Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0197

2004/197/FUSP: Rådets afgørelse 2004/197/FUSP af 23. februar 2004 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet

OJ L 63, 28.2.2004, p. 68–82 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Estonian: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Latvian: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Lithuanian: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Hungarian Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Maltese: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Polish: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Slovak: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Slovene: Chapter 18 Volume 003 P. 66 - 82
Special edition in Bulgarian: Chapter 18 Volume 002 P. 177 - 193
Special edition in Romanian: Chapter 18 Volume 002 P. 177 - 193

No longer in force, Date of end of validity: 13/05/2007; ophævet ved 32007D0384

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/197/oj

32004D0197

2004/197/FUSP: Rådets afgørelse 2004/197/FUSP af 23. februar 2004 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet

EU-Tidende nr. L 063 af 28/02/2004 s. 0068 - 0082


Rådets afgørelse 2004/197/FUSP

af 23. februar 2004

om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd vedtog på mødet den 10.-11. december 1999 i Helsingfors, at medlemsstaterne gennem frivilligt samarbejde i forbindelse med EU-ledede operationer senest i 2003 skal være i stand til inden for en frist på 60 dage at udsende og i mindst et år opretholde militære styrker på op til 50000-60000 mand, der kan påtage sig at løse enhver Petersberg-opgave.

(2) Det Europæiske Råd gav på sit møde i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 udtryk for tilfredshed med konklusionerne fra samlingen i Rådet den 19. maj 2003, der bl.a. bekræftede behovet for Den Europæiske Unions hurtige reaktionskapacitet.

(3) Rådet besluttede den 22. september 2003, at Den Europæiske Union skal skaffe sig fleksibel kapacitet til at håndtere finansieringen af fælles udgifter til militæroperationer uanset disses omfang, kompleksitet og hastende karakter ved senest den 1. marts 2004 at etablere en permanent finansieringsmekanisme, som skal administrere finansieringen af de fælles udgifter til eventuelle fremtidige EU-militæroperationer.

(4) Den 17. juni 2002 godkendte Rådet dokument 10155/02 om finansiering af EU-ledede krisestyringsoperationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

(5) Artikel 28, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union fastslår, at medlemsstater, hvis repræsentant i Rådet har afgivet en formel erklæring i henhold til artikel 23, stk. 1, andet afsnit, ikke er forpligtet til at bidrage til finansieringen af en operation, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

(6) I overensstemmelse med artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, og Danmark deltager således ikke i finansieringen af mekanismen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås der ved:

a) "deltagende medlemsstater": Den Europæiske Unions medlemsstater bortset fra Danmark

b) "bidragydende stater": de medlemsstater, der bidrager til finansieringen af en militæroperation i overensstemmelse med artikel 28, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, og de tredjelande, der bidrager til finansieringen af de fælles udgifter til en operation i henhold til aftaler mellem disse lande og Den Europæiske Union.

KAPITEL 1 MEKANISME

Artikel 2

Oprettelse af mekanismen

1. Der oprettes en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

2. Mekanismen benævnes Athena.

3. Athena handler på de deltagende medlemsstaters vegne eller i forbindelse med de specifikke operationer på vegne af de bidragydende stater som defineret i artikel 1.

Artikel 3

Rets- og handleevne

Athena har den nødvendige rets- og handleevne for at kunne administrere finansieringen af EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, herunder åbne bankkonti, erhverve, besidde eller afhænde aktiver, indgå kontrakter eller administrative aftaler og optræde som part i en retssag. Athena arbejder ikke med gevinst for øje.

Artikel 4

Samordning med tredjeparter

Athena samordner sine aktiviteter med medlemsstaterne, fællesskabsinstitutionerne og de internationale organisationer i det omfang, det er nødvendigt, for at den kan udføre sine opgaver, samt under hensyn til Den Europæiske Unions målsætninger og politikker.

KAPITEL 2 ORGANISATIONSSTRUKTUR

Artikel 5

Forvaltningsorganer og personale

1. Athena forvaltes under specialkomitéens myndighed, af:

a) administratoren

b) den øverstbefalende for den enkelte operation for så vidt angår operationer, der hører under dennes ansvarsområde (i det følgende benævnt "den øverstbefalende for operationen")

c) regnskabsføreren.

2. Athena udnytter så vidt muligt Den Europæiske Unions bestående administrative strukturer. Athenas personale stilles i nødvendigt omfang til rådighed af EU-institutionerne eller udstationeres af medlemsstaterne.

3. Rådets generalsekretær kan stille det nødvendige personale til rådighed for administratoren eller regnskabsføreren med henblik på varetagelsen af disses opgaver, eventuelt på forslag af en af de deltagende medlemsstater.

4. Athenas organer og personale gøres operationelle alt efter de operative behov.

Artikel 6

Specialkomitéen

1. Der nedsættes en specialkomité, som består af en repræsentant for hver deltagende medlemsstat, i det følgende benævnt "specialkomitéen". Kommissionen deltager i specialkomitéens møder uden stemmeret.

2. Athena forvaltes under specialkomitéens myndighed.

3. Når specialkomitéen drøfter finansieringen af de fælles udgifter til en bestemt operation:

a) består den af en repræsentant for hver bidragydende medlemsstat

b) deltager repræsentanterne for de bidragydende tredjelande i arbejdet i specialkomitéen. De har dog ikke stemmeret, og de er ikke til stede under afstemninger

c) deltager den øverstbefalende for operationen eller dennes repræsentant i arbejdet i specialkomitéen, men har ikke stemmeret.

4. Formandskabet for Rådet for den Europæiske Union indkalder og leder møderne i specialkomitéen. Administratoren varetager komitéens sekretariatsopgaver. Den pågældende udarbejder en protokol over komitéens drøftelser, men har ikke stemmeret.

5. Regnskabsføreren deltager efter behov i arbejdet i specialkomitéen, men har ikke stemmeret.

6. Hvis en deltagende medlemsstat, administratoren eller den øverstbefalende for operationen anmoder om det, indkalder formandskabet specialkomitéen inden for højst femten dage.

7. Administratoren orienterer behørigt specialkomitéen om eventuelle krav eller tvivlsspørgsmål, der rettes til Athena.

8. Specialkomitéen træffer afgørelse med enstemmighed blandt sine medlemmer under hensyntagen til sammensætningen, jf. stk. 1 og 3. Dens afgørelser er bindende.

9. Specialkomitéen godkender alle budgetter under hensyntagen til de relevante referencebeløb og udøver generelt de beføjelser, der er fastlagt i artikel 18, 19, 20, 21, 22, 24, 25, 27, 29, 31, 32, 36, 37, 38, 39 og 41.

10. Specialkomitéen holdes orienteret af administratoren, den øverstbefalende for operationen og regnskabsføreren i henhold til denne afgørelse.

11. Teksten til de akter, som specialkomitéen godkender i henhold til artikel 18, 19, 20, 21, 22, 24, 27, 29, 31, 32, 37, 38, 39 og 41, underskrives af formanden for specialkomitéen, når de godkendes, samt af administratoren.

Artikel 7

Administratoren

1. Rådets generalsekretær udnævner administratoren og mindst en assisterende administrator for en periode på tre år.

2. Administratoren udøver sine beføjelser på vegne af Athena.

3. Administratoren:

a) opstiller budgetforslag og forelægger dem for specialkomitéen. Ethvert budgetforslags udgiftsdel for en operation fastlægges på forslag af den øverstbefalende for operationen

b) vedtager de budgetter, specialkomitéen har godkendt

c) er den anvisningsberettigede for indtægtsdelen, den del, der vedrører fælles udgifter til forberedelse og opfølgning af operationer samt den del, der vedrører fælles aktionsudgifter uden for operationens aktive fase

d) iværksætter for så vidt angår indtægterne de finansielle arrangementer, der indgås med tredjeparter om finansieringen af de fælles udgifter til EU's militæroperationer.

4. Administratoren sørger for, at de regler, der er fastsat i denne afgørelse, overholdes, og at de beslutninger, der træffes af specialkomitéen, gennemføres.

5. Administratoren har beføjelse til at træffe de foranstaltninger, der skønnes nødvendige til afholdelsen af de udgifter, der finansieres gennem Athena. Den pågældende underretter specialkomitéen herom.

6. Administratoren koordinerer arbejdet med de finansielle spørgsmål i forbindelse med EU's militæroperationer og fungerer som kontaktled til de nationale myndigheder samt i relevant omfang til de internationale organisationer med hensyn til disse spørgsmål.

7. Administratoren har referat til specialkomitéen.

Artikel 8

Den øverstbefalende for operationen

1. Den øverstbefalende for operationen udøver på vegne af Athena sine beføjelser med hensyn til finansieringen af de fælles udgifter i forbindelse med operationer, der hører under dennes ansvarsområde.

2. Den øverstbefalende for operationen skal for operationer, der hører under dennes ansvarsområde:

a) forelægge administratoren forslag til den del af budgettet, der vedrører de fælles aktionsudgifter

b) i sin egenskab af anvisningsberettiget anvende bevillingerne til de fælles aktionsudgifter; den øverstbefalende er den foresatte for enhver, der deltager i anvendelsen af disse bevillinger, herunder også som præfinansiering; den øverstbefalende kan indgå aftaler og afslutte kontrakter på Athenas vegne; den øverstbefalende åbner på Athenas vegne en bankkonto for de operationer, der hører under dennes ansvarsområde.

3. Den øverstbefalende for operationen har beføjelse til at træffe de foranstaltninger, der skønnes nødvendige til at afholde de udgifter, der finansieres gennem Athena. Den øverstbefalende underretter administratoren og specialkomitéen herom.

Artikel 9

Regnskabsføreren

1. Rådets generalsekretær udnævner regnskabsføreren og mindst én assisterende regnskabsfører for en periode på to år.

2. Regnskabsføreren udøver sine beføjelser på vegne af Athena.

3. Regnskabsføreren

a) sørger for korrekt gennemførelse af betalinger, indkasserer indtægter og inddriver fastlagte fordringer

b) udarbejder hvert år regnskaberne for Athena samt efter afslutningen af en operation regnskaberne for den pågældende operation

c) bistår administratoren, når denne forelægger specialkomitéen årsregnskaberne eller regnskaberne for en operation til godkendelse

d) fører Athenas regnskaber

e) fastlægger regnskabsregler og -metoder samt regnskabskontoplanen

f) udformer og godkender regnskabssystemer for indtægterne og godkender systemer, som den anvisningsberettigede har udformet med henblik på at give eller dokumentere regnskabsmæssige oplysninger

g) opbevarer regnskabsbilagene

h) varetager sammen med administratoren likviditetsstyringen.

4. Administratoren og den øverstbefalende for operationen forsyner regnskabsføreren med alle oplysninger, der er nødvendige for opstillingen af regnskaber, der giver et retvisende billede af Athenas formue og afholdelsen af de udgifter, som Athena administrerer. De står inde for oplysningernes pålidelighed.

5. Regnskabsføreren har referat til specialkomitéen.

Artikel 10

Generelle bestemmelser for administratoren, regnskabsføreren og Athenas personale

1. Hvervet som administrator eller assisterende administrator og som regnskabsfører eller assisterende regnskabsfører er indbyrdes uforenelige.

2. Enhver assisterende administrator handler med referat til administratoren. Enhver assisterende regnskabsfører handler med referat til regnskabsføreren.

3. En assisterende administrator træder i stedet for administratoren i dennes fravær eller ved dennes forfald. En assisterende regnskabsfører træder i stedet for regnskabsføreren i dennes fravær eller ved dennes forfald.

4. Tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, der udfører opgaver for Athena, er dog fortsat omfattet af de forordninger og andre bestemmelser, der gælder for dem.

5. Personale, som medlemsstaterne har stillet til rådighed for Athena, er omfattet af de samme regler som dem, der er fastsat i Rådets afgørelse om ansættelsesvilkårene for udstationerede nationale eksperter, og af de bestemmelser, der er aftalt af deres nationale administration og EF-institutionen eller til Athena. Den udstationerende medlemsstat skal dog under alle omstændigheder dække udgifterne til eksperternes rettigheder som fastsat i ovennævnte rådsafgørelse om ansættelsesvilkårene for udstationerede nationale eksperter.

6. Inden medlemmerne af Athena kan udnævnes, skal de være blevet sikkerhedsgodkendt til at kunne få adgang til klassificerede oplysninger i Rådet mindst til og med klassifikationsgraden "secret UE", eller have modtaget en tilsvarende sikkerhedsgodkendelse af en medlemsstat.

7. Administratoren kan forhandle og indgå arrangementer med medlemsstaterne eller EF-institutionerne om forhåndsudpegning af personale, der om nødvendigt omgående kan stilles til rådighed for Athena.

KAPITEL 3 BIDRAGYDENDE TREDJELANDE

Artikel 11

Faste administrative ordninger og ad hoc-ordninger for tredjelandes betaling af bidrag

1. Som led i de aftaler, der indgås mellem EU og tredjelande, som Rådet har udpeget som potentielle bidragydere til EU's operationer eller som bidragydere til en bestemt EU-operation, forhandler administratoren med de pågældende tredjelande om faste administrative ordninger eller ad hoc-ordninger. Disse ordninger skal have form af en brevveksling mellem Athena og vedkommende myndigheder i de pågældende tredjelande om de nærmere bestemmelser, der er nødvendige for at fremme hurtig betaling af bidrag til en kommende EU-militæroperation.

2. Indtil aftalerne i stk. 1 er indgået, kan administratoren selv træffe de nødvendige foranstaltninger til at fremme betalinger fra de bidragydende tredjelande.

3. Administratoren underretter i forvejen specialkomitéen om de planlagte ordninger før undertegnelsen på Athenas vegne.

4. Når EU har indledt en militæroperation, gennemfører administratoren ordningerne med de bidragydende tredjelande for så vidt angår de bidragsbeløb, Rådet har vedtaget.

KAPITEL 4 BANKKONTI

Artikel 12

Åbning og formål

1. Administratoren åbner en eller flere bankkonti på vegne af Athena.

2. Bankkonti åbnes hos et førsteklasses pengeinstitut i en af EU-medlemsstaterne.

3. Beløbene fra de bidragydende stater indsættes på disse konti. Disse konti benyttes til betaling af de udgifter, som Athena administrerer, samt til overførsel af de forskud til den øverstbefalende, der er nødvendige til afholdelse af de fælles udgifter til en militæroperation. Bankkontiene må ikke overtrækkes.

Artikel 13

Forvaltning af midlerne

1. Enhver betaling fra Athenas konto skal underskrives både af administratoren eller en assisterende administrator og af regnskabsføreren eller en assisterende regnskabsfører.

2. De midler, som Athena administrerer, herunder dem, der overdrages den øverstbefalende for operationen, må kun deponeres hos et førsteklasses pengeinstitut på en euro-konto på anfordring eller med kort opsigelse.

KAPITEL 5 FÆLLES UDGIFTER

Artikel 14

Definition af fælles udgifter og finansieringsperioder

1. Athena afholder de udgifter, der er opført i bilag I, efterhånden som de påløber. Opføres de under en budgetartikel, der omfatter den operation, som de har størst forbindelse med, betragtes de som "aktionsudgifter" til den pågældende operation. Ellers betragtes de som "fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller efter operationer".

2. Desuden afholder Athena de fælles aktionsudgifter, der er opført i bilag II, under operationens forberedende fase, der begynder på den dato, hvor Rådet beslutter, at EU skal indlede en militæroperation, medmindre Rådet fastsætter en tidligere dato; fasen slutter på den dato, hvor der udnævnes en øverstbefalende for operationen.

3. Under en operations aktive fase, der løber fra datoen for udnævnelsen af den øverstbefalende for operationen til den dag, hvor det operative hovedkvarter afslutter sit virke, afholder Athena som fælles aktionsudgifter

a) de fælles udgifter, der er opført i bilag III-A

b) de fælles udgifter, der er opført i bilag III-B, når Rådet træffer beslutning herom.

4. Til de fælles aktionsudgifter til en operation henregnes endvidere de nødvendige udgifter til dens afvikling, jf. bilag IV.

Operationen afvikles, når udstyr og infrastrukturer, der finansieres i fællesskab med henblik på operationen, har opfyldt deres endelige bestemmelse, og regnskaberne for operationen er opstillet.

5. Udgifter til dækning af omkostninger, der under alle omstændigheder ville være blevet afholdt af en eller flere bidragydende stater, en EF-institution eller en international organisation uafhængigt af tilrettelæggelsen af en operation, kan på intet tidspunkt komme i betragtning som fællesudgifter.

Artikel 15

Øvelser

1. De fælles udgifter til Den Europæiske Unions øvelser finansieres af Athena i henhold til regler og procedurer svarende til dem, der gælder for operationer, som alle de deltagende medlemsstater bidrager til.

2. Disse fælles udgifter til øvelser består for det første af ekstraomkostninger til deployerbare eller faste hovedkvarterer, for det andet af ekstraomkostninger i forbindelse med EU's brug af fælles NATO-aktiver og -kapaciteter, der er stillet til rådighed for en øvelse.

3. Fælles udgifter til øvelser omfatter ikke omkostninger med relation til:

a) kapitalinvesteringer herunder investeringer i bygninger, infrastruktur og udstyr

b) øvelsernes planlægnings- og forberedelsesfase

c) transport, kaserner og indkvartering til styrkerne.

Artikel 16

Referencebeløb

For enhver fælles aktion, hvormed Rådet beslutter, at EU skal iværksætte en militæroperation, og enhver fælles aktion eller afgørelse, hvormed Rådet beslutter at forlænge varigheden af en EU-operation, fastsættes der et referencebeløb for de fælles udgifter til operationen. Administratoren vurderer med bistand fra bl.a. EU's Militærstab og den øverstbefalende, hvis denne har tiltrådt sin tjeneste, hvilket beløb der skønnes nødvendigt til dækning af de fælles udgifter til operationen for den pågældende periode. Administratoren forelægger via formandskabet beløbet for de rådsorganer, der har til opgave at gennemgå udkastet til fælles aktion eller afgørelse.

KAPITEL 6 BUDGET

Artikel 17

Budgetprincipper

1. Budgettet, der opstilles i euro, er det dokument, der for hvert regnskabsår forudgående angiver og godkender de samlede indtægter og udgifter, der administreres af Athena.

2. Alle udgifter skal være knyttet til en bestemt operation, medmindre de skal dække udgifterne i bilag I.

3. Bevillingerne på budgettet gælder for ét regnskabsår, der begynder den 1. januar i et kalenderår og slutter den 31. december samme år.

4. Der skal på budgettet være balance mellem indtægter og udgifter.

5. Enhver indtægt og udgift skal konteres en budgetpost og må ikke overstige beløbet for de dér opførte bevillinger.

Artikel 18

Opstilling og vedtagelse af årsbudgettet

1. Administratoren opstiller hvert år et budgetforslag for det følgende regnskabsår med bistand fra den øverstbefalende for den enkelte operation for så vidt angår den del, der vedrører "fælles aktionsudgifter". Administratoren forelægger forslaget for specialkomitéen senest den 31. oktober.

2. Forslaget omfatter

a) de bevillinger, der skønnes nødvendige til dækning af de fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer

b) de bevillinger, der skønnes nødvendige til dækning af de fælles aktionsudgifter til igangværende eller planlagte operationer, herunder til eventuel refusion af fælles udgifter, som en stat eller tredjepart har præfinansieret

c) et overslag over de nødvendige indtægter til dækning af udgifterne.

3. Bevillingerne fordeles på afsnit og kapitler, der grupperer udgifterne efter deres art eller bestemmelse, og som efter behov underinddeles i artikler. Budgetforslaget indeholder detaljerede anmærkninger for hvert kapitel og for hver artikel. Der oprettes et specifikt afsnit for hver operation. Et specifikt afsnit skal udgøre budgettets "generelle del" og omfatte de "fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer".

4. Hvert afsnit kan indeholde et kapitel med overskriften "formålsbestemte reserver". Disse bevillinger opføres, når der af vægtige grunde hersker usikkerhed om størrelsen af de bevillinger, der er behov for, eller om muligheden for at gennemføre de opførte bevillinger.

5. Indtægterne består af

a) bidrag, der skal betales af de deltagende og bidragydende medlemsstater og eventuelt bidragydende tredjelande

b) diverse indtægter, der underinddeles i afsnit og omfatter finansielle afkast, salgsprovenuer og budgetsaldoen for det foregående regnskabsår, når specialkomitéen har fastslået den.

6. Specialkomitéen godkender budgetforslaget senest den 31. december. Administratoren vedtager det godkende budget og sender det til de deltagende og bidragydende stater.

Artikel 19

Ændringsbudgetter

1. I tilfælde af uundgåelige, usædvanlige eller uforudsete omstændigheder og især, når der planlægges en operation i årets løb, fremsætter administratoren forslag til ændringsbudget. Hvis forslaget til ændringsbudget væsentligt overstiger referencebeløbet for den pågældende operation, kan specialkomitéen anmode Rådet om at godkende det.

2. Forslag til ændringsbudget opstilles, fremsættes, godkendes, vedtages og meddeles efter samme procedure som det årlige budget. Hvis et ændringsbudget vedrører iværksættelsen af en EU-militæroperation, skal det ledsages af en detaljeret finansieringsoversigt over de fælles udgifter, der forventes til hele operationen. Specialkomitéen behandler forslaget under hensyn til, hvor meget sagen haster.

Artikel 20

Overførsler

1. Administratoren kan foretage bevillingsoverførsler, eventuelt på forslag af den øverstbefalende for operationen. Administratoren underretter specialkomitéen om sine hensigter tre uger forinden, medmindre sagens hastende karakter tilskriver andet.

Forhåndsgodkendelse fra specialkomitéen er dog obligatorisk, hvis:

a) den planlagte overførsel vil kunne ændre samtlige bevillinger, der er afsat til en operation,

eller

b) de overførsler fra et kapitel til et andet, der planlægges i løbet af regnskabsåret, overstiger 10 % af bevillingerne under det kapitel, hvorfra overførslen sker, som opført på regnskabsårets budget som vedtaget på den dato, hvor det pågældende overførselsforslag blev fremsat.

2. Den øverstbefalende for operationen kan, hvis vedkommende skønner det nødvendigt af hensyn til en god afvikling af operationen, inden tre måneder, efter at denne er blevet iværksat, foretage overførsler af bevillinger til operationen fra en artikel til en anden eller fra et kapitel til et andet i den del af budgettet, der vedrører "fælles aktionsudgifter". Den øverstbefalende underretter administratoren og specialkomitéen herom.

Artikel 21

Bevillingsfremførsler

1. Ikke-forpligtede bevillinger til dækning af fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer, bortfalder normalt ved regnskabsårets udløb.

2. Bevillinger til dækning af udgifter til opbevaring af materiel og udstyr, der administreres af Athena, kan dog fremføres til det følgende regnskabsår, hvis der er indgået forpligtelse hertil inden den 31. december i det løbende regnskabsår. Bevillinger til dækning af fælles aktionsudgifter kan fremføres, såfremt de er nødvendige for en operation, hvis afvikling ikke er fuldført.

3. Administratoren forelægger senest den 15. februar specialkomitéen forslag til bevillingsfremførsler fra det foregående regnskabsår til godkendelse.

Artikel 22

Forudgående gennemførelse

Så snart det årlige budget er vedtaget,

a) kan der disponeres over de bevillinger, der er opført på dette budget, med virkning fra den 1. januar det efterfølgende år

b) kan udgifter, der ifølge retlige bestemmelser eller kontraktbestemmelser skal afholdes forud, give anledning til betaling, der konteres bevillingerne for det følgende regnskabsår med forbehold af specialkomitéens godkendelse.

KAPITEL 7 BIDRAG OG REFUSION

Artikel 23

Fastsættelse af bidragene

1. Bevillingerne til dækning af de fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer, men som ikke er dækket af de forskellige indtægter, finansieres ved bidrag fra de deltagende medlemsstater.

2. Bevillingerne til dækning af de fælles aktionsudgifter til en operation dækkes ved bidrag fra medlemsstaterne og de bidragydende tredjelande.

3. De bidrag, der skal betales af de bidragydende medlemsstater til en operation, svarer til de bevillinger, der er opført på budgettet til dækning af de fælles aktionsudgifter til den pågældende operation, efter fradrag af de bidragsbeløb, som de bidragydende tredjelande skal betale i forbindelse med samme operation i henhold til artikel 11.

4. Fordelingen af bidragene mellem de medlemsstater, fra hvilke der indkaldes bidrag, fastsættes efter den fordelingsnøgle, der er baseret på bruttonationalindkomsten, jf. artikel 28, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om De Europæiske Fællesskabers egne indtægter(1) eller enhver anden rådsafgørelse, som måtte træde i stedet for denne.

5. Grundlaget for beregningen af bidragene skal være kolonnen "Egne indtægter på grundlag af BNI" i "Oversigt over det almindelige budgets finansiering efter type af egne indtægter og medlemsstat" i Den Europæiske Unions senest vedtagne budget. Bidraget for hver af de medlemsstater, fra hvilke der indkaldes bidrag, fastsættes i forhold til, hvor stor en del vedkommende medlemsstats bruttonationalindkomst (BNI) udgør af den samlede BNI i de medlemsstater, fra hvilke der indkaldes bidrag.

Artikel 24

Tidsplan for indbetaling af bidragene

1. Bidragene fra de bidragydende medlemsstater til dækning af de fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer, skal indbetales inden den 1. marts i det pågældende regnskabsår.

2. Når Rådet har fastsat et referencebeløb for en EU-militæroperation, indbetaler de bidragydende medlemsstater deres bidrag med indtil 30 % af referencebeløbet, medmindre Rådet træffer beslutning om en højere procentdel.

3. Specialkomitéen kan på forslag af administratoren beslutte, at der allerede inden vedtagelsen af et ændringsbudget for operationen skal indkaldes supplerende bidrag. Specialkomitéen kan beslutte at henvise et sådant spørgsmål til Rådets kompetente forberedende organer.

4. Når bevillingerne til dækning af de fælles aktionsudgifter er blevet opført på budgettet, indbetaler medlemsstaterne den resterende del af det bidrag, som de skal betale i forbindelse med den pågældende operation i henhold til artikel 23, efter fradrag af de bidrag, som allerede er indkaldt fra dem for samme operation og samme regnskabsår.

5. Så snart der er vedtaget et referencebeløb eller et budget, indkalder administratoren skriftligt de tilsvarende bidrag hos de nationale myndigheder, hvis navn og adresse mv. er blevet meddelt.

6. Bidragene indbetales senest 30 dage efter fremsendelsen af indkaldelsen, jf. dog stk. 1.

7. Bankgebyrer i forbindelse med indbetalingen af bidragene betales af de enkelte bidragydende stater.

Artikel 25

Midlertidig finansiering af udgifter

1. Hvis de fælles udgifter til en EU-militæroperation skal dækkes, inden bidragene til Athena kan modtages, skal Rådet, når det vedtager en fælles aktion eller en afgørelse om gennemførelse af operationen,

a) udpege de medlemsstater, der skal have ansvaret for præfinansiering af sådanne udgifter

b) fastsætte en alternativ midlertidig finansiering af sådanne udgifter og de fornødne bestemmelser herfor, hvis den nødvendige præfinansiering ikke kan skaffes.

2. Specialkomitéen overvåger gennemførelsen af denne artikel og træffer foranstaltninger hurtigst muligt.

3. Midlertidig finansiering i henhold til stk. 1, litra b), tilbagebetales, så snart de indbetalte bidrag gør det muligt.

Artikel 26

Refusion af præfinansieringerne

1. En medlemsstat, et tredjeland eller en international organisation, der af Rådet er blevet bemyndiget til at præfinansiere en del af de fælles omkostninger ved en operation, kan få refusion fra Athena efter skriftlig anmodning ledsaget af de nødvendige bilag. Anmodningen stiles til administratoren senest to måneder efter datoen for afslutning af den pågældende operation.

2. En anmodning om refusion kan ikke efterkommes, medmindre den er godkendt både af den øverstbefalende for operationen og af administratoren.

3. Hvis en bidragydende medlemsstats anmodning om refusion er blevet godkendt, kan det pågældende beløb fratrækkes i den førstkommende indkaldelse af bidrag, som administratoren sender denne stat.

4. Hvis der ikke forventes nogen indkaldelse af bidrag, når anmodningen er blevet godkendt, eller hvis en godkendt anmodning om refusion overstiger det planlagte bidrag, refunderer administratoren beløbet inden 30 dage under hensyn til Athenas likvide midler og behovene for finansiering af de fælles udgifter til den pågældende operation.

5. Refusionen skal ske i henhold til denne afgørelse, uanset om operationen eventuelt aflyses.

Artikel 27

Athenas forvaltning af udgifter, der ikke er omfattet af de fælles udgifter

1. Specialkomitéen kan på forslag af administratoren eller en medlemsstat beslutte, at den administrative forvaltning af visse udgifter i forbindelse med en operation, især udgifter til opretholdelse af mandskabet, herunder forplejning og vask, skal overdrages til Athena, men at de fortsat skal afholdes af de enkelte medlemsstater.

2. Specialkomitéen kan i sin afgørelse bemyndige den øverstbefalende for operationen til på de deltagende medlemsstaters vegne at indgå kontrakter om indkøb af udstyr. Specialkomitéen kan give bemyndigelse til, at medlemsstaternes udgifter præfinansieres over Athenas budget, eller beslutte, at Athena forinden skal indkalde de nødvendige midler hos medlemsstaterne til opfyldelse af de kontrakter, der er indgået.

3. Athena fører regnskab over de udgifter, der skal dækkes af den enkelte medlemsstat, men som mekanismen forvalter. Athena sender hver måned den enkelte medlemsstat en opgørelse over de udgifter, som denne eller dens personel har givet anledning til i den forløbne måned, og som medlemsstaten skal dække, og indkalder de nødvendige midler til betaling af disse udgifter. Medlemsstaterne indbetaler de indkaldte midler til Athena senest 30 dage efter fremsendelsen af indkaldelsen af midler.

Artikel 28

Morarenter

Hvis en stat ikke opfylder sine finansielle forpligtelser, finder fællesskabsreglerne om morarenter i artikel 71 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(2) i forbindelse med indbetaling af bidrag til fællesskabsbudgettet tilsvarende anvendelse.

KAPITEL 8 AFHOLDELSE AF UDGIFTER

Artikel 29

Principper

1. Bevillingerne til Athena skal anvendes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

2. De anvisningsberettigede har til opgave at modtage Athenas indtægter og afholde Athenas udgifter i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning samt at sikre indtægternes og udgifternes lovlighed og formelle rigtighed. De anvisningsberettigede indgår budgetmæssige og retlige forpligtelser, fastsætter og anviser udgifter samt træffer de foranstaltninger, der er nødvendige forud for anvendelsen af bevillingerne. En anvisningsberettiget kan uddelegere sine beføjelser ved en afgørelse, hvori det fastslås,

a) til hvilke ansatte og på hvilket niveau beføjelserne skal uddelegeres

b) hvor stort omfanget af de uddelegerede beføjelser er, samt

c) de således befuldmægtigedes mulighed for at delegere disse beføjelser videre.

3. Anvendelsen af bevillingerne sker efter princippet om adskillelse mellem anvisning af udgifter og regnskabsføring. Funktionerne som anvisningsberettiget og som regnskabsfører er indbyrdes uforenelige. Enhver udbetaling, der foretages fra midler, der administreres af Athena, skal underskrives både af en anvisningsberettiget og af en regnskabsfører.

4. Medmindre andet er fastsat i denne afgørelse, anvender en medlemsstat, EF-institution eller i givet fald en international organisation, der har fået overdraget afholdelsen af fælles udgifter, de regler, der gælder for afholdelsen af dens egne udgifter. Når administratoren afholder udgifter direkte, overholder den de regler, der gælder for gennemførelsen af sektionen vedrørende Rådet i Den Europæiske Unions almindelige budget.

5. Administratoren kan dog forelægge formandskabet elementer til et forslag til Rådet eller specialkomitéen om regler for afholdelsen af de fælles udgifter.

Artikel 30

Fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer

Administratoren udøver hvervet som anvisningsberettiget for Athenas fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller som følge af operationer.

Artikel 31

Fælles aktionsudgifter

1. Den øverstbefalende for operationen udøver hvervet som anvisningsberettiget for de fælles aktionsudgifter til den operation, denne har ansvaret for. Det er dog administratoren, der varetager hvervet som anvisningsberettiget for de fælles aktionsudgifter, der påløber under en operations forberedende fase, og som afholdes direkte af Athena, eller som er knyttet til operationen efter afslutningen af den aktive fase.

2. Efter anmodning fra den øverstbefalende for operationen overfører administratoren de nødvendige beløb til afholdelsen af udgifterne til en operation fra Athenas bankkonto til den bankkonto, der er åbnet på Athenas vegne, og som den øverstbefalende for operationen har meddelt.

3. Vedtagelsen af et referencebeløb givet administratoren og den øverstbefalende for operationen ret til hver især inden for deres ansvarsområde at indgå udgiftsforpligtelser og betale udgifter for den pågældende operation med indtil 30 % af referencebeløbet, medmindre andet er fastsat i artikel 17, stk. 5, eller Rådet fastsætter en højere procentsats. Specialkomitéen kan på forslag af administratoren beslutte, at der kan indgås yderligere udgiftsforpligtelser og afholdes supplerende udgifter. Specialkomitéen kan beslutte at henvise et sådant spørgsmål til Rådets kompetente forberedende organer via formandskabet. Dette er dog ikke længere muligt fra datoen for vedtagelsen af et budget for den pågældende operation.

4. I perioden forud for vedtagelsen af budgettet for en operation aflægger administratoren og den øverstbefalende eller dennes repræsentant hver fjortende dag hver især inden for deres ansvarsområde rapport til specialkomitéen om afholdelsen af de udgifter, der kan betragtes som fælles udgifter til operationen. Specialkomitéen kan på forslag af administratoren, den øverstbefalende for operationen eller en medlemsstat udstede retningslinjer for afholdelsen af udgifterne i denne periode.

5. Den øverstbefalende for en EU-militæroperation kan i tilfælde af overhængende fare for den styrke, der deltager i operationen, ud over de bevillinger, der er opført på budgettet, afholde de udgifter, der er nødvendige for at undgå tab af mandskab, jf. dog artikel 17, stk. 5. Den øverstbefalende underretter administratoren og specialkomitéen herom hurtigst muligt. I en sådan situation foreslår administratoren i samråd med den øverstbefalende de nødvendige overførsler til finansiering af de uforudsete udgifter. Hvis det ikke er muligt at sikre en tilstrækkelig dækning af disse udgifter ved overførsel, foreslår administratoren et ændringsbudget.

KAPITEL 9 ENDELIG BESTEMMELSE FOR UDSTYR OG INFRASTRUKTURER, DER FINANSIERES I FÆLLESSKAB

Artikel 32

1. Den øverstbefalende tager med henblik på at afvikle den operation, denne har haft ansvaret for, de nødvendige skridt til, at det udstyr og de infrastrukturer, der er erhvervet i fællesskab til operationen, kan få deres endelige bestemmelse. Den øverstbefalende foreslår specialkomitéen en passende sats for værdiforringelsen, hvis dette er relevant.

2. Administratoren forvalter det udstyr og de infrastrukturer, der er tilbage efter operationens aktive fase, således at de om nødvendigt kan få deres endelige bestemmelse. Han foreslår specialkomitéen en passende sats for værdiforringelsen, hvis dette er relevant.

3. Satsen for værdiforringelsen af udstyr, infrastrukturer og andre aktiver godkendes af specialkomitéen hurtigst muligt.

4. Den endelige bestemmelse for udstyr og infrastrukturer, der er erhvervet i fællesskab, godkendes af specialkomitéen under hensyn til operative behov og økonomiske kriterier. Den endelige bestemmelse kan være følgende:

a) infrastrukturer sælges eller afhændes via Athena til værtslandet, en medlemsstat eller en tredjepart

b) udstyr sælges via Athena til en medlemsstat, værtslandet eller en tredjepart eller opbevares eller vedligeholdes af Athena, en medlemsstat eller en tredjepart.

5. Udstyr og infrastrukturer sælges til en bidragydende stat, værtslandet eller en tredjepart til handelsværdien eller, hvis der ikke kan fastsættes en handelsværdi, under hensyn til en passende værdiforringelse.

6. Salg eller afhændelse til værtslandet eller en tredjepart sker i overensstemmelse med de gældende sikkerhedsforskrifter, især i Rådet, de bidragydende stater eller NATO alt efter, hvad der er relevant.

7. Såfremt det besluttes, at Athena ikke skal afhænde udstyr, der er erhvervet i forbindelse med en operation, kan de bidragydende medlemsstater anmode de øvrige deltagende stater om finansiel kompensation. Specialkomitéen, i dens sammensætning af repræsentanterne for samtlige deltagende medlemsstater, træffer de nødvendige afgørelser på forslag af administratoren.

KAPITEL 10 REGNSKABSFØRING OG FORTEGNELSE OVER LØSØRE

Artikel 33

Principper

Hvis en medlemsstat, en EF-institution eller en international organisation overdrages afholdelsen af fælles udgifter, anvendes de regler, der gælder for regnskabsføring af dens egne udgifter og for dens egne løsørefortegnelser.

Artikel 34

Regnskab over de fælles aktionsudgifter

Den øverstbefalende for operationen fører regnskab over de overførsler, denne modtager fra Athena, de udgiftsforpligtelser, denne indgår, og de betalinger, denne foretager, samt udarbejder en fortegnelse over det løsøre, der finansieres over Athenas budget, og som anvendes til den operation, denne har ansvaret for.

Artikel 35

Konsolideret regnskabsføring

1. Regnskabsføreren fører regnskab over de indkaldte bidrag og foretagne overførsler. Endvidere opstiller den pågældende regnskabet over de fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller efter operationer, samt de aktionsudgifter, der er afholdt under administratorens direkte myndighed.

2. Regnskabsføreren opstiller et konsolideret regnskab over Athenas indtægter og udgifter. Den øverstbefalende for den enkelte operation forelægger med henblik herpå et regnskab for regnskabsføreren over de udgiftsforpligtelser, den øverstbefalende har indgået, og de udbetalinger, denne har foretaget, samt de præfinansieringer, denne har godkendt til dækning af de fælles aktionsudgifter til den operation, denne har ansvaret for.

KAPITEL 11 REVISION OG REGNSKABSAFLÆGGELSE

Artikel 36

Regelmæssig underretning af specialkomitéen

Administratoren forelægger hver tredje måned specialkomitéen en oversigt over modtagelsen af indtægter og afholdelsen af udgifter i løbet af de seneste tre måneder og siden regnskabsårets begyndelse. Med henblik herpå sender den øverstbefalende for den enkelte operation i tilstrækkelig god tid administratoren en oversigt over de fælles aktionsudgifter, der er afholdt til den operation, den øverstbefalende har ansvaret for.

Artikel 37

Revision

1. Hvis en medlemsstat, en EF-institution eller en international organisation overdrages afholdelsen af Athenas udgifter, anvender den de regler, der gælder for revision af dens egne udgifter.

2. Administratoren eller de personer, der måtte blive udpeget hertil, kan dog til enhver tid foretage revision af Athenas fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller efter operationer, eller de fælles aktionsudgifter i forbindelse med en operation. Endvidere kan specialkomitéen på forslag af administratoren eller en medlemsstat til enhver tid udpege eksterne revisorer, hvis mandat eller ansættelsesvilkår det fastlægger.

3. Inden to måneder efter afslutningen af hvert regnskabsår foretages der revision af de fælles udgifter, der påløber under forberedelsen af eller efter operationer, og aktionsudgifter, som endnu ikke er blevet revideret af eksterne revisorer, der handler på vegne af Athena.

4. Med henblik på de eksterne revisioner nedsættes der et kollegium bestående af seks revisorer. Specialkomitéen udpeger hvert år to medlemmer for en periode på tre år, som ikke kan forlænges, blandt de kandidater, medlemsstaterne indstiller. Kandidaterne skal være medlem af et nationalt revisionsorgan i en medlemsstat og frembyde tilstrækkelig garanti for pålidelighed og uvildighed. De skal være til rådighed, så de kan udføre opgaver på Athenas vegne, når det bliver nødvendigt. Ved udførelsen af disse opgaver:

a) aflønnes kollegiets medlemmer fortsat af det organ, de er udlånt fra, og får udelukkende deres rejseudgifter refunderet af Athena i henhold til de bestemmelser, der gælder for De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd i den tilsvarende lønklasse

b) kan de kun anmode om eller modtage instrukser fra specialkomitéen; inden for rammerne af revisionsmandatet er revisorkollegiet medlemmer helt uafhængige og eneansvarlige for gennemførelsen af den eksterne revision

c) har de kun referat til specialkomitéen med hensyn til udførelsen af deres opgaver

d) kontrollerer de, at de udgifter, der finansieres af Athena, afholdes i overensstemmelse med gældende lovgivning og principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning, dvs. i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

Revisorkollegiet vælger hvert år sin formand for det kommende regnskabsår. Det fastsætter selv de regler, der skal gælde for de revisioner, der udføres af dets medlemmer, i overensstemmelse med de højeste internationale standarder. Kollegiet godkender de revisionsrapporter, der udarbejdes af dets medlemmer, inden de fremsendes til administratoren og specialkomitéen.

5. Specialkomitéen kan i hvert enkelt tilfælde og med en specifik begrundelse beslutte at anvende andre eksterne organer.

6. De personer, der har til opgave at revidere Athenas udgifter, skal forinden være blevet sikkerhedsgodkendt til at kunne få adgang til klassificerede oplysninger i Rådet mindst til og med klassifikationsgraden "secret UE" eller være tilsvarende sikkerhedsgodkendt af en medlemsstat eller af NATO. Disse personer skal beskytte klassificerede oplysninger, som de måtte få kendskab til under deres revision, i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne oplysninger.

7. Administratoren og de personer, der har til opgave at revidere Athenas udgifter, har omgående og uden varsel adgang til dokumenter og indholdet af enhver form for databærer vedrørende disse udgifter samt til de lokaler, hvor disse dokumenter og databærere opbevares. De kan tage kopi heraf. De personer, der deltager i afholdelsen af Athenas udgifter, yder administratoren og de personer, der har til opgave at revidere disse udgifter, den nødvendige bistand til gennemførelsen af deres opgave.

8. Udgifterne til revisioner, der foretages af revisorer, der handler på vegne af Athena, betragtes som fælles udgifter, der afholdes af Athena.

Artikel 38

Årlig regnskabsaflæggelse

1. Inden udgangen af april efter regnskabsårets afslutning udarbejder administratoren med bistand fra regnskabsføreren og den øverstbefalende for hver enkelt operation det årlige forvaltningsregnskab, Athenas årsbalance samt en årsberetning og forelægger dem for det særlige udvalg. I det årlige forvaltningsregnskab skal fælles udgifter til Athena, der påløber under forberedelsen eller som følge af operationer, og fælles aktionsudgifter for hver af de operationer, der er blevet gennemført i det pågældende regnskabsår, opføres hver for sig, ligesom diverse indtægter og indtægter hidrørende fra medlemsstaterne og tredjelande. Balancen skal på aktivsiden angive samtlige tilgodehavender og øvrige aktiver, hvorved der skal være taget hensyn til værdiforringelse og eventuelle tab eller deklassering, og på passivsiden reserverne. Efter regnskabsårets afslutning forelægger administratoren senest i februar forvaltningsregnskabet for kollegiet til behandling og udtalelse.

2. Specialkomitéen godkender det årlige forvaltningsregnskab og årsbalancen. Det meddeler decharge til administratoren, regnskabsføreren og den øverstbefalende for de enkelte operationer for det pågældende regnskabsår.

3. Regnskabsføreren og den øverstbefalende for de enkelte operationer opbevarer hver på deres niveau samtlige regnskaber og løsørefortegnelser i en periode på fem år fra datoen for meddelelsen af den pågældende decharge.

4. Specialkomitéen opfører budgetsaldoen for det regnskabsår, hvis regnskaber er blevet godkendt, på budgettet for det følgende regnskabsår under indtægter eller udgifter alt efter, hvad der er relevant, ved hjælp af et ændringsbudget.

5. Den del af budgetsaldoen for et regnskabsår, der hidrører fra anvendelsen af de bevillinger, der er afsat til at dække fælles udgifter, der påløber under forberedelsen eller som følge af operationer, modregnes i de førstkommende bidrag fra de deltagende medlemsstater.

6. Den del af budgetsaldoen, der er blevet tilovers efter anvendelsen af bevillingerne til dækning af de fælles aktionsudgifter i forbindelse med en bestemt operation, modregnes i de førstkommende bidrag fra de medlemsstater, der har bidraget til denne operation.

7. Hvis refusion ikke kan foretages ved at foretage fradrag i de bidrag, der skal indbetales til Athena, tilbagebetales budgetsaldoen til den pågældende medlemsstat.

Artikel 39

Regnskabsaflæggelse for en operation

1. Når en operation er afsluttet, kan specialkomitéen på forslag af administratoren eller en medlemsstat beslutte, at administratoren med bistand fra regnskabsføreren og den øverstbefalende for operationen under alle omstændigheder skal forelægge specialkomitéen forvaltningsregnskabet samt balancen for denne operation for perioden indtil operationens afslutning og om muligt indtil dens afvikling. Administratorens frist må ikke være på mindre end fire måneder fra datoen for afslutningen af operationen.

2. Hvis det inden for den tildelte frist ikke er muligt at medtage de indtægter og udgifter, der er forbundet med afviklingen af en operation, på forvaltningsregnskabet og balancen for denne operation, opføres disse på Athenas årlige forvaltningsregnskab og årsbalance og gennemgås af specialkomitéen som led i den årlige regnskabsaflæggelse.

3. Specialkomitéen godkender det forvaltningsregnskab og den balance for operationen, som den får forelagt. Den meddeler decharge til administratoren, regnskabsføreren og den øverstbefalende for operationen.

4. Hvis refusion ikke kan foretages ved at foretage fradrag i de bidrag, der skal indbetales til Athena, tilbagebetales budgetsaldoen til den pågældende medlemsstat.

KAPITEL 12 RETLIGT ANSVAR

Artikel 40

1. Forseelser eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af budgettet straffes med disciplinære eller strafferetlige foranstaltninger over for den øverstbefalende for operationen, administratoren eller andet personale, som er stillet til rådighed navnlig af fællesskabsinstitutionerne eller medlemsstaterne, i overensstemmelse med den vedtægt eller den ordning, som de hver især er omfattet af. Athena kan desuden på eget initiativ eller på anmodning af en bidragydende stat gøre de pågældende civilretligt ansvarlige.

2. En bidragydende stat kan under ingen omstændigheder gøre De Europæiske Fællesskaber eller Rådets generalsekretær ansvarlige for administratorens, regnskabsføreren eller det assisterende personales udførelse af deres opgaver.

3. De bidragydende stater påtager sig gennem Athena ethvert ansvar i henhold til kontraktforhold, der måtte opstå som følge af indgåelse af kontrakter i forbindelse med afholdelsen af dens udgifter. Ansvaret i kontraktforhold bestemmes efter den for den pågældende kontrakt gældende lovgivning.

4. For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold erstatter de bidragydende stater gennem Athena og i overensstemmelse med de almindelige principper, der gælder for medlemsstaternes lovgivning og styrkernes vedtægter, skader, der er forvoldt af operationen, hovedkvarteret, styrkehovedkvarteret eller enhedshovedkvarteret i krisestrukturen, hvis sammensætning fastsættes af den øverstbefalende for operationen, eller er forvoldt af vedkommende personel under udførelsen af tjenesten.

5. En bidragydende stat kan under ingen omstændigheder drage De Europæiske Fællesskaber eller medlemsstaterne til ansvar i forbindelse med kontrakter, der er indgået som led i gennemførelsen af budgettet, eller for skader forvoldt af enheder eller afdelinger i den krisestruktur, hvis sammensætning fastsættes af den øverstbefalende for operationen, eller af vedkommende personel under udførelsen af tjenesten.

Artikel 41

Overgangsbestemmelser

1. Første budget vedtages senest den 1. juni 2004. Første regnskabsår begynder på datoen for vedtagelsen af første budget og slutter den 31. december.

2. Senest den 1. juni 2004 udpeger specialkomitéen de seks første medlemmer af det revisorkollegium, der er omhandlet i artikel 37, stk. 4. Ved lodtrækning udpeges to medlemmer, hvis mandat skal være på et år, og to medlemmer, hvis mandat skal være på to år. De resterende to medlemmers mandat er på tre år.

Artikel 42

Revisionsklausul

Denne afgørelse og de tilhørende bilag tages op til revision efter hver operation og mindst hver 18. måned. Første revision foretages senest inden udgangen af 2004. Athenas forvaltningsorganer bidrager til disse revisioner.

Artikel 43

Afsluttende bestemmelser

Denne afgørelse træder i kraft den 1. marts 2004. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. februar 2004.

På Rådets vegne

B. Cowen

Formand

(1) EFT L 253 af 7.10.2000, s. 42.

(2) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

BILAG I

Fælles udgifter, der måtte påløbe, og som afholdes af Athena

I de tilfælde, hvor følgende fælles udgifter ikke direkte kan knyttes til en specifik operation, kan specialkomitéen beslutte at overføre de pågældende bevillinger til den almindelige del af det årlige budget. Disse bevillinger indsættes i videst muligt omfang i artikler vedrørende den operation, de mest vedrører.

1. Revisionsudgifter

2. Missionsudgifter for den øverstbefalende for operationen og dennes stab i forbindelse med forelæggelsen for specialkomitéen af operationens regnskaber

3. Skadeserstatninger og udgifter som følge af fordringer og foranstaltninger, der skal betales gennem Athena

4. Bankomkostninger (Fælles udgifter er dog altid omfattet af den almindelige del af det årlige budget)

5. Udgifter, der følger af en eventuel beslutning om oplagring af materiel erhvervet i fællesskab med henblik på en operation (hvis disse udgifter er omfattet af den almindelige del af budgettet, henvises der til en specifik operation).

BILAG II

Fælles aktionsudgifter, der afholdes af Athena i forbindelse med den forberedende fase af en operation

Ekstraomkostninger til den nødvendige transport og indkvartering for de militære styrkers undersøgelsesmissioner og forberedelser med henblik på en specifik EU-militæroperation.

Lægelige ydelser: udgifter til medicinsk nødevakuering (Medevac) af personer, der deltager i de militære styrkers undersøgelsesmissioner og forberedelser med henblik på en specifik EU-militæroperation, såfremt lægebehandling ikke kan foretages i operationsområdet.

BILAG III

III-A Fælles aktionsudgifter i forbindelse med operationernes aktive fase afholdes altid af Athena

For enhver EU-militæraktion afholder Athena som fælles aktionsudgifter de nedenfor definerede ekstraomkostninger, der er nødvendige for operationen.

1. Ekstraomkostninger til (deployerbare eller faste) hovedkvarterer for EU-ledede operationer eller øvelser

a) Hovedkvarter (HQ): Operativt hovedkvarter, styrkehovedkvarter eller enhedshovedkvarter.

b) Operativt hovedkvarter (OHQ): Den øverstbefalende for operationens statiske hovedkvarter uden for indsatsområdet, som er ansvarligt for opbygningen, indsættelsen, opretholdelsen og hjemkaldelsen af en EU-styrke.

Definitionen af fælles udgifter til et OHQ for en operation anvendes også på Rådets Generalsekretariat og Athena, hvis disse bidrager direkte til den pågældende operation.

c) Styrkehovedkvarter (FHQ): Hovedkvarteret for en EU-styrke, der er deployeret i indsatsområdet.

d) Enhedshovedkvarter (CCHQ): Hovedkvarteret for den øverstbefalende for en EU-enhed, der er deployeret med henblik på operationen (dvs. øverstbefalende for luft-, land- eller søstyrker eller andre specifikke funktioner, som det kan anses for nødvendigt at udpege afhængig af operationens art).

e) Transportomkostninger: Transport til og fra indsatsområdet med henblik på at deployere, opretholde og redeployere FHQ- og CCHQ-mandskab; de nødvendige transportomkostninger til en operation, som OHQ har lagt ud.

f) Administration: Supplerende kontor- og indkvarteringsudstyr, ydelser i henhold til kontrakt samt offentlige forsyningsydelser, omkostninger til vedligeholdelse af bygninger.

g) Lokalt ansatte: Civilt personel, internationale konsulenter samt lokalt ansatte (statsborgere eller udlændinge i det pågældende land), der er nødvendige for gennemførelsen af operationen ud over de normale operative behov (herunder eventuel overtidsbetaling).

h) Kommunikation: Kapitaludgifter til indkøb og benyttelse af supplerende kommunikations- og it-udstyr og omkostninger i forbindelse med tjenesteydelser (leje og vedligeholdelse af modemer, telefonlinjer, satellittelefoner, kryptofax, sikre linjer, internetudbydere, datalinjer, lokale datanet).

i) Transport/rejser (bortset fra udgifter til dagpenge) inden for hovedkvarterets indsatsområde: Udgifter i forbindelse med transport med køretøjer og andre former for rejsevirksomhed med andre transportmidler samt fragtomkostninger, herunder rejser foretaget af nationale reserver og besøgende; ekstraomkostninger til brændstof, ud over hvad normale operationer ville have kostet; leasing af ekstrakøretøjer; omkostninger til tjenesterejser mellem indsatsområdet og Bruxelles og/eller møder afholdt af EU; omkostninger til tredjepartsforsikring, som nogle lande kræver af internationale organisationer, der gennemfører operationer på deres område.

j) Kaserner og indkvartering/infrastruktur: Eventuelle relevante udgifter til erhvervelse, leje eller istandsættelse af de faciliteter, der er nødvendige for HQ i indsatsområdet (leje af bygninger, beskyttelsesrum, telte).

k) Information til offentligheden: Omkostninger i forbindelse med informationskampagner og information af medierne i OHQ og FHQ i overensstemmelse med den informationsstrategi, der er udformet af det operative hovedkvarter.

l) Repræsentation, underbringelse og bespisning: Repræsentationsudgifter; udgifter på HQ-plan, der er nødvendige for gennemførelsen af en operation.

2. Ekstraomkostninger i forbindelse med støtte til styrken som helhed:

De nedenfor anførte omkostninger er omkostningerne efter styrkens deployering til dens bestemmelsessted:

a) Infrastruktur: Udgifter, der er absolut nødvendige for, at styrken som helhed kan løse sine opgaver (lufthavne, jernbaner, havne, veje samt el- og vandforsyning, der anvendes i fællesskab).

b) Supplerende udstyr af afgørende betydning: Leje eller erhvervelse under operationen af uforudset, specifikt udstyr, der er af afgørende betydning for gennemførelsen af operationen, som den øverstbefalende har truffet beslutning om, og som specialkomitéen har godkendt, i det omfang det erhvervede udstyr ikke hjemtages ved missionens afslutning.

c) Identifikationsmærkning: Specifikke identifikationsmærker, EU-identitetskort, badges, medaljer, flag i EU's farver eller andre identifikationsmærker for styrken eller HQ (bortset fra beklædning, hovedbeklædning eller uniformer).

d) Lægelige ydelser: Udgifter til medicinsk nødevakuering (Medevac), såfremt lægelig behandling ikke kan ydes i indsatsområdet.

3. Ekstraomkostninger i forbindelse med EU's brug af NATO-aktiver og -kapacitet, der er stillet til rådighed for en EU-ledet operation

Omkostninger for Den Europæiske Union som følge af anvendelsen med henblik på en af dens militæroperationer af arrangementerne mellem EU og NATO om tilrådighedsstillelse, observation og tilbagelevering eller tilbagekaldelse af NATO's fælles aktiver og kapaciteter, der er stillet til rådighed for en EU-ledet operation.

III-B Fælles aktionsudgifter i forbindelse med den aktive fase af en specifik operation, der afholdes af Athena, såfremt Rådet træffer afgørelse herom

Transportomkostninger: Transport til og fra indsatsområdet for operationerne med henblik på at deployere, opretholde og redeployere de nødvendige styrker til operationen.

Kaserner og indkvartering/infrastruktur: Eventuelle relevante udgifter til erhvervelse, leje eller istandsættelse af faciliteterne i indsatsområdet (leje af bygninger, beskyttelsesrum, telte) i det omfang, det er nødvendigt for de styrker, der deployeres til operationen.

BILAG IV

Fælles aktionsudgifter, som afholdes af Athena i forbindelse med afviklingen af en operation

Udgifter med henblik på den endelige destination for udstyret og infrastruktur til operationen, der finansieres i fællesskab

Ekstraudgifter i forbindelse med opstillingen af operationens regnskaber. De fælles udgifter, der er finansieringsberettigede i denne forbindelse, bestemmes efter bilag III, idet der dog tages hensyn til, at det nødvendige regnskabspersonale hører under det operative hovedkvarter, også efter at dette har afsluttet sit virke

Top