Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R0132

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2026/132 af 20. januar 2026 om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/2035 for så vidt angår regler om sporbarhed for opdrættede hunde, katte og fritter

C/2026/21

EUT L, 2026/132, 27.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/132/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/132/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/132

27.3.2026

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/132

af 20. januar 2026

om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/2035 for så vidt angår regler om sporbarhed for opdrættede hunde, katte og fritter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1), særlig artikel 3, stk. 5, andet afsnit, og artikel 118, stk. 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2016/429 er der fastsat regler om forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker, herunder bl.a. regler om sporbarhed for visse opdrættede landdyr inden for Unionen.

(2)

Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035 (2) er der fastlagt supplerende regler om sporbarhed for visse opdrættede landdyr. I del III, afsnit V, kapitel 1 i nævnte delegerede forordning er der fastsat regler om sporbarhed for opdrættede hunde, katte og fritter, herunder forpligtelser for operatører vedrørende midler og metoder til identifikation af disse dyr og den type identifikationsdokument, som skal ledsage disse dyr ved flytning til en anden medlemsstat.

(3)

I artikel 70 i delegeret forordning (EU) 2019/2035 fastsættes det, at operatører, der holder hunde, katte og fritter, skal sikre, at de pågældende dyr er individuelt identificeret med en injicerbar transponder, som er godkendt af medlemsstaternes kompetente myndigheder. Praktiske erfaringer med anvendelse af disse regler har vist visse begrænsninger med hensyn til at sikre korrekt identifikation og en tilstrækkelig grad af sporbarhed af disse dyr, når de flyttes mellem medlemsstater. Det er derfor nødvendigt at styrke det nuværende system med henblik på at muliggøre korrekt identifikation af disse dyr og en tilstrækkelig grad af sporbarhed ved at præcisere forpligtelsen for implantering af injecerbare transpondere i de identificerede dyr, de personer, som må foretage sådanne implanteringer, de detaljerede krav til injecerbare transpondere og medlemsstaternes forpligtelser i den forbindelse.

(4)

I henhold til artikel 71 i delegeret forordning (EU) 2019/2035 er det fastsat, at hunde, katte og fritter for at kunne flyttes til en anden medlemsstat skal ledsages af det samme identifikationsdokument som kræves ved ikkekommercielle flytninger af selskabsdyr, jf. artikel 6, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 576/2013 (3).

(5)

Forordning (EU) nr. 576/2013, hvorved der blev fastsat regler for ikkekommerciel flytning af selskabsdyr, blev ophævet ved artikel 270, stk. 2, i forordning (EU) 2016/429 med virkning fra den 21. april 2021. I henhold til artikel 277 i forordning (EU) 2016/429 finder forordning (EU) nr. 576/2013 dog fortsat anvendelse indtil den 21. april 2026 for så vidt angår ikkekommercielle flytninger af selskabsdyr, uanset denne ophævelse, i stedet for del VI i forordning (EU) 2016/429.

(6)

De regler om identifikationsdokumentet ved ikkekommercielle flytninger af selskabsdyr er fastlagt i artikel 6, litra d), i forordning (EU) nr. 576/2013, har vist sig at være effektive med hensyn til sporbarheden for hunde, katte og fritter. Hovedindholdet af disse regler bør derfor bibeholdes i delegeret forordning (EU) 2019/2035 som ændret ved nærværende forordning, men de bør ajourføres for at tage hensyn til medlemsstaternes praktiske erfaringer med anvendelsen af disse regler. Delegeret forordning (EU) 2019/2035 bør derfor ændres for at fastlægge specifikke bestemmelser for de identifikationsdokumenter, der skal ledsage hunde, katte og fritter ved flytning til en anden medlemsstat, herunder de oplysninger, som sådanne identifikationsdokumenter bør indeholde, udstedelse og udfyldelse af dem og distribution af blanke identifikationsdokumenter af den kompetente myndighed.

(7)

For at undgå unødvendige forstyrrelser i flytninger af hunde, katte og fritter mellem medlemsstaterne, er det nødvendigt at sikre, at denne forordning indeholder bestemmelser om en gnidningsløs overgang fra kravene i forordning (EU) nr. 576/2013.

(8)

Sådanne bestemmelser bør indføres for at imødekomme berettigede forventninger hos operatører, der holder hunde, katte eller fritter, transponderproducenter, dyrlæger og medlemsstaternes kompetente myndigheder, og give dem tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav. Disse bestemmelser bør udformes med henblik på at forhindre, at behørigt identificerede hunde, katte eller fritter holdt som selskabsdyr skal undergå en ny identifikationsproces, og at korrekt udstedte pas skal tilbagekaldes og genudstedes. De forhindrer ikke operatører, der holder hunde, katte og fritter, transponderproducenter, dyrlæger og medlemsstaternes kompetente myndigheder i at anvende de nye regler inden overgangsperiodens udløb.

(9)

Eftersom overgangsperioden i forbindelse med ophævelsen af forordning (EU) nr. 576/2013 udløber den 21. april 2026, bør nærværende forordning træde i kraft hurtigst muligt og finde anvendelse fra den 22. april 2026 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af delegeret forordning (EU) 2019/2035

I delegeret forordning (EU) 2019/2035 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 70 affattes således:

»Artikel 70

Forpligtelser for operatører, der holder hunde, katte og fritter, vedrørende midler og metoder til identifikation af disse dyr samt anbringelse og anvendelse heraf

Operatører, der holder hunde, katte og fritter, skal ved flytning af disse dyr til en anden medlemsstat sikre, at

a)

dyrene er individuelt identificeret med en injicerbar transponder som angivet i bilag III, litra e)

b)

implanteringen af den injicerbare transponder, jf. denne artikels litra a), foretages af enten:

i)

en embedsdyrlæge eller en bemyndiget dyrlæge som defineret i artikel 2, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2026/131 (*1), som besluttet af den kompetente myndighed, eller

ii)

en fysisk eller juridisk person bemyndiget i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning (EU) 2016/429, når dette er angivet af en medlemsstat.

(*1)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2026/131 af 20. januar 2026 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår dyresundhedsmæssige krav til ikkekommerciel flytning af selskabsdyr (EUT L, 2026/131, 27.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/131/oj).« "

2)

Følgende indsættes som artikel 70a:

»Artikel 70a

Identifikationsmidler for opdrættede hunde, katte og fritter

Injicerbare transpondere, der anvendes til identifikation af opdrættede hunde, katte og fritter, jf. artikel 70, litra a), skal:

a)

opfylde de tekniske krav i bilag IV

b)

vise en individuel identifikationskode, som ikke kan hverken gentages eller omprogrammeres, og som:

i)

indeholder et entydigt serienummer og

ii)

fra den 1. januar 2028 begynder med koden for det land, hvor de opdrættede hunde, katte og fritter oprindeligt blev identificeret, i henhold til ISO-standard 3166

c)

være godkendt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de opdrættede hunde, katte og fritter oprindeligt blev identificeret.«

3)

Artikel 71 affattes således:

»Artikel 71

Identifikationsdokument for opdrættede hunde, katte og fritter

1.   Operatører, der holder hunde, katte og fritter, skal sikre, at ethvert dyr bestemt til flytning til en anden medlemsstat ledsages af et identifikationsdokument i form af et pas, som fastsat i bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/705 (*2). og som er behørigt udfyldt og udstedt i henhold til artikel 71a.

2.   Det i stk. 1 omhandlede pas skal indeholde rubrikker til angivelse af de oplysninger, der fremgår af bilag V.

3.   Det i stk. 1 omhandlede pas skal være forsynet med et nummer, der består af ISO-koden for den udstedende medlemsstat i henhold til ISO 3166-standarden efterfulgt af en entydig alfanumerisk kode.

4.   Den operatør, der er ansvarlig for det pågældende dyr skal anses for at overholde denne artikel, når et pas, som ikke er i overensstemmelse med disse krav, blev:

a)

udfærdiget i overensstemmelse med den model for pas, der blev fastsat ved Kommissionens afgørelse 2003/803/EF (*3), og udstedt inden den 29. december 2014 eller

b)

blev udfærdiget i overensstemmelse med modellen for pas i del 1 i bilag III til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 577/2013 (*4) og udstedt inden den 22. april 2026.

(*2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/705 af 20. marts 2026 om fastlæggelse af standardidentifikationsdokumenter og standarderklæringer til brug ved ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr (EUT L, 2026/705, 27.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/705/oj)."

(*3)  Kommissionens beslutning 2003/803/EF af 26. november 2003 om et standardpas til transport inden for Fællesskabet af hunde, katte og fritter (EUT L 312 af 27.11.2003, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/803/oj)."

(*4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 577/2013 af 28. juni 2013 om standardidentifikationsdokumenter til brug ved ikke-kommerciel flytning af hunde, katte og fritter, fastlæggelse af lister over territorier og tredjelande samt krav vedrørende format, layout og sprog vedrørende erklæringer, der attesterer opfyldelse af visse betingelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 576/2013 (EUT L 178 af 28.6.2013, s. 109, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/577/oj).« "

4)

Følgende indsættes som artikel 71a:

»Artikel 71a

Udstedelse og udfyldelse af passet

1.   Kun embedsdyrlæger eller bemyndigede dyrlæger som defineret i artikel 2, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2026/131, og som besluttet af den kompetente myndighed, må udstede det i artikel 71, stk. 1, omhandlede pas.

2.   De i stk. 1 omhandlede dyrlæger må kun udstede et pas, efter at:

a)

de har verificeret, at den opdrættede hund, kat eller fritte er korrekt identificeret i overensstemmelse med artikel 70

b)

de relevante rubrikker i passet er blevet udfyldt korrekt med de oplysninger, der er anført i bilag V, litra a)-g)

c)

operatøren har underskrevet passet

d)

de relevante rubrikker i passet er blevet udfyldt med de oplysninger, der er omhandlet i litra j) - n) i bilag V til denne forordning, hvorved det attesteres, at betingelserne i artikel 53, litra c) og d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/688 (*5) er opfyldt, hvis det er relevant

e)

de har underskrevet passet og udfyldt datoen for udstedelse, som omhandlet i nr. i) i bilag V.

Rubrikken med de oplysninger, der er omhandlet i punkt 1 i bilag V, kan også udfyldes og attesteres af en anden dyrlæge end den i denne artikels stk. 1 omhandlede.

3.   Ved udstedelse af det i artikel 71, stk. 1, omhandlede pas skal dyrlægerne omhandlet i stk. 1 registrere de oplysninger, der er omhandlet i artikel 71, stk. 3 og i bilag V, litra a) - f), og opbevare disse i en af den kompetente myndighed fastsat minimumsperiode, som skal være mindst tre år.

(*5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/688 af 17. december 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår dyresundhedsmæssige krav vedrørende flytning inden for Unionen af landdyr og rugeæg (EUT L 174 af 3.6.2020, s. 140, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/688/oj).« "

5)

Følgende indsættes som artikel 71b:

»Artikel 71b

Blanke pas

1.   Den kompetente myndighed må kun stille blanke pas i papirformat til rådighed for embedsdyrlæger eller bemyndigede dyrlæger som defineret i artikel 2, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2026/131.

2.   De bemyndigede dyrlæger, for hvem de i stk. 1 omhandlede blanke pas stilles til rådighed, må ikke videredistribuere disse blanke pas.

3.   De bemyndigede dyrlæger skal returnere alle blanke pas, som de råder over, til den kompetente myndighed, når:

a)

de ikke længere er bemyndigede af den kompetente myndighed til at udstede pas eller

b)

den pågældende model for disse pas ikke længere anvendes i henhold til gældende lovgivning.

Når en model for pas, som omhandlet i litra b), ikke længere anvendes, skal disse blanke pas destrueres af eller under tilsyn af den kompetente myndighed.

4.   Den kompetente myndighed fører registre over navne og kontaktoplysninger for de bemyndigede dyrlæger, for hvem de har stillet blanke pas til rådighed, med henvisning til det i artikel 71, stk. 3, omhandlede antal samt navne og kontaktoplysninger for dem, som har returneret blanke pas i henhold til denne artikels stk. 3.

5.   De i stk. 4 omhandlede fortegnelser skal føres i en minimumsperiode fastsat af den kompetente myndighed, som skal være mindst tre år.«

6)

Nyt bilag IV og V tilføjes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 22. april 2026.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. januar 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/429/oj.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035 af 28. juni 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler for virksomheder, der holder landdyr, og rugerier samt sporbarhed for visse opdrættede landdyr og rugeæg (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 115, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/2035/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 576/2013 af 12. juni 2013 om ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr og om ophævelse af forordning (EF) nr. 998/2003 (EUT L 178 af 28.6.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/576/oj).


BILAG

Følgende bilag IV og V tilføjes til delegeret forordning (EU) 2019/2035:

»BILAG IV

TEKNISKE KRAV TIL TRANSPONDERE, DER ANVENDES TIL IDENTIFIKATION AF HUNDE, KATTE OG FRITTER

Transpondere, der anvendes til individuel identifikation af hunde, katte og fritter, skal:

a)

overholde den kodestruktur og de tekniske specifikationer for radiofrekvensidentifikation, der er defineret i ISO-standard 11784 og 11785

b)

vurderes i henhold til ISO-standard 24631-1 med henblik på at sikre overholdelse af ISO-standard 11784 og 11785.

BILAG V

OPLYSNINGER, DER SKAL VÆRE INDEHOLDT I PAS FOR HUNDE, KATTE OG FRITTER

Pas for hunde, katte og fritter skal indeholde følgende oplysninger:

a)

transponderens eller, hvis det er relevant, tatoveringens placering

b)

transponderens eller tatoveringens påførings-/anbringelsesdato eller, hvis det er relevant, aflæsningsdato

c)

den individuelle identifikationskode, som vises af transponderen eller, hvis det er relevant, tatoveringen

d)

navn og fødselsdato, som angivet af operatøren eller, hvis det er relevant, ejeren af selskabsdyret

e)

art, race, køn, farve og vigtige eller fremtrædende træk eller karakteristika ved selskabsdyret

f)

operatørens eller, hvis det er relevant, ejeren af selskabsdyrets navn og kontaktoplysninger

g)

navn på, kontaktoplysninger for og underskrift af den dyrlæge, der udsteder eller udfylder passet

h)

operatørens eller, hvis det er relevant, ejeren af selskabsdyrets underskrift

i)

dato for udstedelse af passet

j)

nærmere oplysninger om rabiesvaccinationen

k)

datoen for udtagning af blodprøver til rabiesantistoftitreringstesten

l)

nærmere oplysninger om behandlingen mod infestering med Echinococcus multilocularis

m)

overensstemmelse med eventuelle risikobegrænsende foranstaltninger for andre sygdomme end infektion med rabiesvirus og infestering med Echinococcus multilocularis

n)

andre relevante oplysninger vedrørende selskabsdyrets sundhedstilstand.«

«

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/132/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top