22.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/1

(1)

Nationale dommere og anklagere spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at EU-retten overholdes. Det er af største betydning, at der er et effektivt samspil mellem nationale dommere og Den Europæiske Unions Domstol inden for rammerne af proceduren for Domstolens præjudicielle afgørelser om gyldigheden og/eller fortolkningen af den europæiske rets bestemmelser for derved at sikre sammenhæng i den europæiske retsorden. I den forbindelse henledes opmærksomheden især på, at der findes en særlig præjudiciel hasteprocedure for spørgsmål vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

Det Europæiske Råd satte på sit møde i Tammerfors i oktober 1999 oprettelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed øverst på den politiske dagsorden. Det Europæiske Råd udpegede med henblik herpå princippet om gensidig anerkendelse til at være hjørnestenen både i det strafferetlige og i det civilretlige samarbejde inden for Den Europæiske Union.

(3)

Domstole, anklagemyndigheder og andre nationale kompetente myndigheder i hele Den Europæiske Union kan afsige afgørelser på forskellige stadier af civil- og strafferetlige procedurer. I medfør af princippet om gensidig anerkendelse anerkendes og fuldbyrdes sådanne afgørelser i overensstemmelse med gældende lovgivning i en anden medlemsstat end den, hvor de er afsagt. Alle dommere og anklagere i Den Europæiske Union vil således kunne komme til at skulle fuldbyrde en civil- eller strafferetlig afgørelse afsagt i en anden medlemsstat.

(4)

For at kunne anvende princippet om gensidig anerkendelse korrekt er det nødvendigt, at medlemsstaterne og deres judicielle myndigheder har tillid til de øvrige medlemsstaters retssystemer. Desuden kræver intensiveringen af det retlige samarbejde, f.eks. ved direkte kontakt mellem de judicielle myndigheder, især gennem de europæiske retlige netværk og Eurojust, gensidig tillid og gensidig forståelse mellem de judicielle myndigheder.

(5)

I Haagprogrammet fra 2004 (1) understreges nødvendigheden af at øge den gensidige tillid ved at kræve en aktiv indsats for at forbedre den gensidige forståelse mellem de judicielle myndigheder og de forskellige retssystemer, fremme udvekslingsprogrammer for disse myndigheder og systematisk inkludere en EU-komponent i deres uddannelse.

(6)

I Kommissionens meddelelse af 29. juni 2006 (2) om uddannelsen af retsvæsenets aktører i Den Europæiske Union understreges behovet for at tilrettelægge uddannelsen inden for retsvæsenet således, at de fremskridt, der er opnået med hensyn til virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bliver effektive og synlige. I meddelelsen understreges navnlig behovet for at forbedre retsvæsenets aktørers kendskab til Den Europæiske Unions retlige instrumenter, for at forbedre den gensidige forståelse af medlemsstaternes retssystemer og for at forbedre sprogundervisningen. Mens det understreges, at det først og fremmest er medlemsstaterne, der skal sørge for, at den europæiske dimension indgår fuldt ud i deres nationale aktiviteter, fremhæves det også i meddelelsen, at der skal udvikles et mere integreret uddannelsesniveau, som fastlægges og gennemføres på EU-plan.

(7)

Gensidig fortrolighed og tillid hviler navnlig på sikkerheden for, at alle dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet (såsom medhjælpere, referendarer og justitssekretærer) i Den Europæiske Union modtager passende uddannelse. Uddannelsen af dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet er altså et vigtigt middel til at fremme gensidig anerkendelse.

(8)

En passende uddannelse inden for retsvæsenet kræver især, at alle dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet har tilstrækkelig viden om instrumenterne i det europæiske samarbejde, og at de fuldt ud anvender Den Europæiske Unions primære og afledte ret. Denne uddannelse bør omfatte alle de aspekter, der er relevante for udviklingen af det indre marked og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den bør bidrage til at skabe et tilstrækkeligt kendskab til lovgivningen og retssystemerne i de andre medlemsstater i Den Europæiske Union samt fremme relevante kurser i sammenlignende ret.

(9)

Efter ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union har flere europæiske organer såsom Det Europæiske Retsakademi (Europaïsche Rechtsakademie) (ERA) og European Centre for Judges and Lawyers under Det Europæiske Institut for Offentlig Administration (EIPA) tilrettelagt uddannelseskurser for jurister og juridisk personale, især med fokus på europæisk primær og afledt ret.

(10)

Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN), der blev oprettet i 2000, er en forening, der omfatter de institutioner i medlemsstaterne, der er ansvarlige for uddannelsen af dommere og anklagere. Dens formål er at fremme og arrangere europæiske uddannelsesprogrammer for medlemsstaternes dommere og anklagere og deres efteruddannere. Med henblik herpå tilbyder EJTN et katalog over grænseoverskridende uddannelsesmuligheder. EJTN er også ansvarlig for gennemførelsen af et udvekslingsprogram for judicielle myndigheder.

(11)

Ifølge Haagprogrammet bør EJTN støttes af EU. Europa-Parlamentet understregede i sin beslutning af 24. september 2002 (3) også betydningen af dette netværk.

(12)

Siden 1996 har Den Europæiske Unions finansielle programmer givet støtte til uddannelse af personale i retsvæsenet, der tilrettelægges af nationale uddannelsesinstitutioner og europæiske organer såsom ERA, EIPA og EJTN. Ved Rådets afgørelse 2007/126/RIA af 12. februar 2007 om oprettelse for perioden 2007-2013 af særprogrammet »Strafferet« (4) som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed blev der indført et driftstilskud til EJTN. ERA og EIPA får også regelmæssigt støtte fra fællesskabsbudgettet. Der er indgået specifikke partnerskabsrammeaftaler mellem Kommissionen og EIPA, ERA og EJTN. Sidstnævnte er en privilegeret partner i arbejdet med at gennemføre udvekslingsprogrammet for judicielle myndigheder, og dets effektivitet bør styrkes.

(13)

De nationale uddannelsesinstitutioner for personale i retsvæsenet er dog fortsat de vigtigste medier for udbredelsen af en fælles basis af teoretisk viden og praktisk anvendelse samt i bredere forstand af en fælles europæisk retskultur, som samtidig med at den er baseret på enhed i kraft af den europæiske ret anerkender medlemsstaternes forskellige retssystemer.

(14)

For at fremme en reel gensidig tillid mellem de retlige aktører i medlemsstaterne er det vigtigt, at uddannelsen giver en så bred tilgang som muligt med henblik på udviklingen af en europæisk retskultur. En sådan fælles europæisk retskultur, der bygger på fælles værdier og traditioner, bør blandt andet give dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet større kapacitet til at vise åbenhed over for andre medlemsstaters retskulturer og -traditioner og til at tage stilling til relevante deontologiske spørgsmål.

(15)

Europa-Parlamentet pegede i sin beslutning af 9. juli 2008 om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (5) på dommeres og anklageres utilstrækkelige viden om fællesskabsretten, hvilket skyldes, at der er kun er få af dem, der har modtaget passende uddannelse på dette område. Gensidige evalueringsrapporter har desuden påvist, at dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet i Den Europæiske Unions medlemsstater ikke altid har tilstrækkeligt kendskab til fællesskabsretten, og at de generelt ikke gør tilstrækkelig brug af de europæiske organer, der står til rådighed med henblik navnlig på at lette procedurespørgsmål, såsom Eurojust og de europæiske retlige netværk.

(16)

Opfattelsen af, at det er relevant at videreudvikle en europæisk retskultur, er endnu ikke tilstrækkelig udbredt blandt medlemsstaternes dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet, og der er stadig behov for at styrke følelsen af at tilhøre og bidrage til et fælles europæisk retsområde.

(17)

Uddannelse i andre af Den Europæiske Unions officielle sprog end modersmålet er meget vigtig for dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet, blandt andet for at muliggøre og lette direkte kontakter mellem forskellige medlemsstaters judicielle myndigheder og for at skabe interesse for og åbenhed over for andre medlemsstaters retskultur og -traditioner. Sproguddannelse kan også bidrage til at give dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet mulighed for at deltage i udvekslingsprogrammer såvel som i uddannelsesaktiviteter, der finder sted i andre medlemsstater.

(18)

Det er af afgørende betydning, at andre juridiske professioner som f.eks. advokater modtager passende uddannelse i europæisk ret. I størsteparten af medlemsstaterne har disse professioner imidlertid selv ansvaret for at tilrettelægge deres uddannelse. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt ikke at lade dem være omfattet af denne resolutions anvendelsesområde. Dette bør imidlertid ikke være til hinder for, at nationale myndigheder og Den Europæiske Union støtter uddannelsen af disse andre juridiske professioner i europæisk ret, bl.a. økonomisk, idet disse professioners uafhængighed dog ikke må bringes i fare.

(19)

Dommere og anklagere udfører forskellige opgaver i medlemsstaterne. Intet i denne resolution forpligter derfor medlemsstaterne til at arrangere fælles uddannelse for dommere og anklagere.

(20)

Denne resolution bør indeholde en revisionsklausul om anvendelsen af disse retningslinjer. På baggrund af denne revision bør der om fornødent træffes passende foranstaltninger for at forbedre situationen yderligere.

(21)

På baggrund heraf bør der træffes foranstaltninger med hensyn til uddannelse af dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet,

1.

Når medlemsstaterne tilrettelægger uddannelse for dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet (såsom medhjælpere, referendarer og justitssekretærer) bør de overholde nedenstående retningslinjer, med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og retssystemernes forskellige opbygning i Den Europæiske Union.

2.

Disse retningslinjer tager sigte på at nå følgende generelle mål:

3.

Medlemsstaterne bør tage alle praktiske skridt til at sikre, at deres nationale uddannelsesinstitutioner for dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet på grundlag af deres hidtidige indsats,

4.

Med henblik på at nå ovennævnte generelle mål bør medlemsstaterne tilskynde til og, hvor det er relevant, udvikle nye konkrete tiltag, der tager sigte på:

5.

EJTN og dets medlemmer bør spille en væsentlig rolle i den praktiske gennemførelse af disse retningslinjer. Med henblik herpå bør der træffes passende foranstaltninger til at styrke EJTN.

6.

Med henblik på at nå ovennævnte mål opfordres medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at give EJTN's medlemmer mulighed for at øge deres respektive finansielle bidrag til EJTN og dermed sikre, at det fungerer på en holdbar måde.

7.

Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at overveje muligheden af at revidere de administrative procedurer for tildeling af fællesskabsmidler til uddannelsesprojekter for dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet, navnlig dem, der tilrettelægges af organer, som Kommissionen har indgået partnerskabsrammeaftaler med, især ERA, EIPA og EJTN, med henblik på at forenkle disse procedurer yderligere og give mulighed for, at disponible midler tildeles inden for kortere tidsrammer.

8.

Medlemsstaterne og Kommissionen opfordres til at sikre hurtig gennemførelse af denne resolution. Med henblik herpå opfordres formandskabet og Kommissionen endvidere til at etablere de nødvendige kontakter med de europæiske uddannelsesinstitutioner.

9.

Rådet tager anvendelsen af disse retningslinjer op til revision senest fire år efter deres vedtagelse på grundlag af en rapport fra Kommissionen. På baggrund af resultaterne af denne revision bør der om fornødent træffes passende foranstaltninger for at forbedre situationen yderligere.