EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R0430

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 430/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand og om afslutning af proceduren for Indonesien

OJ L 129, 14.5.2013, p. 1–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 11 Volume 126 P. 199 - 209

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 25/07/2019: This act has been changed. Current consolidated version: 16/02/2019

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/430/oj

14.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 129/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 430/2013

af 13. maj 2013

om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Thailand og om afslutning af proceduren for Indonesien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Midlertidige foranstaltninger

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indførte den 15.november 2012 ved forordning (EU) nr. 1071/2012 (2) (»forordningen om midlertidig told«) en midlertidig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Thailand.

(2)

Proceduren blev indledt ved en indledningsmeddelelse (3), der blev offentliggjort den 16. februar 2012 som følge af en klage, der blev indgivet den 3. januar 2012 af Defence Committee of Tube or Pipe Cast Fittings, of Malleable Cast Iron of the European Union (»klageren«) på vegne af producenter, som tegner sig for over 50 % af Unionens samlede produktion af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind (»deformerbare fittings med gevind«).

(3)

Som anført i betragtning 15 i forordningen om midlertidig told omfattede undersøgelsen af dumping og skade perioden fra 1. januar 2011 til 31. december 2011 (herefter »undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for skadesvurderingen dækkede perioden fra 1. januar 2008 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

2.   Efterfølgende procedure

(4)

Efter fremlæggelsen af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for beslutningen om at indføre midlertidige antidumpingforanstaltninger (»fremlæggelse af foreløbige konklusioner«), indgav adskillige interesserede parter skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner. Parter, der anmodede herom, fik også lejlighed til at blive hørt.

(5)

Kommissionen fortsatte med at indhente og analysere alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen.

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(6)

En interesseret part hævdede, at den vare, de importerer, ikke burde være omfattet af den pågældende vare, da denne vare besad særlige tekniske egenskaber. Disse deformerbare fittings har konisk gevind i modsætning til det lige gevind i de andre importerede deformerbare fittings.

(7)

Det fremgik imidlertid af undersøgelsen, at bortset fra disse tekniske egenskaber har rørfittings med konisk gevind de samme fysiske og tekniske egenskaber som de andre importerede deformerbare fittings. Desuden viste undersøgelsen for så vidt angår anvendelsesformål, at rørfittings med konisk gevind anvendes på samme måde som de andre importerede deformerbare fittings. Faktisk blev det konstateret i en medlemsstat, hvor begge typer anvendes, at de var indbyrdes udskiftelige. Denne påstand blev derfor afvist.

(8)

En interesseret part hævdede, at deformerbare fittings med gevind og hvid kerne kan sælges over hele Unionen, mens deformerbare fittings med gevind og sort kerne kun kan sælges i Det Forenede Kongerige, Republikken Irland, Malta og Cypern. Derfor konkurrerer deformerbare fittings med gevind og sort og hvid kerne angiveligt ikke fuldt ud på EU-markedet.

(9)

Det fremgik imidlertid af undersøgelsen, at størstedelen af importen af deformerbare fittings med gevind og sort kerne med oprindelse i de pågældende lande går til lande på det europæiske kontinent, f.eks. Tyskland, Italien, Polen og Spanien. Det konkluderes således, at deformerbare fittings med gevind og sort og hvid kerne konkurrerer fuldt ud på EU-markedet og ikke kun i et begrænset antal medlemsstater.

(10)

En importør gentog sin påstand om, at samlinger af kompressionsfittings ikke burde høre under definitionen af den pågældende vare. Denne importør gjorde gældende, at samlinger af kompressionsfittings har et andet anvendelsesformål og fremlagde dokumentation for, at gevindet på samlingen af kompressionsfittings let kan skelnes fra gevindet på en standardfitting, da det er fremstillet efter en anden ISO-standard (4). Efter at have overvejet den fremsendte dokumentation blev det konkluderet, at varedækningen burde begrænses i overensstemmelse hermed.

(11)

To andre interesserede parter fremførte, at fittings af deformerbart støbejern til elektriske installationsrør og særlig runde forgreningsdåser med gevind af deformerbart støbejern, som er en væsentlig del i alle kabelkanaler og installationsrør, burde udelukkes fra varedækningen. De hævdede, at sådanne forgreningsdåser har forskellige formål (dvs. samle og beskytte elektriske ledningssystemer i modsætning til sikre mod et begrænset udslip af gas eller vand som i tilfælde af standardfittings, der blev undersøgt i denne procedure). De kan også nemt skelnes fra andre fittings (i stedet for at skulle være absolut gas- eller væsketætte, har de et let aftageligt låg, der sikrer nem adgang til ledningerne, når de er samlet i et system efter import. Efter nøje overvejelse af disse argumenter, blev det konkluderet, at runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern bør udelukkes fra varedækningen.

(12)

Ud fra ovenstående blev det fundet hensigtsmæssigt at revidere definitionen af varedækningen som fastlagt ved forordningen om midlertidig told. Derfor er den pågældende vare definitivt fastlagt som rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7307 19 10, med undtagelse af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern.

(13)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende den pågældende vare og samme vare, bekræftes konklusionerne i betragtning 17-21 og betragtning 23-28 i forordningen om midlertidig told hermed.

C.   STIKPRØVEUDTAGNING

(14)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner indkom der ingen bemærkninger til stikprøveudtagningen af EU-producenter, eksporterende producenter i Kina og ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Konklusionerne i betragtning 29-31 i forordningen om midlertidig told bekræftes hermed.

D.   DUMPING

1.   Folkerepublikken Kina

1.1.   Markedsøkonomisk behandling og individuel behandling

(15)

Da der ikke er fremsat bemærkninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, bekræftes de foreløbige konklusioner i betragtning 32-46 i forordningen om midlertidig told hermed.

1.2.   Referenceland

(16)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om referencelandet, bekræftes konklusionerne i betragtning 47-53 i forordningen om midlertidig told hermed.

1.3.   Normal værdi, eksportpris og sammenligning

(17)

En kinesisk eksporterende producent hævdede, at den normale værdi burde beregnes ud fra det hjemmemarkedssalg, som den eneste samarbejdsvillige producent i referencelandet havde, selv om det ikke har fundet sted i repræsentativ mængde som fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 2. Dette krav kan godkendes i forbindelse med et referenceland. I overensstemmelse hermed blev det hjemmemarkedssalg, som den eneste samarbejdsvillige producent i referencelandet havde haft i normal handel, anvendt til at fastsætte den normale værdi.

(18)

Den samme kinesiske eksporterende producent hævdede, at dumpingmargenen burde fastsættes ud fra det samlede eksportsalg og ikke kun for de varetyper, der var direkte sammenlignelige med de typer, der var blevet solgt på hjemmemarkedet af producenten i referencelandet. Denne påstand blev godkendt. Med hensyn til disse ikke direkte sammenlignelige varetyper var den normale værdi baseret på den matematiske gennemsnitlige normale værdi for de tilsvarende varetyper, og der blev foretaget en justering ved hjælp af markedsværdien for forskellene i de fysiske egenskaber i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra a).

(19)

Da der ikke er fremsat andre bemærkninger om normal værdi, eksportpris og sammenligning, bekræftes konklusionerne i betragtning 54, 59-61 og 64-67 i forordningen om midlertidig told hermed.

1.4.   Dumpingmargener

(20)

For de virksomheder, der indgik i stikprøven, blev den vejede gennemsnitlige normale værdi af hver type af den samme vare, som blev beregnet for referencelandet, sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(21)

På det grundlag blev de endelige dumpingmargener, udtrykt som en procentdel af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsat til følgende:

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

Hebei Jianzhi

57,8

Jinan Meide

40,8

Qingdao Madison

24,6

(22)

Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, blev beregnet i henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 6. Denne margen blev i overensstemmelse hermed beregnet på grundlag af de margener, der var fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven.

(23)

På dette grundlag blev dumpingmargenen for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, midlertidigt fastsat til 41,1 %.

(24)

For alle de andre eksporterende producenter i Kina blev dumpingmargenerne beregnet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18. Til dette formål blev samarbejdsgraden først fastlagt ved at sammenligne mængden af eksport til Unionen, som de samarbejdsvillige eksporterende producenter havde angivet, med mængden af den kinesiske eksport som fastsat i betragtning 51.

(25)

Da samarbejdet udgjorde over 50 % af den samlede kinesiske eksport til Unionen, og da erhvervsgrenen kan betragtes som opsplittet på grund af det store antal eksporterende producenter i Kina, kan samarbejdsgraden betragtes som høj. Derfor blev restdumpingtolden fastsat til niveauet for den virksomhed i stikprøven, som havde den højeste dumpingmargen.

(26)

På det grundlag blev de endelige dumpingmargener, udtrykt som en procentdel af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsat til følgende:

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

Hebei Jianzhi

57,8

Jinan Meide

40,8

Qingdao Madison

24,6

Andre samarbejdsvillige virksomheder

41,1

Alle andre virksomheder

57,8

2.   Indonesien

2.1.   Normal værdi, eksportpris og sammenligning

(27)

Da der ikke er fremsat bemærkninger vedrørende normal værdi, eksportpris og sammenligning, bekræftes konklusionerne i betragtning 75-87 og 91 i forordningen om midlertidig told vedrørende Indonesien hermed.

2.2.   Dumpingmargener

(28)

Da samarbejdsgraden blev betragtet som høj (eksportmængden fra den eneste samarbejdsvillige indonesiske virksomhed tegnede sig for mere end 80 % af den samlede indonesiske eksport til Unionen i UP), blev dumpingmargenen for alle andre eksporterende producenter fra Indonesien fastsat til det samme niveau som for den samarbejdsvillige virksomhed.

(29)

På det grundlag blev de endelige dumpingmargener for de indonesiske virksomheder, udtrykt som en procentdel af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsat til følgende:

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

PT. Tri Sinar Purnama

11,0

Alle andre virksomheder

11,0

3.   Thailand

3.1.   Normal værdi, eksportpris og sammenligning

(30)

Der blev ikke modtaget bemærkninger, som kunne føre til en ændring i den anvendte metode for den aktuelle dumpingberegning i forbindelse med Thailand.

(31)

Følgelig bekræftes konklusionerne i betragtning 75-88 i forordningen om midlertidig told vedrørende normal værdi, eksportpris og sammenligning, for så vidt angår Thailand.

3.2.   Dumpingmargener

(32)

En fornyet undersøgelse og en tilpasning af dumpingberegningen førte til en lidt lavere dumpingmargen på 15,5 % for en af de thailandske eksporterende producenter. Dumpingmargenen for den anden samarbejdsvillige eksporterende producent bekræftes endeligt på samme niveau som på det foreløbige stadie.

(33)

Da samarbejdsgraden blev betragtet som høj (eksportmængden fra de to samarbejdsvillige thailandske virksomheder tegnede sig for mere end 80 % af den samlede thailandske eksport til Unionen i UP), blev dumpingmargenen for alle andre eksporterende producenter fra Thailand fastsat til niveauet for den højeste dumpingmargen hos de to samarbejdsvillige virksomheder.

(34)

På det grundlag blev de endelige dumpingmargener for de thailandske virksomheder, udtrykt som en procentdel af cif-prisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, fastsat til følgende:

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

BIS Pipe Fitting Industry Co., Ltd.

15,5

Siam Fittings Co., Ltd.

50,7

Alle andre virksomheder

50,7

E.   SKADE

1.   EU-produktionen

(35)

Da der ikke er fremsat bemærkninger om EU-produktionen, bekræftes betragtning 94 i forordningen om midlertidig told hermed. Det skal tilføjes, at i den betragtede periode blev den samme vare fremstillet af yderligere tre producenter i Unionen, som ophørte med deres produktion mellem 2008 og 2009 og en anden producent, som ophørte med produktionen hen mod slutningen af den betragtede periode.

2.   Definition af EU-erhvervsgrenen

(36)

Interesserede parter hævdede, at begge de stikprøveudvalgte grupper af EU-producenter importerer den pågældende vare og derfor ikke bør anses for at være en del af EU-erhvervsgrenen jf. artikel 4, stk. 1, litra a).

(37)

I den forbindelse blev det fastslået, at begge de stikprøveudvalgte grupper af EU-producenter faktisk importerer den pågældende vare. For det første bør det bemærkes, at konklusionen om, at en EU-producent også er en importør af den pågældende vare, ikke automatisk fører til udelukkelsen af denne EU-producent fra EU-erhvervsgrenen, og for det andet at for hver af EU-producenterne var denne import af mindre betydning sammenlignet med virksomhedsgruppernes samlede produktion og salg. Det bekræftes derfor, at begge virksomhedsgrupper anses for at være en del af EU-erhvervsgrenen.

(38)

Desuden hævdede en interesseret part, at en EU-producent ikke burde anses for at være en del af EU-erhvervsgrenen, da EU-producenten angiveligt er forretningsmæssigt forbundet med en importør af den pågældende vare. Imidlertid bør det først bemærkes, at konklusionen om en forretningsmæssig forbindelse mellem en EU-producent og en eksportør ikke automatisk fører til udelukkelsen af denne EU-producent fra EU-erhvervsgrenen, og for det andet var der ikke nogen dokumentation for, at den eventuelle forretningsmæssige forbindelse mellem EU-producenten og importøren ville opfylde kriterierne i grundforordningens artikel 4, stk. 2. Desuden er den mængde, der importeres af den angiveligt forretningsmæssigt forbundne importør, kun en mindre del af den mængde, der produceres og sælges af den angiveligt forretningsmæssigt forbundne EU-producent. Af den grund ville EU-producenten stadig blive anset for at være en del af EU-erhvervsgrenen, selv hvis det blev konstateret, at EU-producenten og importøren var forretningsmæssigt forbundet.

(39)

Med hensyn til definitionen af EU-erhvervsgrenen i forbindelse med vurderingen af skade anses alle EU-producenter, som fremstillede samme vare i den betragtede periode, derfor for at udgøre erhvervsgrenen i Unionen, og vil således blive omtalt som »EU-erhvervsgrenen«, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1.

3.   EU-forbruget

(40)

En interesseret part fremsatte bemærkninger til det forhold, at EU-erhvervsgrenens produktion i den betragtede periode overstiger dens salg. Samtidig blev der rapporteret en nedgang i lagerbeholdningerne, som var usandsynlig, da en produktion, som overstiger salget, burde føre til en forøgelse af lagerbeholdningerne.

(41)

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der faktisk opstod en fejl i rapporteringen af EU-erhvervsgrenens salg i Unionen, således at en vis salgsmængde fra de EU-producenter, der ikke indgik i stikprøven, ikke blev helt medregnet, hvorimod rapporteringen på det foreløbige stadie af produktion og lagerbeholdninger blev anset for at være korrekt. Denne fejl blev rettet, og følgelig skulle EU-forbruget og markedsandelen på EU-markedet også revideres i overensstemmelse hermed. Som følge af lukningen af tre EU-producenter i den betragtede periode som omhandlet i betragtning 113 i forordningen om midlertidig told har ændringen af EU-forbruget haft en større virkning i begyndelsen af den betragtede periode.

(42)

EU-forbruget faldt markant med 28 % mellem 2008 og 2009, hvorefter det steg med 7 procentpoint til et niveau, der lå 21 % under forbruget i begyndelsen af den betragtede periode.

EU-forbrug (ton)

 

2008

2009

2010

UP

EU-forbruget

84 270

60 807

60 640

66 493

Indeks

100

72

72

79

Kilde:

Oplysninger i klagen, Eurostat og spørgeskemabesvarelser

4.   Import fra de pågældende lande

4.1.   Kumulativ vurdering af virkningerne af den pågældende import

(43)

Hvad angår mængden af dumpingimport fra Indonesien, blev det endeligt bekræftet, at den kun udgjorde ca. 2,5 % af den samlede import af samme vare til Unionen i UP. Den kan derfor ikke betragtes som en årsag til den væsentlige skade, som påførtes EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 3, eller bestemmelserne i WTO's antidumpingaftale.

(44)

I lyset af ovenstående konkluderes det endeligt, at denne import ikke skal kumuleres med dumpingimporten fra Kina og Thailand.

(45)

Med hensyn til den kumulative vurdering af importen fra Kina og Thailand i forbindelse med analysen af skade og årsagssammenhæng hævdede interesserede parter, at importen fra Thailand ikke burde vurderes kumulativt med importen fra Kina af flere årsager.

(46)

For det første blev det fremført, at salgsmængden af importen fra Thailand er meget lavere end importen fra Kina, og at salgsmængden for importen fra Thailand er for nedadgående i absolutte tal. Imidlertid er mængden af importen fra Thailand ikke ubetydelig og derfor tilstrækkelig til, at der kan foretages kumulation. Desuden øgede den thailandske import sin markedsandel i den betragtede periode med 19 % (jf. tabellen i betragtning 51), selv om den faldt i absolutte tal (jf. tabellen i betragtning 52).

(47)

Med hensyn til priserne blev det fremført, at importen fra Thailand gennemsnitligt sælges til højere priser end importen fra Kina. Det er korrekt, men den thailandske import underbyder ikke desto mindre i betydelig grad EU-erhvervsgrenens priser. Endvidere var prisforskellen mellem importen fra Thailand og importen fra Kina konstant faldende i den betragtede periode fra 698 EUR/ton i 2008 til 472 EUR/ton i UP, jf. tabellen i betragtning 108 i forordningen om midlertidig told.

(48)

Da der ikke er fremsat andre specifikke påstande eller bemærkninger, bekræftes indholdet af betragtning 98-105 i forordningen om midlertidig told hermed.

4.2.   Importmængde, markedsandel af den pågældende dumpingimport, dens importpriser og underbud.

(49)

Nogle interesserede parter hævdede, at importmængden for Kina som anført i betragtning 106 i forordningen om midlertidig told er for høj, da den relevante KN-kode omfatter alle former for fittings af deformerbart støbejern og ikke kun fittings med gevind.

(50)

I denne forbindelse skal det bemærkes, at ikke hele den indberettede mængde under KN-koden blev anset for at være fittings med gevind. Den mængde, der blev indberettet i forordningen om midlertidig told, var allerede justeret i nedadgående retning ud fra oplysninger fra de nationale toldmyndigheder. Denne mængde var i tråd med oplysningerne i klagen. Interesserede parter havde tilstrækkelig tid til at indsende bemærkninger hertil. Imidlertid indkom der ingen oplysninger i den forbindelse af nogen af de interesserede parter hverken før offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told eller inden for den frist, der var givet for indsendelse af bemærkninger til forordningen om midlertidig told. Det kinesiske handelskammer indsendte nogle kvantificerbare oplysninger vedrørende det angiveligt korrekte omfang af kinesisk import meget sent i proceduren, næsten to måneder efter fristen for indsendelse af bemærkninger til forordningen om midlertidig told, med andre ord næsten et år efter undersøgelsens indledning, da importtallene blev oplyst for første gang i den ikke fortrolige udgave af klagen. Indsendelsen af disse oplysninger efter fristen betyder, at det ikke er muligt at verificere disse gennem en objektiv undersøgelsesproces uden at forlænge undersøgelsesperioden urimeligt ud over den frist på 15 måneder, der er fastlagt i grundforordningens artikel 6, stk. 9. Under alle omstændigheder synes disse oplysninger at undervurdere importmængden fra Kina væsentligt, da de kun er baseret på skøn vedrørende eksporten fra de samarbejdsvillige virksomheder og derfor ikke kan anses for nøjagtige. Påstanden blev derfor afvist.

(51)

Imidlertid indsendte en række importører oplysninger om deres import af varer ud over den pågældende vare, der blev importeret under samme KN-kode i den betragtede periode. Der kunne tages hensyn til disse oplysninger, og importmængden fra de pågældende lande blev i overensstemmelse hermed justeret i nedadgående retning.

Importmængde til Unionen (ton)

 

2008

2009

2010

UP

Kina

24 180

20 876

20 416

28 894

Indeks

100

86

84

119

Thailand

3 723

2 681

3 331

3 485

Indeks

100

72

89

94

De to pågældende lande

27 903

23 558

23 747

32 379

Indeks

100

84

85

116

Kilde:

Oplysninger i klagen, Eurostat og spørgeskemabesvarelser

(52)

Som følge af problematikken vedrørende EU-erhvervsgrenens salg i Unionen som anført i betragtning 41 måtte også markedsandelen for dumpingimporten fra de to pågældende lande justeres. Markedsandelen for dumpingimporten fra de to pågældende lande steg med 15,6 procentpoint fra 33,1 % til 48,7 % i den betragtede periode. Denne vækst i markedsandelen fandt hovedsagelig sted mellem 2010 og UP i en periode, hvor efterspørgslen var på vej op igen.

EU-erhvervsgrenens markedsandel

 

2008

2009

2010

UP

Kina

28,7 %

34,3 %

33,7 %

43,5 %

Indeks

100

120

117

151

Thailand

4,4 %

4,4 %

5,5 %

5,2 %

Indeks

100

100

124

119

De to pågældende lande

33,1 %

38,7 %

39,2 %

48,7 %

Indeks

100

117

118

147

Kilde:

Oplysninger i klagen, Eurostat og spørgeskemabesvarelser

(53)

En interesseret part anmodede om, at de samlede oplysninger om salgsprisen pr. varetype for EU-erhvervsgrenen skulle fremlægges. Da stikprøven imidlertid kun bestod af to grupper af producenter, som anført i betragtning 111 i forordningen om midlertidig told, kunne de faktiske samlede oplysninger ikke fremlægges af fortrolighedshensyn. Dette hensyn gælder også for fremlæggelsen af de samlede oplysninger om salgsprisen pr. varetype.

(54)

Interesserede parter hævdede, at importen fra de pågældende lande kommer ind i Unionen i et andet handelsled end de varer, der sælges af EU-producenterne. Det blev faktisk bekræftet, at det er tilfældet, og EU-erhvervsgrenen og importørerne er normalt fælles om en væsentlig del af kunderne. Påstanden kunne derfor godkendes, og der blev givet en indrømmelse i form af en justering for handelsled.

(55)

Følgelig blev underbudsmargenerne i betragtning 110 i forordningen om midlertidig told justeret i nedadgående retning. Ikke desto mindre var de underbudsmargener, der blev konstateret, ret betydelige på mellem 25 % til 45 %, med undtagelse af en thailandsk eksportør, hvor underbudsmargenen blev konstateret til ca. 10 %.

(56)

Da der ikke er fremsat andre påstande eller bemærkninger, bekræftes indholdet af betragtning 108-109 i forordningen om midlertidig told hermed.

5.   EU-erhvervsgrenens situation

(57)

I mangel af andre påstande eller bemærkninger bekræftes betragtning 111 i forordningen om midlertidig told hermed.

5.1.   Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(58)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse, bekræftes betragtning 112-114 i forordningen om midlertidig told hermed.

5.2.   Lagerbeholdninger

(59)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til lagerbeholdninger, bekræftes betragtning 115 i forordningen om midlertidig told hermed.

5.3.   Salgsmængde og markedsandel

(60)

Som følge af den problematik, der er omhandlet i betragtning 41, måtte salgsmængderne og markedsandelen for EU-erhvervsgrenen også justeres. EU-producenternes salgsmængde på EU-markedet faldt markant med 36 % mellem 2008 og 2009 på grund af den faldende efterspørgsel. Efter 2009 steg efterspørgslen dog igen i Unionen med ca. 6 000 ton, jf. betragtning 42, men EU-erhvervsgrenens salg faldt yderligere med endnu 5 procentpoint eller 2 440 ton indtil udgangen af den betragtede periode.

EU-salgsmængde (ton)

Alle producenter

2008

2009

2010

UP

EU-salget

48 823

31 069

30 466

28 629

Indeks

100

64

62

59

Kilde:

Spørgeskemabesvarelser fra EU-producenter i stikprøven, klagen

(61)

EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt konstant med 26 % eller med 14,8 procentpoint i den betragtede periode, mens dumpingimportens markedsandel steg med 15,6 procentpoint i samme periode, jf. betragtning 52.

EU-erhvervsgrenens markedsandel

Alle producenter

2008

2009

2010

UP

Markedsandel

57,9 %

51,1 %

50,2 %

43,1 %

Indeks

100

88

87

74

Kilde:

Oplysninger i klagen, Eurostat og spørgeskemabesvarelser

(62)

En interesseret part hævdede, at markedsandelen i det markedssegment, der ikke er hjemmemarkedet i Det Forenede Kongerige, viste andre markedsandele, og at EU-erhvervsgrenen havde en større markedsandel, mens markedsandelen for kinesisk import var mindre i dette specifikke segment af EU-markedet.

(63)

Det er meget muligt, at EU-erhvervsgrenen har en højere markedsandel i et specifikt markedssegment i en enkelt medlemsstat. Det er faktisk normalt, at de forskellige erhvervsdrivende ikke har de samme markedsandele i alle markedssegmenter i alle medlemsstater. Imidlertid omfatter denne skadesanalyse EU-markedet som en helhed. I den forbindelse blev det bekræftet, at EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt betydeligt som forklaret ovenfor.

6.   Konklusion om skade

(64)

Da der ikke er fremsat andre påstande eller bemærkninger, bekræftes indholdet af betragtning 118-133 i forordningen om midlertidig told, herunder den konklusion, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, hermed.

F.   ÅRSAGSSAMMENHÆNG

1.   Andre faktorers indvirkning

1.1.   Import fra andre tredjelande

(65)

Som følge af problematikken vedrørende EU-erhvervsgrenens salg i Unionen som anført i betragtning 41 måtte også markedsandelen for andre tredjelande justeres. Importen fra de andre tredjelande var begrænset i hele den betragtede periode. Den samlede markedsandel for importen fra andre lande end de to pågældende lande faldt i den betragtede periode med 0,8 procentpoint fra 9,0 % til 8,2 %.

(66)

De næststørste importkilder i UP var Brasilien, Indonesien og Tyrkiet, som havde markedsandele på mellem henholdsvis 1,3 % og 1,5 %, og alle disse lande havde stabile eller faldende markedsandele i den betragtede periode.

Markedsandel for importen

 

2008

2009

2010

UP

Brasilien

3,1 %

3,6 %

3,9 %

1,5 %

Indonesien

1,5 %

2,4 %

1,9 %

1,5 %

Tyrkiet

1,3 %

1,9 %

1,8 %

1,3 %

Andre lande

3,0 %

2,3 %

3,1 %

3,9 %

I alt

9,0 %

10,2 %

10,6 %

8,2 %

Indeks

100

114

118

92

Kilde:

Eurostat

(67)

Som følge af begrænsede mængder og den stabile tendens kan det konkluderes, at importen fra andre tredjelande end de pågældende lande ikke har bidraget til den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt i UP.

1.2.   Udviklingen i EU-forbruget

(68)

Interesserede parter gør gældende, at EU-forbruget udviklede sig negativt, da der dukkede alternative varer op, som var fremstillet af andre materialer end deformerbart støbejern, som f.eks. plastik, rustfrit stål, kulstofstål og kobber samt ny forbindelsesteknologi. Som et resultat heraf har nogle EU-producenter udvidet deres varesortiment, som nu også omfatter nogle af disse alternative varer.

(69)

I den forbindelse skal det bemærkes, at virkningerne af alternative varer blev behandlet i betragtning 146 i forordningen om midlertidig told. Virkningerne af alternative varer var negative på EU-forbruget, hvilket følgelig påvirkede EU-producenternes produktion og salgsmængde.

(70)

Som allerede anført i forordningen om midlertidig told blev den skadevoldende virkning af det faldende EU-forbrug imidlertid forværret af den stadige stigning af dumpingimporten, som steg med 15,6 procentpoint af markedsandelen i et faldende marked. Efterspørgslen i Unionen steg med ca. 6 000 ton mellem 2009 og UP som anført i betragtning 60, men EU-erhvervsgrenens salg faldt yderligere med 2 440 ton indtil udgangen af den betragtede periode i et marked, der var på vej op.

(71)

På baggrund af ovenstående konkluderes det, at den negative udvikling af EU-forbruget ikke bryder årsagssammenhængen mellem dumpingimporten og den skade, som blev påført EU-erhvervsgrenen.

1.3.   Faldet i produktionskapaciteten skyldes ikke dumpingimporten

(72)

Interesserede parter hævdede, at faldet i EU-produktionskapaciteten som omhandlet i betragtning 113 i forordningen om midlertidig told skyldes det forhold, at tre EU-producenter lukkede mellem 2008 og 2009 som følge af den økonomiske krise. Denne nedgang kan derfor angiveligt ikke tillægges importen fra de pågældende lande.

(73)

I den forbindelse påpeges det, at det allerede blev anført i betragtning 113 i forordningen om midlertidig told, at den væsentligste årsag til nedgangen i produktionskapaciteten var lukningen af de tre EU-producenter.

(74)

Imidlertid kan lukningen af de tre EU-producenter ikke kun ses som et resultat af den faldende efterspørgsel. I den betragtede periode har det faldende EU-marked som anført i betragtning 42 været udsat for en stadig stigende import fra de pågældende lande, som øgede markedsandelen med 15,6 procentpoint, jf. betragtning 52. Det er derfor klart, at ikke kun den faldende efterspørgsel har bidraget til lukningen af de tre EU-producenter og dermed til faldet i EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet. Der er også en klar forbindelse mellem faldet i EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet og dumpingimportens stigende markedsandel.

1.4.   EU-producenternes import af den pågældende vare

(75)

Interesserede parter hævdede, at den skade, som EU-producenterne led, var selvforskyldt, da de angiveligt importerede betydelige mængder af den pågældende vare. Denne påstand blev ikke underbygget af undersøgelsesresultaterne. Oplysninger fra både EU-producenterne og fra de samarbejdsvillige eksportører viste, at for hver af de stikprøveudvalgte grupper af EU-producenter var denne import af mindre betydning sammenlignet med deres samlede produktion og salg af varer, som de selv havde fremstillet, som allerede anført i betragtning 37. I betragtning af den ringe betydning af EU-erhvervsgrenens importmængde af den pågældende vare blev det konkluderet, at denne import ikke bidrog til den skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt. Denne påstand blev derfor afvist.

1.5.   Anvendelsen af 2008 som begyndelsesår

(76)

Interesserede parter hævdede, at den nedadgående tendens i forbindelse med EU-erhvervsgrenen stort set er baseret på anvendelsen af 2008 som referenceår for den betragtede periode. Angiveligt var 2008 et usædvanligt godt år for EU-erhvervsgrenen. Imidlertid tyder oplysningerne i klagen på, at EU-erhvervsgrenens situation i 2007 var lig med eller bedre end situationen i 2008. Det konkluderes derfor, at konstateringen af skade ikke afhænger af, om 2008 blev anvendt som begyndelsesår.

2.   Konklusion om årsagssammenhæng

(77)

Under hensyntagen til ovennævnte og da der ikke er fremsat andre påstande eller bemærkninger, bekræftes indholdet af betragtning 134-153 i forordningen om midlertidig told hermed.

(78)

Alt i alt kan det bekræftes, at den væsentlige skade, som blev påført EU-erhvervsgrenen i form af faldende rentabilitet, produktionsmængder, kapacitetsudnyttelse, salgsmængder og markedsandele, blev forvoldt af den pågældende dumpingimport. Virkningen af den faldende efterspørgsel på EU-erhvervsgrenens negative udvikling i form af produktionskapacitet, produktion og salg var faktisk begrænset.

(79)

I betragtning af ovenstående analyse, hvor der er gjort behørigt rede for og skelnet mellem virkningerne af alle kendte faktorer på EU-erhvervsgrenens situation i forbindelse med de skadevoldende virkninger af dumpingimporten, bekræftes det hermed, at disse andre faktorer ikke i sig selv ændrer det forhold, at den konstaterede skade må tilskrives dumpingimporten.

G.   UNIONENS INTERESSE

(80)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes betragtning 154-164 i forordningen om midlertidig told, herunder den konklusion, at der ikke findes nogen tvingende årsager til ikke at indføre foranstaltninger over for dumpingimporten fra de pågældende lande, hermed.

H.   ENDELIGE FORANSTALTNINGER

1.   Skadestærskel

(81)

Skadestærsklerne blev justeret for at tage højde for omfanget af handelsjusteringen i beregningen af underbud, som anført i betragtning 54 og 55 ovenfor. Da der ikke er fremsat andre specifikke bemærkninger, bekræftes betragtning 165-170 i forordningen om midlertidig told hermed.

2.   Endelige foranstaltninger

(82)

I betragtning af konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng og EU's interesse og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9 fastslås det, at der bør indføres en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina og Thailand ved den laveste fundne dumpingmargen og skadestærskel, i henhold til reglen om den lavest mulige told, hvilket i alle tilfælde på nær ét er dumpingmargenen.

(83)

(83) I betragtning af den høje samarbejdsgrad blandt de kinesiske og thailandske eksporterende producenter blev tolden for alle andre virksomheder fra begge lande fastsat til den højeste told, der skulle pålægges de virksomheder fra det respektive land, der indgik i stikprøven eller havde samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Tolden for »alle andre virksomheder« vil finde anvendelse på de virksomheder, som ikke havde samarbejdet i undersøgelsen, og på de virksomheder, som ikke havde eksport af den pågældende vare til Unionen i UP.

(84)

For de samarbejdsvillige ikke-stikprøveudvalgte kinesiske virksomheder i bilaget til denne forordning fastsættes den endelige told til det vejede gennemsnit af satserne for de stikprøveudvalgte virksomheder.

(85)

Satserne for den endelige antidumpingtold er, som følger:

Folkerepublikken Kina

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

Skadesmargen (%)

Toldsats (%)

Hebei Jianzhi Casting Group Ltd.

57,8

96,1

57,8

Jinan Meide Casting Co., Ltd.

40,8

84,4

40,8

Qingdao Madison Industrial Co., Ltd.

24,6

89,4

24,6

Andre samarbejdsvillige virksomheder

41,1

86,3

41,1

Alle andre virksomheder

 

 

57,8

Thailand

Virksomhed

Dumpingmargen (%)

Skadesmargin (%)

Toldsats (%)

BIS Pipe Fitting Industry Co., Ltd.

15,5

43,1

15,5

Siam Fittings Co., Ltd.

50,7

14,9

14,9

Alle andre virksomheder

 

 

15,5

(86)

De individuelle antidumpingtoldsatser, der er anført i denne forordning, blev fastsat ud fra konklusionerne i denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der konstateredes for disse virksomheder i forbindelse med undersøgelsen. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre virksomheder«) udelukkende anvendelse på import af den pågældende vare med oprindelse i Kina og Thailand og fremstillet af virksomhederne og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Den importerede pågældende vare, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning med navn og adresse, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser og er omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«.

(87)

Anmodninger om anvendelse af en individuel antidumpingtoldsats for virksomheder (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) bør omgående indgives til Kommissionen (5) med alle relevante oplysninger, især om ændringer i virksomhedens aktiviteter med hensyn til produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Forordningen vil i givet fald blive ændret i overensstemmelse hermed gennem en ajourføring af listen over virksomheder, der er omfattet af individuelle toldsatser.

(88)

Med hensyn til Kina og for at sikre lige behandling af nye eksportører og de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, bør der fastsættes bestemmelser om, at den vejede gennemsnitlige told, der indføres for sidstnævnte virksomheder, også skal gælde for nye eksportører, som ellers ville være berettiget til en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, da nævnte artikel ikke finder anvendelse, når der er blevet anvendt stikprøver.

(89)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for, at det påtænktes at anbefale, at der indføres en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i Kina og Thailand, og at der skulle foretages en endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told (»den endelige fremlæggelse«). De fik også en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til denne fremlæggelse af oplysninger.

(90)

Da der efter den endelige fremlæggelse ikke blev fremført nye argumenter, der kunne påvirke udfaldet af vurderingen af sagen, er en ændring af konklusionerne, som beskrevet ovenfor, ikke berettiget.

I.   TILSAGN

(91)

En samarbejdsvillig thailandsk eksporterende producent tilbød at afgive et pristilsagn i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 1. Imidlertid findes den pågældende vare i en lang række forskellige varetyper (den eksporterende producent meddelte mere end 900 varetyper, der blev solgt til Unionen), for hvilke priserne varierer betydeligt (med op til 200 % for de hyppigst solgte typer, men nogle mindre hyppigt solgte varetyper kan være 10 gange så dyre som andre), hvilket således udgør en meget høj risiko for krydskompensation. Desuden kan varetyperne udvikle sig med hensyn til design og finish. Det var derfor opfattelsen, at varen ikke egner sig til pristilsagn. Ligeledes har det været Kommissionens faste praksis i de seneste år ikke at godtage tilsagn i sager, hvor varen findes i en sådan mangfoldighed af varetyper. Følgelig blev tilbuddet om pristilsagn afvist.

J.   ENDELIG OPKRÆVNING AF DEN MIDLERTIDIGE TOLD

(92)

På grund af størrelsen af den konstaterede dumpingmargen og omfanget af den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, anses det for nødvendigt, at de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af en midlertidig antidumpingtold, som blev indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt. Såfremt den endelige told er højere end den midlertidige told, bør der kun opkræves de beløb endeligt, der er sikret ved den midlertidige told, mens de beløb, der er sikret ud over den endelige antidumpingtold, bør frigives.

(93)

Da samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern nu er udelukket fra varedækningen (jf. betragtning 8 og 11 ovenfor), bør de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told vedrørende importen af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, frigives.

K.   AFSLUTNING AF PROCEDUREN VEDRØRENDE INDONESIEN

(94)

Som forklaret i betragtning 43 kan mængderne af dumpingimport fra Indonesien ikke betragtes som en årsag til den væsentlige skade, som påførtes EU-erhvervsgrenen. Følgelig er det opfattelsen, at det ikke er nødvendigt med beskyttelsesforanstaltninger, og at proceduren med hensyn til Indonesien bør afsluttes.

(95)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det er hensigten at anbefale, at undersøgelsen afsluttes, og der blev ikke gjort indsigelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, med undtagelse af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, som for øjeblikket tariferes under KN-kode 7307 19 10 (Taric-kode 7307191010) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Thailand.

2.   Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for den i stk. 1 omhandlede vare fremstillet af nedenstående virksomheder:

Land

Virksomhed

Toldsats (%)

Taric-tillægskode

Kina

Hebei Jianzhi Casting Group Ltd. - Yutian County

57,8

B335

 

Jinan Meide Casting Co., Ltd. - Jinan

40,8

B336

 

Qingdao Madison Industrial Co., Ltd. -Qingdao

24,6

B337

 

Hebei XinJia Casting Co., Ltd. - XuShui County

41,1

B338

 

Shijiazhuang Donghuan Malleable Iron Castings Co., Ltd. – Xizhaotong Town

41,1

B339

 

Linyi Oriental Pipe Fittings Co., Ltd. - Linyi City

41,1

B340

 

China Shanxi Taigu County Jingu Cast Co., Ltd. - Taigu County

41,1

B341

 

Yutian Yongli Casting Factory Co., Ltd. - Yutian County

41,1

B342

 

Langfang Pannext Pipe Fitting Co., Ltd. - LangFang, Hebei

41,1

B343

 

Tangshan Daocheng Casting Co., Ltd. -Hongqiao Town, Yutian County

41,1

B344

 

Tangshan Fangyuan Malleable Steel Co., Ltd. - Tangshan

41,1

B345

 

Taigu Tongde Casting Co., Ltd. - Nanyang Village, Taigu

41,1

B346

 

Alle andre virksomheder

57,8

B999

Thailand

BIS Pipe Fitting Industry Co., Ltd. - Samutsakorn

15,5

B347

 

Siam Fittings Co., Ltd - Samutsakorn

14,9

B348

 

Alle andre virksomheder

15,5

B999

3.   De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

1.   De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told i henhold til forordning (EU) nr. 1071/2012 på importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, med undtagelse af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern, som for øjeblikket tariferes under KN-kode 7307 19 10 (Taric-kode 7307191010) og med oprindelse i Kina og Thailand, opkræves endeligt. De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumpingtold, frigives.

2.   De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told i henhold til forordning (EU) nr. 1071/2012 på importen af samlinger af kompressionsfittings i henhold til ISO DIN 13 metrisk gevind og runde forgreningsdåser med gevind uden låg af deformerbart støbejern med oprindelse i Kina og Thailand, frigives.

Artikel 3

Hvis en ny eksporterende producent i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at den pågældende virksomhed:

ikke har eksporteret den vare, der er beskrevet i artikel 1, stk. 1, til Unionen i undersøgelsesperioden (1. januar 2011 til 31. december 2011)

ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved denne forordning indførte foranstaltninger, og

faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den undersøgelsesperiode, hvorpå foranstaltningerne er baseret, eller har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en væsentlig mængde til Unionen

kan artikel 1, stk. 2, ændres ved at tilføje den nye eksporterende producent til de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgår i stikprøven og dermed er underlagt den vejede gennemsnitlige told på 41,1 %.

Artikel 4

Antidumpingproceduren for importen af rørfittings af deformerbart støbejern med gevind, som for øjeblikket tariferes under KN-kode 7307 19 10, med oprindelse i Indonesien, afsluttes hermed.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2013.

På Rådets vegne

S. COVENEY

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EUT L 318 af 15.11.2012, s. 10.

(3)  EUT C 44 af 16.2.2012, s. 33.

(4)  Kompressionsfittings anvender ISO DIN 13 metrisk gevind, hvorimod standardfittings med gevind normalt anvender ISO 7/1 og ISO 228/1 gevind.

(5)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat H, kontor N105, B-1049 Bruxelles, BELGIEN.


Top