EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0224

2007/224/EF: Kommissionens beslutning af 4. april 2007 om offentliggørelse af referencen for standard EN 71-1:2005 Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber for så vidt angår de tekniske krav til projektiler med sugekopper som anslagsflade i henhold til Rådets direktiv 88/378/EØF om sikkerhedskrav til legetøj (meddelt under nummer K(2007) 1460)( EØS-relevant tekst).

OJ L 96, 11.4.2007, p. 18–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
OJ L 219M, 24.8.2007, p. 467–469 (MT)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 058 P. 186 - 188

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/224/oj

11.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 96/18


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 4. april 2007

om offentliggørelse af referencen for standard EN 71-1:2005 »Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber« for så vidt angår de tekniske krav til projektiler med sugekopper som anslagsflade i henhold til Rådets direktiv 88/378/EØF om sikkerhedskrav til legetøj

(meddelt under nummer K(2007) 1460)

(EØS-relevant tekst)

(2007/224/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 88/378/EØF af 3. maj 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj (1), særlig artikel 6, stk. 1, andet afsnit,

under henvisning til udtalelse fra det stående udvalg, der er nedsat ved artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt informationssamfundets tjenester (2), som ændret ved direktiv 98/48/EF (3) (Udvalget for Tekniske Standarder og Forskrifter), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 2 i direktiv 88/378/EF må legetøj kun markedsføres, hvis det ikke indebærer en fare for brugernes eller andre personers sikkerhed og/eller sundhed, når det anvendes til det beregnede formål eller på den måde, som børn normalt må forventes at anvende det på.

(2)

I henhold til artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF forudsættes legetøj at opfylde de væsentlige sikkerhedskrav i direktivets artikel 3, når det er i overensstemmelse med de relevante nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(3)

Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF offentliggøre referencerne for de nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(4)

Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) har efter bemyndigelse fra Kommissionen udarbejdet og den 15. juli 1998 vedtaget den harmoniserede standard EN 71-1:1998 »Legetøj. Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber«, hvis referencer blev offentliggjort for første gang i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 28. juli 1999 (4).

(5)

Den 19. september 2005 vedtog Den Europæiske Standardiseringsorganisation standard EN 71-1:2005 »Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber«, som er en kodificeret udgave af den harmoniserede standard EN 71-1:1998 og de 11 ændringer af denne standard.

(6)

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 88/378/EØF har de spanske myndigheder indgivet en formel indsigelse vedrørende kravene i standard EN 71-1:2005 til projektillegetøj med sugekopper som anslagsflade beregnet til børn over tre år. De spanske myndigheder hævder, at standarden ikke yder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår projektillegetøj beregnet til børn over tre år. Ifølge de spanske myndigheder kan et barn over tre år fjerne sugekoppen fra et projektil med en trækkraft på over 60 N, hvilket svarer til den trækkraft, der er fastsat i punkt 8.4.2.3 (trækprøvning, beskyttende komponenter).

(7)

Standard EN 71-1:2005 fastsætter forskellige krav til legetøj med sugekopper afhængigt af barnets alder. Standarden fastsætter, at legetøj med sugekopper beregnet til børn under tre år skal prøves med en trækkraft på 50 N (når den største tilgængelige dimension er højst 6 mm) eller på 90 N (når den største tilgængelige dimension er over 6 mm). For så vidt angår legetøj med sugekopper som anslagsflade beregnet til børn over tre år fastsætter standardens punkt 4.17.1, litra b), at eftergivende materiale, der anvendes som anslagsflade, ikke må gå løs, når det prøves i henhold til punkt 8.4.2.3 (trækprøvning, beskyttende komponenter). Trækprøvningen for beskyttende komponenter specificeret i paragraf 8.4.2.3 udføres med en trækkraft på 60 N.

(8)

Kommissionen er blevet underrettet om en række ulykker med projektillegetøj med sugekopper som anslagsflade beregnet til børn over tre år. I 1997 blev en 9-årig svensk dreng kvalt efter at have suttet på enden af en sugekop, som han fik galt i halsen. Der er forekommet to andre dødsulykker i Det Forenede Kongerige, og Kommissionen er blevet underrettet om yderligere otte registreret i USA. I august 2005 underrettede de spanske myndigheder Kommissionen om en ulykke, hvor et stykke legetøj i form af bue og pil udstyret med en sugekop var årsag til et fireårigt barns død.

(9)

Sugekopper på projektillegetøj har til formål at fæstne projektilet på en overflade. Når projektilerne gentagne gange sættes fast på og fjernes fra en overflade, udsættes sugekoppen for gentagne spændinger. Børn over tre år har endvidere for vane at fugte sugekopper med munden, inden de sætter dem fast på en overflade. Er sugekoppen ikke forsvarligt fastgjort til legetøjet, kan den forventes at gå løs under normal og forudsigelig brug. Går sugekoppen løs og kommer helt ind i munden, kan det medføre, at luftvejen blokeres bagest i munden og øverst i halsen, og forårsage kvælning.

(10)

På baggrund af denne viden finder medlemsstaterne, at børn over tre år bør nyde samme beskyttelse som børn under tre år. Sugekopper anvendt som anslagsflade på legetøjsprojektiler beregnet til børn over tre år må derfor ikke gå løs, når de underkastes, som minimum, de relevante prøvninger, der er fastsat i standard EN 71-1:2005, punkt 5.13, litra b), navnlig vridningsprøvning (punkt 8.3) og trækprøvning, generel procedure (punkt 8.4.2.1).

(11)

På grundlag af den dokumentation, der er fremlagt af de spanske myndigheder, de øvrige nationale myndigheder og Udvalget for Tekniske Standarder og Forskrifter, finder Kommissionen derfor, at standard EN 71-1:2005 er mangelfuld for så vidt angår de tekniske krav til projektillegetøj med sugekopper som anslagsflade beregnet til børn over tre år.

(12)

Indtil standard EN 71-1:2005 er revideret, bør offentliggørelsen af referencen for standarden i Den Europæiske Unions Tidende af hensyn til sikkerheden og retssikkerheden derfor være ledsaget af en passende informationstekst.

(13)

Så længe der ikke findes en standard, der omfatter ovennævnte risici, og i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 88/378/EØF forudsætter medlemsstaterne, at ovennævnte legetøj kun opfylder de væsentlige sikkerhedskrav, når et udpeget organ har udstedt en EF-typeattest for det og dets overensstemmelse med den godkendte model bekræftes af CE-mærkning —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

For så vidt angår projektillegetøj med sugekopper beregnet til børn over tre år opfylder standard EN 71-1:2005 »Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber«, der blev vedtaget den 19. september 2005 af Den Europæiske Standardiseringsorganisation, ikke de væsentlige sikkerhedskrav i artikel 3 i direktiv 88/378/EØF, navnlig bilag II, afsnit II, nr. 1, litra e), for så vidt angår punkt 4.17.1, litra b).

Artikel 2

Når referencen for standard EN 71-1:2005 »Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber« offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, skal den ledsages af følgende supplerende tekst:

»For projektillegetøj med sugekopper som anslagsflade omfatter kravet i punkt 4.17.1, litra b), i henhold til hvilket trækprøven skal udføres i overensstemmelse med punkt 8.4.2.3, ikke kvælningsrisikoen i forbindelse med dette legetøj.«

Artikel 3

Samme tekst som i artikel 2 i denne beslutning skal ledsage referencen for enhver national standard, der gennemfører standard EN 71-1:2005 »Legetøj — Sikkerhedskrav — Del 1: Mekaniske og fysiske egenskaber«, og som medlemsstaterne offentliggør i henhold til artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 88/378/EØF.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. april 2007.

På Kommissionens vegne

Günter VERHEUGEN

Næstformand


(1)  EFT L 187 af 16.7.1988, s. 1. Ændret ved direktiv 93/68/EØF (EFT L 220 af 30.8.1993, s. 1).

(2)  EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(3)  EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18.

(4)  EFT C 215 af 28.7.1999, s. 4.


Top