Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018R0626

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/626 af 5. marts 2018 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431

C/2018/1225

OJ L 104, 24.4.2018, p. 37–56 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2018/626/oj

24.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 104/37


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/626

af 5. marts 2018

om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (1), særlig artikel 20, stk. 6, artikel 31, stk. 4, artikel 35, stk. 2, artikel 38, stk. 4, artikel 39, stk. 6, artikel 44, stk. 5, artikel 50, stk. 9, artikel 51, stk. 3, artikel 54, stk. 3, andet afsnit, artikel 55, stk. 1, andet afsnit, artikel 56, stk. 8, artikel 57, stk. 5, artikel 75, stk. 3, artikel 84, stk. 3, artikel 109, stk. 2, første afsnit, artikel 116, stk. 4, artikel 117, stk. 3, artikel 140, stk. 6, artikel 146, stk. 11, artikel 161, stk. 2, andet afsnit, artikel 184, stk. 9, artikel 186, stk. 2, artikel 187, stk. 2, artikel 192, stk. 6, artikel 193, stk. 8, artikel 198, stk. 4, artikel 202, stk. 10, og artikel 204, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (2), som blev kodificeret som forordning (EF) nr. 207/2009, indførtes en ordning, der er specifik for Unionen, med henblik på beskyttelse af varemærker, der skal opnås på EU-plan på grundlag af en ansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (»kontoret«).

(2)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 (3) blev de beføjelser, Kommissionen har fået tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009, bragt i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. For at efterkomme de nye retlige rammer som følge af denne tilpasning blev Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1430 (4) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 (5) vedtaget.

(3)

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (6) blev kodificeret som forordning (EU) 2017/1001. Af hensyn til klarhed og forenkling bør referencerne i en gennemførelsesforordning afspejle den omnummerering af artikler, der resulterer af en kodificering af den relevante basisretsakt. Gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 bør derfor ophæves, og bestemmelserne i gennemførelsesforordningen bør fastsættes i denne forordning med ajourførte henvisninger til forordning (EU) 2017/1001.

(4)

Af hensyn til klarhed, retssikkerhed og effektivitet og med henblik på at lette indgivelse af EU-varemærkeansøgninger er det derfor af afgørende betydning på en klar og udtømmende måde, samtidig med at man undgår unødvendige administrative byrder, at specificere, hvilke obligatoriske og fakultative oplysninger der skal være indeholdt i en ansøgning om et EU-varemærke.

(5)

Forordning (EU) 2017/1001 kræver ikke længere, at gengivelsen af varemærket skal være grafisk, så længe gengivelsen sætter de kompetente myndigheder og offentligheden i stand til klart og præcist at fastslå genstanden for beskyttelsen. Af hensyn til retssikkerheden er det er derfor nødvendigt klart at fastslå, at den præcise genstand for de enerettigheder, der tillægges ved registreringen, defineres af gengivelsen. Gengivelsen bør, hvis det er relevant, suppleres med en angivelse af det pågældende mærkes type. Den kan suppleres med en beskrivelse af tegnet i egnede tilfælde. En sådan angivelse eller beskrivelse bør stemme overens med gengivelsen.

(6)

For at sikre konsekvens i forbindelse med indgivelse af en EU-varemærkeansøgning og for at sikre effektiviteten af forundersøgelser bør der desuden fastsættes generelle principper, som gengivelsen af de enkelte varemærker skal overholde, og fastsættes særlige regler om og krav til gengivelsen af bestemte typer af varemærker i overensstemmelse med varemærkets særlige karakter og kendetegn.

(7)

Indførelsen af tekniske alternativer til grafisk gengivelse, i tråd med nye teknologier, er en følge af nødvendigheden af modernisering, idet registreringsprocessen bliver bragt tættere på den tekniske udvikling. Samtidig bør de tekniske specifikationer for at indgive en gengivelse af varemærket, herunder gengivelser indgivet elektronisk, fastlægges med henblik på at sikre, at EU's varemærkesystem er kompatibelt med det system, der er indført ved protokollen til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker, vedtaget i Madrid den 27. juni 1989 (7) (Madridprotokollen). I overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1001 og for at sikre øget fleksibilitet og hurtigere tilpasning til teknologiske fremskridt bør det overlades til kontorets administrerende direktør at fastlægge de tekniske specifikationer for varemærker, der indgives elektronisk.

(8)

Sagsbehandlingen bør strømlines for at mindske de administrative byrder for indgivelse og behandling af påberåbelse af prioritet og anciennitet. Det bør derfor ikke længere være nødvendigt at indgive bekræftede genparter af den tidligere ansøgning eller registrering. Desuden bør kontoret ikke længere skulle inkludere en kopi af den tidligere varemærkeansøgning i akterne i tilfælde af en påberåbelse af prioritet.

(9)

Efter afskaffelsen af kravet om grafisk gengivelse af et varemærke kan visse typer varemærker gengives i elektronisk format, og dermed er bekendtgørelsen af dem ved hjælp af de konventionelle metoder ikke længere egnet. For at sikre bekendtgørelse af alle oplysningerne vedrørende en ansøgning, som er påkrævet af hensyn til gennemsigtighed og retssikkerhed, bør adgang til gengivelsen af varemærket ved hjælp af et link til kontorets elektroniske register anerkendes som en gyldig form for gengivelse af tegnet med henblik på bekendtgørelse.

(10)

Af samme årsag bør det ligeledes være tilladt for kontoret at udstede registreringsbeviser, hvor gengivelsen af varemærket er erstattet af et elektronisk link. For beviser, der udstedes efter registreringen, og for at imødekomme anmodninger fremsat på et tidspunkt, hvor registreringsoplysningerne kan have ændret sig, bør der endvidere gives mulighed for at udstede ajourførte udgaver af beviset, hvori relevante senere indskrevne oplysninger i registret er angivet.

(11)

De praktiske erfaringer med anvendelsen af den tidligere ordning viste, at der er behov for at præcisere visse bestemmelser, navnlig i forbindelse med delvis overdragelse og delvis afkald, for at sikre klarhed og retssikkerhed.

(12)

For at sikre retssikkerhed og samtidig opretholde et vis fleksibilitetsniveau er det nødvendigt at fastsætte et minimumsindhold af bestemmelserne for benyttelse af EU-kollektivmærker og EU-certificeringsmærker, der forelægges i henhold til forordning (EU) 2017/1001, med det formål at sætte markedsaktørerne i stand til at benytte sig af denne nye type varemærkebeskyttelse.

(13)

Der bør fastsættes maksimalsatser for omkostninger til repræsentation afholdt af den vindende part i sager ved kontoret under hensyntagen til behovet for at sikre, at forpligtelsen til at afholde omkostninger ikke kan misbruges af den anden part af bl.a. taktiske grunde.

(14)

Af effektivitetshensyn bør kontoret kunne foretage elektroniske bekendtgørelser.

(15)

Det er nødvendigt at sikre en effektiv udveksling af oplysninger mellem kontoret og medlemsstaternes myndigheder som led i administrativt samarbejde, idet der tages behørigt hensyn til de begrænsninger, der gælder med hensyn til aktindsigt.

(16)

Kravene vedrørende begæringer om overgang bør sikre en gnidningsløs og effektiv grænseflade mellem EU-varemærkesystemet og de nationale varemærkesystemer.

(17)

For at strømline sagsbehandlingen ved kontoret bør det være muligt at begrænse indlevering af oversættelser til de dokumentdele, der vedrører sagen. I samme øjemed bør kontoret kun i tvivlstilfælde kunne kræve bevis for, at en oversættelse svarer til originalteksten.

(18)

Af effektivitetshensyn bør visse af kontorets afgørelser vedrørende indsigelser eller begæringer om fortabelse eller ugyldighed af et EU-varemærke træffes af et enkelt medlem.

(19)

Da Unionen har tiltrådt Madridprotokollen er det nødvendigt, at de nærmere bestemmelser om procedurerne for international registrering af varemærker er i fuld overensstemmelse med reglerne i protokollen.

(20)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 udskiftedes de regler, der tidligere var fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 (8), som derfor blev ophævet. Uanset ophævelsen bør visse sager, der er indledt inden datoen for anvendelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431, fortsat være underlagt de særlige bestemmelser i forordning (EF) nr. 2868/95 indtil deres afslutning.

(21)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget vedrørende Gennemførelsesbestemmelser —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes der bestemmelser vedrørende:

a)

de oplysninger, der skal indgå i en ansøgning om et EU-varemærke, som skal indgives til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (»kontoret«)

b)

den dokumentation, der kræves i forbindelse med påberåbelse af prioritet på grundlag af en tidligere ansøgning og for påberåbelse af anciennitet, og de beviser, der skal indgives i forbindelse med påberåbelse af en udstillingsprioritet

c)

de oplysninger, der skal indgå i bekendtgørelsen af en ansøgning om et EU-varemærke

d)

indholdet af en erklæring om deling af en ansøgning, hvordan kontoret skal behandle en sådan erklæring, og de oplysninger, der skal indgå i bekendtgørelsen af den udskilte ansøgning

e)

registreringsbevisets indhold og form

f)

indholdet af en erklæring om deling af en registrering, og hvordan kontoret skal behandle en sådan erklæring

g)

de oplysninger, der skal indgå i ansøgninger om ændring af varemærket og om ændring af navn eller adresse

h)

indholdet af en ansøgning om registrering af en overdragelse, den dokumentation, der kræves til at godtgøre en overdragelse, og hvordan ansøgninger om delvis overdragelse skal behandles

i)

de oplysninger, der skal indgå i en erklæring om afkald, og den dokumentation, der kræves for at fastslå tredjemands enighed

j)

de oplysninger, der skal indgå i bestemmelserne for benyttelse af et EU-kollektivmærke og bestemmelserne for benyttelse af et EU-certificeringsmærke

k)

maksimalsatserne for de omkostninger, der er nødvendige i forbindelse med sagen, og som faktisk er afholdt

l)

visse nærmere bekendtgørelser i EU-Varemærketidende og kontorets meddelelsesblad

m)

de nærmere bestemmelser for, hvordan kontoret og medlemsstaternes myndigheder udveksler oplysninger med hinanden og giver adgang til sagsakter

n)

de oplysninger, der skal indgå i begæringer om overgang og i bekendtgørelsen af en begæring om overgang

o)

i hvilket omfang dokumentation, der skal anvendes i skriftlige sager ved kontoret, kan indgives på et hvilket som helst officielt EU-sprog, og behovet for at tilvejebringe en oversættelse og de nødvendige standarder for oversættelser

p)

de afgørelser, der skal træffes af et enkelt medlem af indsigelses- og annullationsafdelingerne

q)

hvad angår den internationale registrering af varemærker:

i)

den blanket, der skal benyttes ved indgivelse af en international ansøgning

ii)

omstændigheder ved og afgørelser om ugyldighed, der skal meddeles Det Internationale Bureau for Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (»Det Internationale Bureau«), og det relevante tidspunkt for denne meddelelse

iii)

de nærmere krav til begæringer om territorial udstrækning, der er fremsat efter den internationale registrering

iv)

de oplysninger, der skal indgå i en påberåbelse af anciennitet for en international registrering, og hvilke oplysninger der skal meddeles Det Internationale Bureau

v)

de oplysninger, der skal indgå i den ex officio-meddelelse med foreløbigt afslag på beskyttelse, der skal sendes til Det Internationale Bureau

vi)

de oplysninger, der skal indgå i den endelige meddelelse af eller afslag på beskyttelse

vii)

de oplysninger, der skal indgå i meddelelsen om ugyldiggørelse

viii)

de oplysninger, der skal indgå i begæringerne om overgang af en international registrering og i bekendtgørelsen af sådanne begæringer

ix)

de oplysninger, der skal indgå i en ansøgning om omdannelse.

AFSNIT II

ANSØGNINGSPROCEDURE

Artikel 2

Ansøgningens indhold

1.   EU-varemærkeansøgningen skal indeholde:

a)

en anmodning om registrering af varemærket som et EU-varemærke

b)

ansøgerens navn og adresse og den stat, i hvilken ansøgeren har bopæl, hovedsæde eller et forretningssted. For fysiske personer angives efternavn(e) og fornavn(e). For juridiske personer og andre retlige enheder som defineret i artikel 3 i forordning (EU) 2017/1001 angives den officielle betegnelse, herunder enhedens retlige form, der kan forkortes, hvis dette er sædvanligt. Virksomhedens nationale identifikationsnummer kan også angives, hvis et sådant findes. Kontoret kan kræve, at ansøgeren angiver telefonnumre eller andre kontaktoplysninger med henblik på kommunikation ad elektronisk vej som fastlagt af den administrerende direktør. For hver ansøger angives helst kun én adresse. Angives der flere adresser, tages kun den førstnævnte adresse i betragtning, medmindre ansøgeren betegner en af adresserne som postadresse. Hvis der allerede er oplyst et identifikationsnummer til kontoret, er det tilstrækkeligt, at ansøgeren angiver dette nummer og ansøgerens navn

c)

en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket søges registreret, jf. artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001. Fortegnelsen kan, helt eller delvist, udvælges fra en database over forhåndsacceptable vilkår, som kontoret stiller til rådighed

d)

en gengivelse af varemærket, jf. artikel 3 i denne forordning

e)

hvis ansøgeren har udpeget en repræsentant, dennes navn og forretningsadresse eller identifikationsnummer, jf. litra b); hvis repræsentanten har mere end én forretningsadresse, eller hvis der er to eller flere repræsentanter med forskellige forretningsadresser, tages kun den først nævnte adresse i betragtning som postadresse, medmindre det angives i ansøgningen, hvilken adresse der skal benyttes som postadresse

f)

hvis der i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2017/1001 påberåbes prioritet, en erklæring herom med angivelse af datoen for denne ansøgning og i og for hvilket land, den tidligere ansøgning er indgivet

g)

hvis der i henhold til artikel 38 i forordning (EU) 2017/1001 påberåbes udstillingsprioritet, en erklæring herom med angivelse af udstillingens navn og datoen for den første fremvisning af de pågældende varer eller tjenesteydelser

h)

hvis der sammen med ansøgningen påberåbes anciennitet af et eller flere ældre varemærker, der er registreret i en medlemsstat, herunder af et varemærke, der er registreret i Benelux-landene, eller som er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat, jf. artikel 39, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, en erklæring herom med angivelse af den eller de medlemsstater, hvor eller for hvilke det ældre varemærke er registreret, den dato, hvorfra beskyttelsen af det ældre varemærke var gældende, nummeret på den relevante registrering samt en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret. En sådan erklæring kan desuden afgives inden for den frist, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001

i)

hvis det er relevant, en erklæring om, at der ansøges om registrering af et EU-kollektivmærke i henhold til artikel 74 i forordning (EU) 2017/1001 eller om registrering af et EU-certificeringsmærke i henhold til artikel 83 i forordning (EU) 2017/1001

j)

angivelse af, hvilket sprog ansøgningen er indgivet på, og hvilket andet sprog der er valgt, jf. artikel 146, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001

k)

ansøgerens eller dennes repræsentants underskrift i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 (9)

l)

i givet fald anmodningen om en søgningsrapport som omhandlet i artikel 43, stk. 1 eller 2, forordning (EU) 2017/1001.

2.   Ansøgningen kan omfatte en påberåbelse af, at tegnet har opnået fornødent særpræg ved brug i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001, samt en angivelse af, hvorvidt denne påberåbelse er tænkt som en principal eller subsidiær påstand. En sådan påberåbelse kan desuden fremsættes inden for den frist, der er omhandlet i artikel 42, stk. 2, andet punktum, i forordning (EU) 2017/1001.

3.   En ansøgning om registrering af et EU-kollektivmærke eller et EU-certificeringsmærke kan indeholde de regler, der gælder for mærkets benyttelse. Hvis sådanne regler ikke indgår i ansøgningen, skal de fremlægges inden for den frist, der er omhandlet i artikel 75, stk. 1, og artikel 84, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001.

4.   Hvis der er flere ansøgere, bør der i ansøgningen angives én ansøger eller én repræsentant som fælles repræsentant.

Artikel 3

Gengivelse af varemærket

1.   Varemærket skal gengives på en passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi, så længe det kan gengives i registret på en klar, præcis, selvstændig, let tilgængelig, forståelig, varig og objektiv måde for at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden klart og præcist at fastslå genstanden for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.

2.   Gengivelsen af varemærket skal definere genstanden for registreringen. Hvis gengivelsen ledsages af en beskrivelse, jf. stk. 3, litra d), litra e), litra f), nr. ii), litra h), eller stk. 4, skal beskrivelsen stemme overens med gengivelsen, og den må ikke udvide anvendelsesområdet.

3.   Hvis ansøgningen vedrører et varemærke som omhandlet i litra a)-j), skal den indeholde en angivelse heraf. Uden at stk. 1 eller 2 derved tilsidesættes, skal varemærket og dets gengivelse stemme overens med hinanden således:

a)

Når der er tale om et varemærke, der udelukkende består af ord eller bogstaver, tal, andre faste typografiske standardtegn eller en kombination heraf (ordmærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en reproduktion af tegnet med standardskrift og -layout, uden nogen grafisk fremstilling eller farve.

b)

Når der er tale om et varemærke, hvor der anvendes ikke-standardtegn, -stil eller -layout, eller en grafisk fremstilling eller farve (figurmærke), herunder varemærker, som udelukkende består af figurative elementer eller af en kombination af verbale og figurative elementer, skal varemærket gengives, ved at der indgives en reproduktion af tegnet med alle dets elementer og eventuelle farver.

c)

Når der er tale om et varemærke, som består af eller omfatter en tredimensional form, herunder beholdere, emballage, produktet selv eller deres udseende (formmærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives enten en grafisk reproduktion af formen, herunder computergenererede billeder, eller en fotografisk reproduktion. Den grafiske eller fotografiske reproduktion kan indeholde forskellige synsvinkler. Hvis gengivelsen ikke indgives elektronisk, kan den indeholde op til seks forskellige synsvinkler.

d)

Når der er tale om et varemærke, som består af den særlige måde, hvorpå varemærket er anbragt eller fastgjort på produktet (positionsmærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en reproduktion, der på passende vis anskueliggør varemærkets placering, samt dets størrelse og proportioner, i forhold til de pågældende varer. Elementer, der ikke er genstand for registreringen, skal være visuelt udskilt, helst ved hjælp af stiplede linjer. Gengivelsen kan ledsages af en beskrivelse med nærmere oplysninger om, hvordan tegnet er fastgjort på varerne.

e)

Når der er tale om et varemærke, der udelukkende består af et sæt elementer, der gentages regelmæssigt (mønstermærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en reproduktion, der viser gentagelsesmønstret. Gengivelsen kan ledsages af en beskrivelse med nærmere oplysninger om, hvordan elementerne gentages regelmæssigt.

f)

Når der er tale om et farvemærke,

i)

og varemærket udelukkende består af en enkelt farve, uden konturer, skal det gengives, ved at der indgives en reproduktion af farven og en angivelse af farven ved en henvisning til en almindeligt anerkendt farvekode

ii)

og varemærket udelukkende består af en kombination af farver, uden konturer, skal det gengives, ved at der indgives en reproduktion, der viser farvekombinationens systematiske disponering på en ensartet og forud fastlagt måde samt en angivelse af de pågældende farver ved en henvisning til en almindeligt anerkendt farvekode. Der kan også vedlægges en nærmere beskrivelse af den systematiske disponering af farverne på en ensartet og forudbestemt måde.

g)

Når der er tale om et varemærke, der udelukkende består af en lyd eller en kombination af lyde (lydmærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en lydfil med en gengivelse af lyden, eller ved en nøjagtig gengivelse af lyden i nodeskrift.

h)

Når der er tale om et varemærke, der består af eller omfatter en bevægelse eller en ændring i placeringen af varemærkets elementer (bevægelsesmærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives et videoklip eller ved en række på hinanden følgende stillbilleder, der viser bevægelsen eller ændringen af placeringen. Hvis der anvendes stillbilleder, kan de være nummereret eller ledsaget af en beskrivelse, der forklarer sekvensen.

i)

Når der er tale om et varemærke, der består eller bliver til af en kombination af billede og lyd (multimediemærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en audiovisuel fil, der indeholder kombinationen af billedet og lyden.

j)

Når der er tale om et varemærke, der består af elementer med holografiske karakteristika (hologrammærke), skal varemærket gengives, ved at der indgives en videofil eller en grafisk eller fotografisk reproduktion med de synsvinkler, der er nødvendige for i tilstrækkelig grad at kunne anskueliggøre hologrammet i sin helhed.

4.   Hvis varemærket ikke tilhører nogen af de i stk. 3 anførte typer, skal gengivelsen af det opfylde de standarder, der er fastsat i stk. 1, og den kan ledsages af en beskrivelse.

5.   Hvis gengivelsen indgives elektronisk, kan kontorets administrerende direktør fastlægge formaterne og størrelsen af den elektroniske fil samt alle andre relevante tekniske specifikationer.

6.   Hvis gengivelsen ikke indgives elektronisk, gengives varemærket adskilt fra ansøgningens tekstblad på ét enkelt ark. Det ark, varemærket gengives på, skal indeholde alle relevante synsvinkler eller billeder og må ikke være større end format DIN A4 (29,7 cm i højden, 21 cm i bredden). Der skal være en margen på mindst 2,5 cm hele vejen rundt.

7.   Hvis det ikke fremgår af sig selv, hvordan varemærket skal vende, angives det ved tilføjelse af ordet »op« på hver gengivelse.

8.   Gengivelsen af varemærket skal være af en kvalitet, som giver mulighed for:

a)

formindskelse til mindst 8 cm i bredden og 8 cm i højden eller

b)

forstørrelse til højst 8 cm i bredden og 8 cm i højden.

9.   Indgivelse af en prøve eller en model udgør ikke en korrekt gengivelse af varemærket.

Artikel 4

Påberåbelse af prioritet

1.   Påberåbes der sammen med ansøgningen prioritet på grundlag af en eller flere tidligere ansøgninger, jf. artikel 35 i forordning (EU) 2017/1001, skal ansøgeren inden for en frist på tre måneder fra ansøgningsdatoen oplyse den tidligere ansøgnings journalnummer og indgive en kopi heraf. I denne kopi angives ansøgningsdatoen for den tidligere ansøgning.

2.   Hvis sproget i den tidligere ansøgning, for hvilken der påberåbes prioritet, ikke er et af kontorets sprog, skal ansøgeren, hvis det kræves af kontoret, give kontoret en oversættelse af den tidligere ansøgning til det af kontorets sprog, der anvendes som første eller andet sprog i ansøgningen, inden for en af kontoret fastsat frist.

3.   Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis den påberåbte prioritet vedrører en eller flere tidligere registreringer.

Artikel 5

Udstillingsprioritet

Påberåbes der sammen med ansøgningen en udstillingsprioritet, jf. artikel 38, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, skal ansøgeren senest tre måneder efter ansøgningsdatoen indgive en attest, som skal være udstedt under udstillingen af den myndighed, under hvilken beskyttelse af industriel ejendomsret på den pågældende udstilling henhører. Attesten skal bekræfte, at varemærket er blevet brugt for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen. Den skal også angive udstillingens åbningsdag og datoen for den første offentlige brug, hvis den er forskellig fra udstillingens åbningsdag. Attesten skal være ledsaget af en beskrivelse af varemærkets faktiske brug, som den pågældende myndighed skal bekræfte.

Artikel 6

Påberåbelse af et nationalt varemærkes anciennitet før registrering af EU-varemærket

Hvis ancienniteten af et ældre registreret varemærke, jf. artikel 39, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, påberåbes i henhold til artikel 39, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, skal ansøgeren fremsende en kopi af den relevante registrering, senest tre måneder efter at kontoret har modtaget påberåbelsen af anciennitet.

Artikel 7

Indholdet af ansøgningens bekendtgørelse

Bekendtgørelsen af ansøgningen skal indeholde:

a)

ansøgerens navn og adresse

b)

hvis der er udpeget en repræsentant, og dette ikke er en repræsentant som omhandlet i artikel 119, stk. 3, første punktum, i forordning (EU) 2017/1001, vedkommendes navn og forretningsadresse. Er der udpeget flere repræsentanter med samme forretningsadresse, bekendtgøres kun navn og forretningsadresse for den først nævnte repræsentant fulgt af ordene »og andre«. Er der udpeget flere repræsentanter med forskellige forretningsadresser, bekendtgøres kun postadressen, jf. nærværende forordnings artikel 2, stk. 1, litra e). Er der udnævnt en sammenslutning af repræsentanter, jf. artikel 74, stk. 8, i delegeret forordning (EU) 2018/625, bekendtgøres kun sammenslutningens navn og forretningsadresse

c)

en gengivelse af varemærket med de elementer og beskrivelser, der er anført i artikel 3, hvis det er relevant. Hvis gengivelsen er blevet indgivet i form af en elektronisk fil, skal der gives adgang til den ved hjælp af et link til den pågældende fil

d)

en fortegnelse over de pågældende varer eller tjenesteydelser, grupperet efter Niceklassifikationens klasser, idet nummeret på den klasse i klassifikationen, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, anføres foran hver gruppe, og idet hver gruppe opføres i den rækkefølge, der er angivet i klassifikationen

e)

ansøgningsdato og journalnummer

f)

hvis det er relevant, oplysninger om påberåbelse af prioritet indgivet af ansøgeren i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2017/1001

g)

hvis det er relevant, oplysninger om påberåbelse af udstillingsprioritet indgivet af ansøgeren i henhold til artikel 38 i forordning (EU) 2017/1001

h)

hvis det er relevant, oplysninger om påberåbelse af prioritet indgivet af ansøgeren i henhold til artikel 39 i forordning (EU) 2017/1001

i)

hvis det er relevant, en erklæring i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001 om, at varemærket har fået fornødent særpræg for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det søges registreret, som følge af den brug, der er gjort af det

j)

hvis det er relevant, en erklæring om, at ansøgningen gælder et EU-kollektivmærke eller et EU-certificeringsmærke

k)

en angivelse af det sprog, ansøgningen er indgivet på, og det andet sprog, som ansøgeren har angivet i henhold til artikel 146, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001

l)

hvis det er relevant, en erklæring om, at ansøgningen skyldes en omdannelse af en international registrering, hvor Unionen er designeret, i henhold til artikel 204, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, samt datoen for den internationale registrering i henhold til Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, eller datoen for registrering i det internationale register af den territoriale udstrækning til Unionen efter den internationale registrering i henhold til Madridprotokollens artikel 3b, stk. 2, og, hvis det er relevant, datoen for den internationale registrerings prioritet.

Artikel 8

Deling af ansøgningen

1.   En erklæring om deling af ansøgningen i henhold til artikel 50 i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

ansøgningens journalnummer

b)

ansøgerens navn og adresse, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

fortegnelsen over de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den udskilte ansøgning, eller, hvis delingen vedrører mere end en ansøgning, fortegnelsen over varerne eller tjenesteydelserne i hver enkelt udskilt ansøgning

d)

fortegnelsen over de varer eller tjenesteydelser, der fortsat skal være omfattet af den oprindelige ansøgning.

2.   Kontoret opretter en særskilt akt for hver udskilt ansøgning, som skal indeholde en fuldstændig kopi af akten for den oprindelige ansøgning, herunder erklæringen om deling og korrespondancen i forbindelse hermed. Kontoret giver den udskilte ansøgning et nyt ansøgningsnummer.

3.   Bekendtgørelsen af hver udskilt ansøgning skal indeholde de angivelser og elementer, der er fastsat i artikel 7.

AFSNIT III

REGISTRERINGSPROCEDURE

Artikel 9

Registreringsbevis

Det registreringsbevis, der udstedes i overensstemmelse med artikel 51, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, skal indeholde de indførelser i registret, der er anført i artikel 111, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, og en erklæring om, at disse oplysninger er indført i registret. Hvis gengivelsen af mærket indgives i form af en elektronisk fil, skal der gives adgang til den ved hjælp af et link til den pågældende fil. Registreringsbeviset skal, hvis det er relevant, suppleres med et ekstrakt, der viser alle de oplysninger, der skal indføres i registret, i henhold til i artikel 111, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001, og en erklæring om, at disse oplysninger er indført i registret.

Artikel 10

Indholdet af ansøgningen om ændring af en registrering

En ansøgning om ændring af en registrering i henhold til artikel 54, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

EU-varemærkets registreringsnummer

b)

EU-varemærkeindehaverens navn og adresse, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

en angivelse af det element i EU-varemærkets gengivelse, der skal ændres, samt af det pågældende element i dets ændrede version, jf. artikel 54, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001

d)

en gengivelse af EU-varemærket som ændret, jf. artikel 3 i nærværende forordning.

Artikel 11

Erklæring om deling af en registrering

1.   En erklæring om deling af en registrering i henhold til artikel 56, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

EU-varemærkets registreringsnummer

b)

EU-varemærkeindehaverens navn og adresse, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

fortegnelsen over de varer eller tjenesteydelser, der skal udgøre den udskilte registrering, eller, hvis delingen vedrører mere end en registrering, fortegnelsen over varerne eller tjenesteydelserne i hver enkelt udskilt registrering

d)

fortegnelsen over de varer eller tjenesteydelser, der fortsat skal være omfattet af den oprindelige registrering.

2.   Kontoret opretter en særskilt akt for den udskilte registrering, som skal indeholde en fuldstændig kopi af akten for den oprindelige registrering, herunder erklæringen om deling og korrespondancen i forbindelse hermed. Kontoret giver den udskilte registrering et nyt registreringsnummer.

Artikel 12

Indholdet af en anmodning om ændring af navn eller adresse på EU-varemærkeindehaveren eller EU-varemærkeansøgeren

En anmodning om ændring af navnet eller adressen på indehaveren af et registreret EU-varemærke i henhold til artikel 55, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

EU-varemærkets registreringsnummer

b)

navn og adresse på indehaveren af EU-varemærket som indført i registret, medmindre kontoret allerede har givet indehaveren et identifikationsnummer, i hvilket tilfælde det er tilstrækkeligt for ansøgeren at anføre nummeret samt indehaverens navn

c)

angivelse af EU-varemærkeindehaverens nye navn og adresse, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning.

Stk. 1, litra b) og c), finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår en anmodning om ændring af navn eller adresse for EU-varemærkeansøgeren. En sådan anmodning skal også indeholde ansøgningsnummeret.

AFSNIT IV

Overdragelse

Artikel 13

Ansøgning om registrering af en overdragelse

1.   En ansøgning om registrering af en overdragelse i henhold til artikel 20, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

EU-varemærkets registreringsnummer

b)

oplysninger om den nye indehaver, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

angivelse af de registrerede varer eller tjenesteydelser, som overdragelsen vedrører, hvis ikke alle registrerede varer eller tjenesteydelser er omfattet af overdragelsen

d)

behørigt bevis for overdragelsen i henhold til artikel 20, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2017/1001

e)

hvis det er relevant, navn og forretningsadresse på den nye indehavers repræsentant, jf. artikel 2, stk. 1, litra e), i nærværende forordning.

2.   Stk. 1, litra b)-e), finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår en ansøgning om registrering af en overdragelse af en EU-varemærkeansøgning.

3.   Med henblik på stk. 1, litra d), anses følgende for tilstrækkeligt bevis for overdragelse:

a)

underskrivelsen af ansøgningen om registrering af overdragelsen foretaget af den registrerede indehaver eller dennes repræsentant og af den efterfølgende rettighedshaver eller dennes repræsentant

b)

hvis ansøgningen indgives af den registrerede indehaver eller dennes repræsentant, en erklæring underskrevet af den efterfølgende rettighedsindehaver eller dennes repræsentant om, at han er indforstået med registreringen af overdragelsen

c)

hvis ansøgningen indgives af den efterfølgende rettighedsindehaver, en erklæring, underskrevet af den registrerede indehaver eller dennes repræsentant, om, at den registrerede indehaver er indforstået med, at den efterfølgende rettighedshaver registreres

d)

underskrivelsen af en udfyldt overdragelsesblanket eller et overdragelsesdokument, jf. artikel 65, stk. 1, litra e), i delegeret forordning (EU) 2018/625, foretaget af den registrerede indehaver eller dennes repræsentant og af den efterfølgende rettighedsindehaver eller dennes repræsentant.

Artikel 14

Behandling af ansøgninger om delvis overdragelse

1.   Hvis ansøgningen om registrering af en overdragelse kun vedrører nogle af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal ansøgeren fordele varerne eller tjenesteydelserne i den oprindelige registrering mellem den tilbageblevne registrering og ansøgningen om delvis overdragelse, således at varerne eller tjenesteydelserne i den tilbageblevne registrering og den nye registrering ikke overlapper hinanden.

2.   Kontoret opretter en særskilt akt for den nye registrering, som skal indeholde en fuldstændig kopi af akten for den oprindelige registrering, herunder ansøgningen om registrering af den delvise overdragelse og korrespondancen i forbindelse hermed. Kontoret giver den nye registrering et nyt registreringsnummer.

3.   Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår en ansøgning om registrering af en overdragelse af en EU-varemærkeansøgning. Kontoret giver den nye EU-varemærkeansøgning et nyt ansøgningsnummer.

AFSNIT V

AFKALD

Artikel 15

Afkald

1.   En erklæring om afkald i henhold til artikel 57, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 skal indeholde:

a)

EU-varemærkets registreringsnummer

b)

indehaverens navn og adresse, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

hvis afkaldet kun gives for nogle af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, en angivelse af, hvilke varer eller tjenesteydelser varemærket forbliver registreret for.

2.   Hvis en tredjemands rettighed vedrørende EU-varemærket er indført i registret, er en erklæring om samtykke til afkaldet, der er underskrevet af rettighedsindehaveren eller dennes repræsentant, tilstrækkeligt bevis for denne tredjeparts samtykke til afkaldet.

AFSNIT VI

EU-KOLLEKTIVMÆRKER OG EU-CERTIFICERINGSMÆRKER

Artikel 16

Indholdet af bestemmelserne for benyttelse af EU-kollektivmærker

Bestemmelserne for benyttelse af EU-kollektivmærker, jf. artikel 75, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, skal indeholde:

a)

ansøgerens navn

b)

sammenslutningens formål eller formålet med stiftelsen af den juridiske offentligretlige person

c)

de organer, der er bemyndiget til at repræsentere sammenslutningen eller den juridiske offentligretlige person

d)

hvis det drejer sig om en sammenslutning, betingelserne for medlemskab

e)

en gengivelse af EU-kollektivmærket

f)

de personer, som har ret til at benytte EU-kollektivmærket

g)

eventuelle betingelser for benyttelse af EU-kollektivmærket, herunder sanktioner

h)

de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af et EU-kollektivmærke, herunder, hvis det er relevant, enhver begrænsning, der er indført som følge af anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra j), k) eller l), i forordning (EU) 2017/1001

i)

hvis det er relevant, den ret, der er omhandlet i artikel 75, stk. 2, andet punktum, i forordning (EU) 2017/1001.

Artikel 17

Indholdet af bestemmelserne for benyttelse af EU-certificeringsmærker

Bestemmelserne for benyttelse af EU-certificeringsmærker, jf. artikel 84 i forordning (EU) 2017/1001, skal indeholde:

a)

ansøgerens navn

b)

en erklæring om, at ansøgeren opfylder kravene i artikel 83, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001

c)

en gengivelse af EU-certificeringsmærket

d)

de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af EU-certificeringsmærket

e)

de egenskaber for varer eller tjenesteydelser, der skal certificeres af EU-certificeringsmærket, f.eks. materialet, den måde, hvorpå varerne fremstilles eller tjenesteydelserne ydes, kvalitet eller nøjagtighed

f)

betingelserne for benyttelse af EU-certificeringsmærket, herunder sanktioner

g)

de personer, som har ret til at benytte EU-certificeringsmærket

h)

hvordan certificeringsorganet skal afprøve disse egenskaber og overvåge benyttelsen af EU-certificeringsmærket.

AFSNIT VII

OMKOSTNINGER

Artikel 18

Maksimalsatser for omkostninger

1.   De omkostninger, der er omhandlet i artikel 109, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) 2017/1001, udredes af den tabende part på grundlag af følgende maksimalsatser:

a)

hvis den vindende part ikke er blevet repræsenteret af en repræsentant, den pågældende parts rejse- og opholdsudgifter for én person for hen- og tilbagerejse mellem bopæl eller forretningssted og det sted, hvor den mundtlige forhandling finder sted, jf. artikel 49 i delegeret forordning (EU) 2018/625:

i)

udgifterne til en jernbanebillet på 1. klasse, inkl. de sædvanlige befordringstillæg, hvis den samlede afstand pr. jernbane ikke overstiger 800 km, eller til en flybillet på turistklasse, hvis den samlede afstand pr. jernbane udgør mere end 800 km, eller hvis der skal benyttes søvej

ii)

opholdsudgifter som fastsat i artikel 13 i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Unionen og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (10)

b)

rejseudgifter til repræsentanter, jf. artikel 120, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, til de satser, der følger af litra a), nr. i), i dette stykke

c)

omkostninger til repræsentation, jf. artikel 120, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, der er afholdt af den vindende part:

i)

i en indsigelsessag: 300 EUR

ii)

i en sag om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed: 450 EUR

iii)

i en klagesag: 550 EUR

iv)

hvis der er afholdt mundtlig forhandling, hvortil parterne er blevet indkaldt, jf. artikel 49 i delegeret forordning (EU) 2018/625, hæves det i nr. i), ii) eller iii) nævnte beløb med 400 EUR.

2.   Er der flere EU-varemærkeansøgere eller -indehavere, eller er der flere indsigende parter eller begærende parter i en sag om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, der har indgivet indsigelsen eller begæringen om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed i forening, udreder den tabende part kun de i stk. 1, litra a), nævnte omkostninger til én sådan person.

3.   Er den vindende part blevet repræsenteret af flere repræsentanter, jf. artikel 120, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, udreder den tabende part kun de i nærværende artikels stk. 1, litra b) og c), nævnte omkostninger til én repræsentant.

4.   Det kan ikke kræves, at den tabende part skal godtgøre den vindende part andre end de i stk. 1, 2 og 3 nævnte omkostninger, udgifter eller salærer i forbindelse med sager ved kontoret.

AFSNIT VIII

REGELMÆSSIGT UDKOMMENDE PUBLIKATIONER

Artikel 19

Regelmæssigt udkommende publikationer

1.   Hvis der offentliggøres oplysninger i EU-Varemærketidende i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1001, delegeret forordning (EU) 2018/625 eller nærværende forordning, anses den pågældende EU-Varemærketidendes udgivelsesdato for at være den dato, hvor oplysningerne blev bekendtgjort.

2.   Indeholder indførelser vedrørende registrering af et varemærke ingen ændringer i forhold til bekendtgørelsen af ansøgningen, bekendtgøres sådanne indførelser ved en henvisning til de oplysninger, der er indeholdt i bekendtgørelsen af ansøgningen.

3.   Kontoret kan gøre udgaver af kontorets meddelelsesblad offentligt tilgængelige i elektronisk form.

AFSNIT IX

ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE

Artikel 20

Udveksling af oplysninger mellem kontoret og medlemsstaternes myndigheder

1.   Kontoret og medlemsstaternes centrale myndigheder for industriel ejendomsret, herunder Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, meddeler efter anmodning hinanden relevante oplysninger om indgivelse af ansøgninger om registrering af EU-varemærker eller nationale varemærker og om sager, der vedrører sådanne ansøgninger, og de på grundlag heraf registrerede varemærker, jf. dog artikel 152 i forordning (EU) 2017/1001.

2.   Kontoret og medlemsstaternes domstole eller myndigheder udveksler oplysninger med henblik på forordning (EU) 2017/1001 direkte eller via de centrale myndigheder for industriel ejendomsret i medlemsstaterne.

3.   Udgifter i forbindelse med meddelelser i henhold til stk. 1 og 2 afholdes af den myndighed, der giver meddelelsen. Sådanne meddelelser er gebyrfrie.

Artikel 21

Adgang til sagsakter

1.   Aktindsigt for domstole eller myndigheder i medlemsstaterne vedrørende EU-varemærkeansøgninger eller registrerede EU-varemærker opnås ved indsigt i de originale dokumenter eller kopier heraf eller i elektroniske datamedier, hvis akterne er opbevaret på denne måde.

2.   Kontoret skal på tidspunktet for fremsendelse af sagsakter vedrørende EU-varemærker, der er ansøgt om eller registreret, eller kopier heraf, til domstolene eller anklagemyndighederne i medlemsstaterne angive, hvilke begrænsninger der gælder med hensyn til aktindsigt i henhold til artikel 114 i forordning (EU) 2017/1001.

3.   Medlemsstaternes domstole og anklagemyndigheder kan under de for dem verserende retssager give tredjemand indsigt i de akter eller kopier, kontoret har fremsendt til dem. Aktindsigten foregår i overensstemmelse med artikel 114 i forordning (EU) 2017/1001.

AFSNIT X

OVERGANG

Artikel 22

Indholdet af en begæring om overgang

En begæring om en EU-varemærkeansøgnings eller et registreret EU-varemærkes overgang til national varemærkeansøgning, jf. artikel 139 i forordning (EU) 2017/1001, skal indeholde:

a)

navn og adresse på den, der ansøger om overgang, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

b)

EU-varemærkeansøgningens journalnummer eller EU-varemærkets registreringsnummer

c)

en angivelse af grunden til overgang, jf. artikel 139, stk. 1, litra a) eller b), i forordning (EU) 2017/1001

d)

en angivelse af den eller de medlemsstater, for hvilke der fremsættes begæring om overgang

e)

hvis begæringen ikke omfatter alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærkeansøgningen er indgivet, eller for hvilke varemærket er blevet registreret, en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der fremsættes begæring om overgang til national ansøgning, og fremsættes der begæring om overgang til national ansøgning for mere end én medlemsstat, og fortegnelsen over varerne eller tjenesteydelserne ikke er den samme for alle medlemsstaterne, en angivelse af de respektive varer eller tjenesteydelser for hver enkelt medlemsstat

f)

hvis der begæres overgang i henhold til artikel 139, stk. 6, i forordning (EU) 2017/1001 med den begrundelse, at et EU-varemærkes retsvirkning er ophørt som følge af en afgørelse truffet af en EU-varemærkedomstol, en angivelse af, på hvilken dato denne afgørelse blev endelig, samt en kopi af afgørelsen, som kan indgives på det sprog, afgørelsen er truffet på.

Artikel 23

Indholdet af en bekendtgørelse af en begæring om overgang

En bekendtgørelse af en begæring om overgang, jf. artikel 140, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, skal indeholde:

a)

journalnummeret eller registreringsnummeret på det EU-varemærke, for hvilket der begæres overgang

b)

en henvisning til tidligere bekendtgørelser af begæringen eller registreringen i EU-Varemærketidende

c)

en angivelse af den eller de medlemsstater, som begæringen tager sigte på

d)

hvis begæringen ikke omfatter alle de varer eller tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærkeansøgningen er indgivet, eller for hvilke EU-varemærket er blevet registreret, en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som begæringen om overgang til national ansøgning vedrører

e)

hvis der begæres overgang for mere end én medlemsstat og fortegnelsen over varer eller tjenesteydelser ikke er den samme for alle medlemsstaterne, en angivelse af de respektive varer eller tjenesteydelser for hver enkelt medlemsstat

f)

datoen for indgivelsen af begæringen om overgang.

AFSNIT XI

SPROG

Artikel 24

Indgivelse af dokumentation i skriftlige sager

Medmindre andet er fastsat i nærværende forordning eller i delegeret forordning (EU) 2018/625, kan dokumentation, der skal anvendes i skriftlige sager ved kontoret, indgives på et hvilket som helst af Unionens officielle sprog. Hvis denne dokumentation er affattet på et andet sprog end proceduresproget som fastsat i overensstemmelse med artikel 146 i forordning (EU) 2017/1001, kan kontoret på eget initiativ eller efter begrundet anmodning fra den anden part kræve, at der inden for en af kontoret fastsat frist tilvejebringes en oversættelse til proceduresproget.

Artikel 25

Standard for oversættelser

1.   Skal der indgives en oversættelse af et dokument til kontoret, skal det fremgå af oversættelsen, hvilket dokument den vedrører, og oversættelsen skal gengive strukturen og indholdet af originalen af det pågældende dokument. Hvis en part har anført, at kun dele af dokumentet er relevante, kan oversættelsen begrænses til de pågældende dele.

2.   Medmindre andet er fastsat i forordning (EU) 2017/1001, i delegeret forordning (EU) 2018/625 eller i nærværende forordning, anses et dokument, for hvilket der skal indgives en oversættelse, for ikke at være modtaget af kontoret i følgende tilfælde:

a)

hvis oversættelsen modtages af kontoret efter udløbet af den pågældende frist for at indgive originalen af det pågældende dokument eller oversættelsen

b)

hvis den i artikel 26 i nærværende forordning omhandlede bekræftelse ikke indgives inden for den af kontoret fastsatte frist.

Artikel 26

Oversættelsers retsgyldighed

Medmindre der foreligger bevis for eller indikationer på det modsatte, skal kontoret gå ud fra, at en oversættelse svarer til den oprindelige tekst. I tvivlstilfælde kan kontoret forlange, at der inden for en given frist indgives en bekræftelse af, at oversættelsen svarer til den oprindelige tekst.

AFSNIT XII

KONTORETS ORGANISATION

Artikel 27

Afgørelser truffet af et enkelt medlem af en indsigelsesafdeling eller en annullationsafdeling

I henhold til artikel 161, stk. 2, eller artikel 163, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 træffer et enkelt medlem af en indsigelsesafdeling eller en annullationsafdeling følgende typer afgørelser:

a)

afgørelser om fordelingen af omkostningerne

b)

afgørelser om fastsættelse af størrelsen af de omkostninger, der skal betales i henhold til artikel 109, stk. 7, første punktum, i forordning (EU) 2017/1001

c)

afgørelser om at afbryde sagsbehandlingen eller afgørelser, som bekræfter, at det ikke er nødvendigt at træffe afgørelse om realiteten

d)

afgørelser om at afvise en indsigelse inden udløbet af fristen, jf. artikel 6, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2018/625

e)

afgørelser om at udsætte sagens behandling

f)

afgørelser om at behandle flere indsigelser under ét eller særskilt, jf. artikel 9, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2018/625.

AFSNIT XIII

PROCEDURER FOR INTERNATIONAL REGISTRERING AF VAREMÆRKER

Artikel 28

Blanket, der skal benyttes ved indgivelse af en international ansøgning

Den blanket, som kontoret stiller til rådighed med henblik på indgivelse af en international ansøgning, jf. artikel 184, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, skal omfatte alle elementer af den officielle blanket, der stilles til disposition af Det Internationale Bureau. Ansøgerne kan også anvende den officielle blanket, der stilles til disposition af Det Internationale Bureau.

Artikel 29

Omstændigheder og afgørelser vedrørende ugyldighed, som skal meddeles Det Internationale Bureau

1.   Kontoret giver i følgende tilfælde Det Internationale Bureau meddelelse senest fem år efter datoen for den internationale registrering:

a)

hvis den EU-varemærkeansøgning, som den internationale registrering var baseret på, er blevet trukket tilbage, anses for at være blevet trukket tilbage eller er blevet afvist ved en endelig afgørelse for så vidt angår alle eller nogle af de varer eller tjenesteydelser, der er anført i den internationale registrering

b)

hvis det EU-varemærke, som den internationale registrering var baseret på, ikke længere har retsvirkning, fordi der er blevet givet afkald på det, eller fordi det ikke er blevet fornyet, er blevet erklæret fortabt eller er blevet erklæret ugyldigt af kontoret ved en endelig afgørelse eller, på grundlag af et modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, af en EU-varemærkedomstol for så vidt angår alle eller nogle af de varer eller tjenesteydelser, der er anført i den internationale registrering

c)

hvis den EU-varemærkeansøgning eller det EU-varemærke, som den internationale registrering var baseret på, er blevet opdelt i to ansøgninger eller registreringer.

2.   Den i stk. 1 omhandlede meddelelse skal omfatte:

a)

nummeret på den internationale registrering

b)

navnet på indehaveren af den internationale registrering

c)

de omstændigheder og afgørelser, der berører den tilgrundliggende ansøgning eller registrering, samt den faktiske dato for disse omstændigheder og afgørelser

d)

i det i stk. 1, litra a) eller b), omhandlede tilfælde, begæringen om at annullere den internationale registrering

e)

hvis den i stk. 1, litra a) eller b), omhandlede handling kun berører den tilgrundliggende ansøgning eller registrering med hensyn til nogle af varerne eller tjenesteydelserne, disse varer eller tjenesteydelser eller de varer eller tjenesteydelser, som ikke er berørt

f)

i det i stk. 1, litra c), omhandlede tilfælde, nummeret på hver EU-varemærkeansøgning eller -registrering, der er berørt.

3.   Kontoret giver i følgende tilfælde Det Internationale Bureau meddelelse ved udløbet af en periode på fem år efter datoen for den internationale registrering:

a)

hvis der verserer en klagesag vedrørende en undersøgers afgørelse om at afslå den EU-varemærkeansøgning, som den internationale registrering var baseret på, i henhold til artikel 42 i forordning (EU) 2017/1001

b)

hvis der verserer en indsigelsesprocedure vedrørende den EU-varemærkeansøgning, som den internationale registrering var baseret på

c)

hvis der er indgivet begæring om, at det EU-varemærke, som den internationale registrering var baseret på, erklæres fortabt eller ugyldigt

d)

hvis der i EU-varemærkeregistret er indført en oplysning om, at der ved en EU-varemærkedomstol er blevet fremsat modkrav med påstand om, at det EU-varemærke, som den internationale registrering var baseret på, erklæres fortabt eller ugyldigt, men der endnu ikke i registret er indført en henvisning til EU-varemærkedomstolens afgørelse om modkravet.

4.   Når de i stk. 3 omhandlede procedurer er afsluttet ved en endelig afgørelse eller en indførelse i registret, giver kontoret Det Internationale Bureau meddelelse herom i overensstemmelse med stk. 2.

5.   Ved et EU-varemærke, som den internationale registrering var baseret på, forstås i stk. 1 og 3 også en EU-varemærkeregistrering som følge af en EU-varemærkeansøgning, som den internationale ansøgning var baseret på.

Artikel 30

Begæring om territorial udstrækning fremsat efter den internationale registrering

1.   En begæring om territorial udstrækning indgivet til kontoret i henhold til artikel 187, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001 skal opfylde følgende krav:

a)

Den skal indgives ved hjælp af en af de i artikel 31 i denne forordning omhandlede formularer og skal indeholde alle de angivelser og oplysninger, der kræves i den blanket, der anvendes.

b)

Den indeholder oplysning om nummeret på den internationale registrering, som den vedrører.

c)

Fortegnelsen over varer eller tjenesteydelser skal være omfattet af den fortegnelse over varer eller tjenesteydelser, der er indeholdt i den internationale registrering.

d)

Ansøgeren skal, på grundlag af angivelserne i den internationale blanket, være berettiget til at foretage en designering via kontoret efter den internationale registrering i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, nr. ii), og artikel 3b, stk. 2, i Madridprotokollen.

2.   Hvis en begæring om territorial udstrækning ikke opfylder alle de krav, der er fastsat i stk. 1, skal kontoret opfordre ansøgeren til at afhjælpe de konstaterede mangler inden for en af kontoret fastsat frist.

Artikel 31

Blanket, der skal anvendes til en begæring om territorial udstrækning

Den blanket, som kontoret stiller til rådighed med henblik på en begæring om territorial udstrækning efter en international registrering, jf. artikel 187, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, skal omfatte alle elementer af den officielle blanket, der stilles til disposition af Det Internationale Bureau. Ansøgerne kan også anvende den officielle blanket, der stilles til disposition af Det Internationale Bureau.

Artikel 32

Påberåbelse af anciennitet over for kontoret

1.   Uden at det tilsidesætter artikel 39, stk. 7, i forordning (EU) 2017/1001, skal en påberåbelse af anciennitet i henhold til artikel 192, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001 indeholde:

a)

registreringsnummeret på den internationale registrering

b)

navn og adresse på indehaveren af den internationale registrering, jf. artikel 2, stk. 1, litra b), i nærværende forordning

c)

angivelse af den eller de medlemsstater, i eller for hvilke(n) det ældre varemærke er registreret

d)

nummeret på og indgivelsesdatoen for den relevante registrering

e)

en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er registreret, og af dem, for hvilke der påberåbes anciennitet

f)

en kopi af det relevante registreringsbevis.

2.   Hvis indehaveren af den internationale registrering skal lade sig repræsentere i sager ved kontoret i henhold til artikel 119, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001, skal påberåbelsen af anciennitet indeholde udpegelsen af en repræsentant, jf. artikel 120, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001.

3.   Hvis kontoret har accepteret påberåbelsen af anciennitet, skal kontoret underrette Det Internationale Bureau herom ved at oplyse følgende:

a)

nummeret på den pågældende internationale registrering

b)

navn på den eller de medlemsstater, i eller for hvilke(n) det ældre varemærke er registreret

c)

nummeret på den relevante registrering

d)

den dato, fra hvilken den relevante registrering fik virkning.

Artikel 33

Ex officio-meddelelse med foreløbigt afslag til Det Internationale Bureau

1.   En ex officio-meddelelse af et foreløbigt afslag på beskyttelse af den internationale registrering i sin helhed eller delvis, som skal afgives til Det Internationale Bureau i henhold til artikel 193, stk. 2 og 5, i forordning (EU) 2017/1001, skal, jf. dog kravene i artikel 193, stk. 3 og 4, i samme forordning, indeholde følgende:

a)

nummeret på den internationale registrering

b)

en henvisning til de bestemmelser i forordning (EU) 2017/1001, som er relevante for det foreløbige afslag

c)

en oplysning om, at det foreløbige afslag på beskyttelse vil blive bekræftet ved en afgørelse truffet af kontoret, hvis indehaveren af den internationale registrering ikke afhjælper grundene til afslaget ved at indgive sine bemærkninger til kontoret inden for to måneder fra den dato, hvor kontoret giver meddelelse om det foreløbige afslag

d)

hvis det foreløbige afslag kun vedrører en del af varerne eller tjenesteydelserne, en angivelse af disse varer eller tjenesteydelser.

2.   For hver ex officio-meddelelse med foreløbigt afslag til Det Internationale Bureau, og forudsat at tidsfristen for at gøre indsigelse er udløbet, og at der ikke er meddelt foreløbigt afslag på grundlag af en indsigelse, jf. artikel 78, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2018/625, oplyser kontoret Det Internationale Bureau om følgende:

a)

hvis det foreløbige afslag som følge af behandlingen ved kontoret er blevet trukket tilbage, at varemærket er beskyttet i Unionen

b)

hvis en afgørelse om afslag på beskyttelse af varemærket er blevet endelig i givet fald efter en klage i henhold til artikel 66 i forordning (EU) 2017/1001 eller en indbringelse af sagen for Retten i henhold til artikel 72 i forordning (EU) 2017/1001, at der er givet afslag på beskyttelse af varemærket i Unionen

c)

hvis afslaget i henhold til litra b) kun vedrører en del af varerne eller tjenesteydelserne, de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet i Unionen.

Artikel 34

Meddelelse af ugyldiggørelse af virkningerne af en international registrering til Det Internationale Bureau

Den meddelelse, der er omhandlet i artikel 198, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001, skal være dateret og indeholde:

a)

en angivelse af, at kontoret har truffet afgørelse om ugyldiggørelse, eller en angivelse af den EU-varemærkedomstol, som har truffet afgørelse om ugyldiggørelse

b)

en angivelse af, om ugyldiggørelsen er erklæret i form af en fortabelse af rettighederne tilhørende indehaveren af den internationale registrering, i form af en erklæring om, at varemærket er ugyldigt som følge af absolutte hindringer for registrering, eller i form af en erklæring om, at varemærket er ugyldigt som følge af relative hindringer for registrering

c)

en erklæring om, at ugyldiggørelsen ikke længere kan indklages

d)

nummeret på den internationale registrering

e)

navnet på indehaveren af den internationale registrering

f)

hvis ugyldiggørelsen ikke vedrører alle varerne eller tjenesteydelserne, en angivelse af de varer eller tjenesteydelser, som ugyldiggørelsen vedrører, eller de varer eller tjenesteydelser, som ugyldiggørelsen ikke vedrører

g)

datoen for ugyldiggørelseserklæringen samt en angivelse af den dato, fra hvilken ugyldigheden fik virkning.

Artikel 35

Begæring om overgang af en international registrering til en national varemærkeansøgning eller til en designering af medlemsstater

1.   En begæring om overgang af en international registrering, hvor Unionen er designeret, til en national varemærkeansøgning eller til en designering af medlemsstater i henhold til artikel 139 og 202 i forordning (EU) 2017/1001 skal, jf. dog kravene i artikel 202, stk. 4-7, i samme forordning, indeholde:

a)

registreringsnummeret på den internationale registrering

b)

datoen for den internationale registrering eller den dato, hvor Unionen er designeret efter den internationale registrering i henhold til artikel 3b, stk. 2, i Madridprotokollen og, hvis det er relevant, oplysninger om, hvorvidt der er påberåbt prioritet for den internationale registrering i henhold til artikel 202, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 og oplysninger om, hvorvidt der er påberåbt anciennitet i henhold til artikel 39, 40 eller 191 i forordning (EU) 2017/1001

c)

de angivelser og elementer, der er omhandlet i artikel 140, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001, og artikel 22, litra a), c) og d), i nærværende forordning.

2.   Bekendtgørelsen af en begæring om overgang, der er omhandlet i stk. 1, skal indeholde de oplysninger, der er fastsat i artikel 23.

Artikel 36

Omdannelse af en international registrering, hvor Unionen er designeret, til en EU-varemærkeansøgning

En ansøgning om omdannelse i henhold til artikel 204, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1001 skal, ud over de angivelser og elementer, der er omhandlet i artikel 2 i nærværende forordning, indeholde følgende:

a)

nummeret på den internationale registrering, som er blevet annulleret

b)

den dato, hvor den internationale registrering blev annulleret af Det Internationale Bureau

c)

datoen for den internationale registrering i henhold til Madridprotokollens artikel 3, stk. 4, eller datoen for registrering af den territoriale udstrækning til Unionen efter den internationale registrering i henhold til Madridprotokollens artikel 3b, stk. 2, alt efter det enkelte tilfælde

d)

hvis det er relevant, den dato, hvor der påberåbes prioritet i den internationale ansøgning, således som den er registreret i Det Internationale Bureaus internationale register.

AFSNIT XIV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 37

Overgangsforanstaltninger

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2868/95 finder fortsat anvendelse på verserende sager, indtil sagerne er afsluttet, dog ikke hvis nærværende forordning finder anvendelse i overensstemmelse med artikel 39.

Artikel 38

Ophævelse

Gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 ophæves.

Artikel 39

Ikrafttræden og anvendelse

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Den anvendes fra den ikrafttrædelsesdato, der er omhandlet i stk. 1, dog med følgende undtagelser:

a)

Afsnit II finder ikke anvendelse på EU-varemærkeansøgninger, der er indgivet inden den 1. oktober 2017, eller på internationale registreringer, for hvilke designeringen af Unionen blev foretaget inden samme dato.

b)

Artikel 9 finder ikke anvendelse på EU-varemærker, der er registreret inden den 1. oktober 2017.

c)

Artikel 10 finder ikke anvendelse på ansøgninger om ændring af en registrering, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

d)

Artikel 11 finder ikke anvendelse på erklæringer om deling, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

e)

Artikel 12 finder ikke anvendelse på anmodninger om ændring af navn eller adresse, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

f)

Afsnit IV finder ikke anvendelse på ansøgninger om registrering af en overdragelse, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

g)

Afsnit V finder ikke anvendelse på erklæringer om afkald, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

h)

Afsnit VI finder ikke anvendelse på ansøgninger om EU-kollektivmærker eller EU-certificeringsmærker, der er indgivet inden den 1. oktober 2017, eller på internationale registreringer, for hvilke designeringen af Unionen blev foretaget inden samme dato.

i)

Afsnit VII finder ikke anvendelse på omkostninger i forbindelse med sager, der er indledt inden den 1. oktober 2017.

j)

Afsnit VIII finder ikke anvendelse på publikationer, der er offentliggjort inden den 1. oktober 2017.

k)

Afsnit IX finder ikke anvendelse på anmodninger om oplysninger eller aktindsigt, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

l)

Afsnit X finder ikke anvendelse på begæringer om overgang, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

m)

Afsnit XI finder ikke anvendelse på dokumentation og oversættelser, der er indgivet inden den 1. oktober 2017.

n)

Afsnit XII finder ikke anvendelse på afgørelser, der er truffet inden den 1. oktober 2017.

o)

Afsnit XIII finder ikke anvendelse på internationale ansøgninger, meddelelser om omstændigheder og afgørelser vedrørende ugyldigheden af den EU-varemærkeansøgning eller den EU-varemærkeregistrering, som den internationale registrering var baseret på, begæringer om territorial udstrækning, påberåbelse af anciennitet, ex officio-meddelelse med foreløbigt afslag, meddelelser om ugyldiggørelse af virkningerne af en international registrering, begæringer om overgang af en international registrering til en national varemærkeansøgning og ansøgninger om omdannelse af en international registrering, hvor Unionen er designeret, til en EU-varemærkeansøgning, der er indgivet eller foretaget inden den 1. oktober 2017.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. marts 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT L 11 af 14.1.1994, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker og Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2869/95 om de gebyrer, der skal betales til Harmoniseringskontoret for det indre marked (varemærker og mønstre) (EUT L 341 af 24.12.2015, s. 21).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1430 af 18. maj 2017 om supplerende regler til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EU-varemærker og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 og (EF) nr. 216/96 (EUT L 205 af 8.8.2017, s. 1).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 af 18. maj 2017 om nærmere regler for gennemførelse af visse bestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EU-varemærker (EUT L 205 af 8.8.2017, s. 39).

(6)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1).

(7)  EUT L 296 af 14.11.2003, s. 22.

(8)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303 af 15.12.1995, s. 1).

(9)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT L 104 af 24.4.2018, s. 1).

(10)  Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (Vedtægten for tjenestemænd) (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1).


Top