This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32001D0063
2001/63/EC: Council Decision of 19 January 2001 on Guidelines for Member States' employment policies for the year 2001
2001/63/EF: Rådets afgørelse af 19. januar 2001 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2001
2001/63/EF: Rådets afgørelse af 19. januar 2001 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2001
EFT L 22 af 24.1.2001, p. 18–26
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2001
2001/63/EF: Rådets afgørelse af 19. januar 2001 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2001
EF-Tidende nr. L 022 af 24/01/2001 s. 0018 - 0026
Rådets afgørelse af 19. januar 2001 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2001 (2001/63/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 128, stk. 2, under henvisning til forslag fra Kommissionen(1), under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3), under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4), under henvisning til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget, og ud fra følgende betragtninger: (1) Luxembourg-processen, der er baseret på gennemførelsen af den koordinerede europæiske beskæftigelsesstrategi, blev iværksat på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde om beskæftigelse den 20. og 21. november 1997. Ved Rådets resolution af 15. december 1997 om retningslinjerne for beskæftigelsen i 1998(5) blev der iværksat en meget synlig proces, der er præget af et stærkt politisk engagement og bred enighed blandt alle berørte parter. (2) Rådets afgørelse af 13. marts 2000 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for år 2000(6) har gjort det muligt at konsolidere Luxembourg-processen ved at sikre, at der er overensstemmelse med ovennævnte retningslinjer. (3) På Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 blev der fastlagt en ny strategisk målsætning for Den Europæiske Union, nemlig at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi, der har kapacitet til at sikre en bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. Virkeliggørelsen af dette mål vil sætte Den Europæiske Union i stand til igen at skabe betingelser for fuld beskæftigelse. (4) Beskæftigelsesudvalgets udtalelse er udarbejdet sammen med Udvalget for Økonomisk Politik. (5) Der bør sikres overensstemmelse og synergi mellem retningslinjerne for beskæftigelsen og de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. (6) I forbindelse med gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen bør medlemsstaterne sigte mod en høj grad af overensstemmelse med to andre prioriterede områder, der blev fremhævet på topmødet i Lissabon, nemlig modernisering af den sociale beskyttelse og fremme af social integration, samtidig med at det sikres, at det kan betale sig at arbejde, og at socialsikringsordningerne på lang sigt er bæredygtige. (7) Det Europæiske Råd i Lissabon fremhævede, at der er behov for at tilpasse de europæiske uddannelsessystemer til såvel kravene i det videnbaserede samfund som behovet for bedre beskæftigelse på et højere niveau, og opfordrede medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen til at sigte mod en betydelig årlig stigning af investeringerne pr. person i menneskelige ressourcer. (8) Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira den 19. og 20. juni 2000 opfordrede arbejdsmarkedets parter til at spille en mere fremtrædende rolle ved fastlæggelsen, gennemførelsen og evalueringen af de retningslinjer for beskæftigelsen, som afhænger af dem, idet de navnlig fokuserer på at modernisere arbejdets tilrettelæggelse, livslang uddannelse og en højere beskæftigelsesfrekvens, navnlig for kvinder. (9) I den fælles beskæftigelsesrapport for 2000, der er udarbejdet af Rådet og Kommissionen, beskrives beskæftigelsessituationen i Fællesskabet, og der ses nærmere på medlemsstaternes indsats i forbindelse med gennemførelsen af deres beskæftigelsespolitik i overensstemmelse med retningslinjerne for beskæftigelsen for 2000 og Rådets henstilling 2000/164/EF af 14. februar 2000 om gennemførelsen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitik(7). (10) Rådet vedtog den 19. januar 2001 endnu en henstilling om gennemførelsen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitik(8). (11) Den midtvejsrevision af Luxembourg-processen, der blev foretaget i 2000 på anmodning af Det Europæiske Råd i Lissabon, bør tages i betragtning i forbindelse med revisionen af retningslinjerne for beskæftigelsen for 2001, uden at den grundlæggende struktur med fire søjler forandres, og i forbindelse med forbedringen af Luxembourg-processens effektivitet. (12) Medlemsstaterne bør styrke deres indsats for at medtage og synliggøre kønsaspektet på tværs af alle søjler. (13) Retningslinjerne kan gennemføres forskelligt afhængigt af deres art, modtagerne og de forskellige forhold i medlemsstaterne. De bør respektere nærhedsprincippet og medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til beskæftigelsen. (14) Ved gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen bør medlemsstaterne kunne tage regionale forhold i betragtning, samtidig med at de fuldt ud opfylder kravene til de nationale mål og princippet om ligebehandling. (15) Forudsætningen for en effektiv Luxembourg-proces er, at gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelse også afspejler sig bl.a. i de finansielle bestemmelser. Med henblik herpå bør de nationale rapporter i givet fald indeholde budgetoplysninger, så der kan foretages en effektiv vurdering af de enkelte medlemsstaters fremskridt med gennemførelsen af retningslinjerne under hensyn til deres virkning og omkostningseffektivitet. (16) Rådets direktiv 1999/85/EF(9), som giver mulighed for på forsøgsbasis at anvende en lavere momssats på arbejdsintensive ydelser, bør følges op for navnlig at undersøge virkningerne af nationale initiativer for jobpotentialet. (17) Der bør i den nye programmeringsperiode fokuseres på strukturfondenes og navnlig på Den Europæiske Socialfonds og fællesskabsinitiativet Equal's bidrag til den europæiske beskæftigelsesstrategi, samt på Den Europæiske Investeringsbanks rolle. (18) Der bør tilskyndes til partnerskab på alle niveauer, herunder med arbejdsmarkedets parter, de regionale og lokale myndigheder og repræsentanter for civilsamfundet, så de inden for deres respektive ansvarsområder kan bidrage til at fremme et højt beskæftigelsesniveau. (19) Det er nødvendigt yderligere at konsolidere og udvikle sammenlignelige indikatorer, så det bliver muligt at evaluere gennemførelsen og virkningerne af retningslinjerne i bilaget og at præcisere målene heri samt at gøre det lettere at identificere og udveksle gode erfaringer. (20) En bæredygtig udvikling og medtagelse af miljøspørgsmål i andre fællesskabspolitikker er traktatens mål. Medlemsstaterne opfordres til at sikre dette i forbindelse med deres nationale beskæftigelsesstrategier ved at fremme jobskabelse på miljøområdet - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Eneste artikel Retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik for 2001, der findes i bilaget, vedtages. Medlemsstaterne skal tage hensyn til dem i forbindelse med deres beskæftigelsespolitikker. Udfærdiget i Bruxelles, den 19. januar 2001. På Rådets vegne B. Ringholm Formand (1) Forslag af 14.11.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT). (2) Udtalelse af 24.11.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT). (3) EFT C 14 af 16.1.2001, s. 75. (4) Udtalelse af 13.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT). (5) EFT C 30 af 28.1.1998, s. 1. (6) EFT L 72 af 21.3.2000, s. 15. (7) EFT L 52 af 25.2.2000, s. 32. (8) Se side 27 i denne Tidende. (9) EFT L 277 af 28.10.1999, s. 34. BILAG RETNINGSLINJER FOR BESKÆFTIGELSEN FOR 2001 Generelle målsætninger - skabe betingelser for fuld beskæftigelse i et videnbaseret samfund Den omhyggelige opbygning de seneste ti år af makroøkonomiske rammer for stabilitet og vækst har sammen med en vedvarende indsats for at reformere arbejds- og kapitalmarkedet og markedet for varer og tjenesteydelser samt gode udsigter for verdensøkonomien skabt gunstige økonomiske udsigter for Den Europæiske Union, som vil gøre det muligt at nå nogle af dens væsentligste grundlæggende mål. Yderligere fremskridt kommer imidlertid ikke af sig selv; det kræver styring, engagement og en fælles indsats. Derfor gik Det Europæiske Råd i Lissabon ind for fuld beskæftigelse som det grundlæggende mål for Den Europæiske Unions beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik og forpligtede medlemsstaterne til at nå dette strategiske mål ved at gøre Den Europæiske Union til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, der er i stand til at sikre en bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. For at nå disse mål er det nødvendigt, at Fællesskabet og medlemsstaterne samtidig gør en indsats. Det kræver også, at der fortsat gennemføres en effektiv og afbalanceret blanding af politikker, som indbyrdes støtter hinanden, på grundlag af en makroøkonomisk politik, strukturelle reformer, der er med til at skabe fleksible arbejdsmarkeder, som er i stand til at tilpasse sig, og fremme nyskabelser og konkurrenceevne samt en aktiv velfærdsstat, der fremmer udviklingen af de menneskelige ressourcer, medbestemmelse, social integration og solidaritet. Hovedudfordringerne i forbindelse med Luxembourg-processen er at forberede overgangen til den videnbaserede økonomi, drage fordel af informations- og kommunikationsteknologien, modernisere den europæiske samfundsmodel ved at investere i mennesker og bekæmpe social udstødelse samt fremme lige muligheder. For at få fuld beskæftigelse, hvilket blev fastsat som mål i Lissabon, bør medlemsstaterne lade deres foranstaltninger i medfør af retningslinjerne under de fire søjler indgå i en sammenhængende, overordnet strategi, der omfatter følgende generelle mål: A. At øge beskæftigelsesmulighederne og skabe tilstrækkeligt incitament blandt alle, der er villige til at påtage sig lønnet arbejde, med henblik på at skabe fuld beskæftigelse, idet det erkendes, at medlemsstaterne har forskellige udgangspunkter, og at fuld beskæftigelse er et mål for den generelle nationale økonomiske politik. Med henblik herpå bør medlemsstaterne fastsætte nationale målsætninger for stigningen i beskæftigelsen for at bidrage til de samlede europæiske bestræbelser for i 2010 at nå en samlet beskæftigelsesfrekvens på 70 % og en beskæftigelsesfrekvens for kvinder på over 60 %. I forbindelse hermed bør der også tages hensyn til bestræbelserne for at forbedre jobkvaliteten. B. Medlemsstaterne fastlægger overordnede og sammenhængende strategier for livslang uddannelse for at hjælpe befolkningen med at få og ajourføre de kvalifikationer, der er nødvendige for at klare de økonomiske, sociale og arbejdsmarkedsmæssige forandringer gennem et helt arbejdsliv. Strategierne bør navnlig dække udviklingen af ordninger for grundlæggende uddannelse, videreuddannelse og videregående uddannelse samt erhvervsuddannelse for unge og voksne for at forbedre deres beskæftigelsesegnethed, tilpasningsevne og kvalifikationer samt deres deltagelse i det videnbaserede samfund. I forbindelse med disse strategier bør der sikres en koordinering af de offentlige myndigheders, virksomhedernes, arbejdsmarkedets parters og enkeltpersoners delte ansvar, med relevante bidrag fra civilsamfundet, for at bidrage til gennemførelsen af det videnbaserede samfund. Arbejdsmarkedets parter bør i den forbindelse forhandle og enes om foranstaltninger til forbedring af videre- og efteruddannelsen af voksne for at øge arbejdstagernes tilpasningsevne og virksomhedernes konkurrenceevne. Medlemsstaterne bør derfor fastsætte en række nationale målsætninger for stigningen i investeringer i menneskelige ressourcer samt i deltagelsen i efter- og videreuddannelse (såvel formel som uformel) og jævnligt overvåge, hvilke fremskridt der gøres for at nå disse mål. C. Medlemsstaterne etablerer et overordnet partnerskab med arbejdsmarkedets parter om gennemførelsen, overvågningen og opfølgningen af beskæftigelsesstrategien. Arbejdsmarkedets parter på alle niveauer opfordres til at øge deres indsats til støtte for Luxembourg-processen. Inden for de generelle rammer og de målsætninger, der er fastsat i medfør af disse retningslinjer, opfordres arbejdsmarkedets parter til i overensstemmelse med deres nationale tradition og praksis at iværksætte deres egen proces for gennemførelse af de retningslinjer, de har hovedansvaret for, indkredse de emner, de vil forhandle om, og regelmæssigt rapportere om de fremskridt, der gøres, hvilket om ønsket kan indgå som led i de nationale handlingsplaner, samt om virkningerne af deres indsats vedrørende beskæftigelsen og arbejdsmarkedets funktion. Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan opfordres til at fastlægge deres bidrag og overvåge, fremme og støtte den indsats, der gøres på nationalt plan. D. Ved omsættelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen i de nationale politikker vil medlemsstaterne tage behørigt hensyn til alle fire søjler og til de generelle målsætninger ved at foretage en afbalanceret prioritering, idet de respekterer, at retningslinjerne hænger nøje sammen og har samme værdi. Ved hjælp af de nationale handlingsplaner vil der blive udviklet en beskæftigelsesstrategi (som indebærer integration af ligestillingsaspektet), som bl.a. omfatter indkredsning af blandingspolitikken på grundlag af de fire søjler og de generelle mål, som tydeliggør, hvorledes de politiske initiativer under de forskellige retningslinjer er struktureret, for at nå de langsigtede mål. Ved gennemførelsen af strategien vil der blive taget hensyn til den regionale dimension og til de regionale forskelle ved fastsættelse af differentierede politikker eller mål, idet opfyldelsen af de nationale mål og princippet om ligestilling overholdes fuldt ud. Tilsvarende bør medlemsstaterne, uden at det i øvrigt berører den generelle ramme, navnlig koncentrere sig om visse af strategiens aspekter med henblik på at imødekomme de særlige behov, der følger af situationen på deres arbejdsmarked. E. Medlemsstaterne og Kommissionen bør styrke udviklingen af fælles indikatorer for på en hensigtsmæssig måde at evaluere de fremskridt, der gøres i forbindelse med alle fire søjler, og støtte fastsættelsen af benchmarks og indkredsningen af god praksis. Arbejdsmarkedets parter opfordres til at fastsætte hensigtsmæssige indikatorer og benchmarks og udvikle statistiske databaser til brug ved målingen af de fremskridt, der gøres i forbindelse med den indsats, de har ansvaret for. I. FORBEDRING AF BESKÆFTIGELSESEGNETHED En indsats mod ungdomsarbejdsløshed og forebyggelse af langtidsledighed For at påvirke tendenserne i ungdomsarbejdsløsheden og langtidsledigheden vil medlemsstaterne øge deres indsats for at udvikle forebyggende strategier med fokus på beskæftigelsesegnetheden, som tager udgangspunkt i en tidlig indkredsning af den enkeltes behov. Inden for en frist, som de enkelte medlemsstater fastsætter, dog højst to år, som - med forbehold af revisionen af retningslinjerne om to år - kan være længere i medlemsstater med særlig høj arbejdsløshed, sørger de for følgende: 1. Der tilbydes alle arbejdsløse en ny start - for unges vedkommende inden de har været arbejdsløse i seks måneder, og for voksnes vedkommende inden de har været arbejdsløse i 12 måneder - i form af uddannelse, omskoling, jobtræning, arbejde eller andre foranstaltninger, herunder, mere generelt, ledsagende individuel erhvervsvejledning og rådgivning, som kan fremme deres integration på arbejdsmarkedet. Disse forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til forbedring af beskæftigelsesegnetheden bør kombineres med foranstaltninger med henblik på at mindske antallet af langtidsledige ved at fremme deres reintegration på arbejdsmarkedet. I den forbindelse bør medlemsstaterne fortsætte moderniseringen af deres offentlige arbejdsformidlinger, idet de navnlig overvåger, hvilke fremskridt der gøres, fastsætter klare tidsfrister og sørger for passende efteruddannelse af de ansatte. Medlemsstaterne bør fremme samarbejde med andre tjenesteydere, så strategien for forebyggelse af arbejdsløshed og for aktivering bliver mere effektiv. En mere beskæftigelsesvenlig strategi - understøttelses-, skatte- og uddannelsessystemerne Understøttelses-, skatte- og uddannelsessystemerne bør - hvor det viser sig nødvendigt - gennemgås og tilpasses med henblik på aktivt at forbedre de arbejdsløses beskæftigelsesegnethed. Endvidere bør disse systemer indbyrdes påvirke hinanden med henblik på at fremme tilbagevenden til arbejdsmarkedet af personer, som ikke er erhvervsaktive, og som er villige og i stand til at tage et arbejde. Der bør lægges særlig vægt på at fremme incitamenter for arbejdsløse eller personer, som ikke er erhvervsaktive, for at få dem til at søge og tage arbejde samt foranstaltninger med henblik på at forbedre deres kvalifikationer og øge beskæftigelsesmulighederne, navnlig for dem, der har de største problemer. 2. Hver medlemsstat vil: - revidere og i givet fald omlægge sit understøttelses- og skattesystem for at begrænse fattigdomsfælderne og tilskynde ledige og andre uden for arbejdsmarkedet til at søge og tage arbejde eller træffe foranstaltninger med henblik på at forbedre deres beskæftigelsesegnethed og tilskynde arbejdsgiverne til at skabe nye arbejdspladser - bestræbe sig på væsentligt at forøge andelen af ledige og andre ikke erhvervsaktive, som deltager i aktive foranstaltninger, der kan forbedre deres beskæftigelsesegnethed, for at sikre en effektiv integration på arbejdsmarkedet, og forbedre resultaterne, effekten og omkostningseffektiviteten af sådanne foranstaltninger - fremme en række foranstaltninger for arbejdsløse og ikke erhvervsaktive, således at de erhverver eller ajourfører deres færdigheder, herunder inden for informations- og kommunikationsteknologi, for derved at lette deres adgang til arbejdsmarkedet og mindske kløften mellem arbejdstagernes kvalifikationer og de kvalifikationer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Hver medlemsstat fastsætter med henblik herpå et mål for aktive foranstaltninger, der omfatter uddannelse af arbejdsløse, eller tilsvarende foranstaltninger for gradvis at nå gennemsnittet i de tre medlemsstater, der er længst fremme, og mindst 20 %. Fastlæggelse af en strategi til forlængelse af den erhvervsaktive alder Der er behov for tilbundsgående ændringer i den fremherskende holdning på arbejdsmarkedet til ældre arbejdstagere samt for en revision af skatteordningerne og de sociale ordninger for at sikre fuld beskæftigelse, bidrage til at garantere, at de sociale sikringsordninger er rimelige og bæredygtige, og for bedst muligt at udnytte de ældre arbejdstageres erfaringer. 3. Medlemsstaterne vil derfor - i givet fald i samarbejde med arbejdsmarkedets parter - udvikle strategier for at forlænge den erhvervsaktive alder med henblik på at øge ældre arbejdstageres evne og incitament til at blive på arbejdsmarkedet længst muligt, navnlig ved: - at vedtage positive særforanstaltninger for at bevare ældre arbejdstageres arbejdsevne og kvalifikationer, ikke mindst på et videnbaseret arbejdsmarked, især ved at sikre tilstrækkelig adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse, for at indføre fleksible arbejdsordninger som f.eks. deltidsarbejde, hvis arbejdstagerne ønsker det, og for at skabe øget bevidsthed hos arbejdsgiverne om potentialet af ældre arbejdstagere - at revidere skatteordningerne og de sociale ordninger for at fjerne initiativhæmmende ordninger og gøre det mere attraktivt for ældre arbejdstagere fortsat at deltage på arbejdsmarkedet. Udvikling af kvalifikationer til det nye arbejdsmarked inden for rammerne af livslang uddannelse Effektive og velfungerende uddannelsessystemer, der er lydhøre for arbejdsmarkedets behov, er nøglen til udviklingen af en videnbaseret økonomi og bedre beskæftigelse på et højere niveau. De er også væsentlige for at sikre livslang uddannelse og således bane vejen for en blød overgang fra skole til arbejde, danne grundlaget for produktive menneskelige ressourcer med grundlæggende og specifikke kvalifikationer og sætte arbejdstagerne i stand til positivt at tilpasse sig de sociale, arbejdsmarkedsmæssige og økonomiske forandringer. At udvikle arbejdsstyrkens beskæftigelsesevne indebærer, at enkeltpersoner får kvalifikationer, der gør dem i stand til at få adgang til og udnytte fordelene ved det videnbaserede samfund, at der tages fat på problemet med kløften mellem arbejdstagernes kvalifikationer og de kvalifikationer, der efterspørges på arbejdsmarkedet, og at det forhindres, at kvalifikationerne bliver ubrugelige som følge af arbejdsløshed, manglende deltagelse på arbejdsmarkedet og udstødelse hele livet igennem. 4. Medlemsstaterne opfordres derfor til at forbedre kvaliteten af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer samt de relevante læseplaner, herunder sikring af passende vejledning i forbindelse med såvel grunduddannelsen som den livslange uddannelse, at modernisere og effektivisere praktikantsystemerne og uddannelsen på arbejdspladsen, og at fremme udviklingen af lokale mangesidige uddannelsescentre for: - at sikre unge de grundlæggende færdigheder, der er relevante for arbejdsmarkedet, og som er nødvendige for livslang uddannelse - at begrænse analfabetisme blandt unge og voksne og i betydelig grad mindske antallet af unge, der tidligt går ud af skolen. Der bør i særlig grad tages hensyn til unge med indlæringsvanskeligheder og uddannelsesmæssige problemer. Medlemsstaterne vil i den forbindelse udvikle foranstaltninger med henblik på i 2010 at have halveret antallet af de 18 til 24-årige, som kun har afsluttet den obligatoriske skolegang, og som ikke længere er under uddannelse - at fremme mulighederne for voksnes adgang til livslang uddannelse, herunder arbejdstagere med atypiske kontrakter, for at øge andelen af voksne i den arbejdsdygtige alder (25 til 64-årige), der på et hvilket som helst tidspunkt deltager i uddannelseskurser. Medlemsstaterne bør fastsætte mål med henblik herpå. For at lette mobiliteten og fremme livslang uddannelse bør medlemsstaterne forbedre anerkendelsen af kvalifikationer og af den viden og de færdigheder, der er erhvervet. 5. Medlemsstaterne vil sigte mod at udvikle internetbaseret undervisning for alle borgere. Medlemsstaterne vil navnlig sikre, at alle skoler inden udgangen af 2001 har adgang til Internettet og til multimediefaciliteter, og at alle de nødvendige lærere inden udgangen af 2002 er uddannet i at anvende disse teknologier for at give alle elever et bredt kendskab til IT. Aktive politikker for at udvikle "jobmatching" og forebygge og bekæmpe flaskehalsproblemer I alle medlemsstaterne findes der arbejdsløshed og udstødelse fra arbejdsmarkedet, samtidig med at der i bestemte sektorer, erhverv og regioner er mangel på arbejdskraft. Med den forbedrede beskæftigelsessituation og de stadig hurtigere teknologiske forandringer vokser disse flaskehalsproblemer. En utilstrækkelig aktiv politik for at forebygge og bekæmpe den begyndende mangel på arbejdskraft vil skade konkurrenceevnen, øge faren for inflation og opretholde en høj grad af strukturel arbejdsløshed. 6. Medlemsstaterne vil, i givet fald i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, øge indsatsen for at indkredse og forebygge de begyndende flaskehalse, navnlig ved: - at udvikle arbejdsformidlingernes evne til at finde arbejdstagere med de kvalifikationer, der passer til jobbene - at tilrettelægge strategier for at undgå mangel på kvalifikationer - at fremme erhvervsmæssig og geografisk mobilitet - at forbedre arbejdsmarkedernes funktion ved at forbedre databaserne over job og uddannelsesmuligheder, som bør være koblet sammen på europæisk plan, og anvende de moderne informationsteknologier og de erfaringer, der allerede findes på europæisk plan. Bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af social integration gennem adgang til beskæftigelse Mange grupper og enkeltpersoner har særlige problemer med at erhverve relevante kvalifikationer og få adgang til og forblive på arbejdsmarkedet. Dette kan øge risikoen for udstødelse. Der er behov for en sammenhængende politik, der fremmer den sociale integration ved at støtte dårligt stillede gruppers og enkeltpersoners integration på arbejdsmarkedet, og som bekæmper forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til, og på, arbejdsmarkedet. 7. Hver medlemsstat vil: - indkredse og bekæmpe enhver form for forskelsbehandling i forbindelse med adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelse - iværksætte effektive forebyggende og aktive politiske foranstaltninger for at fremme integration på arbejdsmarkedet af grupper og enkeltpersoner, som er i risikogruppen eller er dårligt stillede, for at undgå marginalisering, skabelse af "fattige arbejdstagere", og at de glider ind i udstødelse - gennemføre hensigtsmæssige foranstaltninger for at dække de handicappedes, de etniske minoriteters og de vandrende arbejdstageres behov i forbindelse med deres integration på arbejdsmarkedet, og i givet fald fastsætte nationale målsætninger med henblik på herpå. II. UDVIKLING AF IVÆRKSÆTTERLYST OG JOBSKABELSE Start og drift af egen virksomhed gøres lettere Udvikling af nye virksomheder generelt og bidrag til små og mellemstore virksomheders vækst i særdeleshed er vigtige elementer i forbindelse med jobskabelse og for udvidelsen af uddannelsesmulighederne for unge. Denne proces bør fremmes ved at gøre iværksættertanken mere markant i hele samfundet og i undervisningsforløbet ved at indføre en klar, varig og pålidelig lovgivning og ved at forbedre vilkårene for udvikling af og adgang til markederne for risikovillig kapital. Medlemsstaterne bør endvidere mindske og forenkle de administrative byrder og skattetrykket på små og mellemstore virksomheder. Det er nødvendigt at forbedre forebyggelsen af sort arbejde. 8. Medlemsstaterne vil lægge særlig vægt på i betydelig grad at mindske de generelle omkostninger og administrative byrder for virksomheder, navnlig når en virksomhed etableres, og når der ansættes yderligere arbejdstagere. Medlemsstaterne bør desuden ved udformningen af nye bestemmelser vurdere disses potentielle virkninger for virksomhedernes administrative byrder og generelle omkostninger. 9. Medlemsstaterne vil fremme iværksætteraktiviteter - ved at undersøge og mindske alle hindringer i skatteordninger og sociale sikringsordninger for at begynde som selvstændig og for at etablere små virksomheder - ved at fremme uddannelse med henblik på iværksætteraktiviteter og arbejde som selvstændig, målrettede støttetjenester samt uddannelse af nuværende og fremtidige virksomhedsejere - ved i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at bekæmpe sort arbejde og fremme omdannelsen af dette arbejde til normalt arbejde ved brug af alle relevante midler, herunder lovgivningsmæssige foranstaltninger, incitamenter og reform af skatte- og understøttelsessystemer. Nye beskæftigelsesmuligheder i det videnbaserede samfund og i servicesektoren Hvis Den Europæiske Union skal have held til at løse beskæftigelsesproblemet, skal alle potentielle kilder til beskæftigelse og ny teknologi udnyttes effektivt. Det er nødvendigt at skabe gunstige rammer for innovative virksomheder, da de kan yde et væsentligt bidrag til at mobilisere jobskabelsespotentialet i det videnbaserede samfund. Der findes navnlig et betydeligt potentiale i servicesektoren. Med henblik herpå gælder følgende: 10. Medlemsstaterne vil fjerne hindringerne for levering af tjenesteydelser og udvikle betingelserne for fuldt ud at udnytte beskæftigelsespotentialet i hele rækken af tjenester inden for servicesektoren til at skabe flere og bedre job. Det vil navnlig være hensigtsmæssigt at udnytte beskæftigelsespotentialet i det videnbaserede samfund og i miljøsektoren. En regional og lokal indsats for beskæftigelsen Det er nødvendigt at mobilisere alle aktører på regionalt og lokalt plan, herunder arbejdsmarkedets parter, for at gennemføre den europæiske beskæftigelsesstrategi ved at indkredse mulighederne for at skabe job på lokalt plan og ved at styrke partnerskaberne. 11. Medlemsstaterne vil: - i givet fald tage hensyn til den regionale udviklingsdimension i deres samlede beskæftigelsespolitik - opfordre lokale og regionale myndigheder til at udvikle beskæftigelsesstrategier for fuldt ud at udnytte mulighederne for jobskabelse på lokalt plan og med henblik herpå fremme partnerskaber mellem alle de berørte aktører, herunder repræsentanter for civilsamfundet - fremme foranstaltninger til fremme af den sociale økonomis konkurrencemæssige udvikling og muligheder for jobskabelse, navnlig levering af varer og tjenesteydelser i tilknytning til behov, som markedet endnu ikke kan tilfredsstille, og undersøge og mindske hindringerne for disse foranstaltninger - styrke de offentlige arbejdsformidlingers rolle på alle niveauer ved at indkredse lokale beskæftigelsesmuligheder og forbedre de lokale arbejdsmarkeders funktion. Skattereformer til fordel for beskæftigelse og uddannelse Det er vigtigt at uddybe undersøgelsen af skattetrykkets indvirkning på beskæftigelsen og gøre skattesystemet mere beskæftigelsesvenligt ved at vende den langsigtede tendens til højere skatter og afgifter på arbejde. I forbindelse med skattereformer skal der desuden tages hensyn til behovet for at øge erhvervslivets, de offentlige myndigheders og enkeltpersoners egne investeringer i mennesker med henblik på de langsigtede virkninger heraf for beskæftigelsen og konkurrenceevnen. 12. Hver medlemsstat vil: - om nødvendigt fastsætte et mål for en gradvis sænkning af det generelle skattetryk under hensyntagen til det aktuelle niveau, og i givet fald også fastsætte et mål for en gradvis sænkning af beskatningen af arbejdsomkostninger og arbejdsomkostninger, der ikke er forbundet med lønnen, især i forbindelse med ufaglært arbejde og lavtlønsarbejde; ved gennemførelsen af disse reformer bør det undgås, at saneringen af de offentlige finanser eller socialsikringsordningers langsigtede holdbarhed bringes i fare - skabe incitament til og fjerne skattemæssige hindringer for investeringer i menneskelige ressourcer - undersøge, om det er ønskeligt at anvende alternative skatteindtægter, bl.a. afgifter på energi og forurenende emissioner, idet der tages hensyn til markedstendenserne, især på oliemarkederne. III. ØGE VIRKSOMHEDERNES OG DERES ANSATTES TILPASNINGSEVNE De muligheder, som skabes af den videnbaserede økonomi og udsigterne til bedre beskæftigelse på et højere niveau, kræver en efterfølgende tilpasning af tilrettelæggelsen af arbejdet, og at alle aktører, herunder virksomhederne, bidrager til gennemførelsen af strategierne for livslang uddannelse for at imødekomme arbejdstagernes og arbejdsgivernes behov. Modernisering af arbejdets tilrettelæggelse For at fremme moderniseringen af tilrettelæggelsen af arbejdet og arbejdsformerne bør der udvikles et stærkt partnerskab på alle relevante niveauer (europæisk, nationalt, sektorbestemt og lokalt samt i virksomhederne). 13. Arbejdsmarkedets parter opfordres til - på alle relevante niveauer at forhandle og gennemføre aftaler til modernisering af arbejdets tilrettelæggelse, herunder også muligheden for smidige arbejdsformer, for at gøre virksomhederne produktive og konkurrencedygtige, samtidig med at der opnås den nødvendige ligevægt mellem fleksibilitet og sikkerhed, og jobbenes kvalitet øges. De emner, der kan komme på tale, er f.eks. indførelse af ny teknologi, nye arbejdsformer og arbejdstidspørgsmål som f.eks. opgørelse af arbejdstiden på årsbasis, nedsættelse af antallet af arbejdstimer, mindre overarbejde, udvikling af deltidsarbejde, mulighed for afbrydelser i karrieren samt andre spørgsmål vedrørende beskæftigelsessikkerhed, og - inden for rammerne af Luxembourg-processen at udarbejde årsrapporter vedrørende de moderniseringsaspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdet, der er omfattet af forhandlinger, samt situationen med hensyn til deres gennemførelse og virkning for beskæftigelsen og arbejdsmarkedets funktion. 14. Medlemsstaterne vil, i givet fald i partnerskab med arbejdsmarkedets parter eller på grundlag af overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter: - revidere de nuværende lovgivningsmæssige rammer og se nærmere på forslag til nye bestemmelser og incitamenter for at sikre sig, at de bidrager til at mindske beskæftigelsesmæssige hindringer, til at lette indførelsen af en moderniseret arbejdstilrettelæggelse og til at bistå arbejdsmarkedet med at tilpasse sig til de strukturelle forandringer i økonomien - samtidig, under hensyntagen til, at beskæftigelsesformerne i stadig højere grad er forskellige, undersøge mulighederne for at medtage mere fleksible aftaleformer i den nationale lovgivning og sikre, at de, der arbejder under de nye fleksible aftaler, nyder godt af en passende sikkerhed og en høj erhvervsmæssig status, der er forenelig med erhvervslivets behov og arbejdstagernes ønsker - bestræbe sig på at sikre en bedre anvendelse på arbejdspladsen af den nuværende arbejdsmiljølovgivning ved at øge og styrke håndhævelsen af den, ved at yde vejledning for at hjælpe virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder, med at overholde gældende lovgivning, ved at forbedre uddannelsen på arbejdsmiljøområdet og ved at fremme foranstaltninger til mindskelse af erhvervsulykker og -sygdomme i de sektorer, der traditionelt er højrisikosektorer. Støtte til at øge virksomhedernes tilpasningsevne inden for rammerne af livslang uddannelse For at forny kvalifikationerne i virksomhederne som et nøgleelement i forbindelse med livslang uddannelse: 15. Opfordres arbejdsmarkedets parter på alle relevante niveauer til i givet fald at indgå aftaler om livslang uddannelse for at forbedre tilpasningsevnen og lette innovationen, navnlig inden for informations- og kommunikationsteknologier. I den forbindelse bør betingelserne for at give hver arbejdstager mulighed for senest i 2003 at opnå informationssamfundalfabetisme fastsættes. IV. STYRKELSE AF LIGESTILLINGSPOLITIKKEN Anvendelse af en strategi som tager hensyn til ligestillingsaspektet For at skabe en situation med ligestilling og øget erhvervsfrekvens blandt kvinder i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon bør medlemsstaternes ligestillingspolitikker styrkes og omfatte alle relevante forhold, der påvirker kvinders beslutning om at tage arbejde. Kvinder har stadig særlige problemer med at få adgang til beskæftigelse, med at gøre karriere, med lønnen og med at forene arbejde og familieliv. Det er derfor bl.a. vigtigt: - at sikre, at kvinderne kan nyde godt af aktive arbejdsmarkedspolitikker i forhold til den andel, de udgør af de arbejdsløse - at være særlig opmærksom på virkningerne af kønsaspektet i skatteordninger og sociale ordninger; skattesystemer og sociale systemer, der påvirker kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet negativt, bør ændres. - at lægge særlig vægt på at sikre gennemførelsen af princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi - at være særlig opmærksom på hindringer for kvinders etablering af nye virksomheder eller for at nedsætte sig som selvstændige - at sikre, at kvinder er i stand til positivt at nyde godt af fleksible former for arbejdstilrettelæggelse på frivillig basis, og uden at jobkvaliteten mindskes - at tilvejebringe forudsætninger for en forbedring af kvinders adgang til livslang uddannelse, især IT-uddannelse. 16. Medlemsstaterne vil derfor vedtage en strategi, som tager hensyn til ligestillingsaspektet, når de gennemfører retningslinjerne på tværs af alle fire søjler, ved: - at udvikle og styrke høringsordningerne med ligestillingsorganer - at anvende procedurer for vurdering af virkningerne for kvinder og mænd af hver retningslinje - at udvikle indikatorer for at måle fremskridtene i forbindelse med hver retningslinje for så vidt angår ligestilling. For meningsfuldt at kunne vurdere fremskridt i denne politik bliver medlemsstaterne nødt til at sørge for de nødvendige dataindsamlingssystemer og -procedurer samt en kønsbaseret opdeling af beskæftigelsesstatistikkerne. Bekæmpelse af uligheder mellem mænd og kvinder Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter bør være opmærksomme på uligevægt i kvinders eller mænds repræsentation i bestemte økonomiske sektorer og inden for bestemte erhverv samt forbedring af kvinders karrieremuligheder. 17. Medlemsstaterne vil, i givet fald i samarbejde med arbejdsmarkedets parter: - styrke indsatsen for at mindske forskellen i arbejdsløshedsprocenten for henholdsvis kvinder og mænd ved aktivt at støtte øget beskæftigelse blandt kvinder og vil overveje at fastsætte nationale mål i overensstemmelse med de mål, der er fastlagt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon - gøre en indsats for at sikre en afbalanceret repræsentation af kvinder og mænd i alle sektorer og erhverv - iværksætte positive foranstaltninger for at fremme lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi og mindske lønforskellene mellem kvinder og mænd. Det er nødvendigt at tage fat på problemet med lønforskelle mellem kvinder og mænd i den offentlige og den private sektor, og virkningerne af strategier til bekæmpelse af lønforskelle mellem kvinder og mænd bør indkredses og vurderes - overveje i højere grad at træffe en række foranstaltninger for at forbedre kvindernes situation og dermed mindske ulighederne mellem kvinder og mænd. Forening af arbejde og familieliv Strategier vedrørende afbrydelser i karrieren, forældreorlov og deltidsarbejde samt fleksible arbejdsordninger, der er af interesse for både arbejdsgivere og arbejdstagere, er af særlig betydning for kvinder og mænd. Gennemførelsen af de forskellige direktiver og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på dette område bør fremskyndes og regelmæssigt overvåges. Der skal være passende pasningsmuligheder af god kvalitet for børn og andre pasningskrævende personer for at støtte kvinders og mænds adgang til og fortsatte deltagelse på arbejdsmarkedet. Det er i den forbindelse vigtigt med en ligelig fordeling af de familiemæssige forpligtelser. De personer, der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en fraværsperiode, har måske forældede kvalifikationer og har vanskeligt ved at få adgang til uddannelse. Det skal gøres lettere at reintegrere kvinder og mænd på arbejdsmarkedet efter en fraværsperiode. For at øge ligestillingen: 18. Vil medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter: - udforme, gennemføre og fremme familievenlige politikker, herunder pasningsmuligheder, der er af høj kvalitet, økonomisk overkommelige og tilgængelige, for børn og andre pasningskrævende personer, samt forældreorlovsordninger og andre orlovsordninger - overveje at fastsætte et nationalt mål i overensstemmelse med deres nationale situation for at forbedre adgangen til pasningsordninger for børn og andre med pasningsbehov - være særlig opmærksomme på kvinder og mænd, der igen ønsker at tage lønnet beskæftigelse efter et fravær, og med henblik herpå undersøge, hvordan hindringer for en sådan tilbagevenden gradvis kan ryddes af vejen.