Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0472

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/472. af 19. marts 2019 om en flerårig plan for bestande, der befiskes i de vestlige farvande og tilstødende farvande, og for fiskeriet efter disse bestande, om ændring af forordning (EU) 2016/1139 og (EU) 2018/973 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007 og (EF) nr. 1300/2008

PE/78/2018/REV/1

OJ L 83, 25.3.2019, p. 1–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/472/oj

25.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 83/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/472.

af 19. marts 2019

om en flerårig plan for bestande, der befiskes i de vestlige farvande og tilstødende farvande, og for fiskeriet efter disse bestande, om ændring af forordning (EU) 2016/1139 og (EU) 2018/973 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007 og (EF) nr. 1300/2008

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og (2)

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982, hvori Unionen er kontraherende part, indeholder bevarelsesforpligtelser, herunder til at bevare eller genoprette bestandene af udnyttede arter på niveauer, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte (MSY).

(2)

På De Forenede Nationers topmøde om bæredygtig udvikling i New York i 2015 påtog Unionen og dens medlemsstater sig senest i 2020 at regulere fiskeriet effektivt, at standse overfiskeri, ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og ødelæggende fiskemetoder, og at gennemføre videnskabeligt baserede forvaltningsplaner med henblik på at genoprette fiskebestande så hurtigt som praktisk muligt og mindst til det niveau, som giver MSY på grundlag af bestandenes biologiske karakteristika.

(3)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (3) fastsættes reglerne for den fælles fiskeripolitik i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser. Den fælles fiskeripolitik skal bidrage til at beskytte havmiljøet, til en bæredygtig forvaltning af alle kommercielt udnyttede arter og navnlig til at opnå en god miljøtilstand senest i 2020 som fastsat i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF (4).

(4)

Den fælles fiskeripolitik tager bl.a. sigte på at sikre miljømæssigt bæredygtigt fiskeri og akvakultur på lang sigt, at anvende en forsigtighedstilgang i fiskeriforvaltningen og at gennemføre en økosystembaseret fiskeriforvaltningstilgang.

(5)

For at nå den fælles fiskeripolitiks målsætninger skal der vedtages en række bevarelsesforanstaltninger, alt efter hvad der er behov for og i form af enten enkeltforanstaltninger eller en kombination af sådanne, såsom flerårige planer, tekniske foranstaltninger og fastsættelse og tildeling af fiskerimuligheder.

(6)

Flerårige planer skal i henhold til artikel 9 og 10 i forordning (EU) nr. 1380/2013 være baseret på videnskabelig, teknisk og økonomisk rådgivning. I overensstemmelse med disse bestemmelser bør den flerårige plan fastsat ved nærværende forordning (»planen«) indeholde målsætninger, kvantificerbare mål med klare tidsplaner, bevarelsesreferencepunkter, beskyttelsesforanstaltninger og tekniske foranstaltninger, der har til formål at undgå og reducere uønskede fangster og at minimere indvirkningen på havmiljøet, navnlig på sårbare levesteder og beskyttede arter.

(7)

Denne forordning bør tage hensyn til de begrænsninger, der knytter sig til størrelsen af de fartøjer, der anvendes til småfiskeri og kystfiskeri i regionerne i den yderste periferi.

(8)

»Den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning« bør forstås som offentligt tilgængelig videnskabelig rådgivning, som understøttes af de nyeste videnskabelige data og metoder, og som er enten udstedt eller revideret af et uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan.

(9)

Kommissionen bør søge den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning om de bestande, der er omfattet af planen. Med henblik herpå indgår den aftalememoranda med Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Den videnskabelige rådgivning navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, bør være baseret på planen og bør navnlig angive FMSY-intervaller og referencepunkterne for biomassen, dvs. MSY Btrigger og Blim. Disse værdier bør anføres i den relevante bestandsrådgivning og, hvor dette er hensigtsmæssigt, i anden offentligt tilgængelig videnskabelig rådgivning, f.eks. i rådgivning om blandet fiskeri, som navnlig ydes af ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan.

(10)

I Rådets forordning (EF) nr. 811/2004 (5), (EF) nr. 2166/2005 (6), (EF) nr. 388/2006 (7), (EF) nr. 509/2007 (8), og (EF) nr. 1300/2008 (9) fastsættes bestemmelserne for udnyttelsen af den nordlige kulmulebestand, kulmule- og jomfruhummerbestandene i Det Cantabriske Hav og vest for Den Iberiske Halvø, tunge i Biscayabugten, tunge i den vestlige del af Den Engelske Kanal, sild vest for Skotland og torsk i Kattegat, Nordsøen, vest for Skotland og i Det Irske Hav. Disse og andre demersale bestande tages i blandet fiskeri. Der bør derfor opstilles én enkelt flerårig plan, hvori der tages højde for sådanne tekniske samspil.

(11)

En sådan flerårig plan bør desuden anvendes på demersale bestande og fiskeriet efter disse bestande i de vestlige farvande, dvs. de nordvestlige farvande og de sydvestlige farvande. Det drejer sig om rundfisk, fladfisk, selachier samt jomfruhummer (Nephrops norvegicus), der lever i bunden af eller tæt på bunden af vandsøjlen.

(12)

Visse demersale bestande udnyttes både i de vestlige farvande og i de tilstødende farvande. Planens bestemmelser vedrørende mål og beskyttelsesforanstaltninger for bestande, der hovedsagelig udnyttes i de vestlige farvande, bør derfor udvides til også at omfatte nævnte områder uden for de vestlige farvande. Derudover er det for bestande, som også findes i de vestlige farvande, og som hovedsagelig udnyttes uden for de vestlige farvande, nødvendigt at fastsætte mål og beskyttelsesforanstaltninger i flerårige planer gældende for områderne uden for de vestlige farvande, hvor disse bestande hovedsagelig udnyttes, idet disse flerårige planers anvendelsesområde bør udvides til også at omfatte de vestlige farvande.

(13)

Det geografiske anvendelsesområde for planen bør baseres på dem geografiske fordeling af bestande angivet i den seneste videnskabelige bestandsrådgivning navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan. Fremtidige ændringer i den geografiske fordeling af bestande, som er fastsat i planen, kan være nødvendige, enten på grund af bedre videnskabelige oplysninger eller på grund af migration af bestande. Derfor bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter om tilpasning af den geografiske fordeling af bestande, der er angivet i planen, hvis den videnskabelige rådgivning navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, tyder på en ændring i den geografiske fordeling af de relevante bestande.

(14)

Hvor bestande af fælles interesse også udnyttes af tredjelande, bør Unionen tage kontakt til disse tredjelande for at sikre, at disse bestande forvaltes på en bæredygtig måde, der er i overensstemmelse med målsætningerne i forordning (EU) nr. 1380/2013, særlig artikel 2, stk. 2, og i nærværende forordning. Opnås der ikke formel enighed, bør unionen gøre alt for at nå frem til fælles ordninger for fiskeri af sådanne bestande med henblik på at muliggøre bæredygtig forvaltning og dermed fremme lige vilkår for EU-operatørerne.

(15)

Formålet med planen bør være at bidrage til opfyldelsen af den fælles fiskeripolitiks målsætninger og navnlig til at opnå og opretholde MSY for målbestandene, gennemføre landingsforpligtelsen for demersale bestande, der er omfattet af fangstbegrænsninger, og bidrage til en ordentlig levestandard for personer, der er afhængige af fiskeriaktiviteter under hensyntagen til kystfiskeri og socioøkonomiske aspekter. Planen bør gennemføre den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning for at begrænse fiskeriaktiviteters negative indvirkning på havets økosystem mest muligt. Den bør være i overensstemmelse med Unionens miljølovgivning, navnlig målsætningen om at opnå god miljøstatus senest i 2020 (i overensstemmelse med direktiv 2008/56/EF) og målsætningerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (10) og i Rådets direktiv 92/43/EØF (11). Planen bør også fastlægge de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i EU-farvande i de vestlige farvande for alle bestande af arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(16)

Ifølge artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 skal fiskerimulighederne fastlægges på grundlag af de målsætninger, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 2, stk. 2, og opfylde de mål, tidsplaner og margener, der er fastsat i de flerårige planer.

(17)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte det mål for fiskeridødeligheden (F), som er i overensstemmelse med målsætningen om at opnå og opretholde MSY, i form af intervaller, som gør det muligt at opnå MSY(FMSY). Intervallerne, som skal være baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, er nødvendige for at opnå den fleksibilitet, der skal til for at kunne tage hensyn til ændringer i den videnskabelige rådgivning, bidrage til gennemførelsen af landingsforpligtelsen og tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for det blandede fiskeri. FMSY-intervallerne bør beregnes, navnlig af (ICES) og særligt i dets regelmæssige fangstrådgivning, eller af et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan. På grundlag af planen bør intervallerne udledes således, at det langsigtede udbytte højst reduceres med 5 % sammenlignet med MSY. Intervallets øvre grænse bør fastsættes således, at sandsynligheden for, at en bestand reduceres til under Blim højst er 5 %. Denne øvre grænse børe også være i overensstemmelse med ICES' rådgivningsregel, ifølge hvilken man i de tilfælde, hvor en bestands gydebiomasse er lav eller bestandsstørrelsen ringe, skal reducere F til en værdi, der ikke overstiger en øvre grænse svarende til FMSY-værdien multipliceret med bestandens gydebiomasse eller størrelse i året for den samlede tilladte fangstmængde (TAC-året) divideret med MSY Btrigger. ICES anvender disse betragtninger og rådgivningsreglen, når det giver videnskabelig rådgivning om fiskeridødelighed og fangstmuligheder.

(18)

Med henblik på fastsættelsen af fiskerimulighederne bør der være en øvre tærskel for FMSY-intervaller ved normal brug og, forudsat at den relevante bestand anses for at være i god stand, en øvre grænse for bestemte tilfælde. Det bør kun være muligt at fastsætte fiskerimuligheder til den øvre grænse, hvis det på grundlag af videnskabelige rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at opfylde de i denne forordning fastsatte målsætninger vedrørende blandet fiskeri, eller nødvendigt for at undgå at skade en bestand som følge af samspillet inden for en bestand eller mellem bestande eller for at begrænse udsving fra år til år i fiskerimulighederne.

(19)

Det bør være muligt for et relevant rådgivende råd at anbefale Kommissionen en forvaltningsstrategi, der søger at begrænse udsving fra år til år i fiskerimulighederne for en bestemt bestand, der er opført i denne forordning. Det bør være muligt for Rådet at tage hensyn til sådanne henstillinger, når de fastsætter fiskerimuligheder, forudsat at disse fiskerimuligheder er i overensstemmelse med målene og beskyttelsesforanstaltningerne i henhold til planen.

(20)

For de bestande, hvor der er MSY-mål, og med henblik på anvendelsen af beskyttelsesforanstaltninger er det nødvendigt at fastsætte bevarelsesreferencepunkter udtrykt som gydebiomasseniveau, når det gælder fiskebestandene, og et niveau for bestandsstørrelse, når det gælder jomfruhummer, som udløser anvendelsen af disse beskyttelsesforanstaltninger.

(21)

Hensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger bør være til rådighed i tilfælde af, at bestanden reduceres til under disse minimumsniveauer. Beskyttelsesforanstaltningerne bør omfatte reduktion af fiskerimulighederne og særlige bevarelsesforanstaltninger, når den videnskabelige rådgivning viser, at der er behov for afhjælpende foranstaltninger. Disse foranstaltninger bør suppleres af alle andre hensigtsmæssige foranstaltninger, som f.eks. foranstaltninger truffet af Kommissionen i henhold til artikel 12 i forordning (EU) nr. 1380/2013 eller foranstaltninger truffet af medlemsstaterne i henhold til nævnte forordnings artikel 13.

(22)

Det bør være muligt at fastsætte TAC'en for jomfruhummer i fire særlige forvaltningsområder som summen af de fangstbegrænsninger, der er fastsat for hver enkelt funktionel enhed og for de øvrige statistiske rektangler uden for de funktionelle enheder, der hører under hvert forvaltningsområde. Dette bør dog ikke være til hinder for vedtagelsen af foranstaltninger til beskyttelse af specifikke funktionelle enheder.

(23)

For at anvende en regionaliseret tilgang til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer er det hensigtsmæssigt at gøre det muligt at træffe tekniske foranstaltninger for alle bestande i de vestlige farvande.

(24)

Indsatsbegrænsningen for tunge i den vestlige del af Den Engelske Kanal har vist sig at være et effektivt forvaltningsredskab til fastsættelse af fiskerimuligheder. En sådan indsatsbegrænsning bør derfor opretholdes inden for rammerne af planen.

(25)

Når fiskeridødeligheden forårsaget af rekreativt fiskeri har en betydelig indvirkning på en bestand, der forvaltes på grundlag af MSY, bør Rådet kunne fastsætte ikkediskriminerende begrænsninger for de rekreative fiskere. Rådet bør henvise til gennemsigtige og objektive kriterier, når det fastsætter sådanne begrænsninger. Medlemsstaterne bør, hvis det er relevant, træffe de nødvendige og forholdsmæssige bestemmelser om datakontrol og -indsamling for at kunne foretage et pålideligt skøn af de faktiske niveauer for fangster fra rekreativt fiskeri.

(26)

Med henblik på opfyldelse af den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, bør planen indeholde yderligere forvaltningsforanstaltninger, der skal specificeres nærmere i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 18.

(27)

Der bør som krævet i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes en frist for forelæggelse af fælles henstillinger fra medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse.

(28)

Der bør i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes krav om, at Kommissionen med regelmæssige mellemrum evaluerer nærværende forordnings anvendelse for på grundlag af videnskabelig rådgivning at undersøge, om den er dækkende og virkningsfuld. Planen bør evalueres senest den 27. marts 2024 og derefter hvert femte år. Dette giver tid til, at landingsforpligtelsen kan gennemføres fuldt ud, at der kan vedtages og gennemføres foranstaltninger på regionalt plan, og til, at man kan se, hvilken indvirkning disse foranstaltninger har på bestandene og fiskeriet. Evaluering hvert femte år er også det minimum, der kræves af de videnskabelige organer.

(29)

For at muliggøre en hurtig og formålstjenlig tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, for at sikre fleksibilitet og åbne mulighed for udvikling af visse foranstaltninger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring eller supplering af denne forordning med bestemmelser om justeringer vedrørende de bestande, der er omfattet af denne forordning, som følge af ændringer i den geografiske fordeling af bestandene, afhjælpende foranstaltninger, gennemførelsen af landingsforpligtelsen, og begrænsninger for den samlede kapacitet af flåderne i de berørte medlemsstater. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (12). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i de af Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(30)

Af hensyn til retssikkerheden er det hensigtsmæssigt at præcisere, at foranstaltninger til midlertidigt ophør, der er vedtaget for at nå planens målsætninger, kan anses for støtteberettigede i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 (13).

(31)

Anvendelsen af dynamiske henvisninger til FMSY-intervaller og til bevarelsesreferencepunkterne sikrer, at disse parametre, som er uundværlige for fastsættelsen af fiskerimuligheder, ikke bliver forældede, og at Rådet altid vil kunne anvende den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. Tilgangen, der består i at anvende dynamiske henvisninger til den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning bør desuden følges i forbindelse med forvaltningen af bestande i Østersøen. Det bør også præciseres, at landingsforpligtelsen ikke gælder for rekreativt fiskeri i de områder, der er omfattet af den flerårige plan for fiskeriet i Østersøen. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 (14) bør derfor ændres.

(32)

Den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse for jomfruhummer for Skagerrak og Kattegat bør tages op til revision. Det bør også præciseres, at, landingsforpligtelsen ikke gælder for rekreativt fiskeri i de områder, der er omfattet af den flerårige plan for fiskeriet i Nordsøen. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/973 (15) bør derfor ændres.

(33)

Rådets forordning (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007 og (EF) nr. 1300/2008 bør ophæves.

(34)

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er der foretaget en behørig evaluering af planens sandsynlige økonomiske og sociale konsekvenser, før den fik sin endelige udformning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning opstilles der en flerårig plan (»planen«) for nedenstående demersale bestande, herunder dybhavsbestande, i de vestlige farvande og, hvis disse bestande strækker sig ud over de vestlige farvande, i de tilstødende farvande, samt for fiskeriet efter disse bestande:

1)

sort sabelfisk (Aphanopus carbo) i ICES-underområde 1, 2, 4, 6–8, 10 og 14 og afsnit 3a, 5a, 5b, 9a og 12b

2)

skolæst (Coryphaenoides rupestris) i ICES-underområde 6 og 7 og afsnit 5b

3)

havbars (Dicentrarchus labrax) i ICES-afsnit 4b, 4c, 7a, 7d–h, 8a og 8b

4)

havbars (Dicentrarchus labrax) i ICES- afsnit 6a, 7b og 7j

5)

havbars (Dicentrarchus labrax) i ICES-afsnit 8c og 9a

6)

torsk (Gadus morhua) i ICES-afsnit 7a

7)

torsk (Gadus morhua) i ICES-afsnit 7e-k

8)

glashvarrearter (Lepidorhombus spp.) i ICES-afsnit 4a og 6a

9)

glashvarrearter (Lepidorhombus spp.) i ICES-afsnit 6b

10)

glashvarrearter (Lepidorhombus spp.) i ICES-afsnit 7b–k, 8a, 8b og 8d

11)

glashvarrearter (Lepidorhombus spp.) i ICES-afsnit 8c og 9a

12)

havtaske (Lophiidae) i ICES-afsnit 7b-k, 8a, 8b og 8d

13)

havtaske (Lophiidae) i ICES-afsnit 8c og 9a

14)

kuller (Melanogrammus aeglefinus) i ICES-afsnit 6b

15)

kuller (Melanogrammus aeglefinus) i ICES-afsnit 7a

16)

kuller (Melanogrammus aeglefinus) i ICES-afsnit 7b-k

17)

hvilling (Merlangius merlangus) i ICES-afsnit 7b, 7c og 7e-k

18)

hvilling (Merlangius merlangus) i ICES-underområde 8 og afsnit 9a

19)

kulmule (Merluccius merluccius) i ICES-underområde 4, 6 og 7 og afsnit 3a, 8a-b og 8d

20)

kulmule (Merluccius merluccius) i ICES-afsnit 8c og 9a

21)

byrkelange (Molva dypterygia) i ICES-underområde 6 og 7 og afsnit 5b

22)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i følgende funktionelle enheder i ICES-underområde 6 og afsnit 5b:

North Minch (FU 11)

South Minch (FU 12)

Firth of Clyde (FU 13)

I afsnit 6a, uden for de funktionelle enheder (vest for Skotland)

23)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i følgende funktionelle enheder i ICES-underområde 7:

det østlige Irske Hav (FU 14)

det vestlige Irske Hav (FU 15)

Porcupine Bank (FU 16)

Aran grounds (FU 17)

Det Irske Hav (FU 19)

Det Keltiske Hav (FU 20-21)

Bristolkanalen (FU 22)

uden for de funktionelle enheder (det sydlige Keltiske Hav, sydvest for Irland)

24)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i følgende funktionelle enheder i ICES-afsnit 8a, 8b, 8d og 8e:

den nordlige og centrale del af Biscayabugten (FU 23-24)

25)

jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i følgende funktionelle enheder i ICES-underområde 9 og 10 og CECAF-afsnit 34.1.1:

de atlantiske iberiske farvande øst, vest for Galicien og det nordlige Portugal (FU 26-27)

de atlantiske iberiske farvande øst og det sydvestlige og sydlige Portugal (FU 28-29)

de atlantiske iberiske farvande øst og Cádizbugten (FU 30)

26)

spidstandet blankesten (Pagellus bogaraveo) i ICES-underområde 9

27)

rødspætte (Pleuronectes platessa) i afsnit 7d

28)

rødspætte (Pleuronectes platessa) i ICES-afsnit 7e

29)

lubbe (Pollachius pollachius) i ICES-underområde 6 og 7

30)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-underområde 5, 12 og 14 og afsnit 6b

31)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 7d

32)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 7e

33)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 7f og 7g

34)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 7h, 7j og 7k

35)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 8a og 8b

36)

almindelig tunge (Solea solea) i ICES-afsnit 8c og 9a.

Hvis videnskabelig rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, tyder på en ændring i den geografiske fordeling af de bestande, der er anført i dette stykkes første afsnit, kan Kommissionen vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 med henblik på at ændre denne forordning ved at justere på de områder, der er anført i dette stykkes første afsnit, for at afspejle denne ændring. Sådanne justeringer må ikke udvide bestandsområderne ud over EU-farvandene i ICES-underområde 4-10 og CECAF-afsnit 34.1.1, 34.1.2 og 34.2.0.

2.   Hvis Kommissionen på grundlag af videnskabelig rådgivning finder, at listen over bestande i stk. 1, første afsnit, skal ændres, kan Kommissionen forelægge et forslag til revision af denne liste.

3.   Hvad angår de tilstødende farvande, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, er det kun artikel 4 og 7 samt foranstaltningerne vedrørende fiskerimuligheder i henhold til denne forordnings artikel 8, der finder anvendelse.

4.   Denne forordning finder også anvendelse på bifangster, der fanges ved fiskeri i de vestlige farvande efter de bestande, der er anført i stk. 1. Hvis FMSY-intervaller og beskyttelsesforanstaltninger relateret til disse bestandes biomasse imidlertid er fastsat i henhold til andre EU-retsakter, der fastlægger flerårige planer, gælder disse intervaller og beskyttelsesforanstaltninger.

5.   I denne forordning fastlægges også de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af landingsforpligtelsen i EU-farvande i de vestlige farvande for alle bestande af arter, der er omfattet af landingsforpligtelsen i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013.

6.   Denne forordning fastsætter tekniske foranstaltninger, som indeholdt i artikel 9, for en hvilken som helst bestand i de vestlige farvande.

Artikel 2

Definitioner

Ved anvendelsen af denne forordning gælder, i tillæg til definitionerne i artikel 4 i forordning (EU) nr. 1380/2013, artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (16) og artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 850/98 (17), følgende definitioner:

1)   »de vestlige farvande«: de nordvestlige farvande (ICES-underområde 5 (bortset fra afsnit 5a og kun EU-farvande i afsnit 5b), 6 og 7) og de sydvestlige farvande (ICES-underområde 8, 9 og 10 (farvandene omkring Azorerne) og CECAF-afsnit 34.1.1, 34.1.2 og 34.2.0 (farvandene omkring Madeira og De Kanariske Øer))

2)   »FMSY-interval«: et værdiinterval, der er fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, hvor alle fiskeridødelighedsniveauer inden for dette interval giver det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) på langt sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold uden at påvirke de relevante bestandes reproduktionsproces i betydelig grad. Intervallet er udledt, således at det langsigtede udbytte højst reduceres med 5 % sammenlignet med MSY. Der er lagt loft over intervallet, således at sandsynligheden for, at bestanden reduceres til under grænsereferencepunktet for bestandens gydebiomasse (Blim), højst er 5 %

3)   »MSY F-lower«: den laveste værdi i FMSY-intervallet

4)   »MSY F-upper«: den højeste værdi i FMSY-intervallet

5)   »FMSY-værdi«: værdien af den anslåede fiskeridødelighed, som giver det maksimale udbytte på langt sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold

6)   »nedre FMSY-interval«: et interval, der indeholder værdier fra MSY Flower op til FMSY-værdien

7)   »øvre FMSY-interval«: et interval, som indeholder værdier fra FMSY-punktværdien op til MSY Fupper

8)   »Blim«: referencepunktet for en bestands gydebiomasse fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt af på EU-plan eller internationalt plan, under hvilket der kan være reduceret reproduktionsevne

9)   »MSY Btrigger«: referencepunktet for en bestands gydebiomasse eller, i tilfælde af jomfruhummer, referencepunktet for bestandsstørrelsen, fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, under hvilket der skal træffes særlige og hensigtsmæssige forvaltningsforanstaltninger, som sikrer, at udnyttelsesgraderne kombineret med de naturlige udsving resulterer i genopbygning af bestandene, så de kommer op over de niveauer, der kan give MSY på langt sigt.

KAPITEL II

MÅLSÆTNINGER

Artikel 3

Målsætninger

1.   Planen skal bidrage til at opfyldelsen af de målsætninger for den fælles fiskeripolitik, der er fastsat i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1380/2013, navnlig gennem anvendelsen af forsigtighedstilgangen til fiskeriforvaltning, og den skal have til formål at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder populationerne af de befiskede arter over de niveauer, der kan give MSY.

2.   Planen skal bidrage til at eliminere udsmid ved at undgå og så vidt muligt reducere uønskede fangster og til at gennemføre den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013, for de arter, der er fastsat fangstbegrænsninger for, og som er omfattet af nærværende forordning.

3.   Planen skal gennemføre den økosystembaserede fiskeriforvaltningstilgang for at sikre, at fiskeriaktiviteters negative indvirkninger på havets økosystem begrænses mest muligt. Den skal være i overensstemmelse med Unionens miljølovgivning, navnlig målsætningen om at opnå en god miljøtilstand senest i 2020 som fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/56/EF.

4.   Planen skal navnlig sigte mod at:

a)

sikre, at de betingelser, der er beskrevet i deskriptor 3 i bilag I til direktiv 2008/56/EF, opfyldes

b)

bidrage til opfyldelsen af andre relevante deskriptorer i bilag I til direktiv 2008/56/EF i det omfang fiskeriet spiller en rolle for opfyldelsen heraf og

c)

bidrage til opnåelse af de målsætninger, der er fastsat i artikel 4 og 5 i direktiv 2009/147/EF og artikel 6 og 12 i direktiv 92/43/EØF, navnlig for at minimere fiskeriaktiviteters negative indvirkning på sårbare levesteder og beskyttede arter.

5.   Foranstaltninger i henhold til planen skal træffes i overensstemmelse med den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. Hvor der ikke foreligger tilstrækkelige data, skal der stræbes efter en sammenlignelig bevarelsestilstand for de relevante bestande.

KAPITEL III

MÅL

Artikel 4

Mål

1.   Målet for fiskeridødeligheden, i overensstemmelse med FMSY-intervallerne som defineret i artikel 2, skal nås så hurtigt som muligt og på et gradvist stigende grundlag senest i 2020 for bestandene, der er anført i artikel 1, stk. 1, og det skal derefter opretholdes inden for FMSY-intervallerne, jf. denne artikel.

2.   De FMSY-intervaller, der bygger på planen, skal indhentes navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan.

3.   I henhold til artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsætter Rådet, når det fastsætter fiskerimulighederne for en bestand, de pågældende fiskerimuligheder inden for det nedre FMSY-interval, der på det givne tidspunkt foreligger for den pågældende bestand.

4.   Uanset stk. 1 og 3 kan fiskerimulighederne for en bestand fastsættes på niveauer, der er lavere end FMSY-intervallerne.

5.   Uanset stk. 3 og 4 kan fiskerimulighederne for en bestand fastsættes i overensstemmelse med det øvre FMSY-interval, der forelå for den pågældende bestand på det givne tidspunkt, forudsat at den i artikel 1, stk. 1, omhandlede bestand ligger over MSY Btrigger:

a)

hvis det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation viser sig at være nødvendigt for at opfylde de målsætninger, der er fastlagt i artikel 3, for så vidt angår blandet fiskeri

b)

hvis det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation viser sig at være nødvendigt for at undgå alvorlig skade på en bestand som følge af samspillet inden for den pågældende bestand eller mellem denne og andre bestande, eller

c)

for at begrænse udsving i fiskerimulighederne fra år til år til højst 20 %.

6.   Hvis FMSY-intervaller ikke kan fastslås for en bestand, der er anført i artikel 1, stk. 1, fordi der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, forvaltes bestanden i overensstemmelse med artikel 5, indtil FMSY-intervaller er tilgængelige, jf. stk. 2 i denne artikel.

7.   Fiskerimulighederne fastsættes under alle omstændigheder på en sådan måde, at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at en bestands gydebiomasse falder til et punkt under Blim.

Artikel 5

Forvaltning af bifangstbestande

1.   Forvaltningsforanstaltningerne for de i artikel 1, stk. 4, omhandlede bestande, herunder i givet fald fiskerimuligheder, skal fastsættes under hensyntagen til den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning og skal være i overensstemmelse med målsætningerne i artikel 3.

2.   De i artikel 1, stk. 4. omhandlede bestande forvaltes i henhold til forsigtighedstilgangen i fiskeriforvaltningen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 8), i forordning (EU) nr. 1380/2013, når der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, og i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3, stk. 5.

3.   I overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1380/2013 tages der ved forvaltningen af blandet fiskeri i forbindelse med bestande, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 4, højde for vanskeligheden ved at fiske alle bestande med MSY på samme tid, navnlig i situationer, hvor dette fører til et for tidligt stop for fiskeriet.

Artikel 6

Begrænsning af udsving i fiskerimuligheder for en bestand

Et relevant rådgivende råd kan anbefale Kommissionen en forvaltningsstrategi, der søger at begrænse udsving fra år til år i fiskerimulighederne for en bestemt bestand, der er opført i artikel 1, stk. 1.

Rådet kan tage hensyn til sådanne henstillinger, når det fastsætter fiskerimuligheder, forudsat at disse fiskerimuligheder er i overensstemmelse med artikel 4 og 8.

KAPITEL IV

BESKYTTELSESFORANSTALTNINGER

Artikel 7

Bevarelsesreferencepunkter

Følgende bevarelsesreferencepunkter, der skal anvendes for at beskytte de i artikel 1, stk. 1, omhandlede bestandes fulde reproduktionsevne, skal på grundlag af planen indhentes navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan:

a)

MSY Btrigger for bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1

b)

Blim for bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1.

Artikel 8

Beskyttelsesforanstaltninger

1.   Hvis den videnskabelige rådgivning tyder på, at gydebiomassen for en i artikel 1, stk. 1, omhandlet bestand, og for jomfruhummers vedkommende bestandsstørrelsen, i et givent år ligger under MSY Btrigger, træffes alle afhjælpende foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en hurtig genopretning af den relevante bestand eller funktionelle enhed til over de niveauer, der giver MSY. Navnlig fastsættes fiskerimulighederne, uanset artikel 4, stk. 3, på niveauer, der er i overensstemmelse med en fiskeridødelighed, som under hensyntagen til reduktionen af biomassen er reduceret til under det øvre FMSY-interval.

2.   Hvis den videnskabelige rådgivning tyder på, at gydebiomassen for en i artikel 1, stk. 1, omhandlet bestand, og for jomfruhummers vedkommende bestandsstørrelsen, i et givent år ligger under Blim, træffes der yderligere afhjælpende foranstaltninger for at sikre en hurtig genopretning af den relevante bestand eller funktionelle enhed til over de niveauer, der giver MSY. Navnlig kan de afhjælpende foranstaltninger, uanset artikel 4, stk. 3, omfatte indstilling af det målrettede fiskeri efter den pågældende bestand eller funktionelle enhed og en tilstrækkelig reduktion af fiskerimulighederne.

3.   Afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i denne artikel kan omfatte:

a)

hasteforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 og 13 i forordning (EU) nr. 1380/2013

b)

foranstaltninger i henhold til nærværende forordnings artikel 9.

4.   Valget af foranstaltninger som omhandlet i denne artikel træffes på grundlag af arten, alvoren, varigheden og hyppigheden af den situation, hvor bestandens gydebiomasse, og for jomfruhummers vedkommende bestandsstørrelsen, er under de i artikel 7 omhandlede niveauer.

KAPITEL V

TEKNISKE FORANSTALTNINGER

Artikel 9

Tekniske foranstaltninger

1.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 i denne forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 for at supplere denne forordning vedrørende følgende tekniske foranstaltninger:

a)

specifikationer for fiskeredskaber og regler for deres anvendelse med henblik på at sikre eller øge selektiviteten, reducere uønskede fangster eller minimere den negative indvirkning på økosystemet

b)

specifikationer for ændringer eller supplerende anordninger til fiskeredskaber med henblik på at sikre eller øge selektiviteten, reducere uønskede fangster eller minimere den negative indvirkning på økosystemet

c)

begrænsninger af eller forbud mod brugen af visse fiskeredskaber og fiskeriaktiviteter i bestemte områder eller perioder med henblik på at beskytte gydefisk, fisk, som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller ikkemålfiskearter eller minimere den negative indvirkning på økosystemet og

d)

fastsættelse af bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser for enhver af de bestande, som denne forordning finder anvendelse på, med henblik på at sikre beskyttelsen af unge marine organismer.

2.   De i nærværende artikels stk. 1 omhandlede foranstaltninger skal bidrage til opfyldelsen af målsætningerne i artikel 3.

KAPITEL VI

FISKERIMULIGHEDER

Artikel 10

Fiskerimuligheder

1.   Ved tildeling af de fiskerimuligheder, som de har til rådighed i henhold til artikel 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013, skal medlemsstaterne tage hensyn til den sandsynlige fangstsammensætning for de fartøjer, der deltager i blandet fiskeri.

2.   Medlemsstaterne kan, efter først at have underrettet Kommissionen, helt eller delvis udveksle de fiskerimuligheder, de har fået tildelt i henhold til artikel 16, stk. 8, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

3.   Uanset artikel 8 kan TAC'en for bestandene af jomfruhummer i de vestlige farvande fastsættes for de forvaltningsområder, der svarer til hvert af de områder, der er defineret i artikel 1, stk. 1, første afsnit, nr. 22)-25). I sådanne tilfælde kan TAC'en for et forvaltningsområde være lig med summen af de fangstbegrænsninger, der er fastsat for disse funktionelle enheder og for de statistiske rektangler, der ligger uden for de funktionelle enheder.

Artikel 11

Rekreativt fiskeri

1.   Hvis den videnskabelige rådgivning tyder på, at rekreativt fiskeri har betydelig indvirkning på fiskeridødeligheden for en i artikel 1, stk. 1, omhandlet bestand, kan Rådet fastsætte ikke-diskriminerende begrænsninger for de rekreative fiskere.

2.   Når det fastsætter de i stk. 1 omhandlede begrænsninger, baserer Rådet sig på gennemsigtige og objektive kriterier, herunder kriterier af miljømæssig, social og økonomisk art. De anvendte kriterier kan navnlig omfatte rekreativt fiskeris indvirkning på miljøet, den samfundsmæssige betydning af denne aktivitet og deres bidrag til økonomien i kystområderne.

3.   Hvor det er relevant, træffer medlemsstaterne de nødvendige og forholdsmæssige bestemmelser om datakontrol og -indsamling for at kunne foretage et pålideligt skøn af de aktuelle fangster i det rekreative fiskeri.

Artikel 12

Indsatsbegrænsning for tunge i den vestlige del af Den Engelske Kanal

1.   TAC'erne for tunge i den vestlige del af Den Engelske Kanal (ICES-afsnit 7e) i planene suppleres med fiskeriindsatsbegrænsninger.

2.   Når det fastsætter fiskerimulighederne for hvert år, træffer Rådet afgørelse om det højeste antal fiskedage for fartøjer i den vestlige del af Den Engelske Kanal, som anvender bomtrawl med en maskestørrelse på 80 mm eller derover, og for fartøjer i den vestlige del af Den Engelske Kanal, der anvender faststående garn med en maskestørrelse på 220 mm eller derunder.

3.   Det i stk. 2 omhandlede højeste antal fiskedage tilpasses i samme omfang som tilpasningen af fiskeridødeligheden svarende til variationen i TAC'erne.

KAPITEL VII

BESTEMMELSER KNYTTET TIL LANDINGSFORPLIGTELSEN

Artikel 13

Bestemmelser knyttet til landingsforpligtelsen i EU-farvande i de vestlige farvande

1.   For alle bestande af arter i de vestlige farvande, der er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 18 i nærværende forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 med henblik på at supplere nærværende forordning gennem præcisering af den pågældende forpligtelses detaljer som fastsat i artikel 15, stk. 5, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 1380/2013.

2.   Landingsforpligtelsen som fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder ikke anvendelse på rekreativt fiskeri, herunder i tilfælde, hvor Rådet fastsætter begrænsninger i henhold til denne forordnings artikel 11.

KAPITEL VIII

ADGANG TIL FARVANDE OG RESSOURCER

Artikel 14

Fiskeritilladelser og kapacitetslofter

1.   For hvert af de ICES-områder, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1, udsteder hver medlemsstat fiskeritilladelser i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1224/2009 til fartøjer, der fører dens flag, og som fisker i nævnte områder. I sådanne fiskeritilladelser kan medlemsstaterne også begrænse den samlede kapacitet for disse fartøjer, der anvender et særligt redskab.

2.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 18 i denne forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013, der supplerer nærværende forordning ved at fastsætte begrænsninger for den samlede kapacitet af de berørte medlemsstaters flåder for at fremme opnåelsen af de målsætninger, der er fastsat i artikel 3 i denne forordning.

3.   Hver medlemsstat opstiller og ajourfører en liste over fartøjer med fiskeritilladelse som omhandlet i stk. 1 og stiller den til rådighed for Kommissionen og de øvrige medlemsstater på sit officielle websted.

KAPITEL IX

FORVALTNING AF BESTANDE AF FÆLLES INTERESSE

Artikel 15

Principper og målsætninger for forvaltning af bestande af fælles interesse for Unionen og tredjelande

1.   Hvor bestande af fælles interesse også udnyttes af tredjelande, tager Unionen kontakt til disse tredjelande for at sikre, at disse bestande forvaltes på en bæredygtig måde, der er i overensstemmelse med målene i forordning (EU) nr. 1380/2013, særlig artikel 2, stk. 2, og i nærværende forordning. Opnås der ikke formel enighed, gør Unionen alt for at nå frem til fælles ordninger for fiskeri af sådanne bestande med henblik på at muliggøre bæredygtig forvaltning og derved fremme lige vilkår for EU-operatører.

2.   Inden for rammerne af den fælles forvaltning af bestande med tredjelande, kan Unionen udveksle fiskerimuligheder med tredjelande i henhold til artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013.

KAPITEL X

REGIONALISERING

Artikel 16

Regionalt samarbejde

1.   Artikel 18, stk. 1-6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder anvendelse på de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 9 og 13 og artikel 14, stk. 2.

2.   Med henblik på denne artikels stk. 1 kan medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i de nordvestlige farvande forelægge fælles henstillinger for de nordvestlige farvande og medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse i de sydvestlige farvande forelægge fælles henstillinger for de sydvestlige farvande. De pågældende medlemsstater kan også sammen fremsætte fælles henstillinger for disse farvande som helhed. Disse henstillinger fremsættes i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, første gang senest den 27. marts 2020 og derefter 12 måneder efter hver forelæggelse af den evaluering af planen, der skal foretages i henhold til nærværende forordnings artikel 17. De kan også forelægge sådanne henstillinger, når de anser det for nødvendigt, navnlig hvis der sker en pludselig ændring i situationen for enhver af de bestande, som denne forordning finder anvendelse på, eller for at håndtere nødsituationer, der er påpeget på basis af den seneste videnskabelige rådgivning. Fælles henstillinger vedrørende foranstaltninger for et givet kalenderår fremsættes senest den 1. juli i det foregående år.

3.   De beføjelser, der tillægges i henhold til artikel 9 og 13 og artikel 14, stk. 2, i denne forordning, berører ikke beføjelser, som Kommissionen tillægges i henhold til andre bestemmelser i EU-retten, herunder i henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013.

KAPITEL XI

EVALUERING OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Evaluering af planen

Senest den 27. marts 2024 og derefter hvert femte år aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om planens resultater og indvirkning på de bestande, som denne forordning finder anvendelse på, og på fiskeriet, der udnytter disse bestande, navnlig for så vidt angår opfyldelsen af målsætningerne i artikel 3.

Artikel 18

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 1, stk. 1, artikel 9 og 13 og artikel 14, stk. 2, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 26. marts 2019. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 1, stk. 1, artikel 9 og 13 og artikel 14, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller af Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 1, stk. 1, artikel 9 og 13 og artikel 14, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

KAPITEL XII

STØTTE FRA DEN EUROPÆISKE HAV- OG FISKERIFOND

Artikel 19

Støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

Foranstaltninger til midlertidigt ophør, der er vedtaget for at opfylde planens målsætninger, anses for et midlertidigt ophør med fiskeriaktiviteter med henblik på artikel 33, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) nr. 508/2014.

KAPITEL XIII

ÆNDRINGER AF FORORDNING (EU) 2016/1139 OG (EU) 2018/973

Artikel 20

Ændringer af forordning (EU) 2016/1139

I forordning (EU) 2016/1139 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Definitioner

Ved anvendelsen af nærværende forordning finder definitionerne omhandlet i artikel 4 i forordning (EU) nr. 1380/2013, artikel 4 i forordning (EF) nr. 1224/2009 og artikel 2 i forordning (EF) nr. 2187/2005 anvendelse. Endvidere forstås ved:

1)   »pelagiske bestande«: de bestande, der er anført i nærværende forordnings artikel 1, stk. 1, litra c)-h), og enhver kombination af disse

2)   »FMSY-interval«: et værdiinterval, der er fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, hvor alle fiskeridødelighedsniveauer inden for dette interval giver det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) på langt sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold uden at påvirke de relevante bestandes reproduktionsproces i betydelig grad. Intervallet er udledt, således at det langsigtede udbytte højst reduceres med 5 % sammenlignet med MSY. Der er lagt loft over intervallet, således at sandsynligheden for, at bestanden reduceres til under grænsereferencepunktet for bestandens gydebiomasse (Blim), højst er 5 %

3)   »MSY Flower«: den laveste værdi i FMSY-intervallet

4)   »MSY Fupper«: den højeste værdi i FMSY-intervallet

5)   »FMSY-værdi«: værdien af den anslåede fiskeridødelighed, som giver det maksimale udbytte på langt sigt med et givent fiskerimønster og under de aktuelle gennemsnitlige miljøforhold

6)   »nedre FMSY-interval«: et interval, der indeholder værdier fra MSY Flower op til FMSY-værdien

7)   »Øvre FMSY-interval«: et interval, som indeholder værdier fra FMSY-punktværdien op til MSY Fupper

8)   »Blim«: referencepunktet for en bestands gydebiomasse fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt af på EU-plan eller internationalt plan, under hvilket der kan være reduceret reproduktionsevne

9)   »MSY Btrigger«: referencepunktet for en bestands gydebiomasse fastsat i den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, under hvilket der skal træffes særlige og hensigtsmæssige forvaltningsforanstaltninger, som sikrer, at udnyttelsesgraderne kombineret med de naturlige udsving resulterer i genopbygning af bestandene, så de kommer op over de niveauer, der kan give MSY på langt sigt

10)   »berørte medlemsstater«: medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse, nemlig Danmark, Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland og Sverige.«

2)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Mål

1.   Målet for fiskeridødeligheden, i overensstemmelse med FMSY-intervallerne som defineret i artikel 2, skal nås så hurtigt som muligt og på et gradvist stigende grundlag senest i 2020 for bestandene, der er anført i artikel 1, stk. 1, og det skal derefter opretholdes inden for FMSY-intervallerne, jf. denne artikel.

2.   De FMSY-intervaller, der bygger på planen, skal indhentes navnlig fra ICES eller et tilsvarende uafhængigt videnskabeligt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan.

3.   I henhold til artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsætter Rådet, når det fastsætter fiskerimuligheder for en bestand, de pågældende fiskerimuligheder inden for det nedre FMSY-interval, der på det givne tidspunkt foreligger for den pågældende bestand.

4.   Uanset stk. 1 og 3 kan fiskerimulighederne fastsættes på niveauer, der er lavere end FMSY-intervallerne.

5.   Uanset stk. 3 og 4, kan fiskerimulighederne for en bestand fastsættes i overensstemmelse med det øvre FMSY-interval, der forelå for den pågældende bestand på det givne tidspunkt, forudsat at den i artikel 1, stk. 1. omhandlede bestand ligger over MSY Btrigger:

a)

hvis det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation viser sig at være nødvendigt for at opfylde de målsætninger, der er fastlagt i artikel 3, for så vidt angår blandet fiskeri

b)

hvis det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at undgå alvorlig skade på en bestand som følge af samspillet inden for den pågældende bestand eller mellem denne og andre bestande, eller

c)

for at begrænse udsving i fiskerimulighederne fra år til år til højst 20 %.

6.   Fiskerimulighederne fastsættes under alle omstændigheder på en sådan måde, at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at en bestands gydebiomasse falder til et punkt under Blim

3)

I kapitel III indsættes følgende efter artikel 4:

»Artikel 4a

Bevarelsesreferencepunkter

Følgende bevarelsesreferencepunkter, der skal anvendes for at beskytte de i artikel 1, stk. 1, omhandlede bestandes fulde reproduktionsevne, skal på grundlag af planen indhentes navnlig fra ICES eller et uafhængigt videnskabeligt organ, der er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan:

a)

MSY Btrigger for bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1

b)

Blim for bestande, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1.«

4)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Beskyttelsesforanstaltninger

1.   Hvis den videnskabelige rådgivning tyder på, at gydebiomassen for en i artikel 1, stk. 1, omhandlet bestand i et givent år ligger under MSY Btrigger, træffes alle afhjælpende foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en hurtig genopretning af den relevante bestand til over de niveauer, der giver MSY. Navnlig fastsættes fiskerimulighederne, uanset artikel 4, stk. 3, på niveauer, der er i overensstemmelse med en fiskeridødelighed, som under hensyntagen til reduktionen af biomassen er reduceret til under det øvre FMSY-interval.

2.   Hvis den videnskabelige rådgivning tyder på, at gydebiomassen for en af i artikel 1, stk. 1, omhandlet bestand ligger under Blim, træffes der yderligere afhjælpende foranstaltninger for at sikre en hurtig genopretning af den relevante bestand til over de niveauer, der kan give MSY. Navnlig kan de afhjælpende foranstaltninger, uanset artikel 4, stk. 3, omfatte indstilling af det målrettede fiskeri efter den pågældende bestand og en tilstrækkelig reduktion af fiskerimulighederne.

3.   Afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i denne artikel kan omfatte:

a)

hasteforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 og 13 i forordning (EU) nr. 1380/2013

b)

foranstaltninger i henhold til nærværende forordnings artikel 7 og 8.

4.   Valget af foranstaltninger som omhandlet i denne artikel træffes på grundlag af arten, alvoren, varigheden og hyppigheden af den situation, hvor bestandens gydebiomasse er under de i artikel 4a omhandlede niveauer.«

5)

I artikel 7 tilføjes følgende stykke:

»3.   Landingsforpligtelsen som fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder ikke anvendelse på rekreativt fiskeri, herunder i tilfælde, hvor Rådet fastsætter begrænsninger for rekreative fiskere.«

6)

Bilag I og II udgår.

Artikel 21

Ændringer af forordning (EU) 2018/973

I forordning (EU) 2018/973 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 9 indsættes følgende stykke:

»3.   Uanset bilag XII til forordning (EF) nr. 850/98 er den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse for jomfruhummer (Nephrops norvegicus) i afsnit 3a fastsat til 105 mm.

Dette stykke finder anvendelse indtil den dato, hvor bilag XII til forordning (EF) nr. 850/98 ophører med at være gældende.«

2)

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Bestemmelser knyttet til landingsforpligtelsen i EU-farvande i Nordsøen

1.   For alle bestande af arter i Nordsøen, der er omfattet af landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 16 i nærværende forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 med henblik på at supplere nærværende forordning gennem præcisering af den pågældende forpligtelses detaljer som fastsat i artikel 15, stk. 5, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 1380/2013.

2.   Landingsforpligtelsen, der er omhandlet i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, finder ikke anvendelse på rekreativt fiskeri, herunder i de tilfælde, hvor Rådet fastsætter begrænsninger for rekreativt fiskeri i henhold til artikel 10, stk. 4, i denne forordning.«

KAPITEL XIV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 22

Ophævelse

1.   Følgende forordninger ophæves:

a)

forordning (EF) nr. 811/2004

b)

forordning (EF) nr. 2166/2005

c)

forordning (EF) nr. 388/2006

d)

forordning (EF) nr. 509/2007

e)

forordning (EF) nr. 1300/2008.

2.   Henvisninger til de ophævede forordninger betragtes som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 23

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2019.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand


(1)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 171.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 12.2.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 5.3.2019.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).

(5)  Rådets forordning (EF) nr. 811/2004 af 21. april 2004 om foranstaltninger til genopretning af den nordlige kulmulebestand (EUT L 150 af 30.4.2004, s. 1).

(6)  Rådets forordning (EF) nr. 2166/2005 af 20. december 2005 om foranstaltninger til genopretning af bestandene af sydlig kulmule og jomfruhummer i Det Cantabriske Hav og ud for den vestlige del af Den Iberiske Halvø og om ændring af forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (EUT L 345 af 28.12.2005, s. 5).

(7)  Rådets forordning (EF) nr. 388/2006 af 23. februar 2006 om en flerårig plan for bæredygtig udnyttelse af tungebestanden i Biscayabugten (EUT L 65 af 7.3.2006, s. 1).

(8)  Rådets forordning (EF) nr. 509/2007 af 7. maj 2007 om en flerårig plan for bæredygtig udnyttelse af tungebestanden i den vestlige del af Den Engelske Kanal (EUT L 122 af 11.5.2007, s. 7).

(9)  Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand (EUT L 344 af 20.12.2008, s. 6).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7).

(11)  Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).

(12)  EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 af 6. juli 2016 om en flerårig plan for torske-, silde- og brislingebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 (EUT L 191 af 15.7.2016, s. 1).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/973 af 4. juli 2018 om en flerårig plan for demersale bestande i Nordsøen og fiskeriet efter disse bestande med nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen i Nordsøen og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 676/2007 og (EF) nr. 1342/2008 (EUT L 179 af 16.7.2018, s. 1).

(16)  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).

(17)  Rådets forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1).


Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet

Europa-Parlamentet og Rådet har til hensigt at ophæve beføjelserne til at vedtage tekniske foranstaltninger ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 8 i denne forordning, når de vedtager en ny forordning om tekniske foranstaltninger, der omfatter en beføjelse, der omfatter de samme foranstaltninger.


Top