(1)

For at afgøre, om medlemsstater bør indrømme institutter i deres jurisdiktioner forenklede forpligtelser, skal disse medlemsstater i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU sikre, at de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne vurderer de konsekvenser, det kan få, at et institut bliver nødlidende, på grund af en række faktorer, der er præciseret nærmere i nævnte artikel.

(2)

Nævnte vurdering bør adskille sig fra og bør ikke foregribe eventuelle andre vurderinger, som afviklingsmyndighederne skal foretage, herunder navnlig vurderinger af et instituts eller en koncerns afviklingsmuligheder, eller af, om betingelserne for afvikling i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 (2) er opfyldt.

(3)

Den nærmere præcisering af de kriterier, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, bør være praktisk og effektiv. Konsekvenserne af, at et institut bliver nødlidende, bør derfor vurderes, først på grundlag af kvantitative kriterier og derefter på grundlag af kvalitative kriterier. Normalt bør der kun foretages en vurdering på grundlag af kvalitative kriterier, hvis vurderingen på grundlag af kvantitative kriterier ikke fører til den konklusion, at der — set i lyset af de konsekvenser, det kan få, at et institut bliver nødlidende — skal stilles krav om fulde frem for blot forenklede forpligtelser.

(4)

For at sikre en konvergerende og effektiv anvendelse af denne forordning bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne vurdere de kvantitative kriterier i forhold til en fælles EU-tærskel i form af en samlet kvantitativ score. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør beregne den samlede kvantitative score i overensstemmelse med en række indikatorer og anvende værdierne fra den gældende ramme for indberetning med henblik på tilsyn i gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 (3).

(5)

For at sikre en ønskværdig balance i forhold til den forventede procentdel af institutter, som ikke er berettigede til forenklede forpligtelser i medlemsstaterne, og fordelingen af institutter, som ikke er berettigede til forenklede forpligtelser på tværs af medlemsstaterne, bør EU-tærsklen for den samlede kvantitative score for kreditinstitutter i princippet fastsættes til 25 basispoint. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør dog kunne hæve og sænke tærsklen på 25 basispoint og fastsætte den inden for intervallet fra 0 til 105 basispoint, afhængigt af de særlige karakteristika ved medlemsstatens banksektor. En stærkt koncentreret banksektor kan gøre en høj tærskel berettiget, mens et stort antal mindre institutter kombineret med et mindre antal større institutter kan føre til en lavere tærskel. Tærsklen bør skabe den rette balance mellem den kumulative værdi af de samlede aktiver i kreditinstitutter, som kunne være berettigede til forenklede forpligtelser i en given medlemsstat, og kreditinstitutter, som ikke er berettigede ifølge den kvantitative vurdering.

(6)

De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør anvende passende proxyværdier baseret på de nationale almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP), hvis de ikke modtager indikatorværdierne fra institutter som en del af indberetningen med henblik på tilsyn. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør kunne tildele de relevante indikatorer en værdi på nul, hvis det ville være for besværligt at identificere proxyværdier. Denne mulighed bør dog begrænses til institutter, som ikke indsender model 20 på grundlag af artikel 5, litra a), nr. 4), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014, idet de ikke overskrider tærsklen i nævnte artikel.

(7)

For at sikre, at denne forordnings tilgang er helt i overensstemmelse med princippet om proportionalitet, og for at undgå uforholdsmæssige byrder, bør det være muligt for mindre kreditinstitutter at blive gjort til genstand for en kvantitativ vurdering på grundlag af deres størrelse ene og alene. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør derfor kunne konkludere, at et mindre, nødlidende kreditinstitut ikke forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, andre institutter eller finansieringsvilkårene, hvis det bliver nødlidende, uden at anvende den samlede kvantitative score, forudsat at den kvalitative vurdering underbygger denne konklusion. For disse mindre kreditinstitutter bør vurderingen på grundlag af de kvalitative kriterier også foretages proportionalt.

(8)

For at sikre en effektiv vurdering af indvirkningen på de finansielle markeder, andre institutter eller finansieringsvilkårene, hvis institutter bliver nødlidende, bør præciseringen af de kvantitative og kvalitative kriterier bygge på de udtryk og kategorier, som allerede findes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (4).

(9)

Navnlig identificeres G-SII'er i henhold til artikel 131, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU som sådanne bl.a. på grundlag af deres størrelse, sammenkobling med det finansielle system, kompleksitet og grænseoverskridende aktivitet. Disse kriterier overlapper i vidt omfang kriterierne i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, og derfor bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kunne afgøre, at det kan forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, på andre institutter eller på finansieringsvilkårene, hvis en G-SII bliver nødlidende, uden at skulle foretage en kvantitativ vurdering.

(10)

Endvidere identificeres O-SII'er i henhold til artikel 131, stk. 3, i direktiv 2013/36/EU som sådanne bl.a. på grundlag af deres størrelse, deres betydning for Unionens eller den relevante medlemsstats økonomi, betydningen af deres grænseoverskridende aktiviteter og deres sammenkobling med det finansielle system. Disse kriterier svarer i høj grad til kriterierne i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, og derfor bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne kunne afgøre, at det kan forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, på andre institutter eller på finansieringsvilkårene, hvis en O-SII bliver nødlidende, uden at skulle foretage en kvantitativ vurdering.

(11)

I henhold til artikel 107, stk. 3, i direktiv 2013/36/EU skal Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) endvidere i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 1093/2010 (5) udstede retningslinjer om fælles procedurer og metoder for tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP). De kompetente myndigheder og finansielle institutter, som disse retningslinjer tager sigte på, skal bestræbe sig på at overholde dem. Ved den vurdering, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, bør der derfor tages hensyn til de kompetente myndigheders kategorisering i henhold til EBA's SREP-retningslinjer. De kompetente myndigheder opdeler institutter i fire kategorier. Den første kategori (SREP-kategori 1) består af G-SII'er og O-SII'er, og, hvis det er relevant, af andre institutter, som en kompetent myndighed har kategoriseret som sådan på grundlag af deres størrelse, interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter. Hvis en kompetent myndighed har besluttet, at et institut tilhører SREP-kategori 1, bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne derfor kunne afgøre, at det kan forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, på andre institutter eller på finansieringsvilkårene, hvis nævnte institut bliver nødlidende, uden at skulle foretage en kvantitativ vurdering.

(12)

For at sikre en konsekvent vurdering af institutter er det nødvendigt at præcisere en minimumsliste over betragtninger, som de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør lægge til grund for deres kvalitative vurderinger, uden at disse myndigheder forhindres i at tage hensyn til andre relevante betragtninger. Minimumslisten over kvalitative betragtninger bør omhandle omstændigheder, som angiver, at det kan få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, på andre institutter eller på finansieringsvilkårene, hvis et institut bliver nødlidende.

(13)

I lyset af den række forskellige investeringsselskaber, som er omfattet af direktiv 2014/59/EU, og behovet for ikke at foregribe det igangværende arbejde på EU-plan med at revidere tilsynskravene for disse selskaber bør denne forordning kun præcisere, hvilke indikatorer de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør tage i betragtning ved vurdering af størrelseskriteriet. Disse myndigheder bør fastsætte de vægte, som tildeles disse indikatorer, og fastsætte de relevante tærskler.

(14)

Et institut, som tilhører en koncern, der er omfattet af konsolideret tilsyn i henhold til artikel 111 og 112 i direktiv 2013/36/EU (grænseoverskridende koncern), er yderst sammenkoblet, og dets aktiviteter er langt mere komplekse end et selvstændigt instituts. Det kan forventes at få en større indvirkning, hvis et institut, som tilhører en grænseoverskridende koncern, bliver nødlidende. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør derfor konkludere, at det kan forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, andre institutter eller finansieringsvilkårene, hvis et institut, der tilhører en grænseoverskridende koncern, bliver nødlidende, når dette er konklusionen på vurderinger i de enkelte medlemsstater, hvor gruppen er til stede. De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør derfor med henblik på at opnå dette koordinere deres vurderinger og udveksle alle de fornødne oplysninger inden for bankunionen og tilsyns- og afviklingskollegiernes rammer.

(15)

De kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne bør kunne afgøre, at visse institutter ikke forventes at få en tydelig negativ indvirkning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, hvis de bliver nødlidende, selv om deres samlede kvantitative score når op på den forud fastsatte tærskel. Denne særbehandling af disse institutter bør være begrundet i deres særlige træk. Den første sådanne gruppe består af støttebanker, som har til formål at fremme de samfundsmæssige målsætninger for centralregeringen eller en regional eller lokal myndighed i en medlemsstat ved at yde støttelån på ikkekonkurrencemæssigt grundlag uden vinding for øje. De lån, som disse institutter yder, er direkte eller indirekte garanteret af centralregeringen eller den regionale eller lokale myndighed. Støttebanker kan derfor anses for at være institutter, som ikke forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, andre institutter eller finansieringsvilkårene, hvis de bliver nødlidende, forudsat at denne konklusion er på linje med den kvalitative vurdering, der er foretaget for disse støttebanker. Den anden gruppe består af kreditinstitutter, som har været omfattet af velordnet afvikling. En velordnet afvikling forhindrer normalt nye forretningsaktiviteter, og derfor kan kreditinstitutter, der har været omfattet af en sådan proces, anses for at være institutter, som ikke forventes at få en tydelig negativ indvirkning på de finansielle markeder, andre institutter eller finansieringsvilkårene, hvis de bliver nødlidende, forudsat at denne konklusion er på linje med den kvalitative vurdering, der er foretaget for disse kreditinstitutter.

(16)

I betragtning af at genopretnings- og afviklingsplanlægning tjener forskellige formål, bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne fra den samme medlemsstat kunne nå frem til forskellige konklusioner på de vurderinger, de har foretaget i overensstemmelse med denne forordning. De kan navnlig træffe forskellige afgørelser, når de fastsætter tærskler for den samlede kvantitative score, og anvende særbehandling for støttebanker og institutter, der er omfattet af velordnet afvikling, samt nå frem til forskellige konklusioner med hensyn til muligheden for at indrømme forenklede forpligtelser. I sådanne tilfælde bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne regelmæssigt vurdere, hvorvidt forskellen fortsat er berettiget.

(17)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA har forelagt Kommissionen.

(18)

EBA har afholdt en åben offentlig høring om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i forordning (EU) nr. 1093/2010, om en udtalelse —