Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0841

2007/841/EF: Kommissionens beslutning af 13. september 2007 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/E-2/39.141 — Fiat) (meddelt under nummer K(2007) 4274)

OJ L 332, 18.12.2007, p. 77–79 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/841/oj

18.12.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/77


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 13. september 2007

om en procedure efter EF-traktatens artikel 81

(sag COMP/E-2/39.141 — Fiat)

(meddelt under nummer K(2007) 4274)

(Kun den engelske version er autentisk)

(2007/841/EF)

(1)

Denne beslutning, der er vedtaget på grundlag af artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (1), er rettet til Fiat SpA (herefter »Fiat«) og vedrører udlevering af tekniske informationer med henblik på reparation af køretøjer af mærkerne Fiat, Alfa Romeo og Lancia.

(2)

De tekniske informationer omfatter de data, processer og instruktioner, der er nødvendige for at kontrollere, reparere og udskifte defekte og brugte dele i et motorkøretøj eller reparere svigt i nogen af køretøjets systemer. De omfatter følgende syv hovedgrupper:

basisparametre (dokumentation for alle referenceværdier og indstillinger vedrørende køretøjet, f.eks. omdrejningsmoment, bremsebelægningsfrigang, tryk i hydraulik- og trykluftssystemer)

diagrammer og beskrivelse af reparations- og eftersynsfaser (servicemanual, tekniske dokumenter f.eks. arbejdsplaner, beskrivelse af værktøj, der anvendes til at gennemføre en bestemt reparation og diagrammer f.eks. over elektriske og hydrauliske systemer)

testning og diagnosticering (herunder diagnosticerings- og fejlfindingskoder, software og de andre informationer, der er nødvendige for at diagnosticere køretøjsfejl) — mange af disse informationer, men ikke alle, findes i elektroniske specialværktøjer

koder, software og andre informationer, der er nødvendige for at installere eller omprogrammere de elektroniske styringsenheder (ECU) på et motorkøretøj. Denne kategori er forbundet med den ovenfor nævnte, da der ofte anvendes de samme elektroniske værktøjer til at diagnosticere fejl og derefter foretage de nødvendige justeringer ved hjælp af ECU

informationer om reservedele, herunder reservedelskataloger med koder og beskrivelser og køretøjsidentifikationsmetoder (dvs. oplysninger, der giver reparatører mulighed for at identificere de forskellige koder for de dele, der er monteret ved køretøjets samling, og til at identificere de tilsvarende koder for kompatible originale reservedele til det specifikke køretøj)

særlige oplysninger (tilbagekaldelsesmeddelelser og meddelelser om hyppige fejl)

undervisningsmateriale.

(3)

I december 2006 indledte Kommissionen en procedure og tilsendte Fiat en foreløbig vurdering, hvori den anførte det foreløbige synspunkt, at Fiats aftaler med dets eftersalgs-servicepartnere gav anledning til betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt de var forenelige med EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

(4)

Ifølge Kommissionens foreløbige vurdering så det ud til, at Fiat længe efter udløbet af den overgangsperiode, der var fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1400/2002 af 31. juli 2002 om anvendelse af artikel 81, stk. 3, i traktaten på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis inden for motorkøretøjsbranchen (2), havde undladt at frigive visse kategorier af tekniske reparationsinformationer. På tidspunktet, hvor Kommissionens undersøgelse var blevet indledt, havde Fiat endnu ikke indført et effektivt system, der gav uafhængige reparatører adgang til de tekniske reparationsinformationer i ubundtet form. Selv om Fiat forbedrede adgangen til sine tekniske oplysninger i løbet af Kommissionens undersøgelse, bl.a. ved i juni 2005 at oprette en webside (TI-webside) med dette mål for øje, forekom de oplysninger, der var tilgængelige for de uafhængige reparatører, stadig at være ufuldstændige.

(5)

Det fastslås i den foreløbige vurdering, at de relevante markeder, der er berørt af den omhandlede praksis, er markedet for udbud af reparations- og vedligeholdelsestjenester for personbiler, og markedet for udlevering af tekniske informationer til reparatører. Fiats autoriserede net havde meget høje markedsandele på det første af disse markeder, medens Fiat var den eneste udbyder på det andet marked, der kunne tilbyde alle de tekniske informationer, som reparatørerne af disse køretøj havde brug for.

(6)

Ifølge de service- og reservedelsdistributionsaftaler, som Fiat har indgået med medlemmerne i sit autoriserede net, er disse forpligtet til at udføre en hel vifte af mærkespecifikke reparationsydelser og fungere som reservedelsgrossister. Kommissionen er bekymret for, at de mulige negative virkninger af sådanne aftaler kunne blive forstærket af, at Fiat ikke giver uafhængige reparatører tilstrækkelig adgang til tekniske oplysninger og dermed udelukker virksomheder, som er villige og i stand til at tilbyde reparationsydelser på grundlag af en anden forretningsmodel.

(7)

Kommissionen konkluderede indledningsvis, at Fiats arrangementer for udlevering af tekniske informationer til de uafhængige reparatører ikke svarede til disses behov, hverken hvad angår omfanget af de disponible informationer eller hvad angår tilgængeligheden af disse, og at en sådan praksis, sammen med en lignende praksis hos andre bilproducenter, kunne bidrage til, at de uafhængige reparatørers position på markedet er blevet svækket. Det kunne til gengæld medføre betydelige ulemper for forbrugerne i form af en væsentlig formindskelse af udbuddet af reservedele, højere priser for reparationsydelser, forringelse af udbuddet af reparationsværksteder, potentielle sikkerhedsproblemer og utilstrækkelig adgang til innovative reparationsværksteder.

(8)

Det ser endvidere ud til, at Fiats påståede undladelse af at give de uafhængige reparatører tilstrækkelig adgang til tekniske oplysninger vil kunne medføre, at Fiats aftaler med selskabets eftersalgsservice-partnere ikke er omfattet af fritagelsen i forordning (EF) nr. 1400/2002, da denne fritagelse ifølge forordningens artikel 4, stk. 2, ikke gælder, hvis leverandøren af motorkøretøjer nægter at give uafhængige reparatører adgang til tekniske oplysninger, diagnosticeringsudstyr og andet udstyr, værktøjer, herunder relevant software, eller den undervisning, der kræves til reparation og vedligeholdelse af disse motorkøretøjer. Som anført i betragtning 26 i forordningen må der ikke være forskelsbehandling mellem autoriserede og uafhængige reparatører.

(9)

Kommissionen kom endelig til den foreløbige konklusion, at aftalerne mellem Fiat og dets autoriserede reparatører sandsynligvis ikke er omfattet af artikel 81, stk. 3, på grund af den manglende adgang til tekniske informationer.

(10)

Den 22. januar 2007 afgav Fiat en række tilsagn over for Kommissionen for at imødekomme de konkurrencemæssige betænkeligheder, som den havde givet udtryk for i sin foreløbige vurdering.

(11)

Ifølge disse tilsagn er det princip, der er bestemmende for omfanget af de oplysninger, der skal gives, princippet om ikke-forskelsbehandling mellem uafhængige og autoriserede reparatører. På denne baggrund skal Fiat sørge for, at alle de tekniske oplysninger, det værktøj, udstyr, software og undervisning, der kræves til reparation og vedligeholdelse af selskabets motorkøretøjer, og som af eller på vegne af Fiat stilles til rådighed for autoriserede reparatører og/eller uafhængige importører i en hvilken som helst EU-medlemsstat, også stilles til rådighed for uafhængige reparatører.

(12)

I tilsagnene specificeres det, at »tekniske oplysninger« ifølge artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1400/2002 omfatter alle de oplysninger, der stilles til rådighed for autoriserede reparatører til reparation eller vedligeholdelse af køretøjer af mærkerne Fiat, Alfa Romeo og Lancia. De omfatter f.eks. software, fejlkoder og andre parametre samt den relevante opdatering, der er nødvendig for at arbejde med elektroniske styringssystemer (ECU) med henblik på at installere eller omprogrammere indstillinger, der er anbefalet af Fiat, køretøjsidentifikationsmetoder, reservedelskataloger, arbejdsløsninger som følge af praktisk erfaring, og som vedrører problemer, der er typiske for en bestemt model eller en bestemt serie samt tilbagekaldelsesmeddelelser og andre meddelelser vedrørende reparationsarbejder, der gennemføres gratis inden for det autoriserede reparationsnet.

(13)

Adgang til værktøjer omfatter adgang til elektroniske diagnosticeringssystemer og andet reparationsudstyr, værktøjer, samt relevant software, herunder regelmæssig opdatering og eftersalgsservice for sådanne værktøjer.

(14)

Tilsagnene er bindende for Fiat og dets forbundne selskaber, men er ikke direkte bindende for uafhængige importører af Fiats køretøjsmærker. I de medlemsstater, hvor Fiat distribuerer Fiat-, Alfa Romeo- og/eller Lancia-biler via uafhængige importører, har Fiat derfor indvilget i at sørge for, at disse virksomheder kontraktligt forpligtes til at forsyne Fiat med alle de tekniske informationer og sproglige versioner af tekniske informationer, som de har stillet til rådighed for autoriserede reparatører i den pågældende medlemsstat. Fiat har forpligtet sig til omgående at lægge disse tekniske oplysninger eller sprogversioner på sin TI-webside.

(15)

Det fremgår af betragtning 26 i forordning (EF) nr. 1400/2002, at Fiat ikke er forpligtet til at give uafhængige reparatører adgang til tekniske oplysninger, der kunne give tredjemand mulighed for at frakoble eller afmontere installerede tyverialarmer, rekalibrere elektronisk udstyr (3) eller manipulere med elektroniske anordninger, der for eksempel begrænser et motorkøretøjs hastighed. I lighed med en hvilken som helst undtagelse fra EU-lovgivningen skal betragtning 26 fortolkes snævert. Det anføres i tilsagnene, at hvis Fiat skulle påberåbe sig denne undtagelse som begrundelse for at tilbageholde visse tekniske oplysninger for uafhængige reparatører, har selskabet forpligtet sig til at sørge for, at de tilbageholdte oplysninger begrænses til det omfang, der er nødvendigt for at opnå den i betragtning 26 omhandlede beskyttelse, samt sikre, at mangelen på de pågældende oplysninger ikke hindrer uafhængige reparatører i at udføre andre end de i betragtning 26 anførte operationer, herunder arbejder på anordninger som motorstyresystemer, airbags, forstærkere til sikkerhedsbælter eller centrallåskomponenter.

(16)

I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1400/2002 skal de tekniske oplysninger stilles til rådighed på en måde, der står i et rimeligt forhold til de uafhængige reparatørers behov. Det indebærer, at der gives adgang til oplysningerne i ubundtet form, og at der ved prisfastsættelsen tages hensyn til, i hvilket omfang de uafhængige reparatører bruger oplysningerne.

(17)

I overensstemmelse med dette princip skal Fiat ifølge tilsagnene lægge alle tekniske oplysninger vedrørende modeller, der er lanceret efter 1996, på TI-websiden og sørge for, at alle opdaterede tekniske oplysninger til enhver tid er tilgængelige på websiden eller eventuelt efterfølgende websider. Endvidere sørger Fiat til enhver tid for, at websiden er let at finde og giver et serviceniveau, der svarer til det, der opnås ved de metoder, der benyttes for at gøre tekniske oplysninger tilgængelige for medlemmer af det autoriserede net. Hvis Fiat eller et andet selskab, der handler på Fiats vegne, gør bestemte tekniske oplysninger tilgængelige for autoriserede reparatører på et bestemt EU-sprog, garanterer Fiat, at denne sprogversion af oplysningerne omgående lægges på TI-websiden.

(18)

Følgende tre kategorier af tekniske oplysninger findes endnu ikke på TI-websiden, men Fiat har forpligtet sig til at lægge dem på nettet inden 31. december 2007:

oversættelser til lokale sprog af tekniske oplysninger, som endnu ikke er i Fiats besiddelse, men som skal stilles til rådighed af Fiats uafhængige importører i de pågældende EU-medlemsstater

meddelelser vedrørende reparationsarbejder, der kan udføres gratis inden for det autoriserede net, og

oplysninger om de mæglingsorganer, der er nævnt i betragtning 21 nedenfor.

(19)

Fiats struktur for gebyrer for at få adgang til nettet er baseret på prisen for et årsabonnement for alle de cd-rommer, der stilles til rådighed for selskabets autoriserede reparatører, dvs. 3 356 EUR plus 65 EUR for reservedelskataloget. Hertil kommer et månedsgebyr på 134 EUR for opdateringer. For at overholde kravet i forordningen om proportionalitet erklærer Fiat sig rede til at foretage en forholdsmæssig opdeling af gebyrerne på »tidsvinduer« omfattende en måned, en dag og en time til en pris for hvert mærke på 3 EUR pr. time, 22 EUR pr. dag og 350 EUR pr. måned. Fiat forpligter sig til at fastholde denne gebyrstruktur og til ikke at forhøje gebyrniveauet over den gennemsnitlige inflationstakt inden for EU.

(20)

Fiats tilsagn gives med forbehold af eventuelle nuværende eller fremtidige krav i Fællesskabet eller i national lov, som udvider omfanget af de tekniske oplysninger, som Fiat skal gøre tilgængelige for uafhængige aktører, og/eller foreskriver mere fordelagtige metoder til at gøre sådanne oplysninger tilgængelige.

(21)

Efter anmodning fra en uafhængig reparatør eller sammenslutning af reparatører forpligter Fiat sig til at acceptere en mæglingsordning for bilæggelse af tvister vedrørende udlevering af tekniske oplysninger. Mæglingen vil finde sted i den medlemsstat, hvor den anmodende part har sit forretningssted, efter de regler, der er gældende for et anerkendt lokalt mæglingsorgan. Mæglingen udelukker ikke mulighed for at anlægge sag ved den kompetente nationale domstol.

(22)

Beslutningen konkluderer, at det i lyset af de afgivne tilsagn ikke længere er nødvendigt, at Kommissionen griber ind. Tilsagnene er bindende indtil den 31. maj 2010.

(23)

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål afgav en positiv udtalelse den 9. juli 2007.


(1)  EUT L 1 af 4.1.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 411/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004, s. 1).

(2)  EFT L 203 af 1.8.2002, s. 30.

(3)  Dvs. ændre den oprindelige indstilling af et ECU på en måde, der ikke er anbefalet af Fiat.


Top