Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R1173

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet

OJ L 306, 23.11.2011, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 01 Volume 007 P. 236 - 242

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/1173/oj

23.11.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 306/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1173/2011

af 16. november 2011

om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 136, sammenholdt med artikel 121, stk. 6,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De medlemsstater, der har euroen som valuta, har en særlig interesse i og et ansvar for at føre økonomiske politikker, som bidrager til, at Den Økonomiske og Monetære Union fungerer korrekt, og at undgå politikker, som bringer dens funktion i fare.

(2)

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) tillader, at der vedtages specifikke foranstaltninger i euroområdet, som går ud over de bestemmelser, der gælder for alle medlemsstater, med henblik på at sikre, at Den Økonomiske og Monetære Union fungerer korrekt.

(3)

Erfaringerne og fejltagelserne fra de første ti år med Den Økonomiske og Monetære Union viser, at der er behov for at forbedre den økonomiske styring i Unionen, hvilket først og fremmest bør ske ved, at medlemsstaterne i højere grad gør de i fællesskab vedtagne regler og politikker til deres egne, og ved hjælp af nogle mere solide rammer på EU-plan for overvågningen af de nationale økonomiske politikker.

(4)

De forbedrede rammer for økonomisk styring bør bygge på flere indbyrdes forbundne og sammenhængende politikker for holdbar vækst og beskæftigelse, navnlig en EU-strategi for vækst og beskæftigelse med særligt fokus på udvikling og styrkelse af det indre marked, fremme af international handel og konkurrenceevne, et europæisk semester for en styrket samordning af de økonomiske og budgetmæssige politikker, et effektivt regelsæt til forebyggelse og korrektion af uforholdsmæssigt store offentlige underskud (stabilitets- og vækstpagten), et solidt regelsæt til forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer, minimumskrav til nationale budgetmæssige rammer og forstærket regulering af og tilsyn med de finansielle markeder, herunder makroprudentielt tilsyn ved Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

(5)

Stabilitets- og vækstpagten og den samlede ramme for den økonomiske styring bør supplere og være forenelige med EU-strategien for vækst og beskæftigelse. De indbyrdes forbindelser mellem de forskellige elementer bør ikke resultere i undtagelser fra stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser.

(6)

Opnåelse og bevarelse af et dynamisk indre marked bør betragtes som et led i Den Økonomiske og Monetære Unions korrekte og gnidningsløse funktion.

(7)

Kommissionen bør spille en mere fremtrædende rolle i den styrkede overvågningsprocedure for så vidt angår vurderinger, der er specifikke for hver enkelt medlemsstat, kontroller, missioner på stedet, henstillinger og varslinger. Ved afgørelser om sanktioner bør Rådets rolle begrænses, og ved afstemninger bør reglen om omvendt kvalificeret flertal finde anvendelse.

(8)

For at sikre en permanent dialog med medlemsstaterne med henblik på at nå målene med denne forordning, bør Kommissionen aflægge overvågningsbesøg.

(9)

Kommissionen bør regelmæssigt foretage en bred evaluering af det økonomiske styringssystem, især af effektiviteten og tilstrækkeligheden af dets sanktioner. Sådanne evalueringer bør om nødvendigt suppleres med relevante forslag.

(10)

Ved gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tage hensyn til den aktuelle økonomiske situation i de berørte medlemsstater.

(11)

Styrkelsen af den økonomiske styring bør omfatte en tættere og mere rettidig inddragelse af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

(12)

Der kan etableres en økonomisk dialog med Europa-Parlamentet, som vil gøre det muligt for Kommissionen at gøre sine analyser offentligt kendte og for Rådets formand, Kommissionen og, i givet fald, formanden for Det Europæiske Råd eller formanden for Eurogruppen at føre drøftelser. En sådan offentlig debat kunne gøre det muligt at drøfte følgevirkningerne af nationale afgørelser og at udøve indbyrdes pres (peer pressure) over for de relevante aktører i fuld offentlighed. Selv om det anerkendes, at Europa-Parlamentets modparter i denne dialog er de relevante EU-institutioner og deres repræsentanter, kan Europa-Parlamentets kompetente udvalg tilbyde en medlemsstat, der er genstand for en afgørelse truffet af Rådet i henhold til artikel 4, 5 og 6 i denne forordning, at deltage i en udveksling af synspunkter. Medlemsstaternes deltagelse i en sådan udveksling af synspunkter er frivillig.

(13)

Det er nødvendigt, at der indføres yderligere sanktioner for at gøre håndhævelsen af budgetovervågningen i euroområdet mere effektiv. Disse sanktioner bør styrke den finanspolitiske overvågnings troværdighed inden for Unionens rammer.

(14)

Reglerne i denne forordning bør sikre rimelige, rettidige, graduerede og effektive mekanismer for overholdelse af den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (4) og Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (5), idet overholdelsen af budgetdisciplinen undersøges på basis af kriterierne om offentligt underskud og offentlig gæld.

(15)

Sanktionerne i henhold til denne forordning, der er baseret på den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, og som er rettet mod medlemsstater, der har euroen som valuta, bør virke som incitamenter til tilpasning til og fastholdelse af det mellemfristede budgetmål.

(16)

For at forhindre en forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed misvisende fremstilling af data vedrørende offentligt underskud og offentlig gæld, som er særdeles vigtige input for koordineringen af den økonomiske politik i Unionen, bør de ansvarlige medlemsstater pålægges en bod.

(17)

For at supplere reglerne for beregning af boden for manipulation af statistikker samt reglerne for den procedure, Kommissionen skal følge ved undersøgelsen af sådanne handlinger, bør beføjelse til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår detaljerede kriterier for fastsættelsen af bodens størrelse og for de undersøgelser, der skal foretages af Kommissionen. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(18)

For så vidt angår den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten bør tilpasning til og efterlevelse af det mellemfristede budgetmål sikres ved hjælp af en forpligtelse, der pålægges en medlemsstat, der har euroen som valuta, og som gør utilstrækkelige fremskridt med sin budgetmæssige konsolidering, til midlertidigt at deponere et rentebærende beløb. Det bør være tilfældet, når en medlemsstat, herunder en medlemsstat med et underskud, der ligger under referenceværdien på 3 % af bruttonationalproduktet (BNP), afviger væsentligt fra det mellemfristede budgetmål eller den nødvendige tilpasningssti i retning af dette mål og undlader at korrigere afvigelsen.

(19)

Den rentebærende deponering, der pålægges, bør frigives til den pågældende medlemsstat sammen med de påløbne renter, når Rådet har konstateret, at den situation, der gav anledning til forpligtelsen til at deponere beløbet, er bragt til ophør.

(20)

For så vidt angår den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten bør sanktionerne over for de medlemsstater, der har euroen som valuta, antage form af en forpligtelse til at deponere et ikke-rentebærende beløb i tilknytning til en rådsafgørelse, som fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, i tilfælde hvor den pågældende medlemsstat allerede er blevet pålagt at deponere et rentebærende beløb i den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, eller i særligt alvorlige tilfælde af manglende overholdelse af de budgetpolitiske forpligtelser i stabilitets- og vækstpagten, samt af en forpligtelse til at betale en bod, i tilfælde af manglende efterlevelse af en henstilling fra Rådet om at korrigere et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud.

(21)

Med henblik på at undgå, at de i denne forordning fastlagte sanktioner i henhold til den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten anvendes med tilbagevirkende kraft, bør de kun anvendes i forbindelse med de relevante afgørelser, som Rådet vedtager i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 efter nærværende forordnings ikrafttræden. Med henblik på at undgå, at de i nærværende forordning fastlagte sanktioner i henhold til den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten anvendes med tilbagevirkende kraft, bør de kun anvendes i forbindelse med de relevante henstillinger og afgørelser om at korrigere et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud, som Rådet vedtager efter nærværende forordnings ikrafttræden.

(22)

Størrelsen af den rentebærende deponering, den ikke-rentebærende deponering og den bod, der fastlægges i denne forordning, bør fastsættes således, at der sikres en retfærdig graduering af sanktioner i den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten, og der tilvejebringes tilstrækkelige incitamenter til, at de medlemsstater, der har euroen som valuta, overholder Unionens finanspolitiske rammer. Boden i henhold til artikel 126, stk. 11, i TEUF, der er nærmere fastlagt i artikel 12 i forordning (EF) nr. 1467/97, består af en fast komponent svarende til 0,2 % af BNP og en variabel komponent. Der sikres således graduering og ligebehandling mellem medlemsstaterne, hvis den rentebærende deponering, den ikke-rentebærende deponering og den bod, der fastlægges i denne forordning, svarer til 0,2 % af BNP, som er størrelsen af den faste komponent i den boden i henhold til artikel 126, stk. 11, i TEUF.

(23)

Rådet bør have mulighed for at mindske eller ophæve de sanktioner, der er pålagt en medlemsstat, som har euroen som valuta, på grundlag af en henstilling fra Kommissionen, efter at den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning derom. I den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten bør Kommissionen også kunne henstille at mindske størrelsen af en sanktion eller ophæve den på grund af exceptionelle økonomiske omstændigheder.

(24)

Den ikke-rentebærende deponering bør frigives, når det uforholdsmæssigt store underskud er korrigeret, idet renterne på sådanne deponeringer og den bod, der er opkrævet, bør afsættes til stabilitetsmekanismer for at yde finansiel bistand, der er oprettet af de medlemsstater, der har euroen som valuta, for at sikre stabiliteten i hele euroområdet.

(25)

Beføjelsen til at vedtage individuelle afgørelser om anvendelse af de sanktioner, der er fastlagt i denne forordning, bør tillægges Rådet. Som led i den samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker, der foretages i Rådet, jf. artikel 121, stk. 1, i TEUF, udgør disse individuelle afgørelser en integreret opfølgning af de foranstaltninger, Rådet vedtager i overensstemmelse med artikel 121 og 126 i TEUF og forordning (EF) nr. 1466/97 og (EF) nr. 1467/97.

(26)

Eftersom denne forordning indeholder generelle regler for en effektiv håndhævelse af forordning (EF) nr. 1466/97 og (EF) nr. 1467/97, bør den vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, jf. artikel 121, stk. 6, i TEUF.

(27)

Målet for denne forordning, nemlig at skabe et system med sanktioner, der skal styrke håndhævelsen af den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten i euroområdet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   I denne forordning fastlægges et system med sanktioner, der skal styrke håndhævelsen af den forebyggende og den korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten i euroområdet.

2.   Denne forordning gælder for medlemsstater, der har euroen som valuta.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten«: det multilaterale overvågningssystem, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 1466/97

2)   »korrigerende del af stabilitets- og vækstpagten«: den procedure med henblik på at undgå medlemsstaternes uforholdsmæssigt store underskud, der er fastlagt i artikel 126 i TEUF og forordning (EF) nr. 1467/97

3)   »exceptionelle økonomiske omstændigheder«: omstændigheder, hvor et offentligt underskud, der overskrider referenceværdien, anses for at være exceptionelt i henhold til artikel 126, stk. 2, litra a), andet led, i TEUF og som nærmere fastlagt i forordning (EF) nr. 1467/97.

KAPITEL II

ØKONOMISK DIALOG

Artikel 3

Økonomisk dialog

For at styrke dialogen mellem EU-institutionerne, især Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, og for at sikre større gennemsigtighed og ansvarlighed kan Europa-Parlamentets kompetente udvalg indbyde Rådets formand, Kommissionen og i relevant omfang Det Europæiske Råds formand eller Eurogruppens formand til at give møde for udvalget for at drøfte afgørelser truffet i medfør af artikel 4, 5, og 6 i denne forordning.

Europa-Parlamentets kompetente udvalg kan tilbyde den medlemsstat, der er berørt af sådanne afgørelser, at deltage i en udveksling af synspunkter.

KAPITEL III

SANKTIONER I DEN FOREBYGGENDE DEL AF STABILITETS- OG VÆKSTPAGTEN

Artikel 4

Rentebærende deponeringer

1.   Hvis Rådet vedtager en afgørelse, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling, jf. artikel 6, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97, henstiller Kommissionen inden for en frist på 20 dage, efter at Rådet har vedtaget sin afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger den pågældende medlemsstat hos Kommissionen at deponere et rentebærende beløb svarende til 0,2 % af medlemsstatens bruttonationalprodukt (BNP) i det foregående år.

2.   Afgørelsen om deponering anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.

3.   Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.

4.   Kommissionen kan, efter at den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget den i stk. 1 omhandlede afgørelse, hvorved det fastslås, at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger, henstille, at Rådet beslutter, at der skal ske deponering af et lavere rentebærende beløb eller slet ingen deponering.

5.   Det rentebærende beløb skal forrentes til en sats, som afspejler Kommissionens kreditrisiko og den relevante investeringsperiode.

6.   Hvis den situation, der har givet anledning til den henstilling fra Rådet, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1466/97, hvorved det fastslås at en medlemsstat har undladt at træffe foranstaltninger, ikke længere består, træffer Rådet på grundlag af en yderligere henstilling fra Kommissionen afgørelse om, at det deponerede beløb og de påløbne renter tilbagebetales til den pågældende medlemsstat. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens yderligere henstilling.

KAPITEL IV

SANKTIONER I DEN KORRIGERENDE DEL AF STABILITETS- OG VÆKSTPAGTEN

Artikel 5

Ikke-rentebærende deponering

1.   Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 6, i TEUF fastslår, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat, der har deponeret et rentebærende beløb hos Kommissionen i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 1, eller hvor Kommissionen har konstateret særligt alvorlige overtrædelser af de budgetpolitiske forpligtelser i stabilitets- og vækstpagten, henstiller Kommissionen inden for en frist på 20 dage, efter at Rådet har vedtaget sin afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger den pågældende medlemsstat hos Kommissionen at deponere et ikke-rentebærende beløb svarende til 0,2 % af medlemsstatens BNP i det foregående år.

2.   Afgørelsen om deponering anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.

3.   Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.

4.   Kommissionen kan, hvis der foreligger exceptionelle økonomiske omstændigheder, eller hvis den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget sin i stk. 1 omhandlede afgørelse i henhold til stk. 126, stk. 6, i TEUF, henstille, at Rådet beslutter, at der skal ske deponering af et lavere ikke-rentebærende beløb eller slet ingen deponering.

5.   Deponeringen foretages hos Kommissionen. Har medlemsstaten deponeret et rentebærende beløb hos Kommissionen i henhold til artikel 4, konverteres det pågældende rentebærende beløb til et ikke-rentebærende beløb.

Overstiger størrelsen af et rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 4, og af de renter, der er påløbet, størrelsen af det ikke-rentebærende beløb, der skal deponeres i henhold til nærværende artikels stk. 1, tilbagebetales differencen til medlemsstaten.

Overstiger størrelsen af det ikke-rentebærende beløb størrelsen af et rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 4, og af de renter, der er påløbet, betaler medlemsstaten differencen, når den deponerer det ikke-rentebærende beløb.

Artikel 6

Bod

1.   Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 8, i TEUF, træffer afgørelse om, at en medlemsstat ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger for at korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud, henstiller Kommissionen, inden for en frist på 20 dage efter den nævnte afgørelse, til Rådet, at det ved en yderligere afgørelse pålægger en bod svarende til 0,2 % af medlemsstatens BNP i det foregående år.

2.   Afgørelsen om pålæggelse af en bod anses for at være vedtaget af Rådet, medmindre det med kvalificeret flertal beslutter at forkaste Kommissionens henstilling inden for en frist på ti dage, efter at Kommissionen har vedtaget den.

3.   Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, kan ændre Kommissionens henstilling og vedtage den således ændrede tekst ved en rådsafgørelse.

4.   Kommissionen kan, hvis der foreligger exceptionelle økonomiske omstændigheder, eller hvis den pågældende medlemsstat har fremsat en begrundet anmodning til Kommissionen inden for en frist på ti dage, efter at Rådet har vedtaget sin i stk. 1 omhandlede afgørelse i henhold til stk. 126, stk. 8, i TEUF, henstille, at Rådet nedsætter bodens størrelse eller ophæver den.

5.   Har medlemsstaten deponeret et ikke-rentebærende beløb hos Kommissionen i henhold til artikel 5, konverteres det ikke-rentebærende beløb til boden.

Overstiger størrelsen af et ikke-rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, størrelsen af boden, tilbagebetales differencen til medlemsstaten.

Overstiger størrelsen af boden størrelsen af et ikke-rentebærende beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, betaler medlemsstaten differencen, når den betaler boden.

Artikel 7

Tilbagebetaling af ikke-rentebærende beløb

Hvis Rådet i henhold til artikel 126, stk. 12, i TEUF beslutter at ophæve nogle af eller alle sine afgørelser, tilbagebetales eventuelle ikke-rentebærende beløb deponeret hos Kommissionen til den pågældende medlemsstat.

KAPITEL V

SANKTIONER FOR MANIPULATION AF STATISTIKKER

Artikel 8

Sanktioner for manipulation af statistikker

1.   Rådet kan efter henstilling fra Kommissionen vedtage at pålægge en medlemsstat en bod, hvis medlemsstaten forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed giver en misvisende fremstilling af data vedrørende underskud og gæld, som er relevante for anvendelsen af artikel 121 eller 126 i TEUF, eller for anvendelsen af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF.

2.   Den i stk. 1 omhandlede bod skal være effektiv, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til den misvisende fremstillings art, alvor og varighed. Boden må ikke overstige et beløb svarende til 0,2 % af den pågældende medlemsstats BNP.

3.   Kommissionen kan foretage alle fornødne undersøgelser med henblik på at fastslå, hvorvidt der foreligger misvisende fremstillinger som omhandlet i stk. 1. Den kan beslutte at iværksætte en undersøgelse, hvis den finder, at der foreligger alvorlige indikationer på, at der er tale om forhold, der kan udgøre en sådan misvisende fremstilling. Kommissionen undersøger de formodede misvisende fremstillinger under hensyntagen til eventuelle kommentarer forelagt af den berørte medlemsstat. Med henblik på udførelsen af sine opgaver kan Kommissionen anmode medlemsstaten om at forelægge oplysninger, og kan foretage inspektioner på stedet og konsultere regnskaberne for alle statslige instanser på centralt, delstatsligt, lokalt og socialsikkerhedsmæssigt niveau. Såfremt det ved inspektioner på stedet er et krav i lovgivningen i den berørte medlemsstat, at der skal indhentes en forudgående tilladelse fra en retlig myndighed, anmoder Kommissionen om de nødvendige tilladelser.

Efter at have afsluttet sin undersøgelse, og inden den forlægger Rådet noget forslag, giver Kommissionen den berørte medlemsstat mulighed for at blive hørt om de undersøgte forhold. Kommissionen baserer udelukkende sit forslag til Rådet på faktuelle forhold, som den berørte medlemsstat har haft lejlighed til at udtale sig om.

Kommissionen respekterer fuldt ud den berørte medlemsstats ret til forsvar i forbindelse med undersøgelserne.

4.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 11 vedrørende

a)

detaljerede kriterier for fastsættelse af størrelsen af den i stk. 1 omhandlede bod

b)

detaljerede regler vedrørende procedurerne for de i stk. 3 omhandlede undersøgelser, hermed forbundne foranstaltninger og rapportering om undersøgelserne

c)

detaljerede procedureregler med henblik på at sikre retten til forsvar, aktindsigt, juridisk repræsentation, fortrolighed, og bestemmelser om fastsættelse af frister og opkrævning af boder, jf. stk. 1.

5.   Den Europæiske Unions Domstol har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over afgørelser, hvorved Rådet har pålagt en bod i henhold til stk. 1. Den kan annullere, nedsætte eller forhøje den pålagte bod.

KAPITEL VI

SANKTIONERNES ADMINISTRATIVE ART OG FORDELING AF RENTER OG BOD

Artikel 9

Sanktionernes administrative art

Sanktioner pålagt medlemsstaterne i medfør af artikel 4-8 er af administrativ art.

Artikel 10

Fordeling af renter og bod

De renter, som Kommissionen har tjent på de beløb, der er deponeret i henhold til artikel 5, og den bod, der er opkrævet i henhold til artikel 6 og 8, udgør andre indtægter, jf. artikel 311 i TEUF, og afsættes til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet. Når de medlemsstater, der har euroen som valuta, opretter en anden stabilitetsmekanisme med henblik på at yde finansiel bistand og sikre stabiliteten i hele euroområdet, afsættes renter og bod til nævnte mekanisme.

KAPITEL VII

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 11

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 4, tillægges Kommissionen for en periode på tre år fra 13. december 2011. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af treårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 8, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 12

Afstemning i Rådet

1.   Hvad angår de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 4, 5, 6 og 8, stemmer kun medlemmer af Rådet, som repræsenterer medlemsstater, der har euroen som valuta, og Rådet træffer afgørelse uden at tage hensyn til stemmen fra det medlem af Rådet, som repræsenterer den berørte medlemsstat.

2.   Det i stk. 1 omhandlede kvalificerede flertal af Rådets medlemmer defineres i overensstemmelse med artikel 238, stk. 3, litra b), i TEUF.

Artikel 13

Evaluering

1.   Kommissionen offentliggør senest den 14. december 2014. og derefter hvert femte år en rapport om anvendelsen af denne forordning.

I rapporten foretages der bl.a. en evaluering af:

a)

hvor effektiv denne forordning er, herunder af, hvorvidt den har gjort det muligt for Rådet og Kommissionen at gribe ind for at imødegå situationer, der risikerer at bringe Den Monetære Unions rette funktion i fare

b)

fremskridtene med at sikre øget samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem medlemsstaternes økonomiske resultater i overensstemmelse med TEUF.

2.   Hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages rapporten af forslag om ændring af denne forordning.

3.   Rapporten fremsendes til Europa-Parlamentet og til Rådet.

4.   Kommissionen forelægger inden udgangen af 2011 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om muligheden for at indføre euro-værdipapirer.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 16. november 2011.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BUZEK

Formand

På Rådets vegne

W. SZCZUKA

Formand


(1)  EUT C 150 af 20.5.2011, s. 1.

(2)  EUT C 218 af 23.7.2011, s. 46.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 28.9.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2011.

(4)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

(5)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.


Top