Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023R0185

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/185 af 27. januar 2023 om indledning af en fornyet undersøgelse (ny eksportør) af gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina for så vidt angår én kinesisk eksporterende producent, om ophævelse af tolden på importen fra den pågældende eksporterende producent og om at gøre denne import til genstand for registrering

C/2023/561

EUT L 26 af 30.1.2023, p. 11–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/185/oj

30.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 26/11


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/185

af 27. januar 2023

om indledning af en fornyet undersøgelse (ny eksportør) af gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina for så vidt angår én kinesisk eksporterende producent, om ophævelse af tolden på importen fra den pågældende eksporterende producent og om at gøre denne import til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 4, og artikel 14, stk. 5,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   ANMODNINGEN

(1)

Den 17. maj 2022 modtog Kommissionen en anmodning om en fornyet undersøgelse (ny eksportør) i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen.

(2)

Anmodningen blev indgivet af Seven Star Lemon Technology co., Ltd. (»ansøgeren«), som er en eksporterende producent af citronsyre i Folkerepublikken Kina (»Kina«).

2.   DEN UNDERSØGTE VARE

(3)

Den undersøgte vare er citronsyre og tri-natriumcitrat-dihydrat, i øjeblikket henhørende under KN-kode 2918 14 00 og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918150011 og 2918150019) med oprindelse i Kina.

3.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(4)

De gældende foranstaltninger består i en endelig antidumpingtold indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 (2), ifølge hvilken importen af den undersøgte vare med oprindelse i Kina, herunder varer fremstillet af ansøgeren, er genstand for en endelig antidumpingtold på 42,7 %, dog med undtagelse af en række virksomheder, som er specifikt nævnt i forordningens artikel 1, stk. 2, og som pålægges individuelle toldsatser.

4.   BEGRUNDELSER FOR DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE

(5)

Ansøgeren har fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at denne ikke eksporterede den undersøgte vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der lå til grund for antidumpingforanstaltningerne (1. juli 2006 til 30. juni 2007).

(6)

Ansøgeren har fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at denne ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter af den undersøgte vare, som er omfattet af den gældende antidumpingtold.

(7)

Endelig har ansøgeren fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at denne først begyndte at eksportere den undersøgte vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode, dvs. fra juni 2021.

5.   SAGSFORLØB

5.1.   Indledning

(8)

Kommissionen undersøgte det foreliggende bevismateriale og konkluderede, at der var tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse (ny eksportør), jf. grundforordningens artikel 11, stk. 4, med henblik på at fastsætte ansøgerens individuelle dumpingmargen. Såfremt der konstateres dumping, vil Kommissionen fastsætte niveauet for den told, der skal gælde for import til Unionen af den undersøgte vare fremstillet af ansøgeren.

(9)

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, fastsættes den normale værdi for ansøgeren efter metoden i grundforordningens artikel 2, stk. 1-6a, idet den seneste udløbsundersøgelse af foranstaltningerne blev indledt efter den 20. december 2017.

(10)

EU-producenter, der vides at være berørt af sagen, blev den 28. november 2022 underrettet om anmodningen om en fornyet undersøgelse og havde frem til den 12. december 2022 mulighed for at fremsætte bemærkninger.

(11)

Kommissionen henleder også parternes opmærksomhed på, at der som følge af covid-19-udbruddet er offentliggjort en meddelelse (3) om covid-19-udbruddets mulige konsekvenser for antidumping- og antisubsidieundersøgelser, som kan være relevant for denne undersøgelse.

5.2.   Ophævelse af de gældende foranstaltninger og registrering af importen

(12)

I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, bør den gældende antidumpingtold suspenderes for så vidt angår import til Unionen af den undersøgte vare, som fremstilles af ansøgeren. Samtidig skal denne import gøres til genstand for registrering i overensstemmelse med grundforordningens artikel 14, stk. 5, for at sikre, at der kan opkræves antidumpingtold fra datoen for en sådan registrering, hvis det efter undersøgelsen konkluderes, at ansøgeren udøver dumping. Kommissionen bemærker endvidere, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at foretage et pålideligt skøn over niveauet for den mulige fremtidige betalingsforpligtelse, jf. dog grundforordningens artikel 9, stk. 4. Hvis anmodningen trækkes tilbage og den fornyede undersøgelse afsluttes, vil betalingsforpligtelsen vedrørende den registrerede import blive baseret på antidumpingtoldsatsen for »alle andre virksomheder«, dvs. 42,7 %, jf. forordning (EU) 2021/607.

5.3.   Undersøgelsesperioden

(13)

Undersøgelsen dækker perioden fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2022 (»undersøgelsesperioden«). Kommissionen forbeholder sig imidlertid ret til også at undersøge, om der er forekommet transaktioner i en efterfølgende periode og om nødvendigt ændre undersøgelsesperioden på baggrund af undersøgelsens konklusioner.

5.4.   Undersøgelse af ansøgeren

(14)

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, har Kommissionen stillet et spørgeskema til rådighed for ansøgeren i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, og på webstedet for Generaldirektoratet for Handel https://tron.trade.ec.europa.eu/investigations/case-view?caseId=2652. Ansøgeren skal indsende det udfyldte spørgeskema inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2.

5.5.   Andre skriftlige indlæg

(15)

I henhold til bestemmelserne i denne forordning opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indsende oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2.

5.6.   Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

(16)

Samtlige interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester inden for de frister, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 3. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes. For høringer angående emner, der vedrører undersøgelsens indledende fase, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Derefter skal en anmodning om at blive hørt indgives inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.7.   Vejledning om indgivelse af skriftlige indlæg og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

(17)

Oplysninger, som indgives til Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Parter skal, inden de forelægger Kommissionen oplysninger og/eller data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

(18)

Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne forordning, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Sensitive«  (4). Interesserede parter, der indgiver oplysninger i løbet af undersøgelsen, opfordres til at begrunde deres anmodning om fortrolig behandling.

(19)

Parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen »Sensitive«, skal indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf i henhold til grundforordningens artikel 19, stk. 2, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold.

(20)

Hvis en part, der indsender fortrolige oplysninger, ikke kan give en god begrundelse for at anmode om fortrolig behandling eller undlader at indsende et ikke-fortroligt sammendrag heraf, der opfylder kravene til form og indhold, kan Kommissionen se bort fra disse oplysninger, medmindre det på et relevant grundlag og på tilfredsstillende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte.

(21)

Interesserede parter opfordres til at indsende deres indlæg og anmodninger via TRON.tdi (https://webgate.ec.europa.eu/tron/TDI), herunder scannede fuldmagter og erklæringer.

(22)

For at få adgang til TRON.tdi skal de interesserede parter have en EU Login-konto. Fuldstændige oplysninger om registrering på og brug af TRON.tdi findes på https://webgate.ec.europa.eu/tron/resources/documents/gettingStarted.pdf.

(23)

Ved brug af TRON.tdi eller e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk korrespondance, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels websted: https://europa.eu/!7tHpY3.

(24)

Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter via TRON.tdi eller pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indgivelse af bemærkninger via TRON.tdi og pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat G

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles

BELGIEN

TRON.tdi: https://webgate.ec.europa.eu/tron/tdi

E-mail: TRADE-R789-CA@ec.europa.eu

6.   MANGLENDE SAMARBEJDSVILJE

(25)

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

(26)

Hvis det konstateres, at en interesseret part har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, skal der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

(27)

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultaterne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

7.   HØRINGSKONSULENT

(28)

Interesserede parter kan anmode om høringskonsulentens mellemkomst i handelsprocedurer. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til dokumenternes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af tidsfrister og eventuelle andre anmodninger vedrørende de interesserede parters og tredjeparters ret til forsvar, som kan opstå under proceduren.

(29)

Høringskonsulenten kan foranstalte høringer og mægle mellem den eller de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil analysere begrundelserne for anmodningerne. Disse høringer bør principielt kun finde sted, hvis spørgsmålene ikke allerede er blevet afklaret med Kommissionens tjenestegrene.

(30)

Anmodninger skal indgives i god tid og hurtigst muligt for at sikre en velordnet afvikling af procedurerne. Med henblik herpå bør interesserede parter anmode om høringskonsulentens mellemkomst hurtigst muligt efter den hændelse, der berettiger en sådan mellemkomst. Hvis anmodninger om høring indgives efter den relevante tidsrammes udløb, vil høringskonsulenten også undersøge årsagerne til sådanne sene anmodninger, karakteren af de spørgsmål, der er rejst, og virkningen af disse spørgsmål på retten til forsvar under behørig hensyntagen til god forvaltningsskik og rettidig afslutning af undersøgelsen.

(31)

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handels websted: https://policy.trade.ec.europa.eu/contacts/hearing-officer_en.

8.   TIDSPLAN FOR UNDERSØGELSEN

(32)

Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5, blive afsluttet senest ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

9.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(33)

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (5).

(34)

En databeskyttelsesmeddelelse, der informerer alle personer om behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af Kommissionens handelsbeskyttelsesaktiviteter, findes på Generaldirektoratet for Handels websted: https://circabc.europa.eu/ui/group/2e3865ad-3886-4131-92bb-a71754fffec6/library/cef4ace2-299e-4e29-a17e-d450f34a23a5/details,

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Der indledes en fornyet undersøgelse af gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036 med henblik på at fastslå, om der bør indføres en individuel antidumpingtold på importen af citronsyre og tri-natriumcitrat-dihydrat, i øjeblikket henhørende under KN-kode 2918 14 00 og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918150011 og 2918150019), med oprindelse i Folkerepublikken Kina, fremstillet med henblik på eksport til Unionen af Seven Star Lemon Technology co., Ltd. (Taric-tillægskode A023).

Artikel 2

Den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/607, ophæves hermed, for så vidt angår den import, som er omhandlet i nærværende forordnings artikel 1.

Artikel 3

De nationale toldmyndigheder tager de nødvendige skridt til registrering af den import, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, i henhold til artikel 11, stk. 4, og artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036.

Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 4

1.   Interesserede parter skal senest 15 dage efter datoen for denne forordnings ikrafttræden give sig til kende ved at kontakte Kommissionen.

2.   Medmindre andet er angivet, skal interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indsende besvarelser af spørgeskemaerne eller andre oplysninger senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen.

3.   Interesserede parter kan også anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 37 dage. For høringer angående emner, der vedrører undersøgelsens indledende fase, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for denne forordnings ikrafttræden. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. januar 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 af 14. april 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina udvidet til også at omfatte importen af citronsyre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 129 af 15.4.2021, s. 73).

(3)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A52020XC0316%2802%29

(4)  Et dokument med påtegningen »Sensitive« er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (»antidumpingaftalen«). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


Top