Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0597

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/597 af 11. april 2022 om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke

ST/6607/2022/INIT

EUT L 114 af 12.4.2022, p. 75–87 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/597/oj

12.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 114/75


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/597

af 11. april 2022

om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003 EU's strategi mod ikkespredning af masseødelæggelsesvåben (»EU's WMD-ikkespredningsstrategi«), som i kapitel III indeholder en oversigt over foranstaltninger, som skal træffes både i Unionen og i tredjelande for at bekæmpe en sådan spredning.

(2)

Unionen gennemfører aktivt EU's WMD-ikkespredningsstrategi og udmønter konkret de foranstaltninger, der er nævnt i dennes kapitel III, såsom udvikling af de nødvendige strukturer inden for Unionen.

(3)

Den 8. december 2008 vedtog Rådet konklusioner og et dokument med titlen »Nye EU-aktionslinjer i bekæmpelsen af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler« (»de nye aktionslinjer«), hvori det hedder, at spredning af masseødelæggelsesvåben (»WMD«) fortsat er en af de største sikkerhedsudfordringer, og at ikkespredningsaktiviteter udgør en væsentlig del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).

(4)

I de nye aktionslinjer opfordrer Rådet de relevante rådssammensætninger og -organer, Kommissionen, de øvrige institutioner og medlemsstaterne til at følge konkret op på nævnte dokument.

(5)

I de nye aktionslinjer understreger Rådet, at Unionens indsats til forebyggelse af spredning med fordel kan støtte sig på et ikkestatsligt ikkespredningsnet, der samler udenrigspolitiske institutioner og forskningscentre, som er specialiseret i Unionens strategiske områder, og samtidig baserer sig på de nyttige net, der allerede findes. Et sådant net kan udvides til institutioner i tredjelande.

(6)

Den 19. november 2018 vedtog Rådet EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil med titlen »Sikring af våben, beskyttelse af borgerne« (»EU's SALW-strategi«). EU's SALW-strategi erstattede EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med SALW samt ammunition hertil, der blev vedtaget i 2005. Ulovlige håndvåben og lette våben bidrager fortsat til ustabilitet og vold i Unionen, i dens umiddelbare naboskabsområde og i resten af verden. Ulovlige håndvåben giver næring til væbnet vold og organiseret kriminalitet samt global terrorisme og konflikter og modvirker indsatsen for at skabe bæredygtig udvikling og styre kriser. De destabiliserer hele regioner samt lande og deres samfund og forstærker virkningen af terrorangreb. Rådet er derfor fast besluttet på at forebygge og begrænse ulovlig handel med håndvåben og lette våben samt ammunition hertil og fremmer ansvarliggørelse og ansvarlighed med hensyn til lovlig handel hermed. I EU's SALW-strategi tages der hensyn til udviklingen i sikkerhedssituationen, herunder terrortruslen inden for Unionen og udviklingen inden for SALW-design og -teknologi, som har betydning for regeringernes evne til at håndtere truslen. Der tages også hensyn til de vejledende principper i EU's globale strategi fra 2016.

(7)

Den 26. juli 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/430/FUSP (1), som oprettede det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke og fastsatte, at den tekniske gennemførelse af denne afgørelse skal varetages af EU's konsortium for ikkespredning (»konsortiet«).

(8)

Udvælgelsen af konsortiet til eneste støttemodtager i dette tilfælde er begrundet med Unionens ønske om med støtte fra medlemsstaterne at videreføre sit frugtbare samarbejde med det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke, som bidrager til skabelsen af en fælles europæisk ikkesprednings- og nedrustningskultur samt hjælper Unionen med at udvikle og udforme dens politikker på disse områder og øge Unionens synlighed. Selve karakteren af konsortiet, der skylder Unionen sin eksistens og er helt afhængigt af EU-støtte, gør 100 % finansiering nødvendig i dette tilfælde. Konsortiet har ingen uafhængige finansielle ressourcer eller hjemmel til at fremskaffe andre midler. Desuden har konsortiet oprettet et net, som forvaltes af seks tænketanke, og som består af over 100 tænketanke, forskningscentre og universitetsinstitutter og kombinerer næsten hele den ikkestatslige ekspertise inden for ikkespredning og nedrustning i Unionen, herunder enheder i alle medlemsstater.

(9)

Den 10. marts 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/129/FUSP (2), som forlængede Unionens fortsatte fremme af og finansielle støtte til aktiviteterne i det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke med tre år og overdrog konsortiet den tekniske gennemførelse af nævnte afgørelse.

(10)

Den 3. april 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/632 (3), som forlængede gyldighedsperioden for afgørelse 2014/129/FUSP med henblik på fortsat gennemførelse af aktiviteterne indtil den 2. juli 2017.

(11)

Den 4. juli 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/1195 (4), hvorved gennemførelsesperioden for afgørelse 2014/129/FUSP blev forlænget fra den 3. juli til den 31. december 2017 for at muliggøre afholdelsen af en større årlig konference om ikkespredning og nedrustning i 2017 samt fortsat vedligeholdelse og ajourføring af konsortiets internetplatform.

(12)

Den 26. februar 2018 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2018/299 (5), som forlængede Unionens fortsatte fremme af og finansielle støtte til aktiviteterne i det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke med tre år og overdrog konsortiet den tekniske gennemførelse af nævnte afgørelse.

(13)

Den 16. april 2021 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2021/648 (6), hvorved gennemførelsesperioden for afgørelse (FUSP) 2018/299 blev forlænget til den 17. maj 2022 på grund af gennemførelsesudfordringer som følge af den fortsatte covid-19-pandemi —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Med henblik på at bidrage til at styrke gennemførelsen af EU's WMD-ikkespredningsstrategi og EU's SALW-strategi, som er baseret på principperne om effektiv multilateralisme, forebyggelse og samarbejde med tredjelande, forlænges den fortsatte fremme af og støtte til det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketankes aktiviteter herved med henblik på at fremme følgende mål:

a)

at tilskynde til en politisk og sikkerhedsrelateret dialog og langsigtet drøftelse om foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler i civilsamfundet og navnlig blandt eksperter, forskere og akademikere

b)

at give dem, der deltager i Rådets relevante forberedende organer, mulighed for at konsultere nettet om spørgsmål vedrørende ikkespredning, nedrustning og våbeneksportkontrol og give medlemsstaternes repræsentanter mulighed for at deltage i konsortiets møder

c)

at fungere som et nyttigt springbræt for Unionens og det internationale samfunds ikkesprednings- og nedrustningsaktiviteter, navnlig ved at forelægge rapporter og/eller henstillinger for repræsentanterne for Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR)

d)

at bidrage til at øge tredjelandes bevidsthed om sprednings- og nedrustningsudfordringer og om nødvendigheden af at arbejde sammen med Unionen og inden for rammerne af multilaterale fora, navnlig De Forenede Nationer, for at forebygge, hindre, standse og om muligt fjerne spredningsprogrammer, der giver anledning til bekymring globalt

e)

at bidrage til at udvikle ekspertise og institutionel kapacitet i ikkesprednings- og nedrustningsspørgsmål i Unionens og tredjelandes tænketanke og regeringer, herunder ved at styrke uddannelsen i ikkespredning og nedrustning, øge bevidstheden om disse spørgsmål blandt de yngre generationer og støtte den næste generation af forskere og fagfolk på dette område, især kvinder, og inden for naturvidenskab og teknisk videnskab.

2.   De projekter, som Unionen skal støtte, omfatter følgende specifikke aktiviteter:

a)

tilvejebringelse af midler til afholdelse af større årlige konferencer med tredjelande og civilsamfundet om ikkespredning og nedrustning med henblik på at drøfte og identificere yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler og dertil knyttede nedrustningsmål samt at håndtere udfordringer vedrørende konventionelle våben, herunder bekæmpelse af ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW og ammunition hertil. Konferencerne vil også fremme EU's WMD-ikkespredningsstrategi og EU's SALW-strategi på internationalt plan og betydningen af EU-institutioner og tænketanke i Unionen i den forbindelse med henblik på at øge synligheden af Unionens politikker på dette område og fremlægge rapporter og/eller henstillinger for HR's repræsentanter

b)

tilvejebringelse af midler til tilrettelæggelse af årlige rådgivende møder mellem repræsentanter for EU-institutioner, repræsentanter for medlemsstaterne og eksperter for at udveksle synspunkter om vigtige spørgsmål og kritiske udviklingstendenser inden for nedrustning, ikkespredning og våbeneksportkontrol med henblik på at fremlægge rapporter/og eller henstillinger for HR's repræsentanter

c)

tilvejebringelse af midler til tilrettelæggelse af ad hoc-seminarer for eksperter og fagfolk om hele spektret af ikkesprednings- og nedrustningsspørgsmål, herunder både ukonventionelle og konventionelle våben, med henblik på at fremlægge rapporter/og eller henstillinger for HR's repræsentanter

d)

tilvejebringelse af midler til udarbejdelse og publikation af politikpapirer, der dækker emner inden for konsortiets mandat, og fremsættelse af forslag til politiske og/eller operationelle politikmuligheder

e)

tilvejebringelse af midler til fortsat bevidstgørelse, uddannelse og udvikling af ekspertise og institutionel kapacitet inden for ikkespredning og nedrustning blandt tænketanke og regeringer i Unionen og tredjelande gennem:

vedligeholdelse og videreudvikling af et e-læringskursus, der omfatter alle relevante ikkesprednings- og nedrustningsaspekter

oprettelse af praktikophold vedrørende ikkespredning og nedrustning for kandidatstuderende eller unge diplomater fra Unionen og tredjelande

fortsættelse af initiativet vedrørende unge kvinder og næste generation samt mentorprogrammet

tilrettelæggelse af årlige studiebesøg i Bruxelles for deltagerne i FN's stipendiatprogram vedrørende nedrustning med henblik på at fremme og øge synligheden af Unionens politikker inden for ikkespredning, nedrustning og våbeneksportkontrol

afholdelse af et uddannelseskursus for at øge kendskabet til spredningsrisici, herunder risici, der stammer fra den videnskabelige og teknologiske udvikling, blandt studerende fra naturvidenskabelige fag

f)

tilvejebringelse af midler til fortsat at vedligeholde, forvalte og udvikle en internetplatform og relaterede konti på sociale net til at lette kontakter, skabe et unikt forum for europæisk forskning vedrørende nedrustning og ikkespredning, fremme det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke, række ud til det globale ikkesprednings- og nedrustningsfællesskab og fremme de uddannelsesmæssige tilbud fra konsortiet, både med hensyn til uddannelseskurser på stedet og e-læring.

Bilaget indeholder en detaljeret beskrivelse af projekterne.

Artikel 2

1.   HR har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.

2.   Den tekniske gennemførelse af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede aktiviteter varetages af konsortiet, som består af Fondation pour la recherche stratégique (FRS), Peace Research Institute Frankfurt (HSFK/PRIF), International Institute for Strategic Studies Europe (IISS-Europe), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), International Affairs Institute (IAI) i Rom og Vienna Center for Disarmament and Non-Proliferation (VCDNP). Konsortiet udfører denne opgave under HR's ansvar. Med henblik herpå indgår HR de nødvendige arrangementer med konsortiet.

3.   Medlemsstaterne og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil foreslår, hvilke prioriteter og emner af specifik interesse med henblik på evaluering i konsortiets forskningsprogrammer der skal behandles i arbejdsdokumenter og på seminarer i overensstemmelse med Unionens politikker.

Artikel 3

1.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projekter er 4 700 000 EUR.

2.   De udgifter, der finansieres af det i stk. 1 angivne beløb, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Kommissionen overvåger, at de i stk. 1 omhandlede udgifter forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en tilskudsaftale med konsortiet. Det skal fremgå af aftalen, at konsortiet sørger for, at Unionens bidrag til projektet bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.

4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå den aftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelsen af aftalen.

Artikel 4

1.   HR aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter fra konsortiet. Disse rapporter skal danne udgangspunkt for Rådets evaluering.

2.   Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projekter.

Artikel 5

1.   Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

2   Denne afgørelse udløber 36 måneder efter datoen for indgåelse af aftalen omhandlet i artikel 3, stk. 3. Den udløber dog seks måneder efter ikrafttrædelsen, hvis den pågældende aftale ikke er indgået inden da.

Udfærdiget i Luxembourg, den 11. april 2022.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2010/430/FUSP af 26. juli 2010 om oprettelse af et europæisk net af uafhængige ikkespredningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 202 af 4.8.2010, s. 5).

(2)  Rådets afgørelse 2014/129/FUSP af 10. marts 2014 om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 71 af 12.3.2014, s. 3).

(3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/632 af 3. april 2017 om ændring af afgørelse 2014/129/FUSP om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 90 af 4.4.2017, s. 10).

(4)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1195 af 4. juli 2017 om ændring af afgørelse 2014/129/FUSP om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 172 af 5.7.2017, s. 14).

(5)  Rådets afgørelse (FUSP) 2018/299 af 26. februar 2018 om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 56 af 28.2.2018, s. 46).

(6)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/648 af 16. april 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2018/299 om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 133 af 20.4.2021, s. 57).


BILAG

PROJEKTDOKUMENT

EU's konsortium for ikkespredning og nedrustning (fase IV) — HR(2022) 34

17. januar 2022

EU's konsortium for ikkespredning og nedrustning (konsortiet) blev oprettet af Rådet for Den Europæiske Union med det formål at etablere et europæisk net af uafhængige tænketanke for at fremme politisk og sikkerhedsrelateret dialog og langsigtet drøftelse af foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben (WMD) og deres fremføringsmidler. En sådan dialog omfatter også spørgsmål vedrørende konventionelle våben, herunder håndvåben og lette våben (SALW). EU fornyede støtten til projektet, som blev iværksat i 2010 ved Rådets afgørelse 2010/430/FUSP, for yderligere to faser i 2014 (ved EU-Rådets afgørelse 2014/129/FUSP) og i 2018 (ved EU-Rådets afgørelse (FUSP) 2018/299). Gennemførelsen af fase III vil blive afsluttet i maj 2022.

Konsortiet består i øjeblikket af Fondation pour la recherche stratégique (FRS), Istituto Affari Internazionali (IAI), International Institute for Strategic Studies (IISS), Peace Research Institute Frankfurt (HSFK/PRIF), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) og Vienna Center for Disarmament and Non-Proliferation (VCDNP). I årenes løb er nettet blevet udvidet til at omfatte 104 medlemmer blandt tænketanke, forskningscentre og universitetsinstitutter i alle EU-medlemsstaterne og i seks andre lande (Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz, Serbien, Tyrkiet og Ukraine).

Konsortiets rolle er at koordinere og fremme nettet og stille dets ekspertise til rådighed for EU med henblik på at bidrage til drøftelserne i dets relevante organer om ikkesprednings-, våbenkontrol- og nedrustningspolitikker og fremlægge idéer, analyser og henstillinger. Konsortiet har opfyldt denne opgave gennem en bred vifte af aktiviteter, herunder internationale konferencer og møder, uddannelsesaktiviteter, publikationer og outreach. I projektets fase III er konsortiets arbejde gradvist blevet udvidet for at imødekomme behovet for at opbygge yderligere kapacitet, viden og muligheder på områderne nedrustning, ikkespredning og våbenkontrol i næste generation af fagfolk og forskere samt blandt akademikere inden for naturvidenskab. Der er også blevet lagt særlig vægt på behovet for at inddrage flere kvinder på området.

Den fortsatte udvikling og de fortsatte udfordringer på områderne nedrustning, ikkespredning og våbenkontrol gør konsortiets og nettets sammenkaldelse, forskning og outreacharbejde særlig relevant for EU og dets medlemsstater. Med udgangspunkt i det arbejde, der er udført i de foregående faser af projektet, afspejler konsortiets fase IV som fremlagt i dette dokument, hvordan dets aktiviteter fortsat kan give konsortiet og nettet mulighed for at bidrage til EU's arbejde på dette vigtige område.

1.   Generel forvaltning

SIPRI vil i forbindelse med generel forvaltning fortsat føre tilsyn med og koordinere aktiviteterne i konsortiet og det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke (nettet), blandt andet gennem afholdelse af styringskomitémøder mellem repræsentanter for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Europa-Kommissionen og konsortiet og opfyldelse af rapporteringsforpligtelser. Dette omfatter også opgaven med yderligere at udvide nettets mangfoldighed med hensyn til akademiske discipliner, geografi, køn og alder. Generel forvaltning omfatter desuden tid for alle konsortiets medlemmer til at udføre generelle forvaltningsopgaver (f.eks. deltagelse i koordineringsmøder og indgivelse af bidrag til koordinatoren) og synlighedsomkostninger.

Fase IV (2022-2025) vil endvidere omfatte:

nedsættelse af et konsortieprogramudvalg bestående af repræsentanter for medlemmerne af konsortiet, EU-Udenrigstjenesten og Europa-Kommissionen, der skal bidrage til indholdet og tilrettelæggelsen af den årlige konference og andre projekter (f.eks. det rådgivende møde, publikationsserierne og ad hoc-seminarer)

seks mundtlige (virtuelle eller fysiske) orienteringer af CONOP, COARM og andre EU-organer, alt efter hvad der er relevant, givet af eksperter tilknyttet medlemmerne af nettet eller konsortiet og efter anmodning EU-Udenrigstjenesten (tidligere givet gennem hjælpetjenesteprojektet).

2.   Projektbeskrivelse

Følgende mål er tværgående for alle projekter:

sikring af mangfoldighed med hensyn til køn og geografi i alle aktiviteter

støtte til næste generation af ikkesprednings- og nedrustningseksperter.

2.1   Afholdelse af en årlig konference om ikkespredning og nedrustning (leder: IAI)

Formål med og beskrivelse af projektet

Den årlige konference med deltagelse af regeringseksperter og uafhængige tænketanke og andre akademiske eksperter fra EU og associerede stater såvel som tredjelande drøfter og identificerer yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler og dertil knyttede nedrustningsmål samt tackler udfordringer vedrørende konventionelle våben, herunder bekæmpelse af ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW og ammunition hertil, såvel som relaterede risici og muligheder i forbindelse med fremspirende teknologier.

I fase IV (2022-2025) omfatter denne aktivitet afholdelse af én årlig konference om året. Konsortiet sigter mod at afholde konferencen fysisk, men med mulighed for at livestreame en del af eller hele arrangementet. Hvis covid-19-pandemirelaterede rejse- og mødebegrænsninger fortsat finder anvendelse, er konsortiet rede til at tilpasse arrangementets format, som det allerede har gjort i fase III. Desuden:

Der vil blive afholdt et fysisk netmøde i tilknytning til den årlige konference. Yderligere virtuelle netmøder vil afholdt i løbet af året.

Mødet for næste generation vil blive afholdt i tilknytning til den årlige konference, men vil blive kædet sammen med andre aktiviteter med deltagelse af unge eksperter (jf. punkt 2.6).

Deltagerne i konsortiets mentorprogram vil blive indbudt til at deltage i konferencen.

Projektets resultater

videreførelse af en stor europæiskledet ikkesprednings- og nedrustningskonference, der fortsat vil være et hovedcenter for fremme af strategiske drøftelser om foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler og dertil knyttede nedrustningsmål til tackling af udfordringer vedrørende konventionelle våben, herunder bekæmpelse af ulovlig handel med og voldsom ophobning af SALW og ammunition hertil

større synlighed og bevidsthed omkring Unionens politikker inden for ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og SALW og inden for kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare (CBRN) aktiviteter blandt embedsmænd, akademikere og civilsamfundet i tredjelande

fremme af nettets rolle og sammenhæng og Unionens rolle på dette område

opbyggelse af ikkesprednings- og nedrustningsekspertise i lande, hvor den er utilstrækkelig, herunder tredjelande, med særligt fokus på at støtte den næste generation

fremlæggelse af handlingsorienterede henstillinger, som kan forbedre gennemførelsen af EU's WMD-ikkespredningsstrategier og SALW-strategier og udgøre et nyttigt afsæt for Unionens og det internationale samfunds ikkespredningsaktiviteter og aktiviteter vedrørende konventionelle våben

forøgelse af bevidsthed og viden i Unionens institutioner, medlemsstaterne, civilsamfundet og tredjelande om truslerne i forbindelse med masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, så de bedre kan foregribe situationer.

2.2   Afholdelse af et årligt rådgivende møde om ikkespredning og nedrustning (leder: FRS)

Formål med og beskrivelse af projektet

De rådgivende møder med deltagelse af repræsentanter for EU, medlemsstaterne og tænketanke behandler Unionens udfordringer på kort og mellemlang sigt inden for ikkespredning og nedrustning, navnlig masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, konventionelle våben, herunder SALW, samt nye typer af våben og fremføringsmidler.

I projektets fase IV omfatter denne aktivitet afholdelse af ét rådgivende møde om året, der er opdelt i to dele, som hver dækker CONOP- og COARM-relaterede spørgsmål, og udarbejdelse af dertil knyttede rapporter og/eller henstillinger. Dagsordenerne for disse arrangementer vil blive udarbejdet i tæt samarbejde med EU-Udenrigstjenesten og Rådets FUSP-arbejdsgrupper inden for ikkespredning og nedrustning (CONOP) og eksport af konventionelle våben (COARM). Yderligere organer vil blive hørt, når det er relevant (f.eks. EU-Udenrigstjenestens rumtaskforce). Nærmere bestemt:

Det årlige rådgivende møde vil vare i op til to dage fordelt på CONOP- og COARM-møder. Det vil have fysisk deltagelse af op til 50 personer fra europæiske tænketanke, EU-medlemsstater og EU-institutioner, som er specialiserede i nedrustning og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og spørgsmål vedrørende konventionelle våben, herunder SALW, samt fremspirende teknologier, i hvert af disse to CONOP- og COARM-orienterede arbejdsmøder.

Det rådgivende møde vil blive afholdt fysisk over to dage for at øge udvekslingerne mellem deltagerne mest muligt.

Projektets resultater

udveksling af oplysninger og analyse vedrørende aktuelle spredningstendenser mellem politikfagfolk og akademiske eksperter fra medlemsstaterne samt specialiseret personale fra EU-Udenrigstjenesten og andre af Unionens institutioner

drøftelse af, hvordan Unionens politikker mod spredning bedst gennemføres

tilvejebringelse af konstruktiv feedback til Unionen om dens strategier mod spredning af masseødelæggelsesvåben og SALW fra uafhængige europæiske tænketanke samt forslag fra fagfolk til forskere om de mest politikrelevante emner med henblik på yderligere forskning

udpegning af relevante ikkesprednings- og nedrustningsspørgsmål til politikorienterede rapporter

udarbejdelse af politikorienterede rapporter samt et sæt handlingsorienterede henstillinger til HR's repræsentanter.

2.3   Afholdelse af ni ad hoc-seminarer om ikkespredning og nedrustning

Formål med og beskrivelse af projektet

Ad hoc-seminarerne tjener et rådgivende formål for nettet og Unionen og dens medlemsstater på ad hoc-grundlag med henblik på at behandle vigtige begivenheder og EU-politikmuligheder samt give nettet, medlemsstaterne og EU-institutionerne mulighed for at nå ud til målgrupper i og uden for Unionen.

Projektet omfatter afholdelse af op til ni ad hoc-ekspertseminarer med udarbejdelse af et tilhørende skriftligt notat. I fase IV:

Der vil blive afholdt tre fysiske og seks virtuelle seminarer.

Som led i afholdelsen af seminarerne vil der blive bestilt et skriftligt ad hoc-notat, som fokuserer på seminarets emne, fra relevante eksperter tilknyttet nettet, konsortiet eller om nødvendigt andre institutter. Disse notater vil blive rundsendt enten forud for seminaret som baggrundsdokument eller derefter for at give et overblik over de vigtigste resultater. Ad hoc-notaterne vil blive offentliggjort på konsortiets websted.

EU-Udenrigstjenesten kan også anmode om særskilte notater (tidligere benævnt hjælpedokumenter) i stedet for et skriftligt notat, som fokuserer på emnet for et ad hoc-seminar.

Projektets resultater

udveksling af oplysninger og analyse vedrørende aktuelle spredningstendenser mellem politikfagfolk og akademiske eksperter fra medlemsstaterne samt specialiseret personale fra EU-Udenrigstjenesten og andre af Unionens institutioner

drøftelse af, hvordan Unionens politikker mod spredning bedst gennemføres

tilvejebringelse af konstruktiv feedback til Unionen om dens strategier mod spredning af masseødelæggelsesvåben og SALW fra uafhængige tænketanke i Unionen samt forslag fra fagfolk til tænketankene om de mest politikrelevante emner med henblik på yderligere forskning

udpegning af relevante ikkesprednings- og nedrustningsspørgsmål til politikorienterede rapporter

udarbejdelse af politikorienterede rapporter samt et sæt handlingsorienterede henstillinger til HR's repræsentanter. Disse rapporter vil blive formidlet til Unionens relevante institutioner og til medlemsstaterne.

2.4   Offentliggørelse af 15 EU-politikpapirer om ikkespredning og nedrustning (leder: SIPRI)

Formål med og beskrivelse af projektet

Projektet omfatter udarbejdelse og offentliggørelse af op til 15 politikpapirer. Politikpapirerne vil blive bestilt af konsortiet og primært blive udarbejdet af konsortiet eller nettet med henblik på at sikre en afbalanceret og mangfoldig repræsentation af synspunkter med hensyn til køn og tematisk og regional ekspertise. Hvis det er muligt, vil politikpapirserien opfordre til bidrag fra "næste generation"-specialister for at bidrage til deres faglige udvikling. Papirerne vil behandle emnerne inden for konsortiets mandat. Hvert papir vil indeholde henstillinger/politikmuligheder. Alle politikpapirer vil blive offentliggjort på konsortiets websted.

Projektets resultater

styrket politisk og sikkerhedsrelateret dialog om foranstaltninger til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, våbenkontrol og nedrustning, primært mellem eksperter, forskere og akademikere

øget bevidsthed, viden og forståelse i civilsamfundet, det europæiske net af uafhængige ikkespredningstænketanke og regeringer om spørgsmål vedrørende Unionens ikkesprednings-, våbenkontrol- og nedrustningspolitikker

politiske og/eller operationelle politikmuligheder for HR, Unionens institutioner og medlemsstaterne

udvikling af tiltag vedrørende ikkespredning, våbenkontrol og nedrustning på EU-niveau gennem idéer, oplysninger og analyser.

2.5   Fremme og styrkelse af uddannelse i ikkespredning og nedrustning

Projektet består af følgende aktiviteter:

2.5.1   Ajourføring af konsortiets e-læringsinfrastruktur og -kurser (leder: PRIF)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet vil fokusere på global formidling og anvendelse af det e-læringsværktøj, der blev udviklet i fase II og III. Kurset består i øjeblikket af 20 læringsenheder om alle relevante spørgsmål vedrørende ikkespredning og nedrustning. I fase IV vil alle 20 enheder blive ajourført regelmæssigt for at give de studerende de seneste fakta og tal. På grund af de betydelige omvæltninger på området ikkespredning og nedrustning i de seneste år fokuserer denne fase på en betydelig ajourføring af de 15 oprindelige læringsenheder, der blev udviklet mellem 2014 og 2017: med hensyn til indhold, brugervenlighed og brugergrænseflade samt grafik og videodesign. Disse ændringer vil gøre det lettere at holde læringsenhederne ajour.

Der vil igen blive lagt særlig vægt på tilgængelighed, dvs. opgradering for syns- eller hørehæmmede brugere. Hele kursets forståelighed vil blive styrket gennem en sproglig gennemgang udført af specialiserede personer med engelsk som modersmål. Fortsat outreach og støtte til uddannelsesinstitutioner vil gøre det let at integrere e-læring i universitetskandidatprogrammer og andre uddannelsestilbud og fremme global anvendelse af e-læringskurset.

Projektets resultater

vedligeholdelse, optimering og ajourføring af konsortiets nuværende e-læringskursus, der dækker alle relevante aspekter af ikkespredning og nedrustning

outreach og bistand til undervisere og lærere til undervisning af foredragsholdere med henblik på anvendelse af EU's uddannelsesressourcer vedrørende ikkespredning og nedrustning

outreach og bistand til journalister og juniordiplomater med henblik på anvendelse af EU's uddannelsesressourcer vedrørende ikkespredning og nedrustning

ydelse af støtte til undervisning i våbenkontrol, ikkespredning og nedrustning på universitetsseminarer

ydelse af støtte til kombination af e-læring og klasseundervisning ("blandet læring")

øget indgående kendskab til EU's ikkesprednings- og nedrustningspolitikker i hele Unionen og i tredjelande

tilvejebringelse af en løbende ajourført åben uddannelsesressource for alle interessenter, der er involveret i ikkespredningsforskning og -programplanlægning

tilvejebringelse af kritisk støttende viden til ikkespredningsfagfolk og -forskere.

2.5.2    »Undervisningsklinik« (undervisningsressourcecentrum) (leder: PRIF)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet vil fortsætte det arbejde, der blev indledt i 2021/2022, med henblik på at styrke uddannelsen i nedrustning, våbenkontrol og ikkespredning i EU. Indtil nu er der via en omfattende onlinesøgning blevet identificeret 59 relevante kurser, som der for nylig er blevet undervist i på universiteter i EU. De pågældende lektorer blev kontaktet individuelt. Som svar herpå blev 24 undervisningsplaner stillet til rådighed. En foreløbig evaluering resulterede i to kandidatundervisningsplaner og korte sammenfatninger af centrale tekster. I fase IV vil projektet sammensætte kurser på europæiske og nordamerikanske universiteter og udvide søgningen til også at omfatte ikkevestlige lande. Den statistiske analyse vil løbende blive forbedret og ajourført. Yderligere materiale vil blive foreslået til lektorer og lærere.

Projektets resultater

en bred vifte af læseplaner for læringsarrangementer som eksempler og inspiration på konsortiets websted

statistisk evaluering af nuværende kurser vedrørende f.eks. emner, der undervises i, teoretiske tilgange eller kønsdiversitet, vil blive offentliggjort på konsortiets websted og fremlagt på konferencer eller i workshopper

etablering og ajourføring af to »kandidatundervisningsplaner« for førstegangslærere

korte sammenfatninger af relevant eller manglende litteratur offentliggjort på konsortiets websted.

2.5.3    Uddannelseskursus i bevidsthed om spredning (leder: SiPRI)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet vil omfatte afholdelse af seks uddannelseskurser med henblik på at øge bevidstheden om spredningsrisici for kandidat- og ph.d.-studerende fra naturvidenskabelige fag og andre relevante områder. Den vil også bygge bro mellem samfundsvidenskab og naturvidenskab, hvilket blev identificeret som et presserende behov i den forrige fase. Dette vil omfatte udarbejdelse af en særlig læseplan for bestemte målgrupper (såsom biomedicinske, ingeniørvidenskabelige eller nukleare) og gennemførelse af to kurser om året. I fase IV vil tre af disse kurser blive afholdt fysisk i Stockholm; tre vil finde sted virtuelt.

Projektets resultater

forbedret kapacitet hos næste generation af forskere inden for naturvidenskab og andre relevante områder med hensyn til ikkespredningsinstrumenter og -politikker

bidrag til målet for Unionens ikkespredningspolitik gennem øget bevidsthed om spredningsrisici blandt discipliner med store spredningsrisici og høj teknologisk udvikling samt muligheder for at imødegå spredningsrisici gennem teknologisk udvikling

kombination af fjernundervisning (e-læring) og uddannelse på stedet (»blandet læring«).

2.6   Fremme af spørgsmål vedrørende ikkespredning og nedrustning over for unge kvinder og næste generation

Projektet består af følgende aktiviteter:

2.6.1    Praktikprogram (leder: PRIF)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet omfatter praktikophold vedrørende europæisk ikkespredning og nedrustning for op til 30 kandidatstuderende eller unge diplomater, hver i en periode på op til tre måneder. Praktikopholdene vil blive oprettet og dokumenteret af konsortiet og kombinerer deltagelse i arrangementer og workshopper, læse- og skriveopgaver samt projektintegration. Alle institutter, der tilhører nettet, kan være værtsinstitutter. 24 ud af 30 praktikophold skal forbeholdes europæiske ansøgere, mens de resterende seks praktikophold er forbeholdt ikkeeuropæiske ansøgere. Alle praktikanter vil — så vidt muligt — blive indbudt til de konferencer og seminarer, der afholdes af konsortiet i løbet af deres praktikophold.

Projektets resultater

styrket kapacitet hos næste generation af forskere og fagfolk inden for ikkespredningspolitik og -programplanlægning

øget indgående kendskab til Unionens ikkesprednings- og nedrustningspolitikker i hele Unionen

bedre forståelse af Unionens strategier, politikker og ikkespredningstilgange i tredjelande

dannelse af netværk af unge fagfolk og akademikere og lettelse af praktisk samarbejde

styrket kapacitetsopbygning i nettet vedrørende Unionens politikker inden for masseødelæggelsesvåben og SALW.

2.6.2   Aktiviteter vedrørende næste generation og unge kvinder samt mentorprogram (leder: VCDNP)

Formål med og beskrivelse af projektet

Med inspiration fra den udbredte opfattelse, at der er alders- og kønsskævheder blandt eksperter og fagfolk inden for ikkespredning, nedrustning og våbenkontrol, har projektet til formål at udsætte studerende på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau for spørgsmål vedrørende ikkespredning, nedrustning og våbenkontrol, øge deres viden om spørgsmålene og tilskynde dem til at deltage i arrangementer og workshopper om relevante emner. I fase IV vil aktiviteten omfatte to fysiske outreachbesøg om året på universiteter i Europa for at øge synligheden af området og mulighederne for unge forskere. Aktiviteten vil desuden omfatte webinarer om tematiske emner, herunder altid oplysninger om karrieremuligheder eller -forløb for unge.

For at øge kvinders tilstedeværelse inden for området vil projektet i fase IV også gennemføre ét formelt mentorprogram om året (af et års varighed), hvor 20 unge kvinder parres med 20 mentorer for at hjælpe til at forbedre de enkeltes netværk, øge forståelsen af området og søge karriererådgivning. Mentorprogrammet vil blive ledsaget af ekspertmøder, sammenkomster og workshopper om kompetenceopbygning.

Projektets resultater

øget kapacitet hos næste generation af forskere og fagfolk inden for ikkespredning, nedrustning og våbenkontrol

bedre forståelse af området og relevante EU-politikker

øget bevidsthed om unge forskeres, især kvinders, muligheder for at engagere sig mere inden for ikkespredning, nedrustning og våbenkontrol

styrkede netværk blandt unge fagfolk og mellem unge fagfolk og etablerede eksperter

bedre samarbejde med unge forskere, der er interesserede i at lære mere om området og arbejde inden for det.

2.7   FN-nedrustningsstipendiatbesøg i Bruxelles (leder: VCDNP)

Formål med og beskrivelse af projektet

Projektet omfatter inden for rammerne af FN's nedrustningsstipendiatprogram et to til tre dages studiebesøg i Bruxelles, Belgien, for at give stipendiaterne mulighed for at lære mere om EU og dets politikker, funktionsmåde og institutioner. Besøget vil blive planlagt således, at det passer ind i den europæiske del af stipendiatprogrammet. Programmet har til formål at give et samlet overblik over EU's vigtigste institutioner og politikudformende organer, især vedrørende ikkespredning og nedrustning, og omfatter tematiske fremlæggelser om EU's arbejde på området, herunder støtteprogrammer, som tilbydes til tredjelande.

Projektets resultater

øget viden om og synlighed af EU's funktionsmåde og institutioner og dets politikker samt støtteprogrammer vedrørende ikkespredning og nedrustning i tredjelande

større ekspertise i spørgsmål vedrørende masseødelæggelsesvåben og SALW i partnerlande og tredjelande

øget samarbejde med FN's Kontor for Nedrustningsanliggender og bidrag til uddannelsesindsatsen inden for rammerne af FN's nedrustningsstipendiatprogram.

2.8   Outreach og kommunikation (leder: FRS)

Projektet består af følgende aktiviteter:

Websted, netplatform og outreach (leder: FRS)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet tilvejebringer midlerne til webhosting, webdesign og teknisk vedligeholdelse af konsortiets websted og sociale netværk (Twitter, LinkedIn og YouTube). Efter oprettelsen af en digital samarbejdsplatform i den foregående fase for at lette kommunikation, samarbejde og udveksling af bedste praksis i nettet vil denne aktivitet omfatte fællesskabsforvaltning, opdateringer og teknisk vedligeholdelse af platformen. Nettets medlemmer vil blive mere direkte inddraget via denne digitale samarbejdsplatform ved at interagere på forummet, dele deres ressourcer, informere om deres kommende arrangementer samt give opdateringer om deres eksperter og institut. Hver forskningsaktivitet vil kunne oprette sin egen profil på platformen, finde oplysninger om konsortiet og nettet og interagere med andre brugere. Desuden:

Konsortiets og andre netmedlemmers publikationer, arrangementer og jobmuligheder vil fortsat blive fremmet og støttet på de forskellige platforme.

Konferencer afholdt af konsortiet vil fortsat blive fremmet og dokumenteret på webstedet (baggrundspapirer, dagsordener, fremlæggelser og videooptagelser af åbne møder, når det er relevant).

Uddannelsesmuligheder inden for konsortiet, herunder e-læringskurset, undervisningsressourcer, initiativet vedrørende unge kvinder og næste generation samt stipendie- og praktikmuligheder, vil fortsat blive fremmet i en særlig del på webstedet.

Der vil blive oprettet link mellem webstedet og platformen for at sikre integration og regelmæssige opdateringer af alle outreach- og kommunikationsredskaber, som anvendes af konsortiet.

Nyhedsbrevet vil fortsat blive offentliggjort hver måned. Hver udgave vil indeholde: 1) et forum, der giver repræsentanter for nettet mulighed for at fremme deres forskningsaktiviteter med fokus på dem, der er begyndt senest, b) ajourførte oplysninger om konsortiets aktiviteter, c) nyheder om netmedlemmers aktiviteter samt d) en redaktionel artikel med en drøftelse af ikkesprednings- og nedrustningsemner af relevans for EU-politik.

2.8.1    Produktion af en konsortiepodcast (leder: IISS-Europe)

Formål med og beskrivelse af projektet

Denne aktivitet omfatter lancering af en konsortiepodcast, der behandler tematiske spørgsmål inden for konsortiets mandat. I projektets fase IV vil podcastserien, som IISS-Europe er vært for, blive produceret i op til 36 episoder.

Resultater af projektaktiviteterne

øget bevidsthed og viden i Unionens institutioner, medlemsstaterne, civilsamfundet og tredjelande om truslerne i forbindelse med konventionelle våben og masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler, så de bedre kan foregribe situationer

fremme af en bedre forståelse af EU's WMD-ikkespredningsstrategier og SALW-strategier i civilsamfundet

sikring af en grænseflade mellem Unionen og nettet af tænketanke

forvaltning af en platform, hvor ikkespredningstænketanke løbende kan dele deres uafhængige synspunkter på og analyser af spørgsmål vedrørende spredning af masseødelæggelsesvåben og konventionelle våben, herunder SALW

udvidelse, forvaltning og ajourføring af det eksisterende net af uafhængige tænketanke

muliggørelse af vedvarende og gratis download af dokumenter fra netmøder og fra uafhængige tænketanke, der måtte ønske at dele deres forskningsresultater uden finansiel kompensation.


Top