EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R1114

Kommissionens forordning (EU) nr. 1114/2013 af 7. november 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1857/2006 for så vidt angår forordningens anvendelsesperiode

OJ L 298, 8.11.2013, p. 34–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2014; ophævet ved 32014R0702

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1114/oj

8.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 298/34


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1114/2013

af 7. november 2013

om ændring af forordning (EF) nr. 1857/2006 for så vidt angår forordningens anvendelsesperiode

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 4,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 994/98 af 7. maj 1998 om anvendelse af artikel 92 og 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på visse former for horisontal statsstøtte (1),

efter offentliggørelse af et udkast til denne forordning (2),

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Statsstøtte, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1857/2006 (3) udløber den 31. december 2013.

(2)

I sin meddelelse om modernisering af EU's statsstøttepolitik (4) af 8. maj 2012 indledte Kommissionen en generel revision af statsstøttereglerne. I forbindelse med denne undersøgelse er forordning (EF) nr. 994/98 allerede blevet ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 733/2013 (5). En række andre instrumenter, der er relevante for vurderingen af statsstøtte i landbrugssektoren, er stadig i færd med at blive revideret, navnlig de fremtidige regler om udvikling af landdistrikterne, de nye retningslinjer for statsstøtte til landbruget og den nye generelle gruppefritagelsesordning, der erstatter Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 (6). Det vil ikke være muligt at færdiggøre tilpasningen af disse instrumenter, før forordning (EF) nr. 1857/2006 udløber, eller de vil ikke gælde fuldt ud fra den 1. januar 2014. For at sikre en konsekvent fremgangsmåde for alle statsstøtteinstrumenter bør anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1857/2006 derfor forlænges til den 30. juni 2014.

(3)

Forordning (EF) nr. 1857/2006 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

Det er vigtigt at sikre kontinuitet i implementeringen af politikken for udvikling af landdistrikterne og en glidende overgang fra en programmeringsperiode til den næste. Det er umuligt at undgå overlapning i anvendelsen af programmerne for udvikling af landdistrikterne og de tilsvarende retlige bestemmelser fra programmeringsperioden 2007-2013 og anvendelsen af dem fra den følgende programmeringsperiode. I den forbindelse kan medlemsstaterne under visse betingelser fortsat indgå forpligtelser i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (7) efter afslutningen af programmeringsperioden 2007-2013 frem til den 31. december 2015. Af hensyn til retssikkerheden er det derfor nødvendigt at præcisere, at hvor forordning (EF) nr. 1857/2006 henviser til kriterierne i forordning (EF) nr. 1698/2005, finder disse kriterier fortsat anvendelse på vurderingen af statsstøtte i henhold til forordning (EF) nr. 1857/2006 i den forlængede anvendelsesperiode, selv efter ikrafttrædelsen af den nye forordning, der erstatter forordning (EF) nr. 1698/2005.

(5)

Som følge af forlængelsen af gyldighedsperioden for forordning (EF) nr. 1857/2006 kan nogle medlemsstater ønske at forlænge foranstaltninger, hvorom de har givet kortfattede oplysninger i overensstemmelse med forordningens artikel 20. For at mindske den administrative byrde vil det være hensigtsmæssigt at anse de kortfattede oplysninger om forlængelsen af disse foranstaltninger for at være meddelt Kommissionen, forudsat at de ikke ændres væsentligt.

(6)

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende for at gøre det muligt at forlænge anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1857/2006 inden den udløber —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 23, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1857/2006 affattes således:

»Den anvendes fra den 1. januar 2007 indtil den 30. juni 2014.«

Artikel 2

Hvis en medlemsstat som følge af ændringen af forordning (EF) nr. 1857/2006 ønsker at forlænge foranstaltninger, hvorom de har givet kortfattede oplysninger til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 20 i nævnte forordning, anses de kortfattede oplysninger om forlængelsen af disse foranstaltninger for at være meddelt Kommissionen, forudsat at de ikke ændres væsentligt.

Artikel 3

Hvor forordning (EF) nr. 1857/2006 henviser til kriterierne i forordning (EF) nr. 1698/2005, finder disse kriterier fortsat anvendelse på vurderingen af statsstøtte i henhold til forordning (EF) nr. 1857/2006 i den forlængede anvendelsesperiode, selv efter ikrafttrædelsen af den nye forordning, der erstatter forordning (EF) nr. 1698/2005.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 142 af 14.5.1998, s. 1.

(2)  EUT C 227 af 6.8.2013, s. 1.

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1857/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion af landbrugsprodukter, og om ændring af forordning (EF) nr. 70/2001 (EUT L 358 af 16.12.2006, s. 3).

(4)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om modernisering af EU's statsstøttepolitik af 8.5.2012, COM(2012) 209 final.

(5)  Rådets forordning (EU) nr. 733/2013 af 22. juli 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 994/98 om anvendelse af artikel 92 og 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på visse former for horisontal statsstøtte (EUT L 204 af 31.7.2013, s. 11).

(6)  Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) (EUT L 214 af 9.8.2008, s. 3).

(7)  Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1).


Top