(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 (4) er blevet ændret væsentligt flere gange (5). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Af hensyn til et velfungerende indre marked og for at lette den grænseoverskridende handel i Unionen er det afgørende, at gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro er de samme som for tilsvarende betalinger inden for en medlemsstat.

(3)

Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende princippet om lige store gebyrer for betalingsinstrumenter, der hovedsagelig eller udelukkende er papirbaserede, som f.eks. checks, eftersom de i sagens natur ikke kan håndteres så effektivt som elektroniske betalinger.

(4)

Princippet om lige store gebyrer bør finde anvendelse på betalinger, der er påbegyndt eller afsluttet på papir eller i kontanter og som er blevet behandlet elektronisk i løbet af betalingskæden, bortset fra checks, samt på alle gebyrer, der er direkte eller indirekte forbundet med en betalingstransaktion, herunder gebyrer forbundet med en kontrakt. Indirekte gebyrer omfatter gebyrer for oprettelse af en fast betalingsordre eller gebyrer for anvendelse af et betalingskort eller debet- eller kreditkort, som bør være de samme for indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner inden for Unionen.

(5)

Med henblik på at forebygge, at betalingsmarkedet opsplittes, er det hensigtsmæssigt at følge princippet om lige store gebyrer. Der bør til dette formål for hver kategori af grænseoverskridende betalingstransaktion identificeres en indenlandsk betaling med samme eller meget tilsvarende karakteristika som den grænseoverskridende betaling. Det bør være muligt bl.a. at anvende følgende kriterier til identifikation af den indenlandske betaling, der svarer til en grænseoverskridende betaling: den kanal, som benyttes til at initiere, udføre og afslutte betalingen, automatiseringsgraden, en eventuel betalingsgaranti, kundestatus og forbindelse med udbyderen af betalingstjenester eller det betalingsinstrument, der anvendes, som defineret i artikel 4, nr. 14), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (6). Disse kriterier bør ikke betragtes som udtømmende.

(6)

De kompetente myndigheder bør udstede retningslinjer for identifikation af tilsvarende betalinger, når de finder det nødvendigt. Kommissionen bør, om nødvendigt med bistand fra Betalingsudvalget, der er oprettet ved artikel 85, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF (7), give passende vejledning og bistå de kompetente myndigheder.

(7)

For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og for at undgå ulighederne for brugere af betalingstjenester i medlemsstater i og uden for euroområdet i forhold til grænseoverskridende betalinger i euro, er det nødvendigt at sikre, at gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro inden for Unionen bringes på samme niveau som gebyrerne for tilsvarende nationale betalinger i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens udbyder af betalingstjenester har hjemsted. En udbyder af betalingstjenester anses for at have hjemsted i den medlemsstat, hvor denne udbyder sine tjenester til brugeren af betalingstjenester.

(8)

Vekselgebyrerne tegner sig for en betydelig del af de omkostninger, der er forbundet med grænseoverskridende betalinger, når der anvendes forskellige valutaer i betalerens medlemsstat og betalingsmodtagerens medlemsstat. I artikel 45 i direktiv (EU) 2015/2366 stilles der krav om, at gebyrer og den anvendte vekselkurs skal være gennemsigtige. Nævnte direktivs artikel 52, nr. 3), specificerer oplysningskravene med hensyn til betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale, og artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv omfatter oplysningskravene for parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet. Det er nødvendigt at fastlægge yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte forbrugerne mod overdrevent høje gebyrer for valutaomregningstjenester og sikre, at forbrugerne gives de informationer, som de har brug for til at vælge den bedste valutaomregningsmulighed.

(9)

De foranstaltninger, der skal gennemføres, bør være passende, hensigtsmæssige og omkostningseffektive. I situationer, hvor betaleren står over for forskellige valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør de oplysninger, der gives, samtidig gøre det muligt at foretage en sammenligning, således at betaleren kan træffe et informeret valg.

(10)

For at opnå sammenlignelighed bør vekselgebyrer for alle kortbaserede betalinger udtrykkes på samme måde, nemlig som procentuelle avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har udstedt. Et avancetillæg skal muligvis baseres på en kurs, der beregnes ud fra to ECB-kurser i tilfælde af en omregning mellem to ikkeeurovalutaer.

(11)

I overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2015/2366 fastsatte generelle oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer, bør udbydere af valutaomregningstjenester offentliggøre oplysninger om deres vekselgebyrer, før betalingstransaktionen initieres. Parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør give oplysninger om deres gebyrer for sådanne tjenester på en klar og tilgængelig måde, f.eks. ved at angive deres gebyrer ved skranken eller digitalt på terminalen eller på skærmen i tilfælde af onlinekøb. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 bør disse parter, før betalingen initieres, give klare oplysninger om det beløb, der skal udbetales til betalingsmodtageren i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i. Det beløb, der skal betales i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, bør udtrykke prisen på de varer eller tjenesteydelser, der skal købes, og kan angives ved kassen frem for på betalingsterminalen. Den valuta, som betalingsmodtageren anvender, er generelt den lokale valuta, men kan ifølge princippet om aftalefrihed i visse tilfælde være en anden EU-valuta. Det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i, bør bestå af prisen på varerne eller tjenesteydelserne og vekselgebyrerne. Begge beløb bør desuden dokumenteres på kvitteringen eller på et andet varigt medium.

(12)

Med hensyn til artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, hvor en valutaomregningstjeneste tilbydes i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør det være muligt for betaleren at afvise denne tjeneste og i stedet betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender.

(13)

For at give betalere mulighed for at sammenligne vekselgebyrmulighederne i en pengeautomat eller på salgsstedet bør betalernes betalingstjenesteudbydere ikke kun medtage fuldt sammenlignelige oplysninger om de gældende vekselgebyrer på de vilkår og betingelser, der er fastsat i deres rammeaftale, men bør også offentliggøre disse oplysninger på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform, navnlig på deres kundewebsteder, på deres websted for netbank og på deres mobilbankapplikation, på en let forståelig og tilgængelig måde. Dette ville gøre det muligt at udvikle sammenligningswebsteder for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne priser, når de rejser eller handler i udlandet. Betaleres betalingstjenesteudbydere bør desuden minde betalerne om de gældende vekselgebyrer, når en kortbaseret betaling foretages i en anden valuta, ved hjælp af bredt tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanaler såsom sms-beskeder, e-mails eller push-meddelelser via betalers mobilbankapplikation. Betalingstjenesteudbydere bør aftale den elektroniske kommunikationskanal, hvorigennem de vil tilvejebringe oplysninger om vekselgebyrer, med betalingstjenestebrugerne under hensyntagen til den mest effektive kanal til at nå ud til betaleren. Betalingstjenesteudbydere bør også acceptere anmodninger fra betalingstjenestebrugere om at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser, der indeholder oplysninger om vekselgebyrerne.

(14)

Regelmæssige påmindelser er passende i situationer, hvor betaleren opholder sig i udlandet i længere tid, f.eks. hvis betaleren er udstationeret eller studerer i udlandet, eller hvis betaleren jævnligt benytter et kort til onlinekøb i den lokale valuta. En forpligtelse til at sørge for sådanne påmindelser ville sikre, at betaleren informeres, når denne overvejer de forskellige valutaomregningsmuligheder.

(15)

Det er væsentligt at lette udførelsen af grænseoverskridende betalinger for udbyderne af betalingstjenester. I den forbindelse bør standardiseringsbestræbelserne fremmes, især brugen af det internationale nummer til identifikation af en betalingskonto (IBAN) og forretningsidentifikationskode (BIC). Det er derfor hensigtsmæssigt, at udbydere af betalingstjenester oplyser betalingstjenesternes brugere om IBAN og BIC for den pågældende konto.

(16)

For at garantere, at betalingsbalancestatistikker inden for rammerne af det fælles eurobetalingsområde (SEPA) forelægges løbende, rettidigt og på effektiv vis, bør det sikres, at lettilgængelige betalingsdata, f.eks. IBAN, BIC og transaktionsbeløbet og basale, aggregerede betalingsdata for forskellige betalingsinstrumenter fortsat kan indsamles, hvis ikke indsamlingsprocessen forstyrrer den automatiske gennemførelse af betalinger og kan gøres helt automatisk. Denne forordning berører ikke indberetningsforpligtelser til andre politiske formål som f.eks. forebyggelse af hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme eller til skattemæssige formål.

(17)

De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at udføre deres tilsynsopgaver effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at betalingstjenesteudbyderne overholder denne forordning.

(18)

For at gøre det muligt at klage og få erstatning i tilfælde hvor denne forordning er blevet anvendt ukorrekt, bør medlemsstaterne fastlægge hensigtsmæssige og effektive klage- og erstatningsprocedurer til bilæggelse af enhver tvist mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Det er også vigtigt at udpege kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister.

(19)

Det er afgørende at sikre, at de kompetente myndigheder og organer til udenretslig bilæggelse af tvister i Unionen aktivt samarbejder med henblik på en gnidningsløs og rettidig bilæggelse af tvister på tværs af landegrænser i relation til denne forordning. Det bør være muligt for et sådant samarbejde at udformes som en udveksling af oplysninger om lovgivningen eller den juridiske praksis i deres jurisdiktioner eller en overdragelse eller overtagelse af klage- og erstatningsprocedurer, hvis det er relevant.

(20)

Medlemsstaterne bør i deres nationale lovgivning fastsætte sanktioner for manglende overholdelse af denne forordning, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

(21)

Det ville rumme indlysende fordele at udvide denne forordnings anvendelsesområde til andre valutaer end euroen, især hvad angår det antal betalinger, der er omfattet. Der bør fastlægges en notifikationsprocedure, således at medlemsstater, der ikke benytter euroen som deres valuta, kan lade denne forordning omfatte grænseoverskridende betalinger, der foretages i deres nationale valuta.

(22)

Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af reglen om udligning af omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger i euro med omkostningerne ved nationale transaktioner i nationale valutaer og effektiviteten af de oplysningskrav vedrørende valutaomregning, der er fastsat i denne forordning. Kommissionen bør også undersøge yderligere muligheder og den tekniske gennemførlighed af disse muligheder for at udvide reglen om lige gebyrer for alle EU-valutaer og for yderligere at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden af vekselgebyrer samt muligheden for at aktivere og deaktivere valgmuligheden for at acceptere den valutaomregning, der tilbydes af andre parter end betalerens betalingstjenesteudbyder.

(23)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne men kan snarere på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på Unionsplan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —