52001AE1496

Det Økonomiske og Sociale "Udvalgs udtalelse om Regelforenkling"

(2002/C 48/28)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 28. februar 2001 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 2, at afgive en udtalelse om Regelforenkling.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Kenneth Walker til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 21. november 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 386. plenarforsamling den 28.-29. november 2001, mødet den 29. november, følgende udtalelse med 62 stemmer for, 5 imod og 5 hverken for eller imod.

1. Resumé og henstillinger

1.1. Overreguleringen af erhvervslivet er primært et nationalt problem, men det har også en europæisk dimension, som man bør se på. EU bør ikke kun gå i spidsen, når det gælder om at forenkle processen, men må tilskynde medlemsstaterne til at følge trop. Selv når lovgivningen stammer fra EU-niveau, er markedsovervågning medlemsstaternes ansvar, og medlemsstaternes myndigheder fortolker EU's lovgivningsinstrumenter ud fra deres egen forvaltningskultur og giver den en national "drejning".

1.2. Der er et åbenlyst behov for en gennemgribende revision af de retlige rammer inden for EU ledsaget af en strømlining og forenkling af det eksisterende lovkompleks. Klare og enkle målsætninger bør vedtages for denne indsats, der bør gennemføres på europæisk, nationalt og lokalt niveau og afpasses efter målet om at opnå virkelige resultater. Principerklæringer og forsikringer om gode intentioner er ikke være nok. ØSU afventer med interesse offentliggørelsen af den rapport, som Kommissionen vil fremlægge på rådsmødet i Laeken.

1.2.1. Denne revision af lovgivningen må ikke kun fokusere på fremtidig, men også på gældende lovgivning og må ikke kun dreje sig om at forenkle og forbedre metoder, men også tage sigte på at reducere lovmængden.

1.3. Det princip, der bør være bærende for revisionen af eksisterende lovgivning og for indførelsen af ny lovgivning, bør være det samme - det vil med andre ord sige, at medmindre det bevisligt er i offentlighedens interesse at bevare eller indføre lovgivning, bør lovgivning fjernes eller ikke indføres. Vælger man at bevare en eksisterende lovgivning, bør den om nødvendigt omskrives, så den bliver enklere, mindre tvetydig og mere gennemsigtig.

1.4. For at undgå nationale variationer i de retlige rammer, der ville skabe konkurrenceforvridning på det indre marked, bør der være en betydelig grad af harmoni mellem de gældende lovinstrumenter i de forskellige medlemsstater. Dette kan kun gennemføres, hvis en større andel af lovgivningen fastlægges på EU-niveau, og hvis man sikrer, at den inkorporeres på en mere ensartet måde i den nationale lovgivning og, hvad er lige så vigtigt, håndhæves mere ensartet. Standardisering er et centralt element i forbindelse med forenkling. De retlige rammer bør bidrage til, at der skabes lige markedsvilkår for europæiske virksomheder. Som situationen er i dag, er gennemførelsen og implementeringen af direktiver i medlemsstaterne en kilde til yderligere komplikationer, afvigelser og forsinkelser. Der er et klart behov for en parallel strategi til forenkling i medlemsstaterne, hvis denne proces skal lykkes på EU-niveau.

1.5. Man bør så vidt muligt finde alternativer, inden man overvejer ny lovgivning. Dette kan være i form af selvregulering, medregulering eller slet ingen regulering. Eventuelt bør man undersøge muligheden for, at markeder, der for øjeblikket reguleres, omlægges til selv- eller medregulering.

1.6. Lovgivning bør blandt andet være tilgængelig, relevant og afpasset efter behovet. Gældende EU-lovgivning kan gøres langt mere tilgængelig, end det er tilfældet i dag. Lovgivningen bør være så fleksibel, at der kan tages hensyn til hastigt forandrede omstændigheder, men samtidig må den på længere sigt være stabil nok til at skabe et klima af retlig sikkerhed.

1.7. Rammelovgivning er af natur mere fleksibel og giver virksomheder større frihed inden for allerede fastlagte rammer, men der er en risiko for, at det simpelthen vil flytte lovgivningsprocessen til et lavere niveau og skabe større afvigelser mellem medlemsstaternes retlige rammer. Der er den samme risiko, når det gælder gennemførelsen af subsidiaritetsprincippet.

1.8. Der er hyppigt lange forsinkelser i forbindelse med Rådets endelige vedtagelse af kommissionsforslag til forenklet lovgivning. ØSU opfordrer Rådet til at samarbejde mere effektivt om forenklingsprocessen ved at vedtage Kommissionens forslag inden for en kortere tidsramme.

1.9. ØSU fremlægger følgende specifikke henstillinger til, hvordan de retlige rammer på EU-niveau kan forbedres:

- Der bør oprettes et organ til at overvåge revisionen af gældende lovgivning og afstikke retningslinjerne for indførelse af ny lovgivning. Dette organ bør også foretage efterfølgende evalueringer af lovgivningens effekt. Dette organ bør bestå af medlemmer af Kommissionen, de nationale myndigheder og erhvervslivet.

- Der bør opstilles specifikke mål med henblik på at mindske lovmængden, dvs. mindske den samlede mængde forordninger og direktiver med 20 % over fem år.

- Al ny lovgivning og al gældende lovgivning, der fornyes, bør gives en afgrænset levetid og bør ved udgangen af denne periode automatisk ophæves, såfremt de ikke fornyes for en yderligere periode.

- SMV'er og især mikrovirksomheder bør undtages fra visse bestemmelser eller fra bestemte dele af visse bestemmelser. Disse undtagelser kunne være glidende og mere omfattende for mikrovirksomheder med færre end ti ansatte.

- EU-lovgivningen bør strømlines ved at fastlægge en "kernelovgivning", og der bør indføres en kodificeret proces efter det svenske eksempel med sigte på at skabe en vis ydre orden og rationalisering.

- EU-lovgivningen bør gøres mere tilgængelig. Man bør undersøge, hvordan man kan forbedre EF-tidende, og samtidig bør der være adgang til EU-lovgivningen via Internettet.

- Der bør så vidt muligt findes alternativer til lovgivning.

- I forbindelse med alle lovforslag bør en "prøve i forhold til offentlighedens interesser" benyttes.

- Man bør udnytte fremskridtene inden for informations- og kommunikationsteknologi fuldt ud til at nedbringe omkostningerne ved overholdelse af lovgivning.

- Fremover bør de konsekvensanalyser, Kommissionen foretager om lovforslag, indeholde en rapport, hvor alternative, ikke-lovgivningsmæssige forslag undersøges.

2. Indledning

2.1. Denne udtalelse er en opfølgning af ØSU's udtalelse om Regelforenkling i det indre marked, som blev vedtaget den 19. oktober 2000(1). I den udtalelse understregede ØSU, at det haster med at få igangsat en lovforenklingsproces i det indre marked, samtidig med at man forbedrer reglernes kvalitet, gør gennemførelsen mere effektiv og i højere grad fokuserer på det bidrag, som civilsamfundets aktører kan og skal yde.

2.1.1. Med henblik herpå anmodede ØSU om, at Det Europæiske Råd i Stockholm i foråret 2001 på forslag fra Kommissionen vedtog en flerårig forenklingsplan for perioden 2001-2005 med målsætninger, metoder, budgetmidler og opfølgnings- og kontrolressourcer. ØSU opfordrede til, at Det Europæiske Råd hvert forår gør status over gennemførelsen af denne plan på grundlag af en rapport fra Kommissionen.

2.1.1.1. ØSU foreslog en række konkrete tiltag:

- EU-institutionerne skal vedtage adfærdskodekser, der skal bidrage til at forenkle reglerne i stedet for at gøre dem mere komplicerede;

- Kommissionen bør vise et godt eksempel ved internt at fremelske en forenklingskultur;

- medlemsstaterne og deres forvaltninger bør vedtage adfærdskodekser og bidrage til videreformidlingen af bedste praksis;

- det er nødvendigt at forbedre konsekvensanalyserne, som bør ledsage alle lovforslag;

- Kommissionen bør tage valget af lovgivningsinstrumenter op til fornyet overvejelse;

- Kommissionen bør sikre, at ØSU inddrages tæt i fastlæggelsen, gennemførelsen og den årlige evaluering af forenklingsprocessen;

- Kommissionen bør hvert år høre ØSU om vigtige spørgsmål, som fortjener at blive omfattet af SLIM-projekter og "virksomhedspaneler".

2.1.1.2. For effektivt at kunne bidrage til forenklingsprocessen vedtog ØSU selv en adfærdskodeks. Denne er gengivet i bilag 1.

2.2. Mandatet fra Det Europæiske Råd i Lissabon understreger behovet for handling på nationalt plan. Det er i altovervejende grad på det nationale og subnationale plan, at virksomhederne pålægges lovgivningsmæssige byrder. Selv hvor lovgivningen indføres på EU-plan, er det op til medlemsstaterne at omsætte, gennemføre og håndhæve den. Hvis initiativet til forenkling og forbedring af den juridiske ramme skal lykkes, må alle aktører i "lovgivningskæden" medvirke aktivt, og EU-institutionernes og medlemsstaternes indsats må koordineres.

2.2.1. Der må lægges vægt på samspillet mellem EU-institutionerne og de nationale institutioner. For EU er det vigtigt at kunne forudse, hvilke virkninger nye bestemmelser vil få i de enkelte medlemsstater. Nye bestemmelser kan have vidtrækkende følger på nationalt plan, hvis de med overdreven iver omsættes til national lovgivning ("forkromningseffekt"). Det gælder navnlig bestemmelser, der fastlægger en "minimumsstandard" og giver medlemsstaterne frie hænder til at indføre strengere krav.

2.2.2. Det ligger i sagens natur, at der i første omgang må satses på at ophæve forældede regler, men hvis regelforenklingen skal have positive virkninger for erhvervslivet, er det også nødvendigt at revidere gældende bestemmelser og fastlægge procedurer for udarbejdelse af nye. Førstnævnte opgave er den mest omfattende, men sidstnævnte vil på længere sigt være den vigtigste. Regelforenklingen må fra første færd omfatte begge elementer for at undgå, at processen kører fast i principdebatter.

2.2.3. Procedurerne for udarbejdelse af nye regler bør omfatte indførelse af nye mekanismer til evaluering af lovgivningens praktiske virkninger.

2.3. Som led i forenklingsindsatsen bør man gøre fuld brug af de muligheder, som de informations- og kommunikationsteknologiske fremskridt åbner for. Især bør offentligheden via websteder have fri adgang til lovtekster på alle niveauer. Computere kan også mindske byrden ved rutinemæssige opgaver og derved lette overholdelsen af de pågældende regler, men computerne bør ikke være et påskud for at øge antallet af opgaver.

2.4. Regelforenklingen påvirker ikke kun erhvervslivet, men hele samfundet. Lovgivning, der ikke er tilstrækkelig klar, koncis og sammenhængende, fører til forvirring og uvished, hvilket er en byrde for arbejdsmarkedsparterne, forbrugerne, NGO'er og andre aktører i det organiserede civilsamfund. Eventuelle øgede omkostninger, som uklare regler medfører for erhvervslivet, væltes uvægerligt over på forbrugerne. Det er den enkelte borger, som det går mest ud over.

2.5. Regelforenkling skal også ses i sammenhæng med det indre marked. Den manglende harmonisering af lovgivningsinstrumenterne er en væsentlig hindring for fuldførelsen af det indre marked og fører ofte til konkurrenceforvridninger. Det opvejes til dels af gensidig anerkendelse, som imidlertid ikke fører til den konformitet, som et egentligt indre marked kræver.

3. De hidtidige resultater

3.1. ØSU har konsekvent støttet SLIM-initiativet (enklere lovgivning om det indre marked), som det altid har betragtet som et skridt i den rigtige retning. ØSU mener imidlertid, der skal mere til for at opnå egentlige forbedringer.

3.2. SLIM-initiativet blev lanceret af Kommissionen i maj 1996, men resultaterne har hidtil været særdeles skuffende. Der er taget hensyn til mange af ovennævnte henstillinger fra ØSU i Kommissionens forslag om fremtidige initiativer, der skal medvirke til at virkeliggøre Lissabon-topmødets mål om at gøre EU til "den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed." Kommissionen fremsatte forslagene i sin statusrapport til Det Europæiske Råd i Stockholm om "Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer(2)" Der er ikke, siden det blev formuleret, gjort egentlige fremskridt mod at virkeliggøre ovennævnte mål. Andre ting er i mellemtiden blevet prioriteret højere, og den dynamik, der blev skabt efter Lissabon-topmødet, er stort set forsvundet.

3.2.1. Molitor-rapporten af 1995 indeholdt 18 generelle henstillinger, som er gengivet i bilag 2. For et år siden bemærkede ØSU, at "mange af disse henstillinger efterfølgende stort set er gået i glemmebogen(3)". Der er i det store og hele ikke ændret ved denne situation.

3.2.2. Som det erkendes af Kommissionen, er det nødvendigt med konkrete forbedringer og forenklinger af de retlige rammer, hvis ovennævnte mål skal nås. I sin rapport til Det Europæiske Råd i Stockholm pointerer Kommissionen, at "enkeltpersoner og virksomheder, herunder navnlig små og mellemstore virksomheder, har behov for klare, effektive og praktiske retlige rammer i et verdensmarked i hastig forandring".

3.2.2.1. ØSU støtter denne strategi og har gentagne gange påpeget det særlige behov for at forenkle de regler, der gælder små og mellemstore virksomheder, herunder navnlig mikrovirksomheder, som i ethvert dynamisk samfund er den primære kilde til økonomisk vækst og jobskabelse. I en britisk undersøgelse, som "Institute of Directors" gennemførte for nylig, opgav størstedelen af mikrovirksomhederne den reguleringsmæssige byrde som den vigtigste hindring både for etablering og for udvidelse af en virksomhed.

3.2.2.2. Hvis hensigtserklæringen fra Lissabon-topmødet skal virkeliggøres, mener ØSU, at reglerne må opfylde deres sociale mål uden at være en hindring for handelen.

3.3. Kommissionen har opstillet følgende reguleringsstrategiske hovedprincipper:

- der må kun lovgives, hvor det er nødvendigt;

- der skal gennemføres omfattende høringer og konsekvensanalyser, før der fremsattes forslag;

- der skal vælges et passende retsinstrument;

- lovgivningsprocessen skal fremskyndes;

- der skal sikres hurtig og korrekt omsætning og effektiv anvendelse af reglerne;

- virkningerne af lovgivningen skal evalueres; og

- forenklingen og kodificeringen af eksisterende lovtekster skal fremskyndes.

3.3.1. ØSU går helhjertet ind for disse principper, men mener, at de eksisterende mekanismer for deres gennemførelse er mangelfulde. Som Kommissionen understreger, er det nødvendigt at udvikle strategien inden for EU's institutionelle rammer. Traktaterne frembyder muligheder, men indeholder samtidig begrænsninger. Kommissionen agter fortsat at udnytte traktatinstrumenterne fuldt ud og være den drivende kraft på basis af de beføjelser, den råder over.

3.4. Kommissionen mener ikke, at bestræbelserne på at forbedre og forenkle de retlige rammer er ensbetydende med "deregulering". Målet er bedre regulering, ikke deregulering. ØSU støtter også dette princip, men påpeger, at reguleringsmæssige forbedringer nødvendigvis kræver en reduktion i antallet af eksisterende regler uden dermed at bringe de nødvendige mål for de sociale og miljømæssige normer og almene forsyningspligtydelser i fare. Dette behøver ikke, og bør ikke, være ensbetydende med deregulering. Reglernes effektivitet afhænger af deres kvalitet og ikke af deres kvantitet. På mange måder er kvantitet kvalitetens fjende. Reglerne bør være:

- tilgængelige,

- relevante,

- utvetydige,

- neutrale,

- nødvendige,

- objektive,

- ensartede,

- enkle,

- rimelige,

- retfærdige,

- stabile og

- gennemsigtige.

De bør også være indbyrdes forenelige, effektive og omkostningseffektive.

3.4.1. Det sker for ofte, at to forskellige sæt regler er i modstrid med hinanden. Dette gælder navnlig subsidiær lovgivning, som indføres på regionalt og lokalt plan, og har især som følge, at målene for bestemmelserne opnås mindre effektivt. Det er først og fremmest vigtigt, at reglerne er omkostningseffektive. De fordele, de indebærer, må mindst opveje omkostningerne, herunder ikke kun de økonomiske omkostninger.

3.5. Hvad angår det indre marked skal effektiv regulering bane vejen for loyal konkurrence og ikke-diskrimination. Reglerne bør sikre, at borgerne beskyttes mod svig, forkerte oplysninger og fejldisponering. De bør også sikre markedsaktørerne "lige vilkår". Herudover bør reguleringen være fleksibel, og unødvendige indgreb må undgås. De retlige rammer må være tilstrækkeligt fleksible til at tage højde for nyudviklinger og til at holde trit med hastige teknologiske forandringer, men må samtidig være stabile og forudsigelige.

3.5.1. Reguleringstiltagene bør navnlig ikke hæmme markedsudviklingen eller stille EU's virksomheder eller borgere ringere hvad angår fuld udnyttelse af markedet til at skabe beskæftigelse og forbedre levestandarden.

3.5.2. Effektiv regulering er ikke mulig uden en vis deregulering. Regelforenkling kan ikke opnås ved blot at erstatte gamle regler med nye. Det, der skal til, er en gennemgribende revision af de retlige rammer.

3.6. Målene for reguleringen bør klart fremgå af fællesskabslovgivningen eller den nationale lovgivning. Reglerne skal have til hensigt at fremme forbrugernes interesser via effektiv konkurrence og i påkommende tilfælde sikre, at der stilles almene tjenesteudbud til rådighed.

3.7. Det gælder nu om at sikre reelle fremskridt i regelforenklingen på europæisk, nationalt og lokalt plan. Indsatsen må ikke være begrænset til principerklæringer. Der er behov for en holdningsændring og nye lovgivningsmæssige rammer.

3.8. At EU i øjeblikket sætter fokus på udvidelsen, gør det endnu mere presserende at forenkle EU's regelstruktur.

4. Alternativer til lovgivning

4.1. Der findes tre former for regulering:

- lovgivning

- medregulering

- selvregulering

4.2. Alle tre former kan eksistere side om side inden for samme marked, og det er nok mere hensigtsmæssigt at betragte med- og selvregulering som supplerende metoder frem for som alternativer til lovgivning.

4.3. Et tydeligt eksempel er liberaliseringen af markeder, der tidligere var domineret af et monopol, der oftest var statsejet. I liberaliseringens tidlige stadier er det ofte nødvendigt med en høj grad af regulering og statsligt tilsyn, hvor reguleringen for så vidt træder i stedet for konkurrence. Et af reguleringens hovedmål er at sikre rimelig og effektiv konkurrence på markedet og, hvad der er endnu vigtigere, at fremme konkurrencen. Samtidig må man sikre, at alle borgere har adgang til vigtige tjenesteydelser, således som forsyningspligten inden for basale tjenester lægger op til.

4.3.1. Når der først er etableret fri konkurrence mellem en række uafhængige markedsaktører, beskytter konkurrencepresset forbrugeren mod for høje priser, diskrimination og urimelig markedspraksis. Virksomhederne kan kun forbedre deres markedsposition ved at tilbyde bedre tjenester, et større udvalg og lavere priser. Under disse omstændigheder er traktatens generelle konkurrenceregler et mere holdbart udgangspunkt, og lovgivningsmyndigheden kan gradvis trække sig tilbage til fordel for markedskræfterne, så der i sidste ende kun lovgives på områder, hvor de politiske mål ikke kan nås via konkurrence alene. Dette kan føre til selvregulering eller medregulering.

4.3.2. Selvregulering er frivilligt, bygger på samarbejde mellem alle interesserede parter og inkorporerer fællesskabsbestemmelser for aftaler mellem parterne, hvor dette er relevant. Kendetegnende for den nye økonomi er hastige teknologiske forandringer, en hurtig udvikling af markederne og øget globalisering. I dette meget omskiftelige miljø kan selvregulering være et effektivt værktøj. Kommissionen har konsekvent anbefalet selvregulering som et fleksibelt, effektivt og rentabelt alternativ til lovgivning inden for mange områder. ØSU støtter også denne fremgangsmåde, forudsat at visse betingelser er opfyldt. Selvregulering er ikke ensbetydende med "selvhåndhævelse", men må være i overensstemmelse med og understøttes af loven. Selvregulering må tage udgangspunkt i et interessefællesskab mellem erhvervslivet og offentligheden, og den skal kunne håndhæves, efterprøves og revideres. Endvidere skal selvreguleringen være effektiv med klare regresmuligheder, navnlig på tværs af grænser. Selvregulering er ikke en universalløsning (nationalt baseret selvregulering kan i nogle tilfælde skabe nye hindringer for den frie bevægelighed for tjenesteydelser, og reguleringstiltag fra erhvervssammenslutninger kan forfordele de virksomheder, herunder navnlig SMV'er, der ikke er medlem af den pågældende sammenslutning), men under de rette betingelser kan denne form for regulering være et nyttigt værktøj til at undgå besværlig lovgivning.

4.3.3. Medregulering kombinerer lovgivningselementer, navnlig lovgivningens forudsigelighed og bindende karakter, med selvreguleringens mere fleksible system. Medregulering er en videreudvikling af selvreguleringen til en samarbejdsbaseret styreform, som begrænser indblanding fra de offentlige myndigheder til det strengt nødvendige og så vidt muligt overlader det til erhvervslivet at afgøre, hvordan det vil imødekomme sine forpligtelser. I stedet for blot at lade lovgivning og selvregulering eksistere side om side indebærer medregulering en ansvarsdeling mellem offentlige og private aktører. Dette har allerede vist sig nyttigt på en række felter, herunder:

- den "nye strategi", hvor de grundlæggende krav fastlægges i et rammedirektiv, idet markedsaktørerne selv afgør, hvordan de bedst kan imødekomme deres forpligtelser. Afgørende for de grundlæggende krav er at de er teknologineutrale;

- de muligheder, Maastricht-traktaten har skabt for at anvende aftaler mellem arbejdsmarkedets parter (på parternes eget initiativ eller på forslag fra Kommissionen) som alternativ til lovgivning på områder, der har at gøre med arbejdsvilkår og adgang til arbejdsmarkedet.

4.3.3.1. Medreguleringens største udfordring består i at opstille og fastholde politiske mål og samtidig give mulighed for større fleksibilitet i den reguleringsmæssige ramme. Med dette for øje er det først nødvendigt at kortlægge områder, hvor medregulering vil fungere bedst. Derefter er der behov for omfattende tilbagemeldinger. Delløsninger vil ikke fungere. Endelig må der handles hurtigt. Globaliseringspresset dikterer en stram tidsplan.

4.3.3.2. På et kollokvium om medregulering i det indre marked, som ØSU's Markedsobservatorium afholdt i Bruxelles den 3. maj 2001, blev det konkluderet, at medreguleringspraksis i det indre marked stadig er kendetegnet ved betydelige forskelle. På nogle områder (standardisering, sociale spørgsmål) er procedurerne velgennemtænkte, velstrukturerede og grundigt afprøvede på EU-plan, mens de på andre områder (forbrugerspørgsmål, miljø, finansielle tjenesteydelser) stadig befinder sig på et begynderstadium og er kendetegnet ved tilfældighed og decentralisering, skønt udviklingspotentialet er ganske betydeligt.

4.3.3.3. Medreguleringstiltag indebærer generelt den fordel, at de forenkler reglerne, aflaster lovgivningsapparatet, muliggør hurtigere tilpasning til forandringer og fremmer en ansvarsdeling mellem erhvervslivets og civilsamfundets aktører. Hvis tiltagene skal være effektive, må erhvervslivet og det organiserede civilsamfund have tilstrækkeligt spillerum. Effektivitet i medreguleringen kræver endvidere partnerskab med de offentlige myndigheder, repræsentative aktører, gennemsigtige procedurer, effektiv gennemførelse samt streng overvågning af tiltagenes virkning og opfølgning, bl.a. af de offentlige myndigheder.

4.3.3.4. Forskellige medreguleringsstrategier med inddragelse af socioøkonomiske grupper kan bidrage væsentligt til en funktionel forbedring af det indre marked, der står over for udvidelse, uddybning og globalisering - en tredobbelt udfordring.

4.4. Et andet alternativ til lovgivning er at undlade at fastsætte regler, idet ansvaret overlades til markedet. Selv om denne løsning ikke er hensigtsmæssig i alle tilfælde, bør der ikke helt ses bort fra den. Det første spørgsmål, der må stilles i forbindelse med et lovforslag, er "Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at lovgive"? ØSU bør tage fat på dette aspekt i sine udtalelser om lovforslag. Samme spørgsmål bør stilles i forbindelse med indførelsen af medregulerings- og selvreguleringssystemer.

4.5. Enhver form for regulering, hvad enten der er tale om lovgivning, medregulering, selvregulering eller en kombination af disse, vil have en negativ indvirkning på handelen, medmindre reglerne er ensartede og anvendes på samme måde. Intet er mere ødelæggende for forretningslivet end uvished på lovgivningsområdet.

5. Forenkling af den eksisterende lovgivning

5.1. Forenklingen og den systematiske ajourføring af den eksisterende lovgivning bør sikre, at det aktuelle lovkorpus lever op til sine mål. Kommissionen agter derfor:

- hurtigt at vurdere eventuelle tilbagemeldinger, der afslører unødigt komplicerede forhold;

- at opstille en flerårig plan for forenklingsindsatsen, som ajourføres regelmæssigt, og i den forbindelse anvende politisk bindende tidsplaner, som de forskellige institutioner har aftalt;

- at foreslå, at der indgås en interinstitutionel aftale med henblik på at fastlægge principper for regelforenkling og yde en politisk indsats for at fremskynde det nødvendige lovgivningsarbejde;

- systematisk at indføre et forenklingselement i enhver politisk revision af gældende direktiver eller forordninger;

- at bygge på den hidtidige indsats for kodificering, omarbejdning og konsolidering af eksisterende instrumenter samt med orientering for øje at sikre en systematisk og hurtig offentliggørelse af konsoliderede tekster, hver gang der indføres en ændring.

5.2. ØSU støtter i princippet disse tiltag, men er bange for, at de ikke i sig selv vil være tilstrækkelige til at afstedkomme den kraftige forbedring af status quo, som der er så hårdt brug for. EU's nuværende regelværk omfatter over 80000 sider, herunder næsten 10000 sider af ni forskellige typer lovtekst, og er så kompliceret, at kun særligt uddannede og erfarne advokater kan finde rundt i indholdslabyrinten. Dette skaber ikke alene en tung byrde for virksomhederne i de nuværende medlemsstater, men fremkalder endvidere en næsten uudholdelig situation for ansøgerlandene, eftersom mængden af EU-lovgivning vokser hurtigere end ansøgerlandene kan gennemføre den eksisterende lovgivning.

5.3. ØSU frygter, at revisionen af de gældende bestemmelser vil blive præget af tilfældighed og ineffektivitet, hvis den kun udløses af tilbagemeldinger fra markedet. Det, der er behov for, er en omhyggelig og gennemgribende revision af al gældende lovgivning. Det ledende princip for en sådan revision bør være, at hvert enkelt retsinstrument straks bør ophæves, medmindre der er et klart og overbevisende argument for, at det vil tjene offentlighedens interesse at bevare det.

5.4. Det er imidlertid ikke nok at fjerne forældet lovgivning. Selv i tilfælde, hvor der helt klart er behov for lovgivning, er det ingen selvfølge, at den bevares i sin hidtidige form. Fællesskabslovgivningen har udviklet sig stykkevis, idet den gældende lovgivning er blevet ændret for at kunne tilpasses ændrede forhold. Dette har ført til en mangfoldighed af ændringer til bestemte direktiver. Hver gang situationen ændrer sig, kobles der nye bestemmelser på en allerede kompleks struktur, hvilket har ført til retsinstrumenter, som er indviklede, forvirrende og i nogle tilfælde indbyrdes modstridende. Det vil i mange tilfælde, hvor der er ikke er tale om at ophæve direktiver, være nødvendigt at foretage en grundlæggende omarbejdning at teksten af hensyn til kravet om en klar, sammenhængende og kortfattet retsstruktur. Det er i den forbindelse også vigtigt, at man omhyggeligt undersøger, hvordan ændringerne vil indvirke på den sociale og miljømæssige standard.

6. Det svenske eksempel

6.1. Som led i enhver undersøgelse af denne art er det hensigtsmæssigt at kigge på eksempler på god praksis. Sverige er en af de medlemsstater, der har anlagt en systematisk regelforenklingsstrategi.

6.2. Det er ganske lærerigt at kigge nærmere på retsstrukturen i Sverige. Øverst i hierarkiet findes lovene, som vedtages af rigsdagen. Antallet af love er i øjeblikket lidt under 1000. Herunder kommer bekendtgørelserne, som udstedes af regeringen. Antallet af bekendtgørelser anslås til at være over 2000. Det næste led i retshierarkiet er de ministerielle styrelsers retsinstrumenter, som kan opdeles i officielle cirkulærer og generelle henstillinger. Førstnævnte er juridisk bindende. Sidstnævnte er ikke juridisk bindende, men tillægges ikke desto mindre stor betydning, selv af domstolene. I alt er der ca. 7000 centrale retsinstrumenter i ovennævnte kategorier svarende til ca. 40000 sider lovtekst, hvoraf 8 % er EU-relaterede. Der tilføjes i øjeblikket ca. 5000 sider ny og ændret lovgivning om året, hvoraf ca. 80 % ikke er "nye" bestemmelser, men ændringer i eksisterende bestemmelser. Med andre ord må erhvervsfolk og deres rådgivere hvert år tilegne sig 5000 sider nye lovkrav og "glemme" 4000 sider eksisterende lovgivning. I visse andre medlemsstater er disse tal meget højere.

6.2.1. Under disse centrale retsinstrumenter er der yderligere tre reguleringskategorier: regionale bestemmelser, kommunale bestemmelser og overenskomstaftaler. Sidstnævnte forhandles af arbejdsmarkedets parter. Disse subsidiære bestemmelser bør ikke ignoreres og deres betydning ikke undervurderes.

6.2.2. Der kan uddrages tre vigtige konklusioner af de svenske tal:

- tilvæksten af ny og ændret lovgivning på regeringsplan er ca. 12,5 % om året;

- EU's andel af lovgivningen er forholdsvis lav;

- jo længere nede i lovgivningshierarkiet, man befinder sig, jo større er mængden af lovgivning.

6.2.2.1. Skønt der her er tale om svenske tal, vil billedet formodentlig være det samme - med mindre lokale forskelle - i andre medlemsstater. Det er navnlig sandsynligt, at forholdet mellem EU-lovgivningen og den nationale lovgivning vil være mere eller mindre ens overalt.

6.3. Henimod slutningen af 1980'erne gik man i Sverige i gang med at rationalisere styrelsernes cirkulærer. For at skabe orden i systemet og forbedre offentlighedens og erhvervslivets adgang til cirkulærerne etablerede de centrale styrelser særlige lovkodekser, hvoraf der i dag er 55.

6.3.1. Det svenske eksempel har vist, at regeringens og rigsdagens forenklingsindsats stort set vil være forgæves, medmindre de forskellige styrelser og organer selv viser interesse for sagen. Det fremgår endvidere af eksemplet, at et centralt initiativ kun har ringe muligheder for at lykkes, hvis ikke ledelsen heraf placeres allerøverst i hierarkiet. Det har endvidere vist vigtigheden af at opstille konkrete mål.

6.4. Rammelovgivningens betydning er steget i de seneste år. Denne form for lovgivning har fremvist tydelige fordele i forhold til tidligere års overdrevent detaljerede love, navnlig i lyset af den hastige teknologiske udvikling, men har også haft den ulempe, at den har ført til en kraftig forøgelse af retsinstrumenter på lavere niveauer. For eksempel har den svenske fødevarelov, en beskeden lov på kun 6 sider med 35 artikler, affødt over 100 vedtægter fra forskellige styrelser med et samlet sidetal på over 1800.

6.5. Sverige har gennemført foranstaltninger, der skal lette reguleringsbyrden for SMV'er ved at undtage eller delvis undtage dem fra visse bestemmelser, eller ved at slække på overholdelseskravene. Der er taget lignende skridt i USA, hvor det har været et effektivt middel til at fremme iværksætterånden. I modstrid med den gængse opfattelse er USA et stærkt reguleret samfund, men de mindre virksomheders centrale organ, Small Business Administration (SBA), har gjort en indsats for at mindske den reguleringsmæssige byrde, navnlig for mikrovirksomheder.

6.5.1. Dette eksempel kunne i vid udstrækning følges i EU. Der vil naturligvis være nogle bestemmelser, hvorfra ingen kan undtages, men mange bestemmelser er uforholdsmæssigt byrdefulde for mikrovirksomheder og en hæmsko for deres etablering. I sådanne tilfælde ville der kunne slækkes på kravene uden at udhule principperne bag lovgivningen.

7. Det Økonomiske og Sociale Udvalgs adfærdskodeks

7.1. Forenklingsbestræbelserne blev styrket af ØSU's initiativ vedrørende udvikling og vedtagelse af en adfærdskodeks. Det er vigtigt, at ØSU fremskynder gennemførelsen af denne kodeks for at fastholde dynamikken.

7.2. Et af nøgleelementerne i ØSU's adfærdskodeks har været indførelsen af en systematisk overvågning af konsekvensanalysen af hvert enkelt lovforslag, men kun få, om overhovedet nogen, af de udtalelser, ØSU siden har afgivet, har taget fat på dette aspekt.

7.3. ØSU har påtaget sig at henlede EU-institutionernes opmærksomhed på det eventuelle behov for, at EU anlægger en reguleringsstrategi baseret på kontraktlige aftaler, selvregulering og medregulering. Til den ende afholdt ØSU's Markedsobservatorium et kollokvium i maj 2001 med deltagelse af repræsentanter for fem generaldirektorater fra Kommissionen og andre EU-institutioner.

7.4. ØSU har påtaget sig at indlede en dialog med de økonomiske og sociale aktører i EU, med Regionsudvalget og med de økonomiske og sociale råd i medlemsstaterne for herved at bidrage til en effektiv regelforenklingsproces. Der er endnu ikke iværksat nogen egentlig struktureret dialog herom, men Markedsobservatoriet vil i det kommende år indlede en række besøg hos nationale økonomiske og sociale råd, hvor man vil drøfte spørgsmålet om regelforenkling. Endvidere er der etableret en indledende kontakt med Regionsudvalget.

7.5. I forbindelse med fastlæggelsen af ØSU's adfærdskodeks blev det konstateret, at ØSU, skønt det i vid udstrækning støttede Kommissionens forenklingstiltag, sjældent fremsatte egne forenklingsforslag eller enklere alternativer til Kommissionens forslag. Dette er desværre stadig tilfældet.

7.6. Der kan ikke herske tvivl om, at ØSU, ligesom Kommissionen, de øvrige EU-institutioner og medlemsstaterne, må være mere aktiv på dette område.

8. Spørgsmålet om regulering

8.1. Regelforenkling er lige så komplekst som det problem, det søger at løse, og rejser en række modstridende spørgsmål.

8.2. Rammelovgivning er et eksempel herpå. Det er hævet over enhver tvivl, at en alt for detaljeret lovgivning er ude af trit med et marked, som er i hastig udvikling, og hvor teknologiske fremskridt truer med at gøre lovgivningen forældet, næsten før den er vedtaget. Dette fører til et behov for konstant opdatering og ændring af love, hvilket skaber usikkerhed om lovgivningen og ofte fører til lovgivningstiltag, der er så komplekse, at de nærmest er uforståelige. Derfor bør man så vidt muligt holde lovgivningen i generelle vendinger, som nemmere kan tilpasses udviklingen.

8.2.1. Princippet bag rammelovgivning er imidlertid, at virksomheder skal være frit stillet inden for de begrænsninger, der er fastlagt; man bryder dette princip, hvis rammelovgivning på EU-plan fortolkes forskelligt i de forskellige nationale lovgivninger, eller hvis rammelovgivning på nationalt plan udfyldes af bestemmelser, der udarbejdes af lavere eller lokale instanser. Rammebestemmelser er at foretrække, hvis de giver tilstrækkelig fleksibilitet til at tackle den hastige udvikling og giver virksomheder handlefrihed inden for forud fastsatte grænser, men kan være skadelige, hvis de blot forskyder lovgivningsmagten fra den politiske sfære til et lavere niveau.

8.3. Et andet eksempel er spørgsmålet om subsidiaritet. Det er almindeligt anerkendt, at man i forbindelse med alle lovgivningstiltag skal tage udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet. Som følge heraf må EU ikke lovgive om noget, der kan klares via national lovgivning eller løses på anden måde end via lovgivning; ligeledes bør intet reguleres centralt af en medlemsstat, hvis det bedre kan klares på regionalt eller kommunalt niveau.

8.3.1. I praksis giver anvendelsen af dette princip anledning til betydelige vanskeligheder for såvel virksomheder som medlemsstaternes administrationer. Når lovgivning i henhold til subsidiaritetsprincippet skal vedtages på nationalt niveau, fører dette ofte til væsentlige forskelle i den måde, hvorpå lovgivningen er udformet i hver enkelt medlemsstat. Dette er også i endnu højere grad tilfældet, når lovgivningsbeføjelser udøves på lokalt plan. Derfor kan subsidiaritetsprincippet medføre, at virksomheder står over for modstridende bestemmelser om samme spørgsmål i forskellige medlemsstater og endda inden for samme medlemsstat. Subsidiaritet og forskellighed er to sider af samme sag.

8.3.2. Man kan argumentere for, at behovet for ensartethed i det indre marked burde føre til en anvendelse af subsidiaritetsprincippet, hvorefter en langt større del af lovgivningen skal vedtages på EU-plan, end tilfældet er i dag. Desuden burde lovgivningen holdes i sådanne termer, at der ikke var plads til substantielle ændringer i forbindelse med inkorporeringen på nationalt eller lokalt niveau. Man bør jo ikke glemme, at EU-lovgivningen i sig selv sigter mod forenkling via en harmonisering og forening af de femten medlemslandes forskellige regelsæt, for at det indre marked kan fungere effektivt.

8.4. Håndhævelse af lovgivningen er et andet spørgsmål, der er relevant for dette emne. Selv inden for de relativt få områder, hvor der er overensstemmelse mellem medlemsstaternes lovgivning, er der ofte store forskelle på, hvorledes lovgivningen håndhæves. Dette skaber konkurrenceforvridning inden for det indre marked.

8.5. Et af nøgleelementerne i effektiv lovgivning er tilgængelighed. Virksomheder og andre brugere af lovgivningen har brug for at kende deres rettigheder og pligter og burde kunne gøre sig bekendt med de gældende retsregler uden unødigt besvær eller udgifter. Det er en ulykkelig kendsgerning, at EU's regelværk ikke alene er svær at forstå, men også relativt utilgængelig. Førstnævnte problem kunne løses ved at identificere en "EU-kernelovgivning", der skulle indeholde de grundlæggende elementer af de omtrent 1200 direktiver og forordninger, udstedt af Rådet, og de 2500 tilknyttede direktiver og forordninger, der er udstedt af Kommissionen. Det ville også være nyttigt at indlede en kodificeringsproces, som man har gjort det i Sverige. Det andet problem ville kræve en revision af De Europæiske Fællesskabers Tidende, hvor det nuværende publikationssystem synes unødigt kompliceret og svært at overskue. Supplerende kunne man gøre hele EU-lovgivningen tilgængelig på et særligt web-sted og fremhæve ændringer af lovgivningen i takt med vedtagelse heraf.

8.6. Proportionalitetsprincippet er ligeledes af afgørende betydning. I lovgivningsmæssig sammenhæng følger det af dette princip, at virksomheder ikke må pålægges større byrder, end hensynet til almenheden retfærdiggør. Derfor burde det være en betingelse i forbindelse med indførelse af ethvert lovgivningstiltag på EU-, nationalt eller lokalt plan, at de, der har fremsat forslag herom, klart skulle kunne påvise, at det var nødvendigt i almenhedens interesse. Samme kriterium skulle anvendes i forbindelse med revision af den eksisterende lovgivning.

8.6.1. Lovbestemmelser bør være klare og utvetydige. Desværre er det ikke altid tilfældet på EU-niveau og i endnu mindre grad længere nede i det lovmæssige hierarki. Bestemmelser, som udarbejdes med henblik på at få løst enkeltsager, bliver ofte "klistret oven på" eksisterende bestemmelser, som ikke oprindeligt var udarbejdet med dette formål for øje. Dette skaber situationer, hvor det selv for eksperter er uklart, hvorvidt en given situation henhører under den ene eller den anden del af en forordning, under en helt anden forordning eller slet ikke hører under nogen forordning. En sådan mangel på klarhed er skadelig for alle berørte parters interesser: virksomheder, offentligheden, nationale administrationer og EU-institutioner.

8.7. ØSU mener, at der er et presserende behov for at revidere den eksisterende lovgivning og at fastlægge retningslinier for indførelse af ny lovgivning. Spørgsmålet er, hvordan og af hvem en sådan revision bør gennemføres. Erfaringerne fra Sverige viser, at de bedste resultater opnås under følgende betingelser:

- når de berørte organer er involveret i processen;

- når processen styres fra toppen af det politiske hierarki;

- når der er en aktiv dialog mellem organer og markeder; og

- når man har sat sig specifikke mål.

Det er dog måske urealistisk at forvente, at embedsmænd skal være foregangsmænd i arbejdet med at reducere og rationalisere lovgivningen; det er vigtigt, at de er med, men drivkraften må komme fra en anden kilde, som kun kan være politisk, men politiske ledere har mange andre opgaver og forpligtelser.

8.7.1. ØSU henledte i sin tidligere udtalelse om emnet(4) opmærksomheden på behovet for at styrke konsekvensanalysernes uvildighed og kvalitet ved at sikre, at der afsættes tilstrækkelige midler til formålet, at man bruger initiativretten, ligesom der bør fastlægges gode arbejdsmetoder og ske en effektiv høring af de direkte berørte socioøkonomiske kredse. ØSU fandt, at man kunne opnå dette, ved at Kommissionen overlod konsekvensanalyserne til et eksternt organ, der havde de krævede kvalifikationer, og som kunne leve op til det nødvendige kriterium om uafhængighed.

8.7.2. ØSU mener, at dette skulle ske i form af et permanent udvalg på EU-niveau, som tillige kunne få til opgave at overvåge arbejdet med en forenkling af lovgivningen. For at sikre en aktiv dialog mellem organer og markeder, skulle dette udvalg omfatte repræsentanter for virksomheder, Kommissionen, organerne og andre socio-økonomiske aktører. Dette er en mangel i den eksisterende proces. EU har omhyggeligt sørget for, at alle nationale organer har været repræsenteret i udvalgene, men talsmænd for markederne har ikke været nær så godt repræsenteret. Virksomheder er "forbrugere" i relation til lovgivning, og det er lige så vigtigt for dem som for nationale instanser at være direkte repræsenteret i revisionsudvalget. De er trods alt i den bedste position til at vurdere indvirkningen af lovgivningen på deres aktiviteter. Ideelt set burde man oprette et tilsvarende udvalg på nationalt niveau for at påtage sig samme funktion i relation til den nationale lovgivning, der er af langt større omfang. Det ville selvsagt være ønskeligt, at der var en tæt kontakt mellem EU-udvalget og dets nationale modstykker. De nationale udvalg kunne have den yderligere funktion at undersøge nationale loves overensstemmelse med EU-lovgivningen.

8.7.3. Dette udvalg kunne tillige varetage nogle eller samtlige af de følgende funktioner:

- udpege hvilken del af den eksisterende lovgivning, man kunne inddrage i SLIM-initiativet;

- fastlægge retningslinier for indførelsen af ny lovgivning;

- fastsætte mål for en begrænsning af lovmængden;

- kodificere EU's regelværk;

- formulere konsekvensanalyser;

- markedsovervågning;

- udføre efterfølgende evalueringer af virkningerne af de lovgivningsmæssige instrumenter i praksis;

- overtage de europæiske virksomhedspanelers arbejde;

- følge de fremskridt, som taskforcen for forenkling af erhvervsklimaet (BEST) gør; og

- koordinere de forskellige eksisterende forenklingsinitiativer (SLIM, BEST, "virksomhedspaneler", konsekvensanalyser).

8.8. En foranstaltning, som i høj grad ville gøre dette udvalgs arbejde nemmere og yde et stort bidrag til den langsigtede forenkling af regelstrukturen, ville være at lade alle nye bestemmelser (inklusive eksisterende lovgivning, som man efter revisionen beslutter sig for ikke at røre) gælde for en tidsbegrænset periode, hvorefter de automatisk ville udløbe, medmindre de blev fornyet (såkaldt "sunset legislation"). Dette ville sikre, at disse bestemmelser systematisk skulle underkastes en revision, og at deres begrundelse ville blive taget op til revurdering med henblik på at fastslå, om de burde forblive i kraft. Den tidsbegrænsede periode behøvede ikke være den samme for alle lovgivningsinstrumenter; nogle kunne f.eks. gælde for en periode på syv år, mens andre p.g.a. deres karakter kunne gælde for en kortere periode. Man kunne indføre en lignende procedure på nationalt niveau.

8.9. Der skal væsentlig mere gang i denne forenklingsproces for at gøre udvidelsen af EU nemmere. Man pålægger ansøgerlandene en unødig byrde i deres bestræbelser på at omsætte EU's regelværk pga. den uforholdsmæssige kompleksitet af en stor del af EU-lovgivningen. Hvis der ikke gøres noget ved denne situation, før de optages, vil deres virksomheder og især deres SMV'er skulle bære de ekstra og unødige udgifter, som deres modparter i medlemsstaterne i øjeblikket lider under. Disse udgifter vil veje tungere på virksomheder i ansøgerlandene end på virksomhederne i medlemsstaterne, eftersom førstnævnte skal operere i økonomier, der er langt mindre udviklede.

8.10. Kompleksiteten af den eksisterende lovgivning rejser også spørgsmål i relation til retsstatsprincippet. Ukendskab til loven er ingen undskyldning, og mange små virksomheder er i fare for at blive tvunget til at operere på den forkerte side af loven, fordi de ikke kan gennemskue indholdet og udstrækningen af deres retlige forpligtelser. Lovgivningens kompleksitet har resulteret i en situation, hvor nogle få højt specialiserede jurister nærmest har fået eneret på fortolkningen af mere indviklede spørgsmål, fordi disse jurister er få og besidder en efterspurgt ekspertise, kan de forlange eksorbitante salærer, hvilket betyder, at kun de største organisationer kan gøre brug af dem.

8.11. Der eksisterer et omfattende lovhierarki, der er opbygget, som følger:

>TABELPOSITION>

Hertil kommer bestemmelser fra internationale organer, som f.eks. WTO og ILO og bestemmelser, der følger af internationale aftaler, både bilaterale og multilaterale.

8.11.1. I mange, om ikke i alle medlemsstater øges lovgivningsmængden, jo længere ned i lovgivningshierarkiet, man kommer. Desuden er anvendelsen af de lovgivningsmæssige beføjelser ofte mere rigid og inkonsekvent på de lavere niveauer. Det er derfor lovgivningen på kommunalt, lokalt og regionalt niveau, som tynger virksomhederne og især SMV'er mest. Dette forværres yderligere af forskelle i medlemsstaterne med hensyn til forretningsskik, som, selv om den ikke har lovkraft, alligevel i mange tilfælde anvendes arbitrært.

8.11.2. Indvirkningen af subsidiær lovgivning skal ikke alene vurderes ud fra de udgifter og det bureaukrati, som pålægges forretningslivet, men også ud fra et synspunkt om demokratisk legitimitet. Subsidiær regulering bliver ofte til uden noget egentligt retligt grundlag. At parlamenter og regeringer ofte tillader anonyme organer at påtage sig lovgivningsmæssige beføjelser underminerer legitimiteten af lovgivningsprocessen og graden af accept heraf. Desuden mangler der ofte gennemsigtighed i den subsidiære lovgivningsproces.

8.12. En af grundene til, at EU-lovgivningen er så kompleks, er de mange og ofte modstridende ændringer, som fremsattes til forslagene i Parlamentet og Rådet i bestræbelserne på at opnå enighed. Selv om ØSU ikke har en løsning herpå, skal man dog påpege, at et krav om konsensus nødvendigvis øger et givent lovgivningstiltags kompleksitet. Hertil kommer, at konsekvensanalyserne tager udgangspunkt i Kommissionens forslag og ikke nødvendigvis er relevante for den efterfølgende lovgivning, som kan variere betydeligt fra det oprindelige forslag.

9. Det Økonomiske og Sociale Udvalgs rolle

9.1. I sin tidligere udtalelse(5) fremhævede ØSU den vigtige rolle, som det i kraft af at være den eneste forsamling, der repræsenterer hele spektret af lovgivnings"brugere", har at spille i forbindelse med formuleringen og overvågningen af en ny EU-politik for forenkling; ØSU opfordrede Kommissionen til at sætte det i stand til mere effektivt at påtage sig denne funktion ved:

- at høre ØSU på et tidligere stadium i processen, hvor dette er muligt, så merværdien af ØSU's råd vedrørende forenkling ikke kompromitteres;

- navnlig at høre det hvert år, i forbindelse med at Kommissionen forelægger ØSU det vejledende årsprogram over påtænkte høringsanmodninger, om forberedelsen af den statusrapport over forenklingsprocessen, som skal forelægges for Det Europæiske Råd i foråret;

- at inddrage det direkte i overvejelserne om at forbedre og styrke konsekvensanalyserne.

9.1.1. ØSU skal hermed gentage disse anmodninger.

9.1.1.1. For sin part vil ØSU forpligte sig til at være mere aktiv i forbindelse med gennemførelsen af sin egen adfærdskodeks.

10. Konklusion

10.1. Der er få nye idéer i denne udtalelse. Forenklingsprocessen behøver ikke nye idéer. Hvad den behøver, er en effektiv implementering af de idéer, som allerede er blevet fremført af ØSU, Kommissionen, Det Europæiske Råd i Lissabon, Molitor-rapporten og utallige andre involverede organer. Skønt ØSU er klar over, at det ofte er let at gøre ting mere komplicerede og vanskeligt at gøre dem mere enkle, bemærker ØSU, at det ikke giver mening at tale om forpligtelser, hvis vi ikke er forberedt på at implementere dem, og det er nytteløst at indføre nye forpligtelser, når de eksisterende ikke opfyldes.

Bruxelles, den 29. november 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 14 af 16.1.2001, s. 1.

(2) KOM(2001) 130 endelig, 7.3.2001.

(3) EFT C 14 af 16.1.2001, s. 1.

(4) EFT C 14 af 16.1.2001, s. 1.

(5) EFT C 14 af 16.1.2001, s. 1.