Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0185

2005/185/EF: Rådets beslutning af 5. juli 2004 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Den Tjekkiske Republik

OJ L 62, 9.3.2005, p. 20–20 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/185/oj

9.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 62/20


RÅDETS BESLUTNING

af 5. juli 2004

om et uforholdsmæssigt stort underskud i Den Tjekkiske Republik

(2005/185/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 6,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen

under henvisning til Den Tjekkiske Republiks bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 104 skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Det gælder også for medlemsstater med dispensation, herunder alle de lande, der blev optaget i Den Europæiske Union den 1. maj 2004.

(2)

Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og en stærk og vedblivende vækst, som fører til øget beskæftigelse.

(3)

Det fastsættes i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter artikel 104, at der vedtages en beslutning om, hvorvidt der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder yderligere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (1), indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i nævnte protokol.

(4)

Efter traktatens artikel 104, stk. 5, skal Kommissionen afgive en udtalelse til Rådet, hvis den finder, at der er eller kan opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Efter at have undersøgt alle de relevante faktorer, der tages hensyn til i Kommissionen rapport i henhold til artikel 104, stk. 3, og med henvisning til Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse i henhold til artikel 104, stk. 4, konkluderede Kommissionen i sin udtalelse af 24. juni 2004, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Den Tjekkiske Republik.

(5)

Efter traktatens artikel 104, stk. 6, skal Rådet tage hensyn til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, inden det efter en generel vurdering fastslår, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.

(6)

Den generelle vurdering fører til følgende konklusioner: Det offentlige underskud i Den Tjekkiske Republik udgjorde 12,9 % af BNP i 2003 (5,9 % af BNP, når der ses bort fra en større engangstransaktion forbundet med imputerede statsgarantier) og lå dermed over traktatens referenceværdi på 3 % af BNP. Det offentlige underskuds overskridelse af referenceværdien skyldtes ikke usædvanlige begivenheder uden for de tjekkiske myndigheders kontrol eller et alvorligt økonomisk tilbageslag i stabilitets- og vækstpagtens forstand. Det offentlige underskud vil sandsynligvis også ligge over 3 % af BNP i 2004. Mere præcist forventes det offentlige underskud ifølge Kommissionens prognoser fra foråret 2004 at udgøre 5,9 % af BNP i 2004, mens der i henhold til Den Tjekkiske Republiks konvergensprogram forventes et underskud på 5,3 % af BNP. Den offentlige gældskvote, der udgjorde 37,6 % i 2003, vil sandsynligvis forblive under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP i 2004 —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det fastslås efter en generel vurdering, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Den Tjekkiske Republik.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Tjekkiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juli 2004.

På Rådets vegne

G. ZALM

Formand


(1)  EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 351/2002 (EFT L 55 af 26.2.2002, s. 23).


Top