(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 (3) blev den retlige ramme for pakkerejser moderniseret i lyset af markedsudviklingen og de teknologiske fremskridt. Formålet med direktivet var at tage hensyn til nye måder at bestille rejseydelser på, herunder skræddersyede kombinationer af rejseydelser, som ikke var omfattet af Rådets direktiv 90/314/EØF (4), eller som befandt sig i en juridisk gråzone, og samtidig styrke de rejsendes rettigheder i forskellige henseender. Direktiv (EU) 2015/2302 havde også til formål at sikre en mere fair konkurrence mellem de forskellige typer rejsevirksomheder, der er aktive på markedet for pakkerejser.

(2)

I lyset af disse mål blev definitionen af begrebet »pakkerejse« udvidet ved direktiv (EU) 2015/2302 i forhold til definitionen i direktiv 90/314/EØF. Ved direktiv (EU) 2015/2302 blev de rejsendes rettigheder yderligere præciseret, samtidig med at der blev indført nye rettigheder, herunder de rejsendes ret til på visse betingelser at opsige en aftale om en pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder uden at betale et opsigelsesgebyr. Derudover blev der ved direktiv (EU) 2015/2302 indført begrebet »sammensatte rejsearrangementer«.

(3)

Selv om direktiv (EU) 2015/2302 generelt har fungeret efter hensigten, er der opstået adskillige udfordringer, siden det blev taget i anvendelse den 1. juli 2018. Navnlig havde covid-19-pandemien og de dermed forbundne statslige foranstaltninger alvorlige konsekvenser for både rejsebranchen og de rejsende og gjorde det klart, at visse bestemmelser i nævnte direktiv, herunder bestemmelserne om de oplysninger, der skal gives til rejsende, bør præciseres.

(4)

Det er derfor nødvendigt at lukke de huller, der er konstateret i de aktuelle regler, og at præcisere og forenkle visse begreber og bestemmelser og dermed øge effektiviteten af direktiv (EU) 2015/2302 til fordel for rejsende og rejsevirksomheder, hvoraf mange er mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder.

(5)

Generelt anses den ajourførte definition af »pakkerejse« i direktiv (EU) 2015/2302 for at have været effektiv. Derimod har reglerne om »sammensatte rejsearrangementer«, der også blev indført ved nævnte direktiv, kompliceret de lovgivningsmæssige rammer betydeligt, herunder med hensyn til de oplysninger, der skal gives til rejsende. Denne yderligere kompleksitet har givet anledning til retsusikkerhed med hensyn til at skelne mellem pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt mellem sammensatte rejsearrangementer og særskilte rejseydelser. Der er ingen dokumentation for, at disse regler om sammensatte rejsearrangementer har medført konkrete fordele for rejsende. Direktiv (EU) 2015/2302 bør derfor forenkles ved at lade bestemmelserne om sammensatte rejsearrangementer udgå, ved at lade bilag II hertil, som består af fem oplysningsskemaer for sammensatte rejsearrangementer, udgå og ved at foretage visse tilpasninger af definitionen af »pakkerejse«.

(6)

Det underliggende princip for definitionen af »pakkerejse« bør fortsat være, at der er en tæt forbindelse mellem de forskellige rejseydelser, der bestilles med henblik på den samme rejse eller ferie.

(7)

Rejsende bør modtage klare oplysninger om, hvorvidt en given kombination af rejseydelser udgør en pakkerejse eller ej, da det i visse bestillingssituationen måske ikke er klart for dem. For at øge retssikkerheden er det derfor i bestillingssituationer, hvor betingelserne for en pakkerejse ikke er opfyldt, men de erhvervsdrivende opfordrer de rejsende til at købe supplerende typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie, nødvendigt at kræve, at de erhvervsdrivende oplyser de rejsende om, at de relevante rejseydelser ikke vil udgøre en pakkerejse, og at de rejsende ikke vil være beskyttet i henhold til direktiv (EU) 2015/2302. Dette krav bør gælde, hvis opfordringen til at købe supplerende typer rejseydelser fremsættes, inden en rejsende har købt en første type rejseydelse, men også hvis opfordringen fremsættes, efter at en rejsende har bestilt en første type rejseydelse. I tilfælde, hvor opfordringen til at købe supplerende typer rejseydelser fremsættes, inden den rejsende har foretaget en første bestilling, og den rejsende efterfølgende bestiller de relevante rejseydelser inden for en periode på 24 timer på samme salgssted, er der en tæt forbindelse mellem disse bestillinger, selv om ikke alle betingelserne for en pakkerejse er opfyldt, såsom angivelse af en pris, hvor alt er inkluderet, eller en samlet pris eller valg af rejseydelserne, inden den rejsende accepterer at betale. Hvis en erhvervsdrivende i sådanne tilfælde ikke på tidspunktet for opfordringen klart oplyser den rejsende om, at kombinationen af rejseydelser ikke udgør en pakkerejse, bør denne kombination derfor anses for at være en pakkerejse, der er beskyttet i henhold til direktiv (EU) 2015/2302, og den erhvervsdrivende bør anses for at være rejsearrangøren af den pågældende pakkerejse.

(8)

I bestillingssituationer, hvor den erhvervsdrivende opfordrer den rejsende til at købe supplerende rejseydelser, bør en »opfordring« forstås som enhver situation, hvor den erhvervsdrivende tilskynder eller opfordrer den rejsende til at bestille en supplerende type rejseydelse til den påtænkte rejse eller ferie. Dette kan f.eks. omfatte en e-mail med et link til en bestillingsfacilitet, en opfordring, der er integreret i bestillingsproceduren, eller et telefonopkald. I sådanne tilfælde giver den erhvervsdrivende typisk den rejsende et udvalg af tilbud baseret på den rejsendes interesse i en bestemt destination og rejseperiode. Hvis sådanne tilbud fremsættes i form af en købsopfordring som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (5), dvs. i form af en kommerciel kommunikation, hvori produktets eller tjenesteydelsens kendetegn og pris er angivet, bør dette betragtes som et stærkt tegn på en opfordring. Sådanne købsopfordringer omfatter tilfælde, hvor en erhvervsdrivende beder den rejsende om at bekræfte sin interesse i supplerende typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie med det formål at give tilbud om disse rejseydelser i form af en købsopfordring som defineret i direktiv 2005/29/EF, enten direkte i forbindelse med eller efter bekræftelsen af den første bestilling. På den anden side bør den blotte tilgængelighed af bestillingsfaciliteter for andre rejseydelser på en erhvervsdrivendes websted eller applikation eller på dennes forretningssted, en generel henvisning til sådanne bestillingsfaciliteter eller reklame for rejseydelser, der udløses af metadata fra tidligere søgninger på rejseydelser, ikke anses for tilstrækkelig til at udgøre en købsopfordring med henblik på supplerende rejseydelser.

(9)

En af definitionerne af pakkerejse har vist sig at være for snæver, nemlig den, der er omhandlet i artikel 3, nr. 2), litra b), nr. v), i direktiv (EU) 2015/2302, som kræver fremsendelse af den rejsendes navn, betalingsoplysninger og e-mailadresse fra én erhvervsdrivende til en anden. Det er derfor hensigtsmæssigt at betragte bestillinger af forskellige typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie som en pakkerejse, hvor den erhvervsdrivende, som er part i den første aftale, videregiver den rejsendes personoplysninger, som gør det muligt at identificere vedkommende som aftalepart, til en anden erhvervsdrivende eller andre erhvervsdrivende, der er part i en anden eller supplerende aftale, og hvor aftalen eller aftalerne med den eller de andre erhvervsdrivende er indgået senest 24 timer efter bekræftelsen af bestillingen af den første rejseydelse. Sådanne oplysninger bør gøre det muligt for de berørte erhvervsdrivende at fastslå, at den samme rejsende er part i de relevante aftaler, og kan f.eks. indeholde den rejsendes navn, betalingsoplysninger, e-mailadresse, telefonnummer eller konto på sociale medier. Oplysninger, der ikke gør det muligt for de berørte erhvervsdrivende at fastslå, at den samme rejsende er part i de relevante aftaler, såsom en IP-adresse, der identificerer en enhed, bør ikke anses for tilstrækkelige. Henvisningen til videregivelsen af den rejsendes personoplysninger har til formål at fremtidssikre definitionen yderligere. En sådan videregivelse er udtryk for en tæt forbindelse mellem de relevante aftaler og dermed oprettelsen af en pakkerejse.

(10)

Hvad angår pakkerejser, hvor indkvartering f.eks. kombineres med »andre turistydelser«, men hvor befordring af passagerer ikke er inkluderet, bør det generelle kriterium om »en væsentlig andel« af kombinationens værdi i forbindelse med turistydelser for at øge retssikkerheden erstattes med et mere specifikt kriterium om »mindst 25 %« af kombinationens værdi. Det bør også erindres, at andre turistydelser, der er en uløselig del af rejseydelser, såsom andre turistydelser, der er knyttet til indkvartering, ikke anses for at være rejseydelser i sig selv. Medtagelsen af disse kan derfor ikke give anledning til oprettelse af en pakkerejse, selv om deres værdi udgør mindst 25 % af den samlede pris. Betragtningerne til direktiv (EU) 2015/2302 indeholder eksempler på ydelser, der kan betragtes som en uløselig del af rejseydelser, såsom adgang til visse faciliteter på hoteller eller andre former for indkvartering. Det skal desuden erindres, at andre turistydelser, der først vælges og købes, efter at leveringen af en rejseydelse, såsom indkvartering, er påbegyndt, ikke vil føre til oprettelse af en pakkerejse, selv om deres værdi udgør mindst 25 % af den samlede pris.

(11)

Under covid-19-pandemien blev det særlig tydeligt, at manglen på »businesss to business«-regler om tjenesteudbyderes refusion til rejsearrangører af pakkerejser for aflysning eller manglende levering af en rejseydelse, manglen på regler om vouchere og usikkerheden om, hvorvidt anmodninger om refusion og vouchere i forbindelse med aflyste pakkerejser er dækket af beskyttelsen mod konkurs og insolvens, kan skabe vanskeligheder med hensyn til refusion til rejsende, navnlig når uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder medfører talrige aflysninger og påvirker mange rejsemål. Det er derfor vigtigt at sikre, at rejsendes betalinger til enhver tid er effektivt beskyttet, også i tilfælde af kriser. Derudover bør det sikres, at de nationale ordninger for beskyttelse ved konkurs eller insolvens er robuste og giver en mere ensartet beskyttelse.

(12)

Selv om direktiv (EU) 2015/2302 forpligter rejsearrangører til at oplyse rejsende om ordninger om betaling, herunder eventuelle forudbetalinger, der skal betales, fastsætter det ingen regler, der begrænser beløbet af sådanne forudbetalinger, eller regulerer tidsplanen for betaling af restbeløbet. Medlemsstaterne kan regulere sådanne aspekter, forudsat at sådanne regler er i overensstemmelse med EU-retten.

(13)

Hvis en rejseydelse, som er en del af en pakkerejse, aflyses eller ikke leveres, og der er foretaget forudbetaling til den pågældende tjenesteudbyder, bør rejsearrangøren have ret til at modtage en refusion af de foretagne betalinger fra udbyderen af rejseydelser inden for syv dage. Denne ret til refusion har til formål at sætte rejsearrangøren i stand til at overholde sin forpligtelse til at refundere rejsende inden for 14 dage i de tilfælde, hvor selve aftalen om en pakkerejse også opsiges. Hvis en rejsetjenesteyder aflyser eller ikke leverer en ydelse, som er en del af en pakkerejse, men selve aftalen om pakkerejsen opretholdes, har retten til refusion inden for syv dage til formål at sætte rejsearrangøren i stand til at træffe alternative foranstaltninger.

(14)

I nogle tilfælde kan et nyttigt alternativ til refusion være at udstede frivillige vouchere. Vouchere kan give rejsearrangørerne større fleksibilitet, især når de er forpligtet til at foretage mange refusioner inden for kort tid. Samtidig kan vouchere være et tilfredsstillende alternativ for rejsende, som ikke behøver øjeblikkelig refusion, så længe der findes specifikke retlige garantier. Der bør derfor fastsættes klare regler for sådanne garantier. Disse garantier bør omfatte obligatoriske oplysninger om voucherens frivillige karakter og dens egenskaber, herunder klare oplysninger om, at den rejsendes ret til refusion kun suspenderes, hvis den rejsende udtrykkeligt accepterer voucheren. Kravet om, at den rejsende udtrykkeligt skal acceptere voucheren, betyder, at accepten ikke kan være underforstået, men at den rejsende aktivt skal tilkendegive den. En sådan accept bør tilkendegives på et varigt medium. Vouchere bør udstedes på et varigt medium og indeholde oplysninger om voucherens egenskaber og den rejsendes rettigheder. Disse oplysninger bør omfatte det beløb, som den rejsende har ret til at modtage som refusion (»den rejsendes ret til refusion«), og voucherens værdi. Rejsearrangørerne bør kunne gøre vouchere mere attraktive ved f.eks. at øge deres værdi i forhold til den refusion, som den rejsende har ret til. I givet fald bør beskyttelsen mod konkurs eller insolvens være begrænset til et beløb svarende til den rejsendes ret til refusion.

(15)

Af hensyn til retssikkerheden bør der fastsættes regler for voucheres gyldighedsperiode og eventuelle muligheder for forlængelse. Det bør også fastsættes, at den rejsendes ret til refusion suspenderes i voucherens gyldighedsperiode, og det bør præciseres, i hvilke tilfælde en sådan suspension ophører, og den rejsende genvinder denne ret til refusion. Da vouchere har en bestemt pengeværdi, bør det fastsættes, at de kan anvendes til enhver rejseydelse, der tilbydes af rejsearrangøren, at de kan indløses i flere dele, og at de kun kan overdrages én gang, uden at rejsearrangørerne kan opkræve et gebyr for overdragelsen. Med henblik på en gyldig overdragelse bør den rejsende, der overdrager voucheren, informere rejsearrangøren om identiteten på den, til hvem den overdrages, således at vedkommende kan indløse voucheren eller modtage refusion. Det bør være muligt at bekræfte overdragelsen ved hjælp af en mærkning af voucheren, f.eks. fysisk eller elektronisk, for klart at angive, at overdragelsen har fundet sted.

(16)

Medlemsstaterne kan indføre ordninger til sikring af refusion til rejsende i overensstemmelse med lovkravene for at tage højde for situationer, hvor pakkerejser aflyses som følge af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og hvor rejsearrangørerne ikke er i stand til at opfylde deres refusionsforpligtelse. Af hensyn til gennemsigtigheden bør de medlemsstater, der indfører eller anvender sådanne ordninger, være forpligtet til at informere Kommissionen og de centrale kontaktpunkter i de øvrige medlemsstater om dem. Sådanne ordninger finansieres normalt udelukkende ved hjælp af bidrag fra rejsearrangørerne. Ordningerne kan kun i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde medfinansieres af medlemsstaterne, og indførelsen af dem berører ikke Unionens statsstøtteregler.

(17)

Det bør præciseres, at det er muligt at opsige en aftale om en pakkerejse, hvis det med rimelighed kan forventes, at opfyldelsen af aftalen vil blive væsentligt berørt af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder. Vurderingen af, om uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder vil have en væsentlig indvirkning på leveringen af pakkerejsen, bør baseres på en bedømmelse på tidspunktet for opsigelsen af aftalen om en pakkerejse af sandsynligheden for, at de uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder vil have en væsentlig indvirkning på leveringen af pakkerejsen, hvilket kræver en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Når en rejsende opsiger aftalen om en pakkerejse, bør en sådan vurdering foretages ud fra en rimeligt velunderrettet og rimeligt opmærksom og forsigtig gennemsnitsrejsendes perspektiv på grundlag af de oplysninger, der er tilgængelige på datoen for opsigelsen af den pågældende aftale om en pakkerejse. Der bør tages hensyn til indvirkningen af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, der indtræffer på afrejsestedet eller indtræffer på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf, eller som berører rejsen til eller fra destinationen, herunder de forskellige steder, der er forbundet med den pågældende rejses begyndelse og hjemrejse, når de i væsentlig grad berører leveringen af rejseydelser, der er omfattet af aftalen om en pakkerejse. Afrejsestedet bør forstås som det sted, hvor leveringen af rejseydelserne påbegyndes i henhold til aftalen om en pakkerejse. Omstændigheder, der kun påvirker rejsen til destinationen eller hjemrejsen, bør ikke tages i betragtning, hvis denne rejse ikke er en del af aftalen om en pakkerejse, herunder transport af passageren til det aftalte afrejsested. Omstændigheder, som den rejsende allerede havde kendskab til eller kunne forudse på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om en pakkerejse, og som ikke er blevet væsentligt forværret siden da, kan ikke danne grundlag for at udøve retten til at opsige aftalen uden betaling af et opsigelsesgebyr.

(18)

Uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder omfatter objektive situationer, f.eks. krigsførelse, andre alvorlige sikkerhedsproblemer såsom terrorisme, betydelige risici for menneskers sundhed såsom udbrud af en alvorlig sygdom på rejsedestinationen eller naturkatastrofer såsom oversvømmelser, jordskælv eller vejrforhold, der gør det umuligt at rejse sikkert til destinationen som fastsat i aftalen om en pakkerejse. Uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder bør ikke blot omfatte omstændigheder, der objektivt umuliggør leveringen af en pakkerejse, men også omstændigheder, der uden at forhindre en sådan levering betyder, at pakkerejsen ikke kan gennemføres uden at udsætte de pågældende rejsende for risici for deres sundhed og sikkerhed. I den forbindelse kan visse risici berøre visse grupper af rejsende særlig hårdt på grund af deres sårbarhed.

(19)

Officielle erklæringer eller anbefalinger fra en medlemsstats kompetente myndigheder, der fraråder rejsende at rejse til et bestemt område, kan i sagens natur have en betydelig bevismæssig værdi med hensyn til, om der i de lande, som de vedrører, foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og konsekvenserne heraf for leveringen af den pågældende pakkerejse. Sådanne erklæringer eller anbefalinger eller det forhold, at rejsende vil være underlagt alvorlige restriktioner på rejsedestinationen eller i bopæls- eller afrejsemedlemsstaten, når de vender tilbage fra rejsen eller ferien, såsom krav om karantæne i en længere periode, kan derfor sammen med andre faktorer være vigtige elementer, der skal tages i betragtning, når det vurderes, om en opsigelse af aftalen om en pakkerejse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder er berettiget. Relevansen af specifikke officielle erklæringer eller anbefalinger for opsigelsen af den pågældende aftale om en pakkerejse bør vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til bl.a. de pågældende omstændigheders art og tidsrummet mellem opsigelsen af den pågældende aftale og pakkerejsens planlagte begyndelse og dermed sandsynligheden for en væsentlig ændring af disse omstændigheder. Sådanne erklæringer eller anbefalinger bør dog ikke være en betingelse for at fastslå, at der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, eller at sådanne omstændigheder har indvirkning på leveringen af pakkerejsen.

(20)

Det bør ligeledes præciseres, at refusionsperioden på 14 dage, som udløses ved opsigelsen af aftalen om en pakkerejse, gælder, uanset om den rejsende specifikt anmoder om refusion.

(21)

For at sikre en effektiv og ensartet beskyttelse af rejsende og lige vilkår for rejsearrangørerne bør der fastsættes bestemmelser om, at rejsearrangørernes beskyttelse mod konkurs eller insolvens dækker alle betalinger foretaget af eller på vegne af rejsende i tilfælde af rejsearrangørens konkurs eller insolvens, herunder hvis en rejsende havde ret til refusion eller havde modtaget en voucher fra rejsearrangøren før dennes konkurs eller insolvens.

(22)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med parametrene i direktiv (EU) 2015/2302 definere deres ordninger til beskyttelse mod konkurs eller insolvens, som finder anvendelse på deres område, herunder de tilknyttede procedurer og metoderne til at give oplysninger om beskyttelse mod konkurs eller insolvens gennem de mest effektive kommunikationskanaler, der er tilgængelige. Det er vigtigt at kræve, at rejsende i tilfælde af en konkurs eller insolvens straks modtager alle de nødvendige oplysninger. Medlemsstaterne bør derfor udpege den eller de relevante enheder, som er ansvarlige for at give de nødvendige oplysninger.

(23)

For at sikre, at rejsende til enhver tid er effektivt beskyttet mod konkurs eller insolvens, bør der fastsættes bestemmelser om, at garantien skal være tilstrækkelig til at dække udgifterne til refusion og, hvor det er relevant, hjemtransport. En sådan garanti bør tage hensyn til, at konkurs eller insolvens kan forekomme på et tidspunkt, hvor en rejsearrangør ligger inde med de største beløb fra betalinger. Der bør tages hensyn til, at disse beløb kan stige som følge af en større mængde solgte pakkerejser i forhold til det forventede salg i en given periode. Det bør præciseres, at medlemsstaterne skal føre tilsyn med rejsearrangørernes beskyttelse mod konkurs eller insolvens og overvåge, at en sådan beskyttelse er til rådighed. Hvis det er nødvendigt for at sikre en effektiv beskyttelse mod konkurs eller insolvens, bør medlemsstaterne kunne stille krav om supplerende ordninger såsom en back up-fond for f.eks. at supplere den beskyttelse, der ydes gennem forsikringspolicer. Back up-fondene bør normalt udelukkende finansieres ved hjælp af bidrag fra rejsearrangørerne, og kun i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde bør medlemsstaterne bidrage til finansieringen. Hvis foranstaltningerne indebærer statsstøtte, gælder Unionens statsstøtteregler.

(24)

Ved refusion af rejsendes betalinger i tilfælde af en rejsearrangørs konkurs eller insolvens bør den frist, inden for hvilken sådanne refusioner skal foretages efter fremlæggelse af de nødvendige dokumenter, præciseres yderligere. De oplysninger, der skal gives til rejsende i tilfælde af en rejsearrangørs konkurs eller insolvens, bør indeholde oplysninger om de dokumenter, som de rejsende skal fremlægge for at anmode om refusion af deres betalinger. Rejsende bør kun anmodes om at fremlægge de dokumenter, der er nødvendige for behandlingen af anmodningen i overensstemmelse med nationale bestemmelser og under hensyntagen til kravene fra den specifikke enhed eller myndighed, der er ansvarlig for en sikker og effektiv behandling af anmodninger om refusion.

(25)

Det er også hensigtsmæssigt at fastsætte, at medlemsstaterne kan kræve, at formidlere tilvejebringer beskyttelse mod konkurs og insolvens som supplement til rejsearrangørerne.

(26)

Det bør præciseres, at de centrale kontaktpunkter er ansvarlige for at udveksle oplysninger vedrørende beskyttelse mod konkurs eller insolvens og relaterede forhold, herunder eventuelle ordninger til at sikre rettidig refusion i tilfælde af opsigelse af aftaler om pakkerejser.

(27)

Det er vigtigt, at rejsende informeres behørigt om deres rettigheder, kan forstå de oplysninger, de modtager, og har adgang til oplysningerne, når de har brug for dem. Der bør derfor foretages visse ændringer af kravene til oplysninger forud for aftalens indgåelse, indholdet af en aftale om en pakkerejse og standardoplysningsskemaerne i bilag I til direktiv (EU) 2015/2302. F.eks. bør disse standardoplysningsskemaer angive, hvilken erhvervsdrivende der er ansvarlig for at foretage refusioner, hvis en aftale om en pakkerejse opsiges. Retten til at opsige en aftale om en pakkerejse uden betaling af opsigelsesgebyr som følge af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder bør være anført sammen med muligheden for at opsige aftalen mod betaling af et opsigelsesgebyr. Rejsearrangørerne bør desuden være forpligtet til at vedhæfte standardoplysningsskemaet til aftalen om en pakkerejse, således at det er tilgængeligt for de rejsende efter indgåelse af den pågældende aftale, sammen med kontaktoplysninger for de relevante erhvervsdrivende. Oplysninger bør gives til rejsende på en klar og forståelig måde og, hvor det er relevant, i overensstemmelse med tilgængelighedskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (6). Det bør erindres, at når de pågældende tjenester er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/882, skal tilgængeligheden for personer med handicap sikres i overensstemmelse med tilgængelighedskravene i bilag I til nævnte direktiv.

(28)

For at gøre direktiv (EU) 2015/2302 mere effektivt bør rejsearrangører forpligtes til at overholde visse standarder ved behandling af klager, herunder en forpligtelse til at bekræfte modtagelsen inden for en frist på syv dage og til at give et begrundet svar inden for en frist på 60 dage. I tilfælde, hvor kommunikationen sker pr. post, bør rejsearrangøren anses for at have opfyldt disse forpligtelser, hvis datoen på poststemplet ligger inden for disse respektive frister.

(29)

Adgang til retfærdige og effektive tvistbilæggelsesmekanismer er også vigtig for håndhævelsen af rejsendes rettigheder i henhold til direktiv (EU) 2015/2302. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU (7), som fastsætter de minimumskrav til organer til alternativ tvistbilæggelse (ATB) i forbindelse med tvister på forbrugerområdet, der skal være gældende i hver medlemsstat, finder også anvendelse på tvister mellem rejsende og erhvervsdrivende i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302. Direktiv (EU) 2025/2647 (8), som ændrer direktiv 2013/11/EU med det formål at styrke forbrugernes adgang til ATB, forpligter medlemsstaterne til at fremme erhvervsdrivendes og forbrugeres deltagelse i ATB. I betragtningerne nævnes det, at opmærksomheden navnlig bør rettes mod erhvervsdrivendes og forbrugeres deltagelse i ATB-mekanismer i visse sektorer. Det bør fortsat være obligatorisk, at en aftale om en pakkerejse indeholder oplysninger om ATB-mekanismer i henhold til direktiv 2013/11/EU og, hvor det er relevant, om den ATB-instans, som den pågældende erhvervsdrivende er omfattet af. Erhvervsdrivende bør også informere rejsende om tilgængelige ATB-mekanismer ved afvisning af en klage fra en rejsende.

(30)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette direktiv overholder særligt friheden til at oprette og drive egen virksomhed, jf. chartrets artikel 16, samtidig med at det sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionen i overensstemmelse med chartrets artikel 38.

(31)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv senest fem år efter dets ikrafttræden. Skønt dette direktivs virkninger for rejsevirksomheder, herunder mikrorejsearrangører og små og mellemstore rejsearrangører, er blevet vurderet nøje, bør der i denne rapport tages hensyn til virkningerne af dets anvendelse på sådanne rejsearrangører. Desuden bør denne rapport indeholde en vurdering af anvendelsen af artikel 5a i direktiv (EU) 2015/2302. Rapporten bør ledsages af lovgivningsmæssige forslag, hvis det er nødvendigt.

(32)

Målet for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion, for så vidt angår pakkerejser, og til opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, der er så ensartet som muligt, i denne sektor, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(33)

Direktiv (EU) 2015/2302 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Titlen affattes således:

»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF«.

2)

Artikel 1 affattes således:

3)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

4)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 5, stk. 1, foretages følgende ændringer:

6)

Følgende artikel indsættes:

7)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

8)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

9)

Følgende artikel indsættes:

10)

Følgende artikel indsættes:

11)

Artikel 17 affattes således:

12)

I artikel 18 foretages følgende ændringer:

13)

Kapitel VI, der indeholder artikel 19, udgår.

14)

Artikel 21, stk. 1, affattes således:

»Medlemsstaterne sikrer, at en erhvervsdrivende er ansvarlig for fejl, der skyldes tekniske mangler i bestillingssystemet, som kan tilskrives denne, og, hvis den erhvervsdrivende har accepteret at sørge for bestillingen af en pakkerejse, for de fejl, som begås i forbindelse med bestillingen.«

15)

Artikel 22 affattes således:

16)

Artikel 23, stk. 1, affattes således:

17)

Bilag I erstattes af teksten i bilaget til dette direktiv.

18)

Bilag II udgår.