5.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 325/66

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 8. november 2012 en meddelelse (»indledningsmeddelelsen«) i Den Europæiske Unions Tidende  (2) om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen til Unionen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«).

(2)

Antisubsidieundersøgelsen indledtes som følge af en klage, der blev indgivet den 26. september 2012 af EU ProSun (»klageren«) på vegne af producenter, der i dette tilfælde tegner sig for over 25 % af den samlede produktion i Unionen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil. Klagen indeholdt umiddelbare beviser for, at der fandt subsidiering sted af den pågældende vare, og at der forvoldtes væsentlig skade som følge heraf, hvilket ansås for tilstrækkeligt til at begrunde indledningen af en procedure.

(3)

Forud for indledningen af proceduren og i overensstemmelse med artikel 10, stk. 7, i forordning (EF) nr. 597/2009(»grundforordningen«) meddelte Kommissionen Kinas regering, at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage, hvori man påstod, at subsidieret indførsel af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil med oprindelse i Folkerepublikken Kina forårsager EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Den kinesiske regering blev indkaldt til konsultationer med henblik på at kaste lys over situationen vedrørende indholdet af klagen og nå frem til en gensidigt acceptabel løsning. Den kinesiske regering tog imod tilbuddet om konsultationer, og der blev efterfølgende gennemført konsultationer. Det var ikke muligt at nå frem til en fælles løsning under konsultationerne. Der blev imidlertid taget behørigt hensyn til de bemærkninger, der blev fremsat af den kinesiske regering vedrørende ikke-udligningsberettigede ordninger, der er opført i klagen. Efter konsultationerne indsendte den kinesiske regering en række bemærkninger.

(4)

Kommissionen offentliggjorde den 6. september 2012 en meddelelse (»indledningsmeddelelsen«) i Den Europæiske Unions Tidende  (3) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Kina.

(5)

Kommissionen indførte den 6. juni 2013 ved Kommissionens forordning (EU) nr. 513/2013 (4) en midlertidig antidumpingtold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Kina (»forordningen om midlertidig antidumpingtold«).

(6)

Skadesanalysen i denne antisubsidieundersøgelse er identisk med undersøgelsen i den parallelle antidumpingundersøgelse, idet de, medmindre andet fremgår, er baseret på den samme definition af EU-erhvervsgrenen, de repræsentative EU-producenter og undersøgelsesperioden. Dette blev fundet hensigtsmæssigt for at ensarte skadesanalysen og opnå konsekvente resultater i begge sager. Bemærkningerne om skadesaspekter i disse procedurer blev således taget i betragtning i begge sager.

(7)

Som følge af en anmodning med de fornødne beviser vedtog Kommissionen den 1. marts 2013 Kommissionens forordning (EU) nr. 182/2013 (5) om at gøre importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina til genstand for registrering pr. 6. marts 2013.

(8)

Visse interesserede parter påstod, at afgørelsen om registrering af importen var uberettiget, da betingelserne i henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 5, ikke var opfyldt. Disse påstande var dog ikke dokumenteret eller underbygget med faktuelle beviser. På det tidspunkt, hvor der blev truffet afgørelse om at registrere importen, havde Kommissionen tilstrækkelige umiddelbare beviser til at berettige behovet for at registrere importen, navnlig en markant stigning i importen både i absolutte tal og i markedsandele. Parternes påstande i den henseende måtte derfor afvises.

(9)

Kommissionen underrettede officielt klagerne, andre kendte EU-producenter, kendte eksporterende producenter i Kina, de kinesiske myndigheder og kendte importører om indledningen af undersøgelsen. De interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte skriftlige bemærkninger og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(10)

I betragtning af det store antal eksporterende producenter, EU-producenter og ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev alle kendte eksporterende producenter og ikke forretningsmæssigt forbundne producenter anmodet om at give sig til kende over for Kommissionen og som angivet i indledningsmeddelelsen fremlægge basisoplysninger om deres aktiviteter vedrørende den pågældende vare i undersøgelsesperioden som defineret i betragtning 38. Disse oplysninger skulle afgives i henhold til grundforordningens artikel 27 for at give Kommissionen mulighed for at afgøre, hvorvidt det var nødvendigt at udtage stikprøver og i givet fald gøre dette. De kinesiske myndigheder blev også konsulteret.

(11)

I første omgang indsendte 121 eksporterende producenter/grupper af producenter i Kina de nødvendige oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. De samarbejdsvillige virksomheder tegner sig for 80 % af den samlede kinesiske eksportmængde. I henhold til oplysningerne fra de eksporterende producenter og i overensstemmelse med grundforordningen artikel 27 foreslog Kommissionen som udgangspunkt en stikprøve bestående af syv eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter.

(12)

Den udtagne stikprøve på syv grupper af virksomheder består af de tre samarbejdsvillige eksportører med den største eksportmængde af moduler, de to samarbejdsvillige eksportører med den største eksportmængde af celler og de to samarbejdsvillige eksportører med den største eksportmængde af wafere. Stikprøven af disse syv grupper af eksporterende producenter tjente som grundlag for fastsættelsen af subsidiesatsen for disse grupper samt subsidiesatsen for alle samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke er en del af stikprøven, jf. kravene i grundforordningens artikel 15, stk. 2, og 15, stk. 3. Som forklaret i betragtning 46 udelukkede Kommissionen wafere fra varedækningen i den endelige fase af undersøgelsen. Visse virksomheder blev udtaget til stikprøven på grundlag af den største eksportmængde af wafere. Under hensyntagen til det forhold, at Kommissionen allerede havde undersøgt disse virksomheder, de verificerede data, som disse virksomheder havde indsendt, og det forhold, at alle disse virksomheder havde en betydelig eksport af moduler og/eller celler, anså man det ikke for nødvendigt at ændre stikprøven.

(13)

Antallet af eksporterende producenter i stikprøven blev fastlagt til otte virksomheder/grupper. Dette skyldes, at Jinko Solar Co. Ltd. Renesola Jiangsu Ltd. oprindelig blev angivet som forretningsmæssigt forbundne, men det blev efterfølgende fastslået, at de ikke var forbundne.

(14)

Kommissionen meddelte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en midlertidig stikprøve af EU-producenter. Alle kendte EU-producenter og kendte producentsammenslutninger blev informeret om udtagningen af den midlertidige stikprøve af EU-producenter. Den midlertidige stikprøve bestod af ni EU-producenter ud af de ca. 215 EU-producenter, der inden indledningen af undersøgelsen var kendte producenter af den samme vare, som blev udtaget på grundlag af den største repræsentative produktionsmængde under hensyntagen til salgsmængde og geografisk beliggenhed, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Kommissionen sørgede for, at stikprøven omfattede både vertikalt integrerede og ikke-integrerede EU-producenter. Interesserede parter blev også opfordret til at fremsætte deres synspunkter om den midlertidige stikprøve.

(15)

Adskillige interesserede parter rejste følgende indvendinger vedrørende den midlertidige stikprøve af EU-producenter:

(16)

Parternes påstande blev besvaret på følgende måde: EU-producenterne anmodede om, at deres navne blev holdt fortrolige, på grund af risikoen for gengældelsesforanstaltninger. Der blev ganske rigtigt fremsat reelle trusler over for EU-producenterne for at skade deres forretninger både i og uden for Unionen. Kommissionen vurderede, at disse anmodninger var tilstrækkeligt begrundede til at blive efterkommet. Offentliggørelsen af beliggenheden eller andelen af produktion og salg for individuelle EU-producenter, der indgår i stikprøven, kunne let afsløre den pågældende producents identitet, og denne anmodning måtte derfor afvises.

(17)

Kommissionen »blandede« ikke fastsættelsen af støtten til indledningen af den nuværende undersøgelse sammen med definitionen af EU-erhvervsgrenen og udtagningen af den midlertidige stikprøve, da disse etaper er uafhængige af hinanden, og der blev truffet separate beslutninger herom. Det blev ikke godtgjort, i hvilket omfang brugen af de produktions- og salgsdata, som EU-producenterne fremlagde i forbindelse med gennemgangen af støtten til indledningen af den nuværende undersøgelse, havde påvirket stikprøvens repræsentativitet. EU-erhvervsgrenen blev allerede ved indledningen defineret midlertidigt. Alle foreliggende oplysninger om EU-producenterne, herunder oplysninger i klagen og data, der blev indhentet fra EU-producenter og andre parter før indledningen af undersøgelsen, blev anvendt til midlertidigt at fastslå den samlede EU-produktion i undersøgelsesperioden, jf. definitionen i betragtning 38.

(18)

De EU-producenter, der besvarede spørgsmålene om støtte til indledningen af undersøgelsen, blev taget i betragtning til stikprøven, uanset om de støttede, gik imod eller ikke udtalte sig om undersøgelsen. Påstanden blev derfor afvist.

(19)

Spørgsmålet om dobbelt- eller tredobbelttælling blev taget i betragtning ved udtagningen af den midlertidige stikprøve. Det viste sig, at en udelukkelse af produktion og salg af solceller fra vertikalt integrerede EU-producenter ikke ville vedrøre den del af produktionen af celler, der sælges på det frie marked. Det blev derfor konkluderet, at en udelukkelse af salget af solceller fra den samlede produktionsmængde ikke nødvendigvis ville føre til en mere repræsentativ stikprøve. Desuden blev stikprøvens repræsentativitet ikke kun fastslået på grundlag af produktionsmængden, men også på grundlag af den geografiske spredning og en afbalanceret repræsentation af vertikalt integrerede og ikke-integrerede producenter. Produktionsmængdens relative repræsentativitet blev beregnet for hver type af samme vare. På dette grundlag blev det konkluderet, at metoden til udtagning af den midlertidige stikprøve var passende, og stikprøven betragtes derfor som repræsentativ for EU-erhvervsgrenen for den undersøgte vare som helhed. Derfor blev denne påstand afvist. Hvad angår oplysningernes pålidelighed, blev stikprøven udtaget på grundlag af de oplysninger, der forelå på udtagningstidspunktet, jf. grundforordningens artikel 27. Hvad angår pålideligheden af de data, der blev anvendt til støtte for indledningen af undersøgelsen, blev der i forbindelse med undersøgelsen ikke fundet bevis for, at de oplysninger, der blev indhentet til indledningen, skulle være væsentligt mangelfulde. Det kan derfor med rimelighed antages, at grundlaget for udtagningen af den midlertidige stikprøve var tilstrækkeligt pålideligt. Derfor blev denne påstand afvist.

(20)

Hvad angår listen over yderligere 150 EU-producenter, skal det mærkes, at disse oplysninger blev fremlagt længe efter den tidsfrist, inden for hvilken interesserede parter kunne fremsætte bemærkninger til udtagningen af den midlertidige stikprøve, og inden for hvilken EU-producenter kunne give sig til kende og anmode om at blive udtaget til stikprøven. Desuden var ca. 30 af EU-producenterne på listen allerede Kommissionen bekendt på det tidspunkt, hvor stikprøven blev udtaget. Desuden blev alle EU-producenter, der gav sig til kende efter offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen, taget i betragtning ved udtagningen af stikprøven. Stikprøvens repræsentativitet blev derfor ikke berørt. Derfor blev denne påstand afvist.

(21)

Efter modtagelsen af bemærkningerne blev sammensætningen af stikprøven revideret, idet der var tegn på, at en af de udtagne virksomheder ikke havde været i stand til at samarbejde fuldt ud. For at bevare stikprøvens repræsentativitet blev yderligere en EU-producent udtaget. Den reviderede stikprøve bestod således af ti virksomheder, som blev udtaget på grundlag af den største repræsentative produktionsmængde for hvert produktionsniveau, under hensyntagen til salgsmængden på EU-markedet og den geografiske beliggenhed, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Efter udelukkelsen af wafere fra definitionen af den pågældende vare og dermed fra denne undersøgelse (se betragtning 42-46 og 349) bestod stikprøven af otte virksomheder. I procent af den samlede EU-produktion tegnede den reviderede stikprøve af EU-producenter sig således for mellem 18 % og 21 % for moduler og mellem 17 % og 24 % for celler og omfattede både vertikalt integrerede og ikke-integrerede producenter. Da angivelsen af en præcis procentdel ville gøre det muligt at beregne produktionsmængden for førnævnte nye EU-producent og dermed afgøre virksomhedens identitet, kan de nøjagtige procentdele ikke fremlægges.

(22)

De EU-producenter, der forsynede Kommissionen med de oplysninger, der er nødvendige for at udtage en stikprøve i forbindelse med denne antisubsidieprocedure, er sammenfaldende med de EU-producenter, der indsendte de relevante oplysninger i den parallelle igangværende antidumpingundersøgelse. Desuden har alle EU-producenter, der indgik i den endelige stikprøve i antidumpingundersøgelsen, indsendt de relevante oplysninger i denne antisubsidieundersøgelse, hvilket gav Kommissionen mulighed for at udtage en stikprøve. Det blev derfor anset for passende, at den endelige stikprøve af EU-producenter var identisk i begge sager.

(23)

Den kinesiske regering gentog sin påstand om, at den fortrolige behandling af navnene på klagerne og de EU-producenter, der indgik i stikprøven, ikke er berettiget. Som allerede nævnt i betragtning 9 i forordningen om midlertidig told, anmodede EU-producenterne om, at deres navne blev hemmeligholdt på grund af risikoen for repressalier. Kommissionen vurderede, at disse anmodninger var tilstrækkeligt begrundede til at blive efterkommet. De oplysninger, der er blevet fremsendt til Kommissionen for at underbygge risikoen for repressalier, videregives ikke til tredjeparter, da det er i modstrid med formålet med anmodningen om fortrolig behandling. I en sag, hvor en EU-producent ifølge den kinesiske regering reviderede sin holdning og afslørede sin identitet ved at anlægge sag mod forordningen om midlertidig told, er der desuden ikke længere grund til at videregive oplysninger, på grundlag af hvilke der blev indrømmet fortrolig behandling, da dens identitet er blevet afsløret.

(24)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog det kinesiske handelskammer for import og eksport af maskiner og elektroniske produkter (»CCCME«) argumenterne om den anvendte metode til udvælgelse af den foreløbige stikprøve af EU-producenterne. CCCME påstod navnlig, at EU-institutionerne ikke har taget 120 producenter i betragtning. Kommissionen har allerede behandlet dette spørgsmål i betragtning 9 i forordningen om midlertidig told. Desuden har institutionerne verificeret aktiviteterne hos de virksomheder, der er nævnt i denne liste. Det viste sig, at denne liste hovedsagelig omfatter installatører, distributører, forretningsmæssigt forbundne importører og eksporterende producenter i Kina, Taiwan og Indien. Det var derfor ikke tilstrækkeligt til at påvise, at institutionerne havde overset et betydeligt antal EU-producenter. Desuden anfægtede CCCME ikke den samlede EU-produktion ved at tilvejebringe alternative tal, og CCCME har heller ikke fremsat noget bevis for, at stikprøvens repræsentativitet kunne være berørt, da ingen af de påståede yderligere EU-producenter var blevet udvalgt til stikprøven, hvis Kommissionen havde haft kendskab til listen.

(25)

Kommissionen kontaktede ca. 250 ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som klageren havde oplyst, hvoraf 20 parter besvarede det stikprøveskema, der var vedlagt indledningsmeddelelsen, 12 for moduler, 1 for celler. Desuden gav syv andre parter sig til kende, men indberettede ingen import eller videresalg af den pågældende vare. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27 udtog Kommissionen en stikprøve, som omfattede den største repræsentative importmængde, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. På dette grundlag blev der udtaget en stikprøve bestående af to importører af moduler og én importør af celler, som tegnede sig for ca. 2 -5 % af den samlede import fra det pågældende land. Efter modtagelsen af spørgeskemabesvarelsen stod det dog klart, at den ene af de tre importørers kerneaktivitet faktisk var installation af solcelleanlæg og ikke handel med den pågældende vare. En anden importørs aktiviteter vedrørte import af moduler og ikke af celler. Kvaliteten af oplysningerne i virksomhedens besvarelse af spørgeskemaet var dog ikke tilstrækkelig til at medtage den i analysen af ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Desuden viste undersøgelsen, at størstedelen af importen af den pågældende vare kom ind på EU-markedet gennem virksomheder, der er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter i Kina, eller gennem installatører og projektudviklere.

(26)

Efter indførelsen af midlertidige antidumpingforanstaltninger i den sideløbende antidumpingundersøgelse kontaktede Kommissionen flere importører, der allerede havde samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen på det indledende trin ved at afgive grundlæggende oplysninger om deres aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare i undersøgelsesperioden som nærmere specificeret i indledningsmeddelelsen. Formålet var at fastslå, om størrelsen af stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører skulle ændres. Seks virksomheder, der kunne betragtes som ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der forhandlede den pågældende vare (dvs. køb og videresalg), henvendte sig og var rede til at samarbejde yderligere i forbindelse med undersøgelsen. Ud af disse seks svarede fem inden for den fastsatte frist. Ud af de fem besvarelser, der blev modtaget, var kun tre tilstrækkelig fyldestgørende med henblik på en relevant analyse. På dette grundlag blev stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører udvidet og bestod af fire importører af moduler, der tegnede sig for ca. 2 -5 % af den samlede import fra det pågældende land. I betragtning af strukturen hos de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som overvejende var små og mellemstore virksomheder, har det ikke været muligt at opnå en stikprøve, der repræsenterer en større andel, i betragtning af de begrænsede ressourcer, der er til rådighed for institutionerne.

(27)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til repræsentanterne for Kina (herunder specifikke spørgeskemaer til China Development Bank, Export Import of China, Bank of China, Bank of Shanghai Sinosure, andre relevante finansielle institutter og statsejede producenter af polysilicium, glas og aluminium, som har leveret disse råvarer til den pågældende branche i undersøgelsesperioden), de otte stikprøveudvalgte eksporterende producenter i Kina, andre eksporterende producenter i Kina, der havde anmodet om det, og til de stikprøveudvalgte EU-producenter, ikke forretningsmæssigt forbundne importører og leverandører og aftagere samt deres sammenslutninger, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Kommissionen kontaktede desuden en repræsentativ forbrugersammenslutning.

(28)

Der blev modtaget svar fra den kinesiske regering, alle stikprøveudvalgte eksporterende producenter og deres forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Kina, fem eksporterende producenter, som havde anmodet om en individuel undersøgelse, fra alle stikprøveudvalgte EU-producenter, alle stikprøveudvalgte ikke forretningsmæssigt forbundne EU-importører og 21 leverandører og aftagere og tre af deres sammenslutninger.

(29)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de basisoplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at træffe en afgørelse om subsidiering, deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende statslige myndigheder og finansielle institutioner, virksomhederne i stikprøven, en ikke forretningsmæssigt forbundet importør, to leverandører og fire aftagere, sammenslutninger og en uafhængig konsulent:

(30)

De indkomne bemærkninger fra de interesserede parter blev gennemgået og taget i betragtning, når dette var relevant.

(31)

Association for Affordable Solar Energy (»AFASE«), der repræsenterer importører, leverandører og aftagere, satte spørgsmålstegn ved retsgrundlaget for det kontrolbesøg, der blev gennemført hos Europressedienst, og påstod, at en uafhængig konsulent ikke er en interesseret part i henhold til grundforordningens artikel 26. Konklusionerne bør imidlertid baseres på pålidelige og kontrollerbare data, når det er muligt. Europressedienst har fremlagt oplysninger om makroøkonomiske indikatorer på grundlag af en kontrakt. Kommissionen har gennemført et kontrolbesøg hos Europressedienst af hensyn til princippet om god forvaltningsskik for at efterprøve pålideligheden og korrektheden af de oplysninger, som Kommissionen har bygget sine konklusioner på.

(32)

Den kinesiske regering påstod, at dens ret til at forsvare sig i forbindelse med adgang til oplysninger, der var stillet til rådighed for alle interesserede parter, blev krænket, idet i) der manglede oplysninger i de ikkefortrolige sagsakter uden »gyldig grund« eller uden at der forelå tilstrækkeligt detaljerede resuméer eller undtagelsesvis en begrundelse for, at der ikke forelå et ikkefortroligt sammendrag, ii) der manglede en ikke-fortrolig udgave af hele spørgeskemabesvarelsen fra en EU-producent, og iii) der var indrømmet for lange frister til EU-producenterne, inden for hvilke de kunne fremlægge ikkefortrolige udgaver af deres spørgeskemaer for de øvrige interesserede parter.

(33)

i) Hvad angår påstanden om, at der manglede oplysninger i det åbne dossier, anførte den interesserede part ikke, hvilke oplysninger den refererede til. ii) Partens påstand om, at den ikkefortrolige version af hele spørgeskemaet ikke er blevet fremlagt, var ikke korrekt. iii) Hvad angår fristerne til at stille ikkefortrolige besvarelser af de stikprøveudvalgte EU-producenters spørgeskemaer til rådighed, blev det gjort klart for den interesserede part, at spørgeskemaerne kun tilføjes det ikkefortrolige dossier, når de er blevet kontrolleret med hensyn til fuldstændighed og rimelige resuméer. For at sikre EU-producenternes ret til anonymitet, blev det også fastslået, at de ikkefortrolige versioner af spørgeskemaerne ganske rigtigt ikke afslørede den pågældende producents identitet. I nogle tilfælde har de ikkefortrolige versioner derfor måttet korrigeres af den part, der har indsendt dem, før de kunne stilles til rådighed for andre interesserede parter.

(34)

Under alle omstændigheder må det fastslås, at dette på ingen måde har påvirket de interesserede parters ret til at forsvare sig. Kommissionen har i god tid givet alle interesserede parter mulighed for at reagere på de oplysninger, der findes i det dossier, der stilles til rådighed for gennemgang, således at deres bemærkninger kunne tages i betragtning, når de var underbyggede og berettigede, før der blev draget eventuelle konklusioner i undersøgelsen. Den interesserede part havde alle muligheder for at kommentere spørgeskemaerne fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven, også efter den foreløbige og den endelige fremlæggelse af oplysninger. Selv om fremlæggelsen af oplysninger og adgangen til sagsakter, som kunne konsulteres af de interesserede parter, er baseret på forskellige retlige bestemmelser, skal det bemærkes, at de interesserede parter havde rige muligheder for at kommentere alle oplysninger fra enhver part i undersøgelsen. Denne påstand måtte derfor afvises.

(35)

Alle interesserede parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at anbefale indførelsen af udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (»endelig fremlæggelse af oplysninger«). Alle parterne fik en frist til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(36)

De indkomne bemærkninger fra de interesserede parter blev gennemgået og taget i betragtning, når dette var relevant.

(37)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger modtog Kommissionen et ændret tilsagn fra en række eksporterende producenter afgivet i fællesskab med det kinesiske handelskammer for import og eksport af maskiner og elektronisk udstyr, som også omfatter den parallelle antidumpingundersøgelse. Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU af 4. december 2013 om bekræftelse af godtagelse af et tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren og antisubsidieproceduren vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina i de endelige foranstaltningers anvendelsesperiode (6), bekræftede Kommissionen godtagelsen af det pågældende tilsagn.

(38)

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra 1. juli 2011 til 30. juni 2012 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2009 til udgangen af UP (»den betragtede periode«).

(39)

Den pågældende vare blev defineret i den indledende fase som fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium og celler og wafere af den type, der benyttes i fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium, med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina. Cellerne og waferne har en tykkelse på ikke over 400 mikrometer. Denne vare henhører i øjeblikket under KN-kode ex 3818 00 10, ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90.

(40)

Følgende varetyper er udelukket fra definitionen af den pågældende vare:

(41)

Undersøgelsen har vist, at den pågældende vare og den vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende endelige anvendelsesformål. Det konkluderes derfor, at disse varer er identiske, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(42)

Interesserede parter hævdede, at wafere skulle udelukkes fra varedækningen, eftersom wafere ikke har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber som celler og moduler. Foruden de argumenter, der blev fremført før offentliggørelsen af forordningen om midlertidig antidumpingtold, blev to yderligere argumenter efterfølgende fremsat til underbygning heraf.

(43)

For det første påstod visse interesserede parter, at wafere kan anvendes til andre formål end til produktion af celler, især produktion af integrerede kredsløb og andet mikroudstyr. I den forbindelse skal det bemærkes, at ikke alle wafere indgår i varedækningen i denne undersøgelse, der er begrænset til »wafere af den type, der benyttes i fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium« og at disse wafere»er af en tykkelse ikke over 400 mikrometer«. Mens wafere afgjort findes i andre sammenhænge, omfattede undersøgelsen aldrig wafere, der anvendes i produktionen af andre produkter, såsom integrerede kredsløb. Desuden har ingen producenter, importører eller brugere, der er involveret i markedet for disse andre typer af wafere, fremsat påstande om, at deres wafere skulle være underlagt registrering eller midlertidig antidumpingtold. Det konkluderes derfor, at disse andre typer af wafere ikke er omfattet af varedækningen i forbindelse med denne undersøgelse. Dette viser desuden, at wafere ikke nødvendigvis har samme endelige anvendelsesformål som celler og moduler.

(44)

For det andet påstås det, at uforarbejdede wafere ikke har nogen af de væsentlige elektriske egenskaber, der adskiller solceller og moduler fra andre varer. Wafere mangler navnlig evnen til at generere elektricitet af sollys, hvilket er den primære funktion for krystallinske solceller og -paneler.

(45)

Undersøgelsen viste rent faktisk, at wafere først kan generere elektricitet af sollys, når de er omdannet til en celle. Konversionen foregår via celler, der absorberer lys og konverterer det til elektricitet gennem krystallinsk silicium. Celler har en positiv-negativ pol til at opsamle og sende den elektricitet, der genereres af cellen. Ved samling af modulerne svejses cellerne sammen med flad valsetråd eller metalbånd, hvorved der frembringes en streng af celler. De lamineres mellem plader. Der anvendes hovedsagelig glas i det øverste lag og en polymerisk underlagsplade i det nederste lag. Rammerne anvendes sædvanligvis til montering på f.eks. hustage. Modulet kan eventuelt være udstyret med en inverter.

(46)

På grund af de anderledes grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber, som blev defineret i løbet af undersøgelsen — bl.a. evnen til at generere elektricitet af sollys — blev det endelig besluttet, at wafere bør udelukkes fra definitionen af den pågældende vare og dermed fra denne undersøgelse.

(47)

En række interesserede parter påstod, at undersøgelsen ikke kan omfatte to varer med forskellige fysiske, kemiske og tekniske egenskaber, og at moduler og celler derfor bør indgå i to separate undersøgelser. De påstod desuden, at det er uklart, om undersøgelsen omfatter en vare eller to separate varer, og at de derfor ikke har alle muligheder for at forsvare deres interesser.

(48)

Produktionen af celler og moduler er en samlet produktionsproces i forskellige trin. Cellerne afgør egenskaberne i det færdige produkt (altså modulerne). Undersøgelsen viste, at produktionen af celler direkte og udelukkende er bestemt til produktionen af moduler; moduler og celler har de samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber (bestemmes ved den anvendte råvare) og har de samme grundlæggende anvendelsesformål, dvs., at de sælges med henblik på at indgå i solcelleanlæg. Modulernes ydeevne er direkte forbundet med cellernes ydeevne.

(49)

Det fremgik tydeligt af indledningsmeddelelsen, at moduler og celler udgør den undersøgte vare. De interesserede parter havde derfor alle muligheder for at forsvare deres interesser på grundlag af definitionen af den pågældende vare. Påstandene blev derfor afvist.

(50)

Det blev endvidere påstået, at moduler og celler ikke kunne betragtes som en og samme vare, da de har forskellige ottecifrede KN-koder, sekscifrede positioner og firecifrede HS-positioner. I denne forbindelse bemærkes det, at både celler og moduler kan anmeldes under toldposition 8541 40 90, mens toldpositioner under 8501 er beregnet til elektriske generatorer i almindelighed og ikke specifikt til solenergiprodukter. Påstanden blev derfor afvist.

(51)

Adskillige parter påstod, at merværdien ved cellernes omdannelsesproces udgør hovedparten af et moduls merværdi, og at celler derfor bør betragtes som en separat vare.

(52)

Undersøgelsen viste, at produktionen af cellerne er den teknologisk set mest sofistikerede del af produktionsprocessen. Undersøgelsen viste dog også, at de to trin er forbundet, og merværdien er således ikke koncentreret på et bestemt trin i produktionsprocessen, men derimod fordelt over hele produktionsprocessen. Påstanden blev derfor afvist.

(53)

Visse interesserede parter påstod, at moduler og celler sælges på separate markeder, og at de derfor burde behandles som separate varer, hvilket også blev understreget af, at en lang række producenter ikke er vertikalt integrerede.

(54)

Moduler og celler kan ikke betragtes som separate varer, hvis priser kun svinger afhængigt af markedsfaktorerne. Faktisk er deres priser indbyrdes forbundet og påvirkes af prisen på polysilicium. Som det også fremgår af betragtning 49, produceres den pågældende vare i en enkelt produktionsproces med forskellige trin. Den kendsgerning, at visse producenter ikke er vertikalt integrerede, skyldes kun virksomhedernes beslutninger og stordriftsfordele og kan ikke ændre denne konklusion. Påstanden måtte derfor afvises.

(55)

Flere interesserede parter påstod, at moduler og celler skal behandles som forskellige varer, da de har forskellige endelige anvendelsesformål og ikke er indbyrdes udskiftelige.

(56)

Som det fremgår af det ovenstående, viste undersøgelsen, at produktionen af celler og moduler er en enkelt produktionsproces, og spørgsmålet om indbyrdes udskiftelighed i de forskellige trin i en produktionsproces er derfor ikke relevant. Desuden har moduler og celler det samme endelige anvendelsesformål, nemlig at konvertere sollys til elektricitet, og de kan derfor ikke anvendes til andre formål.

(57)

En interesseret part påstod, at moduler og celler ikke har de samme distributionskanaler, og at de derfor ikke kunne betragtes som en og samme vare. Undersøgelsen viste, at moduler og celler kan distribueres gennem forskellige eller de samme distributionskanaler. De vigtigste kriterier for at definere en og samme vare er, at de har de samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål. På grundlag af betragtning 47-49 konkluderes det således, at forskellige distributionskanaler ikke betragtes som et afgørende element. Påstanden må derfor afvises.

(58)

Det blev påstået, at moduler og celler opfattes helt forskelligt af forbrugerne, og at de derfor ikke bør betragtes som en og samme vare.

(59)

Som nævnt ovenfor er de vigtigste kriterier for at definere en og samme vare, at de har de samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål. På grundlag af betragtning 47-49 konkluderes det således, at forbrugernes opfattelse ikke betragtes som et afgørende element. Påstanden må derfor afvises.

(60)

Interesserede parter gentog, at celler og moduler ikke er en og samme vare, og derfor skulle vurderes separat. Til forskel fra wafere har celler og moduler imidlertid den samme grundlæggende egenskab, dvs. evnen til at generere elektricitet. Disse argumenter blev derfor afvist.

(61)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte en eksportør, at celler ikke kan producere elektricitet alene. De skal angiveligt integreres i moduler først. Hver celle har imidlertid typisk en kapacitet til at generere elektricitet af sollys på ca. 4W. Mens denne elektricitet kan være utilstrækkelig til de fleste anvendelser, der kræver, at flere celler samles til moduler, betyder det ikke, at en celle i sig selv ikke allerede har kapaciteten til at generere elektricitet.

(62)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte en eksportør yderligere, at cellerne ikke blot er en anden type modul, men en helt anden vare. En celle er faktisk den centrale komponent i et modul. Celler er en nøglekomponent og er derfor tydeligvis ikke »en helt anden vare«, idet moduler og celler har de samme grundlæggende egenskaber bestående i generation af elektricitet ved hjælp af sollys, jf. betragtning 60.

(63)

Samme part fremførte endvidere, at da stikprøverne af EU-producenter og kinesiske eksportører blev udtaget, blev der taget hensyn til forskellen mellem celler og moduler. Derfor burde man have fastsat andre toldsatser for moduler. I denne forbindelse bekræftes det, at der faktisk blev taget hensyn til forskellen mellem moduler og celler i forbindelse med stikprøveudtagningen af EU-producenter og kinesiske eksportører, som anført i betragtning 10 og 14 i forordningen om midlertidig told. Dette skete imidlertid kun for at sikre stikprøvens repræsentativitet og betyder ikke som sådan, at celler og moduler ikke bør betragtes som en og samme vare, eller at der bør fastsættes særskilte toldsatser for celler og moduler. For at sikre, at stikprøven var repræsentativ for alle varetyper, var det vigtigt at skelne mellem celler og moduler ved udtagningen af stikprøven. Da der var en vis usikkerhed med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt celler og moduler skulle betragtes som en og samme vare eller to forskellige varer, var det nødvendigt at sikre repræsentativitet med henblik på begge mulige konklusioner.

(64)

En række eksporterende producenter hævdede, at den omstændighed, at tilsagnet indfører forskellige mindsteimportpriser og -mængder for celler og moduler, bekræfter, at moduler og celler er særskilte varer, der kræver to særskilte undersøgelser. De forskellige mindsteimportpriser der dog blot er et tegn på, at celler og moduler er forskellige grupper af varer, der sælges til forskellige priser. Der skal derfor fastsættes forskellige priser for at gøre mindsteimportpriserne relevante.

(65)

Det forhold, at celler og moduler er forskellige grupper af varetyper er ikke i sig selv relevant for definitionen af den pågældende vare. For definitionen af den pågældende vare er det tilstrækkeligt, at varerne har de samme grundlæggende egenskaber og endelige anvendelsesformål, hvilket er tilfældet for moduler og celler som beskrevet i betragtning 46 og 71.

(66)

Den kinesiske regering påstod, at vurderingen af, hvorvidt celler og moduler er en og samme pågældende vare, ikke tager højde for en række kriterier som defineret af appelorganet i sagen EC — Asbestos  (7). Disse kriterier anvendes til fastlæggelse af begrebet »samme vare« og ikke den pågældende vare. Med andre ord anvendes disse kriterier til at fastlægge den samme vare, f.eks. samme vare produceret af EU-erhvervsgrenen, som derefter sammenlignes med den pågældende vare, der blev eksporteret af de kinesiske eksporterende producenter. Disse kriterier er derfor ikke relevante ved definitionen af den pågældende vare. Under alle omstændigheder bemærker institutionerne, at anvendelsen af de kriterier, der er anvendt i EC — Asbestos, til at definere den pågældende vare i nærværende tilfælde ikke ville føre til et andet resultat. Det første og det andet kriterium (egenskaber, art og kvalitet samt anvendelsesformål) er identiske med kriterierne for de fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål, der er anvendt i foregående betragtning. Det tredje kriterium (forbrugernes smag og vaner) er ikke særlig nyttigt for denne sag, da celler er nøglekomponenten til moduler; hvad angår det fjerde kriterium — toldnomenklatur — skal det bemærkes, at både celler og moduler kan anmeldes under toldposition 8541 40 90, mens toldpositioner under 8501 er beregnet til elektriske generatorer i almindelighed og ikke specifikt til solenergiprodukter.

(67)

Andre interesserede parter påstod, at en objektiv anvendelse af de kriterier, som EU-Domstolen har udviklet i tidligere sager (8), fører til den konklusion, at moduler og celler er forskellige varer. I den forbindelse skal det bemærkes, at retten kun anførte en række kriterier, som kan tages i betragtning — der er ikke tale om en forpligtelse til at benytte alle kriterier i alle tilfælde, da de ikke nødvendigvis alle er relevante. Disse kriterier blev behandlet i betragtning 27-39 i forordningen om midlertidig antidumpingtold, hvor det blev konstateret, at en række kriterier ikke er relevante i den foreliggende sag. I Brosmann-sagen blev vurderingen af, om forskellige typer sko tilhører den »pågældende vare«, også foretaget på grundlag af kun tre kriterier, der blev anset for at være relevante. Da de interesserede parter ikke har fremlagt nogen begrundelse for, hvorfor en objektiv anvendelse af kriterierne kan få én til at konkludere, at moduler og celler er særskilte varer, kan denne påstand ikke godtages.

(68)

Desuden mindes der om, at celler og moduler har de samme grundlæggende anvendelsesformål, dvs. at de sælges med henblik på at indgå i fotovoltaiske solcelleanlæg. Modulernes ydeevne er direkte forbundet med cellernes ydeevne, jf. betragtning 28 i forordningen om midlertidig antidumpingtold.

(69)

En interesseret part påstod, at argumentet om, at celler og moduler har de samme endelige anvendelsesformål også bør afvises efter udelukkelsen af wafere fra varedækningen og på grund af den betydelige forarbejdning, der kræves for at fremstille moduler af celler. Det påstås også, at konklusionen om, at moduler og celler har samme endelige anvendelsesformål, er baseret på den antagelse, at wafere, moduler og celler fremstilles i den samme fremstillingsproces.

(70)

For det første er det ukorrekt at konkludere, at vurderingen af, at moduler og celler har de samme endelige anvendelsesformål, er baseret på produktionsprocessen. Selv om begge udtalelser faktisk fremgår af samme betragtning 36 i forordningen om midlertidig antidumpingtold, er det ikke ensbetydende med, at den ene konklusion er baseret på den anden antagelse. Ordet »desuden«, som adskiller de to udtalelser, gør det klart, at den anden udtalelse ikke er baseret på den første. Dertil kommer, at de to udtalelser er fremsat for at behandle forskellige spørgsmål under overskriften »Endelige anvendelsesformål og indbyrdes udskiftelighed«. Den første udtalelse angående produktionsprocessen vedrører indbyrdes udskiftelighed, mens den anden meddelelse vedrører endelige anvendelsesformål. Den underliggende antagelse, at konklusionen om, at moduler og celler har samme endelige anvendelsesformål, er baseret på den antagelse, at wafere, moduler og celler fremstilles i den samme fremstillingsproces, er derfor ikke korrekt.

(71)

Med hensyn til celles og modulers faktiske endelige anvendelsesformål bestrider de interesserede parter ikke, at moduler og celler sælges med henblik på integration i solcelleanlæg. Konklusionen om, at moduler og celler har samme endelige anvendelsesformål bekræftes derfor.

(72)

En interesseret part påstod, at fotovoltaiske tyndfilmsprodukter bør inkluderes i definitionen af den pågældende vare, idet de angiveligt har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål.

(73)

Fotovoltaiske tyndfilmsprodukter er klart udelukket fra varedækningen, jf. betragtning 40. Fotovoltaiske tyndfilmsprodukter har ganske anderledes fysiske, kemiske og tekniske egenskaber end den pågældende vare. De produceres gennem en anden produktionsproces og fremstilles ikke af krystallinsk silicium, som er den vigtigste råvare til produktion af moduler og celler. De har en lavere omdannelsesydeevne og en lavere produktion af watt, og de er derfor ikke egnede til samme type anvendelse som den pågældende vare. Påstanden måtte derfor afvises.

(74)

Det blev endvidere påstået, at celler burde betragtes som halvfabrikata, der anvendes i produktionsprocessen, mens moduler er de endelige produkter; de bør derfor ikke betragtes som en og samme vare.

(75)

Som nævnt ovenfor er de vigtigste kriterier for at definere en og samme vare, at de har de samme fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål. På grundlag af betragtning 47-49 konkluderes det således, at forskellen mellem halvfabrikata og endelige produkter ikke betragtes som et afgørende element. Påstanden må derfor afvises.

(76)

En interesseret part anmodede om en udelukkelse af solcellepaneler, der udelukkende er beregnet til 12 V's opladning af batterier, da de angiveligt har et andet anvendelsesformål end moduler, der kobles på forsyningsnettet, idet de genererer en mindre spænding og derfor ikke kan kobles til forsyningsnettet.

(77)

I henhold til indledningsmeddelelsen er solcelleopladere, der består af mindre end seks solceller, er bærbare og leverer elektricitet til apparater eller oplader batterier, udelukket fra den undersøgte vare. Moduler med mere end seks celler, som udelukkende er beregnet til opladning af batterier, har de samme grundlæggende egenskaber og samme ydeevne som moduler, der kan tilsluttes forsyningsnettet. De kan anvende en tomgangsspænding med en lavere spænding end det kredsløb, der anvendes i moduler, der tilsluttes forsyningsnettet. Til trods for denne forskel viste undersøgelsen, at denne type moduler kan tilsluttes forsyningsnettet. Den lavere spænding kan let kompenseres af en større dimension og/eller flere celler. Moduler, der er beregnet til opladning af batterier og består af mere end seks celler, falder derfor ind under definitionen af den pågældende vare.

(78)

Interesserede parter hævdede desuden, at definitionen af »solcelleopladere, der består af mindre end seks celler«, er for snæver og bør udvides til også at omfatte produkter med lignende funktioner, der ikke er omfattet af denne definition, som f.eks. produkter med en tilsvarende størrelse med et større antal mindre celler.

(79)

Desuden påstod visse interesserede parter, at definitionen af »fotovoltaiske produkter af krystallinsk silicium, der er permanent integreret i elektriske apparater« er for snæver, da kun det fulde elektriske udstyr er udelukket, mens solenergikomponenter til integration i elektrisk materiel ikke nødvendigvis er udelukket.

(80)

En analyse af de interesserede parters påstande viste, at det er mere hensigtsmæssigt at definere udelukkelsen af sådanne produkter på grundlag af tekniske standarder snarere end antallet af celler. Det blev navnlig fastslået, at definitionerne af standard »IEC 61730-1 Application Class C« mere hensigtsmæssigt fastlægger, hvilke produkter der skal være omfattet af foranstaltningerne.

(81)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger blev der modtaget bemærkninger angående udelukkelsen baseret på den internationale standard, der er nævnt ovenfor. Det blev påstået, at det i stedet for at henvise til standarden ville være mere passende at definere udelukkelsen på grundlag af udgangsspænding og udgangseffekt som »moduler eller paneler med en udgangsspænding på højst 50 V jævnstrøm og en effekt, som ikke overstiger 50 W udelukkende til direkte anvendelse som batteriopladere i systemer med samme spændings- og effektegenskaber«. Denne påstand kunne accepteres, og udelukkelsen er endeligt fastsat efter denne definition.

(82)

En anden interesseret part hævdede, at tagintegrerede solcellemoduler burde udelukkes fra varedækningen, eftersom de kombinerer funktionerne i et solcellemodul med en tagsten eller skifer. De er som sådan ikke direkte udskiftelige med et standard solcellemodul.

(83)

Undersøgelsen har imidlertid vist, at både standardmoduler og tagintegrerede solcellemoduler skal overholde samme elektriske standarder. Og mens et tagintegreret solcellemodul ikke bare kan erstattes med et standardmodul, kan det erstattes af et standardmodul plus tagsten eller skifer. Disse produkter har derfor de samme grundlæggende tekniske egenskaber, nemlig at generere elektricitet fra sollys. De ekstra funktioner (som skyldes tagdækningen) kan ikke anses for væsentlige og berettiger ikke en udelukkelse af tagintegrerede solcellemoduler fra varedækningen.

(84)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod samme interesserede part, at den manglende indbyrdes udskiftelighed mellem tagintegrerede solcellemoduler og standard solcellemoduler burdes ses som en indikation på, at solcellemoduler burde udelukkes fra foranstaltningernes varedækning, og henviste til fodtøjssagen  (9) generelt og særligt til højteknologiske sportssko (special technology athletics footwear eller »STAF«). Men begrundelserne for udelukkelsen af STAF var talrige, og Retten anså ikke den manglende dobbelte indbyrdes udskiftelighed i sig selv for at være en tilstrækkelig grund i Brosmann-sagen  (10) og bekræftede, at meget forskellige produkter, såsom hverdagssko (city trotters) og vandresko, således kan betragtes som den pågældende vare i en enkelt antidumpingundersøgelse trods uoverensstemmelserne.

(85)

Desuden påstod den interesserede part, at den manglende produktion i Unionen og den omstændighed, at den interesserede part har den intellektuelle ejendomsret er en bekræftelse af, at tagintegrerede solcellemoduler er innovative og adskiller sig fra andre produkter. Med henvisning igen til fodtøjssagen, som den interesserede part omtalte, gjorde Retten gældende, at »den manglende EF-produktion af denne type fodtøj og tilstedeværelsen af et patent […] ikke er afgørende.«  (11) Fodtøj med patenteret teknologi blev således betragtet som den pågældende vare i den pågældende sag.

(86)

Den interesserede part påstod også, at tagintegrerede solcellemoduler bør udelukkes fra definitionen af den pågældende vare, da de sælges til væsentligt højere priser end standardmoduler. I sagen vedrørende fodtøj blev STAF over en vis pris også udelukket fra definitionen af den pågældende vare. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at tagintegrerede solcellemoduler kombinerer funktionerne i et solcellemodul og tagsten eller skifer, jf. betragtning 83. En direkte sammenligning af priserne er derfor ikke hensigtsmæssig, da den supplerende funktionalitet naturligt fører til højere priser.

(87)

Hertil fremførte den interesserede part, at det på grundlag af denne argumentation vil være umuligt stadig at påberåbe sig prisforskelle som en yderligere indikator for udelukkelse fra varedækningen. Denne fortolkning er dog alt for vidtgående. Det, der er anført i den foregående betragtning, er blot, at i den nærværende sag, hvor tagintegrerede solcellemoduler kombinerer funktionaliteterne i den pågældende vare og et andet produkt (i dette tilfælde tagsten eller skifer), er prisen naturligvis ikke relevant. Det indebærer på ingen måde, at prisforskellen i andre sager ikke kan være en nyttig indikator for at fastslå, om et produkt bør udelukkes fra definitionen af den pågældende vare.

(88)

Endelig fremførte den interesserede part, at dens leverandør af tagintegrerede solcellemoduler burde have adgang til tilsagnet om en mindstepris. Det ser dog ud til, at den kinesiske eksportør ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen og i sin egenskab af ikke-samarbejdsvillig part ikke er berettiget til at deltage i tilsagnet. Disse anmodninger kan derfor ikke accepteres.

(89)

En af de interesserede parter hævdede, at der ikke var nogen produktion af monokrystallinske solceller i Unionen, og at virksomhedens eksport af monokrystallinske solceller ikke konkurrerede med EU-industrien. Undersøgelsen viste imidlertid, at der var fremstilling af monokrystallinske solceller i Unionen. Påstanden afvises derfor. Under alle omstændigheder godtgjorde Retten i Brosmann-sagen, at fraværet af produktion i Fællesskabet af en bestemt varetype ikke er afgørende.

(90)

Visse interesserede parter fremførte, at en udvidelse af undersøgelsen til også at omfatte produkter »afsendt fra« Kina ikke var berettiget, når indledningen af sagen kun vedrørte varer med oprindelse i Kina.

(91)

Varer afsendt fra Kina var dog allerede omfattet på det indledende trin. I punkt 5 i indledningsmeddelelsen »opfordres virksomheder, som afskiber den undersøgte vare fra Folkerepublikken Kina, men som mener, at en del af eller al denne eksport ikke har toldmæssig oprindelse i Folkerepublikken Kina, til at give sig til kende i forbindelse med undersøgelsen og fremlægge alle relevante oplysninger«. Det står derfor klart, at alle virksomheder, der afsender varer fra Kina, havde mulighed for at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse. Da den undersøgte vare ofte omfatter komponenter og dele fra forskellige lande, blev det også meddelt i punkt 5 i indledningsmeddelelsen, at der »kan vedtages særlige bestemmelser« til at løse dette problem.

(92)

Det er derfor opfattelsen, at alle berørte virksomheder blev behørigt underrettet om, at der kunne vedtages særlige bestemmelser for varer, der er afsendt fra Kina, hvis det var hensigtsmæssigt, og blev opfordret til at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen. Undersøgelsens anvendelsesområde blev således ikke udvidet til også at omfatte produkter »afsendt fra Kina«, da disse var omfattet fra begyndelsen.

(93)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod visse interesserede parter, at uanset bestemmelserne i indledningsmeddelelsen, som er nævnt i betragtning 91, var undersøgelsen begrænset til varer med oprindelse i Kina og vurderede ikke virkningen af varer, der er afsendt fra Kina.

(94)

I denne forbindelse skal det bemærkes, at der blev truffet følgende foranstaltninger for at sikre, at alle varer, der er afsendt fra Kina, blev vurderet i undersøgelsen, og ikke kun varer med oprindelse i Kina:

(95)

På dette grundlag konkluderes det, at undersøgelsen vedrørte alle varer, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og at resultaterne af undersøgelsen, herunder subsidiering og skade, omfatter alle varer med oprindelse i eller afsendt fra Kina.

(96)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte interesserede parter, at klagen kun indeholdt umiddelbare beviser vedrørende importen af solpaneler med oprindelse i Kina, ikke varer, der er afsendt fra Kina. Det skal i denne forbindelse præciseres, at klagen faktisk omfattede varer »fra Kina«, hvilket fremgår af den forside, som klageren indsendte med sit stempel på. Før denne side er der en anden side i sagsakterne, som ganske rigtigt anvender udtrykket »med oprindelse i Folkerepublikken Kina«. Denne var dog ikke en del af det dokument, som klageren indsendte, men blev tilføjet som en forside af Kommissionens tjenestegrene, hvor betegnelsen på undersøgelsen blev anvendt, således at man undgår at gentage titlen på klagen. Det blev således konkluderet, at klagen omfattede alle varer fra Kina, uanset om de havde oprindelse i Kina eller ej.

(97)

Adskillige kinesiske eksporterende producenter gjorde desuden gældende, at eksporterende producenter i tredjelande ikke med rimelighed kan forventes at vide, at deres produkter også kan være omfattet af undersøgelsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at foranstaltningerne ikke finder anvendelse på varer, der er i transit som omhandlet i artikel V i GATT. Eksporterende producenter, som ikke driver virksomhed i Kina, er således ikke berørt af foranstaltningerne. Desuden henvendte ingen eksporterende producenter i tredjelande sig med spørgsmål om, hvorvidt de produkter, de eksporterer, er omfattet af foranstaltningerne.

(98)

De samme eksporterende producenter fremførte, at de eksporterende producenter i tredjelande ikke var blevet anmodet om at give sig til kende, og ikke fik lejlighed til at bevise, at deres produkter ikke er subsidieret. Det er institutionernes opfattelse, at eksporterende producenter uden nogen aktiviteter i Kina ikke er påvirket af foranstaltningerne, da deres varer, hvis de afsendes fra Kina, har været i transit. Alle andre eksporterende producenter blev med indledningsmeddelelsen underrettet om, at deres aktiviteter indgår i undersøgelsen.

(99)

Ud fra ovenstående defineres varedækningen endeligt som fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium og celler af den type, der benyttes i fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium, med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina, medmindre de er i transit som omhandlet i artikel V i GATT. Cellerne har en tykkelse på ikke over 400 mikrometer. Denne vare henhører i øjeblikket under KN-kode ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90.

(100)

Følgende varetyper er udelukket fra definitionen af den pågældende vare:

(101)

Klageren påstod, at Kina i høj grad yder støtte til solcelleindustrien, og henviste til en række politikker og planer samt lovgivning, der udgør grundlaget for statsstøtte i sektoren. Kommissionen gennemgik og analyserede de dokumenter, der var nævnt i klagen, og de yderligere dokumenter, som blev indsendt af den kinesiske regering og stikprøveudvalgte eksporterende producenter i forbindelse med undersøgelsen, og det blev konstateret, at mange af dem faktisk viser, at solcelleindustrien i Kina modtager præferencebehandling på mange områder.

(102)

Den kinesiske regering betragter solcelleindustrien som en »strategisk« industri i den 12. femårsplan (12). Den kinesiske regering har også udarbejdet en særlig plan for solcelleindustrien (under den 12. femårsplan), nemlig den 12. femårsplan for solcelleindustrien. I denne plan giver den kinesiske regering udtryk for sin støtte til »vigtige virksomheder«  (13) og »nøglevirksomheder«  (14), og forpligter sig til at »fremme gennemførelsen af en række støttepolitikker for solcelleindustrien«  (15), samt»fastlægge den overordnede udarbejdelse af støttepolitikker inden for erhverv, finans, beskatning...«  (16).

Det kinesiske Statsråds beslutning nr. 40 antyder, at den kinesiske regering »aktivt vil støtte udviklingen af en erhvervsgren for ny energi og fremskynde udviklingen af solenergi« (17), pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter (den kategori, som solcelleprojekter tilhører) og giver lovning om gennemførelsen af »andre præferentielle politikker for tilskyndede projekter«  (18). En anden beslutning fra Statsrådet af 10. oktober 2010 taler om udbygning af »intensiteten af finanspolitiske og finansielle støttepolitikker«, opfordrer de finansielle institutter til at »forhøje kreditstøtten« og giver tilsagn om at »udnytte de skattemæssige præferencepolitikker såsom risikokompensation«  (19) for nye strategiske brancher, en kategori, som solcelleindustrien tilhører. De nationale retningslinjer for mellem- og langsigtet videnskabelig og teknologisk udvikling (2006–2020) (The National Outline for the Medium and Long-term Science and Technology Development (2006–2020)) giver tilsagn om at »give førsteprioritet til politikfinansiering«, »tilskynde de finansielle institutter til at yde præferentiel kreditstøtte til store nationale videnskabelige og teknologiske industrialiseringsprojekter«, at»tilskynde de finansielle institutter til at forbedre og styrke de finansielle tjenester for højteknologiske virksomheder« og at »gennemføre præferentielle beskatningspolitikker til fremme af højteknologiske virksomheder«  (20) .

Den kinesiske lovgivning om videnskabelige og tekniske fremskridt indeholder også en række foranstaltninger til støtte for strategiske industrier, herunder solcelleindustrien. Det fremgår bl.a., at staten skal tilskynde og vejlede de finansielle institutter med hensyn til at yde støtte til udviklingen af højteknologiske industrier og industrier, der anvender ny teknologi gennem långivning (21), instruere de politikorienterede finansielle institutter i at give prioritet til udviklingen af højteknologiske industrier og industrier, der anvender ny teknologi, ved hjælp af finansielle tjenester (22) og fastlægge »lave renter og sikkerhedsbeløb ved långivning« til visse virksomheder og »særlig støtte« fra de politikorienterede finansielle institutter til projekter, som tilskyndes af staten (23). Den praktiske anvendelse af disse foranstaltninger er beskrevet nedenfor.

(103)

Både den kinesiske regering og de kinesiske eksporterende producenter i stikprøven indsendte svar på spørgeskemaerne og indvilligede i kontrolbesøg (24) for at kontrollere svarene.

(104)

Hvad angår den kinesiske regering, sendte Kommissionen efter en analyse af spørgeskemabesvarelsen en mangelskrivelse og et brev forud for kontrolbesøget, efterfulgt af korrespondance vedrørende dagsordenen for kontrolbesøget. Kommissionen gav den kinesiske regering rigelig tid til at udarbejde og indsende et indlæg, når dette var nødvendigt og berettiget. Den kinesiske regering blev indrømmet en væsentlig forlængelse af fristerne, dvs. 30 dages forlængelse af fristen for besvarelsen af spørgeskemaet, hvilket betød en endelig frist på 69 dage for indsendelsen af svaret på spørgeskemaet, og Kommissionen gav den kinesiske regering 25 dage til at svare på mangelskrivelsen. Derfor har den kinesiske regering alt i alt haft mere end tre måneder til at fremlægge de oplysninger, som Kommissionen havde udbedt sig.

(105)

Under kontrolbesøget i det kinesiske handelsministerium i Beijing og fire finansielle institutioner (China Development Bank, Export Import Bank of China, Huaxia Bank and SINOSURE) bestræbte Kommissionen sig på at verificere de fremsendte oplysninger ud fra det bevismateriale, der var blevet brugt til at udarbejde den kinesiske regerings besvarelse, i henhold til grundforordningens artikel 11 og 26. I denne forbindelse nåede Kommissionen til den foreløbige konklusion, at de manglende oplysninger og den manglende dokumentation fra den kinesiske regering ikke gav mulighed for en korrekt kontrol af besvarelserne i spørgeskemaet. Desuden var visse oplysninger slet ikke blevet indsendt, selv om der specifikt blev anmodet herom, og visse spørgsmål var ganske enkelt ikke blevet besvaret. Derfor blev den kinesiske regering gjort opmærksom på konsekvenserne af manglende samarbejdsvilje i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1 og 6.

(106)

Den kinesiske regering anførte ligeledes, at Kommissionen pålagde den kinesiske regering en urimelig byrde og havde bedt om irrelevante og unødvendige oplysninger i spørgeskemaet og den efterfølgende mangelskrivelse.

(107)

For så vidt angår de ønskede oplysninger bemærkes det, at Kommissionen kun bad om oplysninger vedrørende påstande i klagen, der anses for nødvendige med henblik på at nå frem til en repræsentativ konklusion, og som var konsekvente i forhold til dens anmodning om de samme data og oplysninger i undersøgelsesprocessen, og bad den kinesiske regering gøre rede for de indsendte oplysninger og deres konsekvenser for de undersøgte ordninger. Med andre ord anmodede Kommissionen alene om oplysninger, der var nødvendige for at vurdere eksistensen og omfanget af den foreliggende subsidiering af den pågældende vare under de subsidieordninger, som var anført i klagen.

(108)

Som allerede nævnt i betragtning 105 meddelte Kommissionen efter kontrolbesøgene, den 23. maj 2013 den kinesiske regering, at den overvejede at anvende de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28. Kommissionen sendte dette brev, da den var kommet til den foreløbige konklusion, at de manglende oplysninger og dokumentation fra den kinesiske regerings side ikke muliggjorde en korrekt verificering af besvarelsen af antisubsidiespørgeskemaet, mangelskrivelsen og andre indlæg fra den kinesiske regering i løbet af denne procedure. Det blev desuden konstateret under kontrolbesøget, at visse oplysninger også blev tilbageholdt i spørgeskemabesvarelsen og de efterfølgende redegørelser fra den kinesiske regering, selv om Kommissionen specifikt havde anmodet herom. Hertil kommer, at visse spørgsmål ganske enkelt ikke var blevet besvaret. Den potentielle anvendelse af foreliggende faktiske oplysninger vedrørte regeringens planer, projekter, forskellige retsakter og andre dokumenter; præferentielle lån, anden finansiering, garantier og forsikringer; cirkulærer fra PBOC (den kinesiske nationalbank, i det følgende »PBOC«); kontrolbesøg hos banker; eksportkreditforsikringer og kontrol af Sinosure; Golden Sun-demonstrationsprogrammet; ordninger for fritagelse for og nedsættelse af direkte skatter; ordninger vedrørende indirekte skat og importtold; levering af rå- og hjælpestoffer mod utilstrækkeligt vederlag: polysilicium, ekstruderet aluminium og glas; og tilvejebringelse af brugsrettigheder til jord.

(109)

Ved brev af 3. juni 2013 gjorde den kinesiske regering indsigelse mod Kommissionens foreløbige hensigt om at anvende bestemmelserne i grundforordningens artikel 28 med den påstand, at de betingelser, der kræves for at se bort fra de forelagte oplysninger eller endda »udfylde hullerne« ikke var opfyldt i denne sag.

(110)

Den kinesiske regering påstod, at »tvivlen« om nøjagtigheden af oplysningerne, som udelukkende opstod, da de fremlagte oplysninger ikke kunne kontrolleres til Kommissionens »største« tilfredshed, ikke bør føre til, at der ses bort fra oplysningerne. Kommissionen er uenig i denne påstand, da den ikke er sand. Kommissionen så nemlig ikke »bort fra« nogen af oplysningerne udelukkende på grundlag af, at den ikke kunne efterprøve dem under kontrolbesøget. Hvis den kinesiske regerings oplysninger og redegørelser blev fundet modstridende og/eller ufuldstændige sammenlignet med andre oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, og hvis det samtidig ikke var muligt at verificere dem under kontrolbesøget, kunne Kommissionen ikke tage disse oplysninger for pålydende. Der tages behørigt hensyn til alle oplysninger, afhængigt af graden af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje. Det skal også bemærkes, at Kommissionen ikke var nøjeregnende med det format, som oplysningerne blev indgivet i, hvilket den kinesiske regering ellers påstod, men snarere med unøjagtigheden og/eller ufuldstændigheden.

(111)

Den kinesiske regering påstod desuden, at nogle af de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, medførte en sådan byrde, at det var praktisk umuligt for den kinesiske regering at fremlægge dem. I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen kun anmodede om de oplysninger, der er nødvendige for at efterprøve klagerens påstande (underbygget af umiddelbare beviser) og gav den kinesiske regering rigelig tid til at fremlægge disse oplysninger. Kommissionen er helt klar over, at klagerens mange detaljerede påstande i denne sag betød, at Kommissionen måtte anmode om en betydelig mængde oplysninger fra den kinesiske regering. Som nævnt i betragtning 104-107 var de ønskede oplysninger dog ikke overdrevne, og der blev givet god tid til at fremlægge dem.

(112)

Den kinesiske regering henviste til sondringen mellem at se bort fra de forelagte oplysninger og supplere de oplysninger, der blev modtaget, med allerede foreliggende oplysninger. Mens Kommissionen er fuldt ud bekendt med denne sondring og handler i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i grundforordningens artikel 28, skal den understrege, at når de indsendte oplysninger er i modstrid med andre tilgængelige oplysninger om samme emne, som Kommissionen har til rådighed, er det ikke muligt at supplere disse oplysninger. I sådanne tilfælde (f.eks. fremsendte oplysninger om ejerskab af bankerne) måtte Kommissionen afgøre, hvilke oplysninger der var mest pålidelige. Derved sikrede Kommissionen, at brugen af de foreliggende faktiske oplysninger ikke fik karakter af straf og var baseret på de oplysninger, der rent faktisk forelå.

(113)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke havde nogen grund til at betragte den kinesiske regering som ikke-samarbejdsvillig i denne sag, idet den enten ignorerede eller misforstod sin forpligtelse til at overveje den kinesiske regerings »praktiske mulighed« for at reagere på Kommissionens anmodning. Ifølge den kinesiske regering har undersøgelsen som helhed været urimeligt byrdefuld, således at samarbejdet generelt har været gjort umuligt, og Kommissionen som undersøgende myndighed konstant har afvist at samarbejde med den kinesiske regering med henblik på at afbøde konsekvenserne af disse byrder. Denne påstand er en klar fejlfortolkning af fakta. For at indfri sine juridiske forpligtelser efter modtagelsen af en behørigt dokumenteret klage og samtidig overholde den relevante WTO-praksis anmodede Kommissionen den kinesiske regering om kun at fremsende de oplysninger, der er nødvendige med henblik på at kontrollere og vurdere de påstande i klagen, der var underbygget med tilstrækkelig dokumentation. Kommissionen tilbød den kinesiske regering bistand i følgebrevet til spørgeskemaet samt i selve spørgeskemaet. Også i mangelskrivelsen blev den kinesiske regering opfordret til at kontakte Kommissionen, såfremt den havde spørgsmål til de ønskede oplysninger. Kommissionen indrømmede desuden usædvanligt lange frister for indsendelse af oplysningerne, jf. betragtning 104. I denne undersøgelse anmodede Kommissionen desuden kun om transaktionsspecifikke oplysninger fra den kinesiske regering med hensyn til eksportørerne i stikprøven, ikke for alle producenter af solcellepaneler i Kina, hvilket begrænsede det potentielle omfang af de ønskede oplysninger endnu mere. Kommissionen bemærker, at den kinesiske regering synes at sammenblande argumenterne vedrørende dens praktiske mulighed for at levere data med andre spørgsmål.

Når den kinesiske regering f.eks. drøfter Kommissionens påstået overdrevne anmodning om oplysninger vedrørende banker og finansielle institutioner, baserer den hovedsagelig sin argumentation på klagens påståede utilstrækkelighed og påstår, at den er baseret på de »ulovlige afgørelser« i sagen om coated finpapir. Den kinesiske regerings klage synes derfor at vedrøre kvaliteten af dokumentationen for indledning, og ikke dens praktiske mulighed for at fremlægge oplysninger. I skrivelse af 3. juni 2013 gentog den kinesiske regering sin påstand fra de tidligere indlæg om, at indledningen af mange af procedurerne ikke opfyldte den bevismæssige tærskel i artikel 11.2 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, og at Kommissionen ved at indlede disse procedurer overtrådte artikel 11.3 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Kommissionen har allerede besvaret disse påstande i et brev og et notat til den kinesiske regering, og da der ikke er fremført nye argumenter i brevet af 3. juni 2013, er der ikke behov for at behandle de samme påstande for anden gang i denne forordning.

(114)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke gav regeringen tilstrækkelig tid til at udfylde spørgeskemaet. Dette er ikke rigtigt. Kommissionen gav, jf. betragtning 104, den kinesiske regering en væsentlig forlængelse af fristerne og gav den kinesiske regering maksimal tid, uden at dette havde en væsentlig negativ indvirkning på en rettidig afslutning af sagen. Fristen for besvarelse af spørgeskemaet og mangelskrivelsen var væsentligt længere end den frist, der er fastsat i grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(115)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen så bort fra dens anmodning om støtte til fastlæggelse af spørgeskemabesvarelsernes relative nødvendighed med det formål at undgå afgørelser på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. I sine bemærkninger henviste regeringen til, at den havde anmodet Kommissionen om at uddybe formålet med bestemte ønskede oplysninger og angive, hvilke faktiske konstateringer de ville føre til, med henblik på at »sikre, at den kunne samarbejde så effektivt som praktisk muligt og samtidig fremlægge de væsentligste oplysninger«. Kommissionen kunne naturligvis ikke vide, hvilke konklusioner dette ville føre til, før de faktiske oplysninger blev indgivet. Den kinesiske regering påstår endvidere, at Kommissionen har struktureret spørgeskemaet på en måde, så det er »funktionelt umuligt« at udfylde, og at Kommissionen »fiskede efter oplysninger«. Kommissionen afviser kategorisk disse påstande. Som forklaret ovenfor omfattede spørgeskemaet kun de oplysninger, der var nødvendige for at træffe en afgørelse.

(116)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at Kommissionen insisterede på fremlæggelse af dokumenter, som Kinas regering ikke lovligt kunne fremlægge eller fremtvinge, og i denne sammenhæng henvises til relevante EU- og WTO-regler, der gør det klart, at kun urigtige eller vildledende oplysninger bør ignoreres, og at regeringen ikke havde nogen »praktisk mulighed« for at indberette visse oplysninger, da hensynet til statshemmeligheder i Kinas interne love strengt forbyder formidling heraf. Den hævdede endvidere, at de relevante bestemmelser i WTO's antidumpingaftale og antisubsidieaftale, som angiver, hvordan fortrolige oplysninger kan indsendes til undersøgelsesmyndighederne og kan indrømmes »fortrolig behandling«, ikke altid finder anvendelse i tilfælde, hvor oplysningerne skal fremlægges af myndigheder i tredjelande, i dette tilfælde den kinesiske regering. Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen bryder WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, hvis den nægter at anerkende en retlig sondring mellem statens praktiske mulighed for at meddele oplysninger, som denne er retligt er forhindret i at fremlægge på den ene side, og andre fortrolige oplysninger, som den måtte anmode om fortrolig behandling af inden for rammerne af en undersøgelse.

(117)

Kommissionen så ikke bort fra tal og oplysninger, som den kinesiske regering ikke fremlagde, uanset årsagen hertil, da det ganske enkelt ikke er muligt at se bort oplysninger, der ikke er blevet fremlagt. På den anden side, i en situation, hvor den kinesiske regering ikke tilvejebragte eller stillede visse oplysninger til rådighed for inspektion, har Kommissionen fået oplysninger af lignende art fra andre kilder (hovedsagelig offentligt tilgængelige, men også fra samarbejdsvillige eksporterende producenter eller fremlagt af visse banker under kontrolbesøg); Kommissionen inkluderede disse oplysninger i sagsakterne og anvendte dem til sin afgørelse. Kommissionen er ikke enig i påstanden om, at bestemmelserne i WTO's antidumpingaftale og aftale om subsidier og udligningsforanstaltninger, som afgør, hvorledes fortrolige oplysninger kan fremlægges for undersøgelsesmyndighederne og kan indrømmes »fortrolig behandling«, ikke finder anvendelse over for den kinesiske regering. I denne forbindelse påstod den kinesiske regering, at regeringer har en anden standard for samarbejde end eksportører, og at regeringer har ret til et »mindstemål for samarbejde«, som eksportørerne ikke er berettiget til. Hvad angår gennemførelsen af antisubsidieundersøgelser, er Kommissionen imidlertid ikke enig. Den kinesiske regering er en interesseret part, jf. grundforordningens bestemmelser, og samtidig et »interesseret medlem«, hvilket betyder, at Kina er bundet af WTO's bestemmelser og praksis.

Grundforordningens artikel 28, stk. 1, foreskriver: »I tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.« Artikel 12.7 i WTO's aftale om subsidier og udligningsforanstaltninger omhandler udtrykkeligt konsekvenserne for regeringerne af manglende samarbejdsvilje (»interesserede medlemmer«): »I tilfælde, hvor interesserede medlemmer eller interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for en rimelig frist eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige og endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.« Når det undersøgende land, i dette tilfælde Den Europæiske Union, således udøver sine WTO-rettigheder i en antisubsidieundersøgelse og anmoder om oplysninger, der skønnes nødvendige med henblik på undersøgelsen, har regeringer og eksportører samme forpligtelse til at samarbejde. I løbet af undersøgelsen henviste den kinesiske regering ofte til regler om fortrolighed som et påskud for ikke at fremlægge de ønskede oplysninger, f.eks. PBOC-cirkulærer, med henblik på kontrol. Det skal bemærkes, at den kinesiske regering, selv om den angiveligt var »retligt forhindret i at fremlægge disse oplysninger«, stadig er bundet af sine WTO-forpligtelser til at fremlægge de oplysninger, der skønnes nødvendige med henblik på undersøgelsen. I denne forbindelse kan et WTO-medlems bestemmelser fra kommunal lov eller interne regler ikke fritage det fra landets WTO-forpligtelser om at samarbejde i forbindelse med undersøgelserne; i sådanne konflikttilfælde påhviler det den kinesiske regering at foreslå, hvordan der kan gives adgang til oplysningerne, så de kan blive kontrolleret på behørig vis. Uanset det ovenstående uddybede den kinesiske regering aldrig sin påstand og fremlagde ingen beviser (f.eks. lovgivningen, som »retligt forbyder« den at fremlægge disse oplysninger) i den henseende.

(118)

Endvidere påstod den kinesiske regering, at brevet af 25. marts 2013 forud for kontrolbesøget ikke var tilstrækkelig detaljeret, og at det ikke indeholdt specifikke spørgsmål, som ville blive taget op i forbindelse med kontrolbesøget. Det skal i denne henseende bemærkes, at selv om der ikke er noget krav om, at Kommissionen skal sende en liste over alle spørgsmål, der vil blive stillet under kontrolbesøget (og Kommissionen mener ikke, at dette er relevant), indeholdt brevet af 25. marts 2013 forud for kontrolbesøget en specifik og detaljeret liste over spørgsmål og dokumenter, der ville blive behandlet i henhold til grundforordningens artikel 26, stk. 3, og WTO-reglerne. Det blev dog i brevet gjort klart, at listen ikke var udtømmende, og at andre emner og dokumentation kunne tages op, hvis det var relevant. Det skal i denne forbindelse også bemærkes, at den kinesiske regering ikke gjorde indsigelse mod indholdet af dette brev forud for kontrolbesøget, selv om den afviste at drøfte visse punkter, der ikke eksplicit fremgik af brevet, f.eks. oplysninger om de største banker i Kina, Kinas kommunistiske partis (»CCP«) indgriben i forvaltningen af visse banker eller visse bankers adgang til de udenlandske valutareserver i State Administration of Foreign Reserves, idet man hævdede, at man ikke var forberedt på at besvare spørgsmål om disse aspekter.

(119)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at Kommissionen ikke var fleksibel under kontrolbesøget og i realiteten »fastsatte en præklusionsfrist med hensyn til anmodninger om ændringer fra den kinesiske regerings side«. På samme måde hævdede den, at Kommissionen ikke accepterede nogen af de praktiske løsninger, som den kinesiske regering foreslog vedrørende kontrollen af National Bureau of Statistics (NBS) og nægtede at forlænge kontrollen til mandag den 22. april 2013 for at kontrollere NBS. Desuden indledte Kommissionens tjenestemænd kontrollen med en vis forsinkelse næsten hver arbejdsdag, fordi de ifølge den kinesiske regering ikke mødte op til tiden.

(120)

Hvad angår ovenstående påstande, skal Kommissionen understrege, at dens tjenestemænd under kontrolbesøget var fuldt ud og ubetinget fleksible. Kommissionens tjenestemænd tilbød undtagelsesvis at kontrollere dokumenter og dokumentation, som den kinesiske regering søgte at fremlægge efter afslutningen af et bestemt emne, hvilket gik langt ud over den normale arbejdstid ved en række lejligheder. Dette skete adskillige gange, også i tilfælde, hvor Kommissionens tjenestemænd på et meget sent tidspunkt skulle tage til/tilbage til andre kontrolsteder, hvor de allerede havde været og havde tilbudt at kontrollere dokumenter. Desværre tog den kinesiske regering ikke imod disse tilbud i de pågældende tilfælde, hvilket tydeligt viser, at den manglende fremlæggelse af de dokumenter, som Kommissionen havde bedt om inden for almindelig arbejdstid, ikke skyldtes tidsmæssige begrænsninger eller manglende vilje fra Kommissionen tjenestemænd til at kontrollere dem. Med hensyn til den forsinkede start på kontrolbesøget bemærker Kommissionen, at tjenestemændene ankom til tiden hver dag, men at visse forsinkelser desværre skyldtes de af den kinesiske regering krævede daglige registreringsprocedurer for at få adgang til de forskellige kontrolsteder eller blot, at der manglede repræsentanter for den kinesiske regering til at ledsage tjenestemændene, når de ankom til kontrolstederne, hvilket tvang dem til at vente længe, inden kontrollen kunne starte. Kommissionen bemærker også, at kontrolbesøget hver dag varede langt ud over den normale arbejdstid, og at det var den kinesiske regering, der aflyste mødet om eftermiddagen på kontrolbesøgets første dag, da repræsentanterne for ministeriet for teknologi besluttede ikke at deltage i besøget (jf. betragtning 122). Hvis Kinas regering havde accepteret alle de gentagne tilbud fra Kommissionens tjenestemænd om at verificere dokumenter uden for arbejdstid, ville besøget faktisk have varet længere, men dette skete ikke, idet den kinesiske regering ikke samarbejdede fuldt ud.

(121)

Den kinesiske regering anfægtede desuden Kommissionens praksis med ikke at godtage nye dokumenter og bevismateriale, som kræver verifikation efter afslutningen af det kontrolbesøg, som de tilhører. Det skal i denne forbindelse præciseres, at det ikke er og aldrig har været Kommissionens hensigt blankt at se bort fra oplysninger, der fremlægges på denne måde. Kommissionen tog hensyn til alle fremlagte oplysninger, analyserede deres kvalitet (f.eks. behandles uddrag af reviderede regnskaber anderledes end et simpelt Excel-skema eller Word-dokument med tal, der ikke understøttes af officielle kilder) og tilskrev dem en passende vægtning, da den ikke var i stand til at efterprøve disse oplysninger under kontrolbesøget.

(122)

Vedrørende de seks dokumenter (25), som blev indsendt af den kinesiske regering i løbet af undersøgelsen, og hvis indhold regeringen nægtede at drøfte under kontrolbesøget, påstod den kinesiske regering, at Kommissionen ikke har noget grundlag for at benytte de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28. Den hævdede ligeledes, at Kommissionen ikke hjalp regeringen med at forstå kravet om at fremlægge disse dokumenter og påvise, at alle de pågældende dokumenter var relevante på trods af, at den kinesiske regering »specifikt inden starten af kontrolbesøget havde anmodet Kommissionen om hjælp til at forstå kravet om at fremlægge disse dokumenter og om at godtgøre, at alle de pågældende dokumenter var relevante«. Det skal i den forbindelse først bemærkes, at alle dokumenterne direkte vedrører den pågældende erhvervsgren (26), og at det derfor er yderst relevant at inddrage dem i kontrolbesøget.

For det andet var ordlyden i den kinesiske regerings skrivelse til Kommissionen af 11. april 2013 anderledes end deres brev af 3. juni 2013. Den kinesiske regering anførte nemlig i brevet af 11. april 2013, at kontrollen af nævnte dokumenter »er suspenderet, medmindre Kommissionen på overbevisende måde kan påvise, i hvilken grad disse dokumenter anses for relevante for undersøgelsen, navnlig de påståede subsidier«. Da alle disse dokumenter, som det fremgår af ordlyden, direkte vedrører den pågældende erhvervsgren og endog særlige subsidieordninger såsom de begunstigede låneordninger eller præferentielle skatteordninger, forstod Kommissionen ikke, hvad der kan tilføjes for at demonstrere deres relevans yderligere. Det var overraskende for Kommissionen, at den kinesiske regering tilsyneladende ikke syntes at have et problem med relevansen af disse dokumenter, da de blev indgivet, men først da Kommissionen udbad sig yderligere redegørelser.

(123)

Ved brev af 23. maj 2013 meddelte Kommissionen, at den var forhindret i at kontrollere de fleste af de fremlagte oplysninger som oprindelig dokumentation og krydstjekke dem med de kildedata, der var blevet brugt til at udarbejde den kinesiske regerings svar med hensyn til oplysningerne om de finansielle markeder og finansielle institutioner i Kina. Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen i betragtning af de »meget generelle og upræcise oplysninger« ikke har givet den kinesiske regering mulighed for at kunne fremsætte relevante bemærkninger og dermed ikke giver regeringen mulighed for at udøve sin ret til at forsvare sig på en hensigtsmæssig måde. Dette har ikke hold i virkeligheden. I spørgeskemaet stillede Kommissionen meget specifikke spørgsmål og forsøgte i tråd med normal praksis for mange undersøgelsesmyndigheder at kontrollere den kinesiske regerings besvarelse under kontrolbesøget.

(124)

I sin spørgeskemabesvarelse anførte den kinesiske regering navnlig, at »lån til den pågældende erhvervsgren udgør en meget lille del af den samlede lånmasse. Visse banker har f.eks. i deres tillægsspørgeskema anført, at lån til den pågældende erhvervsgren udgjorde under 1 % af de samlede lån«. Under kontrolbesøget var den kinesiske regering ikke i stand til at underbygge denne påstand og henviste blot Kommissionen til bankerne.

(125)

Kommissionen anmodede også om statistikker over lån til den pågældende erhvervsgren. Den kinesiske regering påstod, at man ikke fører sådanne fortegnelser. Da Kommissionen forespurgte, om den kinesiske regering forsøgte at udarbejde sådanne statistikker og anmodede om disse oplysninger fra bankernes hos CBRC (banktilsynet i Kina), svarede den tilstedeværende embedsmand under kontrolbesøget, at han ikke havde kendskab hertil, og at det var en anden tjenestegren i CBRC, der var ansvarlig for statistikker. Den kinesiske regering fremlagde ingen af de statistikker, som der er blevet anmodet om i spørgeskemaet, og som Kommissionen anmodede om gentagne gange i forbindelse med mangelproceduren. Kommissionen anførte desuden i brevet forud for kontrolbesøget, at dette spørgsmål ville være omfattet.

(126)

For bankernes vedkommende stillede Kommissionen også under kontrolbesøget spørgsmål til risikovurdering og vurdering af kreditværdigheden, den samlede driftssituation, ledelsessituationen, kreditniveau, brug af finanser, tilbagebetalingsevne, garantimønster og forretningssamarbejde mellem banker og låntagere, da den kinesiske regering havde fremsat påstande vedrørende disse spørgsmål i sin spørgeskemabesvarelse. Selv om disse emner blev anført i brevet forud kontrolbesøget, var den kinesiske regering ikke i stand til at fremlægge dokumentation til støtte for sine påstande og henviste Kommissionen til bankerne.

(127)

I sit svar på Kommissionens mangelskrivelse fremlagde den kinesiske regering nogle oplysninger vedrørende statens procentvise ejerskab i visse banker. Indledningsvis skal det bemærkes, at den kinesiske regering i spørgeskemaet anførte, at den ikke er i besiddelse af disse oplysninger, og at den kun indsendte oplysninger i denne forbindelse, efter at Kommissionen påpegede, at artikel 24 i Commercial Bank Law faktisk forpligter bankerne til at indberette disse oplysninger til CBRC. Da Kommissionen under kontrolbesøget spurgte om kilden til disse oplysninger, svarede embedsmanden fra CBRC, at han ikke havde kendskab hertil, da en anden afdeling i CBRC er ansvarlig for indsamling af sådanne oplysninger. I henhold til artikel 2 i Interim Regulations on the Boards of Supervisors in Key State-owned Financial Institutions (den midlertidige forordning vedrørende tilsynsrådet i vigtige statsejede finansielle institutioner) (forelagt af EXIM Bank i sit svar på Kommissionens mangelskrivelse) skal listen over statsejede finansielle institutioner, til hvilke Statsrådet udsender tilsynsråd, anbefales af administrationsorganet for tilsynsråd i statsejede finansielle institutioner. Da denne bestemmelse henviser til administrationsorganet for tilsynsråd i statsejede finansielle institutioner, ser det ud til, at den kinesiske regering er klar over, hvilke finansielle institutioner den ejer. Dog var Kommissionen ikke i stand til at efterprøve disse oplysninger, eller blot identificere kilden til oplysningerne på grund af det manglende samarbejde fra den kinesiske regering. De offentligt tilgængelige oplysninger peger i retning af, at der også er andre statsejede banker (der ydede lån til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter) ud over dem, der er rapporteret af den kinesiske regering i dens svar på Kommissionens mangelskrivelse (27).

(128)

Den kinesiske regering påstod i et brev af 3. juni 2013, at Kommissionen hverken i spørgeskemaet eller i mangelskrivelsen »anmodede om dokumentation eller datakilder« og »nu pludselig påstår, at der mangler dokumentation og datakilder«. For klarheds skyld kontrollerer Kommissionen lige som alle andre undersøgende myndigheder de data, der indsendes af samtlige parter i undersøgelsen, hvilket den kinesiske regering var bekendt med, da Kommissionen allerede gjorde det klart i spørgeskemaet og i følgebrevet til spørgeskemaet, at besvarelserne evt. ville blive kontrolleret under kontrolbesøget. Desuden omtalte Kommissionen i brevet forud for kontrolbesøget, at dette aspekt kunne gøres til genstand for kontrol (28). Det kunne således ikke være overraskende for den kinesiske regering, at Kommissionen anmodede om dokumentation for den kinesiske regerings påstande; der er derimod tale om en standardprocedure, som Kommissionen følger i hver eneste sag.

(129)

Da Kommissionen under kontrolbesøget anmodede den kinesiske regering om at fremlægge en liste over de ti største banker i Kina og den andel af markedet, de repræsenterer, svarede CBRC, at man kan fremlægge sådanne oplysninger, men at det først var muligt, når spørgsmålet var blevet stillet skriftligt. Kommissionen forklarede, at et spørgsmål, der stilles mundtligt under kontrolbesøget, har samme gyldighed som eventuelle skriftlige spørgsmål, og påpegede, at den kinesiske regering ikke anmodede om, at de andre mundtlige forespørgsler skulle fremsættes skriftligt, før de kunne besvares. På trods af denne forklaring fremlagde den kinesiske regering stadig ikke oplysningerne.

(130)

I spørgeskemaet anmodede Kommissionen om de dokumenter, der lå til grund for oprettelsen af CBRC og dens mandat. Den kinesiske regering fremsendte et dokument fra den nationale folkekongres, som blot omtalte den påtænkte oprettelse af CBRC. Da Kommissionen spurgte, om der var andre dokumenter med CBRC's mandat og formål, oplyste CBRC's embedsmænd, at der er mange andre love vedrørende CBRC, men hvis Kommissionen ønskede at få disse dokumenter, burde den have anmodet om dem før kontrolbesøget. Det skal bemærkes, at Kommissionen i spørgeskemaet anmodede den kinesiske regering om at »tilvejebringe de dokumenter, der dannede grundlag for indførelsen af denne myndighed og dens mandat«, og Kommissionen havde således anmodet om disse dokumenter før kontrolbesøget.

(131)

Da Kommissionen anmodede om de fornødne statistikker og rapporter fra de banker, der ydede lån til de stikprøveudvalgte eksportører i undersøgelsesperioden, henviste den til artikel 33 i Kinas lov om regulering af og tilsyn med banksektoren  (29), hvoraf det fremgår, at CBRC indsamler sådanne statistikker. CBRC's embedsmand erklærede, at han var nødt til at indhente samtykke fra den juridiske afdeling først, men han fremlagde ingen oplysninger i den henseende inden afslutningen af kontrolbesøget. Igen skal det bemærkes, at Kommissionen anmodede om disse oplysninger i spørgeskemaet og mangelskrivelsen, og den havde anført i brevet forud for kontrolbesøget, at man ville kontrollere statistikkerne.

(132)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at påstandene i klagen om, at de kinesiske banker skulle være offentlige organer, udelukkende er baseret på simple påstande om statens aktiepost, der igen er baseret på »ulovlige« afgørelser i sagen om coated finpapir. Denne påstand er en fejlfortolkning af oplysningerne i klagen. I klagen henviser klageren til det statslige ejerskab og derudover bl.a. til, at bankerne yder lån baseret på politiske direktiver, at regeringsorganer instruerer de finansielle institutioner i at øge långivningen til virksomhederne for at fremme nye teknologier og produkter (herunder solcelleindustrien). Konklusionerne i sagen vedrørende coated finpapir om, at de kinesiske banker er offentlige organer, var baseret på flere elementer end blot ejerskab (f.eks. statslig indgriben og vejledning til bankerne i at yde direkte begunstigede låneordninger til papirindustrien via statslige ordninger), og disse konklusioner er i fuld overensstemmelse med EU's og WTO's regler. Desuden blev konklusionerne om statsejede bankers status som offentlige organer bekræftet i sagen om stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale.

(133)

Den kinesiske regering påstod også fortsat, at den ikke var i stand til at give oplysninger om de 3 800 banker og finansielle institutioner, der findes i Kina, og at CBRC under ingen omstændigheder opbevarer fortegnelser vedrørende det procentvise statslige ejerskab i bankerne. Kommissionen forstår ikke, hvorfor den kinesiske regering gentagne gange henviser til alle banker i Kina i forbindelse med den kinesiske regerings ejerskab, når de ønskede oplysninger udtrykkeligt blev begrænset til de banker »som den kinesiske regering har direkte eller indirekte ejerskab i« (30). Den kinesiske regerings påstand, jf. betragtning 127, om, at CBRC (eller andre offentlige myndigheder) ikke fører fortegnelser over sit ejerskab i bankerne, synes at være i modstrid med en række kinesiske lovbestemmelser.

(134)

Ved brev af 3. juni 2013 gentog den kinesiske regering sin påstand om, at den ikke har beføjelse til at kræve, at »uafhængige banker« tilvejebringer fortrolige oplysninger, og henviste til den skrivelse, som den angiveligt havde fremsendt til bankerne om dette spørgsmål. Det er rigtigt, at den kinesiske regering under kontrolbesøget fremviste det originale brev til bankerne, men da Kommissionen anmodede den kinesiske regering om at indsende dokumentation for, hvilke banker og finansielle institutioner dette brev var sendt til, kunne den kinesiske regering ikke fremlægge en sådan dokumentation. Den kinesiske regering påstod også, at nogle af de institutioner, der er angivet i tillæg 7 til mangelskrivelsen, ikke er banker. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at de eksporterende producenter i stikprøven havde indberettet disse institutioner til Kommissionen som institutioner, der havde ydet dem lån.

(135)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke medtog spørgsmålet om PBOC-cirkulærerne YinFa [2003] og [2004] i spørgeskemaet eller i mangelskrivelsen. Det bemærkes, at Kommissionen i brevet forud for kontrolbesøget inkluderede »nationalbankens forordninger/cirkulærer/interne dokumentation vedrørende rentesatsregulering i Kina« blandt de emner, der skulle behandles under kontrolbesøget. Det er klart, at begge cirkulærer falder ind under denne kategori. I sit svar på Kommissionens mangelskrivelse henviste den kinesiske regering endog til en artikel på den kinesiske nationalbanks websted, der henviser til et af cirkulærerne. Den kinesiske regering fremlagde dog overhovedet ingen cirkulærer fra Kinas nationalbank og indgav kun oplysninger fra den kinesiske nationalbanks websted, der var mangelfulde med hensyn til styringen af rentesatser for udlån og indlån i Kina sammenholdt med cirkulærerne YinFa [2003] og [2004], der begge er tilgængelige på internettet. Det skal også bemærkes, at den kinesiske regering ikke nægtede at udlevere disse dokumenter under påskud af, at den ikke var forberedt på disse spørgsmål, men snarere på grund af cirkulærernes påståede fortrolighed. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den kinesiske regerings påstand om, at PBOC's cirkulærer er fortrolige, er i modstrid med regeringens egen praksis i denne procedure. I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger indsendte den kinesiske regering den fulde version af et andet PBOC-cirkulære som dokumentation for sin påstand om, at de særlige lån, som de statsejede forretningsbanker havde ydet, var blevet ophævet, og den i andre sammenhænge påståede fortrolighed syntes ikke at være en hindring. Hvad angår uddragene fra den kinesiske nationalbanks websted, noterede Kommissionen sig dem og så ikke bort fra indholdet. For at få alle oplysninger om spørgsmålet havde Kommissionen dog også brug for oplysningerne i de to cirkulærer, som supplerede de oplysninger, som den kinesiske regering havde indsendt.

(136)

6 samarbejdsvillige eksporterende producenter anmodede om individuelle undersøgelser i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3, nemlig NPV Dongying Solar Power Co. Ltd., Jiangsu Runda PV Co., Ltd., Kinve Solar Power Co., Ltd. (Maanshan), Phono Solar Technology Co. Ltd., Shandong Linuo Photovoltaic Hi-Tech Co. Ltd., og Shandong Linuo Solar Power Holdings Co. Ltd. Det var ikke muligt at indrømme disse virksomheder en individuel undersøgelse, da det på grund af det høje antal angivelige subsidieordninger og undersøgelsens tidskrævende karakter ville være urimeligt byrdefuldt og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen.

(137)

På grundlag af oplysningerne i klagen ønskede Kommissionen oplysninger om følgende ordninger, som angiveligt omfattede støtte ydet af en statslig myndighed:

(138)

Kommissionen bad den kinesiske regering om oplysninger vedrørende andelen af lån, der stammede fra banker, hvor den kinesiske regering er hoved- eller eneaktionær, banker, hvor den kinesiske regering har en aktiepost, men ikke er hovedaktionær, banker, hvor den kinesiske regering ikke er aktionær, og udenlandsk ejede banker, både til erhvervslivet som helhed og til den erhvervsgren, som denne procedure vedrører. Den kinesiske regering svarede, at man ikke fører registre over beløb og rentesatser for lån, der ydes af statsejede banker, og at den kinesiske regering heller ikke har registreret oplysninger om lån til solcelleindustrien. Den kinesiske regering foreslog ikke nogen alternative kilder til disse oplysninger.

(139)

Kommissionen vedlagde et særligt spørgeskema (tillæg A), der er bestemt for banker/finansielle institutioner, til det oprindelige antisubsidiespørgeskema og anmodede den kinesiske regering om at videresende det til banker/finansielle institutioner, som ydede lån til den pågældende erhvervsgren. Formålet med tillæg A er at verificere påstande i klagen om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer. Kommissionen bad bl.a. om oplysninger vedrørende strukturen af den statslige kontrol med disse kinesiske banker samt gennemførelsen af statslige politikker eller interesser vedrørende solcelleindustrien (dvs. bestyrelser og generalforsamlinger, referater af generalforsamlinger/bestyrelsesmøder, aktionærers/bestyrelsesmedlemmers nationalitet, udlånspolitikker og risikovurdering i forbindelse med lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter). I besvarelsen af spørgeskemaet indsendte den kinesiske regering kun en besvarelse til tillæg A for fem banker (China Development Bank (CDB), EXIM Bank, Bank of Shanghai, Bank of China (31) og Huaxia Bank). I mangelskrivelsen gentog Kommissionen sin oprindelige anmodning om oplysninger. For at gøre det lettere for den kinesiske regering at samarbejde fremsendte Kommissionen en liste over banker/finansielle institutioner, som ydede lån til virksomhederne i stikprøven, og anmodede igen den kinesiske regering om at fremsende tillæg A til disse enheder. Der blev ikke indsendt yderligere svar til tillægget sammen med besvarelsen af mangelskrivelsen.

(140)

Kommissionen forsøgte også at indhente oplysninger om statens ejerskab af banker og finansielle institutioner. I sin besvarelse af spørgeskemaet anførte den kinesiske regering, at den ikke fører nogen fortegnelser over ejerandele, og regeringen fremlagde ingen forslag til, hvordan man kunne få adgang til disse oplysninger. Da Kommissionen i sin mangelskrivelse påpegede, at det er obligatorisk at medtage disse oplysninger i vedtægterne for bankerne, og at den kinesiske regering skal gøre disse oplysninger tilgængelige i sin egenskab af aktionær, indsendte den kinesiske regering oplysninger om ejerskabet af 16 banker. Bortset fra fem banker, for hvilke den kinesiske regering henviste til de årlige rapporter som kilde, fremlagde regeringen imidlertid ingen dokumentation for disse oplysninger og fremlagde heller ikke datakilden til oplysningerne. Vedrørende de andre banker, der ydede lån til den pågældende erhvervsgren, fremlagde den kinesiske regering ingen oplysninger overhovedet om dens ejerskab. Kommissionen kunne derfor ikke verificere nøjagtigheden og rigtigheden af de indberettede data vedrørende statens aktieposter i bankerne og andre finansielle institutioner.

(141)

Den kinesiske regering påstod, at den BB-vurdering, der anvendtes for de eksporterende producenter i stikprøven (med henblik på en lånreference), er »overordentlig ugunstig«, og at Kommissionen »i lyset af de faktiske oplysninger i sagen ikke forklarede, hvordan den var kommet frem til konklusionen om, at dette er den mest nøjagtige eller hensigtsmæssige konklusion«. Den kinesiske regering påstod endvidere, at denne metode er »en utilladelig omvendt følgeslutning«. Selv om denne påstand blev fremsat vedrørende en af de tidligere sager (coated finpapir) og før fremlæggelsen af oplysningerne vedrørende den vurdering, der blev anvendt for de eksporterende producenter i stikprøven i denne procedure, skal det bemærkes, at Kommissionen ikke anvendte »negative foreliggende oplysninger« i denne eller andre af de sager, som den kinesiske regering henviste til i sine bemærkninger. Kommissionen drog udelukkende hensigtsmæssige konklusioner ud fra de foreliggende faktiske oplysninger, som viste en mangel på passende kreditrisikovurdering, jf. betragtning 175-178. Det skal bemærkes, at den kinesiske solcelleindustri havde store tab i UP, og det var indlysende, at den befandt sig i en yderst vanskelig økonomisk situation. Virksomhederne i stikprøven fremlagde en række kreditrisikovurderinger, der viste, at en BB-vurdering for UP som helhed ikke var urimelig. Faktisk viste nogle af risikovurderingerne klart, at flere grupper var mere eller mindre insolvente.

(142)

I brevet forud for kontrolbesøget påtænkte Kommissionen at foretage kontrol af de banker, som besvarede tillæg A til spørgeskemaet og ydede en stor del af lånene til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, nemlig China Development Bank, Export-Import Bank of China, Bank of Shanghai og Huaxia Bank, og vedlagde en detaljeret liste over emner, der skulle behandles under kontrolbesøget. I det oprindelige spørgeskema til den kinesiske regering havde Kommissionen allerede gjort det klart, at oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne kunne blive efterprøvet under kontrolbesøget. I brevet forud kontrolbesøget havde Kommissionen også anført, at den kinesiske regering ville blive »anmodet om at fremlægge alt det støttemateriale, der var blevet brugt til at udarbejde deres omfattende svar, herunder oprindelige kildedokumenter og ansøgninger«. To andre vigtige leverandører af præferentiel finansiering til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter fremlagde enten slet ikke de ønskede oplysninger (Agricultural Bank of China), eller oplysningerne blev indgivet på deres vegne uden mulighed for at kontrollere dem (Bank of China).

(143)

I brevet forud for kontrolbesøget af 25. marts 2013 underrettede Kommissionen den kinesiske regering om, at den agtede at kontrollere Bank of Shanghai (»BoS«), og tilbød for at lette kontrolbesøget for den kinesiske regering, hvis det skulle blive nødvendigt, at forlænge kontrolbesøget indtil den 22. april 2013 (32). I sit oprindelige svar på brevet forud kontrolbesøget af 5. april, bekræftede den kinesiske regering ikke, at kontrolbesøget hos BoS ville finde sted, men spurgte, om Kommissionen ville være villig til at kontrollere banken i Shanghai et andet sted end resten af kontrolbesøget (dvs. Shanghai i stedet for Beijing). For at lette kontrolbesøget accepterede Kommissionen undtagelsesvis denne anmodning; Kommissionen opfordrede dog den kinesiske regering til at bekræfte kontrolbesøget i Shanghai senest den 9. april (dvs. tre arbejdsdage før indledningen af kontrolbesøget i Beijing), således at kontrolholdet kunne tilrettelægge de praktiske aspekter i forbindelse med en sådan ændring i planlægningen af kontrolbesøget. Først den 11. april (én arbejdsdag før kontrolbesøgets start) bekræftede den kinesiske regering, at kontrolbesøget hos BoS kunne finde sted den 23. eller 24. april 2013. Samme dag meddelte Kommissionen den kinesiske regering, at det på grund af den sene godkendelse ikke var muligt at foretage disse ændringer i tidsplanen. Desuden lå de datoer, som den kinesiske regering foreslog (23. eller 24. april), uden for den periode, der var aftalt mellem regeringen og Kommissionen for gennemførelsen af kontrolbesøget og endda også uden for den forlængelse, Kommissionen havde tilbudt. Kommissionen var derfor ikke i stand til at kontrollere BoS' besvarelse til tillæg A og oplysningerne om lån fra denne bank til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter. Derfor meddelte Kommissionen i sit brev af 23. maj 2011 den kinesiske regering, at man overvejede at anvende artikel 28 i forordning (EF) Nr. 597/2009 med hensyn til de ikke-efterprøvede oplysninger fra BoS.

(144)

Ved skrivelse af 3. juni 2013 påstod den kinesiske regering, at kontrolbesøget hos BoS ikke havde fundet sted på grund af Kommissionens manglende fleksibilitet, at Kommissionen ikke foreslog alternative datoer for kontrolbesøget og blot »afslog at overveje kontrolbesøget hos Bank of Shanghai«. Disse påstande er ikke korrekte. Kommissionen gjorde det klart i brevet forud for kontrolbesøget, at det oprindeligt blev foreslået at kontrollere bankerne den 17. og 18. april 2013 med mulighed for en yderligere dag den 22. april, hvilket gav den kinesiske regering mulighed for at foreslå passende tidspunkter for kontrol af bankerne i hele perioden (dvs. en fuld arbejdsuge plus en yderligere dag). Den kinesiske regering foreslog alligevel datoer til kontrol af BoS uden for denne periode, og kun én arbejdsdag forud for kontrolbesøget. Det er Kommissionens opfattelse, at den var mere end tilstrækkeligt fleksibel og tilbød i alt seks alternative dage til kontrolbesøget hos BoS, i modsætning til den kinesiske regerings påstand.

(145)

Ved brev af 23. maj 2013 forklarede Kommissionen den kinesiske regering, at man ikke var i stand til at efterprøve visse dele af Huaixia Banks (»Huaxia«) svar til tillæg A, nemlig ejerforholdene, vurderingen af kreditværdigheden hos de eksporterende producenter i stikprøven og de risikopræmier, der opkræves hos forskellige erhvervsgrene og navnlig den berørte erhvervsgren.

(146)

I sit svar af 3. juni 2013 påstod den kinesiske regering, at Huaxia havde gjort rede for ejerforholdene og fremlagt yderligere oplysninger og forklaringer for Kommissionen vedrørende dens aktionærer, og at dens vurdering af kreditværdigheden af kunder er omfattet af bankhemmelighedslove og kontraktlige aftaler mellem bankerne og deres kunder.

(147)

Med hensyn til ejerforholdene bemærkes det, at Huaxia i sin besvarelse af tillæg A hævdede, at det var et holdingselskab »uden statslige aktier«, og ikke videregav oplysninger om statsligt ejerskab, selv om Kommissionen udtrykkeligt anmodede herom i tillæg A. Kommissionen påpegede, at dette er i modstrid med de øvrige oplysninger fra den kinesiske regering, og at Huaxia havde erkendt, at nogle af aktionærerne er statsejede, og havde fremlagt et dokument med oplysninger på kinesisk om nogle af dem. Det fremgår stadig ikke klart af oplysningerne fra Huaxia, hvor stor statens andel af banken er.

(148)

Hvad angår vurdering af kreditværdigheden, bemærker Kommissionen, at banken var i stand til at forelægge et dokument herom for en af virksomhederne (efter at have beskyttet virksomhedens identitet med visse ændringer i dokumentet), mens Huaxia vedrørende de andre ønskede dokumenter hævdede, at de er omfattet af regler om tavshedspligt og kontraktlige aftaler mellem bankerne og deres kunder. Denne forskelsbehandling er vanskelig at forstå.

(149)

Ved brev af 23. maj 2013 underrettede Kommissionen den kinesiske regering om, at svarene fra Export-Import Bank of China (»EXIM«) til tillæg A og mangelskrivelsen var ufuldstændige, og at EXIM havde undladt at fremsende visse dokumenter, som Kommissionen specifikt havde anmodet om, nemlig bankens vedtægter, Statsrådets meddelelse om oprettelse af Export-Import Bank of China eller foranstaltninger til Export–Import Bank of China's forvaltning af eksportsælgeres kredit til højteknologiske produkter. Vedrørende vedtægterne påstod den kinesiske regering ved brev af 3. juni 2013, at EXIM som følge af bankens interne politik ikke kunne indsende vedtægterne (som er et internt dokument), men henviste til den elektroniske udgave, som man angiveligt havde tilbudt til konsultation på den laptop-computer, som EXIM stillede til rådighed under kontrolbesøget. Kommissionen er forundret over denne forklaring, som ikke giver mening. Hvis dokumentet var tilgængeligt online under kontrolbesøget, kan Kommissionen ikke se nogen grund til, at det ikke kunne have været indsendt, hvilket Kommissionen gentagne gange anmodede om allerede i spørgeskemaet, mangelskrivelsen og igen under kontrolbesøget. Påstanden om, at EXIM stillede dette dokument til rådighed på computeren under kontrolbesøget, er ukorrekt. EXIM erklærede, at Kommissionen kunne læse dokumentet online, men Kommissionens repræsentant forklarede, at de ikke har internetadgang under kontrolbesøg. Desuden oplyste EXIM ikke engang et link til den elektroniske udgave af vedtægterne.

(150)

Som for de to andre dokumenter forklarede EXIM, at de ikke kunne fremskaffes på grund af deres fortrolige karakter og de interne regler. EXIM anførte selv i sin mangelskrivelse, at »EXIM bank blev oprettet og opererer i henhold til Statsrådets bekendtgørelse om etablering af Export-Import Bank of China og vedtægterne for Export-Import Bank of China«. Vedtægterne blev derfor anset for et vigtigt dokument for at kunne verificere påstandene i klagen om, at EXIM er offentligt organ, men Kommissionen blev nægtet adgang til dette dokument. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en anden politisk styret bank, nemlig CDB fremlagde et lignende dokument om etablering samt en række andre bekendtgørelser fra Statsrådet. Desuden underbyggede EXIM ikke sine påstande vedrørende fortrolighed med beviser. Som forklaret i betragtning 117 kan regeringer ikke uden videre påberåbe sig interne regler for at omgå forpligtelserne i henhold til WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og i grundforordningen. Det samme gælder for foranstaltninger til Export–Import Bank of China's forvaltning af eksportsælgeres kredit til højteknologiske produkter, hvor EXIM påkaldte sig fortrolighedshensyn uden dokumentation og endog afslog at drøfte formålet med dette dokument.

(151)

EXIM undlod også at afgive oplysninger om sammensætningen af bestyrelsen og tilsynsrådet, hvilket Kommissionen anmodede om flere gange, med forklaringen, at »bestyrelsens sammensætning er i forandring«, og at Kommissionens spørgsmål vedrørende bestyrelsesmedlemmernes medlemskab af det kommunistiske parti »er et påtrængende og uhensigtsmæssigt spørgsmål som led i en antisubsidieundersøgelse«. Den kendsgerning, at bestyrelsens sammensætning er i forandring, er ikke relevant i forbindelse med denne undersøgelse. Det væsentlige er, hvordan staten er repræsenteret i bestyrelsen og tilsynsrådet i EXIM; men den kinesiske regering og EXIM nægtede at give disse oplysninger. Kommissionen finder desuden, at spørgsmålet om medlemskab af det kommunistiske parti for så vidt angår den øverste ledelse i EXIM (og alle banker for den sags skyld) er nødvendigt for at fastlægge omfanget af statslig indflydelse i bankernes ledelse. Ifølge det kommunistiske partis forfatning skal »partiet opretholde og forbedre det grundlæggende økonomiske system, hvor offentligt ejerskab spiller en dominerende rolle og forskellige økonomiske sektorer udvikles side om side...«  (33), og derfor blev en undersøgelse af det kommunistiske partis indflydelse i EXIM anset for at være nødvendig i forbindelse med denne undersøgelse og navnlig til at vurdere graden af statslig kontrol i bankerne.

(152)

Vedrørende statistikker over eksport af forskellige varekategorier, som Kommissionen allerede anmodede om i spørgeskemaet, og som EXIM er retligt forpligtede til at rapportere til CBRC, påstod den kinesiske regering ved brev af 3. juni 2013, at der var behov for mere tid til at udarbejde disse oplysninger. Det skal i den forbindelse bemærkes, at da Kommissionen anmodede om disse oplysninger allerede i det oprindelige spørgeskema, har den kinesiske regering haft over tre og en halv måned til at udarbejde disse oplysninger, men undlod at gøre det. EXIM påstod, at »denne type oplysninger fremgår af årsregnskaberne«, men dette er ikke korrekt. De oplysninger i årsregnskaberne, som den kinesiske regering henviser til, omfatter andre perioder end dem, som Kommissionen anmodede om i spørgeskemaet og under kontrolbesøget.

(153)

Den kinesiske regering har med rette hævdet, at den i spørgeskemaet bl.a. oplyste størrelsen af eksportkreditter til eksport af mekaniske og elektriske produkter og nye højteknologiske produkter. Det bemærkes, at Kommissionen aldrig har anfægtet fremlæggelsen af disse tal. Kommissionen anfægtede, at da den forsøgte at verificere disse tal under kontrolbesøget, var EXIM ikke i stand til at fremlægge dokumentation eller endog forklare, hvor disse tal stammer fra. Tilsvarende fik Kommissionen ikke tilladelse til at kontrollere oplysningerne om andelen af eksportkreditter til solcelleindustrien, som den kinesiske regering havde oplyst i spørgeskemabesvarelsen. Interessant nok mente EXIM ikke, at disse tal var fortrolige, men da Kommissionen anmodede om kildedataene for at efterprøve dem, nægtede EXIM at fremlægge dem af fortrolighedshensyn. EXIM anvendte samme ræsonnement vedrørende beløbet for eksportkreditter til de producenter, der indgik i stikprøven, og de samarbejdsvillige producenter. EXIM indberettede tal i svaret på Kommissionens mangelskrivelse, men gjorde det ikke muligt for Kommissionen at kontrollere dem af fortrolighedshensyn. Faktisk var det ikke muligt at efterprøve langt de fleste af de statistikker, der blev indsendt af EXIM.

(154)

EXIM nægtede også at forklare og fremlægge dokumentation for kreditvurderingerne af de eksporterende producenter i stikprøven og de analyser, der førte til disse kreditvurderinger.

(155)

Ved brev af 3. juni 2013 var den kinesiske regering bekymret over, at Kommissionen stillede »bestyrelsesmedlemmerne og den øverste ledelse personlige spørgsmål om tilknytningsforhold til politiske partier«. Dette er ikke korrekt. Spørgsmålene om forbindelser mellem bestyrelses- og direktionsmedlemmer og Kinas kommunistiske parti var udelukkende af teknisk karakter, og som forklaret i betragtning 151, var hensigten med disse spørgsmål at fastlægge det kommunistiske partis rolle i den kinesiske økonomi.

(156)

Under kontrolbesøget forsøgte Kommissionen at verificere vurderingen af kreditværdigheden for de stikprøveudvalgte eksporterende producenter. CDB afgav visse generelle oplysninger, men afslog at videregive oplysninger vedrørende vurderingen af de stikprøveudvalgte eksporterende producenters kreditværdighed eller endog risikovurderingen og af analyserapporten om solcelleindustrien.

(157)

I svaret på Kommissionens mangelskrivelse forelagde CDB et tal vedrørende den risikopræmie, der opkræves hos den pågældende erhvervsgren. Under kontrolbesøget ændrede CDB sit svar i denne henseende, men fremlagde ingen dokumentation for eller forklaring på grundlaget for dette tal på trods af gentagne anmodninger fra Kommissionen under kontrolbesøget.

(158)

Klageren hævder, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b).

(159)

WTO's appelorgan definerede i sin rapport USA — Endelig antidumpingtold og udligningstold på visse produkter fra Kina (34) (AO-rapporten) et offentligt organ som en enhed, der »besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed«. I henhold til appelorganet kan det forhold, at der er tegn på, at en stat udøver betydelig kontrol over en enhed og dennes adfærd, tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Hvis der er bevis for, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er tegn på, at denne kontrol har været udøvet i betydeligt omfang, kan sådanne beviser tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver offentlig myndighed (35). Appelorganet fandt ligeledes, at offentlige organer også er kendetegnet ved »udøvelse af statslige funktioner« (36), som »normalt vil blive betragtet som en del af statens praksis i henhold til den relevante medlemsstats retsorden« (37).

(160)

Nedenstående analyse fokuserer på, hvorvidt de statsejede forretningsbanker udfører funktioner, der normalt anses for en del af den statslige praksis i Kina, og hvis dette er tilfældet, hvorvidt de udøver statslig myndighed i denne forbindelse. Undersøgelsen viste, at det kinesiske finansmarked er kendetegnet ved statslig indgriben, idet de fleste af de større banker er statsejede. De kinesiske myndigheder har kun fremlagt meget begrænsede oplysninger om aktiebeholdning/ejerskab for bankerne i Kina. Kommissionen har dog, jf. nedenfor, samlet alle tilgængelige oplysninger med henblik på at nå frem til repræsentative konklusioner. I forbindelse med sin analyse af, hvorvidt bankerne er organer, der har, har fået overdraget eller udøver statslig myndighed (offentlige organer), søgte Kommissionen også oplysninger om ikke bare statens ejerskab af bankerne, men også andre kendetegn såsom statslig tilstedeværelse i bestyrelserne, statslig kontrol med deres aktiviteter, gennemførelsen af statens politikker eller interesser, samt hvorvidt enhederne er oprettet ved lovgivning.

(161)

På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det konkluderes, at de statsejede banker i Kina har den største markedsandel og er de dominerende aktører på det kinesiske finansmarked. Ifølge Deutsche Banks undersøgelse af banksektoren i Kina fra 2006 (38) udgør de statsejede bankers andel muligvis mere end to tredjedele af det kinesiske marked. I samme forbindelse hedder det i WTO's handelspolitiske gennemgang af Kina, at »statens omfattende ejerskab er endnu et bemærkelsesværdigt træk ved finanssektoren i Kina  (39)« og »der er kun sket få ændringer af markedsstrukturen inden for den kinesiske banksektor, som domineres af statsejede banker« (40). Det er relevant at bemærke, at de fem største statsejede handelsbanker (Agricultural Bank, Bank of China, Construction Bank of China, Bank of Communications og Industrial and Commercial Bank) tilsyneladende udgør mere end halvdelen af den kinesiske banksektor (41). Regeringens ejerskab af de fem største statsejede banker blev også bekræftet af den kinesiske regering i dennes svar på Kommissionens mangelskrivelse.

(162)

Kommissionen bad ligeledes om oplysninger vedrørende strukturen af den statslige kontrol med disse kinesiske banker samt gennemførelsen af statslige politikker eller interesser vedrørende solcelleindustrien (dvs. bestyrelser og generalforsamlinger, referater af generalforsamlinger/bestyrelsesmøder, aktionærers/bestyrelsesmedlemmers nationalitet, udlånspolitikker og risikovurdering i forbindelse med lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter). Som bemærket i betragtning 139 fremlagde den kinesiske regering kun meget begrænsede oplysninger i denne henseende og muliggjorde ikke kontrol af mange af de afgivne oplysninger. Kommissionen måtte derfor gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Den konkluderede ud fra de tilgængelige oplysninger, at disse banker er under statens kontrol gennem ejerskab og administrativ kontrol af deres »kommercielle« adfærd, herunder grænserne for indlån og rentesatser på udlån (se betragtning 164-167), og i nogle tilfælde endog gennem vedtægterne (42).

De relevante data, der blev anvendt til at nå frem til ovennævnte resultater, er hentet fra oplysninger fra den kinesiske regering, årsberetninger fra kinesiske banker, der enten blev fremsendt af den kinesiske regering eller var offentligt tilgængelige, oplysninger fra Deutsche Banks undersøgelse af den kinesiske banksektor fra 2006 (43), WTO's politiske gennemgang af Kina (2012) (44), Verdensbankens rapport om Kina frem mod 2030 (45), OECD's økonomiske analyse af Kina fra 2010 (46), oplysninger fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter og oplysningerne i klagen. Hvad angår udenlandske banker skønner uafhængige kilder, at de udgør en mindre del af den kinesiske banksektor og derfor spiller en ubetydelig rolle i politisk betingede udlån; relevante oplysninger tyder på, at deres andel blot kan udgøre 2 % af det kinesiske marked (47). Relevante offentligt tilgængelige oplysninger bekræfter også, at kinesiske banker, navnlig de store handelsbanker, stadig er afhængige af statsejede aktionærer og staten med henblik på tilvejebringelse af kapital, når der er kapitalmangel som følge af udvidet kreditgivning (48).

(163)

Størstedelen af de banker, der ydede lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter, er statsejede banker. På grundlag af de foreliggende oplysninger (49) blev det ganske rigtigt konstateret, at de statsejede banker og andre statsejede organer ydede de fleste lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Disse omfattede de større forretningsbanker og politisk styrede banker i Kina såsom China Development Bank, EXIM Bank, Agricultural Bank of China, Bank of China, China Construction Bank og Industrial and Commercial Bank of China. For så vidt angår de resterende statsejede banker bad Kommissionen om de samme oplysninger, som nævnes ovenfor, med hensyn til statslig kontrol og gennemførelsen af statslige politikker eller interesser vedrørende solcelleindustrien. Disse detaljerede oplysninger blev ikke stillet til rådighed. Det konkluderes derfor, at bankerne er under statens kontrol. En egentlig kontrol fremgår bl.a. af den statslige politik for støtte til den pågældende erhvervsgren, som instruerer bankerne i at handle på en bestemt måde og yde støtte (jf. betragtning 102). Derfor bør de statsejede forretningsbanker i Kina betragtes som offentlige organer.

(164)

Et andet tegn på den kinesiske regerings involvering i det kinesiske finansmarked er den rolle, som PBOC spiller ved fastlæggelsen af de specifikke begrænsninger for fastsættelsen af rentesatserne og deres udsving. Undersøgelsen fastslog nemlig, at Kinas nationalbank har særlige regler for, hvordan renterne svinger i Kina. Ifølge de foreliggende oplysninger fastlægges disse regler i PBOC's cirkulære om tilpasning af rentesatser på indlån og udlån — Yinfa (2004) No 251 (»cirkulære 251«). De finansielle institutioner anmodes om at indrømme rentesatser inden for et vist interval i forhold til den kinesiske nationalbanks referencerentesats. For lån fra forretningsbanker og politisk styrede banker, der forvaltes kommercielt, er der ingen øvre intervalgrænse, men kun en nedre intervalgrænse. For kreditkooperativer i byerne og i landområder er der både øvre og nedre intervalgrænser. For favorable lån og lån, for hvilke Statsrådet har fastsat særlige regler, må rentesatserne ikke bevæge sig opad. Kommissionen anmodede den kinesiske regering om at uddybe definitionen og ordlyden i cirkulære 251 og i den tidligere lovgivning (PBOC's cirkulære om finansielle institutioners rentespænd — YinFa [2003] No. 250). Men som beskrevet i betragtning 135 nægtede den kinesiske regering at fremsende disse cirkulærer, hvilket forhindrede Kommissionen i at kontrollere deres indhold og udbede sig forklaringer. Eftersom den kinesiske regering ikke fremlagde nogen relevante oplysninger om dette, der kunne indikere, at situationen har ændret sig siden marts 2013, da Kommissionen afsluttede sine antisubsidieundersøgelser vedrørende stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale (50), fastslås det, at PBOC er involveret og påvirker fastsættelsen af rentesatserne i de statsejede forretningsbanker. Den kinesiske regering fremlagde ingen dokumentation for, at situationen i sagen om coated finpapir og stålprodukter, der er belagt med organisk materiale, havde ændret sig. På grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger og de øvrige beviser, der er nævnt ovenfor, blev det derfor konkluderet, at situationen vedrørende metoden til rentefastsættelse var den samme i hele UP.

(165)

Begrænsninger på lånerentesatser og de lofter, der blev indført på indlånsområdet, skaber en situation, hvor bankerne har garanteret adgang til billig kapital (på grund af reguleringen af indlånsrenter) og er i stand til at yde lån til udvalgte industrier på gunstige vilkår.

(166)

Bankerne er også underkastet retlige regler, som bl.a. forudsætter, at de udfører deres udlånsvirksomhed i henhold til behovene i den nationale økonomi (51), yder kreditstøtte til tilskyndede projekter (52) eller prioriterer udvikling af industrier med højteknologi og ny teknologi (53). Bankerne er forpligtede til at følge disse regler. De eksporterende producenter i stikprøven tilhører kategorien af tilskyndede projekter og industrier med højteknologi og ny teknologi.

(167)

Forskellige uafhængige informationskilder viser, at staten i vidt omfang konstant griber ind i den finansielle sektor i Kina. Konklusionerne i f.eks. i) IMF's arbejdspapir fra 2006 viser, at bankliberaliseringen i Kina er ufuldstændig, og at kreditrisikoen ikke er korrekt afspejlet (54), ii) IMF's rapport fra 2009 fremhævede den manglende liberalisering af rentesatserne i Kina (55), iii) IMF's landerapport fra 2010 viste, at kapitaludgifterne i Kina er forholdsvis lave, at tildelingen af kreditter undertiden sker uden hensyntagen til priserne, og at en stor opsparing hos virksomhederne til dels skyldes de lave udgifter til forskellige produktionsfaktorer (herunder kapital og jord) (56) og iv) OECD's økonomiske overblik over Kina 2010 (57) og OECD's økonomiske afdelings arbejdsdokument nr. 747 om reformerne i Kinas finanssektor (58), nævner, at ejerskabet over finansielle institutioner fortsat domineres af staten, hvilket giver anledning til bekymring over, hvorvidt bankernes udlånsbeslutninger udelukkende er baseret på forretningsmæssige overvejelser, idet bankerne traditionelt synes at udføre rollen som statslige agenturer med tætte bånd til staten.

(168)

På baggrund af ovenstående konkluderes det, at de statsejede forretningsbanker og strategiske banker udøver offentlige funktioner på vegne af den kinesiske regering, nemlig obligatorisk fremme af visse økonomiske sektorer i tråd med statslig planlægning og politiske dokumenter. Det omfattende statslige ejerskab i de statsejede banker og andre oplysninger om forbindelser mellem statsejede banker og staten (herunder den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje i denne forbindelse) bekræfter, at bankerne er under statens kontrol i forbindelse med udøvelsen af deres offentlige hverv. Den kinesiske regering udøver væsentlig kontrol over statsejede forretningsbanker og strategiske banker via regeringens omsiggribende indgriben i den finansielle sektor og kravet om, at statsejede banker skal følge regeringens politik. De statsejede forretningsbanker og politisk styrede banker anses derfor for at være offentlige organer, da de ejer, besidder, og udøver offentlig myndighed.

(169)

Kommissionen undersøgte også, om den kinesiske regering overdrager det til eller pålægger de privatejede forretningsbanker i Kina at stille lån på favorable vilkår (subsidierede lån) til rådighed for producenter i solcelleindustrien jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(170)

Det fremgår klart af ovenstående afsnit om statens involvering i solcelleindustrien (jf. betragtning 101) og af konklusionerne nedenfor, at den kinesiske regering har en politik om at stille lån til rådighed for solcellesektoren på favorable vilkår, idet offentlige organer (statsejede forretningsbanker) (59) er involveret i denne långivning og indtager en dominerende stilling på markedet, hvilket giver dem mulighed for at tilbyde rentesatser, der ligger under markedsrenten.

(171)

Loven om forretningsbanker [2003] finder anvendelse på statsejede forretningsbanker og privatejede forretningsbanker på samme måde. I henhold til artikel 38 i denne lov skal alle forretningsbanker (dvs. også de privatejede) »fastsætte udlånsrenten i overensstemmelse med den øvre og nedre grænse for udlånsrenten som fastsat af PBOC«, og i artikel 34 i loven om forretningsbanker instrueres forretningsbankerne i at »udøve deres låneaktiviteter i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og i samme ånd som statens industripolitikker«.

(172)

En række statslige planer, politiske retningslinjer og lovgivninger henviser til de begunstigede låneordninger til solcelleindustrien. Statsrådets afgørelse af 10. oktober 2010 om fremme af udviklingen af 7 nye strategiske industrier indeholder bl.a. løfter om udvidelse af intensiteten af finanspolitisk og politisk støtte til strategiske industrier (60) (solcelleindustrien er opført blandt dem), tilskynder finansielle institutioner til »at udvide kreditstøtten« til disse industrier og til at »udnytte de skattemæssige præferencepolitikker såsom risikokompensation«. I National Outline for Medium and Long-term Science and Technology Development (2006-2020) opføres solenergi og solceller under nøgleområder og prioriterede områder (61), og der gives tilsagn om at »tilskynde de finansielle institutter til at yde præferentiel kreditstøtte til store nationale videnskabelige og teknologiske industrialiseringsprojekter« og regeringen rådes til at »vejlede forskellige finansielle institutioner og privatkapital til at bidrage til videnskabelig og teknologisk udvikling«. Kinas lov om videnskabelige og teknologiske fremskridt (bekendtgørelse nr. 82 udstedt af Kinas præsident), fastlægger, at staten tilskynder til og vejleder finansielle institutioner til at støtte udviklingen af højteknologi og ny teknologi ved at yde lån, og at de politiskstyrede finansielle institutioner skal prioritere udvikling af højteknologi og ny teknologi (62). Ifølge samme lov tilbyder politisk styrede finansielle institutioner inden for rammerne af deres forretninger særlig støtte til virksomheders projekter for uafhængig innovation, som tilskyndes af staten (63).

(173)

Desuden er ovennævnte begrænsninger i fastsættelsen af den kinesiske nationalbanks rentesatser (betragtning 164 og 165) også bindende for privatejede forretningsbanker.

(174)

Ovenstående citater fra love og bestemmelser af relevans for banksektoren viser, at den kinesiske regerings politik om at yde lån på favorable vilkår til solcelleindustrien ligeledes gælder privatejede forretningsbanker, og at den kinesiske regering rent faktisk instruerer dem i at »udøve deres låneaktiviteter i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og i samme ånd som statens industripolitikker« (64).

(175)

Kommissionen anmodede om relevante oplysninger fra den kinesiske regering for at kunne vurdere, hvordan bankerne i Kina foretager en vurdering af kreditrisikoen for producenterne af solcellepaneler, inden de beslutter, hvorvidt de vil yde dem lån, og træffer beslutning om lånebetingelserne. I tillæg A til spørgeskemaet bad Kommissionen om oplysninger om, hvordan bankerne tager hensyn til risikoen, når de yder lån, hvordan låntagers kreditværdighed vurderes, hvilke risikopræmier banken opkræver for forskellige virksomheder/industrier i Kina, hvilke faktorer banken tager hensyn til ved vurderingen af låneansøgningen, en beskrivelse af låneansøgningen og godkendelsesprocessen osv. Men hverken den kinesiske regering eller de enkelte banker, der identificeres i spørgeskemaet, fremlagde dokumentation om dette (med en undtagelse som omtalt i betragtning 176). Den kinesiske regering fremførte kun svar af generel karakter, som ikke var underbygget af nogen form for dokumentation for, at der rent faktisk finder en kreditrisikovurdering sted.

(176)

Under kontrolbesøget i en af bankerne fik Kommissionen mulighed for at gennemgå en risikovurdering. En del af denne risikovurdering henviste til regeringens støtte til solenergivirksomheder og statslige planer om at fremme solcelleindustrien i almindelighed, og dette afspejledes positivt i kreditvurderingen af denne virksomhed. Dette er et eksempel på, hvordan regeringens politik (og subsidier til en bestemt sektor) påvirker beslutningsprocessen i bankerne, når de træffer afgørelse om finansieringsvilkårene for solenergivirksomheder.

(177)

Kommissionen bad ligeledes om tilsvarende oplysninger fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter og forsøgte at verificere dem ved kontrolbesøg på stedet hos de eksporterende producenter i stikprøven. Hovedparten af de eksporterende producenter i stikprøven svarede, at bankerne anmoder om visse dokumenter og foretager en vis analyse af kreditrisikoen, inden lånene ydes. Men de kunne ikke fremlægge dokumentation for disse påstande. Under kontrolbesøgene bad Kommissionen om bevis for, at bankerne bad om sådanne dokumenter, eller at virksomhederne fremsendte disse dokumenter til bankerne, eller at bankerne udfærdigede en rapport som bevis for, at man foretager disse analyser af kreditrisikoen. Grupperne af eksporterende producenter i stikprøven kunne dog ikke fremlægge denne dokumentation og heller ingen anden dokumentation til støtte for deres påstande.

(178)

Kommissionen anmodede gentagne gange de interesserede parter om oplysninger vedrørende risikovurdering, da sådanne anses for afgørende bl.a. i betragtning af de oplysninger, som er omhandlet i betragtning 167.

(179)

I betragtning af ovenstående finder konklusionerne vedrørende risikovurdering i Kina anvendelse på statsejede forretningsbanker, privatejede forretningsbanker og politisk styrede banker. Ovenstående fører til den konklusion, at private banker i Kina skal følge regeringens politik med hensyn til udlån, især til solcellesektoren, og handle på samme måde som statsejede banker, der betragtes som offentlige organer (jf. betragtning 168). Det konkluderes derfor, at den kinesiske regering pålægger private banker at udføre funktioner, der normalt udføres af staten, som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(180)

Desuden viser ovennævnte, at selv om de statsejede banker ikke blev anset for at være offentlige organer, ville de også blive betragtet som underlagt og styret af den kinesiske regering til at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(181)

Fra oplysninger, der er indsamlet i løbet af undersøgelsen, kan det konkluderes, at de statsejede bankers andel af det kinesiske marked udgør over to tredjedele. De fem største statsejede forretningsbanker (Agricultural Bank, Bank of China, Construction Bank of China, Bank of Communications og Industrial and Commercial Bank ) udgør mere end halvdelen af den kinesiske banksektor (65). Desuden er China Development Bank og China Export-Import Bank 100 % statsejede. Disse syv banker ydede langt hovedparten af lånene til de otte stikprøveudvalgte eksporterende producenter af solpaneler. Statens omsiggribende ejerskab kombineret med fordrejninger på det kinesiske finansmarked og den kinesiske regerings politik om at stille billig finansiering til rådighed for udvalgte industrier underminerer princippet om lige vilkår i den internationale handel og giver de kinesiske producenter en urimelig fordel.

(182)

Bankerne i Kina kan ikke helt frit fastsætte lånevilkårene. Med hensyn til rentesatserne er de forpligtet til at holde sig inden for de grænser, som er fastsat af People's Bank of China (nationalbanken). Disse begrænsninger og de lofter, der blev indført på indlånsområdet, skaber en situation, hvor bankerne har garanteret adgang til billig kapital (på grund af reguleringen af indlånsrenter) og er i stand til at yde lån til udvalgte industrier på gunstige vilkår.

(183)

Bankerne er også underkastet retlige regler, som bl.a. forudsætter, at de udfører deres udlånsvirksomhed i henhold til behovene i den nationale økonomi (66), yder kreditstøtte til tilskyndede projekter (67) eller prioriterer udvikling af industrier med højteknologi og ny teknologi (68). Bankerne er forpligtede til at følge disse regler.

(184)

Ifølge de seneste konstateringer blev nogle store forretningsbanker i Kina indrømmet adgang til statens valutareserver (69). Dette reducerer betydeligt deres kapitalomkostninger, og den »billige kapital« anvendes til lån i USD eller EUR til udvalgte virksomheder og projekter i tråd med »going out« -politikken. De er derfor i stand til at tilbyde vilkår, som normale forretningsbanker ikke kan matche.

(185)

En anden væsentlig fordrejning i finansieringen af solcelleindustrien er den særligt privilegerede stilling, som China Development Bank (»CDB«) indtager; CDB er den vigtigste långiver til denne industri og ydede store mængder af andre lån og kreditlinjer til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter. CDB finansieres næsten udelukkende ved salg af obligationer snarere end ved indlån og er den næststørste obligationsudsteder i landet, næstefter finansministeriet. Med denne særlige mekanisme kan CDB finansiere sig selv billigt og følgelig tilbyde lån på præferencevilkår til udvalgte industrier (70).

(186)

Klageren påstod, at Kinas regering yder støtte til den kinesiske solcelleindustri gennem begunstigede lån og politisk styret kredit.

(187)

Følgende love indeholder bestemmelser om begunstigede låneordninger i Kina: Kinas lov om forretningsbanker, almindelige regler for låneforretninger (der gennemføres af People's Bank of China), Statsrådets beslutning nr. 40 om udarbejdelse og gennemførelse af midlertidige bestemmelser om fremme af tilpasning af den industrielle struktur.

(188)

På grundlag af den samlede dokumentation konkluderes det, at størstedelen af lånene til de to grupper af eksporterende producenter i stikprøven stammer fra statsejede banker, der anses for at være offentlige organer, jf. betragtning 168, fordi de har fået overdraget statslig myndighed og udøver statslige funktioner. Der foreligger yderligere dokumentation for, at disse banker i praksis udøver statslig myndighed, da der, jf. betragtning 164, tydeligvis er tale om indgriben fra statens side (dvs. PBOC) i forretningsbankernes beslutninger om rentesatserne på lån til kinesiske virksomheder. Under disse omstændigheder kontrolleres disse enheders lånepraksis direkte af staten. At bankerne udøver statslig myndighed bekræftes ligeledes af, hvordan artikel 7 og 15 i generelle regler for låneforretninger (gennemført af PBOC), beslutning 40 og artikel 34 i loven om forretningsbanker fungerer med hensyn til gennemførelsen af statens industripolitikker. Der foreligger også en lang række indicier, der underbygges af objektive undersøgelser og rapporter, om, at der fortsat er tale om en høj grad af statslig indgriben i det kinesiske finanssystem som allerede forklaret i betragtning 172 og 178. Endelig undlod den kinesiske regering at fremlægge oplysninger, som kunne have ført til en bedre forståelse af de statsejede bankers forbindelser med staten som forklaret i betragtning 139 og 140. Derfor konkluderer Kommissionen med hensyn til lån ydet af statsejede forretningsbanker i Kina, at der ydes økonomisk støtte til producenter i solcelleindustrien i form af direkte overførsler af midler fra staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i). De samme indicier viser desuden, at staten overdrager det til og pålægger statsejede forretningsbanker (samt privatejede banker) at varetage disse funktioner, og dette betyder derfor, at der foreligger et finansielt bidrag, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(189)

I lyset af analysen i betragtning 169-178 fastslås det også, at den kinesiske regering overdrager det til og pålægger privatejede banker at yde lån til solcelleproducenter, og at der foreligger et finansielt bidrag, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(190)

Der foreligger en fordel i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 6, litra b), i den udstrækning, at de statslige lån eller lån fra private organer, der har fået overdraget statslige funktioner eller er under statslig kontrol, ydes på mere favorable betingelser, end låntageren ellers kunne opnå på markedet. Ikke-statslige lån i Kina er ikke en egnet markedsreference, da det er blevet fastslået, at privatejede banker er pålagt statslige funktioner af den kinesiske regering under direkte statslig kontrol og derfor antages at følge de statsejede bankers udlånspraksis. Referencesatserne er derfor blevet beregnet ud fra metoden i betragtning 198-200. Brugen af denne referencesats viser, at der ydes lån til solcelleindustrien på betingelser, der ligger under markedsvilkår og -betingelser.

(191)

Solcelleindustrien tilhører den tilskyndede kategori i henhold til beslutning nr. 40. Beslutning nr. 40 er en bekendtgørelse fra Statsrådet, som er den højeste administrative instans i Kina, og beslutningen er dermed juridisk bindende for andre offentlige organer og de erhvervsdrivende. Heri klassificeres de industrielle sektorer i »tilskyndede, begrænsede og afviklede projekter«. Denne lov indeholder industripolitiske retningslinjer, som sammen med registerkataloget viser, hvordan den kinesiske regering fører en politik for at fremme og støtte grupper af virksomheder eller erhvervsgrene som solcelleindustrien og erhvervsgrenen for ny energi, som i registerkataloget klassificeres som en »tilskyndet industri«. Det bemærkes, at antallet af erhvervsgrene, der står opført som »tilskyndede«, kun udgør en brøkdel af den kinesiske økonomi. Desuden tildeles kun visse aktiviteter inden for disse tilskyndede sektorer status som »tilskyndede«. Det hedder ligeledes i beslutning nr. 40, artikel 17, at de »tilskyndede investeringsprojekter« skal være omfattet af specifikke privilegier og incitamenter, bl.a. finansiel støtte. Med hensyn til de »begrænsede og afviklede projekter« giver beslutning nr. 40 de statslige myndigheder beføjelser til at gribe direkte ind for at regulere markedet. Ifølge artikel 18 og 19 skal den relevante myndighed forhindre de finansielle institutioner i at yde lån til sådanne »begrænsede og afviklede projekter«. Det fremgår klart af ovenstående, at beslutning nr. 40 indeholder bindende regler for alle økonomiske institutioner i form af bestemmelser vedrørende fremme af og støtte til tilskyndede industrier, herunder solcelleindustrien

(192)

Som forklaret i betragtning 172 indrømmer den kinesiske regering direkte begunstigede låneordninger til et begrænset antal industrier, og solcelleindustrien er en af dem. Under hensyntagen til alle ovenstående bemærkninger fremgår det klart, at myndighederne kun tillader de finansielle institutioner at yde lån på favorable vilkår til et begrænset antal erhvervsgrene/virksomheder, der følger den kinesiske regerings udviklingspolitikker. På grundlag af dokumentationen i sagen og som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje i dette spørgsmål konkluderes det, at subsidierne i form af lån på favorable vilkår ikke er almindeligt tilgængelige og dermed er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter dokumentation for, at subsidierne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(193)

Undersøgelsen viste, at alle de eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af favorable lånevilkår i undersøgelsesperioden.

(194)

I overensstemmelse hermed bør finansieringen af solcelleindustrien betragtes som en subsidiering.

(195)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for eksporterende producenter og specificitet, bør subsidieringen betragtes som udligningsberettiget.

(196)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. I henhold til grundforordningens artikel 6, litra b), anses fordelen for modtagerne at være forskellen mellem det beløb, som den virksomhed, der modtager lånet, betaler for statslånet, og det beløb, som den pågældende virksomhed måtte betale for et tilsvarende lån på markedsvilkår, som den faktisk kunne opnå på markedet.

(197)

Da de kinesiske bankers udlån, jf. betragtning 190, afspejler væsentlig statslig indgriben i banksektoren og ikke afspejler rentesatserne på et fungerende marked, blev der beregnet en egnet markedsreference ud fra metoden nedenfor. Som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje har Kommissionen endvidere måttet gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger for at beregne en egnet referencerentesats.

(198)

Ved beregningen af en passende reference for lån i RMB anses det for rimeligt at anvende de kinesiske rentesatser, som justeres, så de afspejler en normal markedsrisiko. I en situation, hvor eksportørernes aktuelle finansielle tilstand er blevet konstateret på et forvredet marked, og hvor der ikke foreligger nogen pålidelige oplysninger fra de kinesiske banker om målingen af risikoen og udarbejdelsen af kreditvurderinger, anses det for nødvendigt ikke at tage de kinesiske eksportørers kreditværdighed for pålydende, men at foretage en opjustering, som afspejler det forvredne kinesiske markeds indvirkning på deres finansielle situation.

(199)

Det samme gælder for lån denomineret i udenlandsk valuta. BB-forrentede erhvervsobligationer med relevante pålydender, der er udstedt i undersøgelsesperioden, blev benyttet som benchmark.

(200)

Hvad angår ovenstående, blev både den kinesiske regering og de samarbejdsvillige eksporterende producenter, jf. betragtning 138-140, anmodet om at fremlægge oplysninger om de kinesiske bankers udlånspolitik og om, hvordan lånene blev indrømmet de eksporterende producenter. Selv om Kommissionen anmodede derom flere gange, blev disse oplysninger ikke fremlagt. I lyset af den manglende samarbejdsvilje, de foreliggende faktiske oplysninger og i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 6, skønnes det korrekt at antage, at alle virksomheder i Kina kun tildeles den højeste grad af »Non-investment grade«-obligationer (BB hos Bloomberg), og at anvende den egnede præmie, der forventes på obligationer udstedt af virksomheder med denne rating, på den kinesiske nationalbanks almindelige udlånssats. Fordelen for de eksporterende producenter er beregnet ved at tage rentedifferencen udtrykt som en procentdel ganget med det udestående beløb på lånet, dvs. den rente, der ikke blev betalt i løbet af undersøgelsesperioden. Dette beløb blev derefter fordelt på de samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede omsætning.

(201)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(202)

Klageren havde påstået, at de kinesiske banker indrømmede uforholdsmæssige kreditlinjer til de kinesiske eksportører af den pågældende vare. Undersøgelsen bekræftede, at alle undersøgte virksomheder ganske rigtigt blev indrømmet store kreditlinjer fra de kinesiske banker, der i de fleste tilfælde var uden vederlag eller underlagt meget små gebyrer. Under normale markedsforhold medfører disse kreditlinjer omfattende tilsagn og administrationsgebyrer, der gør det muligt for bankerne at kompensere for omkostninger og risici.

(203)

EF-Aircraft-panelets rapport bekræftede, at disse kreditlinjer, ud over virkningerne af de enkelte lån, kan udgøre potentielle direkte overførsler af midler i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og således finansielle bidrag. Panelet fandt, at fordelen ved en potentiel overførsel af midler hidrører fra selve eksistensen af en forpligtelse til at foretage en direkte overførsel af midler. Panelet fandt også, at en kreditlinje i sig selv kan medføre en fordel for modtagervirksomheden og dermed udgør en potentiel overførsel af midler, uafhængigt af enhver direkte overførsel af midler i form af individuelle lån (71).

(204)

De eksporterende producenter i stikprøven blev indrømmet disse kreditlinjer af de samme banker, som indrømmede de præferentielle lån, som er beskrevet ovenfor. Som fastslået ovenfor er disse banker offentlige organer (jf. betragtning 158-166) eller er under statslig kontrol eller pålagt af den kinesiske regering at indrømme præferentiel finansiering til solcelleindustrien (jf. betragtning 169-178).

(205)

Som forklaret ovenfor (jf. betragtning 158-185) er det kinesiske marked fordrejet af lovgivning og praksis i de statsejede banker, og det blev konstateret, at i de fleste tilfælde er kreditlinjerne gratis eller underlagt meget små gebyrer. Under normale markedsforhold medfører disse kreditlinjer omfattende tilsagn og administrationsgebyrer, der gør det muligt for bankerne at kompensere for omkostninger og risici.

(206)

Fordelen er repræsenteret ved de gebyrer, der normalt gælder for erhvervskreditter til virksomheder, som de eksporterende producenter i stikprøven i de fleste tilfælde undgik. Kommissionen anvendte de gebyrer, der blev opkrævet for den kreditlinje, som en udenlandsk forretningsbank gav en af de eksporterende producenter i stikprøven.

(207)

Solcelleindustrien tilhører den tilskyndede kategori i henhold til beslutning nr. 40. Beslutning nr. 40 er en bekendtgørelse fra Statsrådet, som er den højeste administrative instans i Kina, og beslutningen er dermed juridisk bindende for andre offentlige organer og de erhvervsdrivende. Heri klassificeres de industrielle sektorer i »tilskyndede, begrænsede og afviklede projekter«. Denne lov indeholder industripolitiske retningslinjer, som sammen med registerkataloget viser, hvordan den kinesiske regering fører en politik for at fremme og støtte grupper af virksomheder eller erhvervsgrene som solcelleindustrien og erhvervsgrenen for ny energi, som i registerkataloget klassificeres som en »tilskyndet industri«. Det bemærkes, at antallet af erhvervsgrene, der står opført som »tilskyndede«, kun udgør en brøkdel af den kinesiske økonomi. Desuden tildeles kun visse aktiviteter inden for disse tilskyndede sektorer status som »tilskyndede«. Det hedder ligeledes i beslutning nr. 40, artikel 17, at de »tilskyndede investeringsprojekter« skal være omfattet af specifikke privilegier og incitamenter, bl.a. finansiel støtte. Med hensyn til de »begrænsede og afviklede projekter« giver beslutning nr. 40 de statslige myndigheder beføjelser til at gribe direkte ind for at regulere markedet. Ifølge artikel 18 og 19 skal den relevante myndighed forhindre de finansielle institutioner i at yde lån til sådanne »begrænsede og afviklede projekter«. Det fremgår klart af ovenstående, at beslutning nr. 40 indeholder bindende regler for alle økonomiske institutioner i form af bestemmelser vedrørende fremme af og støtte til tilskyndede industrier, herunder solcelleindustrien

(208)

Som forklaret i betragtning 172 og 192 styrer den kinesiske regering de begunstigede låneordninger, som indrømmelse af kreditlinjer er en vigtig del af, til et begrænset antal industrier. Solcelleindustrien tilhører denne gruppe af erhvervsgrene og nyder godt af diskriminerende begunstigede låneordninger.

(209)

Under hensyntagen til alle ovenstående bemærkninger fremgår det klart, at myndighederne kun tillader de finansielle institutioner at indrømme kreditter på favorable vilkår til et begrænset antal erhvervsgrene/virksomheder, der følger den kinesiske regerings udviklingspolitikker. På grundlag af dokumentationen i sagen og som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje i dette spørgsmål konkluderes det, at subsidierne i form af uforholdsmæssigt gunstige kreditlinjer ikke er almindeligt tilgængelige og dermed er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter dokumentation for, at subsidierne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(210)

Undersøgelsen viste, at alle grupper af eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af kreditlinjer, der indrømmes uden vederlag eller til en sats, der ligger under markedsprisen, i undersøgelsesperioden.

(211)

I overensstemmelse hermed bør indrømmelsen af disse kreditlinjer til solcelleindustrien betragtes som en subsidiering.

(212)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for eksporterende producenter og specificitet, bør denne subsidiering betragtes som udligningsberettiget.

(213)

Indrømmelse af kreditter uden vederlag eller til gebyrer under markedsniveau betragtes som en levering af finansielle tjenesteydelser (jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii)) mod utilstrækkeligt vederlag. Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregne som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. På grund af den markedsforvridning, der er beskrevet i betragtning 158-185, kunne relevansen af godtgørelsen for finansielle tjenesteydelser (i dette tilfælde kreditlinjer) ikke afgøres på grundlag af gældende markedsvilkår i Kina. I henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), anses fordelen for modtagerne derfor at være forskellen mellem det beløb, som virksomheden betaler for kreditlinjen, som indrømmes af kinesiske banker, og det beløb, som den pågældende virksomhed måtte betale for en tilsvarende kreditlinje, som kunne opnås på markedsvilkår. Kreditlinjer kan også betragtes som en potentiel overførsel af midler i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(214)

En af de stikprøveudvalgte eksporterende producenter opnåede en kreditlinje fra en bank, hvis hovedkontor er etableret uden for Kina, og denne kreditlinje var omfattet af forpligtelser og administrationsgebyrer, som er sædvanlig praksis på de globale finansmarkeder. Selv om kreditlinjen blev indrømmet af den pågældende banks kinesiske datterselskab, anses det for at være en passende erstatning for en reference. Det blev fundet hensigtsmæssigt at anvende gebyrerne til denne kreditlinje som reference i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii).

(215)

Gebyrernes størrelse anvendt som benchmark blev anvendt i forhold til beløbet for hver kreditlinje for at opnå tilskudsbeløbet (minus eventuelle faktisk betalte gebyrer). Hvor varigheden af kreditlinjen var mere end et år, blev det samlede subsidiebeløb fordelt over varigheden af kreditlinjen og et passende beløb tilskrevet UP.

(216)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(217)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(218)

Klageren hævdede, at China Export & Credit Insurance Corporation (»Sinosure«) yder eksportkreditforsikring på favorable vilkår til producenter af den pågældende vare, bl.a. gennem et program kaldet »Green Express«. Ifølge klagen er Sinosures eksportkreditforsikring ikke tilstrækkelig til at dække langsigtede driftsudgifter og tab under denne ordning.

(219)

Som nævnt i betragtning 104 og 105 anmodede Kommissionen om de oplysninger, der ikke var indsendt af den kinesiske regering og/eller Sinosure, i spørgeskemaet, i mangelskrivelsen og under kontrolbesøget hos den kinesiske regering og Sinosure.

(220)

Kommissionen anmodede om oplysninger om de institutionelle rammer og de relevante dokumenter vedrørende driften af Sinosure i dets egenskab af statens officielle eksportkreditforsikringsselskab. Den kinesiske regering fremsendte kun en fælles bekendtgørelse fra handelsministeriet (»MOFCOM«) og Sinosure i 2004, men undlod at indsende en række andre relevante dokumenter, herunder f.eks. den såkaldte 840-plan, som er indeholdt i af Statsrådets bekendtgørelse af 27. maj 2009 (72).

(221)

For så vidt angår kontrollen af Sinosures spørgeskemabesvarelse og bilag 1 vedrørende Sinosure var Kommissionen ikke i stand til at opnå en række dokumenter og til at kontrollere en række elementer, der blev anmodet om under kontrolbesøget. Sinosure har navnlig ikke indsendt følgende oplysninger og bevismateriale, som Kommissionen har anmodet om: a) årsregnskaberne for 2012, som efter sigende endnu ikke er tilgængelige på Sinosures websted, b) den relevante dokumentation vedrørende eksportkreditforsikring for to af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, herunder kontrakter, risikovurdering, korrespondance og bevis for betaling af præmier, c) specifikke oplysninger om den øverste ledelse, som er udpeget af Statsrådet, d) dokumentation for de elementer og fordele, der er nævnt i den fælles bekendtgørelse fra 2004 udstedt af MOFCOM og Sinosure, bl.a. om godkendelse af begrænsninger, fleksible rentesatser og rentenedsættelser inden for præmieintervallet, e) dokumentation for langsigtede omkostninger og fortjeneste på eksportkreditforsikringsaktiviteterne og f) dokumentation for analyser af markedssituationen i solcelleindustrien.

(222)

Kommissionen fik heller ikke mulighed for at kontrollere en række elementer i spørgeskemabesvarelsen vedrørende Sinosures operationer, herunder navnlig dens svar vedrørende risikovurderingen, den faktiske fastsættelse af præmiens størrelse og ansøgnings- og godkendelsesprocessen, idet Sinosure afslog at drøfte specifikke kontrakter med de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven. Sinosure kunne heller ikke præcisere eller forelægge dokumentation for visse uoverensstemmelser i de tal eller andre elementer, der indgik i spørgeskemabesvarelsen og svaret på mangelskrivelsen, som Kommissionen har påpeget.

(223)

Den kinesiske regering og Sinosure søgte under kontrolbesøget og i den kinesiske regerings brev af 3. juni 2013 at retfærdiggøre dette manglende samarbejde ud fra fortrolighedshensyn. I denne henseende blev det i brevet forud for kontrolbesøget og den efterfølgende e-mailkorrespondance gjort meget klart, at Kommissionen krævede en meningsfuld kontrol og naturligvis ville tage alle nødvendige forholdsregler for at beskytte de fortrolige oplysninger, der indsendes eller blot fremlægges til inspektion, i overensstemmelse med dens forpligtelse til at beskytte sådanne oplysninger i henhold til de relevante strenge EU-bestemmelser. Med hensyn til de dokumenter, som Sinosure forsøgte at fremlægge efter afslutningen af kontrolbesøget, og som Sinosure ikke gav Kommissionen passende mulighed for at verificere, kan disse ikke tages i betragtning, da de blev udarbejdet specielt med henblik på undersøgelsen, og da Kommissionen ikke kunne efterprøve kildedokumenterne.

(224)

I betragtning af den kinesiske regerings og Sinosures manglende samarbejdsvilje var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere en række elementer vedrørende Sinosures indrømmelse af eksportkreditforsikring til de samarbejdsvillige stikprøveudvalgte eksporterende producenter af den pågældende vare. Derfor er nogle af konklusionerne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28 baseret på de foreliggende faktiske oplysninger.

(225)

Undersøgelsen fastslog, at Sinosure er et offentligt organ, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), og WTO's relevante retspraksis (73), da Sinosure besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed. Den kinesiske regering udøver navnlig betydelig kontrol over Sinosure (74), og Sinosure udøver statslig myndighed i forbindelse med dets udførelse af offentlige funktioner.

(226)

Kommissionen bemærker, at de aktiviteter, som Sinosure udfører inden for eksportkreditforsikring, er en integreret del af den bredere finansielle sektor, hvor det er fastslået, at staten griber direkte ind og fordrejer den normale funktion på det finansielle marked i Kina (jf. betragtning 185 ff.).

(227)

Sinosure udfører regeringsfunktioner i sin rolle som den eneste officielle institution for eksportkreditforsikring i Kina. Det har således en monopollignende stilling på markedet for eksportkreditforsikring. Virksomheden bekræftede, at dette marked ikke er åbent, om end der er visse internationale konkurrenter, som indirekte driver forretninger i Kina.

(228)

Regeringen har den fulde ejendomsret og finansielle kontrol over Sinosure. Sinosure er en statslig virksomhed, der ejes 100 % af Statsrådet. Den tegnede kapital på 4 mia. RMB stammer fra venturefonden for eksportkreditforsikring i overensstemmelse med statens budget. Dertil kommer, at staten i 2011 tilførte 20 mia. RMB gennem China Investment Corporation, den statslige investeringsfond (75). Vedtægterne foreskriver, at virksomhedens kompetente afdeling i erhvervsspørgsmål er finansministeriet, og kræver også, at virksomheden fremlægger finansielle og regnskabsmæssige rapporter samt en rapport om gennemførelse af budgettet til finansministeriet med henblik på undersøgelse og godkendelse.

(229)

Med hensyn til regeringens kontrol har Sinosure i sin egenskab af statslig virksomhed ikke en bestyrelse. Hvad angår tilsynsrådet, udpeges alle medlemmerne af Statsrådet og udfører deres opgaver i henhold til den »midlertidige forordning om tilsynsråd i vigtige statsejede finansielle institutioner«. Den øverste ledelse i Sinosure udpeges også af regeringen. Virksomhedens årsberetning 2011 viser, at formanden for Sinosure er generalsekretæren for centralkomiteen, og den øverste ledelse er også medlemmer af centralkomitéen. Da Sinosure afslog at fremlægge yderligere oplysninger om den øverste ledelse, kan det konkluderes, at forvaltningen styres direkte af regeringen, som direkte udpeger medlemmerne af tilsynsrådet og den øverste ledelse. På dette grundlag udøver den kinesiske regering betydelig kontrol over Sinosure.

(230)

Sinosures udførelse af offentlige funktioner og politikker fremgår så klart og udtrykkeligt, at det kan konkluderes, at virksomheden er et direkte udtryk for regeringens politik. Sinosures årsrapport for 2011 indeholder en række erklæringer i denne forbindelse, nemlig: Sinosure udøvede »proaktivt den politiske funktion som eksportkreditinstitution... og fik en god start i det første år af den tolvte »femårsplansperiode«« (s. 4 årsrapporten for 2011); »fremme af erhvervsreformen styrkede Sinosures politiske funktion som eksportkreditforsikringsselskab. Centralkomitéens konference om økonomi lagde vægt på denne funktion og fastlagde klare krav til kreditforsikring, som lagde grunden for vores vækstmønster« (s. 5 årsrapporten for 2011); »I 2011 gennemførte Sinosure centralkomitéens og Statsrådets strategier, afgørelser og ordninger samt statslige politikker vedrørende diplomati, udenrigshandel, industri og finanser og udspillede til fulde sin politiske funktion og opnåede en hurtig vækst« (s. 11 årsrapporten for 2011); »Sinosure gennemførte til fulde den statslige politik »Special Arrangement for Export Financing Insurance for Large Complete-set Equipment« og opfyldte sine forpligtelser, der er fastlagt af staten« (s. 11 i årsrapporten for 2011).

(231)

De institutionelle rammer og andre dokumenter, der udstedes af den kinesiske regering, som ligger til grund for Sinosures aktiviteter, er et yderligere bevis på Sinosures funktion som et offentligt organ og på, at det har bemyndigelse til at gennemføre regeringens politik. Meddelelsen om gennemførelsen af strategien for fremme af handelen gennem videnskab og teknologi ved brug af eksportkreditforsikring (Shang Ji Fa [2004] nr. 368 af 26. juli 2004) blev udstedt af Sinosure og MOFCOM i fællesskab og regulerer stadig Sinosures aktiviteter. Et af målene i denne meddelelse er at fremme eksport af højteknologi og ny teknologi og produkter med en stor værditilvækst gennem yderligere anvendelse af eksportkreditforsikring. Meddelelsen giver udtrykkeligt Sinosure beføjelser til at støtte de vigtige eksportindustrier, der er angivet i fortegnelsen over kinesiske varer med højteknologi og ny teknologi fra 2006. Denne fortegnelse omfatter »solceller og solcellemoduler« blandt de støtteberettigede produkter, og de kan derfor anses for at være direkte støttet af Sinosure. Følgende fordele er fastsat i meddelelsen: En »grøn kanal«, dvs. en særlig støtte til produkter, der er omhandlet i fortegnelsen, som skal godkendes inden fem dage, hvis betingelserne for tegning er opfyldt, og den prioriterede godkendelse af begrænsningen af forsikringen; klagebehandling, som skal være afsluttet senest tre måneder efter modtagelse af klagen; satsfleksibilitet, som består af de største præmienedsættelser inden for Sinosures flydende interval. Meddelelsen fastsætter også, at regionale og lokale handelsmyndigheder træffer yderligere foranstaltninger til støtte for produkter, der indgår i fortegnelsen. Ifølge meddelelsen tilpasser Sinosure tegningsmodellen baseret på de nationale industripolitikker og kendetegn for eksport af varer med højteknologi og ny teknologi og yder støtte til innovation og FoU-industrier, som modtager særlig støtte fra staten.

(232)

Kommissionen er bekendt med andre dokumenter, som beviser, at Sinosure gennemfører direkte statslige politikker bl.a. til fordel for de eksporterende producenter. Den såkaldte 840-plan er beskrevet i Statsrådets bekendtgørelse af 27. maj 2009 (76). Navnet henviser til brugen af 84 mia. USD i eksportforsikring, og det er en af de seks foranstaltninger, som blev iværksat af Statsrådet i 2009 for at stabilisere eksportefterspørgslen som følge af den globale krise og den deraf følgende øgede efterspørgsel efter eksportkreditforsikring. De seks foranstaltninger omfatter bl.a. en forbedret dækning af eksportkreditforsikring, kortfristet eksportkreditforsikring til et beløb på 84 mia. USD i 2009 og en nedsættelse af præmien. Som det eneste politiske eksportkreditforsikringsselskab er Sinosure opført som forvalter af planen. Hvad angår nedsættelsen af forsikringspræmien, skulle Sinosure sikre, at den gennemsnitlige præmie for kortfristet eksportkreditforsikring blev reduceret med 30 % på grundlag af den samlede gennemsnitlige præmie i 2008.

(233)

Den såkaldte 421-plan blev inkluderet i Notice on the issues to implement special arrangements for financing of insurance on the export of large complete sets of equipment, som blev udstedt i fællesskab af handelsministeriet og finansministeriet den 22. juni 2009. Dette var også en vigtig politisk støtte til Kinas »going out«-politik som reaktion på den globale finanskrise i 2009 og indeholdt 42,1 mia. USD til finansiering af forsikring til støtte for eksport af store komplette sæt af udstyr. Sinosure og nogle andre finansielle institutioner forvalter og sørger for finansieringen. Virksomheder, der er omfattet af dette dokument, kan nyde godt af præferentielle finansielle ordninger, herunder eksportkreditforsikring. Som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejde var Kommissionen ikke i stand til at anmode om yderligere oplysninger om anvendelsen af denne bekendtgørelse. I mangel af beviser på det modsatte har Kommissionen grund til at tro, at solcelleudstyr og solcelleindustrien også er omfattet af dette dokument.

(234)

Andre dokumenter, der viser den offentlige støtte til indrømmelse af kortfristet eksportkreditforsikring, omfatter to dokumenter vedrørende øget finansiel støtte til strategiske vækstindustrier, nemlig Statsrådets bekendtgørelse om dyrkning og udvikling til fremskyndelse af strategiske vækstindustrier, Guo Fa [2010] nr. 32 af 18.10.2010, afsnit 7, litra c), har til formål at tilskynde finansielle institutioner til at øge den økonomiske støtte. Gennemførelsesretningslinjerne for udvikling af vækstindustrier udstedt i fællesskab af alle ansvarlige ministerier (National Development and Reform Commission, Ministry of Commerce, Ministry of Science, Ministry of Industry and Information Technology, Ministry of Environmental Protection, Ministry of Finance, State Administration of Taxation, General Administration of Customs, General Administration of Quality Supervision, Inspection Intellectual Property Office) Guo Fa [2011] nr. 310 af 21. oktober 2011 henviser også specifikt i afsnit (Xxvii) til aktiv støtte i form af bl.a. eksportkreditforsikring til strategiske vækstindustrier. Disse strategiske vækstindustrier fokuserer på produkter, teknologier og tjenester til udvikling af det internationale marked, luft- og rumfart, avanceret fremstilling af udstyr, store beløb eller stimulering af indenlandske teknologipatenter og standardeksport af industrivarer fra vækstindustrier. Da der ikke foreligger beviser for det modsatte, er der grund til at tro, at også den pågældende vare, og de stikprøveudvalgte eksportører betragtes som »strategiske vækstindustrier« og er berettigede til de deraf følgende fordele.

(235)

På grundlag af ovenstående elementer konkluderer Kommissionen, at Sinosure er et offentligt organ, da det har myndighed til at gennemføre regerings politik, er underlagt betydelig statslig kontrol og udøver offentlige funktioner.

(236)

Retsgrundlaget for denne ordning er: Meddelelsen om gennemførelsen af strategien for fremme af handelen gennem videnskab og teknologi ved brug af eksportkreditforsikring (Shang Ji Fa [2004] nr. 368 af 26. juli 2004) udstedt i fællesskab af Sinosure og MOFCOM; the Export Directory of Chinese High and New Technology Products of 2006; den såkaldte 840-plan, der er inkluderet i Statsrådets bekendtgørelse af 27. maj 2009; den såkaldte 421-plan, der er inkluderet i Notice on the issues to implement special arrangements for financing of insurance on the export of large complete sets of equipment, udstedt i fællesskab af handelsministeriet og finansministeriet den 22. juni 2009; meddelelse om dyrkning og udvikling til fremskyndelse af strategiske vækstindustrier (Guo Fa [2010] nr. 32 af 18. oktober 2010), udstedt af Statsrådet og gennemførelsesretningslinjerne hertil (Guo Fa [2011] Nr. 310 af 21. oktober 2011).

(237)

Da Sinosure er et offentligt organ med offentlig myndighed og varetager statslige love og planer, udgør indrømmelse af eksportkreditforsikring til producenter af den pågældende vare et finansielt bidrag i form af potentiel direkte overførsel af midler fra staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(238)

Med hensyn til de lokale myndigheders nedsættelse af den præmie, som de eksporterende producenter betalte, udgør dette også en direkte overførsel af midler i form af et tilskud i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(239)

Der er tale om en fordel i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 6, litra c), i det omfang, at Sinosure yder eksportkreditforsikring på mere favorable betingelser, end modtageren normalt ville kunne opnå på markedet, eller at Sinosure giver mulighed for forsikringsdækning, der ellers ikke ville være tilgængelig på markedet. Den eksporterende producent modtog en yderligere fordel i henhold til artikel 3, stk. 2, i form af en kontantrabat på en del af forsikringspræmien, som de lokale myndigheder i det område, hvor nogle af de eksporterende producenter har hjemsted, betalte til Sinosure.

(240)

Bekendtgørelsen fra 2004 opregnede alle de fordele, som Sinosure og/eller de lokale myndigheder yder til virksomheder, der er optaget i fortegnelsen fra 2006, og i overensstemmelse med de nationale politikker. Undersøgelsen har vist, at de forsikringsaftaler, der er indgået mellem Sinosure og de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, og de lokale myndigheders nedsættelse af en del af præmierne, fuldt ud afspejler disse fordele. »Green Express«-behandling består af en forenklet og fremskyndet behandling i forbindelse med at give dækning og afvikle fordringer med en hurtig vurdering af tabet og en efterfølgende fremskyndet udbetaling til kunden.

(241)

Undersøgelsen viste også, at de foranstaltninger, der er truffet som følge af den finansielle krise i 2009, og som er forklaret i 840-planen og i 421-planen og senere i foranstaltningerne fra 2011 til fordel for strategiske vækstindustrier, gav de eksporterende producenter væsentlige fordele. Disse foranstaltninger øgede adgangen til forsikringer og reducerede yderligere den præmie, som Sinosure opkrævede, trods den vanskelige økonomiske situation og de stærkt øgede risici for Sinosure i arbejdet med forsikringer, og de afspejles fuldt ud i Sinosures forsikring til de eksporterende producenter. Navnlig viste undersøgelsen, at de betingelser og den præmie, der opkrævedes i de relevante år, der dækker UP, er stort set uændrede eller er blevet forbedret, trods stigningen i refusionskravene for misligholdelse, som Sinosure har udbetalt, og den betragteligt forværrede situation i solcellesektoren.

(242)

For at fastslå, om der forelå en fordel, undersøgte Kommissionen først, i hvilket omfang Sinosures præmier dækker udgifterne til kortsigtet eksportkreditforsikring. Sinosure fremsatte en påstand på grundlag af punkt j) i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, som betragter levering af eksportkreditforsikringsordninger til præmiesatser, som er utilstrækkelige til på lang sigt at dække omkostninger og tab ved gennemførelsen at sådanne ordninger, som et »forbudt« eksportsubsidie i henhold til aftalens artikel 3, stk. 1, litra a). I sin besvarelse af spørgeskemaet henviste Sinosure blot til overskud og tab i løbet af de sidste fem år og konkluderede, at da det generelt havde overskud i denne periode, udgjorde kortfristet eksportkreditforsikring til de eksporterende producenter ikke et subsidie i henhold til WTO's subsidieaftale. Som forklaret ovenfor (se betragtning 221 og 222) opfordrede Kommissionen Sinosure til at levere specifikke oplysninger og dokumentation vedrørende den langsigtede rentabilitet af virksomhedens eksportkreditforsikringsvirksomhed, herunder præmieindtægter og driftsomkostninger samt tab ved gennemførelsen af ordningen i overensstemmelse med WTO's subsidieaftale. Sinosure undlod imidlertid at fremlægge de dokumenter og oplysninger, der blev anmodet om under kontrolbesøget, og insisterede på, at de overordnede rentabilitetstal fremgik af de reviderede årsregnskaber.

(243)

Kommissionen bemærker, at selv hvis den blot forlod sig på Sinosures årsrapporter uden at kunne verificere tallene og de elementer, der er indeholdt i disse rapporter, ville den ikke være i stand til at konkludere, om Sinosure har opnået langsigtet fortjeneste på sin eksportkreditforsikringsvirksomhed, som svarer til »ordningen« i punkt j). Sinosure udfører en række aktiviteter i tilknytning til eksportkreditforsikring, og de tal og data, der fremgår af årsrapporten, er konsoliderede data for alle disse aktiviteter, og der findes ikke nogen præcis fordeling af hver enkelt af disse aktiviteter. I nogle af årsrapporterne (men ikke den nylige) ser det ud til, at den kortfristede eksportkreditforsikring er langt den vigtigste aktivitet for Sinosure, men der gives ingen nøjagtige procentsatser. Da Sinosure nægtede at fremlægge de ønskede oplysninger og beviser, udelukkende hvad angår sidstnævnte aktiviteter, der er nødvendige for at foretage en analyse af »ordningen« under punkt j) i bilag 1 til subsidieaftalen, er Kommissionen nødt til at basere sine undersøgelsesresultater på de foreliggende oplysninger.

(244)

Kommissionen bemærker indledningsvis, at ifølge artikel 11 i Sinosures vedtægter, opererer virksomheden på breakeven-niveau. Med andre ord søger Sinosure ifølge vedtægten ikke at maksimere sin fortjeneste, men sigter kun mod breakeven i overensstemmelse med dens funktion som det eneste officielle eksportkreditforsikringsselskab i Kina. Som forklaret ovenfor har oplysningerne i sagen vist, at de retlige og politiske rammer, inden for hvilke Sinosure driver virksomhed, kræver, at Sinosure gennemfører de statslige politikker og planer i medfør af sine offentlige politiske beføjelser. Blandt de udvalgte brancher og virksomheder, der får specifik støtte fra staten, har de eksporterende producenter haft fuld adgang til eksportkreditforsikring gennem Sinosure til præferencesats selv i kølvandet på den globale krise i 2009, og selv da solcellesektoren oplevede en hidtil uset krise, også i UP. Sinosure giver dermed solcellesektoren ubegrænset adgang til forsikringer, og den ekstremt lave forsikringspræmie afspejler ikke de faktiske risici i forbindelse med forsikring af eksporten i denne sektor. På grundlag af alle de foreliggende oplysninger i sagen kan det allerede nu konkluderes, at det ikke kan udelukkes, at de præmier, der opkræves af Sinosure, sandsynligvis er utilstrækkelige til at dække de langsigtede aktiviteter, og faktisk forekommer dette sandsynligt.

(245)

Da Sinosure ikke samarbejdede, tog Kommissionen supplerende oplysninger i betragtning til støtte for denne konklusion. Offentligt tilgængelige oplysninger viser klart, at Sinosure i realiteten allerede opererer i en situation med langvarige driftstab (77). Kommissionen analyserede også de relevante tal i resultatopgørelsen i Sinosures årsrapporter for perioden 2006 til 2011, som Sinosure indsendte for at begrunde de rentabilitetstal, der var angivet i spørgeskemabesvarelsen. Disse tal viser, at Sinosure medtog et betydeligt langsigtet driftstab fra den kombinerede forsikringsvirksomhed, som udelukker formueindkomst og andre indtægter. Mere specifikt udbetalte Sinosure forsikringsbeløb i hvert enkelt år mellem 2006 og 2011 (med undtagelse af 2010), der allerede (næsten) svarer til eller (langt) overstiger Sinosures indtjente nettopræmier. Hvis driftsomkostningerne og provisionsudgifterne også fratrækkes nettopræmierne, opstår der et endnu større tab. Tallene viser, at driftsunderskuddet på forsikringsvirksomheden er betydeligt i den samlede periode, til trods for den beskedne fortjeneste i 2010. Det fremgår af årsrapporterne, at de største bidragsydere til Sinosures samlede indtægter er investeringsafkast og andre indtægter, som ikke er relevante for at vurdere en eksportkreditforsikringsordnings bæredygtighed. Da kortfristet eksportkreditforsikring udgør broderparten af Sinosures aktiviteter, konkluderes det i mangel af beviser på det modsatte, at Sinosure led omfattende langsigtede tab som følge af eksportkreditforsikringsordningen.

Da Sinosure har tab på sin eksportkreditforsikringsordning, kan eksistensen af en fordel bestemmes ved at sammenligne de præmier, der betales af de eksporterende producenter, med dem, der er tilgængelige på markedet. Sinosure er det eneste officielle eksportkreditforsikringsselskab og har derfor fuld kontrol over hjemmemarkedet. I mangel af et sammenligningsgrundlag i Kina for sådanne instrumenter, og da det finansielle marked i Kina fordrejes af statslig indgriben, er det rimeligt at anvende en reference uden for Kina, dvs. præmier i en normal markedssituation. På dette grundlag, som beskrevet i afsnittet nedenfor om beregning af subsidiebeløbet, ligger præmierne under markedsniveauet, og der opnås en fordel.

(246)

Ovennævnte subsidier er betinget af eksportresultater, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a), da de ikke kan opnås uden eksport. Desuden er de også specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet adgangen er begrænset til visse virksomheder. Solceller og moduler opregnes udtrykkeligt i fortegnelsen fra 2006 over produkter med højteknologi og ny teknologi, hvilket er en forudsætning for at opnå den præferencebehandling, der er fastsat i bekendtgørelsen fra 2004. Dertil kommer, at et af Sinosures vigtigste mål er at gennemføre de nationale politikker og planer, herunder den 12. femårsplan for solcellesektoren. 840-planen og 421-planen omfatter også fordele for solcellesektoren og ganske få andre sektorer, der er fremhævet i disse planer (jf. betragtning 232 og 233). Solcellesektoren betragtes desuden som en af de tilskyndede industrier i henhold til beslutning nr. 40 og andre planlægningsdokumenter og love (jf. betragtning 207 og 208). Denne industri falder også ind under kategorien af de »strategiske industrier og vækstindustrier«, der nyder en række fordele i henhold til regeringens politik (se betragtning 102). De fleste eksporterende producenter har også formel status som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, hvilket giver dem en række fordele på grund af regeringens gunstige politik.

(247)

Det er derfor klart, at de fordele, som blev indrømmet af Sinosure eller de lokale myndigheder i form af refusion af en del af forsikringspræmien, ikke er tilgængelige for alle industrielle sektorer og alle virksomheder, men er begrænset til de sektorer og virksomheder, som specifikt opfylder betingelserne i de relevante offentlige støttepolitikker og deres underliggende dokumenter. Kommissionen konkluderer, at de fordele, der er indrømmet af Sinosure og/eller af de lokale myndigheder til producenterne af den pågældende vare, er specifikke som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Da der ikke var bevis for, at subsidiet er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), er fordelen også specifik, hvad dette aspekt angår.

(248)

Undersøgelsen viste, at seks grupper af eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af eksportkreditforsikring fra Sinosure i undersøgelsesperioden.

(249)

Sinosures levering af eksportkreditforsikring til solcelleindustrien betragtes som subsidiering, i det omfang præmierne ligger under markedspriserne.

(250)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, bør denne subsidiering betragtes som udligningsberettiget.

(251)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Beregningen af fordelen svarer til situationen med lånegarantier. I henhold til grundforordningens artikel 6, litra c), anses fordelen for modtagerne at være forskellen mellem det præmiebeløb, som virksomhederne betaler for Sinosures kortsigtede forsikring, og det præmiebeløb, som den pågældende virksomhed måtte betale for en tilsvarende eksportkreditforsikring, som den ville kunne opnå på markedet.

(252)

Da Sinosures kortfristede eksportkreditforsikring er et resultat af regeringens politiske mål, og da Sinosure befinder sig i en monopolsituation på hjemmemarkedet i sin funktion som det eneste officielle eksportkreditforsikringsselskab, er der blevet beregnet en passende markedsreference ud fra metoden nedenfor. Som følge af den kinesiske regerings og Sinosures manglende samarbejdsvilje har Kommissionen endvidere måttet gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger for at beregne en egnet markedspræmie for den forsikring, der blev indrømmet producenterne af solcellemoduler.

(253)

Kommissionen er af den opfattelse, at den mest hensigtsmæssige markedsreference, for hvilken der foreligger tilgængelige oplysninger, er præmiesatserne fra Export-Import Bank (»Ex-Im Bank«) i USA. Ifølge de offentligt tilgængelige oplysninger (78) er Ex-Im Bank den amerikanske forbundsregerings officielle eksportkreditforsikringsselskab og er selvfinansierende. Ex-Im Banks aktiviteter omfatter eksportkreditforsikringer og andre aktiviteter som f.eks. driftskapitalgarantier og lånegarantier (finansiering for køber). Bankens opgave er at skabe og støtte amerikanske job ved at støtte amerikansk eksport til internationale købere. Ex-Im Bank optræder som en offentlig bank for den amerikanske kongres. Der findes således en række lighedspunkter med Sinosure, og banken betragtes som en passende referenceinstitution.

(254)

Referencepræmien er beregnet på grundlag af de faktiske gebyrer, der opkræves for eksport til OECD-lande for policer, der dækker den fulde omsætning, med 90 % dækning af det forsikrede beløb og en varighed på 120 dage. Den faktiske præmie er medianen for de fem forskellige kategorier af udenlandske købere, afhængigt af deres solvens og risiko for misligholdelse. Dette svarer til den nærmeste reference for beregning af den præmie, som producenterne af den pågældende vare ville skulle betale på markedet.

(255)

Fordelen blev beregnet ved anvendelse af oplysninger fra den kinesiske regering og tager hensyn til de beløb, der forsikres af Sinosure, og de gebyrer, der er betalt i UP for denne form for forsikring. De oplysninger, der var afgivet af de samarbejdsvillige virksomheder til Sinosure, blev ikke anvendt, da det stod klart, at den kinesiske regerings oplysninger var mere fyldestgørende (f.eks. indberettede ikke alle virksomheder deres Sinosure-police i spørgeskemaet eller oplyste herom under kontrolbesøget).

(256)

Med hensyn til de lokale myndigheders refusion af en del af forsikringspræmien beregnes fordelen som omfanget af rabatter og tilskud, der blev indrømmet de stikprøveudvalgte virksomheder i UP.

(257)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(258)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(259)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(260)

Kommissionen konstaterede, at enkelte eksporterende producenter i stikprøven opnåede fordele af disse ordninger i UP. På grund af det ringe omfang af ydelser og fordele og deres ubetydelige indvirkning på subsidiemargenen, fandt Kommissionen det ikke nødvendigt at analysere, om ordningerne var udligningsberettigede.

(261)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(262)

Det blev påstået i klagen, at producenterne af den pågældende vare har modtaget støtte under Golden Sun-demonstrationsprogrammet (»Golden Sun-ordningen«), som blev iværksat af den kinesiske regering i juli 2009. Klagen indeholdt umiddelbare beviser for, at fire af eksportørerne i stikprøven havde modtaget direkte subsidier for den pågældende vare under dette program. Det fremgik endvidere, at en af de stikprøveudvalgte eksportører i 2011 var blevet valgt som leverandør af den pågældende vare for 70 % af den samlede kapacitet installeret af projektledere (dvs. virksomheder, der producerer og sælger elektricitet produceret med solcelleanlæg). Klagen indeholdt også oplysninger, der antydede, at Golden Sun-finansieringen ikke tildeltes efter gennemsigtige og konkurrencebaserede regler til projektledere.

(263)

Kommissionen anmodede om oplysninger om Golden Sun-ordningen i spørgeskemaet, i mangelskrivelsen og under kontrolbesøget hos den kinesiske regering, men regeringen undlod at fremlægge disse oplysninger, som nærmere anført i betragtning 104 og 105.

(264)

Hvad angår de oplysninger, der blev anmodet om i spørgeskemaet og mangelskrivelsen, har den kinesiske regering vedvarende fastholdt, at denne tilskudsordning ikke er beregnet til producenterne af den pågældende vare. Som følge heraf har den kinesiske regering undladt at afgive svar på en række spørgsmål vedrørende ordningen og fordelene for producenterne af den pågældende vare ved at besvare »ikke relevant«. Den kinesiske regering har også undladt at indsende alle relevante love, forskrifter, administrative retningslinjer og andre retsakter, som der blev anmodet om i spørgeskemaet, og indgav således kun det vigtigste retlige grundlag.

(265)

Ved starten af kontrolbesøget vedrørende Golden Sun-ordningen anmodede Kommissionen den kinesiske regering om at fremlægge alle bilagene til det allerede indsendte retsgrundlag, og spurgte, om regeringen havde til hensigt at forelægge supplerende officielle dokumenter om ordningen. Den kinesiske regering fremlagde de ønskede bilag, men svarede, at den ikke agtede at fremlægge eventuelle supplerende dokumenter. Kommissionen viste derefter den kinesiske regering et budget over de konkrete finansierede projekter og tilsvarende beløb, der ydes under denne ordning, som er udstedt af finansministeriet (»MOF«), og som var blevet indsendt af de samarbejdsvillige eksportører (MOF dokument nr. 965 [2010] af 2. december 2010). Tillæggene til dette dokument viste, at en af de stikprøveudvalgte eksportører modtog omfattende støtte fra Golden Sun til sine egne projekter og også i sin egenskab af leverandør af støtteberettiget udstyr til en række projekter, der blev finansieret under Golden Sun-ordningen. Repræsentanterne fra finansministeriet var under kontrolbesøget bekendt med dokumentet, og Kommissionen anmodede dem om at indsende alle tilsvarende budgetdokumenter fra finansministeriet for gennemførelsesperioden for Golden Sun-ordningen. Selv om finansministeriets repræsentanter erklærede sig principielt rede til at udlevere disse dokumenter, forelagde de dem aldrig for Kommissionen.

(266)

Kommissionen viste også handelsministeriet de budgetdokumenter vedrørende Golden Sun-ordningen, som var udstedt af en provinsiel afdeling af finansministeriet og en kommune, og som en af de samarbejdsvillige eksportører havde indsendt, og anmodede den kinesiske regering om at indsende relevante lignende dokumenter (dvs. udstedt af provinser og kommuner) om ordningen. Den kinesiske regering svarede, at den ikke var i besiddelse af disse dokumenter, eftersom de vedrørte provinser og/eller kommuner, og kunne derfor ikke indgive dem.

(267)

Ved brev af 3. juni 2013 gentog den kinesiske regering sin påstand om, at Golden Sun-ordningen ikke er beregnet til producenter af den pågældende vare, og præciserede, at selv om disse producenter kan have haft fordel af denne ordning, var det i deres egenskab af projektledere for elværker og ikke som producenter af solceller, da kun projektledere kan modtage støtte under denne ordning. Det påstås også i brevet, at Kommissionen kun anmodede om tre specifikt nævnte dokumenter, som blev fremlagt af den kinesiske regering. Dette er ikke korrekt, da Kommissionen under kontrolbesøget anmodede om specifikke budgetdokumenter fra finansministeriet (hvilket også udtrykkeligt fremgår af Kommissionens brev af 23. maj 2013) og fra de lokale myndigheder, hvor de eksporterende producenter havde hjemsted (med henvisning til specifikke dokumenter, som de eksporterende producenter fremlagde), som den kinesiske regering besluttede ikke at fremlægge.

(268)

Kommissionen anmodede også om specifikke oplysninger vedrørende Golden Sun-udbetalinger, som en samarbejdsvillig eksportør havde modtaget, hvor denne eksportør havde leveret den pågældende vare og modtog direkte betalinger fra regeringen. Den kinesiske regering var igen ikke i stand til at forklare situationen og fremlægge yderligere oplysninger under kontrolbesøget og kontaktede blot virksomhedens juridiske rådgiver, som angiveligt havde forklaret, at situationen var blevet afklaret med Kommissionens tjenestemænd under kontrolbesøget, hvilket ikke helt var tilfældet. Yderligere oplysninger om situationen fremgår af betragtning 276-278. Undersøgelsen fastslog, jf. forklaringerne i betragtning 275-278, at de samarbejdsvillige producenter i stikprøven faktisk direkte og indirekte har nydt godt af tilskud under Golden Sun-ordningen, herunder specielt til levering af den pågældende vare. Den kinesiske regerings holdning, i henhold til hvilken denne ordning ikke er til fordel for produktionen af den pågældende vare, er indiskutabelt blevet modsagt af beviser og oplysninger, der er blevet verificeret som led i undersøgelsen.

(269)

Som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere en række vigtige aspekter af Golden Sun-ordningen og de faktiske fordele for producenterne af den pågældende vare. Dertil kommer, at den kinesiske regering ikke fremlagde alle relevante dokumenter, herunder regnskabsdokumenter for Golden Sun-bevillinger udstedt af finansministeriet for de år, hvor ordningen gennemføres. Derfor er nogle af konklusionerne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28 baseret på de bedste foreliggende oplysninger.

(270)

De vigtigste retsgrundlag er Notice concerning the Implementation of the Golden Sun Demonstration Programme af 16. juli 2009 og bilaget hertil, Golden Sun Demonstration programme Interim Measures for Financial Assistance Fund Management, dokument CaiJian nr. 397 [2009] udstedt af finansministeriet, ministeriet for videnskab, og den nationale energistyrelse; Circular regarding the Successful implementation to Assignments to The Golden Sun Demonstration Programme, dokument nr. 718 [2009]; Circular regarding the Successful Fulfilment of the Golden Sun Demonstration Programme 2010, dokument nr. 622 [2010]; Circular on Instructions on Finance Subsidy Budget Indexes for Construction Costs to The Golden Sun Demonstration Programmes 2010, dokument nr. 965 [2010] af 2. december 2010 udstedt af finansministeriet; Circular with respect to Distribution of the Budgetary Target for the Fiscal Subsidy Appropriated for The Golden Sun Programmes 2011, JCJ dokument nr. 336 af 1. september 2011 udstedt af Hebei Department of Finance; Circular with respect to Distribution of the Budgetary Target for the Fiscal Subsidy Appropriated for The Golden Sun Programmes 2011, HCJ dokument nr. 135 af 8. november 2011 udstedt af Hengshui Municipal Finance Bureau.

(271)

Golden Sun-ordningen blev etableret i 2009 for at fremme den teknologiske udvikling og den planlagte udvikling i solcelleindustrien. De ansvarlige myndigheder for ordningen på centralt plan er finansministeriet, ministeriet for videnskab og den nationale energistyrelse. Bekendtgørelsen om gennemførelsen af Golden Sun-ordningen indeholder en række kriterier, som skal opfyldes for at være berettiget til støtte under denne ordning, herunder: a) at virksomhederne skal indgå i den lokale gennemførelsesplan for Golden Sun-demonstrationsprojekter, b) at virksomhederne har en installeret kapacitet på mindst 300 kWh, c) at projektet har en varighed på højst et år og en driftsperiode på mindst tyve år, d) at ejere af solcelleenergiprojekter har samlede aktiver på mindst 100 mio. RMB og en kapital på mindst 30 % af investeringsomkostningerne og e) at producenterne af integrerede systemer og det vigtigste udstyr til solcelleenergiprojekter skal udvælges via udbud. Støtteberettigede projekter kan modtage op til 50 % af de samlede investeringsomkostninger fra regeringen, mens dette loft hæves til 70 % for projektejere, der er bosat i afsidesliggende områder uden et etableret elforsyningsnet.

(272)

Med hensyn til proceduren skal virksomheder, der ønsker at modtage støtte under ordningen, indsende deres ansøgninger og dokumentation til den relevante myndighed. Myndighederne med ansvar for budgetter, teknologi og energi på provinsniveau, som er ansvarlige for ordningen, fremlægger en fælles sammenfattende rapport for finansministeriet, ministeriet for videnskab og den nationale energistyrelse, som gennemgår de regionale projekter vedrørende tekniske programmer, etableringsbetingelser, finansiering og alle andre aspekter. Efter endelig godkendelse fra regeringen fordeler finansministeriet midlerne direkte til projektejerne og opbevarer de relevante dokumenter vedrørende godkendelse og udbetalinger.

(273)

I praksis indsender projektledere ansøgninger om støtte til regeringen, når de har indgået en kontrakt med en eller flere leverandører af støtteberettiget solcelleudstyr (dvs. den pågældende vare). Ifølge den relevante lovgivning udvælges disse leverandører af støtteberettiget solcelleudstyr ved udbud. Den kinesiske regering har imidlertid ikke præciseret, hvordan den udvælger projektledere til de lokale gennemførelsesplaner for Golden Sun-demonstrationsprojekter, og hvordan disse projektledere dernæst udvælger leverandøren af det støtteberettigede solcelleudstyr. Den kinesiske regering og de interesserede parter har ikke bevist, at udvælgelsesproceduren er åben, gennemskuelig og ikkediskriminerende, idet de ikke har fremlagt den relevante dokumentation. Intet tyder på, at der er indkøbt udenlandsk solcelleudstyr. En væsentlig del af det støtteberettigede solcelleudstyr er blevet leveret af en enkelt samarbejdsvillig producent, som indgår i stikprøven. Ud fra de foreliggende faktiske oplysninger konkluderer institutionerne derfor, at Golden Sun-ordningen er blevet anvendt til at skabe kunstig efterspørgsel efter varer fra udvalgte kinesiske producenter af den pågældende vare. Hvis regeringen mener, at projektet er støtteberettiget, vil det modtage støtte.

(274)

Golden Sun-ordningen indrømmer et subsidie som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, i form af en overførsel af midler fra den kinesiske regering, i form af støtte til producenter af den pågældende vare.

(275)

Undersøgelsen fastslog navnlig, at en række samarbejdsvillige producenter i stikprøven direkte har modtaget tilskud under Golden Sun-ordningen til anlæg af solkraftanlæg i deres virksomheder. Disse tilskud til de stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producenter opvejer en del af de omkostninger, de ellers skulle afholde, og er derfor direkte knyttet til den pågældende vare.

(276)

Undersøgelsen har desuden vist, at de stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producenter også har haft fordel af støtte under denne ordning med henblik på at levere den pågældende vare til ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere. Navnlig blev det under kontrolbesøget konstateret, at mindst én samarbejdsvillig eksporterende producent havde modtaget et betydeligt engangsbeløb direkte fra den kinesiske regering for alle 40 projekter, der finansieres under Golden Sun-ordningen, og hvortil virksomheden havde leveret den pågældende vare. Den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksporterende producent havde ikke indberettet dette beløb i sin spørgeskemabesvarelse. Finansministeriets cirkulære fra 2010 viste, at den samarbejdsvillige eksportør var blevet udvalgt til at levere den pågældende vare til en række ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere både i den private og den offentlige sektor. Kommissionen forsøgte at indhente oplysninger fra den kinesiske regering med hensyn til den direkte udbetaling til de samarbejdsvillige, stikprøveudvalgte eksportører, da det specifikt fremgår af artikel 13 i Interim Measures om Golden Sun-ordningen i bekendtgørelsen fra 2009, at tilskuddene betales direkte til projektlederen (dvs. ikke til leverandøren af solcelleudstyret), og den kinesiske regering bekræftede udtrykkeligt dette element under kontrolbesøget. Som forklaret ovenfor var den kinesiske regering under kontrolbesøget ikke i stand til at forklare, hvorfor en stikprøveudvalgt eksportør havde modtaget direkte tilskud. Ved brev af 3. juni 2013 begrænsede den kinesiske regering sine bemærkninger til ét ud af 40 projekter ved blot at erklære, at der havde foreligget en finansiel aftale mellem projektlederen og den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksporterende producent, idet virksomheden ikke havde tilstrækkelige midler til at betale den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producent, og de var derfor enige om, at støtten skulle udbetales direkte til den stikprøveudvalgte eksporterende producent. Denne udokumenterede og meget kortfattede forklaring vedrørte kun ét projekt, der omfatter den samarbejdsvillige eksportør i stikprøven, ud af de 40 projekter, der er opført i finansministeriets dokument, og er fuldstændig utilstrækkelig for Kommissionen til at afklare situationen.

(277)

Den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør søgte i sit brev af 24. juni 2013 at begrunde, hvorfor den direkte betaling for de 40 pågældende projekter ikke var blevet indberettet, med at den udgjorde et »brugertilskud« til projektlederen og ikke til leverandøren. Denne eksportør bekræftede, at man havde modtaget den direkte engangssum i forbindelse med leverancer til de 40 projekter, der er opført i finansministeriets cirkulære, og tilføjede, at regeringen kan overføre midler direkte til leverandøren, og at formålet hermed er at sikre, at disse tilskud kun anvendes til de godkendte solcellesystemer og at lette kontrollen. Eksportøren fokuserede imidlertid sin besvarelse på et projekt, for hvilket der blev indsamlet dokumentation under kontrolbesøget, og ignorerede de øvrige 39 projekter, for hvilke virksomheden havde modtaget direkte støtte fra Golden Sun-ordningen. Skønt eksportøren beviste, at støtten til dette specifikke projekt var blevet bogført som et tilgodehavende og ikke som forudbetaling af offentlig støtte, blev der ikke fremlagt andre beviser om den faktiske gennemførelse, hverken af dette eller af de andre projekter, herunder om levering af den pågældende vare, som der var ydet støtte til. Eksportørens forklaring kastede heller ikke lys over den manglende sammenhæng mellem direkte udbetalinger af offentlig støtte og de relevante gennemførelsesregler, som er nævnt ovenfor, og som bestemmer, at beløbene normalt udbetales af den kinesiske regering til projektlederen og ikke til leverandøren af udstyret.

(278)

Kommissionen mener, at den kinesiske regerings forklaring vedrørende den finansielle aftale mellem den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør og projektlederen ikke er overbevisende, da det virker underligt, at to private parter kan beslutte at tiltræde en ordning, der omfatter en handling foretaget af en regering (nemlig en direkte udbetaling fra regeringen til leverandøren, uanset artikel 13 i bekendtgørelsen fra 2009), uden at regeringen også er involveret og måske endog ikke var klar over det. Den kinesiske regering har undladt at fremlægge mere omfattende dokumentation og fremsætte bemærkninger til de direkte udbetalinger til leverandører og har besluttet at begrænse sit svar til kun 1 unavngivet projekt ud af de 40 projekter, der er gennemført af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven. Eksportørens forklaringer vedrører heller ikke regeringens bemærkninger om den vanskelige økonomiske situation hos lederen af et projekt, som den kinesiske regering ikke omtaler nærmere. Endvidere kan erklæringerne fra eksportøren om muligheden for en direkte udbetaling og de grundlæggende principper herfor ikke bekræftes af andre kilder eller af den kinesiske regering.

(279)

På baggrund af ovenstående begrænsede og modsigende bemærkninger fra den kinesiske regering og den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør er det eneste fællestræk og den konklusion, der kan drages, at den kinesiske regerings direkte udbetaling af engangsbeløbet til den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør var nødvendig for at sikre, at denne eksportør modtog betaling, da der var risiko for manglende betaling i forbindelse med projektlederens økonomiske vanskeligheder. Faktum er, at den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør ikke var i stand til at forklare, hvordan den havde anvendt engangsbeløbet fra regeringen, om solcelleudstyret i sidste ende var blevet leveret til projektlederne og hvilken pris, om nogen, projektlederne havde betalt for udstyret. Da der ikke foreligger anden dokumentation i sagen eller dokumentation, som på anden måde er rimeligt tilgængelig for Kommissionen, konkluderes det derfor på grundlag af grundforordningens artikel 28, at den engangssum som den samarbejdsvillige eksportør modtog, udgør et direkte tilskud som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(280)

Kommissionen konkluderer desuden, at der med tilskuddet til leverandørerne af den pågældende vare, enten som projektledere eller ved angivelig levering af solcelleudstyr til ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere, ydes en fordel i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2. I deres egenskab af projektledere kan producenterne af den pågældende vare med tilskud fra Golden Sun-ordningen spare installationsomkostningerne til solenergianlæg i deres egen virksomhed. Når producenterne af den pågældende vare leverer solcelleudstyr til ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere, beholder de tilskuddet fra Golden Sun-ordningen og behøver ikke faktisk at levere udstyret og/eller er beskyttet mod risikoen for manglende betaling fra de ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere. I sidstnævnte tilfælde opnår producenterne af den pågældende vare en betaling, som de ellers ikke ville have modtaget fra den ikke forretningsmæssigt forbundne projektleder.

(281)

Denne subsidieordning er desuden specifik i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til denne ordning til kun at omfatte visse projektledere, der opfylder en række kriterier i lovgivningen og mere specifikt til projektledere, der er involveret i solcellesektoren. Da hverken udvælgelsen af leverandøren af solcelleudstyret eller af projektlederne er baseret på åbne, gennemsigtige og ikkediskriminerende konkurrencebaserede procedurer, og da den kinesiske regering foretager direkte udbetalinger til leverandører af solcelleudstyr, er ordningen også specifik, da kun visse leverandører af solcelleudstyr faktisk kan få fordel heraf. Denne ordning opfylder ikke kravene om ikke-specificitet i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), da betingelserne for støtteberettigelse og de faktiske kriterier for udvælgelse af virksomheder for at indgå i de lokale planer for gennemførelse af projekter og for de endelige projekter, der udvælges på grundlag af de forskellige tekniske og finansielle aspekter, ikke er objektiv og ikke finder automatisk anvendelse.

(282)

Golden Sun-ordningen er specifik subsidiering i form af tilskud. Det fremgår af undersøgelsen, at nogle af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven har nydt godt af disse subsidier.

(283)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(284)

Det blev påstået i klagen, at der findes særlig lovgivning fra 1991 om fremme af udenlandske investeringer i Kina gennem Foreign Invested Enterprise and Foreign Enterprise Income Tax Law (loven om beskatning af virksomheder med fremmed kapital og udenlandske indtægter) (»FIE-skatteloven«). Blandt fordelene for virksomheder med udenlandsk kapital (»FIE'er«) er der et subsidieprogram, der benævnes »to år gratis og tre år til 50 %«, som indeholder bestemmelser om en fuldstændig fritagelse for direkte skatter i de første to år, hvor en FIE er rentabel, og for halvdelen af den gældende indkomstskat i de følgende tre år.

(285)

Two free/three half-ordningen findes også i en anden variant for virksomheder, der anerkendes som virksomheder med ny teknologi og højteknologiske virksomheder, som er beliggende i visse udpegede områder. Fordelene ved denne variant af ordningen kan også anvendes efter 2013. Undersøgelsen viste, at en af de samarbejdsvillige eksportører (Yingli Hainan) har fordele under denne ordning, som startede i 2011 med fuldstændig skattefritagelse for årene 2011 og 2012 og 50 % skattenedsættelse i de følgende tre år.

(286)

Kommissionen efterprøvede denne ordning under kontrolbesøget hos den kinesiske regering. Den kinesiske regering fremlagde dog ingen oplysninger om denne variant af two free/three half-ordningen. Ved brev af 3. juni 2013 påstod den kinesiske regering, at denne ordning ikke fremgik af klagen og ikke er en erstatning for varianten af two free three/half-ordningen for FIE'er, som fremgik af klagen, og som gælder uden geografiske begrænsninger. Kommissionen noterer sig disse forklaringer fra den kinesiske regering og forstår, at denne skattemæssige ordning formelt er et separat program i forhold til two free three/half-ordningen for FIE'er. Men da fordelene ved denne ordning vil fortsætte efter det påståede udløb af FIE-ordningen, er strukturen, arten og virkningerne af dens fordele de samme som under ordningen for FIE'er, og da den er blevet indberettet af en af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, mener Kommissionen, at den har en tæt sammenhæng med two free/three half-ordningen for FIE'er som en fortsættelse af den samme ordning, og at den bør udlignes. I denne henseende bemærker Kommissionen, at grundforordningens artikel 10, stk. 1, giver mulighed for en undersøgelse af eventuelle »påståede subsidier«, som blev identificeret af klageren, og henviser ikke til »påståede subsidieordninger«. Da begge ordninger i denne sag omfatter de samme subsidier, dvs. afkald på selskabsskat, er Kommissionen berettiget til at undersøge dem som et enkelt tilskud.

(287)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 8 i FIE Tax Law og artikel 72 i Implementation Rules of the Income tax Law of the People's Republic of China of Foreign-Invested Enterprises and Foreign Enterprises. Ifølge den kinesiske regering blev denne ordning afsluttet ved vedtagelsen den 16. marts 2007 af Enterprise Income Tax Law (»EIT-loven«) fra 2008 på det femte møde i den 10. nationale folkekongres i Folkerepublikken Kina, navnlig artikel 57 i EIT-loven med en udfasning af fordelene indtil udgangen af 2012.

(288)

Retsgrundlaget for den særlige two free/three half-ordning er dekret nr. 40 [2007] dvs. Notice of the State Council on the Implementation of Transitional Preferential Policies on Income Tax for High-tech Enterprise Set up in Special Economic Zone and Shanghai Pudong New District, baseret på artikel 57, stk. 3, i Kinas Enterprise Income Tax Law sammen med de administrative foranstaltninger til bestemmelse af virksomheder med højteknologi og ny teknologi.

(289)

Kun produktive virksomheder med udenlandsk kapital, som forventes at operere i en periode på mindst ti år, er fritaget fra indkomstskat. Fritagelsen starter fra det år, hvor virksomheden begynder at give overskud, og gælder de to første år, hvorefter fritagelsen reduceres til 50 % af den gældende skattesats i de kommende tre år.

(290)

For den særlige variantordning skal de støtteberettigede virksomheder også have anerkendt status som virksomheder med ny teknologi og højteknologi med den specifikke administrative certificering, dvs. virksomheder med vigtig intellektuel ejendomsret, som også opfylder de betingelser, der er beskrevet i artikel 93 i gennemførelsesforordningerne for Kinas EIT-lovgivning.

(291)

Virksomheder, der ønsker at ansøge om denne ordning, skal indsende den årlige selvangivelse for selskabsskat samt tillæg og årsregnskaber til statens skatteadministration. Denne fremgangsmåde gælder også for den særlige variantordning.

(292)

Den kinesiske regering påstod, at denne ordning gradvis er blevet udfaset siden ikrafttrædelsen af EIT-lovgivningen i 2008, og at ordningens fordele kan anvendes indtil udgangen af 2012. Den kinesiske regering har også anført, at der ikke er kommet nogen efterfølger til programmet for FIE'er, og skatteligningen af FIE'er er nu den samme som for andre skattepligtige virksomheder. Kommissionen bemærker, at denne skatteordning har medført fordele i UP, da flere solcelleproducenter har nydt godt af ordningen i UP. Det kan endvidere ikke udelukkes, at fordelene stadig er til rådighed under denne ordning, eller at en tilsvarende erstatningsordning er til rådighed eller vil blive vedtaget i fremtiden. Som nævnt ovenfor fremgik det af undersøgelsen, at der også findes andre varianter af »two free/three half«-ordningen, som fortsat giver fordele til solcelleproducenter. Det blev derfor konkluderet, at denne ordning stadig er udligningsberettiget.

(293)

Den særlige variantordning blev benyttet af en af de samarbejdsvillige eksportører, nemlig Yingli Green Energy.

(294)

Denne ordning udgør et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, i form af indtægter, som staten giver afkald på, hvilket giver de modtagende virksomheder en fordel.

(295)

Denne subsidieordning er specifik, jf. artikel 4, stk. 2, litra a), idet lovgivningen, ud fra hvilken de bevilgende myndigheder opererer, begrænser adgangen til denne ordning til kun at gælde visse virksomheder, som betegnes som virksomheder med udenlandsk kapital og som opfylder de specifikke kriterier i den relevante lovgivning.

(296)

I overensstemmelse hermed bør dette subsidie betragtes som udligningsberettiget.

(297)

Variantordningen bør betragtes som et subsidie i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, idet der gives afkald på offentlige indtægter, der ellers ville være indgået, hvilket har medført en fordel for modtagervirksomhederne.

(298)

Denne subsidieordning er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet selve lovgivningen, ud fra hvilken de bevilgende myndigheder opererer, begrænsede adgangen til denne ordning til kun at gælde visse virksomheder og industrier, der er klassificeret som tilskyndede, som f.eks. solcelleindustrien. Ordningen er også specifik i henhold til artikel 4, stk. 3, da støtteberettigelsen er begrænset til bestemte områder.

(299)

I overensstemmelse hermed bør variantordningen betragtes som udligningsberettiget.

(300)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i UP. Den fordel, som modtageren har opnået, betragtes som størrelsen af den samlede skat, der skal betales i henhold til normal skattesats, efter fradrag af det beløb, der blev betalt med den reducerede gunstige skattesats. De udlignede beløb er baseret på tallene i virksomhedernes selvangivelse for 2011. Da den reviderede selvangivelse for skatteåret 2012 ikke forelå for nogen af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, er tallene for hele året skatteåret 2011 blevet taget i betragtning.

(301)

Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt over de samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede omsætning i UP, da subsidiet ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(302)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(303)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(304)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(305)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(306)

Det blev i klagen påstået, at FIE'er er berettiget til skattemæssig særbehandling af deres FoU-aktiviteter gennem et fradrag på 150 % af deres udgifter, hvis disse blev forhøjet med 10 % i forhold til det foregående år.

(307)

Den kinesiske regering påstod, at denne ordning ophørte med vedtagelsen af EIT-lovgivningen i 2008, og at der ikke var nogen udfasningsperiode. Flere samarbejdsvillige eksportører i stikprøven berettede dog, at de har nydt godt af en lignende ordning under EIT-lovgivningen fra 2008, hvilket viser, at den præferentielle ordning med fradrag af FoU-omkostninger for FIE'er er blevet erstattet af en specifik ordning i 2008. Den kinesiske regering har ikke fremlagt yderligere oplysninger om skattefradraget på 150 % i sin besvarelse af spørgeskemaet eller i svaret på Kommissionens mangelskrivelse.

(308)

Denne ordning er fastlagt i artikel 30, stk. 1, i EIT-lovgivningen og artikel 95 i Regulations on the Implementation of Enterprise Income Tax Law of the PRC (»EIT-gennemførelsesforordningen«) og Administrative Measures for the Determination of High and New Technology Enterprises (Guo Ke Fa Huo [2008] No. 172) og artikel 93 i EIT-gennemførelsesforordningen sammen med bekendtgørelsen fra den statslige skatteforvaltning vedrørende spørgsmål om Enterprises Income Tax Payment of High and New Technology Enterprises (Guo Shui Han [2008] No. 985).

(309)

I artikel 95 fastsættes det, at der indrømmes et yderligere fradrag på 50 % af FoU-udgifter, der er nævnt under punkt 1 i artikel 30 for sådanne udgifter til højteknologi og ny teknologi, således at de er omfattet af en afskrivning baseret på 150 % af omkostningerne til immaterielle aktiver.

(310)

Som ovenfor bemærket fremlagde den kinesiske regering ingen relevante oplysninger om denne ordning i sine svar på spørgeskemaet og mangelskrivelsen. Denne ordning blev allerede udlignet i undersøgelsen vedrørende coated finpapir  (79) og i undersøgelsen om stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale  (80). De relevante lovbestemmelser viser rent faktisk, at denne ordning giver en fordel, som var begrænset til virksomheder, der anerkendes som virksomheder med højteknologi og ny teknologi. Disse virksomheder skal også afholde FoU-udgifter med henblik på at udvikle nye teknologier, nye produkter og nye håndværk. Støtteberettigede virksomheder kan yderligere fratrække 50 % af deres FoU-udgifter i deres skatteforpligtelser. Også udgifter fra immaterielle FoU-aktiver giver støtteberettigede virksomheder ret til et fradrag på 150 % af de faktiske omkostninger, som disse virksomheder har afholdt.

(311)

Undersøgelsen fastslog, at virksomheder, der er omfattet af denne ordning, skal indgive deres selvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, er medtaget i både selvangivelsen og bilag V. Kun virksomheder, der har opnået det formelle certifikat, der anerkender dem som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, er berettiget til denne ordning.

(312)

Denne ordning udgør et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, i form af indtægter, som staten giver afkald på, hvilket giver de modtagende virksomheder en fordel.

(313)

Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte visse virksomheder, der formelt anerkendes som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, og som afholder FoU-udgifter til at udvikle nye teknologier, nye produkter og nye håndværk.

(314)

I overensstemmelse hermed bør dette subsidie betragtes som udligningsberettiget.

(315)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som størrelsen af den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, efter fradrag af det beløb, der blev betalt med den yderligere reduktion på 50 % af de faktiske udgifter til FoU for godkendte projekter. De udlignede beløb er baseret på tallene i virksomhedernes selvangivelse for 2011. Da den reviderede selvangivelse for skatteåret 2012 ikke forelå for nogen af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, er tallene for hele året skatteåret 2011 blevet taget i betragtning.

(316)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, er dette subsidiebeløb (tæller) blevet fordelt på de samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede omsætning i UP, fordi subsidiet ikke var betinget af eksportresultater og ikke blev ydet med henvisning til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(317)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(318)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(319)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i UP, da virksomhederne havde fordel af den nye ordning, som erstattede denne præferencebehandling. De nærmere forhold er behandlet i punkt 3.4.4.8.

(320)

Denne ordning giver en virksomhed, der er anerkendt som en virksomhed med højteknologi eller ny teknologi, mulighed for at blive omfattet af en lavere indkomstskattesats på 15 % sammenlignet med den almindelige sats på 25 %. Denne ordning blev allerede fundet udligningsberettiget i undersøgelsen vedrørende coated finpapir og i undersøgelsen vedrørende stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale; den blev også fundet udligningsberettiget af de amerikanske myndigheder.

(321)

Retsgrundlaget for denne ordning er artikel 28, stk. 2, i ETI-lovgivningen og Administrative Measures for the Determination of High and New Technology Enterprises (Guo Ke Fa Huo [2008] No. 172) og artikel 93 i EIT-gennemførelsesforordningen sammen med bekendtgørelsen fra den statslige skatteforvaltning vedrørende spørgsmål om Enterprises Income Tax Payment of High and New Technology Enterprises (Guo Shui Han [2008] No. 985).

(322)

Denne ordning gælder for anerkendte virksomheder med højteknologi eller ny teknologi, der har brug for væsentlig støtte fra staten. Disse virksomheder har centrale uafhængige intellektuelle ejendomsrettigheder og skal opfylde en række krav: i) deres producenter er omfattet af varedækningen inden for højteknologiske områder med central statsstøtte, ii) de samlede udgifter til FoU skal udgøre en vis andel af de samlede salgsindtægter, iii) indtægter fra højteknologiske produkter og produkter med ny teknologi skal udgøre en vis andel af de samlede salgsindtægter, iv) det personale, der er beskæftiget med FoU skal udgøre en vis andel af det samlede personale og v) de øvrige forskrifter i administrative foranstaltninger for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi, er opfyldt.

(323)

De virksomheder, der er omfattet af denne ordning, skal indgive deres selvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb for ydelsen er medtaget i både selvangivelsen og bilag V.

(324)

I overensstemmelse hermed bør ordningen betragtes som et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et tilskud i form af, at regeringen giver afkald på offentlige indtægter, der ellers ville være indgået, hvilket har medført en fordel for modtagervirksomhederne. Denne ordning giver modtagerne en fordel svarende til størrelsen af skattegodtgørelsen, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2.

(325)

Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da de er begrænset til virksomheder, der modtager certificering som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, og som opfylder alle kravene i de administrative foranstaltninger fra 2008. Endvidere er der ikke i lovgivningen eller af den subsidieydende myndighed fastsat objektive kriterier for, hvem der er berettiget til ordningen, og berettigelsen til subsidier er ikke automatisk, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(326)

I overensstemmelse hermed bør dette subsidie betragtes som udligningsberettiget.

(327)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som størrelsen af den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, efter fradrag af det beløb, der blev betalt med den reducerede gunstige skattesats. De udlignede beløb er baseret på tallene i virksomhedernes selvangivelse for 2011. Da den reviderede selvangivelse for skatteåret 2012 ikke forelå for nogen af de samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, er tallene for hele året skatteåret 2011 blevet taget i betragtning.

(328)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(329)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(330)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(331)

Denne ordning medfører fritagelse for moms og importtold til fordel for FIE'er eller nationale virksomheder ved import af vigtigt udstyr, som de bruger i deres produktion. For at få adgang til fritagelsen må udstyret ikke være opført på en liste over ikke-berettiget udstyr, og den ansøgende virksomhed skal indhente et certifikat som statstilskyndet projekt udstedt af de kinesiske myndigheder eller NDRC i overensstemmelse med den relevante lovgivning om investering, skat og told. Denne ordning blev udlignet i antisubsidieprocedurer vedrørende coated finpapir og stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale.

(332)

Retsgrundlaget for denne ordning er Circular of the State Council on Adjusting Tax Policies on Imported Equipment, Guo Fa No. 37/1997, Notice of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation on the Adjustment of Certain Preferential Import Duty Policies, Announcement of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation [2008] No. 43, Notice of the NDRC on the relevant issues concerning the Handling of Confirmation letter on Domestic or Foreign-funded Projects encouraged to develop by the State, No. 316 2006 of 22 February 2006 og Catalogue on Non-duty-exemptible Articles of importation for either FIEs or domestic enterprises, 2008.

(333)

Denne ordning betragtes som et tilskud i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er og andre subsidieberettigede nationale virksomheder var fritaget for moms og/eller andre skyldige afgifter. Den medfører derfor en fordel for de modtagende virksomheder, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2. Ordningen er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til virksomheder, der investerer i bestemte aktivitetskategorier, som er nærmere bestemt i lovgivningen, og som hører til den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i kataloget for vejledning af erhvervsgrene i udenlandske investeringer og teknologioverførsel, eller som er på linje med kataloget over vigtige erhvervsgrene, varer og teknologier, som fremmes af staten. Desuden er der ingen objektive kriterier til at begrænse støtteberettigelsen til denne ordning og ingen afgørende beviser, der giver anledning til at konkludere, at støtteberettigelsen er automatisk, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(334)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som den fritagne moms og told for importeret udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede UP, blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid efter virksomhedens normale regnskabsprocedurer.

(335)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(336)

Denne ordning åbner mulighed for en momsfritagelse for FIE'er ved køb af kinesisk udstyr. For at kunne drage nytte af fritagelsen, må udstyret ikke være opført på en liste over ikke-støtteberettiget udstyr, og udstyrets værdi må ikke overstige en bestemt tærskel. Denne ordning blev udlignet i antisubsidieprocedurerne vedrørende coated finpapir og stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale.

(337)

Retsgrundlaget er Provisional Measures for the Administration of Tax Refunds for Purchases of Domestically-manufactured Equipment by FIEs, Trial Measures for Administration of Tax Rebate from the Purchase of Chinese-made Equipment for Foreign-invested Projects og Notice of the Ministry of Finance og the State Administration of Taxation on the Cancellation of the Rebate Policy for Domestic Equipment Purchased by Foreign-invested Enterprises.

(338)

Den kinesiske regering påstod i sit svar på Kommissionens antisubsidiespørgeskema, at denne ordning ophørte den 1. januar 2009, og henviste til Circular of the Ministry of Finance and the State Administration of Taxation on the Discontinuation of the Rebate Policy on the Purchase of Domestically Manufactured Equipment by Foreign Investment Enterprises (CAISHUI{2008} No. 176). Men undersøgelsen havde vist, at adskillige eksporterende producenter i stikprøven opnåede fordel af denne ordning i undersøgelsesperioden. De pågældende eksportører i stikprøven fremsendte detaljerede oplysninger vedrørende denne ordning, herunder størrelsen af den fordel, der opnås. I betragtning heraf konkluderedes det, at den kinesiske regering ikke fremlagde præcise oplysninger om denne ordning, og situationen for nogle eksporterende producenter viser, at dette program stadig fortsætter.

(339)

Da den kinesiske regering ikke indsendte nogen de ønskede oplysninger, har Kommissionen baseret sig på de oplysninger, der blev afgivet af de eksporterende producenter i stikprøven.

(340)

Denne ordning betragtes som et tilskud i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er var fritaget for indbetaling af moms, som ville være skyldig, hvis det ikke var tilfældet. Det medfører derfor en fordel for de modtagende virksomheder, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2. Ordningen er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til FIE'er, som køber kinesisk udstyr og som hører til den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i kataloget for vejledning af erhvervsgrene i udenlandske investeringer og teknologioverførsel, eller som er på linje med kataloget over vigtige erhvervsgrene, varer og teknologier, som fremmes af staten. Desuden begrænser Trial Measures for Administration of Tax Rebate from the Purchase of Chinese-made Equipment for Foreign-invested Projects og Notice of the Ministry of Finance fordelene til FIE'er, der tilhører den tilskyndede kategori i Guiding Catalogue of foreign invested industries eller Catalogue of advantageous foreign-invested industries in the Central and Western regions in China. Desuden er der ingen objektive kriterier til at begrænse støtteberettigelsen til denne ordning og ingen afgørende beviser, der giver anledning til at konkludere, at støtteberettigelsen er automatisk, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b). Dette subsidie er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra b), idet skattegodtgørelsen er betinget af brugen af indenlandske frem for importerede varer.

(341)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som den fritagne moms for indenlandsk udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede UP blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid i henhold til virksomhedens normale regnskabspraksis.

(342)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(343)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(344)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(345)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(346)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget ydelser under denne ordning i UP.

(347)

Klageren påstod, at visse kinesiske producenter af polysilicium har draget fordel af billig elektricitet leveret mod utilstrækkeligt vederlag.

(348)

Undersøgelsen viste, at mange af de eksporterende producenter i stikprøven havde en forretningsmæssigt forbundet producent af polysilicium inden for deres virksomhedsgruppe. Det blev konstateret, at en af de stikprøveudvalgte grupper af eksporterende producenter, nemlig LDK Solar, regelmæssigt har modtaget betydelige tilskud til elafgiften fra det finansielle kontor i Xin Yu Economic Zone. Selv om virksomheden i dette tilfælde ikke direkte har fået fordel af el til en lavere pris end den normale markedspris, resulterede de betydelige rabatter fra det finansielle kontor i Xin Yu Economic Zone i sidste ende i en situation, hvor virksomheden opnåede fordele af leveringen af billig elektricitet, som dermed er funktionelt identisk med statslig levering til priser under markedsniveau. Selv hvis rabatten betragtes som et tilskud, er foranstaltningen nært forbundet med klagerens påstand og er omfattet af undersøgelsen. Faktisk modtog den pågældende virksomhed i LDK-gruppen nærmest en fuldstændig tilbagebetaling af forfaldne elafgifter i UP.

(349)

LDK Solar-gruppen modtog gennem sin forretningsmæssigt forbundne producent af polysilicium et finansielt bidrag, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), idet de lokale myndigheder indrømmede subsidier til elafgifter, eller som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i). Dette er at betragte som et finansielt bidrag fra staten i form af levering af varer ud over almindelig infrastruktur, jf. grundforordningen. Alternativt er der tale om en direkte overførsel af midler.

(350)

LDK Solar opnåede en fordel, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2, eftersom staten leverede elektricitet mod utilstrækkeligt vederlag. Det er blevet fastslået, at denne eksportør på grund af subsidier til energiafgiften reelt opnåede en lavere sats end den sats, der er alment tilgængelig. Direkte overførsel af midler giver en fordel, fordi det er et ikke-tilbagebetalingspligtigt tilskud, der ikke findes på markedet.

(351)

Subsidiet i form af levering af billig elektricitet ved hjælp af rabatter til en af producenterne i stikprøven er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da subsidiet til elafgifter kun blevet udbetalt til LDK. Subsidiet er også regionalt specifikt for visse virksomheder i Xin Yu Economic Zone. LDK's og den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje i forbindelse med rapporteringen af disse subsidier har ført til, at ovennævnte afgørelser er blevet truffet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.

(352)

Subsidiebeløbet var lig med det rabatbeløb, der dækker UP.

(353)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(354)

Klageren påstod, at de kinesiske producenter af den pågældende vare fik brugsretten til jord fra den kinesiske regering mod utilstrækkeligt vederlag, idet den nationale eller lokale regering ikke indrømmer rettighederne på markedsvilkår.

(355)

Den kinesiske regering hævdede, at der findes et standardiseret, regelbundet og konkurrencebaseret marked for jord, hvor brugsretten til jorden handles offentligt i overensstemmelse med lovgivningen for markedet for jord. Den kinesiske regering påstod også, at jord til industriel og kommerciel brug skal erhverves ved kompensation for brugsretten på det åbne marked ved udbud, auktioner og konkurrence og »uanset antallet af bud eller den oprindelige pris, er den pris, der oprindeligt blev betalt, repræsentativ for den markedspris, som bestemmes ved frit udbud og efterspørgsel på markedet«. Den kinesiske regering påstod desuden, at overførsel af brugsretten til jord via udbud, auktioner og notering ikke må omfatte begrænsninger, der påvirker en fair konkurrence.

(356)

Den kinesiske regering fremlagde ikke tal vedrørende de faktiske priser for brugsrettigheder til jord og de oprindelige jordpriser udarbejdet af regeringen. De oplysninger, som den kinesiske regering opgav vedrørende transaktioner af brugsrettigheder som krævet i spørgeskemaet, var ufuldstændige. Da regeringen korrigerede sin oprindelige besvarelse af spørgeskemaet under kontrolbesøget, blev det også bekræftet, at nogle af de indberettede transaktioner var underlagt en udbudsprocedure. Der forelå imidlertid ingen oplysninger om antallet af bud og forskellen mellem den oprindelige og den endelige pris, som der blev anmodet om i spørgeskemaet.

(357)

Under kontrolbesøget bad Kommissionen den kinesiske regering fremlægge dokumentation for påstandene om, at overførsler af brugsret til jord i Kina tildeles gennem budrunder eller auktioner. Det bemærkes, at ifølge artikel 11 i bestemmelserne om overdragelse af brugsretten til statsejet byggejord gennem udbud, auktioner og notering udsteder den ansvarlige statslige myndighed en offentlig bekendtgørelse, når udbud, auktioner og notering finder sted. På dette grundlag anmodede Kommissionen om alle offentlige meddelelser, som var underlagt disse procedurer, med henblik på at indsamle og efterprøve de oplysninger, der blev anmodet om i spørgeskemaet. Den kinesiske regering fremlagde ingen af disse meddelelser og hævdede, at »de ikke længere findes«. Kommissionen var derfor ikke i stand til at kontrollere oplysningerne om transaktioner vedrørende brugsrettigheder til jord for de eksporterende producenter i stikprøven.

(358)

Kommissionen underrettede den kinesiske regering om, at den havde til hensigt at anvende bestemmelserne i artikel 28 i forordning (EF) nr. 597/2009 med hensyn til denne subsidieordning, og da den kinesiske regering i sit svar på Kommissionens brev af 23. maj 2013 ikke gav en tilfredsstillende forklaring eller nye beviser vedrørende dette spørgsmål, måtte Kommissionen basere sine undersøgelsesresultater på de bedste foreliggende faktiske oplysninger, i dette tilfælde på oplysninger afgivet af de eksporterende producenter i stikprøven og andre offentligt tilgængelige oplysninger.

(359)

Kommissionen bad også den kinesiske regering fremlægge sine synspunkter om mulige referencer ud fra den antagelse, at der ikke findes nogen markedspris for jord i Kina. Selv om dette kun var en antagelse og på ingen måde var et resultat eller en konklusion på det tidspunkt, hvor spørgeskemaet blev sendt til den kinesiske regering, gav den kinesiske regering udtryk for det synspunkt, at formodningen var forkert, og anførte ingen konkrete oplysninger om mulige referencer. Den kinesiske regering meddelte kun, at »i det omfang, der skal anvendes en benchmark, bør det være de priser, som de kinesiske virksomheder, som ikke er begunstigede, skal betale for tilsvarende jord«. Da den kinesiske regering ikke oplyste, hvilke industrier, der ikke er »begunstigede« og heller ikke fremlagde oplysninger om de priser, som disse industrier betaler for industriel jord i Kina, var Kommissionen ikke i stand til at vurdere, om de udgør en egnet reference. I denne forbindelse bemærkes det, at Kommissionen i de tidligere undersøgelser vedrørende coated finpapir og stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale fandt, at denne indrømmelse af brugsrettigheder til jord til disse industrier heller ikke overholder markedsprincipperne.

(360)

Levering af brugsrettigheder i Kina hører under Land Administration Law i Folkerepublikken Kina.

(361)

Al jord er ifølge artikel 2 i Land Administration Law statsejet, idet jord ifølge den kinesiske forfatning og relevante lovbestemmelser tilhører befolkningen i Folkerepublikken Kina. Jord kan ikke sælges, men rettighederne til brug af jorden kan tildeles i henhold til lovgivningen. De statslige myndigheder kan tildele sådanne rettigheder gennem offentlige budrunder eller ved auktion.

(362)

De samarbejdsvillige eksporterende producenter har indberettet oplysninger om den jord, de råder over, samt de fleste af de relevante kontrakter/certifikater vedrørende brugsretten til jord, men den kinesiske regering har kun fremsendt meget begrænsede oplysninger om priserne på rettigheder til brug af jord.

(363)

Som nævnt ovenfor hævdede den kinesiske regering, at rettighederne til brug af jord i Kina tildeles gennem budrunder eller auktioner. Dette fremgår også af artikel 137 i Folkerepublikken Kinas lov om fast ejendom.

(364)

Det blev dog konstateret, at dette system, som den kinesiske regering beskriver, ikke altid fungerer sådan i praksis. Under kontrolbesøget hos de stikprøveudvalgte eksporterende producenter indhentede Kommissionen visse meddelelser fra de relevante myndigheder vedrørende overførsel af brugsrettigheder til jord. Mens en meddelelse specifikt begrænser de potentielle købere af brugsrettigheder til jord til solcelleindustrien (81), fastsætter en anden grænser for den pris, der oprindeligt blev fastsat af myndighederne, og giver ikke markedet mulighed for selv at bestemme prisen (82). Selve auktionen blev ikke anset for at skabe reel konkurrence, da kun en virksomhed i mange af de eksempler, der blev gennemgået under kontrolbesøget hos de eksporterende producenter, afgav bud (kun den stikprøveudvalgte solcelleproducent), og deres åbningsbud (den værdi, der var fastsat af det lokale Land Bureau) udgjorde derfor den endelige pris pr. kvadratmeter.

(365)

Ovennævnte beviser er i modstrid med den kinesiske regerings påstande om, at de priser, der blev betalt for brugsrettigheder til jord i Kina, er repræsentative for den markedspris, som bestemmes på det frie marked ved udbud og efterspørgsel, og at overdragelse af brugsrettigheder via udbud eller auktioner ikke må omfatte begrænsninger, der påvirker en fair konkurrence. Det blev også konstateret, at nogle af de eksporterende producenter i stikprøven har modtaget tilbagebetalinger fra lokale myndigheder som kompensation for de (allerede lave) priser, de skal betale for brugsrettigheder til jord.

(366)

Ud over de lave priser modtog nogle af de stikprøveudvalgte eksporterende producenter andre midler forbundet med køb af brugsrettigheder til jord, som forringede den faktiske pris, der blev betalt for brugsrettigheder til jord endnu mere.

(367)

Resultaterne af proceduren bekræfter, at situationen vedrørende salg og køb af jord i Kina er uklar og ugennemsigtig, og at priserne ofte fastsættes vilkårligt af myndighederne. Myndighederne fastsætter priserne i henhold til vurderingssystemet for jord i byområder, hvor det kræves, at de blandt andre kriterier også skal tage hensyn til industripolitikken ved prissætning af industrigrunde (83).

(368)

Uafhængige offentligt tilgængelige oplysninger viser også, at jord i Kina stilles til rådighed til priser, der ligger under de normale markedspriser (84).

(369)

I overensstemmelse hermed bør den kinesiske regerings indrømmelse af brugsrettigheder til jord betragtes som et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der indrømmes goder, som har medført en fordel for modtagervirksomhederne. Som forklaret i betragtning 364-367 ovenfor findes der ikke noget fungerende marked for jord i Kina, og brugen af en ekstern reference (jf. betragtning 372) viser, at det beløb, som de stikprøveudvalgte eksportører har betalt for brugsretten til jord, ligger et godt stykke under den normale markedspris. Desuden udgør de lokale myndigheders tilbagebetalinger en direkte overførsel af midler, som medfører en fordel, idet de er ikke-tilbagebetalingspligtige tilskud, som ikke findes på markedet. Subsidiet er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og c), eftersom den præferentielle adgang til industrijord er begrænset til virksomheder, der tilhører visse industrier, i dette tilfælde solcelleindustrien, og kun bestemte transaktioner var omfattet af en udbudsprocedure, priserne blev ofte fastsat af myndighederne, og regeringens praksis på dette område var uklar og ugennemsigtig. Situationen vedrørende jord i Kina er også behandlet i et arbejdsdokument fra IMF, som bekræfter, at indrømmelse af brugsrettigheder til jord til kinesiske virksomheder ikke overholder markedsvilkårene (85).

(370)

Subsidiet betragtes derfor som udligningsberettiget.

(371)

Det blev konkluderet, at situationen i Kina med hensyn til brugsrettigheder til jord ikke er markedsbaseret, og at der tilsyneladende ikke findes nogen private referencer overhovedet i Kina. En justering for omkostninger eller priser i Kina er derfor ikke mulig. Det konkluderes under disse omstændigheder, at der ikke findes et marked i Kina, og at brugen af en ekstern reference, jf. grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), til at måle fordelens omfang er berettiget. Eftersom den kinesiske regering ikke var samarbejdsvillig og ikke fremsatte nogen forslag til en ekstern reference, måtte Kommissionen anvende de tilgængelige oplysninger for at fastlægge en hensigtsmæssig ekstern reference. I den forbindelse anså man det for hensigtsmæssigt at anvende oplysninger om det særskilte toldområde Taiwan som en hensigtsmæssig reference. Disse oplysninger blev også anvendt i undersøgelser vedrørende coated finpapir og stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale.

(372)

Kommissionen er af den opfattelse, at jordpriserne i Taiwan udgør det bedste referencealternativ for de områder i Kina, hvor de samarbejdsvillige eksporterende producenter er beliggende. Størstedelen af de eksporterende producenter er beliggende i udviklede områder med et højt BNP i provinser med høj befolkningstæthed.

(373)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i UP. Den fordel, som modtagerne har opnået, beregnes ved at tage højde for det beløb, som hver virksomhed faktisk havde betalt (fratrukket tilbagebetalingen fra de lokale myndigheder) for brugsrettigheder til jord, og det beløb, som normalt skulle have været betalt på grundlag af den taiwanesiske reference.

(374)

I denne beregning brugte Kommissionen den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter jord i Taiwan renset for kursnedskrivning og udvikling i BNP fra og med datoerne i de respektive kontrakter om brugsrettigheder til jord. Oplysningerne vedrørende priserne på industrijord blev indhentet på webstedet for Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs i Taiwan. Kursnedskrivningen og udviklingen i BNP for Taiwan blev beregnet på grundlag af inflation og udvikling i BNP pr. indbygger ved nuværende priser i USD for Taiwan som offentliggjort af IMF i World Economic Outlook fra 2011. Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, blevet fordelt over UP ved hjælp af den normale løbetid for brugsrettigheder til erhvervsmæssig jord, dvs. 50 år. Dette beløb blev derefter fordelt over de samarbejdsvillige eksporterende producenters samlede omsætning i UP, da subsidiet ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(375)

Den subsidiesats, der blev fastsat i undersøgelsesperioden for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(376)

Den kinesiske regering gjorde indsigelser mod, at visse oplysninger fra den endelige fremlæggelse af oplysninger blev citeret i visse medier og af visse interesserede parter efter fremlæggelsen. Kommissionen bemærker i den henseende, at den ikke offentliggjorde dokumentet. Men Kommissionen kan ikke kontrollere flere hundrede interesserede parters gøren og laden, efter at de har modtaget fremlæggelsesdokumentet. Hvis nogen af parterne havde besluttet at offentliggøre dokumentet eller give udtryk for deres holdninger til dokumentet, havde Kommissionen ingen mulighed for at hindre dette.

(377)

Den kinesiske regering hævder, at Kommissionen har overtrådt kravet om »rig mulighed« i artikel 12.1 i SCM-aftalen. Ifølge den kinesiske regering var de omfattende forlængelser af fristen, som Kommissionen indrømmede til besvarelse af spørgeskemaet (jf. betragtning 104), ikke tilstrækkelige til dette formål. Den kinesiske regering påstod endvidere, at »rig mulighed« i henhold til artikel 12.7 i antidumping- og antisubsidieaftalen også ville være »rig mulighed« i henhold til artikel 12.1 i SCM-aftalen for alle andre spørgeskemalignende dokumenter. Den kinesiske regering påstod også, at man først kunne nå ud til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, når stikprøven var afsluttet, hvorfor tidsfristen til bevarelse mellem modtagelsen af spørgeskemaet og afgørelsen om udtagning af stikprøven blev meningsløs. Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens »ønske« om at afslutte undersøgelsen hurtigt synes at have haft forrang for det »ufravigelige krav« om at yde rig mulighed i henhold til artikel 12.1. Kommissionen er ikke enig i disse påstande, idet den gjorde sit yderste for at yde den kinesiske regering god tid til at indsende sit svar til spørgeskemaet og mangelskrivelsen. Den kinesiske regering blev desuden underrettet om, at det ville være muligt at indsende de ønskede dokumenter indtil datoen for kontrolbesøget.

Kommissionen udelukkede ikke den kinesiske regering fra at afgive oplysninger i hele forløbet, og ved en række lejligheder blev den kinesiske regering mindet om muligheden for at anmode om høringer, hvor den kinesiske regering kunne fremlægge information og synspunkter. Det bemærkes, at ingen af de oplysninger, som den kinesiske regering fremlagde i løbet af proceduren, blev afvist af hensyn til timingen. Den kinesiske regerings påstand om, at svarfristen mellem modtagelsen af spørgeskemaet og beslutningen om stikprøveudtagningen var meningsløs, er ikke korrekt. En stor del af det pågældende spørgeskema vedrørte den samlede subsidiering af den pågældende erhvervsgren/vare, og den kinesiske regering blev ikke på nogen måde forhindret af afgørelsen om at udtage en stikprøve i at indsamle oplysninger af generel karakter. Endnu vigtigere er det, at efter udvælgelsen af stikprøven havde den kinesiske regering stadig 43 dage til at indsamle oplysninger, der er specifikke for de eksporterende producenter i stikprøven. Kommissionen handlede i overensstemmelse med artikel 12.1 i SCM-aftalen og indrømmede den kinesiske regering rig mulighed for at fremlægge alle oplysninger, som den måtte finde relevante, dog under hensyntagen til, at en sådan forpligtelse ikke kan være tidsubegrænset, med henblik på at sikre en rettidig afslutning af undersøgelsen.

(378)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen oprindeligt anmodede om detaljerede oplysninger om de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke indgik i stikprøven, og at der ikke var tale om »nødvendige oplysninger« i forbindelse med denne undersøgelse, der er baseret på stikprøver. I denne forbindelse bemærkes det, at på det tidspunkt, hvor spørgeskemaet for den kinesiske regering blev afsendt, var beslutningen om, hvorvidt der ville blive anvendt stikprøveudtagning ved denne procedure, ikke endelig. Efter at Kommissionen havde modtaget besvarelserne af stikprøvespørgeskemaet fra de kinesiske eksporterende producenter, og det var klart, at samarbejdet fra eksportørernes side var højt, og da det blev klart, at de stikprøveudvalgte eksportører ville samarbejde ved at besvare deres spørgeskemaer hensigtsmæssigt, insisterede Kommissionen ikke på fremlægning af virksomhedsspecifikke oplysninger om subsidiering fra eksporterende producenter uden for stikprøven. Kommissionen er derfor ikke enig i denne påstand.

(379)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen i dokumentet med den endelige fremlæggelse af oplysninger fejlagtigt anførte, at den kinesiske regering havde tilbageholdt visse oplysninger i spørgeskemabesvarelsen og en række efterfølgende bemærkninger. Dette er ikke korrekt. Som Kommissionen allerede i sit brev af 23. maj 2013 anførte, undlod den kinesiske regering at fremlægge de ønskede oplysninger om statsejede finansielle institutioner, dokumenter vedrørende Sinosure og indrømmelse af eksportkreditforsikring, dokumenter vedrørende Golden Sun-ordningen og oplysninger vedrørende indrømmelse af brugsrettigheder til jord.

(380)

Ifølge den kinesiske regering havde Kommissionen ikke anvendt de foreliggende faktiske oplysninger som en mekanisme til at udfylde de manglende oplysninger som foreskrevet af paneler og i forbindelse med WTO-tvister (86), og havde i stedet »anvendt ugunstige tilbageslutninger med karakter af straf og desuden misligholdt bestemmelserne i SCM-aftalen«. Den kinesiske regering påstod endvidere, at Kommissionen ikke benyttede de foreliggende faktiske oplysninger »udelukkende med det formål at erstatte oplysninger, som måtte mangle, men som specifikt retsgrundlag for alle sine afgørelser vedrørende subsidier under fuldstændig tilsidesættelse af den betydelige mængde oplysninger indsendt af den kinesiske regering og de involverede finansielle institutioner, i de fleste tilfælde på grund af den påståede mangel på perfekte svar eller bevis for alle tal«. Det er dog ikke, hvad Kommissionen gjorde. Alle oplysninger, herunder planer og lovgivning indsendt af den kinesiske regering, blev taget i betragtning og analyseret, og konklusionerne er baseret på disse dokumenter, som blev fremlagt af den kinesiske regering, i de tilfælde, hvor disse dokumenter blev gjort tilgængelige, og verifikationen bekræftede, at de var fyldestgørende. De hyppige citater fra disse dokumenter, der underbygger konklusionerne, er et eksempel på, hvordan Kommissionen har behandlet de oplysninger, som den kinesiske regering havde indsendt. I betragtning 110 redegør Kommissionen klart for de enkeltsituationer, hvor de afgivne oplysninger ikke kunne tages for pålydende.

(381)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at Kommissionen modsagde sig selv, da den i den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod, at den i denne undersøgelse anmodede om transaktionsspecifikke oplysninger udelukkende med hensyn til eksportørerne i stikprøven, og andre steder i samme dokument erklærede, at »spørgeskemaet for regeringen ikke er begrænset til de stikprøveudvalgte eksportører«. Dette er ikke korrekt. Kommissionen modsagde ikke sig selv. Som allerede forklaret i betragtning 378 begrænsede Kommissionen sin oprindelige anmodning om fremlæggelse af virksomhedsspecifikke oplysninger til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter efter beslutningen om at anvende stikprøver. For at kunne vurdere udligningsberettigelsen for de angivelige subsidieordninger anmodede Kommissionen imidlertid også om andre oplysninger end de oplysninger, der vedrører de eksporterende producenter i stikprøven, f.eks. oplysninger om de finansielle markeder i Kina eller markedet for brugsrettigheder til jord. Det fremgår derfor, at »spørgeskemaet for regeringen ikke er begrænset til de stikprøveudvalgte eksportører«.

(382)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen tilsyneladende overså, at oplysninger ikke blot kan afvises, hvis de ikke er tilgængelige for kontrol. Kommissionen behandlede ikke oplysninger på denne måde i løbet af undersøgelsen. I intet tilfælde var »den manglende adgang til verifikation« den eneste grund til ikke at acceptere sådanne oplysninger fuldt ud. Når andre fremlagte oplysninger modsagde disse oplysninger, og den kinesiske regering samtidig ikke var i stand til at underbygge dem med nogen form for bevis, kunne sådanne oplysninger ikke tages for pålydende.

(383)

Ifølge den kinesiske regering »erkendte« Kommissionen i betragtning 85 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gengivet i betragtning 117), at den kinesiske regering ikke kontrollerer bank- eller pengeinstitutter og ikke kan tvinge dem til at videregive oplysninger. Det skal bemærkes, at Kommissionen ikke har kendskab til en sådan udtalelse, og efter en gennemgang af teksten i betragtningen, forekommer det ikke at være tilfældet.

(384)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen tilsyneladende var enig med Kinas regering i, at den nationale lovgivning i forbindelse med en undersøgelse ikke kan afløses af kravene i EU's grundforordning eller aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Den kinesiske regerings sammenkædning med angiveligt fortrolige oplysninger er forfejlet. Kommissionen godtgjorde imidlertid (betragtning 117), at fremlæggelsen af et WTO-medlems kommunale love eller interne regler ikke kan fritage WTO-medlemmet fra dets forpligtelser til at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, og i tilfælde af konflikter skal den kinesiske regering foreslå, hvordan oplysningerne kan fremlægges, så de kan kontrolles behørigt. Den kinesiske regering henviste til den situation, hvor en bankansat udførte en kreditrisikovurdering for en virksomhed i stikprøven, som et eksempel på at foreslå en metode til at kontrollere angiveligt fortrolige oplysninger og erklærede, at »Kommissionen stadig ikke var tilfreds«. Tværtimod var det, jf. betragtning 148, ikke et problem for Kommissionen at kontrollere dette specifikke dokument, og der blev fuldt ud taget hensyn til disse oplysninger i Kommissionens konklusioner. Der var dog tale om en ekstraordinær situation, hvilket desværre ikke var tilfældet for de fleste oplysninger af lignende art, som der blev anmodet om i denne undersøgelse.

(385)

I den forbindelse fortsatte den kinesiske regering med at påstå, at »følsomme interne dokumenter« fra bankerne blev betragtet som relevante oplysninger i SCM-aftalen, og at den manglende fremlæggelse heraf ikke kunne føre til anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger. Kommissionen finder denne erklæring alt for omfattende og kan ikke se, hvordan en korrekt verifikation (foretaget med behørige fortrolighedsprocedurer) kan iværksættes i alle tilfælde, hvis sådanne dokumenter (herunder dokumenter om transaktioner med kunder) simpelthen tilbageholdes. I mangel af verifikationer kan de foreliggende faktiske oplysninger anvendes til at udfylde de manglende oplysninger.

(386)

Den kinesiske regering påstod gentagne gange, at brevet forud for kontrolbesøget ikke indeholdt specifikke spørgsmål vedrørende kontrol og henviste til Kommissionens brev af 23. maj 2013, der benyttede denne ordlyd. I punkt 86 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gengivet som betragtning 118) erklærede Kommissionen imidlertid, at brevet forud for kontrolbesøget af 25. marts 2013 indeholdt en specifik og detaljeret liste over spørgsmål og dokumenter, der ville blive behandlet under kontrolbesøget, i fuld overensstemmelse med grundforordningens artikel 26, stk. 3, og WTO-reglerne. Fraværet af en liste over specifikke spørgsmål, der ikke har noget grundlag i grundforordningen eller WTO-reglerne, er ikke en undskyldning for den kinesiske regering til ikke at samarbejde fuldt ud i forbindelse med kontrolbesøget.

(387)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen udviste en fuldstændig mangel på fleksibilitet under kontrolbesøget. Dette er en fejlfortolkning af fakta og af situationen før og under kontrolbesøget. Som allerede nævnt i punkt 88–90 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gengivet i betragtning 120-122) var Kommissionen fuldt ud og ubetinget fleksibel under kontrolbesøget. Desværre betød den kinesiske regerings forsøg på at fremlægge oplysninger, som det ikke var muligt at kontrollere inden for tidsplanen for kontrolbesøget, at disse oplysninger ikke kunne krydstjekkes og gives betydning som kontrollerede dokumenter. Den kinesiske regering mindede også Kommissionen om WTO's retspraksis fra EF-laks-panelet om, at spørgsmålet om, hvorvidt dokumenter kan »kontrolleres«, ikke altid kun afgøres af muligheden for kontrolbesøg, og hævdede, at Kommissionen ikke kan afvise oplysninger, blot fordi de ikke er til rådighed ved kontrolbesøget. Kommissionen bemærker, at sådanne oplysninger, der ikke kan verificeres under kontrolbesøget med hensyn til pålidelighed og nøjagtighed, må tillægges mindre vægt, end hvis de var blevet behørigt kontrolleret, og at dette undertiden forekom i den foreliggende sag.

(388)

Den kinesiske regering anfægtede Kommissionens påståede praksis med ikke at godtage nye dokumenter og bevismateriale, som kræver verifikation efter afslutningen af det kontrolbesøg, som de tilhører. Som allerede forklaret i punkt 89 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gentaget i betragtning 121) er dette ikke og har aldrig været tilfældet. Det er rigtigt, at Kommissionen normalt ikke accepterer dokumenter som kontroldokumentation efter kontrolbesøgets afslutning, og det ikke længere er praktisk muligt at efterprøve disse dokumenter, men intet forhindrer den kinesiske regering i at indgive sådanne dokumenter skriftligt, hvilket faktisk var tilfældet i denne sag.

(389)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke havde gjort rede for begrundelsen for at anmode om de seks dokumenter, der henvises til i betragtning 122, og på dette grundlag var der ikke givet tilladelse til at verificere dem. Den kinesiske regering fremsatte allerede denne påstand i sit brev af 3. juni 2013, og Kommissionen besvarede den fuldt ud i betragtning 122. Det skal endnu en gang bemærkes, at alle disse dokumenter vedrører den pågældende erhvervsgren og endog især vedrører særlige subsidieordninger såsom de begunstigede låneordninger eller præferentielle skatteordninger. Det er derfor klart ud fra deres betegnelser og indhold, at de var relevante for undersøgelsen. Den kinesiske regering nægtede imidlertid ganske enkelt at besvare eventuelle spørgsmål herom under kontrolbesøget med henvisning til dokumentets irrelevans for proceduren som den eneste årsag.

(390)

Den kinesiske regering påstod, at man ikke kunne fremlægge dokumentation for de oplysninger, der er givet i spørgeskemaet vedrørende procentdelen af lån, der ydes til den pågældende erhvervsgren, da disse oplysninger stammede fra bankerne, som er uafhængige virksomheder og ikke departementer under den kinesiske regering, og at Kommissionen burde kontrollere tallene hos bankerne. Den kinesiske regering henviste til de bestemmelser i loven om forretningsbanker, der fastsætter, at bankerne udøver deres virksomhed i overensstemmelse med loven (artikel 4), og at der ikke er nogen indgriben fra lokale regeringer eller offentlige myndigheder på forskellige niveauer, offentlige organisationer eller enkeltpersoner i bankernes drift (artikel 5). Faktum er, at den kinesiske regering fremsatte en erklæring i spørgeskemabesvarelsen uden overhovedet at kunne dokumentere den. De banker, som Kommissionen har forsøgt at kontrollere, var heller ikke i stand til at underbygge disse oplysninger med nogen som helst dokumentation. Hvis dette skal anses for acceptabel praksis, kunne den undersøgte part blot fremsætte erklæringer, som støtter deres sag, og den undersøgende myndighed ville skulle acceptere dem uden at have en chance for at kontrollere, om de svarer til virkeligheden. Dette er særlig vigtigt, når henses til, at de pågældende oplysninger er i modstrid med andre oplysninger i sagsakterne. Der er også andre artikler i loven om forretningsbanker, der forpligter bankerne til at udføre deres udlånsvirksomhed ud fra nationaløkonomiens og den sociale udviklings behov og i tråd med den statslige industripolitik (artikel 34). Som den kinesiske regering korrekt påpegede det i sine bemærkninger, skal bankerne udøve deres aktiviteter i overensstemmelse med loven, dvs. også med ovennævnte bestemmelser i artikel 34 i loven om forretningsbanker. Derfor blev denne formodede skelnen mellem regering og banker ikke dokumenteret.

(391)

Den kinesiske regering påstod, at den fremlagde alle oplysninger om bankernes ejerskab, som den råder over. Den påstod desuden, at de anførte tal vedrørende bankernes ejerskab er de officielle tal fra CBRC, og at der således ikke var nogen grund til at tro, at de oplysninger, som den kinesiske regering havde fremlagt, var urigtige eller vildledende, og dermed anvende bestemmelserne i grundforordningens artikel 28. Disse påstande kunne ikke accepteres. Det bemærkes, at den kinesiske regering oprindeligt i sin besvarelse af spørgeskemaet hævdede, at den ikke er i besiddelse af oplysninger om ejerskab i bankerne. Først efter, at Kommissionen i mangelskrivelsen påpegede, at den kinesiske regering ifølge kinesisk lovgivning skal indhente sådanne oplysninger, fremlagde regeringen nogle oplysninger i denne henseende. Under kontrolbesøget nægtede medarbejderen fra CBRC at fremlægge dokumentation for tallene vedrørende bankernes ejerskab, nægtede at fremlægge informationskilden og forklarede ikke, hvor oplysningerne kommer fra. Det skal også bemærkes, at den kinesiske regering ikke anfægtede det forhold, at mindst 5 andre banker, som blev nævnt ved navn af Kommissionen i den endelige fremlæggelse af oplysninger (jf. fodnoten i betragtning 127), er statsejede.

(392)

Den kinesiske regering var uenig i udtalelsen i punkt 97 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gentaget i betragtning 129) om, at CBRC nægtede at besvare spørgsmål vedrørende de 10 største banker i Kina, da de ikke var indgivet skriftligt, og hævdede, at Kommissionen fejlfortolkede kendsgerningerne, idet den vigtigste grund til ikke at svare var, at da spørgsmålet ikke indgik i brevet forud for kontrolbesøget, havde de brug for tid til at forberede sig på det. Det er i virkeligheden den kinesiske regering, der misforstår de faktiske oplysninger om dette spørgsmål. Kommissionen insisterede ikke på et omgående svar, men CBRC afslog selv at undersøge spørgsmålet under påskud af, at det ikke var fremlagt skriftligt på forhånd. Hvis årsagen var, at der ikke var tilstrækkelig tid til at forberede svaret, kunne den kinesiske regering have indgivet besvarelsen senere under kontrolbesøget eller pr. e-mail (uden at Kommissionen ville kunne kontrollere det), som det er gjort med flere andre dokumenter. Den kinesiske regering ignorerede imidlertid dette.

(393)

Den kinesiske regering påstod, at den fremlagde alle dokumenter vedrørende CBRC's etablering og mandat, som Kommissionen anmodede om i spørgeskemaet, og at eftersom Kommissionen ikke havde spørgsmål hertil i mangelskrivelsen og ikke anmodede om disse dokumenter i »listen over dokumenter, der skal forelægges inden kontrolbesøget« i bilag 2 til brevet forud for kontrolbesøget, følte den kinesiske regering sig ikke forpligtet til at fremlægge andre dokumenter. Dette er ikke sandt. Kommissionen anmodede om alle dokumenter, der var grundlag for CBRC's etablering og mandat, men den kinesiske regering fremlagde kun nogle af dem. Det var først på grundlag af erklæringen fra CBRC's repræsentant, at Kommissionen erfarede, at der også findes andre dokumenter i denne henseende. Faktisk var den kinesiske regerings besvarelse af spørgeskemaet i denne forbindelse ufuldstændig og misvisende, da den kinesiske regering (CBRC) klart havde kendskab til sådanne supplerende dokumenter, hvilket blev indrømmet af CBRC under kontrolbesøget.

(394)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen under kontrolbesøget rent faktisk ikke anmodede om statistikker og rapporter fra de banker, der ydede lån til de stikprøveudvalgte eksportører i UP. De påstod, at Kommissionen kun anmodede om den statistiske rapport for 2012, som Bank of China havde indsendt til CBRC, og at den pågældende embedsmand fra CBRC i den forbindelse måtte referere med den pågældende juridiske tjeneste, der er involveret, på grund af tavshedspligten. Dette er ikke korrekt. Under kontrolbesøget gentog Kommissionen gentagne gange sine anmodninger fra spørgeskemaet og mangelskrivelse vedrørende statistikker fra alle banker, der ydede lån til de stikprøveudvalgte eksportører (87).

(395)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at klagerens henvisning i klagen til coated finpapir-sagen, hvor Kommissionen »på grundlag af ugunstige tilbageslutninger« konkluderede, at de statsejede forretningsbanker optrådte som offentlige organer, er en »udokumenteret påstand uden sammenhæng med arten og realiteten af et subsidie, der er ydet til de eksporterende producenter af den pågældende vare, og derfor ikke kan betragtes som tilstrækkeligt bevis« for finansielt bidrag fra en regering eller et offentligt organ, jf. artikel 11, stk. 2, i SCM-aftalen. For det første skal det understreges, at afgørelserne i coated finpapir-sagen ikke var baseret på ugunstige tilbageslutninger, men på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, og der er ingen efterfølgende dom, der kan bekræfte den kinesiske regerings påstand om, at Kommissionens konklusioner i den forbindelse er baseret på »ukorrekt brug af de foreliggende faktiske oplysninger«. Tværtimod har Kommissionen draget lignende konklusioner vedrørende statsejede forretningsbanker i en anden antisubsidiesag om stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, og også andre undersøgelsesmyndigheder er nået til den konklusion, at de kinesiske statsejede forretningsbanker er offentlige organer, især USA, i en konklusion, der blev stadfæstet af WTO's appelorgan (88).

(396)

Den kinesiske regering påstod fortsat, at Kommissionen anmodede om visse oplysninger fra alle banker i Kina, og at det ikke var praktisk muligt for den kinesiske regering at fremlægge disse oplysninger for »over 3 800« banker. Kommissionen er uenig i denne påstand og henviser igen til mangelskrivelsen, hvori Kommissionen efter den kinesiske regerings besvarelse af spørgeskemaet begrænsede omfanget af de ønskede oplysninger til de banker, hvor den kinesiske regering er direkte eller indirekte aktionær (89).

(397)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionens erklæring om, at den tog hensyn til resuméet af de pågældende PBOC-cirkulærer fra webstedet, som blev forelagt i forbindelse med kontrolbesøget, er ukorrekt, og at dette er bevist ved punkt 133 i den endelige fremlæggelse af oplysninger (gentaget i betragtning 164). Dette er ikke korrekt. Betragtning 164 modsiger ikke indholdet af uddragene fra webstedet. Betragtningen tager højde herfor, men er også baseret på det faktiske indhold af cirkulæret, som den kinesiske regering hidtil ikke har påstået var ukorrekt.

(398)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen »har taget visse ord og sætninger ud af sammenhængen fra forskellige dokumenter«, havde fejlfortolket andre og forsøgt at binde dem sammen for at fastslå, at den kinesiske regering fremmer den erhvervsgren, der fremstiller den pågældende vare, eller fastslå, at statsejede forretningsbanker er offentlige organer. Regeringen påstår, at en »fuldstændig gennemlæsning« af disse dokumenter (planer, retningslinjer og afgørelser) ville vise, at Kommissionens undersøgelsesresultater mangler retsgrundlag og ikke er baseret på dokumentation. Dette er ikke korrekt. Kommissionen analyserede og tog alle dokumenter i betragtning, herunder dem, der er omhandlet i betragtning 102, i deres helhed på nøjagtig den måde, som den kinesiske regering anbefaler.

(399)

Vedrørende beslutning nr. 40 påstod den kinesiske regering, at Kommissionen i dokumentet med den endelige fremlæggelse af oplysninger citerede herfra uden sammenhæng for at »fordreje den korrekte betydning«. Ifølge den kinesiske regering fremgår det af andre bestemmelser i beslutning nr. 40, at den er gearet til at fremme anvendelsen af vedvarende energikilder i stedet for at have solcellemoduler og solceller som mål for enhver forventet udviklingspolitik som anført af Kommissionen. Det er ikke korrekt, at Kommissionens henvisning til teksten i artikel V i beslutning nr. 40 var ude af sammenhæng. Kommissionen diskuterer ikke, hvorvidt et af formålene var udviklingen i anvendelsen af vedvarende energikilder. Faktum er, at Statsrådet i beslutning nr. 40 har identificeret industrien for nye energikilder og solenergi som prioriterede industrier, og at de derfor hørte under kategorien af tilskyndede projekter i retningslinjerne for den industrielle omstrukturering. Under hensyn til artikel 17, 18 og 19 i beslutning nr. 40 kan de finansielle institutioner kun yde lån til industrier og virksomheder, der hører til denne kategori. Dette er et klart tegn på, at solcelleindustrien, som bl.a. producerer solcellemoduler og solceller, er prioriteret.

(400)

Den kinesiske regering påstod, at der ikke er nogen henvisning i Statsrådets afgørelse af 10. oktober til solcellemoduler og solceller eller til solcelleindustrien, og at en eventuel finanspolitisk støtte er blevet fremmet med henvisning til målene for brug af alternativ energi, som ikke har nogen indflydelse på udviklingen af modul- og solcelleproduktionen i almindelighed. Kommissionen er ikke enig heri. Det skal bemærkes, at Statsrådets beslutning ikke synes at tage sigte på at fremme anvendelsen af alternative energikilder. Ud fra titlen (Statsrådets afgørelse om hurtigere etablering og udvikling af strategiske vækstindustrier) og indholdet (bl.a. artikel 1, stk. 1, artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 2), er det klart, at målet er at støtte udviklingen af udvalgte industrisektorer (i dette tilfælde strategiske vækstindustrier). Dette bekræftes også af den omstændighed, at målene i denne afgørelse direkte vedrører strategiske vækstindustriers produktion og resultater (artikel 2, stk. 3). Der er også en klar forbindelse i afgørelsen mellem strategiske vækstindustrier og solcelleindustrien, som bl.a. producerer solcellemoduler og solceller. For det første er der ingen tvivl om, at solcelleindustrien er et segment af industrien for alternativ energi, som i afgørelsens artikel 2 omtales som en industri, staten bør etablere og udvikle. For det andet tilhører de eksporterende producenter i stikprøven kategorien af højteknologivirksomheder, som er nævnt i afgørelsens artikel 2, stk. 2. Ligeledes nævner den 12. femårsplan solcelleindustrien blandt de strategiske industrier, og også den 12. femårsplan for den fotovoltaiske solenergiindustri bekræfter, at Statsrådets afgørelse »nævner solenergiindustri som et vigtigt område inden for de strategiske vækstindustrier, som landet vil udvikle i fremtiden«  (90) .

(401)

Ifølge den kinesiske regering citerede Kommissionen den nationale plan for mellem- og langsigtet videnskabelig og teknologisk udvikling, men havde ikke kunnet henvise til et eneste sted, hvor denne forskrift definerer højteknologivirksomheder som omfattende virksomheder, der producerer solcellemoduler og celler, eller solcelleindustrien generelt. Ifølge den kinesiske regering fokuserer målene i retningslinjerne blot på at udvikle alternative energikilder for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer. Kommissionen er ikke enig heri. Størstedelen af de undersøgte eksporterende producenter i stikprøven har fået tildelt certifikater som højteknologiske virksomheder eller virksomheder med ny teknologi, og på dette grundlag blev der ydet subsidier, som var begrænset til højteknologiske virksomheder eller virksomheder med ny teknologi (f.eks. skattefritagelser). Eksportørerne i stikprøven anvendte samme typer individuelle støtteprogrammer som dem, der er omtalt i denne plan.

(402)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens erklæring om, at Kinas lov om videnskabelige og teknologiske fremskridt indeholder en række foranstaltninger til støtte for strategiske industrier, herunder for solcelleindustrien, ikke er baseret på kendsgerninger, og at denne lovgivning ikke nævner solcelleindustrien eller strategiske industrier, samt at der ikke er noget grundlag for at påstå, at den pågældende vare er omfattet af denne lov. Dette er ikke korrekt. Grundlaget for denne erklæring omfatter bestemmelserne i artikel 18 og 34 i denne lov. I henhold til artikel 18 skal staten tilskynde og vejlede finansielle institutioner i at støtte udviklingen af erhvervsgrene med højteknologi eller ny teknologi. Ifølge artikel 34 skal de politikorienterede finansielle institutioner tilbyde særlig støtte til virksomheders projekter, som tilskyndes af staten. Solcelleindustrien hører under kategorien af industrier med højteknologi og ny teknologi og falder også ind under kategorien af virksomheder, hvis projekter tilskyndes af staten. Endvidere giver artikel 17 i samme lov tilsagn om skattemæssig særbehandling til bl.a. enheder, der er involveret i projekter, der er omfattet af de nationale videnskabelige og teknologiske planer. Det fremgår tydeligt af betragtning 401, at solcelleindustriens virksomheders projekter hører under denne kategori. Det konkluderes, at der mindst er tre klare tegn på, at solcelleindustrien og de virksomheder, som producerer og eksporterer den pågældende vare, er omfattet af denne lov.

(403)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen har vurderet, at planer, beslutninger og love i Kina har samme retskraft og værdi, og dette er i strid med principperne om juridisk fortolkning, Kinas love og den kinesiske regerings argumenter. Ifølge den kinesiske regering har henvisningen til den generelle femårsplan og den specifikke plan for solcellesektoren intet bindende juridisk retsgrundlag, da der ikke er fremlagt bevis for, at planerne er juridisk bindende. Dette er ikke korrekt, idet den kinesiske regerings påstand om, at planerne ikke er bindende, ikke understøttes af andre foreliggende beviser. Det fremgår derimod tydeligt af den plan, som den kinesiske regering indsendte i spørgeskemabesvarelsen, at: »Denne plan blev udarbejdet og vedtaget af Den Nationale Folkekongres og er retsgyldig« (91). Den kinesiske regering anførte i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger: »I henhold til kinesisk lov udgør grundloven, love, administrative regler samt lokale forskrifter og regler kinesisk lovgivning.« Da planerne er retsgyldige, og da den kinesiske regering bekræftede, at love er kinesisk lovgivning, kom Kommissionen til den konklusion, at planen faktisk er juridisk bindende. I henhold til den forklaring, som den kinesiske regering gav under kontrolbesøget, stammer de sektorspecifikke og regionale femårsplaner fra den generelle femårsplan, og derfor havde Kommissionen intet grundlag for at behandle den sektorspecifikke femårsplan for solcellesektoren (2011-2015) anderledes end den generelle femårsplan.

(404)

Den kinesiske regering citerer »Kommissionens retningslinjer om tilbagebetaling/refusioner« som et eksempel på et lignende ikkebindende dokument i EU-sammenhæng. Kommissionen antager, at den kinesiske regering henviser til »Kommissionens meddelelse om tilbagebetaling af antidumpingtold« (EFT C 127 af 29.5.2002, s. 10). Det er faktisk ikke korrekt at betegne disse retningslinjer som ikkebindende, da de binder Kommissionen i det omfang, at de ikke overtræder højere retsregler. Kommissionen har fastslået, at Kinas planer er juridisk bindende. Men selv hvis man forestiller sig, at dette ikke var tilfældet, er det klart, at nationale, sektorspecifikke og regionale planer, som stammer fra det højeste myndighedsniveau og beskriver regeringens politik med hensyn til økonomisk og industriel udvikling, vil have en høj beviskraft med hensyn til den faktisk ufravigelige karakter af deres erklærede mål. Det er ligeledes klart, at de kunne påberåbes af regeringen til at irettesætte enheder, der ikke gennemfører dem korrekt. De vil derfor stadig være yderst relevante for afgørelserne om statslig indgriben i økonomien og i ledelsen og kontrollen af visse erhvervsgrene.

(405)

Den kinesiske regering påstod, at dens manglende svar på tillæg A ikke burde føre til anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger, ifølge grundforordningens artikel 28. Hvis Kommissionen reelt havde til hensigt at undersøge påstandene i klagen om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, havde den ifølge den kinesiske regering ikke behøvet at fylde spørgeskemaerne med anmodninger om interne, følsomme, transaktionsspecifikke oplysninger om banker, hvoraf mange ikke på nogen måde er i statens besiddelse. I den forbindelse henviste den kinesiske regering til oplysninger vedrørende individuelle lån fra banker til de eksporterende producenter i stikprøven. Kommissionen er ikke enig i denne påstand. Formålet med de oplysninger, der anmodes om i tillæg A, er at efterprøve, om de kinesiske banker er offentlige organer, og om de har fået overdraget eller pålagt disse opgaver. Med undtagelse af oplysningerne om individuelle lån anførte den kinesiske regering ikke, hvilke andre ønskede oplysninger den betragtede som ikke relevante i den henseende.

(406)

Der mindes om, at spørgsmålene i tillæg A vedrørte oplysninger om ejerskab af bankerne, bestyrelsens og aktionærernes sammensætning, referater af generalforsamlinger/ledelsesmøder, forbindelser mellem den øverste ledelse og de statslige myndigheder, sektoropdeling af lånene, udlånspolitik og risikovurdering i forbindelse med lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Den kinesiske regering påstod, at i forbindelse med offentlige organer var disse anmodninger »tydeligvis urimelige«, og omfanget af de ønskede oplysninger var for bredt. Den kinesiske regering påstod endvidere, at afgørelsen om »tærsklen« for, hvornår en enhed er et offentligt organ, skal foretages, før der overhovedet anmodes om disse oplysninger. Kommission er ikke enig. På grund af de høje standarder, der fastsættes af WTO's appelorgan i DS 379 (92), er alle de ønskede oplysninger nødvendige, herunder konklusionerne om omfanget af regeringens engagement i det finansielle system. Beviser for, at enheder optræder på ikke-kommerciel vis, kan f.eks. være at påvise pålæggelse og overdragelse, hvis dette er kombineret med tegn på statslig indgriben. Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at da de stikprøveudvalgte eksporterende producenter først samarbejdede, besluttede Kommissionen at begrænse anmodningen om oplysninger vedrørende lån til disse virksomheder og drog ingen konklusioner af den kinesiske regerings manglende evne til at give andre oplysninger om individuelle lån, som oprindeligt blev ønsket. Alle andre anmodninger om oplysninger var dog fortsat relevante for undersøgelsen. Vedrørende den kinesiske regerings påstand om, at den ikke kunne have fremlagt visse af de oplysninger, der blev anmodet om i tillæg A, skal det bemærkes, at den kinesiske regering har nægtet at fremlægge hele tillæg A med undtagelse af en række banker. Ud fra ovenstående blev det konkluderet, at den kinesiske ikke fremlagde resten af de ønskede oplysninger inden for en rimelig periode.

(407)

Den kinesiske regering påberåber sig WTO-appelorganets rapport om US-varmvalset stål (pkt. 99) (93) og hævder, at det ikke er praktisk muligt at imødekomme Kommissionens »urimelige« anmodninger om oplysninger, og at Kommissionens undladelse af at afhjælpe dette problem og at knytte de forskellige anmodninger til de faktiske bestemmelser, som de vedrører, betød, at Kommissionen ikke har handlet i god tro. Selv om den nævnte sag vedrører samarbejde fra eksportører i en antidumpingprocedure, accepterer Kommissionen, at det i forbindelse med offentlige spørgeskemaer i antisubsidiesager er nødvendigt at finde en balance mellem de ønskede oplysninger og den pågældende myndigheds praktiske mulighed for at fremlægge oplysningerne. Dette skal imidlertid vurderes i sammenhæng med alle de faktiske omstændigheder. Afgørelserne med hensyn til de statsejede bankers status i Kina som offentlige organer er allerede truffet i coated finpapir-undersøgelsen og undersøgelsen af stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, og i den foreliggende sag har ansøgeren fremlagt tilstrækkelige beviser for, at de statsejede banker fortsat var offentlige organer. Derfor burde den kinesiske regering have forventet en undersøgelse med vægt på fakta, hvis den ønskede at afvise denne påstand. Desværre fortsatte den kinesiske regering med at fremsætte påstande om, at den f.eks. kun havde ringe eller slet ingen oplysninger om statsligt ejerskab af bankerne (en yderst relevant faktor i afgørelsen om offentlige organer), som antydede, at den ikke handlede efter bedste evne og nægtede adgang til den nødvendige information. Dette er en af de »begrænsede omstændigheder«, hvor artikel 12.7 i SCM-aftalen kan anvendes, jf. WTO-panelets rapport (94). Selv om Kommissionen er klar over, at dens anmodninger om oplysninger nødvendigvis var ret omfattende, er samarbejde desuden en tovejsproces, og den kinesiske regerings reaktion var oprindeligt blot at forlange forklaringer for, hvilke faktiske konstateringer anmodningerne vedrørte (hvilket ikke kan fastlægges på forhånd), snarere end at foreslå måder, hvorpå anmodninger om oplysninger kan tackles på en rimelig måde.

(408)

Vedrørende kontrollen af Bank of Shanghai påstod den kinesiske regering, at det forhold, at kontrollen ikke fandt sted, ikke udgør en tilstrækkelig grund til at anvende de foreliggende faktiske oplysninger, og at det under alle omstændigheder er Kommissionens egen skyld, at kontrollen ikke fandt sted. Som svar bemærker Kommissionen, at den reelle situation i forbindelse med organisationen af kontrolbesøget hos Bank of Shanghai blev beskrevet i betragtning 111 og 112 i dokumentet med den endelige fremlæggelse af oplysningerne (gentaget i betragtning 143 og 144). Der var ingen ændringer i den faktiske situation med hensyn til denne kontrol, og Kommissionen er ikke enig i den kinesiske regerings fortolkning af disse kendsgerninger og fastholder, at den bestræbte sig på at gennemføre kontrolbesøget, men at dette ikke var muligt, da den kinesiske regering lagde hindringer i vejen. Den kinesiske regering påberåber sig WTO's panelrapport EC-Salmon (95), som konkluderede, at fraværet af et kontrolbesøg ikke udtømmer alle muligheder for at verificere dokumenter. I den foreliggende sag informerede den kinesiske regering Kommissionen om bankens disponibilitet til kontrolbesøg kun én arbejdsdag, før verifikationen af den kinesiske regering startede (efter en allerede forlænget frist for en sådan bekræftelse), hvilket udelukkede enhver mulighed for et kontrolbesøg, da aftalerne allerede var truffet og ikke kunne ændres. Under disse omstændigheder konkluderes det, at den kinesiske regering ikke handlede efter bedste evne, og Kommissionen kan ikke se, hvordan verifikationen under et kontrolbesøg kunne have været gengivet på anden måde.

(409)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke kan se bort fra de oplysninger, som HuaXia Bank fremlagde om strukturen i bankens ejerskab, blot fordi de ikke er »ideelle i alle henseender«. Kommissionen bemærker, at man ikke afviste disse oplysninger, fordi de ikke var ideelle i alle henseender. HuaXia Bank fremlagde, jf. betragtning 147, ingen oplysninger om statsligt ejerskab før kontrolbesøget, selv om Kommissionen allerede anmodede herom i det oprindelige spørgeskema. Efter at Kommissionen påpegede, at HuaXia Bank har visse statsejede aktionærer, fremlagde banken et dokument med oplysninger fra en ukendt kilde, og desuden modsagde dette dokument andre foreliggende oplysninger. Det var ikke muligt at acceptere disse oplysninger.

(410)

For så vidt angår HuaXia Banks beslutning om kun at fremlægge nogle af kreditværdighedsvurderingerne, jf. betragtning 148, påstod den kinesiske regering, at Kommissionen modtog en rimelig forklaring på, hvorfor de øvrige vurderinger ikke kunne fremlægges. Kommission er ikke enig. Da Kommissionen klart i brevet forud for kontrolbesøget anførte, at disse dokumenter ville være omfattet af kontrolbesøget, var forklaringen om, at »de to risikovurderingsrapporter blev behandlet af andre afdelinger i banken, og at den ansvarlige ansatte ikke var til stede i øjeblikket«, ikke tilfredsstillende. Desuden fremsatte den kinesiske regering sin påstand, som den har gentaget mange gange i sine bemærkninger, om, at oplysningerne ikke kunne fremlægges af fortrolighedshensyn. Kommissionen bemærker, at der findes bestemmelser for behandlingen af fortrolige oplysninger i undersøgelser vedrørende udligningstold (96), og at de fleste af Kommissionens anmodninger om dette og andre emner under alle omstændigheder havde til hensigt at kontrollere snarere end at kopiere disse oplysninger. Under alle omstændigheder bemærker Kommissionen, at en streng anvendelse af »fortrolighedsprincippet« kan umuliggøre kontrollen af meget relevante oplysninger for undersøgelser vedrørende udligningstold. I sådanne situationer ville det blive umuligt at krydstjekke eksportørernes svar på mange spørgsmål og foretage uanmeldte besøg hos modtagerne af visse ordninger i tilfælde, hvor der ikke var tale om samarbejde fra eksportører, eller hvor en undersøgelse er udført på et samlet grundlag.

(411)

Den kinesiske regering påstod, at EXIM Bank samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen, og at visse dokumenter, som Kommissionen havde anmodet om, ikke kunne tilvejebringes på grund af interne politiske regler, statshemmeligheder, tavshedspligt eller andre love. Den manglende fremlæggelse af disse dokumenter kan derfor ikke føre til anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger. I henhold til loven om forretningsbanker kunne disse dokumenter ikke fremlægges af EXIM Banks embedsmænd under kontrolbesøget. I denne forbindelse og i modsætning til Kommissionens antagelse kan EU's antisubsidiegrundforordning og SCM-aftalen ikke træde i stedet for den nationale lovgivning i Kina. Den kinesiske regering påstod, at spørgsmål om højtstående embedsmænds politiske tilhørsforhold er irrelevante og indgribende. Kommissionen er ikke enig heri. Verdenshandelsorganisationens regler (som EU's grundforordning er baseret på) kan ikke »træde i stedet for« national lovgivning, men dette forhindrer ikke, at Kommissionen drager konklusioner, når sådan national lovgivning synes at stride imod rimelige anmodninger om oplysninger. Faktum er, at selv om EXIM Bank fremlagde visse svar i besvarelsen af tillæg A, afviste den at fremlægge bevis for næsten alle disse i form af kildedata eller enhver anden form for bevis. Disse oplysninger har derfor kun værdi af mundtlige erklæringer, som ikke er understøttet af verificerede, skriftlige dokumenter. Hvis denne praksis blev accepteret, kunne EXIM Bank blot fremsætte nærmest vilkårlige oplysninger, og den undersøgte myndighed ville være nødt til at acceptere dem uden at kunne undersøge deres nøjagtighed.

Spørgsmålene om politiske tilhørsforhold og partienheder i EXIM Bank (og alle andre banker i denne sammenhæng) er yderst relevante med henblik på at fastslå, i hvilket omfang staten griber ind i bankens ledelse, i lyset af det kommunistiske partis særlige rolle i henhold til Kinas forfatning. Udover begrundelsen for disse spørgsmål, som Kommissionen anførte i betragtning 151, skal det også bemærkes, at alle organisationer, herunder private kommercielle foretagender i overensstemmelse med det kommunistiske partis forfatning skal etablere »primære particeller«, hvis virksomheden beskæftiger mindst tre partimedlemmer. Disse celler sikrer og overvåger gennemførelsen af partiets og statens principper og politikker og støtter generalforsamlingen, bestyrelsen, tilsynsrådet og ledelsen i udøvelsen af deres funktioner og beføjelser i henhold til lovgivningen (97). Den kinesiske selskabslov forpligter desuden alle kinesiske virksomheder til at oprette en kommunistisk particelle i deres struktur for at iværksætte partiets aktiviteter (98). Det kommunistiske parti i Kina er således bevisligt knyttet til den kinesiske regerings aktiviteter og til driften i alle former for virksomheder og institutioner i Kina; det er derfor berettiget at stille spørgsmål om partitilhørsforhold i den forbindelse.

(412)

Den kinesiske regering fremsatte de samme påstande vedrørende ledelsens politiske tilhørsforhold og det kommunistiske partis rolle i banken i forbindelse med kontrolbesøget hos CDB. I denne forbindelse henviser Kommissionen til begrundelserne i betragtning 151 og 411. Den kinesiske regering påstod desuden, at CDB ikke kunne fremlægge de ønskede kreditrisikovurderingsrapporter af fortrolighedshensyn, og at den fremlagde en model til kreditvurdering samt et konkret eksempel på en risikovurdering, hvor virksomhedens navn var streget ud. Det bemærkes, at kreditvurderingsmodellen og kreditvurderingen af en ukendt virksomhed i en ukendt erhvervsgren ikke er et bevis for risikovurderingen af én af eksportørerne i stikprøven, sådan som Kommissionen havde anmodet om. Med hensyn til fortrolighedsspørgsmål henviser Kommissionen til forklaringen i betragtning 410.

(413)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens konklusion om, at de statsejede forretningsbanker er offentlige organer, er uforenelig med artikel 1.1 i SCM-aftalen, fordi Kommissionen ikke har baseret sine beregninger på nogen som helst beviser og ikke har givet en fyldestgørende analyse af sin konklusion om, at regeringens engagement i den kinesiske finansielle sektor er så omfattende, at bankerne skal følge de præferentielle politikker. Kommissionen er fundamentalt uenig i denne påstand. De uafhængige oplysninger, som er omhandlet i betragtning 162-168, viser, at bankerne iværksætter de præferentielle politikker, hvilket også klart fremgår af adskillige kinesiske planer, love og politiske dokumenter, der henvises til i betragtning 102. Kommissionen gennemgik, analyserede og citerede en række dokumenter, som er offentliggjort af internationale organisationer som f.eks. WTO, Verdensbanken, IMF og OECD, som alle konkluderer, at den kinesiske banksektor er underlagt omfattende statslig indgriben, især hvad angår privilegerede modtagere af lån og rentefastsættelse.

(414)

Den kinesiske regering anfægter relevansen af en række af de dokumenter, der er anvendt som de bedste foreliggende oplysninger, og som Kommissionen henviste til i forbindelse med konklusionen om, at de statsejede forretningsbanker er offentlige organer. Det skal indledningsvis påpeges, at Kommissionen kun måtte gøre brug af de bedste foreliggende faktiske oplysninger, fordi den kinesiske regering ikke samarbejdede og nægtede at fremlægge de ønskede oplysninger.

(415)

Den kinesiske regering påstod, at rapporten fra Deutsche Bank Research (»DB-rapporten«), som Kommissionen har nævnt i betragtning 161, beskriver en historisk situation i Kina og ikke kan give et positivt grundlag for at vurdere den kinesiske banksektor 7 år senere. For det første har den kinesiske regering ikke ret i sin påstand om, at rapporten giver et grundlag for at vurdere situationen »7 år senere«. Rapporten er fra 2007, og undersøgelsesperioden, som er den relevante periode for analysen af banksektoren i Kina i forbindelse med denne procedure, begynder i 2011. Rapporten vedrører således en situation fire år før den relevante periode. Dernæst er DB-rapporten ikke er det eneste dokument, som Kommissionen støtter sig til i sine konklusioner, men kun et udgangspunkt for Kommissionens analyse af den kinesiske banksektor og ejerstrukturen i særdeleshed. Desuden er de andre oplysninger, som Kommissionen henviste til med henblik på at fastslå ejerskabsstrukturen i den kinesiske banksektor (rapporter og arbejdsdokumenter fra WTO, IMF og OECD), på linje med konklusionerne i DB-rapporten. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den kinesiske regering selv kun fremlagde et minimum af de oplysninger, som Kommissionen anmodede om gentagne gange, og faktisk aldrig anfægtede Kommissionens konklusioner om omfanget af statens ejerskab i banksektoren og statslig indgriben i banksystemet på grundlag af de faktiske oplysninger.

(416)

Den kinesiske regering har også anfægtet Kommissionens henvisning til WTO's undersøgelse af Kinas handelspolitik fra 2012 med den påstand, at erklæringen om, at »der generelt ikke er sket større ændringer i markedsstrukturen i Kinas banksektor«, blev fremsat i forhold til den forudgående periode i 2010. Kommissionen er ikke uenig i denne påstand. Faktisk nævnte Kommissionen i sin endelige fremlæggelse af oplysninger WTO's undersøgelse af Kinas handelspolitik fra 2010 og 2012 i samme betragtning 161 for at påvise, at meget lidt har ændret sig i denne periode på to år. I rapporten fra 2010 hed det, at »den store andel af statsejede banker er et andet stort problem i finanssektoren i Kina«, og undersøgelsen fra 2012 bekræftede, at der ikke var sket store ændringer i den forbindelse. Den kinesiske regering henviste ligeledes til rapporten fra 2012 og påstod på grundlag af disse citater, at rapporten er i modstrid med Kommissionens vurdering i betragtning 161. Denne påstand kan ikke accepteres. Ingen af citaterne fra rapporten i den kinesiske regerings bemærkninger til fremlæggelsen af de endelige oplysninger hverken modsiger eller rejser tvivl om Kommissionens vurdering i betragtning 161.

(417)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionens konklusion i betragtning 162 ikke var understøttet af positivt bevismateriale, fordi Kommissionen (som supplement til DB-rapporten og WTO's handelspolitiske evalueringer, som er behandlet i foregående betragtning), »blot henviser til Verdensbankens rapport og den økonomiske undersøgelse osv., men ikke giver nogen velbegrundet og passende forklaring til støtte for sine konklusioner«. Denne påstand kan ikke accepteres. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det i Verdensbankens rapport bl.a. hedder: »Til trods for imponerende fremskridt i reformer og udvidelse af finanssektoren i de seneste tre tiår er Kinas finanssystem stadig undertrykt og lider under store strukturelle problemer. Det nuværende system, der er præget af de statsejede bankers dominans, kraftig statslig indgriben og kontrol med rentefastsættelse, har med bemærkelsesværdig held mobiliseret opsparing og fordeling af kapital til strategiske sektorer i Kinas økonomiske opstart« eller »Sideløbende, direkte og indirekte kontrol med finansielle institutioner skal vige for decentraliserede markedsbaserede ordninger. Dette ville betyde en uafhængig centralbank, der gennemfører operationer på det åbne marked og anvender rentesatser, snarere end kreditlofter, til at styre likviditeten. Forretningsbankerne ville anvende kommercielle principper og kreditværdighedsanalyser snarere end blot at følge regeringens signaler for at vejlede om udlån« og »Regeringen har på alle niveauer været tæt involveret i de finansielle institutionernes kommercielle transaktioner, enten gennem aktiebesiddelse eller indirekte påvirkning, hovedsagelig fordi den er stærkt afhængig af brugen af kommercielle bankkreditter til politiske mål«. OECD's økonomiske undersøgelse af Kina fra 2010 beskriver den kinesiske nationalbanks politikker for referencerentesatser på udlånsområdet med udlånstærskler og indlånsrentelofter som en hindring for bankerne i forbindelse med korrekt risikovurdering og en kontraproduktiv foranstaltning for konkurrencen i banksektoren og fastslår, at formålet er at sikre rentabiliteten i den overvejende statsejede banksektor.

(418)

Den kinesiske regering hævder endvidere, at Kommissionens konstatering af, at den kinesiske nationalbank er involveret i og påvirker de statsejede forretningsbankers fastsættelse af rentesatser, ikke er tilstrækkeligt begrundet. I denne henseende har den kinesiske regering anført, at Kommissionen burde have vidst, at udlånstærsklerne blev afskaffet i juli 2013. Det skal for det første bemærkes, at Kommissionen ikke analyserede situationen på bankmarkedet i Kina i juli 2013, da dette ikke var relevant for denne undersøgelse. For det andet er påstanden om, at Kommissionen afgørelse mangler begrundelse og bevis, ikke korrekt. Det fremgår udtrykkeligt af de relevante cirkulærer, at den kinesiske nationalbank fastsætter grænser for udlåns- og indlånsrenter. Og for det tredje bekræfter OECD's økonomiske undersøgelse af Kina fra 2010, som er nævnt i betragtning 162, også, at der findes sådanne begrænsninger.

(419)

Den kinesiske regering påstod, at »Kommissionen vidste, at cirkulærerne, navnlig cirkulærerne af 8. juni og 8. juli 2012, som blev udstedt efter afgørelserne om coated finpapir, havde ændret den kinesiske nationalbanks rentepraksis betydeligt«. Dette er ikke korrekt. Kommissionen kunne ikke vide, om, eller nøjagtigt hvordan, praksis var blevet ændret, da den kinesiske regering nægtede at fremlægge disse cirkulærer. Selv de resuméer fra den kinesiske nationalbanks websted, som blev forelagt i forbindelse med kontrolbesøget, men som den kinesiske regering fejlagtigt hævder, at Kommissionen helt så bort fra, bekræfter, at disse grænser fortsat findes.

(420)

Den kinesiske regering påstod desuden, at »Kommissionen tilsyneladende ikke baserede sin konstatering på« de foreliggende faktiske oplysninger», som modsiger de historiske oplysninger, Kommissionen rådede over, men snarere pålagde den kinesiske regering at bevise, at den situation, der var blevet undersøgt i forbindelse med stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, havde ændret sig.« På baggrund af redegørelsen i betragtning 415-419 er det klart, at denne påstand ikke er korrekt. Der er ingen tilgængelige oplysninger i sagen, som modsiger Kommissionens konklusioner, og konklusionerne er ikke kun baseret på de historiske oplysninger, men på positive beviser, som er baseret på alle de oplysninger, der er relevante for UP.

(421)

Den kinesiske regering påstod, at de fire punkter, som Kommissionen fremhævede i betragtning 166, er ukorrekte og mangler passende retlig vurdering. Den kinesiske regering påstod, at henvisningen til artikel 34 i loven om forretningsbanker, om at bankerne »udfører deres låneaktiviteter i henhold til behovene i den nationale økonomi«, er helt neutral. Det er ikke klart, hvad den kinesiske regering mener med udtrykket »neutral«, men i overensstemmelse med de planer, politiske dokumenter og love, der er nævnt i betragtning 102, synes udviklingen af solcelleindustrien og dens finansielle behov og andre støtteforanstaltninger at være blandt behovene i Kinas nationaløkonomi. I disse dokumenter tilskyndes der til og gives udtryk for støtte, og det fremgår klart, at bankerne skal støtte virksomhederne i solcelleindustrien. Vedrørende Kommissionens konklusion om, at bankerne er underlagt love, der pålægger dem at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter, i forbindelse med hvilken Kommissionen støttede sig til ordlyden i Statsrådets beslutning nr. 40, påstod den kinesiske regering, at »dette er malplaceret«, fordi beslutningen ikke på nogen måde indikerer, at solenergiindustrien er et tilskyndet projekt. Denne påstand er også ukorrekt. Det fremgår klart af betragtning 399, at solenergiindustrien tilhører kategorien af tilskyndede industrier/projekter. Den kinesiske regering fremsatte en lignende påstand vedrørende lovgivningen i Kina om videnskabelige og teknologiske fremskridt og Kommissionens konklusion om, at loven pålægger bankerne at prioritere udviklingen af højteknologiske industrier og industrier med ny teknologi, og at producenterne i stikprøven hører til i den højteknologiske kategori. Ifølge den kinesiske regering foretog Kommissionen ikke en retlig analyse af spørgsmålet om, hvorvidt solenergiindustriens produktion af moduler og celler, der beskrives som en højteknologisk industri, er omfattet af denne lov. Dette er ikke korrekt. Kommissionen etablerede en klar sammenhæng mellem kategorien af højteknologiske industrier og solenergiindustrien, der producerer moduler og celler. Dette er nærmere beskrevet i betragtning 402.

(422)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens erklæring om, at statens indgriben i den kinesiske finansielle sektor er væsentlig og stadig pågår, ikke understøttes af positivt bevismateriale. Den kinesiske regering anfægtede den dokumentation, som Kommissionen citerer, og hævdede, at IMF-rapporten fra 2009, der fremhæver den manglende liberalisering af rentesatserne, er irrelevant, idet rentesatserne er blevet fuldt ud liberaliseret i Kina. Dette er ikke korrekt. De foreliggende beviser bekræfter, at liberaliseringen af rentesatserne i Kina ikke er afsluttet, og dette blev også bekræftet af den kinesiske nationalbanks embedsmænd, der var til stede under kontrolbesøget. Med hensyn til IMF's landerapport fra 2010, som Kommissionen har henvist til, påstod den kinesiske regering, at Kommissionen helt så bort fra IMF's konklusioner vedrørende liberalisering af den finansielle sektor. Dette er ikke sandt. Kommissionen så ikke bort fra nogen af IMF's relevante konklusioner i denne rapport. IMF's konklusioner, som den kinesiske regering henviste til i sine bemærkninger, modsiger ikke nogen af Kommissionens konklusioner vedrørende statens indgriben i den kinesiske finanssektor og i hvert fald ikke med hensyn til statens ejerskab eller låne- og indskudsrentepolitikken. Det fremgår af rapporten, at der er gjort fremskridt i de seneste år med hensyn til at udvikle et mere markedsbaseret finansielt system i Kina, hvilket dog ikke betyder, at der ifølge rapporten faktisk er et markedsbaseret finansielt system i Kina. Hvad angår OECD's undersøgelser, som Kommissionen henviste til, påstod den kinesiske regering, at det ikke kan konkluderes, at bankerne ikke fungerer uafhængigt i Kina på grundlag af »en sætning om, at der ikke er sket store fremskridt med hensyn til liberaliseringen af banksektoren«. Vedrørende denne påstand skal det bemærkes, at Kommissionen aldrig drog en konklusion på grundlag af »en sætning«, men som påvist ovenfor på grundlag af flere dokumenter udarbejdet af uafhængige internationale organisationer.

(423)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens analyse til bestemmelse af status som offentlige organer »er fuldstændig forfejlet«, og at konklusionen i betragtning 168 ikke stemmer overens med WTO-appelorganets fortolkning af udtrykket »offentligt organ« i US — Endelig antidumping- og antisubsidietold på visse varer fra Kina. En eksporterende producent påstod også, at Kommissionens ræsonnement vedrørende afgørelsen om offentlige organer »retligt set er urigtigt«. Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke havde påvist, at de statsejede forretningsbanker besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed, og at den ikke har etableret, i) at de pågældende funktioner, som de statsejede forretningsbanker angiveligt udfører, er dem, som udføres af en regering generelt, dvs. i det hele taget er regeringsfunktioner, ii) de fælles træk, som de statsejede forretningsbanker deler med regeringen ud over kapitalandelen, som heller ikke blev fastlagt for samtlige statsejede forretningsbanker, og iii) at alle statsejede forretningsbanker besidder den krævede offentlige myndighed for at kunne udøve denne eller havde fået tildelt beføjelser til at gennemføre de pågældende regeringsmæssige funktioner. Disse påstande måtte afvises. Kommissionen henviser til sin analyse af dette spørgsmål i betragtning 158-167. Långivning er nævnt i definitionen af subsidier i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. 1), som en statslig funktion. I den foreliggende sag pålægges de statsejede forretningsbanker gennem et krav i planer og andre politiske dokumenter at fremme visse sektorer, herunder solcellesektoren. På grundlag af de tilgængelige oplysninger blev det konkluderet, at der er tale om et væsentligt statsligt ejerskab af bankerne i Kina, og at regeringen udøver omfattende kontrol over de statsejede forretningsbanker. Da den kinesiske regering ikke fremlagde de ønskede oplysninger om regeringens ejerskab af alle statsejede forretningsbanker i Kina, fastslog Kommissionen sine undersøgelsesresultater ud fra de foreliggende faktiske oplysninger. Kommissionen konkluderer således, at de statsejede forretningsbanker optræder som regeringens forlængede arm og udfører offentlige funktioner ved at gennemføre den kinesiske regerings politik om præferentielle lån til visse sektorer.

(424)

Den kinesiske regering påstod også, at Kommissionen ikke havde påvist, at de private banker i Kina fik pålagt eller tildelt offentlige funktioner, og navnlig, at Kommissionen ikke har bevist, at den kinesiske regering udtrykkeligt og positivt pålagde eller beordrede de private banker og statsejede forretningsbanker til eller gav dem beføjelser og myndighed til at yde lån på præferencevilkår. Kommissionen er ikke enig i denne påstand. Som forklaret i betragtning 170-173 er det den kinesiske regerings politik at yde præferentielle lån til solcelleindustrien. Privatejede banker er forpligtede til at udføre denne statslige politik: Den kinesiske regering pålægger gennem loven om forretningsbanker alle banker i Kina til at »udføre deres udlånsvirksomhed ud fra nationaløkonomiske og den sociale udviklings behov og i tråd med den statslige industripolitik«. Disse behov og den statslige industripolitik fremgår bl.a. af en række planer og politiske dokumenter, og ydelse af præferentielle lån til udvalgte industrier, herunder solcelleindustrien, er et af dem. Den kinesiske regering påstod desuden, at den relevante artikel i loven om forretningsbanker er taget ud af konteksten, og at den ikke udtrykkeligt påviser, at regeringen har pålagt eller beordret forretningsbankerne eller givet dem beføjelser og myndighed hertil. Kommissionen er ikke enig i, at artikel 34 er taget ud af kontekst, jf. forklaringen i betragtning 390, og mener, at artiklens ordlyd er en klar retligt bindende instruks til alle banker i Kina. Kommissionen er heller ikke enig med den kinesiske regerings påstand om, at de dokumenter, som indeholder bestemmelser om præferentielle låneordninger til solcelleindustrien, jf. betragtning 102, er et »utilstrækkeligt retsgrundlag«. Dette er udførligt beskrevet i betragtning 399-403.

(425)

En eksporterende producent påstod, at Kommissionen ikke havde påvist, at udenlandskejede banker i Kina har fået overdraget eller pålagt opgaver af den kinesiske regering. Denne påstand måtte afvises. Kommissionen påviste, at alle privatejede banker i Kina har fået overdraget eller pålagt opgaver (jf. bl.a. betragtning 169-172 og 424), og at banker med udenlandsk ejerskab tilhører denne kategori.

(426)

For så vidt angår afgørelsen om overdragelse og pålæggelse, påstod den kinesiske regering desuden, at Kommissionen havde draget konklusioner på grundlag af kreditrisikovurderingen af en stikprøveudtaget eksportør, som blev fremlagt af en bank, og anvendt denne for alle banker i Kina og derved draget ugunstige tilbageslutninger i denne henseende. Det bemærkes, at den kinesiske regering og bankerne nægtede at fremlægge andre kreditrisikovurderinger for andre eksporterende producenter i stikprøven. Da Kommissionen var nødt til at benytte de foreliggende faktiske oplysninger i forbindelse hermed, og da ovennævnte risikovurdering udgør de bedste foreliggende oplysninger, baserede Kommissionen sine konklusioner på dette dokument. Men det skal gentages, at konklusionerne blev truffet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger og ikke ugunstige tilbageslutninger.

(427)

Den kinesiske regering anfægtede Kommissionens vurdering af fordrejningen på det kinesiske finansmarked, »da den er retligt mangelfuld«. Den kinesiske regering påstod, at der ikke er nogen beviser vedrørende UP, der tyder på, at de statsejede forretningsbanker tegner sig for to tredjedele af det kinesiske finansmarked. Kommissionen er ikke enig i denne påstand. I mangel af oplysninger om ejerskab i banksektoren, som Kommissionen gentagne gange anmodede om, men som ikke blev indsendt af den kinesiske regering, anvendte Kommissionen de foreliggende faktiske oplysninger. Kommissionen henviste i denne henseende til DB-rapporten, som fastslår, at de statsejede forretningsbanker tegner sig for mere end to tredjedele af det kinesiske finansmarked. Dette understøttes yderligere af beviser i dokumenter fra WTO, IMF OECD og Verdensbanken, som bekræfter, at den statslige tilstedeværelse i den kinesiske banksektor ikke havde ændret sig væsentligt i UP. Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionens konklusion vedrørende rentesatser (nemlig at bankerne er bundet til at holde sig inden for den kinesiske nationalbanks grænser) er ukorrekt, da den nedre udlånsrente er blevet ophævet. Dette er ikke korrekt. Den kinesiske regering påstod ganske vist i sine bemærkninger, at den nedre udlånsrente blev ophævet i juli 2013, men dette er mere end et år efter udløbet af UP. Det er også korrekt, at lofterne for indlånsrenter stadig findes. Kommissionens konklusioner om, at bankerne ikke helt frit kan fastsætte lånevilkår (i det mindste i UP), er korrekt og understøttet af foreliggende oplysninger. Den kinesiske regering anfægtede ligeledes Kommissionens konklusioner i betragtning 183-188 og påstod, at flere planer, politiske dokumenter og love, der er citeret af Kommissionen, ikke er relevante. Kommissionen er ikke enig i denne påstand og henviser til betragtning 399-403, hvor det forklares, hvorfor disse dokumenter er relevante for denne konklusion.

Den kinesiske regering påstod også, at Kommissionens konklusion om, at visse banker fik adgang til valutareserverne fra SAFE, er misforstået, fordi den dokumentation, som Kommissionen henviste til, kun nævnte EXIM Bank og CDB, og forklarede, at de lån, der stammer fra disse reserver er forbeholdt statsejede virksomheder. Kommission er ikke enig. Det fremgår kun af beviserne, at denne ordning oprindeligt kun var tiltænkt de politisk styrede banker CDB og EXIM, men de nævner også et stort lån til Bank of China, hvilket antyder, at den oprindelige begrænsning er blevet ophævet. Desuden er påstanden om, at bevismateriale »klart viser, at disse lån kun ydes til statsejede virksomheder såsom Sinopec«, ikke korrekt. Det fremgår faktisk af bevismaterialet, at store statsejede virksomheder har fortrinsret, men ikke, at disse lån er begrænset til dem. I betragtning af EXIM Banks og CDB's størrelse og deres indvirkning på det finansielle marked i Kina og selv om programmet var begrænset til dem, ville det under alle omstændigheder betyde en væsentlig fordrejning af det finansielle marked som helhed.

(428)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke fastslog specificitet vedrørende de præferentielle låneordninger, og Kommissionens analyse af specificitet er juridisk uholdbar, fordi den ikke fastslår, om beslutning nr. 40 omhandler projekter eller erhvervssektorer. Den kinesiske regering erklærede, at det forhold, at »beslutning nr. 40 omfatter en ekstremt bred vifte af økonomiske sektorer og erhvervsgrene, betyder, at dette dokument ikke eksplicit begrænser adgangen til det påståede subsidie til visse virksomheder, sådan som det skal påvises i henhold til WTO's praksis«. Kommissionen er ikke enig i denne påstand. Hvad angår tilskyndede projekter, skal det erindres, at disse kun omfatter visse aktiviteter inden for et begrænset antal erhvervssektorer, og denne kategorisering, som kun omfatter en del af virksomhederne i Kina, kan således ikke betragtes som værende af generel karakter og ikke-specifik. Kommissionen betragtede dette som den mest naturlige fortolkning i mangel af andre forklaringer (og underbyggende dokumenter) af, hvordan den kinesiske regering præcist anvender begrebet »solcelleindustrien«, f.eks. i forbindelse med beslutning nr. 40 og retningslinjerne for den industrielle omstrukturering. Som forklaret i betragtning 102 hører solcelleindustrien også til den kategori af strategiske industrier, som er defineret i den 12. femårsplan, og har på dette grundlag adgang til præferentiel finansiering, hvilket klart fremgår af citaterne fra forskellige planlægningsdokumenter og politiske dokumenter og love i samme betragtning.

(429)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke har påvist, at der opnås en fordel gennem de præferentielle låneordninger, idet anvendelsen af den eksterne reference i forbindelse med konklusionen om fordele ikke var underbygget af Kommissionens konklusioner. Ifølge den kinesiske regering havde Kommissionen intet grundlag for at anvende BB-ratingen, da den ikke indeholdt dokumentation for, at BB-ratingen ville være mere pålidelig end andre ratingvurderinger (mindre fordrejet), og dens anvendelse »afspejler de utilladelige ugunstige tilbageslutninger draget i modstrid med artikel 12, stk. 7, i SCM-aftalen«. Denne påstand måtte afvises. På grund af fordrejningerne og udlånsbankernes manglende vurdering af kreditværdighed eller risikovurdering af stikprøveudvalgte eksporterende producenter kunne Kommissionen ikke have taget kreditvurderingen (hvis der overhovedet forelå en sådan) for alle de enkelte producenter for pålydende. BB-ratingen er i denne sammenhæng ikke en ugunstig tilbageslutning og er ikke ufavorabel for de eksporterende producenter, da den er den bedste ikke-investeringsrelaterede rating på markedet.

(430)

Klageren påstod, at Kommissionen burde have anvendt en mindre favorabel rating end BB til beregning af referencen for visse eksporterende producenter, som befandt sig i en særlig vanskelig situation. Kommissionen forklarede i betragtning 429, hvorfor den fandt BB-rating relevant (ikke-investeringsrelateret rating) til at afspejle de stikprøveudvalgte eksporterende producenters økonomiske situation i UP.

(431)

Klageren anmodede desuden om, at Kommissionen fremlagde beregningen af justeringerne for lån i kinesisk valuta. Kommissionen uddybede metoden i punkt 169 i dokumentet med fremlæggelsen af de endelige oplysninger (gengivet i betragtning 198). I tråd med metoden fra sagerne om coated finpapir og stålprodukter, der er overtrukket med organisk materiale, justerede Kommissionen de kinesiske rentesatser ved at tilføje renteforskellen mellem de bedst ratede obligationer og BB-ratede obligationer, der blev handlet på markederne i UP.

(432)

En eksporterende producent påstod, at Kommissionen for at fastslå fordelen fra de præferentielle lån burde sammenligne lånesatserne for de »begunstigede« erhvervsgrene med lånesatserne for »ikke-begunstigede« erhvervsgrene. På baggrund af Kommissionens analyse af finansmarkedet (betragtning 181-185) måtte denne påstand afvises. I betragtning af de konstaterede fordrejninger blev rentesatserne på det kinesiske finansmarked fundet upålidelige.

(433)

Den kinesiske regering påstod desuden, at for lån i EUR og USD burde Kommissionen ikke anvende den eksterne reference, da et af de centrale elementer, som Kommissionen havde baseret sin fordrejningsanalyse på, nemlig den kinesiske nationalbanks begrænsninger for rentesatser, ikke findes for sådanne lån. Denne påstand måtte afvises. Den kinesiske nationalbanks begrænsninger for rentesatserne er blot et af de centrale elementer, som Kommissionen anvendte i sin analyse af det kinesiske finansmarked. Som forklaret i betragtning 180-185 er der en række andre fordrejninger, som hver især berettiger brugen af den eksterne reference også for lån i EUR og USD.

(434)

En række eksportører påstod sammen med den kinesiske regering, at aftalerne mellem eksportører og visse statsejede banker (»aftalerne« i dette afsnit), ikke svarer til kreditlinjer og ikke udgør et finansielt bidrag, fordi de ikke indeholder en forpligtelse for banken til at yde fremtidig finansiering på særlige betingelser. De henviste også til konklusionerne fra EC-Aircraft-panelet, hvori det anføres, at »en simpel mulighed« for, at regeringen kan overføre midler under overholdelse af en foruddefineret betingelse, ikke vil være nok til at påvise, at der foreligger et finansielt bidrag. De bemærkede, at panelets konklusion om, at kontraktuelle ordninger »i sig selv bør påberåbes og kunne overføre en fordel til modtageren, som er særskilt og uafhængig af den fordel, der måtte overføres ved eventuelle fremtidige overførsler«.

(435)

Hvad angår konklusionerne i EF-Aircraft-panelet, bemærker Kommissionen, at disse konklusioner ikke er udtømmende med hensyn til omfanget af kreditlinjer eller andre lignende aftaler og ikke binder Kommissionens fortolkning af grundforordningen i denne sag. Kommissionen er imidlertid ikke uenig med panelets konklusioner, men med den kinesiske regerings anvendelse af disse konklusioner i den foreliggende sag. Ifølge aftalerne skal de statsejede banker normalt yde lån op til det ønskede beløb, sommetider knyttet sammen med eventuelle forbedringer i den pågældende virksomheds resultater. Så på den ene side kan aftalerne indeholde mindre eksplicitte eller automatiske forpligtelser vedrørende vilkår og betingelser for fremtidige lån end aftaler, der omfatter visse former for kreditlinjeaftaler. De suppleres af og til af separate låne- eller kreditaftaler. Det skal imidlertid bemærkes, at lån i forbindelse med disse aftaler ofte gives på ens eller nærmest identiske betingelser. På den anden side indeholder aftalerne en række bestemmelser, som går langt ud over den normale sprogbrug i kreditlinjeaftaler, og som udgør oprettelsen af en garanteret støtte fra den pågældende bank. Kommissionen mener, at de skriftlige bestemmelser i aftalerne i denne sag ikke nødvendigvis er afgørende, idet »forpligtelser til« eller »tilsagn om« at overføre midler kan udtrykkes skriftlig eller mundtligt, og at deres eksistens bør fastlægges på grundlag af de samlede oplysninger i sagen.

(436)

På dette grundlag afhænger den nøjagtige karakter af de statsejede bankers forpligtelser eller tilsagn i henhold til aftalerne af:

(437)

På grundlag af alle disse beviser konkluderes det, at aftalerne tilbydes af bankerne som led i en regeringsstrategi for at fremme solcelleindustrien og anses for at være af stor værdi for de pågældende eksportører, uanset om der faktisk overføres midler. Dette modsiger parternes argumenter om, at de reelt er uden værdi. Skønt aftalerne har karakter af normale kreditlinjer, går de ud over vilkårene for normale kreditlinjer og tager reelt form af strategiske partnerskaber mellem offentlige organer og virksomheder med henblik på at iværksætte regeringens politik. De fungerer i den forbindelse som en statslig støtte/garantimekanisme, som forbedrer de pågældende eksportørers markedsposition og sætter dem i stand til at udvide deres kapacitet og produktion med vished om, at de vil modtage den nødvendige finansiering. Uden denne støtte/garanti ville eksportørerne klart kunne opfattes af markedet som værende i en svagere position. Kreditlinjerne kan derfor betragtes som en potentiel overførsel af midler eller som en levering af finansielle tjenesteydelser. En så værdifuld »garanti« ville have en vis værdi på markedet og i det mindste omfatte betaling af betydelige gebyrer. På dette grundlag giver aftalerne også en fordel, som ifølge ordlyden i EC-Aircraft-panelet»er særskilt og uafhængig af den fordel, der måtte overføres ved eventuelle fremtidige overførsler«, bl.a. som følge af regeringens potentielle forpligtelse til at udbetale midlerne. Der er tale om mere end et vagt »løfte om at yde »billig« finansiering« (99), som tydeligvis stiller modtagerne i en »bedre position«, end hvis de ikke havde haft aftalerne.

(438)

Fordelens størrelse er blevet fastlagt på grundlag af de gebyrer, der opkræves for kreditlinjer, og som er blevet fremlagt af en af de eksporterende producenter i stikprøven. Denne kreditlinje blev ydet af en bank, hvis hovedkontor er etableret i en anden finansiel jurisdiktion end Kina, og den viser alle de elementer i kommercielle kreditlinjer, der findes på de globale finansmarkeder, og andre aftaler, som findes i den kommercielle sektor. Det skal også bemærkes, at denne kreditlinje ikke adskiller sig væsentligt med hensyn til betingelser fra de andre kommercielle kreditlinjer, som de stikprøveudvalgte eksporterende producenter udnyttede, hvor der blev opkrævet gebyrer, herunder kreditlinjer fra udenlandske banker. På baggrund af ovenstående analyse er dette en konservativ reference, da beviserne tyder på, at aftalerne i virkeligheden er mere værdifulde for virksomhederne som en selvstændig foranstaltning end en standardkreditlinje. Kommissionen fandt imidlertid, at de krævede gebyrer kunne fungere som en rimelig erstatning for dem, der i givet fald skulle betales inden for rammerne af kontrakterne.

(439)

Den kinesiske regering påstod desuden, at de banker, som gennemførte aftaler med eksportørerne i stikprøven, ikke er offentlige organer og heller ikke har fået pålagt eller overdraget offentlige funktioner af regeringen. Denne påstand måtte afvises. De involverede banker var de samme banker, som leverede præferentiel finansiering, og i betragtning 159-168 og 169-180 gav Kommissionen en detaljeret forklaring på, hvorfor de er offentlige organer, og/eller hvorfor de har fået pålagt eller overdraget offentlige funktioner af regeringen.

(440)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens påstand om, at kreditlinjer under normale markedsforhold er genstand for omfattende forpligtelses- og administrationsgebyrer, er ubegrundet, da sådanne gebyrer kun anvendes på »ved aftale bekræftede kreditlinjer«. Denne påstand måtte afvises. Som anført i ovenstående betragtning adskiller den kreditlinje, der blev anvendt som reference, sig ikke væsentligt i sine betingelser fra andre kommercielle kreditlinjer, som de eksporterende producenter i stikprøven opnåede, herunder fra banker uden for Kina. Desuden opkræver en af de banker, der har indgået flere sådanne aftaler med eksporterende producenter i stikprøven, tilsyneladende lige store gebyrer af sine kunder i udlandet (100).

(441)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke havde fremlagt beviser for sin konstatering af, at statslig levering af kreditlinjer (altså aftalerne) indgår i de præferentielle lån. Dette er ikke korrekt. Tilrådighedsstillelse af kreditlinjer indgår som en standarddel i den finansiering, som bankerne yder til virksomhederne, og aftalerne er særskilte foranstaltninger, der hører under kategorien for præferentielle lån. Den kinesiske regering giver, jf. betragtning 102, gennem en række planlægnings- og politiske dokumenter og love præferentiel finansiering til solcelleindustrien. Desuden er der blevet trukket på talrige lån i henhold til disse aftaler, hvilket tydeligt beviser, at de er en integreret del af den præferentielle finansiering til solcelleindustrien.

(442)

En eksporterende producent påstod, at tilrådighedsstillelse af kreditlinjer ikke er et specifikt subsidie. Denne påstand måtte afvises. Tilrådighedsstillelse af kreditlinjer er, jf. betragtning 441, en integreret del af de præferentielle lån, og analysen af specificitet i betragtning 191, 192, 209 og 428 finder således også anvendelse for tilrådighedsstillelse af kreditlinjer.

(443)

Ifølge klageren burde Kommissionen have fastsat en subsidiemargen for brug af eksportkøberkredit, da EXIM Bank nægtede at samarbejde. Kommissionen burde have anvendt oplysningerne i klagen og konklusionerne i det amerikanske dokument i den lignende sag om solceller. Denne påstand kan ikke accepteres. Kommissionen undersøgte påstandene i klagen, men der blev ikke fundet beviser for, at de stikprøveudvalgte eksporterende producenter havde fordel af disse foranstaltninger i UP. Det skal bemærkes, at undersøgelsesperioderne i den amerikanske undersøgelse og den foreliggende sag var forskellige.

(444)

Med hensyn til de dokumenter, som Kommissionen havde udbedt sig ved kontrolbesøget, jf. betragtning 220 og 221, påstod den kinesiske regering, at det ikke tydeligt fremgik, da Kommissionen anmodede om 840-planen, at Sinosures regnskaber for 2012 ikke var til rådighed på tidspunktet for kontrolbesøget, og at oplysningerne om virksomhederne i stikprøven var fortrolige, og at de relevante kontrakter under alle omstændigheder ikke opbevares på Sinosures hovedsæde. Kommissionen henviser til sine uddybninger i betragtning 219, 220 og 223, som omhandler alle disse argumenter. Med hensyn til 840-planen tilføjer Kommissionen, at den anmodede om alle relevante dokumenter vedrørende Sinosure og den påståede subsidieordning til fordel for eksportørerne i stikprøven, og at denne 840-plan er meget relevant for undersøgelsens resultater i lighed med alle andre de dokumenter, der er omhandlet i betragtning 236, hvilket også støttes af forklaringerne i betragtning 232. Hvad angår Sinosures regnskaber for 2012, anmodede Kommissionen om de foreløbige regnskaber, hvis regnskaberne for 2012 ikke var afsluttet, men Sinosure afviste også at fremlægge de foreløbige regnskaber for 2012.

(445)

Den kinesiske regering påstod desuden, at der ikke er nogen retlige eller faktuelle beviser til støtte for den konklusion, at solcelleindustrien er en »strategisk industri«, og at dette blot var en formodning. Kommissionen henviser til forklaringen i betragtning 231, og minder om, at dette punkt blev udtrykkeligt bekræftet af den kinesiske regering under kontrolbesøget. Med hensyn til den lignende påstand vedrørende 840-planen, 421-planen og foranstaltningerne til støtte for »strategiske vækstindustrier« og påstanden om, at planerne ikke skulle være retligt bindende, henviser Kommissionen til forklaringerne i betragtning 232-234. Kommissionen bemærker endvidere, at den kinesiske regering har forsømt at fremlægge disse dokumenter og drøfte dem med Kommissionen, og at der ikke er nogen dokumentation for, at Kommissionens konklusioner ikke er korrekte.

(446)

Den kinesiske regering og en stikprøveudvalgt eksportør hævder, at de rabatter og tilskud til betaling af eksportkreditforsikringspræmier, som ydes af de lokale myndigheder, er blevet ulovligt udlignet, idet det ikke er påvist, at de er subsidier i henhold til WTO's subsidieaftale. Kommissionen henviser til sin analyse af undersøgelsesresultaterne og især betragtning 239 og 247. Kommissionen bemærker endvidere, at disse rabatter og tilskud er uløseligt forbundne med eksportkreditforsikringsordningen, fordi deres tilbagebetaling er en følge af betalingen af præmien til Sinosure i henhold til den overordnede eksportkreditforsikringspolice. Sidst men ikke mindst hører disse rabatter også under anvendelsesområdet for den fælles bekendtgørelse [2004] nr. 368 fra MOFCOM og Sinosure, hvori det hedder, at »regionale og lokale myndigheder sammen gennemfører foranstaltninger til støtte for produkter, der indgår i fortegnelsen, og for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi med henblik på eksportkreditforsikring«.

(447)

Den kinesiske regering anfægtede også konklusionerne i forbindelse med punkt j) i bilag 1 i SCM-aftalen om, at Sinosures kortfristede eksportkreditforsikringsordning fungerede med præmiesatser, der er utilstrækkelige til at dække de langsigtede omkostninger og tab ved gennemførelsen af ordningen. Til støtte for denne påstand citerede den kinesiske regering retspraksis fra WTO-panelets konklusioner i US-Upland Cotton-sagen og fremlagde forklaringer på grundlag af forskellige data og argumenter fra Sinosures årsregnskaber. Den kinesiske regering satte også spørgsmålstegn ved Kommissionens henvisning til artikel 11 i Sinosures vedtægter og til en artikel fra advokatfirmaet Stewart Law. Kommissionen gentager alle sine argumenter fra betragtning 242-245 og minder om, at dens konklusioner er baseret på de bedste foreliggende oplysninger i sagen som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejde, som forhindrede Kommissionen i at få de relevante oplysninger, den havde anmodet om. Med henblik på sine konklusioner tog Kommissionen en række faktorer og oplysninger i sagen i betragtning, herunder Sinosures vedtægter og artiklen fra advokatfirmaet Stewart Law. Kommissionen finder, at selv om ingen af disse elementer i sig selv er afgørende, er disse og alle andre elementer relevante for Kommissionens analyse. Hvad angår praksis fra US-Upland Cotton-sagen, har Kommissionen fuldt ud taget hensyn hertil i sine konklusioner, og den kinesiske regerings henvisning til denne praksis er faktisk meget relevant.

(448)

Den kinesiske regering anfægter Kommissionens analyse i betragtning 245 og fremlægger en tabel med tal fra Sinosures resultatopgørelse fra de offentligt tilgængelige årsregnskaber for perioden 2006-2011 og konkluderer, at de modtagne præmier tydeligvis var højere end driftsomkostningerne til ordningen. For det første bemærker Kommissionen, at tabellen, som den kinesiske regering fremlagde, ikke i den relevante kolonne omfatter provision udbetalt af Sinosure, men kun driftsudgifter. For det andet viser tallene ubestrideligt, at nettopræmierne i de enkelte år fra 2006 til 2011, med 2010 som undtagelse, aldrig overstiger nettoforsikringsudbetalingerne plus driftsudgifter, selv uden hensyntagen til betaling af provision, som er udeladt af den kinesiske regering. Dette omfatter 2011, der delvis dækker undersøgelsesperioden, og tabet er betydeligt i nogle år (f.eks. 2008). For det tredje bemærker Kommissionen, at den kinesiske regering for 2010 har angivet et uforholdsmæssigt lavt beløb for udbetalte erstatninger (de indbetalte præmier er oplyst til at være 20 gange højere end det udbetalte erstatningsbeløb), hvilket ikke fremgår af årsregnskaberne for 2010. Dette beløb, som den kinesiske regering har oplyst for 2010, er baseret på omfattende efterfølgende justeringer vedrørende inddrivelse af fordringer og ændringer i udestående erstatningsreserver, som kun medtages i årsregnskaberne for 2011 med henvisning til 2010. Disse ændringer synes at være af ekstraordinær og unormal art og optræder kun i regnskaberne det følgende år. Kommissionen bemærker også, at for 2011 har den kinesiske regering i stedet indberettet de beløb, der var medtaget i årsregnskabet for 2011. Kommissionen konstaterer, at det er vanskeligt at forene efterfølgende justeringer med den faktiske situation, navnlig da den kinesiske regering og Sinosure ikke samarbejdede eller fremlagde yderligere forklaringer i løbet af undersøgelsen.

Ifølge US-Upland Cotton-sagen, som den kinesiske regering selv henviste til, vedrører referencen til »langtids« i punkt j) en tilstrækkelig varighed for at sikre en objektiv undersøgelse, som giver en grundig vurdering af programmet, og som forhindrer, at der lægges unødig vægt på enkeltstående eller atypiske oplysninger en given dag, måned, kvartal, halvår, år eller andre specifikke tidsperioder. Kommissionen anser perioden 2006-2011 som en tilstrækkeligt langsigtet periode at tage i betragtning, og Sinosure har haft tab hvert år i denne periode. Situationen for 2010 kan betragtes som enkeltstående eller atypisk, hvis man medregner de justerede tal i årsregnskabet for 2011, og er derfor af begrænset betydning, eller også skal de ordinære ujusterede tal i årsregnskabet for 2010 betragtes som relevante, hvilket viser, at resultatet er lige over breakeven. I betragtning af de betydelige tab i andre år bekræfter dette Kommissionens konklusioner om, at Sinosure generelt befandt sig i en situation med længerevarende tab i perioden 2006-2011. Selv hvis tallene fra 2010 blev taget i betragtning som repræsentative, er det et faktum, at Sinosure led tab i fem af de seks år fra 2006 til 2011. De øvrige tabeller og data, som den kinesiske regering fremlagde for at anfægte Kommissionens konklusioner på punkt j) i WTO's subsidieaftale, stemmer ikke overens med andre foreliggende oplysninger og/eller kan ikke kontrolleres; under alle omstændigheder kan de ikke i sig selv godtgøre, at Sinosures kortfristede eksportkreditforsikringsordning var i balance i perioden 2006-2011.

(449)

Hvad angår referencen for beregning af fordelen, mente den kinesiske regering, at oprettelsen af en udenlandsk reference ikke er forenelig med subsidieaftalen, men dog uden at fremlægge argumenter for denne påstand. Kommissionen henviser til sin forklaring i betragtning 245.

(450)

Den kinesiske regering og en stikprøveudvalgt samarbejdsvillig eksportør anfægtede den anvendte reference og påstod, at Kommissionen ikke har begrundet, hvorfor: i) præmieberegningen er baseret på data fra den amerikanske EXIM bank, ii) den har anvendt Italien som importland og ikke Tyskland, som er det største eksportmarked for den pågældende vare, iii) den har anvendt en periode på 120 dage og ikke 60 dage eller en endnu kortere periode, iv) den ikke har anvendt præmieberegning for direkte eksport men derimod for Financial Institution Buyer Credit (FIBC) Export Insurance. Med hensyn til i) henviser Kommissionen til betragtning 253. Hvad angår ii) mener Kommissionen, at Italien repræsenterer den rette balance mellem EU-landet med den laveste risiko og de EU-lande, der har størst risiko, og hvor der derfor opkræves præmier, og som også er markeder for den pågældende vare. I mangel af en specifik simulering baseret på en periode på 90 dage, som er til rådighed på EXIM Banks websted, finder Kommissionen med hensyn til iii), at varigheden på 120 dage er den mest hensigtsmæssige løsning til at repræsentere salgsbetingelserne i undersøgelsesperioden. Med hensyn til iv) var Kommissionen ikke i stand til at opnå en simulering til beregning af præmien for direkte eksport og vurderer, at denne reference afspejler den generelle risikosituation i importlandet.

(451)

En samarbejdsvillig eksportør i stikprøven hævder, at den har købt eksportkreditforsikring for nogle af virksomhedens eksporttransaktioner, men den har betalt regelmæssige forsikringspræmier og ikke nydt fordel af Green Express-ordningen eller nogen anden favorabel behandling som påstået i klagen. I mangel af beviser for denne påstand henviser Kommissionen til sine undersøgelsesresultater vedrørende dette program i afsnit 3.4.1.4 i denne forordning. Hvad angår »Green Express«, henviser Kommissionen til sine konklusioner i betragtning 240 og bemærker, at dette udgør et specifikt aspekt af Sinosure kortfristede kreditforsikringsordning, og at Kommissionens resultater ikke er begrænset til dette aspekt, men til ordningen som helhed.

(452)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at denne ordning yder tilskud til »distribuerede solcelleanlæg« og ikke til producenter/eksportører af den pågældende vare, og at de relevante kriterier i lovgivningen ikke vedrører producenter af moduler og celler. Den kinesiske regering påstår i den forbindelse, at den har fremlagt relevant dokumentation om programmet, og at den endda koordinerede med virksomhederne i stikprøven om at bevise denne påstand. Tre samarbejdsvillige eksportører i stikprøven påstår, at der er tale om et »brugersubsidie«, som ikke overfører en fordel til den pågældende vare, og at det derfor ikke er udligningsberettiget i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, artikel VI:3 GATT 1994 og artikel 19.1 i WTO's subsidieaftale. Eksportørerne henviser til EU's afgørelse i sagen om Biodiesel fra USA (betragtning 97 i Kommissionens forordning (EF) nr. 194/2009, EUT L 67 af 12.3.2009, s. 50) og til WTO's praksis i sagen U.S.-Lead Bars (punkt 6.50, 6.53, 6.56 og 6.57 i panelrapporten), Canada-Measures Affecting the Export of Civilian Aircraft (pkt. 9.112 i panelrapporten), Brazil-Export Financing Programme for Aircraft (pkt. 7.24 i panelrapporten), og Canada-Measures Affecting the Export of Civilian Aircraft (pkt. 157 og 159 i appelorganets rapport).

(453)

Kommissionen henviser til undersøgelsesresultaterne og navnlig til betragtning 243-246 i denne forordning, som indeholder en udtømmende forklaring vedrørende ovenstående påstande, og bekræfter, at afgørelsen er i overensstemmelse med de relevante bestemmelser og med den retspraksis, som den kinesiske regering og de samarbejdsvillige stikprøveudvalgte eksportører har henvist til. Kommissionen bemærker igen, at tilskud under dette program er direkte knyttet til den pågældende vare, da støtteberettigede »distribuerede solcelleanlæg« specifikt omfatter levering af moduler og celler som en væsentlig del af projekterne, og forbindelsen mellem den statslige fordel og den pågældende vare er derfor direkte og uløselig. Som det fremgår af især betragtning 244 og 245, har undersøgelsen bekræftet, at den kinesiske regering har foretaget direkte udbetalinger til flere samarbejdsvillige eksportører i stikprøven (nemlig med henblik på installation af solpaneler til at generere elektricitet til eget behov, herunder i produktionsprocessen af den pågældende vare), der bl.a. anvender deres egne fremstillede solenergimoduler og celler. Det er endvidere blevet fastslået, at direkte udbetalinger til eksportørerne i deres egenskab af leverandører af den pågældende vare til tredjepartsprojektledere ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i den relevante lovgivning, og at den kinesiske regering har undladt at fremlægge bevismateriale, der kunne bringe situationen i orden (jf. navnlig betragtning 245 og 246).

Den kinesiske regerings og den samarbejdsvillige stikprøveudvalgte eksportørs begrænsede forklaring om, at direkte overførsel af midler, som er i modstrid med kinesisk lovgivning, var nødvendig, da projektlederen var i økonomiske vanskeligheder, og for at sikre, at tilskuddet kun blev anvendt til godkendte solcellesystemer, antyder kraftigt, at uden denne direkte overførsel fra regeringen ville den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportør, som optrådte som leverandør, ikke have kunnet modtaget betaling for leveringen af den pågældende vare, og at regeringen ikke ville have været i stand til at sikre, at subsidiet blev anvendt til det påtænkte formål. I dette perspektiv og i mangel af yderligere beviser må disse betalinger betragtes som et direkte tilskud fra den kinesiske regering til producenten af den pågældende vare, som ellers ikke ville have modtaget nogen betaling for leveringen af den pågældende vare (ud fra den antagelse, at denne levering overhovedet fandt sted, da der ikke foreligger bevis herfor). På dette grundlag finder Kommissionen den kinesiske regerings og den stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportørs påstande retligt ubegrundede.

(454)

Den kinesiske regering påstod desuden, at i de situationer, hvor fordelene fra programmet vedrørte levering af den pågældende vare til ikke forretningsmæssigt forbundne projektledere, var Kommissionen forpligtet til at gennemføre en overførselsanalyse for at fastslå dette punkt, og henviste til WTO's afgørelse i sagen US-Softwood Lumber IV (pkt. 141 og 142 i appelorganets rapport). Kommissionen henviser til uddybningerne i betragtning 244-246 og betragtning 352 for at afvise denne påstand. Da den kinesiske regering og de interesserede parter desuden ikke samarbejdede, var Kommissionen ikke i stand til at gennemføre en overførselsanalyse. Der er således ikke tale om overførsel, og den nævnte WTO-praksis er irrelevant i denne situation, idet pengene blev betalt direkte til producenterne af den pågældende vare og var direkte knyttet til levering af bl.a. den pågældende vare. Da disse betalinger var tilskud, som ikke skulle betales tilbage, er der tale om et finansielt bidrag (en direkte overførsel af midler), og Kommissionen kan med rette antage, at de overfører en fordel til modtageren (producenterne), da der ikke forligger beviser om anden brug af de pågældende beløb. Hvis regeringen havde foretaget betalingerne under dette program til tredjepartsprojektledere, og hvis udstyret var blevet indkøbt til rimelig markedsværdi, ville de pågældende eksportører ikke have modtaget en fordel. Men i en situation, hvor betalingerne foretages til de eksporterende producenter, giver de beløb, som virksomhederne anvender til installation af solpaneler, en fordel, da de fritager dem fra omkostninger, som de ellers skulle have afholdt i denne forbindelse. Hvis den eksporterende producent ikke kan påvise, at en del af tilskuddet blev overført til tredjepartsbrugere, antages det ud fra de foreliggende faktiske oplysninger, at denne del af tilskuddet giver eksportøren en fordel i form af et generelt subsidie, som gavner virksomhedens generelle aktiviteter. Det er tilfældet her.

(455)

To stikprøveudvalgte samarbejdsvillige eksportører påstår, at Golden Sun-programmet ikke er specifikt, da de relevante krav i den kinesiske lovgivning er objektive, og alle virksomheder, som opfylder dem, kan få fordel af programmet, og da alle virksomheder kan være støtteberettigede, uanset om de fremstiller den pågældende vare. Kommissionen henviser til konklusionen om specificitet i betragtning 247, som viser, at betingelserne og udvælgelseskriterierne ikke er objektive og ikke automatisk finder anvendelse. De relevante kriterier bekræfter, at programmet er begrænset til de få virksomheder, der kan opfylde dem, nemlig virksomheder med en væsentlig installeret kapacitet på mindst 300kWh og med aktiver på mindst 100 mio. RMB. Udvælgelseskriterierne henviser desuden til, at modtagervirksomhederne skal indgå i den lokale gennemførelsesplan for demonstrationsprojekter under Golden Sun, og undersøgelsen har fastslået, at optagelsen i disse lokale planer afhænger af de kompetente myndigheders skøn og ikke er baseret på gennemsigtige og objektive kriterier. Kommissionen tilføjer, at de støtteberettigede »distribuerede solcelleanlæg« er baseret på produktion og levering af solenergianlæg, som består af solcellemoduler og celler. I modsætning til de stikprøveudvalgte eksportørers påstande er denne ordning således specifik, da kun producenter af solcelleanlæg, eller med andre ord producenterne af den pågældende vare, i praksis er berettigede til fordele under dette program, enten direkte i deres egenskab af projektejere eller indirekte i deres påståede egenskab af leverandører af den pågældende vare til projektejere.

Det konkluderes derfor, og i betragtning af den kinesiske regerings manglende samarbejde og manglende fremlæggelse af alle de budgetdokumenter, som Kommissionen anmodede om (jf. betragtning 234-239), at dette program også faktisk er specifikt i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra c), da hovedsagelig producenter af den pågældende vare faktisk har fordel direkte eller indirekte af dette program. Subsidiet anvendes også af et begrænset antal virksomheder (producenter af den pågældende vare) eller anvendes overvejende eller i uforholdsmæssigt stort omfang af disse virksomheder, da de kun er en undergruppe af de potentielt mulige modtagere, men tilsyneladende modtager alle tilskuddene.

(456)

Den kinesiske regering gentager sit argument om, at programmet for virksomheder med udenlandsk kapital, der var anført i klagen, blev ophævet i 2013. Kommissionen bemærker, at undersøgelsesperioden afsluttedes i god tid inden 2013, og at de fordele, der blev indrømmet i henhold til programmet i UP, dermed er udligningsberettigede. Dette bekræftes af undersøgelsen, der har konstateret fordele i UP under dette program for flere samarbejdsvillige eksportører i stikprøven. Fordelene under dette program fortsætter i fremtiden, selv om programmet blev ophævet i 2013.

(457)

Den kinesiske regering og en kinesisk samarbejdsvillig eksportør hævder endvidere, at variantordningen for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi ikke kan udlignes på grundlag af grundforordningens artikel 10, stk. 1, da den ikke var nævnt i klagen. Kommissionen henviser til sin detaljerede afvisning af dette argument i betragtning 286. Kommissionen minder endvidere om, at den kinesiske regering har besluttet ikke at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen af variantordningen. Ud over disse faktorer bemærker Kommissionen, at klagen nævner andre præferentielle ordninger vedrørende direkte skatter for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi ud over two free/three half-varianten for virksomheder med udenlandsk kapital (FIE'er) (afsnit 4.2.5.1 i klagen), dvs. enten afgiftslempelser for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi (afsnit 4.2.5.9 af klagen) eller den præferentielle skatteordning for FIE'er, der er anerkendt som højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi (afsnit 4.2.5.8 i klagen). Derfor kan dette program også anses for at have en meget tæt sammenhæng med det ene eller begge disse andre påståede skatteprogrammer, idet det vedrører en reduktion af den direkte skat og er specifikt rettet mod de samme støttemodtagere, altså højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi. Igen kunne den kinesiske regering ved at samarbejde have gjort det muligt for Kommissionen at foretage en grundig vurdering af alle de elementer, der vedrører sammenhængen med de programmer, der var anført i klagen, og udfylde eventuelle informationshuller i klagen, som er baseret på umiddelbare beviser, der var rimeligt tilgængelige for klageren. På grundlag af disse argumenter gentager Kommissionen, at udligningen af denne ordning er fuldt ud er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 1, da denne bestemmelse giver mulighed for at undersøge et »påstået subsidie« identificeret af klageren og ikke blot et specifikt program. I denne sag er det påståede subsidie, nemlig afkald på statens skatteindtægter for samme type modtagere, fælles for alle de pågældende programmer.

(458)

Med hensyn til beregningen af subsidiebeløbet har to samarbejdsvillige eksportører i stikprøven gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt har anvendt tallene for hele 2011 i den årlige selvangivelse på trods af det faktum, at UP dækker halvdelen af 2011 og halvdelen af 2012, og dette strider mod beregningsmetoden i afsnit E, litra a), nr. ii), i Kommissionens retningslinjer for beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med undersøgelser vedrørende udligningstold (EFT C 394 af 17.12.1998, s. 6). En af disse eksportører påstår endvidere, at da den fulde selvangivelse for 2012 ikke forelå på tidspunktet for kontrolbesøget, burde Kommissionen for 2012 havde baseret sin beregning på den kvartalsvise selvangivelse for første halvår 2012, som blev indsamlet ved kontrolbesøget og/eller resultatopgørelsen for 2012, og som viser, at virksomheden led tab.

(459)

Kommissionen henviser til betragtning 300 og gentager vigtigheden af, at beregningen af fordelen blev baseret på endelige reviderede skatteopgørelser for et bestemt skatteår. Kommissionen tilføjer, at den endelige selvangivelse for 2011 i løbet af UP gør eventuelle fordele, som fremgår af opgørelsen, endelige, hvilket yderligere understreger rigtigheden af Kommissionens metode. Kommissionen kan ikke basere sin beregning på kvartalsvise selvangivelser, da disse resultater afspejler den igangværende foreløbige situation på tidspunktet for indsendelsen og pr. definition ikke tager højde for den endelige konsoliderede finansielle situation for skatteåret. Målet med disse selvangivelser er at sikre regeringen likviditet, i fald der midlertidigt skal betales skatter, men de afspejler kun en delvis situation på tidspunktet for indsendelsen. Det kan let være tilfældet, at hvis virksomheden angiver en betydelig fortjeneste i de to sidste kvartaler af året, som mere end opvejer tabene i de første kvartaler, vil den præsentere en skattepligtig fortjeneste på den endelige selvangivelse. Selv om de foreløbige selvangivelser i 2012 giver en delvis indikation af eksportørens situation på tidspunktet for indgivelsen og forklarer, hvorfor Kommissionen indsamlede dem, er deres relevans derfor ikke absolut, da det ikke kan udelukkes, at situationen ved udgangen af skatteåret, som er angivet på den endelige selvangivelse, er ganske anderledes. Hvad angår resultatopgørelsen for 2012, bemærker Kommissionen, at det finansielle regnskabssystem ikke altid svarer til skatteregnskabet, og det kan være, at forpligtelsen til at indberette indtægter og tab med henblik på beskatning kan være meget forskellig fra indberetningsforpligtelser med hensyn til regnskabsaflæggelse. Der kan også være tilpasninger til skattemæssige formål, som ikke er afspejlet fuldt ud i de finansielle regnskaber. Alt i alt vil det forhold, at en virksomhed har tab i sine regnskaber, ikke nødvendigvis betyde, at der er den samme nedgang i den endelige selvangivelse. Ud fra disse argumenter bekræfter Kommissionen, at subsidieberegningen for direkte støtteordninger nødvendigvis må baseres på de endelige tal i de endelige reviderede skatteopgørelser og ikke på periodiske selvangivelser eller endelige eller midlertidige regnskaber.

(460)

Den kinesiske regering påstod, at den for første gang erfarer, at Kommissionen vil udligne et FoU-program, som ikke erstatter FoU-programmet for virksomheder med udenlandsk kapital, som påstået i klagen. Den kinesiske regering bygger på lignende argumenter om den foregående ordning, jf. betragtning 457, og påstår, at udligningen af denne ordning er i strid med artikel 11 og 13 i WTO's subsidieaftale. Den kinesiske regering påstod endvidere, at FoU-programmet for virksomheder med udenlandsk kapital blev afsluttet i 2008, og det nye FoU-program, som er medtaget i den nye kinesiske Enterprise Income Tax Law, ikke er et erstatningsprogram, da det ikke vedrører virksomheder med udenlandsk kapital, og det ikke forlanges, at FoU-udgifterne skal være 10 % højere end året før.

(461)

Kommissionen bemærker, at den kinesiske regering ikke fremlagde oplysninger om denne ordning i besvarelsen af spørgeskemaet og mangelskrivelsen, men at denne ordning allerede var blevet udlignet i forbindelse med tidligere undersøgelser (jf. betragtning 310). Kommissionen bemærker imidlertid også, at dette program blev drøftet under kontrolbesøget med den kinesiske regering, og at de relevante gennemførelsesbestemmelser blev indsamlet som bevis (en af eksportørerne i stikprøven havde også fremlagt disse bestemmelser). Den kinesiske regerings påstand om, at det var første gang, den hørte om den mulige udligning af dette program, er således ubegrundet, også i betragtning af, at flere samarbejdsvillige eksportører i stikprøven, med hvilke den kinesiske regering koordinerede sin besvarelse, havde oplyst dette program i deres spørgeskemabesvarelser. Den kinesiske regering var ganske bekendt hermed, da den flere gange fik adgang til de ikkefortrolige sagsoplysninger. Resultaterne af undersøgelsen viser, at programmet er udligningsberettiget (betragtning 310-314). Kommissionen tilføjer, at dette program helt klart erstatter det foregående program for virksomheder med udenlandsk kapital, på grund af den tætte sammenhæng, som påvises ved skattefordelens form og størrelse (supplerende skattefradrag, som modregnes beskatningsgrundlaget), samme forhold og samme underliggende situation (støtteberettigede udgifter til FoU-aktiviteter) med kun små variationer. Disse små variationer blev bragt i overensstemmelse med reformen af den nye EIT-lovgivning i 2008, men det grundliggende indhold i programmet er fortsat det samme. Kommissionen henviser desuden til argumenterne om indledningskriterierne i betragtning 457.

(462)

Den kinesiske regering og en samarbejdsvillig eksportør i stikprøven hævder også, at dette program ikke er specifikt, idet Kommissionen ikke har godtgjort, at erhvervelse af certifikatet som højteknologisk virksomhed eller virksomhed med ny teknologi er forbeholdt visse virksomheder. Kommissionen henviser til uddybningen i betragtning 313 samt betragtning 321 og 325 om et andet skatteprogram for højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi. Kommissionen tilføjer, at gennemførelsesbestemmelserne til dette program (se betragtning 321) yderligere bekræfter resultaterne om specificitet i forbindelse med højteknologiske virksomheder og virksomheder med ny teknologi, da kun virksomheder i sektorer med støtte fra statslige politikker, som er støtteberettigede i henhold til de relevante offentlige kataloger og retningslinjer, er berettigede til det relevante certifikat. For eksempel kan kun virksomheder, der deltager i et FoU-projekt, som er opført under områder med højteknologi og ny teknologi under de væsentlige områder for statslig støtte og i Guidelines for Current Priorities for Development in Key Sectors of the Hi-Tech Industry of 2007 af NDRC, eller FoU-aktiviteter, der er omfattet af Statsrådets bekendtgørelse om gennemførelse af flere støttepolitikker til gennemførelse af statens mellem- og langsigtede videnskabelige og teknologiske udvikling (2006-2020), nr. 6 [2006], opnå dette certifikat. Det er derfor klart, at dette skatteprogram er begrænset til disse særlige virksomheder i de relevante sektorer og FoU-aktiviteter, som støttes af den kinesiske regering, herunder virksomheder i den tilskyndede solcelleindustri.

(463)

Med hensyn til beregningen af subsidiebeløbet har to samarbejdsvillige eksportører i stikprøven gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt har anvendt tallene fra deres årlige selvangivelse for 2011, hvorimod UP dækker halvdelen af 2011 og halvdelen af 2012, og at dette strider mod beregningsmetoden i afsnit E, litra a), nr. ii), i Kommissionens retningslinjer for beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med antisubsidieundersøgelsen i 1998. Kommissionen henviser til argumenterne i betragtning 459, som alle er relevante for at afvise påstanden om dette program. Kommissionen bemærker endvidere, at argumentet om et angiveligt skattemæssigt underskud i skatteåret 2012 har begrænset eller ingen relevans, idet skattefradrag kan fremføres med yderligere fem skatteår og modregnes i eventuelle skattepligtige indtægter i de fem efterfølgende år. Selv hvis Kommissionen skulle acceptere, at disse virksomheder havde skattemæssigt underskud i 2012, eller hvis den endelige reviderede selvangivelse for 2012 var tilgængelig og viste et skattemæssigt underskud (hvilket ikke er tilfældet her), ville Kommissionen stadigvæk tage hensyn til fordelene under dette program, da det ikke kunne udelukkes, at fordelene fra skattefradraget i 2012 ville blive anvendt, så snart virksomheden ville kunne indgive skattepligtig indkomst i et af de følgende fem skatteår.

(464)

Den kinesiske regering og en samarbejdsvillig eksportør hævder, at dette program ikke er specifikt, at specificitetsanalysen ikke er baseret på faktiske oplysninger, og at kravene til at opnå status som virksomhed med højteknologi og ny teknologi bør betragtes som objektive kriterier eller betingelser for berettigelse til subsidier, og at berettigelsen til dette program er automatisk. Med hensyn til specificitetskonklusionen vedrørende begrænsningen af dette program og af FoU-skattefradrag også for virksomheder med højteknologi og ny teknologi henviser Kommissionen til sin forklaring i betragtning 321 og 325, og også til betragtning 462, der ligeledes gælder for dette program. Kommissionen gentager, at især ovennævnte gennemførelsesforanstaltninger og dokumenter viser, at anvendelsen af dette program og anerkendelsen som virksomhed med højteknologi og ny teknologi langt fra er åben for alle virksomheder og baseret på objektive kriterier, men tværtimod er begrænset til visse sektorer og virksomheder, som støttes af den kinesiske regering på grundlag af kriterier, der ikke synes at være objektive. Berettigelsen til fordele i henhold til dette program er heller ikke automatisk, men afhænger af udstedelsen af certifikatet for virksomheder med højteknologi eller ny teknologi, som tildeles efter en skønsmæssig procedure af de kompetente myndigheder og derfor ikke er automatisk.

(465)

En samarbejdsvillig eksportør hævder, at Kommissionen fejlagtigt beregnede subsidiefordelen af dette program, fordi den anvendte den reviderede selvangivelse 2011, hvorimod den kvartalsvise selvangivelse for 1. og 2. kvartal af 2012 var tilgængelige og blev indsamlet under kontrolbesøget, og at Kommissionen under alle omstændigheder kunne har anmodet om en kopi af den endelige årlige selvangivelse for 2012, så snart den forelå. Denne eksportør hævder også, at hvis selvangivelsen for 2011 benyttes til at beregne fordelen af subsidiet, bør virksomhedens omsætning i 2011 og ikke i UP anvendes. Kommissionen henviser til sin forklaring i betragtning 459. Kommissionen bemærker endvidere, at den i brevet forud for kontrolbesøget til de stikprøveudvalgte eksportører, herunder den pågældende eksportør, specifikt havde anmodet om den oprindelige fulde selvangivelse for de regnskabsår, der dækker UP, og de tre foregående år. Derfor kunne og skulle denne samarbejdende eksportør have indsendt 2012-opgørelsen, så snart den forelå, og Kommissionen bemærker, at den ikke har gjort det, selv da den for nylig sendte sine bemærkninger til de offentliggjorte oplysninger. Hvad angår påstanden om, at Kommissionen burde bruge omsætningen i 2011 til at beregne fordelen, bemærker Kommissionen, at fordelen fra skatteopgørelsen for 2011 anses for i rimelig grad at afspejle situationen i UP, især da skatteindbetalingen for 2011 skulle erlægges i UP (måned) og de endelige tal for 2012 ikke var til rådighed på tidspunktet for kontrolbesøget. Under alle omstændigheder kan Kommissionen ikke anvende forskellige nævnere til at måle forskellige subsidier, da procentangivelserne ellers ikke vil kunne sammenlignes og der ikke sikres konsekvens i beregningen. Kommissionen tilføjer afslutningsvis, at den ikke har de verificerede tal for omsætningen i 2011, men kun har kontrolleret omsætningstallene for UP.

(466)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionen ikke fastlagde specificitet i henhold til artikel 2, stk. 1 og 2, i SCM-aftalen, og at den heller ikke klart begrundede sin konstatering af specificitet med positiv dokumentation, som det bestemmes i artikel 2, stk. 4, i SCM-aftalen. Ifølge den kinesiske regering havde Kommissionen ikke fremlagt konkrete beviser for, at visse industrier tildeles brugsrettigheder til jord til fordelagtige priser, og retsgrundlaget for Kommissionens vurdering af, at sektoren for produktion af solceller og moduler indgår i disse industrier. En eksporterende producent fremsatte en lignende påstand. Disse påstande måtte afvises. Kommissionen nævnte i betragtning 364 eksempler på meddelelser om brugsrettigheder til jord, hvor de relevante myndigheder begrænsede de potentielle købere af jord til en fastsat pris til solcelleindustrien og fastsatte prisgrænser for brugsretten til jord, der blev købt af de eksporterende producenter i stikprøven. I mangel af andre oplysninger fra den kinesiske regering, som der var blevet anmodet om, og i betragtning af den offentlige støtte til solcelleindustrien og den skønsmæssige og uigennemsigtige karakter af tildelingen af brugsrettigheder til jord konkluderede Kommissionen, at der på grundlag af disse oplysninger var tale om specificitet.

(467)

Den kinesiske regering og adskillige eksporterende producenter hævdede, at den reference for brugsrettigheder til jord, som Kommissionen havde valgt, ikke er hensigtsmæssig. Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke gjorde sit bedste for at finde en reference, der nærmer sig de markedsbetingelser, der ville gælde uden fordrejning, jf. afgørelsen fra WTO-panelet i sagen US — Endelig antidumping- og udligningstold på visse varer fra Kina  (101). Denne påstand måtte afvises. Kommissionen undersøgte nemlig de forskellige indikatorer nøje og sammenlignede Taiwan og Kina som helhed samt de enkelte berørte kinesiske provinser. Efter en sådan analyse anser Kommissionen Taiwan for en hensigtsmæssig reference som følge af de samlede oplysninger i sagen, dvs. i) det sammenlignelige niveau af økonomisk udvikling og den økonomiske struktur i Taiwan og størstedelen af de kinesiske provinser og byer, hvor de samarbejdsvillige eksporterende producenter er beliggende, ii) den fysiske nærhed mellem Kina og Taiwan, iii) den omfattende industrielle infrastruktur, som både Taiwan og disse kinesiske provinser har, iv) de stærke økonomiske bånd og den grænseoverskridende handel mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina, v) den høje, sammenlignelige befolkningstæthed i de pågældende kinesiske provinser og i Taiwan, vi) sammenfaldet mellem typen af jord og transaktioner, der blev anvendt til udformning af den relevante reference i Taiwan, og de tilsvarende i Kina samt vii) de fælles demografiske, sproglige og kulturelle kendetegn i Taiwan og Folkerepublikken Kina. Desuden betragtes de fleste af de pågældende provinser som førsteklasses produktionsprovinser i Kina.

Selv om BNP pr. indbygger i Taiwan og disse kinesiske provinser ikke er identisk, er der i de senere år sket en markant vækst i BNP i disse kinesiske provinser og byer, dvs., at de er ved at indhente Taiwan. Desuden tyder de nyeste oplysninger på, at Kina som helhed og de pågældende provinser og byer har en langt højere vækstrate end Taiwan, hvilket betyder, at man hurtigt vil indhente Taiwan. Det er dog vigtigt at bemærke, at den nøjagtige sammenligning mellem BNP i et land uden markedsøkonomi (Kina) og BNP i en veletableret markedsøkonomi (Taiwan) ikke er en afgørende faktor, da et land uden markedsøkonomi ofte halter bagefter en fungerende markedsøkonomi for så vidt angår BNP. Mange andre faktorer såsom planlægningsregler og miljøpolitik kan desuden påvirke udbud og efterspørgsel i et industriland. Det egentlige spørgsmål er, hvad de »gældende markedsvilkår« for brugsrettigheder til jord i de pågældende kinesiske provinser ville være, hvis Kina havde en fungerende markedsøkonomi, og ud fra den foreliggende dokumentation konkluderes det, at de ville ligne vilkårene i Taiwan.

(468)

Klageren påstod, at Kommissionen burde fremlægge de supplerende subsidieordninger, som blev fundet i løbet af undersøgelsen, og fastlægge subsidiemargener for disse ordninger, som ikke fremgår af klagen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at alle de subsidier, der opfyldte de retlige indledningskrav, blev undersøgt af Kommissionen.

(469)

Klageren påstod, at Kommissionen burde have fastlagt en subsidiemargen for levering af polysilicium mod utilstrækkeligt vederlag på grundlag af oplysningerne i klagen og konklusionerne i det amerikanske dokument i en lignende sag om solceller. Kommissionen undersøgte dette program og konkluderede på grundlag af oplysningerne fra de eksporterende producenter i stikprøven og den kinesiske regering, at der ikke var nogen fordel fra dette program i UP, hovedsagelig fordi importpriserne for polysilicium var lavere end de kinesiske leverandørers priser. Det skal bemærkes, at undersøgelsesperioden i den amerikanske undersøgelse og den foreliggende sag var forskellige.

(470)

Klageren påstod også, at Kommissionen burde have fastlagt en subsidiemargen for levering af elektricitet mod utilstrækkeligt vederlag. Denne påstand måtte afvises. Kommissionen fandt ikke tilstrækkeligt bevis for, at de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, med undtagelse af LDK, havde fordel af fordelagtig levering af elektricitet.

(471)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens beregningsmetode resulterede i »dobbelttælling i forbindelse med beregningen af antidumping- og antisubsidiemargenen«. Kommissionen burde ifølge den kinesiske regering have trukket den subsidiemargen, der blev beregnet for eksportkreditforsikringsordningen, fra dumpingmargenerne på det grundlag, at det er et eksportsubsidie. Den kinesiske regering påstod også, at Kommissionen burde havde trukket de subsidiemargener, der blev beregnet på grundlag af udenlandske referencer, fra dumpingmargenen. Regeringen argumenterede, at »en del af den dumping, der blev beregnet på grundlag af den normale værdi i et referenceland, faktisk er den samme subsidiering, der er blevet udlignet i den parallelle antisubsidieundersøgelse«. Ingen af påstandene ville have nogen indvirkning på niveauet af de deraf følgende foranstaltninger, da kombineret told i den foreliggende sag begrænses af skadesmargenen. Den kinesiske regering bekræftede også dette i sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Det blev derfor ikke fundet nødvendigt at behandle substansen af disse påstande.

(472)

De udligningsberettigede subsidiebeløb i henhold til grundforordningens bestemmelser for de undersøgte virksomheder er fastsat i nedenstående tabel:

(473)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 15, stk. 3, udgør den samlede subsidiemargen for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, 6,4 %, hvilket beregnedes på grundlag af den vægtede gennemsnitlige subsidiemargen for de samarbejdsvillige virksomheder i stikprøven.

(474)

I betragtning af den høje samarbejdsgrad blandt kinesiske eksporterende producenter blev tolden for »alle andre virksomheder« fastsat til den højeste told, der skulle pålægges de virksomheder, der indgik i stikprøven eller havde samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Tolden for »alle andre virksomheder« pålægges de virksomheder, som ikke samarbejdede i undersøgelsen.

(475)

Samme vare fremstilles af hen ved 215 producenter i Unionen. De udgør EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 1, og betegnes herefter som »EU-erhvervsgrenen«. Institutionerne har efterprøvet de interesserede parters påstande om, at der var et større antal; efterprøvningen viste, at de påståede yderligere producenter i realiteten hovedsagelig var eksporterende producenter, deres forretningsmæssigt forbundne importører, distributører og installatører.

(476)

Alle foreliggende oplysninger vedrørende EU-erhvervsgrenen, herunder oplysninger i klagen, makroøkonomiske data fra Europressedienst, en uafhængig konsulentvirksomhed (»konsulenten«) og de verificerede spøgeskemabesvarelser fra EU-producenterne i stikprøven blev anvendt til at fastslå den samlede EU-produktion i UP, da der ikke forelå fyldestgørende offentlige oplysninger om produktionen. Da moduler og celler importeres til Unionen under toldpositioner, der dækker andre varer, der ikke er genstand for denne undersøgelse, og da de indberettede importmængder er i ton, kunne Eurostat ikke anvendes til at fastsætte importmængden og -værdien, som blev fastsat på grundlag af data fra konsulenten. Hvor det var muligt, blev oplysningerne fra konsulenten krydstjekket med andre offentligt tilgængelige kilder og med de verificerede spørgeskemabesvarelser.

(477)

På dette grundlag blev den samlede EU-produktion anslået til ca. 4 GW for moduler og 2 GW for celler i UP.

(478)

Der blev, jf. betragtning 21, udtaget ni EU-producenter til en stikprøve, der tegner sig for 18-21 % af den samlede EU-produktion af moduler og 17-24 % af den samlede EU-produktion af celler.

(479)

En række parter anfægtede, at data fra konsulenten blev brugt til at fastslå bl.a. EU-produktionen, EU-produktionskapaciteten og andre makroøkonomiske skadesindikatorer vedrørende EU-erhvervsgrenen og importoplysninger. Disse parter satte spørgsmålstegn ved, om konsulenten var uafhængig, og hævdede, at den pågældende var forbundet med klageren. De ønskede også at få uddybet, på hvilket grundlag Kommissionen havde udvalgt konsulenten, og satte spørgsmålstegn ved dennes ekspertise inden for indsamling af økonomiske data vedrørende solcellesektoren. Det blev i den forbindelse påstået, at Kommissionen burde have baseret sine konklusioner på data fra andre tilgængelige kilder, navnlig kendte forskningsinstitutter. Endelig henviste AFASE til bedste praksis for fremlæggelse af økonomisk dokumentation og dataindsamling i sager om anvendelsen af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og i fusionssager, som anfægtede troværdigheden af de oplysninger, der blev fremlagt af konsulenten.

(480)

Med hensyn til de påståede forbindelser mellem konsulenten og klageren fremlagde de relevante interesserede parter ingen dokumentation for, at der fandtes sådanne forbindelser. Tilsvarende blev der i forbindelse med undersøgelsen ikke fundet nogen dokumentation for en forbindelse, der går ud over et rent kommercielt samarbejde. Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger påstod en interesseret part, at der var tegn på, at de umiddelbare beviser, som den klagende EU-erhvervsgrenen havde fremlagt i klagen, var baseret på data fra den samme konsulent. Selv om det anerkendes, at konklusionerne for visse indikatorer ganske rigtigt var de samme som oplysningerne i klagen, betyder dette ikke nødvendigvis, at de blev udarbejdet på grundlag af kun en kilde. Klagen indeholder de forskellige kilder, der blev anvendt i den forbindelse. Parternes påstande i den henseende måtte derfor afvises.

(481)

Kommissionen fandt det hensigtsmæssigt at gøre brug af denne rådgivning i forbindelse med den nuværende undersøgelse, da andre offentligt tilgængelige kilder ikke omfattede de nødvendige makroøkonomiske data for det samlede EU-marked samt importoplysninger. Før udvælgelsen af Europressedienst undersøgte Kommissionen de metoder, som konsulentfirmaet anvender til indsamling af de relevante data, samt konsulentens evne til at levere de nødvendige data separat for alle varetyper og for hele den betragtede periode.

(482)

Desuden blev de oplysninger, som konsulenten fremlagde i løbet af undersøgelsen, krydstjekket, når det var muligt, med andre tilgængelige kilder og blev bekræftet. I denne forbindelse bemærkes det, at der på markedet findes flere forskningsvirksomheder, som er specialiseret i indsamling af statistikker om solcellesektoren, og de oplyste tal er næsten aldrig ens. Dette skyldes, at det er vanskeligt at få præcise tal fra forskningsinstitutterne, og de indberettede markedsindikatorer for solcellesektoren vil altid være baseret på skøn, uafhængigt af, hvem der leverer disse tal. I denne forbindelse bestod Kommissionens krydskontrol i at sammenligne tendenserne i de oplysninger, der blev indsendt af konsulenten, med tendenserne i de samme data offentliggjort af andre forskningsvirksomheder, Kommissionens Fælles Forskningscenter (»JRC«) og EPIA om de samme emner, når dette var muligt. Der blev ikke fundet væsentlige forskelle som følge af krydskontrollen, og tendenserne i de indikatorer, der blev krydskontrolleret, var sammenlignelige. De foreløbige undersøgelsesresultater blev derfor ikke udelukkende baseret på oplysninger fra den eksterne konsulent, men også på Kommissionens egen analyse og vurdering af disse data. Som nævnt i betragtning 8 blev der efter indførelsen af de midlertidige antidumpingforanstaltninger aflagt kontrolbesøg hos konsulenten. Kommissionen gennemførte et kontrolbesøg hos konsulenten for at efterprøve pålideligheden af metoden og de fremlagte data. Kontrolbesøget blev gennemført som en opfølgning på Kommissionens krydstjek af oplysningerne og for at opnå større sikkerhed, hvad angår pålideligheden og kvaliteten af oplysningerne og den anvendte metode. Kontrolbesøget blev anset for hensigtsmæssigt i henhold til princippet om god forvaltningsskik, selv om disse data ikke blev indsendt af en interesseret part, men af en konsulent. Kommissionen har som følge heraf fået yderligere vished for pålideligheden af de data, der er tilvejebragt af konsulentfirmaet.

(483)

En part hævdede, at den metode, som Kommissionen anvendte til krydstjek, ikke var tilstrækkeligt detaljeret, og anmodede om, at de andre anvendte kilder til krydstjekningen blev oplyst. Denne part hævdede desuden, at den anvendte metode under alle omstændigheder var ugyldig, da kun tendenser i forskellige kilder blev sammenlignet og ikke absolutte værdier.

(484)

Hvad angår de andre kilder, der anvendtes til at krydstjekke konsulentens oplysninger, var der tale om rapporter fra JRC og EPIA om de samme emner. Hvad angår sammenligningen af data med andre kilder, skal det bemærkes, at de ikke kun viste lignende tendenser men også lignende størrelsesordener. Det blev derfor konkluderet, at den anvendte metode var hensigtsmæssig, og påstandene blev afvist.

(485)

Konsulentens hovedaktiviteter er indsamling af data vedrørende solcelleindustrien og udarbejdelse af en opdateret database over virksomheder, der er aktive på markedet for solceller. Disse data offentliggøres i specialiserede tidsskrifter om solenergi og anvendes også af individuelle virksomheder, for hvem konsulenten udfører specialiseret forskning. Databasen udvikles af Europressedienst og opdateres og offentliggøres regelmæssigt. Desuden har konsulenten flere års erfaring inden for sektoren. Konsulentens metode er mere præcist er at indsamle, krydstjekke og samle oplysninger ved hjælp af forskellige tilgængelige kilder på markedet. Til dette formål indsamler konsulenten data via standardspørgeskemaer, som sendes til de virksomheder, der er opført i databasen, eller pr. telefon, navnlig fra EU-producenterne, eller på specialiserede messer hos især producenter i tredjelande. Hvis oplysningerne ikke kan opnås gennem ovennævnte kanaler, kontrollerer Europressedienst regnskaberne fra virksomhederne i solcellesektoren eller samarbejder på løst grundlag med andre forskningsinstitutter med henblik på at indhente eller krydstjekke data. Det blev kontrolleret, at konsulenten anvendte disse kilder i sin daglige virksomhed. I lyset af ovennævnte blev det anset for hensigtsmæssigt at gøre brug af Europressediensts tjenester i forbindelse med undersøgelsen, og parternes påstande i denne henseende blev derfor afvist.

(486)

Med hensyn til vejledningen i bedste praksis for fremlæggelse af økonomisk dokumentation, som er udarbejdet af den kompetente tjenestegren i Kommissionen, skal følgende bemærkninger tages i betragtning. For det første er der tale om et dokument, som ikke kan forpligte Kommissionen, da det ikke er blevet vedtaget af kollegiet, men er offentliggjort af den kompetente tjenestegren med henblik på at give henstillinger til parterne om, hvordan økonomisk dokumentation skal fremlægges. Dokumentet om bedste praksis vedrører for det andet indsendelse af økonomiske analyser og data, der anvendes i konkurrenceundersøgelser i henhold til artikel 101 og 102 i TEUF og i fusionssager. De gældende regler, krav til beviser og Kommissionens beføjelser i konkurrencesager kan ikke sammenlignes med handelsbeskyttelsesundersøgelser, for hvilke der gælder et helt andet regelsæt.

(487)

Flere parter anfægtede den metode, som konsulentfirmaet anvender, og hævdede, at den ikke svarer til anerkendte videnskabelige standarder. Som nævnt i betragtning 481 blev metoden vurderet, og resultaterne blev krydstjekket og efterprøvet, og som følge heraf blev de anset for at være på linje med andre offentliggjorte data og derfor forholdsvis pålidelige. Særlige spørgsmål, der blev rejst af visse interesserede parter, blev løst ved fælles overenskomst og stillet til rådighed for interesserede parter i det åbne dossier i undersøgelsen.

(488)

CCCME påstod, at metoden til aggregering af data ikke var præciseret. Denne påstand blev afvist, da de relevante oplysninger blev stillet til rådighed for alle interesserede parter i undersøgelsen.

(489)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog en række parter deres bekymringer med hensyn til Kommissionens valg af konsulent og om kvaliteten af de indsendte data. Det blev i den forbindelse påstået, at konsulentens data kan bestilles og købes på ad hoc-basis for at imødekomme de nærmere bestemt forespørgsler fra potentielle kunder og derfor ikke kan være objektive. Desuden anfægtede CCCME, at de data, som konsulenten indsamlede, kan betragtes som positivt bevismateriale i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, da disse data i stort omfang var baseret på antagelser og skøn. Det hævdedes endvidere, at de fremsendte oplysninger var utilstrækkeligt dokumenteret af oplysninger i sagsakterne, og at de ikke var af en positiv, saglig og kontrollerbar karakter.

(490)

Vedrørende disse påstande henvises der til betragtning 481-482, hvor der blev givet supplerende oplysninger om valget af konsulenten. Det skal desuden bemærkes, at Kommissionen engagerede konsulenten på grundlag af de bedste foreliggende oplysninger på det pågældende tidspunkt, og i fuld overensstemmelse med Kommissionens finansforordning, der finder anvendelse på proceduren. Ydermere mindes der om, at konsulentens evne til at fremlægge alle de nødvendige oplysninger rettidigt var af stor betydning, eftersom Kommissionen var forpligtet af lovbestemte frister for offentliggørelsen af de foreløbige resultater af den igangværende undersøgelse.

(491)

Hvad angår kvaliteten af de forelagte data og, hvorvidt de kan betragtes som positivt bevismateriale i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, jf. betragtning 482, blev konsulentens metodologi til indsamling af dataene undersøgt, og det blev vurderet, at den var af tilfredsstillende kvalitet. Som også nævnt i samme betragtning blev oplysningerne fra konsulenten, hvor det var muligt, krydstjekket med andre kilder og fundet rimeligt nøjagtige. Endelig skal det noteres, at konsulenten har en database, som opdateres regelmæssigt, uafhængigt af kundernes behov og forespørgsler. Samme database anvendes til at aggregere og levere statistikker om solcelleindustrien til forskellige kunder, og påstanden om, at disse data ikke var objektive, må derfor afvises.

(492)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en af de interesserede parter, at Kommissionen ikke havde fremlagt de kilder, de anvendte metoder og de virksomheder, som konsulenten samarbejdede med for at indsamle de makroøkonomiske data. En anden interesseret part gentog, at konsulentens metode såede tvivl om resultaternes nøjagtighed. Flere interesserede parter anmodede om yderligere oplysninger om den metode, der var benyttet af konsulenten, såsom de gennemsnitlige svarprocenter ved spørgeskemaer/interview, procentdelen af data, der er indsamlet via hver kanal, hvordan disse blev verificeret, de tilnærmede værdier/antagelser, der er anvendt til at generere oplysningerne, antallet af virksomheder, for hvilke der blev anvendt tilnærmede værdier, og i det mindste størrelsesordenen for antallet af arbejdstagere hos konsulenten.

(493)

Med hensyn til disse påstande bemærkes det, at Kommissionen efter indførelsen af de foreløbige foranstaltninger fremlagde konsulentfirmaets metode og kilder til indsamling af data for de interesserede parter og behandlede specifikke spørgsmål fra de interesserede parter i denne forbindelse efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner. De interesserede parters anmodninger om yderligere oplysninger Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anses for at være omfattet af de oplysninger, der blev gjort tilgængelige efter indførelsen af midlertidig told, i det omfang fortrolighedsbegrænsningerne tillod det. Det fremhæves endvidere, at Kommissionen under kontrolbesøget undersøgte, hvordan dataene er blevet indsamlet og aggregeret af konsulenten, og de relevante underliggende forudsætninger for at aggregere oplysningerne. Kontrolresultaterne var tilfredsstillende, og Kommissionen blev forsikret om rimeligheden af de underliggende forudsætninger og om kvaliteten af de oplysninger, der er afgivet af konsulenten. Parterne anfægtede desuden ikke oplysningerne som sådan.

(494)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anmodede en anden part om præciseringer med hensyn til antallet af EU-producenter, som konsulenten inddrog i forbindelse med sin indsamling af oplysninger, og sammenfaldet mellem disse og de omkring 215 EU-producenter, som Kommissionen var bekendt med. I denne henseende præciseres det, at de EU-producenter, som konsulenten tog i betragtning, stort set er de samme som dem, der var kendt for at udgøre EU-erhvervsgrenen i denne undersøgelse, jf. betragtning 475.

(495)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en part, at Kommissionen har foretaget en inkonsekvent analyse af skaden, eftersom den blev foretaget separat for moduler og celler, mens beregningerne af skades- og subsidiemargenen blevet fastlagt som et vejet gennemsnit for moduler og celler tilsammen. I denne henseende skal det bemærkes, at selv om indikatorerne blev anført særskilt for hver varetype, vedrører konklusionerne for hver indikator den undersøgte vare som helhed. Det skal desuden erindres, at moduler og celler er en og samme vare, og subsidie- og skadesmargenerne blev derfor fastlagt på dette grundlag. Påstanden blev derfor afvist.

(496)

Endelig påstod en anden part, at beregningen af værdierne af de makroøkonomiske indikatorer i UP fejlagtigt var baseret på et simpelt gennemsnit for 2011 og 2012, da en sådan metode ikke kunne være objektiv og ikke ville føre til resultater, som afspejler virkeligheden i UP. Det præciseres, at et simpelt gennemsnit af dataene kun blev anvendt i de tilfælde, hvor der var en ensartet tendens i de pågældende perioder. Hvor tendenserne var forskellige, blev metoden tilpasset tilsvarende ved at tage de reelle markedsforhold i betragtning. Den pågældende part uddybede ikke, i hvilket omfang resultaterne af den anvendte metode ikke afspejlede de reelle markedsforhold. Disse påstande blev derfor afvist.

(497)

Dele af EU-erhvervsgrenen er vertikalt integrerede, og en væsentlig del af EU-erhvervsgrenens produktion er beregnet til bunden anvendelse, særlig produktion af celler.

(498)

For at afgøre, om EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade og fastlægge forbruget samt andre økonomiske indikatorer, blev det undersøgt, om og i hvilket omfang den efterfølgende anvendelse af EU-erhvervsgrenens produktion af samme vare (»bunden anvendelse«) skulle tages i betragtning.

(499)

For at få et så fuldstændigt billede af EU-erhvervsgrenens situation som muligt blev der indhentet og analyseret oplysninger om alle aktiviteter i forbindelse med samme vare, og det blev fastslået, om produktionen var bestemt til bunden anvendelse eller det frie marked.

(500)

Det blev konkluderet, at følgende økonomiske indikatorer for EU-erhvervsgrenen skulle undersøges i forhold til den samlede aktivitet (inkl. EU-erhvervsgrenens bundne anvendelse): forbrug, salgsmængde, produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, vækst, investeringer, lagerbeholdning, beskæftigelse, produktivitet, likviditet, investeringsafkast, evnen til at rejse kapital og de udligningsberettigede subsidiers størrelse. Undersøgelsen viste, at disse indikatorer med rimelighed kunne undersøges for hele aktiviteten, da produktionen til bunden anvendelse ligeledes blev påvirket af konkurrencen fra importen fra det pågældende land. Herefter benævnes det bundne og det frie marked tilsammen som »det samlede marked«.

(501)

Hvad angår rentabiliteten, fokuserede analysen på det frie marked, da priserne på det bundne marked ikke altid afspejlede markedspriserne og ikke havde en indvirkning på denne indikator.

(502)

En række parter hævdede, at skaden burde have været vurderet separat for det bundne og det frie marked. En part fremførte, at data vedrørende celler bestemt til bunden anvendelse burde have været udelukket fra skadesvurderingen, da de ikke blev påvirket af den subsidierede import.

(503)

Undersøgelsen har vist, at vertikalt integrerede EU-producenter var tvunget til at importere subsidierede varer (celler) og til at indstille produktionen af disse varer til omkostninger, der lå over importprisen, som følge af pristrykket fra den subsidierede import. Endvidere viste undersøgelsen også, at det frie marked og det bundne marked udviste de samme pristendenser, hvilket også viste, at de var påvirket i samme omfang af den pågældende import.

(504)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog en række parter, at Kommissionen havde undladt at foretage en passende og velunderbygget analyse af det bundne marked og heller ikke havde begrundet, hvorfor en særskilt analyse ikke var blevet gennemført. En part påstod, at der ikke var blevet fremlagt oplysninger om omfanget af EU-produktionen bestemt til bunden anvendelse. Det blev desuden påstået, at betragtning 106 i forordningen om midlertidig antidumpingtold, hvori det konkluderes, at priserne på det bundne marked ikke altid afspejler markedspriserne, var i modstrid med konklusionerne i betragtning 503 om, at det frie marked og det bundne marked udviste lignende pristendenser.

(505)

Det skal først bemærkes, at betragtning 105 i forordningen om midlertidig antidumpingtold indeholder begrundelser for, hvorfor det fandtes passende at undersøge skadesindikatorerne (undtagen rentabiliteten) i forhold til den samlede aktivitet i EU-erhvervsgrenen, herunder den bundne anvendelse. I denne forbindelse mindes der om, jf. samme betragtning, at undersøgelsen viste, at produktionen til det bundne marked også blev påvirket af konkurrence fra importen fra Kina, hvilket som sådan ikke er blevet anfægtet af de interesserede parter. Påstanden om, at der ikke blev givet forklaringer på, hvorfor der ikke blev foretaget en separat analyse, blev derfor afvist. Ligeledes følger det også af denne konklusion, at det også måtte afvises, at en sådan separat analyse af det bundne marked burde have fundet sted.

(506)

På grundlag af ovenstående blev betydningen af EU-produktionen til bunden anvendelse ikke betragtet som et væsentligt element, og det skal dernæst bemærkes, at EU-produktionen af celler til bunden anvendelse tegnede sig for ca. halvdelen af den samlede produktion i UP. Endelig skal det præciseres, at det forhold, at priserne på det bundne marked ikke afspejler priserne på det frie marked, ikke nødvendigvis modsiger det forhold, at begge priser fulgte samme tendenser, da de stadig kan være på forskellige niveauer, eller prisudsvingene kan være højere eller lavere og dermed give et anderledes billede. Ud fra ovenstående blev påstandene vedrørende det bundne marked afvist.

(507)

De pågældende parter fremlagde ikke nogen oplysninger, som kunne have ændret denne konklusion. Påstandene i denne henseende blev derfor afvist.

(508)

EU-forbruget omfattede den samlede importmængde af den pågældende vare og den samlede salgsmængde af samme vare i Unionen, herunder salget til bunden anvendelse. Der forelå ikke fuldstændige data for EU-erhvervsgrenens samlede salg på EU-markedet. Desuden blev importen til Unionen registreret under toldpositioner, der omfatter andre varer, der ikke er genstand for denne undersøgelse, og de af Eurostat registrerede importmængder var angivet i ton. Eurostat kunne derfor ikke anvendes til at fastslå importmængderne og –værdierne. EU-forbruget blev derfor baseret på data fra konsulenten, som omtalt ovenfor, og krydstjekket med offentlige kilder såsom markedsundersøgelser og offentligt tilgængelige undersøgelser og med de verificerede spørgeskemabesvarelser.

(509)

EU-forbruget udviklede sig som følger:

Tabel 1- a

EU-forbruget af moduler (i MW)

Tabel 1-b

EU-forbruget af celler (i MW)