(1)

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (»konventionen«) er det første internationale instrument, der har til formål at udrydde vold mod kvinder, herunder piger under 18 år, som en grundlæggende årsag til den vedvarende ulighed mellem mænd og kvinder ved at indføre en omfattende ramme for retlige og politiske foranstaltninger med henblik på at forebygge vold mod kvinder og beskytte og bistå ofre for denne vold. Konventionen trådte i kraft den 1. april 2014. I henhold til konventionens artikel 75 kan Unionen blive part i konventionen.

(2)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2017/865 (2) og (EU) 2017/866 (3) blev konventionen undertegnet på Unionens vegne den 13. juni 2017, for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager og med hensyn til asyl og nonrefoulement med forbehold af senere indgåelse.

(3)

Konventionen skaber en omfattende og mangesidet retlig ramme til beskyttelse af kvinder mod alle former for vold. Den sigter mod at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og piger samt vold i hjemmet. Den omfatter en lang række foranstaltninger fra indsamling af data og oplysningsaktiviteter til retlige foranstaltninger med henblik på at gøre forskellige former for vold mod kvinder strafbare. Den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af ofre og støttetjenester samt bekæmpelse af kønsbetinget vold i forbindelse med asyl og migration. Ved konventionen oprettes der en særlig overvågningsmekanisme, der skal sikre, at parterne effektivt gennemfører konventionens bestemmelser.

(4)

Indgåelsen af konventionen på Unionens vegne vil bidrage til at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, hvilket er blandt Unionens centrale mål og værdier, som skal afspejles i alle dens aktiviteter, jf. artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Vold mod kvinder udgør ikke alene en strafbar handling, men også en krænkelse af menneskerettighederne og en ekstrem form for diskrimination, der skyldes ulighed mellem kønnene, og den er med til at fastholde og forværre denne ulighed. Ved sit tilsagn om at gennemføre konventionen bekræfter Unionen sin vilje til at bekæmpe vold mod kvinder på dens område og globalt og styrker sin nuværende politiske indsats og den gældende materielle retlige ramme inden for den del af strafferetsplejen, der har særlig relevans for kvinder og piger.

(5)

Konventionen omfatter spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence, og andre spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence.

(6)

Unionen bør kun tiltræde konventionen for så vidt angår spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence, dvs. for så vidt de relevante bestemmelser i konventionen kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. På nuværende tidspunkt vedrører dette navnlig visse af de bestemmelser i konventionen, der vedrører retligt samarbejde i straffesager, og de bestemmelser i konventionen, der vedrører asyl og nonrefoulement. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence, for så vidt konventionen ikke berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde. Unionens tiltrædelse af konventionen for så vidt angår spørgsmål, der henhører under dens enekompetence, berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til ratifikation af konventionen i spørgsmål, der henhører under deres nationale kompetencer.

(7)

På tidspunktet for konventionens gennemførelse vil Unionen være ansvarlig for gennemførelsen af de bestemmelser i konventionen, der henhører under dens enekompetence, mens de medlemsstater, der har ratificeret konventionen, vil være eneansvarlige for gennemførelsen af de bestemmelser i konventionen, der henhører under deres nationale kompetence.

(8)

De retsgrundlag, der angives i denne afgørelse, udgør på nuværende tidspunkt en relevant indikation af omfanget af Unionens kompetence med hensyn til konventionen og kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne.

(9)

Denne afgørelse vedrører kun de bestemmelser i konventionen, der vedrører retligt samarbejde i straffesager og asyl og nonrefoulement, for så vidt disse bestemmelser kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde. Den vedrører ikke Unionens institutioner eller offentlige forvaltning, som er omhandlet i en særskilt rådsafgørelse, der vil blive vedtaget parallelt med nærværende afgørelse.

(10)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(11)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(12)

Der er udarbejdet en adfærdskodeks for fastsættelse af interne ordninger for Unionens og medlemsstaternes udøvelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til konventionen (»adfærdskodeksen«) mellem Rådet, de medlemsstater, der er parter i konventionen, og Kommissionen. Disse ordninger omfatter bl.a. Kommissionens rolle som koordinerende organ, jf. konventionens artikel 10, i spørgsmål, der henhører under Unionens enekompetence, uden at dette berører medlemsstaternes respektive kompetencer og EU-institutionernes autonomi i spørgsmål vedrørende deres respektive foranstaltninger; overvågningsmekanismen, herunder rapportering til ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet (GREVIO); Unionens deltagelse i møder i de organer, der oprettes ved konventionen, navnlig Komitéen af Kontraherende Parter, jf. konventionens artikel 67; udarbejdelsen af Unionens holdninger, fælles holdninger eller koordinerede holdninger med henblik på sådanne møder og det tætte samarbejde på sådanne møder, navnlig for så vidt angår spørgsmål om tale- og afstemningsregler. Adfærdskodeksen er derfor tænkt som et praktisk og internt redskab, der skal sætte Unionen og dens medlemsstater i stand til at opnå sammenhængende, omfattende og samlet ekstern repræsentation i forhold til konventionen.

(13)

Konventionen bør godkendes —