EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R2321

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2321 af 12. december 2017 om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og af forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union

OJ L 338, 19.12.2017, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/2321/oj

19.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/2321

af 12. december 2017

om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og af forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentet og Rådet har ved forordning (EU) 2016/1036 (2) vedtaget fælles regler for beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemsstater af Unionen.

(2)

Artikel 2, stk. 7, i forordning (EU) 2016/1036 udgør det grundlag, hvorpå den normale værdi bør fastsættes i forbindelse med import fra lande uden markedsøkonomi. I lyset af udviklingen i visse lande er det hensigtsmæssigt, at den normale værdi fastsættes på grundlag af forordning (EU) 2016/1036 som ændret ved nærværende forordning, med virkning fra den 20. december 2017. For så vidt angår lande, der på tidspunktet for indledningen af undersøgelsen ikke er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og er opført bilag I til i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (3), bør den normale værdi fastsættes i overensstemmelse med en specifik metode, der er udformet til disse lande. Nærværende forordning berører ikke fastlæggelsen af, om et WTO-medlem er et land med markedsøkonomi, eller de vilkår, der er angivet i protokoller og andre instrumenter, som har dannet grundlag for de berørte landes tiltrædelse til Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, der fandt sted den 15. april 1994 (4).

(3)

Set i lyset af de erfaringer, der er indhøstet under tidligere procedurer, bør det præciseres, under hvilke omstændigheder der kan anses at foreligge væsentlige fordrejninger, som i betydelig udstrækning påvirker de frie markedskræfter. Navnlig bør det præciseres, at dette er tilfældet, når de indberettede priser eller omkostninger, herunder omkostningerne til råmaterialer og energi, ikke udspringer af frie markedskræfter, fordi de er blevet påvirket af væsentlig statslig indgriben. Endvidere bør det præciseres, at der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger væsentlige fordrejninger, bl.a. bør tages hensyn til mulig påvirkning fra et eller flere af følgende forhold: at det pågældende marked i vid udstrækning dækkes af virksomheder, der drives under ejerskab, kontrol, politisk tilsyn eller politisk vejledning fra eksportlandets myndigheders side, statslig tilstedeværelse i virksomheder, som muliggør statslig indgriben med hensyn til priser eller omkostninger, politiske tiltag eller foranstaltninger, der særbehandler til fordel for leverandører på hjemmemarkedet eller på anden måde påvirker de frie markedskræfter, manglende eller diskriminerende anvendelse af eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs-, selskabs- eller formueret, at lønomkostninger skævvrides, adgang til finansiering fra institutioner, der gennemfører offentlige politiske målsætninger eller på anden måde ikke handler uafhængigt af staten.

(4)

Kommissionen bør udarbejde, offentliggøre og regelmæssigt ajourføre rapporter om fordrejninger, der kunne føre til en antidumpingundersøgelse, som beskriver markedssituationen med hensyn til disse forekomster i et vist land eller en vis sektor. Sådanne rapporter og det bevismateriale, som de bygger på, bør indgå i sagsakterne til eventuelle undersøgelser vedrørende det pågældende land eller sektor. I sådanne undersøgelser bør de interesserede parter gives rig lejlighed til at fremsætte bemærkninger til rapporterne og til det bevismateriale, som de bygger på. Vurderingen af, om der foreligger væsentlige fordrejninger, relevante internationale standarder, herunder grundlæggende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og relevante multilaterale miljøkonventioner, bør tages i betragtning, hvor det er relevant.

(5)

Omkostninger skal normalt beregnes på grundlag af de regnskaber, som den undersøgte eksportør og producent fører. Såfremt der foreligger direkte eller indirekte væsentlige fordrejninger i eksportlandet, som medfører, at de omkostninger, der står opført i regnskaberne hos den pågældende part, er kunstigt lave, kan sådanne omkostninger justeres eller fastsættes på et andet rimeligt grundlag, eksempelvis på grundlag af oplysninger fra andre repræsentative markeder eller ud fra internationale priser eller referenceværdier. Der kan også anvendes interne omkostninger, men kun i det omfang, de er positivt fastslået ikke at være fordrejede, på grundlag af nøjagtig og relevant dokumentation.

(6)

Når data indsamles i repræsentative lande og Kommissionen skal afgøre, om det niveau af social og miljømæssig beskyttelse i disse lande er tilstrækkelig, er det nødvendigt for Kommissionen at undersøge, om disse lande overholder ILO's grundlæggende og relevante multilaterale miljøkonventioner.

(7)

Hvis en del af omkostningerne for en eksportør og producent er fordrejet, herunder når et bestemt input er hentet fra forskellige kilder, bør den del af omkostningerne erstattes af ikke-fordrejede omkostninger. I lyset af erfaringerne fra tidligere procedurer er det hensigtsmæssigt at præcisere, at der med henblik på at fastslå eksistensen af væsentlige fordrejninger i et tredjeland, bør tages behørigt hensyn til alle relevante beviser vedrørende de omstændigheder, der var fremherskende på hjemmemarkedet af eksportører og producenter fra det pågældende land, der er blevet føjet til sagsakterne, og som interesserede parter har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger til, herunder en mulighed for de eksportører og producenter til endeligt at godtgøre, at deres omkostninger på hjemmemarkedet ikke er fordrejede. Sådan dokumentation omfatter eventuelle tilgængelige rapporter. Indikatorer for, at der foreligger væsentlige fordrejninger, kan også fremlægges af erhvervsgrenen i Unionen og fagforeninger. Sådanne betegnelser og behovet for at undgå yderligere byrder for erhvervsgrenen i Unionen, når de anvender antidumpingsinstrumentet, navnlig i lyset af de økonomiske og handelsmæssige forhold for små og mellemstore virksomheder, bør tages i betragtning, når der træffes beslutning om udarbejdelse eller ajourføring af de relevante rapporter.

(8)

Artikel 11, stk. 9, i forordning (EU) 2016/1036 finder anvendelse, for så vidt angår den metode, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, og som skal anvendes i den genoptagede undersøgelse. Det bør i denne sammenhæng præciseres, at der, når det skal undersøges, hvorvidt der foreligger tegn på ændrede omstændigheder, bør tages behørigt hensyn til alle relevante bevismaterialer, herunder relevante rapporter vedrørende de forhold, der er fremherskende på eksportørernes og producenternes hjemmemarked, samt det bevismateriale, som rapporterne bygger på, som indgår i sagsakterne, og som interesserede parter har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger til.

(9)

I mangel af nogle andre særlige overgangsbestemmelser på dette område, bør nærværende forordning finde anvendelse på alle afgørelser om at indlede procedurer samt på alle procedurer, herunder oprindelige undersøgelser og genoptagede undersøgelser, som indledes den 20. december 2017 eller derefter, med forbehold af artikel 11, stk. 9, i forordning (EU) 2016/1036. På grundlag af specifikke overgangsbestemmelser for de eksisterende foranstaltninger, og alle andre særlige overgangsbestemmelser på dette område, når der er tale om en overgang fra en normal værdi, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 7, i forordning (EU) 2016/1036 til en normal værdi, der er beregnet i overensstemmelse med den metodologi, der er fastsat i forordning (EU) 2016/1036 som ændret ved nærværende forordning, bør den oprindelige metode fortsat anvendes indtil indledningen af den første udløbsundersøgelse efter denne overgang. Med henblik på at nedbringe risikoen for omgåelse af bestemmelserne i denne forordning bør den samme tilgang anvendes i forbindelse med undersøgelser, der gennemføres i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036. Det er desuden hensigtsmæssigt at erindre, at en overgang fra en normal værdi, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 7, til en normal værdi, der er beregnet i henhold til den metodologi, der er fastsat i forordning (EU) 2016/1036 som ændret ved nærværende forordning, ikke i sig selv ville udgøre tilstrækkelige beviser, jf. artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036. Sådanne overgangsregler bør udfylde en lakune, som ellers ville risikere at skabe retlig usikkerhed, give interesserede parter rimelig lejlighed til at tilpasse sig udløbet af de gamle regler og ikrafttrædelsen af de nye regler og gøre det muligt at forvalte forordning (EU) 2016/1036 på en effektiv, velordnet og retfærdig måde.

(10)

Europa-Parlamentet og Rådet har ved forordning (EU) 2016/1037 (5) vedtaget fælles regler for beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemsstater af Unionen. Erfaringerne har vist, at subsidieringens reelle omfang som oftest bliver opdaget i løbet af den relevante undersøgelse. Navnlig konstateres det ofte, at undersøgte eksportører drager fordel af subsidier, som rimeligvis ikke kunne have været kendte forud for undersøgelsen. Det bør præciseres, at Kommissionen, når der konstateres sådanne subsidier i løbet af en undersøgelse, bør tilbyde supplerende høringer til det pågældende oprindelsesland og/eller eksportland med hensyn til sådanne subsidier, som er blevet konstateret i løbet af undersøgelsen. Idet der ikke gælder særlige overgangsbestemmelser på dette område, bør nærværende forordning finde anvendelse på alle afgørelser om at indlede procedurer samt på alle procedurer, herunder oprindelige undersøgelser og genoptagede undersøgelser, som indledes den 20. december 2017 eller derefter.

(11)

Forordning (EU) 2016/1036 og forordning (EU) 2016/1037 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) 2016/1036 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 indsættes følgende stykke:

»6a.

a)

Såfremt det ved anvendelsen af dette eller enhver anden relevant bestemmelse i nærværende forordning fastslås, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende priserne og omkostningerne på hjemmemarkedet i dette land på grund af, at der foreligger væsentlige fordrejninger i den i litra b) anvendte betydning, beregnes den normale værdi på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier, efter følgende regler.

Kommissionens kilder kan omfatte:

tilsvarende produktions- og salgsomkostninger i et passende repræsentativt land med et økonomisk udviklingsniveau svarende til eksportlandets, forudsat at de relevante data er umiddelbart tilgængelige; når der er flere end et af et sådant land, gives der, når det er relevant, fortrinsret til lande, der har et passende niveau af social beskyttelse og miljømæssig beskyttelse;

hvis den finder det hensigtsmæssigt, ikke-fordrejede internationale priser, omkostninger eller benchmarks, eller

interne omkostninger, men kun i det omfang, hvor det er fastslået, at de ikke er fordrejede, på grundlag af nøjagtig og relevant dokumentation, herunder i rammeværket for bestemmelser for interesserede parter i litra c).

Uden at det berører artikel 17 sker denne bedømmelse særskilt for hver enkelt eksportør og producent.

Den beregnede normale værdi skal indbefatte et ikke-fordrejet og rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste.

b)

Betydelige fordrejninger er de fordrejninger, der finder sted, når indberettede priser eller omkostningerne, herunder omkostninger til råmaterialer og energi, ikke udspringer af frie markedskræfter, fordi de er blevet påvirket af væsentlig statslig indgriben. Ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger væsentlige fordrejninger, skal der bl.a. tages hensyn til mulig påvirkning fra et eller flere af følgende forhold:

at det pågældende marked i vid udstrækning dækkes af virksomheder, der drives under ejerskab, kontrol, politisk tilsyn eller politisk vejledning fra eksportlandets myndigheders side

statslig tilstedeværelse i virksomheder, som muliggør statslig indgriben med hensyn til priser eller omkostninger

politiske tiltag eller foranstaltninger, der særbehandler til fordel for leverandører på hjemmemarkedet eller på anden måde påvirker de frie markedskræfter

manglende eller diskriminerende anvendelse af eller utilstrækkelig håndhævelse af konkurs-, selskabs- eller formueret

at lønomkostninger skævvrides

adgang til finansiering fra institutioner, der gennemfører offentlige politiske målsætninger eller på anden måde ikke handler uafhængigt af staten.

c)

Hvis Kommissionen har velunderbyggede indicier for, at der evt. er væsentlige fordrejninger, som omhandlet i litra b), i et bestemt land eller en bestemt sektor i det pågældende land, og hvis det er relevant for den effektive anvendelse af denne forordning, udarbejder, offentliggør og ajourfører Kommissionen regelmæssigt en rapport, der beskriver de markedsvilkår, der er omhandlet i litra b), i det pågældende land eller den pågældende sektor. Sådanne rapporter og det bevismateriale, som de bygger på, skal indgå i sagsakterne til eventuelle undersøgelser vedrørende det pågældende land eller den pågældende sektor. Interesserede parter skal gives rig lejlighed til at afvise, supplere, fremsætte bemærkninger til og støtte sig til rapporten og det bevismateriale, som den bygger på, i forbindelse med undersøgelser, hvori rapporten og bevismaterialet anvendes. Kommissionen skal, når den vurderer væsentlige fordrejninger, tage hensyn til alle de relevante bevismaterialer, der indgår i sagsakterne.

d)

Ved indgivelse af en klage i overensstemmelse med artikel 5 eller en anmodning om undersøgelse i overensstemmelse med artikel 11 kan erhvervsgrenen i Unionen støtte sig til det bevismateriale i rapporten, der er omhandlet i nærværende stykkes litra c), såfremt bevisstandarden efter artikel 5, stk. 9, er opfyldt, med henblik på at begrunde beregningen af den normale værdi.

e)

Hvis Kommissionen finder, at der er tilstrækkeligt bevis i henhold til artikel 5, stk. 9, for væsentlige fordrejninger i den i nærværende stykkes litra b) anvendte betydning, og beslutter sig for at indlede en undersøgelse på dette grundlag, skal indledningsmeddelelsen oplyse dette. Kommissionen indsamler de oplysninger, som er nødvendige for beregningen af den normale værdi i overensstemmelse med nærværende stykkes litra a).

Umiddelbart efter iværksættelsen af undersøgelsen underrettes parterne i undersøgelsen om de relevante kilder, som Kommissionen påtænker at anvende med henblik på at beslutte den normale værdi i henhold til nærværende stykkes litra a), og de gives ti dage til at fremsætte bemærkninger. Med henblik herpå gives de interesserede parter adgang til sagsakterne, som skal omfatte eventuelt bevismateriale, som den undersøgende myndighed støtter sig til, med forbehold af artikel 19. Enhver dokumentation for eksistensen af væsentlige fordrejninger kan kun tages i betragtning, hvis den kan efterprøves rettidigt under undersøgelsen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 8.«

2)

I artikel 2 affattes stk. 7 således:

»7.   Ved indførsel fra lande, der på tidspunktet for indledningen af undersøgelsen ikke er medlemmer af WTO, og som står opført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (*1), fastsættes den normale værdi på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et egnet repræsentativt land eller prisen ved salg fra et sådant tredjeland til andre lande, herunder Unionen, eller, hvis dette ikke er muligt, på ethvert andet rimeligt grundlag, herunder den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.

Det egnede repræsentative land udvælges på en rimelig måde, under hensyntagen til alle pålidelige oplysninger, der er fremlagt på tidspunktet for udvælgelsen og navnlig til samarbejdet med mindst en eksportør og producent i dette land. Når der er flere end et af et sådant land, gives der, når det er relevant, fortrinsret til lande, der har et passende niveau af social beskyttelse og miljømæssig beskyttelse. Der tages også hensyn til tidsfrister. Er det relevant, anvendes et egnet repræsentativt land, som er omfattet af samme undersøgelse.

Undersøgelsens parter underrettes umiddelbart efter iværksættelsen af undersøgelsen af det påtænkte tredjeland og skal have ti dage til at fremsætte bemærkninger.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 af 29. april 2015 om fælles ordninger for indførsel fra visse tredjelande (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33).«"

3)

Artikel 11, stk. 3, tilføjes følgende afsnit:

»Hvis gældende antidumpingforanstaltninger er baseret på en normal værdi, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 7, som den var gældende den 19. december 2017, erstatter den metode, der er fastsat i artikel 2, stk. 1-6, litra a), den oprindelige metode for fastsættelse af den normale værdi alene fra den dato, hvor den første udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger efter den 19. december 2017 er iværksat. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, forbliver foranstaltningerne i kraft, indtil resultatet af undersøgelsen foreligger.«

4)

I artikel 11, stk. 4, tilføjes følgende afsnit:

»Hvis gældende antidumpingforanstaltninger er baseret på en normal værdi, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 7, som den var gældende den19. december 2017, erstatter den metode, der er fastsat i artikel 2, stk. 1-6, litra a), den oprindelige metode for fastsættelse af den normale værdi alene efter den dato, hvor den første udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger efter den 20. december 2017 er iværksat. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, forbliver foranstaltningerne i kraft, indtil resultatet af undersøgelsen foreligger.«

5)

I artikel 11, stk. 9, tilføjes følgende afsnit:

»For så vidt angår de forhold, der er relevante for fastsættelsen af den normale værdi i henhold til artikel 2, vil der blive taget behørigt hensyn til alle relevante bevismaterialer, deriblandt relevante rapporter vedrørende de forhold, der er fremherskende på eksportørernes og producenternes hjemmemarked, samt det bevismateriale, som rapporterne bygger på, som indgår i sagsakterne, og som de interesserede parter har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger til.«

6)

Artikel 23 affattes således:

»Artikel 23

Rapportering of oplysninger

1.   Kommissionen forelægger under behørig hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger, som omhandlet i artikel 19, Europa-Parlamentet og Rådet en årlig rapport om anvendelsen og gennemførelsen af denne forordning. Rapporten skal indeholde oplysninger om anvendelse af midlertidige og endelige foranstaltninger, afslutning af undersøgelser uden foranstaltninger, genoptagne undersøgelser, undersøgelser, væsentlige fordrejninger og kontrolbesøg, og arbejdet i de forskellige organer, der er ansvarlige for overvågning af gennemførelsen af denne forordning og overholdelsen af heraf afledte forpligtelser.

2.   Europa-Parlamentet kan anmode Kommissionen om at deltage i et ad hoc-møde i Parlamentets ansvarlige udvalg for at fremlægge og redegøre for spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning. Det kan bl.a. også på grundlag af rapporten, jf. stk. 1, og fremlæggelse og forklaringer, jf. nærværende stykke, meddele alle relevante betragtninger og faktiske omstændigheder til Kommissionen.

3.   Senest seks måneder efter forelæggelsen af rapporten for Europa-Parlamentet og Rådet offentliggøres den af Kommissionen.«

Artikel 2

I artikel 10, stk. 7, i forordning (EU) 2016/1037 tilføjes følgende afsnit:

»Kommissionen tilbyder også konsultationer til det pågældende oprindelses- og/eller eksportland med hensyn til andre subsidier, som er blevet konstateret i løbet af undersøgelsen. Kommissionen fremsender i disse tilfælde et sammendrag af de væsentligste elementer vedrørende andre subsidier, navnlig dem, der er omhandlet i stk. 2, litra c). Hvis de ekstra subsidier ikke omfattes af indledningsmeddelelsen, ændres indledningsmeddelelsen, og den ændrede udgave offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Alle interesserede parter gives yderligere og tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger.«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Denne forordning finder anvendelse på alle afgørelser om at indlede procedurer samt på alle procedurer, herunder oprindelige undersøgelser og genoptagede undersøgelser, som indledes på eller efter den dato, hvor nærværende forordning træder i kraft.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 12. december 2017.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

M. MAASIKAS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 15.11.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 4.12.2017.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 af 29. april 2015 om fælles ordninger for indførsel fra visse tredjelande (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33).

(4)  EFT L 336 af 23.12.1994, s. 3.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55).


Kommissionens erklæring om overgang

Kommissionen minder om, at formålet med den nye metode er fortsat at opretholde beskyttelsen af EU-erhvervsgrenen over for urimelig handelspraksis, navnlig hidrørende fra væsentlige markedsfordrejninger. I den forbindelse vil Kommissionen sikre, at EU-erhvervsgrenen ikke pålægges en yderligere byrde, når den søger beskyttelse i henhold til antidumpinginstrumentet, navnlig i forbindelse med potentielle anmodninger om udløbsundersøgelser indgivet efter den nye metodes ikrafttrædelse.


Kommissionens erklæring om artikel 23 og interaktion med Europa-Parlamentet og Rådet

Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet, når den påtænker at udarbejde eller ajourføre en rapport i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c). Hvis Europa-Parlamentet eller Rådet underretter Kommissionen om, at de er af den opfattelse, at betingelserne for at udarbejde eller ajourføre en rapport i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c), er opfyldt, træffer Kommissionen passende foranstaltninger og underretter Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse hermed.


Kommissionens erklæring vedrørende rapporterne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c)

Kommissionen vil hurtigt gøre brug af muligheden for i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra c), at udarbejde rapporter om væsentlige fordrejninger, således at interesserede parter har nævnte rapporter til rådighed, når de fremsætter bemærkninger, som grundforordningens artikel 2, stk. 6a, kan finde anvendelse på. Den vil yde vejledning til interesserede parter om anvendelsen af nævnte rapporter.


Top