52003AE0578

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Frem mod en strategi til at beskytte og bevare havmiljøet"

(KOM(2002) 539 endelig)

(2003/C 208/04)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 2. oktober 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede María Candelas Sánchez Miguel til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. april 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 399. plenarforsamling den 14. og 15. maj 2003, mødet den 14. maj, følgende udtalelse med 103 stemmer for, ingen imod og 3 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Blandt de mange temaer, som behandles i det sjette miljøhandlingsprogram, skal især nævnes beskyttelse og bevarelse af havmiljøet med henblik på at opnå en bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af havene. Det står i dag klart, at de enkelte politikker på havmiljøområdet, ikke har den tilsigtede virkning. Det kan således konstateres, at mange af de farer, som blev konstateret ved udarbejdelsen af det sjette miljøhandlingsprogram, er blevet til virkelighed på en måde, der overgår de værste forudsigelser.

1.2. Forudsigelserne om tab og ødelæggelse af biodiversiteten i havene, tab af levesteder på grund af opførelse af havneanlæg samt en stigende forekomst af farlige stoffer og næringsstoffer betyder sammen med andre forhold, som ikke altid undersøges samlet - f.eks. skibsfarten og fiskeriet - at der er behov for en koordinerende indsats i alle de sektorer, der har aktiviteter på havmiljøområdet, for at udarbejde en samlet politik, som kan begrænse og stoppe ødelæggelsen af vores have.

1.3. I første omgang handler det om, at bestræbelserne på at koordinere alle politikker på havmiljøområdet skal omfatte hele EU. Geografisk består området af de have og oceaner, som indgår enten i Fællesskabets eller i kandidatlandenes territorialfarvande, idet der dog skal tages højde for internationale traktater og konventioner på området.

1.4. Strategien til at bevare og beskytte havmiljøet indgår i fællesskabsstrategien for bæredygtig udvikling, som giver mulighed for økonomisk og social vækst, samtidig med at miljøet beskyttes.

1.5. Internationalt henvises til nogle af konklusionerne fra topmødet i Johannesburg(1), specielt kapitlerne om: Oceaner og have, Fiskeri, Havforurening og Forskning, idet følgende konklusioner skal fremhæves her i lyset af den virkning, de kan have på det globale miljø:

- Indførelse inden 2010 af en økosystemmodel, som lever op til Reykjavik-erklæringen om ansvarligt fiskeri i havenes økosystem samt beslutning 5/6 på partskonferencen i konventionen om den biologiske mangfoldighed.

- Gennemførelse af kapitel 17 i Agenda 21, som indeholder handlingsprogrammet for bæredygtig udvikling af oceaner, have og kyster.

- Etablering af en koordinationsmekanisme mellem alle FN's agenturer.

- Vedligeholdelse og genopretning af fiskebestandene til de maksimale, bæredygtige ydelsesniveauer med sigte på snarest - og så vidt muligt senest 2015 - at nå disse mål for forringede fiskebestande.

- Implementering af adfærdskodeksen for ansvarligt fiskeri fra 1995.

- ijeblikkelig gennemførelse af FAO-planen for forvaltning af fiskekapaciteten senest i 2005 samt af FAO-planen til forebyggelse af ulovligt fiskeri senest i 2004.

- Styrket koordinering af donorer og partnerskaber med henblik på udvikling af den nationale og regionale kapacitet til oprettelse af infrastruktur og integreret forvaltning af fiskebanker.

- Støtte til bæredygtig udvikling af akvakultur.

- Gennemførelse af det globale handlingsprogram og af Montreal-erklæringen om beskyttelse af havmiljøet mod landbaserede aktiviteter, idet der i årene 2002-2006 lægges særlig vægt på byspildevand samt forstyrrelse og tab af levesteder.

- Forbedring af foranstaltningerne i forbindelse med international søtransport af radioaktive stoffer, radioaktivt affald og brugt brændsel.

- Forbedring af det videnskabelige og tekniske samarbejde og indførelse af en procedure i FN-regi for regelmæssig rapportering om havmiljøets tilstand.

1.6. Man må dog ikke glemme, at de europæiske mål og foranstaltninger på miljøområdet på mange måder er bedre afgrænsede og mere omfattende end de mål og foranstaltninger, der blev fastlagt på topmødet i Johannesburg. Det foreslås, at EU tager initiativ til de omtalte foranstaltninger for herigennem at garantere, at aftalerne fra Kyoto og Göteborg overholdes.

1.7. Meddelelsen lægger op til en debat om en strategi til beskyttelse og bevarelse af havmiljøet i Den Europæiske Union. Denne strategi bør ikke alene sigte mod det europæiske, men også det internationale plan, således at konklusionerne - i hvilken retning de end måtte gå - kan få en multiplikatoreffekt. Vi kan ikke stå og se passivt på, at havmiljøet forringes, og sektorielle eller nationale løsninger alene rækker ikke. Løsningerne skal findes på EU- eller internationalt plan.

2. Meddelelsens indhold

2.1. Der er store huller i de oplysninger om havmiljøets nuværende tilstand, der er til rådighed for EU-myndighederne. Der mangler en integreret indfaldsvinkel baseret på alle de politikker, som vedrører havmiljøet, og derfor er der behov for, at Kommissionen udarbejder en oversigt over al tilgængelig information, som kan danne grundlag for udformningen af en tematisk strategi.

2.2. Den eksisterende information om havenes og oceanernes miljøkvalitet vedrører især:

- Regionale havmiljøkonventioner(2)

- Rapporter fra Det Europæiske Miljøagentur

- Oplysninger om biodiversiteten i forbindelse med revisionen af den fælles fiskeripolitik(3); anlægsarbejder i havområder; eutrofiering af vand; transport og udtømning af olie osv.

2.3. Desuden skal den gældende lovgivning til beskyttelse og bevarelse af havmiljøet nævnes. På dette område må der skelnes mellem egentlig EU-lovgivning og internationale bestemmelser. Førstnævnte(4) omfatter generelt vandrammedirektivet(5), habitatdirektivet(6), direktivet om beskyttelse af vilde fugle(7) samt direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening(8) og mere specifikt direktiver om behandling af spildevand, badevand, regler for søtransport, den fælles landbrugspolitik osv.

2.4. De internationale regler er nedfældet i konventioner, som regulerer generelle aspekter af havmiljøbeskyttelse og konkrete foranstaltninger til beskyttelse af havets fauna, forebyggelse af forurening fra farlige stoffer, vedvarende olieforurening osv. De vigtigste konventioner på dette område er OSPAR(9), HELCOM(10)og Barcelona(11).

2.5. Der er kun begrænset information tilgængelig om effekten af den gældende lovgivning, dels fordi virkningerne først optræder på lang sigt, dels fordi der ikke foretages en national overvågning af havmiljøet i territorialfarvandene. Kommissionen fremlægger situationen med udgangspunkt i to aspekter:

- Huller i den eksisterende viden.

- En gennemgang af aktuelle aktiviteter vedrørende overvågning, vurdering, rapportering og dataforvaltning samt forskning(12)

2.6. Konklusionerne om tilstanden er langt fra positive, og derfor foreslås en række mål for de enkelte havmiljøaspekter. Generelt kan det fastslås, at den marine strategi bør bidrage til Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling. Den bør derfor, som angivet i det sjette miljøhandlingsprogram, fremme bæredygtig udvikling af havene og bevarelse af marine økosystemer, inklusive havbunden, floddeltaer og kystområder og særlig områder med stor biodiversitetsværdi.

2.6.1. De konkrete mål er følgende:

- Tab af biodiversitet og ødelæggelse af habitater (der fastlægges tre målsætninger til opnåelse heraf)

- Farlige stoffer (et mål)

- Eutrofiering (et mål)

- Radionuklider (et mål)

- Vedvarende olieforurening (et mål)

- Affald (et mål)

- Søtransport (et mål)

- Sundhed og miljø (et mål)

- Klimaændring (tre mål).

- Forbedring af videnbaser (et mål).

2.7. Kommissionen foreslår til opfyldelse af de foreslåede mål 23 foranstaltninger, som skal indvirke på de enkelte mål gennem forebyggelse samt anvendelse af forsigtighedsprincippet. De er alle baseret på foranstaltninger i henhold til gældende lovgivning og har grundlæggende til formål at bevare biodiversiteten ved at udpege særlige bevarelsesområder og opstille regionale forvaltningsplaner for vand i henhold til de regionale havkonventioner.

2.8. Blandt de foreslåede foranstaltninger skal fremhæves dem, der har til formål at fremme koordinering og samarbejde, ikke alene i fællesskabssammenhæng, men også internationalt, herunder forslaget om mellem alle organisationer at koordinere beskyttelsen af havmiljøet inden for rammerne af FN og Agenda 21.

2.9. Forbedringen af videnbasen er en af de foranstaltninger, der netop nu har det mest konkrete indhold, idet der fastsættes en tidsplan for udformning af en række overvågningsprocedurer i stil med vandrammedirektivet.

3. Generelle bemærkninger

3.1. EØSU tager positivt imod forslaget fra Kommissionen, idet det markerer igangsættelsen af debatten om bevarelse og beskyttelse af havmiljøet med deltagelse af alle berørte parter. I lyset af de ulykkelige og stadigt hyppigere forureningsulykker i vores farvande opfordrer EØSU dog til, at medlemsstaterne viser større politisk vilje til håndhævelse af den gældende lovgivning, samt til, at de, der forårsager skaderne, reelt stilles til ansvar.

3.2. Hvad angår forslagene i meddelelsen er der tale om principper, hvoraf mange i vid udstrækning støttes af EØSU, f.eks. koordineringen af politikker på miljøområdet, i dette tilfælde havmiljøet, et krav, som er indeholdt i mange udtalelser fra EØSU. Vi mener, at EU's strategi for bæredygtig udvikling kun kan lykkes via en sideløbende gennemførelse af alle disse politikker. Dog kan man ikke fortsætte med at lovgive, hvis de kompetente myndigheder ikke anvender og håndhæver bestemmelserne. Kompetencefordelingen mellem disse myndigheder må ikke skabe et jurisdiktionelt tomrum, som forhindrer, at bestemmelserne håndhæves.

3.3. En gennemgang af ovennævnte mål viser, at de fleste handler om at opfylde allerede vedtaget lovgivning, analysere og vurdere virkningerne af stoffer og andre skadelige påvirkninger af havmiljøet, observere og undersøge andre virkninger osv. EØSU ser positivt på den "økosystembaserede fremgangsmåde", for så vidt som den indebærer anvendelse af en ny metode, men det forklares reelt ikke, hvori den består. Dette er dog nødvendigt for at kunne vurdere, om den fremlagte strategi (mål og foranstaltninger) er i overensstemmelse med denne fremgangsmåde(13). Eksempelvis er der 33 økosystemer i middelhavsområdet, og alt efter deres placering er de genstand for en række meget forskellige former for belastninger og virkninger.

3.4. Desuden viderefører den fremlagte strategi blot allerede eksisterende retningslinjer og aktiviteter, som i lighed med mange andre miljøpolitikker ikke kan opvise andet resultat end "ét skridt frem for miljøbeskyttelsen - og to skridt tilbage for miljøets tilstand". Således er de foranstaltninger, der foreslås til opfyldelse af målene, begrænset til følgende:

- Opfyldelse og/eller tilpasning af allerede gældende direktiver.

- Vurdering, undersøgelse, analyse og observation.

- Koordinering af konventioner og rapporter.

3.5. Der må findes en anden strategi, og blandt de muligheder, der skal undersøges, kunne man især fokusere på effektivitet forstået som EU's reelle muligheder for at øve indflydelse i havmiljøspørgsmål gennem:

- retsinstrumenter (bindende og obligatoriske samt almindelige aftaler og konventioner);

- økonomiske instrumenter (handelsaftaler og finansieringsprogrammer for tredjelande).

3.6. På denne måde kunne der fastlægges foranstaltninger område for område, som for eksempel:

- Område 1. Kystområder og floddeltaer inden for medlemsstaternes territorialfarvande, hvor EU har fulde beføjelser til regulering, overvågning og sanktioner, og hvor der allerede findes en lang række EU- og nationale bestemmelser.

- Område 2. Farvande og have i havområder, hvor EU har omfattende beføjelser (200 sømil), enten fordi der er tale om territorialfarvande eller politiske eller økonomiske forbindelser, hvorigennem EU kan øve indflydelse.

- Område 3. Farvande og have, hvor EU har ringe indflydelse, fordi der er tale om internationalt farvand (fællesskabsflådernes fiskepladser samt turistdestinationer for EU-borgere).

3.7. En gennemgang af ovennævnte EU-lovgivning med indvirkning på havmiljøområdet afslører en række huller i de foranstaltninger, der skal beskytte miljøet. Nogle foranstaltninger er således under revision, mens andre sandsynligvis ikke vil blive gennemført, fordi iværksættelsen er stillet i bero, fordi mange medlemsstater er imod dem(14), eller fordi inkorporeringen i national ret og den efterfølgende gennemførelse er forsinket.

3.8. Den vigtige rolle, som havkonventionerne tillægges i meddelelsen, bør nedtones og delvist erstattes af lovgivningsinitiativer i EU. Disse internationale aftaler har betydelige begrænsninger mht. forpligtelsernes bindende karakter. De har stor betydning ved fastlæggelse af strategier om målsætninger, inddragelse af lande med forskellig baggrund osv., men de kan ikke tillægge ansvar og pålægge sanktioner for overtrædelser, hvis de ikke inkorporeres i de enkelte landes lovgivning. Desuden kan konventionerne kun i ringe udstrækning tilpasses videnskabelige, tekniske og sociale fremskridt, hvilket skyldes, at det tager lang tid, før de er udarbejdet, ratificeret og trådt i kraft.

3.9. De internationale konventioner er kendetegnet ved deres begrænsede anvendelsesområde. Dels finder de anvendelse på et begrænset geografisk område, hvilket betyder, at de kun dækker en del af oceanerne og havene svarende til medlemsstaternes territorialfarvande og i bedste fald også nogle af de tilgrænsende lande. Det er derimod ikke muligt at beskytte andre områder, hvor EU har interesser, som det er tilfældet med fiskepladserne i det afrikanske Atlanterhavsområde, der udnyttes af europæiske virksomheder. Dels er konventionerne kun delvist bindende, idet de ikke kan håndhæves og derfor til en vis grad er virkningsløse.

3.9.1. Trods den begrænsede effekt er det efter EØSU's mening ikke desto mindre nødvendigt, at EU fortsætter med at udvikle sin miljøpolitik inden for de internationale konventioner og organismer for at forsvare den bæredygtige udviklingsmodel.

3.10. Det skal i forbindelse med de foreslåede mål anbefales, at de udvides på mindst tre afgørende områder:

- Forebyggelse af alvorlige ulykker, der indvirker på miljøet i havene, både på land og til havs. Der findes på dette område to direktiver (Seveso II og Erika).

- Kystzoneforvaltning som reguleret i vandrammedirektivet (byplanlægning, infrastruktur, tilknyttede økonomiske aktiviteter og behandling af spildevand).

- International søtransport og anvendelse af tvivlsomme juridiske fremgangsmåder, såsom bekvemmelighedsflag, der i stort omfang er skyld i den manglende styring på dette område og i de alvorlige miljøvirkninger, der ses i samme forbindelse (udtømninger, ulykker, transport af farlige produkter uden nogen form for garanti og anvendelse af stoffer, der giftige for havmiljøet).

3.11. Resten af de mål, der er medtaget i meddelelsen, er meget ambitiøse og giver utvivlsomt god mening i forhold til den generelle målsætning (bæredygtig udnyttelse af havene og bevarelse af de her eksisterende økosystemer). Dog er foranstaltningerne og den tilhørende tidsplan ikke i overensstemmelse med målene.

3.12. De 23 foranstaltninger til opfyldelse af de 14 mål er på ingen måde fornyende, ligesom der mangler et eller flere elementer, som kan danner grundlag for en integreret politik. I vandrammedirektivet er farvandenes "gode status" det nøgleelement, der danner grundlag for integrationen af politikkerne.

3.13. Mange foranstaltninger har ikke en bestemt opfyldelsesperiode, ligesom der for nogles vedkommende er fastsat frister, der er så lange, at det bliver svært at opnå de forventede resultater. Dette gælder ikke visse analyser (frem til 2004: gennemgang af forholdet mellem OSPAR og radioaktive stoffer, strategien for at eliminere udtømninger af olie fra forskellige kilder samt affald).

Det kan eksempelvis nævnes, at fristerne for at nedsætte den vedvarende olieforurening er følgende:

- År 2010: opfyldelse af de gældende grænser for udtømninger.

- År 2020: eliminering af alle udtømninger.

Denne lange frist er uforståelig, eftersom de eksisterende teknologier allerede i dag gør det muligt at opdage og lokalisere ulovlige udtømninger fra skibe (satellitter af typen ENVISAT).

3.14. Mht. vurderingen af EU-direktivernes virkning er der forskellige synsvinkler og fortolkninger af havenes tilstand i EU. Indikatorerne for havmiljøet viser ingen store fremskridt og i mange tilfælde endda en tilbagegang. Fiskeriniveauet i kystområderne i Middelhavet viser f.eks., at kystfiskerizonerne er på vej til at blive tømt, at dambrugene har problemer med at leve op til kravene om miljøbæredygtighed osv.

3.15. Denne forringede tilstand kan konstateres på trods af de mange direktiver om regulering af forvaltningen og udnyttelse af territorialfarvande. Derfor anbefales det at vurdere virkningen af EU-lovgivningen for at klarlægge årsagerne til de forholdsvis dårlige resultater og træffe nødvendige foranstaltninger for at gøre reglerne mere effektive. Det er nødvendigt, at de berørte parter (økologer, fagforeninger og industrien) medvirker i denne vurdering, og at der afsættes de nødvendige finansielle og videnskabelige og tekniske ressourcer. Det Europæiske Miljøagentur må spille en vigtig rolle i denne forbindelse.

4. Forslag til nye foranstaltninger til beskyttelse og bevarelse af havmiljøet

4.1. EØSU anser det for nødvendigt at udbygge de foreslåede foranstaltninger, eftersom de hændelser, der er indtruffet siden meddelelsen blev udarbejdet, klart viser, at der er behov for en styrkelse af disse. Desuden skal de nødvendige regler til styrkelse af håndhævelsen af de gældende EU-bestemmelser inkorporeres i foranstaltningerne.

4.2. I dette øjemed bør man uden at tage formålet med denne meddelelse - nemlig beskyttelse og bevarelse af havmiljøet - af syne medtage nedenstående forslag til foranstaltninger, som dels kan forbedre koordineringen mellem de forskellige politikområder med indvirkning på havmiljøet, dels kan forsøge at løse situationer, som skaber frygt i befolkningen.

4.2.1. Af hensyn til sammenhængen mellem alle politikområder bør Kommissionen definere begrebet et godt havmiljø som slutmål for de 23 foranstaltninger, der er knyttet til de 14 mål. Hermed ville alle foranstaltningerne blive sammenkædet og der ville være én metode, som fornyr og binder disse foranstaltninger sammen.

4.2.2. Kortere frister for indførelsen af bestemmelserne og for gennemførelse af beskyttelses- og bevarelsesforanstaltningerne vil være et effektivt middel til at bremse forringelsen af havmiljøet. De lange frister vil gøre mange af foranstaltningerne virkningsløse, fordi miljøet forringes så hurtigt.

4.2.3. Bedre håndhævelse af de internationale konventioner via Den Internationale Søfartsorganisation, som aftalt på Det Europæiske Råds møde i København den 12.-13. december 2002(15), vil gøre det muligt at øge effekten af beskyttelses- og bevarelsesreglerne på globalt plan. Samtidig må man forsøge at gøre disse konventioner mere effektive gennem økonomiske instrumenter, som gennem teknisk og finansiel bistand giver de tredjelande, der har underskrevet konventionerne, præmie for korrekt overholdelse.

4.2.4. De seneste havmiljøkatastrofer har tydeligt vist, hvor vigtigt det er videnskabeligt at undersøge systemer til miljøgenopretning, som gør det muligt at genoprette skaderne på en måde, der tager mere hensyn til havmiljøet(16) Kommissionen bør udvide koordinationen mellem det 6. forskningsprogram og det 6. miljøprogram, således at en del af de afsatte midler kunne anvendes til praktiske miljøundersøgelser.

4.2.5. EØSU mener, at man ud over de nye foranstaltninger, der foreslås, ikke bør glemme foranstaltninger, som tager sigte på at informere om miljøpolitik, og i særdeles må der fortsat satses på uddannelse som et middel til at styrke bevidstheden og anvendelsen af disse politikker fremover.

4.2.6. Hvad angår medtagelsen af nye foranstaltninger til forebyggelse af årsagerne til de seneste havkatastrofer - hvoraf mange allerede er vedtaget under omstændigheder svarende til de nuværende(17) - må der skelnes mellem foranstaltninger, som kun vedrører bestemmelser, der endnu ikke er trådt i kraft, foranstaltninger, som kræver økonomisk støtte for at kunne gennemføres, og foranstaltninger, som kræver nye bestemmelser.

4.2.6.1. Første gruppe må omfatte:

- omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 417/2002 om spørgsmål vedrørende dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe(18), så det kommer til at omfatte målet om et sikkert og rent skib,

- umiddelbar gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/106/EF af 19. september 2001 om ændring af direktiv 95/21/EF om håndhævelse af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord,

- vedtagelse og anvendelse af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om miljøansvar med henblik på forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, samt forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet(19).

4.2.6.2. Anden gruppe - dvs. foranstaltninger, som kun kræver økonomisk støtte fra EU for at blive iværksat(20) - må omfatte:

- umiddelbar gennemførelse af foranstaltningerne i Erika-I- og Erika-II-pakken, især mht. indretning af modtagelseshavne for nødstedte skibe; styrkelse af et transeuropæisk netværk til overvågning af skibsfarten; samt krav om, at medlemsstaterne skal stille et tilstrækkeligt antal inspektører til rådighed for Fællesskabets havne;

- foranstaltninger til at holde farlige skibe væk fra de vigtigste skibsruter gennem oprettelse af korridorer langt fra kysten;

- oprettelse af et system for tilsyn med de stater, hvor skibe indregistreres.

- undersøgelse og identificering af affald (såsom kemiske bomber og containere med radioaktivt materiale), der deponeres i havmiljøet.

4.2.6.3. Tredje gruppe må omfatte udvikling af nye procedurer for anvendelse af bestemmelser, der tager fat på de kunstgreb, som virksomheder og myndigheder bruger til at udvande og omgå ansvar, kontrol og afgifter, såsom bekvemmelighedsflag, trusseredere osv.

4.3. EØSU er bekymret over mangelen på koordination mellem de forskellige myndigheder, ikke blot på medlemsstatsniveau, men også på regionalt niveau, det være sig i den samme medlemsstat eller ej. Derfor foreslås det at anvende nogle af de ordninger, der i forvejen er fastlagt i EU-lovgivningen, såsom bestemmelsen i vandrammedirektivet om, at de forskellige myndigheder i et afvandingsområde skal koordinere gennemførelsen af forvaltningsplanen og frem for alt give løbende information om de enkelte aspekter af denne plan.

Bruxelles, den 14. maj 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Topmøde om bæredygtig udvikling afholdt i Johannesburg i Sydafrika fra 26. august til 4. september 2002. Kapitel I-IV.

(2) BILAG I indeholder oplysninger om disse konventioner.

(3) KOM(2002) 181 endelig - EØSU's udtalelse CESE 1369/2002.

(4) Angives i BILAG 2.

(5) Direktiv 2000/60/EF - EFT L 327 af 22.12.2000.

(6) Direktiv 92/43/EF - EFT L 206 af 22.7.1992.

(7) Direktiv 79/409/EF - EFT L 103 af 25.4.1979.

(8) Direktiv 96/61/EF - EFT L 82 af 22.3.1997.

(9) Konvention om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav.

(10) Helsingfors-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøregionen.

(11) Konventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder.

(12) BILAG 3.

(13) Høringskonferencen om Kommissionens forslag, der blev afholdt den 4. og 6. december 2002 i Køge, definerede dette begreb som "samlet integreret forvaltning af menneskelige aktiviteter baseret på den bedste tilgængelige viden om økosystemet og dets funktion for at identificere og gribe ind over for påvirkninger, som er kritiske for de marine økosystemers sundhed, og derigennem opnå en bæredygtig udnyttelse af økosystembaserede goder og tjenesteydelser og bevare økosystemets integritet". I øvrigt er den økosystembaserede fremgangsmåde den primære ramme for handling under konventionen om biologisk diversitet. En økosystembaseret fremgangsmåde til biologisk diversitet i havet og langs kysterne er under udarbejdelse.

(14) Reform af den fælles fiskeripolitik. KOM(2002) 181 endelig - EUT C 85 af 8.4.2003.

(15) Jf. Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om skærpelse af sikkerheden til søs (KOM(2002) 681 endelig).og formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i København, den 12. og 13. december 2002 (13.12.2002, nr. 400/02).

(16) En sådan metode er blevet anvendt med gode resultater i forbindelse med Exxon Valdéz-ulykken i Alaska.

(17) De foranstaltninger, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet som led i Erika-I- og Erika-II-pakken trådte i kraft den 1. januar 2003 for skibe med enkeltskrog.

(18) Kommissionen fremlagde et forslag til ændring af forordningen den 20.12.02.

(19) Anvendelsen af princippet om, at forureneren betaler, følger gældende praksis i USA. Det bør dog forhindres, at redere kan frigøre sig fra dette ansvar ved at anvende bekvemmelighedsflag og dermed omgå EU-lovgivningen, som det er sket i praksis. Kommissionen har netop fremlagt KOM(2003) 92 endelig med et forslag til direktiv om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for ulovlig forurening.

(20) På mødet den 21. og 22. marts 2003 vedtog Det Europæiske Råd en styrkelse af disse økonomiske foranstaltninger.