EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R2003

Kommissionens forordning (EF) nr. 2003/2006 af 21. december 2006 om gennemførelsesforanstaltninger til den finansiering, som Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) foretager af udgifter vedrørende den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter

OJ L 379, 28.12.2006, p. 49–53 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 327M , 5.12.2008, p. 805–811 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 04 Volume 010 P. 130 - 134
Special edition in Romanian: Chapter 04 Volume 010 P. 130 - 134
Special edition in Croatian: Chapter 04 Volume 009 P. 144 - 148

No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2013; ophævet ved 32013R1420

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/2003/oj

28.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 379/49


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2003/2006

af 21. december 2006

om gennemførelsesforanstaltninger til den finansiering, som Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) foretager af udgifter vedrørende den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 af 17. december 1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter (1), særlig artikel 35, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 3, stk. 2, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (2) skal de udgifter, som Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) afholder vedrørende fiskerimarkederne, forvaltes centralt.

(2)

Artikel 35 i forordning (EF) nr. 104/2000 specificerer de udgiftstyper, som medlemsstaterne afholder.

(3)

Finansieringen af disse udgifter følger af reglerne for centraliseret direkte forvaltning mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

(4)

For at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af Fællesskabets midler og for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser indeholder forordning (EF) nr. 1290/2005 visse forpligtelser for medlemsstaterne vedrørende forvaltningen og kontrollen af disse midler såvel som fremlæggelsen af oplysninger om deres retlige og administrative rammer for opfyldelsen af disse forpligtelser og for at inddrive beløb, der uberettiget er udbetalt, hvis der påvises uregelmæssigheder i forbindelse med forvaltningen af disse midler. Endvidere er Fællesskabets finansielle interesser i relation til udgifter, der er finansieret under artikel 35 i forordning (EF) nr. 104/2000, beskyttet af de relevante regler vedrørende beskyttelsen af disse interesser i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (4), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (5) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (6).

(5)

For at sikre en forsvarlig forvaltning af pengestrømmene, specielt fordi medlemsstaterne i første omgang selv tilvejebringer de finansielle midler til dækning af de udgifter, som omhandles i artikel 35 i forordning (EF) nr. 104/2000, inden Kommissionen godtgør deres udgifter på halvårlig basis, bør medlemsstaterne indsamle de oplysninger, der er relevante for udgifterne, og sende dem til Kommissionen sammen med udgiftsanmeldelsen.

(6)

Kommissionen bør godtgøre medlemsstaterne halvårligt på basis af disse udgiftsanmeldelser og bilagene hertil.

(7)

For at Kommissionen effektivt kan udnytte oplysningerne fra medlemsstaterne, bør disse oplysninger sendes elektronisk.

(8)

For at undgå anvendelsen af forskellige vekselkurser for støtte, der udbetales til producentorganisationer i andre valutaer end euro på den ene side og i udgiftsanmeldelsen på den anden side, bør de pågældende medlemsstater anvende samme vekselkurs i deres udgiftsanmeldelser, som den de anvendte ved deres betalinger til modtagerne. De vekselkurser, der skal anvendes, bør fastsættes afhængigt af udløsende begivenheder som defineret i Kommissionens forordning (EF) nr. 1925/2000 om fastsættelse af de udløsende begivenheder for de vekselkurser, der anvendes ved beregning af visse beløb, der er en følge af mekanismerne i Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter (7).

(9)

For at fastsætte et retsgrundlag for betalingerne i den første referenceperiode, er det hensigtsmæssigt at anvende nærværende forordning med tilbagevirkende kraft fra den 16. oktober 2006 —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

Denne forordning fastsætter særlige regler for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår den finansiering, som Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) foretager af udgifter vedrørende den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

»Udgifter«: udgifter, som medlemsstaterne har afholdt efter artikel 35, stk. 1, i forordning (EF) nr. 104/2000.

Artikel 3

Ansvarlig myndighed

Hver medlemsstat udpeger sin ansvarlige myndighed i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning og giver Kommissionen meddelelse herom.

Artikel 4

Udgiftsanmeldelser

1.   Hver medlemsstat udarbejder en udgiftsanmeldelse på grundlag af forlægget i bilaget. Udgiftsanmeldelsen består af en oversigt over data opdelt efter kontoplanen for De Europæiske Fællesskabers budget efter udgiftstype og med en mere detaljeret kontoplan, der stilles til rådighed for medlemsstaterne. Den omfatter:

a)

udgifter afholdt i den foregående seksmåneders referenceperiode

b)

de samlede udgifter, der er afholdt fra regnskabsårets begyndelse til udgangen af den foregående seksmåneders referenceperiode.

2.   Hver medlemsstat indsamler alle de oplysninger, der er relevante for udgiftsanmeldelsen.

3.   Referenceperioderne er seksmåneders perioder fra 16. oktober til 15. april og fra 16. april til 15. oktober.

4.   Udgiftsanmeldelsen kan indbefatte korrektioner af beløb, der er anmeldt for tidligere referenceperioder.

5.   Medlemsstaternes ansvarlige myndigheder sender elektronisk deres udgiftsanmeldelse sammen med de i stk. 2 omhandlede oplysninger til Kommissionen senest henholdsvis den 10. maj og den 10. november.

Artikel 5

Halvårlige betalinger

1.   De bevillinger, der skal til for at finansiere udgifterne, stilles til rådighed for medlemsstaterne af Kommissionen i form af halvårlige godtgørelser (i det følgende benævnt »halvårlige betalinger«).

Beløbene for de halvårlige betalinger fastsættes på grundlag af den udgiftsanmeldelse, som medlemsstaten har forelagt efter artikel 4.

2.   De halvårlige betalinger skal foretages til hver enkelt medlemsstat, senest 60 dage efter at Kommissionen har modtaget medlemsstatens fuldstændige udgiftsanmeldelse. Anmeldelsen anses for at være fuldstændig, hvis Kommissionen ikke anmoder om yderligere oplysninger senest 30 dage efter modtagelsen af anmeldelsen.

3.   Indtil medlemsstaterne har modtaget overførslen af de halvårlige betalinger fra Kommissionen, skal de selv fremskaffe midlerne til udgifternes afholdelse.

Artikel 6

Anvendte vekselkurser

Den vekselkurs, som medlemsstaterne skal anvende til deres udgiftsanmeldelse, er den kurs, som Den Europæiske Centralbank (ECB) senest har fastsat før de tilsvarende udløsende begivenheder, jf. forordning (EF) nr. 1925/2000.

Artikel 7

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 16. oktober 2006.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2006.

På Kommissionens vegne

Joe BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 17 af 21.1.2000, s. 22. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1759/2006 (EUT L 335 af 1.12.2006, s. 3).

(2)  EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 320/2006 (EUT L 58 af 28.2.2006, s. 42).

(3)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(4)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

(5)  EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

(6)  EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

(7)  EFT L 230 af 12.9.2000, s. 7.


BILAG 1

UDGIFTSANMELDELSE

Data opdelt efter kontoplanen for De Europæiske Fællesskabers budget efter udgiftstype

Indholdet af den udgiftsanmeldelse, der skal fremsendes elektronisk til Kommissionen

Anmeldelsens hoved

I anmeldelsens hoved skal der stå følgende:

en identifikationskode, der angiver meddelelsens art og den medlemsstat, som sender den (NB: den anvendes især for at sikre, at den, der sender en anmeldelse, har bemyndigelse fra den pågældende medlemsstat til at gøre det). Kommissionen sender Dem denne identifikationskode

den udgiftsperiode, som anmeldelsen gælder for

det sprog, anmeldelsen er affattet på.

Anmeldelsens centrale del

I anmeldelsens centrale del anføres følgende for hver underkonto i EGFL-kontoplanen:

koden for underkontoen (fx 110201002610033)

beskrivelse af underkontoen på det sprog, der er valgt i anmeldelsens hoved

beløb, der er anmeldt for den pågældende periode (N), og summen af de beløb, der er anmeldt siden regnskabsårets begyndelse. Alle beløb skal anmeldes i euro

Afsluttende del

Efter listen over alle underkonti:

anføres det samlede beløb, der er anmeldt for den pågældende periode (N), og summen af de samlede beløb, der er anmeldt siden regnskabsårets begyndelse

er der et tomt felt til kommentarer.

Meddelelsens syntaks

Image

Beskrivelse af felterne

Navn

Format

Beskrivelse

Anmeldelsens hoved: Dataene forekommer 1 gang

[IDENTIFICATION] *

 

Identifikationskode, der meddeles af GD FISH

[PERIOD] *

Dato (ÅÅÅÅMM)

Udgiftsperiode

[LANGUAGE] *

(2 karakterer)

ISO-kode for det anvendte sprog

Anmeldelsens centrale del: Dataene forekommer 1 til n gange

[SUBITEM] *

Antal (15)

Underkonto

[DESCRIPTION] *

Fri tekst (600)

Beskrivelse af underkontoen

[AMOUNT ] *

Antal (15,2)

Anmeldt beløb

[AMOUNT CUMUL] *

Antal (15,2)

Summen af de anmeldte beløb

Afsluttende del: Dataene forekommer 1 gang

[AMOUNT TOT ] *

Antal (15,2)

Samlet anmeldt beløb

[AMOUNT CUMUL TOT] *

Antal (15,2)

Summen af de samlede anmeldte beløb

[COMMENT]

Fri tekst (80)

Kommentarer

Det er obligatorisk at udfylde felter, der er mærket med en *.

Eksempel

Image


Top