EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0476

Rådets forordning (EU) nr. 476/2014 af 12. maj 2014 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

OJ L 137, 12.5.2014, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/476/oj

12.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 137/1


RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 476/2014

af 12. maj 2014

om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1),

under henvisning til det fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Afgørelse 2014/145/FUSP fastsætter rejserestriktioner og indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører visse personer, som er ansvarlige for handlinger, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. Disse fysiske eller juridiske personer, enheder og organer er opført på listen i bilaget til nævnte afgørelse.

(2)

Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 (2) giver virkning til visse foranstaltninger fastsat i afgørelse 2014/145/FUSP og fastsætter indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer, der tilhører visse personer, som er ansvarlige for handlinger, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem.

(3)

Den 12 maj 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/265/FUSP (3), som ændrer afgørelse 2014/145/FUSP og fastsætter ændrede kriterier for opførelse på listen, således at de omfatter navnlig juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol, hvis ejerskab er blevet overført i strid med ukrainsk ret, eller juridiske personer, enheder eller organer, der har draget fordel af en sådan overførsel, i overensstemmelse med Unionens politik om ikke at anerkende Den Russiske Føderations ulovlige annektering af Krim.

(4)

De, der har draget fordel af overførslen af ejerskab, skal forstås som juridiske personer, enheder eller organer, som er blevet ejere af aktiver, der er overført i strid med ukrainsk ret efter annekteringen af Krim og Sevastopol.

(5)

Da disse ændringer falder ind under anvendelsesområdet for traktaten og navnlig for at sikre, at de anvendes ensartet i alle medlemsstaterne, er lovgivning på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse.

(6)

For at sikre, at de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er effektive, bør den træde i kraft øjeblikkeligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 269/2014 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I.«.

2)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Bilag I omfatter fysiske personer, som er ansvarlige for aktivt at støtte eller gennemføre tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten og sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem eller juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol, hvis ejerskab i strid med ukrainsk ret er blevet overført, eller juridiske personer, enheder eller organer, der har draget fordel af en sådan overførsel.«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2014.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 78 af 17.3.2014, s. 16.

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 78 af 17.3.2014, s. 6).

(3)  Rådets afgørelse 2014/265/FUSP af 12. maj 2014 om ændring af 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (se side 9 i denne EUT).


Top