Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012R1271

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1271/2012 af 21. december 2012 om fravigelse af visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 1122/2009 hvad angår muligheden for at indgive ansøgninger om støtte inden for rammerne af enkeltbetalingsordningen for 2012, tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve i 2012 eller forhøjelse af deres enhedsværdi og indholdet af enkeltansøgningen, om fravigelse af forordning (EF) nr. 1120/2009 hvad angår anmeldelse af betalingsrettigheder i 2012 og om fravigelse af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 hvad angår efterprøvning af støtterettighedsbetingelser forud for udbetalingen samt datoen for, hvornår landbrugerne skal have parcellerne til deres rådighed

OJ L 357, 28.12.2012, p. 10–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

No longer in force, Date of end of validity: 26/06/2014; ophævet ved 32014R0639

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2012/1271/oj

28.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 357/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1271/2012

af 21. december 2012

om fravigelse af visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 1122/2009 hvad angår muligheden for at indgive ansøgninger om støtte inden for rammerne af enkeltbetalingsordningen for 2012, tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve i 2012 eller forhøjelse af deres enhedsværdi og indholdet af enkeltansøgningen, om fravigelse af forordning (EF) nr. 1120/2009 hvad angår anmeldelse af betalingsrettigheder i 2012 og om fravigelse af Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 hvad angår efterprøvning af støtterettighedsbetingelser forud for udbetalingen samt datoen for, hvornår landbrugerne skal have parcellerne til deres rådighed

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (1), særlig artikel 142, litra c) og r), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 kan medlemsstater, der ikke anvender artikel 68, stk. 1, litra c) i samme forordning, på visse betingelser anvende den nationale reserve. Når medlemsstaterne anvender sidstnævnte artikel, kan de forhøje enhedsværdien og/eller antallet af betalingsrettigheder, der tildeles landbrugerne. I henhold til artikel 15, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 (2) skal ansøgninger om tildeling eller eventuel forhøjelse af betalingsrettigheder inden for rammerne af enkeltbetalingsordningen med henblik på artikel 41 i forordning (EF) nr. 73/2009 indgives inden for en frist, som medlemsstaterne fastsætter. Denne frist kan ikke være senere end den 15. maj eller for Estland, Letland, Litauen, Finland og Sverige ikke senere end den 15. juni.

(2)

Ifølge artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009 må en landbruger, der ansøger om støtte i henhold til de arealrelaterede støtteordninger, kun indgive én enkeltansøgning om året.

(3)

Ifølge artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1122/2009 skal enkeltansøgningen indgives inden for en frist, som medlemsstaterne fastsætter, og som ikke må være senere end den 15. maj eller for Estland, Letland, Litauen, Finland og Sverige ikke senere end den 15. juni.

(4)

Som følge af stadigt stigende foderpriser, som skyldes de ugunstige klimaforhold, der har ramt nogle af de største kornproducenter, oplever adskillige medlemsstater en forværring af den økonomiske situation for landbrugsbedrifterne, der har alvorlige finansielle problemer her ved udgangen af 2012. Eftersom denne forværring af bedrifternes økonomiske situation også kan have langvarige og mere vidtrækkende konsekvenser, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 for 2012.

(5)

Da den frist for tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder fra den nationale reserve, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009, allerede er overskredet for 2012, bør de medlemsstater, som ønsker at anvende artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 for 2012, have mulighed for at fastsætte en ny frist for indgivelse af ansøgninger om tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder fra den nationale reserve.

(6)

For landbrugere i de berørte medlemsstater bør betingelsen i artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009 om kun at indgive én enkeltansøgning om året desuden fraviges.

(7)

Det er også nødvendigt at fravige den frist, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1122/2009, for de landbrugere, der ønsker at drage fordel af artikel 41, stk. 3, i forordning 73/2009.

(8)

Ifølge artikel 12, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1122/2009 kan medlemsstaterne fravige nævnte forordnings artikel 12 i det første år, hvor der indlemmes nye sektorer i enkeltbetalingsordningen, hvis betalingsrettighederne ikke er endeligt fastlagt på den dato, der er fastsat som sidste frist for indgivelse af enkeltansøgningen. Der er behov for en lignende undtagelse for betalingsrettigheder, der tildeles eller hvis enhedsværdi forhøjes i henhold til artikel 41, stk. 3, i forordning 73/2009, i de tilfælde hvor en sådan tildeling eller forhøjelse ikke er endeligt fastsat.

(9)

Ifølge artikel 8, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1120/2009 (3) kan betalingsrettigheder kun anmeldes til betaling én gang om året af den landbruger, der ejer dem på den dag, der er sidste frist for indgivelse af enkeltansøgningen. Denne betingelse bør fraviges.

(10)

Ifølge artikel 35, stk. 1, i forordning (EF) nr. 73/2009 skal parceller, der svarer til de støtteberettigede hektarer, som anmeldes med henblik på en betalingsrettighed, være til landbrugerens rådighed på en bestemt dato, som medlemsstaten fastsætter. Denne dato må ikke ligge efter den frist for ændring af støtteansøgningen, som medlemsstaten har fastsat.

(11)

Hvad angår de betalingsrettigheder, som tildeles, eller den enhedsværdi, der forhøjes som følge af anvendelsen af artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 er det nødvendigt at dispensere fra landbrugerens forpligtelse med hensyn til den dato, som er fastsat i nævnte forordnings artikel 35, stk. 1.

(12)

Ifølge artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 foretages der ikke betalinger i henhold til støtteordningerne i samme forordnings bilag I, før medlemsstaterne i overensstemmelse med forordningens artikel 20 har afsluttet efterprøvningen af, om støttebetingelserne er overholdt.

(13)

Hvis der på grundlag af en eller flere fravigelser i nærværende forordning foretages en tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af de betalingsrettigheder, der er omhandlet i artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009, kan de støttebetingelser, som medlemsstaterne skal efterprøve, og som er knyttet til denne tildeling eller forhøjelse, adskille sig fra de støttebetingelser, der for øjeblikket gælder i henhold til enkeltbetalingsordningen. I det tilfælde ville efterprøvningen af nye støttebetingelser i henhold til artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 hindre, at betalinger for støtteordninger, der ikke er relateret til anvendelsen af artikel 41, stk. 3, i nævnte forordning, bliver foretaget før disse nye støttebetingelser er blevet efterprøvet. For at undgå en sådan situation bør artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 fraviges, når det gælder tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder i henhold til nævnte forordnings artikel 41, stk. 3.

(14)

Ifølge artikel 29, stk. 2, i forordning (EF) nr. 73/2009 skal betalingerne foretages fra den 1. december til den 30. juni det følgende kalenderår. Uanset denne bestemmelse kan Kommissionen fastsætte, at der kan udbetales forskud før den 1. december. Denne fravigelse er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 776/2012 (4), ifølge hvilken medlemsstaterne fra den 16. oktober 2012 kan udbetale forskud op til en vis procentdel af de direkte betalinger til landbrugerne for ansøgninger indgivet i 2012. Artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 bør derfor kunne fraviges med tilbagevirkende kraft fra den 16. oktober 2012 for, under forudsætning af at efterprøvningen af støtterettighedsbetingelserne er afsluttet, at muliggøre udbetalinger inden for rammerne af støtteordninger, som ikke er knyttet til anvendelsen af artikel 41, stk. 3, i nævnte forordning.

(15)

Fravigelserne i denne forordning gælder for kalenderåret 2012. Denne forordning bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(16)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Fravigelse af forordning (EF) nr. 1122/2009

1.   Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1122/2009 kan medlemsstaterne for kalenderåret 2012 tillade, at landbrugerne senest den 31. januar 2013 indgiver ansøgninger om tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder i henhold til artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009.

2.   Uanset artikel 11, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1122/2009 kan landbrugere, som har indgivet en enkeltansøgning om støtte i henhold til hvilken som helst arealrelateret støtteordning inden en af medlemsstaten fastsat frist i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 11, stk. 2, og som i henhold til stk. 1 har indgivet en ansøgning om tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder, senest den 31. januar 2013 indgive en særskilt ansøgning om støtte i henhold til artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009.

3.   Uanset artikel 11, stk. 2, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1122/2009 kan medlemsstaterne tillade, at landbrugere, som i henhold til stk. 1 har indgivet en ansøgning om tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder, og som ikke har indgivet den i stk. 2 omhandlede enkeltansøgning, senest den 31. januar 2013 indgiver en enkeltansøgning i henhold til artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009.

4.   Den ansøgning om tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder, som indgives i henhold til stk. 1, betragtes som en særskilt støtteansøgning eller som en enkeltansøgning, jf. henholdsvis stk. 2 og 3.

5.   I tilfælde, hvor stk. 1 finder anvendelse, kan medlemsstaterne fravige bestemmelserne i artikel 12 i forordning (EF) nr. 1122/2009 vedrørende tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder, hvis betalingsrettighederne ikke er endeligt fastlagt inden for den i stk. 2 og 3 fastsatte frist.

Artikel 2

Fravigelse af forordning (EF) nr. 1120/2009

Uanset artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1120/2009 kan en landbruger, som pr. 31. januar 2013 råder over betalingsrettigheder, hvis enhedsværdi er forhøjet i henhold til artikel 1, for kalenderåret 2012 anmelde disse betalingsrettigheder til betaling af den pågældende forhøjelse.

Betalingsrettigheder, som landbrugerne for nylig har fået tildelt, og forhøjelse af betalingsrettigheder, hvis enhedsværdi er blevet forhøjet, jf. artikel 1, betragtes som anmeldt for kalenderåret 2012.

Artikel 3

Fravigelse af forordning (EF) nr. 73/2009

1.   Anvendes en eller flere af fravigelserne i artikel 1 og 2, må der for kalenderåret 2012 ikke foretages udbetalinger knyttet til en tildeling eller forhøjelse af enhedsværdien af betalingsrettigheder foretaget i henhold til artikel 41, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009, før efterprøvningen af de støttebetingelser, der gælder for den støtte, som medlemsstaterne yder, er afsluttet.

2.   Uanset artikel 29, stk. 3, i forordning (EF) nr. 73/2009 kan der, bortset fra når det gælder den støtte, der er omhandlet i stk. 1, foretages udbetalinger i henhold til støtteordningerne i bilag I for kalenderåret 2012 uanset om efterprøvningen af de støttebetingelser, der gælder for støtten omhandlet i stk. 1, er afsluttet.

3.   Uanset artikel 35, stk. 1, i forordning (EF) nr. 73/2009 står de parceller, der svarer til de støtteberettigede hektar, som ledsager en nylig tildelt betalingsrettighed, eller hvis enhedsværdi er blevet forhøjet i overensstemmelse med samme forordnings artikel 41, stk. 3, og i henhold til en eller flere af de fravigelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2, til den pågældende landbrugers rådighed den 31. januar 2013.

Artikel 4

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3, stk. 1 og 2, anvendes fra den 16. oktober 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16.

(2)  EUT L 316 af 2.12.2009, s. 65.

(3)  EUT L 316 af 2.12.2009, s. 1.

(4)  EUT L 231 af 28.8.2012, s. 8.


Top