reinsurance companies). // The position of the supervisor in such a system would be weaker than in mandatory licensing system. Supervisors do not have the possibility to remove unsuited companies from the reinsurance market (supervisors).

Easier to get acceptance from insurance industry (reinsurance companies). // If licensing systems for reinsurers are in place in certain countries, it would seem illogical to replace those with a voluntary passport system (supervisors).

A voluntary passport system may be easier to implement internationally (insurance companies, reinsurance companies, supervisors). // A voluntary passport system would introduce differences in treatment between direct insurers and reinsurers (all stakeholders).

Member States have expressed their support for a mandatory licensing system at several occasions. The insurance industry has reiterated their preference for a voluntary passport solution.

After wide consultation with Member States, the insurance industry and other interested parties the Commission Services decided to propose a mandatory licensing system. Such a system would fit well to the current structure of EU insurance legislation and be similar to the "single EU passport" in direct insurance. The choice is also in line with the direction of the ongoing IAIS reinsurance supervision project.

The chosen alternative in the light of the objectives in chapter 4

The Services believe that a mandatory licensing system would be more likely to fulfil the set objectives of the EU reinsurance supervision project. Such a system would cover the whole market and thereby better serve financial stability and internal market concerns (objective 1). A mandatory licensing system would furthermore lead to more coordination between Member States' treatments of all reinsurers (objective 2). Concerning the objective to abolish collateralisation requirements (objective 3), the Services consider the mandatory licensing solution more efficient as it has the support of most supervisors in the EU and internationally.

Issue 4: Quantitative solvency requirements for non-life reinsurance

As in the direct insurance field, a legal proposal in the reinsurance field will consist of qualitative and quantitative rules. Qualitative rules for example relate to the quality of the management, risk management and internal control of the reinsurance undertakings. These areas are normally very similar to direct insurance, and in principle the same rules should be used. Quantitative rules relate to issues like the solvency margin requirement, the level of the minimum guarantee fund, reinsurance reduction factor and investment rules. In these fields other solutions may be needed than in direct insurance. In simulations and consultations we have considered different designs and levels for the solvency requirements:

Possible approaches

Alternatives where the solvency requirements for reinsurance are close to those of direct non-life insurance, possibly combined with comitology powers to increase the requirements in particularly risky lines of insurance

Alternatives where the solvency requirements for reinsurance are higher than those for direct non-life insurance, for example 50% or 100% higher

Discussion

In the Insurance Committee document MARKT/2513/03, the Commission Services presented three main alternatives for the quantitative solvency requirements (available on the Commission website).

Specific alternatives for quantitative solvency requirements for non-life reinsurance

Alternative 1 ("100% alternative") consisted of solvency requirements that were close to those of direct non-life insurance (including Solvency I amendments). In such an alternative the reinsurance reduction factor would remain at 50% and amounts set aside to equalisation reserves would not be part of the available solvency margin. The minimum guarantee fund would be EUR 3m for reinsurance undertakings and EUR 1m for reinsurance captives.

Arguments in favour of a 100% alternative:

It is a solution inspired by the existing EU legislation for direct insurance and has a good track record.

Member States that today supervise reinsurance mainly use direct non-life rules.

It avoids distortions between direct insurers accepting reinsurance and pure reinsurers.

It brings a common denominator to the reinsurance and insurance rules which would facilitate subsequent adaptations following the outcome of the Solvency II project.

This solution is supported by the Member States which have the most important reinsurance sectors, i.e. the "exporters" of reinsurance (DE, IE, LU and UK).

Industry broadly supports such a solution.

Arguments against a 100% alternative:

This option is perceived as too soft by Member States that primarily "import" reinsurance and by those requiring collaterals. An adoption of this alternative could increase the difficulty to abolish the collateral requirement within the EU.

This alternative does not take the more risky nature of some reinsurance activities (long tail business, catastrophic covers etc) into account, which would require higher solvency requirements.

The model may be seen by third countries as too soft and therefore be an insufficient basis for trade negotiations. These countries could therefore be less inclined to agree to abolish collaterals for EU reinsurers.

Alternative 2 ("150% alternative") would increase the direct solvency requirements by about 50%. The reinsurance reduction factor would be increased to 75% and amounts set aside to equalisation reserves could be part of the available solvency margin. Same minimum guarantee fund requirements as for alternative 1 above.

Arguments in favour of a 150% alternative:

It reflects the more risky nature of reinsurance as it would require a higher solvency margin

It could contribute to a generally higher solvency standing of the EU reinsurance industry and thereby positively affect its international business.

It could facilitate the suppression of the collateral requirement in the EU

It could enhance the EU position in trade negotiations

It has support by most Member States that "import" reinsurance (for example EL, ES, FR, IT, FI).

Arguments against a 150% alternative:

Based on data currently available to the Commission, it has not been proven that reinsurance has a systematically higher risk level than direct insurance. However, certain lines and individual portfolios may have a higher risk level. A risk-based approach is the object of Solvency II work, and the 150% alternative in fact pre-empts the outcome of this work.

Industry has expressed its opposition to this alternative.

The higher capital cost for reinsurers could reduce the reinsurance capacity in the EU, increase the price of reinsurance and could lead to relocation of companies to non-EU jurisdictions (especially reinsurance captives).

It would create a distortion of competition between insurers and reinsurers.

Furthermore, the Services defined a third alternative (1b) that builds on alternative 1 above but includes elements of comitology for future amendments to the reinsurance regime. According to this alternative, solvency requirements could be enhanced by up to 50% for certain reinsurance business lines or types of reinsurance contracts. Until such comitology decisions have been taken, direct insurance solvency requirements should apply.

Arguments in favour of alternative 1b:

It is consistent with a "fast-track" approach.

It is broadly consistent with the Solvency I amendments implemented for direct insurance.

The model would allow better fine tuning of the solvency requirements than the direct regime, and alternatives 1 and 2 above. It could therefore be considered a "bridge" to Solvency II.

Several Member States with important reinsurance business (DE, LU, UK) are ready to consider it.

The alternative builds on involvement of supervisors in the elaboration of the new rules. This is important as the solvency regime is one of supervisors' most important tools.

Arguments against alternative 1b:

It will take a certain time before the new class enhancement rules have been adopted through comitology.

Some Member States, mainly "importers" of reinsurance and France, consider this alternative less robust than alternative 2 above, and it may therefore be more difficult to achieve the suppression of the collateral requirement within the EU.

Industry has expressed hesitation about this solution.

After consideration and discussions with Member States and the insurance industry, the Commission proposes to build on alternative 1b for the proposed reinsurance directive. The Commission Services are of the view that such a model would enable a better fine-tuning than for example the Solvency I solutions. It is for example likely that differentiated enhancements (i.e. somewhere in between "0%" or "50%") would be used. The solution also provides an efficient tool for reacting quickly to market developments. The specific considerations relating to the minimum guarantee fund requirement can be found in connection with the simulations in chapter 6 below.

The chosen alternative in the light of the objectives in chapter 4

The Services believe that several of the proposed solutions could in fact fulfil the objectives set in chapter 4. The quantitative requirements are only one part of the supervisory system and must be seen in the light also of other supervisory measures. As the proposed alternative 1b gives supervisors an important function in assessing the need for further capital for certain lines, it could be considered more adapted to reinsurance business than a general increase of the solvency requirement with a certain percentage. This is essential for objectives 1 and 2.

Certain commentators may argue that a higher solvency requirement for reinsurance would facilitate the abolishing of collaterals in the EU (objective 3). The Member States that currently use a collateralisation system have in fact asked for higher solvency requirements for reinsurance. Taking arguments and reactions from commentators into consideration, the Services believe that alternative 1b will be the most appropriate in addressing the objectives for the exercise, and that it will efficiently pave the way for the abolishing of the collaterals within the EU.

Issue 5: Quantitative solvency requirements for life reinsurance

For life reinsurance, certain other considerations than in non-life have to be made. Life reinsurance business is sometimes very similar to direct life business, but often it has another character as normally only risk-bearing elements (i.e. not the savings part) are reinsured. During the project two distinct solutions have been discussed for life reinsurance.

Alternatives

1. In principle use direct life rules for life reinsurance

2. Approximate through use of direct non-life rules also for life reinsurance

Both alternatives could include certain adjustments such as class enhancement.

Discussion and reasons for the Commission proposal

In initial discussions it was proposed that life reinsurance business in principle could be treated in a way similar to non-life reinsurance. This model is used in certain countries that today supervise reinsurance. One possible approach would be to use the current health rules in the non-life directive, which in principle would lead to a solvency requirement that is one third of the non-life requirement.

In discussions with Member States and the insurance industry, however some cases where highlighted where the nature of life reinsurance would be better reflected through the use of direct life rules. Member States also feared that approximation through non-life rules would lead to arbitrage between life insurance and life reinsurance. Considering the arguments, the Commission Services have decided to propose that life reinsurance should be subject to direct life rules.

The class enhancement discussion is also different for life reinsurance. There is generally perceived to be less need for enhancements in life business, and therefore Solvency I did only included such rules for non-life insurance. The Commission Services have not encountered arguments that call for class enhancement through comitology for life reinsurance. Certain commentators, particularly from the UK and Ireland, have however called for lower requirements in life reinsurance than direct life insurance due to the (perceived) lower risk level. The Commission Services however consider that due to level playing field reasons the same requirement should be applied in life insurance and life reinsurance. More detailed considerations on the risk inherent in different life products will be made in the Solvency II project.

The chosen alternative in the light of the objectives in chapter 4

The Services believe that both proposed solutions could in principle fulfil the objectives set in chapter 4. The quantitative requirements are only one part of the supervisory system and must be seen in the light also of other supervisory measures. The chosen alternative has the great advantage to ensure consistency between life insurance and life reinsurance, thereby reducing the risk of arbitrage.

6. Expected impacts from the different options identified

Introduction

In chapter 5, a number of alternative solutions to the five major issues were presented. One major function of this paper is to analyse the potential economic, social and environmental impacts on different stakeholders of the different alternatives.

In this chapter we will therefore address the impacts of the following issues from an economic and a social angle:

Issue 1: Overall approach

Issue 2: Fast-track solution or long-term, comprehensive project

Issue 3: Voluntary passport or mandatory licensing system

Issue 4: Quantitative solvency requirements for non-life reinsurance

Issue 5: Quantitative solvency requirements for life reinsurance

The reinsurance supervision project does not have any direct environmental impact.

The impact will be discussed from the perspectives of the different major stakeholders identified in chapter 3, i.e. reinsurance undertakings, insurance undertakings, policyholders and insurance supervisors.

Some of the issues involved are highly technical and for most stakeholders the impact will basically be the same for most alternatives. A qualitative analysis has been judged the most relevant for the issues. However, for issues 4 and 5 also certain quantitative simulations have been performed. The analysis is based on background studies, market material, quantitative analyses (when available) as well as material and comments from Member States and stakeholders. The Services have summarised the different impacts in order to facilitate the presentation of the results.

After the discussion on the different issues, certain general issues will be commented upon (impact over time, impact outside the EU or in accession countries).

Impacts of the alternatives for the overall approach (issue 1)

The grid outlines the main expected impacts of the proposals on the different stakeholders:

>TABELPOSITION>

The grid clearly demonstrates that the most positive market and economic impacts (reduced administrative burden, single European licence, facilitated market access, etc.) will come from the supervisory alternative. The additional costs related to the supervisory alternative would be outweighed by the significant advantages of a single European licence system. A supervisory alternative will bring certain compliance costs for reinsurance companies. For certain reinsurance companies, capital increases may be needed. Social impacts, i.e. primarily the interests of the policyholders, would be best served by a supervisory alternative. A reinsurance supervision system is unlikely to have any material impact on the employment situation in the insurance/reinsurance sector. The analysis has not led the Services to believe that the introduction of reinsurance supervision would materially increase the premium level of policyholders.

As indicated above in chapter 5, both the status quo and the voluntary disclosure alternatives fail to meet the objectives of this exercise.

Impacts of a fast-track vs. a long-term comprehensive project (issue 2)

As outlined in the previous chapter, the differences between the alternatives mainly relates to the timing and the measures possible to introduce in a short to medium-term perspective. In a fast-track project the perceived benefits as well as certain implementation costs will come earlier. As outlined above, many elements of the two approaches are in fact similar and the fast-track approach prepares the introduction of Solvency II.

Reinsurance undertakings may argue that an alignment to the long-term Solvency II project would give them more time to implement necessary changes. An introduction of a fast-track system followed by changes due to Solvency II, could force companies to change their systems twice. On the other hand, a swift introduction of a reinsurance supervisory scheme will give advantages to EU reinsurers, and particularly this argument has been highlighted in the consultations.

For the same reasons as outlined under issue 1, insurance undertakings and their policyholders would benefit from a swift introduction of reinsurance supervision.

Insurance supervisors are obviously benefiting from a swift fast-track system as well as from the introduction of a more thorough Solvency II project. Most supervisors have clearly expressed the need for a fast-track approach, but at the same time they are committing very important resources to work related to the Solvency II project.

Impacts of a passport vs. a licensing system (issue 3)

The impacts on different stakeholders of the introduction of a passport or a licensing have been discussed in detail in chapter 5. The two grids on pros and cons with a licensing respective a passport system highlight the impact on different stakeholders.

Impacts of alternatives for the non-life solvency requirements (issue 4)

This section contains a general discussion on how the different stakeholders are affected by the choice of the solvency alternative. The aim of this section is to give a qualitative overview of some results from the more technical simulations. The second section contains summary results of the simulations performed during the reinsurance supervision project.

General discussion on the impacts of different solvency alternatives

The different solvency alternatives outlined in chapter 5 in fact represent a continuum between basically identical requirements as in direct insurance to alternatives with higher requirements, both in terms of solvency and size of the guarantee fund.

The reinsurance companies are directly concerned by the requirements under the different alternatives, and the impact on them are outlined in the sub-chapter below containing the summary results from the simulations.

As discussed above, the Services believe that all the outlined solvency alternatives would bring advantages to insurance companies and their policyholders. High requirements could be said to lead to stronger, more solvent reinsurance undertakings, which would be in the interest of direct companies. However, if the requirements are set too high, the price of reinsurance cover may increase, which would affect direct insurance companies. It is important to remember that many direct insurance companies also accept inwards reinsurance business, and may therefore be subject to some of the new reinsurance rules. This issue is analysed below in connection with the fourth simulation.

Insurance supervisors have different views on the impact of the different solvency alternatives. Some supervisors believe that higher solvency requirements are motivated from a prudential point of view, whereas others stress the importance of similar requirements between insurance and reinsurance.

Results from simulations

A number of the most important alternatives outlined above have been the subject of three simulation exercises performed between August 2002 and October 2003. The simulations performed related to the following quantitative parameters in different combinations:

Solvency margin requirements as percentages of claims and premiums

Size of the minimum guarantee fund

Size of the reinsurance reduction factor

The application of reinsurance solvency margins (and minimum guarantee fund requirements) for the inward reinsurance business of direct insurance undertakings

The parameters were combined into scenarios which were subsequently simulated using data available at national insurance supervisors. The samples used differ somewhat between the simulations. For certain computations life reinsurance business have been included in the samples, and simulations been done according to the non-life requirements. The extent of life reinsurance business is normally small in reinsurance companies.

The first set of simulations related to combinations of different solvency margin and minimum guarantee fund levels. Around 400 reinsurers from 11 Member States were included in the sample and the simulation period was 1999-2001/2002. The simulated solvency margin requirement ranged from 16% of premiums/23% of claims to 35% of premiums/50% of claims. The minimum guarantee fund sizes ranged from 3-10m EUR for reinsurers and 1-10m EUR for reinsurance captives.

The results showed that a number of smaller reinsurance undertakings would suffer due to the minimum guarantee fund requirements. Some companies showed solvency deficits because they were part of a group and only capitalised to a certain extent, although the group as such was solvent. The results showed in particular that many reinsurance captives were only capitalised to a minimum extent, and that an increase in the minimum guarantee fund requirement could directly hurt their solvency position. The Commission Services believe that the new solvency system must be robust and sufficiently prudent, but at the same time the requirements on EU reinsurers cannot be significantly higher than their international competitors. Commentators argue that high solvency requirements could hurt the captive reinsurance industry severely and there could be a risk that these companies will move to a non-EU jurisdiction if the solvency requirements are deemed to be excessive. This would in fact lead to a situation with less supervisory control. For larger companies in particular, the simulations showed the clear impact of losses in 2001 and 2002 on the available solvency margin. In conclusion, the Commission Services conclude that the results call for a solvency margin for reinsurance that is not too different from that of that of direct insurance companies, and that special considerations for captive reinsurers should be made.

The second set of simulations related to a possible increase in the reinsurance reduction factor. Today a direct insurance undertaking that reinsures a portfolio of risks can only get solvency requirement relief up to a cession of 50% regardless how large the reinsured part is. A quality supervision framework could however enable this level to be raised. A simulation to analyse the impact of an increase of the reinsurance reduction factor to 75% and 90% was therefore made. Around 1 500 direct insurance undertakings from 10 countries totalling a premium volume of about EUR 270 000m were included in a simulation for the year 2001.

The simulations showed that roughly one fifth of the companies in the sample did in fact reinsure to an extent of more than 50%, and therefore would profit from an increased reduction factor. Some market segments seem to profit more than others. This was for example the case for smaller life insurers and larger composite insurance undertakings. On a market level the relative decrease in the solvency requirement would be small (less than 5%) in both simulated alternatives.

The purpose of the third set of simulations was to test a number of combinations of solvency requirements and minimum guarantee funds from the perspective of small reinsurers and reinsurance captives. 145 pure reinsurance undertakings from 8 Member States and 275 reinsurance captives from 6 Member States were included in the simulations for the period 1999-2001. The simulated solvency margin requirements ranged from 16% of premiums/23% of claims to 35% of premiums/50% of claims. The minimum guarantee fund sizes ranged from 1-3m EUR.

When analysing the results of these simulations, it is obvious that the lowered minimum guarantee fund requirement leave smaller reinsurers in a significantly better position than in the cases studied in the first set of simulations. However the number of deficits under certain of the above hypotheses is still noteworthy, particularly for reinsurance captives. It is important to note that these companies in many cases are well capitalised in relation to the solvency requirement, but hit by the minimum guarantee fund amount.

Also for this simulation it is important to note the very significant impact that accumulated equalisation provisions/reserves have in certain Member States.

The purpose of the fourth set of simulations was to analyse the impact of using the proposed reinsurance solvency margin requirements and sizes of guarantee funds to the inwards reinsurance business of direct insurance undertakings. If the solvency requirements for reinsurance business would be different from those of direct insurance, it may be necessary for level-playing field reasons to apply such requirements also to that part of direct insurers' business that consists of inwards reinsurance. About 150 direct insurance undertakings from 10 Member States for which the inwards reinsurance business written surpassed 10 % of their total premium income or 500m EUR were included in the sample for the period 1999-2001. The simulated solvency margin requirement ranged from 16% of premiums/23% of claims to 35% of premiums/50% of claims. The minimum guarantee fund sizes ranged from 3-10m EUR.

Also in this context, it is important to see the simulations results in the light of the average figures and time period. On average the companies in the sample fulfil the different requirements more or less easily (depending on the hypotheses). When considering developments over time period 1999 to 2001, the trend has been slightly negative. In the higher hypothesis the number of negatively affected companies is elevated. The insolvency deficits affect above all small companies. The results are broadly in line with those of pure reinsurance companies.

The simulation convinced the Commission Services that - if different - reinsurance requirements should be used for reinsurance business regardless of the entity - reinsurance or insurance undertaking - that does the underwriting.

Impacts of alternatives for the life solvency requirements (issue 5)

As stated above, life reinsurance business has to a certain extent been included in the simulations under issue 4. These results consequently give a tentative indication on how the impact of a direct non-life approximation solution would impact reinsurance companies. One important outcome was that direct non-life did neither take the remaining saving element nor the different risk structure into account. In certain markets the application of non-life rules would lead to significant solvency requirements. The insurance industry suggested that a solution similar to the one used for health insurance practiced by non-life companies could be appropriate. Furthermore, the results indicated significant calculations difficulties.

The Commission Services asked Member States to perform simulations in which the life part of the reinsurance portfolio was separated and computed according to direct life insurance rules. However, in many Member States such information was not readily available. This solution was therefore studied based on material from a restricted number of Member States. The different calculation methodologies and the small sample make definite conclusions difficult. In subsequent discussions of the results with Member States, several concluded that a split solution with life rules for the life part, and non-life rules for the non-life part would be preferable.

The quantitative and qualitative analyses performed have not led the Commission Services to believe that the choice of solvency alternative for life reinsurance will have an impact on policyholders, neither as regards the level of premium nor the certainty of claims payments.

Insurance companies as well as reinsurance companies are affected by the different proposals, but the effects seem to be very linked to market conditions in different markets. Continental European reinsurers tend to accept a non-life approximation solution to a larger extent than reinsurers from the UK and Ireland. Different supervisory practices and requirements in EU Member States basically decide to what extent supervisors are affected by the alternatives. For example, a split solution is already practices in countries like the UK and would lead to less supervisory implementation costs than in countries that already today use a non-life approximation solution.

Some general comments

Impact over time

The simulations have been made for the period 1999-2001, with completions for 2002 for certain options. This has been a difficult period for the insurance sector, and the simulated figures indicate deterioration of the solvency situation during this time. The weaker results are however more related to the difficult situation on the financial markets than to reinsurance claims following the 11 September event. We have had several discussions with Member States and insurance industry on the results of the simulation taking the cyclic situation into account.

Impact outside the European Union or in accession countries

Representatives for accession countries have participated in the working group during 2003. The reinsurance sector in the future Member States is very small, and representatives have stated that they assess the impact of the proposals to be very limited. Furthermore, the major reinsurance providers in the accession countries often are subsidiaries or affiliates from reinsurance companies established in the current EU-15.

As has been the case for the direct insurance directives, a future directive may be used as inspiration for legislation in certain third countries.

As the Commission has intended the proposal to be in line with current reinsurance work at the international level it is believed that the adoption of a harmonised EU regime will positively affect the standing of recently adopted IAIS reinsurance standards. It is furthermore believed that the reinsurance directive could be a positive element in the reinsurance part of the ongoing EU-US Regulatory Dialogue.

7. How to monitor and evaluate the results and impacts of the proposal after implementation?

The proposal is expected to follow normal implementation procedures, i.e. transposition in Member States within 18-24 months. As in other insurance fields, implementation may be facilitated through cooperation between Member States ministries' and supervisory authorities.

In addition to normal monitoring by Commission Services, the Insurance Committee will follow how the directive is implemented and used. The ongoing long-term project Solvency II will also at a later stage deal with reinsurance related issues, and to that end work in this project would need to take the working of this reinsurance directive into account. As the Solvency II system will come into place in the EU within a number of years, no formal evaluation clause has been included in the proposed fast-track reinsurance directive.

8. Results from stakeholder consultations

Introduction

Stakeholders have been consulted regularly during the project, and have provided the Commission Services with very important input. In the beginning of the project, a major hearing with over 100 participants was organised, and subsequently all participants (as well as other interested parties) were included in a sending-list that received all documents produced under the project or a message stating that new documents have been posted on the website (see annex). The Commission reinsurance website is:

The project has been followed by interested parties from a broad variety of sectors and professions. The sectors consulted are basically the following: insurance (commercial companies, mutuals, cooperatives etc), insurance associations (EU level as well as nationally), insurance intermediaries (brokers etc), accounting associations, actuarial associations, industry general (UNICE), analysts, risk/captive managers, SME-organisation (BEUC), consulting firms, banks, lawyer firms, rating agencies.

The Commission Services have benefited significantly from the input given by stakeholders and interested parties, particularly as the project has involved many very difficult technical matters. The documents send out for comments dealt with policy issues as well as detailed matters. During 2002 and 2003 all policy decisions taken by the Commission Services were preceded by comments from stakeholders, in particular the insurance industry.

Comments received on the objectives of the reinsurance project (chapter 4)

The early consultations were taken into account when formulating the general approach and the objectives for the project. Commentators have generally been very supportive of all the three major objectives of the project. A few Member States have raised comments on the fact that objective 2 would prohibit additional checks or requirements by Host States. This objective has however been strongly supported by all other stakeholders, in particular the insurance industry. The Member States that currently use collateralisation have obviously expressed objections to objective 3, but all other stakeholders have unanimously supported the objective as formulated by the Commission Services. Certain Member States have commented on the difference in collaterals between the life and non-life insurance fields.

Comments received on the major policy issues (chapter 5)

Issue 1 - Overall approach: Most commentators have been in favour of a supervisory approach to reinsurance. Certain companies have argued in favour of voluntary solutions, but a greater number of companies and associations have stated that only a supervisory solution would give an additional quality mark to EU reinsurance. A status quo alternative has not been supported by any of the major stakeholders.

Issue 2 - Fast-track or comprehensive, long-term project: Most Member States have argued in favour of a fast-track approach, and this has also been the clear view of the Insurance Committee. Initially a number of Member States however supported an alignment to the long-term Solvency II project. Other stakeholders have been very supportive of a fast-track solution based on current direct supervision rules. Technical specialists (like actuaries and accountants) have however pointed out that the restricted time frame would limit the number of possible solutions, thereby postponing the introduction of certain methods until the Solvency II project is finalised.

Issue 3 - Voluntary passport or mandatory licensing system: A clear majority of Member States has expressed support for a mandatory licensing system similar to that of direct insurance. Most industry commentators, but not all, would however have preferred a voluntary passport solution, but for reasons stated above the Commission has followed Member States' advice to propose a mandatory licensing system.

Issue 4 - Quantitative solvency requirements for non-life reinsurance: The reactions from stakeholders on the level of the solvency requirements have been many and strong. The Commission Services have had a large number of meetings with interested parties, particularly from the insurance industry, the captive reinsurance industry, risk managers, actuaries, consultants and accountants. Generally industry representatives and insurance consultants have argued that reinsurance is an activity that is close to direct insurance and therefore the same solvency requirements should apply. Some insurance supervisors have however strongly taken the view that reinsurance is more volatile and difficult to supervise and consequently a slightly higher requirement would be appropriate. The Commission Services have taken account of the views of both sides in the proposed option (see chapter 9 below). Technical comments from the actuarial and accounting professions have been taken into account when elaborating the solvency requirements.

Issue 5 - Quantitative solvency requirements for life reinsurance: This issue has also been the subject of much discussion, both as regards the actual requirements as the calculation methods. The Services have in fact consulted on different solutions, but both among insurance companies and Member States divergent views remain. Continental European companies have both expressed support for a non-life approximation method, but this has been rejected by several Member States. Furthermore industry has asked for adjustments in certain of the direct insurance values to be used for reinsurance. Ireland and the UK seem to have a specific situation as they today use adjusted direct life requirements to their reinsurance companies. These are in some cases significantly lower than the direct life rules. Considering these comments, the Services have concluded that a split solution (use direct life rules for life reinsurance, direct non-life rules for non-life reinsurance) would be preferable. The Commission proposal would consequently lead to higher requirements in life reinsurance than the current ones used in the UK and Ireland.

Comments received on the draft legal text

During 2003 the Commission Services have consulted at several occasions on issues concerning the draft legal text, and new versions have been prepared following comments from interested parties, in particular the insurance industry and the actuarial profession. Some of the submissions were very detailed and provided very useful input to the work of the Commission Services. Comments often related to possibilities of simplifying the legal text, and these have to a large extent been integrated. Technical comments from industry and actuaries have been important for the elaboration of the technical parts of the directive.

9. Commission draft proposal and justification

The chosen policy options

In accordance with the considerations presented in chapters 4 and 5, the Commission has chosen to present a proposal for a directive with the following features:

An approach based on harmonisation and mutual recognition.

A fast-track approach for a directive based primarily on current direct supervision rules.

A mandatory licensing system.

A system that would abolish collateralisation requirements in the EU.

Solvency requirements in line with those of direct insurance, however with the possibility of class enhancement up to 50% through comitology for non-life reinsurance.

Particularly the issues of collateralisation and the level of the solvency requirements have been discussed by Member States and interested parties.

In the Commission Services' view, abolishing the collateralisation requirement is a key element improving the internal market for reinsurance services in the EU. It is widely supported by the EU insurance sector. A clear majority of Member States do not use collaterals and consider them as obstacles to an efficient internal reinsurance market. A new reinsurance supervision regime should provide clear and forceful rules that remove the need for collateral requirements. Furthermore, if Member States were allowed to maintain their collateral requirements vis-à-vis EU reinsurers, this would considerably weaken the EU's position in international negotiations aiming at abolishing such requirements.

Concerning the solvency requirements, the Commission Services believe that the chosen solution (direct solvency rules as the basis, complemented through comitology) would link this proposal in a logical way to the Solvency I and Solvency II exercises. This is also a logical step towards a more risk-based structure foreseen for Solvency II. The solution enables fine-tuning of the solvency requirement in reinsurance, using Solvency I techniques. The solution has the support by a number of Member States. The solvency requirement is an important supervisory tool, and it is therefore important that the supervisors advice the Commission before the presentation of a proposal for reinsurance class enhancement.

The insurance and reinsurance industries have expressed hesitation towards the use of comitology and class enhancement. The Commission Services believe that such a model would enable fine-tuning to a greater extent than for example the Solvency I solutions. It is for example likely that differentiated enhancements (not only "0%" or "50%") would be used. The solution also provides an efficient tool for reacting quickly to market developments. The Commission Services will ask CEIOPS (Committee of European Insurance and Occupational Pensions Supervisors) for advice on possible class enhancement, and substantive consultation with industry and specialists will be ensured. The Services see the clear role of the actuarial profession in this work.

The chosen option in the light of other solutions

As indicated in earlier chapter, technically there are both a less ambitious alternative (a disclosure model) and a more elaborated model (risk-based capital, Solvency II type solutions) for an EU reinsurance supervision approach. A more ambitious alternative going in the direction of risk-based capital requirement would not have fitted the time constraints for a fast-track project, and it would furthermore have clashed with Solvency II work. A pure disclosure model would not have fulfilled the objectives set for this exercise. Though the comitology element, some positive trade-off from a more advanced model has been included.

When discussing possible trade-off between the different solvency options, the Commission Services believe that the chosen alternative in a way could combine certain advantages of the 100% as well as of the 150% alternatives.

Available data for simulations of the alternatives

Member States have done great efforts to collect the data needed for the simulations. In some cases, information was not available and in others approximations have been made. The Services however believe that the results from the simulations give a sufficiently full picture to proceed with the presentation of a Commission proposal.

The experiences from this simulation exercise will serve as useful input for coming Solvency II simulations.

ANNEX: Consultative documents prepared during the project

See website: http://europa.eu.int/comm/internal_market/ insurance/reinsurance_en.htm

>TABELPOSITION>

Contact:

Ulf Linder, Telephone:(32-2) 299.22.76, ulf.linder@cec.eu.int

Top