Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0512

2004/512/EF: 2004/512/EF:
Rådets beslutning af 8. juni 2004 om indførelse af visuminformationssystemet (VIS)

OJ L 213, 15.6.2004, p. 5–7 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 142M , 30.5.2006, p. 60–62 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 19 Volume 007 P. 28 - 30
Special edition in Romanian: Chapter 19 Volume 007 P. 28 - 30
Special edition in Croatian: Chapter 19 Volume 016 P. 73 - 75

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/512/oj

15.6.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 213/5


RÅDETS BESLUTNING

af 8. juni 2004

om indførelse af visuminformationssystemet (VIS)

(2004/512/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 66,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd i Sevilla den 21.-22. juni 2002 gav indførelse af et fælles visumidentifikationssystem højeste prioritet og opfordrede til at indføre det snarest muligt på grundlag af en feasibility-undersøgelse og de retningslinjer, Rådet vedtog den 13. juni 2002.

(2)

Den 5.-6. juni 2003 hilste Rådet den feasibility-undersøgelse velkommen, som Kommissionen havde fremlagt i maj 2003, bekræftede målsætningerne for VIS som skitseret i retningslinjerne og opfordrede Kommissionen til at fortsætte sit forberedende arbejde med udvikling af VIS i samarbejde med medlemsstaterne på grundlag af en centraliseret arkitektur under hensyntagen til muligheden for en fælles teknisk platform med Schengen-informationssystemet (SIS II).

(3)

Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 fandt det nødvendigt, at der efter feasibility-undersøgelsen snarest muligt fastlægges retningslinjer for planlægningen af udviklingen af VIS, det rette retsgrundlag for dets oprettelse samt tildelingen af de nødvendige finansielle midler.

(4)

Denne beslutning udgør det påkrævede retsgrundlag for opførelse af de nødvendige bevillinger til udvikling af VIS på Den Europæiske Unions almindelige budget og gennemførelse af denne del af budgettet, herunder de nødvendige forberedende foranstaltninger vedrørende biometrisk identifikation, som skal indføres på et senere tidspunkt i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 19. februar 2004.

(5)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (1). Det udvalg, der skal bistå Kommissionen, bør træde sammen i to forskellige sammensætninger alt efter den dagsorden, det skal behandle.

(6)

Målet for denne beslutning, nemlig udviklingen af et fælles visuminformationssystem, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre udføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne beslutning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(7)

Denne beslutning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(8)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har vedtaget denne beslutning til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre beslutningen i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(9)

For så vidt angår Island og Norge er denne beslutning et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (2), der hører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 (3) om visse gennemførelsesbestemmelser til nævnte aftale.

(10)

Der skal udarbejdes en ordning, der giver repræsentanter for Island og Norge mulighed for at deltage som associeret i arbejdet i de udvalg, der bistår Kommissionen i udøvelsen af dennes gennemførelsesbeføjelser. En sådan ordning er omhandlet i den brevveksling mellem Fællesskabet og Island og Norge (4), der er knyttet som bilag til ovennævnte aftale.

(11)

Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (5); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(12)

Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (6); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne beslutning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1.   Der indføres et system til udveksling af visumoplysninger mellem medlemsstaterne, i det følgende benævnt »visuminformationssystemet« (VIS), som skal give de kompetente nationale myndigheder mulighed for at indlæse og opdatere visumdata og konsultere dem elektronisk.

2.   Visuminformationssystemet baseres på en centraliseret arkitektur og skal bestå af et centralt informationssystem, i det følgende benævnt »det centrale visuminformationssystem« (CS-VIS), en grænseflade i hver medlemsstat, i det følgende benævnt »den nationale grænseflade« (NI-VIS), der skal fungere som bindeled til den relevante centrale nationale myndighed i de enkelte medlemsstater, og kommunikationsinfrastrukturen mellem det centrale visuminformationssystem og de nationale grænseflader.

Artikel 2

1.   Det centrale visuminformationssystem, den nationale grænseflade i hver medlemsstat og kommunikationsinfrastrukturen mellem det centrale visuminformationssystem og de nationale grænseflader udvikles af Kommissionen.

2.   De nationale infrastrukturer tilpasses og/eller udvikles af medlemsstaterne.

Artikel 3

De nødvendige foranstaltninger til udvikling af det centrale visuminformationssystem, den nationale grænseflade i hver medlemsstat og kommunikationsinfrastrukturen mellem det centrale visuminformationssystem og de nationale grænseflader vedtages for så vidt angår andre emneområder end dem, der er nævnt i artikel 4, efter proceduren i artikel 5, stk. 2.

Artikel 4

De foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle det centrale visuminformationssystem, den nationale grænseflade i hver medlemsstat og kommunikationsinfrastrukturen mellem det centrale visuminformationssystem og de nationale grænseflader vedtages for så vidt angår de emneområder, der er nævnt nedenfor, efter proceduren i artikel 5, stk. 3:

a)

udformningen af systemets fysiske arkitektur, herunder dets kommunikationsnet

b)

tekniske aspekter af relevans for beskyttelsen af personoplysninger

c)

tekniske aspekter med alvorlige finansielle konsekvenser for medlemsstaternes budgetter eller med alvorlige tekniske konsekvenser for medlemsstaternes nationale systemer

d)

opstilling af sikkerhedskrav, herunder biometriske aspekter.

Artikel 5

1.   Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2424/2001 af 6. december 2001 om udviklingen af anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) (7).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

4.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 6

Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en årlig statusrapport om udviklingen af det centrale visuminformationssystem, den nationale grænseflade i hver medlemsstat og kommunikationsinfrastrukturen mellem det centrale visuminformationssystem og de nationale grænseflader, første gang ved udgangen af det år, der følger efter undertegnelsen af kontrakten om udvikling af VIS.

Artikel 7

Denne beslutning anvendes fra tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 8

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Luxembourg, den 8. juni 2004.

På Rådets vegne

M. McDOWELL

Formand


(1)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(2)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(3)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

(4)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 53.

(5)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(6)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

(7)  EFT L 328 af 13.12.2001, s. 4.


Top