(1)

Ved forordning (EF) nr. 2603/2000 (3) indførte Rådet en endelig udligningstold på importen af visse typer polyethylenterephthalat (»PET«) med oprindelse i bl.a. Indien (»den oprindelige undersøgelse«).

(2)

Ved forordning (EF) nr. 1645/2005 (4) ændrede Rådet niveauet for de gældende udligningsforanstaltninger over for importen af PET fra Indien efter en fremskyndet fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 20.

(3)

Ved forordning (EF) nr. 193/2007 (5) indførte Rådet en endelig udligningstold i yderligere fem år efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 18.

(4)

Ved forordning (EF) nr. 1286/2008 (6) og gennemførelsesforordning (EU) nr. 906/2011 (7) ændrede Rådet efterfølgende udligningsforanstaltningerne efter delvise interimsundersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 19.

(5)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 559/2012 (8) blev endnu en delvis interimsundersøgelse afsluttet i 2012 uden ændring af de gældende foranstaltninger.

(6)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 461/2013 (9) indførte Rådet en endelig udligningstold i yderligere fem år efter en anden udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 18.

(7)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350 (10) ændrede Kommissionen udligningsforanstaltningerne efter to delvise interimsundersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 19.

(8)

Ved afgørelse 2000/745/EF (11) godtog Kommissionen tilsagn om en minimumsimportpris fra tre eksporterende producenter i Indien. Ved gennemførelsesafgørelse 2014/109/EU (12) trak Kommissionen godtagelsen af tilsagnene tilbage som følge af en ændring i de omstændigheder, hvorunder tilsagnene var blevet godtaget.

(9)

De gældende foranstaltninger er en endelig udligningstold, der er indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 461/2013, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350 (»de gældende foranstaltninger«). De består af en specifik udligningstold på mellem 0 og 74,6 EUR/ton på importen fra individuelt nævnte indiske producenter med en resttold på 69,4 EUR/ton på importen fra alle andre producenter.

(10)

I september 2016 anmodede en indisk eksporterende producent, Dhunseri Petrochem Limited (»DPL«), Kommissionen om at ændre forordningen om indførelse af de gældende foranstaltninger baseret på en ændring af virksomhedens navn. Af anmodningen fremgik det imidlertid, at DPL havde indgået i et joint venture sammen med Indorama Ventures Public Company Limited (»IVL«), hvilket resulterede i følgende struktur:

(11)

På denne baggrund fandt Kommissionen, at der var tilstrækkelige beviser for, at omstændighederne med hensyn til subsidiering af DPL og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder har ændret sig betydeligt og er af varig karakter, og at foranstaltningerne derfor bør tages op til fornyet undersøgelse.

(12)

På baggrund heraf meddelte Kommissionen den 6. juli 2017 (13) sin afgørelse om på eget initiativ at indlede en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19, begrænset til en undersøgelse af subsidiering af DPL og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Indien. Formålet med den fornyede undersøgelse er at fastsætte subsidieringssatsen for virksomhedens nye struktur.

(13)

En anden indisk eksporterende producent, Reliance Industries Limited (»Reliance«), indgav en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19. Anmodningen var begrænset til en undersøgelse af subsidieringsaspektet, for så vidt angår Reliance.

(14)

Reliance fremlagde tilstrækkelige beviser for, at det ikke længere var nødvendigt at fastholde foranstaltningerne på deres nuværende niveau for at modvirke den udligningsberettigede subsidiering. Virksomheden hævdede navnlig, at det samlede subsidieniveau blev reduceret på grund af afslutningen af Focus Product Scheme (produktfokusordningen) og Focus Market Scheme (markedsfokusordningen) samt på grund af den beløbsnedsættelse, som ansøgeren har nydt godt af i forbindelse med andre ordninger, som f.eks. Advance Authorisation Scheme (forhåndstilladelsesordningen) og Duty Drawback Scheme (toldgodtgørelsesordningen).

(15)

Efter at have fastslået, at anmodningen indeholdt tilstrækkelige beviser, meddelte Kommissionen den 6. juli 2017 (14) indledningen af en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19, begrænset til en undersøgelse af subsidieringsaspektet, for så vidt angår Reliance.

(16)

I begge indledningsmeddelelser meddelte Kommissionen, at undersøgelserne også ville omfatte en vurdering af, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at ændre toldsatsen for importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien for »alle andre virksomheder« i Indien.

(17)

Eftersom begge interimsundersøgelser omfatter den samme undersøgte vare, det samme oprindelsesland og den samme undersøgelsesperiode, og eftersom begge foranstaltninger er underlagt samme procedure, fandtes det passende at afslutte begge undersøgelser i samme retsakt.

(18)

Kommissionen underrettede officielt Dhunseri, dens forretningsmæssigt forbundne virksomheder og Reliance (»de pågældende eksporterende producenter«), sammenslutningen af EU-producenter, importører og brugere i Unionen, som den vidste var berørt af sagen, samt repræsentanter for eksportlandet om indledningen af de delvise interimsundersøgelser. De interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelserne.

(19)

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anså for nødvendige til sin undersøgelse, sendte den et spørgeskema til de pågældende eksporterende producenter og de indiske myndigheder og modtog besvarelser inden for den fastsatte frist.

(20)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, den fandt nødvendige med henblik på fastlæggelsen af subsidiering. Kommissionen foretog kontrolbesøg på stedet hos IVDPIL i Kolkata, på MPPL's hovedsæde i Delhi, på MPPL's fabrik i Karnal, hos Reliance i Mumbai samt hos de indiske myndigheder i New Delhi (generaldirektoratet for udenrigshandel og handelsministeriet).

(21)

Subsidieundersøgelsen omfattede perioden fra 1. april 2016 til 31. marts 2017 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«).

(22)

Den 25. juli 2018 blev de indiske myndigheder og de øvrige interesserede parter underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen agtede at foreslå en ændring af toldsatserne for Dhunseri og Reliance. De fik også en rimelig frist til at fremsætte bemærkninger. Der blev taget behørigt hensyn til alle indlæg og bemærkninger, jf. nedenstående.

(23)

Reliance bemærkede, at offentliggørelsen blev foretaget mere end 12 måneder efter, at undersøgelsen blev indledt, og henviste til artikel 11.11 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, ifølge hvilken undersøgelser »skal« afsluttes inden for ét år »undtagen under specielle forhold«, og til grundforordningens artikel 22, stk. 1, ifølge hvilken »kontroller« skal udføres »hurtigst muligt« og »normalt skal« afsluttes senest 12 måneder, efter de blev indledt. På dette grundlag hævdede Reliance, at undersøgelsen bør »afsluttes uden indførelse af beskyttelsesforanstaltninger«, da der ikke er tale om særlige omstændigheder eller foreligger nogen begrundelse fra Kommissionen.

(24)

Med hensyn til fristerne bemærker Kommissionen imidlertid, at den nærværende udløbsundersøgelse er omfattet af artikel 21.4 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, der fastsætter, at undersøgelser af udligningstold »normalt skal afsluttes senest 12 måneder efter genoptagelsen af undersøgelsen«, og ikke henviser til særlige omstændigheder, der ville kunne berettige, at en undersøgelse tager mere end 12 måneder. I grundforordningens artikel 22, stk. 1, henvises der heller ikke til særlige omstændigheder, som ville kunne berettige, at en undersøgelse tager mere end 12 måneder. De nuværende undersøgelser foretages inden for tidsfristen på 15 måneder, der er fastsat i grundforordningens artikel 22, stk. 1. Derfor blev påstanden afvist.

(25)

Den undersøgte vare er polyethylenterephthalat (PET) med et viskositetsindeks på 78 ml/g og derover, i henhold til ISO-standard 1628-5, i øjeblikket henhørende under KN-kode 3907 61 00 og med oprindelse i Indien (»den undersøgte vare«).

(26)

Undersøgelsen viste, at den undersøgte vare med hensyn til fysiske og kemiske egenskaber og anvendelsesformål er identisk med den vare, der fremstilles og sælges på hjemmemarkedet i Indien. Det konkluderes derfor, at varer solgt på hjemmemarkedet og eksportmarkedet er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 2, litra c).

(27)

Undersøgelsen bekræftede, at DPL indgik i et joint venture sammen med IVL. Under dette partnerskab overdrog DPL den 1. april 2016 hele sin produktion af PET til en ny virksomhed, IVDPIL, og erhvervede en andel på 50 % af denne virksomhed, mens de resterende 50 % blev erhvervet af Indorama Ventures Global Services Limited, som er et datterselskab af IVL. Med virkning fra denne dato ophørte DPL dermed med at være en eksporterende producent af den undersøgte vare.

(28)

Undersøgelsen bekræftede også, at DPL erhvervede en andel på 50 % af MPPL, en indisk producent af PET, som ikke tidligere havde eksporteret den undersøgte vare til Unionen, og derfor ikke havde fået tildelt en individuel udligningstold i tidligere undersøgelser vedrørende PET med oprindelse i Indien. Den resterende andel på 50 % af MPPL tilhører Indorama Ventures Global Services Limited.

(29)

Efterfølgende ændrede IVDPIL den 12. maj 2017 navn til IVL Dhunseri Petrochem Industries Private Limited (»IDIPL«), og MPPL overførte alle sine aktiver, hele sin gæld, alle sine passiver og hele sit personale til IDIPL. Den 4. december 2017 sanktionerede landsretten i Kolkata denne overførsel.

(30)

DPL, IDIPL (tidligere IVDPIL) og MPPL er i det følgende benævnt »Dhunseri group«. Formålet med den delvise interimsundersøgelse var derfor at fastsætte subsidieringssatsen for Dhunseri-gruppen. I den forbindelse samlede man data vedrørende IDIPL og MPPL (der stadig fungerede som en særskilt eksporterende producent af den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode) til beregning af subsidieringssatsen for Dhunseri-gruppen som helhed, da denne sats finder anvendelse på gruppens endelige struktur, hvor MPPL's anlæg er lagt ind under IDIPL.

(31)

På grundlag af de subsidier, der blev undersøgt i tidligere undersøgelser, de oplysninger, der blev forelagt de indiske myndigheder og de berørte eksporterende producenter, og besvarelserne af Kommissionens spørgeskema blev følgende foranstaltninger undersøgt:

(32)

De subsidier, der er anført i ovenstående betragtning, er baseret på de følgende politikdokumenter og lovgivning:

(33)

AAS, DEPBS, DFIA, EOU/SEZ, EPCGS, FMS, FPS, IEIS, MEIS og SHIS er baseret på Foreign Trade (Development and Regulation) Act 1992 (No. 22 of 1992) (»loven om udenrigshandel«), der trådte i kraft den 7. august 1992. Ved loven om udenrigshandel bemyndiges de indiske myndigheder til at udstede bekendtgørelser vedrørende eksport- og importpolitikken. Disse bekendtgørelser er gengivet i kort form i »Foreign Trade Policy«-dokumenter, der udstedes af handelsministeriet hvert femte år og ajourføres regelmæssigt.

(34)

AAS, DFIA, EOU/SEZ, EPCGS og MEIS er baseret på Foreign Trade Policy-dokument 2015-2020 (»FTP 2015-20«), der er relevant for den nuværende undersøgelsesperiode. Desuden fastlægger de indiske myndigheder også de procedurer, der styrer FTP 2015-20, i en håndbog over procedurer, bind I (»HOP I 2015-20«). Procedurehåndbogen opdateres regelmæssigt.

(35)

DEPBS, FMS, FPS, IEIS og SHIS, som er baseret på det tidligere »Foreign Trade Policy«-dokument, der er relevant for perioden 2009-2014 (»FTP 2009-14«), blev ikke fornyet inden for rammerne af FTP 2015-20, jf. betragtning 34.

(36)

DDS-ordningen er baseret på section 75 i Customs Act of 1962 (»toldloven af 1962«), section 37 i Central Excise Act of 1944 (»den centrale lov om forbrugsafgifter af 1944«), section 93A og 94 i Financial Act of 1994 (»finansloven af 1994«) og på Customs, Central Excise Duties and Service Tax Drawback Rules of 1995 (»1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen«). Godtgørelsessatserne offentliggøres regelmæssigt.

(37)

ECS-ordningen er baseret på section 21 og 35A i Banking Regulation Act 1949 (»bankloven af 1949«), der tillader den indiske centralbank (»RBI« — Reserve Bank of India) at vejlede forretningsbanker på eksportkreditområdet.

(38)

ITIRAD-ordningen er baseret på Income Tax Act of 1961 (»indkomstskatteloven af 1961«), som ændres årligt ved finansloven.

(39)

IES-ordningen er baseret på cirkulæret Master Circular DBR.Dir.BC.No 62/04.02.001/2015-16 af 4. december 2015 vedrørende Interest Equalisation Scheme on Pre- and Post-Shipment Rupee Export Credit (»renteudligningsordningen for eksportkreditter i rupees før og efter afsendelsen«).

(40)

CIIS-ordningen forvaltes af delstaten Gujarat og er baseret på Gujarats industripolitik 2015.

(41)

EPP/GOH forvaltes af delstaten Haryana og er fastsat i iværksætterfremmeordning 2015, der blev meddelt af industri- og handelsministeriet i delstaten Haryana.

(42)

GEDES-ordningen er baseret på delstaten Gujarats Electricity Duty Act, 1958 (»elektricitetsafgiftsloven«), jf. Section 3(2) (vii) og viii), som ændret med jævne mellemrum i Gujarat Government Gazette.

(43)

PSI/GOM-ordningen er baseret på delstaten Maharashtras beslutning Resolution No. PSI-2013/(CR-54)/IND-8.

(44)

WBIS-ordningen administreres af regeringen i Vestbengalen og er fastsat i det vestbengalske handels- og industriministeriums bekendtgørelse nr. 309 — CI/O/ADN/GEN-INC/512 af 12. september 2014.

(45)

Det fremgik af undersøgelsen, at følgende ordninger enten er blevet ophævet eller ikke blev udnyttet af de to pågældende eksporterende producenter: DEPBS, DFIA, ECS, EOU/SEZ, FMS, FPS, ITIRAD, IEIS, IES, SHIS, CIIS, EPP/GOH, PSI/GOM og WBIS.

(46)

Kommissionen konstaterede, at kun én af de eksporterende producenter, der er omfattet af nærværende undersøgelser, benyttede sig af denne foranstaltning i den nuværende undersøgelsesperiode og kun til et meget lille antal eksporttransaktioner. Den samme virksomhed anvendte »toldgodtgørelsesordningen« (DDS), som anført i section 3.4, på størstedelen af dens eksporttransaktioner. AAS- og DDS-ordningen kan ikke anvendes samtidigt til de samme eksporttransaktioner, og Kommissionen fandt, at AAS-ordningen næsten ikke blev benyttet i den nuværende undersøgelsesperiode og besluttede derfor ikke at kvantificere den fordel, der blev opnået under AAS-ordningen i forbindelse med de nærværende undersøgelser.

(47)

Kommissionen fastslog, at de pågældende eksporterende producenter benyttede sig af DDS-ordningen i NUP.

(48)

Det retsgrundlag, der var gældende i NUP, var Custom & Central Excise Duties Drawback Rules 1995 (»1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen«), der senest blev ændret i 2006 (15). Efter NUP blev dette retsgrundlag erstattet af Customs and Central Excise Duties Drawback Rules, 2017 (16) (»2017-reglerne for toldgodtgørelsesordningen«), der trådte i kraft den 1. oktober 2017. Rule 3(2) i 1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen regulerer metoden til beregning af denne toldgodtgørelsesordning. Rule 12(1)(a)(ii) i disse regler for DDS-ordningen regulerer den erklæring, som skal udfyldes af eksportører for at blive omfattet af ordningen. Disse regler ændrede sig ikke i 2017-reglerne for toldgodtgørelsesordningen og svarer til henholdsvis Rule 3(2) og Rule 13(1)(a)(ii).

(49)

Derudover indeholder Circular No. 24/2001 (17) specifik vejledning i gennemførelsen af Rule 3(2), og den erklæring, som eksportørerne skal udfylde i henhold til Rule 12(1)(a)(ii).

(50)

I Rule 4 i 1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen fastsættes det, at centralregeringen kan revidere de beløb eller satser, der er fastsat i henhold til rule 3. Regeringen har foretaget en række ændringer, hvoraf de seneste var ændringer af satserne, der blev meddelt i Notifications No. 110/2015 — CUSTOMS (N.T.) af 16. november 2015 (18), og Notifications No. 131/2016 — CUSTOMS (N.T.) af 31. oktober 2016 (19). Som følge heraf var satsen for den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode på 1,9 % af fob-værdien indtil den 14. november 2016 og på 1,5 % derefter.

(51)

Alle producent-eksportører og forhandler-eksportører er berettiget til støtte under denne ordning.

(52)

Under denne ordning er enhver virksomhed, der eksporterer støtteberettigede varer, berettiget til at modtage et kontantbeløb svarende til en procentsats af den deklarerede fob-værdi af de eksporterede materialer. I Rule 3(2) i Custom & Central Excise Duties Drawback Rules præciseres det, hvordan tilskuddet skal beregnes:

(53)

De indiske myndigheder baserede med andre ord det godtgørelsesberettigede beløb på branchedækkende gennemsnitlige værdier af den relevante told på importerede råmaterialer og en gennemsnitlig forbrugskoefficient for erhvervsgrenen med udgangspunkt i, hvad de indiske myndigheder anser for værende repræsentative producenter af de støtteberettigede eksportvarer. De indiske myndigheder udtrykker derefter det beløb, der skal godtgøres, som en procentdel af den gennemsnitlige eksportværdi af de støtteberettigede eksportvarer.

(54)

De indiske myndigheder anvender denne procentdel til at beregne det kontantbeløb, som alle støtteberettigede eksportører har ret til. Satsen for denne ordning fastsættes af de indiske myndigheder for hver enkelt vare. For den undersøgte vare var satsen i den nuværende undersøgelsesperiode på 1,9 % af fob-værdien indtil den 14. november 2016 og derefter på 1,5 %, jf. betragtning 50.

(55)

For at være berettiget til at nyde godt af denne ordning skal en virksomhed eksportere. Når forsendelsesoplysningerne er indlæst i toldserveren, fremgår det, at eksporten finder sted under DDS-ordningen, og DDS-beløbet fastsættes endegyldigt. Når rederiet har indgivet dokumentet Export General Manifest, og toldmyndighederne har sammenlignet dette dokument med oplysningerne i forsendelsesdokumentet og fundet det tilfredsstillende, er alle betingelser opfyldt for at godkende udbetalingen af godtgørelsesbeløbet, enten direkte til eksportørens bankkonto eller pr. bankanvisning.

(56)

Eksportøren skal også fremlægge bevis for, at de eksporterede varer er blevet betalt, ved hjælp af en bankbekræftelse (Bank Realisation Certificate). Denne bekræftelse kan fremlægges efter udbetalingen af godtgørelsesbeløbet, men de indiske myndigheder kræver beløbet tilbagebetalt, hvis eksportøren ikke fremlægger bankbekræftelsen inden for en given frist.

(57)

Godtgørelsesbeløbet kan anvendes til alle formål, og i overensstemmelse med de indiske regnskabsstandarder kan beløbet bogføres som indtægter i regnskaberne efter periodiseringsprincippet, når eksportforpligtelsen er opfyldt.

(58)

I den relevante lovgivning og i de administrative retningslinjer er det fastsat, at de indiske toldmyndigheder ikke bør afkræve bevis for, at den eksportør, der anmoder om toldgodtgørelse, skal have pådraget sig eller vil pådrage sig toldansvaret for importen af de råmaterialer, der er nødvendige til fremstilling af den eksporterede vare (20). Under kontrolbesøget hos de indiske myndigheder bekræftede disse desuden, at virksomheder, som anskaffer sig alle de råmaterialer, der indgår i det eksporterede PET, fra hjemmemarkedet, stadig kan nyde godt af den fulde sats, der beregnes i henhold til den ovenstående Rule 3(2). Undersøgelsen viste også, at i praksis har dette været tilfældet for én samarbejdsvillig eksportør, der benyttede sig af fordelene under DDS-ordningen uden at have importeret en eneste del af de vigtigste råmaterialer (PTA og MEG), der anvendes til fremstilling af den undersøgte vare.

(59)

Ved DDS-ordningen ydes der et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2. Den såkaldte toldgodtgørelse er et finansielt bidrag fra de indiske myndigheder, da den har form af indtægter, som staten giver afkald på (dvs. den påståede importtold, der opkræves af de indiske myndigheder, som refunderes eller eftergives). Der er ingen begrænsninger for anvendelsen af disse midler. Derudover medfører toldgodtgørelsen en fordel for eksportøren, da toldgodtgørelsen øger eksportørens likviditet med den overskydende importtold, som refunderes eller eftergives af de indiske myndigheder.

(60)

Toldgodtgørelsessatsen ved eksport fastsættes af de indiske myndigheder for hver enkelt vare. Selv om subsidiet omtales som en toldgodtgørelse, har ordningen imidlertid ikke helt karakter af en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder heller ikke reglerne i bilag I, litra i), i bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og i bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen. Kontantudbetalingen til eksportøren er ikke nødvendigvis knyttet til importafgifter på råmaterialer, der faktisk er betalt, og den er ikke en toldkredit til udligning af importafgifter på tidligere eller fremtidig import af råmaterialer. Der findes endvidere ingen ordning eller procedure til at bekræfte, hvilke råmaterialer der forbruges i produktionen af den eksporterede vare og i hvilke mængder.

(61)

Betalingen fra de indiske myndigheder til eksportøren, efter at eksporten har fundet sted, er betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(62)

Ud fra ovenstående konkluderes det, at DDS-ordningen er udligningsberettiget.

(63)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5 beregnede Kommissionen subsidiebeløbet, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i den nuværende undersøgelsesperiode. I den forbindelse fastslog Kommissionen, at modtageren opnår fordelen på det tidspunkt, hvor der foretages en eksporttransaktion under denne ordning. På dette tidspunkt skal de indiske myndigheder udbetale det kontantbeløb, der udgør et finansielt bidrag i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a). Når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, der bl.a. viser størrelsen af det beløb, der skal ydes for den pågældende eksporttransaktion, kan de indiske myndigheder ikke frit bestemme, om subsidiet skal ydes eller ej. I betragtning af ovenstående anså Kommissionen det for passende at vurdere fordelen ved DDS-ordningen med hensyn til summen af de beløb, der er opnået for eksporttransaktioner, der har fundet sted efter denne ordning i den nuværende undersøgelsesperiode.

(64)

Dhunseri-gruppen fremførte, at fordelen under DDS-ordningen var blevet reduceret fra 1,9 % til 1,5 % i den nuværende undersøgelsesperiode, og hævdede, at denne reduktion var af varig karakter ved at henvise til den faldende tendens for DDS-satsen, der blev reduceret fra 5,5 % i 2011 til 1,5 % i den nuværende undersøgelsesperiode. Af denne årsag hævdede virksomheden, at DDS-ordningen, hvis den blev udlignet, kun burde udlignes på grundlag af en sats på 1,5 %.

(65)

I den forbindelse anførte Kommissionen dog, at det i grundforordningens artikel 5 er fastsat, at »det udligningsberettigede subsidiebeløb beregnes udtrykt ved den fordel, som det konstateres, at modtageren har opnået i undersøgelsesperioden vedrørende subsidier«. Som tidligere anført var satsen for den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode på 1,9 % af fob-værdien indtil den 14. november 2016 og på 1,5 % derefter. Kommissionen mener derfor, at de faktiske satser i den nuværende undersøgelsesperiode bør anvendes. Dette argument blev derfor afvist.

(66)

Reliance gjorde ligeledes gældende, at den fordel, der er beregnet ud fra DDS-ordningen, bør begrænses til de for store fordele, da DDS-ordningen burde betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), men Reliance fremførte ikke yderligere elementer til at underbygge påstanden. Kommissionen konkluderede, jf. betragtning 60, at DDS-ordningen ikke er en tilladt toldgodtgørelsesordning. Hvad angår Reliance, konkluderede Kommissionen desuden under kontrolbesøget på stedet, at Reliance havde benyttet sig af DDS-ordningen, selv om den ikke havde importeret nogen af de to relevante råmaterialer (MEG og PTA) i løbet af den nuværende undersøgelsesperiode. På grundlag af de foreliggende oplysninger blev påstanden derfor afvist, eftersom det samlede beløb, der blev tildelt Reliance, udgøres af de for store fordele.

(67)

MPPL forklarede, at den anvendte renset terephthalsyre (»PTA« — purified terephthalic acid) og monoethylenglykol (»MEG«) til fremstilling af PET, og at begge råmaterialer var anskaffet fra én enkelt indenlandsk leverandør, som i henhold til købekontrakten pålagde MPPL et gebyr for såkaldt »anslået told«. På dette grundlag hævdede MPPL, at den betalte importafgifter på råmaterialer, der indgik i den eksporterede vare, og at beregningen af toldgodtgørelsen derfor burde begrænses til de for store fordele. Kommissionen bemærkede i denne forbindelse, at MPPL ikke fremlagde nogen dokumentation for, at den »anslåede told« svarede til en faktisk betaling af importafgifter. Derfor blev påstanden afvist.

(68)

IDIPL fremførte, at MEG, som er et af de to vigtigste råmaterialer, der anvendes af virksomheden til fremstilling af PET, udelukkende blev importeret, og at der blev betalt importtold på denne import. På grundlag af det beløb, der blev betalt for det MEG, der indgik i det eksporterede PET i den nuværende undersøgelsesperiode, fremlagde IDIPL yderligere en beregning af en påstået eftergivelse af de for store fordele og hævdede, at subsidieringsniveauet udelukkende burde fastsættes ud fra denne eftergivelse af de for store fordele. På trods af fraværet af en ordning eller procedure til at bekræfte, hvilke elementer der forbruges ved fremstillingen af de eksporterede varer, og omfanget af disse, gennemførte Kommissionen en kontrol af påstanden i overensstemmelse med punkt 5 i bilag II til grundforordningen. Kontrollen bekræftede, at al MEG, der blev forbrugt i produktionen af PET, var importeret, og at de importafgifter, der var indberettet i anmodningen, faktisk var blevet betalt for det MEG, der indgik i det eksporterede PET i den nuværende undersøgelsesperiode. På dette grundlag godtog Kommissionen påstanden og beregnede udelukkende subsidieringsniveauet ud fra eftergivelsen af de for store fordele.

(69)

Kommissionen har fordelt disse subsidiebeløb i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2, over den samlede eksportomsætning af den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(70)

Kommissionen har således konstateret, at subsidiesatserne under denne ordning i den nuværende undersøgelsesperiode udgjorde 0,38 % for Dhunseri-gruppen og 1,67 % for Reliance.

(71)

Reliance fremførte, at Kommissionen begik en fejl, da den betragtede DDS-ordningen som en subvention og som en ordning, der hører under artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og fremførte, at Kommissionen derudover har handlet i modstrid med denne fastlæggelse, da efterprøvede eftergivelsen af for store afgiftsbeløb til en anden eksportør. Reliance hævdede, at Kommissionen behandlede parterne forskelligt, da den beregnede beløbet for eftergivelse af for store afgiftsbeløb, og, navnlig med hensyn til Reliance, udlignede DDS-fordele fuldt ud i stedet for at begrænse udligningen til kun at omfatte eftergivelse af for store afgiftsbeløb.

(72)

Denne påstand er ubegrundet. Selv om subsidiet omtales som en toldgodtgørelse, har ordningen imidlertid ikke helt karakter af en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), som forklaret ovenfor. Ordningen overholder heller ikke reglerne i bilag I, litra i), bilag II og bilag III til grundforordningen, da kontantbetalingen til eksportøren ikke er knyttet til importafgifter på råvarer, der faktisk er betalt, og ikke er en toldkredit til udligning af importafgifter på tidligere eller fremtidig import af råmaterialer. Desuden blev der anvendt samme tilgang og regler på alle virksomheder (Reliance og Dhunseri group), da Kommissionen ønskede at finde ud af, om virksomhederne faktisk importerede eller ikke importerede nogen af de relevante råmaterialer i den nuværende undersøgelsesperiode, og om de betalte importtold på den import eller ej. På baggrund af de foreliggende oplysninger beregnede Kommissionen derefter eftergivelsen af for store afgiftsbeløb for de to virksomheder. Situationen for de to virksomheder er følgende: IDIPL (del af Dhunseri group) hævdede og fremlagde dokumentation for, at et af de to vigtigste råmaterialer, der anvendes til fremstilling af PET, udelukkende blev importeret, og at der blev betalt importtold. Kommissionen gennemførte en kontrol, som viste, at påstanden er korrekt. Kommissionen beregnede på grundlag af de faktiske omstændigheder subsidieringsniveauet ud fra eftergivelsen af for store afgiftsbeløb. Reliance blev opfordret til at fremlægge samme bevis som IDIPL, men undlod at gøre dette. Derfor svarede eftergivelsen af for store afgiftsbeløb til Reliance til det fulde beløb fra de indiske myndigheder. Da forskellen mellem de to eksporterende producenter på baggrund af de forskellige tilgængelige fakta er berettiget, blev påstanden afvist.

(73)

Reliance hævdede endvidere, at bevisbyrden ikke blev anvendt korrekt, idet den eksporterende producent angiveligt blev pålagt byrden med at fastansætte omfanget af eftergivelsen af for store afgiftsbeløb.

(74)

Kommissionen er ikke enig heri. Der mindes om, at undersøgelsesprocessen er baseret på spørgeskemabesvarelser og kontrolbesøg. Oplysninger om en virksomheds faktisk erlagte (eller ikke-erlagte) importtold er et faktisk forhold, som skal indberettes af virksomheden. Reliance fremlagde ikke disse oplysninger i sit svar på det i betragtning 19 omhandlede spørgeskema, hvor interesserede parter opfordres til at fremlægge alle relevante oplysninger til beregning af subsidiesatsen. Da der ikke forelå oplysninger, indsamlede Kommissionen proaktivt oplysninger, på grundlag af hvilke den kunne identificere potentiel eftergivelse af afgiftsbeløb under kontrolbesøget hos Reliance i december 2017. Det blev først fastslået, at Reliance ikke betalte importtold på de to vigtigste råmaterialer, der indgår i eksporteret PET, nemlig PTA og MEG. Kommissionen undersøgte desuden, om der var betalt importold på råmaterialer til produktion af PTA, MEG eller andre råmaterialer til produktion af PTA eller MEG. Det viste sig dog, at Reliance, som er en integreret petrokemisk virksomhed, importerede råolie og producerede alle mellemprodukter til brug i produktionen af PET internt. Kommissionen fandt derefter frem til den importtoldsats, der gælder for råolie, som viste sig at være 0 %, som det fremgik af et dokument, som Reliance fremlagde under kontrolbesøget. Det viste sig på baggrund af disse oplysninger, at hele DDS-beløbet udgjorde en eftergivelse af for store afgiftsbeløb. Reliance fremlagde i løbet af resten af undersøgelsen ingen kontrollerbare kvantificerede oplysninger, der kunne pege i en anden retning. Reliance fremlagde ingen oplysninger, der kunne gøre det muligt at beregne en eftergivelse af for store afgiftsbeløb, selv om virksomheden flere gange blev opfordret hertil. Kort sagt indsamlede Kommissionen proaktivt de oplysninger, der var nødvendige til beregning af omfanget af DDS-subsidieringen, og trods adskillige opfordringer fremlagde Reliance ikke de faktuelle oplysninger, som virksomheden er i besiddelse af, og som ville have gjort det berettiget at beregne en eftergivelse af for store afgiftsbeløb, der er lavere end det samlede DDS-beløb. Påstanden blev derfor afvist.

(75)

Reliance hævdede, at Kommissionen kun i forbindelse med offentliggørelsen opfordrede virksomheden til at fremlægge oplysninger, på baggrund af hvilke omfanget af eftergivelsen af for store afgiftsbeløb kunne fastsættes. Kommissionen bemærker dog, at den under kontrolbesøget opfordrede Reliance til at besvare et spørgeskema og fremlægge oplysninger vedrørende eftergivelse af for store afgiftsbeløb, jf. betragtning 74. Denne påstand blev derfor også afvist.

(76)

Reliance bemærkede, at Kommissionen ikke har stillet en kontrolrapport til rådighed, og at manglen på denne rapport har forhindret virksomheden i at forsvare sine interesser ordentligt med hensyn til DDS-ordningen, set i lyset af at Kommissionen i forbindelse med beregningen af DDS-ydelsen vendte bevisbyrden.

(77)

Som tidligere nævnt mener Kommissionen, at det påhviler den eksporterende producent at føre beviset for, at der er betalt importtold på de råmaterialer, der indgår i de eksporterede varer, på baggrund af hvilke de indiske myndigheder angiveligt har tilbagebetalt importtold. Det påhviler Kommissionen at beregne subsidiebeløbet på baggrund af de tilgængelige oplysninger. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at relevante elementer, der anvendes til fastsættelse af DDS-subsidiesatsen i henhold til metoden i betragtning 69, blev kontrolleret på baggrund af de svar, som Reliance har givet i spørgeskemaet. Kontrollen af DDS-ordningen blev gennemført samtidig med kontrollen af MEIS-ordningen, da de to ordninger er meget ensartede. Der blev foretaget kontrol af adskillige eksportfakturaer og tilhørende dokumenter. Disse oplysninger er også tilgængelige for Reliance i form af oplysninger, der blev fremlagt i forbindelse med kontrolbesøget. Kommissionen fandt under kontrolbesøget, at der var en uoverensstemmelse mellem værdien af de eksportvarer, som Reliance har angivet under DDS-ordningen, og værdien af de eksportvarer, der er angivet under MEIS-ordningen. Reliance forklarede denne uoverensstemmelse i et af dokumenterne fra kontrolbesøget. Denne uoverensstemmelse havde dog ingen indflydelse på beregningen af subsidiebeløbet. Der blev ikke fundet andre uoverensstemmelser i forbindelse med kontrollen af de dokumenter, som Reliance har fremlagt med hensyn til DDS-ordningen. Derfor blev alle oplysninger, der var nødvendige, for at de interesserede parter, også Reliance, kunne udøve deres ret til forsvar, meddelt de interesserede parter på et tidligt tidspunkt i undersøgelsen. Kommissionen mener derfor, at Reliances ret til forsvar blev overholdt behørigt i løbet af den underliggende undersøgelse. Af betragtning 74 fremgår det også, at Kommissionen ikke vendte bevisbyrden, men derimod proaktivt indsamlede de oplysninger, der var nødvendige for at kunne beregne DDS-ydelsen. Påstanden afvises derfor.

(78)

Som nævnt ovenfor er alle involverede økonomiske aktører blevet behandlet efter de samme regler efter en grundig vurdering af deres konkrete situation. IDIPL gentog sin påstand om, at MPPL, i den nuværende undersøgelsesperiode, blev opkrævet en »anslået told«, som virksomheden i overensstemmelse med de kontraktlige ordninger også betalte til sine indenlandske leverandører af PTA og MEG. IDIPL hævdede, at beløbet til »anslået told« bør trækkes fra den samlede DDS-fordel. IDIPL anførte desuden, at mekanismen med »anslået told« reelt er en politisk beslutning om at overvælte importtold, der pålægges råvareleverandører, på aftagerleddet«.

(79)

For så vidt angår denne påstand, kan Kommissionen bekræfte, at handelskontrakten mellem MPPL og dens leverandør nævner en »anslået told« i formlen til beregning af råvareprisen. Dette er dog i sig selv ikke bevis for, at den indenlandske leverandør faktisk har betalt told, da denne formel er resultatet af en kommerciel forhandling, som ikke nødvendigvis tager hensyn til, om der faktisk er betalt told. I denne forbindelse fremlagde IDIPL ikke bevis for, at de råvarer, som de købte, blev importeret af deres leverandør, og, i tilfælde af at de blev importeret, at der blev betalt told. Påstanden blev derfor afvist.

(80)

De indiske myndigheder hævdede, at en toldgodtgørelsesordning i henhold til aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger ikke nødvendigvis indebærer udligning/fritagelse/udsættelse af importtold betalt på import af råvarer, men kan også indebære udligning af direkte afgifter. På den baggrund hævdede de indiske myndigheder, at Kommissionen havde begået en grundlæggende fejl ved at betegne DDS-ordningen som en ikketilladt toldgodtgørelsesordning med den begrundelse, at den også kan benyttes, selv når der ikke betales importtold.

(81)

I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at de indiske myndigheder giver en retlig begrundelse med hensyn til eftergivelse af indirekte afgifter, men at de ikke fremlægger dokumentation for, at sådanne indirekte afgifter faktisk er blevet betalt eller skal betales på råmaterialer, der anvendes i produktionen af PET til eksport, af interesserede parter og, at de, hvis de er blevet betalt, ikke er blevet refunderet af en anden beskatningsmekanisme uden tilknytning til toldgodtgørelsesordningen. Der var i løbet af undersøgelsen ingen interesserede parter, der fremlagde oplysninger om indirekte afgifter i forbindelse med DDS-ordningen, der kunne påvirke omfanget af eftergivelse af for store afgiftsbeløb, selv om de ved flere lejligheder blev opfordret til at fremlægge oplysninger til beregning af eftergivelsen af for store afgiftsbeløb. Påstanden blev derfor afvist.

(82)

De indiske myndigheder hævder desuden, at DDS-ordningen indeholder en kontrolmekanisme til overvågning af forbruget af råvarer i produktionen af den eksporterede vare.

(83)

De indiske myndigheder henviser til støtte for deres påstand til nogle bestemmelser i toldgodtgørelsesordningen og toldvejledningen, ifølge hvilke der foretages revisioner og kontroller, men de har ikke godtgjort, at toldgodtgørelsesordningen kræver et system eller en procedure til at bekræfte, hvilke råvarer der forbruges i produktionen af de eksporterede varer, og i hvilke mængder, jf. bilag II, punkt 4. Påstanden blev derfor afvist.

(84)

De indiske myndigheder tilføjede desuden, at manglen på et kontrolsystem eller en kontrolprocedure, jf. bilag II, punkt 4, ikke havde nogen indvirkning på fastlæggelsen af de i betragtning 70 nævnte subsidiebeløb, da Kommissionen beregnede eftergivelsen af for store afgiftsbeløb på baggrund af de oplysninger, som de undersøgte virksomheder har fremlagt. De indiske myndigheder hævdede, at Kommissionen var forpligtet til at være proaktiv i forbindelse med beregningen af eftergivelsen af for store afgiftsbeløb.

(85)

Det fremgår af betragtning 74, at Kommissionen handlede proaktivt, da den søgte oplysninger til fastlæggelse af, om en del af DDS-beløbet ikke kunne betragtes som for store afgiftsbeløb. De indiske myndigheder undlod desuden at foretage en ny undersøgelse på baggrund af faktiske transaktioner fra de pågældende eksporterende producenter, selv om de blev opfordret hertil. Påstanden er derfor irrelevant.

(86)

Kommissionen konstaterede, at de pågældende eksporterende producenter havde fået fordele under EPCGS-ordningen, som kunne henføres til den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode.

(87)

Der findes en nærmere beskrivelse af EPCGS-ordningen i kapitel 5 i FTP 2015-20 og i kapitel 5 i HOP I 2015-20.

(88)

Producent-eksportører, forhandler-eksportører, der er »forbundet med« støtteproducenter, og tjenesteydere er berettiget til støtte efter denne foranstaltning.

(89)

Forudsat at en virksomhed forpligter sig til at eksportere, har den lov til at importere (nye og indtil 10 år gamle brugte) kapitalgoder til en nedsat toldsats. Med henblik herpå udsteder de indiske myndigheder efter anmodning og betaling af et gebyr en EPCGS-licens. Ved denne ordning er der fastsat en reduceret importtoldsats for alle kapitalgoder, der importeres efter ordningen. For at opfylde eksportforpligtelsen skal de importerede kapitalgoder anvendes til at fremstille en vis mængde varer bestemt til eksport inden for et bestemt tidsrum. I henhold til FTP 2015-20 kan kapitalgoder importeres med en toldsats på 0 % under EPCGS-ordningen. Eksportforpligtelsen, der svarer til seks gange toldbesparelsen, skal være opfyldt inden for en periode på højst seks år.

(90)

EPCGS-licenshaveren kan også købe kapitalgoderne på hjemmemarkedet. I så fald kan den indenlandske producent af kapitalgoder benytte fordelen til toldfrit at importere de dele, der er nødvendige for at fremstille de pågældende kapitalgoder. Alternativt kan den indenlandske producent gøre krav på fordelen ved transaktioner ligestillet med eksport ved levering af kapitalgoder til en EPCGS-licenshaver.

(91)

Ved EPCGS-ordningen ydes der subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2. Toldnedsættelsen udgør et finansielt bidrag fra de indiske myndigheder, da denne indrømmelse reducerer de toldindtægter, som staten ellers ville have haft. Desuden medfører den en fordel for eksportøren, der svarer til størrelsen af toldnedsættelsen.

(92)

EPCGS-ordningen er endvidere retligt betinget af eksportresultater, da de pågældende licenser ikke kan opnås uden en forpligtelse til at eksportere. Den anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, første afsnit, litra a).

(93)

EPCGS-ordningen kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Sådanne tilladte ordninger, jf. litra i) i bilag I til grundforordningen, omfatter ikke kapitalgoder, da disse ikke forbruges ved fremstillingen af de eksporterede varer.

(94)

Kommissionen beregnede subsidiebeløbet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, på grundlag af den ikke-betalte told på importerede kapitalgoder, fordelt over en periode, der afspejler den normale afskrivningsperiode for sådanne kapitalgoder i den pågældende erhvervsgren. Subsidiebeløbet i den nuværende undersøgelsesperiode blev derefter beregnet ved at dele det samlede ikke-betalte toldbeløb med afskrivningsperioden. Det således beregnede beløb, der henregnes til den nuværende undersøgelsesperiode, er blevet justeret ved at tillægge renter i denne periode for at opnå den fulde værdi af fordelen over tid. Markedsrenten i undersøgelsesperioden i Indien blev anset for passende til dette formål.

(95)

Ingen af de indiske eksporterende producenter krævede et fradrag for påløbne gebyrer, der var nødvendige for at opnå subsidiet, fra det samlede subsidiebeløb, som de er berettiget til i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a).

(96)

Kommissionen har fordelt dette subsidiebeløb i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, over den samlede eksportomsætning af den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode som nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(97)

På grundlag af ovenstående har Kommissionen således konstateret, at subsidiesatserne under denne ordning i den nuværende undersøgelsesperiode udgjorde 0,11 % for Dhunseri-gruppen og 0,45 % for Reliance.

(98)

IDIPL hævdede, at anlæg og maskiner, der er importeret inden for rammerne af EPCGS, blev anvendt til produktion af både hjemmemarkeds- og eksportsalg af PET og hævdede derfor, at nævneren i betragtning 96 bør omfatte virksomhedens samlede salg i stedet for eksportomsætningen af PET.

(99)

I denne henseende fastholder Kommissionen, at artikel 7, stk. 2, finder anvendelse, og at den udvalgte nævner i betragtning 96 er berettiget, selv hvis denne uunderbyggede påstand var korrekt, da EPCGS er betinget af eksportresultaterne og ikke af de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder. Påstanden blev derfor afvist.

(100)

Det blev konstateret, at begge de pågældende eksporterende producenter benyttede sig af fordele under MEIS-ordningen i den nuværende undersøgelsesperiode.

(101)

Der findes en nærmere beskrivelse af MEIS-ordningen i kapitel 3 i FTP 2015-20 og i kapitel 3 i HOP I 2015-20.

(102)

MEIS-ordningen trådte i kraft den 1. april 2015.

(103)

Alle producent-eksportører og forhandler-eksportører er berettiget til støtte under denne ordning.

(104)

Støtteberettigede virksomheder kan benytte MEIS-ordningen ved at eksportere bestemte varer til bestemte lande, der er klassificeret i gruppe A (»Traditionelle markeder«, herunder alle EU-medlemsstater), gruppe B (»Nye markeder og fokusmarkeder«) og gruppe C (»Andre markeder«). De lande, som er omfattet af hver enkelt gruppe og af listen over varer med tilsvarende godtgørelsessatser, er anført i henholdsvis tabel 1 og tabel 2 i tillæg 3B til FTP 2015-20.

(105)

Fordelen består i en toldkredit svarende til en procentdel af eksportens fob-værdi.

(106)

Da MEIS-ordningen trådte i kraft i april 2015 var den undersøgte vare ikke opført i tillæg 3B og var således ikke berettiget til at opnå MEIS-fordele. Den 29. oktober 2015 blev PET-eksport til lande i gruppe A og B dog ved Public Notice No. 44/2015-2020 berettiget til at opnå MEIS-fordele svarende til 2 % af fob-værdien af eksporten. Den 4. maj 2016 blev eksport til lande i gruppe C ved Public Notice No. 06/2015-2020 berettiget til den samme fordel på 2 %.

(107)

Visse former for eksport er udelukket fra denne ordning, f.eks. eksport af importerede eller omladede varer, transaktioner ligestillet med eksport, eksport af tjenesteydelser og eksportomsætning for virksomheder, der opererer i særlige økonomiske områder eller er eksportorienterede.

(108)

Toldkreditter under MEIS-ordningen er frit omsættelige og gyldige i en periode på 18 måneder fra udstedelsesdatoen. De kan benyttes til at: i) betale told på råmaterialer eller varer, der importeres, herunder også kapitalgoder, ii) betale afgifter på indenlandske indkøb af råmaterialer eller varer, herunder kapitalgoder og betaling, og iii) betale afgifter på serviceydelser.

(109)

En ansøgning om fordele under MEIS-ordningen skal indgives online på generaldirektoratet for udenrigshandels hjemmeside. Relevant dokumentation (forsendelsesdokumenter, bankbekræftelse og bevis for landing) skal vedhæftes den elektroniske ansøgning. Den relevante regionale myndighed i Indien udsteder toldkreditten efter kontrol af dokumenterne. Så længe eksportøren forelægger den relevante dokumentation, kan den relevante myndighed ikke frit bestemme, om der skal indrømmes toldkreditter.

(110)

Ved MEIS-ordningen ydes der subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2. En MEIS-toldkredit er et finansielt bidrag fra de indiske myndigheder, da den i sidste ende anvendes til at udligne importafgifter, der betales på kapitalgoder, hvorved de indiske myndigheder giver afkald på toldindtægter, som de ellers ville have fået. Desuden giver MEIS-toldkreditten en fordel for eksportøren, som ikke skal betale disse importafgifter.

(111)

MEIS-ordningen er endvidere retligt betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, første afsnit, litra a).

(112)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5 beregnede Kommissionen det udligningsberettigede subsidiebeløb, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i den nuværende undersøgelsesperiode. I den forbindelse fastslog Kommissionen, at modtageren opnår fordelen på det tidspunkt, hvor der foretages en eksporttransaktion under denne ordning. På nuværende tidspunkt udsteder de indiske myndigheder en toldkredit, som er bogført af den eksporterende producent som et tilgodehavende, der kan modregnes af den eksporterende producent på et hvilket som helst tidspunkt. Dette udgør et finansielt bidrag efter grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, kan de indiske myndigheder ikke frit bestemme, om subsidiet skal ydes eller ej. I betragtning af ovenstående anser Kommissionen det for passende at betragte fordelen ved MEIS-ordningen som summen af de beløb, der er opnået for eksporttransaktioner, der har fundet sted efter denne ordning i den nuværende undersøgelsesperiode.

(113)

Kommissionen har fordelt dette subsidiebeløb (tælleren) i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, over den samlede eksportomsætning af den undersøgte vare i den nuværende undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(114)

På grundlag af ovenstående har Kommissionen således konstateret, at subsidiesatserne under denne ordning i den nuværende undersøgelsesperiode udgjorde henholdsvis 1,90 % for Dhunseri-gruppen og 1,93 % for Reliance.

(115)

De indiske myndigheder hævdede, at MEIS-ordningen ikke er udligningsberettiget af følgende to årsager: 1) ordningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I, litra g) og h), i forbindelse med bestemmelserne i bilag II til aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, og 2) toldkreditter er »kreditnotaer«, der først giver indehaveren en fordel, når toldkreditten anvendes til udligning af importafgifter.

(116)

For så vidt angår den første årsag, fremførte de indiske myndigheder ingen beviser. Påstanden om, at det grundlæggende mål med MEIS-ordningen er at yde bistand til eksportører til udligning af infrastrukturel ineffektivitet og omkostninger/afgifter i forbindelse hermed og at skabe lige konkurrencevilkår, er ikke tilstrækkelig til at bevise, at MEIS-ordningen er i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I, litra g) og h), i forbindelse med bestemmelserne i bilag II til aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. For så vidt angår den anden årsag, mindes der om, jf. betragtning 108, at fra det tidspunkt, hvor de indiske myndigheder giver en toldkredit til en MEIS-støttemodtager, kan denne toldkredit anvendes på et hvilket som helst tidspunkt til at udligne visse former for told og afgifter eller kan videresælges til en anden aktør, da toldkreditter er frit omsættelige. Det kan derfor konkluderes, at de indiske myndigheder giver en fordel til MEIS-støttemodtageren på det tidspunkt, hvor toldkreditten udstedes. Dette synes også at være fortolkningen i de indiske regnskabsstandarder, da den økonomiske værdi af toldkreditterne bogføres som et tilgodehavende, så snart de indiske myndigheder har udstedt toldkreditterne, jf. betragtning 112, og ikke på det tidspunkt, hvor de faktisk anvendes til at udligne en told eller afgift. Påstanden blev derfor afvist.

(117)

Kommissionen konstaterede, at én virksomhed benyttede sig af denne foranstaltning i den nuværende undersøgelsesperiode. Undersøgelsen viste dog, at den fordel, der blev opnået, var ubetydelig, og denne foranstaltning blev derfor ikke analyseret yderligere.

(118)

Kommissionen minder om, at subsidiebeløbet, som blev fastsat for DPL og Reliance ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350, var på henholdsvis 3,2 % og 6,2 %, hvilket var ensbetydende med udligningstold på henholdsvis 35,69 EUR/ton og 69,39 EUR/ton.

(119)

I løbet af de nuværende delvise interimsundersøgelser konstaterede Kommissionen, at de udligningsberettigede subsidiebeløb udtrykt som en værditold var på 2,3 % for Dhunseri-gruppen og på 4 % for Reliance. Som det fremgår af betragtning 27 til 30 blev subsidiesatserne for Dhunseri group, som er angivet i nedenstående tabel, fastsat ved at samle data for IDIPL og MPPL, som er de to eksporterende producenter af PET i gruppen, i den nuværende undersøgelsesperiode.

Tabel

Satser for de individuelle udligningsberettigede subsidier

(120)

De gældende udligningsforanstaltninger tager form af en specifik told. På grundlag af subsidiesatserne, jf. tabellen, fastslog Kommissionen derfor følgende specifikke udligningstold: 18,73 EUR/ton for Dhunseri-gruppen og 29,21 EUR/ton for Reliance.

(121)

Kommissionen vurderede i overensstemmelse med betragtning 16 ovenfor behovet for at ændre den toldsats, som anvendes på »alle andre virksomheder« i Indien, og som er 69,40 EUR/ton. Det skal i denne forbindelse erindres, at den højeste gældende toldsats for indiske eksporterende producenter, der beløber sig til 74,60 EUR/ton, er indført over for Pearl Engineering Polymers Ltd, som er en producent, der ikke er omfattet af de nuværende fornyede undersøgelser. Eftersom den højeste toldsats ikke ændres i de aktuelle undersøgelser, var det ikke nødvendigt at ændre den toldsats, der gælder for »alle andre virksomheder« i Indien.

(122)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 4, blev det undersøgt, om omstændighederne med hensyn til subsidiering har ændret sig betydeligt i den nuværende undersøgelsesperiode, og om de ændrede omstændigheder er af varig karakter.

(123)

Kommissionen fastslog, at i den nuværende undersøgelsesperiode drog de eksporterende producenter fortsat fordel af udligningsberettiget subsidiering fra de indiske myndigheder, selv om det var i forskelligt omfang.

(124)

For Reliances vedkommende var de vigtigste subsidier — i form af subsidieringssatser i den nuværende undersøgelsesperiode — DDS- og MEIS-ordningen. Der er ingen tegn på, at disse subsidier vil ophøre med at eksistere i den nærmeste fremtid. Begge subsidier yder en fordel, der beregnes som en fast procentsats af fob-værdien af eksport, og der er heller ingen tegn på, at de respektive subsidieringssatser vil blive ændret i nær fremtid.

(125)

For så vidt angår DDS-ordningen har de indiske myndigheder sænket subsidieringssatsen flere gange i løbet af de seneste syv år: fra 5,5 % af fob-værdien i 2011 faldt den til 3,9 % i 2012, 3,0 % i 2013, 2,4 % i 2014, 1,9 % i 2015 og slutteligt 1,5 % i undersøgelsesperioden. Ifølge hjemmesiden for Central Board of Excise and Customs (21) er satsen ikke blevet ændret siden da.

(126)

For så vidt angår MEIS-ordningen er satsen på 2 % af fob-værdien, som har fundet anvendelse på PET siden oktober 2015, jf. betragtning 106, siden da forblevet uændret, jf. Generaldirektoratet for udenrigshandels websted (22).

(127)

Vedrørende EPCGS forventes der ingen større ændring af subsidieringssatsen efter den nuværende undersøgelsesperiode, fordi der enten a) ikke var tegn på vigtig planlagt import af kapitalgoder, eller fordi b) enhver fordel, der ydes i medfør af dette subsidie, er fordelt ud over et stort antal år svarende til afskrivningsperioden for kapitalgoder (mellem 18 og 25 år i Indien).

(128)

Reliance modtog flest subsidier på baggrund af AAS-ordningen under den sidste interimsundersøgelse, jf. betragtning 7, som det fremgår af gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350. Som beskrevet i betragtning 46 ovenfor blev AAS-ordningen i undersøgelsesperioden for den nuværende undersøgelse næsten ikke anvendt, da størstedelen af eksporten nød godt af DDS-ordningen, som ikke kan anvendes samtidig med AAS-ordningen. AAS-ordningen er stadig tilgængelig, og det kan ikke udelukkes, at Reliance i fremtiden igen vil benytte AAS-ordningen, men dette ville dog automatisk reducere de ydelser, der opnås gennem DDS-ordningen, da en given eksporttransaktion kun kan drage fordel af det ene af de to subsidier.

(129)

Som anført i betragtning 125 til 128 blev der ikke fundet bevis for, at de udlignede ordninger vil blive indstillet, eller at deres subsidieringsniveauer vil blive hverken forhøjet eller nedsat i fremtiden. På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at de omstændigheder, der førte til Reliances nye subsidieringssats, er af varig karakter.

(130)

I løbet af undersøgelsesperioden for den nuværende interimsundersøgelse har Reliance fået lavere subsidiering end i løbet af sidste interimsundersøgelse, der er nævnt i betragtning 7, som det fremgår af gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350, da subsidiesatsen faldt fra 6,2 % til 4 %. På baggrund af betragtning 129 er det også sandsynligt, at Reliance fortsat vil modtage subsidier på et beløb, der er mindre end det, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350. Kommissionen konkluderede derfor, at opretholdelsen af de gældende foranstaltninger ville resultere i, at toldafgiftsniveauet ville være højere end det udligningsberettigede subsidie, der forvolder skade. Følgelig bør niveauet for de gældende foranstaltninger ændres for at afspejle den nye situation.

(131)

For så vidt angår Dhunseri group, fastsætter undersøgelsen i betragtning 27 til 30, at gruppens struktur har ændret sig væsentligt. Vigtigst er det, at gruppen ejede to PET-anlæg i den nuværende undersøgelsesperiode, sammenlignet med kun ét anlæg i forbindelse med den foregående interimsundersøgelse. Den omstrukturering, der blev foretaget inden for rammerne af en alliance med partneren IVL, indebar flere retlige skridt over en periode på næsten to år og nåede efter al sandsynlighed sin afslutning efter sanktioneringen fra landsretten i Kolkata i december 2017. Kommissionen anså derfor den ændrede struktur for at være af varig karakter. Det blev derfor konkluderet, at de gældende foranstaltninger burde ændres for at afspejle den nye situation, navnlig i betragtning af de tidligere konklusioner om det nuværende (og lavere) subsidieringsniveau, der konstateredes i disse fornyede undersøgelser.

(132)

Som forklaret i betragtning 120 tager de ændrede foranstaltninger form af specifikke toldsatser. De specifikke toldsatser er beregnet på grundlag af oplysninger vedrørende den fornyede undersøgelsesperiode og forbliver derfor på samme niveau uanset udviklingen i eksportprisen.

(133)

I modsætning til de subsidier, der ydede de største subsidieringsbeløb i den oprindelige undersøgelse, ydede de to vigtigste subsidieordninger (DDS- og MEIS-ordningen) i den nuværende undersøgelsesperiode dog økonomiske fordele, der er direkte proportionale med eksportprisen. Disse to subsidier tegnede sig for henholdsvis 97 % og 89 % af den samlede subsidiering af Dhunseri-gruppen og Reliance i løbet af den nuværende undersøgelsesperiode. Dette indebærer, at det udligningsberettigede subsidiebeløb automatisk stiger, i takt med at eksportprisen stiger. Specifikke toldsatser synes derfor ikke i tilstrækkelig grad at opveje det faktiske niveau for subsidiering, som de to eksporterende producenter drog fordel af.

(134)

På dette grundlag fandt Kommissionen, at specifikke toldsatser i modsætning til i den oprindelige undersøgelse måske ikke længere var den mest hensigtsmæssige form for foranstaltning i betragtning af disse omstændigheder. En ændring i foranstaltningernes form kan imidlertid ikke overvejes inden for rammerne af de aktuelle interimsundersøgelser, fordi en sådan ændring ville skulle gælde for alle indiske eksporterende producenter, mens de aktuelle interimsundersøgelser er begrænset til kun at fastsætte niveauet for subsidiering for to eksporterende producenter. Kommissionen besluttede derfor at fastholde foranstaltningernes nuværende form.

(135)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremsendte IDIPL tilbud om pristilsagn. Tilbuddet blev afvist, da subsidieringens art skaber en situation, hvor anvendelsen af et pristilsagn om en mindsteimportpris ville have ført til øget subsidiering. Dette skyldes, at niveauet for subsidiering under DDS-ordningen og MEIS-ordningen, som samlet set tegner sig for 95 % af subsidieringen, afhænger af fob-værdien af de varer, der eksporteres i henhold til disse ordninger. Desuden ville strukturen i den gruppe, som IDIPL tilhører, have gjort det umuligt at overvåge tilsagnet effektivt.

(136)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —