Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005L0036

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EØS-relevant tekst)

OJ L 255, 30.9.2005, p. 22–142 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Bulgarian: Chapter 05 Volume 008 P. 3 - 123
Special edition in Romanian: Chapter 05 Volume 008 P. 3 - 123
Special edition in Croatian: Chapter 05 Volume 001 P. 125 - 245

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/36/oj

30.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/22


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/36/EF

af 7. september 2005

om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 40, artikel 47, stk. 1, artikel 47, stk. 2, første og tredje punktum, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser et af Fællesskabets mål. Dette indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de bl.a. har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Endvidere skal der i henhold til traktatens artikel 47, stk. 1, udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

(2)

Efter Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 vedtog Kommissionen meddelelsen »En strategi for tjenester i det indre marked«, som specielt har til formål at gøre den frie udveksling af tjenesteydelser lige så nem inden for Fællesskabet som inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse »Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle« gav Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 Kommissionen mandat til på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer.

(3)

Den garanti, som dette direktiv giver personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, for i en anden medlemsstat at kunne få adgang til samme erhverv og for at kunne udøve det med samme rettigheder som den anden medlemsstats statsborgere, er ikke til hinder for, at den migrerende erhvervsudøver skal opfylde eventuelle ikke-diskriminerende betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er objektivt begrundede og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(4)

For at lette den frie udveksling af tjenesteydelser bør der fastsættes særlige bestemmelser med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. For informationssamfundstjenester, der leveres som distanceydelser, bør bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (4) også finde anvendelse.

(5)

På grund af de forskellige ordninger, der er indført for midlertidig og lejlighedsvis grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser på den ene side og for etablering på den anden side, bør der foretages en præcisering af kriterierne for sondringen mellem disse to begreber, i tilfælde af at tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstaten.

(6)

Udveksling af tjenesteydelser må lettes under fuld hensyntagen til den offentlige sundhed og sikkerhed og beskyttelse af forbrugeren. Der bør derfor fastsættes særlige bestemmelser for regulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed eller sikkerhed, og hvis udøvere midlertidigt eller lejlighedsvis udfører grænseoverskridende tjenesteydelser.

(7)

Værtsmedlemsstaterne kan om nødvendigt og i overensstemmelse med fællesskabsretten fastlægge krav vedrørende anmeldelse. Disse krav bør ikke medføre en urimelig byrde for tjenesteyderne eller være til hinder for eller gøre fri udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv. Behovet for sådanne krav bør periodisk revideres i lyset af de fremskridt, der gøres i forbindelse med etableringen af en fællesskabsramme for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne.

(8)

Tjenesteyderen bør være underlagt de af værtsmedlemsstatens disciplinærbestemmelser, som har en direkte og specifik tilknytning til de erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definitionen af erhvervet, den virksomhed, der er omfattet af eller er forbeholdt det pågældende erhverv, benyttelse af titler eller grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed.

(9)

Samtidig med at de gældende principper og garantier vedrørende etableringsfriheden, der findes under de forskellige anerkendelsesordninger, bibeholdes, bør bestemmelserne om disse ordninger forbedres i lyset af de indhøstede erfaringer. Desuden er de pågældende direktiver blevet ændret flere gange, og det er nødvendigt at foretage en omstrukturering og forenkling af bestemmelserne, idet de principper, der skal anvendes, samtidig gøres ensartede. Det er derfor nødvendigt at erstatte Rådets direktiv 89/48/EØF (5) og 92/51/EØF (6) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF (7) om den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser og Rådets direktiv 77/452/EØF (8), 77/453/EØF (9), 78/686/EØF (10), 78/687/EØF (11), 78/1026/EØF (12), 78/1027/EØF (13), 80/154/EØF (14), 80/155/EØF (15), 85/384/EØF (16), 85/432/EØF (17), 85/433/EØF (18) og 93/16/EØF (19) om sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger, og samle dem i en enkelt tekst.

(10)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for i henhold til deres egen lovgivning at anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, som en tredjelandsstatsborger har erhvervet uden for Den Europæiske Unions område. Under alle omstændigheder bør de mindstekrav til uddannelse, der gælder for visse erhverv, altid overholdes ved anerkendelsen.

(11)

For erhverv, der er omfattet af den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, i det følgende benævnt »den generelle ordning«, bør medlemsstaterne fortsat kunne fastsætte minimumskvalifikationsniveauet med henblik på at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres på deres områder. I henhold til traktatens artikel 10, 39 og 43 bør de dog ikke pålægge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som de normalt fastsætter ved at henvise til eksamensbeviser udstedt i deres eget nationale uddannelsessystem, hvis den pågældende allerede har erhvervet alle eller en del af disse kvalifikationer i en anden medlemsstat. Det bør derfor bestemmes, at de værtsmedlemsstater, i hvilke et bestemt erhverv er lovreguleret, skal tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kræver. Denne generelle ordning for anerkendelse er imidlertid ikke til hinder for, at en medlemsstat kan stille specifikke krav til enhver person, der udøver et erhverv i den pågældende medlemsstat, som er begrundet i anvendelsen af faglige regler, der er berettiget af hensyn til almenhedens interesse. Disse regler vedrører f.eks. erhvervets organisation, faglige standarder, herunder vedrørende etik, kontrol og ansvar. Endelig sigtes der med dette direktiv ikke mod indgreb i medlemsstaternes berettigede interesse i at forhindre, at nogle af deres borgere gennem misbrug søger at unddrage sig deres nationale lovgivning på erhvervsområdet.

(12)

Dette direktiv vedrører medlemsstaternes anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet i andre medlemsstater. Det vedrører imidlertid ikke medlemsstaternes anerkendelse af beslutninger om anerkendelse, der er truffet i andre medlemsstater under henvisning til dette direktiv. Som følge heraf kan en person, der har fået sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i henhold til dette direktiv, ikke henvise til denne anerkendelse med henblik på at opnå andre rettigheder i hjemlandet end dem, der følger af den erhvervsmæssige kvalifikation, han har erhvervet i denne medlemsstat, medmindre den pågældende kan godtgøre at have erhvervet yderligere erhvervsmæssige kvalifikationer i værtslandet.

(13)

For at kunne fastlægge ordningen for anerkendelse i henhold til den generelle ordning er det nødvendigt at inddele de forskellige nationale niveauer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse i grupper. Disse grupper, som udelukkende fastlægges med henblik på anvendelsen af den generelle ordning, har ingen indflydelse på de nationale strukturer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse eller på medlemsstaternes beføjelser på dette område.

(14)

Den ordning for anerkendelse, der er fastlagt med direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF ændres ikke. Det indebærer, at indehaveren af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende med positivt resultat har gennemgået et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst et års varighed, bør have adgang til et lovreguleret erhverv i en medlemsstat, der som adgangsbetingelse forudsætter et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, uanset hvilket niveau den krævede eksamen i værtslandet befinder sig på. Omvendt bør adgangen i de tilfælde, hvor adgangen til et lovreguleret erhverv forudsætter en uddannelse af mere end fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, være forbeholdt indehavere af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af mindst tre års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt.

(15)

Da minimumsuddannelseskravene for adgang til erhverv, som er omfattet af den generelle ordning, ikke er harmoniseret, bør værtsmedlemsstaten have mulighed for at indføre en udligningsforanstaltning. Denne foranstaltning bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og bl.a. tage hensyn til ansøgerens erhvervserfaring. Erfaringen viser, at en egnethedsprøve eller en prøvetid efter migrantens eget valg er tilstrækkelig garanti for så vidt angår ansøgerens kvalifikationsniveau, og enhver undladelse af at give denne valgmulighed bør i hvert enkelt tilfælde være begrundet i et tvingende alment hensyn.

(16)

For at fremme erhvervsudøveres frie bevægelighed og samtidig sikre et passende kvalifikationsniveau bør de forskellige faglige sammenslutninger og organisationer eller medlemsstater kunne foreslå fælles platforme på EU-plan. Der bør tages hensyn til disse initiativer på visse betingelser og til stadighed under iagttagelse af medlemsstaternes kompetence til at fastsætte kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer for udøvelsen af erhverv på deres område og indholdet og tilrettelæggelsen af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer samt under overholdelse af fællesskabsretten, specielt på konkurrenceområdet, idet den mere automatiske anerkendelse under den generelle ordning i den forbindelse prioriteres højest. Faglige sammenslutninger, der kan foreslå fælles platforme, bør være repræsenteret på nationalt og europæisk plan. En fælles platform er en samlet række kriterier, der gør det muligt at bygge bro over så mange som muligt af de væsentlige forskelle, der er blevet identificeret mellem kravene til uddannelserne i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, herunder alle de medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv. Disse kriterier kan f.eks. omfatte krav som supplerende uddannelse, prøvetid under en kvalificeret fagmands ansvar, en egnethedsprøve eller et obligatorisk minimumsniveau for erhvervserfaring, eller kombinationer heraf.

(17)

For at tage højde for alle situationer, hvor der endnu ikke er nogen bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, bør den generelle ordning også omfatte tilfælde, som ikke er dækket af en særlig ordning, enten fordi det pågældende erhverv ikke er omfattet af en af disse ordninger, eller fordi ansøgeren, selv om erhvervet er omfattet af en sådan særlig ordning, af en særlig og usædvanlig årsag ikke opfylder betingelserne for at falde ind under den.

(18)

Der bør ske en forenkling af de bestemmelser, der giver adgang til visse former for industri-, handels- og håndværksvirksomhed i medlemsstater, hvor disse erhverv er reguleret, når denne virksomhed er blevet udøvet i en anden medlemsstat i et rimeligt langt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, idet der for disse former for virksomhed fortsat anvendes en ordning med automatisk anerkendelse, baseret på erhvervserfaringen.

(19)

Den frie bevægelighed og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter bør være baseret på det grundlæggende princip om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er harmoniseret. Adgangen i medlemsstaterne til erhvervet som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut bør desuden være betinget af, at den pågældende har et bestemt uddannelsesbevis, som sikrer, at den pågældende har fulgt en uddannelse, som opfylder de fastsatte minimumskrav. Denne ordning bør suppleres af en række erhvervede rettigheder, som de uddannede erhvervsudøvere nyder godt af på visse betingelser.

(20)

For at kunne tage højde for det særlige system for lægers og tandlægers erhvervsmæssige kvalifikationer og den tilknyttede fællesskabsret på området gensidig anerkendelse bør princippet om automatisk anerkendelse af læge- og tandlægespecialer, som er fælles for mindst to medlemsstater, fortsat finde anvendelse for alle specialer, der er anerkendt på tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse. I et forsøg på at forenkle ordningen bør udvidelsen af den automatiske anerkendelse af nye lægespecialer efter tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse derimod begrænses til de specialer, der er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne. Dette direktiv er desuden ikke til hinder for, at medlemsstaterne indbyrdes indfører en automatisk anerkendelse for visse læge- og tandlægespecialer, som de har fælles, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i medfør af dette direktiv, efter deres egne regler.

(21)

Automatisk anerkendelse af beviser for medicinsk grunduddannelse bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at lade dette bevis supplere med erhvervsmæssig virksomhed.

(22)

I alle medlemsstater bør tandlægeerhvervet anerkendes som et selvstændigt erhverv, der adskiller sig fra erhvervet som læge med eller uden odontostomatologi som speciale. Medlemsstaterne bør sikre, at uddannelsen til tandlæge giver den nødvendige kompetence inden for samtlige aktiviteter vedrørende forebyggelse, diagnosticering og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv. Tandlægeerhvervet bør udøves af indehavere af et uddannelsesbevis som tandlæge som omhandlet i dette direktiv.

(23)

Der har ikke været ønske om at fastlægge en ensartet uddannelse af jordemødre i alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør derimod have så stor frihed som muligt ved tilrettelæggelsen af jordemoderuddannelsen.

(24)

Af hensyn til forenklingen af dette direktiv bør benævnelsen »farmaceut« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(25)

Indehavere af uddannelsesbeviser som farmaceut er specialister på lægemiddelområdet og bør i princippet i alle medlemsstater have adgang til et minimum af virksomhed på dette område. At dette minimumsområde er fastsat i dette direktiv, bør ikke indebære nogen begrænsning af de former for virksomhed, som farmaceuter har adgang til i medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til biomedicinske analyser, og bør ikke give disse erhvervsudøvere noget monopol, idet indførelsen af et eventuelt monopol fortsat henhører under medlemsstaternes enekompetence. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan stille supplerende uddannelseskrav for adgangen til virksomhed, der ikke er omfattet af det samordnede minimumsområde. En værtsmedlemsstat, som stiller sådanne krav, bør således kunne lade disse være gældende for statsborgere, der er indehavere af uddannelsesbeviser, som automatisk anerkendes i henhold til dette direktiv.

(26)

Med dette direktiv tilsigtes der ikke en samordning af alle betingelser for adgang til og udøvelse af virksomhed på det farmaceutiske område. Spørgsmål i forbindelse med den geografiske fordeling af apoteker og medicinudleveringsmonopol bør fortsat henhøre under medlemsstaternes kompetence. Dette direktiv ændrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder virksomheder at udøve visse former for farmaceutisk virksomhed, eller gør en sådan udøvelse betinget af, at en række betingelser er opfyldt.

(27)

Bygningsværkers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres harmoniske indføjning i omgivelserne og hensynet til det naturlige miljø og bymiljøet samt til den fælles og private kulturarv er af offentlig interesse. Den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser bør derfor være baseret på kvalitative og kvantitative kriterier, som sikrer, at indehaverne af anerkendte uddannelsesbeviser er i stand til at forstå og omsætte enkeltpersoners, samfundsgruppers og institutioners behov inden for fysisk planlægning, udformning, tilrettelæggelse og opførelse af bygningsværker, bevaring og udnyttelse af den bygningshistoriske arv og bevaring af den naturlige ligevægt.

(28)

De nationale bestemmelser på arkitekturområdet og bestemmelserne om adgang til erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt har meget forskellig rækkevidde. I de fleste medlemsstater udøves virksomhed inden for arkitekturområdet de jure eller de facto af personer med titlen arkitekt, enten alene eller med tilføjelse af en anden titel, uden at disse personer derfor har eneret på udøvelse af disse former for virksomhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Disse former for virksomhed eller visse af dem kan ligeledes udøves af andre erhvervsudøvere, særlig ingeniører, der har fået en særlig uddannelse inden for byggeri eller bygningskunst. For at gøre dette direktiv så enkelt som muligt bør begrebet »arkitekt« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser på arkitekturområdet, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(29)

Fremsætter en europæisk faglig sammenslutning eller et tilsvarende organ for et lovreguleret erhverv en begrundet anmodning om specifikke bestemmelser vedrørende anerkendelse af kvalifikationer på grundlag af koordinering af minimumsuddannelseskravene, tager Kommissionen stilling til behovet for at vedtage et forslag om ændring af dette direktiv.

(30)

For at gøre ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer effektiv bør der fastsættes ensartede formkrav og procedureregler for gennemførelsen samt visse bestemmelser for udøvelsen af erhvervet.

(31)

Et samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil lette gennemførelsen af dette direktiv og overholdelsen af de forpligtelser, som følger af det. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for dette samarbejde.

(32)

Indførelse af erhvervspas til fremme af informationsudvekslingen mellem erhvervsudøverens værtsmedlemsstat og hjemland udstedt af faglige sammenslutninger og organisationer vil kunne lette erhvervsudøvernes mobilitet, især ved en hurtigere udveksling af informationer mellem værtslandet og hjemlandet. Dette erhvervspas bør gøre det muligt at følge med i karriereforløbet for de erhvervsudøvere, som etablerer sig i forskellige medlemsstater. Erhvervspas bør under fuldstændig overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne indeholde oplysninger om erhvervsudøverens uddannelse (universitetsuddannelse eller andre afsluttede uddannelsesforløb, kvalifikationer, erhvervserfaring), hans retmæssige etablering, eventuelle sanktioner, der er iværksat over for ham, og som vedrører hans erhverv, og detaljerne vedrørende den relevante kompetente myndighed.

(33)

Oprettelsen af et net af kontaktpunkter, der skal informere og bistå borgerne i medlemsstaterne, vil gøre det muligt at sikre, at anerkendelsesordningen er gennemsigtig. Kontaktpunkterne meddeler de borgere, der anmoder herom, og Kommissionen alle oplysninger og adresser, der er nyttige ved anerkendelsesproceduren. Hver medlemsstats udpegelse af et enkelt kontaktpunkt i dette net berører ikke kompetencefordelingen på nationalt plan. Navnlig forhindrer den ikke, at der på nationalt plan kan udpeges flere kontorer, idet det kontaktpunkt, der udpeges i ovennævnte net, tager sig af koordineringen med de andre kontorer og om nødvendigt oplyser borgerne om det relevante kompetente kontor.

(34)

Administrationen af de forskellige anerkendelsesordninger, som er indført ved sektordirektiverne og den generelle ordning, har vist sig at være tung og kompleks. Administrationen og ajourføringen af dette direktiv bør derfor forenkles for at tage højde for den videnskabelige og teknologiske udvikling, særlig når minimumsuddannelseskravene samordnes med henblik på automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser. Med henblik herpå bør der nedsættes et enkelt udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, og der bør sikres en passende inddragelse af repræsentanter for de faglige organisationer også på europæisk plan.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (20).

(36)

En periodisk rapport om gennemførelsen af dette direktiv udarbejdet af medlemsstaterne og indeholdende statistiske data vil give mulighed for at fastslå virkningen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

(37)

Der bør indføres en passende procedure for indførelsen af midlertidige foranstaltninger, hvis anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv indebærer større vanskeligheder i en medlemsstat.

(38)

Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til indretning af deres nationale ordning for social sikring og fastsættelsen af de former for virksomhed, der skal udøves som led i denne ordning.

(39)

I betragtning af den hurtige teknologiske og videnskabelige udvikling er livslang læring af særlig betydning for en lang række erhverv. Det påhviler i den forbindelse medlemsstaterne at vedtage detaljerede bestemmelser for, hvordan erhvervsudøverne gennem passende videreuddannelse kan holde sig orienteret om den tekniske og videnskabelige udvikling.

(40)

Målene for dette direktiv, nemlig rationalisering, forenkling og forbedring af bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)

Dette direktiv berører ikke anvendelsen af traktatens artikel 39, stk. 4, og artikel 45 i forbindelse med erhvervet som notar.

(42)

Dette direktiv berører for så vidt angår etableringsret og udveksling af tjenesteydelser ikke andre specifikke retlige bestemmelser vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. bestemmelser der er gældende på transportområdet, inden for forsikringsformidling og for revisorer. Direktivet berører ikke anvendelsen af Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (21) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (22). Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for advokater med henblik på omgående etablering under værtsmedlemsstatens advokattitel bør omfattes af dette direktiv.

(43)

Liberale erhverv, hvorved der i dette direktiv forstås erhverv, som udøves af enhver, der på grundlag af særlige erhvervsmæssige kvalifikationer personligt, på eget ansvar og erhvervsmæssigt leverer intellektuelle ydelser i opdragsgiverens og almenhedens interesse, er omfattet af dette direktiv, for så vidt de liberale erhverv er lovregulerede. Udøvelsen af et liberalt erhverv kan i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten være omfattet af specifikke juridiske forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning og de autonomt fastsatte fagregler, som de respektive organisationer har fastlagt inden for rammerne heraf, og som er en garanti for og videreudvikler professionalisme, kvalitet og det til opdraggiveren bestående tillidsforhold.

(44)

Dette direktiv anfægter ikke de nødvendige foranstaltninger, der iværksættes for at sikre et højt niveau for sundheds — og forbrugerbeskyttelse —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

I dette direktiv fastsættes de regler, hvorefter en medlemsstat, der på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv (i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«), anerkender de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater (i det følgende benævnt »hjemlandet«) og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv, med henblik på adgang til og udøvelse af det pågældende erhverv.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv gælder for enhver statsborger i en medlemsstat, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som selvstændig eller som arbejdstager, herunder udøvere af et liberalt erhverv, i en anden medlemsstat end den, hvor han har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer.

2.   Enhver medlemsstat kan i henhold til sin egen lovgivning give medlemsstaternes statsborgere, der er indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ikke er erhvervet i en medlemsstat, tilladelse til at udøve et lovreguleret erhverv, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), på sit område. For de erhverv, der er omfattet af afsnit III, kapitel III, sker denne første anerkendelse under overholdelse af de i nævnte kapitel omhandlede mindstekrav til uddannelse.

3.   Hvis der for et bestemt lovreguleret erhverv er indført andre specifikke ordninger i direkte forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i et særskilt fællesskabsinstrument, finder de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv ikke anvendelse.

Artikel 3

Definitioner

1.   I dette direktiv forstås ved:

a)

»lovreguleret erhverv«: en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf; især vil anvendelsen af en faglig titel, der ifølge love eller administrative bestemmelser er begrænset til en person, der er i besiddelse af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation, være en form for udøvelse. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles erhverv omhandlet i stk. 2 med et lovreguleret erhverv

b)

»erhvervsmæssige kvalifikationer«: kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis som omhandlet i artikel 11, litra a), nr. i), og/eller erhvervserfaring

c)

»uddannelsesbevis«: eksamensbeviser, certifikater og andre beviser for en erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i Fællesskabet, udstedt af en myndighed udpeget i overensstemmelse med love eller administrative bestemmelser i vedkommende medlemsstat. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles et uddannelsesbevis efter stk. 3 med et uddannelsesbevis

d)

»kompetente myndigheder«: alle myndigheder eller organer, der af en medlemsstat er særligt bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger og til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser

e)

»lovreguleret uddannelse«: enhver uddannelse, som er specifikt rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et uddannelsesforløb, om fornødent suppleret med en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik.

Erhvervsuddannelsens, den praktiske uddannelses og erhvervspraktikkens struktur og niveau fastlægges ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser eller kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå

f)

»erhvervserfaring«: faktisk og lovmæssig udøvelse af et bestemt erhverv i en medlemsstat

g)

»prøvetid«: udøvelse af et lovreguleret erhverv, der finder sted i værtsmedlemsstaten på en kvalificeret fagmands ansvar og eventuelt er ledsaget af videreuddannelse. Prøvetiden afsluttes med en bedømmelse. Bestemmelserne for prøvetid og bedømmelse heraf samt den indvandrende praktikants status fastsættes af den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten.

Praktikantens status i værtsmedlemsstaten, navnlig med hensyn til opholdsret, arbejdsmarkedsmæssige og sociale forpligtelser, rettigheder og goder samt godtgørelser og løn, fastsættes af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med gældende fællesskabsret

h)

»egnethedsprøve«: en kontrol udelukkende af ansøgerens faglige kundskaber, som foretages af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, og hvis formål er at vurdere ansøgerens egnethed til at udøve et lovreguleret erhverv i dette land. Med henblik på denne kontrol opstiller de kompetente myndigheder en liste over de fag, der på grundlag af en sammenligning mellem den uddannelse, der kræves i den pågældende medlemsstat, og den uddannelse, som ansøgeren har fået, ikke er omfattet af eksamensbeviset eller det eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren fremlægger.

Ved egnethedsprøven skal der tages hensyn til det forhold, at ansøgeren i hjemlandet eller det land, han kommer fra, er en kvalificeret fagmand. Prøven skal vedrøre fag, som vælges blandt dem, der er opført på listen, og hvortil kendskab er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv i værtsmedlemsstaten. Prøven kan ligeledes omfatte kendskabet til den faglige etik, der gælder for de pågældende former for virksomhed i værtsmedlemsstaten.

De nærmere betingelser for egnethedsprøven og den status, der i værtsmedlemsstaten tilkommer den ansøger, der ønsker at forberede sig til egnethedsprøven i det pågældende land, fastsættes af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder

i)

»virksomhedsleder«: en person, som i en virksomhed inden for det pågældende erhvervsområde har virket:

i)

som leder af en virksomhed eller en filial af en virksomhed, eller

ii)

som stedfortræder for indehaveren eller lederen af en virksomhed, såfremt denne stilling er forbundet med et ansvar svarende til det, der påhviler den indehaver eller leder, som vedkommende er stedfortræder for, eller

iii)

i en ledende stilling med forretningsmæssige og/eller tekniske opgaver og med ansvar for mindst en af virksomhedens afdelinger.

2.   Et erhverv udøvet af medlemmerne af en sammenslutning eller organisation, der er anført i bilag I, sidestilles med et lovreguleret erhverv.

De sammenslutninger eller organisationer, der er nævnt i første afsnit, har især til formål at fremme og opretholde et højt niveau inden for den pågældende erhvervsgren. De har med henblik på virkeliggørelsen af denne målsætning modtaget en anerkendelse i en særlig form fra en medlemsstat, ligesom de udsteder et uddannelsesbevis til deres medlemmer, sikrer, at de overholder de faglige regler, som sammenslutningen eller organisationen har fastsat, og giver dem ret til at anvende en titel eller en forkortelse eller at opnå en stilling svarende til dette uddannelsesbevis.

Når en medlemsstat anerkender en sammenslutning eller en organisation som omhandlet i første afsnit, underretter den Kommissionen, der offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis, hvis indehaveren inden for det pågældende erhverv har en erhvervserfaring af tre års varighed på den medlemsstats område, som har anerkendt det pågældende bevis i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, og den pågældende medlemsstat har attesteret erhvervserfaringen.

Artikel 4

Anerkendelsens virkninger

1.   Værtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver den begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som han er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det på samme vilkår som landets egne statsborgere.

2.   Med henblik på dette direktiv er det erhverv, som ansøgeren ønsker at udøve i værtsmedlemsstaten, det samme som det, han er kvalificeret til i hjemlandet, hvis det omfatter sammenlignelige former for virksomhed.

AFSNIT II

FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Artikel 5

Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser

1.   Med forbehold af særlige bestemmelser i fællesskabsretten samt artikel 6 og 7 i dette direktiv må medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører erhvervsmæssige kvalifikationer, begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser i en anden medlemsstat,

a)

hvis tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat med henblik på at udøve samme erhverv i denne medlemsstat (i det følgende benævnt »etableringsmedlemsstaten«), og

b)

hvis tjenesteyderen flytter til en anden medlemsstat og i etableringsmedlemsstaten har udøvet dette erhverv i mindst to år inden for de sidste ti år, der går forud for leveringen af tjenesteydelsen, når erhvervet ikke er lovreguleret i denne medlemsstat. Betingelsen, der kræver mindst to års erhvervsudøvelse, gælder ikke, hvis enten erhvervet eller uddannelsen til erhvervet er lovreguleret.

2.   Bestemmelserne i dette afsnit finder kun anvendelse i tilfælde, hvor tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstatens område for midlertidigt og lejlighedsvis at udøve det erhverv, der er omhandlet i stk. 1.

Tjenesteydelsens midlertidige og lejlighedsvise karakter vurderes fra sag til sag især på baggrund af ydelsens varighed, hyppighed, periodicitet og kontinuitet.

3.   En tjenesteyder, der flytter til en anden medlemsstat, er underlagt de faglige, fagretlige eller administrative adfærdsregler, der er direkte knyttet til erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definition af erhvervet, benyttelse af titler og grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed, samt disciplinærbestemmelser, som gælder i værtsmedlemsstaten for personer, som dér udøver samme erhverv.

Artikel 6

Fritagelser

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, fritager værtsmedlemsstaten de tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opfylde følgende krav, der stilles til erhvervsudøvere, der er etableret på værtsmedlemsstatens område:

a)

tilladelser fra og registrering eller optagelse i en faglig organisation eller et fagligt organ. For at de disciplinærbestemmelser, der gælder på medlemsstaternes område, lettere kan anvendes, jf. artikel 5, stk. 3, kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om enten midlertidig registrering, der sker automatisk, eller om proforma optagelse i en sådan faglig organisation eller et sådant fagligt organ, forudsat at en sådan bestemmelse på ingen måde forsinker eller vanskeliggør udførelsen af tjenesteydelsen og ikke medfører ekstraudgifter for tjenesteyderen. Den kompetente myndighed sender en genpart af den i artikel 7, stk. 1, omhandlede anmeldelse og i givet fald forlængelse til den relevante faglige organisation eller det relevante faglige organ, hvilket i denne forbindelse betragtes som automatisk midlertidig registrering eller proformaoptagelse; for de erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sikkerhed og sundhed, jf. artikel 7, stk. 4, eller som er omfattet af automatisk anerkendelse, jf. afsnit III, kapitel III, medsendes en genpart af de dokumenter, der er nævnt i artikel 7, stk. 2

b)

optagelse i et offentligretligt socialsikringsorgan for med et forsikringsorgan at afregne tjenesteydelser udført til fordel for personer, der er omfattet af de sociale sikringsordninger.

Tjenesteyderen underretter dog, forud eller i hastende tilfælde efterfølgende, det i litra b) omhandlede organ om udførelsen af tjenesteydelsen.

Artikel 7

Anmeldelse, der skal indgives forud i tilfælde af tjenesteyderens flytning

1.   Når tjenesteyderen første gang flytter fra en medlemsstat til en anden for at udføre tjenesteydelser, kan medlemsstaterne kræve, at han forud underretter den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten ved en skriftlig anmeldelse, der omfatter detaljerne vedrørende en eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar. Denne anmeldelse skal fornyes en gang om året, hvis tjenesteyderen agter at udføre midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat i løbet af det pågældende år. Tjenesteyderen kan indgive anmeldelsen på en hvilken som helst måde.

2.   Endvidere kan medlemsstaterne kræve, at anmeldelsen ledsages af følgende dokumenter, når tjenesteyderen første gang udfører tjenesteydelsen eller hvis der er tale om en væsentlig ændring af situationen, som er godtgjort i dokumenterne,

a)

dokumentation for tjenesteyderens nationalitet

b)

en attestation for, at tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat for dér at udøve den pågældende virksomhed, og at det på tidspunktet for udstedelsen af attestationen ikke forbydes ham at udøve denne virksomhed, heller ikke midlertidigt

c)

bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer

d)

i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra b), en hvilken som helst form for bevis på, at tjenesteyderen har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to år i løbet af de sidste ti år

e)

for erhverv inden for sikkerhedssektoren, bevis for, at den pågældende ikke er idømt nogen straffedom, såfremt medlemsstaten stiller krav herom for sine egne statsborgere.

3.   Tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, når der i denne medlemsstat findes en lovreguleret titel for den pågældende erhvervsmæssige virksomhed. Titlen anføres på etableringsmedlemsstatens officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, således at man undgår enhver forveksling med værtsmedlemsstatens titel. Hvis titlen ikke findes i etableringsmedlemsstaten, anfører tjenesteyderen på denne stats officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, hvilket uddannelsesbevis han har. Undtagelsesvis udføres tjenesteydelsen under værtsmedlemsstatens titel for så vidt angår de tilfælde, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III.

4.   Når tjenesteyderen første gang udfører en tjenesteydelse inden for lovregulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i henhold til afsnit III, kapitel III, kan den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, inden den pågældende første gang udøver tjenesteydelsen. Den forudgående kontrol kan kun foretages, når formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed på grund af tjenesteyderens manglende erhvervsmæssige kvalifikationer, og når den ikke er mere omfattende end nødvendigt med henblik herpå.

Den kompetente myndighed bestræber sig på inden højst en måned efter modtagelsen af anmeldelsen og de medfølgende dokumenter at underrette tjenesteyderen om enten sin beslutning om ikke at kontrollere hans kvalifikationer eller resultatet af en sådan kontrol. I tilfælde af vanskeligheder, der kan betyde forsinkelser, meddeler den kompetente myndighed inden for en måned tjenesteyderen grunden til forsinkelsen og tidshorisonten for en afgørelse, der skal være truffet senest to måneder efter modtagelse af den fuldstændige dokumentation.

Hvis der er en væsentlig forskel mellem tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, og denne forskel kan skade den offentlige sikkerhed eller sundhed, skal værtsmedlemsstaten give tjenesteyderen mulighed for at bevise, at han har erhvervet den manglende viden eller kompetence, navnlig ved hjælp af en egnethedsprøve. Under alle omstændigheder skal udførelsen af tjenesteydelsen kunne begynde inden en måned efter, at der er truffet afgørelse i henhold til foregående afsnit.

Foreligger der ikke svar fra den kompetente myndighed inden for de frister, der er fastsat i de foregående afsnit, kan tjenesteydelsen udføres.

I de tilfælde, hvor kvalifikationerne er blevet bekræftet i overensstemmelse med dette stykke, leveres tjenesteydelsen under den faglige titel, der anvendes i værtsmedlemsstaten.

Artikel 8

Administrativt samarbejde

1.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten for hver udførelse af tjenesteydelser kræve relevante oplysninger om, at tjenesteyderen er lovligt etableret, om redelig adfærd og om, at tjenesteyderen ikke har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner. De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten meddeler disse oplysninger i overensstemmelse med artikel 56.

2.   De kompetente myndigheder skal sikre udveksling af alle de oplysninger, der er nødvendige for, at klager fra en tjenestemodtager over en tjenesteyder kan behandles korrekt. Tjenestemodtageren skal underrettes om klagens resultat.

Artikel 9

Oplysninger til tjenestemodtagerne

Hvis tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, eller under tjenesteyderens uddannelsesbevis, kan værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kræve, at tjenesteyderen, ud over andre oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, meddeler tjenestemodtageren alle eller visse af følgende oplysninger:

a)

hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, navnet på det pågældende register samt tjenesteyderens registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler, som findes i dette register

b)

navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed, såfremt virksomheden er omfattet af en godkendelsesordning i etableringsmedlemsstaten

c)

faglig sammenslutning eller lignende organ, som tjenesteyderen er optaget i

d)

tjenesteyderens faglige titel eller, hvis en sådan titel ikke findes, uddannelsesbeviset og den medlemsstat, i hvilken det er tildelt

e)

hvis tjenesteyderen udøver en momspligtig virksomhed, det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (23)

f)

eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.

AFSNIT III

ETABLERINGSFRIHED

KAPITEL I

Generel ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser

Artikel 10

Anvendelsesområde

Dette kapitel gælder for alle erhverv, som ikke er omfattet af kapitel II og III i dette afsnit, og i følgende tilfælde, hvor en ansøger af specifikke og særlige årsager ikke opfylder kravene i disse kapitler:

a)

for virksomhed som anført i bilag IV, hvis migranten ikke opfylder kravene i artikel 17, 18 og 19

b)

for læger på grunduddannelsesniveau og speciallæger, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, hvis migranten ikke opfylder kravene til faktisk og retmæssig erhvervserfaring som omhandlet i artikel 23, 27, 33, 37, 39, 43 og 49

c)

for arkitekter, hvis migranten er i besiddelse af et uddannelsesbevis, der ikke er anført i bilag V, punkt 5.7

d)

med forbehold af artikel 21, stk. 1, samt artikel 23 og 27 for læger, sygeplejersker, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.2.2, 5.3.2, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1, og udelukkende med henblik på anerkendelse af det relevante speciale

e)

for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

f)

for sygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, eller af specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2

g)

for migranter der opfylder kravene i artikel 3, stk. 3.

Artikel 11

Kvalifikationsniveauer

Med henblik på anvendelsen af artikel 13 placeres de faglige kvalifikationer på de nedenfor beskrevne niveauer:

a)

et kursusbevis udstedt af en kompetent myndighed i hjemlandet, udpeget ifølge denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser, for

i)

enten en uddannelse, som ikke er omfattet af et certifikat eller et eksamensbevis efter litra b), c), d) eller e), eller en specifik eksamen uden forudgående uddannelse eller udøvelse af erhvervet i en medlemsstat på fuld tid i tre på hinanden følgende år eller på deltid i en periode af tilsvarende varighed i løbet af de forudgående ti år

ii)

eller en almen uddannelse på primær- eller sekundærtrinnet, der attesterer, at indehaveren er i besiddelse af almene kundskaber.

b)

et certifikat for gennemførelsen af et uddannelsesforløb på sekundærtrinnet

i)

enten en almen uddannelse suppleret med et andet, eventuelt erhvervsrettet, uddannelsesforløb end dem, der er nævnt i litra c), og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb

ii)

eller en teknisk eller erhvervsfaglig uddannelse i givet fald suppleret med et erhvervsrettet uddannelsesforløb som omhandlet i nr. i) og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb.

c)

et eksamensbevis for

i)

enten en anden postgymnasial uddannelse end den, der er nævnt i litra d) og e), af mindst et års varighed eller af tilsvarende længde på deltidsbasis, hvortil et af adgangskravene som den generelle regel er gennemførelse af det uddannelsesforløb på sekundærtrinnet, der er adgangsgivende til universiteter og højere læreanstalter, eller gennemførelse af tilsvarende skoleuddannelse på sekundærtrinnet, samt den erhvervsmæssige uddannelse, der eventuelt kræves ud over denne postgymnasiale uddannelse

ii)

eller, hvis det drejer sig om et lovreguleret erhverv, en uddannelse med særlig struktur som omhandlet i bilag II, der svarer til uddannelsesniveauet i nr. i), og som har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver. Listen i bilag II kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, for at tage hensyn til uddannelser, der opfylder kravene i første punktum.

d)

et eksamensbevis for et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst tre års og ikke over fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis, der er gennemgået ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en uddannelsesinstitution med samme uddannelsesniveau, samt den erhvervsmæssige uddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb

e)

et eksamensbevis for gennemførelsen af et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en anden institution på samme niveau samt den erhvervsuddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb.

Artikel 12

Sidestilling af uddannelsesbeviser

Med et uddannelsesbevis, der attesterer en uddannelse som omhandlet i artikel 11, også med hensyn til det pågældende niveau, sidestilles ethvert uddannelsesbevis eller samtlige sådanne uddannelsesbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, hvis der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Fællesskabet, og som i den pågældende medlemsstat anerkendes som værende på tilsvarende niveau, og hvis der i denne medlemsstat til disse beviser er knyttet de samme rettigheder vedrørende adgang til og udøvelse af et erhverv, eller som kvalificerer til udøvelsen af det pågældende erhverv.

Med et sådant uddannelsesbevis sidestilles ligeledes, på samme betingelser som anført i stk. 1, enhver erhvervsmæssig kvalifikation, som uden at opfylde kravene i henhold til hjemlandets lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage eller udøve et erhverv giver den pågældende erhvervede rettigheder i henhold til disse bestemmelser. Dette finder især anvendelse, såfremt hjemlandet stiller krav om et højere niveau for adgang til et erhverv og dets udøvelse, og såfremt en person, der tidligere har gennemført en uddannelse, som ikke opfylder de nye kvalifikationskrav, kan gøre brug af de erhvervede rettigheder i medfør af nationale love og administrative bestemmelser. I sådanne tilfælde betragter værtslandet efter artikel 13 den tidligere erhvervede uddannelse som svarende til niveauet for den nye uddannelse.

Artikel 13

Betingelser for anerkendelse

1.   Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal denne medlemsstats kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at få adgang til dette erhverv og udøve det på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis han er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, som i en anden medlemsstat er foreskrevet som betingelse for at få adgang til eller for at udøve det samme erhverv.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a)

de skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b)

de skal attestere, at den pågældende har erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart forud for det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11.

2.   Tilladelse til adgang til eller udøvelse af erhvervet som omhandlet i stk. 1 skal også gives til en ansøger, som på fuldtidsbasis har udøvet det i nævnte stykke omhandlede erhverv i to år i løbet af de forudgående ti år i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret, og hvis han er i besiddelse af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a)

de skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b)

de skal attestere, at den pågældende er i besiddelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, der ligger umiddelbart forud for det, der kræves i værtsmedlemsstaten, som omhandlet i artikel 11

c)

de skal attestere, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv.

Den i første afsnit omhandlede erhvervserfaring på to år kan dog ikke kræves, når det eller de uddannelsesbeviser, som ansøgeren er i besiddelse af, er udstedt som bevis for en lovreguleret uddannelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, e), på de kvalifikationsniveauer som er beskrevet i artikel 11, litra b), c), d) eller e). Som lovregulerede uddannelser på det i artikel 11, litra c), beskrevne niveau betragtes dem, der er omhandlet i bilag III. Listen i bilag III kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, for at tage hensyn til lovregulerede uddannelser, som har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver.

3.   Værtsmedlemsstaten tillader uanset stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b), adgang til og udøvelse af et lovreguleret erhverv på dets område, når adgangen hertil er betinget af, at den pågældende har et bevis for uddannelse, der er udstedt for en uddannelse på videregående niveau eller universitetsniveau af en varighed på fire år, og ansøgeren har et bevis for uddannelse , som omtalt i artikel 11, litra c).

Artikel 14

Udligningsforanstaltninger

1.   Artikel 13 er ikke til hinder for, at værtsmedlemsstaten af ansøgeren kræver, at han gennemgår en prøvetid, der dog ikke må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve, såfremt:

a)

varigheden af den uddannelse, som han i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, dokumenterer at have gennemgået, er mindst et år kortere end den uddannelsestid, der kræves i værtsmedlemsstaten

b)

den uddannelse, han har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som er foreskrevet i værtsmedlemsstaten

c)

det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, jf. artikel 4, stk. 2, og denne forskel er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som kræves i værtsmedlemsstaten, og som omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

2.   Hvis værtsmedlemsstaten gør brug af den i stk. 1 fastsatte mulighed, skal det give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.

Finder en medlemsstat, at det for så vidt angår et bestemt erhverv er nødvendigt at fravige reglen om, at ansøgeren har ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve i henhold til første afsnit, underretter den forud herfor de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den fremlægger passende begrundelse for fravigelsen.

Finder Kommissionen efter at have modtaget alle nødvendige oplysninger, at den i andet afsnit omhandlede fravigelse ikke er hensigtsmæssig, eller at den ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, anmoder den inden tre måneder den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe den påtænkte foranstaltning. Har Kommissionen ikke reageret inden udløbet af denne frist, kan fravigelsen anvendes.

3.   For de erhverv, hvis udøvelse kræver et præcist kendskab til den nationale ret, og som i det væsentlige og til stadighed består i at rådgive og/eller yde bistand vedrørende den nationale ret, kan værtsmedlemsstaten som en undtagelse fra princippet i stk. 2 om, at ansøgeren har ret til at vælge, kræve enten en prøvetid eller en egnethedsprøve.

Dette gælder også i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra b), c) og d), vedrørende læger og tandlæger, litra f) hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, og for artikel 10, litra g).

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra a), kan værtsmedlemsstaten kræve en prøvetid eller en egnethedsprøve, hvis migranten har tænkt sig at udøve erhvervsvirksomhed som selvstændig eller som leder af en virksomhed, der kræver kendskab til og anvendelse af de specifikke gældende nationale bestemmelser, hvis dette kendskab til og denne anvendelse af disse bestemmelser kræves af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder for medlemsstatens egne statsborgeres adgang til dette erhverv.

4.   Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra b) og c), forstås ved »fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige«, fag eller discipliner, som er væsentlige for udøvelsen af erhvervet, og med hensyn til hvilke den uddannelse, migranten har fået, udviser væsentlige forskelle i varighed og indhold i forhold til den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten.

5.   Stk. 1 anvendes under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Hvis værtsmedlemsstaten således agter at kræve af ansøgeren, at han gennemgår en prøvetid eller går op til en egnethedsprøve, skal den forud herfor kontrollere, om de kundskaber, ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring i en medlemsstat eller et tredjeland, helt eller delvist udligner den i stk. 4 omhandlede væsentlige forskel.

Artikel 15

Fritagelse for udligningsforanstaltninger på grundlag af fælles platforme

1.   I denne artikel forstås ved »fælles platforme« en samlet række kriterier for erhvervsmæssige kvalifikationer, som kan udligne de væsentlige forskelle, der er blevet identificeret mellem de enkelte medlemsstaters krav til uddannelsen til et bestemt erhverv. De væsentlige forskelle identificeres ved at sammenligne varighed og indhold af uddannelsen i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, herunder alle de medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv. Forskellene mellem uddannelsernes indhold kan skyldes væsentlige forskelle i den erhvervsmæssige virksomheds bredde.

2.   Fælles platforme i henhold til stk. 1 kan forelægges Kommissionen af medlemsstater eller af faglige sammenslutninger eller organisationer, der er repræsentative på nationalt og europæisk plan. Hvis Kommissionen efter høring af medlemsstaterne finder, at et udkast til fælles platform letter den gensidige anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, kan den forelægge udkast til foranstaltninger med henblik på vedtagelse efter proceduren i artikel 58, stk. 2.

3.   Når ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer opfylder de kriterier, der er fastlagt i den foranstaltning, som er vedtaget efter stk. 2, fritager værtsmedlemsstaten ansøgeren for de i artikel 14 omhandlede udligningsforanstaltninger.

4.   Stk. 1-3 berører ikke medlemsstaternes kompetence til at fastsætte kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer for udøvelsen af erhverv på deres område og indholdet og tilrettelæggelsen af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer.

5.   Hvis en medlemsstat mener, at de kriterier, som er fastsat i en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til stk. 2, ikke længere giver tilstrækkelige garantier for erhvervsmæssige kvalifikationer, meddeler den dette til Kommissionen, som i givet fald forelægger et udkast til foranstaltning efter proceduren i artikel 58, stk. 2.

6.   Kommissionen forelægger senest den 20. oktober 2010 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne artikel, samt i givet fald forslag til ændring af artiklen.

KAPITEL II

Anerkendelse af erhvervserfaring

Artikel 16

Krav vedrørende erhvervserfaring

Hvis adgang til eller udøvelse af en af de i bilag IV anførte former for virksomhed i en medlemsstat er afhængig af besiddelse af almene, forretningsmæssige eller faglige kundskaber og færdigheder, anerkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis for disse kundskaber og færdigheder den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed i en anden medlemsstat. Udøvelsen skal have fundet sted i overensstemmelse med artikel 17, 18 og 19.

Artikel 17

Virksomhed opført i liste I i bilag IV

1.   For de i liste I i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i seks på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e)

i fem på hinanden følgende år i en ledende stilling, heraf mindst tre år med tekniske opgaver og med ansvar for mindst en afdeling af virksomheden, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

3.   Stk. 1, litra e), finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der henhører under ex 855 i ISIC-nomenklaturen, frisørsaloner.

Artikel 18

Virksomhed opført i liste II i bilag IV

1.   For de i liste II i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i fem på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde på mindst to år, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e)

i fem på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

f)

i seks på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 19

Virksomhed opført i liste III i bilag IV

1.   For de i liste III i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a)

i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b)

i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c)

i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst tre år som arbejdstager, eller

d)

i tre på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.   I de i litra a) og c) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 20

Ændring af listerne over former for virksomhed i bilag IV

De i bilag IV indeholdte lister over former for virksomhed, som i medfør af artikel 16 er omfattet af anerkendelse af erhvervserfaring, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på ajourføring eller tydeliggørelse af nomenklaturen, forudsat at dette ikke indebærer en ændring af virksomheden i de enkelte kategorier.

KAPITEL III

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 21

Princippet om automatisk anerkendelse

1.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for farmaceuter og for arkitekter, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1, som er i overensstemmelse med de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 44 og 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

Uddannelsesbeviserne skal være udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder og i givet fald være ledsaget af det tilhørende certifikat, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1.

Bestemmelserne i første og andet afsnit berører ikke de i artikel 23, 27, 33, 37, 39 og 49 omhandlede erhvervede rettigheder.

2.   Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med mindstekravene til uddannelse i artikel 28.

Bestemmelserne i første afsnit berører ikke de i artikel 30 omhandlede erhvervede rettigheder.

3.   Medlemsstaterne anerkender de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte uddannelsesbeviser for jordemødre, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, som er i overensstemmelse med de i artikel 40 omhandlede mindstekrav til uddannelse, og som opfylder retningslinjerne i artikel 41, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af denne form for erhvervsmæssig virksomhed. Denne bestemmelse berører ikke de i artikel 23 og 43 omhandlede erhvervede rettigheder.

4.   Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at lade uddannelsesbeviser omhandlet i bilag V, punkt 5.6.2, få gyldighed med henblik på oprettelse af nye apoteker med adgang for offentligheden. I forbindelse med anvendelsen af dette stykke betragtes apoteker, der har været åbne i mindre end tre år, også som nye apoteker.

5.   De i bilag V, punkt 5.7.1, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, der anerkendes automatisk i henhold til stk. 1, vedrører en uddannelse, der er påbegyndt tidligst i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår.

6.   Medlemsstaterne gør adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, der yder garanti for, at den pågældende gennem hele sin uddannelse har erhvervet de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 44, stk. 3.

De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 44, stk. 3, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen for så vidt angår uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

7.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de love og administrative bestemmelser, de vedtager om udstedelse af uddannelsesbeviser på det område, der er omfattet af dette kapitel. De underretter desuden de øvrige medlemsstater om uddannelsesbeviser på det område, der er omhandlet i afdeling 8.

Kommissionen offentliggør en meddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende, hvori den angiver de benævnelser, medlemsstaterne har vedtaget for uddannelsesbeviserne, og, hvis det er relevant, det organ, der udsteder uddannelsesbeviset, det certifikat, der ledsager beviset, og den tilsvarende faglige titel, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1.

Artikel 22

Fælles bestemmelser vedrørende uddannelse

For så vidt angår uddannelser omhandlet i artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46:

a)

kan medlemsstaterne give tilladelse til deltidsuddannelse på de af de kompetente myndigheder godkendte betingelser; disse myndigheder sikrer, at denne uddannelse med hensyn til den samlede varighed, niveauet og kvaliteten svarer til heltidsuddannelsen

b)

skal efter- og videreuddannelse i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats egne retningslinjer sikre, at personer, der har afsluttet deres studium, er i stand at følge den faglige udvikling i det omfang, der er nødvendigt for at opretholde en sikker og effektiv udøvelse af erhvervet.

Artikel 23

Erhvervede rettigheder

1.   Når de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, ikke opfylder alle de uddannelseskrav, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, anerkender enhver medlemsstat — med forbehold af særlige erhvervede rettigheder for disse erhverv — som tilstrækkeligt bevis de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden de referencedatoer, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, hvis de er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.   De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, selv om de ikke opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden:

a)

den 3. oktober 1990 for så vidt angår læger på grunduddannelsesniveau, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger på grunduddannelsesniveau og specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter og

b)

den 3. april 1992 for speciallægers vedkommende.

De i første afsnit omhandlede uddannelsesbeviser giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

3.   Med forbehold af artikel 37, stk. 1, anerkender medlemsstaterne de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Tjekkoslovakiet, eller hvis uddannelsen er påbegyndt, for Den Tjekkiske Republiks eller Slovakiets vedkommende, inden den 1. januar 1993, når en af de to ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de uddannelsesbeviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

4.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse er påbegyndt

a)

for Estlands vedkommende inden den 20. august 1991

b)

for Letlands vedkommende inden den 21. august 1991

c)

for Litauens vedkommende inden den 11. marts 1990

når en af de tre ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de beviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

For så vidt angår uddannelsesbeviser for dyrlæger, der er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse for Estlands vedkommende er påbegyndt inden den 20. august 1991, skal den i foregående afsnit nævnte attestation være ledsaget af et certifikat udstedt af de estiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på Estlands område har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst fem på hinanden følgende år.

5.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er blevet udstedt af det tidligere Jugoslavien, eller hvis uddannelse for Sloveniens vedkommende er påbegyndt inden den 25. juni 1991, når ovennævnte medlemsstats myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de uddannelsesbeviser, der for denne medlemsstats vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

6.   Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter ikke svarer til de benævnelser, der er angivet for den pågældende medlemsstat i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, og som er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer.

Det i første afsnit omhandlede certifikat attesterer, at de pågældende uddannelsesbeviser er udstedt som bevis for en uddannelse, der er i overensstemmelse med henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40 og 44 i dette direktiv, og at den medlemsstat, der har udstedt dem, sidestiller dem med dem, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

Afdeling 2

Læge

Artikel 24

Den medicinske grunduddannelse

1.   Adgang til den medicinske grunduddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet.

2.   Den medicinske grunduddannelse omfatter mindst seks års studier eller 5 500 timers teoretisk og praktisk undervisning ved et universitet eller under tilsyn af et universitet.

For personer, som påbegyndte deres studier inden den 1. januar 1972, kan den i første afsnit omhandlede uddannelse omfatte en praktisk heltidsuddannelse på universitetsniveau af seks måneders varighed under tilsyn af de kompetente myndigheder.

3.   Den medicinske grunduddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som lægegerningen bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og bedømmelse af oplysningerne

b)

tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

c)

fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og behandlinger, som giver den pågældende et sammenhængende billede af de mentale og fysiske sygdomme, af lægegerningen set ud fra den profylaktiske, den diagnostiske og den terapeutiske synsvinkel, og af den menneskelige forplantning

d)

passende klinisk erfaring på sygehuse under passende tilsyn.

Artikel 25

Speciallægeuddannelsen

1.   Adgang til speciallægeuddannelsen forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier inden for det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb, som har ført til erhvervelse af relevante grundlæggende medicinske kundskaber.

2.   Speciallægeuddannelsen omfatter teoretisk og praktisk undervisning, der finder sted på et universitet, på et universitetssygehus eller efter omstændighederne i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at varigheden af de i bilag V, punkt 5.1.3, anførte speciallægeuddannelser ikke er mindre end den i samme punkt anførte varighed. Uddannelsen finder sted under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter speciallægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende afdelingers virksomhed og ansvar.

3.   Uddannelsen gennemføres på heltidsbasis ved bestemte institutioner, der er anerkendt af de kompetente myndigheder. Den indebærer, at den pågældende læge deltager i samtlige lægelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregår, således at han igennem hele arbejdsugen året igennem anvender hele sin arbejdsindsats på denne praktiske og teoretiske uddannelse på de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen aflønnes derfor med et passende beløb.

4.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for speciallægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

5.   De i bilag V, punkt 5.1.3, anførte mindstekrav til uddannelsens varighed kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning heraf til den videnskabelige og tekniske udvikling.

Artikel 26

Benævnelser for speciallægeuddannelser

De i artikel 21 omhandlede uddannelsesbeviser for speciallæger er de beviser, som udstedes af de i bilag V, punkt 5.1.2, anførte kompetente myndigheder eller organer, og som for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de benævnelser, der anvendes i de enkelte medlemsstater, og som er anført i bilag V, punkt 5.1.3.

Nye lægespecialer, som er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne, kan tilføjes til bilag V, punkt 5.1.3, efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på ajourføringen af dette direktiv under hensyn til ændringer i de nationale lovgivninger.

Artikel 27

Speciallægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Enhver værtsmedlemsstat kan for speciallæger, hvis speciallægeuddannelse på deltidsbasis er omfattet af love eller administrative bestemmelser, der var i kraft den 20. juni 1975, og som påbegyndte deres speciallægeuddannelse senest den 31. december 1983, kræve, at deres uddannelsesbeviser skal være ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at de i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er udstedt i Spanien til læger, der har afsluttet en speciallægeuddannelse inden den 1. januar 1995, selv om uddannelsen ikke opfylder de i artikel 25 omhandlede mindstekrav til uddannelse, hvis disse beviser er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente spanske myndigheder, der bekræfter, at de pågældende personer har bestået den særlige prøve i erhvervsmæssig kompetence, der er afholdt i forbindelse med de i kongeligt dekret 1497/99 fastsatte ekstraordinære reguleringsforanstaltninger med det formål at påvise, at disse personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de læger, der er i besiddelse af et af de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2 og 5.1.3, for Spanien.

3.   De medlemsstater, der har ophævet de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af de i bilag V, punkt 5.1.2, og 5.1.3, anførte uddannelsesbeviser for speciallæger, og som har truffet foranstaltninger vedrørende erhvervede rettigheder til fordel for deres egne statsborgere, indrømmer de øvrige medlemsstaters statsborgere ret til at nyde godt af disse foranstaltninger, hvis deres uddannelsesbeviser er udstedt inden det tidspunkt, hvor værtsmedlemsstaten ophørte med at udstede uddannelsesbeviser for det pågældende speciale.

Datoerne for ophævelse af disse bestemmelser fremgår af bilag V, punkt 5.1.3.

Artikel 28

Uddannelsen til alment praktiserende læge

1.   Adgang til den særlige uddannelse til alment praktiserende læge forudsætter gennemførelse og godkendelse af seks års studier som en del af det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb.

2.   Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge, der fører til erhvervelse af uddannelsesbeviser, som udstedes inden den 1. januar 2006, omfatter mindst to års studier på heltidsbasis. For uddannelsesbeviser, der udstedes efter denne dato, omfatter uddannelsen mindst tre års studier på heltidsbasis.

Hvis det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb omfatter en praktisk uddannelse, der finder sted på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger inden for almen medicin, eller hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste, kan varigheden af denne praktiske uddannelse godskrives, dog højst med ét år, som en del af den varighed, der er fastsat i første afsnit for uddannelsesbeviser, som udstedes efter den 1. januar 2006.

Kun de medlemsstater, hvor varigheden af den særlige uddannelse til alment praktiserende læge inden 1. januar 2001 var på to år, kan benytte sig af den i andet afsnit omhandlede mulighed.

3.   Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge gennemføres på heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den er i højere grad praktisk end teoretisk orienteret.

Den praktiske del af uddannelsen finder sted dels i mindst seks måneder på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger, dels i mindst seks måneder hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste.

Den praktiske uddannelse foregår i samarbejde med andre institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin. Med forbehold af de i andet afsnit nævnte minimumsperioder kan den praktiske uddannelse dog i en periode på højst seks måneder gives i andre godkendte institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin.

Uddannelsen omfatter lægens personlige deltagelse i de faglige arbejds- og ansvarsopgaver, der påhviler de personer, som han arbejder sammen med.

4.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for uddannelsen til alment praktiserende læge betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

5.   Medlemsstaterne kan udstede de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser til en læge, der ikke har gennemført den i denne artikel omhandlede uddannelse, men som har gennemgået en anden supplerende uddannelse, for hvilken de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt et uddannelsesbevis. De kan dog kun udstede dette uddannelsesbevis som bevis for kundskaber, der kvalitativt ligger på samme niveau som dem, der erhverves ved den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne fastsætter bl.a., i hvilket omfang den supplerende uddannelse, ansøgeren allerede har gennemgået, og hans erhvervserfaring kan erstatte den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne kan kun udstede det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis, hvis ansøgeren har erhvervet mindst seks måneders erfaring som alment praktiserende læge hos en alment praktiserende læge eller i et lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste som omhandlet i stk. 3.

Artikel 29

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som alment praktiserende læge

Medlemsstaterne gør med forbehold af bestemmelser om erhvervede rettigheder adgangen til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger betinget af besiddelse af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.1.4.

Medlemsstaterne kan give dispensation fra dette krav til personer, som er i færd med at gennemgå den særlige uddannelse i almen medicin.

Artikel 30

Alment praktiserende lægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne fastsætter nærmere regler for erhvervede rettigheder. De skal dog anse retten til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for den nationale socialsikringsordning for at være erhvervet, når en læge — uden at være i besiddelse af det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis — på den i dette punkt anførte referencedato besidder denne ret i medfør af bestemmelser om lægerhvervet, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau, og på denne dato er etableret på den pågældende medlemsstats område i henhold til artikel 21 eller 23.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder udsteder på begæring et certifikat, der bekræfter, at læger, der er indehavere af de i første afsnit omhandlede erhvervede rettigheder, har ret til inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning at udøve virksomhed som alment praktiserende læge uden at have erhvervet det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis.

2.   Medlemsstaterne anerkender de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede certifikater, der er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, som de selv udsteder, og som giver adgang til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.

Afdeling 3

Sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Artikel 31

Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1.   Adgang til uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forudsætter ti års almen skolegang afsluttet med et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis for bestået adgangseksamen på samme niveau til sygeplejeskolerne.

2.   Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje gennemføres på heltidsbasis og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.2.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.2.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter mindst tre års studier eller 4 600 timers teoretisk og klinisk uddannelse, hvor den teoretiske uddannelse udgør mindst en tredjedel og den kliniske uddannelse mindst halvdelen af uddannelsens mindstevarighed. Medlemsstaterne kan give delvis dispensation til personer, som har gennemgået en del af denne uddannelse i forbindelse med andre uddannelser, der mindst ligger på et tilsvarende niveau.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at den institution, der forestår sygeplejerskeuddannelsen, er ansvarlig for koordinationen af den teoretiske og kliniske uddannelse i det samlede uddannelsesprogram.

4.   Ved teoretisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne erhverver de kundskaber, den indsigt og de faglige færdigheder og holdninger, som er nødvendige for at kunne planlægge, yde og vurdere almen sundheds- og sygepleje. Denne uddannelse foregår på sygeplejeskoler og andre uddannelsessteder, som skolen udpeger, og varetages af det personale, der underviser i sygepleje, og af andre kompetente personer.

5.   Ved klinisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne som medlemmer af en gruppe og i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og/eller grupper lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, der er behov for, på grundlag af de kundskaber og færdigheder, de har tilegnet sig. Sygeplejeeleven lærer ikke blot at være medlem af en gruppe, men også at være gruppeleder og at tilrettelægge den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, herunder sundhedspædagogik, såvel for den enkelte som for mindre grupper i institutioner inden for sundhedsvæsenet og i samfundet.

Denne uddannelse finder sted i sygehuse og andre institutioner inden for sundhedsvæsenet samt ude i samfundet under de undervisende sygeplejerskers ansvar og i samarbejde med og med bistand fra andre kvalificerede sygeplejersker. Andet kvalificeret personale kan inddrages i undervisningen.

Sygeplejeeleverne skal deltage i pågældende afdelingers arbejde, for så vidt dette har værdi for deres uddannelse og sætter dem i stand til at påtage sig det ansvar, der er forbundet med sundheds- og sygepleje.

6.   Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som den almene sundheds- og sygepleje bygger på, herunder tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers fysiologiske funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

b)

tilstrækkeligt kendskab til fagets egenart og deontologi og til de almene principper for sundheds- og sygepleje

c)

fyldestgørende klinisk erfaring; denne skal af hensyn til dens uddannelsesmæssige værdi erhverves under tilsyn af kvalificeret sygeplejepersonale og under forhold, som med hensyn til omfanget af kvalificeret personale og udstyr opfylder kravene til god pleje af patienterne

d)

forudsætninger for at deltage i uddannelsen af personale inden for sundhedsvæsenet samt erfaring i samarbejde med dette personale

e)

erfaring i samarbejde med andre faggrupper inden for sundhedssektoren.

Artikel 32

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Ved erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forstås i dette direktiv virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.2.2, anførte titler.

Artikel 33

Særlige erhvervede rettigheder for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1.   For at de almindelige regler for erhvervede rettigheder kan finde anvendelse på sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, skal den i artikel 23 omhandlede virksomhed have omfattet ansvar for planlægningen, tilrettelæggelsen og udførelsen af pleje af patienten.

2.   For så vidt angår polske uddannelsesbeviser for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse. For så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje er udstedt af Polen, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, og som ikke opfylder de i artikel 31 omhandlede minimumsuddannelseskrav, anerkender medlemsstaterne følgende uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som sygeplejerske i Polen i den nedenfor specificerede periode:

a)

eksamensbevis for gennemførelse af sygeplejerskeuddannelsens primærtrin (dyplom licencjata pielęgniarstwa): mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse

b)

eksamensbevis for gennemførelse af sygeplejerskeuddannelsens sekundærtrin på en sygeplejeskole (dyplom pielęgniarki albo pielęgniarki dyplomowanej): mindst fem på hinanden følgende år i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse.

Den pågældende virksomhed skal have omfattet det fulde ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af pleje af patienten.

3.   Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for sygepleje udstedt i Polen for sygeplejersker, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, men som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 31, såfremt de forelægger bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau, og beviset er udstedt, efter at de pågældende har fulgt et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 30. april 2004 nr. 92, pos. 885) samt sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) på den sundhedsfaglige gymnasielinje (sygepleje og fødselshjælp) (jf. Republikken Polens Statstidende af 13. maj 2004, nr. 110, pos. 1170), idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende har viden og kompetence på samme niveau som sygeplejersker med de kvalifikationer, som for Polens vedkommende er defineret i bilag V, punkt 5.2.2.

Afdeling 4

Tandlæge

Artikel 34

Grundlæggende tandlægeuddannelse

1.   Adgang til den grundlæggende tandlægeuddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2.   Den grundlæggende tandlægeuddannelse består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.3.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.3.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Den grundlæggende tandlægeuddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som tandlægevirksomhed bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og analyse af data

b)

fyldestgørende kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd samt til den måde, hvorpå menneskets sundhedstilstand påvirkes af dets fysiske og sociale miljø, i det omfang disse forhold står i forbindelse med virksomheden som tandlæge

c)

fyldestgørende kendskab til opbygning og funktion af tænder, mund, kæber og det omgivende væv, såvel i rask som syg tilstand, samt til sammenhængen mellem disse forhold og patientens almene sundhedstilstand samt fysiske og sociale velbefindende

d)

fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og metoder, som giver tandlægen et sammenhængende billede af misdannelser, beskadigelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv, samt til tandlægegerningen set ud fra et forebyggende, diagnostisk og terapeutisk synspunkt

e)

fyldestgørende klinisk erfaring under passende tilsyn.

Tandlægeuddannelsen skal sætte den pågældende i stand til at udøve virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv.

Artikel 35

Specialtandlægeuddannelsen

1.   Adgang til specialtandlægeuddannelsen forudsætter enten gennemførelse og anerkendelse af fem års teoretisk og praktisk undervisning som led i det i artikel 34 omhandlede undervisningsforløb, eller at den pågældende er i besiddelse af de dokumenter, der er nævnt i artikel 23 og 37.

2.   Specialtandlægeuddannelsen omfatter en teoretisk og praktisk undervisning på et universitet, på et behandlings-, undervisnings- og forskningsinstitut eller, i givet fald, i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Specialtandlægeuddannelsen følges på heltidsbasis i mindst tre år under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter specialtandlægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende forvaltningers virksomhed og ansvar.

De i andet afsnit anførte mindstekrav til uddannelsens varighed kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning heraf til den videnskabelige og tekniske udvikling.

3.   Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for specialtandlægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for den grundlæggende tandlægeuddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2.

Artikel 36

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge

1.   Ved erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forstås i dette direktiv de i stk. 3 omhandlede former for virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler.

2.   Tandlægeerhvervet er baseret på den i artikel 34 omhandlede tandlægeuddannelse og udgør et særligt erhverv, der adskiller sig fra hvervet som læge, uanset om denne er speciallæge eller ej. Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forudsætter besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte uddannelsesbeviser. Indehavere af et sådant uddannelsesbevis sidestilles med personer, der er omfattet af artikel 23 eller 37.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at tandlæger generelt er berettiget til adgang til og udøvelse af virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænder, mund, kæber og omgivende væv, under overholdelse af de retsforskrifter og de etiske regler, der er gældende for dette erhverv på de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte referencedatoer.

Artikel 37

Tandlægers særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien, Spanien, Østrig, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet til personer, som har påbegyndt deres lægeuddannelse senest på den referencedato, der er anført i dette bilag for den pågældende medlemsstat, og som er ledsaget af en attestation udstedt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende to betingelser er opfyldt:

a)

at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i den pågældende medlemsstat i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

b)

at disse personer er bemyndiget til at udøve de pågældende former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for denne medlemsstat.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede erhvervspraktik af tre års varighed.

For så vidt angår Den Tjekkiske Republik og Slovakiet anerkendes de uddannelsesbeviser, der er erhvervet i det tidligere Tjekkoslovakiet, på lige fod med tjekkiske og slovakiske uddannelsesbeviser og på samme betingelser som anført i de foregående afsnit.

2.   Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien til personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse på universitetsniveau efter den 28. januar 1980 og senest den 31. december 1984, og som er ledsaget af en attestation udstedt af de kompetente italienske myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende tre betingelser er opfyldt:

a)

at disse personer har bestået den særlige egnethedsprøve, der er afholdt af de kompetente italienske myndigheder med henblik på at påvise, at de pågældende personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de personer, der er i besiddelse af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien

b)

at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i Italien i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

c)

at de er bemyndiget til at udøve eller faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøver de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af de kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede egnethedsprøve.

Personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse ved et universitet efter den 31. december 1984, sidestilles med de ovennævnte personer, på betingelse af at de ovennævnte tre års studier blev påbegyndt senest den 31. december 1994.

Afdeling 5

Dyrlæge

Artikel 38

Dyrlægeuddannelsen

1.   Dyrlægeuddannelsen består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.4.1.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.4.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2.   Adgang til dyrlægeuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver vedkommende adgang til det pågældende studium ved et universitet eller ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

3.   Dyrlægeuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som dyrlægers virksomhed bygger på

b)

fyldestgørende kendskab til raske dyrs anatomi og funktioner, til deres opdræt og forplantning, til deres hygiejne i almindelighed samt til deres føde, herunder fremstillings- og opbevaringsmetoder for foder, der opfylder deres behov

c)

fyldestgørende kendskab til dyrs adfærd og beskyttelse

d)

fyldestgørende kendskab til årsager, art, forløb, virkninger, diagnoser og behandling af dyresygdomme, hvad enten de betragtes individuelt eller kollektivt, herunder særligt kendskab til sygdomme, der kan overføres til mennesker

e)

fyldestgørende kendskab til forebyggende medicin

f)

fyldestgørende kendskab til hygiejne og fremgangsmåder i forbindelse med frembringelse og fremstilling af samt handel med animalske levnedsmidler eller levnedsmidler af animalsk oprindelse bestemt til menneskeføde

g)

fyldestgørende kendskab til de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser for de ovenfor opregnede områder

h)

fyldestgørende klinisk og praktisk erfaring under passende tilsyn.

Artikel 39

Dyrlægers særlige erhvervede rettigheder

Med forbehold af artikel 23, stk. 4, anerkender medlemsstaterne for så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser for dyrlæger er udstedt af Estland, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, disse uddannelsesbeviser for dyrlæger, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i Estland i mindst fem på hinanden følgende år.

Afdeling 6

Jordemoder

Artikel 40

Jordemoderuddannelsen

1.   Jordemoderuddannelsen består mindst af følgende uddannelse:

a)

en specifik heltidsuddannelse til jordemoder bestående af mindst tre års praktiske og teoretiske studier (uddannelsesvej I), der mindst omfatter det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, eller

b)

en specifik heltidsuddannelse til jordemoder på 18 måneder (uddannelsesvej II), der mindst omfatter de fag i det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, som ikke har været omfattet af en tilsvarende uddannelse til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de institutioner, der forestår jordemoderuddannelsen, er ansvarlige for koordination af teori og praksis under hele uddannelsesprogrammet.

Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.5.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

2.   Adgang til jordemoderuddannelsen forudsætter, at en af følgende betingelser er opfyldt:

a)

gennemførelse af mindst ti års almen skolegang (for uddannelsesvej I), eller

b)

besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2 (for uddannelsesvej II).

3.   Jordemoderuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til de videnskaber som jordemodervirksomheden bygger på, især obstetrik og gynækologi

b)

fyldestgørende kendskab til fagets deontologi samt den for faget gældende lovgivning

c)

indgående kendskab til obstetrikkens og nyfødtes biologiske funktioner, anatomi og fysiologi, tillige med kendskab til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø samt dets adfærd

d)

fyldestgørende klinisk erfaring, erhvervet på godkendte institutioner under vejledning og instruktion af personale, der er kvalificeret inden for det obstetriske og jordemoderfaglige område

e)

fyldestgørende indsigt i uddannelse af personalet inden for sundhedsvæsenet og erfaring i samarbejde med dette personale.

Artikel 41

Retningslinjer for anerkendelse af uddannelsesbeviser for jordemødre

1.   De uddannelsesbeviser for jordemødre, der er anført i bilag V, punkt 5.5.2, anerkendes automatisk i medfør af artikel 21, hvis de svarer til en af følgende retningslinjer:

a)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst tre år:

i)

der enten er betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller et andet kvalifikationsbevis, der giver adgang til universiteter eller højere læreanstalter, eller som garanterer et tilsvarende kundskabsniveau

ii)

eller som efterfølges af to års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

b)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst to år eller 3 600 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2.

c)

En heltidsuddannelse til jordemoder på mindst 18 måneder eller 3 000 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2, og efterfulgt af et års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

2.   Det i stk. 1 nævnte bevis udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Det bekræfter, at den pågældende efter at have bestået eksamen som jordemoder på tilfredsstillende måde har varetaget alle de funktioner, der udøves af en jordemoder, på et sygehus eller en til dette formål godkendt behandlingsinstitution i den pågældende periode.

Artikel 42

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som jordemoder

1.   Bestemmelserne i denne afdeling gælder for virksomhed som jordemoder, således som den med forbehold af stk. 2 er defineret af hver medlemsstat, og som udøves under de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte titler.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at jordemødre er berettiget til at få adgang til og udøve mindst følgende former for virksomhed:

a)

give fyldestgørende oplysninger og rådgivning om familieplanlægning

b)

konstatere svangerskab og overvåge det normale svangerskab, udføre undersøgelser, der er nødvendige for at føre tilsyn med det normale svangerskabs udvikling

c)

ordinere eller tilråde de undersøgelser, der er nødvendige for tidligst muligt at diagnosticere risikosvangerskaber

d)

opstille et program for de fremtidige forældres forberedelse til deres rolle, sørge for en fuldstændig forberedelse til fødslen, herunder rådgivning om hygiejne og ernæring

e)

pleje og bistå kvinden under fødslen og overvåge fostrets tilstand i livmoderen ved hjælp af egnede kliniske og tekniske metoder

f)

forestå spontant forløbende fødsler, herunder efter behov anlægge episiotomi, og i nødsfald foretage forløsning ved underkroppræsentation

g)

erkende tegn hos moder eller barn, som tyder på unormale forhold, der nødvendiggør en læges indgriben, og i givet fald bistå denne; træffe de fornødne nødforanstaltninger, når lægen ikke er til stede, især manuel placentaløsning, eventuelt fulgt af en manuel undersøgelse af livmoderen

h)

undersøge og pleje den nyfødte; tage alle nødvendige initiativer og i givet fald foretage øjeblikkelig genoplivning

i)

pleje og overvåge moderen i den postnatale periode og give hende alle fornødne råd om spædbørnspleje med henblik på at gøre det muligt for hende at sikre den bedst mulige udvikling af det nyfødte barn

j)

udføre lægeordineret behandling

k)

udarbejde de fornødne skriftlige rapporter.

Artikel 43

Jordemødres særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater inden den i bilag V, punkt 5.5.2, anførte referencedato, og som er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at disse statsborgere faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

2.   Bestemmelserne i stk. 1 gælder for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt for en uddannelse, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, og som opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. oktober 1990.

3.   For så vidt angår polske uddannelsesbeviser for jordemødre finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse.

For så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt af Polen, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, og som ikke opfylder de i artikel 40 omhandlede minimumsuddannelseskrav, anerkender medlemsstaterne følgende beviser for uddannelse som jordemoder, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som jordemoder i Polen i den nedenfor specificerede periode:

a)

uddannelsesbevis for gennemførelse af jordemoderuddannelsens primærtrin (dyplom licencjata położnictwa): mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse

b)

uddannelsesbevis for gennemførelse af jordemoderuddannelsens sekundærtrin på en sygeplejeskole (dyplom położnej): mindst fem på hinanden følgende år i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse.

4.   Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for jordemødre udstedt i Polen for jordemødre, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 40, såfremt de forelægger bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau og beviset er udstedt, efter at de pågældende har fulgt et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 30. april 2004, nr. 92, pos. 885) samt sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) på den sundhedsfaglige gymnasielinje (sygepleje og fødselshjælp) (jf. Republikken Polens Statstidende af 13. maj 2004, nr. 110, pos. 1170), idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende har viden og kompetence på samme niveau som sygeplejersker med de kvalifikationer, som for Polens vedkommende er defineret i bilag V, punkt 5.5.2.

Afdeling 7

Farmaceut

Artikel 44

Farmaceutuddannelsen

1.   Adgang til farmaceutuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

2.   Uddannelsesbeviset for farmaceuter udstedes efter en uddannelse, der strækker sig over mindst fem år, og som mindst omfatter:

a)

fire års teoretisk og praktisk undervisning på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet

b)

seks måneders praktikanttjeneste på et offentligt tilgængeligt apotek eller på et hospital under tilsyn af dette hospitals farmaceutiske tjeneste.

Uddannelsen omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.6.1. Listerne over fag og discipliner i bilag V, punkt 5.6.1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

3.   Farmaceutuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a)

fyldestgørende kendskab til lægemidler og de til fremstilling af lægemidler anvendte stoffer

b)

fyldestgørende kendskab til farmaceutisk teknologi samt til fysisk, kemisk, biologisk og mikrobiologisk kontrol med lægemidler

c)

fyldestgørende kendskab til lægemidlers nedbrydning og virkninger, til giftstoffers virkemåde samt til anvendelsen af lægemidler

d)

fyldestgørende kendskab der gør det muligt at vurdere de videnskabelige data vedrørende lægemidler, for på dette grundlag at kunne give de relevante oplysninger

e)

fyldestgørende kendskab til lovbestemte og andre betingelser for udøvelse af farmaceutisk virksomhed.

Artikel 45

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som farmaceut

1.   Ved farmaceutvirksomhed forstås i dette direktiv virksomhed, som i en eller flere medlemsstater er undergivet betingelser vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer for så vidt angår adgangen hertil og udøvelsen heraf, og som er tilgængelig for indehavere af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.6.2.

2.   Medlemsstaterne drager omsorg for, at indehavere af et uddannelsesbevis i farmaci, der er udstedt af et universitet eller en tilsvarende højere læreanstalt, og som opfylder betingelserne i artikel 44, mindst er berettiget til at optage eller udøve følgende former for virksomhed, med forbehold af et eventuelt krav om supplerende erhvervserfaring.

a)

galenisk fremstilling af lægemidler

b)

fremstilling af og kontrol med lægemidler

c)

kontrol med lægemidler i et hertil indrettet laboratorium

d)

oplagring, opbevaring og distribution af lægemidler i engrosleddet

e)

tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på offentligt tilgængelige apoteker

f)

tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af lægemidler på hospitaler

g)

information og rådgivning om lægemidler.

3.   Når der som betingelse for adgang til eller udøvelse af en af formerne for farmaceutvirksomhed i en medlemsstat foruden et uddannelsesbevis, jf. bilag V, punkt 5.6.2, kræves supplerende erhvervserfaring, anerkender denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis herfor et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder i den pågældendes hjemland, der bekræfter, at vedkommende har udøvet disse former for virksomhed i sit hjemland i en tilsvarende periode.

4.   Den i stk. 3 omhandlede anerkendelse gælder dog ikke for så vidt angår de to års erhvervserfaring, som Storhertugdømmet Luxembourg kræver med henblik på en statslig bevilling til drift af apoteker med adgang for offentligheden.

5.   Hvis der i en medlemsstat den 16. september 1985 fandtes en udvælgelsesprøve med det formål blandt de i stk. 2 omhandlede farmaceutiske kandidater at udvælge dem, som skal have tilladelse til at blive ejere af nye apoteker, der åbnes som led i en national ordning til bedre geografisk fordeling, kan denne medlemsstat, uanset stk. 1, opretholde denne udvælgelsesprøve og åbne adgang hertil for andre medlemsstaters statsborgere, der er i besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.6.2, anførte uddannelsesbeviser for farmaceuter, eller som er omfattet af bestemmelserne i artikel 23.

Afdeling 8

Arkitekt

Artikel 46

Arkitektuddannelsen

1.   Arkitektuddannelsen omfatter i alt mindst enten fire års studier på heltidsbasis eller seks års studier, hvoraf mindst tre på heltidsbasis, ved et universitet eller en tilsvarende læreanstalt. Uddannelsen skal være afsluttet med eksamen på universitetsniveau.

Uddannelsen, der skal være på universitetsniveau, og som hovedsagelig vedrører arkitektur, skal i lige grad tage hensyn til de teoretiske og praktiske sider ved arkitektuddannelsen og sikre erhvervelse af følgende kundskaber og færdigheder:

a)

færdighed i at udforme arkitektoniske projekter, der tager hensyn til både æstetiske og tekniske krav

b)

fyldestgørende kendskab til arkitekturens historie og teorier og dertil knyttede kunstarter, teknologier og humaniora

c)

kendskab til de skabende kunstarter for så vidt angår disses indflydelse på kvaliteten af arkitektonisk udformning

d)

fyldestgørende kendskab til byplanlægning, planlægning og den teknik, der anvendes i planlægningsprocessen

e)

forståelse af forholdet mellem mennesker og bygninger, mellem bygninger og deres omgivelser og behovet for at afpasse bygninger og områder efter hinanden i overensstemmelse med menneskets behov og forhold

f)

forståelse af arkitekterhvervet og af arkitektens rolle i samfundet, især ved udarbejdelsen af projekter, der tager hensyn til samfundsforhold

g)

forståelse af fremgangsmåden ved forundersøgelse og forberedelse af byggeprojekter til en projekteringsopgave

h)

forståelse af strukturelle, bygnings- og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningskonstruktion

i)

fyldestgørende viden om fysiske problemer og teknologier samt om bygningers funktion med henblik på at tilvejebringe komfort indendørs og beskyttelse mod de ydre klimatiske forhold

j)

sådanne tekniske færdigheder, at den pågældende bliver i stand til at udforme bygninger, der imødekommer de krav, brugerne stiller, samtidig med at nødvendige begrænsninger af budgethensyn eller på grund af byggelovgivningen respekteres

k)

fyldestgørende kendskab til de industrier, organisationer, forskrifter og fremgangsmåder, der er forbundet med projekters virkeliggørelse i form af bygninger og med at indpasse planer i den overordnede planlægning.

2.   De kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i stk. 1, kan ændres efter proceduren i artikel 58, stk. 2, med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

Denne ajourføring må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af bestående lovgivningsmæssige principper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer.

Artikel 47

Undtagelser fra kravene til arkitektuddannelsen

1.   Uanset artikel 46 anses også følgende for at opfylde kravene i artikel 21: den treårige uddannelse på »Fachhochschulen« i Forbundsrepublikken Tyskland, som fandtes den 5. august 1985, som opfylder kravene i artikel 46, og som i denne medlemsstat giver adgang til at udøve de i artikel 48 omhandlede former for virksomhed under titlen arkitekt, hvis uddannelsen suppleres med fire års erhvervserfaring i Forbundsrepublikken Tyskland, der attesteres ved et certifikat udstedt af den faglige sammenslutning, på hvis medlemsliste den arkitekt er optaget, som ønsker at udnytte dette direktivs bestemmelser.

Den faglige sammenslutning skal forud fastslå, at de af arkitekten udførte arbejder på arkitekturområdet er et vægtigt bevis på praktisk anvendelse af de i artikel 46, stk. 1, omhandlede kundskaber og færdigheder. Dette certifikat udstedes efter samme fremgangsmåde som den, der gælder for optagelse på den faglige sammenslutnings medlemsliste.

2.   Uanset artikel 46 anses følgende for at opfylde kravene i artikel 21: uddannelse som led i ordninger til forbedring af den sociale status eller i universitetsstudier på deltidsbasis, uddannelse, der opfylder kravene i artikel 46, og som afsluttes med en eksamen i arkitektur, der bestås af personer, som i mindst syv år har arbejdet i arkitektfaget hos en arkitekt eller i en arkitektvirksomhed. En sådan eksamen skal være på universitetsniveau og svare til den i artikel 46, stk. 1, første afsnit, omhandlede afsluttende eksamen.

Artikel 48

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt

1.   Ved erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt forstås i dette direktiv virksomhed, der sædvanligvis udøves under titlen arkitekt.

2.   En medlemsstats statsborgere, der har tilladelse til at benytte titlen arkitekt i medfør af en lov, der giver den kompetente myndighed i en medlemsstat mulighed for at tildele denne titel til statsborgere fra medlemsstaterne, som særlig måtte have udmærket sig ved kvaliteten af deres præstationer på arkitekturområdet, anses for at opfylde betingelserne for at udøve virksomhed som arkitekt under denne titel. De pågældende personers hjemland udsteder en attest, der godtgør, at deres virksomhed falder inden for arkitekturområdet.

Artikel 49

Arkitekters særlige erhvervede rettigheder

1.   Medlemsstaterne anerkender de i bilag VI, punkt 6, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, som er udstedt af de øvrige medlemsstater for en uddannelse, der er påbegyndt senest i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår, selv om de ikke opfylder mindstekravene i artikel 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser for arkitekter, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt.

På samme vilkår anerkendes certifikater fra de kompetente myndigheder i Forbundsrepublikken Tyskland om ligestilling af uddannelsesbeviser udstedt efter den 8. maj 1945 af de kompetente myndigheder i Den Tyske Demokratiske Republik med de uddannelsesbeviser, der er anført i ovennævnte bilag.

2.   Med forbehold af stk. 1 anerkender medlemsstaterne certifikater udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de medlemsstater, der havde bestemmelser for adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt på nedenstående datoer, og giver dem samme virkning på deres område som de uddannelsesbeviser, medlemsstaterne selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt:

a)

1. januar 1995 for Østrigs, Finlands og Sveriges vedkommende

b)

1. maj 2004 for Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets vedkommende

c)

5. august 1987 for de øvrige medlemsstaters vedkommende.

De i stk. 1 omhandlede certifikater bekræfter, at indehaveren har fået tilladelse til at benytte titlen arkitekt senest på denne dato og rent faktisk inden for disse bestemmelsers rammer har udøvet den pågældende virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år inden for de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

KAPITEL IV

Fælles bestemmelser om etablering

Artikel 50

Dokumentation og formelle krav

1.   Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af dette afsnit, kan de kræve de i bilag VII anførte dokumenter og certifikater.

De i bilag VII, punkt 1, litra d), e) og f), omhandlede dokumenter må ved fremlæggelsen ikke være mere end tre måneder gamle.

Medlemsstater, organisationer og andre juridiske personer sørger for, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

2.   I tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af ægtheden af certifikater og uddannelsesbeviser, der er udstedt i den pågældende medlemsstat, samt i givet fald en bekræftelse af, at ansøgeren for så vidt angår de erhverv, der er omhandlet i kapitel III i dette afsnit, opfylder de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46.

3.   I tilfælde af begrundet tvivl, når et uddannelsesbevis som defineret i artikel 3, stk. 1, litra c), er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat og omfatter en uddannelse, der helt eller delvis er taget på en læreanstalt, der er lovligt etableret på en anden medlemsstat område, kan værtsmedlemsstaten sammen med det kompetente organ i udstedelsesmedlemsstaten kontrollere,

a)

om uddannelsesforløbet ved den pågældende læreanstalt er formelt attesteret af den læreanstalt, der er etableret i udstedelsesmedlemsstaten

b)

om det udstedte uddannelsesbevis er det samme som det, der ville være udstedt, hvis uddannelsesforløbet var fulgt i sin helhed i udstedelsesmedlemsstaten, og

c)

om uddannelsesbeviset giver samme erhvervsrettigheder på udstedelsesmedlemsstatens område.

4.   Hvis en værtsmedlemsstat af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv kræver edsaflæggelse eller afgivelse af en højtidelig erklæring, og formuleringen af denne ed eller erklæring ikke kan anvendes af statsborgere fra de øvrige medlemsstater, sørger værtsmedlemsstaten for, at den pågældende kan anvende en passende og tilsvarende formulering.

Artikel 51

Procedure for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1.   Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten bekræfter modtagelsen af ansøgningen inden for en måned og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter.

2.   Ansøgninger om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv skal behandles hurtigst muligt, og værtsmedlemsstatens kompetente myndighed skal under alle omstændigheder senest tre måneder efter forelæggelsen af den fuldt dokumenterede ansøgning træffe en begrundet afgørelse. Denne frist kan dog forlænges med én måned i de tilfælde, der hører under kapitel I og II i dette afsnit.

3.   Afgørelsen, eller mangelen på samme inden for den fastsatte frist, skal kunne påklages efter national ret.

Artikel 52

Benyttelse af titel

1.   Hvis benyttelsen af den titel, der hører til en af de former for virksomhed, som udøves i forbindelse med det pågældende erhverv, er lovreguleret i en værtsmedlemsstat, benytter statsborgere fra de øvrige medlemsstater, der i medfør af afsnit III har ret til at udøve et lovreguleret erhverv, den titel, der i værtsmedlemsstaten svarer til erhvervet, og gør brug af den eventuelle forkortelse herfor.

2.   Hvis et erhverv i værtsmedlemsstaten er reguleret af en sammenslutning eller organisation, jf. artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaternes statsborgere kun anvende den titel eller forkortelse, som denne sammenslutning eller organisation giver ret til, hvis de fremlægger bevis på medlemskab af nævnte sammenslutning eller organisation.

Hvis sammenslutningen eller organisationen gør opnåelse af medlemskab betinget af visse kvalifikationer, kan denne betingelse for så vidt angår statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, kun gøres gældende på de vilkår, der er fastsat i dette direktiv.

AFSNIT IV

RETNINGSLINJER FOR ERHVERVSUDØVELSE

Artikel 53

Sprogkundskaber

De personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten.

Artikel 54

Benyttelse af uddannelsestitel

Med forbehold af artikel 7 og 52 sikrer værtsmedlemsstaten, at de pågældende har ret til at benytte deres uddannelsestitel fra hjemlandet, og eventuelt en forkortelse for den, på denne medlemsstats sprog. Værtsmedlemsstaten kan foreskrive, at denne titel efterfølges af navn og beliggenhed for den institution eller det bedømmelsesudvalg, der har tildelt den. Hvis uddannelsestitlen fra hjemlandet kan forveksles med en titel, som i værtsmedlemsstaten kræver en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan denne værtsmedlemsstat foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin uddannelsestitel fra hjemlandet i en passende udformning, som værtsmedlemsstaten angiver.

Artikel 55

Sygesikringsoverenskomster

Medlemsstater, der kræver, at personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer på deres område, skal gennemføre en forberedende praktikanttjeneste og/eller opnå erhvervserfaring som betingelse for at kunne anerkendes af en sygeforsikring, giver med forbehold af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra b), indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer som læge og tandlæge, erhvervet i en anden medlemsstat, dispensation fra dette krav.

AFSNIT V

ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE OG GENNEMFØRELSESBEFØJELSER

Artikel 56

Kompetente myndigheder

1.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet arbejder tæt sammen og yder hinanden bistand med henblik på at lette anvendelsen af dette direktiv. De sørger for, at de oplysninger, de udveksler, behandles fortroligt.

2.   De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet udveksler oplysninger om disciplinære eller strafferetlige sanktioner eller om andre alvorlige, konkrete forhold, der vil kunne få følger for udøvelsen af en virksomhed i henhold til dette direktiv, under overholdelse af lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (24) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (25).

Hjemlandet undersøger rigtigheden af forholdene, og dets myndigheder bestemmer arten og omfanget af de undersøgelser, der skal foretages, og meddeler værtsmedlemsstaten de konsekvenser, de drager af de afgivne oplysninger.

3.   Hver medlemsstat udpeger senest den 20. oktober 2007 de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger, og de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser, og giver straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse herom.

4.   Hver medlemsstat udpeger en koordinator for de i stk. 1 omhandlede myndigheders virksomhed og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Koordinatorerne har til opgave:

a)

at fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv

b)

at indhente alle oplysninger af betydning for gennemførelsen af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende betingelserne for at optage et lovreguleret erhverv i medlemsstaterne.

Med henblik på gennemførelsen af den i litra b) omhandlede opgave kan koordinatorerne rette henvendelse til de i artikel 57 omhandlede kontaktpunkter.

Artikel 57

Kontaktpunkter

Hver medlemsstat udpeger senest den 20. oktober 2007 et kontaktpunkt, der har til opgave:

a)

at meddele borgere og kontaktpunkter i de øvrige medlemsstater alle nødvendige oplysninger i forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer som omhandlet i dette direktiv, især oplysninger om national lovgivning om erhvervsudøvelse, herunder social- og arbejdsmarkedslovgivning, og, hvis det er relevant, fagetiske regler

b)

at bistå borgerne med at udnytte de rettigheder, dette direktiv giver dem, om nødvendigt gennem samarbejde med de øvrige kontaktpunkter og værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder.

Kontaktpunkterne underretter på Kommissionens opfordring denne om resultatet af sager, de har behandlet i henhold til litra b) senest to måneder efter, at de har fået dem forelagt.

Artikel 58

Udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1.   Kommissionen bistås af et udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, i det følgende benævnt »udvalget«, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 59

Høringer

Kommissionen skal sikre, at der gennemføres høringer af eksperter fra de berørte erhvervsgrupper på en hensigtsmæssig måde, særlig i forbindelse med det arbejde, der udføres af det i artikel 58 omhandlede udvalg, ligesom den skal udsende en forklarende rapport om høringerne til udvalget.

AFSNIT VI

ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 60

Rapporter

1.   Fra den 20. oktober 2007 aflægger medlemsstaterne hvert andet år rapport til Kommissionen om anvendelsen af den indførte ordning. Denne rapport omfatter generelle bemærkninger, en statistisk oversigt over de afgørelser, der er truffet, og en beskrivelse af de vigtigste problemer, der er opstået i forbindelse med anvendelsen af direktivet.

2.   Fra den 20. oktober 2007 udarbejder Kommissionen hvert femte år en rapport om dette direktivs gennemførelse.

Artikel 61

Undtagelsesbestemmelse

Hvis der ved anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv opstår større vanskeligheder inden for bestemte områder i en medlemsstat, undersøger Kommissionen disse vanskeligheder i samarbejde med medlemsstaten.

I givet fald træffer Kommissionen efter proceduren i artikel 58, stk. 2, beslutning om, at den pågældende medlemsstat i en begrænset periode kan undlade at anvende den pågældende bestemmelse.

Artikel 62

Ophævelse

Direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF, 89/48/EØF, 92/51/EØF, 93/16/EØF og 1999/42/EF ophæves med virkning fra den 20. oktober 2007. Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv, og retsakter, der er vedtaget på grundlag af de pågældende direktiver, berøres ikke heraf.

Artikel 63

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 20. oktober 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 64

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 65

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 7. september 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  EFT C 181 E af 30.7.2002, s. 183.

(2)  EUT C 61 af 14.3.2003, s. 67.

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 11.2.2004 (EUT C 97 E af 22.4.2004, s. 230), Rådets fælles holdning af 21.12.2004 (EUT C 58 E af 8.3.2005, s. 1) og Europa-Parlamentets holdning af 11.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 6.6.2005.

(4)  EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

(5)  EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF (EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1).

(6)  EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/108/EF (EUT L 32 af 5.2.2004, s. 15).

(7)  EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77.

(8)  EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(9)  EFT L 176 af 15.7.1977, s. 8. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(10)  EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(11)  EFT L 233 af 24.8.1978, s. 10. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(12)  EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(13)  EFT L 362 af 23.12.1978, s. 7. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(14)  EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(15)  EFT L 33 af 11.2.1980, s. 8. Senest ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(16)  EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(17)  EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34. Ændret ved direktiv 2001/19/EF.

(18)  EFT L 253 af 24.9.1985, s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(19)  EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(20)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(21)  EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(22)  EFT L 77 af 14.3.1998, s. 36. Ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(23)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

(24)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(25)  EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.


BILAG I

Liste over faglige sammenslutninger eller organisationer, som opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2

IRLAND (1)

1.

The Institute of Chartered Accountants in Ireland (2)

2.

The Institute of Certified Public Accountants in Ireland (2)

3.

The Association of Certified Accountants (2)

4.

Institution of Engineers of Ireland

5.

Irish Planning Institute

DET FORENEDE KONGERIGE

1.

Institute of Chartered Accountants in England and Wales

2.

Institute of Chartered Accountants of Scotland

3.

Institute of Chartered Accountants in Ireland

4.

Chartered Association of Certified Accountants

5.

Chartered Institute of Loss Adjusters

6.

Chartered Institute of Management Accountants

7.

Institute of Chartered Secretaries and Administrators

8.

Chartered Insurance Institute

9.

Institute of Actuaries

10.

Faculty of Actuaries

11.

Chartered Institute of Bankers

12.

Institute of Bankers in Scotland

13.

Royal Institution of Chartered Surveyors

14.

Royal Town Planning Institute

15.

Chartered Society of Physiotherapy

16.

Royal Society of Chemistry

17.

British Psychological Society

18.

Library Association

19.

Institute of Chartered Foresters

20.

Chartered Institute of Building

21.

Engineering Council

22.

Institute of Energy

23.

Institution of Structural Engineers

24.

Institution of Civil Engineers

25.

Institution of Mining Engineers

26.

Institution of Mining and Metallurgy

27.

Institution of Electrical Engineers

28.

Institution of Gas Engineers

29.

Institution of Mechanical Engineers

30.

Institution of Chemical Engineers

31.

Institution of Production Engineers

32.

Institution of Marine Engineers

33.

Royal Institution of Naval Architects

34.

Royal Aeronautical Society

35.

Institute of Metals

36.

Chartered Institution of Building Services Engineers

37.

Institute of Measurement and Control

38.

British Computer Society


(1)  Irske statsborgere er også medlemmer af følgende sammenslutninger eller organisationer i Det Forenede Kongerige:

 

Institute of Chartered Accountants in England and Wales

 

Institute of Chartered Accountants of Scotland

 

Institute of Actuaries

 

Faculty of Actuaries

 

The Chartered Institute of Management Accountants

 

Institute of Chartered Secretaries and Administrators

 

Royal Town Planning Institute

 

Royal Institution of Chartered Surveyors

 

Chartered Institute of Building.

(2)  Kun i forbindelse med regnskabsrevision.


BILAG II

Liste over uddannelser med særlig struktur, der er omhandlet i artikel 11, litra c), nr. ii)

1.   Paramedicinske og socialpædagogiske uddannelser

Følgende uddannelser:

I Tyskland:

pædiatrisk sygeplejerske (»Kinderkrankenschwester/Kinderkrankenpfleger«)

fysioterapeut (»Krankengymnast(in)/Physiotherapeut(in)«) (1)

ergoterapeut/arbejdsterapeut (»Beschäftigungs- und Arbeitstherapeut(in)/Ergotherapeut«)

talepædagog (»Logopäde/Logopädin«)

ortoptist (»Orthoptist(in)«)

statsanerkendt pædagog (»Staatlich anerkannte(r) Erzieher(in)«)

statsanerkendt sundhedspædagog (»Staatlich anerkannte(r) Heilpädagoge(-in)«)

teknisk laboratorieassistent (»medizinisch-technische(r) Laboratoriums- Assistent(in)«)

teknisk assistent (radiologi) (»medizinisch-technische(r) Radiologie-Assistent(in)«)

teknisk assistent (funktionsdiagnostik) (»medizinisch-technische(r) Assistent(in) für Funktionsdiagnostik«)

teknisk assistent (veterinærmedicin) (»veterinärmedizinisch-technische(r) Assistent(in)«)

diætetiker (»Diätassistent(in)«)

farmacitekniker (»Pharmazieingenieur«), uddannelse gennemført inden den 31. marts 1994 på det tidligere DDR's områder eller på de nye delstaters område

psykiatrisk sygeplejerske (»Psychiatrische(r) Krankenschwester/Krankenpfleger«)

taleterapeut (»Sprachtherapeut(in)«).

I Den Tjekkiske Republik:

sygeplejer/plejeassistent (»Zdravotnický asistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 8 års grundskole og 4 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

ernæringsassistent (»Nutriční asistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 8 års grundskole og 4 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

I Italien:

tandtekniker (»odontotecnico«)

optiker (»ottico«).

I Cypern:

tandtekniker (»οδοντοτεχνίτης«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende mindst 6 års grundskole, 6 års uddannelse på sekundærtrinnet og 2 års post-gymnasial erhvervsuddannelse efterfulgt af 1 års erhvervsfaglig erfaring.

optiker (»τεχνικός oπτικός«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende mindst 6 års grundskole, 6 års uddannelse på sekundærtrinnet og 2 års post-gymnasial erhvervsfaglig uddannelse efterfulgt af 1 års erhvervserfaring.

I Letland:

klinikassistent (»zobārstniecības māsa«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og efterfulgt af 3 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

biomedicinsk laboratorieassistent (»biomedicīnas laborants«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

tandtekniker (»zobu tehniķis«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 2 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

fysioterapeutassistent (»fizioterapeita asistents«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år omfattende mindst 10 års almen skolegang og 3 års sundhedsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, efterfulgt af 2 års erhvervserfaring, der afsluttes med en eksamen, der skal bestås for at få bevis for gennemført specialiseret uddannelse.

I Luxembourg:

teknisk assistent (radiologi) (»assistant(e) technique médical(e) en radiologie«)

teknisk laboratorieassistent (»assistant(e) technique médical(e) de laboratoire«)

psykiatrisk sygeplejerske (»infirmier/ière psychiatrique«)

teknisk assistent (kirurgi) (»assistant(e) technique médical(e) en chirurgie«)

pædiatrisk sygeplejerske (»infirmier/ière puériculteur/trice«)

narkosesygeplejerske (»infirmier/ière anesthésiste«)

eksamineret massør (»masseur/euse diplômé(e)«)

pædagog (»éducateur/trice«).

I Nederlandene:

dyrlægeassistent (»dierenartsassistent«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år, herunder:

i)

enten mindst 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og eventuelt suppleret med en specialisering af 1 eller 2 års varighed, afsluttet med en prøve eller

ii)

mindst 21/2 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 6 måneders erhvervspraktik eller mindst 6 måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed eller

iii)

mindst 2 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 1 års erhvervspraktik eller mindst 1 års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed eller

iv)

med hensyn til dyrlægeassistent (»dierenartsassistent«) 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole (»MBO«-ordningen) eller 3 års erhvervsuddannelse i form af vekseluddannelse i lærlingeuddannelsessystemet (»LLW«), som begge afsluttes med en prøve.

I Østrig:

særlig grundlæggende uddannelse i pædiatrisk sygepleje (»spezielle Grundausbildung in der Kinder- und Jugendlichenpflege«)

særlig grundlæggende uddannelse i psykiatrisk sundheds- og sygepleje (»spezielle Grundausbildung in der psychiatrischen Gesundheits- und Krankenpflege«)

kontaktlinseoptiker (»Kontaktlinsenoptiker«)

fodterapeut (»Fußpfleger«)

høreapparattekniker (»Hörgeräteakustiker«)

drogist (»Drogist«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

massør (»Masseur«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, bestående af en læretid på 2 år og en periode på 2 år med erhvervspraktik og -uddannelse samt et kursus på 1 år, som afsluttes med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge

børnehavepædagog (»Kindergärtner/in«)

pædagog (»Erzieher«)

der svarer til et uddannelsesforløb på 13 år, herunder 5 års erhvervsuddannelse på en fagskole, afsluttet med en prøve.

I Slovakiet:

lærer i dans på grundlæggende kunstskoler (»učiteľ v tanečnom odbore na základných umeleckých školách«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 141/2 år omfattende 8 års grundskole, 4 års fagskole på sekundærtrinnet og et 5 semesters kursus i dansepædagogik.

lærer ved særlige uddannelsesfaciliteter og ved socialservicefaciliteter (»vychovávatel' v špeciálnych výchovných zariadeniach a v zariadeniach sociálnych služieb«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år omfattende 8-9 års grundskole, 4 års pædagogikstudium eller andet studium på sekundærtrinnet og 2 års supplerende pædagogikstudium på deltid.

2.   Mesteruddannelser (»Mester/Meister/Maître«), der svarer til uddannelser inden for håndværksmæssig virksomhed, der ikke er omfattet af direktivets afsnit III, kapitel II

Følgende uddannelser:

I Danmark:

optometrist

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, heraf 5 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på 21/2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 21/2 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

ortopædimekaniker

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 121/2 år, heraf 31/2 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på et 1/2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 3 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen

ortopædiskomager

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 131/2 år, heraf 41/2 års erhvervsuddannelse fordelt på en teoretisk uddannelse på 2 år på en fagskole og en praktisk uddannelse på 21/2 år i en virksomhed; uddannelsen afsluttes med en anerkendt prøve i håndværksvirksomhed, der giver ret til mestertitlen.

I Tyskland:

optiker (»Augenoptiker«)

tandtekniker (»Zahntechniker«)

bandagist (»Bandagist«)

audiologiassistent (»Hörgeräte-Akustiker«)

ortopædimekaniker (»Orthopädiemechaniker«)

ortopædisk håndskomager (»Orthopädieschuhmacher«).

I Luxembourg:

optiker (»opticien«)

tandtekniker (»mécanicien dentaire«)

audiologiassistent (»audioprothésiste«)

ortopædimekaniker-bandagist (»mécanicien orthopédiste/bandagiste«)

ortopædisk håndskomager (»orthopédiste-cordonnier«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, der er foregået dels i en virksomhed, dels på en fagskole, og som afsluttes med en prøve, der kræves bestået for at kunne udøve selvstændig håndværksvirksomhed, eller for som arbejdstager at opnå en stilling med et tilsvarende ansvar.

I Østrig:

bandagist (»Bandagist«)

korsetmager (»Miederwarenerzeuger«)

optiker (»Optiker«)

ortopædisk håndskomager (»Orthopädieschuhmacher«)

ortopæditekniker (»Orthopädietechniker«)

tandtekniker (»Zahntechniker«)

gartner (»Gärtner«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 14 år, herunder en uddannelse på mindst 5 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på mindst 2 år med erhvervspraktik og -uddannelse, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen »Meister«.

Mesteruddannelser inden for land- og skovbrug, især:

mester i landbrug (»Meister in der Landwirtschaft«)

mester i landbrugsøkonomi (»Meister in der ländlichen Hauswirtschaft«)

mester i havebrug (»Meister im Gartenbau«)

mester i grøntsagsavl (»Meister im Feldgemüsebau«)

mester i frugtavl og -behandling (»Meister im Obstbau und in der Obstverwertung«)

mester i vinavl og -fremstilling (»Meister im Weinbau und in der Kellerwirtschaft«)

mester i mejeribrug (»Meister in der Molkerei- und Käsereiwirtschaft«)

mester i hesteopdræt (»Meister in der Pferdewirtschaft«)

mester i fiskeri (»Meister in der Fischereiwirtschaft«)

mester i fjerkræavl (»Meister in der Geflügelwirtschaft«)

mester i biavl (»Meister in der Bienenwirtschaft«)

mester i skovbrug (»Meister in der Forstwirtschaft«)

mester i skovbeplantning og -forvaltning (»Meister in der Forstgarten- und Forstpflegewirtschaft«)

mester i landbrugslagerforvaltning (»Meister in der landwirtschaftlichen Lagerhaltung«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder en uddannelse på mindst 6 år, der er gennemgået som led i en struktureret uddannelse, og som er opdelt i en læretid på mindst 3 år delvis i en virksomhed og delvis på en fagskole samt en periode på 3 år med erhvervspraktik, som afsluttes med en mesterprøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv, uddanne lærlinge og benytte titlen »Meister«.

I Polen:

lærer inden for erhvervsfaglig uddannelse (»Nauczyciel praktycznej nauki zawodu«)

der svarer til et uddannelsesforløb på:

i)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet eller tilsvarende uddannelse på sekundærtrinnet på et relevant område efterfulgt af et kursus i pædagogik af en samlet varighed på mindst 150 timer, kursus i arbejdssikkerhed og arbejdshygiejne og 2 års erhvervserfaring inden for det fag, der skal undervises i

ii)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse og afslutningsbevis fra en postgymnasial pædagogisk fagskole

iii)

8 års grundskole og 2-3 års grundlæggende erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og mindst 3 års erhvervserfaring afsluttet med en mesterprøve inden for faget efterfulgt af et kursus i pædagogik af en varighed på mindst 150 timer.

I Slovakiet:

erhvervsskolelærer (»majster odbornej výchovy«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende 8 års grundskole, 4 års erhvervsfaglig uddannelse (fuldstændig erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet og/eller lærlingeuddannelse inden for den relevante (tilsvarende) erhvervsfaglige uddannelse eller lærlingeuddannelse), mindst 3 års erhvervserfaring inden for den afsluttede uddannelse eller lærlingeuddannelse og supplerende pædagogiske studier på universitetsniveau eller på tekniske universiteter, eller fuldstændig uddannelse eller lærlingeuddannelse på sekundærtrinnet inden for den relevante (tilsvarende) erhvervsfaglige uddannelse eller lærlingeuddannelse, mindst 3 års erhvervserfaring inden for den afsluttede uddannelse eller lærlingeuddannelse og supplerende pædagogiske studier på universitetsniveau, eller fra den 1. september 2005 specialiseret uddannelse inden for specialpædagogik, der gives på metodologicentre for erhvervsskolelærere på særlige skoler uden supplerende pædagogiske studier.

3.   Maritime erhverv

a)

Maritim sejlads

Følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

bådsmand (»palubní asistent«)

vagthavende navigatør (»námořní poručík«)

overstyrmand (»první palubní důstojník«)

skibsfører (»kapitán«)

maskinassistent (»strojní asistent«)

maskinofficer (»strojní důstojník«)

anden maskinmester (»druhý strojní důstojník«)

første maskinmester (»první strojní důstojník«)

elektriker (»elektrotechnik«)

chefelektriker (»elektrodůstojník«)

i Danmark:

skibsfører

overstyrmand

enestyrmand, vagthavende styrmand

vagthavende styrmand

maskinchef

l. maskinmester

l. maskinmester/vagthavende maskinmester

i Tyskland:

skibsfører (»Kapitän AM«)

skibsfører (»Kapitän AK«)

styrmand (»Nautischer Schiffsoffizier AMW«)

styrmand (»Nautischer Schiffsoffizier AKW«)

maskinmester (niveau C) (»Schiffsbetriebstechniker CT — Leiter von Maschinenanlagen«)

maskinist (niveau C) - maskinchef (»Schiffsmaschinist CMa — Leiter von Maschinenanlagen«)

maskinmester (niveau C) (»Schiffsbetriebstechniker CTW«)

maskinist (niveau C) — eneste maskinofficer (»Schiffsmaschinist CMaW — Technischer Alleinoffizier«)

i Italien:

styrmand (»ufficiale di coperta«)

maskinmester (»ufficiale di macchina«)

i Letland:

skibselektriker (»Kuģu elektromehāniķis«)

køleanlægstekniker (»kuģa saldēšanas iekārtu mašīnists«)

i Nederlandene:

styrmand i kystfart (med supplement) (»stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)«)

motormand (»diploma motordrijver«)

VTS-tjenestemand (»VTS-functionaris«)

der svarer til følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

i)

med hensyn til bådsmand (»palubní asistent«)

1.

Alder mindst 20 år.

2.

a)

Søfartsakademi eller søfartsskole — navigationsafdelingen, begge uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« og godkendt farttid på søgående skib på mindst 6 måneder under studierne, eller

b)

godkendt farttid på søgående skib på mindst 2 år som menig, der indgår i brovagten som støtte, og afslutning af en godkendt uddannelse, der opfylder de relevante kvalifikationskrav omhandlet i afsnit A-II/1 i STCW (International Convention on Standards of Training, Certification and Watchkeeping for Seafarers), gennemført på et søfartsakademi eller en søfartsskole hos STCW-konventionsparten, og bestået eksamen over for et bedømmelsesudvalg, der er anerkendt af Den Tjekkiske Republiks Søtransportkomité (MTC).

ii)

med hensyn til vagthavende navigatør (»námořní poručík«)

1.

Godkendt farttid på søgående skib som dæksassistent på skibe på 500 bruttotonnage eller mere i mindst 6 måneder for en afgangselev med eksamen fra en søfartsskole eller -akademi, eller 1 år for en afgangselev med eksamen fra en godkendt uddannelse, herunder mindst 6 måneder som menig, der indgår i brovagten.

2.

Behørigt udfyldt og godkendt uddannelsesbog for uddannelse om bord for styrmandselever.

iii)

med hensyn til overstyrmand (»první palubní důstojník«)

Bevis for kvalifikationer som vagthavende navigatør på skibe på 500 bruttotonnage eller mere og mindst 12 måneders godkendt farttid på søgående skib i den egenskab.

iv)

med hensyn til skibsfører (»kapitán«)

1.

Bevis for tjeneste som skibsfører på skibe mellem 500 og 3 000 bruttotonnage.

2.

Bevis for kvalifikationer som overstyrmand på skibe på 3 000 bruttotonnage eller mere og mindst 6 måneders godkendt farttid på søgående skib som overstyrmand på skibe på 500 bruttotonnage eller mere og mindst 6 måneders godkendt farttid på søgående skib som overstyrmand på skibe på 3 000 bruttotonnage eller mere.

v)

med hensyn til maskinassistent (»strojní asistent«)

1.

Alder mindst 20 år.

2.

Søfartsakademi eller søfartsskole — afdeling for teknologi og godkendt farttid på søgående skib på mindst 6 måneder under uddannelsen.

vi)

med hensyn til maskinofficer (»strojní důstojník«)

Godkendt farttid på søgående skib som maskinassistent på mindst 6 måneder for en afgangselev fra et søfartsakademi eller en søfartsskole.

vii)

med hensyn til anden maskinmester (»druhý strojní důstojník«)

Godkendt farttid på søgående skib på mindst 12 måneder som tredje maskinofficer på skibe, hvor hovedmaskineriets fremdrivningseffekt er på 750 kW eller derover

viii)

med hensyn til første maskinmester (»první strojní důstojník«)

Relevant bevis for tjeneste som anden maskinmester på skibe, hvor hovedmaskineriets fremdrivningseffekt er 3 000 kW eller derover, og som har mindst 6 måneders godkendt farttid på et søgående skib i den egenskab.

ix)

med hensyn til elektriker (»elektrotechnik«)

1.

Alder mindst 18 år.

2.

Søfarts- eller andet akademi, afdeling for elektromekanik eller teknisk skole for elektroteknik, alle uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« og mindst 12 måneders godkendt praktik inden for elektromekanik.

x)

med hensyn til chefelektriker (»lektro-důstojník«)

1.

Søfartsakademi eller søfartsskole, afdeling for maritim elektromekanik eller andet akademi eller anden skole på sekundærtrinnet inden for elektromekanik, alle uddannelser skal afsluttes med »maturitní zkouška« eller en statseksamen.

2.

Godkendt farttid på søgående skib som elektriker i mindst 12 måneder for en afgangselev fra et akademi eller en teknisk skole, eller 24 måneder for en afgangselev fra en skole på sekundærtrinnet.

i Danmark ni års folkeskole efterfulgt af en erhvervsfaglig grunduddannelse og/eller fartstid på mellem 17 og 36 måneder, som:

i)

for den vagthavende styrmand suppleres med et års videregående erhvervsuddannelse

ii)

for de øvrige suppleres med tre års videregående erhvervsuddannelse

i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en 3-årig grundlæggende erhvervsuddannelse og 1 års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på 1 til 2 år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på 2 år

i Letland:

i)

med hensyn til skibselektriker (»kuģu elektromehāniķis«)

1.

En person på mindst 18 år.

2.

Svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år og 6 måneder, herunder mindst 9 års grundskole og mindst 3 års erhvervsfaglig uddannelse. Herudover tjeneste på mindst 6 måneder til søs som elektriker eller assisterende elektriker på skibe med en generatorydelse på over 750 kW. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig eksamen afholdt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med det af transportministeriet godkendte uddannelsesprogram.

ii)

med hensyn til køleanlægstekniker (»kuģa saldēšanas iekārtu mašīnists«)

1.

En person på mindst 18 år.

2.

Svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 13 år, herunder mindst 9 års grundskole og mindst 3 års erhvervsfaglig uddannelse. Herudover tjeneste på mindst 12 måneder til søs som køleanlægsteknikerassistent. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig eksamen afholdt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med det af transportministeriet godkendte uddannelsesprogram.

i Italien et samlet uddannelsesforløb på 13 år, heraf mindst 5 års erhvervsuddannelse, afsluttet med en prøve, og i givet fald suppleret med en praktikperiode

i Nederlandene:

i)

med hensyn til styrmand i kystfart (med supplement) (»stuurman kleine handelsvaart (met aanvulling)«) og motormand (»diploma motordrijver«) et uddannelsesforløb på 14 år, heraf mindst 2 år i en fagskole, suppleret med en praktikperiode på 12 måneder

ii)

med hensyn til VTS-tjenestemand (»VTS-functionaris«) et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år, herunder mindst 3 års højere erhvervsuddannelse (HBO) eller erhvervsuddannelse på mellemniveau (MBO), der efterfølges af nationale eller regionale specialuddannelser, og som hver omfatter mindst 12 ugers teoretisk uddannelse og afsluttes med en prøve.

Disse uddannelser anerkendes inden for rammerne af den internationale STCW-konvention (den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978).

b)

Havfiskeri:

Følgende uddannelser:

i Tyskland:

skibsfører/fiskeri (»Kapitän BG/Fischerei«)

skibsfører/fiskeri (»Kapitän BLK/Fischerei«)

styrmand/fiskeri (»Nautischer Schiffsoffizier BGW/Fischerei«)

styrmand/fiskeri (»Nautischer Schiffsoffizier BK/Fischerei«)

i Nederlandene:

styrmand/maskinist V (»stuurman werktuigkundige V«)

maskinist IV, fiskeri (»werktuigkundige IV visvaart«)

styrmand IV, fiskeri (»stuurman IV visvaart«)

styrmand/maskinist VI (»stuurman werktuigkundige VI«)

der svarer til følgende uddannelser:

i Tyskland et samlet uddannelsesforløb på mellem 14 og 18 år, heraf en 3-års grundlæggende erhvervsuddannelse og 1 års fartstid, efterfulgt af en videregående erhvervsuddannelse på 1 til 2 år eventuelt suppleret med en erhvervspraktikperiode i navigation på 2 år

i Nederlandene et uddannelsesforløb på mellem 13 og 15 år, heraf mindst 2 år i en fagskole suppleret med en praktikperiode på 12 måneder.

Disse uddannelser er anerkendt inden for rammerne af Torremolinos-konventionen (den internationale konvention om fiskefartøjers sikkerhed, 1977).

4.   Tekniske erhverv

Følgende uddannelser:

i Den Tjekkiske Republik:

autoriseret tekniker, autoriseret konstruktør (»autorizovaný technik, autorizovaný stavitel«)

der svarer til mindst 9 års erhvervsfaglig uddannelse opdelt i 4 års teknisk uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med en »maturitní zkouška« (eksamen fra en teknisk skole på sekundærtrinnet) og 5 års erhvervserfaring afsluttet med en faglig kvalifikationsprøve med henblik på udøvelse af den valgte faglige aktivitet inden for byggesektoren (i henhold til lov nr. 50/1976 Sb. (lov om byggeri) og lov nr. 360/1992 Sb.)

fører af et sporbundet køretøj (»fyzická osoba řídící drážní vozidlo«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška« og afsluttet med statseksamen i køretøjernes drivkraft

sporkontroltekniker (»drážní revizní technik«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grunduddannelse og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på en maskinskole eller en teknisk skole på sekundærtrinnet, afsluttet med en »maturitní zkouška«-eksamen.

kørelærer (»učitel autoškoly«)

Alder mindst 24 år og et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, der er fokuseret på trafik og maskineri og afsluttet med »maturitní zkouška«

statstekniker til inspektion af motorkøretøjer (»kontrolní technik STK«)

Alder mindst 21 år og et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med »maturitní zkouška«. Efterfulgt af mindst 2 års teknisk praksis, et kørekort, en ren straffeattest, og afslutning af den særlige uddannelse på mindst 120 timer samt beståelse af prøven

mekaniker til kontrol af udstødningsgasser fra biler (»mechanik měření emisí«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med »maturitní zkouška«. Desuden kræves afslutning af 3 års teknisk praktik og særlig uddannelse som »mekaniker til kontrol af udstødningsgasser fra biler« af mindst 8 timers varighed samt beståelse af prøven

skibsfører 1. klasse (»kapitán I. třídy«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 15 år omfattende 8 års grundskole og 3 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška« og afsluttet med en eksamen bekræftet af et kvalifikationsbevis. Denne erhvervsfaglige uddannelse skal følges op af 4 års erhvervspraksis, eller afsluttes med en prøve

restaurator af monumenter inden for kunsthåndværk (»restaurátor památek, které jsou díly uměleckých řemesel«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 12 år, såfremt dette omfatter fuld teknisk uddannelse i restaurering på sekundærtrinnet; eller 10-12 års studier på en tilsvarende uddannelse plus 5 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en fuld teknisk uddannelse på sekundærtrinnet, der afsluttes med »maturitní zkouška«, eller 8 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en teknisk uddannelse på sekundærtrinnet, der afsluttes med den endelige svendeprøve

restaurator af kunstværker, der ikke er monumenter, og som opbevares i samlinger på museer og gallerier, og af andre genstande af kulturel værdi (»restaurátor děl výtvarných umění, která nejsou památkami a jsou uložena ve sbírkách muzeí a galerií, a ostatních předmětů kulturní hodnoty«),

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på 12 år plus 5 års erhvervserfaring, hvis der er tale om en fuld teknisk uddannelse i restaurering på sekundærtrinnet, der afsluttes med »maturitní zkouška«

leder af affaldshåndtering (»odpadový hospodář«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse afsluttet med »maturitní zkouška«-eksamen og mindst 5 års erhvervserfaring inden for affaldshåndtering inden for de seneste 10 år.

leder af sprængningsteknologi (»technický vedoucí odstřelů«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år, herunder mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet afsluttet med »maturitní zkouška«

og efterfulgt af:

2 år som sprængningsarbejder under jorden og 1 år over jorden; herunder 6 måneder som assisterende sprængningsarbejder

uddannelseskursus på 100 timers teoretisk og praktisk undervisning efterfulgt af en prøve aflagt ved den relevante distriktsminemyndighed

mindst 6 måneders erhvervserfaring med planlægning og gennemføring af større sprængningsarbejder

uddannelseskursus på 32 timers teoretisk og praktisk undervisning efterfulgt af en prøve aflagt ved den tjekkiske minemyndighed

i Italien:

landmåler (»geometra«)

landbrugskonsulent (»perito agrario«)

der svarer til et samlet uddannelsesforløb på det tekniske sekundærtrin på mindst 13 år, heraf 8 års pligtig skolegang efterfulgt af 5 års skolegang på sekundærtrinnet, hvoraf de 3 er koncentreret om det pågældende fag, afsluttet med en teknisk studentereksamen, suppleret

i)

for så vidt angår uddannelse som landmåler enten med et praktikophold på mindst 2 år i en virksomhed eller med 5 års faglig erfaring

ii)

for så vidt angår landbrugskonsulenter, med fuldførelsen af et praktikophold på mindst 2 år

efterfulgt af en statskontrolleret prøve

i Letland:

lokomotivførerassistent (»vilces līdzekļa vadītāja (mašīnista) palīgs«)

alder mindst 18 år; består af et samlet uddannelsesforløb på mindst 12 år omfattende mindst 8 års grundskole og mindst 4 års erhvervsfaglig uddannelse. Den erhvervsfaglige uddannelse afsluttes med en særlig prøve aflagt over for en arbejdsgiver. Kvalifikationsbevis udstedes af en kompetent myndighed for 5 år

i Nederlandene:

foged (»gerechtsdeurwaarder«)

tandprotesemager (»tandprotheticus«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb:

i)

med hensyn til foged (»gerechtsdeurwaarder«) på i alt 19 år, herunder 8 års pligtig skolegang efterfulgt af 8 års skolegang på sekundærtrinnet, der omfatter 4 års teknisk undervisning, og som afsluttes med en statskontrolleret prøve og suppleres med 3 års teoretisk og praktisk erhvervsuddannelse

ii)

med hensyn til tandprotesemager (»tandprotheticus«) på i alt mindst 15 års heltidsuddannelse og 3 års deltidsuddannelse, herunder 8 års skolegang på primærtrinnet, 4 års almen sekundærundervisning og fuldførelse af 3 års erhvervsuddannelse, der omfatter teoretisk og praktisk uddannelse til tandtekniker suppleret med 3 års deltidsuddannelse til tandprotesemager, der afsluttes med en prøve

i Østrig:

forstmand (»Förster«)

teknisk konsulent (»Technisches Büro«)

leje af arbejdskraft (»Überlassung von Arbeitskräften — Arbeitsleihe«)

arbejdsformidler (»Arbeitsvermittlung«)

investeringskonsulent (»Vermögensberater«)

detektiv (»Berufsdetektiv«)

sikkerhedsvagt (»Bewachungsgewerbe«)

ejendomsmægler (»Immobilienmakler«)

ejendomsadministrator (»Immobilienverwalter«)

byggeleder (»Bauträger, Bauorganisator, Baubetreuer«)

inkassator (»Inkassobüro/Inkassoinstitut«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 15 år, heraf 8 års pligtig skolegang efterfulgt af mindst 5 års faglig uddannelse eller handelsuddannelse på sekundærtrinnet, afsluttet med en prøve og suppleret med mindst 2 års praktikophold afsluttet med en erhvervsfaglig prøve

forsikringskonsulent (»Berater in Versicherungsangelegenheiten«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på 15 år, heraf 6 års erhvervsuddannelse som led i en struktureret uddannelse, opdelt på 3 års lærlingeuddannelse og 3 års erhvervspraktik og -uddannelse, afsluttet med en prøve

bygmester/projektleder (»Planender Baumeister«)

tømrermester/projektleder (»Planender Zimmermeister«)

der svarer til et samlet alment og erhvervsrettet uddannelsesforløb på mindst 18 år, heraf mindst 9 års erhvervsuddannelse opdelt i 4 års skolegang på det tekniske sekundærtrin og 5 års erhvervspraktik afsluttet med en prøve, der giver ret til at udøve det pågældende erhverv og uddanne lærlinge, for så vidt denne uddannelse vedrører bygningsprojektering, teknisk beregning og byggeledelse (Maria Theresia forret)

regnskabsfører (»Gewerblicher Buchhalter«) som omhandlet i Gewerbeordnung af 1994 (lov af 1994 om handel, håndværk og industri)

selvstændig regnskabsfører (»Selbständiger Buchhalter«) som omhandlet i Bundesgesetz über die Wirtschaftstreuhandberufe af 1999 (lov af 1999 om offentlig revision)

i Polen:

bilinspektionstekniker ved en bilinspektionsstation på grundniveau (»diagnosta przeprowadzający badania techniczne w stacji kontroli pojazdów o podstawowym zakresie badań«)

der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer samt 3 års praktik på en tankstation eller et værksted, herunder 51 timers grundlæggende uddannelse i inspektion af motorkøretøjer samt beståelse af en kvalifikationsprøve

bilinspektionstekniker ved en distriktsbilinspektionsstation (»diagnosta przeprowadzający badania techniczne pojazdu w okręgowej stacji kontroli pojazdów«)

der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer samt 4 års praktik på en tankstation eller på et værksted herunder 51 timers grundlæggende kursus i inspektion af motorkøretøjer og beståelse af en kvalifikationsprøve.

bilinspektionstekniker ved en bilinspektionsstation (»diagnosta wykonujący badania techniczne pojazdów w stacji kontroli pojazdów«)

der svarer til

i)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet koncentreret om motorkøretøjer, 4 års bekræftet praktik på en tankstation eller et værksted, eller

ii)

8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet på et andet område end motorkøretøjer samt 8 års praktik på en tankstation eller et værksted — 113 timers samlet kursus omfattende grundkursus og specialkursus med prøve efter hvert niveau.

De enkelte kursers varighed og generelle mål inden for den samlede uddannelse til bilinspektionstekniker er specificeret i infrastrukturministerens bekendtgørelse af 28. november 2002 om specifikke krav til bilinspektionsteknikere (Statstidende af 2002, nr. 208, pos. 1769)

jernbaneekspeditør (»dyżurny ruchu«)

der svarer til 8 års grundskole og 4 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet med speciale i jernbanetransport, kursus, der forbereder til arbejdet som jernbaneekspeditør på 45 dage og beståelse af kvalifikationsprøven, eller der svarer til 8 års grundskole og 5 års erhvervsfaglig uddannelse på sekundærtrinnet med speciale i jernbanetransport, kursus, der forbereder til arbejdet som jernbaneekspeditør på 63 dage og beståelse af kvalifikationsprøven.

5.   Uddannelser i Det Forenede Kongerige, der er godkendt som National Vocational Qualifications eller som Scottish Vocational Qualifications:

Uddannelser til følgende erhverv:

godkendt dyresygeplejer(ske) (»listed veterinary nurse«)

mineelektroingeniør (»mine electrical engineer«)

minemaskiningeniør (»mine mechanical engineer«)

tandterapeut (»dental therapist«)

tandhygiejneekspert (»dental hygienist«)

ordinerende optiker(»dispensing optician«)

assisterende mineingeniør (»mine deputy«)

kurator (»insolvency practitioner«)

autoriseret notar i ejendomsoverdragelsessager (»licensed conveyancer«)

førstestyrmand på fragt- og passagerskibe (»first mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

andenstyrmand på fragt- og passagerskibe (»second mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

tredjestyrmand på fragt- og passagerskibe (»third mate — freight/passenger ships — unrestricted«)

dæksofficer på fragt- og passagerskibe (»deck officer — freight/passenger ships — unrestricted«)

maskinofficer på fragt- og passagerskibe (»engineer officer — freight/passenger ships — unlimited trading area«)

tekniker i affaldshåndtering (»certified technically competent person in waste management«)

der fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre.

Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.


(1)  Titlen »Krankengymnast(in)« er fra den 1. juni 1994 erstattet af titlen »Physiotherapeut(in)«. De af erhvervets udøvere, som har opnået deres eksamensbevis inden denne dato, kan dog, hvis de ønsker det, fortsat anvende den tidligere titel »Krankengymnast(in)«.


BILAG III

Liste over lovregulerede uddannelser, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, tredje afsnit

I Det Forenede Kongerige:

De lovregulerede uddannelser, som fører frem til de kvalifikationer, der er godkendt som National Vocational Qualifications (NVQs) eller godkendt i Skotland som Scottish Vocational Qualifications, og som ligger på niveau 3 og 4 i Det Forenede Kongeriges National Framework of Vocational Qualifications.

For disse niveauer gælder følgende definitioner:

Niveau 3: kompetence med hensyn til en bred vifte af forskellige arbejdsaktiviteter, der udføres i en lang række forskellige sammenhænge, og hvoraf de fleste er komplekse og ikke-rutinemæssige. Der er tale om en betydelig grad af ansvar og selvstændighed, ligesom der i mange tilfælde stilles krav om tilsyn med eller ledelse af andre.

Niveau 4: kompetence med hensyn til en bred vifte af komplekse, tekniske eller faglige arbejdsaktiviteter, der udøves i en lang række forskellige sammenhænge og med en høj grad af personligt ansvar og selvstændighed. Der er ofte tale om ansvar for andres arbejde og for fordeling af midler.

I Tyskland:

Følgende lovregulerede uddannelser:

De lovregulerede uddannelser, som fører frem til erhvervene teknisk assistent (»technische(r) Assistent(in)«), handelsassistent (»kaufmännische(r) Assistent(in)«) og erhverv i den sociale sektor (»soziale Berufe«) samt erhvervet som statsprøvet vejrtræknings-, tale- og stemmepædagog (»staatlich geprüfte(r) Atem-, Sprech- und Stimmlehrer(in)«), af en samlet varighed på mindst 13 år, som forudsætter første trin af sekundærundervisningen (»mittlerer Bildungsabschluss«), og som omfatter:

i)

mindst 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole (1) (»Fachschule«), afsluttet med en prøve og eventuelt suppleret med en specialisering af 1 eller 2 års varighed, afsluttet med en prøve, eller

ii)

mindst 21/2 år på en fagskole (»Fachschule«), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 6 måneders erhvervspraktik eller mindst 6 måneders praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed, eller

iii)

mindst 2 år på en fagskole (»Fachschule«), afsluttet med en prøve, og suppleret med mindst 1 års erhvervspraktik eller mindst 1 års praktisk uddannelse i en godkendt praktikvirksomhed.

De lovregulerede uddannelser med henblik på erhvervene statsprøvet (»staatlich geprüfte(r)«) tekniker (»Techniker(in)«), virksomhedsøkonom (»Betriebswirt(in)«), designer (»Gestalter(in)«) og hjemmehjælper (»Familienpfleger(in)«) af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter afslutning af den pligtige skolegang eller en sidestillet uddannelse (mindst 9 år) samt en uddannelse på en erhvervsskole (»Berufsschule«) på mindst 3 år, og som efter mindst 2 års erhvervspraktik omfatter mindst 2 års fuldtidsuddannelse eller en deltidsuddannelse af tilsvarende varighed.

De lovregulerede uddannelser og de lovregulerede efteruddannelser af en samlet varighed på mindst 15 år, der almindeligvis forudsætter afslutning af den pligtige skolegang (mindst 9 år) og en fuldført erhvervsuddannelse (almindeligvis 3 år), og som almindeligvis omfatter mindst 2 års (almindeligvis 3 års) erhvervspraktik samt en prøve som led i efteruddannelse, til hvis forberedelse der almindeligvis træffes uddannelsesledsageforanstaltninger enten sideløbende med erhvervspraktikken (mindst 1 000 timer) eller på fuldtid (mindst 1 år).

De tyske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af nærværende bilag.

I Nederlandene:

De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 15 år, der forudsætter fuldførelse af 8 års skolegang på primærtrinnet, fulgt af enten 4 års almen sekundærundervisning på mellemniveau (MAVO) eller 4 års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af en 3-årig eller 4-årig uddannelse på fagskole på mellemniveau (MBO), der afsluttes med en prøve.

De lovregulerede uddannelsesforløb af en samlet varighed på mindst 16 år, der forudsætter fuldførelse af 8 års skolegang på primærtrinnet, fulgt af mindst 4 års forberedende erhvervsuddannelse (VBO) eller almen sekundærundervisning på højere niveau, og hvor der kræves fuldførelse af mindst 4 års erhvervsuddannelse i lærlingeuddannelsessystemet, der omfatter mindst én slags teoretisk undervisning på skole hver uge og på de andre dage praktisk uddannelse på et praktikcenter eller i en virksomhed, og som afsluttes med en prøve.

De nederlandske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der berøres af dette bilag.

I Østrig:

Uddannelser på højere fagskoler (»Berufsbildende Höhere Schulen«) og højere land- og skovbrugsskoler (»Höhere Land- und Forstwirtschaftliche Lehranstalten«), herunder særlige typer (»einschließlich der Sonderformen«), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år og omfatter 5 års erhvervsuddannelse, som afsluttes med en prøve, hvis beståelse er bevis for faglig kompetence.

Uddannelser i mesterskoler (»Meisterschulen«), mesterklasser (»Meisterklassen«), værkførerskoler (»Werkmeisterschulen«) eller bygningshåndværkerskoler (»Bauhandwerkerschulen«), hvis struktur og niveau er fastsat ved love eller administrative bestemmelser.

Uddannelserne har en samlet længde på ikke under 13 år, der omfatter 9 års pligtig skolegang fulgt af enten 3 års erhvervsuddannelse på en fagskole eller mindst 3 års uddannelse i en virksomhed og sideløbende hermed på en fagskole (»Berufsschule«), der begge afsluttes med en prøve, som suppleres med fuldførelse af mindst 1 års uddannelse i en mesterskole (»Meisterschule«), mesterklasse (»Meisterklassen«), værkførerskole (»Werkmeisterschule«) eller en bygningshåndværkerskole (»Bauhandwerkerschule«). I de fleste tilfælde er den samlede varighed på mindst 15 år, herunder perioder med erhvervspraktik, som enten går forud for uddannelserne på disse læreanstalter eller ledsages af deltidsuddannelser (mindst 960 timer).

De østrigske myndigheder tilstiller Kommissionen og de øvrige medlemsstater en fortegnelse over de uddannelsesforløb, der er omfattet af dette bilag.


(1)  Mindstevarigheden på 3 år kan nedsættes til 2 år, hvis den pågældende er indehaver af den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til universitetet (»Abitur«), dvs. 13 års forudgående uddannelse, eller den kvalifikation, som er nødvendig for adgang til »Fachhochschulen« (»Fachhochschulreife«), dvs. 12 års forudgående uddannelse.


BILAG IV

Virksomhed i forbindelse med erhvervserfaringskategorierne, der er omhandlet i artikel 17, 18 og 19

Liste I

Klasser, der er omfattet af direktiv 64/427/EØF, ændret ved direktiv 69/77/EØF, og af direktiv 68/366/EØF, og 82/489/EØF

1   Direktiv 64/427/EØF

Klasse

23

Tekstilindustri

232

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på uldforarbejdningsmaskiner

233

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på bomuldsforarbejdningsmaskiner

234

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på silkeforarbejdningsmaskiner

235

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på hør- og hampforarbejdningsmaskiner

236

Anden tekstilfiberindustri (jute, hårdfibre osv.), rebslageri

237

Trikotage og strikvarer

238

Tekstilforædling

239

Anden tekstilindustri

Klasse

24

Fremstilling af sko, beklædning og hvidevarer

241

Seriefremstilling af sko (undtagen gummi- og træsko)

242

Reparation af sko og håndskomageri

243

Tilvirkning af beklædning og linned (undtagen buntmageri)

244

Fremstilling af hvidevarer

245

Buntmageri

Klasse

25

Træ- og korkindustri (undtagen møbelfremstilling)

251

Savværker og træbearbejdning

252

Fremstilling af halvfabrikata af træ

253

Seriefremstilling af byggeelementer af træ og parket

254

Fremstilling af træemballage

255

Fremstilling af andre trævarer (undtagen møbler)

259

Fremstilling af strå-, kurve-, kork-, flet- og børstenbindervarer

Klasse

26

260 Træmøbelindustrien

Klasse

27

Papir- og papirvareindustri

271

Fremstilling af træmasse og cellulose, papir og pap

272

Forarbejdning af papir og pap

Klasse

28

280 Trykkeri- og forlagsvirksomhed samt beslægtet industri

Klasse

29

Læderindustri

291

Tilvirkning af læder (garveri og pelsberedning)

292

Fremstilling af lædervarer

ex Klasse

30

Gummi- og kunststofindustri, kemisk fiberindustri, stivelsesindustri

301

Forarbejdning af gummi og asbest

302

Forarbejdning af kunststoffer

303

Produktion af kemiske fibre

ex Klasse

31

Kemisk industri

311

Fremstilling af kemiske grundstoffer og fremstilling af disse produkter med tilstødende videreforarbejdning

312

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til anvendelse i industri og landbrug (her tilføjes: fremstilling af industrielle fedtstoffer og olie med vegetabilsk og animalsk oprindelse indbefattet i ISIC-gruppe 312)

313

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til privat forbrug og forvaltninger (her udgår fremstillingen af medicinske og farmaceutiske produkter (ex ISIC-gruppe 319))

Klasse

32

320 Mineralolieindustri

Klasse

33

Fremstilling af ikke-metalliske mineralprodukter

331

Teglværker

332

Glasindustri

333

Fremstilling af stentøj, finkeramiske og ildfaste produkter

334

Fremstilling af cement, forarbejdning af kalk og gips

335

Fremstilling af bygningsmaterialer og materialer til offentlige arbejder af beton og gibs samt af cementvarer

339

Be- og forarbejdning af natursten samt fremstilling af andre ikke-metalliske mineralprodukter

Klasse

34

Jern- og metalværker

341

Jern- og stålværker (ifølge EKSF-traktaten inkl. koksværker)

342

Produktion af stålrør

343

Rørtrækningsforetagender og koldvalseværker

344

Fremstilling og første tilvirkning af ikke-jernholdige metaller

345

Støberier for jernholdige og ikke-jernholdige metaller

Klasse

35

Jern- og metalvareindustri (undtagen maskiner og transportmidler)

351

Smedjer, presse- og hammerværker

352

Stålformgivning og overfladeforædling

353

Fremstilling af stål- og letmetalkonstruktioner

354

Bygning af kedler og beholdere

355

Fremstilling af jern-, blik- og metalvarer, undtagen elektrisk materiel

359

Forskellige mekaniske virksomheder

Klasse

36

Maskinindustri

361

Fremstilling af landbrugsmaskiner og traktorer

362

Fremstilling af kontormaskiner

363

Fremstilling af metalbearbejdningsmaskiner, anordninger til maskiner og maskinværktøj

364

Fremstilling af tekstilmaskiner og tilbehør samt symaskiner

365

Fremstilling af maskiner og apparater til nærings- og nydelsesmiddelindustrien, den kemiske og beslægtede industri

366

Fremstilling af bjergværks- og valseværksindretninger, bjergværksmaskiner, støberimaskiner, entreprenørmateriel, hejsemateriel og transportører

367

Fremstilling af tandhjul, gear, rullelejer og andre drivelementer

368

Fremstilling af maskiner til andre bestemte industrigrene

369

Fremstilling af andre maskinbygningsprodukter

Klasse

37

Elektroindustri

371

Fremstilling af isolerede elektrokabler, -ledninger og -tråd

372

Fremstilling af elektromotorer, -generatorer og -transformatorer samt af kontakt- og installationsapparatur

373

Fremstilling af industrielt elektroudstyr

374

Bygning af fjernmeldeudstyr, fremstilling af målere, måle- og reguleringsudstyr og elektromedicinsk udstyr o.l.

375

Fremstilling af radio- og fjernsynsmodtagere, elektroakustisk udstyr og indretninger samt af elektroniske apparater og elektroniske anlæg

376

Fremstilling af elektriske husholdningsartikler

377

Fremstilling af lamper og belysningsartikler

378

Fremstilling af batterier og akkumulatorer

379

Reparation, montage og teknisk installation af elektrotekniske produkter

ex Klasse

38

Transportmiddelindustri

383

Bygning af motorkøretøjer og disses enkeltdele

384

Motorkøretøjs- og cykelreparationsværksteder

385

Fremstilling af motorcykler og cykler og disses enkeltdele

389

Anden transportmiddelindustri

Klasse

39

Anden fremstillingsvirksomhed

391

Fremstilling af finmekaniske produkter

392

Fremstilling af medicinmekaniske og ortopædisk-mekaniske produkter (undtagen ortopædisk fodtøj)

393

Fremstilling af optisk og fotografisk udstyr

394

Fremstilling og reparation af ure

395

Fremstilling af smykker og guldsmedevarer, bearbejdning af ædelstene

396

Fremstilling og reparation af musikinstrumenter

397

Fremstilling af legetøj og sportsartikler

399

Øvrige grene inden for de be- og forarbejdende erhverv

Klasse

40

Bygge- og anlægsvirksomhed

400

Bygge- og anlægsvirksomhed (uden nærmere angivelse) og nedrivningsvirksomhed

401

Byggevirksomhed vedrørende fundering, ydermure m.v.

402

Entreprenørvirksomheder (bro-, vej- og jernbanebygning m.v.)

403

Bygningsinstallation

404

Bygningsfærdiggørelse

2   Direktiv 68/366/EØF

Klasse

20 A

200 Fremstilling af olier og fedt af animalsk eller vegetabilsk oprindelse

20 B

Næringsmiddelindustri (undtagen fremstilling af drikkevarer)

201

Slagteri og fremstilling af kødvarer og kødkonserves

202

Mejeri og mælkeforarbejdning

203

Forarbejdning af frugt og grøntsager

204

Konservering af fisk og andre saltvandsprodukter

205

Møllerivirksomhed

206

Fremstilling af brød, konditorvarer og andet bagværk

207

Sukkerindustri

208

Fremstilling af chokolade- og sukkervarer

209

Øvrige næringsmiddelindustri

Klasse

21

Fremstilling af drikkevarer

211

Fremstilling af ætylalkohol ved forgæring, af gær og af spirituosa

212

Fremstilling af vin og lignende umaltede alkoholholdige drikkevarer

213

Bryggeri og maltfremstilling

214

Aftapning af mineralvand og fremstilling af alkoholfrie drikke

ex 30

Gummiindustri; fremstilling af plastic og syntetiske fibre, stivelsesindustri

304

Stivelsesindustri

3   Direktiv 82/489/EØF

ex 855

Frisørsaloner (bortset fra pedicurevirksomhed og fagskoler for skønhedspleje)

Liste II

Klasser fra direktiv 75/368/EØF, 75/369/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 75/368/EØF (virksomhed, der omhandles i artikel 5, stk. 1)

ex 04

Fiskeri

043

Fiskeri i indre farvande

ex 38

Fremstilling af transportmateriel

381

Skibsbygning og reparation af skibe

382

Fremstilling af jernbanemateriel

386

Bygning af luftfartøjer (herunder fremstilling af rumfartsmateriel)

ex 71

Sekundær virksomhed i forbindelse med transport og anden virksomhed end transport inden for følgende grupper:

ex 711

Drift af sovevogne og spisevogne; vedligeholdelse af jernbanemateriel i reparationsværksteder; rengøring af jernbanevogne

ex 712

Vedligeholdelse af materiel til personbefordring i by- og forstadsområder samt til mellembystrafik

ex 713

Vedligeholdelse af andet materiel til personbefordring ad landevej (f.eks. biler, rutebiler, hyrevogne)

ex 714

Drift og vedligeholdelse af anlæg i forbindelse med landevejstransport (f.eks.: landeveje, tunneler og broer med vejafgift, rutebilstationer, parkeringspladser, bus- og sporvognsremiser)

ex 716

Virksomhed i forbindelse med sejlads på indre vandveje (f.eks. drift og vedligeholdelse af vandveje, havne og andre anlæg på indre vandveje; bugsering og lodsning i havne, afmærkning af farvande, lastning og losning af skibe og andre tilsvarende former for virksomhed, såsom bjærgning af skibe, forhaling af fartøjer og drift af bådeskure)

73

Kommunikation: postvæsen og telekommunikation

ex 85

Ydelser

ex 856

Fotografiske atelierer: portrætfotografering, kommerciel fotografering, bortset fra pressefotografer

ex 859

Ydelser ikke andetsteds anført (kun vedligeholdelse og rengøring af bygninger eller lokaler).

2   Direktiv 75/369/EØF (artikel 6: når virksomheden betragtes som industri- eller håndværksvirksomhed)

Udøvelse af følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted

a)

køb og salg af varer

ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

køb og salg af varer fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b)

de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

3   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 1 og 3)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

at tilrettelægge, tilbyde og sælge til fast pris eller mod provision begrænsede arrangementer i forbindelse med en rejse eller et ophold eller at koordinere sådanne (transport, overnatning, forplejning, udflugter, osv.), uanset rejsens motiv (artikel 2, litra B, litra a))

at optræde som mellemled mellem fragtførerne inden for de forskellige transportformer og afsendere eller modtagere af gods, samt at træffe forskellige hermed forbundne dispositioner:

aa)

for ordregivernes regning at afslutte kontrakter med fragtførerne

bb)

at vælge den transportform, det firma og den rute, der skønnes mest fordelagtig for ordregiveren

cc)

at sørge for den praktiske tilrettelæggelse af transporten (for eksempel den for transporten nødvendige emballage); at udøve forskellige biaktiviteter under transporten (for eksempel at sikre forsyningen af is til kølevogne)

dd)

at ordne de med transporten forbundne formaliteter, såsom udfærdigelse af fragtbreve; at gruppere og sortere forsendelserne

ee)

at koordinere de enkelte transportetaper: transit, videreforsendelse og omladning samt forskellige afsluttende aktiviteter

ff)

henholdsvis at fremskaffe fragter til transportvirksomhederne og transportmuligheder for afsendere og modtagere af gods

at beregne transportomkostningerne og kontrollere afregningen heraf

at foretage visse henvendelser, permanent eller lejlighedsvis, i en reders eller en søtransportvirksomheds navn og for dennes regning (til havnemyndigheder, skibsprovianteringsfirmaer osv.)

(Virksomhed, der omhandles i artikel 2, litra A, litra a), b) eller d)).

Liste III

Direktiv 64/222/EØF, 68/364/EØF, 68/368/EØF, 75/368/EØF, 75/369/EØF, 70/523/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 64/222/EØF

1.

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen, bortset fra engroshandelen med lægemidler og farmaceutiske produkter, med giftstoffer og sygdomsfremkaldende stoffer samt engroshandelen med kul (ex-gruppe 611)

2.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der har til opgave på grundlag af et eller flere hverv at forberede eller afslutte handler i en andens navn og for en andens regning

3.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der uden vedvarende at have dette til opgave, formidler kontakt mellem personer, som ønsker at afslutte kontrakter umiddelbart med hinanden, forbereder disses handler eller medvirker ved deres afslutning

4.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der i eget navn og for en andens regning afslutter handler

5.

Erhvervsvirksomhed som formidler, der for en andens regning afholder engroshandelsauktioner

6.

Erhvervsvirksomhed som formidler, som går fra dør til dør for at optage ordrer

7.

Tjenesteydelser, der udføres erhvervsmæssigt af en ikke-selvstændig formidler, der står i tjenesteforhold til en eller flere handels-, industri- eller håndværksvirksomheder.

2   Direktiv 68/364/EØF

ex ISIC-gruppe 612 Detailhandelen

Undtagne erhverv:

012

Udlejning af landbrugsmaskiner

640

Handel med og udlejning af fast ejendom

713

Udlejning af automobiler, køretøjer og heste

718

Udlejning af jernbanevogne og -wagoner

839

Udlejning af maskiner til handelsforetagender

841

Udlejning af biografteaterpladser og udlejning af film

842

Udlejning af teaterpladser og udlejning af teaterudstyr

843

Udlejning af skibe og både, cykler og automater

853

Udlejning af møblerede værelser

854

Udlejning af hvidevarer

859

Udlejning af klæder

3   Direktiv 68/368/EØF

ex ISIC-klasse 85:

1.

Restaurations- og udskænkningsvirksomhed (ISIC-gruppe 852)

2.

Hotel- og campingpladsvirksomhed (ISIC-gruppe 853)

4   Direktiv 75/368/EØF (artikel 7)

ex 62

Banker og andre pengeinstitutter

ex 620

Patentbureauer og foretagender til udbetaling af afgifter

ex 71

Transport

ex 713

Personbefordring ad landevej (bortset fra befordring med motorkøretøjer)

ex 719

Drift af rørledninger til fremføring af flydende kulbrinter og andre flydende kemiske stoffer

ex 82

Tjenesteydelser til offentligheden

827

Biblioteker, museer, botaniske og zoologiske haver

ex 84

Forlystelser, sport m.m.

843

Forlystelser og sport, ikke andetsteds anført

sportsvirksomhed (sportspladser, arrangering af sportsstævner osv.), undtagen sportsinstruktører

spillevirksomhed (væddeløbsstalde, spillebaner, væddeløbsbaner osv.)

andre forlystelser (cirkus, forlystelsesparker og anden underholdning)

ex 85

Personlige tjenesteydelser

ex 851

Hushjælp

ex 855

Skønhedspleje og manicurevirksomhed, bortset fra pedicurevirksomhed, fagskoler for skønhedspleje og frisører

ex 859

Personlige tjenesteydelser ikke andetsteds anført, bortset fra idrætsmassage og paramedicinsk massage samt bjergførervirksomhed, omgrupperet som følger:

desinfektion og bekæmpelse af skadedyr

udlejning af klæder og opbevaring

ægteskabsbureauer og tilsvarende virksomhed

virksomhed, der har karakter af sandsiger- og spådomsvirksomhed

tjenesteydelser inden for hygiejne og dertil knyttet virksomhed

begravelsesvæsen og vedligeholdelse af kirkegårde

rejseledere og turisttolke

5   Direktiv 75/369/EØF (artikel 5)

Følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted:

a)

køb og salg af varer

ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b)

de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

6   Direktiv 70/523/EØF

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen med kul og formidlervirksomhed inden for kulsektoren (ISIC-nomenklaturen ex gruppe 6112)

7   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 2)

(Former for virksomhed, der er nævnt i artikel 2, litra A, litra c) eller e), litra B, litra b), litra C eller D)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

at udleje jernbanevogne til personbefordring eller godstransport

at optræde som mellemled ved køb, salg eller leje af fartøjer

at udarbejde, forhandle og afslutte kontrakter vedrørende befordring af emigranter

for deponentens regning at modtage alle former for genstande og varer, uanset om disse er underlagt toldbehandling, til opbevaring i toldoplag, pakhuse, møbelopbevaringsmagasiner, kølehuse, siloer osv.

til deponenten at udstede et dokument vedrørende den genstand eller vare, som er modtaget til opbevaring

at stille folde, foder og salgssteder til rådighed for kvæg under midlertidig opstaldning, enten før salget eller i transit til eller fra et marked

at udføre kontrol eller teknisk besigtigelse af motorkøretøjer

at måle og veje varer.


BILAG V

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

V.1.   LÆGE

5.1.1.   Beviser for medicinsk grunduddannelse

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Diploma van arts/Diplôme de docteur en médecine

Les universités/De universiteiten

Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française/De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap

 

20. december 1976

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu všeobecné lékařství (doktor medicíny, MUDr.)

Lékářská fakulta univerzity v České republice

Vysvědčení o státní rigorózní zkoušce

1. maj 2004

Danmark

Bevis for bestået lægevidenskabelig embedseksamen

Medicinsk universitetsfakultet

Autorisation som læge, udstedt af Sundhedsstyrelsen og

Tilladelse til selvstændigt virke som læge (dokumentation for gennemført praktisk uddannelse), udstedt af Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

Zeugnis über die Ärztliche Prüfung

Zeugnis über die Ärztliche Staatsprüfung und Zeugnis über die Vorbereitungszeit als Medizinalassistent, soweit diese nach den deutschen Rechtsvorschriften noch für den Abschluss der ärztlichen Ausbildung vorgesehen war

Zuständige Behörden

 

20. december 1976

Eesti

Diplom arstiteaduse õppekava läbimise kohta

Tartu Ülikool

 

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Iατρικής

Iατρική Σχoλή Παvεπιστημίoυ,

Σχoλή Επιστημώv Υγείας, Τμήμα Iατρικής Παvεπιστημίoυ

 

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Medicina y Cirugía

Ministerio de Educación y Cultura

El rector de una Universidad

 

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur en médecine

Universités

 

20. december 1976

Ireland

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

Italia

Diploma di laurea in medicina e chirurgia

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della medicina e chirurgia

20. december 1976

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Ιατρού

Ιατρικό Συμβούλιο

 

1. maj 2004

Latvija

ārsta diploms

Universitātes tipa augstskola

 

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą gydytojo kvalifikaciją

Universitetas

Internatūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą medicinos gydytojo profesinę kvalifikaciją

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine, chirurgie et accouchements,

Jury d'examen d'Etat

Certificat de stage

20. december 1976

Magyarország

Általános orvos oklevél (doctor medicinae univer- sae, röv.: dr. med. univ.)

Egyetem

 

1. maj 2004

Malta

Lawrja ta' Tabib tal-Medi- ċina u l-Kirurġija

Universita’ ta' Malta

Ċertifikat ta' reġistrazzjoni maħruġ mill-Kunsill Mediku

1. maj 2004

Nederland

Getuigschrift van met goed gevolg afgelegd artsexamen

Faculteit Geneeskunde

 

20. december 1976

Österreich

1.

Urkunde über die Verleihung des akademischen Grades Doktor der gesamten Heilkunde (bzw. Doctor medicinae universae, Dr.med.univ.)

1.

Medizinische Fakultät einer Universität

 

1. januar 1994

2.

Diplom über die spezifische Ausbildung zum Arzt für Allgemeinmedizin bzw. Facharztdiplom

2.

Österreichische Ärztekammer

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku lekarskim z tytułem »lekarza«

1.

Akademia Medyczna

2.

Uniwersytet Medyczny

3.

Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

Lekarski Egzamin Państwowy

1. maj 2004

Portugal

Carta de Curso de licenciatura em medicina

Universidades

Diploma comprovativo da conclusão do internato geral emitido pelo Ministério da Saúde

1. januar 1986

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor medicine/doktorica medicine«

Univerza

 

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor medicíny« (»MUDr.«)

Vysoká škola

 

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Lääketieteen lisensiaatin tutkinto/Medicine licentiatexamen

Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

Kuopion yliopisto

Oulun yliopisto

Tampereen yliopisto

Turun yliopisto

Todistus lääkärin perusterveydenhuollon lisäkoulutuksesta/Examenbevis om tilläggsutbildning för läkare inom primärvården

1. januar 1994

Sverige

Läkarexamen

Universitet

Bevis om praktisk utbildning som utfärdas av Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

5.1.2.   Beviser for uddannelse som speciallæge

Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Bijzondere beroepstitel van geneesheer-specialist/Titre professionnel particulier de médecin spécialiste

Minister bevoegd voor Volksgezondheid/Ministre de la Santé publique

20. december 1976

Česká republika

Diplom o specializaci

Ministerstvo zdravotnictví

1. maj 2004

Danmark

Bevis for tilladelse til at betegne sig som speciallæge

Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

Fachärztliche Anerkennung

Landesärztekammer

20. december 1976

Eesti

Residentuuri lõputunnistus eriarstiabi erialal

Tartu Ülikool

1. maj 2004

Ελλάς

Τίτλoς Iατρικής Ειδικότητας

1.

Νoμαρχιακή Αυτoδιoίκηση

1. januar 1981

2.

Νoμαρχία

España

Título de Especialista

Ministerio de Educación y Cultura

1. januar 1986

France

1.

Certificat d'études spéciales de médecine

1.

Universités

20. december 1976

2.

Attestation de médecin spécialiste qualifié

2.