Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R2206

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2206 af 5. september 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent

C/2024/6096

EUT L, 2024/2206, 6.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2206/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2206/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/2206

6.9.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2206

af 5. september 2024

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 9,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 af 17. januar 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, særlig artikel 1, stk. 6 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

Den 17. januar 2019 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«) ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 (»den oprindelige forordning«).

(2)

I den undersøgelse, der førte til indførelsen af en endelig antidumpingtold (»den oprindelige undersøgelse«), blev der anvendt stikprøveudtagning til at undersøge de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina (»Kina«) i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036.

(3)

Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 10,3 % og 62,1 % på importen af elektriske cykler for de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven (med undtagelse af de virksomheder, der er omfattet af udligningstolden for alle andre virksomheder, der blev indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/72 (3) for den pågældende vare), blev der indført en vejet gennemsnitlig told på 24,2 %. Disse samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilag I til den oprindelige forordning. Der blev indført en vejet gennemsnitlig told på 16,2 % for andre samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven (og som er omfattet af udligningstolden for alle andre virksomheder, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/72 for den pågældende vare). Disse er opført i bilag II til den oprindelige forordning. Desuden blev der indført en landsdækkende toldsats på 70,1 % for elektriske cykler fra virksomheder i Kina, som ikke samarbejdede i forbindelse med antidumpingundersøgelsen, men samarbejdede i forbindelse med antisubsidieundersøgelsen vedrørende import af den pågældende vare (opført i bilag III til den oprindelige forordning). Der blev indført en toldsats på 62,1 % for alle andre virksomheder.

(4)

I henhold til artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning kan stk. 2 i nævnte artikel ændres ved at tilføje en ny eksporterende producent til det relevante bilag med de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven og derfor er omfattet af den passende vejede gennemsnitlige antidumpingtold, hvis denne nye eksporterende producent i Kina fremlægger tilstrækkelig dokumentation for Kommissionen for følgende:

a)

at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der blev lagt til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«) (»første betingelse for behandling som ny eksporterende producent«)

b)

at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved den oprindelige forordning indførte antidumpingforanstaltninger, og som har eller kunne have samarbejdet i forbindelse med den oprindelige forordning (»anden betingelse for behandling som ny eksporterende producent«), og

c)

at virksomheden faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde af den pågældende vare til Unionen (»tredje betingelse for behandling som ny eksporterende producent«).

B.   ANMODNING OM BEHANDLING SOM NY EKSPORTERENDE PRODUCENT

(5)

Virksomheden Zhetai Vehicle (Jiangsu) Co., Ltd. (»ansøgeren«), en kinesisk producent af elektriske cykler, indgav den 8. januar 2024 en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Kina, der ikke indgik i stikprøven, og af den parallelle udligningstold for alle andre virksomheder, dvs. 16,2 %, og hævdede, at den opfyldte alle tre betingelser i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning (»anmodningen«).

(6)

For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, sendte Kommissionen først et spørgeskema til ansøgeren og anmodede om dokumentation for, at vedkommende opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent. Ansøgeren besvarede spørgeskemaet.

(7)

Kommissionen bestræbte sig på at efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent. Med henblik herpå analyserede Kommissionen de beviser, som ansøgeren havde fremlagt. Ansøgeren har en gyldig erhvervslicens til produktion af elektriske cykler, som blev registreret i januar 2024 hos registreringskontoret i kontoret for markedstilsyn og -administration i Lianshui County. Sideløbende hermed underrettede Kommissionen EU-erhvervsgrenen om ansøgerens anmodning og opfordrede EU-erhvervsgrenen til at fremsætte bemærkninger. EU-erhvervsgrenen svarede, at ansøgeren var forretningsmæssigt forbundet med en tysk forhandler, ZT GmbH, som blev officielt registreret i april 2015.

C.   ANALYSE AF ANMODNINGEN

(8)

For så vidt angår den første betingelse om, at ansøgeren ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der ligger til grund for foranstaltningerne (fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017), fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke eksporterede elektriske cykler til Unionen, fordi det blev fastslået efter nævnte periode.

(9)

For så vidt angår den anden betingelse, som forudsætter, at ansøgeren ikke må være forretningsmæssigt forbundet med nogen eksportør eller producent, der er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de producenter i Kina, som er genstand for de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, og som eksporterede den pågældende vare til Unionen i den oprindelige undersøgelsesperiode.

(10)

For så vidt angår den tredje betingelse, som forudsætter, at ansøgeren faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen, fastslog Kommissionen ud fra den fremlagte dokumentation, at ansøgeren havde eksporteret elektriske cykler til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode. Ansøgeren fremlagde relevante salgs- og tolddokumenter for en eksporttransaktion til Nederlandene gennem sin forretningsmæssigt forbundne forhandler i Tyskland i november 2023.

(11)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at ansøgeren opfyldte betingelserne, og at ansøgeren bør pålægges en antidumpingtold på 16,2 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse (og som er omfattet af udligningstolden på den pågældende vare for alle andre virksomheder, som blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/72).

(12)

Gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 bør derfor ændres.

D.   FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(13)

Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, til ansøgeren.

(14)

Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger.

(15)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 indsættes følgende række efter rækken vedrørende Zhejiang Luyuan Electric Vehicle Co., Ltd.:

Virksomhedens navn

Provins

Taric-tillægskode

»Zhetai Vehicle (Jiangsu) Co., Ltd.

Jiangsu

89CD«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. september 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21. ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(2)   EUT L 16 af 18.1.2019, s. 108, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/73/oj.

(3)   EUT L 16 af 18.1.2019, s. 5. ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/72/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/2206/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top