EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000L0075

Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får

OJ L 327, 22.12.2000, p. 74–83 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Estonian: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Latvian: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Lithuanian: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Hungarian Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Maltese: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Polish: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Slovak: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Slovene: Chapter 03 Volume 031 P. 87 - 96
Special edition in Bulgarian: Chapter 03 Volume 035 P. 205 - 214
Special edition in Romanian: Chapter 03 Volume 035 P. 205 - 214
Special edition in Croatian: Chapter 03 Volume 014 P. 30 - 39

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/04/2021; ophævet og erstattet af 32016R0429

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2000/75/oj

32000L0075

Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får

EF-Tidende nr. L 327 af 22/12/2000 s. 0074 - 0083


Rådets direktiv 2000/75/EF

af 20. november 2000

om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin(1), særlig artikel 15, andet led,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der bør i overensstemmelse med artikel 15 i direktiv 92/119/EØF fastsættes specifikke foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får.

(2) De epidemiologiske karakteristika for bluetongue kan sammenlignes med dem for hestepest.

(3) Rådet har vedtaget direktiv 92/35/EØF om fastsættelse af regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse af hestepest(2).

(4) For at bekæmpe bluetongue hos får bør der derfor tages udgangspunkt i de overordnede retningslinjer for de foranstaltninger, der ved direktiv 92/35/EØF er fastsat for bekæmpelse af hestepest, med de fornødne ændringer på grund af de forhold, som er karakteristiske for opdræt af arter, der er modtagelige for bluetongue.

(5) Der bør fastsættes regler for flytning af dyr af de modtagelige arter, herunder deres sæd, æg og fostre, fra de områder, der er omfattet af restriktioner som følge af sygdommens forekomst.

(6) Bestemmelserne i artikel 3 i Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet(3) gælder ved forekomst af bluetongue.

(7) Det er nødvendigt at fastsætte en procedure for et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv fastsættes regler for kontrol med og foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue.

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

a) "bedrift": landbrugsvirksomhed eller anden virksomhed, hvor der permanent eller midlertidigt opdrættes eller holdes dyr af arter, der er modtagelige for bluetongue

b) "modtagelig art": enhver drøvtyggende art

c) "dyr": dyr af en modtagelig art undtagen vilde dyr, for hvilke der kan fastsættes særlige bestemmelser efter proceduren i artikel 20, stk. 2

d) "ejer eller bruger": den eller de fysiske eller juridiske personer, der ejer dyrene eller har til opgave at passe dem mod eller uden vederlag

e) "vektor": insekt af arten "Culicoide imicola" eller ethvert andet culicoideinsekt, som kan overføre bluetongue; disse skal identificeres efter proceduren i artikel 20, stk. 2, efter udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinærkomité

f) "mistanke": forekomst af ethvert klinisk tegn på bluetongue hos en af de modtagelige arter sammenholdt med et sæt epidemiologiske data, som gør, at denne eventualitet med rimelighed kan antages

g) "bekræftelse": den kompetente myndigheds erklæring om forekomst af bluetonguevirus i et afgrænset område baseret på laboratorieresultater; i tilfælde af epidemi kan den kompetente myndighed dog ligeledes bekræfte sygdommen på grundlag af kliniske og/eller epidemiologiske resultater

h) "kompetent myndighed": en medlemsstats centrale myndighed, som har kompetence til at foretage veterinærkontrol, eller enhver veterinær myndighed, som den har delegeret denne kompetence til

i) "embedsdyrlæge": den dyrlæge, der er udpeget af den kompetente myndighed.

Artikel 3

Medlemsstaterne sørger for, at der er pligt til omgående at anmelde mistanke om eller bekræftelse af forekomst af bluetonguevirus til den kompetente myndighed.

Artikel 4

1. Hvis der på en bedrift, som er beliggende i en region, der ikke er underlagt restriktioner i henhold til dette direktiv, findes et eller flere dyr, som mistænkes for at være smittet med bluetongue, sørger medlemsstaterne for, at embedsdyrlægen omgående iværksætter en officiel undersøgelse for at få bekræftet eller afkræftet forekomsten af denne sygdom.

2. Så snart mistanken er anmeldt, foretager embedsdyrlægen følgende:

a) han lader den eller de pågældende bedrifter stille under officielt tilsyn

b) han lader foretage:

i) en tælling af dyrene, idet det for hver art angives, hvor mange dyr der allerede er døde eller smittet eller kan tænkes at være smittet, og lader tællingen ajourføre med tallene for de dyr, der fødes eller dør i den periode, hvor der foreligger mistanke; oplysningerne fra denne tælling skal fremvises på forlangende og kan kontrolleres ved hvert besøg

ii) en optælling af de steder, hvor der er gunstige vilkår for vektorens overlevelse, eller hvor den kan opholde sig, navnlig steder, der er gunstige for dens reproduktion

iii) en epidemiologisk undersøgelse i overensstemmelse med artikel 7

c) han besøger regelmæssigt bedriften eller bedrifterne og foretager ved denne lejlighed en indgående klinisk undersøgelse eller en autopsi af de dyr, som mistænkes for at være smittet, eller som er døde, og bekræfter om nødvendigt sygdommen ved laboratorieundersøgelser

d) han sørger for:

i) at al flytning af dyr fra eller til den eller de pågældende bedrifter forbydes

ii) at dyrene lukkes inde i den periode, hvor vektorerne er aktive, når han skønner, at de nødvendige midler til gennemførelse af denne foranstaltning er til rådighed

iii) at der ved hjælp af tilladte insekticider foretages regelmæssige behandlinger af dyrene, de bygninger, hvor de holdes, og omkring disse bygninger (især steder, der er økologisk gunstige for culicoide-bestande). Behandlingstakten fastsættes af den kompetente myndighed under hensyntagen til det anvendte insekticids remanens og de klimatiske forhold for i størst mulig udstrækning at forebygge vektorangreb

iv) at de dyr, der er døde på bedriften, destrueres, bortskaffes, brændes eller nedgraves i overensstemmelse med Rådets direktiv 90/667/EØF af 27. november 1990 om sundhedsmæssige bestemmelser for bortskaffelse, forarbejdning og afsætning af animalsk affald og for beskyttelse mod forekomst af patogener i foder fremstillet af dyr, herunder fisk, og om ændring af direktiv 90/425/EØF(4).

3. Indtil foranstaltningerne i stk. 2 iværksættes, skal ejeren eller brugeren af ethvert dyr, som mistænkes for at være ramt af sygdommen, træffe alle retsbevarende foranstaltninger for at efterkomme stk. 2, litra d), nr. i) og ii).

4. Den kompetente myndighed kan lade foranstaltningerne i stk. 2 gælde for andre bedrifter, hvis deres placering eller geografiske beliggenhed eller deres kontakter med den bedrift, hvor der er mistanke om sygdommen, giver anledning til mistanke om en eventuel kontamination.

5. Ud over bestemmelserne i stk. 2 kan der efter proceduren i artikel 20, stk. 2, fastsættes specifikke bestemmelser for naturreservater med fritgående dyr.

6. Embedsdyrlægen ophæver først foranstaltningerne i denne artikel, når den kompetente myndighed har afkræftet mistanken om bluetongue.

Artikel 5

Vaccination mod bluetongue må kun foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 6

1. Når forekomsten af bluetongue er officielt bekræftet, foretager embedsdyrlægen følgende:

a) han lader foretage nedslagning, i det omfang det skønnes nødvendigt for at forbygge, at epidemien breder sig, og underretter Kommissionen herom

b) han lader de døde dyr destruere, bortskaffe, brænde eller nedgrave i overensstemmelse med direktiv 90/667/EØF

c) han udvider foranstaltningerne i artikel 4 til bedrifter, som ligger inden for en radius af 20 km (inden for det i artikel 8 omhandlede iagttagelsesdistrikt) fra den eller de smittede bedrifter

d) han iværksætter de bestemmelser, der er truffet efter proceduren i artikel 20, stk. 2, navnlig med hensyn til gennemførelse af et eventuelt vaccinationsprogram eller enhver anden alternativ foranstaltning; medlemsstatens kompetente myndigheder kan om nødvendigt, idet de underretter Kommissionen herom, tage initiativ til at iværksætte et vaccinationsprogram

e) han foranstalter en epidemiologisk undersøgelse i overensstemmelse med artikel 7.

Uanset litra c) kan bestemmelserne om flytning af dyrene i området dog vedtages efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

2. Den kompetente myndighed kan udvide eller indskrænke det i stk. 1, litra c), nævnte distrikt afhængigt af de epidemiologiske, geografiske, økologiske eller vejrmæssige forhold. Den underretter Kommissionen herom.

3. Hvis det i stk. 1, litra c), nævnte distrikt ligger på flere medlemsstaters område, samarbejder de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder om at afgrænse distriktet. Det afgrænses om nødvendigt efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 7

1. Den epidemiologiske undersøgelse skal omfatte:

a) det tidsrum, hvor der kan være forekommet bluetongue på bedriften

b) bluetongues mulige oprindelse på bedriften og identifikation af andre bedrifter, hvor der findes dyr, som kan være blevet smittet eller kontamineret ad samme vej

c) sygdomsvektorernes forekomst og fordeling

d) flytninger af dyr fra eller til de pågældende bedrifter eller eventuel fjernelse af døde dyr fra disse bedrifter.

2. Der oprettes et krisecenter, som skal koordinere alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at udrydde bluetongue så hurtigt som muligt, og som skal foretage den epidemiologiske undersøgelse.

De almindelige bestemmelser for medlemsstaternes krisecentre og EF's krisecenter vedtages efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 8

1. Medlemsstaterne sørger for, at den kompetente myndighed ud over foranstaltningerne i artikel 6 afgrænser et iagttagelsesdistrikt og et overvågningsområde. Ved afgrænsningen af distrikter og områder skal der tages hensyn til de geografiske, administrative, økologiske og epizootiske faktorer, der er relevante for bluetongue, og til kontrolfaciliteterne.

2. a) Iagttagelsesdistriktet består af en del af Fællesskabets område med en radius på mindst 100 km omkring hver angrebet bedrift.

b) Overvågningsområdet består af en del af Fællesskabets område, som i en bredde på mindst 50 km strækker sig uden om iagttagelsesdistriktet, og hvor der ikke har fundet systematisk vaccination sted i de seneste 12 måneder.

c) Hvis distrikterne eller områderne ligger på flere medlemsstaters område, samarbejder de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder om at afgrænse de i litra a) og b) omhandlede distrikter og områder.

d) Om nødvendigt afgrænses iagttagelsesdistriktet og overvågningsområdet dog efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

3. Efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat kan der efter proceduren i artikel 20, stk. 2, træffes beslutning om at ændre afgrænsningen af de i stk. 2 definerede distrikter og områder, idet der tages hensyn til:

a) den geografiske beliggenhed og de økologiske faktorer

b) vejrforholdene

c) vektorens forekomst og fordeling

d) resultaterne af de epidemiologiske undersøgelser, der er foretaget i henhold til artikel 7

e) resultaterne af laboratorieundersøgelserne

f) gennemførelsen af bekæmpelsesforanstaltningerne, herunder navnlig insektbekæmpelsen.

Artikel 9

1. Medlemsstaterne sørger for, at følgende foranstaltninger træffes i iagttagelsesdistriktet:

a) alle bedrifter i distriktet, hvor der holdes dyr, identificeres

b) den kompetente myndighed iværksætter et epidemiovervågningsprogram baseret på overvågning af kontrolkvæggrupper (eller af mangel på sådanne andre drøvtyggende arter) og bestande af vektorer; dette program kan fastlægges efter proceduren i artikel 20, stk. 2

c) der indføres forbud mod, at dyr forlader distriktet. Der kan dog efter proceduren i artikel 20, stk. 2, træffes beslutning om undtagelser fra dette forbud, navnlig når der er tale om dyr, som befinder sig i en del af distriktet, hvor det er påvist, at der ikke er nogen forekomst af virus eller vektorer.

2. Foruden foranstaltningerne i stk. 1 kan der træffes beslutning om vaccination af dyrene mod bluetongue og om identifikation af disse dyr i iagttagelsesdistriktet efter proceduren i artikel 20, stk. 2, eller på initiativ af medlemsstaten, som underretter Kommissionen herom.

Artikel 10

Medlemsstaterne sørger for:

1) at foranstaltningerne i artikel 9, stk. 1, gennemføres i overvågningsområdet

2) at al vaccination mod bluetongue forbydes i overvågningsområdet.

Artikel 11

De foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 6, 8, 9 og 10, ændres eller ophæves efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 12

Uanset artikel 9 og 10 fastsættes bestemmelserne om flytning af dyr i og fra iagttagelsesdistriktet og overvågningsområdet efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Ved vedtagelsen af den i stk. 1 nævnte beslutning fastsættes reglerne for handel efter samme procedure.

Artikel 13

Når en bluetongueepizooti i et bestemt område er særlig alvorlig, vedtages alle de supplerende foranstaltninger, som de berørte medlemsstater skal træffe, efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 14

Medlemsstaterne sørger for, at den kompetente myndighed træffer alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at alle i iagttagelsesdistriktet og overvågningsområdet har fuldt kendskab til de gældende restriktioner, og træffer alle de dispositioner, der er nødvendige for, at de pågældende foranstaltninger iværksættes efter hensigten.

Artikel 15

1. I hver medlemsstat udpeges et nationalt laboratorium, som skal foretage de laboratorieundersøgelser, der er fastsat i dette direktiv. Disse nationale laboratorier samt deres beføjelser og forpligtelser er anført i bilag I.

2. De nationale laboratorier, der er anført i bilag I, samarbejder med det EF-referencelaboratorium, der er omhandlet i artikel 16.

Artikel 16

EF-referencelaboratoriet for bluetongue er anført i bilag II. Med forbehold af bestemmelserne i beslutning 90/424/EØF, særlig artikel 28, fastsættes laboratoriets opgaver i bilag II, afsnit B.

Artikel 17

Eksperter fra Kommissionen kan, i det omfang det er nødvendigt for en ensartet gennemførelse af dette direktiv, i samarbejde med de kompetente myndigheder foretage kontrol på stedet. De kan med henblik herpå ved kontrol af en repræsentativ procentdel af bedrifterne undersøge, om de kompetente myndigheder fører tilsyn med, om bestemmelserne i dette direktiv overholdes. Kommissionen underretter medlemsstaterne om resultatet af den foretagne kontrol.

Den medlemsstat, på hvis område der foretages kontrol, yder eksperterne al nødvendig støtte ved udførelsen af deres arbejde.

De almindelige gennemførelsesbestemmelser til denne artikel vedtages efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 18

1. Hver medlemsstat udarbejder en beredskabsplan med angivelse af, hvordan den gennemfører foranstaltningerne i dette direktiv.

Denne plan skal tage sigte på tilvejebringelse af faciliteter, udstyr, personale og alle andre relevante strukturer, som er nødvendige for en hurtig og effektiv udryddelse af sygdommen.

2. Kriterierne for udarbejdelse af planerne i stk. 1 er anført i bilag III.

De planer, som udarbejdes efter disse kriterier, forelægges Kommissionen senest tre måneder efter iværksættelsen af dette direktiv.

Kommissionen gennemgår planerne for at afgøre, om de gør det muligt at nå det ønskede mål, og foreslår den pågældende medlemsstat ændringer, som måtte være nødvendige, navnlig for at sikre, at planerne er forenelige med de øvrige medlemsstaters.

Kommissionen godkender planerne, med eventuelle ændringer, efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Planerne kan senere ændres eller suppleres efter samme procedure for at tage hensyn til situationens udvikling.

Artikel 19

Dette direktiv kan om nødvendigt ændres af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen.

Bilagene ændres efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Eventuelle gennemførelsesbestemmelser, der er nødvendige for iværksættelsen af dette direktiv, vedtages efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

Artikel 20

1. Kommissionen bistås af Den Stående Veterinærkomite.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF(5).

Fristen i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til 15 dage.

3. Komitéen vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 21

Kommissionen kan efter proceduren i artikel 20, stk. 2, for en periode på to år vedtage de overgangsforanstaltninger, som er nødvendige for at lette overgangen til den nye ordning i dette direktiv.

Artikel 22

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 1. januar 2002. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og administrative bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 23

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 2000.

På Rådets vegne

J. Glavany

Formand

(1) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(2) EFT L 157 af 10.6.1992, s. 19. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(3) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Beslutningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1258/1999 (EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.

(4) EFT L 363 af 27.12.1990, s. 51. Direktivet er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(5) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 2.

BILAG I

A. LISTA DE LOS LABORATORIOS NACIONALES DE LA FIEBRE CATARRAL OVINA/LISTE OVER NATIONALE LABORATORIER FOR BLUETONGUE/LISTE DER FÜR DIE BLAUZUNGENKRANKHEIT ZUSTÄNDIGEN NATIONALEN LABORATORIEN/ΚΑΤΑΛΟΓΟΣ ΕΘΝΙΚΩΝ ΕΡΓΑΣΤΗΡΙΩΝ ΓΙΑ ΤΟΝ ΚΑΤΑΡΡΟΪΚΟ ΠΥΡΕΤΟ ΤΟΥ ΠΡΟΒΑΤΟΥ/LIST OF THE NATIONAL BLUETONGUE LABORATORIES/LISTE DES LABORATOIRES NATIONAUX POUR LA FIÈVRE CATARRHALE DU MOUTON/ELENCO DEI LABORATORI NAZIONALI PER LA FEBBRE CATARRALE DEGLI OVINI/LIJST VAN DE NATIONALE LABORATORIA VOOR BLUETONGUE/LISTA DOS LABORATÓRIOS NACIONAIS EM RELAÇÃO À FEBRE CATARRAL OVINA/LUETTELO KANSALLISISTA LAMPAAN BLUETONGUE-TAUTIA VARTEN NIMETYISTÄ LABORATORIOISTA/FÖRTECKNING ÖVER NATIONELLA LABORATORIER FÖR BLUETONGUE

Belgien:

Centrum voor Onderzoek in Diergeneeskunde en Agrochemie (CODA)//Centre d'études et de recherches vétérinaires et agrochimiques (CERVA) Groeselenbergstraat 99//Rue Groeselenberg 99 B - 1180 Brussel//Bruxelles Tel. (32-2) 375 44 55 Fax (32-2) 375 09 79 E-mail: piker@var.fgov.be

Danmark:

Statens Veterinære Institut for Virusforskning Lindholm DK - 4771 Kalvehave Tlf. (45) 55 86 02 00 Fax (45) 55 86 03 00 E-post: sviv@vetvirus.dk

Tyskland:

Bundesforschungsanstalt für Viruskrankheiten der Tiere Anstaltsteil Tübingen Postfach 11 49 D - 72001 Tübingen Tel. (49) 70 71 96 72 55 Fax (49) 70 71 96 73 03

Grækenland:

Ministry of Agriculture

Centre of Athens Veterinary Institutions

Virus Department Neapoleos Str. 25 GR - 15310 Ag. Paraskevi Athens Tel. (30-1) 601 14 99/601 09 03 Fax (30-1) 639 94 77

Spanien:

Centro de Investigación en Sanidad Animal INIA-CISA D. José Manuel Sánchez Vizcaíno Carretera de Algete-El Casar, km 8, Valdeolmos E - 20180 Madrid Tel. (34) 916 20 22 16 Fax (34) 916 20 22 47 E-mail: vizcaino@inia.es

Frankrig:

CIRAD-EMVT Campus international de Baillarguet BP 5035 F - 34032 Montpellier Cedex 1 Tel. (33-4) 67 59 37 24 Fax (33-4) 67 59 37 98 E-mail: bastron@cirad.fr

Irland:

Central Veterinary Research Laboratory Abbotstown

Castleknock

Dublin 15 Ireland Tel. (353-1) 607 26 79 Fax (353-1) 822 03 63 E-mail: reillypj@indigo.ie

Italien:

CESME presso IZS Via Campo Boario I - 64100 Teramo Tel. (39) 0861 33 22 16 Fax (39) 0861 33 22 51 E-mail: Cesme@IZS.it

Luxembourg:

Centre d'études et de recherches vétérinaires et agrochimiques (CERVA) Rue Groeselenberg 99 B - 1180 Bruxelles Tel. (32-2) 375 44 55 Fax (32-2) 375 09 79 E-mail: piker@var.fgov.be

Nederlandene:

ID-DLO Edelhertweg 15 8219 PH Lelystad Nederland Tel. (0031-0320) 23 82 38 Fax (0031-0320) 23 80 50 E-mail: postkamer@id.dlo.nl

Østrig:

Bundesanstalt für Virusseuchenbekämpfung bei Haustieren Robert Kochgasse 17 A - 2340 Mödling Tel. (43-2) 236 466 40-0 Fax (43-2) 236 466 40-941 E-mail: BATSB VetMoedling@compuserve.com

Portugal:

Laboratório Nacional de Investigação Veterinária Estrada de Benfica, 701 P - 1549-011 Lisboa Tel. (351) 21 711 52 00 Fax (351) 21 711 53 836 E-mail: dir.Inlv@mail.telepac.pt

Finland:

Danish Institute for Virus Research Lindholm DK - 4771 Kalvehave Tlf. (45) 55 86 02 00 Fax (45) 55 86 03 00 E-mail: sviv@vetvirus.dk

Sverige:

Statens veterinärmedicinska anstalt, SVA S - 751 89 Uppsala Tfn (00-46) 18 67 40 00 Fax (00-46) 18 30 91 62 E-post: sva@sva.se

Det Forenede Kongerige:

Institute for Animal Health Pirbright Laboratory Ash Road

Pirbright

Woking

Surrey GU24 ONF United Kingdom Tel. (44-1483) 23 24 41 Fax (44-1483) 23 24 48 E-mail: philip-mellor@bbsrc.ac.uk

B. DE NATIONALE BLUETONGUELABORATORIERS OPGAVER

De nationale laboratorier for bluetongue er ansvarlige for koordineringen af de standarder og diagnosemetoder, som fastsættes af hvert enkelt diagnoselaboratorium i medlemsstaten, samt for anvendelsen af reagenser og testning af vacciner. Med henblik herpå:

a) kan de levere diagnostiske reagenser til de diagnoselaboratorier, der anmoder herom

b) skal de kontrollere kvaliteten af alle diagnostiske reagenser, der anvendes i medlemsstaten

c) skal de med regelmæssige mellemrum foranstalte sammenlignende undersøgelser

d) skal de opbevare isolater af bluetonguevirus fra tilfælde, som er bekræftet i medlemsstaten

e) skal de bekræfte positive resultater, som de regionale diagnoselaboratorier er nået frem til.

BILAG II

A. LABORATORIO COMUNITARIO DE REFERENCIA DE LA FIEBRE CATARRAL OVINA/EF-REFERENCELABORATORIUM FOR BLUETONGUE/GEMEINSCHAFTLICHES REFERENZLABORATORIUM FÜR DIE BLAUZUNGENKRANKHEIT/ΚΟΙΝΟΤΙΚΟ ΕΡΓΑΣΤΗΡΙΟ ΑΝΑΦΟΡΑΣ ΓΙΑ ΤΟΝ ΚΑΤΑΡΡΟΪΚΟ ΠΥΡΕΤΟ ΤΟΥ ΠΡΟΒΑΤΟΥ/COMMUNITY REFERENCE LABORATORY FOR BLUETONGUE/LABORATOIRE COMMUNAUTAIRE DE RÉFÉRENCE POUR LA FIÈVRE CATARRHALE DU MOUTON/LABORATORIO COMUNITARIO DI RIFERIMENTO PER LA FEBBRE CATARRALE DEGLI OVINI/COMMUNAUTAIR REFERENTIELABORATORIUM VOOR BLUETONGUE/LABORATÓRIO COMUNITÁRIO DE REFERÊNCIA EM RELAÇÃO À FEBRE CATARRAL OVINA/LAMPAAN BLUETONGUE-TAUTIA VARTEN NIMETTY YHTEISÖN VERTAILULABORATORIO/GEMENSKAPENS REFERENSLABORATORIUM FÖR BLUETONGUE

AFRC Institute for Animal Health Pirbright Laboratory Ash Road

Pirbright

Woking

Surrey GU24 ONF United Kingdom Tel. (44-1483) 23 24 41 Fax (44-1483) 23 24 48 E-mail: philip-mellor@bbsrc.ac.uk

B. OPGAVER FOR EF-REFERENCELABORATORIET FOR BLUETONGUE

EF-referencelaboratoriets opgaver er:

1) i samråd med Kommissionen at samordne de metoder, der i medlemsstaterne anvendes til diagnosticering af bluetongue, navnlig ved:

a) at bestemme, opbevare og levere bluetonguevirusstammer med henblik på serologiske undersøgelser og fremstilling af antiserum

b) at levere standardsera og andre referencereagenser til de nationale referencelaboratorier for at standardisere de prøver og reagenser, der anvendes i medlemsstaterne

c) at opbygge og opbevare en samling bluetonguevirusstammer og -isolater

d) med mellemrum at tilrettelægge sammenlignende undersøgelser af diagnoseprocedurer på fællesskabsplan

e) at indsamle og klassificere data og oplysninger om de i Fællesskabet anvendte diagnosemetoder og resultaterne af de i Fællesskabet gennemførte undersøgelser

f) at karakterisere isolater af bluetonguevirusset ved hjælp af de nyeste metoder for at opnå bedre forståelse af bluetongues epizootiologi

g) at holde sig ajour med udviklingen inden for bluetongueovervågning, -epizootiologi og -forebyggelse verden over

2) aktivt at bistå ved diagnosticeringen af udbrudssteder for bluetongue i medlemsstaterne ved at undersøge modtagne virusisolater med henblik på bekræftende diagnose, karakterisering og epidemiologiske undersøgelser

3) at lette uddannelsen eller efteruddannelsen af eksperter i laboratoriediagnose med henblik på at harmonisere diagnosemetoderne i hele Fællesskabet

4) at foretage gensidig og indbyrdes informationsudveksling med det bluetonguelaboratorium, som Det Internationale Kontor for Epizootier (OIE) har udpeget på verdensplan, navnlig med hensyn til udviklingen i den globale situation vedrørende bluetongue.

BILAG III

MINIMUMSKRITERIER FOR BEREDSKABSPLANER

Beredskabsplanerne skal mindst omfatte følgende:

1) oprettelse af et krisecenter på nationalt plan, som skal koordinere alle beredskabsforanstaltninger i den pågældende medlemsstat

2) udarbejdelse af en fortegnelse over lokale beredskabscentre med tilstrækkelige faciliteter til at koordinere kontrolforanstaltningerne på lokalt plan

3) detaljerede oplysninger om det personale, der medvirker i beredskabsforanstaltningerne, samt dets kvalifikationer og ansvar

4) mulighed for alle lokale beredskabscentre for hurtigt at komme i kontakt med personer eller organisationer, som direkte eller indirekte er involveret i et udbrud

5) tilstedeværelse af nødvendigt udstyr og materiale, så beredskabsforanstaltningerne kan gennemføres korrekt

6) detaljerede instrukser om, hvilke forholdsregler der skal træffes, herunder vedrørende destruktion af dyrekroppe, i tilfælde af mistanke om eller bekræftelse af smitte eller kontaminering

7) udarbejdelse af uddannelsesprogrammer for vedligeholdelse og udvikling af færdigheder i det praktiske arbejde og i administrative procedurer

8) diagnoselaboratorierne skal have obduktionsfaciliteter og den nødvendige kapacitet til serologiske og histologiske undersøgelser m.v. og skal vedligeholde færdighederne i hurtigdiagnosticering (med henblik herpå skal der træffes foranstaltninger til hurtig forsendelse af prøver)

9) angivelse af den nødvendige mængde vaccine mod bluetongue i tilfælde af, at der genindføres nødvaccination

10) vedtagelse af retlige bestemmelser for beredskabsplanernes gennemførelse.

Top