EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0226

2010/226/: Kommissionens afgørelse af 20. april 2010 om genundersøgelse af den begrænsning vedrørende korte chlorparaffiner, der er anført i bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (meddelt under nummer K(2010) 1942) (EØS-relevant tekst)

OJ L 100, 22.4.2010, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 053 P. 153 - 154

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/226/oj

22.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 100/15


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 20. april 2010

om genundersøgelse af den begrænsning vedrørende korte chlorparaffiner, der er anført i bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006

(meddelt under nummer K(2010) 1942)

(EØS-relevant tekst)

(2010/226/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (1), navnlig artikel 69,

efter høring af det udvalg, der er nedsat ved artikel 133 i forordning (EF) nr. 1907/2006, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev af 4. juni 2009 foreslog Nederlandene, at den begrænsning vedrørende korte chlorparaffiner, der er anført i punkt 42 i bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006, genundersøges, og forelagde dokumentation herfor, jf. nævnte forordnings artikel 69, stk. 5. Nederlandene anfører, at disse stoffer indebærer en risiko for miljøet, navnlig når de inkorporeres i varer, herunder gummivarer, byggematerialer (fugemasser), tekstiler og varer, der er behandlet med maling eller coating, på grund af fordampning, lækage og erosion i løbet af deres livscyklus.

(2)

I det seneste tillæg til EU-risikovurderingsrapporten (2), der er udarbejdet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer (3), konkluderes det, at korte chlorparaffiner opfylder kriterierne for et persistent, bioakkumulerende og toksisk stof, og der udpeges også yderligere miljørisici forbundet med bagsidebehandling af tekstiler og blanding/forarbejdning af gummi. På grund af deres egenskaber som persistente, bioakkumulerende og toksiske stoffer blev korte chlorparaffiner udpeget som stoffer, der giver særlig anledning til bekymring, og optaget på kandidatlisten i overensstemmelse med artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

(3)

Ved Kommissionens beslutning af 7. juni 2007 om de nationale bestemmelser om anvendelsen af korte chlorparaffiner, som Kongeriget Nederlandene har givet meddelelse om i henhold til EF-traktatens artikel 95, stk. 4 (4), gav Kommissionen Nederlandene tilladelse til at opretholde deres nationale bestemmelser om korte chlorparaffiner, som var strengere end bestemmelserne om korte chlorparaffiner i bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (5). De eksisterende og strengere begrænsninger for korte chlorparaffiner er opført i Kommissionens meddelelse i henhold til artikel 67, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (6), og Nederlandene kan opretholde dem indtil den 1. juni 2013.

(4)

Korte chlorparaffiner er blevet foreslået optaget i protokollen om persistente organiske miljøgifte under UNECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande og Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte. Da en sådan optagelse endnu ikke er opnået, er det passende at indlede genundersøgelsen af begrænsningen vedrørende korte chlorparaffiner i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 for ikke at forsinke den eventuelle vedtagelse af tilstrækkelige risikobegrænsende foranstaltninger.

(5)

I henhold til artikel 69, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1907/2006 bør Nederlandene udarbejde et dossier, der er i overensstemmelse med kravene i bilag XV i nævnte forordning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den begrænsning vedrørende korte chlorparaffiner, der er anført i punkt 42 i bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006, genundersøges i overensstemmelse med proceduren i nævnte forordnings artikel 69.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne og Det Europæiske Kemikalieagentur.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. april 2010.

På Kommissionens vegne

Antonio TAJANI

Naestformand


(1)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.

(2)  En ajourført version af EU-risikovurderingsrapporten (European Union Risk Assessment Report) fra august 2008 kan findes på følgende websted: http://ecb.jrc.ec.europa.eu/

(3)  EFT L 84 af 5.4.1993, s. 1.

(4)  EUT L 148 af 9.6.2007, s. 17.

(5)  EFT L 262 af 27.9.1976, s. 201.

(6)  EUT C 130 af 9.6.2009, s. 3.


Top