EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022H0108

Rådets henstilling (EU) 2022/108 af 25. januar 2022 om ændring af henstilling (EU) 2020/1632 for så vidt angår en koordineret tilgang til at gøre det lettere at rejse sikkert inden for Schengenområdet under covid-19-pandemien (EØS-relevant tekst)

ST/5402/2022/REV/1

OJ L 18, 27.1.2022, p. 124–126 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2022/108/oj

27.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 18/124


RÅDETS HENSTILLING (EU) 2022/108

af 25. januar 2022

om ændring af henstilling (EU) 2020/1632 for så vidt angår en koordineret tilgang til at gøre det lettere at rejse sikkert inden for Schengenområdet under covid-19-pandemien

(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra c) og e), og artikel 292, første og andet punktum,

som henviser til forslag fra Europa-Kommissionen, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

I overensstemmelse med artikel 67 i TEUF udgør Unionen et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor det sikres, at der ikke foretages personkontrol ved de indre grænser. I henhold til Schengenreglerne kan de indre grænser passeres overalt, uden at der gennemføres personkontrol, uanset personernes nationalitet. Dette omfatter tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i EU og tredjelandsstatsborgere, der er indrejst lovligt på en medlemsstats område, og som i en periode på op til 90 dage inden for 180 dage frit kan færdes inden for alle andre medlemsstaters område.

(2)

Den 30. januar 2020 erklærede generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) det globale udbrud af det nye covid-19-virus, som forårsager coronavirussygdom 2019 (covid-19), for en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Den 11. marts 2020 vurderede WHO, at covid-19 kan karakteriseres som en pandemi.

(3)

For at begrænse spredningen af sars-CoV-2-virusset har medlemsstaterne truffet forskellige foranstaltninger, hvoraf nogle har haft indvirkning på retten til at opholde sig og færdes frit inden for medlemsstaternes område, herunder for tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold eller bopæl på en medlemsstats område, såsom indrejserestriktioner eller krav om karantæne for personer, der rejser på tværs af grænserne. Disse foranstaltninger har haft skadelige og uforholdsmæssigt store konsekvenser som følge af personkontrollen, uanset personernes nationalitet, når disse passerer de indre grænser i Schengenområdet.

(4)

På forslag af Kommissionen vedtog Rådet den 13. oktober 2020 henstilling (EU) 2020/1475 om en koordineret tilgang til restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien (1). I denne henstilling fastsættes almindelige principper og fælles kriterier, herunder fælles tærskler, når der overvejes restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien. Der fastlægges også en fælles ramme for mulige tiltag over for rejsende fra højrisikoområder. Det henstilles heri til medlemsstaterne at koordinere og kommunikere til offentligheden, når der indføres restriktive foranstaltninger.

(5)

Ifølge Rådets henstilling (EU) 2020/1632 (2) skal de almindelige principper, fælles kriterier, fælles tærskelværdier og den fælles ramme for foranstaltninger, herunder henstillinger om koordinering og kommunikation som fastsat i henstilling (EU) 2020/1475, også finde anvendelse på rejser inden for området uden kontrol ved de indre grænser.

(6)

For at tage hensyn til udviklingen i covid-19-pandemien siden vedtagelsen af henstilling (EU) 2020/1475 har Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen erstattet denne henstilling med henstilling (EU) 2022/108.

(7)

For at sikre, at de fælles kriterier og tærskelværdier og den fælles ramme for foranstaltninger, som medlemsstaterne anvender for at gøre det lettere at rejse sikkert inden for området uden kontrol ved de indre grænser under covid-19-pandemien, fortsat er ajourførte og fuldt ud i overensstemmelse med den fælles tilgang med henblik på at lette den frie bevægelighed som fastsat i henstilling (EU) 2022/108, bør henvisningen i Rådets henstilling (EU) 2020/1632 til henstilling (EU) 2020/1475 erstattes af en henvisning til henstilling (EU) 2022/108.

(8)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne henstilling, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne henstilling til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne henstilling, jf. artikel 4 i nævnte protokol.

(9)

Denne henstilling udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne henstilling, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(10)

For så vidt angår Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien udgør denne henstilling en udvikling af Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011.

(11)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra C, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (3).

(12)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra C, i afgørelse 1999/437/EF (4) sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (5).

(13)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra C, i afgørelse 1999/437/EF (6) sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (7),

HENSTILLER:

I henstilling (EU) 2020/1632 foretages følgende ændringer:

I hele henstillingen erstattes »Rådets henstilling (EU) 2020/1475« af »Rådets henstilling (EU) 2022/108«.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. januar 2022.

På Rådets vegne

C. BEAUNE

Formand


(1)  Rådets henstilling (EU) 2020/1475 af 13. oktober 2020 om en koordineret tilgang til restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien (EUT L 337 af 14.10.2020, s. 3).

(2)  Rådets henstilling (EU) 2020/1632 af 30. oktober 2020 om en koordineret tilgang til restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien i Schengenområdet (EUT L 366 af 4.11.2020, s. 25).

(3)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(4)  EUT L 53 af 27.2.2008, s. 52.

(5)  Rådets afgørelse 2008/146/EF af 28. januar 2008 om indgåelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne, af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (EUT L 53 af 27.2.2008, s. 1).

(6)  EUT L 160 af 18.6.2011, s. 21.

(7)  Rådets afgørelse 2011/350/EU af 7. marts 2011 om indgåelse, på Den Europæiske Unions vegne, af protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, navnlig for så vidt angår afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og personbevægelser (EUT L 160 af 18.6.2011, s. 19).


Top