EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R0199

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/199 af 13. februar 2020 om at gøre importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten til genstand for registrering

C/2020/654

OJ L 42, 14.2.2020, p. 10–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/199/oj

14.2.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 42/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/199

af 13. februar 2020

om at gøre importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 24, stk. 5a,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 7. juni 2019 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen til Unionen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten (»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Meddelelsen fulgte efter en klage, der blev indgivet den 24. april 2019 af European Glass Fibre Producers Association »APFE« (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af endeløse filamenter af glasfibervarer.

(3)

Denne antisubsidieundersøgelse gennemføres efter Kommissionens indledning af en særskilt undersøgelse med henblik på at undersøge forekomsten af skadevoldende dumping vedrørende den samme vare, men dog med oprindelse i Egypten og Bahrain, som blev indledt den 3. maj 2019 (3).

(4)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfatter perioden fra 1. april 2018 til 31. marts 2019 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2016 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

1.   Vare, der skal gøres til genstand for registrering

(5)

Den vare, der skal gøres til genstand for registrering (»den pågældende vare«) er afhuggede glasfibertråde af en længde på 50 mm og derunder (»afhuggede tråde«), glasfiberrovings, undtagen glasfiberrovings, der er imprægneret og belagt, med et glødetab på over 3 % (som fastsat i henhold til ISO-standard 1887) (»rovings«), og måtter af glasfiberfilamenter, undtagen måtter fremstillet af glasuld (»måtter«) med oprindelse i Egypten, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7019 11 00, ex 7019 12 00 og 7019 31 00 (Taric-kode 7019120022, 7019120025, 7019120026 og 7019120039). Den pågældende vare er kendt som »glasfiberforstærkninger« eller »GFR«.

2.   Begrundelse for registrering

(6)

I henhold til artikel 24, stk. 5a, i grundforordningen skal Kommissionen pålægge toldmyndighederne at tage de nødvendige skridt til at registrere importen i løbet af forhåndsfremlæggelsesperioden i henhold til artikel 29a, således at der senere kan anvendes foranstaltninger mod denne import fra datoen for en sådan registrering, medmindre den har tilstrækkelige beviser for, at kravene enten i grundforordningens artikel 16, stk. 4, litra c) eller d), ikke er opfyldt.

(7)

Kommissionen analyserede derfor kravene i grundforordningens artikel 16, stk. 4, litra c) og d), vedrørende, hvorvidt importen bør registreres i løbet af forhåndsfremlæggelsesperioden.

(8)

Ifølge disse artikler skal Kommissionen undersøge, om:

der er tale om kritiske omstændigheder, hvor der for så vidt angår den pågældende subsidierede vare forårsages skade, der vanskeligt kan afhjælpes, som følge af en omfattende import inden for et forholdsvis kort tidsrum af en vare, hvortil der ydes udligningsberettigede subsidier, og

det anses for påkrævet at pålægge denne import udligningstold med tilbagevirkende kraft for at hindre, at der på ny vil blive forvoldt skade.

2.1.   Varer, der drager fordel af udligningsberettigede subsidier

(9)

Med hensyn til subsidiering råder Kommissionen over tilstrækkelige beviser for, at eksporten af den pågældende vare fra Egypten subsidieres på dette tidspunkt, og at den eksporterende producent Jushi i Egypten havde fordel af disse subsidier i undersøgelsesperioden.

(10)

De påståede subsidieordninger i klagen omfatter:

direkte overførsel af midler

indtægter, som staten giver afkald på, eller som ikke opkræves, og

statslig levering af varer eller tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag.

(11)

Som anført i indledningsmeddelelsen hævdede klageren, at disse foranstaltninger udgør subsidier, eftersom de omfatter et finansielt bidrag fra den egyptiske regering (herunder offentlige organer), hvorved den eksporterende producent af den pågældende vare opnår en fordel. Det hævdes, at de er begrænset til visse virksomheder eller erhvervsgrene eller grupper af virksomheder og/eller betingede af eksportresultater og derfor er specifikke og udligningsberettigede.

(12)

Beviserne for subsidiering blev gjort tilgængelige i den ikke-fortrolige udgave af klagen og yderligere analyseret i notatet om tilstrækkeligheden af beviserne.

(13)

Kommissionen har derfor på nuværende tidspunkt tilstrækkelige beviser, der tyder på, at der ydes udligningsberettigede subsidier til eksporten af GFR fra Egypten.

2.2.   Omfattende import af GFR fra Egypten i en relativt kort periode

(14)

Dataene fra Surveillance 2-databasen viser sammen med oplysningerne fra 2015 i klagen en omfattende import af GFR fra Egypten mellem 2015 og 2018. Importen steg i mængde i denne periode med 200 %, og dens markedsandel steg fra 4,6 % i 2015 til 12,8 % i 2018.

(15)

Med henvisning til nyere data viser grafen herunder mængden af GFR, der er importeret fra Egypten pr. kvartal fra januar 2016 til september 2019. Dette omfatter den betragtede periode (første kvartal 2016-første kvartal 2019) og to kvartaler efter undersøgelsesperioden (»UP«) (andet og tredje kvartal 2019).

(16)

For den betragtede periode ses der en markant stigning på 130 %, fra lidt over 14 000 ton i første kvartal 2016 til 32 000 ton i første kvartal 2019, hvilket er en stigning i markedsandelen fra 5 % til 14 %:

Image 1

(17)

Eftersom den særskilte antidumpingundersøgelse, der er nævnt i betragtning 3, vedrører importen af den samme vare fra bl.a. Egypten, kan en sådan indledning allerede have påvirket handelsstrømmene med henblik på den foreliggende vurdering. Datoen for indledningen af denne sag, dvs. den 3. maj 2019, vil således blive betragtet som begyndelsen af perioden efter indledningen af undersøgelsen, når man vurderer udviklingen i importen, også i denne undersøgelse.

(18)

En analyse af importen fra Egypten i perioden efter indledningen af undersøgelsen tyder ikke på, at den massive import er ophørt, men snarere at den er på det samme eller et højere niveau:

Importmængde fra Egypten (ton)

 

Månedligt gennemsnit (UP)

Efter indledning i alt  (*1)

Samme periode i UP i alt  (*2)

Månedligt gennemsnit (efter indledning)

Forskel

Samme periode i UP — efter indledning (i alt)

Forskel

UP i alt — efter indledning (månedligt gennemsnit)

Egypten

12 014

91 319

92 286

13 045

– 1 %

+ 9 %

Kilde:Surveillance 2-databasen.

(19)

Hvad angår undersøgelsesperioden og tiden derefter var den gennemsnitlige månedlige importmængde mellem maj og november 2019 nemlig 9 % større end i undersøgelsesperioden.

(20)

Den samlede mængde GFR med oprindelse i Egypten, der blev importeret til Unionen mellem maj og november 2019, er på næsten samme niveau som den samlede importmængde i samme periode i 2018.

(21)

På grundlag af ovenstående analyse konkluderede Kommissionen, at der er sket en omfattende import fra Egypten. Disse mængder udgør sammen med stigningen i markedsandelen i hele den betragtede periode en omfattende import i et relativt kort tidsrum, jf. grundforordningens artikel 16, stk. 4.

(22)

Stigningen i importen faldt faktisk sammen med indledningen af antidumpingundersøgelsen vedrørende den pågældende vare efter en faldende og en mere stabil udvikling i importen i de to foregående kvartaler. Dette kan skyldes, at den pågældende vare muligvis kan blive genstand for handelsbeskyttelsesforanstaltninger.

2.3.   Kritiske omstændigheder og skade, som vanskeligt kan afhjælpes

(23)

Klagen indeholder tilstrækkelige beviser for, at EU-erhvervsgrenen lider væsentlig skade forårsaget af importen fra Egypten, som er vanskelig at afhjælpe, og at der er tale om kritiske omstændigheder.

(24)

Importen fra Jushi Egypt til Unionen er steget væsentligt siden 2015, hvor Kommissionen fandt, at EU-erhvervsgrenen ikke led skade (4).

(25)

Kommissionen har tilstrækkelige beviser for, at subsidiering af de eksporterende producenter forvolder EU-erhvervsgrenen væsentlig skade, der vanskeligt kan afhjælpes. Disse beviser består af detaljerede oplysninger, der er indeholdt i klagen og vedrører de vigtigste skadesfaktorer, som anført i grundforordningens artikel 8, stk. 4.

(26)

Beviser for sådanne omstændigheder omfatter den hurtige forværring af EU-erhvervsgrenens situation, der er kendetegnet ved et fald i fortjenesten fra det højeste niveau på 13 % i 2016 til 4,6 % i 2018 samt et tab af markedsandele på 11 procentpoint i den samme periode (2016-2018).

(27)

Denne forværring faldt sammen med den øgede importmængde fra Egypten, der fremgår af grafen ovenfor, og et fald i den gennemsnitlige importpris som beskrevet nedenfor.

(28)

Kommissionen konstaterede, at den gennemsnitlige enhedspris på GFR fra Egypten er faldet fra 1 007 EUR/ton i første kvartal 2016 til 904 EUR/ton i undersøgelsesperioden. Efter indledningen af antidumpingundersøgelsen vedrørende den samme vare fra Egypten fortsatte enhedsprisen med at falde mellem maj 2019 og november 2019 til et gennemsnit på 884 EUR/ton.

(29)

Ifølge klagen underbød importen fra Egypten i betydelig grad EU-erhvervsgrenens priser med 16 % i 2018.

(30)

Desuden foretog Kommissionen en vurdering af, om den forvoldte skade var vanskelig at afhjælpe. I betragtning af at nogle brugere af GFR gennemfører lange processer for at certificere deres leverandører, er det usandsynligt, at de skifter tilbage til en EU-producent på kort eller endog mellemlang sigt, efter de har skiftet til en kinesisk eller en egyptisk leverandør. Denne trussel om permanent tab af markedsandele eller reduceret indtægt udgør en skade, der vanskeligt kan afhjælpes.

(31)

På grundlag af de foreliggende beviser konkluderede Kommissionen derfor, at EU-erhvervsgrenen lider skade, som vanskeligt kan afhjælpes, og at omstændighederne er kritiske.

2.4.   Hindring af fornyet skade

(32)

Endelig fandt Kommissionen, i lyset af overvejelserne i afsnit 2.3, det nødvendigt at forberede den mulige indførelse af foranstaltninger med tilbagevirkende kraft ved at indføre registrering med henblik på at hindre fornyelse af denne skade. Markedsforholdene efter UP synes faktisk at bekræfte, at situationen for den indenlandske erhvervsgren forværres som følge af den væsentlige stigning i den subsidierede import til lave priser.

2.5.   Konklusion

(33)

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at der ikke er noget afgørende bevis for, at registrering af importen af den pågældende vare i forhåndsfremlæggelsesperioden ikke er berettiget i dette tilfælde.

(34)

Kommissionen vil således i overensstemmelse med grundforordningens artikel 24, stk. 5a, registrere importen af den pågældende vare i forhåndsfremlæggelsesperioden.

3.   Fremtidig betalingsforpligtelse vedrørende den registrerede import

(35)

Ifølge grundforordningens artikel 24, stk. 5a, skal importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering i forhåndsfremlæggelsesperioden, jf. grundforordningens artikel 29a.

(36)

Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af de endelige resultater af denne antisubsidieundersøgelse. På dette stadie i undersøgelsen er det endnu ikke muligt at anslå størrelsen af subsidieringen i Egypten. Klagen indeholder ikke et nøjagtigt skøn over subsidiebeløbet, som normalt bør anvendes som grundlag for at fastlægge udligningstolden. Klagen indeholder kun et skøn over skadestærsklen for 2018 på 22 %.

(37)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 15, stk. 1, fjerde afsnit, ville dette anslåede beløb for betalingsforpligtelsen kun være relevant, såfremt en told baseret på det udligningsberettigede subsidiebeløb var højere, og Kommissionen konkluderer klart, at det ikke er i Unionens interesse at pålægge denne højere told.

4.   Behandling af personoplysninger

(38)

Personoplysninger indsamlet i forbindelse med denne registrering vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (5)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Toldmyndighederne pålægges hermed i henhold til artikel 24, stk. 5a, i forordning (EU) 2016/1037 at træffe de nødvendige foranstaltninger til at registrere importen til Unionen af afhuggede glasfibertråde, af en længde på 50 mm og derunder, glasfiberrovings, undtagen glasfiberrovings, der er imprægneret og belagt, med et glødetab på over 3 % (som fastsat i henhold til ISO-standard 1887), og måtter af glasfiberfilamenter, undtagen måtter af glasuld, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7019 11 00, ex 7019 12 00, 7019 31 00 (Taric-kode 7019120022, 7019120025, 7019120026 og 7019120039), med oprindelse i Egypten.

2.   Registreringen ophører tre uger efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. februar 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55.

(2)  EUT C 192 af 7.6.2019, s. 30.

(3)  Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Bahrain og Egypten (EUT C 151 af 3.5.2019, s. 4).

(*1)  Maj til november 2019

(*2)  Maj til november

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/724 af 24. april 2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 107 af 25.4.2017, s. 4).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


Top