EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0642

Rådets forordning (EU) nr. 642/2014 af 16. juni 2014 om oprettelse af fællesforetagendet Shift2Rail

OJ L 177, 17.6.2014, p. 9–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 29/11/2021; ophævet ved 32021R2085

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/642/oj

17.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 177/9


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 642/2014

af 16. juni 2014

om oprettelse af fællesforetagendet Shift2Rail

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 187 og artikel 188, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Europa 2020-strategien: en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst understreges behovet for at udvikle gunstige betingelser for investeringer i viden og innovation, herunder økoinnovation, med henblik på at opnå intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Unionen.

(2)

I Kommissionens hvidbog om en køreplan for et fælles europæisk transportområde af 28. marts 2011 (»hvidbogen«), understregede behovet for at skabe et fælles europæisk jernbaneområde med henblik på at opnå et mere konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem i Unionen og løse større samfundsmæssige udfordringer såsom stigende efterspørgsel efter transport, kapacitetsproblemer, energiforsyningssikkerhed og klimaændringer. Den tilføjede, at innovation er afgørende for denne strategi, og at Unionens forskning må behandle den samlede cyklus af forskning, innovation og ibrugtagning i en integreret sammenhæng ved at fokusere på de mest lovende teknologier og føre alle involverede aktører sammen.

(3)

Rammeprogrammet for forskning og innovation 2014-2020 (»Horisont 2020«), der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 (3), har til hensigt, at opnå en større indvirkning med hensyn til forskning og innovation ved at kombinere EU-midler og midler fra den private sektor i offentlig-private partnerskaber (OPP) på områder, hvor forskning og innovation kan bidrage til Unionens overordnede mål om konkurrenceevne, mobilisere private investeringer og bidrage til at tackle samfundsmæssige udfordringer. Disse partnerskaber bør bygge på et langsigtet engagement, herunder et afbalanceret bidrag fra alle partnere, stå til ansvar for at nå deres mål og være i overensstemmelse med Unionens strategiske mål for forskning, udvikling og innovation. Disse partnerskaber bør styres og fungere på en åben, gennemsigtig og effektiv måde og give en lang række interesseparter, der er aktive på deres specifikke områder, mulighed for at deltage. Unionens deltagelse i disse partnerskaber kan tage form af finansielle bidrag til fællesforetagender, der oprettes på grundlag af artikel 187 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(4)

I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1291/2013 og Rådets afgørelse 2013/743/EU (4) kan der ydes støtte til fællesforetagender, som oprettes i henhold til Horisont 2020 på de vilkår, der anføres i nævnte afgørelse.

(5)

I meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen: »Offentlig-private partnerskaber under Horisont 2020: et stærkt redskab til at sikre innovation og vækst i Europa« udpegede specifikke offentlig-private partnerskaber med henblik på støtte, bl.a. det fælles teknologiinitiativs fem fællesforetagender og SESAR-foretagendet (forskning i lufttrafikstyring i det fælles europæiske luftrum). Den opfordrede desuden til at oprette et fællesforetagende i jernbanesektoren i lyset af omfanget af den forsknings- og innovationsindsats, som er påkrævet for at udbygge Unionens førerstilling inden for jernbanesektorens teknologier og det politiske behov for at færdigetablere det fælles europæiske jernbaneområde.

(6)

I meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen: »Fjerde jernbanepakke — færdigetablering af det fælles europæiske jernbaneområde for at fremme Unionens konkurrenceevne og vækst (»Fjerde jernbanepakke«)« understregedes behovet for et fællesforetagende i jernbanesektoren, således at der bidrages til at udvikle jernbanerne som transportform ved at fremme trinvise innovationer til passagertog, godstransport, trafikstyringssystemer og jernbaneinfrastruktur. Vigtigheden af at opnå mere valuta for pengene inden for jernbanetransporten i kraft af oprettelsen af det indre marked understregedes i betragtning af de begrænsede offentlige midler, og en mere europæisk tilgang til jernbanesektoren efterlystes for at lette trafikoverflytning fra vej- og lufttransport.

(7)

Fællesforetagendet Shift2Rail (»fællesforetagendet S2R«) bør være et offentlig-privat partnerskab, der har til formål at stimulere og sikre en bedre koordinering af Unionens investeringer i forskning og innovation inden for jernbanesektoren med henblik på at fremskynde og lette overgangen til et mere integreret, effektivt, bæredygtigt og attraktivt EU-marked i tråd med jernbanesektorens operationelle behov og med det overordnede formål at færdigetablere et fælles europæisk jernbaneområde. Fællesforetagendet S2R bør nærmere bestemt bidrage til de specifikke mål, der er opstillet i hvidbogen og i fjerde jernbanepakke. Dette gælder bl.a. en forbedret effektivitet af jernbanesektoren til fordel for de offentlige budgetter og en betydelig udvidelse eller opgradering af jernbanenettets kapacitet for derigennem at gøre jernbanesektoren mere konkurrencedygtig og sætte den i stand til at aftage en betydelig større del af person- og godstransporten. Ligeledes tilstræbes en forbedring af jernbanetjenesters kvalitet ved at imødekomme jernbanepassagerers og -speditørers behov og eliminere tekniske hindringer, der bremser sektorens interoperabilitet. Endelig reduceres de negative eksterne virkninger i forbindelse med jernbanetransport. Udviklingen i fællesforetagendet S2R's opfyldelse af disse mål bør måles på grundlag af centrale resultatindikatorer.

(8)

Der bør fastsættes bestemmelser for fællesforetagendet S2R's organisation og drift i dets vedtægter som led i denne forordning.

(9)

Fællesforetagendet S2R's stiftende medlemmer bør være Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, og de andre stiftende medlemmer end Unionen, der er opført i denne forordnings bilag II, på betingelse af, at de accepterer vedtægterne for fællesforetagendet S2R. Disse stiftende medlemmer, der er finansielt sunde, individuelle retlige enheder, som har finansiel kapacitet, og som efter omfattende høringer af de berørte parter har givet skriftligt tilsagn om at yde et betragteligt bidrag til at videreføre forskningsaktiviteterne inden for fællesforetagendet S2R i en struktur, der er hensigtsmæssigt tilpasset karakteren af et offentlig-privat partnerskab.

(10)

En høj grad af deltagelse fra branchens side er et afgørende element i Shift2Rail-initiativet (»S2R-initiativet«). Det er derfor en grundlæggende forudsætning, at de offentlige myndigheders bidrag til S2R-initiativet som minimum matches af bidrag fra branchen. Medlemskab vil derfor være en mulighed for andre offentlige eller private organer, der er villige til at afsætte de nødvendige ressourcer til at gennemføre forsknings- og innovationsaktiviteter på området dækket af fællesforetagendet S2R.

(11)

Fællesforetagendet S2R bør have til formål at forvalte S2R-initiativets forsknings-, udviklings- og valideringsaktiviteter ved at kombinere offentlig og privat finansiering, der stilles til rådighed af medlemmerne, og trække på interne og eksterne tekniske ressourcer. Det bør etablere nye former for samarbejde i overensstemmelse med konkurrencereglerne mellem interesserede parter fra hele jernbanesektorens værdikæde og interesserede parter uden for den traditionelle jernbanesektor og bør inddrage Det Europæiske Jernbaneagenturs erfaringer og ekspertise vedrørende spørgsmål om interoperabilitet og sikkerhed.

(12)

Med henblik på at nå sine mål bør fællesforetagendet S2R yde finansiel støtte, især i form af tilskud til medlemmer og med de bedst egnede foranstaltninger såsom offentlige indkøb eller til tilskud efter indkaldelser af forslag.

(13)

Fællesforetagendet S2R bør fungere på en åben og gennemsigtig måde og forelægge alle relevante, tilgængelige oplysninger for de relevante organer inden for en rimelig frist samt fremme dets aktiviteter, herunder gennem kommunikations- og formidlingsaktiviteter rettet mod den brede offentlighed. Forretningsordenen for organerne i fællesforetagendet bør gøres offentligt tilgængelige.

(14)

I lyset af den overordnede målsætning i Horisont 2020 om i højere grad at opnå forenkling og sammenhæng bør alle indkaldelser af forslag igangsat under fællesforetagendet S2R i princippet tage hensyn til varigheden af Horisont 2020.

(15)

Fællesforetagendet S2R iværksætter primært forsknings- og innovationsaktiviteter. Derfor bør Unionens finansiering udbetales fra Horisont 2020. For at opnå en maksimal virkning bør fællesforetagendet S2R udvikle tæt synergi med andre EU-programmer og -finansieringsinstrumenter og navnlig med Connecting Europe-faciliteten eller finansieringsfaciliteten for risikodeling for at støtte tiltag med henblik på udvikling af innovative løsninger i fællesforetagendet S2R. Derudover bør Horisont 2020 bidrage til mindske forsknings- og innovationskløften i Unionen ved at fremme synergier med de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fonde). Derfor bør fællesforetagendet S2R søge at udvikle et tæt samspil med ESI-fondene, der specifikt kan medvirke til at styrke den lokale, regionale og nationale forsknings- og innovationskapacitet inden for fællesforetagendet S2R og understøtte indsatsen for intelligent specialisering.

(16)

Bidrag fra andre medlemmer end Unionen bør fastlægges i en aftale om medlemsskab med fællesforetagendet S2R. Disse bidrag bør ikke være begrænset til kun at dække fællesforetagendet S2R's administrative omkostninger og den samfinansiering, der kræves for at gennemføre forsknings- og innovationsaktioner, som støttes af fællesforetagendet S2R. Deres bidrag bør også vedrøre yderligere aktiviteter, der skal gennemføres af sådanne medlemmer for at sikre en større løftestangsvirkning. Disse supplerende aktiviteter bør udgøre bidrag til S2R-initiativet i bred forstand.

(17)

Deltagelse i indirekte aktioner, som støttes af fællesforetagendet S2R, skal ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 (5). Fællesforetagendet S2R bør desuden sikre konsekvent anvendelse af reglerne fastsat i nævnte forordning på baggrund af relevante foranstaltninger, som vedtages af Kommissionen.

(18)

Fællesforetagendet S2R bør også anvende elektroniske midler, som forvaltes af Kommissionen, for at sikre åbenhed, gennemsigtighed og for at lette deltagelsen. Derfor bør indkaldelser af forslag, der iværksættes af fællesforetagendet S2R, også offentliggøres på den fælles deltagerportal samt via andre elektroniske formidlingsmidler under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen. Derudover bør fællesforetagendet S2R stille relevante oplysninger om bl.a. forslag, ansøgere, tilskud og deltagere til rådighed med henblik på at indarbejde dem i de elektroniske rapporterings- og formidlingssystemer under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen, i et passende format og med en hyppighed, der svarer til Kommissionens forpligtelser med hensyn til rapportering.

(19)

Unionens finansielle bidrag til fællesforetagendet S2R skal forvaltes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og de relevante bestemmelser om indirekte forvaltning, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (6) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (7).

(20)

Revisioner hos modtagere af EU-midler i henhold til nærværende forordning bør foretages på en sådan måde, at den administrative byrde mindskes i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1291/2013.

(21)

De finansielle interesser hos Unionen og de øvrige medlemmer af fællesforetagendet S2R bør beskyttes gennem passende foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, afsløring og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og, efter omstændighederne, med administrative og økonomiske sanktioner i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(22)

Kommissionens interne revisor bør have samme beføjelser over for fællesforetagendet S2R som over for Kommissionen.

(23)

I lyset af fællesforetagenders særlige karakter og aktuelle status og for at sikre kontinuitet med det syvende rammeprogram bør fællesforetagendet S2R være underlagt en særskilt dechargeprocedure. Uanset artikel 60, stk. 7, og artikel 209 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 bør det derfor være Europa-Parlamentet, der efter henstilling fra Rådet meddeler decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet S2R. Derfor bør de rapporteringskrav, der er fastsat i artikel 60, stk. 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 ikke finde anvendelse på Unionens bidrag til fællesforetagendet S2R, men de bør, i det omfang det er muligt, bringes i overensstemmelse med de rapporteringskrav, der er fastsat for organer i artikel 208 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012. Revision af regnskaberne og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed bør foretages af Revisionsretten.

(24)

For at lette oprettelsen af fællesforetagendet S2R bør Kommissionen have ansvaret for oprettelsen og den indledende drift heraf, indtil fællesforetagendet S2R har operativ kapacitet til at gennemføre sit eget budget.

(25)

Målet med denne forordning, nemlig styrkelsen af industriel forskning og innovation i hele Unionen gennem gennemførelsen af S2R-initiativet af fællesforetagendet S2R, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor — med henblik på at forhindre unødvendig overlapning, fastholde en kritisk masse og sikre, at offentlige midler udnyttes bedst muligt — bedre opnås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Oprettelse

1.   For at koordinere og forvalte Unionens investeringer i forskning og innovation i den europæiske jernbanesektor oprettes et fællesforetagende i henhold til artikel 187 i TEUF (»fællesforetagendet S2R«) indtil den 31. december 2024. For at tage hensyn til varigheden af Horisont 2020 bør indkaldelser af forslag under fællesforetagendet S2R iværksættes senest den 31. december 2020. I behørigt begrundede tilfælde kan indkaldelser af forslag iværksættes senest den 31. december 2021.

2.   Fællesforetagendet S2R er det organ, der varetager gennemførelsen af et offentlig-privat partnerskab som omhandlet i artikel 209 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012. Fællesforetagendet S2R repræsenteres af dets administrerende direktør.

3.   Fællesforetagendet S2R har status som juridisk person. Det har i alle medlemsstater den mest vidtgående rets- og handleevne, som disse medlemsstaters lovgivning tillægger juridiske personer. Det kan erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

4.   Fællesforetagendet S2R har hjemsted i Bruxelles, Belgien.

5.   Fællesforetagendet S2R's vedtægter er fastlagt i bilag I.

Artikel 2

Mål

1.   Fællesforetagendet S2R har følgende generelle målsætninger:

a)

at bidrage til gennemførelsen af forordning (EU) nr. 1291/2013, navnlig en del af udfordringen »Intelligent, grøn og integreret transport« under søjlen for samfundsmæssige udfordringer i afgørelse 2013/743/EU

b)

at bidrage til færdigetableringen af det fælles europæiske jernbaneområde, til en hurtigere og mindre omkostningsfuld overgang til et mere attraktivt, brugervenligt (herunder for personer med nedsat mobilitet), konkurrencedygtigt, effektivt og bæredygtigt europæisk jernbanesystem og til udviklingen af en stærkere og globalt konkurrencedygtig europæisk jernbaneindustri. Dette kan opnås gennem en omfattende og koordineret indsats, hvormed der tages fat på forsknings- og innovationsbehov i jernbanesystemet og hos dets brugere, og hvormed bl.a. et modalt skift fra vej- og lufttransport til jernbanetransport gøres lettere. Denne fremgangsmåde skal omfatte rullende materiel, infrastruktur og trafikstyring for markedssegmenterne banegods samt langdistance, regional, lokal og bymæssig personbefordring tillige med intermodale forbindelser mellem jernbaner og andre transportformer, således at brugerne gives en integreret ende-til-ende-løsning for deres rejse- og transportbehov — fra transaktionsstøtte til bistand i forbindelse med transporten/befordringen

c)

at oprette og udarbejde — og sikre en effektiv og virkningsfuld gennemførelse af — en strategisk masterplan (»S2R-masterplanen«), der er nævnt i artikel 1, stk. 4, i vedtægterne

d)

at spille en afgørende rolle med hensyn til jernbanerelateret forskning og innovation, sikre samordning mellem projekter og forsyne alle interesserede parter med relevante og tilgængelige oplysninger om finansierede projekter i hele Europa. Det forvalter også alle jernbaneorienterede forsknings- og innovationsaktiviteter, der samfinansieres af Unionen

e)

aktivt at fremme deltagelse og inddragelse af alle relevante interesserede parter fra hele jernbanesektorens værdikæde og uden for den traditionelle jernbanesektor, bl.a.: producenter af jernbanemateriel (både rullende materiel og togkontrolsystemer) og deres forsyningskæde, infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder (både passagerer og gods), metro-, sporvogns- og letbaneselskaber, selskaber, der leaser jernbanekøretøjer, bemyndigede og udpegede overensstemmelsesvurderingsorganer, faglige personaleorganisationer (herunder arbejdstagerrepræsentanter), brugersammenslutninger (både passagerer og fragt) samt de relevante videnskabelige institutioner eller det relevante videnskabelige miljø. Det sikres navnlig, at små og mellemstore virksomheder (SMV) som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (8) inddrages

f)

at udvikle demonstrationsprojekter i interesserede medlemsstater, herunder de medlemsstater, der på nuværende tidpunkt ikke har oprettet et jernbanesystem på deres område.

2.   Fællesforetagendet S2R skal nærmere bestemt bestræbe sig på at udvikle, integrere, demonstrere og validere innovative teknologier og løsninger, som opretholder strenge sikkerhedsstandarder, og hvis værdi kan måles bl.a. i forhold til følgende centrale resultatindikatorer:

a)

en nedbringelse på 50 % af jernbanetransportsystemets livscyklusomkostninger ved at nedbringe udgifter til udvikling, vedligeholdelse, drift og fornyelse af infrastruktur og rullende materiel og ved at øge energieffektiviteten

b)

en forhøjelse på 100 % af jernbanetransportsystemets samlede kapacitet for at dække en øget efterspørgsel efter jernbanetransportydelser (passagerer og gods)

c)

en forbedring på 50 % med hensyn til jernbanetransportens pålidelighed og punktlighed (målt som en mindskelse på 50 % med hensyn til manglende pålidelighed og punktlighed)

d)

fjernelse af resterende tekniske hindringer, der bremser jernbanesektoren med hensyn til interoperabilitet og effektivitet, bl.a. ved at arbejde på at afslutte udestående punkter i de tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI'er) som følge af mangel på teknologiske løsninger og ved at sikre, at alle relevante systemer og løsninger, der udvikles inden for rammerne af fællesforetagendet S2R, er fuldt interoperable

e)

reduktion af negative eksterne virkninger i forbindelse med jernbanetransport, især støj, vibrationer, emissioner og andre miljøpåvirkninger.

Artikel 3

Unionens finansielle bidrag

1.   Unionens maksimale finansielle bidrag til S2R-initiativet udgør 450 000 000 EUR inklusive EFTA-bidraget og afholdes over de relevante bevillinger på Unionens almindelige budget til særprogrammet med henblik på gennemførelse af Horisont 2020, oprettet ved afgørelse 2013/743/EU, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i artikel 58, stk. 1, litra c), nr. iv), og artikel 60 og 61 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 for organer som omhandlet i artikel 209 i samme forordning. Unionens maksimale finansielle bidrag omfatter:

a)

et maksimalt bidrag til fællesforetagendet S2R til dækning af administrative omkostninger og driftsomkostninger på 398 000 000 EUR. Det maksimale bidrag fra Unionen til dækning af administrative omkostninger udgør 13 500 000 EUR.

b)

et maksimalt yderligere beløb på 52 000 000 EUR øremærket i Horisont 2020-arbejdsprogrammet for transport for 2014-2015. Forvaltningen af dette supplerende bidrag kan overtages af fællesforetagendet S2R, når det opnår operativ kapacitet til at gennemføre sit eget budget.

2.   Yderligere finansiering, der supplerer det bidrag, der nævnes i stk. 1, kan tildeles fra Unionens øvrige instrumenter til støtte for foranstaltninger til udbredelse af fællesforetagendet S2R's innovative løsninger.

3.   De nærmere bestemmelser for Unionens finansielle bidrag fastlægges i en delegeringsaftale og årlige aftaler om overførsel af midler, som skal indgås mellem Kommissionen på Unionens vegne og fællesforetagendet S2R.

4.   Den i stk. 3 omhandlede delegeringsaftale vedrører de elementer, der er fastsat i artikel 58, stk. 3, og artikel 60 og 61 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og i artikel 40 i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012, samt bl.a. følgende:

a)

kravene til fællesforetagendet S2R's bidrag med hensyn til de relevante resultatindikatorer som omhandlet i bilag II til afgørelse 2013/743/EU

b)

kravene til fællesforetagendet S2R's bidrag med hensyn til den overvågning, som er omhandlet i bilag III til afgørelse 2013/743/EU

c)

de specifikke resultatindikatorer i relation til fællesforetagendet S2R's funktionsmåde

d)

aftalerne vedrørende tilvejebringelse af de data, der er nødvendige for at sikre, at Kommissionen kan udarbejde sin forsknings- og innovationspolitik og opfylde sine forpligtelser med hensyn til formidling og rapportering, herunder såvel på den fælles deltagerportal som via andre elektroniske formidlingsmetoder under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen

e)

bestemmelserne vedrørende offentliggørelse af forslagsindkaldelser fra fællesforetagendet S2R, herunder såvel på den fælles deltagerportal som via andre elektroniske formidlingsmetoder under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen

f)

brug af menneskelige ressourcer og ændringer med hensyn til disse, navnlig ansættelse ud fra funktionsgruppe, lønklasse og kategori, omklassificering og eventuelle ændringer af antallet af medarbejdere.

Artikel 4

Bidrag fra andre medlemmer end Unionen

1.   Hvert af fællesforetagendet S2R's andre medlemmer end Unionen yder eller sørger for, at dets tilknyttede enheder yder, deres respektive bidrag. Det samlede bidrag fra alle andre medlemmer end Unionen skal være på mindst 470 000 000 EUR i løbet af den periode, der er fastsat i artikel 1.

2.   Det i stk. 1 omtalte bidrag består af følgende:

a)

bidrag til fællesforetagendet S2R på mindst 350 000 000 EUR som fastsat i vedtægternes artikel 16, stk. 2, og artikel 16, stk. 3, litra b), herunder mindst 200 000 000 EUR fra de andre stiftende medlemmer end Unionen og deres tilknyttede enheder og mindst 150 000 000 EUR fra associerede medlemmer og deres tilknyttede enheder

b)

bidrag i naturalier på mindst 120 000 000 EUR, heraf mindst 70 000 000 EUR fra de andre stiftende medlemmer end Unionen og deres tilknyttede enheder, og mindst 50 000 000 EUR fra associerede medlemmer og deres tilknyttede enheder bestående af de omkostninger, som de påføres ved at gennemføre supplerende aktiviteter uden for fællesforetagendet S2R's arbejdsplan, som er komplementære til denne arbejdsplan og bidrager til at opfylde målene i S2R-masterplanen. Andre EU-finansieringsprogrammer kan yde støtte til dækning af disse omkostninger i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og procedurer. I så fald må EU-finansieringen ikke træde i stedet for bidragene i naturalier fra de andre medlemmer end Unionen eller deres tilknyttede enheder.

De i første afsnit, litra b), omhandlede omkostninger er ikke berettiget til økonomisk støtte fra fællesforetagendet S2R. De tilsvarende aktiviteter skal fremgå af aftalen om medlemsskab, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, i vedtægterne med angivelse af den skønnede værdi af disse bidrag.

3.   De andre medlemmer af fællesforetagendet S2R end Unionen rapporterer senest den 31. januar hvert år til fællesforetagendet S2R's bestyrelse om værdien af de i stk. 2 omhandlede bidrag, som er ydet i hvert af de foregående regnskabsår. Gruppen af repræsentanter for staterne orienteres også rettidigt.

4.   Med henblik på at værdiansætte de naturaliebidrag, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, litra b), og vedtægternes artikel 16, stk. 3, litra b), fastslås omkostningerne i overensstemmelse med de pågældende enheders sædvanlige regnskabspraksis, ud fra de gældende regnskabsstandarder i det land, hvor den enkelte enhed er etableret, og de gældende internationale regnskabsstandarder (IAS) og internationale regnskabsstandarder (IFRS). Omkostningerne attesteres af en uafhængig ekstern revisor, der udnævnes af den pågældende enhed. Værdiansættelsen af bidragene kan verificeres af fællesforetagendet S2R, hvis der er usikkerhedsmomenter vedrørende attesteringen. I denne forordning foretages der ikke revision af omkostninger i forbindelse med supplerende aktiviteter hverken af fællesforetagendet S2R eller af noget EU-organ.

5.   Ethvert andet medlem af fællesforetagendet S2R end Unionen, som ikke overholder sine forpligtelser med hensyn til de bidrag, der er omhandlet i stk. 2, inden udløbet af den seksmånedersfrist, der er fastsat i dets aftale om medlemsskab, som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i vedtægterne, skal miste sin stemmeret i bestyrelsen, indtil dets forpligtelser er opfyldt. Er forpligtelserne stadig ikke opfyldt efter udløbet af en yderligere seksmånedersperiode, ophæves medlemskabet.

6.   Kommissionen kan i tilslutning til nærværende artikels stk. 5 indstille, forholdsmæssigt nedsætte eller tilbageholde Unionens finansielle bidrag til fællesforetagendet S2R eller udløse den afviklingsprocedure, som er omhandlet i vedtægternes artikel 24, stk. 2, hvis de pågældende medlemmer eller deres associerede medlemmer ikke yder de i nærværende artikels stk. 2 omhandlede bidrag, kun yder dem delvist eller yder dem sent. Kommissionens afgørelse forhindrer ikke godtgørelse af støtteberettigede omkostninger, der allerede er afholdt af medlemmerne, når afgørelsen meddeles til fællesforetagendet S2R.

Artikel 5

Finansielle bestemmelser

Fællesforetagendet S2R vedtager særlige finansielle bestemmelser i overensstemmelse med artikel 209 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 (9), jf. dog nærværende forordnings artikel 12.

Artikel 6

Personale

1.   Fællesforetagendet S2R's personale er omfattet af vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (10) (i det følgende benævnt »personalevedtægten« og »ansættelsesvilkårene«) samt de regler, som EU-institutionerne sammen har vedtaget for at anvendelse personalevedtægten og ansættelsesvilkårene.

2.   For så vidt angår fællesforetagendet S2R's personale, udøver bestyrelsen de beføjelser, som personalevedtægten tillægger ansættelsesmyndigheden, og som ansættelsesvilkårene tillægger den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter (»ansættelsesmyndighedsbeføjelser«).

I overensstemmelse med artikel 110 i personalevedtægten vedtager bestyrelsen i medfør af artikel 2, stk. 1, i personalevedtægten og artikel 6 i ansættelsesvilkårene en beslutning, der tillægger den administrerende direktør de relevante ansættelsesmyndighedsbeføjelser og opstiller betingelserne for at suspendere denne delegation. Den administrerende direktør bemyndiges til at uddelegere disse beføjelser.

Under helt særlige omstændigheder kan bestyrelsen træffe beslutning om midlertidigt at suspendere de ansættelsesmyndighedsbeføjelser, der er uddelegeret til den administrerende direktør, og enhver efterfølgende uddelegering af disse beføjelser af direktøren og selv udøveansættelsesmyndighedsbeføjelserne eller uddelegere dem til et af sine medlemmer eller en anden ansat i fællesforetagendet S2R end den administrerende direktør.

3.   Bestyrelsen vedtager passende gennemførelsesbestemmelser til personalevedtægten og ansættelsesvilkårene i overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 110.

4.   Personaleressourcerne fastlægges i stillingsfortegnelsen for fællesforetagendet S2R med angivelse af antallet af midlertidige stillinger for hver funktionsgruppe og lønklasse samt antallet af kontraktansatte udtrykt i fuldtidsækvivalenter i overensstemmelse med dets årlige budget.

5.   Fællesforetagendet S2R's personale består af midlertidigt ansatte og kontraktansatte.

6.   Fællesforetagendet S2R afholder alle personaleomkostninger.

Artikel 7

Udstationerede nationale eksperter og praktikanter

1.   Fællesforetagendet S2R kan gøre brug af udstationerede nationale eksperter og praktikanter, der ikke er ansat af fællesforetagendet S2R. Antallet af udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter føjes til oplysningerne om personaleressourcer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, i overensstemmelse med det årlige budget.

2.   Bestyrelsen vedtager en beslutning, som fastlægger bestemmelser for udstationering af nationale eksperter til fællesforetagendet S2R og for anvendelsen af praktikanter.

Artikel 8

Privilegier og immuniteter

Protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og TEUF, gælder for fællesforetagendet S2R og dets personale.

Artikel 9

Fællesforetagendet S2R's ansvar

1.   Fællesforetagendet S2R's ansvar i kontraktforhold er underlagt de relevante kontraktlige bestemmelser og den lovgivning, der gælder for den pågældende aftale, beslutning eller kontrakt.

2.   For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold er fællesforetagendet S2R i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatningspligtig for enhver skade, som dets personale forvolder under udøvelsen af deres hverv.

3.   Enhver udbetaling fra fællesforetagendet S2R, som følge af det i stk. 1 og 2 omhandlede erstatningsansvar samt de omkostninger og udgifter, der påløber i forbindelse dermed, betragtes som udgifter for fællesforetagendet S2R og afholdes af dets midler.

4.   Fællesforetagendet S2R er eneansvarlig for at opfylde sine forpligtelser.

Artikel 10

Den Europæiske Unions Domstols kompetence og lovvalg

1.   Den Europæiske Unions Domstol har kompetence:

a)

ved enhver tvist mellem medlemmerne, som vedrører nærværende forordnings genstand

b)

i henhold til eventuelle voldgiftsbestemmelser i aftaler, beslutninger eller kontrakter indgået af fællesforetagendet S2R

c)

tvister vedrørende erstatning for skader, forvoldt af fællesforetagendet S2R's personale under udøvelsen af deres hverv

d)

ved enhver tvist mellem fællesforetagendet for S2R og dets personale inden for de grænser og på de betingelser, der er fastlagt i personalevedtægten.

2.   I forbindelse med ethvert spørgsmål, der ikke er omfattet af denne forordning eller andre EU-retsakter, gælder lovgivningen i den stat, hvor fællesforetagendet S2R har hjemsted.

Artikel 11

Evaluering

1.   Senest den 30. juni 2017 foretager Kommissionen med bistand fra uafhængige eksperter en foreløbig evaluering af fællesforetagendet S2R. Kommissionen udarbejder en rapport om denne evaluering, som indeholder evalueringens konklusioner og Kommissionens bemærkninger hertil. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet denne rapport senest den 31. december 2017. Resultaterne af den foreløbige evaluering af fællesforetagendet S2R tages i betragtning ved den tilbundsgående undersøgelse og den foreløbige evaluering, der er omhandlet i artikel 32 i forordning (EU) nr. 1291/2013.

2.   På grundlag af konklusionerne fra den foreløbige evaluering, jf. stk. 1, kan Kommissionen handle i overensstemmelse med artikel 4, stk. 6, eller træffe andre hensigtsmæssige foranstaltninger.

3.   Senest seks måneder efter afviklingen af fællesforetagendet S2R, dog senest to år efter indledningen af afviklingsproceduren, jf. vedtægternes artikel 24, foretager Kommissionen en endelig evaluering af fællesforetagendet S2R. Resultaterne af denne endelige evaluering forelægges Europa-Parlamentet og Rådet.

Artikel 12

Decharge

Uanset artikel 60, stk. 7, og artikel 209 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 er det Europa-Parlamentet, der efter henstilling fra Rådet meddeler decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet S2R i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i fællesforetagendet S2R's finansielle bestemmelser.

Artikel 13

Efterfølgende revisioner

1.   Efterfølgende revisioner af udgifter til indirekte aktioner foretages af fællesforetagendet S2R i overensstemmelse med artikel 29 i forordning (EU) nr. 1291/2013 som led i de indirekte aktioner under Horisont 2020.

2.   Kommissionen kan beslutte selv at udføre de i stk. 1 omhandlede revisioner. I sådanne tilfælde træffer Kommissionen beslutning i overensstemmelse med de gældende regler, navnlig forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012, (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013.

Artikel 14

Beskyttelse af medlemmernes finansielle interesser

1.   Fællesforetagendet S2R giver Kommissionens personale og andre personer, som fællesforetagendet S2R eller Kommissionen har godkendt, samt Revisionsretten adgang til sine kontorlokaler og alle relevante oplysninger, herunder i elektronisk form, i det omfang det er nødvendigt for at udføre deres revisioner.

2.   Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan foretage undersøgelser, herunder kontroller og inspektioner på stedet, i overensstemmelse med de bestemmelser og procedurer, der er fastlagt i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (11) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (12) for at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale, afgørelse eller kontrakt finansieret i medfør af denne forordning.

3.   Med forbehold af stk. 1 og 2 skal aftaler, afgørelser og kontrakter, der følger af gennemførelsen af denne forordning, indeholde bestemmelser, som udtrykkeligt bemyndiger Kommissionen, fællesforetagendet S2R, Revisionsretten og OLAF til at gennemføre sådanne revisioner og undersøgelser i henhold til deres respektive kompetencer.

4.   Fællesforetagendet S2R sikrer, at dets medlemmers finansielle interesser beskyttes tilstrækkeligt, ved at foretage eller foranledige passende interne og eksterne kontroller.

5.   Fællesforetagendet S2R tiltræder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (13). Fællesforetagendet S2R træffer de fornødne foranstaltninger for at lette de interne undersøgelser, der foretages af OLAF.

Artikel 15

Fortrolighed

Med forbehold af artikel 16 sikrer fællesforetagendet S2R beskyttelsen af følsomme oplysninger, hvis videregivelse kan skade dets medlemmers interesser eller interesserne hos deltagere i fællesforetagendet S2R's aktiviteter.

Artikel 16

Åbenhed

1.   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (14) gælder for dokumenter i fællesforetagendet S2R's besiddelse.

2.   Fællesforetagendet S2R fastsætter de praktiske gennemførelsesbestemmelser for forordning (EF) nr. 1049/2001.

3.   Med forbehold af artikel 10 kan beslutninger, som fællesforetagendet S2R træffer i medfør af artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, påklages til Ombudsmanden i henhold til de betingelser, der er fastlagt i artikel 228 i TEUF.

4.   Bestyrelsen kan vedtage de praktiske gennemførelsesbestemmelser for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 (15).

Artikel 17

Regler for deltagelse og formidling

Forordning (EU) nr. 1290/2013 gælder for de aktioner, der finansieres af fællesforetagendet S2R. I henhold til samme forordning betragtes fællesforetagendet S2R som et finansieringsorgan, og det yder økonomisk støtte til indirekte aktioner som fastsat i vedtægternes artikel 2.

Artikel 18

Støtte fra værtsstaten

Der kan indgås en administrativ aftale mellem fællesforetagendet S2R og den medlemsstat i hvilken, det har hjemsted, angående privilegier og immuniteter og anden støtte, som denne medlemsstat skal yde fællesforetagendet S2R.

Artikel 19

Indledende foranstaltninger

1.   Kommissionen har ansvaret for oprettelsen og den indledende drift af fællesforetagendet S2R, indtil det har operationel kapacitet til at gennemføre sit eget budget. Kommissionen gennemfører i overensstemmelse med EU-retten alle nødvendige foranstaltninger i samarbejde med andre medlemmer og med inddragelse af de kompetente organer i fællesforetagendet S2R.

2.   Med henblik på stk. 1

a)

kan Kommissionen, indtil den administrerende direktør påbegynder sit arbejde efter at være blevet udnævnt af bestyrelsen i overensstemmelse med vedtægternes artikel 9, udpege en midlertidig administrerende direktør og udføre de opgaver, som er overdraget den administrerende direktør, der kan bistås af et begrænset antal tjenestemænd fra Kommissionen

b)

udøver den midlertidige administrerende direktør som en undtagelse fra artikel 6, stk. 2, i denne forordning beføjelserne som ansættelsesmyndighed

c)

kan Kommissionen udpege et begrænset antal af sine tjenestemænd midlertidigt.

3.   Den midlertidige administrerende direktør kan anvise alle betalinger, som er omfattet af bevillingerne i fællesforetagendet S2RI's årlige budget, når bestyrelsen har godkendt dem, og kan indgå aftaler, beslutninger og kontrakter, herunder ansættelseskontrakter, når fællesforetagendet S2R's stillingsfortegnelse er vedtaget.

4.   Den midlertidige administrerende direktør skal efter aftale med den administrerende direktør for fællesforetagendet S2R og på betingelse af bestyrelsens godkendelse fastlægge den dato, hvor fællesforetagendet S2R har kapacitet til at gennemføre sit eget budget. Fra og med denne dato afholder Kommissionen sig fra at indgå forpligtelser og foretage betalinger for aktiviteterne vedrørende fællesforetagendet S2R.

Artikel 20

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. juni 2014.

På Rådets vegne

G. KARASMANIS

Formand


(1)  Udtalelse af 25.3.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 15.4.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation for perioden 2014-2020 og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104).

(4)  Rådets afgørelse 2013/743/EU af 3. december 2013 om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse 2006/971/EF, 2006/972/EF, 2006/973/EF, 2006/974/EF og 2006/975/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 965).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 af 11. december 2013 om reglerne for deltagelse og formidling i »Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1906/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 81).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(7)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).

(8)  Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).

(9)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2).

(10)  Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1).

(11)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(13)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 15.

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264 af 25.9.2006, s. 13).


BILAG I

VEDTÆGTER FOR FÆLLESFORETAGENDET

Artikel 1

Definitioner

1.   »Associeret medlem«: en retlig enhed eller en gruppering eller et konsortium af retlige enheder, som er etableret i en medlemsstat eller i et land, der er associeret med Horisont 2020, som er udvalgt i henhold til proceduren i artikel 4, stk. 2-4, som opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 6, og som har accepteret nærværende vedtægter ved at underskrive et godkendelsesbrev.

2.   »Andre stiftende medlemmer end Unionen«: individuelle retlige enheder, som individuelt har forpligtet sig til at yde et eget bidrag på mindst 30 000 000 EUR i varigheden af fællesforetagendet S2R på basis af en fælles vision, og som har accepteret disse vedtægter ved at underskrive et godkendelsesbrev. Disse andre stiftende medlemmer end Unionen er opført i bilag II.

3.   »Innovationsprogrammer« eller »IP'er«: de temaområder, der skal danne grundlag for strukturen af S2R-masterplanen, der er omhandlet i stk. 4. IP skal udvælges ud fra deres evne til at tilvejebringe de bedste præstationsfordele for et eller flere operationelle miljøer, og de skal afspejle en helheds- og kundeorienteret tilgang til jernbanesystemet. Medmindre bestyrelsen træffer afgørelse om at ændre denne struktur, bør S2R-masterplanen indeholde bestemmelser om oprettelse af mindst følgende fem IP'er:

a)

omkostningseffektive og pålidelige tog, herunder højkapacitetstog og højhastighedstog

b)

avancerede systemer til trafikstyring og kontrol

c)

omkostningseffektiv og pålidelig højkapacitetsinfrastruktur

d)

IT-løsninger, der gør jernbanetjenester attraktive

e)

teknologi, der gør europæisk godstransport bæredygtig og attraktiv.

4.   »S2R-masterplan«: en fælles, fremadrettet strategisk køreplan, der skal oprettes og udarbejdes af fællesforetagendet S2R i samråd med Det Europæiske Jernbaneagentur og teknologiplatformen ERRAC (det europæiske rådgivningsorgan for jernbaneforskning) for at sætte gang i innovationen i jernbanesektoren på lang sigt. I planen udpeges centrale prioriteter og den væsentlige operationelle og teknologiske innovation, der er påkrævet fra alle berørte parter for at opfylde målene for fællesforetagendet, jf. denne forordnings artikel 2. Den skal være præstationsdrevet og struktureres efter et begrænset antal centrale temaområder eller IP'er. Når masterplanen og eventuelle senere ændringer er godkendt af fællesforetagendet S2R's bestyrelse, skal den godkendes af Rådet på forslag af Kommissionen og meddeles Europa-Parlamentet. I forlængelse heraf vedtages masterplanen og eventuelle senere ændringer af bestyrelsen.

Artikel 2

Opgaver

Fællesforetagendet S2R skal udføre følgende opgaver:

a)

fastsætte de prioriterede forsknings- og innovationsaktiviteter i S2R-masterplanen, herunder stort anlagte demonstrationsaktiviteter, der er påkrævet for at fremskynde udbredelsen af integrerede, interoperable og standardiserede teknologiske innovationer med henblik på at støtte udviklingen af det fælles europæiske jernbaneområde og for at optimere driften af jernbanesystemet, samtidig med at jernbanetransportens kapacitet og pålidelighed øges, og omkostningerne nedbringes

b)

mobilisere offentlige og private midler til finansiering af aktiviteter i de enkelte innovationsprogrammer, der er fastsat i S2R-masterplanen

c)

omsætte S2R-masterplanen i udførlige, resultatorienterede årlige arbejdsplaner, der ledsages af udførlige investeringsplaner, hvormed der sikres kontinuitet, synkroni og langfristede investeringer, og sørge for en effektiv og virkningsfuld gennemførelse heraf

d)

sikre, at der føres tilsyn med aktiviteter for at udvikle fælles produkter, som er behørigt udpeget i S2R-masterplanen

e)

yde finansiel støtte til indirekte forsknings- og innovationsaktioner primært gennem tilskud til medlemmer og deltagere med de bedst egnede foranstaltninger såsom offentlige indkøb eller tildeling af tilskud efter indkaldelser af forslag for at opfylde programmets målsætninger i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1290/2013

f)

tilrettelægge det tekniske forsknings-, udviklings-, validerings- og undersøgelsesarbejde, som det har ansvaret for, så fragmentering af aktiviteterne undgås

g)

sikre effektiviteten og virkningen af de jernbanerelaterede forsknings- og innovationsaktiviteter og følge op på fremskridt med hensyn til at opfylde fællesforetagendet S2R's mål gennem egnede overvågnings- og evalueringsprocesser

h)

samle brugernes krav og foreslå standarder for interoperabilitet for at styre investeringer i forskning og innovation i retning af operationelle og salgbare løsninger

i)

udvikle et nært samarbejde og sikre samordningen med tilknyttede europæiske, nationale og tværnationale forsknings- og innovationsaktiviteter i jernbanesektoren, navnlig under tidligere rammeprogrammer og Horisont 2020, hvilket sætter fællesforetagendet S2R i stand til at spille en central rolle inden for jernbanerelateret forskning og innovation. Det skal også forvalte alle jernbaneorienterede forsknings- og innovationsaktiviteter, der samfinansieres af Unionen

j)

oprette og udvikle et nært og langsigtet samarbejde mellem Unionen, jernbaneindustrien, jernbanedriftsvirksomhederne og andre private og offentlige jernbaneinteressenter, der er påkrævet for at udvikle banebrydende innovationer og sikre en stærk markedsudbredelse af innovative løsninger; dette gælder bl.a. organer, der repræsenterer kunderne (passagerer og gods), samt aktører uden for den traditionelle jernbanesektor

k)

varetage forbindelsesleddet til en bred vifte af interessenter, herunder forskningsorganisationer og universiteter, og etablere forbindelser med nationale og internationale forsknings- og innovationsaktiviteter på jernbanesektorens tekniske område, især via teknologiplatformen ERRAC, samt med aktiviteter på andre områder som f.eks. ERTRAC (Det Europæiske Rådgivende Råd for Vejtransportforskning), ACARE (Det Rådgivende Udvalg for Luftfartsforskning og innovation i Europa), WATERBORNE European Technology Platform, ECTP (den europæiske platform for bygge- og anlægsteknologi), Manufuture (den europæiske teknologiplatform for produktion), ALICE (Alliance for Logistics Innovation), EuMaT (platformen for avancerede materialer og teknologier) og andre

l)

tilskynde til SMV'ers deltagelse i aktiviteterne i overensstemmelse med målene for Horisont 2020

m)

tilstræbe en geografisk afbalanceret inddragelse af medlemmer og partnere i dets aktiviteter

n)

iværksætte informations-, kommunikations- og formidlingsaktiviteter ved tilsvarende anvendelse af bestemmelserne i artikel 22 i forordning (EU) nr. 1291/2013, herunder offentliggøre og tilgængeliggøre detaljerede oplysninger om resultaterne af indkaldelser af forslag på den fælles deltagerportal og via andre elektroniske formidlingsmidler under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen

o)

enhver anden opgave, som er nødvendig for at opfylde målsætningerne som omhandlet i artikel 2 i denne forordning.

Artikel 3

Medlemmer

1.   Fællesforetagendet S2R består af følgende medlemmer:

a)

Unionen, repræsenteret ved Kommissionen

b)

ved accept af disse vedtægter gennem et godkendelsesbrev de andre stiftende medlemmer af fællesforetagendet S2R end Unionen som opført i bilag II til denne forordning samt de associerede medlemmer, der udvælges i overensstemmelse med artikel 4. Disse medlemmer benævnes i fællesskab andre medlemmer end Unionen.

2.   Andre medlemmer end Unionens rolle og bidrag fastlægges i en aftale om medlemsskab med fællesforetagendet S2R. Denne aftale forhandles med den administrerende direktør og fremsendes til bestyrelsen til godkendelse. Aftalen skal rumme en kvantitativ og kvalitativ beskrivelse af medlemmets bidrag til fællesforetagendet S2R, defineret i denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra a), samt planen for yderligere aktiviteter, der er nævnt i denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra b), og den skal omfatte bestemmelser med hensyn til medlemmets repræsentation i bestyrelsen.

Artikel 4

Ændringer af medlemskab

1.   Enhver retlig enhed eller en gruppering eller et konsortium af retlige enheder, som er etableret i en medlemsstat eller i et land, der er associeret med Horisont 2020, kan ansøge om at blive associeret medlem af fællesforetagendet S2R, forudsat at den accepterer disse vedtægter og forpligter sig til at bidrage til finansieringen, jf. stk. 6, med henblik på at opfylde målene for fællesforetagendet S2R, jf. denne forordnings artikel 2.

2.   De associerede medlemmer af fællesforetagendet S2R skal udvælges ved en åben og ikkediskriminerende indkaldelse, der iværksættes af Kommissionen, og som underkastes en gennemsigtig evaluering foretaget af bestyrelsen. Ved denne evaluering tages der bl.a. hensyn til ansøgerens relevans og potentielle merværdi med hensyn til at opfylde fællesforetagendet S2R's målsætninger, ansøgerens finansielle soliditet og interessekonflikter i forbindelse med S2R-initiativets målsætninger.

3.   Under hensyntagen til resultaterne af evalueringen træffer Kommissionen den endelige afgørelse for at sikre geografisk balance samt en afbalanceret deltagelse af SMV'er, forskersamfundet og aktører fra hele jernbaneværdikæden, herunder uden for den traditionelle jernbanesektor.

4.   Den første indkaldelse efter associerede medlemmer skal iværksættes senest tre måneder efter oprettelsen af fællesforetagendet S2R. Eventuelle yderligere indkaldelser baseres på behovet for centrale kapaciteter til gennemførelse af S2R-masterplanen. Alle indkaldelser offentliggøres på fællesforetagendet S2R's webstedet og meddeles via gruppen af repræsentanter for staterne og andre kanaler for at sikre den bredest mulige deltagelse af hensyn til opfyldelsen af målene i S2R-masterplanen.

5.   Det mindstebidrag med egne midler, der kræves for at blive associeret medlem, svarer til 2,5 % af det samlede budget for det innovationsprogram, som medlemmet deltager i. Alternativt kan en jernbanevirksomhed i form af en individuel retlig enhed blive associeret medlem med et eget bidrag på mindst 12 000 000 EUR på tværs af alle innovationsprogrammer. Desuden kan konsortier bestående af jernbanevirksomheder og/eller infrastrukturforvaltere blive associeret medlem med et eget bidrag på mindst 15 000 000 EUR på tværs af alle innovationsprogrammer.

6.   Ethvert medlem kan opsige sit medlemskab af fællesforetagendet S2R. Opsigelsen træder uigenkaldeligt i kraft seks måneder efter, at de øvrige medlemmer er underrettet herom. Det tidligere medlem løses fra opsigelsesdagen fra alle forpligtelser bortset fra forpligtelser, som fællesforetagendet S2R har godkendt eller påtaget sig, før opsigelse af medlemskabet.

7.   Medlemskabet af fællesforetagendet S2R kan ikke overdrages til tredjemand uden forudgående og enstemmig godkendelse af bestyrelsen.

8.   Efter enhver ændring af medlemskabet i henhold til denne artikel skal fællesforetagendet S2R på sit websted straks offentliggøre en opdateret liste over medlemmer af fællesforetagendet S2R og datoen for den pågældende ændring.

Artikel 5

Fællesforetagendets organisation

1.   Fællesforetagendet S2R har følgende organer:

a)

bestyrelsen

b)

den administrerende direktør

c)

det videnskabelige udvalg

d)

gruppen af repræsentanter for staterne.

2.   Det videnskabelige udvalg og gruppen af repræsentanter for staterne er rådgivningsorganer for fællesforetagendet S2R.

Artikel 6

Bestyrelsens sammensætning

1.   Bestyrelsen sammensættes af højst toogtyve medlemmer, herunder:

a)

to repræsentanter for Kommissionen

b)

en repræsentant fra hver af de andre stiftende medlemmer af fællesforetagendet S2R end Unionen

c)

en repræsentant for hvert associeret medlem, jf. artikel 1, stk. 1, der som individuel retlig enhed også opfylder kriterierne i artikel 1, stk. 2

d)

højst ni repræsentanter for associerede medlemmer, jf. artikel 1, stk. 1, hvoraf mindst en pr. innovationsprogram, der er nævnt i artikel 1, stk. 3, udvælges efter proceduren i artikel 11, stk. 4, litra a).

2.   Bestyrelsens endelige sammensætning skal så vidt muligt sikre en afbalanceret repræsentation af SMV'er, forskersamfundet og aktører fra hele jernbaneværdikæden, herunder uden for den traditionelle jernbanesektor. Med henblik herpå skal den omfatte mindst tre repræsentanter for jernbanevirksomheder.

Artikel 7

Bestyrelsens funktionsmåde

1.   Kommissionen er formand for bestyrelsen.

2.   Fællesforetagendet S2R's medlemmer i bestyrelsen har et antal stemmer, der er proportionelt med bidraget til fællesforetagendets midler fra de medlemmer, de repræsenterer. Kommissionen har 50 % af stemmerettighederne. Kommissionens stemme er udelelig og skal afspejle Unionens holdning i bestyrelsen.

3.   Repræsentanterne gør deres yderste for at nå til enighed. I mangel af enighed, og uanset stk. 4, træffer bestyrelsen sine beslutninger med et flertal på mindst to tredjedele af alle stemmer, herunder fraværende medlemmers stemmer, medmindre andet er fastsat i disse vedtægter.

4.   I forbindelse med afgørelser om associerede medlemmers repræsentation i bestyrelsen er Kommissionens stemme udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed, hvis et flertal på to tredjedele ikke kan opnås.

5.   Bestyrelsen skal vedtage sin forretningsorden, der skal sikre, at drøftelserne i bestyrelsen foregår smidigt og effektivt. Disse regler skal omfatte specifikke procedurer til at afdække og undgå interessekonflikter.

Bestyrelsen mødes mindst tre gange om året. Ekstraordinære møder afholdes enten efter anmodning fra en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne, som repræsenterer mindst 30 % af stemmerne, eller efter anmodning fra Kommissionen eller den administrerende direktør.

Møderne afholdes almindeligvis på fællesforetagendet S2R's hjemsted.

Direktøren har ret til at deltage i forhandlingerne, men har ikke stemmeret.

En repræsentant for Det Europæiske Jernbaneagentur og formanden eller næstformanden for gruppen af repræsentanter for staterne har ret til at deltage i bestyrelsens møder som observatør og deltage i forhandlingerne, men har ikke stemmeret.

Bestyrelsen kan indbyde andre personer til at deltage i møderne som observatører. Navnlig indbydes formanden for det videnskabelige udvalg, når der drøftes spørgsmål, der falder ind under dets opgaver, til at deltage i bestyrelsens møder som observatør og deltage i forhandlingerne, men har ikke stemmeret.

Artikel 8

Bestyrelsens opgaver

Bestyrelsen har det overordnede ansvar for fællesforetagendet S2R's strategiske orientering og operationer og fører tilsyn med gennemførelsen af dets aktiviteter. Bestyrelsen har navnlig til opgave at:

a)

vedtage S2R-masterplanen og eventuelle forslag om ændringer heraf

b)

vedtage fællesforetagendet S2R's årlige arbejdsplan og de tilhørende anslåede udgifter på forslag af den administrerende direktør efter samråd med det videnskabelige udvalg og gruppen af repræsentanter for staterne

c)

fastlægge den detaljerede liste over kriterier til at udvælge associerede medlemmer i overensstemmelse med artikel 4 og vurdere, godtage eller afvise ansøgninger om nyt medlemskab på grundlag heraf

d)

træffe afgørelse om bestyrelsens endelige sammensætning, navnlig ved at udvælge repræsentanterne for associerede medlemmer på grundlag af et forslag fra hvert styringsudvalg, dog ikke dem, der opfylder kriterierne i artikel 1, stk. 2

e)

træffe afgørelse om ophævelse af medlemskab af fællesforetagendet S2R, hvis et medlem ikke opfylder sine forpligtelser, og om betingelserne for denne ophævelse

f)

godkende aftalerne om medlemskab, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og efter om nødvendigt at have ført samråd med en ad hoc-rådgivningsgruppe

g)

vedtage fællesforetagendet S2R's finansielle bestemmelser i overensstemmelse med artikel 5 i denne forordning

h)

vedtage fællesforetagendet S2R's årlige budget på forslag fra den administrerende direktør, herunder stillingsfortegnelsen med angivelse af antallet af midlertidige stillinger i hver funktionsgruppe og lønklasse samt antallet af kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter

i)

udøve ansættelsesmyndighedsbeføjelserne i henseende til personalet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i denne forordning

j)

udnævne og afskedige den administrerende direktør, forlænge dennes mandatperiode, yde vejledning til vedkommende og føre tilsyn med vedkommendes indsats

k)

udvikle en fælles model for styringsudvalgenes forretningsorden

l)

godkende organisationsplanen efter henstilling fra den administrerende direktør

m)

godkende den årlige aktivitetsrapport, herunder de dermed forbundne udgifter

n)

sørge for etablering, hvis det er hensigtsmæssigt, af en intern revisionsfunktion for fællesforetagendet S2R

o)

udarbejde procedurer for åbne og gennemsigtige indkaldelser og godkende indkaldelserne og, hvis det er relevant, de tilhørende bestemmelser om procedurer for indsendelse, evaluering, udvælgelse og tildeling

p)

godkende fortegnelsen over aktioner, der er udvalgt til at modtage støtte

q)

etablere arbejdsgrupper som nævnt i artikel 14 i tillæg til fællesforetagendet S2R's organer, hvis det er hensigtsmæssigt

r)

efter behov fastlægge gennemførelsesbestemmelser for personalevedtægten og ansættelsesvilkårene i tråd med artikel 6, stk. 3, i denne forordning, samt fastsætte bestemmelser om udstationering af nationale eksperter hos fællesforetagendet S2R og brug af praktikanter i tråd med artikel 7

s)

efter behov forelægge Kommissionen enhver anmodning om ændring af denne forordning, som foreslås af et medlem af fællesforetagendet S2R

t)

tage stilling til forslag til Kommissionen om forlængelse eller afvikling af fællesforetagendet

u)

påtage sig ansvaret for en opgave, der ikke specifikt tildeles et af fællesforetagendet S2R's organer, og som bestyrelsen kan tildele et af disse organer.

Artikel 9

Udnævnelse og afskedigelse af den administrerende direktør samt forlængelse af dennes mandatperiode

1.   Den administrerende direktør udnævnes af bestyrelsen ud fra en liste over kandidater, som Kommissionen foreslår på baggrund af en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure.

2.   Den administrerende direktør er medlem af personalet og ansættes som midlertidigt ansat ved fællesforetagendet S2R i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte.

3.   Ved indgåelsen af aftalen med den administrerende direktør repræsenteres fællesforetagendet S2R af formanden for bestyrelsen.

4.   Den administrerende direktørs mandatperiode er fem år. Ved udgangen af denne periode foretager Kommissionen en vurdering, der tager en bedømmelse af den administrerende direktørs præstation og fællesforetagendet S2R's fremtidige opgaver og udfordringer i betragtning.

5.   Bestyrelsen kan forlænge den administrerende direktørs mandatperiode én gang efter forslag fra Kommissionen, der tager udgangspunkt i den i stk. 4 omhandlede vurdering, dog højst for en periode på fem år.

6.   En administrerende direktør, hvis mandat er blevet forlænget, kan ikke deltage i endnu en udvælgelsesprocedure til samme stilling ved udløbet af den samlede periode.

7.   Den administrerende direktør kan kun afskediges efter beslutning truffet af bestyrelsen på forslag af Kommissionen.

Artikel 10

Den administrerende direktørs opgaver

1.   Den administrerende direktør er den øverste ansvarlige for den daglige ledelse af fællesforetagendet S2R i overensstemmelse med bestyrelsens afgørelser.

2.   Den administrerende direktør er fællesforetagendet for S2R's retlige repræsentant. Den administrerende direktør er ansvarlig over for bestyrelsen og udfører sine opgaver i fuld uafhængighed inden for rammerne af de beføjelser, denne har fået overdraget.

3.   Den administrerende direktør gennemfører budgettet for fællesforetagendet S2R. Den administrerende direktør forelægger bestyrelsen alle de oplysninger, den har brug for til udførelsen af sine opgaver.

4.   Den administrerende direktør skal navnlig:

a)

udarbejde og med henblik på vedtagelse forelægge bestyrelsen udkastet til det årlige budget, herunder stillingsfortegnelsen med angivelse af antallet af midlertidige stillinger i hver funktionsgruppe og lønklasse samt antallet af kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter

b)

udarbejde den årlige arbejdsplan med angivelse af de tilhørende udgiftsoverslag og forelægge bestyrelsen denne med henblik på godkendelse

c)

forelægge årsregnskabet for bestyrelsen med henblik på godkendelse

d)

udarbejde og forelægge den årlige aktivitetsrapport, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, for bestyrelsen med henblik på godkendelse tillige med andre redegørelser, som bestyrelsen måtte anmode om

e)

som andeninstans varetage bilæggelse af tvister inden for IP'er

f)

som førsteinstans varetage bilæggelse af tvister mellem IP'er

g)

forvalte indkaldelser og forelægge bestyrelsen fortegnelsen over aktioner, der er udvalgt til at modtage støtte, med henblik på godkendelse

h)

underskrive individuelle aftaler og beslutninger

i)

underskrive indkøbsaftaler

j)

påse, at fællesforetagendets forpligtelser i henhold til kontrakter og aftaler, som det indgår, overholdes

k)

sikre samordning mellem de forskellige IP'er og træffe passende foranstaltninger for at forvalte grænseflader, undgå uhensigtsmæssige overlapninger mellem projekter og fremme synergier på tværs af IP'er

l)

foreslå bestyrelsen tilpasninger af det tekniske indhold og budgettildelingerne blandt IP'er

m)

sikre, at de opstillede målsætninger opfyldes, og at tidsplanerne overholdes, koordinere og følge op på IP-aktiviteterne samt foreslå en eventuel videreudvikling af målsætningerne og de tilhørende tidsplaner

n)

overvåge de fremskridt, som IP'er skaber med hensyn til opfyldelse af målene

o)

udarbejde og gennemføre fællesforetagendet S2R's kommunikationspolitik

p)

forelægge bestyrelsen forslag vedrørende organisationsplanen

q)

tilrettelægge, lede og føre tilsyn med fællesforetagendet S2R's drift og personale inden for rammerne af bestyrelsens delegation som fastlagt i artikel 6, stk. 2, i denne forordning

r)

sikre, at fællesforetagendets aktiviteter gennemføres i fuld uafhængighed og uden nogen form for interessekonflikter

s)

etablere og opretholde et velfungerende og effektivt internt kontrolsystem og indberette alle betydelige ændringer heraf til bestyrelsen

t)

sikre, at der foretages risikovurdering og risikostyring

u)

træffe enhver anden foranstaltning, der er nødvendig for at vurdere fællesforetagendet S2R's fremskridt med hensyn til at opfylde dets målsætninger

v)

med jævne mellemrum underrette gruppen af repræsentanter for staterne, det videnskabelige udvalg og Det Europæiske Jernbaneagentur om alle forhold, der er relevante for deres rådgivende rolle. I denne forbindelse deltager fællesforetagendets administrerende direktør i mødet i programudvalget i den særlige sammensætning for intelligent, grøn og integreret transport under Horisont 2020 én gang om året i fællesforetagendets levetid på udvalgets anmodning for at redegøre for fremskridtene med Shift2Rail-initiativet

w)

varetage alle andre opgaver, som bestyrelsen pålægger eller uddelegerer til den administrerende direktør.

5.   Den administrerende direktør etablerer et programkontor, som under den administrerende direktørs ansvar skal udføre alle de støtteopgaver, der skal varetages i medfør af denne forordning. Programkontoret skal bemandes af fællesforetagendet S2R's personale og navnlig varetage følgende opgaver:

a)

yde støtte til etablering og forvaltning af et hensigtsmæssigt regnskabssystem i overensstemmelse med fællesforetagendet S2R's finansielle bestemmelser

b)

administrere de indkaldelser, der er fastlagt i den årlige arbejdsplan, og gennemføre aftalerne og beslutningerne, herunder koordinere dem

c)

forelægge fællesforetagendet S2R's medlemmer og øvrige organer alle relevante oplysninger og yde den støtte, der er nødvendig for, at de kan varetage deres opgaver samt besvare konkrete anmodninger

d)

varetage sekretariatsfunktionen for fællesforetagendet S2R's organer og understøtte eventuelle arbejdsgrupper, som bestyrelsen nedsætter.

Artikel 11

Styringsudvalgene for innovationsprogrammer

1.   Der nedsættes styringsudvalg for hvert af innovationsprogrammerne.

2.   Hvert styringsudvalg består af:

a)

en repræsentant for hvert stiftende medlem og associeret medlem, der opfylder kriterierne i artikel 1, stk. 2, eller for jernbanevirksomheder kriterierne i artikel 4, stk. 5

b)

en repræsentant fra hvert af de associerede medlemmer, der deltager i innovationsprogrammet

c)

en eller flere repræsentanter for programkontoret, som udpeges af den administrerende direktør.

3.   Hvert styringsudvalg vedtager sin forretningsorden på grundlag af en fælles model, der er godkendt af bestyrelsen. Det vælger en formand blandt sine medlemmer. En repræsentant fra Kommissionen og Det Europæiske Jernbaneagentur kan deltage i styringsudvalgets møder som observatører. Andre medlemmer med interesse for IP'ernes resultater kan indbydes til at deltage.

4.   Hvert styringsudvalg er blandt andet ansvarligt for:

a)

at forelægge bestyrelsen en kort liste med mindst to kandidater, ud fra hvilken IP-repræsentanten i bestyrelsen udvælges, og at fastlægge en eventuel rotationsordning. Listen bør så vidt muligt afspejle en ligelig repræsentation af SMV'er, forskersamfundet og aktører fra hele jernbaneværdikæden, herunder uden for den traditionelle jernbanesektor

b)

at bidrage med relevant teknisk viden til sit IP, navnlig vedrørende udviklingen af forslagsindkaldelser med henblik på bestyrelsens godkendelse

c)

at oprette detaljerede årlige gennemførelsesplaner for IP'et i tråd med de årlige arbejdsplaner vedtaget af bestyrelsen i overensstemmelse med artikel 2, litra c)

d)

at orientere den administrerende direktør på grundlag af de centrale resultatindikatorer omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 2.

Artikel 12

Det Europæiske Jernbaneagentur

Det Europæiske Jernbaneagentur bidrager til udformningen og gennemførelsen af S2R-masterplanen, navnlig ved at udføre følgende rådgivende opgaver:

a)

foreslå eventuelle ændringer af S2R-masterplanen og de årlige arbejdsplaner, navnlig for at sikre, at forskningsbehov vedrørende gennemførelsen af et fælles europæisk jernbaneområde imødekommes

b)

foreslå — efter høring af de interesserede parter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra e), i denne forordning — retningslinjer for forsknings-, og udviklingsaktiviteter, der kan føre til tekniske standarder med henblik på at garantere resultaternes interoperabilitet og sikkerhed

c)

gennemgå den fælles udvikling af det fremtidige system og bidrage til at fastlægge målsystemer i de forskriftsmæssige krav

d)

gennemgå projektets aktiviteter og resultater med henblik på at fastslå deres relevans for de mål, der er fastlagt i denne forordning artikel 2, stk. 2, og garantere forskningsresultaternes interoperabilitet og sikkerhed.

Artikel 13

Det videnskabelige udvalg

1.   Det videnskabelige udvalg skal bestå af højst tolv medlemmer. Det vælger en formand blandt sine medlemmer.

2.   Medlemmerne skal afspejle en ligelig repræsentation af verdensberømte videnskabsfolk og ingeniører fra akademiske kredse, erhvervslivet, SMV'er, ikkestatslige organisationer og tilsynsmyndighederne. Det videnskabelige udvalgs medlemmer skal under ét besidde den videnskabelige kompetence og ekspertise inden for hele det tekniske område, der er nødvendig for at afgive anbefalinger til fællesforetagendet S2R på et videnskabeligt grundlag.

3.   Bestyrelsen fastlægger de specifikke kriterier og udvælgelsesprocesser for sammensætningen af det videnskabelige udvalg og udpeger medlemmerne. Bestyrelsen tager hensyn til de mulige kandidater foreslået af gruppen af repræsentanter for staterne, ERRAC og Det Europæiske Jernbaneagentur.

4.   Det videnskabelige udvalg skal udføre følgende opgaver:

a)

rådgive om de videnskabelige og teknologiske prioriteter, der skal behandles i de årlige arbejdsplaner

b)

rådgive om de videnskabelige og teknologiske resultater, der beskrives i den årlige aktivitetsrapport

c)

foreslå mulige områder med hensyn til avanceret forskning, der kan videreudvikles

d)

foreslå mulige synergier med nationale og internationale forsknings- og innovationsaktiviteter på det jernbanetekniske område især via teknologiplatformen ERRAC (det europæiske rådgivningsorgan for jernbaneforskning) og med aktiviteter på andre områder, der er angivet i artikel 2, litra k).

5.   Det videnskabelige udvalg afholder møde mindst to gange om året. Formanden indkalder til møderne.

6.   Det videnskabelige udvalg kan med formandens samtykke invitere andre personer til at deltage i dets møder.

7.   Det videnskabelige udvalg vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 14

Gruppen af repræsentanter for staterne

1.   Gruppen af repræsentanter for staterne består af en repræsentant for hver medlemsstat og for hvert af de lande, der er associeret med Horisont 2020. Det vælger en formand blandt sine medlemmer.

2.   Gruppen af repræsentanter for staterne mødes mindst to gange om året. Formanden indkalder til møderne. Den administrerende direktør og bestyrelsesformanden eller deres repræsentanter deltager i møderne.

3.   Medlemmerne af Udvalget for det Fælles Europæiske Jernbaneområde, der er nedsat ved artikel 62 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (1), eller disses repræsentanter og medlemmerne af Udvalget for Interoperabilitet og Sikkerhed i Jernbanerne, som blev nedsat ved artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF (2), kan deltage i møderne i gruppen af repræsentanter for staterne.

4.   Gruppen af repræsentanter for staterne skal involveres og navnlig gennemgå oplysninger og fremsætte udtalelser om følgende:

a)

ajourføring af strategiske retningslinjer og S2R-masterplanen og fremskridt med hensyn til opfyldelsen af målene heri

b)

fællesforetagendet S2R's årlige arbejdsplaner

c)

forbindelser med Horisont 2020 og Unionens og medlemsstaternes øvrige finansieringsinstrumenter, bl.a. Connecting Europe-faciliteten og ESI-fondene

d)

forbindelser til Unionens lovgivning om jernbanetransport og målet om at færdigetablere et fælles europæisk jernbaneområde

e)

inddragelse af SMV'er og relevante interesserede parter uden for den traditionelle jernbanesektor.

5.   Gruppen af repræsentanter for staterne skal også give fællesforetagendet S2R oplysninger om følgende emner og fungere som grænseflade med foretagendet i forhold til følgende opgaver:

a)

status for relevante nationale eller regionale programmer for forskning og innovation og udpegelse af mulige samarbejdsområder, bl.a. med hensyn til udbredelse af relevante teknologier, for at muliggøre synergier og undgå overlap

b)

særlige foranstaltninger truffet på nationalt eller regionalt plan med hensyn til formidlingsarrangementer, relevante tekniske workshopper og kommunikationsaktiviteter.

6.   Gruppen af repræsentanter for staterne kan på eget initiativ fremsætte henstillinger og forslag til bestyrelsen om anliggender af teknisk, ledelsesmæssig og finansiel karakter og om årsplanerne, især når disse påvirker nationale eller regionale interesser. Bestyrelsen tager disse forslag i betragtning og underretter hurtigst muligt gruppen af repræsentanter for staterne om sin opfølgning på sådanne henstillinger eller forslag, herunder den eventuelle begrundelse for ikke at følge op på disse.

7.   Gruppen af repræsentanter for staterne skal regelmæssigt modtage oplysninger, bl.a. om deltagelsen i aktioner, som støttes af fællesforetagendet S2R, om resultatet af hver indkaldelse og projektgennemførelse, om synergier med andre relevante EU-programmer og om gennemførelsen af fællesforetagendet S2R's budget.

8.   Gruppen af repræsentanter for staterne vedtager sin egen forretningsorden.

Artikel 15

Arbejdsgrupper

1.   Til gennemførelsen af de opgaver, der er fastsat i artikel 2, kan fællesforetagendet S2R's bestyrelse nedsætte et begrænset antal arbejdsgrupper til at udføre aktiviteter, som bestyrelsen har uddelegeret til dem. Disse grupper skal bestå af eksperter og arbejde på en gennemskuelig måde.

2.   De eksperter, der deltager i arbejdsgrupperne, må ikke tilhøre fællesforetagendet S2R's personale.

3.   For at sikre det bredest mulige ekspertisegrundlag skal fællesforetagendet S2R tilskynde til og lette deltagelsen i arbejdsgrupperne af SMV'er, forskningsorganisationer og interesserede parter uden for den traditionelle jernbanesektor.

4.   Formandskabet i arbejdsgrupperne varetages af en repræsentant for fællesforetagendet S2R. Kommissionen og Det Europæiske Jernbaneagentur skal bistå disse arbejdsgrupper som observatører.

Artikel 16

Finansieringskilder

1.   Fællesforetagendet S2R finansieres i fællesskab af Unionen og andre medlemmer end Unionen og deres tilknyttede enheder i form af finansielle bidrag, der betales i rater, og naturaliebidrag bestående af de omkostninger, som de påføres i forbindelse med gennemførelsen af indirekte aktioner, og som ikke refunderes af fællesforetagendet S2R.

2.   De administrative omkostninger ved fællesforetagendet S2R må ikke overstige 27 000 000 EUR og skal dækkes gennem finansielle bidrag, som på årsbasis fordeles ligeligt mellem Unionen og de andre medlemmer af fællesforetagendet S2R end Unionen bortset fra forskningscentre og universiteter. Bidragene fra fællesforetagendets andre medlemmer end Unionen fastsættes i forhold til deres respektive budgetmæssige forpligtelse. Hvis en del af bidraget til de administrative omkostninger ikke anvendes, kan det stilles til rådighed til dækning af fællesforetagendet S2R's driftsomkostninger.

3.   Fællesforetagendet S2R's driftsomkostninger dækkes gennem:

a)

et finansielt bidrag fra Unionen

b)

bidrag i naturalier fra andre medlemmer end Unionen og deres associerede enheder bestående af de omkostninger, som de påføres ved gennemførelsen af indirekte aktioner, med fradrag af bidraget fra fællesforetagendet S2R og alle andre af Unionens bidrag til disse omkostninger.

4.   De ressourcer, som fællesforetagendet S2R anfører i sit budget, består af følgende bidrag:

a)

medlemmernes finansielle bidrag til de administrative omkostninger

b)

Unionens finansielle bidrag til driftsomkostningerne

c)

fællesforetagendet S2R's eventuelle indtægter

d)

eventuelle andre finansielle bidrag, ressourcer og indtægter.

5.   Eventuelle renter af bidrag, som betales af medlemmerne af fællesforetagendet S2R, skal anses for fællesforetagendets indtægter.

6.   Alle fællesforetagendet S2R's ressourcer skal benyttes til at nå de målsætninger, som er fastsat i denne forordnings artikel 2.

7.   Fællesforetagendet S2R ejer alle de aktiver, som det frembringer eller får overført med henblik på at opfylde sine målsætninger, som er fastsat i denne forordnings artikel 2.

8.   Der kan ikke foretages udbetalinger til medlemmerne af fællesforetagendet S2R i form af deling af fællesforetagendets eventuelle overskud i indtægterne i forhold til udgifterne, jf. dog artikel 24, stk. 4.

Artikel 17

Bevilling af Unionens bidrag

1.   Unionens finansielle bidrag til fællesforetagendet S2R, der er afsat til driftsomkostninger, jf. denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), og det i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede supplerende bidrag, fordeles som følger:

a)

op til 40 % tildeles andre stiftende medlemmer end Unionen og deres tilknyttede enheder

b)

op til 30 % tildeles associerede medlemmer og deres tilknyttede enheder

c)

mindst 30 % tildeles efter indkaldelser af konkurrerende forslag og udbud.

2.   Støtten under stk. 1 bevilges på baggrund af en vurdering af forslagene foretaget af uafhængige eksperter.

3.   Fællesforetagendet S2R's finansielle forpligtelser må ikke overstige værdien af de finansielle midler, som det har til sin rådighed, eller som medlemmerne har afsat til dets budget.

Artikel 18

Regnskabsår

Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december.

Artikel 19

Operationel og finansiel planlægning

1.   Den administrerende direktør udarbejder og forelægger med henblik på vedtagelse bestyrelsen et udkast til en årlig arbejdsplan på grundlag af S2R-masterplanen, og arbejdsplanen skal omfatte en detaljeret plan for forsknings- og innovationsaktiviteterne, de administrative aktiviteter og de tilhørende udgiftsoverslag for det kommende år. Udkastet til arbejdsplanen skal også omfatte den anslåede værdi af de bidrag, der skal ydes i henhold til artikel 16, stk. 3, litra b).

2.   Den årlige arbejdsplan for et bestemt år vedtages ved udgangen af det foregående år. Den årlige arbejdsplan gøres offentligt tilgængelig.

3.   Den administrerende direktør udarbejder udkastet til det årlige budget for det følgende år og forelægger bestyrelsen det med henblik på vedtagelse.

4.   Det årlige budget for et bestemt år vedtages af bestyrelsen før udgangen af det foregående år.

5.   Det årlige budget tilpasses for at tage hensyn til størrelsen af Unionens bidrag, der fastsættes i Unionens budget.

Artikel 20

Operationel og finansiel rapportering

1.   Den administrerende direktør rapporterer hvert år til bestyrelsen om varetagelsen af sine opgaver i overensstemmelse med fællesforetagendet S2R's finansielle bestemmelser.

2.   Senest to måneder efter hvert regnskabsårs afslutning forelægger den administrerende direktør med henblik på godkendelse bestyrelsen en årlig aktivitetsrapport om de fremskridt, som fællesforetagendet S2R har gjort i det foregående kalenderår, navnlig med hensyn til den årlige arbejdsplan for det pågældende år. Denne rapport skal bl.a. omfatte oplysninger om følgende:

a)

forsknings- og innovationsaktioner samt andre aktioner, der er gennemført, og de tilhørende udgifter

b)

de indsendte forslag til aktioner fordelt efter deltagertype, herunder SMV'er, og efter land

c)

de aktioner, der er udvalgt til at modtage støtte, fordelt efter deltagertype, herunder SMV'er, og efter land og med angivelse af fællesforetagendet S2R's bidrag til de enkelte deltagere og aktioner

d)

fremskridt hen imod opfyldelsen af målsætningerne, jf. denne forordnings artikel 2, stk. 2, og forslag til yderligere tiltag med henblik på at nå disse mål. Når den årlige aktivitetsrapport er godkendt af bestyrelsen, fremsendes den til gruppen af repræsentanter for staterne og gøres offentligt tilgængelig.

3.   Fællesforetagendet S2R rapporterer årligt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 60, stk. 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

4.   Fællesforetagendet S2R's regnskabsfører sender senest den 1. marts det følgende regnskabsår det foreløbige årsregnskab til Kommissionens regnskabsfører og Revisionsretten.

Senest den 31. marts det følgende regnskabsår sender fællesforetagendet S2R en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning til Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten.

Efter modtagelse af Revisionsrettens bemærkninger om fællesforetagendet S2R's foreløbige årsregnskab i medfør af artikel 148 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 opstiller regnskabsføreren fællesforetagendet S2R's endelige årsregnskab, og den administrerende direktør sender det til bestyrelsen med henblik på en udtalelse.

Bestyrelsen afgiver en udtalelse om fællesforetagendets S2R's endelige årsregnskab.

Den administrerende direktør sender senest den 1. juli i det følgende regnskabsår det endelige årsregnskab ledsaget af bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

Det endelige regnskab offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 15. november i det følgende år.

Senest den 30. september fremsender den administrerende direktør et svar til Revisionsretten på de bemærkninger, som denne har fremsat i forbindelse med sin årsberetning. Den administrerende direktør forelægger endvidere bestyrelsen dette svar.

Hvis Europa-Parlamentet anmoder derom, forelægger den administrerende direktør det alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren vedrørende det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, jf. artikel 165, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

5.   Fællesforetagendet S2R's regnskaber gennemgås af et uafhængigt revisionsorgan som fastlagt i artikel 60, stk. 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

Artikel 21

Intern revision

Kommissionens interne revisor har samme beføjelser over for fællesforetagendet S2R som over for Kommissionen.

Artikel 22

Medlemmernes ansvar og forsikring

1.   Medlemmernes økonomiske ansvar for fællesforetagendet S2R's gæld er begrænset til det bidrag, de allerede har ydet til de administrative omkostninger.

2.   Fællesforetagendet S2R tegner en passende forsikring.

Artikel 23

Interessekonflikt

1.   Fællesforetagendet for S2R, dets organer og personale skal undgå enhver interessekonflikt ved gennemførelsen af deres aktiviteter.

2.   Bestyrelsen vedtager regler om forebyggelse og håndtering af interessekonflikter i forhold til fællesforetagendets medlemmer, organer, personale og udstationeret personale. Disse regler skal indeholde bestemmelser, som har til hensigt at undgå interessekonflikter hos repræsentanterne for de medlemmer, der sidder i bestyrelsen.

Artikel 24

Afvikling

1.   Fællesforetagendet S2R afvikles ved udgangen af den periode, der er fastsat i artikel 1 i denne forordning.

2.   Afviklingsproceduren indledes automatisk, hvis Kommissionen eller alle andre medlemmer end Unionen opsiger deres medlemskab af fællesforetagendet S2R.

3.   Til at forestå afviklingen af fællesforetagendet S2R udpeger bestyrelsen en eller flere likvidatorer, som handler i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger.

4.   Under afviklingen af fællesforetagendet S2R skal dets aktiver bruges til at dække dets forpligtelser og udgifterne til afviklingen. Et eventuelt overskud fordeles mellem eksisterende medlemmer på tidspunktet for afviklingen i forhold til deres finansielle bidrag til fællesforetagendet S2R. Et eventuelt overskud, der tilfalder Unionen, tilbageføres til Unionens budget.

5.   Der fastlægges en ad hoc-procedure for at sikre en hensigtsmæssig forvaltning af eventuelle aftaler og beslutninger, som fællesforetagendet S2R har indgået og truffet, og af kontrakter om indkøb af en varighed, der overstiger varigheden af fællesforetagendet S2R.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (omarbejdning) (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).


BILAG II

ANDRE STIFTENDE MEDLEMMER AF FÆLLESFORETAGENDET S2R END UNIONEN

1.

ALSTOM TRANSPORT

2.

ANSALDO STS

3.

BOMBARDIER TRANSPORTATION

4.

CONSTRUCCIONES Y AUXILIAR DE FERROCARRILES

5.

NETWORK RAIL

6.

SIEMENS AKTIENGESELLSCHAFT

7.

THALES

8.

TRAFIKVERKET


Top