EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D0039

Den Europæiske Centralbanks Afgørelse (EU) 2019/2195 af 5. december 2019 om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2019/39)

OJ L 330, 20.12.2019, p. 91–103 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/2195/oj

20.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/91


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2019/2195

af 5. december 2019

om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2019/39)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlers integritet som betalingsmiddel. Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB ECB/2010/14 (1) fastsætter fælles regler og procedurer for kontrollen af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler. I lyset af de erfaringer, der er gjort i forbindelse med anvendelsen og fortolkningen af afgørelse ECB/2010/14, er en række tekniske ændringer og yderligere præcisering og forbedring af visse regler, procedurer og definitioner påkrævet. Navnlig er klarere instruktioner og definitioner med hensyn til de data, der skal indberettes om antallet af eurosedler, som kontrolleres, frasorteres som kassable og recirkuleres, påkrævet.

(2)

På nuværende tidspunkt skal kategori 3-sedler overgives til de nationale centralbanker straks eller senest 20 arbejdsdage efter, at de er indbetalt i maskinen til håndtering af pengesedler. Da kategori 3-sedler undertiden blandes med kategori 4a og 4b-sedler, medfører det, at et større antal ægte sedler unødvendigt indsendes til nærmere analyse. Det er derfor nødvendigt at muliggøre oparbejdning af kategori 3-sedler for at gøre det muligt at adskille dem fra kategori 4a og 4b-sedler.

(3)

Bilag IV til afgørelse ECB/2010/14 fastsætter detaljerne vedrørende de data, der skal indsamles fra kontanthåndterende virksomheder. Af hensyn til klarhed er der behov for yderligere at specificere detaljerne vedrørende de data, der skal indberettes, for at sikre, at de er så omfattende og nøjagtige som muligt.

(4)

Der blev med Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2013/10 (2) indført nye regler med henblik på at dække fremtidige serier af eurosedler og præcisere og forbedre visse procedurer vedrørende gengivelse, ombytning og inddragelse af eurosedler. Som følge heraf er det også nødvendigt at foretage visse ændringer af bestemmelserne i afgørelse ECB/2010/14.

(5)

Afgørelse ECB/2010/14 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringer

Afgørelse ECB/2010/14 ændres som følger:

1)

Artikel 2, nr. 13), affattes således:

»13)   »eurosedler«: de pengesedler, som opfylder betingelserne i Den Europæiske Centralbanks beslutning ECB/2013/10 (*1) eller enhver anden retsakt, som erstatter eller supplerer den beslutning, samt de tekniske specifikationer, som Styrelsesrådet har fastlagt.

(*1)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2013/10 af 19. april 2013 om pålydende værdi, specifikationer, gengivelse, ombytning og inddragelse af eurosedler (EUT L 118 af 30.4.2013, s. 37).«"

2)

Bilag I erstattes af bilag I til denne afgørelse.

3)

Bilag IIa erstattes af bilag II til denne afgørelse.

4)

Bilag IV erstattes af bilag III til denne afgørelse.

Artikel 2

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Kontanthåndterende virksomheder i en medlemsstat, der indfører euroen efter datoen for vedtagelse af denne afgørelse, skal efterkomme denne afgørelse fra datoen for indførelsen af euroen i den medlemsstat, hvor de er beliggende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 5. december 2019.

For ECB's Styrelsesråd

Formand for ECB

Christine LAGARDE


(1)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2010/14 af 16. september 2010 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (EUT L 267 af 9.10.2010, s. 1).

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2013/10 af 19. april 2013 om pålydende værdi, specifikationer, gengivelse, ombytning og inddragelse af eurosedler (EUT L 118 af 30.4.2013, s. 37).


BILAG I

‘BILAG I

MASKINER TIL HÅNDTERING AF PENGESEDLER

1.   Generelle tekniske krav

1.1.

For at en maskine kan klassificeres som en maskine til håndtering af pengesedler, skal den kunne kontrollere eurosedler, klassificere de enkelte eurosedler og adskille eurosedlerne i kategorier uden brugerens mellemkomst, jf. bilag IIa og IIb. Med undtagelse af møntudleveringsmaskiner (coin dispensing machines, CDM) skal maskiner til håndtering af pengesedler have det krævede antal outputbakker og/eller andre metoder til at sikre en pålidelig adskillelse af de kontrollerede eurosedler.

1.2.

Maskiner til håndtering af pengesedler skal kunne justeres for at sikre, at de kan udføre en pålidelig detektering af nye forfalskninger. Desuden skal de kunne justeres og tilpasses eventuelle mere eller mindre restriktive standarder for kvalitetssortering.

2.   Kategorier af maskiner til håndtering af pengesedler

Maskiner til håndtering af pengesedler er enten kundebetjente automater eller personalebetjente maskiner.

Tabel 1

Kundebetjente automater

A.

Kundebetjente automater med kundesporing, når der indbetales kontanter

1.

Indskudsautomater (cash-in-machines (CIM))

Med indskudsautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto. Automaterne har ingen kontanthævningsfunktion. Indskudsautomaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og gør det muligt at spore kontohaver. Kvalitetskontrol er valgfri.

2.

Indskuds-/hæveautomater (cash-recycling machines (CRM))

Med indskuds-/hæveautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto og hæve eurosedler fra deres bankkonto. Automaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet og gør det muligt at spore kontohaver. I forbindelse med hævninger kan automaterne anvende ægte eurosedler i god stand, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner.

3.

Kombinerede indskudsautomater (combined cash-in machines (CCM))

Med kombinerede indskudsautomater kan kunderne ved brug af et bankkort eller andre midler indsætte eurosedler på deres bankkonto og hæve eurosedler fra deres bankkonto. Automaterne kontrollerer eurosedlernes ægthed og gør det muligt at spore kontohaver. Kvalitetskontrol er valgfri. Ved hævninger bruger disse automater ikke eurosedler, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner, men kun eurosedler, som separat er lagt i automaterne.

B.

Hæveautomater (cash-out machines (COM))

4.

Hæveautomater (cash-out machines (COM))

Hæveautomater er kontantautomater, som kontrollerer eurosedlers ægthed og kvalitet, før de distribueres til kunder. Automaterne bruger eurosedler, som er lagt ind i disse af kontanthåndterende virksomheder eller andre automatiserede systemer (f.eks. salgsautomater).

C.

Møntudleveringsmaskiner

5.

Møntudleveringsmaskiner (coin dispensing machines (CDM))

Med møntudleveringsmaskiner kan kunderne ved at indsætte eurosedler modtage mønter. Inden udlevereringen af mønter kontrolleres eurosedlernes ægthed af møntudleveringsmaskinen. Disse eurosedler recirkuleres ikke.

En indskuds/hæveautomat kan anvendes som en indskudsautomat eller en kombineret indskudsautomat, hvis detekteringssystemerne, softwaren og andre komponenter til udførelse af dens centrale funktioner er de samme som for typen af indskuds/hæveautomater, der er opført på listen på ECB's websted (*1).

En kombineret indskudsautomat kan anvendes som en indskudsautomat, hvis detekteringssystemerne, softwaren og andre komponenter til udførelse af dens centrale funktioner er de samme som for typen af kombinerede indskudsautomater, der er opført på listen på ECB's websted.

Tabel 2

Personalebetjente maskiner

1.

Seddelkontrolmaskiner (banknote processing machines (BPM))

Seddelkontrolmaskiner kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet.

2.

Ægthedskontrolmaskiner (banknote authentication machines (BAM))

Ægthedskontrolmaskiner kontrollerer eurosedlernes ægthed.

3.

Indskuds-/hæveautomater betjent af kasserere (teller assistant recycling machines (TARM)

Indskuds-/hæveautomater betjent af kontanthåndterende virksomheder, som kontrollerer eurosedlernes ægthed og kvalitet. I forbindelse med hævninger kan automaterne anvende ægte eurosedler i god stand, som er indskudt af andre kunder i tidligere transaktioner. Desuden opbevares eurosedlerne i depot, og de kontanthåndterende virksomheder har mulighed for at kreditere eller debitere kundernes bankkonti.

4.

Automater betjent af kasserere (teller assistant machines (TAM)

Automater, som betjenes af kontanthåndterende virksomheder, og som kontrollerer eurosedlernes ægthed. Desuden opbevares eurosedlerne i depot, og de kontanthåndterende virksomheder har mulighed for at kreditere eller debitere kundernes bankkonti.

Personalebetjente maskiner skal kontrollere eurosedlerne i bundter.

En maskine, der er blevet testet og er opført på listen på ECB’s websted som en indskuds/hæveautomat eller en indskudsautomat/kombineret indskudsautomat kan anvendes som henholdsvis en indskuds-/hæveautomat betjent af kasserere eller en automat betjent af kasserere. I et sådant tilfælde må maskinen kun betjenes af en kontanthåndterende virksomheds personale.

3.   Typer maskiner til håndtering af pengesedler

Eurosystemet tester de forskellige typer maskiner til håndtering af pengesedler. De forskellige typer maskiner til håndtering af pengesedler kan skelnes fra hinanden ved hjælp af deres særlige systemer til detektering, deres software og andre komponenter til udførelse af deres centrale funktioner. Disse omfatter: a) efterprøvning af eurosedlers ægthed, b) detektering og adskillelse af eurosedler, som mistænkes for at være falske, c) detektering og adskillelse af kassable eurosedler fra eurosedler i god stand, hvis dette er relevant, og d) sporing af objekter, der identificeres som mistænkelige eurosedler, og af eurosedler, som ikke klart kan klassificeres som ægte, hvis dette er relevant.


(*1)  www.ecb.europa.eu.’


BILAG II

»BILAG IIa

KUNDEBETJENTE AUTOMATERS KLASSIFICERING OG BEHANDLING AF EUROSEDLER

Eurosedler klassificeres i en af nedenstående kategorier og adskilles efter kategori. Automater, som ikke kontrollerer eurosedlernes kvalitet, behøver ikke være i stand til at skelne mellem eurosedler omfattet af kategori 4a og 4b.

Tabel 1

Kundebetjente automaters klassificering og behandling af eurosedler med kundesporing, når der indbetales kontanter

Kategori

Egenskaber

Behandling

1.

Objekter, som ikke genkendes som eurosedler

Genkendes ikke som eurosedler af en af følgende årsager:

Automaten understøtter ikke de pågældende eurosedler

Ikke eurosedler

Pengeseddellignende objekter

Forkert motiv eller format

En eller flere store foldede hjørner eller en eller flere manglende dele

Fremførings- eller transportfejl i maskinen

Automaten returnerer sedlen til kunden.

2.

Mistænkelige eurosedler

Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, kan ikke detekteres eller overskrider klart den accepterede tolerance.

Tages ud af omløb.

Overgives sammen med information om kontohaver straks, og senest 20 arbejdsdage efter at sedlen er indbetalt i automaten, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om sedlen er ægte. Må ikke krediteres kontohaver.

3.

Eurosedler, der ikke klart kan klassificeres som ægte

Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, genkendes ikke på grund af kvalitets- og/eller toleranceudsving. Oftest kassable eurosedler.

Tages ud af omløb.

Eurosedlerne overgives til den nationale centralbank straks, og senest 20 arbejdsdage efter at de er indbetalt i automaten, så det kan kontrolleres, om de er ægte.

Oplysninger om kontohaveren opbevares i otte uger, efter at automaten har detekteret eurosedlen. Efter anmodning skal disse oplysninger gøres tilgængelige for den nationale centralbank. Alternativt og efter aftale med den nationale centralbank kan oplysninger, der gør det muligt at spore kontohaver, udleveres sammen med eurosedlerne til den pågældende nationale centralbank.

Må krediteres kontohaver.

4a.

Eurosedler, der identificeres som ægte og i god stand

De test af sedlens ægthed og kvalitet, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat.

Kan recirkuleres.

Krediteres kontohaver.

4b.

Eurosedler, der identificeres som ægte, men kassable

De test af sedlens ægthed, som maskinen har gennemført, har alle givet et positivt resultat. Mindst én kontrol af kvalitetskriterier har givet et negativt resultat.

Må ikke recirkuleres og skal returneres til den nationale centralbank.

Krediteres kontohaver.

Særlige regler for tabel 1:

1.

Hvis maskinen til håndtering af pengesedler giver mulighed for at annullere en indskudstransaktion, returnerer den ikke kategori 2- og 3-sedler til kunden. Når en transaktion annulleres, kan de pågældende eurosedler holdes tilbage og opbevares i et midlertidigt opbevaringsområde i automaten.

2.

Kategori 3-sedler behøver ikke at være fysisk adskilt fra kategori 4a eller 4b-sedler. Hvis en fysisk adskillelse ikke finder sted, finder tidsrammen for overgivelsen af de blandede kategori 3, 4a og 4b-sedler til den nationale centralbank og kravene til kundesporingen af kategori 3-sedler stadig anvendelse.

3.

Kategori 3-sedler kan, også når de er blandet med kategori 4a eller 4b-sedler, oparbejdes på enhver type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat. Disse sedler behandles derefter som klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler, hvorved det er nødvendigt at opretholde sporingen af de oprindelige kategori 3-sedler til den oprindelige kontoindehaver i tilfælde af, at disse sedler afvises af den anden maskine som eurosedler, der ikke klart kan klassificeres som ægte.

Tabel 2

Hæveautomaters (cash-out machines (COM)) klassificering og behandling af eurosedler

Kategori

Egenskaber

Behandling

1.

Objekter, som ikke genkendes som eurosedler

Genkendes ikke som eurosedler af en af følgende årsager:

Automaten understøtter ikke de pågældende eurosedler

Ikke eurosedler

Pengeseddellignende objekter

Forkert motiv eller format

En eller flere store foldede hjørner eller en eller flere manglende dele

Fremførings- eller transportfejl i maskinen

Må ikke udleveres til kunder.

2.

Mistænkelige eurosedler

Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, kan ikke detekteres eller overskrider klart den accepterede tolerance.

Må ikke udleveres til kunder.

Overgives sammen med eventuel information om kontohaver straks, og senest 20 arbejdsdage efter at automaten har detekteret sedlen, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om sedlen er ægte.

3.

Eurosedler, der ikke klart kan klassificeres som ægte

Motiv og format genkendes, men et eller flere sikkerhedselementer, som kontrolleres af automaten, genkendes ikke på grund af kvalitets- og/eller toleranceudsving. Oftest kassable eurosedler.

Må ikke udleveres til kunder.

Eurosedlerne overgives til den nationale centralbank straks, og senest 20 arbejdsdage efter at de er indbetalt i automaten, så det kan kontrolleres, om de er ægte.

4a.

Eurosedler, der identificeres som ægte og i god stand

De test af sedlens ægthed og kvalitet, som automaten har gennemført, har alle givet et positivt resultat.

Kan distribueres til kunder.

4b.

Eurosedler, der identificeres som ægte, men kassable

De test af sedlens ægthed, som maskinen har gennemført, har alle givet et positivt resultat.

Mindst én kontrol af kvalitetskriterier har givet et negativt resultat.

Må ikke distribueres til kunder og skal returneres til den nationale centralbank.

Særlige regler for tabel 2:

1.

Kategori 1-, 2- og 3-sedler behøver ikke at være fysisk adskilt. Såfremt de blandes, skal alle tre kategorier behandles som kategori 2-sedler. Hvis kategori 1-, 2- og 3-sedler kan adskilles ved at anvende en anden maskine til håndtering af pengesedler, eller af særligt uddannet personale, hvis dette er aftalt med en national centralbank, skal de behandles i overensstemmelse med tabel 2.

2.

Kategori 3-sedler behøver ikke at være fysisk adskilt fra kategori 4a og 4b-sedler. Hvis en fysisk adskillelse ikke finder sted, finder tidsrammen for overgivelsen af de blandede kategori 3, 4a og 4b-sedler til den nationale centralbank som præciseret for kategori 3 stadig anvendelse.

3.

Kategori 3-sedler kan, også når de er blandet med kategori 4a eller 4b-sedler, oparbejdes på enhver type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat. Disse sedler behandles derefter som klassificeret af den anden maskine til håndtering af pengesedler.

Tabel 3

Møntudleveringsmaskiner (coin dispensing machines (CDM)) klassificering og behandling af eurosedler

Møntudleveringsmaskiner skal kontrollere de modtagne sedlers ægthed og beholde de mistænkelige sedler, men behøver ikke fysisk at adskille dem efter kategori.

Mistænkelige sedler overgives sammen med eventuel information om kontohaver straks, og senest 20 arbejdsdage efter at automaten har detekteret sedlen, til de kompetente nationale myndigheder, så det kan kontrolleres, om sedlen er ægte.

Alternativt kan de sedler, der er modtaget af en møntudleveringsmaskine, oparbejdes på enhver type maskine til håndtering af pengesedler, som er testet med positivt resultat, og derefter behandles som klassificeret af denne maskine. Oplysningerne vedrørende kontoindehaveren af dette antal, der i forbindelse med oparbejdningen er blevet klassificeret som kategori 2 eller kategori 3 skal opretholdes, hvis de er tilgængelige.«

«

BILAG III

»BILAG IV

DATAINDSAMLING FRA KONTANTHÅNDTERENDE VIRKSOMHEDER

1.   Mål

Indsamlingen af data har til formål at sætte de nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB) i stand til at overvåge kontanthåndterende virksomheders relevante aktiviteter og følge udviklingen i håndteringen af kontanter.

2.   Overordnede principper

2.1.

Data om maskiner til håndtering af pengesedler skal kun indberettes, hvis maskinerne anvendes i henhold til denne afgørelse. Møntudleveringsmaskiner er undtaget fra rapporteringsforpligtelser.

2.2.

Kontanthåndterende virksomheder forsyner regelmæssigt den nationale centralbank i deres medlemsstat med følgende oplysninger:

oplysninger om lokaliteter, hvor der håndteres kontanter, som f.eks. filialer, og

oplysninger om maskiner til håndtering af sedler og kontantautomater.

2.3.

Desuden forsyner kontanthåndterende virksomheder, der recirkulerer eurosedler ved brug af maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater, den nationale centralbank i deres medlemsstat med følgende to oplysninger:

oplysninger om omfanget af kontanttransaktioner (antal eurosedler, som er kontrolleret), der involverer maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater

oplysninger om afsidesliggende filialer af kreditinstitutter med kun få kontanttransaktioner, hvor sorteringen efter kvalitet foregår manuelt.

3.   Datatype og indberetningskrav

3.1.

Afhængigt af de indsamlede datas karakter inddeles de i stamdata og operationelle data.

Stamdata

3.2.

Stamdata omfatter oplysninger om: a) de enkelte kontanthåndterende virksomheder og deres maskiner til håndtering af pengesedler og kontantautomater, som er i drift, og b) afsidesliggende filialer af kreditinstitutter.

3.3.

Stamdata indberettes til den nationale centralbank på datoen for denne afgørelses ikrafttræden og herefter hver sjette måned. Indberetningen skal omfatte de data, som er angivet i formularen i tillæg 1, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format.

3.4.

En national centralbank kan af kontrolhensyn beslutte at indsamle dataene på lokalt plan, f.eks. i filialer.

3.5.

En national centralbank kan pålægge de kontanthåndterende virksomheder at indikere de indskuds-/hæveautomater, der anvendes som henholdsvis kombinerede indskudsautomater eller indskudsautomater, og de kombinerede indskudsautomater, der anvendes som indskudsautomater.

3.6.

Indberetningen skal omfatte data om afsidesliggende filialer, som angivet i formularen i tillæg 3, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format.

Operationelle data

3.7.

Data, der hidrører fra kontanthåndterende virksomheders håndtering og recirkulering af eurosedler, klassificeres som operationelle data.

3.8.

En national centralbank kan beslutte at undtage andre økonomiske aktører som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 (1) fra forpligtelsen til at indberette operationelle data, hvis det antal eurosedler, som de udleverer via kontantautomater, ligger under en grænse fastsat af den nationale centralbank.

3.9.

Dataene indberettes hver sjette måned. Dataene indberettes til den nationale centralbank senest to måneder efter den relevante indberetningsperiode, dvs. ultimo februar og ultimo august. Dataene kan indberettes ved brug af formularen i tillæg 2. De nationale centralbanker kan i en overgangsperiode anmode om månedlig indberetning, såfremt dette var deres praksis, inden denne afgørelse trådte i kraft, eller om kvartalsvis indberetning.

3.10.

Dataene indberettes af kontanthåndterende virksomheder, som fysisk håndterer eurosedler. Hvis en kontanthåndterende virksomhed har udliciteret kontrollen af eurosedlers ægthed og kvalitet til en anden kontanthåndterende virksomhed, indberettes dataene af den kontanthåndterende virksomhed, der er udpeget i medfør af artikel 3, stk. 2.

3.11.

De kontanthåndterende virksomheder indberetter dataene som samlet antal (mængde) på nationalt plan og opdelt efter seddelstørrelse. Underopdeling i seddelserier er ikke påkrævet. Der indberettes separate operationelle data for afsidesliggende filialer af kreditinstitutter.

3.12.

En national centralbank kan af kontrolhensyn beslutte at indsamle dataene på lokalt plan, f.eks. i filialer.

3.13.

Kontanthåndterende virksomheder, der har udliciteret kontrollen af euro sedlers ægthed og kvalitet til andre kontanthåndterende virksomheder, kan anmodes om at udlevere detaljerede oplysninger om sidstnævnte, herunder om udliciteringsordningerne, til den nationale centralbank.

3.14.

Der skal indberettes data om afsidesliggende filialer, som angivet i formularen i tillæg 3, idet den nationale centralbank dog kan kræve dem indberettet i et andet format og kan aftale med de kontanthåndterende virksomheder, at der indberettes mere omfattende data.

4.   Fortrolighed og offentliggørelse af data

4.1.

Både stamdata og operationelle data behandles fortroligt.

4.2.

De nationale centralbanker og ECB kan beslutte at offentliggøre rapporter eller statistikker, hvor der er anvendt data, som er indberettet ifølge dette bilag. En sådan offentliggørelse vil indeholde aggregerede data, således at ingen data kan henføres til enkelte indberetningsenheder.

Tillæg 1

INDBERETNINGSFORMULAR

Stamdata

Oplysningerne indberettes til:

[den nationale centralbanks navn; kontaktoplysninger til brug ved forespørgsler; adresse]

1.   Oplysninger om den kontanthåndterende virksomhed

Virksomhedens navn:

Hovedsædets adresse:

Postnr.:

By:

Gade:

Virksomhedens art:

Kreditinstitut

Vekselkontor

Pengetransportfirma, som ikke er et betalingsinstitut

(Detail)handlende

Kasino

Andet, herunder betalingsinstitutter, som ikke tilhører nogen af ovenstående kategorier (specificeres)

Kontaktpersoner:

Navne:

Tlf.

Fax

E-mail:

Udliciteret af (hvis relevant)

Navn:

Adresse:

Postnr.:

By:

2.   Kundebetjente automater

Kategori

Identifikationsnummer (2)

Fabrikant (2)

Maskinens navn (2)

Identifikation (2)

(detekteringssystem/ software-versioner)

Antal i drift i alt

CIM

 

 

 

 

 

CRM

 

 

 

 

 

CCM

 

 

 

 

 

COM

 

 

 

 

 

3.   Personalebetjente maskiner

Kategori

Identifikationsnummer (3)

Fabrikant (3)

Maskinens navn (3)

Identifikation (3)

(detekteringssystem/ software-versioner)

Antal i drift i alt

BPM

 

 

 

 

 

BAM

 

 

 

 

 

TARM

 

 

 

 

 

TAM

 

 

 

 

 

4.   Kontantautomater, der ikke er omfattet af ovenstående tabel over kundebetjente automater

 

Antal i drift i alt

ATM

 

SCoT

 

Andre

 

Tillæg 2

INDBERETNINGSFORMULAR

Operationelle data

1.   Oplysninger om den kontanthåndterende virksomhed

Virksomhedens navn

 

Indberetningsperiode

 

2.   Data

De følgende dataposter skal samles på nationalt eller regionalt plan ifølge den nationale centralbanks afgørelse — eksklusive afsidesliggende filialer.

 

Antal kontrollerede eurosedler i alt

Eurosedler frasorteret som kassable

Eurosedler recirkuleret

5 EUR

 

 

 

10 EUR

 

 

 

20 EUR

 

 

 

50 EUR

 

 

 

100 EUR

 

 

 

200 EUR

 

 

 

500 EUR

 

 

 

I den ovenstående tabel skal kolonnen med overskriften »Antal kontrollerede eurosedler i alt« indeholde det samlede antal sedler, hvis ægthed og kvalitet er blevet kontrolleret på maskiner til seddelhåndtering, dvs. indskuds-/hæveautomater, hæveautomater, indskuds-/hæveautomater betjent af kasserere og seddelkontrolmaskiner og kombinerede indskudsautomater med valgfri kvalitetskontrol. Følgende sedler er ikke omfattet af disse data: a) sedler, der kontrolleres manuelt for ægthed og kvalitet, dvs. »over-the-counter«-transaktioner eller »backoffice«-transaktioner b) sedler, der er kontrolleret for ægthed men ikke kvalitet på maskiner til håndtering af pengesedler, dvs. sedler, der er kontrolleret for ægthed på indskudsautomater, kombinerede indskudsautomater (uden valgri kvalitetskontrol), automater betjent af kasserere og ægthedskontrolmaskiner.

Kolonnen med overskriften »Eurosedler frasorteret som kassable« er en undergruppe af det samlede antal kontrollerede eurosedler og skal indeholde det antal sedler, der af maskinerne er klassificeret som ægte, men kassable (dvs. kategori 4b). Denne datapost henviser til indskuds-/hæveautomater, hæveautomater, indskuds-/hæveautomater betjent af kasserere og seddelkontrolmaskiner og kombinerede indskuds-/hæveautomater med valgfri kvalitetskontrol.

Kolonne med overskriften »Eurosedler recirkuleret« er en undergruppe af det samlede antal kontrollere eurosedler og:

a)

skal for indskuds-/hæveautomater, hæveautomater og indskuds-/hæveautomater betjent af kasserere indeholde det antal sedler, der af maskinerne er klassificeret som ægte og i god stand (dvs. kategori 4a) og distribueres til kunder som forudsat i maskinernes statistik

b)

skal for seddelkontrolmaskiner og kombinerede indskudsautomater med valgfri kontrol af ægthed indeholde det antal sedler, der af maskinerne er klassificeret som ægte og i god stand (dvs. kategori 4a), og som ikke er returneret til den nationale centralbank, men beholdt med henblik på at recirkulere sedlerne i kontantomløbet.

Antal eurosedler, der er distribueret via kundebetjente maskiner og kontantautomater

 

Hvis en national centralbank anvender undtagelsen for afsidesliggende filialer, som fastlagt i artikel 7, er disse data obligatoriske for kreditinstitutterne i den pågældende medlemsstat. Kreditinstitutterne skal forhøre sig hos deres nationale centralbank, om disse data skal indberettes.

Tillæg 3

AFSIDESLIGGENDE FILIALER AF KREDITINSTITUTTER

Disse oplysninger indberettes kun af kreditinstitutter, der har afsidesliggende filialer som omhandlet i artikel 7, stk. 1.

1.

Oplysninger om kreditinstituttet

Kreditinstituttets navn

 

Indberetningsperiode

 


2.

Data

Den afsidesliggende filials navn

Adresse

Antal eurosedler, der er distribueret via kundebetjente maskiner og kontantautomater

 

 

 

«

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri ( EUT L 181 af 4.7.2001, s. 6).

(2)  Disse rubrikker udfyldes, så de følger de tilsvarende rubrikker på ECB's websted.

(3)  Disse rubrikker udfyldes, så de følger de tilsvarende rubrikker på ECB's websted.


Top