EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D0719(01)

Afgørelse nr. E5 af 16. marts 2017 om praktiske retningslinjer for overgangsperioden for den i artikel 4 i forordning (EF) nr. 987/2009 omhandlede elektroniske dataudveksling (Tekst af relevans for EØS og for EF/Schweiz-aftalen. )

OJ C 233, 19.7.2017, p. 3–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

19.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 233/3


AFGØRELSE Nr. E5

af 16. marts 2017

om praktiske retningslinjer for overgangsperioden for den i artikel 4 i forordning (EF) nr. 987/2009 omhandlede elektroniske dataudveksling

(Tekst af relevans for EØS og for EF/Schweiz-aftalen)

(2017/C 233/03)

DEN ADMINISTRATIVE KOMMISSION FOR KOORDINERING AF SOCIALE SIKRINGSORDNINGER HAR —

under henvisning til artikel 72, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (1), i henhold til hvilken Den Administrative Kommission har til opgave at behandle ethvert administrativt spørgsmål eller fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (2),

under henvisning til artikel 72, litra d), i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, i henhold til hvilken Den Administrative Kommission har til opgave at fremme den størst mulige anvendelse af nye teknologier,

under henvisning til artikel 4 i forordning (EF) nr. 987/2009, i henhold til hvilken »Oplysningerne overføres mellem institutionerne eller forbindelsesorganerne ad elektronisk vej …« og »Den Administrative Kommission fastsætter strukturen, indholdet, og formatet af, samt detaljerede ordninger vedrørende udvekslingen af dokumenter og strukturerede elektroniske dokumenter«,

under henvisning til artikel 95 i forordning (EF) nr. 987/2009 om overgangsperioden, i henhold til hvilken »Hver medlemsstat kan omfattes af en overgangsperiode for elektronisk dataudveksling …« og »Disse overgangsperioder ikke må overstige 24 måneder fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden«, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 95 i forordning (EF) nr. 987/2009 tillægger Den Administrative Kommission beføjelse til at fastlægge de praktiske bestemmelser om eventuelle nødvendige overgangsperioder med henblik på at sikre den nødvendige dataudveksling i forbindelse med anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen.

(2)

Det er nødvendigt at fastsætte de grundprincipper, der skal anvendes af institutionerne i overgangsperioden.

(3)

Efter ikrafttrædelsen af de nye forordninger var et stort antal ansøgninger under behandling, hvor der var erhvervet ret til ydelser i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 (3), og udvekslingen af oplysninger i forbindelse med disse ansøgninger finder generelt sted i henhold til de procedurer, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (4), herunder anvendelse af E-blanketter.

(4)

Artikel 94, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009 indebærer, at der foretages en »dobbelt fastsættelse af ydelsen« i de i den foregående betragtning omhandlede tilfælde, og at ydelsesmodtageren herefter får tilkendt den højeste ydelse.

(5)

I langt de fleste eller måske alle tilfælde vil en ydelse, der er baseret på tidligere forordninger, imidlertid i praksis ikke blive højere ved anvendelsen af de nye forordninger. Det anses derfor for urealistisk at forvente, at institutionerne i disse tilfælde vil anvende procedurerne både i henhold til forordning (EØF) nr. 574/72 og (EF) nr. 987/2009.

(6)

I afgørelse nr. H1, stk. 5, præciseres situationen for de attester (E-blanketter) og de EU-sygesikringskort (herunder den midlertidige sygesikringsattest), som er udstedt inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

(7)

I overgangsperioden er det medlemsstaterne, som afgør, hvornår de er rede til at tilslutte sig EESSI (elektronisk udveksling af socialsikringsdata) enten i sin helhed eller BUC for BUC (Business Use Cases), samtidig med at de sigter mod at følge den planlagte gennemførelse af EESSI i medlemsstaterne og rækken af BUC'er for at indlede elektronisk udveksling som anbefalet af Den Administrative Kommission.

Beslutningen i sagen er truffet på de i artikel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte betingelser —

BESTEMT FØLGENDE:

1.

I overgangsperioden er det ledende princip et godt samarbejde mellem institutionerne, en pragmatisk holdning og fleksibilitet. Det er først og fremmest af afgørende betydning, at der garanteres en gnidningsløs overgang for de borgere, som gør brug af deres rettigheder i henhold til de nye forordninger.

2.

Fra og med datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 erstatter papirudgaver af de strukturerede elektroniske dokumenter (SED) de E-blanketter, der er baseret på forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72.

3.

Medlemsstater, som har nationale elektroniske applikationer, der producerer E-blanketter, eller som foretager elektronisk dataudveksling (f.eks. i forbindelse med Build-projekter), som ikke med rimelighed kan ændres inden for denne tidsramme, kan fortsætte med at anvende disse i overgangsperioden, så længe borgernes rettigheder i henhold til de nye forordninger garanteres fuldt ud, jfr. dog stk. 2.

4.

Under alle omstændigheder skal en institution i overgangsperioden acceptere relevante oplysninger om ethvert dokument, der er udstedt af en anden institution, selv om dokumentets format, indhold eller struktur er forældet. Såfremt der opstår tvivl om den pågældende borgers rettigheder, skal institutionen i god samarbejdsånd kontakte den institution, som har udstedt dokumentet.

5.

Som fastsat i afgørelse nr. H1, stk. 5, er de E-blanketter, dokumenter og EU-sygesikringskort (herunder den midlertidige sygesikringsattest), som er blevet udstedt inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009, fortsat gyldige og skal selv efter denne dato tages i betragtning af myndighederne i andre medlemsstater indtil sidste gyldighedsdato, eller indtil de trækkes tilbage eller erstattes af dokumenter, der udstedes eller fremsendes i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009.

6.

De enkelte medlemsstater kan følge en fleksibel fremgangsmåde og gennemføre EESSI (elektronisk udveksling af socialsikringsdata), efterhånden som de bliver klar til at anvende EESSI via deres kontaktpunkt eller kontaktpunkter.

7.

En samarbejdsaftale inden for Den Administrative Kommission skal fastlægge den planlagte række af BUC'er i EESSI, som medlemsstaterne skal følge, uden at dette berører stk. 6. Denne række vil blive baseret på en gradvis opbygning af BUC'er og vil omfatte bundtning af BUC'er, når det er hensigtsmæssigt.

8.

For hver BUC, hvor der er indledt elektronisk udveksling, skal hver medlemsstat bestræbe sig på at tilslutte sig, så hurtigt som deres tekniske integration tillader det.

9.

Medlemsstaterne vil håndtere udveksling både i papirformat og elektronisk inden for samme BUC, indtil alle medlemsstater er EESSI-aktiveret for den pågældende BUC.

10.

At være »EESSI-aktiveret« for en bestemt BUC betyder, at den pågældende medlemsstat både kan sende og modtage alle meddelelser inden for den pågældende BUC til og fra andre medlemsstater.

11.

Oplysningerne om, hvilken BUC der er EESSI-aktiveret i hvilken medlemsstat, skal opføres i en fortegnelse, som alle nationale institutioner har adgang til, og som også fremgår af EESSI-institutionsfortegnelsen. Medlemsstaterne skal informere Den Administrative Kommission skriftligt i god tid, før de bliver EESSI-aktiveret for en specifik BUC.

12.

I overgangsperioden skal udvekslingen af oplysninger mellem to medlemsstater for en BUC være enten under EESSI eller uden for EESSI for alle udvekslinger, der er dækket af den pågældende BUC, uden at dette berører bilaterale aftaler, som f.eks. vedrører fælles afprøvning eller uddannelse eller tilsvarende grunde, og som kun skal udføres under EESSI fra det tidspunkt, hvor de begge erklærer sig for EESSI-aktiveret for den pågældende BUC.

13.

Når det gælder en multilateral BUC, hvilket vil sige en BUC, hvor flere end to medlemsstater deltager i udvekslingen, vil udvekslinger under EESSI først blive indledt, når det er fastslået, at kun medlemsstater, der har erklæret sig for EESSI-aktiveret for den pågældende BUC, deltager i udvekslingen. Principperne i stk. 12 finder ligeledes anvendelse, når mere end to medlemsstater deltager i en BUC.

14.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra tyvendedagen efter offentliggørelsen.

15.

Denne afgørelse afløser afgørelse nr. E1 af 12. juni 2009.

Malcolm SCICLUNA

Formand for Den Administrative Kommission


(1)  EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1.

(2)  EUT L 284 af 30.10.2009, s. 1.

(3)  Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2).

(4)  Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (EFT L 74 af 27.3.1972, s. 1).


Top